Trio Con Brio, der her er fotograferet i Anexet, har igen i år den kunstneriske ledelse af Kammermusikfestivalen på Lundsgaard. Foto: Birgit Tengberg
Kammermusikfestival på Lundsgaard fra torsdag
20. august, 2026

Så er det endnu engang tid til den årlige kammermusikfestival, der placerer Lundsgaard blandt de steder, der har en festival af højeste kvalitet.
Det skyldes ikke mindst, at den kunstneriske ledelse, Trio Con Brio, holder fanen højt, så hvert år har et tema, fremragende musikere, og de originale og gratis tiltag, “Hjørnerne”, hvor en række af de spørgsmål, som publikum måtte have, bliver taget på forhånd.
Man kan diskutere, hvad autencitet er, ikke mindst i musik, og derfor er det emnet i det første “hjørne” torsdag klokken 17 forud for åbningskoncerten “Kalejdoskop af Autencitet”. Ekstra forklaring får man utvivlsomt af Esben Tange, som endnu engang vil give glimrende introduktioner til kunstnere og værker.

I løbet af fire dage vil man kunne komme på blandt andet vandringskoncert; natkoncert i Kerteminde Kino fredag; en litteraturkoncert om “Øjeblikke”, det vil sige begivenheder, der på et øjeblik ændrede komponisters liv; en koncert med “De Lovløse”, hvilket her skal tolkes som komponister, der brød med de gængse love for, hvad musik er; og afslutningskoncerten søndag klokken 14.30 “From my Life”, hvor værkerne er en slags testamente over komponisternes musik i deres livs efterår.
De musikalske gæster er som sædvanlig af højeste kvalitet og kan ses i programmet på festivalens hjemmeside, og så bliver det spændende, om man søndag har fået besvaret Trio Con Brios indgang til koncerten:
– Kammermusik opstår i mødet mellem mennesker. Med årets tema ønsker vi at undersøge, hvad der gør musik ægte – ikke kun i kunstnerisk forstand, men også i relationen mellem musikere og publikum.
Søgeord: Kammermusikfestival, Lundsgaard, Musik, Trio con Brio
Posted in
Anmeldelser, kultur, Lundsgaard, Musik |
Ingen har kommenteret »