Siden 1904 har Giacomo Puccinis ’Madama Butterfly’ været elsket af et publikum, der har været grebet af den japanske geishas skæbne, fordi hun kun er legetøj for den amerikanske charlatan Pinkerton. Amerikanere svømmer i penge, så han køber et japansk hus inkl. geishaen Cio-cio-san Butterfly, som han gifter sig med. Begge dele er med en måneds opsigelse, som han udtrykker det. Kort efter drager han af sted og pålægger den amerikanske konsul at betale huslejen.
Sofiya Palamar og Chunxi Stelle Hu (foto: Anders Bach)
For Butterfly er det opfyldelsen af alt, hvad hun kunne drømme om. Hun konverterer til kristendommen og forbandes af sin familie, fordi hun lader hånt om dens traditionelle guder.
Da Pinkerton er taget af sted i sit flådefartøj, indretter hun sig på en ensom tilværelse med sin tjenestepige Suzuki. Fra sit hjem har hun udsigt over havet, og hver dag i tre år spejder hun efter det fartøj, der skal bringe Pinkerton tilbage. Hun har tilmed fået et barn, der bærer alle tegn på at være Pinkertons.
Til sidst har hun og Suzuki ikke flere penge til det daglige liv, men netop da vender Pinkerton tilbage. Nu med en amerikansk hustru, og da parret hører om barnet, beslutter de at tage det med til USA. Dermed er Butterfly frataget alt og begår selvmord.
Den Jyske Operas kor (foto: Anders Bach)
Et tema, som mange forfattere har brugt, og Puccini besluttede at komponere sin opera, da han havde set et teaterstykke af David Belasco i London. I første omgang blev det en eklatant fiasko, men efter at operaen var omarbejdet, så akterne fik en bedre indbyrdes balance, fik den stor succes ved relanceringen i Brescia.
Den står og falder med den, der synger Butterfly, og lørdag i Odense var Chunxi Stella Hu suveræn i rollen. Ikke kun sangligt, hvor hun mestrede alt fra rørende piano til de største følelser, men også kropsligt, hvor hun hele tiden formåede at vise de utallige udtryk, som hendes tekst giver: Stormende glæde, rørelse, tvivl, sorg og fortvivlelse. Gad vide, hvor mange der har undgået at fælde en tåre til slut.
Der er ingen grund til at tro, at den alternerende Viktorija Kaminskaite ikke er lige så fremragende.
Eduardo Aladrën (foto fra kunstnerens hjemmeside)
Der var sygdomsforfald for begge de sangere, der alternerer som Pinkerton, så det var noget af en præstation i stedet at kunne præsentere Eduardo Aladrén, der er fast solist på Deutsche Oper am Rhein. Uanset kvaliteten på de to faste fremstillere var han en flot erstatning, som også havde nået at finde sin plads på scenen hele vejen.
Suzuki blev fremstillet stærkt af Sofiya Palamar, og Rhys Jenkins formåede at give en tit lidt bleg figur, den amerikanske konsul, tilpas vægt, så vi forstod, at det heller ikke er let for ham at se en amerikaner opføre sig skidt og knuse en skæbne.
Den Jyske Operas kor var på toppen, og det samme gjaldt Odense Symfoniorkester, der blev dirigeret af Christopher Lichtenstein.
Scenografien af Rifail Ajdarpasic var både smuk og funktionel, og instruktør Ulrich Peters fik alle til at yde deres bedste og udnyttede ikke mindst hele scenen optimalt.
Liv Helms udgave af Henrik Ibsens “Gengangere” giver på Odense Teaters Værkstedsscene stykket et nyt liv med et flot greb
Regine, mens huset er intakt, før skeletterne begynder at rasle (foto: Emilia Therese)
Har du nogensinde tænkt over, hvad omgivelserne betyder for din opfattelse af, hvordan du opfatter det, du hører?
Det får man en demonstration af, når “Gengangere” spilles i et samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater, og den får en slutning, som mange måske vil kalde for uforsvarlig, men som gør forestillingen tidssvarende. Ibsen havde et urigtigt syn på arveteorier, og de gør nogle af hans forestillinger svære at sluge. Det har Liv Helm taget konsekvensen af.
Ordene er som i Ibsens stykke, men ændringen af perspektivet, så vi ikke oplever dem i de smukke stuer med de bonede gulve, er intet mindre end genial.
Vi er flyttet ud på tjenergangen og oplever alt gennem tjenestepigen Regines øjne og ører. Hun spilles blændende, rørende og handlekraftigt af Ellaha Lack, som forståeligt allerede er ansat på Det Kongelige Teater. Petruska Miehe-Renards kulisse og kostumer er lige så geniale. Fra start har vi et normalt lokale, hvorfra der godt nok er nogle revner og sprækker, så man kan høre og til dels se, hvad der foregår i de øvrige lokaler, men siden sker der ting og sager.
Helene, flot spillet af Malene Melsen, forsøger at holde sammen på en familie, der har så mange skeletter i skabene, at det passer perfekt til halloween. Hendes mand var en charlatan, der forlystede sig med spiritus og kvinder, som det passede ham. Blandt andet voldtog han familiens tjenestepige, og da det førte til en graviditet, blev hun – og datteren Regine – afsat til en håndværksmester for en rigelig betaling.
Osvald – og huset – i dyb krise (foto: Emilia Therese)
Det betyder, at hun er halvsøster til Helenes barn Osvald. En lidt utaknemlig rolle, der forsvares fint af Lasse Steen. Osvald er netop kommet hjem fra Paris i syg tilstand og vil blive hjemme, selv om han i sit forrige besøg lovede at vise Regina den franske hovedstad – hvilket har fået hende til at lære fransk i mellemtiden. Nu vil han have, at hun skal gøre noget for ham og voldtager hende i en stærk scene.
Mens familien – og Pastor Manders (Lars Simonsen) – og håndværkeren (Peder Holm Johansen) – får afsløret grumme hemmeligheder på stribe, som Regine erfarer til sin gru, falder væggene på scenen sammen en efter en, og tingene tegner værre og værre.
Væggene falder (foto: Emilia Therese)
Da et asyl, som skulle være til minde om Helenes mand, brænder med venlig assistance fra præsten, er der på en måde lagt op til, at når det gamle brænder, skal tingene fornys, som det for eksempel sker i Alexander Kiellands “Garman og Worse”, men Ibsens stykke afslutter med sindssyge og håbløshed, selv om Regine siges at være på vej til den nye verden, Amerika. Så må man håbe, at hun ikke har fået Osvalds syfilis med sig. I dag ved vi jo, hvordan den faktisk smitter.
Helms tillader sig at give forestillingen en afslutning, som giver håb, såvel for kvinder som for os alle sammen. Hvad den går ud på, må man selv ind at se. Desværre skal man stå i kø efter uafhentede billetter, for alle forestillinger – og ekstraforestillinger – er udsolgt. Heldigvis har det fynske publikum næse for topkvalitet.
Opera- og Teaterkompagniet Figaros har eksisteret siden 2004 og er specialiseret i at give kendte værker en humoristisk overhaling med gakkede påfund, kostumeskift og hints til aktuelle begivenheder uden at miste det musikalske. Det leverer ifølge sin egen hjemmeside ’opera with a twist’.
Forleden stiftede jeg i Korinth bekendtskab med ’Gravalvorlig’, der opgives at være ’en sort bedemandskomedie’, og det lever den alt for godt op til.
Bedemandsvirksomheden ’Den enes død’ er i økonomisk knibe pga. den forlængede levealder – der dør simpelthen ikke folk nok. Desuden presses indehaverne Tove (Signe Asmussen) og Werner (Hans Dueholm) af bureaukrati, fordi der skal indberettes omhyggeligt til Krematorietilsynet, og fordi man skal være parat, hvis det værste, tilsynets kvotekontrol, skulle indtræffe.
Så melder den nyuddannede bedemandsassistent Asbjørn sig, og han viser sig at give inspiration til, hvordan man kan få gang kundetilgangen. Snart aflives personer på stribe på en måde, der vel knap kan live op til ’Sweeny Todd’, der må være blandt inspirationerne, og alligevel mangler der til sidst nogle få i at opfylde kvoten.
Fra venstre Signe Asmussen, Michael Christensen og Hans Dueholm. Foto: Bering Foto
Ingen henvisning til kendte værker er for flad. Lige fra, at vi ustandselig får at vide, at pianistens navn er Igor Mortis – vi har fattet pointen første gang – til, at aflivningen af et offer er ’en sælgers død’.
Der er et væld af ordspil og forvrængninger, der rækker fra det morsomme til det pinlige, og til sidst bliver det for meget, og man synes, at operaen som den lette sag, den er, er for lang – som hvis man så Monty Python fem timer i træk. Lad mig foreslå to operaer a hver 55 minutter i stedet for.
Til glimrende akkompagnement af Allan Dahl Hansen på klaver synger kvartetten fremragende, og Michael Kristensen får endog lov til at synge en smuk arie. Bo Gunges musik er iørefaldende med mange understregende pointer, og scenografien fungerer fint og er tilpasset de muligheder, man på en turné har på scener af vekslende størrelse.
Teatret i Midten har dækket op før forestillingen
Der er til gengæld ingen forbehold, når det gælder oplevelsen af ’Teatret i midten’, Faaborg-Midtfyns Teaterforening, der har et forbløffende fint og righoldigt program i Korinth Kulturhus.
Hver forestilling indledes med fællesspisning, der er inclusive det første glas vin eller andre drikkevarer som en del af entreen. Korinth Kulturhus er så mærkværdigt, at det i sin blå farve er charmerende, og teatersalen har ikke sæder, der gør bagen øm, men behagelige lænestole med små borde imellem.
Efter forestillingen kan man deltage i en hyggelig diskussion med kunstnerne, hvis man har lyst.
Sam Hollands ’Ekkomanden’ er en thriller for dem, der elsker at få alle ondsindede perversiteter udpenslet til det mindste, mens en drabsmand får afløb for sine værste lyster på ofre, der stadig er i live.
Kan man holde til det, er bogen en af den slags, hvor en forbryder/efterligner/copycat/ekkomand efterligner tidligere tiders mest brutale forbrydelser, og det er fascinerende, hvordan man langsomt kommer nærmere på en opklaring, ovenikøbet vel vidende, at han har en insider i politiet.
I nogle mellemstillede tekststykker får man gradvist et indblik i, hvordan morderens opvækst har været, og hvordan myndighederne altid har været på hans side og forsøgt at hjælpe ham uden at forstå eller blot overveje, at han har stået bag det, der er sket.
Bogen er velskrevet og sympatisk ved at illustrere, hvilke psykiske skader mange må leve med efter traumatiske oplevelser, og i sin beskrivelse af mange personers indbyrdes forhold.
Den er også intenst spændende i sin gengivelse af det kapløb, der er mellem morderen, der skal eftergøre så mange forbrydelser som muligt, før han laver sit afsluttende ’mesterværk’, og politiet, der skal forhindre det.
Sam Holland opgives altid at have været tiltrukket af det mørke og makabre, og det får hun i sandhed illustreret her. Da tingene er faldet på plads, foretager hun imidlertid en sidste, helt usandsynlig og utroværdig, vending, som gør, at man pludselig føler sig snydt. Måske skal man læse de første 400 sider og så lægge bogen til side, så man ikke oplever det.
Sam Holland: Ekkomanden. 410 sider indbundet. Forlaget HarperCollins.
Martin Crimps udgave af den franske klassiker har budskaber på mange planer og spilles glimrende i to vidt forskellige akter på Odense Teater.
Elsker du skønt sprog, dels rimet, dels urimet, må du opleve “Cyrano de Bergerac” på Odense Teater i Martin Crimps udgave, oversat mesterligt af Niels Brunse. Flere gange i forestillingens løb tænker man på Shakespeare, og det er ikke tilfældigt. Brunse har oversat Shakespeares samlede værker.
Cyrano de Bergerac og Roxanne (Benjamin Kitter og Cecilie Gerberg). Foto Emilia Therese
I 1896 oplevede Edmond Rostand, at hans skuespil Cyrano de Bergerac blev en omgående og ubetinget succes, der i sit første år indbragte mere, end hvad der i dag svarer til 10 millioner euro i entreindtægter.
Det var et kulørt stykke, der havde den store kærlighed, den store poesi og den store helt som temaer, der blev suppleret med blandt andet humor, kønsforvirring, krig og forræderi. Cyrano udkom i løbet af få år som musical, opera, film, ballet og tegneserier. Kan man huske de danske “Illustrerede Klassikere”, var den en uforglemmelig nummer 66.
Benjamin Kitter (foto: Emilia Therese)
Da det oprindelige stykke forherligede personer, der dræbte folk i fægtedueller, blev dette tema nedtonet, da Martin Crimp i 2022 skrev sin udgave om Cyrano de Bergerac, der har et mindreværdskompleks på grund af sin store næse og hævner sig på alle, der driller ham med den. Næsen er i øvrigt den mindste, store næse, jeg mindes at have set Cyrano med.
Cyrano (Benjamin Kitter) er ikke bare ekspert i fægtning, men har også en poetisk åre, der udfolder sig i digte og teaterstykker. Han elsker sin kusine Roxanne (Cecilie Gerberg), men hun røber, at hun er vildt forelsket i Christian (Mathias Bøgelund), der er billedskøn, men knap kan sætte to ord sammen.
Cyrano lover at hjælpe hende og gør det blandt andet ved at skrive glødende og smukt formulerede kærlighedsbreve i Cristians navn. Siden formulerer han kærligheden ved at tilbede Roxanne, stående bag Cristian. Den scene er mere troværdig i den oprindelige udgave. Her er den tilsat en del komik.
Claus Riis Østergaard som de Guiche (foto: Emilia Therese)
Det gælder i hele taget første akt, at den har humor, når der fortælles om Cyranos gøren og laden, og derefter, da Roxanne snarrådigt ændrer ordlyden i et brev, som officeren de Guiche (Claus Riis Østergaard) har skrevet om, at han og hun skal giftes, så snart han når frem. Takket være Cyranos optræden som manden fra månen bliver de Guiche så forsinket, at Roxanne er blevet gift med Christian, da han kommer.
Han tager omgående hævn ved at sende Christian og Cyrano i krigen med sit regiment, og så er der klar til den dystre anden akt.
Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Her tegner tingene mørkt under spaniernes omringning af positionen, men midt i det hele kommer Roxanne og Leila Ragueneau (Natali Vallespir Sand), som Crimp ændrede fra mand til kvinde. Et fint greb, for hun repræsenterer snusfornuften, og det er godt, at der møder to kvinder op med lækkerier i den kælder, hvor soldaterne har gemt sig.
Hvordan situationen i krigskælderen opløser sig, og hvad der sker 15 år senere, vil jeg ikke røbe.
Benjamin Kitter og Mathias Bøgelund (foto: Emilia Therese)
Forestillingen starter med mange ord om diverse emner, ligesom man kan tro, at et vigtigt motiv er kønsforvirring. Det skaber nogen usikkerhed, men hurtigt falder tingene på plads i Mie Riis’ sort-hvide og opfindsomme scenografi og Nicolei Fabers instruktion.
Første akt er på godt halvanden time og hele forestillingen inklusive pause på tre timer, men de flyver af sted, så man skal ikke holde sig væk af den grund.
Kitter er en brillant Cyrano, og Gerbers Roxanne vokser, efterhånden som det går op for hende, at hun i virkeligheden har været forelsket i ord og ikke i et glansbillede: – Har jeg elsket to mænd – eller slet ingen?
Østergaard er en kontant og realistisk de Guiche, Vallespir Sand befriende ligefrem, mens det er lidt svært for Mathias Bøgelund at få meget ud af en endimensional Christian.
Jeg var chokeret over mange tomme pladser i teatersalen til en klassiker, som alle bør se – og nyde, og det kan man gøre frem til 28. september.
Det er femte gang, Nyborg Vold spiller ’My Fair Lady’, men hvis man tror, at man har set den før, kan man tro om igen. Et frugtbart samarbejde mellem den kunstneriske ledelse og voldspillerne gør, at ’My Fair Lady’ fremtræder som ny.
Personerne får lov til at udfolde sig mere menneskeligt og med mange små ekstra detaljer, som vi formentlig skal give instruktøren Mikal Korsgaard Larsen æren for.
Eliza, Ida Mie Cordua, klar til væddeløb på Ascott (foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Desuden er der stor livsglæde og mange sjove overraskelser under vejs i optrinene, som vi kan kreditere koreografen Peter Friis for; scenografien af Camilla Bjørnvad er på samme måde fuld af ideer, og kostumerne af Jennie Lindhard er henrykkende, selv om jeg nok havde byttet Elizas kjoler til Ascott og ambassadeballet, så den vidunderlige pink drøm havde været til ballet.
Torben Bonde som Alfred Doolittle (foto: Søren Hjelm Larsen)
Skuespillerne er glimrende. Kom bare med Osvald Helmuths Alfred Doolittle. Torben Bondes udgave er bedre, fordi den ikke kun brillerer i dans, sang og kropssprog, men også får lov til at lave alle mulige slags gags i farten.
Glem bare Mogens Wieths Professor Higgins. Rasmus Mansachs spiller rollen suverænt og forsvarer rollens – og Bernhard Shaws – synspunkter, styrker og svagheder. På samme måde som han har nogle prægtige scener sammen med Michael Hedam, der er Oberst Pickering.
Oberst Pickering, Professor Higgins og Eliza (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Ida Mie Cordua er en henrivende Eliza, som kan danse, spille medlevende komedie, og som kan synge hver en tone rent, om end enkelte af de høje toner er lidt stive.
Emil Nielsen er udmærket som den totalt farveløse Freddy Aynsford-Hill, som til gengæld får en gul farve tildelt af Jannie Lindblad – og Vivian Edelborg er endnu engang glimrende, her som Mrs. Pearce.
Freddy, Emil Nielsen, i gult (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Et ekstra blik på scenografien, der domineres af et stort ur, der på bagvæggen angiver, hvor lang tid der går mellem scenerne, og hvor der overraskende er liv i et stiliseret stearinlys.
Statisterne er instrueret, så alt virker improviseret, selv om vi ved, at intet trin er tilfældigt, og alle svinger sig i optrinene til den elskede musik fra orkestret under ledelse af Kristoffer Nybye.
En enkelt anke kan være, at den engelske overklasse aldrig vader ned ad en trappe eller til væddeløb på Ascott. De skrider med mindre skridt, men skidt. Ingen af de medvirkende færdes formentlig til daglig i den omgangskreds.
Overraskende var der enkelte tomme pladser til premieren. Anmeldelser, mund-til-mund-metoden og vejrudsigter vil forhåbentlig rette op på det, for det er en helt usædvanligt vellykket ’lady’, man kan opleve på Volden i år.
Mon ikke det har virket inspirerende på årets Rottefælde-hold i Svendborg, at rammen igen er det skønne sommerteater i Caroline Amalielund? Revyen 2024 er den bedste, siden man sidst var i Rottefælden. Den er afslappet, den er musikalsk, den har fornyelse, og den hviler smukt i sig selv.
For at gardere mod kritik for små omgivelser og snæver plads til platter, drikkelse, ben og og stole fra dem, der ikke har været i Rottefælden før, hedder velkomstnummeret “I er selv ude om det” – og det er en ros til alle os, der har troligt har siddet og nydt Rottefælde-revyerne siden 1980 – også i de to år i halvfemserne, hvor det var Danmarks intellektuelle revy.
Flot bundniveau og fornyelse
Årets revy holder et smukt bundniveau. Der er få virkelig lårklaskende grin, men man sidder med et stort smil på og nyder begavede tekster og flere eksempler på flot fornyelse.
Fornyelsen kommer første gang, da Mikkel Schrøder i operastil synger om de familiebiler, som ikke har været drømmebiler, men det har været, hvad man havde råd til. Mange vil genkende rækkefølgen Kia, Fiat, Berlingo og Skoda.
Skodaen har rettet sig kraftigt, siden dengang instruktionsbogen blev kaldt for “Mein Kampf”. Schrøder gentager sin sangopvisning i anden akts nummer om det amerikanske valg: Skal vi have ham, der er tosset, eller ham, der er senil? Man mindes Politikens ATS: Et amerikansk valg starter som et valg mellem to mulige kandidater og slutter som et valg mellem to umulige!
Fornyelse af de royale numre er der også, når vores kongepar i sidste øjeblik skal lede efter ord med “for” til det kongelige valgsprog. Her er Christina Astrid fortryllende støttende og Schrøder vidunderlig forfjamsket, til det hele faldet på plads.
Så er der fornyelse i den måde, revyen behandler de uundgåelige ejendomsvurderinger på, nemlig som et farverigt, velsunget og morsomt nummer om bakkesangerinderne i Bakkens Hvile, der må søge nye græsgange efter, at de ikke længere har råd til at bo på Dyrehavsbakken.
De farverige bakkesangerinder, der trues af ejendomsvurderinger.
Så kommer vi til revyens to bedste numre. Ideen til “Borgerlig Rhapsody” er Mikkel Schrøders, teksten er af Lonnie Kjær og Lukas Birch, og musikken er Queen’s fantastisk fine og hundesvære “Bohemian Rhapsody”. Super idé, super musikalitet og tekst med bid.
Og endelig nummeret, der klogt ligger lige før finalen, “Knald for Danmark”, hvor omskrevne danske slagere skal få os alle sammen til at skabe flere børn. Teksten står kapelmester Jens Krøyer for, og den når sit højdepunkt med “så tag og knald uden gummi på”.
En anden slags fornyelse er tre eksempler på, hvad AI kan bruges til. Troels Malling har skrevet teksterne til, hvad det lyder, som om Messerschmidt, Støjberg og Kjærsgaard har sagt – og som en modsat deres meninger. Sjovt, men også tankevækkende.
Jan Schous jubilæum
Jan Schou er i Rottefælden for 25. gang og får blandt andet lov til at genopfriske tre succes’er: Flade vitser, Dronning Margrethe og Henning, som faktisk var morsomst her, hvor der ikke var for meget af ham.
Han får også lov at stå for årets alvorlige nummer, der som så ofte tidligere er skrevet af Leif Maibom. Et rundt-i-ring-nummer om, hvordan vi i skræk for krigen skulle have konserves stående i halvtredserne og tresserne, før vi kunne glemme det i nogle lykkelige årtier, men nu igen kan frygte Putin og hans trusler om atomkrig – og måske også Donald Trump, hvis han bliver præsident.
Selvfølgelig er der også mindre stærke numre, men glem nu det, når helhedsindtrykket er så positivt.
Jens Krøyers trio med Gui Moscoso og Ole Caspersen er så veloplagt som nogensinde. Instruktionen af Carsten Friis er lydefri, støttet af Christine Astrid, der også står for koreografien. Den farverige scenografi står Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder for, og så er kostumerne i top, som Vibeke Valeur har lavet dem.
Rottefælderevyen kan ses frem til 17. august og må ikke misses.
I 30 år er der spillet cabaret i Bogense, og det ændres der ikke på, selv om Torben Juel er død, så der er nye ejere af den Aladdins Hule, som antikbutikken Café 44 er.
En cabaret er defineret som intim, og det bliver aldrig mere intimt end i det lille lokale, hvor man næsten skal aftale med sidemanden, hvis man skal skifte benplacering, og hvor temperaturen kommer op i store varmegrader. Det ved man, og det er en del af oplevelsen.
I år tager Betty Glosted og Kim Hammelsvang publikum med til 1920’erne, der såvel var ubekymrede på nogle måder som depraverede på andre. I første afdeling dominerer det muntre, fra duoen indtager scenen i badetøj fra dengang, hun med kyse og han med stråhat, og indleder med et omfattende potpourri, der egentlig er en fortsættelse af den fremragende pianist, Ulf Starups, ouverture.
Så går det løs med kendte og ukendte numre, blandt andet “Hvem skal kilde for kildekonens datter”, som fik en senere – og efter min mening morsommere – tekst i Helsingørrevyen 1964. Det gør ikke noget, for Hammelsvangs charme lægger lokalet ned. Det gør Glosteds også, når hun for eksempel synger “Peter, kom ned og leg”.
En lille, mere alvorlig afdeling handler om Ingeborg Bruun Bertelsens grumme skæbne på grund af folkesladder, og vi får desuden hendes to kendteste viser, “Lille Sommerfugl” og “Sonny Boy”, som de fleste forbinder med henholdsvis Bjørn Tidmand og Al Jolson.
Vi får to eftertænksomme viser, som Ludvig Brandstrup stod for, blandt andet “Pige, træd varsomt”, og Glosted gnistrer med en tekst om kærlighed og rødspætteyngel, mens Hammelsvang kan lave hula-hop gennem hele visen om alle de ting, der er lagt skat på, og han giver den tragikomiske tekst om Frk. Vipstjert, der både får et gyldent øjeblik og bliver kørt helt i bund, da hun er i vidneskranken.
Efter den overdådigt morsomme første afdeling kommer den anden med større alvor. Her leges der med kønsrollerne. Glosted dukker op i jakkesæt og Hammelsvang i Charleston-kjole, og i det indledende potpourri får vi denne gang blandt andet Mackie Messer, “The moon of Alabama” og “Yes sir, that’s my baby”.
Betty Glosted og Kim Hammelsvang leger med kønsrollerne
Efter den muntre beretning om “Mein kleiner grüner Kaktus” får vi en dybt alvorlig afdeling om “La Garconne”, der har problemer med sin kønsbevidsthed, og kvinden, der går til i stofmisbrug.
Russeren Misja Spolianskij trækkes frem fra glemslen til hans mening om kønsroller, og hvordan den slags problemer kan løses, og vi får et par Marlene Dietrich-numre. Her fatter jeg ikke, hvorfor “Ich bin vom Kopf bis Fuss” skal synges på engelsk. Især ikke, når man anfører, at man vil skildre det depraverede Berlin. Byen dukker først op i sidste nummer, selv om den er underforstået flere gange, blandt andet i det rørende nummer om Fräulein Schneider og Herr Schultz, som man ville have godt af at kende baggrunden for.
Glosted og Hammelsvang
Hammelsvang synger a capella “Sag mir, wo die Blumen sind”, og så kommer det sprudlende humør tilbage med blandt andet “Trink, trink, Brüderlein trink” og til slut “Das ist Berlin”.
Bogense Sommerrevy har næppe nogensinde været bedre eller haft bedre publikumskontakt. Betty Glosted og Kim Hammelsvang klæder hinanden umådeligt, og adskillige gange opfordrer de til interaktion, så man nynner og synger med på mange numre og nyder resten.
Cabareten spiller til 16. juni, men der er så fin gang i salget, at der allerede er planer om ekstra forestillinger – og alle bør opleve den. Bogense er efter etableringen af Odins Bro kun 50 minutter væk, og vil man gøre sin cabaret-aften til en særlig oplevelse, kan jeg anbefale at spise 200 meter væk på Bogense Hotel, hvis køkken viste sig at være en himmelsk oplevelse.
Enkelte perler, men for lavt bundniveau på Skovengen.
Der er bestemt numre og skikkelser, man vil huske fra årets Odense Sommerrevy, men der er også et lavt bundniveau mellem dem.
Livsglæde i den smukke kulisse (foto: Odense Sommerrevy)
Lad os først tage det positive: Hele ensemblet, bestående af revydirektør Lars Arvad, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Camilla Bendix og instruktør Tom Jensen, er veloplagt og kan få en del af de svagere numre til at glide ned pga. tempo og timing.
Orkestret under ledelse af Morten Wedendahl er fremragende, og Wedendahl har med stort held sat musik til flere tekster.
Scenografien er flot og opfindsom, og man nyder den, lige fra fortæppets grønne farver og gennem hele forestillingen.
Den starter veloplagt med en hyldest til optimismen, og den slutter lige så energisk med et firserpotpourri, som hele forsamlingen kan nynne med på, og som har flere sjove pointer i overgangene.
Lars Arvad som Nicolai Jacobsen (Foto: Odense Sommerrevy)
Imellem de to punkter er der længere mellem snapsene, end der plejer at være – men de er der. Med kongesangen som indledning er vi vant til, at nu kommer der et nummer med Dronning Margrethe, men som en overraskelse er det med Lars Arvad som landstræner Nicolai Jacobsen, der har haft et job på Royal Arena (Amalienborg!) med at sætte et nyt hold sammen, og det fører til mange sjove pointer.
Så er revyen fornyende i ikke blot at sætte fokus på noget irriterende, men også at give det modspil. Det sker, når Arvad tager fusen på Camilla Bendix, der insisterer på, at alt på alle sprog skal udtales korrekt; og siden overrumpler Arvad bankmanden Thomas Mørk, der vil tage store gebyrer og give små renter – som kunde har Arvad en kundekontrakt med!
Camilla Bendix og Vickie Berlin rapper (foto: Odense Sommerrevy)
Positiv er også starten på anden akt, hvor Vicki Berlin og Camilla Bendix giver en forrygende rap som forsvar for ældre, kvindelige studieværter.
Revyens fine alvorlige vise er Utopia, hvor Camilla Bendix funderer over, hvordan verden kunne være uden personer som Putin, Trump, Netanyahu etc.
Thomas Mørk som Fanden selv (foto: Odense Sommerrevy)
Thomas Mørk har som sædvanlig sine øjeblikke, når han fx forsøger at overbevise om, at han er verdens højeste mand, eller fører sig frem som selveste Fanden, mens Vicki Berlins faste Camilla-skikkelse er meget svingende i sine pointer, men publikum kan lide det.
Mens der skiftes kulisser, er der en række shorties i form af opkald til telefonsvarere. Nogle morsomme, andre knap så sjove, men det er i hvert fald morsomt, at hele personalet på Nordic Waste ikke kan tage telefonen, fordi de leger ’Jorden er giftig’.
Til gengæld er mange tekster gammel vin på nye flasker og ikke morsomme nok til at bære det. Det er heller ikke altid, at det virker positivt, når man tager en katastrofe som den med Nordic Waste i Randers og sætter den ned i et simpelthen ulækkert mikrokosmos. Nummeret med at vise, hvor forfærdelige ting man synger, er også gammelkendt i bedre skikkelser, og man behøver såmænd ikke at misforstå ‘mejet’ som ‘meget’. Man kan bare tage ’Hr. Peder stod på svalen’.
‘Ung igen’er finale på første akt (foto: Odense Sommerrevy)
Det virker, som om nogle numre må have virket morsommere, mens man indstuderede dem, end de fremtræder på scenen. Ellers havde fx ’Ung igen’ næppe været første akts finale. Det er muligvis en risiko, man har, når instruktøren også er en del af ensemblet. Det må man diskutere.
Revyen ligger mellem tre og fire Amandaer, men de numre, der var aftenens højdepunkter, gør, at den får fire Amandaer med pil nedad.
Da Christine Astrid og Mikkel Schrøder sidste år genoplivede Aarhus Revyen, var den fra starten et overflødighedshorn, og det dejlige er, at på trods af, at tre medvirkende er udskiftet, er dette års revy endnu bedre. Ikke mindst fordi de tre afløsere: Lone Rødbroe, Andreas Bo og revydebutanten, Maria Lucia, er prægtige.
Revyen lever helt op til sin undertitel ’Smilets Revy’, selv om smilet mange steder slår over i skraldlatter hos det veloplagte publikum. Revyen rækker fra det forfinede underfundige til det mest platte, der blot afleveres med en timing og i et tempo, så man bare overgiver sig. Til lykke til instruktøren Birgitte Næss-Schmidt. Den har desuden et band med Rasnus Friis Tvørfoss som kapelmester og et gennemmusikalsk kor, bestående af Anna Jessen og Lene Nørrelykke. Ødselt og lækkert alt sammen.
Engelsk for begyndere (Foto: Rune Buch)
Adskillige klassiske revyideer udvides og forbedres. Det gælder fx i den fulde persons perfide skåltale af Lukas Birch, som Christine Astrid behersker til fulde; ’Kazoo’, hvor Lone Rødbroe og Maria Lucia spiller stadigt større blæseinstrumenter ved hjælp af de vinde, de slipper fra bagen; ’Engelsk for begyndere’ af Jacob Weble, hvor Rødbroe og Bo er forældre, der er blevet lidt for spidse over for hinanden, og hvor vi gætter, hvordan datteren reagerer til slut; og ikke mindst nummeret, hvor den rutinerede revyekspert, Andreas Bo, skal vise debutanten, Maria Lucia, på plads i hierarkiet og selv bliver udmanøvreret.
Der er flere fine fornyelser. Fx i ’Kundeservice’, hvor Christine Astrid er kunden, der kommer for at klage til Maria Lucia, og er parat til den helt store diskussion, men antiklimaktisk bare får ret, og hvad gør man så? Se det selv.
Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)
Fornyelse er der også i ’Læs Let!’, hvor Rødbroe har den utaknemlige opgave at introducere 7. c for noget helt nyt: En bog! Vase & Fuglsang har skrevet teksten, hvor læreren skal overbevise de uvorne elever, der sidder med hver deres mobiltelefon, om bogens kvaliteter. De forstår ikke, at man ikke kan scrolle billeder; at billedet ikke følger med, når man vender bogen, etc. Sketchen er urkomisk og udvikler et tema fra en facebookfavorit om Ansgar, der har tilkaldt helpdesk for at finde ud af fænomenet ’en bog’.
Enhver revy skal have en eftertænksom, stille tekst, og her er det Leif Maiboms ’Enten/eller’ om det facetløse sprog, der føres i diskussioner på de sociale medier. Den fremføres fint af Mikkel Schrøder.
Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)
Schrøder leverer sammen med Andreas Bo revyens to mest platte numre, dels om toksisk maskulinitet med kødfulde bare maver, der kan bølge vildt, hvis bare de sættes i gang; dels i en parodi på ’Nak og æd’, hvor de fra toppen af stormagasinet Salling skal nakke en måge og æde den. Teksten giver anledning til en række lokale hib, som også forstås af en fynbo. Begge numre leveres i fuld fart, og salen jubler.
Mette Frederiksen er ikke til at komme uden om i en revy. Her spilles hun af Christine Astrid og sekunderes af Maria Lucia som Barbara Bertelsen. De forklarer, at Frederiksen bliver forlænget lige så længe, hun kan skræmme danskerne. Derfor hedder Ralph Fideckis tekst da også ’Bøøøhhh’.
Der er numre, der elegant tager fat om ligestilling og ligeløn eller om håbløs emballage, og der er en tidsrejse til 1904, hvor Friheden netop er åbnet, og man i restauranten diskuterer, hvad der kan ske i løbet af de næste 125 år. Fin satire af Vase & Fuglsang.
Hele revyen er gennemmusikalsk, og det nummer, jeg synes bedst om, er første akts finale, ’Aarhus ta’r skraldet’, hvor stribevis af parodier på kendte personer kombineres med et affaldssorteringspotpourri af høj klasse.
Man ved, at skuespillerne behersker parodier, men det viser de næsten for tit. Derfor var jeg lidt ærgerlig over, at ’Film og TV Normstormerne’ var placeret som sidste nummer før finalen, for det føltes som et af de svagere, men skidt. Revyen som helhed er af topkvalitet.
Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde på fredage og lørdage frem til 4. maj (sidste forestilling), så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1375. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.
