Inger Christensens ’Det’ fra 1969 river på Odense Teaters Odeonscene op i publikums sprog og rytme.
Da Inger Christensens hovedværk ’Det’ udkom i 1969, var digtsamlingen en sensation. Ikke blot solgte den 15.000 eksemplarer, hvor det gængse for en digtsamling var omkring 500, men den skabte også en diskussion om ordet og sprogets udvikling og indflydelse på vores liv.
Fv ses Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Viktor Pascoe Medom. Malene Melsen, Klaus T. Søndergaard og Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)
Sproget sætter os i stand til at kommunikere; det er gennem det, at vi forstår vores verden, men sproget er større end os, og da menneskets sanser og sprogbrug varierer og kan snyde, kan vi aldrig vide os sikre.
Der er sagt og skrevet meget intellektuelt om ’Det’, men det er ingen forudsætning for at få stort udbytte af forestillingen på Odense Teaters scene i Odeon. Her bliver vi fra starten i bælgmørke overvældet af – netop det:
Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større.
Et af problemerne ved at overvære den dramatiserede del af ’Det’ er, at man omgående glider ind i sin mere end 50 år gamle oplevelse af digtene og dermed ikke er sikker på, hvad der ‘mangler’ i forestillingen, hvor Inger Christensen af bearbejder og iscenesætter Esther Lee Wilkinson er blevet kortet ned til 80 minutter. Faktisk mangler der ikke noget, for alle væsentlige temaer er smukt bibeholdt, og man nyder de syv på scenen.
Scenen er en miniudgave af det oprindelige kontinent Pangæa, og den kan alt. Der kommer ting og personer op gennem lemme og huller; en del kan gå løs som en tømmerflåde; der kan bygges med stole og borde, og hele tiden kan man i et jordkloderundt billede på væggen se alt fra oven – næsten hele tiden, for det kan der også leges med.
Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)
Hannah Schneider er blandt dem, der overraskende dukker op fra et hul, og under resten af forestillingen styrer hun musikken fra sit instrument. Sin egen poetiske, ofte med en sang, og en forhåndsindspillet for flere instrumenter, der er underlægning for det, de øvrige siger og gør. Indimellem er det næsten for udramatisk, som når det i digtet Chile fx hedder: ’Så spiller de skak med de små bitte stumper/ af det, der engang var en stor præsident’. Man hører Pia Raugs musik for sine ører.
Inger Christensens tekst rækker fra det yderste himmelrum til de mindste småting i livet. Skuespillerne er blændende. Når de beskæftiger sig med det samfund, der tilsyneladende ikke kan brydes op og gøres blødt:
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
Eller vi bevæger os i det nære
I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL (foto: Emilia Therese)
I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL
I 80 minutter sidder alle fanget af sprogets rytme og magt, som det i Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi giver tryghed, angst, genkendelse mm., af Benjamin Kitter, Viktor Pascoe Medom, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Malene Melsen, Louise Davidsen og Hannah Schneider.
Er man det mindste interesseret i sprog, rytmik, tilværelsens problemer og alle de andre ting, som Inger Christensen fermt har lagt ind i ’Det’, skal man en tur i Odeon senest 2. december. Forhærdede tidselgemytter, der ikke ejer evnen til at åbne sig, kan blive væk.
’Hannah Arendt – at se i mørke’ på Odense Teaters Værkstedsscene er såvel dramatisk som tidløst tankevækkende. Rhea Lemon har begået en genistreg med sit manuskript
Benjamin Kitter og Ina Miriam Rosenbaum (foto: Emilia Therese)
Kan filosofi fremstilles, så den såvel bliver dramatisk som tankevækkende? I biograferne oplever man det for tiden i ’Oppenheim’. På teater kan man på Odense Teaters Værkstedsscene nyde ’Hannah Arendt – at se i mørke’ og opleve at få åndenød over begivenhederne på scenen samtidig med, at man bagefter har sindslige oplevelser med på livstid.
Hannah Arendt var et af verdens klogeste mennesker. Hun tog udgangspunkt i, at hun var jøde, ’og når en jøde bliver angrebet, må han/hun svare som en jøde’; men hun var samtidig så klog, at hun ikke bare forsvarede alle jøders handlinger, og hun kæmpede hele livet for at forstå holocaust – hvordan kan helt almindelige mennesker pludselig være med til at slå en hele race ihjel?
Thea Lemons dramatisering af dele af Hannah Arendts liv er fremragende, en lille genistreg. Hun har haft en hård opgave, for Arendts liv var fuldt af begivenheder og stridigheder, som kunne have været med i forestillingen på en eller anden måde. Tænk blot på, at Arendt har inspireret til langt over 1000 bøger; at der er lavet flere film om hende og det, hendes synspunkter inspirerede til; at der siden 2017 er udgivet et tidsskrift, der udelukkende beskæftiger sig med hende og hendes tankegods, og at hun blev ildeset blandt de fleste jøder pga. sine kompromisløse synspunkter.
Hun levede 1906-75 og var derfor en meget aktiv debattør og forfatter, da nazisterne kom til magten i Tyskland. Hun havde allerede skrevet væsentlige bøger om moral og stod i forhold til den meget ældre filosof Martin Heidegger. Nu blev hun chokeret over nazisternes synspunkter og fremfærd, skrev åbent om det og blev derfor anholdt i 1933.
Teaterstykket har en spinkel ramme i, at hun kommer til København for at få overrakt Sonningprisen i 1975, men fortiden jager hende uafladelig, og første del af hendes mareridt handler om arrestation og forhør i 1933. Hun havde været fængslet en uge, før hun slap fri takket være en ung officer, som formentlig blev overvældet af hendes tanker og talegaver. Sådan fremstilles det også i stykket.
Hun flygtede til Paris via Tjekkoslovakiet og Schweiz og blev i Frankrig leder af en organisation, der bragte jøder i sikkerhed fra Tyskland – en kvindelig Pimpernel Smith (har man ikke set denne film med Leslie Howard, kan man stadig købe den).
Ved oprettelsen af Israel i Palæstina kommenterede hun, at de allierede nok skulle vinde krigen i Palæstina, men at Israel ville få en fjende for altid – og spørg nu bare, om det var profetisk. Stykket beskæftiger sig ikke med, at Israel uforklarligt næsten altid har behandlet palæstinenserne næsten, så de ikke har haft en fremtid, men det er en anden sag, der egentlig intet har med jødedommen at gøre.
Da nazisterne overtog Frankrig, blev hun og hendes mor interneret under nedværdigende forhold. Overrumplende var det som i teaterstykket det kaos, der opstod, der gjorde det muligt at stjæle de papirer, der betød løsladelse.
Derefter flygtede de til Montauban, hvis borgmester skjulte folk på flugt og skaffede dem ny legitimation. Det lykkedes mirakuløst at undslippe til USA via Portugal. Her lærte hun sproget ved i to måneder at opholde sig hos en amerikansk familie. Hun kom hurtigt i gang med at skrive igen. I første omgang blev hendes tekster oversat fra tysk, men siden kunne hun også skrive på engelsk.
Hun dækkede i 1961 processen mod Adolf Eichmann for The New Yorker, og da hun inddrog perspektiver om ikke mindst de rettigheder, en anklaget altid har, blev det kontroversielt. Ikke mindst, da hun fulgte op med bogen om ’Eichmann i Jerusalem’
Det fører til Forestillingens lykkeligste greb. Anklageren i Jerusalem tager fat om Arendt, og pludselig er det mere hende end Eichmann, der er på anklagebænken i en voldsom scene.
Klaus T Søndergaard og Ina Rosenbaum (foto: Emilia Therese)
Den kæderygende Arendt fremstilles blændende af Ina Miriam Rosenbaum. Hendes mand Heinrich Blücher – i øvrigt den anden, den første optræder slet ikke – af Benjamin Kitter, der også kan hoppe ud af denne rolle og være Gestapo-officer. Den tredje på scenen er Klaus T. Søndergaard, der på forskellig måde er hendes djævelens advokat, til han til slut er Eichmann.
Trioen kan ikke være bedre i Anna Zacho Søgaards instruktion, en vel gennemtænkt scenografi af Lisbeth Burian, med musik af August Rosenbaum og koreografi af Alma Toaspern.
’Arendt – at se i mørke’ spiller frem til 10. oktober, afbrudt af et kort gæstespil i København. Alle bør opleve det, men har du ikke billet endnu, haster det med at blive skrevet op til afsagte billetter, for hver eneste i hele perioden er solgt, og i vore dage har skuespillere ikke tid til ekstra forestillinger.
Mange højdepunkter, flot bundniveau og en bemærkelsesværdig revydebut til Karen-Marie Lillelund
I 2022 blev Nykøbing F Revyen kåret som Danmarks bedste, og den titel kan de såmænd godt få igen i 2023, selv om Cirkusrevyen er favorit.
Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)
Niveauet er i hvert fald tårnhøjt igen med masser af højdepunkter, såvel i humor som eftertænksomhed og musikalitet, og de lokale indslag er så fine, at det ikke føles som et handikap at komme ude fra.
Revyen byder på en debutant, som mange på forhånd mente kunne være et fejlgreb, i form af den tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund, men glem alt om det. Hun er fremragende og kan bære solonumre suverænt, fx i ’Jobskifte’, hvor hun selv har leveret såvel musik og tekst. Hendes problem er, at krænkelseskulturen gør det umuligt at være bakkesangerinde, så i et fantastisk kostume, kreeret af Henrik Børgesen, har hun taget nyt job som insekthotel. Ideen minder en om et gammelt nummer med Lisbeth Kjærulff, der får job som sirene på en udrykningsbil!
Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)
Kjærulff har i øvrigt altid været blandt mine favoritter og levede op til det i det gennemmusikalske ’Jeg synger LIVE’, hvor hun elegant hudfletter play back-kunstnere på en måde, der minder om Thomas Ejes ’New York, New York’. Numre, der kræver fuldstændig beherskelse af sang og rytmik.
Lillelunds kostume er blandt dem, der dementerer åbningsnummeret ’Der skal ikke mangle noget’. Det koketterer med tidens besparelser, men som Danmarks krise er afblæst, klarede Nykøbing F Revyen at afblæse sin helt umiddelbart.
De fine numre står i kø i hukommelsen, når man går fra revyen. Stille og mere lune i første afdeling, af absolut topklasse efter pausen. I første afdeling finder man en svingom mellem Lizette Risgaard og Jon Stephensen, Bente Eskesen og Rasmus Krogsgaard. En fin ide med pointen ’Hvor blev det af, det lille hyggeovergreb’. Bare begrebet hyggeovergreb er et kup fra tekstskriverne Vase & Fuglsang.
Det er pudsigt, som IRMAs død har skabt tekster i hele revyverdenen, men Rasmus Krogsgaards egen ’The Blues’ er blandt de bedste. Krogsgaard er som sædvanlig på toppen, uanset om han beskæftiger sig med den ord-ekvilibristiske rabarberBarbara, eller han er manden, der uventet rammes af stress.
Troels Mallings Thøger er denne gang på venteliste for adskillige sygdomme, der udpensler problemer med sekreter, så det vender sig i publikum – aftenens gys.
Aftenens nostalgi står kapelmester og revydirektør Mickey Pless for, når han mindes Dario Campeotto så smukt, at ikke et øje er tørt.
M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)
I et sjovt, men en anelse langt, nummer sættes tidens M-musicals, dvs. Matador og (dronning) Margrethe sammen.
Begge afdelinger har deres musikfinaler. Bedst er ideen i første afdelings ’Når du får et hekseskud’, som i anledning af 100-året for Walt Disney viser, at måske er tegneseriefigurer normalt tidløse, men det er ikke rigtigt bag kulisserne. De tre små grise er blevet ældgamle, Kokken i ’Lady og Vaganbonden’ er blevet blind, Snehvide er dement og kan ikke huske, hvor mange dværge, der var, og Klokkeblomst er ikke længere nogen lille, elegant alf. Det er meget, meget morsomt.
Anden afdelings finale er mere traditionel i et potpourri over Bamses sange, igen med stor musikalitet og elegante overgange.
Nykøbing F Revyen klarede med andre ord året derpå til UG (for de, der husker langt tilbage, og 12, og vi skal huske at rose instruktør Michael Castenholt og scenograf Lars Rødholt.
… og så afventer vi, om ikke alle gode gange igen er tre!
Hvor glad man skal være for, at Trio con Brio (Soo Jin Hong, Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær) står for den kunstneriske ledelse af den årlige kammermusikfestival i Anexet på Lundsgaard, blev demonstreret til fulde i åbningskoncerten, som i øvrigt bliver sendt på DR P2 i aften kl. 19.20.
Trio con Brio (foto: Birgit Tengberg)
Ikke blot spiller Trio con Brio selv blændende, men de har også lavet et tema for hele festivalen, ‘Jord’. Det skal forstås i bredeste forstand. Hvad kan jord inspirere til, nåede i den første koncert helt ud i verdensrummet.
Desuden har de valgt såvel unge kunstnere på vej som etablerede navne, og musikken er ikke mindst eksempler på kendte komponisters ungdomsværker.
Det gjaldt først Dmitri Sjostakovitjs Klavertrio nr. 1, ‘Poème’, der blev skrevet, da komponisten bare var 17 år og før, han hele tiden skulle tækkes det stalinistiske styre. Det blev skrevet til hans ungdomskærlighed og indeholder derfor såvel dyb intensitet som voldsomme følelsesudbrud. Det var Sjostakovitjs opus 4 og dugfriskt. Trio con Brio spillede selv og fik bagefter aftenens største bifald, ikke mindst som en anerkendelse af arbejdet med den kunstneriske ledelse.
Den polske komponist Witold Lutoslawski står bag ‘Subito’, som var et bestillingsværk til en violinkonkurrence i Indianapolis. Derfor skulle værket, der er for violin og klaver, rumme alle facetter; fra intense følelser til rent virtuose passager i voldsomt tempo og med usædvanlige toneforløb. Det er ikke den oprindelige tanke, men musikken virkede i tilknytning til ‘jord’ som en illustration af vejrets voldsomme modsætninger pga. klimaforandringerne. Værket blev smukt forløst af to unge, Adam Koch på violin og Elias Holm på klaver.
Andrej Bjelov, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong (foto: Birgit Tengberg)
Dobrinka Tabakova er bulgarsk og har bl.a. vundet en Lutoslawski-kompositionskonkurrence. Hun har virket i mange funktioner, bl.a. som huskomponist i Ütrechts kammermusikfestival. Her spillede Andrej Bielow, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong hendes strygetrio ‘Insight’, der er skrevet for at demonstrere visualisering af lyd, og som undervejs byder på imitation af andre instrumenter som harmonika og messingblæsere.
Før pausen spillede pianisten Elisabeth Leonskaja, ifølge den elegant sammenkædende Esben Tange frisk fra en badetur i Storebælt, Dmitri Smirnovs ‘The Music of the Spheres’ med afdelingerne Cirkler, Hjul og Sfærernes Musik. Forskellen på cirkler og hjul viste sig at være, at cirkler ligger stille, mens hjul er i voldsom fart, hvorefter man kom tilbage i de stille sfærer. Spillet var følsomt og uendelig præcist i de passager, hvor hver node skal spilles hårfint korrekt for at opnå den fulde virkning.
Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)
Efter en pause kom man til et af Arnold Schönbergs ungdomsværker, faktisk blot hans opus 4, Verklärte Nacht. Han var kun 25, da han skrev det, så det er skrevet i en klassisk stil fra før, han skabte tolvtonemusikken. Det er kaldt for ‘Wagner i kammermusikdragt’ og virker i passager overvældende, men ikke som et overvældende spændende ungdomsværk.
Det blev spillet lydefrit af Modigliani Kvartetten, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong, men har slet ikke de kvaliteter, Schönberg senere viste.
Hele koncerten kan som allerede nævnt høres på DR P2 i aften kl. 19.20, men da sidder et stort publikum utvivlsomt på Anexet til koncerten om ‘Elementerne’. Festivalen gør fredag kl. 22 en afstikker til Kerteminde Kirke, hvor koncerten ‘Idyll’ har værker af Respighi, Puccini, Bent Sørensen, Glazunov og Rachmaninov.
Der er foredrag og musik på samlebånd frem til slutkoncerten, ‘An die Natur’, søndag eftermiddag.
Gode stemmer, dejlig musik, godt skuespil og dygtigt ensemble i voldspillernes Cabaret, der har enkelte små problemer
Cabaret er en forestilling, der findes i op mod et dusin forskellige udgaver. De fleste er musicals, den mest kendte en filmversion mod Liza Minelli i rollen som Sally Bowles og Joel Grey som en uforglemmelig entertainer.
Benjamin Holmstrøm Nielsen som entertaineren
Når de fleste tilskuere sidder med filmen i baghovedet, får de en overraskelse. Sally Bowles, fremragende fremstillet af Louise Dencker Rasmussen, har færre sange end i filmen, hvor man valgte at give Minelli fx de markante sange ’Mein Herr’ og ’Maybe This Time’, som ikke er med her; og manden med skurkerollen i forestillingen, Ernst Ludwig, spillet tilpas slibrigt af Voldspils-debutanten Lasse Rasch, var slet ikke med i filmen.
Forfatteren Cliff Bradshaw, også fint spillet af Mikael Korsgaard Larsen, får en større rolle. Hele forestillingen indledes med, at han er på vej til Tyskland i tog for at få inspiration til at skrive en roman. Da den afsluttes med, at han er på vej ud af Tyskland, og hvad paskontrollen gør ved de rejsende, får den karakter af en rammefortælling i stedet for at dreje sig om Sally Bowles.
Louise Dencker Rasmussen som Sally Bowles
Nyoversættelse
Instruktøren Jesper Dupont har nyoversat Cabaret og har valgt det, han ville, fra de forskellige versioner. På mange måder er det sprogligt vellykket, men når han lader den totalt upolitiske entertainer synge ungnazisternes sang, da den optræder første gang, føler jeg det helt forkert. Det er rigtigere, at det senere kan få hele natklubben Kit-Kat til at synge med.
Handlingen
Handlingen har to spor. Mødet og samlivet mellem Bradshaw og Bowles samt forelskelsen mellem Fräulein Schneider, der ejer det pensionat, de bor i, og grønthandleren Herr Schultz, der uheldigvis er jøde. Derfor bliver han for farlig at gifte sig med for Fräulein Schneider, selv om han ifølge sig selv jo er lige så meget tysker som nazisterne og mener, at alt vil ordne sig.
Vores viden om, at det gør det ikke, er noget af det, der gør forestillingen alt for aktuel. Vi kan bare gribe i egen barm og se, hvor mange i Danmark, der ikke vil finde sig i personer, der kommer ude fra.
Så forestillingen har alvorlige temaer. Også, om den engelske sangerinde Sally skal følge med den amerikanske forfatter, som hun skal have et barn med. Hun slutter, at hun kun dur til at være sanger i Kit-Kat Klub, får en abort og bliver.
Glimrende spil
Scenografien af Camilla Bjørnvad er perfekt og får scenen til at illudere en depraveret berlinsk natklub, hvor mennesker af alle seksuelle orienteringer færdes. Danserne – af begge køn – har farvestrålende kostumer, designet af Michael Nøhr. Dejligt forskellige, så vi ved, at vi er i en andenrangs natklub.
Danserne i deres farvestrålende kostumer
Dansetrinene er i opfindsomme hænder hos Peter Friis og Anete Lotus Jensen. Man kunne ønske, at der var flere af de festlige ensemblescener, men dem er der ikke rigtigt plads til i Cabaret.
Sangerne har været i kapable hænder hos Johnny Jørgensen.
For lang førsteakt
Forestillingen mangler balance. Også, selv om det ikke regner under første akt, er den alt for lang. Når man ikke sidder i bekvemme lænestole, må den ikke være meget over en time, men den var på mindst 6-7 kvarter.
Der var et sted, hvor jeg tænkte, at her er et oplagt sted at holde pause, og det kunne man overveje, for der var mange, der syntes, at der var langt til åndehullet.
Valg af forestilling
Der har været talt om et let svigtende forsalg pga. valget af en forestilling med kant, og her skal man nok overveje, hvilket publikum man spiller for. Cabaret henvender sig ikke til den traditionelle voldspilsgænger, der vil have store ensembler, smægtende sang og en lykkelig afslutning. Derfor skal man være klar over, at man i år taler til et andet publikum og sørge for at få kontakt til det.
Cabaret er endnu en flot forestilling på Nyborg Vold, og jeg håber meget, at den sælger de nødvendige billetter, og det bliver i nogen udstrækning til et andet publikum – men har du tradition for at tage på Volden hvert år, skal du ikke lade dig afskrække.
Femte og sjette bind i Allan Erik Mortensens krimiserie ’Hængedynd’ handler om mishandling af børn på flere forskellige måder
Bind 5 og 6 i Allan Erik Mortensens ‘Hængedynd’-serie
Allan Erik Mortensen kan ikke fordrage mennesker, der gør skade på børn, hvad enten de anbringer dem på umenneskelige børnehjem eller de myrder dem.
I femte bind af serien ’Hængedynd’, ’Små øjne kan også huske’, kommer vi vidt omkring med inspiration i den østrigske Natacha Kampusch, der levede hele sin ungdom i en skjult kælder, samt i Stockholm-syndromet om forholdet mellem kidnappere og kidnappede.
Liget af en pige, der har været forsvundet i mere end en snes år, bliver fundet i skoven. Det viser sig, at to andre piger også er forsvundet, og det er længe siden, dvs. en del år, før Jon Harding kom til Gæringe.
Avancement
I løbet af efterforskningen bliver Jon presset til at være med i sager, der ligger uden for det område, politistationen i Gæringe tager sig af. Han bliver konsulent i sager med personfarlig kriminalitet, og det tager han modstræbende imod.
Igen går det over stok og sten med et lokalt parallelspor, hvor unge mennesker brænder biler af og endog forsøger et brandattentat mod Amanda og Jons hus.
Begge sager bliver løst efter dramatiske omstændigheder af mange slags, og under vejs får vi mange af forfatterens synspunkter i farten. Han tror ikke på Gud, men på retfærdighed, han er ikke meget for forstokkede personer på den yderste højrefløj, men har stor respekt for mennesker med livsvisdom og empati. Han argumenterer overbevisende for begge synspunkter.
Den landsdækkende seriemorder
Seriemordere opererer normalt på et afgrænset område, men i ’De Redeløse’, bind 6 i ’Hængedynd’-serien, er det ene mord begået på Bornholm.
Sporene fører dog til Nordjylland, og som led i sit nye konsulentjob havner Jon Harding hos Klidsted politi.
Børnehjemmet Galstrupsminde har ikke været et godt sted at være for børn. Det er lukket en del år tidligere, men har mange dystre hemmeligheder, som Jon må grave sig ned i.
Det viser sig hurtigt, at mange i det nordjyske samfund ikke kan lide fremmede, og at det er vanskeligt at finde ud af, hvem der er til at stole på. Der venter som sædvanlig et chok og en voldsom konfrontation netop, som det hele allerede synes at være ovre.
Sjette bind er nok spændende, men føles lidt svagere end de øvrige. Årsagen er klar nok. Vi føler os hjemme i området omkring Gæringe med dets geografi, persongalleri og underfundigheder, mens området omkring Klidsted har langt fra samme charme; desuden er det lutter fremmede politifolk, Jon skal arbejde sammen med, ikke Viggo eller Fabian, Vistinge m.fl. og dem savner vi.
Det fortæller mere end noget andet, hvor fint Mortensen har fået os til at elske et område – næsten, som vi holder af Midsomer, hvor Barnaby fører sig frem.
Heldigvis sker det første mord i syvende bind i Kalundborg, så vi kan glæde os til at være tilbage igen.
Og så er det rart at have lækkert indbundne bøger i hænderne.
Erik Allan Mortensen: Små øjne kan også huske (385 s); samt De Redeløse (368 s), bind 5 og 6 i serien Hængedynd. Begge bøger smukt indbundne. Forlaget Falco.
Ensemblet med Kristian Holm Joensen bagest. Forrest fv Frede Gulbrandsen, Rikke Bilde, Anette Støvelbæk, Katrine Skjoldelev og Henrik Silver (foto: Svend Novrup)
Instruktøren Frede Gulbandsen, som bl.a. instruerede Kertemindes revy i 2016, hvor den var Danmarks bedste, står for et nyt mesterværk. Her er stilen fra start uprætentiøs med et flygel, trakteret fint af Henrik Silver, i stedet for et seksmands orkester i en tidløs, sydlandsk varmeinspireret kulisse af Katrine Skjoldelev, der også er koreograf, sangerinde og oplæser. Det sidste i oplæsningen af en bog om, hvordan man skal vælge og behandle sin hund. Hun erstatter ’hund’ med ’mand’, og det er tankevækkende, hvor godt den stadig passer. Sluttelig konstaterer hun, at da man kommer til at leve mange år med den, man vælger, er det vigtigt at prøve sig grundigt frem først!
Frede Gulbrandsen fortæller
Gi’ til de rige! Gulbrandsen havde i skolen en meget dygtig lærer, der på en fantastisk måde fik fortalt sine elever, hvor heldige de var ved at være født i et i-land i stedet for et u-land. Den historie skal du selv nyde, men den fører direkte over i finalen på første akt: ’Gi’ en hånd til de rige’, skrevet af Jantzen og Aagaard.
De rige har så store problemer og bliver ustandselig misforstået og mishandlet, så ned med topskatten, giv dem større fradrag og kæmpestore bonusser. Det er hjerteskærende at høre, hvor vigtigt det må være for os alle sammen at gøre de rige rigere, ovenikøbet på bedste sanglige vis.
Mettes nye arbejde Rikke Bilde er et fint ensembles nr. 1. Hun synger skønt, ikke mindst demonstreret i hendes egen ’Alle mine mænd’, hvor man skal holde ørerne stive for at få ironien med. Desuden har hun en herlig diktion og er tæt på at være en klon af Mette Frederiksen, der skal have nyt arbejde.
Rikke Bilde (foto: Svend Novrup)
Ikke generalsekretær i NATO. Nej, hun sigter højere: Hun vil være Dronning af Danmark. Man kan ikke have, at den næste dronning bliver en tilfældig indvandrer, der har fået dansk statsborgerskab alt for let.
Her træder Mary ind i Anette Støvelbæks skikkelse, og da Frederiksen ikke vil give sig, får hun tæsk som af en tasmansk djævel. Det udvikler sig til en bitter bitchfight – hvem ville have troet, at nogen ville have vovet det?
Revyen har en masse sex samt underernærede, der ikke får sex, så Kristian Holm Joensens mand skriver sex på indkøbslisten i Brugsen, og Støvelbæk som psykolog forsøger at forføre sin sagesløse klient, der flygter, mens psykologen fastslår, at man kan jo ikke redde alle.
Der er en ganske stor bodycount i revyen. Fx dør Irmapigen for eget reb til veloplagt rytmisk sang; og Støvelbæk giver som gift med en mishandler ham en tur i kompostkværnen – så står blomsterne meget bedre; for ikke at tale om ’Rotte-Lotte’, der kan få alt til at forsvinde ’Puf!’ i en i øvrigt lidt uinteressant tekst.
Revyen har en passende lokal vinkel på en del numre, bl.a. ’Hist, hvor vejen slår en bugt’, der fortæller, hvordan hele sommerlandet bliver fyldt op af hæslige affaldsspande, som man ikke kan finde ud af at sortere i. Det problem er ved at blive landsdækkende. En fin tekst af Katrine Skjoldelev.
Støvelbæk har et fint lille nummer af Niels Ellegaard om de stadig flere kasser, man forsøger at putte os alle i, og som burde erstattes af en enkelt, på hvilken der står ’menneske’.
Der er en del hurtig situationskomik og et herligt sprogligt ping-pong nummer på ’did you do that’ med hundrede variationer i smukkeste stakomyti og jazzrytmer. Virkelig hæsblæsende.
Ikke alle numre er lige gode, men bundniveauet er ikke irriterende, og revyen har en overflod af dejlige numre – vi når ikke igennem alle her. Vi kan bare konstatere, at Odsherred Sommerrevy er blandt dem, man ikke bør gå glip af – og så kan man i øvrigt få en udmærket lille ret først, med kød eller vegansk.
Odsherred Sommerrevy – Vi sejler på bølgen. Odsherred Teater. Spilles sidste gang 14. juli.
Der er gode numre, dejlige skuespillere og fint musikalsk niveau i Svendborg Sommerrevy Rottefælden, men bundniveauet er for dårligt, og der er for meget genbrug
Ensemblet fv kapelmester Jens Krøyer, Christine Astrid, Jan Schou, Rikke Buch Bendtsen, Tommy Kenter og Mikkel Schrøder (foto: Svendborgrevyen)
Rottefælderevyen, som er flyttet ind i det smukke Svendborg Teater, lægger lovende ud. Vi ved, at vi altid ønskes humørfyldt velkommen, og at der derefter vil følge en hurtig omgang ’Året, der gak’. Jeg hører til dem, der ikke synes, at det er for forudsigeligt – jeg glæder mig hver gang, og det går over stik og sten. Med Sam Sam, som måske en dag vil blive løsladt, med Prins Joachim og manglende prinsetitler, med Pernille Vermund, der først smadrer sit parti og derefter er tilbage igen, med Charles og Camilla og en l-a-n-g kroning (den var meget længere, da Elizabeth blev kronet, men det kan de færreste huske), etc.
Derefter følger imidlertid det første genbrugsnummer ’På Date’, og gad vide, om ikke der er så mange revyrejsende rundt i landet, er det er irriterende at kende pointerne – og det gælder desværre en del numre, ligesom nogle er inspireret af tidligere numre. Hvis man først bruger numre i Aarhusrevyen og derefter genbruger dem i Svendborg – hvilken revy lægger man så størst vægt på?
Så kommer det virkeligt ærgerlige. Når man nu har elsket Tommy Kenter igennem hans 50 år på scenen, er det ærgerligt, at hver gang han dukker op her, går forestillingen i stå, og vitserne er dem fra for 50 år siden. Han er bedst i sin parodi på Johnny Madsen, men det er for lidt – og man forstår ham, når det telefonopkald, han er mest bange for, vil komme fra Mikael Bertelsen om at optræde i ’Det sidste ord’!
De bedste numre Lad os se på de numre, der trods alt gør det værd at tage til Svendborg igen i år. Rikke Buch Bendtsen giver flere eksempler på sin fantastiske sangstemme. I Rasmus Krogsgaards tankevækkende ’Økonomiske følelser’ med en sjov pointe, og når hun i country og western-stil synger om at gøre Svendborg Great Again – men gad vide, om københavnerne fra Djævleøen er helt vilde med sammenligningen med flygtninge og immigranter.
Bendtsen og Christine Astrid klæder hinanden umådelig godt i mange sammenhænge, fx i den lidt tynde ’Magi i luften’, hvor de viser, hvad de egentlig kan med deres kropssprog.
En god ide er ’Det starter ens’ af Sune Gylling Æbelø, hvor pointen er den kendte, at alle fødes ens, men at omgivelserne derefter bestemmer, hvor forskelligt det videre liv bliver. Slutpointen, at vi alle får den samme død, er jeg ikke helt enig i. Om ikke andet af den grund, at de, der er vokset op i de bedste kår, dør en halv snes år senere end dem fra de fattige kår – og oftest i bedre stand.
Første akts bedste nummer er Leif Maiboms ’Den nye livline’, hvor Jan Schou er rørende som pensionisten, der er glad for sin mobiltelefon, selv om den ringer alt for lidt – men han elsker telefonsælgere og sin søns lommeopkald – de rigtige er der længere imellem.
Anden akt indledes med en støttekoncert for Irma som påskud til en række parodier, og de er sjove og udmærkede, selv om vi ikke har haft Irma på Fyn.
En fin ide af Christine Astrid er at lade Jon Stephensen og Lizette Risgaard deltage i Vild med Dans, for her er der ingen grænser for, hvad man erotisk må gøre ved sin partner. De starter med hver sin, men her kommer en fin pointe, når de går videre sammen!
Jan Schous årlige Dronning Margrethe-nummer – fint i år – er lige så obligatorisk, som jeg nok synes, at hans Henning-figur godt må forsvinde i glemselen, og et lille fint musikalsk nummer, som så mange af de øvrige med musik af kapelmester Jens Krøyer, er Mikkel Schrøders hyldest til samtlige årstider som ’den bedste’.
Som fodnote kan indskydes, at revyplatten, man kan indtage før forestillingen, nok er mange års bedste.
Hvor mange Amandaer skal revyen have? Det ligger et sted mellem tre og fire, så lad os velvilligt give den ….
Svendborg Sommerrevy Rottefælden med Christine Astrid, Rikke Buch Bendtsen. Tommy Kenter, Jan Schou og Mikkel Schrøder. Kapelmester: Jens Krøyer. Instruktion: Christine Astrid og Mikkel Schrøder. Instruktørassistent: Anne Herdorf. Koreografi: Christine Astrid. Scenografi: Jens Aas. Spiller frem til lørdag d. 12. august.
‘Arvingen’ er den hidtil mest velstøbte bog i Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie
I fjerde bind af den hyperflittige krimiforfatter Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie er alt faldet på plads. Personerne har fået deres skarpe konturer, og antydningen af, at selvtægt skulle være i orden, er væk. Nu laver landbetjenten Jon Harding kun de brud på reglementerne, som alle andre krimihelte slipper af sted med, og det klæder bogen.
I tredje bind blev konflikten mellem Harding og familien Flint lagt parat, og i ’Arvingen’ bryder den ud i lys lue. Hvad der fra starten syntes at være en sag om tyveri af kunst fra kirker, viser sig at stikke betydeligt dybere og involvere gamle, uopklarede mordgåder. Dermed bliver det også farligere at blande sig, og der er en del slagsmål og ildkampe involveret. Mindre farligt er det, at nogle hestetyverier opklares, men det lægger til de menneskelige egenskaber, vi roser Harding for at have.
Vi får forklaringen på, at Hardings kollega Viggo har et så stærkt tag i balladefamilien Bro, og vi oplever problemet ved at være lokal landbetjent og helst ville afsløre global kriminalitet.
Allan Erik Mortensen
Jeg læste bogens 383 sider i løbet af ledige stunder på et enkelt døgn, og så kan man ikke give en bog en større anbefaling. Skulle der en enkelt indvending, må det være, at selv om Amandas navn betyder ’som bør elskes’, er det lige i overkanten, at hun og Jon ikke kan se hinanden uden at skulle elske – om der er en hel nat eller bare to minutter til rådighed.
Hængedyndserien, hvis værker er smukt indbundet med karakteristiske omslagsbilleder af Natja Koldby Sørensen, omfatter allerede ti bind, og jeg glæder mig til det næste, som ovenikøbet kun vil tage mig halvvejs.
Allan Erik Mortensen: Arvingen. 383 s indbundet. Forlaget Falco. Kan fås som lydbog.
Ti kvindelige messingblæsere i Women of brass stod for en storslået oplevelse i Anexet, hvor deres koncert var godt besøgt og måske rokkede ved nogle fordomme.
Der er forhåbentlig ikke mange tilbage, der ikke anerkender, at kvinder kan kan være lige så dygtige på messingblæsere som mænd, men i miljøet er denne erkendelse ikke slået helt igennem endnu. Derfor var dannelse af Women of Brass i 2022 vigtig.
Women of Brass (foto: Emil Andresen)
Ti professionelle kvindelige messingblæsere slog sig sammen – ikke for at udelukke mænd, men for at bevise noget om kvinder. Dirigenten Michelle Rakers har en stor karriere, der bl.a. omfatter, at hun dirigerede ’Præsidentens eget’ marineorkester ved koncerter i Det Hvide Hus, efter at hun blev assistant director og orkestrets første kvindelige dirigent.
De ti musikere repræsenterer flere nationer. Bl.a. er Camilla Simensen fra Trondheim, så et af koncertens numre var en bearbejdelse af Edvard Griegs ’Våren’.
Aftenens program involverede komponister fra seks nationer, startende med ’Grip it and rip it’, et humoristisk værk af Madeleine A. Lee, der levede helt op til, at det – også – er en golfvending for spillere, der slår usædvanlig hårdt og langt.
Sofie Brems, der er blandt initiativtagerne til orkestret og indsamlingen af penge fra mange fonde, der har kunnet se meningen i foretagendet, havde arrangeret Cécile Chaminade: Valse Carnevalesque, og første afdeling afrundedes med et af de få værker, der faktisk er skrevet for ti messingblæsere, ’Brass Symphony’ af hollandske Jan Koetsier, der komponerede i mange genrer og skrev denne dectet som 78-årig i 1979. Det er siden blevet et af de mest opførte brass band-værker.
Intet under. Det er frisk og fuldt af originale og humoristiske vendinger. Man får lyst til at tage til Jan Kotsier stiftelsens biannuale konkurrence.
Efter pausen blev der åbnet med ’Gershwin!’, et arrangement af en række af ‘jazzklassikeren’s værker:’ Rhapsody in Blue’, ’An American in Paris’ og operaen ‘Porgy & Bess’, den første med lutter farvede sangere. Skøn, rytmisk musik, som bød på aftenens eneste lillebitte frustration. Just, som man tror, at nu skal vi høre bandet spille charleston (An American in Paris), skiftes der til ’Summer time’ fra Porgy & Bess, og det er jo en helt anden sag.
De to afsluttende numre var specielt fine for Fyn. Astor Piazzolla har været spillet en del i Odense, bl.a. med opførelse af tangooperaen ’Maria fra Buenos Aires’, der her var grundlaget for en suite. Piazzollas hovedinstrument var bandoneonen, et sydamerikansk harmonikalignende instrument, men her oplevede vi, at blæserne har det lige så godt med hans tangoer.
Et pænt stort publikum nød koncerten (foto: Emil Andresen)
Det originale programs sidste nummer var Jacob Gades ’Tango Jalousie’, der har mange facetter. De ti kvinder valgte at satse på de humoristiske kvaliteter og stort set fjernet jalousien. Det gjorde ikke noget. Det var en festlig afslutning, og til overflod fik man som ekstranummer en fin hyldest til stjerneblomsten borage.
Det er ikke billigt at hente ti musikere ud af deres daglige orkestre, rejse og give koncerter, så stor ros til de ti forskellige fonde, der har støttet projektet, bl.a. den fynske Albani Fonden.
Selv om der var et pænt stort publikum, imellem hvilke man kunne notere dig den første kvindelige musiker i et dansk militærorkester, Inger Haaning, må der være mange, der nu fortryder, at de ikke oplevede Women of Brass. Det kan de råde bod på 23. november i Vor Frue Kirke i Svendborg eller 24. november i Kristkirken, Kolding.
Women of Brass. Dirigent Michelle Rakers. Musikere: Sofie Brems Sørensen (trompet og piccolotrompet), Camilla Simensen (trompet), Judy Elisa Hunskjær Olsen og Sidsel Lund (begge trompet og flugelhorn). Susanne Skov (horn). Bettina Ejlerts Jensen og Mette Krüger (begge basun), Ingerid Annette Saxe (basbasun), Barbara Vestfalen Laursen (euphonium). Pernilla Nilsson Brown (tuba).
