2026 er allerede et fremragende revyår. Aarhusrevyen og Odense Sommerrevy har begge været til 5 Amandaer, og lad mig starte med at konstatere, at det er også Rottefælderevyen.

Første akt er fin, og for en gangs skyld er anden akt endnu bedre, når den leverer elegante, ofte dejligt dobbeltbundede, tekster med glimrende og nuanceret musik af et debutorkester under ledelse af kapelmester Rasmus Friis-Tvørfoss i spidsen for Jakob “Jønne” Juel Nielsen, Johann Gustav og den tilbageblevne Guy Moscoso.

Ensemblet består af revyejerne Christine Astrid og Mikkel Schrøder sammen med Joachim Knop og Rottefældedebutanten Henrik Koefoed, der nok er blevet 70, men på scenen virker en halv snes år yngre. Undtaget selvfølgelig, når han er en gammel H.C. Andersen, der fortæller et utroligt moderne og aktuelt politisk eventyr, som det imponerende er lykkedes Rasmus Krogsgaard at skrive så kort tid efter, at vi har fået en ny regering. Bravo!

Tre tekster går igen fra Aarhus-revyen, og så skidt med det. Der er langt fra den jyske hovedstad til Svendborg, så gengangerne blandt publikum bliver formentlig få, og det er naturligt, at man gerne vil have Christine Astrids “Hurra for Kirsten” med igen. Jeg vil citere mig selv fra Aarhus: En serie af numre, hvor en forsmået kvinde dukker op til et væsentligt selskab, her eksmandens bryllup, har været et gennemgående tema i danske revyer, siden Trine Gadeberg startede galskaben i Kerteminderevyen. Mange har været noget blege, blandt andet Christine Astrids egen for to år siden, men nu har tekstforfatteren Lukas Birch og Christine Astrid perfektioneret nummeret, såvel i tekst som i kropssprog og timing. Det er mageløst sjovt og dræber genren i mange, mange år fremover.

Christine Astrid er mærket af turen gennem Europa i el-bil.

Christine Astrid er i det hele taget supernovaen blandt stjerner. Hun er så forskellig fra nummer til nummer, at det er godt, vi ved, at hun er den eneste kvinde på scenen. Helt enestående er hun i nummeret “Rækkeviddeangst” af Bonde, Schow og Eriksen om at være hos psykolog efter ferieturen gennem Europa i en el-bil, som måske, måske ikke, har strøm nok til at nå næste mål. Ansigt og skrig afspejler perfekt hendes skrækhukommelse.

Så er hun med til at give et kursus i fynsk, hvor hendes kostume, som også i “500 gram hakket”, er glimrende tænkt og syet af Vibeke Valeur og hendes dygtige, lokale sy-damer.

Mange af teksterne vender vores daglige sprog overrumplende. Henrik Koefoed har for eksempel flere forskellige nej-hatte på, og Mikkel Schrøder synger “Sangen om ingenting” af Vase & Fuglsang, så vi kan spilde nogle minutter på en morsom måde.

Tre tenorer med skavanker, fra venstre Knop, Koefoed og Schrøder. Foto: Rottefælderevyen

Forestillingens tre velsyngende tenorer, ikke mindst den operauddannede Joachim Knop, klager over ældre mænds skavanker, og Mikkel Schrøder synger forestillingens alvorlige vise, hans egen “Langsomt farvel”, der fortæller om en skilsmisse og dens lange triste vej mod at blive en kendsgerning. Da den er slut, dukker det grønlandske flag op på bagvæggen, og hele teksten kan pludselig ses i et helt andet lys. Flot tænkt.

Rottefælden har som sædvanlig nogle lynnumre med hastig pointe. Ikke alle er lige sjove, men de fleste sidder lige i skabet. Det samme gælder et klassisk nummer som “All Inclusive” om et par på charterrejse. Man frygter det værste, men Lucas Birchs tekst har uventede drejninger, der gør nummeret til en perle.

Revyens store musiknummer er en hyldest til Keld Heick. I et fint potpourri med fem suveræne sangere kommer vi langt omkring i hans tid i toppen af dansk pop. Faktisk er det samtidig en hyldest til de komponister, der har skrevet melodier til de sange, han ikke selv har gjort det til. Tag bare Tommy Seebach og Søren Bundgaard; samt en hyldest til de kunstnere, der tidligere har sunget dem, blandt andet Birthe Kjær, Kirsten Siggaard, Ulla Pia, Bjørn Tidmand, Bjørn og OK og så videre.

Keld Heick var til stede på premiereaftenen, og da lyset tændtes i salen efter første akt, fik han et af aftenens største bifald.

Instruktøren Carsten Friis kan tage sin store del af æren for, at timingen hele tiden er i toppen, og scenografien, skabt af Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder, er lys, lækker og fuld af muligheder.

Der er ikke noget at gøre – jeg må anbefale alle at opleve først Odense Sommerrevy, der slutter 18. juni, og derefter Rottefælden, der kan ses frem til 15. august.

Der er ingen europæiske krige og ingen ebolavirus, men der er førsteklasses musikalsk underholdning og glæde i en tid, der godt kan kræve præcis sådan en pause.