Rottefældens ensemble. Fra venstre ses Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Henrik Koefoed og Joachim Knop. Foto: Rottefælderevyen
2026 er allerede et fremragende revyår. Aarhusrevyen og Odense Sommerrevy har begge været til 5 Amandaer, og lad mig starte med at konstatere, at det er også Rottefælderevyen.
Første akt er fin, og for en gangs skyld er anden akt endnu bedre, når den leverer elegante, ofte dejligt dobbeltbundede, tekster med glimrende og nuanceret musik af et debutorkester under ledelse af kapelmester Rasmus Friis-Tvørfoss i spidsen for Jakob “Jønne” Juel Nielsen, Johann Gustav og den tilbageblevne Guy Moscoso.
Ensemblet består af revyejerne Christine Astrid og Mikkel Schrøder sammen med Joachim Knop og Rottefældedebutanten Henrik Koefoed, der nok er blevet 70, men på scenen virker en halv snes år yngre. Undtaget selvfølgelig, når han er en gammel H.C. Andersen, der fortæller et utroligt moderne og aktuelt politisk eventyr, som det imponerende er lykkedes Rasmus Krogsgaard at skrive så kort tid efter, at vi har fået en ny regering. Bravo!
Tre tekster går igen fra Aarhus-revyen, og så skidt med det. Der er langt fra den jyske hovedstad til Svendborg, så gengangerne blandt publikum bliver formentlig få, og det er naturligt, at man gerne vil have Christine Astrids “Hurra for Kirsten” med igen. Jeg vil citere mig selv fra Aarhus: En serie af numre, hvor en forsmået kvinde dukker op til et væsentligt selskab, her eksmandens bryllup, har været et gennemgående tema i danske revyer, siden Trine Gadeberg startede galskaben i Kerteminderevyen. Mange har været noget blege, blandt andet Christine Astrids egen for to år siden, men nu har tekstforfatteren Lukas Birch og Christine Astrid perfektioneret nummeret, såvel i tekst som i kropssprog og timing. Det er mageløst sjovt og dræber genren i mange, mange år fremover.
Christine Astrid er mærket af turen gennem Europa i el-bil.
Christine Astrid er i det hele taget supernovaen blandt stjerner. Hun er så forskellig fra nummer til nummer, at det er godt, vi ved, at hun er den eneste kvinde på scenen. Helt enestående er hun i nummeret “Rækkeviddeangst” af Bonde, Schow og Eriksen om at være hos psykolog efter ferieturen gennem Europa i en el-bil, som måske, måske ikke, har strøm nok til at nå næste mål. Ansigt og skrig afspejler perfekt hendes skrækhukommelse.
Så er hun med til at give et kursus i fynsk, hvor hendes kostume, som også i “500 gram hakket”, er glimrende tænkt og syet af Vibeke Valeur og hendes dygtige, lokale sy-damer.
Mange af teksterne vender vores daglige sprog overrumplende. Henrik Koefoed har for eksempel flere forskellige nej-hatte på, og Mikkel Schrøder synger “Sangen om ingenting” af Vase & Fuglsang, så vi kan spilde nogle minutter på en morsom måde.
Tre tenorer med skavanker, fra venstre Knop, Koefoed og Schrøder. Foto: Rottefælderevyen
Forestillingens tre velsyngende tenorer, ikke mindst den operauddannede Joachim Knop, klager over ældre mænds skavanker, og Mikkel Schrøder synger forestillingens alvorlige vise, hans egen “Langsomt farvel”, der fortæller om en skilsmisse og dens lange triste vej mod at blive en kendsgerning. Da den er slut, dukker det grønlandske flag op på bagvæggen, og hele teksten kan pludselig ses i et helt andet lys. Flot tænkt.
Rottefælden har som sædvanlig nogle lynnumre med hastig pointe. Ikke alle er lige sjove, men de fleste sidder lige i skabet. Det samme gælder et klassisk nummer som “All Inclusive” om et par på charterrejse. Man frygter det værste, men Lucas Birchs tekst har uventede drejninger, der gør nummeret til en perle.
Revyens store musiknummer er en hyldest til Keld Heick. I et fint potpourri med fem suveræne sangere kommer vi langt omkring i hans tid i toppen af dansk pop. Faktisk er det samtidig en hyldest til de komponister, der har skrevet melodier til de sange, han ikke selv har gjort det til. Tag bare Tommy Seebach og Søren Bundgaard; samt en hyldest til de kunstnere, der tidligere har sunget dem, blandt andet Birthe Kjær, Kirsten Siggaard, Ulla Pia, Bjørn Tidmand, Bjørn og OK og så videre.
Keld Heick var til stede på premiereaftenen, og da lyset tændtes i salen efter første akt, fik han et af aftenens største bifald.
Instruktøren Carsten Friis kan tage sin store del af æren for, at timingen hele tiden er i toppen, og scenografien, skabt af Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder, er lys, lækker og fuld af muligheder.
Der er ikke noget at gøre – jeg må anbefale alle at opleve først Odense Sommerrevy, der slutter 18. juni, og derefter Rottefælden, der kan ses frem til 15. august.
Der er ingen europæiske krige og ingen ebolavirus, men der er førsteklasses musikalsk underholdning og glæde i en tid, der godt kan kræve præcis sådan en pause.
Et spørgsmål, der desværre kun er alt for aktuelt, og som Elias og Agnes Våhlund tager op i den tegneseriefortælling, der danner grundlaget for ’Håndbog for superhelte’, som Odense Teater viser på Odeon-scenen.
Lisa, Luise Kirsten Skov, på 9 år bliver mobbet af tre klassekammerater, spillet af Louise Davidsen, Christopher Foeyoh Nallo og Laurids Skovgaard Andersen. Bliver hun reddet af klokken, der ringer til time, er der et nyt frikvarter at frygte en time senere.
På biblioteket får hun fat i en ’Håndbog for superhelte’, der forklarer, hvordan hun kan tale med dyr, flyve, rejse i tid og tæve dem, der er større end hende selv.
Det kræver naturligvis såvel lidt selvtillid som lidt øvelse, men efterhånden falder det på plads, så hun heller ikke behøver at frygte de ulve, der er nok så uhyggelige, og som anvender laserlys. En, der er blevet hjulpet af hende, kalder hende for Den Røde Maske, og snart er hun hele byens samtaleemne, når hun gør op med skurke som Wolfgang, Mikkel Bay Mortensen, og hans gorillaer. De vil stjæle en mønt, hvis motiv er en skeløjet Dronning Margrethe og mange millioner værd.
Malene Melsen udfolder sig (foto: Emilie Therese)
Nu er der det ved superhelte, at de ofte er nødt til at møde vold med vold for at standse vold, og det må Den Røde Maske også – selv om midlet til at standse mobning er venlighed.
Som i mange tegneserier og film er problemet med denne pointe, at det er volden, der dominerer 90% af tiden, før den besejres, og når forestillingen angives som egnet fra 6 år, mener jeg, at forældre skal tænke sig godt om, før de tager deres 6-årige med, for der er en del uhygge.
Heldigvis er der også en mængde hygge og humor. De små tilskuere synes godt om marsvinene, hvis sprog ikke er sådan at lære; og ikke mindst de mange voksne, bedsteforældre i overtal, elsker Klaus T. Søndergaard og Malene Melsen, sidstnævnte i en dobbeltrolle som bibliotekar og mormor.
Peter Schultz står for en tegneserieagtig scenografi, som af instruktøren Per Smedegaard også udnyttes tilpas tegneserieagtigt, men hvis man venter på den ultimative illustration af, af venlighed besejrer mobning, mener jeg, at man delvist venter forgæves
Forestillingen varer 80 minutter uden pause, og det er helt tilpas.
Egentlig havde jeg kun tænkt mig at give tre Amandaer, men den teenager, jeg havde med, var helt sikkert begejstret til fire, og her er det hendes mening, der har størst vægt.
’Håndbog for superhelte’ spilles frem til 12. april.
Odense Teaters ’Annas Sang’, der OBS! spilles i Magasinet, er en storslået skildring af en musikalsk jødisk kvindes liv, der ikke byder på virkelige valgmuligheder.
“Annas sang” Odense Teater + Aveny-T 2026
Forestillingen indledes med en voldsom scene, hvor Anna føder et barn, der er uønsket af hendes familie og derfor tages fra hende og omgående bortadopteres. I historiens realtid ligger det der, hvor der er pause, og det er klogt, for det havde ikke været til at gå til pause under indtryk af denne scene.
I 1933 drømmer den gennemmusikalske Anna om at komme på konservatoriet. Hun er en del af en familie, der styres af traditionelle værdier. Det betyder bl.a., at ægteskaber er arrangerede, og det kommer såvel Anna som hendes to brødre til at lide under.
Tilværelsen styres imidlertid af mænd. Tilsyneladende, for Annas familie styres af hendes mor Bruche, som ingen kan sætte sig op imod.
Krigen kommer i 1940, og på et tidspunkt flygter familien til Sverige. Anna er blevet forelsket i Aksel, Lue Støvelbæk, som hun også bliver gravid med, men han kan ikke accepteres af Bruche.
Vi skal ikke røbe, hvordan tingene udvikler sig, men hele vejen illustreres handlingen af musik, skrevet af Benjamin Koppel, der også har skrevet den roman, stykket bygger på.
Musikken er dels indspillet, dels spilles den på et klaver, der står på scenen, af Katrine Gislinge, hvis kropssprog også indgår i forestillingen. Hun og hendes spil er blændende, og hele forestillingen er så brillant, at man ikke mærker, at den inklusive pause er på to timer og tre kvarter.
Anna spilles fremragende af Laura Kronborg Kjær, som sprang til med forholdsvis kort varsel, og Natali Vallespir Sand er perfekt som Bruche, som alle i publikum vil hade, men hun ligger under for sin kulturs traditioner, mens hendes mand, fremstillet glimrende af Anders Gjellerup Koch, tilsyneladende har opgivet alt andet end at støtte sin kone – men nogle af hans bemærkninger lader ane, at de også har haft deres problemer med at indordne sig deres skæbne.
En måltidsscene a la Henri Nathansens ‘Indenfor Murene’. Der sker dramatiske ting under det (foto: Emilie Therese)
Musikken er mindst halvdelen af forestillingen, og hver gang man sidder lammet af den forrige scenes hændelser, sætter den ind, inspireret af jødisk musik, jazz og klassisk musik, ikke mindst Brahms, og hvordan er det nu? Hvis man hader nazister, kan man så elske Brahms og Wagner?
Den indspillede musik står Benjamin Koppel, Anders Singh Vesterdal, Søren Møller, Jesper Bodilsen og Morten Ærø for.
Katrine Wiedemann har instrueret, og Maja Ravn står for kostumer og scenografi, hvor vi genkender miljøet fra Nathansens ’Indenfor Murene’, og vi får måltidsscener som i den.
Forestillingen spilles som nævnt i Magasinet, der ikke er det perfekte teaterlokale, men det bør ikke holde nogen væk. ’Annas Sang’ er stort teater, skabt i samarbejde mellem Odense Teater og Aveny T. I Odense spilles det til 25. marts, hvorefter det rykker til København.
Slutscenen i “Kan du fløjte, Johanne” på Nørregaards Teater i Odense. Foto: PR
Jeg mindes tilbage i 1950erne, hvordan “Kannst du pfeifen, Johanna” var en slager og et mundheld, jeg hele tiden hørte.
Sangen går tilbage til Sverige (kan du vissla, Johanna) 1932, og sangen om mange børns bitre problem, når de ikke kan finde ud af at fløjte, er siden blevet til en bog af Ulf Stark, en 55 minutter lang film og en forestilling for børn i blandt andet Hamburgs Opera. Indimellem er det forbløffende, som en børnesang kan føre til årtiers succes.
For tiden kan man opleve “Kan du fløjte, Johanna” som marionetforestilling på Nørregaards Teater i Odense. Den spilles først i Centrum på Filosofgangen og derefter i Vollsmose på Risingsvej 123 og slutter af som et tilbud i skolernes vinterferie.
Dukkeførerne er Mads Nørby, tidligere direktør for Kerteminderevyen, og Heine Ankerdal, som med få og enkle kulisser (scenografkonsulent Claus Helbo) tager unge i alderen 6-10, nogle med forældre eller bedsteforældre i baggrunden, gennem en rørende historie.
Bertils ven Uffe har en bedstefar, som han deler sodavand og kage med og får en tyver af, når der er en særlig anledning. Bertil har ingen familie, men Uffe instruerer ham om, at han skal gå ind på et værelse på Alderdomshjemmet og påstå, at beboeren er hans bedstefar.
Det bliver – efter visse indledende kvaler – en stor succes, der blandt andet fører til, at Bertil og hans stedbedstefar Niels går på kirsebærskud i Gustavsens have, hvor de kan hugge kirsebær i et pragtfuldt kirsebærtræ, som det ikke er så ligetil at komme ned fra.
Dagen bliver den morsomste i mange år for Niels, der imidlertid har et svagt hjerte og er død, måske som følge af faldet fra træet, da Bertil kommer for at besøge ham dagen efter. Han døde lykkelig, og der er en betagende scene, hvor Bertil og Uffe mindes den afdøde.
Forestillingen varer tre kvarter, hvor den interaktive spænding mellem de optrædende og børnene gradvist stiger til scenen i kirsebærtræet og løsningen, når man skal finde ned fra det.
De første mange dage spilles forestillingen for skoleklasser, men alle kan købe billetter i skolernes vinterferie.
I 1986 var ’Jul på slottet’ en slags gennembrud for TV-julekalendere. Den var skrevet af Finn Henriksen og den danske Mr. Julekalender, Martin Miehe-Renard, men det mest opsigtsvækkende var, at DR havde bestilt symfonisk musik hos Bodil Heister, og det hævede det musikalske niveau flere grader. Hvem kender ikke stadig ’Det’ sørme, det’ snart, december’, ’Drillesangen’, ’Bagesangen’, ‘Alkymistsangen’ etc.
Der er masser af nisser på slottet (foto: Lasse Skov)
I år er ’Jul på slottet’ Nyborg Voldspils julegave til publikum, og den er helt overdådig. Der synges og spilles brillant. Skuespillet er veloplagt og fint timet i Patrick Terndrups instruktion, koreografien er i debutanten Anna Gjerløffs udgave flot, munter og tilpasset de enkeltes kunnen – på et tidspunkt får vi sågar en nisseballet med seks herlige børn; kostumerne er farverige og fremragende, som de er skabt af Jannie Lindhard, men det helt store kup er scenografien, som Louise Dencker står for.
Der arbejdes på at fremstille guld (foto: Lasse Skov)
Scenen kan ’alt’. Den kan skifte fra slot til et værksted, hvor alkymister fremstiller guld, på øjeblikke; eller på samme måde fra streng kulde til varm sommer, og den er imponerende afvekslende.
Handlingen har mange strenge. Fredsslutningen i en krig, der vil ske på barske betingelser, bl.a. fordi der er en forræder på spil; kærlighedshistorien mellem prinsesse Miamaja og jægeren/prinsen Valentin; nisserne, der ved kongens afskaffelse af julen risikerer at forsvinde; kongen, der skal på ekstrem slankekur; guldet, der forsvinder midt i det hele; og meget mere.
Nisseballet (foto: Lasse Skov)
Rygterne er ilet forud, så der er så godt som udsolgt, men hvem, der ikke har billetter endnu, må skynde sig at få det; evt. med børn og børnebørn som alibi for at komme til en dejlig forestilling midt i en tid, hvor der er trusler nok i verden.
I Rottefælderevyens pause er det ikke helt klart, hvordan revyen vil stå sig. Første akt er jævnt god med nogle perler, men også med nogle numre lidt under middel.
Inflation. Fra venstre Christina Astrid, Jan Schou, Pernille Schrøder og Mikkel Schrøder. (Foto: Rune Buch)
Så går tæppet for anden akt, og man betages straks af bagtæppet til nummeret om, hvordan vi alle er hårdt ramt af inflationen. Vi genkender alt, hvad der sker i butikkerne for de fire på scenen, mens de prøver at købe ind, uden at deres økonomi bliver smadret, fordi alt koster “spidsen af en jetjager”.
Derefter følger det ene skønne nummer efter det andet. “Ugens tilbud” til den forkølede på apoteket; Jan Schou som Dronning Margrethe, der vil overrumple Jan Schou(!) på scenen, som hun gjorde det med Ulf Pilgaard; en tegnet kavalkade over stjerner fra dansk revy i 175 år, introduceret af Christine Astrid i en blå kjole, der tager vejret fra publikum.
“Den gode tone” viser sig at være sidste, afgørende eksamen for en, der vil være P-vagt; elegante parodier og vitser, givet af Mikkel Schrøder og Jan Schou med tekst af Leif Maibom; Pernille Schrøders nummer af Jens Krøyer om prepping, der kan koste familiens økonomi, men give nok så meget vin i kælderen;
Told Pingviner. (Foto: Rune Buch)
“Told Pingviner”, hvor Mikkel Schrøder, Christine Astrid og Pernille Schrøder som pingviner prøver at finde en mening med Donald Trumps told på 10 procent, der har ramt et område med lutter pingviner; en vidunderlig vise af Krøyer og Mikkel Schrøder om “Det værste, jeg ved”, der dækker over skruelåg, man ikke kan åbne; husholdningsfilm, man ikke kan adskille; og toiletpapir, der ikke holder. Hvem kender ikke præcis de problemer? Fulgt af et gammeldags Rottefældenummer om, hvad der kan foregå på toilettet. Fint timet og meget sjovt.
Så glemmer vi, at det må være helt slut med “Skål”-numre i form af uønskede taler til firma- og familiefester, som vi efterhånden har fået for mange af i det seneste tiårs revyer med Trine Gadeberg, Vicki Berlin og Christine Astrid.
Hvordan var det med første akt? Jo, først kunne man ved ankomsten glæde sig over den skønne Caroline Amalielund. Hvor er det godt, at Rottefælden kom tilbage i skovanlægget. Man sætter sig og forsøger at flette benene med nabo og genbo på en holdbar måde ved de små runde borde, hvor man indtager den platte, der ikke har ændret sig meget i 100 år. Sådan skal det være, og man kommer også i snak med de to andre ved bordet: Om dagligdag, om Svendborg, om revyens historie…
Efter den første, faste intro: Nu er vi i dejlige Svendborg igen, kommer opkaldet fra Mikael Bertelsen. Hvem skal være med i “Det sidste ord” – og især hvornår. I samtalens løb bliver alder tidløs bortset fra, at nivea erstattes af voltaren! Leif Maiboms tekst er veloplagt og tankevækkende.
Mikkel Schrøder sammenligner regninger fra USA og Danmark (Foto: Rune Buch)
Der følger flere udmærkede, men meget forudsigelige numre, og Mikkel Schrøder belyser forholdet mellem Danmark og Trump fint i en ikke overdrevet “Ingen regning” med blik bagud til Peter Bellis “Ingen Faktura”.
Vase og Fuglsang, der er knap så overdådige her som i Aarhus og Odense, står bag en forrygende “Gør en forskel” om hjerteløbere, godt instrueret af Carsten Friis, og der er et par korte vitsindslag som de gode gamle, men ikke særligt bemærkelsesværdige. Revyens alvorlige sang står Maibom endnu engang for. Jan Schou filosoferer over alle de ting, man i livets løb har gjort første gang og netop derfor husker, men derefter kommer vi til de ting, han gør for sidste gang i Rottefælden. Hvor mange håber ikke, at han skiftet mening, for han virker bestemt ikke udspillet, men tværtimod i stand til elegant at underspille stor humor.
Jan Schou filosoferer over første gang og sidste gang. (Foto: Rune Buch)
Akten ender med et potpourri over Keld Heick-sange, hvor der altid kommer gang i publikum, når man kommer til “Vanløse, Ganløse, Boulum og Skovlund, Håstrup, Tåstrup og Tårs” etc. De steder, hvor Keld og the Donkeys optrådte.
Så er der kaffe, te, is, kransekage og måske et glas vin, mens man venter på anden akt.
Himmel, hvor den er til at vente på i år.
Det dejlige ensemble, som giver publikum noget at tænke over og at grine ad: Fra venstre Pernille Schrøder, Mikkel Schrøder, Jan Schou og Christina Astrid (Foto: Rune Buch)
De fire i ensemblet synger dejligt, har den timing, som man kan forvente hos fire, der er gode til teatersport. Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder står for en usædvanlig flot scenografi, der ikke mindst fremhæver Jens Krøyers fine trio, og endnu engang må vi rose Vibeke Valeur for kostumerne.
Det er en halv snes år siden, at teaterselskabet Figaros og Den Ny Opera succesfuldt turnerede med deres afsindigt morsomme og selvlavede udgave af Gilbert og Sullivans ’Pinafore’, som ældre vil huske fra TVs opførelse med Lise Ringheim, John Price og måske især Jørgen Reenberg som admiralen med visen, der siden har været folkeeje.
Figaros og Den Ny Opera satte sig den gang – som nu – for at radbrække forestillingen ved at indsætte utallige danske melodier og et antal vitser og brandere, der netop ikke er så dårlige, at man ikke kan holde det ud. Nej, de mange lån får salens tilskuere til at juble og ligge flade af grin, og så der er der ovenikøbet adskillig interaktion med publikum, der elsker at give deres støtte til den moderniserede admiralsvise.
Den aktuelle ’Pinafore’ er endnu bedre end for ti år siden især, fordi der er masser af helt tidssvarende henvisninger. Desuden er det tydeligt, at ensemblet, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og den overlegent sikre pianist, på havets bund som i det ydre rum, Allan Dahl Hansen, har elsket at gennemarbejde forestillingen igen, så den fremtræder moderne.
Karsten Jansfort og Lisbeth Kjærulff
Og så kan de alle sammen synge – solo og i kor. Lisbeth Kjærulff er – igen – en utrolig oplevelse. Hun kan ikke bare synge en operaarie, så trommehinderne fryder sig, men i de forskellige ensemblenumre går hun hele tiden præcist igennem – helt op til det høje c, som tydeligt må være overvurderet, sådan som hun tager det ganske ubesværet.
Ensemblet kalder deres arbejde for ’respektfuld respektløshed’, og det er lige, hvad det er. Vi genkender en del af Pinafore, men accepterer de totalt gakkede ændringer i handling, musik og sted, før intrigen falder på plads, så den smukke og velsyngende Josephine kan få sin matros Ralph.
Pianisten Allan Dahl Hansen fungerer også i det ydre rum
Det lille ensemble spiller et hav af forskellige roller under vejs, ligesom vi møder R2D2, robotten fra Star Wars, i form af nilfisken NFD2; og det kan være sjovt for publikum at forsøge at huske dem alle sammen – og hvor de stammer fra – bagefter. En ny person er Erling Jørgensen, formand for den lokale teaterforening (dog ikke i turnebyerne), der får sagt et og andet om såvel teaterforeninger som turneteatret.
Forestillingen, hvis begavede scenografi turnerer landet rundt i et par måneder endnu, er en af dem, man MÅ se. Manuskript og sangtekster: Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Instruktion: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Musikalske arrangementer og musikalsk ledelse: Allan Dahl Hansen. Musik: Gilbert & Sullivan m.fk. Scenografi: Figaros. Kostumedesign: Nathalie Meldgaard. Scenisk konsulent: Jakob Næslund. Havfruer og aliens: Tilia Lund Hasselager og Victoria Lind. NFD2: Morten Chemnitz Kirches-Lindegaard. Lys og teknik: Anton Caleniuc Russo og Henning Amstrup. Film: Figaros og Kristian Jensen. Backingtrack: Søren Schwalbe. Produceret af Figaros og Den Ny Opera.
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
HMS Pinafore er på turné i hele landet til d. 27. april.
’Next to normal’ bryder nye veje for musicalgenren, og Odense Teaters udgave på Odeon er fremragende.
Diana forrest blandt skuespillerne på scenen, hvor man kan se orkestret på overetagen (foto: Emilie Therese)
At tilskuerne sidder og smågræder eller snøfter over udgangen på en musical, fordi de er rystet, rørt eller har fået et chok ved at opleve en verden, de måske nok har strejfet, men aldrig gjort sig klart, hvordan man har det, når man lever i den.
’Next to normal’ handler om en familie, hvor mor Diana (Cecilie Gerberg) har en sindslidelse, som resten af familien skal lave med, så godt de kan, mens de er bange for, hvordan den udviklet sig. Den er nemlig manio-depressiv og dermed også selvmordstruende i de depressive perioder.
Mor, to børn og far i et dramatisk familieopgør (foto: Emilia Therese)
Det er svært for far Gabriel (Ulrik Windfeldt-Schmidt), der hele tiden skal balancere på kanten af, hvor normalt familien kan leve, samtidig med, at han vil prøve at hjælpe sin hustru til en bedre tilværelse.
Det er også svært for datteren Natalie (Cecilie Elisabeth Bogø Bach), der frygter for, at den samme sygdom kan ramme hende, og derfor ikke vil have et forhold til Henry (Vito Borggild Gram), selv om de elsker hinanden. I stedet begynder hun på et stofmisbrug. Samt for sønnen Dan (Mathias Flint), som Diana mister erindringen om, da hun har fået elektrochok.
Mor og datter i et rørende opgør (foto: Emilie Therese)
Det er den første musical, der på denne måde behandler psykiske problemer og det at skulle leve med dem, men tro nu ikke, at musical’en ikke er seværdig af den grund. Den inciterende musik, der er meningsbærende, fra et fremragende orkester (kapelmester Anders Ortman, masser af humor i teksten og en fascinerende scene (scenograf er Marianne Nilsson) , der er opdelt i etager og giver spændende muligheder, gør, at der ikke er et kedeligt øjeblik. Flere scener spilles parallelt på de to etager og medvirker til, at historien går ind under huden.
Brian Yorkey og Tom Kitt, der står for hhv. tekst og musik i ’Next to normal’, havde arbejdet i mange år efter, at Yorkey havde set et tv-program om elektrochok, på at lave forestillinger om emnet. Først i 2009 stod den endelige udgave af musical’en klar og vakte furore på Broadway. Den vandt adskillige Tony-priser (teatrets modstykke til Oscar- og Emmypriserne) samt Pullitzerprisen, der gives for særlige bedrifter i journalistik eller kunst.
Instruktør i Odense er Charlotte Munksø, der som alle andre, der er involveret i forestillingen, har sat sig grundigt ind i, hvad den bipolare lidelse medfører, så alt er troværdigt. Publikum bliver ramt på sjælen med de fremragende præstationer, af hvilke Cecilie Gerberg naturligt står forrest med sin sang, der rummer hele følelsesregistret, og sin gennemført rørende figur. Windfeldt-Schmidt er knap så stærk i det sanglige, men meget stærk i sin empati og kærlighedens styrke. Mathias Flint er glimrende, og det samme gælder Cecilie Elisabeth Bogø Bach, der dog kan blive en smule skinger på de høje toner, når hun giver helt los.
Da alle pille-løsninger har fejlet i behandlingen, går Diana med til at forsøge elektrochok, og i pausen kan alle spekulere over, at det er en god løsning.
Natalie og Henry giver deres kærlighed en chance (foto: Emilie Therese)
Jeg skal ikke røbe, hvordan virkningen er, men problemerne bliver ikke mindre. Det håb, som forestillingen har ved siden af håbløsheden, er, at Natalie giver sit forhold til Henry en chance. Måske er de begge normale, og er en af dem unormal, kan det for så vidt være Henry!
Lommetørklæderne bliver brugt flittigt mod afslutningen, for der er grumme udsigter for Diana og Gabriels senere liv, og man føler dig bitter over elektrochokbehandlingen, som det var naturligt at forsøge, når alt andet har fejlet – så hvad skal man stille op?
’Next to Normal’ er en flot forestilling, som spiller frem til 25. januar, og som får en varm anbefaling med. Den beviser, at en musical ikke behøver at være munter og ende godt, og det er i sig selv en bedrift.
Liv Helms udgave af Henrik Ibsens “Gengangere” giver på Odense Teaters Værkstedsscene stykket et nyt liv med et flot greb
Regine, mens huset er intakt, før skeletterne begynder at rasle (foto: Emilia Therese)
Har du nogensinde tænkt over, hvad omgivelserne betyder for din opfattelse af, hvordan du opfatter det, du hører?
Det får man en demonstration af, når “Gengangere” spilles i et samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater, og den får en slutning, som mange måske vil kalde for uforsvarlig, men som gør forestillingen tidssvarende. Ibsen havde et urigtigt syn på arveteorier, og de gør nogle af hans forestillinger svære at sluge. Det har Liv Helm taget konsekvensen af.
Ordene er som i Ibsens stykke, men ændringen af perspektivet, så vi ikke oplever dem i de smukke stuer med de bonede gulve, er intet mindre end genial.
Vi er flyttet ud på tjenergangen og oplever alt gennem tjenestepigen Regines øjne og ører. Hun spilles blændende, rørende og handlekraftigt af Ellaha Lack, som forståeligt allerede er ansat på Det Kongelige Teater. Petruska Miehe-Renards kulisse og kostumer er lige så geniale. Fra start har vi et normalt lokale, hvorfra der godt nok er nogle revner og sprækker, så man kan høre og til dels se, hvad der foregår i de øvrige lokaler, men siden sker der ting og sager.
Helene, flot spillet af Malene Melsen, forsøger at holde sammen på en familie, der har så mange skeletter i skabene, at det passer perfekt til halloween. Hendes mand var en charlatan, der forlystede sig med spiritus og kvinder, som det passede ham. Blandt andet voldtog han familiens tjenestepige, og da det førte til en graviditet, blev hun – og datteren Regine – afsat til en håndværksmester for en rigelig betaling.
Osvald – og huset – i dyb krise (foto: Emilia Therese)
Det betyder, at hun er halvsøster til Helenes barn Osvald. En lidt utaknemlig rolle, der forsvares fint af Lasse Steen. Osvald er netop kommet hjem fra Paris i syg tilstand og vil blive hjemme, selv om han i sit forrige besøg lovede at vise Regina den franske hovedstad – hvilket har fået hende til at lære fransk i mellemtiden. Nu vil han have, at hun skal gøre noget for ham og voldtager hende i en stærk scene.
Mens familien – og Pastor Manders (Lars Simonsen) – og håndværkeren (Peder Holm Johansen) – får afsløret grumme hemmeligheder på stribe, som Regine erfarer til sin gru, falder væggene på scenen sammen en efter en, og tingene tegner værre og værre.
Væggene falder (foto: Emilia Therese)
Da et asyl, som skulle være til minde om Helenes mand, brænder med venlig assistance fra præsten, er der på en måde lagt op til, at når det gamle brænder, skal tingene fornys, som det for eksempel sker i Alexander Kiellands “Garman og Worse”, men Ibsens stykke afslutter med sindssyge og håbløshed, selv om Regine siges at være på vej til den nye verden, Amerika. Så må man håbe, at hun ikke har fået Osvalds syfilis med sig. I dag ved vi jo, hvordan den faktisk smitter.
Helms tillader sig at give forestillingen en afslutning, som giver håb, såvel for kvinder som for os alle sammen. Hvad den går ud på, må man selv ind at se. Desværre skal man stå i kø efter uafhentede billetter, for alle forestillinger – og ekstraforestillinger – er udsolgt. Heldigvis har det fynske publikum næse for topkvalitet.
Martin Crimps udgave af den franske klassiker har budskaber på mange planer og spilles glimrende i to vidt forskellige akter på Odense Teater.
Elsker du skønt sprog, dels rimet, dels urimet, må du opleve “Cyrano de Bergerac” på Odense Teater i Martin Crimps udgave, oversat mesterligt af Niels Brunse. Flere gange i forestillingens løb tænker man på Shakespeare, og det er ikke tilfældigt. Brunse har oversat Shakespeares samlede værker.
Cyrano de Bergerac og Roxanne (Benjamin Kitter og Cecilie Gerberg). Foto Emilia Therese
I 1896 oplevede Edmond Rostand, at hans skuespil Cyrano de Bergerac blev en omgående og ubetinget succes, der i sit første år indbragte mere, end hvad der i dag svarer til 10 millioner euro i entreindtægter.
Det var et kulørt stykke, der havde den store kærlighed, den store poesi og den store helt som temaer, der blev suppleret med blandt andet humor, kønsforvirring, krig og forræderi. Cyrano udkom i løbet af få år som musical, opera, film, ballet og tegneserier. Kan man huske de danske “Illustrerede Klassikere”, var den en uforglemmelig nummer 66.
Benjamin Kitter (foto: Emilia Therese)
Da det oprindelige stykke forherligede personer, der dræbte folk i fægtedueller, blev dette tema nedtonet, da Martin Crimp i 2022 skrev sin udgave om Cyrano de Bergerac, der har et mindreværdskompleks på grund af sin store næse og hævner sig på alle, der driller ham med den. Næsen er i øvrigt den mindste, store næse, jeg mindes at have set Cyrano med.
Cyrano (Benjamin Kitter) er ikke bare ekspert i fægtning, men har også en poetisk åre, der udfolder sig i digte og teaterstykker. Han elsker sin kusine Roxanne (Cecilie Gerberg), men hun røber, at hun er vildt forelsket i Christian (Mathias Bøgelund), der er billedskøn, men knap kan sætte to ord sammen.
Cyrano lover at hjælpe hende og gør det blandt andet ved at skrive glødende og smukt formulerede kærlighedsbreve i Cristians navn. Siden formulerer han kærligheden ved at tilbede Roxanne, stående bag Cristian. Den scene er mere troværdig i den oprindelige udgave. Her er den tilsat en del komik.
Claus Riis Østergaard som de Guiche (foto: Emilia Therese)
Det gælder i hele taget første akt, at den har humor, når der fortælles om Cyranos gøren og laden, og derefter, da Roxanne snarrådigt ændrer ordlyden i et brev, som officeren de Guiche (Claus Riis Østergaard) har skrevet om, at han og hun skal giftes, så snart han når frem. Takket være Cyranos optræden som manden fra månen bliver de Guiche så forsinket, at Roxanne er blevet gift med Christian, da han kommer.
Han tager omgående hævn ved at sende Christian og Cyrano i krigen med sit regiment, og så er der klar til den dystre anden akt.
Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Her tegner tingene mørkt under spaniernes omringning af positionen, men midt i det hele kommer Roxanne og Leila Ragueneau (Natali Vallespir Sand), som Crimp ændrede fra mand til kvinde. Et fint greb, for hun repræsenterer snusfornuften, og det er godt, at der møder to kvinder op med lækkerier i den kælder, hvor soldaterne har gemt sig.
Hvordan situationen i krigskælderen opløser sig, og hvad der sker 15 år senere, vil jeg ikke røbe.
Benjamin Kitter og Mathias Bøgelund (foto: Emilia Therese)
Forestillingen starter med mange ord om diverse emner, ligesom man kan tro, at et vigtigt motiv er kønsforvirring. Det skaber nogen usikkerhed, men hurtigt falder tingene på plads i Mie Riis’ sort-hvide og opfindsomme scenografi og Nicolei Fabers instruktion.
Første akt er på godt halvanden time og hele forestillingen inklusive pause på tre timer, men de flyver af sted, så man skal ikke holde sig væk af den grund.
Kitter er en brillant Cyrano, og Gerbers Roxanne vokser, efterhånden som det går op for hende, at hun i virkeligheden har været forelsket i ord og ikke i et glansbillede: – Har jeg elsket to mænd – eller slet ingen?
Østergaard er en kontant og realistisk de Guiche, Vallespir Sand befriende ligefrem, mens det er lidt svært for Mathias Bøgelund at få meget ud af en endimensional Christian.
Jeg var chokeret over mange tomme pladser i teatersalen til en klassiker, som alle bør se – og nyde, og det kan man gøre frem til 28. september.
Christine Astrid er mærket af turen gennem Europa i el-bil.
