Bognyheder

Temperaturen på puberteten

torsdag, 22. november, 2018

Temperaturen på puberteten

Finn Wiedemann er opvokset i Munkebo og har i sit forfatterskab først og fremmest skrevet om de ting, han oplevede i sin ungdom, hvad enten det, som i de første bøger, var selvbiografisk eller det, som i romanen ’Vinterkrigen’, er sat i en fiktiv ramme.

Titlen sigter til, at handlingen udspiller sig i den hårde vinter 1978-79, som dog spiller en begrænset rolle. Mest som baggrund for hovedpersonens glubende appetit på alt, hvad der har med meteorologi at gøre – og som giver den ældre læser et hyggeligt tilbageblik til Lars Christiansen og DRs første trafikredaktion.

Vi følger den 13-årige Lars i et brydningsår, hvor hans mor dør; hans far har en affære; han selv har problemer med at skulle konfirmeres, selv om han ikke tror på Gud – i overensstemmelse med den dobbeltmoral i voksenverdenen, han opdager; han er vildt forelsket i en pige, men har ikke den store tro på sig selv; alligevel er den seksuelle debut umiddelbart forestående.

Finn Wiedemann

 

Endnu engang ’husker’ Finn Wiedemann blændende. Han fortæller i et smukt sprog og i sin vanlige, lavstemte stil levende, om end han endnu engang falder ud af fortællerrollen her og der. Vi ser og hører med en 13-årigs øjne og ører; erfarer, hvad han tænker, og alligevel kan der pludselig fx stå: ’To teenagere i et parcelhus på Erantisvej, som er alene hjemme en forårsaften, og som er ved at lære kærligheden at kende.’

I modsætning til flere af de tidligere bøger er der mere dramatik til at holde læserens interesse fangen, og historien er endog indrammet af en voldsom skudepisode.

Den 229 sider lange bog, udsendt på forlaget Brændpunkt, er inderlig og nostalgisk for mange, men om den taler til den generation, den handler om, gad jeg nok vide. Måske er der for stor forskel på dagligdagen da og nu, måske er de unge meget tidligere modne i dag.

Jeg læste bogen, som er blandt Wiedemanns bedste, så hurtigt, det var muligt.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »


Brostensrock ved signering

tirsdag, 28. november, 2017

Hempler synger Brostensblues ved Ole Vedbys signering fredag

0
277

Ole Vedbys udgave af Brostensblues med Jesper Hempler

 

Når Ole Vedby signerer sin karikaturbog ’Øl, Fisk og Hornmusik’ fredag kl. 13.30 på VisitKerteminde, vil Jesper Hempler synge sin Brostensblues, der er affødt af problemerne med Renæssancehavnens brostensbelægning og den er nok så satirisk

Der bliver masser af satire fredag kl. 13.30 på Turistkontoret på Strandvejen. Ole Vedby, der som karikaturtegner rangerer blandt Danmarks fineste, signerer hæftet med sine bedste tegninger, ’Øl, fisk og hornmusik’, og i den finder man bl.a. Brostensblues – en tegning af Jesper Hempler, der synger en brostensblues.

 

 

Det har han faktisk gjort internt i SF, og det kan ses på et godt gemt Facebookindslag, men nu kommer det helt op til overfladen, for Hempler kaster glans over seancen ved at synge sin Brostensblues.

– Det er nok lidt specielt med en udvalgsformand, der synger stærk satire over et emne, han selv slås med i sin forvaltning, konstaterer han, men samtidig har han lige ved valget fået vælgernes skulderklap i form af et stort personligt stemmetal og genvalg til sin post. Desuden er han en fremragende musiker, der såvel har fået udgivet solosingler som har været forsanger i grupper som Full Moon Fever.

 


Ole Vedby tegner til kjavis.dk (foto: Emil Andresen)

 

Ole Vedbys hæfte koster 80 kr., men netop ved søsætningen på fredag kan den erhverves for kr. 50, og denne pris bliver fastholdt for abonnenter på Kjerteminde Avis, som står bag udgivelsen sammen med forlaget Bureau Ruder 7. Ole Vedby har i øvrigt skænket sine tegninger til avisen med håbet om, at de kan være med til at stabilisere økonomien, og derfor bliver julekalenderen på kjavis.dk en kavalkade af Vedbys karikaturer. Hver dag er der auktion over den tegning, der bringes, og det højeste bud – dog minimum 100 kr. – ved midnat vinder auktionen.

 


Forsiden af heftet med Ole Vedbys karikaturer

Kategori Bognyheder, Generelle nyheder, Musik | Ingen har kommenteret »


1917 – En ny tid

mandag, 25. september, 2017

Da kunsteliten mødtes i Kerteminde i brydningsåret 1917

Mogens Lorentzens ‘Fleuristisk Komposition’ fra 1918 er blandt de værker, der står i gæld til Den Store Sommer.

Alhed og Johannes Larsen var de gavmilde og inspirerende værter for kunstnere af alle slags i sommeren 2017, hvor man under Verdenskrigen skulle finde en ny mening med tilværelsen og kunsten, og hvor en ny kunstnergeneration bl.a. stiftede tidsskriftet Klingen

Det er nærmest utroligt, at det kunne lade sig gøre. Romanforfattere, versskrivere, filosoffer, journalister, billedhuggere, kunstkritikere og malere mødtes på Møllebakken i Kerteminde i ’Den Store Sommer’ 1917 og diskuterede, hvad der skulle blive af det verdensbillede, der var smadret af 1. Verdenskrig.

Få danske kunstnere, om nogen, har været så begunstiget som Johannes Larsen, der smertefrit brød igennem sammen med bl.a. Fritz Syberg, blev en del af ’Fynboerne’ og hurtigt fik høj betaling for sine værker. Så stor var hans indtægt, at han kunne udvide sit kunstnerhjem med et atelier i året, hvor han fyldte 50, lade det indvie med en storartet fest og hele sommeren tilbyde at huse kunstnere, der kom strømmende til fra ind- og udland. Et ’kunstnerhotel’ med gratis kodt og logi!

Hele sommeren udviklede sig som en stor fest, for her kunne kunstnerne udvikle sig; nogle kunne arbejde i lånte atelierer, og her kunne de diskutere, hvilken vej kunsten skulle bevæge sig, uden risiko for at blive kritiseret. Atmosfæren emmede af fordomsfrihed. Politisk tilhørsforhold, religiøse holdninger, økonomisk formåen eller seksuelle tilbøjeligheder spillede ingen rolle. Alle kunne være — og var — med.

Johannes Larsen lod sig kun påvirke lidt af de mange nye ideer, der blev ført til torvs, men han støttede de nye, unge kunstnere varmt og var positiv over for de retninger og ideer, som bl.a. blev bragt til torvs i tidsskriftet Klingen, som på Axel Saltos initiativ blev grundlagt på Møllebakken og eksisterede i tre stormfulde år, før pengene slap op, og det gik ind – på trods af, at de mange bidragydere ikke fik betaling.

Det hele beskrives i ’1917 – en ny tid’, som Østfyns Museer har udgivet samtidig med udstillingen af samme navn, der kører frem til 26. november, og som hermed er anbefalet. Bogen giver et grundigt baggrundsmateriale og en idehistorie for udviklingen fra 1910-25, og på forunderlig vis perspektiverer den også nutidens kunstverden.

Indledningen er i tre afsnit. Efter en kort redegørelse for Johannes Larsen, hans kunst, familie, økonomiske omstændigheder og rammerne på Møllebakken af Erland Porsmose følger en fremragende gennemgang af ’Det feberhede år 1917’ af Kurt Risskov Sørensen og af Christian Kortegaard Madsen en redegørelse for de kunstretninger, der kom til at brydes i den store sommer, deres forfægtere og udviklingen i det danske kunstliv. I virkeligheden får man hele indholdet præsenteret i denne indledning, som kræver mere af sine læsere end de fleste af de glimrende kunstbøger, der fungerer som udvidede kataloger for museets udstillinger.

Efter Madsens forelæsning følger det, man kan kalde de skriftlige illustrationer; kunstnernes egen skildring af, hvad de oplevede på Møllebakken – og mens forelæsninger er vidende og indførende, er disse bidrag poetiske, indfølende og nogle steder næsten chokerende, ikke mindst når den iltre Axel Salto kommer til orde, hvad enten han krigsbegejstret skriver om Bastilledagens parader i Paris eller beskriver sit møde med den unge Picasso . Vi hører, hvordan kunstnerne har diskuteret, nydt naturen og husets ’zoologiske have’ med odder, sælhund, påfugle og alskens andre fugle; har ladet deres kunstsyn krydse klinge – og heraf navnet på tidsskriftet Klingen, der fik så afgørende indflydelse.

Vi hører fra Otto Gelsted, Kurt Jungstedt, Bodil Bech, Sigurd Swane, Poul Uttenreiter m.fl. og får mange eksempler på de værker, der nævnes. Vi hører også om modstanden mod de nye ikke-naturalistiske og næsten desperate kunstretninger, som den gav sig udtryk hos Carl Julius Salomonsen, der kaldte den moderne kunst dysmorphisk som en smitsom sindslidelse.

Et synspunkt, som Johs. V. Jensen var så tæt på at være enig i, at det indbragte ham en røffel fra Johannes Larsen: – Vi vil jo alle sammen gerne have Lov at gaa på Jorden, ogsaa unge Malere. Jeg kan ikke rigtig se hvem du vil ramme. Adr. er utydelig. Dog kan jeg se at du vil blive taget til indtægt af Skidtet og med din Autoritet som Nordens største Skrivende kan Du gøre fortræd for dem, der burde hjælpes.

Bogen er gennemillustreret med alt fra breve og små vignetter til dejlige gengivelser af væsentlige skulpturer og malerier. Et nyt fascinerende, inciterende og fornemt, men også krævende, bogværk, som man skal give sig god tid til at nyde.

’1917 – en ny tid’ er på 172 s hf i solid kvalitet og er redigeret af Christian Kortegaard Madsen og Malene Linell Ipsen efter samarbejde med Erland Porsmose og Kurt Risskov Sørensen. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har det været muligt at holde prisen på 178 kr.

-up

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Planlægning af festligheder

torsdag, 21. september, 2017

Bog om selskabelighed

Gør din fest til en succes

Gør din fest til en succes
Bogen ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster & gæst’ vil udrydde dårlige værter, elendige toastmastere og sikre succes for fremtidige festarrangører

Lad mig starte med at sige, hvad denne bog IKKE gør. Den viser ikke eksempler på, hvordan man skriver sange improviserer små indslag ved en fest. Det ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst’ ønsker at gøre, er at give de råd til festarrangører, der gør deres selskab til en succes. Det er jo et område, hvor man tit fyrer så mange penge af på én gang til en begivenhed, der aldrig vil kunne gentages, så det er meningsløst at gøre sine egne erfaringer først, når andre har gjort dem.

… og så alligevel, for mange af de ting, man vil gøre ved en stor fest, bør man afprøve ved en generalprøve ifølge forfatterne, Magda og Carl Fæstesen (et pseudonym, og jeg fortæller ikke for hvem, selv om jeg har fundet ud af det!). Fx bør man afprøve betingelserne for evt. talere. Hvor skal de stå? Er akustikken i lokalet så dårlig, at man skal sørge for højtaleranlæg?

Eller ved en buffet: Er der plads til, at de, der skal forsyne sig, kan komme til, eller bliver der håbløse trafikpropper på vej til eller fra bordet?

Bogen slutter pudsigt nok der, hvor de fleste vil starte: med at lægge budget og fortælle, hvilke poster man ikke må overse. En af de største er ’uforudsete’, som man bør sætte til 10 %, og lad være med at sige, at der ikke sker uforudsete ting eller er ting, man ikke har tænkt på.

Det kan dog tænkes, at man først bestemmer sig for, om man skal feste hjemme eller i byen, og her kan man være opmærksom på, at det tit bliver lige så dyrt hjemme som ude, fordi man ikke har erfaringer eller kan lave stordrift med rabatter på leverancer og den slags, som en restaurant eller et hotel tit har mulighed for. For ikke at tale om, at værtsfamilien helst skal kunne slappe af og nyde deres egen fest.

De gode råd gælder for alle fester af en vis størrelse og går helt op i de ubegrænsede udgifter, hvor man fx starter med at købe en festforestilling i et teater som optakt. Ved mange af dem kan man med fordel notere sig et råd om at lægge et eksemplar af gæstelisten ved hver kuvert med angivelse om, hvor der sidder hvor, og hvordan deres forbindelse til værtsparret er. Der er også gode råd om tider, steder, bordopstilling, varighed og forløb etc. etc. Et stort afsnit er helliget bryllupsfester, som ofte er dem, der er de største og dyreste, og hvor flest gæster ikke kender hinanden på forhånd.

Til forskel fra mange andre bøger om selskabelighed gøres der meget ud af rollen som toastmaster, og sandt er det, at en god toastmaster er en velsignelse og en elendig er en festspoiler. Hvor god, toastmasteren er, afgøres tit af værtsparret, der skal udpege ham/hende i god tid og give ham/hende indsigt i hele festens formål og forløb, så han/hun kan forberede sig grundigt og evt. sikre sig, at der er visse indslag, som er ønskelige.

Bogen har mange eksempler på, hvad toastmasteren bør og ikke bør gøre, og alene af den grund kan man købe den lille, let læste bog, der for resten også har et kapitel om ’den gode gæst’, for selvfølgelig har alle et medansvar for at bidrage til, at festen bliver den succes, som værtsparret har forestillet sig.

Prøv nu at tænke tilbage på de fester, du selv har været til. Ved nogle har du formentlig boblet af forventning ved tanken om, hvilke originale indslag værterne har fundet på denne gang, mens du før andre har tænkt mere på, om det igen blev kalve- eller okseculotte denne gang.

En fest skal helst være, ja netop, superfestlig, og det kan denne lille bog hjælpe til med. Faktisk kan hoteller, restauranter og selskabslokaler formentlig med fordel give deres kunder et eksemplar og derved undgå mange problemer.

-up

Magda og Carl Fæstesen: Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst. 91 s hf. Forlaget Take Care. Kr. 149,95. På nettet fundet til 105,48 kr. + fragt.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Ny roman af Finn Wiedemann

torsdag, 14. september, 2017

Ny roman af Finn Wiedemann

Ung på Nordøstfyn 1980-86

Ung på Nordøstfyn 1980-86

Finn Wiedemanns roman ’Sådan en dag glemmer man aldrig’ øser endnu engang af mindekarret fra opvæksten i Munkebo

Finn Wiedemann, der var teenager i Munkebo, bruger egne erindringer som basis for sine romaner. ’ I grunden har vi det jo godt’ er om 1970erne, ’Vi er her kun til låns i al slags vejr’ om tiden før da, og nu beskriver han i ’Sådan en dag glemmer man aldrig’ årene fra 1980-86, hvor han er 16-22 år gammel og har store problemer med at finde sig selv og sin fremtid. Det har også hele hans omgangskreds, der ’håber på et liv, hvor der er udsigt til alt det, vi mangler, f. eks. Penge, plads og kærlighed’.

Wiedemann skriver og husker, og for den, der har levet i den tid, sætter det gang i egne minder. For yngre vækker det formentlig en slags genkendelse, for også de tager på Roskildefestival eller drager ud i verden for at finde sig selv. De er formentlig også usikre, men mens Wiedemann og hans venner samledes i en gammel togvogn, der blev indrettet som skurvogn, samles man nu dagligt på de sociale medier. En pudsig forskel.

Wiedemann skriver, hvad han erindrer, og tjekker ikke. Ikke engang stavning. Derfor hedder Trica Tricka og Mike Oldfields Platinum bliver til Platinium. Disse små irritationsmomenter er gået igen i bøgerne og er måske tilsigtet? Det er ikke så vigtigt, hvordan tingene var, som hvordan de føltes og bliver erindret.

Wiedemann skriver glat og let melankolsk. Forhåbentlig rev de enkelte ting mere op i ham, da de foregik, for de er beskrevet resignerende, og han gav i hvert fald ikke noget to chancer. Enten interesserede det ham og talte til ham; eller også gjorde det ikke, og så blev det opgivet omgående uden kamp. Uanset om det gælder et politisk engagement som skoleelev, eller det gælder diverse forsøg på at finde en uddannelse, der duede for ham. Hvis ikke vi vidste, hvad resultatet er blevet, ville vi være dybt bekymrede, og faktisk siger bogen, at der er håb for alle, uanset om de virker let holdningsløse eller ikke rigtig har taget hensyn til småting som privat ejendomsret, forbud mod hashrygning og den slags.

Bogens omslag er fascinerende. Igen er det et billede, malet af Wiedemanns far Jørgen, og igen er det muligvis ikke verdenskunst, men det har mening: Et roulettehjul, hvor hvert felt har en af livets muligheder, som de spillende kan havne på og måske være dømt til. I baggrunden understreges tilfældet med lottokugler, kort og terninger.

Bogen beskriver denne famlen mellem et hav af muligheder, mens dunene begynder at vokse på læben; piger og kærester kommer og går, nogle forelskelser mere alvorlige end andre, og måske var der mere tale om at være forelsket i følelsen af at være forelsket.

På en mærkværdig og indtagende måde beskrives ungdommen gennem den voksnes filter. Han ved, hvad der lykkedes, hvad der ikke gjorde, hvordan andre reagerede på ting, men røber litotisk ikke sine egne reaktioner fuldt ud. Andre bliver dybt chokeret, når Michael Strunge begår selvmord, eller når Olof Palme bliver myrdet – den, dag, man aldrig glemmer – men det betyder ikke, at sproget accelererer, eller at hovedpersonen overreagerer. Da Strunge har begået selvmord, konstaterer Wiedemanns som ung blot, at ’det er trist’ – det har med garanti føltes værre på det tidspunkt, og måske har han været på nattetur på våde veje, mens sjælen var sønderflænget. Det hører man ikke om, men følelsesudsvingene MÅ have været større.

Hvert år har en optakt i form af et uddrag af statsministerens nytårstale, og det allerførste lille udsnit af Anker Jørgensens tale fra 1980 er næsten chokerende. Kunne man virkelig slippe fra så mange almindeligheder og få dem til at lyde, som om de betød noget?

Wiedemann havde som ung en række idealer, som han bl.a. fik af sine forældre, især, virker det som, sin far. Han var politisk vakt, læste Information etc. men det blev ikke til så meget kamp for idealerne, når kampen blev besværlig. I stedet bruger han i dag som lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet meget krudt på en stærk og meget mere følelsesfuld kamp mod bureaukrati, magt- og pengemisbrug. Det har egentlig intet med romanen at gøre, og så alligevel.

Tænk, hvilket mod der er kommet i den usikre unge fra firserne – og modet til at beskrive ungdommen er ikke det mindste.

-up

Finn Wiedemann: Sådan en dag glemmer man aldrig. 147 s hf. 199 kr. Forlaget Attika.

 

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Ged eller mammut – om at oversætte

fredag, 23. juni, 2017

Bog om at oversætte

Den ædle og svære kunst at oversætte

Torsdag 22. juni 2017 kl. 17:05

 

Print venlig side!  Send artiklen til en ven!   Større tekst   Mindre tekst

 

Den ædle og svære kunst at oversætte

Bog om at oversætte: Den ædle og svære kunst at oversætte
Kirsten Marie Øveraas.

Kirsten Marie Øveraas har skrevet en morsom, spændende og inspirerende bog om oversættelse på næsten alle de områder, hvor det foregår, og om, hvordan den påvirker vores hverdag, men udstyret er usædvanlig uappetitligt
Jeg mindes en vittighedstegning fra Jyllands-Posten for adskillige årtier siden. En medicinmand stod foran en totempæl med sin plagede indianerstamme i baggrunden, mens der faldt en tæt regn af hunde og katte fra himlen. Teksten under tegningen lød: Så har jeg alligevel danset regndansen for kraftigt denne gang.

Ja, det var da oplagt, men hvor var vitsen i det hele? Hvis man kender det engelske udtryk ’it’s raining cats and dogs’ om stærk slagregn, er man klar over, at der er tale om en oversættelse af et uoversætteligt ordspil. Hvis vittigheden skulle have fungeret på dansk, skulle en tegner have ’oversat’ de faldende hunde og katte til ’skomagerdrenge’, og dermed er vi inde i et nyt problem for oversætteren, hvis oversættelsen skal være tidløs: Hvem ved i dag, hvad en skomagerdreng er, eller hvordan han ser ud?

På den måde vil hver enkelt læser af Øveraas’ bog have sine egne eksempler på, hvordan oversættelse er gået galt, men det, de færreste tænker over, er, at vi alle sammen dagen igennem lever i oversættelser, fordi vi er et lille sprogområde, og det heldige er, at vi det meste af tiden ikke tænker over det, fordi flertallet af oversættelser er gode nok til, at vi ikke tænker over dem – desværre også tit, fordi vi ikke ved, hvor misvisende en oversat tekst er!

Oversættelse er mystisk nok ikke et officielt studium i Danmark, og Øveraas’ glimrende bog ’Ged eller mammut? Om at oversætte’ vil forhåbentlig styrke kravet om, at det sker. Får vi ikke ordentlige oversættelser, kan det få fatale konsekvenser, hvad enten det drejer sig om brugsanvisninger, der er uforståelige eller – værre – misforståelige; eller det drejer sig om alle de nyheder fra udlandet, der oversættes på Ritzaus Bureau eller af journalister med meget forskellige kundskaber og dagsordener. Ind imellem kan oversættelsesfejl her påvirke en hel folkestemning.

I sin bog tager Kirsten Marie Øveraas en rundtur til næsten alle oversættelsens discipliner og beskæftiger sig med forholdet mellem tekst og oversætter. Vi er i en række ’Rapporter fra maskinrummet’ i selskab med eksperter i skønlitterær oversættelse, tolkning, oversættelse af faglig tekst, undertekstning og det pinlige område ’journalistisk oversættelse’, og læseren bliver pisket i håb om, at han/hun skal protestere til de relevante steder over elendige oversættelser i stedet for at bruge dem som underholdning ved selskabelige lejligheder.

Budgetterne for oversættelse er de fleste steder alt for små, ikke mindst når det gælder oversættelse af tv-soaps eller B-film, men alligevel skal de jo helst være OK, og det bliver vanskeligt at gøre arbejdet helt perfekt, hvis akkorden er for dårlig, så hjælp til – overbevis producenter, tv-stationer, sælgere af produkter med uduelige brugsanvisninger etc. om, at de skal sikre kvaliteten ved at give en ordentlig hyre.

Tænk på, hvor vigtigt udbyttet af undertekster er: Man lærer sprog uden at tænke over det, når man ser betydningen af ord og sætninger og samtidig får sprogtonen – i modsætning til seere i de lande, hvor alt er eftersynkroniseret til eget sprog. Man bliver trænet i at læse dansk ved at skulle læse underteksterne. Man får måske udvidet sit ordforråd og får muligvis forbedret sin staveevne. Man lærer måske at sætte kommaer eller at tale grammatisk korrekt, og de medvirker kraftigt til integration af indvandrere.

At oversætte er komplekst. Man kan sjældent oversætte ord til ord, uden at det bliver meningsløst; man kan lave en oversættelse, der formelt er i orden, men giver et helt andet indtryk end originalteksten pga. valget af ord eller stil; eller man kan forvanske meningen totalt, fordi man ikke kender de undertoner, originalteksten har; evt. ikke har kendskab til slangudtryk.

Et helt afsnit i bogen beskæftiger sig med oversættelsen af John McLaines ’Yippie-Ki-Yay, motherfucker’ fra Die Hard-filmene. Skal det gøres med vægt på komik, ordspil, ringeagt for skurken, som bliver skudt øjeblikket efter, egen overlegenhed, når nu det gode vinder; eller skal det måske slet ikke oversættes, fordi ’motherfucker’ i dag er en – efter nogens mening beklagelig – del af det danske dagligsprog? Måske skal vi lige huske på, at Yippie-ki-yay er det, cowboys råber, mens de svinger deres lasso for at indfange kvæg.

En halv snes forskellige løsninger er prøvet af oversættere siden den første Die Hard-film i 1988, og overvejelserne er for den, der interesserer sig for oversættelser – og det bør vi alle gøre – spændende som en kriminalroman.

Desværre har forlaget Alt i ord sikret sig, at kun virkelige nørder kommer igennem den 192 sider lange bog. Selv om man sparer på udstyret, bør det ikke være uappetitligt eller svært læseligt. Omslagsteksten er i gult på gult, og adskillige ting inde i bogen anføres ligeledes i den gule farve, der i hvert fald i små typer er vanskelig at læse for mange.

Der er ingen illustrationer, og i stedet reserverer man hele sider til i gult på gult at skrive enkeltudsagn fra de modstående sider med kæmpeskrift. En uskik, som muligvis får nogle læsere til at læse en avisartikel, men som er meningsløs her, hvor man ved, at de, der læser, er interesserede. Nogle små vignetter, nogle billeder af nævnte personer eller bare af dem, der bliver interviewet (dem kunne man formentlig have fået, uden at de havde smadret budgettet), ville have lettet læsningen af teksten, der er sat i forholdsvis lille og meget tæt skrift.

Fat mod! Gå ikke sur i læsningen. Bogen er alt for vigtig til ikke at læse.

-up

Kirsten Marie Øveraas: Ged eller mammut? Om et oversætte. 192 s hf. Forlaget Alt i ord. ISBN 978-87-999381-1-7. Kr. 229.

 

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Flemming Jensen: I ly af latter

mandag, 6. februar, 2017

Oprindelig trykt på kjavis.dk

I ly af latter

Humor med alvor: I ly af latter
Flemming Jensen på scenen

Skuespilleren, komikeren, instruktøren, skolelæreren, julenissen og forfatteren Flemming Jensen har skrevet sin selvbiografi, og det er ikke kun underholdende, men fuld af synspunkter på mennesker, teater, revy, anmeldere og politik

Flemming Jensen indleder sin selvbiografiske ’I ly af latter’ på samme måde som Leif Panduros ’Av, min guldtand’. Panduro fraskrev sig siden den muntre lille roman, men Jensen er smartere: Han bruger den ubetaleligt morsomme indledning til at tryllebinde de læsere, som han senere vil fortælle om livet, dets udvikling, og hvordan man let kan undre sig mere og mere over, hvordan samfundet fungerer. Godt på nogle områder – på andre, især i politik, vinder dem, der lyver mest overbevisende.

De første sider er i kursiv. Det viser sig at dække over, at de ikke er helt troværdige – humoren har fået en ekstra tand; Der kommer flere eksempler i bogens løb, og noget af det, der er skrevet i ordinære typer, kunne også godt have stået i kursiv, for mange skildringer og synspunkter afsluttes med en ekstra pointe, som er på kanten.

Det fyndige slutord

Som når han skriver om forestillingen ’Spindoctor’, hvor han selv er det dumme svin, der udstiller det regerende parti Venstre, og …

– Venstre købte den forestilling. De var det bedste publikum af alle – for dem var det jo som at komme til personalerevy. De inviterede mig også til at komme med et indlæg til deres årsmøde.
Der var højt til loftet i det parti!
Dengang.

Det er langt fra den eneste gang, et fyndigt ord på sin egen linje sår tvivl om, hvad der er sket med det, der netop er skrevet om.

O tempora – o mores!

Igennem bogen følger vi Jensens ualmindeligt indholdsrige liv. Hvad den mand dog har nået på 68 år! Gennem hans briller ser vi, hvordan en stor del af verden udvikler sig negativt pga. for mange mobiltelefoner, for højt tempo, manglende eftertanke, formens sejr over indholdet, kontrolfreakernes sejr over initiativ, fantasi og virkelyst og meget, meget mere. Hør blot:

– I Danmarks Radio var dengang samlet en meget stor faglig ekspertise, en guldgrube af erfaring og viden. Alt det røg sig en tur, da man begyndte at fokusere mere på struktur end på programmer.

Eller: – Tillid skaber energi, control er i familie med mistillid og skaber trods – og kan let dræne et menneske for energi.

Eller om tiden, hvor Jensen virkede som lærer:

– Jeg var så heldig, at jeg fik lov at være med i den gode tid, hvor et lærerkollegium følte et fælles ansvar og tog bad i engagement, iderigdom og en smittende energi.

For ikke at tale om den lille engelske by, hvor …

– De lokale trendsættere lægger vægt på god opførsel, kulturel baggrund og en almenviden af et anstændigt omfang – for os danske føles det meget eksotisk.

Flemming Jensen var bedste ven med Jesper Klein, som citeres for:

– Alt der det med o tempora – o mores, sikke tider sikke skikke – alt var bedre i gamle dage – sådan har den ældre generation altid sagt. Men vi er den første generation, der har ret!

Da Klein døde, ristede Jensen en lang minderune ved den følgende sammenkomst, og man kan have ham mistænkt for, at han håber, at andre vil give ham selv en stor del af det eftermæle, han gav sin ven.

Grønland

Flemming Jensen har i flere omgange boet i eller besøgt Grønland, og når han beskriver livet her, gløder teksten. Af begejstring for natur, mennesker og livssyn – eller for den dag, hvor han nedlagde sin første sæl og bidrog til bostedets middagsborde; og af en indignation over, hvad danskere har gjort ved Grønland, helt a la Paul Hammerichs danmarkskrønike, der stiger i intensitet, hver gang den nærmer sig emnet Grønland.

Jensen indledte sit seriøse forfatterskab, der har indbragt ham en litterær pris (i Frankrig – i Danmark bliver han hverken taget alvorligt eller anmeldt!) med en bog med handling i Grønland, og han har gjort sig udødelig med tre julekalendere om Nissebanden, men ved seerne så lidt om Grønland, at de tror, at det giver et sandt billede?!

Et indholdsrigt liv

Det er umuligt at komme ind på hele den rigdom af emner og oplevelser, man får sammen med Jensen. Om hans tid som lærer; hans cirkustid med Søren Østergaard; teaterforestillinger, hvor han spillede ’Mig og Bogart’ eller sammen med Jesper Klein spillede op til 54 roller (Jorden rundt i 80 dage) på turne til små forsamlingshuse landet over; Victor Borge, Niels-Jørgen Kaiser; tv-optrædender som fx Dr. Femmer, i rejseprogrammer eller i Jensen Tonajt, hvor der blev telefonstorm, da seerne ikke gennemskuede humoren i det fiktive interview, han lavede med Bille August. Noget, der smerter ham så meget, at hele teksten gengives i bogen: Var det da ikke vildt morsomt? Det var det ikke, fordi det ikke nåede at gå op for folk, at det var humor, før det var for sent.

Vi oplever, at han kureres for en diskusprolaps af en læge i Nordvietnam; hvordan han er på fodboldtur med sponsorer til Skotland – det er i kursiv! Hvordan han, selv om han ’ikke er religiøs i bastant forstand’, er ambassadør for Danmission, fordi de laver et stort, fint arbejde; og hvordan han oplevede endelig at blive rigtigt forelsket efter at have gennemgået et traditionelt ægteskab på lavt blus, men med mange gode fælles aktiviteter, der udsatte de afgørende problemer: Ombygning, udestue, guldfiskedam og børn – men hvad derefter, hvis vandet ikke er helt i kog?

Revy

En stor del af Flemming Jensens karriere har udspillet sig på revyscenerne, som han også har skrevet et væld af tekster i overensstemmelse med sit grundsyn om at opretholde en form og et intelligensniveau, der fx ikke giver plads til primitive jokes under bæltestedet:

– Jeg elsker revyen, når den hæver sig over primitiviteten, men når det ikke sker, bliver jeg dårligt tilpas. Jeg elsker pjat, men afskyr plat.

Derfor får Per Pallesens Mathiesen og Leif Maiboms Thorleif sig et hib i farten, selv om de to direktører og skuespillere er Jensens meget gode venner.

Pjat var der meget af i Hjørring Revyens gyldne år, hvor tekstforfatterne var Arne Forchhammer, Henrik H. Lund og Jensen, som mener, at de bedste revyer skabes af et lille forfatterkollegium i samarbejde med kunstnerne – det lyder som en formel for Kerteminderevyen 2016, som i stor udstrækning blev skrevet af skuespillerne.

Det var også Jensen, der i Tivoli skabte den type ramme om revyen, der også findes i Kerteminde i dag. Som sidestykke til de ’shorties’, Hjørring bød på, lavede han ’alfies’ som start og slut – små optrin med poetiske alfer; og formentlig var han og Søren Østergaard de første, der gik rundt og hilste personligt på publikum før deres forestilling, som Mads Nørby gør i dag.

Pudsigt nok debuterede Jensen i Rottefælden, der dengang var Danmarks intellektuelle revy!

Anmeldere

Der er mange knubbede ord til anmelderne, som elsker vinmærket ’ad libitum’, helst ikke vover sig vest for Valby Bakke og mistror alt, der ikke foregår på et kunstnerisk anerkendt sted – så bliver det simpelt hen ikke anmeldt.

Da Jensen sammen med Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt revolutionerede revy og stand-up med en Stand-up-revy, blev den tiet ihjel med en enkelt undtagelse; en anmelder, der ikke var glad for, forestillingen mente noget!

Satire og vrede

Jensen har i årenes løb ment ikke så lidt – og mere og mere. Efterhånden, som det er gået op for ham, at satire ikke virker, har han skærpet sine tekster. Flere af dem nærmer sig vreden, men rigtigt rasende er han kun, når det gælder de største politiske slyngelstreger; når fx Anders Fogh Rasmussen to gange med kort mellemrum får en redegørelse fra Forsvarets Efterretningstjeneste om, at Irak sandsynligvis ikke havde masseødelæggelsesvåben eller biologiske og kemiske våben – og han begge gange sagde det modsatte i Folketinget, så han fik Danmark i krig.

Jensen dokumenterer og konkluderer:

– Den tidligere efterretningsmand Frank Grevil blev idømt fire måneders ubetinget fængsel og fik smadret sit liv. Ikke for at have løjet om noget, men for at have sagt sandheden.

– En mand, der bevisligt har løjet – ham, der var ansvarlig for regeringens grundlovsbrud, som sendte vores land ind i en ulovlig krig og undergravede FNs autoritet, er af dronningen blevet slået til storkorsridder af Dannebrog og har fået en international toppost i NATO … Er Fogh Rasmussen da hovedskurken? Nej! For efter miseren blev han genvalgt to gange af den danske befolkning – der lod det hele ske. Og applauderede! Når der er én finger, der peger mod en tidligere statsminister, er der fire fingre, der peger mod os selv.

Respekt for publikum

Jensen har respekt for publikum – og for læserne. Han lader ikke nogen i tvivl om, at her er et engageret partsindlæg, som er skærpet i ly af latter, veloplagthed og energi.

Man slipper ikke den 443 sider lange bog, når man først har kastet sig over den, og når man lukker den, er man helt forpustet, fuld af inspiration og tanker.

Læs den! Selv om den ikke er blevet anmeldt af ret mange af de fine anmeldere fra hovedstadspressen.

-up

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Golf med glimt i øjet

onsdag, 26. august, 2015

Så er min bog nr. 120 på markedet. Den er udsendt på forlaget Turbine, er på 198 sider til kr. 150 og illustreret af WOW, Werner Wejp-Olsen.

Den har ti års opsamlede artikler med humor og lune sammen med en række rene brandere, men det, der skal sælge den, er helt sikkert de mange sjove facts og historier om det daglige liv i golf fra Ryder Cup til begynderkurser.

golf_med_glimt_i_jet_anedokter_og_historiske_glimt_fra_golfens_verden-svend_novrup-33330586-frntl

Leif Nyholm har anmeldt bogen til GOLFBLADET, der udkommer på fredag, og jeg fik et chok, da hans anmeldelse indledtes med Der findes en hel del golfbøger på markedet, og det er svært, når man har været aktiv i topgolf i mange år, ikke at kende alle de gode, sjove historier. 

Åh nej, ser han sådan på den?! Men det gjorde den heldigvis ikke:

I Novrups bog ’Golf med glimt i øjet’ venter en overraskelse. Den refererer ikke kun til de gamle historier, som vi alle sammen kender, men glæder i stedet ved at fortælle en masse facts og historier, som man ikke har hørt før, og serverer dem med præcis det lovede glimt i øjet. Masser af små anekdoter og historier, som får smilet frem på selv den mest hærdede traditionalist. Fx er det spændende og morsomt at læse om alle de forskellige former for holes-in-one, bl.a. kondorer (holes-in-one på par-5-huller), om mystiske eagles eller om en gammel skotsk pros electic score (dvs. bedste score på hver at sin banes huller gennem en lang karriere). Det får mig til at tænke på, hvad jeg egentlig har lavet af scorer på den gamle Asserbobane, hvor jeg har spillet så mange runder, at jeg bliver helt rundtosset bare ved tanken. En let læst bog, der får smilet frem og får sat sindet i gang med tanken om den golf, man selv har spillet i et efterhånden langt liv, og Werner Wejp-Olsens illustrationer er også præcis af den slags, der stimulerer smilet med deres ofte lidt skæve vinkler på golfen.

Hans overordnede konklusion er:

’Golf med glimt i øjet’ er meget mere end en anekdotebog. Den fortæller morsomme facts med glimt i øjet og kalder ens egen karriere frem på nethinden.

For tiden læser Kronprins Frederik og Thomas Bjørn i bogen, som de modtog og takkede for ved Made in Denmark.

 

Kategori Bognyheder, Generelle nyheder, Golfnyheder | Ingen har kommenteret »


Kertemindebog med skønne billeder

torsdag, 20. februar, 2014

Umiddelbart før jul udgav Emil Andresen og jeg ‘Kertemindebilleder’. En bog, hvis væsentlige indhold er Emils dejlige fotos, der er suppleret med mine tekster, der forhåbentlig på passende måde bærer præg af, at jeg er opvokset i byen og kun var væk fra den i de år, jeg uddannede mig og fik skabt baggrunden for mine aktiviteter.

Bogen er blevet godt modtaget, og hvor vi ærlig talt var nervøse for, hvor længe vi skulle have penge ude, er investeringen allerede betalt, så vi kan sove roligt og oven i købet er så optimistiske, at vi planlægger en ny fotobog til november. Den netop udgivne koncentrerede sig om Kerteminde by, der havde 600 års købstadsjubilæum i 2013. Den kommende skal have motiver fra hele Kerteminde Kommune – og der er mere end rigeligt at tage af, så vi glæder os umådeligt.

Bogen koster 200 kr. og kan dels købes hos mig, dels flere steder i Kerteminde: Turistkontoret, Kerteminde Bøger & Papir, Andresens Købmandsgaard og Østfyns Museer.

Kategori Bognyheder, Generelle nyheder | Kommentarer lukket til Kertemindebog med skønne billeder


Hefte om Vaffelhuset

torsdag, 22. juli, 2010

Midt i juli færdiggjorde og udgav jeg ‘Vaffelhuset i Kerteminde’, som Vaffelhuset brugte som gave til alle, der købte is under Kirsebærfestivalen, og som fremover vil blive brugt som PR for Danmarks bedste vaffelhus!

Kategori Bognyheder | Kommentarer lukket til Hefte om Vaffelhuset