Fv Andrej Bielow, Natalie Clein og SelmaTeilmann (foto: Birgit Tengberg)
Indlæg markerede med søgeord ‘Vini Iuel’
Flot start på 10. Kammermusikfestival
torsdag, 20. august, 2026

Trio Con Brio står for den musikalske ledelse af kammermusikfestivalerne på Lundsgaard, og selvom det allerede er den tiende, som Vini Iuel gjorde opmærksom på i sin åbningstale, har de intet problem med fornyelse.
I år er temaet ’autencitet’. Et begreb, som det kræver fantasi at fylde meningsfyldt ud, men det virker ikke, som om det er noget problem.
Åbningskoncerten bød først på en af Haydns tidlige strygekvartetter, dvs. en af musikhistoriens tidligste, da, som den som sædvanlig fremragende koncertvært Esben Tange gjorde opmærksom på, Haydn er skaberen af strygekvartetten. Den blev fremført fint af Simply Quartet som en fredelig start på festivalen.
I Vivaldis triosonate stiftede vi et glædeligt bekendtskab med den kun 19-årige violinist Selma Teilmann, der er i gang med en usædvanlig karriere og allerede virker fuldmoden. Sammen med Andrej Bielow, som vi kender fra tidligere, og cellisten Natalie Clein forløste hun med energi og humor vildskaben i ’La Follia’, og derefter oplevede man bratschisten og overtonesangeren Gareth Lubbe som solist i Ligetis ’Sonate for solobratsch’. Han brugte kun en enkelt streng, men tilsatte forbløffende overtoner, som han fremkaldte i mundhulen, så man kunne tro, at der var snyd med i spillet, men det var simpel magi!

Anden afdeling bød på noget, Beethoven skabte, nemlig sangcyklussen. Måske som et modstykke til, at han ikke kunne mestre den nære kærlighed, men måtte give den udtryk i sang på distance. ’An die ferne Geliebte’ blev sunget af barytonen Roderick Williams, akkompagneret af Jens Elvekjær.

Pianisten David Kadouch spillede et tidligt værk af Ravel, hvorefter Trio con Brio sluttede af med en suite fra Sergej Prokofjevs ’Romeo og Julie’ med alt fra poesi til urkraft.
En flot start på festival, som skabte store forventninger til resten af programmet, der slutter søndag eftermiddag, hvor man oplevet skelsættende øjeblikke i kunstneres liv og slutter af med modne værker.
Tags: Kammermusikfestival, Lundsgaard, Musik, Trio con Brio, Vini Iuel
Kategori Anmeldelser, kultur, Lundsgaard, Musik | Ingen har kommenteret »
Kammermusikfestival blev atter en drønende succes
torsdag, 20. august, 2026
Igen i år sluttede Kammermusikfestivalen på Lundsgaard med stort set udsolgte huse og masser af ros og bifald til de optrædende kunstnere

Samtlige festivaldeltagere blev hyldet med stående ovationer til slut. Foto: Birgit Tengberg
Alle koncerter under festivalen “Kammermusik på Lundsgaard” var stort set udsolgt, og publikum kommer tilbage næste år.
Adspurgt om deres mening om årets festival var det ikke til at finde nogen, der havde det mindste at indvende od årets forløb. Tværtimod mente tilskuerne, at denne tiende udgave var den hidtil bedste, og de kunne ikke blive færdige med at rose den 19-årige violinist Selma Teilman, bratschisten Gareth Lubbe, cellisten Natalie Clein, pianisten David Kadouch og så videre samt naturligvis de kunstnerisk ansvarlige Trio con Brio, der hvert år finder nye spændende facetter til at overrumple publikum.

Desuden har festivalen en fremragende koncertvært i Esben Tange, der intensiverer udbyttet af de enkelte stykker med sine introduktioner; samt fænomenet “Hjørner”, hvor man beskæftiger sig med emner i tilknytning til festivalen.
Et fænomen var en vandrekoncert, hvor publikum deles op i fem grupper, der på en vandretur gør stop fem steder, hvor man kan opleve nye musikalske indslag. På hvert sted stod der 28 stole, men der var i gennemsnit 35 personer i hver gruppe!
Et andet fænomen var kirkekoncerten fredag aften i Kerteminde Kirke, og et tredje var en litterær eftermiddagskoncert, hvor man i tekst og musik oplevede kunstneres afgørende øjeblikke, der ændrede deres produktion.
Skal vi finde en enkelt lillebitte plet, så må det være, at den i øvrigt fremragende baryton Roderick Williams er for moden til at synge “Somewhere” fra musicalen “West Side Story”. Han stod for den fejende flotte festivalafslutning, hvor samtlige musikere var med til at akkompagnere ham til “Summertime” fra “Porgy and Bess”, og her fik vi opklaret spørgsmålet, om musikere kan synge. Det kan de!

Derefter takkede alle alle, men nok først og fremmest Vini og Rudolf Iuel, der med deres værtsskab og fremtræden er med til at skabe den stemning blandt alle deltagere. En atmosfære, der breder sig til publikum, så man får fire døgn i komplet musikalsk fornøjelse.
Festivalens største problem kan meget let blive at finde plads til et voksende publikum, fordi alle ønsker at komme tilbage år efter år.
Tags: Kammermusikfestival, Lundsgaard, Rudolf Iuel, Trio con Brio, Vini Iuel
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »