Rottefældens ensemble. Fra venstre ses Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Henrik Koefoed og Joachim Knop. Foto: Rottefælderevyen
2026 er allerede et fremragende revyår. Aarhusrevyen og Odense Sommerrevy har begge været til 5 Amandaer, og lad mig starte med at konstatere, at det er også Rottefælderevyen.
Første akt er fin, og for en gangs skyld er anden akt endnu bedre, når den leverer elegante, ofte dejligt dobbeltbundede, tekster med glimrende og nuanceret musik af et debutorkester under ledelse af kapelmester Rasmus Friis-Tvørfoss i spidsen for Jakob “Jønne” Juel Nielsen, Johann Gustav og den tilbageblevne Guy Moscoso.
Ensemblet består af revyejerne Christine Astrid og Mikkel Schrøder sammen med Joachim Knop og Rottefældedebutanten Henrik Koefoed, der nok er blevet 70, men på scenen virker en halv snes år yngre. Undtaget selvfølgelig, når han er en gammel H.C. Andersen, der fortæller et utroligt moderne og aktuelt politisk eventyr, som det imponerende er lykkedes Rasmus Krogsgaard at skrive så kort tid efter, at vi har fået en ny regering. Bravo!
Tre tekster går igen fra Aarhus-revyen, og så skidt med det. Der er langt fra den jyske hovedstad til Svendborg, så gengangerne blandt publikum bliver formentlig få, og det er naturligt, at man gerne vil have Christine Astrids “Hurra for Kirsten” med igen. Jeg vil citere mig selv fra Aarhus: En serie af numre, hvor en forsmået kvinde dukker op til et væsentligt selskab, her eksmandens bryllup, har været et gennemgående tema i danske revyer, siden Trine Gadeberg startede galskaben i Kerteminderevyen. Mange har været noget blege, blandt andet Christine Astrids egen for to år siden, men nu har tekstforfatteren Lukas Birch og Christine Astrid perfektioneret nummeret, såvel i tekst som i kropssprog og timing. Det er mageløst sjovt og dræber genren i mange, mange år fremover.
Christine Astrid er mærket af turen gennem Europa i el-bil.
Christine Astrid er i det hele taget supernovaen blandt stjerner. Hun er så forskellig fra nummer til nummer, at det er godt, vi ved, at hun er den eneste kvinde på scenen. Helt enestående er hun i nummeret “Rækkeviddeangst” af Bonde, Schow og Eriksen om at være hos psykolog efter ferieturen gennem Europa i en el-bil, som måske, måske ikke, har strøm nok til at nå næste mål. Ansigt og skrig afspejler perfekt hendes skrækhukommelse.
Så er hun med til at give et kursus i fynsk, hvor hendes kostume, som også i “500 gram hakket”, er glimrende tænkt og syet af Vibeke Valeur og hendes dygtige, lokale sy-damer.
Mange af teksterne vender vores daglige sprog overrumplende. Henrik Koefoed har for eksempel flere forskellige nej-hatte på, og Mikkel Schrøder synger “Sangen om ingenting” af Vase & Fuglsang, så vi kan spilde nogle minutter på en morsom måde.
Tre tenorer med skavanker, fra venstre Knop, Koefoed og Schrøder. Foto: Rottefælderevyen
Forestillingens tre velsyngende tenorer, ikke mindst den operauddannede Joachim Knop, klager over ældre mænds skavanker, og Mikkel Schrøder synger forestillingens alvorlige vise, hans egen “Langsomt farvel”, der fortæller om en skilsmisse og dens lange triste vej mod at blive en kendsgerning. Da den er slut, dukker det grønlandske flag op på bagvæggen, og hele teksten kan pludselig ses i et helt andet lys. Flot tænkt.
Rottefælden har som sædvanlig nogle lynnumre med hastig pointe. Ikke alle er lige sjove, men de fleste sidder lige i skabet. Det samme gælder et klassisk nummer som “All Inclusive” om et par på charterrejse. Man frygter det værste, men Lucas Birchs tekst har uventede drejninger, der gør nummeret til en perle.
Revyens store musiknummer er en hyldest til Keld Heick. I et fint potpourri med fem suveræne sangere kommer vi langt omkring i hans tid i toppen af dansk pop. Faktisk er det samtidig en hyldest til de komponister, der har skrevet melodier til de sange, han ikke selv har gjort det til. Tag bare Tommy Seebach og Søren Bundgaard; samt en hyldest til de kunstnere, der tidligere har sunget dem, blandt andet Birthe Kjær, Kirsten Siggaard, Ulla Pia, Bjørn Tidmand, Bjørn og OK og så videre.
Keld Heick var til stede på premiereaftenen, og da lyset tændtes i salen efter første akt, fik han et af aftenens største bifald.
Instruktøren Carsten Friis kan tage sin store del af æren for, at timingen hele tiden er i toppen, og scenografien, skabt af Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder, er lys, lækker og fuld af muligheder.
Der er ikke noget at gøre – jeg må anbefale alle at opleve først Odense Sommerrevy, der slutter 18. juni, og derefter Rottefælden, der kan ses frem til 15. august.
Der er ingen europæiske krige og ingen ebolavirus, men der er førsteklasses musikalsk underholdning og glæde i en tid, der godt kan kræve præcis sådan en pause.
Nix – Frits er Mortens far, og ved et tilfælde besluttede jeg mig til at se filmatiseringen af ’Det parallelle lig’, efter min mening Frits’ bedste krimi med en super intrige, kort før jeg stiftede bekendtskab med Mortens trilogi med Amanda Miller i hovedrollen. Kan sønnen skrive lige så godt som faderen?
Det kan han. Amanda er en spændende person, hvis liv præges – eller skal vi sige martres – af en begivenhed, fra hun var 10 år, og resten af hendes familie blev udslettet i en voldsom begivenhed med mord og brand. Det er årsagen til, at hun er endt som drabsefterforsker ved Viborg Politi, men også årsagen til, at hun indimellem har ondt ved at forfølge spor i den sag, hun aktuelt efterforsker, fordi hun falder over ting med relevans for drabene på hendes familie.
De tre romaner kan naturligvis læses hver for sig, men når såvel den første som den anden afsluttes med ’Fortsættes’, er man naturligvis nødt til at have fat på den næste. Det er ikke nok at have løst den første mordsag. Med Amanda (hvis navn betyder ’som bør elskes’ på latin) må man læse videre for at få løst hendes egen mordgåde – som i tredje bind er viklet ind i den tredje sag, som sig hør og bør, når man planlægger sådan en trilogi.
Amandas liv er delvist stærkt i rollen som efterforsker, delvist svagt i almindelig levedygtighed. Jeg tror, at hvis man opgør de bedste efterforskeres levevis i den moderne kriminalroman, vil man opdage, at jo dygtigere de er, jo mere usund er deres daglige levemåde – men regelrette mennesker kan jo være kedelige!
(Anti)heltene overholder heller ikke regler, bestemmelser og påbud, og det holder læserne også af. Ellers bliver mysterierne jo ikke løst! Amanda har også sine klare præferencer, hvad angår kolleger, og det er ganske befriende. Desuden er det lidt sjovt, at Amanda opsøger clairvoyanter og andre ikke-videnskabelige personer, som påstår at kunne se overnaturlige ting, selv om hun ved, at det er svindel. Hvem har ikke haft lyst til at forsøge sig ind imellem som sidste udvej?
I første bind, ’Kvinden under jorden’, skal man finde ud af, hvad der er blevet af en forsvundet kvinde fra Viborg, som ikke er blevet myrdet af sin mand, selv om det længe ser sådan ud.
I ’Manden med stenansigtet’, andet bind, bliver en lagermand dræbt i en ring af levende lys, små kors og bedekranse. Desuden begår en mand, som hun genkender som morderen i sin egen sag som 10-årig, selvmord – eller er han blevet dræbt?
Tredje bind, ’ Drengen i glasset’, har en virkelig morderisk pointe, som man ikke gætter i utide. Amanda får desuden et chok i sin egen ’familiesag’, der ender langt fra lykkeligt.
Remar skriver medrivende. Første bind har en del irriterende sprog- og korrekturfejl, og nogle opslag er uden afsnit og indrykninger, så de næsten kan standse læsningen. De er væk i andet og tredje bind, som man sluger. Første bind er hæftet, mens andet og tredje er lækkert indbundet. Omslagsdesign på alle bind kan Rasmus Funder være stolt af.
Alt i alt en trilogi, som alle yndere af kriminalromaner roligt kan kaste sig over.
Morten Remar: ’Kvinden under jorden’ (hæftet), ’Manden med stenansigtet’ (indbundet) og ’Drengen i glasset’ (indbundet), hhv. 305, 333 og 295 s. Falco Krimi.
Aarhusrevyen er blandt årets første og sætter en høj standard, som Danmarks øvrige revyer skal stramme sig an for at matche.
Ensemblet i 2026 er måske det bedste i den tid, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder har stået for den, og dermed lever revyen op til den betegnelse, jeg har brugt i de forrige år: Et overflødighedshorn.
Aarhusrevyens ensemble danser kædedans. Fv Henrik Lykkegaard, Rikke Buch Bendtsen, Silas Holst, Mikkel Schrøder og Christine Astrid
Før forestillingen fryder man sig over scenografien, som Johannes Ørum-Toft og Mikkel Schrøder står for, og i forestillingens løb leges der med lyset, så man får allehånde indtryk – det er Per Toft Lehmanns fortjeneste.
I revyens indledning – og siden afslutning – præsenteres vi for det usædvanligt charmerende og velsyngende ensemble: Foruden Astrid og Schrøder er det Rikke Buch Bendtsen, Henrik Lykkegaard og Silas Holst, iført de første af de gennemtænkte kostumer, som Vibeke Valeur har ansvaret for. Desuden det skønne tre mands orkester med to sangere, Lene Nørrelykke og Rikke Hvidbjerg, som man fik lyst til at høre meget mere til.
Revyen indledes med tre numre, hvor Aarhus er i fokus. Det er byen og dens liv ustandselig gennem hele revyen, men altid på en måde, så ’udenbys’ tilskuere ikke er uforstående. Det klæder revyen, der vist aldrig har haft så meget Aarhus inde over.
I Aarhus-Testen med tekst af Kasper Gattrup skal Silas Holst besvare svære spørgsmål, så man kan konstatere, at han overhovedet har ret til at være i Aarhus. Både spørgsmål og svar er overrumplende og med til at sætte publikum i den rette stemning.
Tekstforfatterne Vase og Fuglsang har kontor i Aarhus og kender byen ud og ind. De står for otte af revyens 24 numre, og i hvert fald de syv er af absolut topklasse, startende med ’Visit Aarhus’, hvor to guider forbereder sig på at vise krydstogtturister rundt i byen. Lykkegaard og Buch Bendtsen er ubetaleligt morsomme, og numret er, som hele revyen, perfekt timet, utvivlsomt bl.a. instruktøren Birgitte Næss-Schmidts fortjeneste.
Vanopslagh , Silas Holst
I tider, hvor man ikke har nogen ide om, hvor dansk politik havner efter valget, har revyen fornuftigt inden numre med Mette Frederiksen og Lars Løkke som hovedpersoner, men Vase og Fuglsang udstiller Alex Vanopslaghs dobbeltmoral prægtigt i ’Snuden i sporet’. For resten dukker Donald Trump kun op i en bisætning i forbifarten. Endnu et klogt valg.
Et svidende og fint nummer er Sune Æbeløs ’Det starter ens’ om, at alle børn fødes og dør på samme måde, men der er en voldsom forskel for mulighederne derimellem for storbybørn og udkantsbørn, som Buch Bendtsen og Astrid demonstrerer.
Storbybørn og udkantsbørn, Buch Bendtsen og Astrid
Blandt første akts højdepunkter er også ’En lille forretning’, hvor Mirakel Ib, Silas Holst, kan skaffe absolut alt, selv en P-plads i Aarhus Midtby; og ’Klaver-Koncert’, hvor en ide, som mange revyer dyrker, er udfoldet til perfektion med ekstra pointer af Lykkegaard og Schrøder.
Første akts finale er en gennemgang af arkitektur og boligsituation i Aarhus, bl.a. med originale parodier på Rasmus Seebach, Medina og Volbeat med tekst af Vase og Fuglsang.
Første akt er i absolut topklasse og noget bedre end anden akt. Gad vide hvorfor – det burde jo være omvendt, men man bliver nu ikke snydt efter pausen heller.
Indledningen, igen af Vase og Fuglsang, med ’Kædedans’ over scenen med skønne kostumer og en fremragende tekst om forholdet mellem Rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland. Fin ide, fin udførelse. Mikkel Schrøder står for nogle skønne parodier på ’Jens Vejmand’. Mange af dem er på afdøde kunstnere, men den publikumsvæltende og endda underspillede afslutning med parodi på Marie Key er kup.
Rikke Buch Bendtsen er på en uriaspost som bud for Dao. En god ide med tekst af Emilie Nordentoft, som ovenikøbet slutter nummeret, før det bliver for meget med ord, der indeholder ’dao’.
Ryge eller ikke, Henrik Lykkegaard og Silas Holst
Flere af numrene efter pausen er gode udførelser af kendte ideer, fx når rygere-ikkerygere behandles af Holst og Lykkegaard, eller når forældre tager fusen på deres børn i ’Så er der mad’. Heller ikke numrene og DSB eller Pippi Langstrømpe er der meget i, men imellem dem ligger ’Miraklet i Aarhus’, hvor Schrøder bisætter Jørgen Andersen, der var hardcore fan af AGF, som er ved at vinde DM i fodbold for første gang i 40 år. Den afgørende kamp spilles under bisættelsen og besværliggør præstens koncentration. Endnu en fin ide og tekst af Vase og Fuglsang.
Hurra fra Kirsten, Christine Astrid
Afslutningen reddes af ’Hurra fra Kirsten’. En serie af numre, hvor en forsmået kvinde dukker op til et væsentligt selskab, har eksmandens bryllup, har været et gennemgående tema i danske revyer, siden Trine Gadeberg startede galskaben i Kerteminderevyen. Mange har været noget blege, bl.a. Christina Astrids for to år siden, men nu har tekstforfatteren Lukas Birch og Christine Astrid perfektioneret nummeret, såvel i tekst som i kropssprog og timing. Det er mageløst sjovt og gør det umuligt at fortsætte genren i mange, mange år.
Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde, så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1495. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.
Bogen foregår i et mondænt villakvarter i Nordsjælland. En luksusvilla ser nok så uskyldig ud udefra, men indvendig rummer den også det, der med jævne mellemrum bliver til et illegalt kasino.
En bande på fire snupper en aften hele omsætningen, mere end 2½ mio. kr., i et brutalt røveri, og da de i forvejen har sparet 2 mio. sammen til en tur til kasinoet i Monte Carlo, har de nu mere end 4½ mio. kr. – og midt i det hele får de en vanvittig ide til fordeling af pengene.
En ide, der fører til en serie af nye forbrydelser, der ikke synes at have nogen sammenhæng, og som det derfor er en næsten umulig opgave for Jon Harding og National Enhed for Særlig Efterforskning at opklare.
Lad mig sige, hvordan det gik mig. Jeg åbnede bogen kl. 13, læste uafbrudt – også mens jeg lavede mig en kop kaffe og siden lavede og spiste et måltid mad.
På side 328 angives sted og tid som ’Helsingør Politistation klokken 23:07. Jeg konstaterede til min overraskelse, at klokken netop var præcis 23:07, og så fortsatte jeg ellers, til jeg var færdig med de 378 sider og den hæsblæsende finale.
Mange krimiheltes chefer er nogle smålige væsener, der ustandselig truer med at suspendere eller afskedige, men det er ikke tilfældet med Monica Jensen, der er chefpolitiinspektør i dette bind. Hun præsenterer sig selv og gennemgår derefter Hardings karriere minutiøst. En fint indslag, der svarer til, at helte i mange romaner er nødt til at se sig i spejlet, så vi kan få at vide, hvordan de aktuelt ser ud.
Det behøver Mortensen ikke. Han er den alvidende forfatter, der hele tiden suverænt fortæller, hvad han synes, læseren har brug for. Det har han i øvrigt bestemt sig for under et seks uger langt hospitalsophold pga. dårlig ryg, hvor han indimellem blev behandlet med krasse smertestillende midler.
Allan Erik Mortensen
Han siger selv, at han i den tid ikke kunne andet end at skrive, og hvis man nu ikke vidste, at han også skriver blændende i rask tilstand, kunne man have anbefalet ham jævnlige hospitalsophold.
Han husker i øvrigt også at give os en passende dosis Viggo fra Gæringe under vejs, selv om handlingen udspiller sig i Nordsjælland. Derimod er der ikke meget Amanda, men hun og Jon har også elsket så mange gange, at det kan gøre det ud for et helt liv. Aner vi, at hun er på vej ud, og – hvem ved – Monica på vej ind?
Vi glæder od til det næste CO2-neutraliserede bind i serien med titlen ’Det sidste vi hører’, hvor det også loves, at Viggo er stærkt tilbage.
Kan Allan Erik Mortensen opretholde standarden, må serien for min skyld godt være uendelig.
Allan Erik Mortensen: Dø din egen død. 378 sider smukt indbundet med et nydeligt omslag af Daniel Lundsgaard. En FalcoKrimi. Fundet på nettet til priser mellem 179,95 og 269,95, formentlig efter, om der skal tilskrives forsendelse Ligegyldigt. Kan du lide en velskreven og vildt spændende bog, må du have den.
Et spørgsmål, der desværre kun er alt for aktuelt, og som Elias og Agnes Våhlund tager op i den tegneseriefortælling, der danner grundlaget for ’Håndbog for superhelte’, som Odense Teater viser på Odeon-scenen.
Lisa, Luise Kirsten Skov, på 9 år bliver mobbet af tre klassekammerater, spillet af Louise Davidsen, Christopher Foeyoh Nallo og Laurids Skovgaard Andersen. Bliver hun reddet af klokken, der ringer til time, er der et nyt frikvarter at frygte en time senere.
På biblioteket får hun fat i en ’Håndbog for superhelte’, der forklarer, hvordan hun kan tale med dyr, flyve, rejse i tid og tæve dem, der er større end hende selv.
Det kræver naturligvis såvel lidt selvtillid som lidt øvelse, men efterhånden falder det på plads, så hun heller ikke behøver at frygte de ulve, der er nok så uhyggelige, og som anvender laserlys. En, der er blevet hjulpet af hende, kalder hende for Den Røde Maske, og snart er hun hele byens samtaleemne, når hun gør op med skurke som Wolfgang, Mikkel Bay Mortensen, og hans gorillaer. De vil stjæle en mønt, hvis motiv er en skeløjet Dronning Margrethe og mange millioner værd.
Malene Melsen udfolder sig (foto: Emilie Therese)
Nu er der det ved superhelte, at de ofte er nødt til at møde vold med vold for at standse vold, og det må Den Røde Maske også – selv om midlet til at standse mobning er venlighed.
Som i mange tegneserier og film er problemet med denne pointe, at det er volden, der dominerer 90% af tiden, før den besejres, og når forestillingen angives som egnet fra 6 år, mener jeg, at forældre skal tænke sig godt om, før de tager deres 6-årige med, for der er en del uhygge.
Heldigvis er der også en mængde hygge og humor. De små tilskuere synes godt om marsvinene, hvis sprog ikke er sådan at lære; og ikke mindst de mange voksne, bedsteforældre i overtal, elsker Klaus T. Søndergaard og Malene Melsen, sidstnævnte i en dobbeltrolle som bibliotekar og mormor.
Peter Schultz står for en tegneserieagtig scenografi, som af instruktøren Per Smedegaard også udnyttes tilpas tegneserieagtigt, men hvis man venter på den ultimative illustration af, af venlighed besejrer mobning, mener jeg, at man delvist venter forgæves
Forestillingen varer 80 minutter uden pause, og det er helt tilpas.
Egentlig havde jeg kun tænkt mig at give tre Amandaer, men den teenager, jeg havde med, var helt sikkert begejstret til fire, og her er det hendes mening, der har størst vægt.
’Håndbog for superhelte’ spilles frem til 12. april.
Odense Teaters ’Annas Sang’, der OBS! spilles i Magasinet, er en storslået skildring af en musikalsk jødisk kvindes liv, der ikke byder på virkelige valgmuligheder.
“Annas sang” Odense Teater + Aveny-T 2026
Forestillingen indledes med en voldsom scene, hvor Anna føder et barn, der er uønsket af hendes familie og derfor tages fra hende og omgående bortadopteres. I historiens realtid ligger det der, hvor der er pause, og det er klogt, for det havde ikke været til at gå til pause under indtryk af denne scene.
I 1933 drømmer den gennemmusikalske Anna om at komme på konservatoriet. Hun er en del af en familie, der styres af traditionelle værdier. Det betyder bl.a., at ægteskaber er arrangerede, og det kommer såvel Anna som hendes to brødre til at lide under.
Tilværelsen styres imidlertid af mænd. Tilsyneladende, for Annas familie styres af hendes mor Bruche, som ingen kan sætte sig op imod.
Krigen kommer i 1940, og på et tidspunkt flygter familien til Sverige. Anna er blevet forelsket i Aksel, Lue Støvelbæk, som hun også bliver gravid med, men han kan ikke accepteres af Bruche.
Vi skal ikke røbe, hvordan tingene udvikler sig, men hele vejen illustreres handlingen af musik, skrevet af Benjamin Koppel, der også har skrevet den roman, stykket bygger på.
Musikken er dels indspillet, dels spilles den på et klaver, der står på scenen, af Katrine Gislinge, hvis kropssprog også indgår i forestillingen. Hun og hendes spil er blændende, og hele forestillingen er så brillant, at man ikke mærker, at den inklusive pause er på to timer og tre kvarter.
Anna spilles fremragende af Laura Kronborg Kjær, som sprang til med forholdsvis kort varsel, og Natali Vallespir Sand er perfekt som Bruche, som alle i publikum vil hade, men hun ligger under for sin kulturs traditioner, mens hendes mand, fremstillet glimrende af Anders Gjellerup Koch, tilsyneladende har opgivet alt andet end at støtte sin kone – men nogle af hans bemærkninger lader ane, at de også har haft deres problemer med at indordne sig deres skæbne.
En måltidsscene a la Henri Nathansens ‘Indenfor Murene’. Der sker dramatiske ting under det (foto: Emilie Therese)
Musikken er mindst halvdelen af forestillingen, og hver gang man sidder lammet af den forrige scenes hændelser, sætter den ind, inspireret af jødisk musik, jazz og klassisk musik, ikke mindst Brahms, og hvordan er det nu? Hvis man hader nazister, kan man så elske Brahms og Wagner?
Den indspillede musik står Benjamin Koppel, Anders Singh Vesterdal, Søren Møller, Jesper Bodilsen og Morten Ærø for.
Katrine Wiedemann har instrueret, og Maja Ravn står for kostumer og scenografi, hvor vi genkender miljøet fra Nathansens ’Indenfor Murene’, og vi får måltidsscener som i den.
Forestillingen spilles som nævnt i Magasinet, der ikke er det perfekte teaterlokale, men det bør ikke holde nogen væk. ’Annas Sang’ er stort teater, skabt i samarbejde mellem Odense Teater og Aveny T. I Odense spilles det til 25. marts, hvorefter det rykker til København.
’En influencer-thriller’ kaldes Liane Childs ’En Tradwifes Hemmelighed’.
Der er nok stadig nogle, der ikke ved, hvad en ’tradwife’ er, så lad os sikre os, at ingen er i tvivl: En ’tradwife’er en kvinde, der er inspireret af 1950’erne og afviser moderne kønsroller til fordel for en tilværelse som hustru og hjemmegående mor. Hun mener, at manden altid har ret, uanset hvor oplagt det er, at han ikke har det.
Faktisk deler hun opfattelse med den gruppe af USA’s befolkning, som vi kalder for MAGA (Make America Great Again). De forguder Donald Trump, som ikke kan gøre noget forkert, og de hylder de gode gamle dages livsanskuelser. De tillader ikke, at man sætter Bibelen i tvivl, så der må ikke i skolen undervises i andet end dens værdier. De ’forkerte’ bøger bliver fjernet.
Hovedpersonen i ’En Tradwifes Hemmelighed’ er influenceren Madison March, der har 10 mio. følgere, og for hvem det er en katastrofe, hvis et af hendes opslag kun bliver set af 50.000 personer. Hun er gift med rigmanden Michael, som hun adlyder i et og alt. Hun kan ikke sige ham imod. Hun kan ikke have egne synspunkter, han har ret til at afstraffe hende korporligt, hvis han finder det for godt; og han har ret til at forføre hvem som helst, ikke mindst deres fire børns kvindelige privatlærere.
Ved romanens start tiltræder en ny privatlærer, Cally, på særlige betingelser. Hun kan ikke forlade området, før hendes job udløber et år efter, og hun må skrive under på, at hun intet fortælle om, hvad hun oplever – end ikke i mails eller sms’er eller til sin nærmeste familie.
Madisons indslag er en tradwifes. De understreger mænds rettigheder over for kvinder, som skal lave mad, gøre rent og tage sig af børnene, og hun inspirerer mængder af de 10 mio. følgere til at sige deres arbejde op, opgive deres studier og koncentrerer sig om at gøre deres mænd tilfredse, når de kan se, hvor lykkelig man kan være i den form for tilværelse.
Som læsere følger vi, hvordan hele den del af hendes dag, hvor Michael er hjemme fra, går med at planlægge og filme hendes influencerindslag, som er dybt misvisende. Familien lever ikke lykkeligt, børnene er ikke evigt artige, og hjemmet er mere et helvede end et paradis – en stor løgn.
Mange af kapitlerne, der gengiver Madisons tanker, har eksempler på de reaktioner, der kommer fra hendes følgere, og her skal man lægge godt mærke til, hvilke tags de har. Der er stor forskel fra en, der bruger #homemaker, #tradwife, #familyfirst, #truefenimity, #inspiration, til en, der bruger #feminist, #prochoice, #equality, #tradwivesruinlives.
Beretningen om udviklingen i forholdet mellem Madison, Michael, huslæreren Cally, husholdersken Lori, chaufføren Bill og advokaten Nathan er tiltagende uhyggelig, mens vi sideløbende følger udviklingen i forholdet mellem de to 18-årige, Brianna og Jonah, der stikker af hjemmefra for at realisere deres drøm om det perfekte liv på landet.
Desværre er hun ’tradwivesk’, og han udarter, til alle læsere har mistet lysten til nogensinde at forsøge sig med det romantiske landliv. Også dette forløb er tiltagende uhyggeligt, men Liane Child er så velskrivende, at man ikke kan slippe bogen, men vil vide, hvordan denne thriller dog skal ende.
Der er mange overraskelser undervejs, og som i de fleste thrillers må man sluge en del usandsynlige ting i farten, men dem tager man med.
Ingen af overraskelserne skal røbes her, men vi kan roligt anbefale læserne ikke at tro på hverken navne, kronologier eller andre ting, men kan man lide uhygge og thrillers, er denne bog et must – og Child er ikke selv en tradwife – hun har blot ladet sig inspirere af denne MAGA-type af kvinder.
Slutscenen i “Kan du fløjte, Johanne” på Nørregaards Teater i Odense. Foto: PR
Jeg mindes tilbage i 1950erne, hvordan “Kannst du pfeifen, Johanna” var en slager og et mundheld, jeg hele tiden hørte.
Sangen går tilbage til Sverige (kan du vissla, Johanna) 1932, og sangen om mange børns bitre problem, når de ikke kan finde ud af at fløjte, er siden blevet til en bog af Ulf Stark, en 55 minutter lang film og en forestilling for børn i blandt andet Hamburgs Opera. Indimellem er det forbløffende, som en børnesang kan føre til årtiers succes.
For tiden kan man opleve “Kan du fløjte, Johanna” som marionetforestilling på Nørregaards Teater i Odense. Den spilles først i Centrum på Filosofgangen og derefter i Vollsmose på Risingsvej 123 og slutter af som et tilbud i skolernes vinterferie.
Dukkeførerne er Mads Nørby, tidligere direktør for Kerteminderevyen, og Heine Ankerdal, som med få og enkle kulisser (scenografkonsulent Claus Helbo) tager unge i alderen 6-10, nogle med forældre eller bedsteforældre i baggrunden, gennem en rørende historie.
Bertils ven Uffe har en bedstefar, som han deler sodavand og kage med og får en tyver af, når der er en særlig anledning. Bertil har ingen familie, men Uffe instruerer ham om, at han skal gå ind på et værelse på Alderdomshjemmet og påstå, at beboeren er hans bedstefar.
Det bliver – efter visse indledende kvaler – en stor succes, der blandt andet fører til, at Bertil og hans stedbedstefar Niels går på kirsebærskud i Gustavsens have, hvor de kan hugge kirsebær i et pragtfuldt kirsebærtræ, som det ikke er så ligetil at komme ned fra.
Dagen bliver den morsomste i mange år for Niels, der imidlertid har et svagt hjerte og er død, måske som følge af faldet fra træet, da Bertil kommer for at besøge ham dagen efter. Han døde lykkelig, og der er en betagende scene, hvor Bertil og Uffe mindes den afdøde.
Forestillingen varer tre kvarter, hvor den interaktive spænding mellem de optrædende og børnene gradvist stiger til scenen i kirsebærtræet og løsningen, når man skal finde ned fra det.
De første mange dage spilles forestillingen for skoleklasser, men alle kan købe billetter i skolernes vinterferie.
I 1986 var ’Jul på slottet’ en slags gennembrud for TV-julekalendere. Den var skrevet af Finn Henriksen og den danske Mr. Julekalender, Martin Miehe-Renard, men det mest opsigtsvækkende var, at DR havde bestilt symfonisk musik hos Bodil Heister, og det hævede det musikalske niveau flere grader. Hvem kender ikke stadig ’Det’ sørme, det’ snart, december’, ’Drillesangen’, ’Bagesangen’, ‘Alkymistsangen’ etc.
Der er masser af nisser på slottet (foto: Lasse Skov)
I år er ’Jul på slottet’ Nyborg Voldspils julegave til publikum, og den er helt overdådig. Der synges og spilles brillant. Skuespillet er veloplagt og fint timet i Patrick Terndrups instruktion, koreografien er i debutanten Anna Gjerløffs udgave flot, munter og tilpasset de enkeltes kunnen – på et tidspunkt får vi sågar en nisseballet med seks herlige børn; kostumerne er farverige og fremragende, som de er skabt af Jannie Lindhard, men det helt store kup er scenografien, som Louise Dencker står for.
Der arbejdes på at fremstille guld (foto: Lasse Skov)
Scenen kan ’alt’. Den kan skifte fra slot til et værksted, hvor alkymister fremstiller guld, på øjeblikke; eller på samme måde fra streng kulde til varm sommer, og den er imponerende afvekslende.
Handlingen har mange strenge. Fredsslutningen i en krig, der vil ske på barske betingelser, bl.a. fordi der er en forræder på spil; kærlighedshistorien mellem prinsesse Miamaja og jægeren/prinsen Valentin; nisserne, der ved kongens afskaffelse af julen risikerer at forsvinde; kongen, der skal på ekstrem slankekur; guldet, der forsvinder midt i det hele; og meget mere.
Nisseballet (foto: Lasse Skov)
Rygterne er ilet forud, så der er så godt som udsolgt, men hvem, der ikke har billetter endnu, må skynde sig at få det; evt. med børn og børnebørn som alibi for at komme til en dejlig forestilling midt i en tid, hvor der er trusler nok i verden.
Hold da op, hvor det går over stok og sten på Nyborg Vold, når ’Vi maler byen rød 2 – the Musical’ går over scenen med 24 veloplagte, velsyngende og velspillende medvirkende på scenen.
Den første ’Vi maler byen rød’ fra 2010 er i mellemtiden blevet Danmarks mest opførte teaterforestilling fra dette årtusinde. Den vil få hård konkurrence af denne musical, der har større eller mindre uddrag af godt 30 melodier fra dansk og internationalt Melody Grand Prix, så størstedelen af publikum kender dem.
Handlingen kan man roligt glemme. Den er ulogisk og ifølge instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Mansachs inspireret af tidligere tiders tv-serier som ’Dollars’og ’Dallas’, men pyt. De var også populære, selv om deres handling ikke kunne stå for en prøvelse, og så havde de ikke engang den livsglæde med dejlig musik og dans, som vi her får i rigt mål – mens vi går fra en rigmandsbegravelse i Rungsted til Mallorca inklusive en grisefest.
Simon Skytte (foto: Lasse Skov)
Det er utroligt, så mange der får fokus på sig med sange, der ikke alle er lige enkle, men ingen falder igennem, og koret fungerer perfekt. Vi kunne nævne en stribe forskellige, der leverer fine sangpræstationer, men lad os nøjes med en enkelt: Det er stensikkert, at vi fremover kommer til at høre meget mere fra Alisha Mae Williamson Meadows.
Alisha Mae Williamson Meadows (foto: Lasse Skov)
Forestillingen virker næsten som ét stort optrin, så der har virkelig været brug for Maria Kronborgs koreografi, der har taget hensyn til de enkeltes stærke og svagere sider, så man aldrig opdager de svage.
Desuden tilgiver man alt, når scenografien fungerer, og det gør den, skabt af Louise Dencker Rasmussen, ned til de mindste detaljer, fx blomsterne på murene.
Grisefest på Mallorca (foto: Lasse Skov)
Orkestret under Thomas Korhonen står for lutter vellyd, og publikum kan ustandselig ikke holde sig fra at synge med, og det er også meningen.
Premierepublikum fik en ekstra oplevelse, da Nyborgs borgmester Kenneth Muhs brød ud i sang og fik publikum til at følge efter. Han kan sagtens få en plads i en fremtidig forestilling, når han ikke er borgmester mere.
Forestillingen spilles sidste gang 9. august, og så må vi håbe, at alle med sans for munter sang og livsglæde har været på Volden. Hvert år forbløffes man over, hvad ensemblet dog kan.
Christine Astrid er mærket af turen gennem Europa i el-bil.
