Bognyheder

Fra paradis til helvede

torsdag, 12. maj, 2022

Bestsellerforfatteren Rachel Hawkins har studeret køn og seksualitet, og det mærker man på mange måder i ’Hævnens Paradis’

Afsløringen af personernes egentlige jeg sker ganske gradvist på de 329 sider. Ikke mindst benytter Hawkins sig af forfatterens ret til at holde sin viden tilbage, til hun mener, at det er bedst at slippe den løs, og det gør hun så i afsnit under overskrifterne ’Før’ i forhold til ’Nu’.

Hævnens Paradis

Hævnens Paradis

Hovedpersonen er Lux, der falder pladask for den billedskønne Nico og tager med ham fra en kedelig tilværelse på Hawaii ud på en øde ø, da Nico er hyret til opgaven af de to unge kvinder Amma og Brittany.

Uventet dukker endnu båd med Eliza og Jake op, og minsandten om ikke også den suspekte Robbie kommer sejlende til Meroe, som øens navn er.

Det er det ideelle tropeparadis. Med pragtfuld hvid sandstrand og en jungle, der inviterer til udflugter. Skønne aftener med cocktails på dækket med smalltalk.

Langsomt krakelerer paradiset, og det går først langsomt, derefter med eksprestogsfart mod helvede efter en model, der minder om Agatha Christies fantastiske debutroman ’Ten little Niggers’, som naturligvis siden har måttet skifte titel til ’Og så var der ingen’.

De involveredes baggrund og motiver afsløres efterhånden. Deres naivitet på mange områder, men handlekraft på andre, er en sprængfarlig cocktail.

Der er ikke meget kultur i personerne, og de handler i sandhed heller ikke, som om de ved, hvad det er; men de kan skifte mening om alt og alle på en brøkdel af et sekund, og de går ikke af vejen for noget som helst.

Studiet af køn og seksualitet har ikke givet Hawkins lejlighed til at synes om noget af kønnene. De er alle i bund og grund usympatiske, når vi når til bunds i dem.

Hawkins forstår at skabe billeder. Man kan som læser næsten mærke vandet smyge sig om kroppene, føle sandet mellem tæerne og søge skygge for solen. Man er med til at hugge sig gennem junglen med machete og får chokkene et ad gangen.

En glat og hurtigt læst bog – man slipper den ikke under vejs – og den er et must for alle, der elsker virkelige thrillers.

Rachel Hawkins: Hævnens Paradis. 329 s hæftet. Forlaget Falco Aps. Vejledende udsalgspris 249,95 kr.

Tags: ,
Kategori Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Sådan lærer de yngste om de største danskere

torsdag, 2. december, 2021

Indimellem kan man blive bekymret over, om de unge stifter bekendtskab med den danske kulturarv. Drukner de gamle danske sange i moderne musikvideoer? Drukner den danske kulturhistorie og almindelige historie i alt det, der sprøjtes ud på mobiltelefoner eller streames til tv?

Tycho Brahe

Tycho Brahe

Heldigvis vil der altid være nogle, der deler denne bekymring, og som gør noget ved sagen. Et eksempel er Børnebogsforlagets serie af bøger for de helt små om danskere, der har indlagt sig hæder i naturvidenskab. Der er foreløbig kommet fire med titlerne

Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser

Inge Lehmann opdager jordens kerne

Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne

Marie Hammer og mosmiderne

De har alle tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard. De koster 169,90 kr. stykket, og de kan anbefales varmt som julegaver.

 

Niels Bohr

Niels Bohr

Teksterne er meget mundrette, og de charmerende tegninger er fulde af små ekstra pointer, som børnene kan forlyste sig med at finde, og som kan føre til ekstra spørgsmål og diskussioner. Desuden beskæftiger bøgerne sig ikke kun med de naturvidenskabelige emner, men har også oplysninger om, at Niels Bohr var god til at skille og samle cykler; at Tycho Brahe mistede sin næsetip i en duel; at Marie Hammer og hendes søskende arbejdede i familiens roemarker som små; eller at Inge Lehmann var alt for meget syg som barn. Meget godt, at den slags ikke gør, at man ikke kan blive verdenskendte forskere. Skal vi i øvrigt gå ud fra, at det ikke er tilfældigt, at Niels Bohrs far læser Politiken.

Inge Lehmann

Inge Lehmann

Vi ved alle, at Niels Bohr var atomfysiker, men måske er ikke alle lige sikre i, hvornår han egentlig levede, gjorde sine opdagelser og den slags. Det er formentlig endnu mere tilfældet, når det gælder Inge Lehmann og Marie Hammer (men hvor er det dejligt med en serie, der gør kvindelige forskeres arbejde synligt og ligeværdigt med mænds), og derfor vil jeg foreslå, at man i fremtidige bind i serien helliger halvdelen af sidste side til en egentlig biografi over hovedpersonen, så oplæserne ikke er i tvivl.

Om Marie Hammer får man dog det hint, at hun var på ekspedition med Knud Rasmussen, men hvem og hvad er han lige. Igen – der skal nok være nogle få, der ikke ved det.

Marie Hammer

Marie Hammer

Der er også småting som, at Tycho Brahes bog ’De Nova Stella’ ikke betyder ’Den Nye Stjerne’, men ’Om den nye stjerne’, men pyt, vi taler jo ikke latin. Til gengæld flyttede Brahe vist nok til Bøhmen, fordi han på Ven havde ødslet så uhyggeligt med statens penge, at en ny konge ikke ville blive ved at punge ud, men bøgerne er naturligt nok solidariske med deres personer.

Bøgerne er klogt opdelt i et afsnit, hvor man fortæller løs uden at beskæftige sig alt for dybt med de naturvidenskabelige emner. Derefter følger et afsmit, hvor man går dybere ned i dem og hører om vulkaner, tektoniske plader, atomer og endog atombomben.

Nogle vil måske finde prisen høj, men jeg vil mene, at bøgerne giver fuld valuta for pengene, og at de har et ærinde, som er vigtigt – og gad vide, om ikke en og anden højtlæser ikke også bliver lidt klogere i farten?!

Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser; Inge Lehmann opdager jordens kerne; Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne; Marie Hammer og mosmiderne. Børnebogsforlaget. Alle med tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard til kr. 169,90, og alle på 40 s indbundet i god kvalitet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


David Walliams’ utæmmede fantasi

torsdag, 2. december, 2021

Børnebøgerne ’Dæmontandlægen’ og ’Kodenavn Bananas’ er afsindigt morsomme – til oplæsning og til læsning – og det er utroligt, hvad David Walliams vover – og slipper godt fra.

 

Dæmontandlægen

Dæmontandlægen

 

Det lykkes i bog efter bog Walliams at skabe universer, hvor alt er muligt på børns præmisser, og han får etableret nogle utrolige persongallerier, der ikke mindst deltager i nogle vilde jagtscener. De kan foregå til lands, til vands og i luften, og de kan involvere alt fra gang og løb til tipvognstog og spærreballoner, der styres med iltbeholdere.

Walliams skaber figurer, der giver håb for mobbede, oversete og handikappede; der giver håb om kærlighed og sammenhold på tværs af klasser og generationer, og som ikke mindst involverer dyr af enhver slags. Det kan være en flamingo, der har svært ved at holde balancen, fordi den faktisk kun har et enkelt ben; en elefant, der sulter, fordi dens snabel er for kort; en blind sæl, gorillaen Gertrud m.fl.

 

Kodenavn Bananas

Kodenavn Bananas

 

Det sker i ’Kodenavn Bananas’, hvor det lykkes at lave farce uden at fjerne den alvorlige baggrund for 2. Verdenskrig, og hvor det lykkes den 11-årige Erik, der har flyveører og revnede briller, sammen med sin Onkel Monty, der mistede begge ben i 1. Verdenskrig og er dyrepasser i Londons Zoo, at afsløre nazistiske spioner og redde Winston Churchill fra at blive myrdet, før de er til løssluppent teselskab med bjerge af banana splits på Buckingham Palace.

I ’Dæmontandlægen’ er skurken en skoletandlæge, hvis mål er at få fat i samtlige børnetænder i hele byen og bruge dem til at skabe sin egen verden med – fra skåle til en kæmpe katedral. Hun er heldigvis en heks, så hun ikke kan forveksles med virkelighedens venlige skoletandlæger, hvis gode omdømme hun benytter sig skamløst af.

I alle sine bøger laver Walliams egne ord og ubetaleligt sjove lister og skemaer over alt muligt, fx et stinkometer, en smerteskala, en opskrift på verdens ækleste tandpasta osv., så det er en sjov, men også kæmpestor, udfordring at oversætte bøgerne. En opgave, som Kim Langer løser fremragende.

Der leges med typografi og illustrationer, bøgerne fra Harper Children er i lækker indbinding, de er egnede for børn fra 9-10 år og koster typisk 170 kr.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Hyggelig fynsk krimi af Finn Widemann

mandag, 4. oktober, 2021

Finn Widemann har skrevet sin tredje kriminalroman, den anden om Torben Juhl. Den foregår på Fyn, er aktuelt forankret, og nu har forfatteren med Munkebofortid meget bedre tag på genren

 

Finn Wiedemanns nye kriminalroman

Finn Wiedemanns nye kriminalroman

 

Titlen ’Hjerteland’ på Finn Widemanns nye kriminalroman er godt valgt. Vi tænker straks ’Heartland’, festivalen på Egeskov, hvor det ene mord sker, ovenikøbet filmet af den tidligere politimand Torben Juhl, der nu i sit modne liv, dvs. på den anden side af 60, er privat efterforsker.

Vi tænker også på emneområdet hjerte. Det er stort. Hvem tør sige, at de er udlært i området hjerteland, og det drejer en stor del af bogen sig også om, mens pladenørden Torben Juhl får fat i musikalske sjældenheder fra 1960erne og dyrker sin nye kæreste, efter at han er kommet over sin tidligere hustrus død.

Som sædvanlig skriver Wiedemann glat, elegant og denne gang meget mere spændende. Mordene sker mere originalt og med passende mellemrum. Forskningen er på bar bund, men noget er overset, og meget skal forskes en enkelt gang mere – flere skal afhøres – og der er dramatiske højdepunkter med flere næsten-mord.

Fyn i fokus

Kulissen er Fyn. Det første mord sker i Fraugde Kirke, og vi kan følge de veje, som Juhl kører ad, minutiøst gennem det dejlige fynske landskab. Handlingen udspiller sig i kredse, der måske sælger sunde fødevarer, men muligvis på ulovlig vis udnytter, at man ønsker økologi med gode historier tilknyttet. Den udfolder sig desuden i gejstlige kredse blandt folkekirke, frikirker og sekter, der klarer sig fremragende i disse tider, hvor demagogi fører til tops over alt, selv til det amerikanske præsidentembede. Kan du tale, forføre og ledsage det med de henrykkende ritualer, kan du få folk med dig og få dem til at holde op med at tænke.

Desuden er der de kirkelige stridigheder. Wiedemann kan udmærket være inspireret af sin daglige avis, hvis man ustandselig læser om stridigheder mellem præster og kirkegængere; præster og menighedsråd; menighedsråd, der bliver rasende  på hinanden eller over kunst, der får folk til at komme i kirken; etc. etc.

Her er der stridigheder mellem Guds Hus, der bl.a. går ind for fri kærlighed og rockmusik, og Centerkirken.

Det er ikke let at finde rundt i for stakkels Torben Juhl, der ikke mindst erfarer, at såvel kærlighed som økologi har flere ansigter, end han havde forestillet sig.

Det er en velskrevet, ikke alt for godt korrekturlæst, men underholdende roman, som kan anbefales blandt de mange nye ’lokalkrimier’, der for tiden sprøjter ud fra forlagene – ikke mindst bornholmske. Finn Wiedemann sørger for, at Fyn er fint med i selskabet.

Finn Wiedemann: Hjerteland, 227 s hf. Forlaget Brændpunkt. Pris i Kerteminde Boghandel kr. 249.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


David Walliams’ fantastiske univers

onsdag, 29. september, 2021

Den britiske humorist, skuespiller og forfatter David Walliams har allerede solgt 37 mio. børnebøger på 53 sprog, men mange kender ham også som dommer i Britain’s Got Talent. Han er et bevis på, at man ikke mister sin ungdoms grænseløse fantasi og forestillingsevne, selv om man er blevet 50.

 

David Walliams' bøger Slim og Fing

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Han er skuespiller, komiker, siden 2012 dommer i Britain’s Got Talent, og desuden har han gennem et dusin år sprøjtet børnebøger ud i et hæsblæsende tempo uden at miste pusten eller kvaliteten. Børn og unge elsker dem, hvad enten de – fra 6-7 år – får dem læst højt af fx forældre eller bedsteforældre, eller de – fra ca. 9 år – sluger dem selv.

Udfordring for højtlæsere

Det er en virkelig udfordring at læse Walliams’ bøger højt. Der er mange usædvanlige detaljer i lay-outen og teksterne er fulde af lydeffekter, gentagelser, selvopfundne ord og fodnoter, der skal blandes på den bedst virkende måde. Man bliver hurtigt en bedre og mere veloplagt oplæser, der nyder sin rolle.

Det er også meget godt, at bøgerne bliver læst op, for så kan man forklare, hvorfor en Wagneropera påstås at larme så meget, eller dementere, at bibliotekarer nødvendigvis er de fredeligste, mest initiativløse, stille mennesker i verden – hvis der evt. skulle være et stille øjeblik til at fortælle det.

Fremragende oversætter

De to seneste bøger i serien, hvis formidable danske oversætter er Kim Langer, som også selv producerer bøger i hastigt tempo, er ’Slim’ og ’Fing’. Som hele serien er de skønt illustreret af Tony Ross.

’Slim’ er et opgør med alle, der hader børn, og bør læses også af de voksne, der måske kun synes, at børn indimellem er irriterende. På Gylleøen, hvor Niller bor, er Valdemar Vred skoleinspektør med vulkanske udbrud og jævnlig bortvisning af elever. Tvillingerne Misund gør deres legetøjsbutik til et helvede for de børn, der vil købe deres varer. Madam Dorothea Dvask er verdens dovneste klaverlærer, der bare ligger på sin sofa og prutter. Kaptajn Kry er parkbetjent med det væsentligste mål, at ingen skal betræde parkens stier – og slet ikke græsset. Greta Grisk er megarig og bruger hele sin rigdom på katte, der af praktiske grunde alle sammen hedder Pjevs.

Dem er der brug for et opgør med, efter at Niller har undsluppet Dødens Karbad, og det sker ved hjælp af Slim, der kan forvandle sig til alt muligt fra en blåhval til en forhistorisk pterosaur efter Nillers ønsker og behov. Slims konsistens er præcis, som navnet lyder, og det udløser festlige hændelser.

De sproglige finurligheder er legio, og i fodnoterne henvises til den ikke eksisterende Walliams Encyclopædi, ’der allerede har mere end en million ord’, af hvilke det store flertal er opfundet af forfatteren og brillant fordansket af oversætteren.

Læs selv med de mellemrum, som tårer af grin vil medføre.

Uortodokse monsternavne

I Fing får det konturløse biblioteksægtepar en hæslig pige, der terroriserer dem, til hun kommer til at ønske sig en Fing som 10 års fødselsdagsgave. Hr. From drager ud i verden for at finde den, efter at det i bibliotekets kælder, som ingen har været i gennem mere end 100 år, i Det Store Monsterleksikon er lykkedes at finde ud af, hvad det er for en. Den er opført blandt uhyrer som aagadongdong, bubulub, crumptudse, dumdum, Ebinkibonk m.fl.

Hvad det fører til, er overraskende, og det er måske ikke så overraskende, for Walliams’ finder hele tiden på uventede drejninger af historierne.

Tidligere oversatte bøger er bl.a. Megamonster, Dæmontandlægen, Øv Far og Gangster Farmor med hver deres utrolige univers, og når først man har læst en af bøgerne, vil de fleste have flere.

David Walliams: Slim, 312 sider indbundet. Samt Fing, 268 sider indbundet. Begge rigt og fantasifuldt illustreret af Tony Ross. Forlaget HarperCollins. Begge til 169,95 kr. i Kerteminde Boghandel.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Feudale Fortællinger fra Hindsholm

lørdag, 26. juni, 2021

Horsdal 2

Marianne Horsdals liv er knyttet til egnen omkring Hverringe, og hendes selvbiografiske bog Feudale Fortællinger er smuk, fascinerende og lidt skræmmende.

Marianne Horsdal er professor Emeritus ved Odense Universitet og har beskæftiget sig indgående med livshistorier. Det gør det spændende, når hun nu har fortalt sin egen i bogen ’Feudale Fortællinger’. En beretning, der viser, at uanset, hvor klog man er på livet, er det så godt som umuligt at overføre sin viden til sit eget liv – eller måske har det givet det meste af den viden, man har.

Janne, som var Horsdals kaldenavn som lille, beretter om livet i Skyttehuset ved Hverringe, som takket være hendes far, skytten CF, havde Danmarks fineste vildtbestand, men det var kun på det punkt, skytten havde succes. Hans drømme om at emigrere til Canada eller at få en gård i Vestjylland blev aldrig virkeliggjort

Han var en lejlighedsvis voldelig patriark, der håndterede sin familie på barsk vis med brug af såvel det gamle testamente som fysisk afstraffelse. Moderen Filla trak sig væk fra ham og skabte sin egen verden af børn, have, bagning og måltider. Hun kendte hver blomst i sin have, kunne håndfodre fugle og så skønheden i naturen, mens hun forsøgte at undvige sin mands luner.

Janne kom til på samme måde at vide alt om området omkring Hverringe. Hun kendte blomsternes navne, så legende ræveunger, vidste alt om årstidernes skønhed og luner og fik udviklet talenter for bl.a. at sy, tegne og bage.

Hun beskriver det næsten middelalderligt feudale system, der havde overlevet på Hverringe Gods. Jeg har selv gået i klasse med forvalterens søn og sønnen af en gårdejer i Salby og har strejfet problemstillingerne. Også, når Janne bliver nærmest isoleret i skolen, selv om der ikke er tvivl om, at hendes egen skræk for at involvere sig har forhindret, at hun fik mange venner.

Barndommen

Naturbeskrivelserne er så smukke, at man næsten får tårer i øjnene af rørelse. Hun husker så mange detaljer, og hun fletter historien, som hun kender som alvidende forfatter et halvt hundrede år senere, ind i beretningen, så vi lærer om affolkningen af Romsø, den midlertidige maltraktering af vildtbestanden, da CF ikke længere kan stå for den etc. Hun husker personer med deres træk og handlinger. Hun mindes Kerteminde Sygehus, hvor hendes elskelige godmoder kunne dulme mange smerter og gøre ting på sygehuset, som ville være totalt umulige i dag. Hun deltager i Lucia-optog 11 år i træk, de sidste tre år som luciabrud, bl.a. fordi hun er blevet højere end tandlægens datter – dér kom min egen familie ind i billedet.

Gogo og Janne

Beretningen er sjældent smukkere, end når hun fortæller om, hvad hun oplevede med sin storebror Gogo, der som alle brødrene får en bitter skæbne under det åg, forholdet til CF har givet ham:

– Historien om Gogo og Janne er lang og smertelig, fordi den også handler om, hvad der sker, når det blide bliver fortrængt af alt for meget hårdhed i tilværelsen, så man ender med at græde bly.

De oplever og oplever:

– Jeg vil altid sætte en rose på dit bryst for at skjule en plet, sagde han senere. Der var brug for mange roser. Det var også ham, der viste hende den fortryllede ø. Så mange ture, så mange eventyr på alle årstider og i al slags vejr. Han byggere igloer i sne, indianerhytter af strå og af salpetersække, og de opfandt ’weekendhytten’ i en pause i roehakningen som et forrygende udflugtssted i en mergelgrav med vilde æbletræer.

Litteraturens fare

Filla forsyner Janne med et væld af bøger, og nok præger det feudale hierarki hendes liv, men det gør bøgerne med deres skildring af ædle følelser og perfekt kærlighed også. Hun får et opgør med sin far uden at gøre sig rigtigt fri, som det viser sig, da han dør og er en del af hendes skæbne bagefter; men hun leder i alle mænd efter det perfekte, helten fra bøgerne, og det kan ingen leve op til.

Da hun opgiver CFs strenge normer, bliver hun i stedet til en sommerfugl, der flyver fra blomst til blomst mellem mænd, der vil hende, men ikke har en levende chance for at holde hende fast.

Mange nødvendige oprør

For at blive et harmonisk menneske skal Janne gøre op med CFs forskrifter og oldtidsmoral; med Hverringes feudalisme; og med det frygtelige gods, man kan slæbe rundt med fra den vidunderlige verdenslitteratur, hvis skildringer man ikke må forsøge at overføre til sit eget liv.

Bogen accelerer, da hun fortæller om sit videre liv, og det gør den ikke mindre besættende at læse. Læsere fra Kerteminde og Hindsholm har en ekstra belønning ved at kende hver lokalitet, der nævnes: Staure, Viby, Måle og Måle Bakke, Kerteminde etc.

Nye læsere begynder ikke her

Mens man uundgåeligt fanges af indholdet, når man er i gang, vil mange slet ikke nå til at give sig i kast med bogen, som er yderst uappetitligt sat op. I forvejen skriver Marianne Horsdal næsten uden afsnit – flere steder er der på to hele sider ikke et eneste -, men når man slår bogen op, ser man kun massiv tekst, og mange, der ikke er vakt på forhånd, opgiver hurtigt, fordi der ikke er et eneste pusterum.

Der er ingen billeder, selv om bogen egner sig perfekt til at illustrere med Hverringe og den beskrevne natur. Der er ingen små vignetter eller noget som helst andet for øjnene.

Jer er overbevist om, at bogen ville sælge bedre, hvis man havde ofret de penge, det havde kostet, men det er naturligvis altid forlæggerens beslutning.

’Feudale Fortællinger’ er en anelse misvisende som titel, for det feudale er egentlig kun en baggrund for hovedpersonens liv og handlinger, og i det senere liv er det meget andet end feudalisme, Horsdal oplever og gør oprør mod.

Det er under alle omstændigheder en meget fin bog i et overvældende smukt sprog, der er blændende varieret i sine beskrivelser.

Den får en stor anbefaling med.

Marianne Horsdal: Feudale Fortællinger. 174 sider indbundet. Forlaget Hovedland.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »


En bog for alle aldre

lørdag, 27. marts, 2021

En bog for alle aldre

Finn Wiedemanns nye roman ’De store stjerners tid’ har store fortællekvaliteter og vil blive nydt af såvel nostalgiske ældre som nysgerrige teenagere

 

Wiedemann – de store stjernes tid

 

Finn Wiedemann, der er opvokset i Munkebo og bor i Odense, har efterhånden mange romaner i sin portefølje, og på en eller anden måde trækker de alle på hans livs erfaringer.

Han kan huske alt, hvad han har set, hørt og oplevet, og ’De store stjerners tid’ udspiller sig bortset fra en ramme, der ligger 30 år senere, i 1975. Et år, som alle, der er gamle nok, vil genopleve, så de under læsningen vil gispe af varme – der var varmerekord med 36,4 grader i Holstebro. De vil for ørerne høre Gassernes, undskyld Gasolins, Rabalderstræde. Måske mindes de Roskildefestivalen med navne som Ravi Shankar og Procol Harum (A whiter shade of pale). Fodboldnørder havde forbilleder som Allan Simonsen eller kommentatoren Gunnar Nu-Hansen, og de følger OB, som under træner Richard Møller Nielsen er på vej mod 1. division.

Måske mindes de, at de oplevede et af tidens kultursammenstød. Var man fra et godt, solidt, borgerligt hjem, kunne det være et sødt chok at opleve kollektiver med deres idealer og frie samlivsformer, men sandelig også tilhørende problemer, og det udvidede horisonten.

 

Finn Wiedemann

 

Wiedemanns bog er navngivet efter nogle linjer fra et digt af Hans Hartvig Seedorf, men titlen snyder. Den handler ikke om de store stjerner, men om dagliglivet for teenagere, der er i de sidste skoleår. De skaber deres egen sproglige verden, hvor is er polarpløkker og iglostave, pandekager er stegedej, sodavand farvesaft, øl promillevand, pølser kødfingre etc.

Det var deres sprog, men man genkender også generationens ’På med pilen, Palle’ efter et rædsomt underholdningsprogram på tv, Shubiduas ’Livets pølse er speget, kom lidt syltetøj på’. Drengene studerer pornobladene Ugens Rapport og Express, mens de laver ranglister over de piger, de drømmer om at komme sammen med.

Deres tanker og problemer er imidlertid ikke tidsbundne, men almengyldige. Modningsprocesserne, mens man går fra usikker ung til lidt mere erfaren, men ikke nødvendigvis meget mere sikker, ældre. Den overvældende rolle, sex spiller i det daglige.

Vi oplever den altid eksisterende generationskløft; alle de unge mister efterhånden deres uskyld, og midt i det hele bliver Sømanden dræbt. Han er gift med den frimodige Kærlighedskarrusellen, og bedstevennerne Jan (fortælleren) og Torben leger detektiver i det små. Er Kaptajnen mon morderen?

Bogen er blot ikke en kriminalroman, selv om morderen afslører sig selv 30 år senere. Det er en besættende fin beretning om livet og at leve. Den er skrevet i et dejligt sprog og ikke til at lægge fra sig, når man kommer i gang. Det er, som om man begiver sig ind i et parallelunivers, hvor man er flue på væggen, mens begivenhederne udfolder sig.

Wiedemann har givet afkald på at lægge en højere dramatik over det at skildre hverdagen, som han gør til perfektion. Kan man altså lide at læse en god fortælling og at tage et stimulerende sprogligt bad, er denne bog, forfatterens hidtil mest helstøbte, et must.

Finn Wiedemann: De Store Stjerners Tid. 228 s hf. Forlaget Brændpunkt. Pris i Kerteminde Boghandel kr. 250.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Temperaturen på puberteten

torsdag, 22. november, 2018

Temperaturen på puberteten

Finn Wiedemann er opvokset i Munkebo og har i sit forfatterskab først og fremmest skrevet om de ting, han oplevede i sin ungdom, hvad enten det, som i de første bøger, var selvbiografisk eller det, som i romanen ’Vinterkrigen’, er sat i en fiktiv ramme.

Titlen sigter til, at handlingen udspiller sig i den hårde vinter 1978-79, som dog spiller en begrænset rolle. Mest som baggrund for hovedpersonens glubende appetit på alt, hvad der har med meteorologi at gøre – og som giver den ældre læser et hyggeligt tilbageblik til Lars Christiansen og DRs første trafikredaktion.

Vi følger den 13-årige Lars i et brydningsår, hvor hans mor dør; hans far har en affære; han selv har problemer med at skulle konfirmeres, selv om han ikke tror på Gud – i overensstemmelse med den dobbeltmoral i voksenverdenen, han opdager; han er vildt forelsket i en pige, men har ikke den store tro på sig selv; alligevel er den seksuelle debut umiddelbart forestående.

Finn Wiedemann

 

Endnu engang ’husker’ Finn Wiedemann blændende. Han fortæller i et smukt sprog og i sin vanlige, lavstemte stil levende, om end han endnu engang falder ud af fortællerrollen her og der. Vi ser og hører med en 13-årigs øjne og ører; erfarer, hvad han tænker, og alligevel kan der pludselig fx stå: ’To teenagere i et parcelhus på Erantisvej, som er alene hjemme en forårsaften, og som er ved at lære kærligheden at kende.’

I modsætning til flere af de tidligere bøger er der mere dramatik til at holde læserens interesse fangen, og historien er endog indrammet af en voldsom skudepisode.

Den 229 sider lange bog, udsendt på forlaget Brændpunkt, er inderlig og nostalgisk for mange, men om den taler til den generation, den handler om, gad jeg nok vide. Måske er der for stor forskel på dagligdagen da og nu, måske er de unge meget tidligere modne i dag.

Jeg læste bogen, som er blandt Wiedemanns bedste, så hurtigt, det var muligt.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »


Brostensrock ved signering

tirsdag, 28. november, 2017

Hempler synger Brostensblues ved Ole Vedbys signering fredag

0
277

Ole Vedbys udgave af Brostensblues med Jesper Hempler

 

Når Ole Vedby signerer sin karikaturbog ’Øl, Fisk og Hornmusik’ fredag kl. 13.30 på VisitKerteminde, vil Jesper Hempler synge sin Brostensblues, der er affødt af problemerne med Renæssancehavnens brostensbelægning og den er nok så satirisk

Der bliver masser af satire fredag kl. 13.30 på Turistkontoret på Strandvejen. Ole Vedby, der som karikaturtegner rangerer blandt Danmarks fineste, signerer hæftet med sine bedste tegninger, ’Øl, fisk og hornmusik’, og i den finder man bl.a. Brostensblues – en tegning af Jesper Hempler, der synger en brostensblues.

 

 

Det har han faktisk gjort internt i SF, og det kan ses på et godt gemt Facebookindslag, men nu kommer det helt op til overfladen, for Hempler kaster glans over seancen ved at synge sin Brostensblues.

– Det er nok lidt specielt med en udvalgsformand, der synger stærk satire over et emne, han selv slås med i sin forvaltning, konstaterer han, men samtidig har han lige ved valget fået vælgernes skulderklap i form af et stort personligt stemmetal og genvalg til sin post. Desuden er han en fremragende musiker, der såvel har fået udgivet solosingler som har været forsanger i grupper som Full Moon Fever.

 


Ole Vedby tegner til kjavis.dk (foto: Emil Andresen)

 

Ole Vedbys hæfte koster 80 kr., men netop ved søsætningen på fredag kan den erhverves for kr. 50, og denne pris bliver fastholdt for abonnenter på Kjerteminde Avis, som står bag udgivelsen sammen med forlaget Bureau Ruder 7. Ole Vedby har i øvrigt skænket sine tegninger til avisen med håbet om, at de kan være med til at stabilisere økonomien, og derfor bliver julekalenderen på kjavis.dk en kavalkade af Vedbys karikaturer. Hver dag er der auktion over den tegning, der bringes, og det højeste bud – dog minimum 100 kr. – ved midnat vinder auktionen.

 


Forsiden af heftet med Ole Vedbys karikaturer

Kategori Bognyheder, Generelle nyheder, Musik | Ingen har kommenteret »


1917 – En ny tid

mandag, 25. september, 2017

Da kunsteliten mødtes i Kerteminde i brydningsåret 1917

Mogens Lorentzens ‘Fleuristisk Komposition’ fra 1918 er blandt de værker, der står i gæld til Den Store Sommer.

Alhed og Johannes Larsen var de gavmilde og inspirerende værter for kunstnere af alle slags i sommeren 2017, hvor man under Verdenskrigen skulle finde en ny mening med tilværelsen og kunsten, og hvor en ny kunstnergeneration bl.a. stiftede tidsskriftet Klingen

Det er nærmest utroligt, at det kunne lade sig gøre. Romanforfattere, versskrivere, filosoffer, journalister, billedhuggere, kunstkritikere og malere mødtes på Møllebakken i Kerteminde i ’Den Store Sommer’ 1917 og diskuterede, hvad der skulle blive af det verdensbillede, der var smadret af 1. Verdenskrig.

Få danske kunstnere, om nogen, har været så begunstiget som Johannes Larsen, der smertefrit brød igennem sammen med bl.a. Fritz Syberg, blev en del af ’Fynboerne’ og hurtigt fik høj betaling for sine værker. Så stor var hans indtægt, at han kunne udvide sit kunstnerhjem med et atelier i året, hvor han fyldte 50, lade det indvie med en storartet fest og hele sommeren tilbyde at huse kunstnere, der kom strømmende til fra ind- og udland. Et ’kunstnerhotel’ med gratis kodt og logi!

Hele sommeren udviklede sig som en stor fest, for her kunne kunstnerne udvikle sig; nogle kunne arbejde i lånte atelierer, og her kunne de diskutere, hvilken vej kunsten skulle bevæge sig, uden risiko for at blive kritiseret. Atmosfæren emmede af fordomsfrihed. Politisk tilhørsforhold, religiøse holdninger, økonomisk formåen eller seksuelle tilbøjeligheder spillede ingen rolle. Alle kunne være — og var — med.

Johannes Larsen lod sig kun påvirke lidt af de mange nye ideer, der blev ført til torvs, men han støttede de nye, unge kunstnere varmt og var positiv over for de retninger og ideer, som bl.a. blev bragt til torvs i tidsskriftet Klingen, som på Axel Saltos initiativ blev grundlagt på Møllebakken og eksisterede i tre stormfulde år, før pengene slap op, og det gik ind – på trods af, at de mange bidragydere ikke fik betaling.

Det hele beskrives i ’1917 – en ny tid’, som Østfyns Museer har udgivet samtidig med udstillingen af samme navn, der kører frem til 26. november, og som hermed er anbefalet. Bogen giver et grundigt baggrundsmateriale og en idehistorie for udviklingen fra 1910-25, og på forunderlig vis perspektiverer den også nutidens kunstverden.

Indledningen er i tre afsnit. Efter en kort redegørelse for Johannes Larsen, hans kunst, familie, økonomiske omstændigheder og rammerne på Møllebakken af Erland Porsmose følger en fremragende gennemgang af ’Det feberhede år 1917’ af Kurt Risskov Sørensen og af Christian Kortegaard Madsen en redegørelse for de kunstretninger, der kom til at brydes i den store sommer, deres forfægtere og udviklingen i det danske kunstliv. I virkeligheden får man hele indholdet præsenteret i denne indledning, som kræver mere af sine læsere end de fleste af de glimrende kunstbøger, der fungerer som udvidede kataloger for museets udstillinger.

Efter Madsens forelæsning følger det, man kan kalde de skriftlige illustrationer; kunstnernes egen skildring af, hvad de oplevede på Møllebakken – og mens forelæsninger er vidende og indførende, er disse bidrag poetiske, indfølende og nogle steder næsten chokerende, ikke mindst når den iltre Axel Salto kommer til orde, hvad enten han krigsbegejstret skriver om Bastilledagens parader i Paris eller beskriver sit møde med den unge Picasso . Vi hører, hvordan kunstnerne har diskuteret, nydt naturen og husets ’zoologiske have’ med odder, sælhund, påfugle og alskens andre fugle; har ladet deres kunstsyn krydse klinge – og heraf navnet på tidsskriftet Klingen, der fik så afgørende indflydelse.

Vi hører fra Otto Gelsted, Kurt Jungstedt, Bodil Bech, Sigurd Swane, Poul Uttenreiter m.fl. og får mange eksempler på de værker, der nævnes. Vi hører også om modstanden mod de nye ikke-naturalistiske og næsten desperate kunstretninger, som den gav sig udtryk hos Carl Julius Salomonsen, der kaldte den moderne kunst dysmorphisk som en smitsom sindslidelse.

Et synspunkt, som Johs. V. Jensen var så tæt på at være enig i, at det indbragte ham en røffel fra Johannes Larsen: – Vi vil jo alle sammen gerne have Lov at gaa på Jorden, ogsaa unge Malere. Jeg kan ikke rigtig se hvem du vil ramme. Adr. er utydelig. Dog kan jeg se at du vil blive taget til indtægt af Skidtet og med din Autoritet som Nordens største Skrivende kan Du gøre fortræd for dem, der burde hjælpes.

Bogen er gennemillustreret med alt fra breve og små vignetter til dejlige gengivelser af væsentlige skulpturer og malerier. Et nyt fascinerende, inciterende og fornemt, men også krævende, bogværk, som man skal give sig god tid til at nyde.

’1917 – en ny tid’ er på 172 s hf i solid kvalitet og er redigeret af Christian Kortegaard Madsen og Malene Linell Ipsen efter samarbejde med Erland Porsmose og Kurt Risskov Sørensen. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har det været muligt at holde prisen på 178 kr.

-up

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »