Diktatoren er forrygende og åndeløs farce

13. april, 2019

Fornemt skuespil, forrygende tempo, utrolige musikalske effekter, blændende kulisse, men om den vil ændre verden meget, er tvivlsomt

 

 

Olaf Johannessen og Peder Dahlgaard (foto: Emilie Therese).

Har du set Charlie Chaplins visionære film ’Diktatoren’ fra 1940?

Nå, ikke? Det skal du ikke være så ked af, for nu bliver den genopført på Odense Teaters Store Scene, hvor figurerne er castet så tæt på de oprindelige, at det er forbløffende. Olaf Johannessen ER simpelthen Charlie Chaplins dobbeltrolle som diktator og barber. Natali Vallespir Sand ER simpelthen Paulette Godards sympatiske og slagfærdige jødiske Hannah. Jesper Hyldegaard, Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch, Peder Daglgaard, Mathias Sprogøe Fletting, Peter Zandersen og Joakim Lind Tranberg ER det kalejdoskop af roller, der ses i filmen og nu igen på scenen.

 

 

Natali Vallespir Sand, Olaf Johannessen og Jesper Hyldegaard (Foto:Emilia Therese).

 

Alle filmens store scener er med, ovenikøbet med samme musik, fx barberscenen til Ungarsk Rapsodi nr. 2. For ikke at tale om det urkomiske optrin, hvor fire mænd skal finde ud af, hvem der skal ofre livet for, at Tomanien kan slippe af med diktatoren Hynkel (Hitler), hvad ingen af dem har særlig lyst til.

 

Olivier Antunes (foto: Bureau Jantzen).

De lydeffekter, som filmen så let lægger ind, skabes her åbent i samarbejde mellem den fremragende pianist Olivier Antunes og de på det givne tidspunkt ledige skuespillere, der bruger virkemidler som cykelpumper, skralder, fløjter, tennisketsjere, vaskebrætter mm. Da barberen synker op til flere mønter, klarer Vallespir de stærke synkelyde med en fintfølende mikrofon mod sin strube. Det kræver perfekt timing, og skuespillerne nyder det åbenlyst.

Scenografen Kim Witzel har ladet sin fantasi eksplodere, så muligheder er kommet til verden, som filmen ikke har, fx i de bevægelige kombinerede mure, vægge, loftsrum og tagrygge for ikke at tale om det stiliserede tog, med hvilket diktatoren fra Spaghetti, Napoli (Mussolini), kommer for at snyde/blive snydt af Hynkel.

 

Natali Vallespir Sand og Olaf Johannessen (foto: Emilia Therese).

I godt to timer morer man sig herligt, ikke mindst fordi Olaf Johannessen med de bedre lydlige muligheder end i 1939 kan kæle for underfundigheden i barberskikkelsen samtidig med, at han mestrer alle Chaplins virkemidler; og Vallespir Sand får lov at multiklaske nazister i hovedet med en stegepande og har mere slapstick end Paulette Godard.

Så er der det med meningen med det hele. Latterliggørelsen af diktatorerne, udpegning af, at krig er meningsløs. Kampen for demokrati, tale- og meningsfrihed, humanisme etc. Det er nok morsommere end virksomt. Også selv om vi stadig i dag har små og store diktatorer, der sætter sig igennem, ofte endda demokratisk, så de får sat sig igennem med alt fra underbemandede daginstitutioner, meningsløse statusprojekter og symbolpolitisk lovgivning til udryddelse af folkeslag. Det er kun et spørgsmål om, hvor i verden vi befinder os.

Slutmonologen, da barber og diktator er blevet forvekslet, er den største forskel på film og aktuelt teater. Den er udvidet, så det gode ikke kun ligger i mennesket, men også i dyr, planter, amøber m.m. som jeg personligt tror er aldeles ligeglade. De virker bare under de betingelser, vi mennesker giver dem, ofte meget umenneskelige.

Det udtrykker den oprindelige morale, og det burde instruktør Nikolaj Cederholm have holdt sig til for ikke at gøre ændringerne til et overflødigt diskussionsemne.

Til man når så langt, er tempoet åndeløst, morskaben uendelig, musikaliteten uforlignelig og skuespillet i top.

Diktatoren opføres frem til 15. juni med undtagelse af 15-25. maj, hvor forestillingen gæstespiller i Aalborg.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

4. marts, 2019

Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

 


Elsebeth Dreisig som Kleopatra (foto: Kaare Viemose).

 

På forhånd var nysgerrigheden stor, for Enna blev i et par årtier i Tyskland regnet blandt verdens ypperste operakomponister, mens han nok havde en del folkelig opbakning i Danmark, men ikke var populær i musikeliten, og hans musik med dens patos og romantik blev efterladt i vejkanten.

Bedst kendt af Ennas operaer var dengang ’Heksen’ og ’Den lille pige med Svovlstikkerne’, men jeg forestiller mig, at ’Kleopatra’ i dag er det bedste valg til denne genoptagelse.

Ganske vist har den store svagheder i librettoen, og den foregiver ikke at lave musik, der giver mindelser om Kleopatras Egypten, men den har en handling, der giver basis for en række intense scener mellem hovedpersonerne, og dertil nogle ensembler, der slet og ret giver gåsehud af fryd. Den ene gang efter den anden bliver man løbet over ende af skøn musik med elegante facetter og stor variation.

Handlingen er taget fra en roman af Rider Haggard, ham med Kong Salomons Miner. Harmaki, den sidste efterkommer af den retmæssige Farao-familie, skal med hjælp fra Charmion, der som femte kolonne er blevet kammerpige for dronningen, myrde Kleopatra og styrte hendes regime.

 


Magnus Vigilius som Harmaki er splittet mellem kærlighed og fædreland (foto: Kaare Viemose).

 

Problemet er, at når Kleopatra synger som Elsebeth Dreisig, er det komplet umuligt for prinsen, sunget af Magnus Vigilius, at myrde hende. Tilmed er hun så intelligent forførerisk, at alle mænd må smelte, og da Charmion, sunget af Ruslana Koval, ser, hvad der sker, sønderflænges hun af skinsyge og røber planerne.

Det giver baggrund for scener, hvor sjæle flænses af kampen mellem kærlighed, pligt, svoren ed og fædrelandet, i øvrigt a la Verdis Aida, og de rummer begejstrende og besættende musik, hvor vi kan nyde, at de tre hovedrollehavere alle synger vidunderligt, assisteret af Den Jyske Operas dejlige kor og fra orkestergraven ledsaget af et lydefrit Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson.

Forestillingen skal på turné, og det tager instruktør og scenograf Ben Baur hensyn til. Jeg forestiller mig, at kulisserne trods alt kunne have været lidt mere afvekslende og farverige som musikken.

Der synges på dansk med danske overtekster, og det fremmer forståelsen i de tilfælde, hvor sproget har ændret sig siden slutningen af 1800-tallet.

For undertegnede er Enna ikke længere bare løsningen på ’komponist’ i krydsordsopgaver. Jeg er nysgerrig efter at høre mere. ’Kleopatra’ blev spillet syv gange på Det Kongelige Teater i 1894 og derefter først genoptaget fredag i Aarhus – men operaen er spillet i stribevis af operahuse i Tyskland og Belgien.

Der sker spændende ting under operachef Philipp Kochheim. For kort tid siden den lige så overrumplende babyopera Hjertelyd, og i den kommende sæson får vi en nytolkning af selveste Grav Dracula. Vi venter spændt.

Fynboer kan opleve ’Kleopatra’ i Vejle Musikhus 11. april og i Odeon, Odense 12. april, begge dage med Odense Symfoniorkester. Hvis der er billetter at få endnu, varer det næppe længe, før de er væk.

Posted in Anmeldelser, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Død over eliten – en gribende politisk gyser

5. februar, 2019

 


Peter Gilsfort som intens politiker (foto: Emilia Therese)

 

Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.

Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.

 


Githa Lehrmann bliver fyret (foto: Emilia Therese).

Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.

For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.

 


Venskaber splittes (Foto: Emilia Therese).

Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.

 


Ægteskaber splittes (foto: Emilia Therese).

Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.

Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.

Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.

Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.

Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.

Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.

Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Leonora Christina: Forvirret og effektjagende

5. februar, 2019

Storsatsningen ’Leonora Christine’ i Odeon har meget for øjet og noget for øret, alt for meget for urviseren og er musikalsk for svag med et overlæsset og ulogisk manuskript.

Xenia Lach-Nielsen som Leonora Christina i problemer (foto: Emilia Therese).

– Det er pessesvært at tale uden tænder!

En trussel med megen sandhed, fremsat i et sprog, man med bestemthed ikke dyrkede i 1660erne. Ligesom det er usandsynligt, at Leonora Christina ville sige ’du’ til den franske Dronning Anna midt i et fedteri så skamløst, at hun og Corfitz Ulfeldt ville være blevet smidt i rendestenen på stedet, hvis de havde gjort det andre steder end i Leonoras betændte fantasi, når hun genfortæller sin historie til ’Manden i Hvidt’ – hvis konklusion efter tre timer er, at her har vi fået historien om, hvordan Danmark fik en enevældig konge, hvis titel blev nedarvet. I forlængelse af svenskekrigene 1658-60 med stormen på København og Frederik 3., der ville dø i sin rede.

 


Troels Lyby og Xenia Lach-Nielsen (foto: Emilia Therese).

 

Lyder det forvirrende, så vær sikker på, at det er det. Manuskriptet til musical’en ’Leonora Christina’ i Odeons store sal springer i tider og steder, så man ikke skal blive forbløffet, når der pludselig kommer noget, der ligner en neapolitansk gadesælger, syngende forbi Ellen Marsvins fynske have.

Der er også problemer med persontegningen. Indimellem er Leonora Christina snu og ind imellem frygteligt infantil – er det virkelig den kvinde, der skrev den litterære bedrift ’Jammer Minde’?

Måske skal man ikke tage det historiske for tungt, men det gør scenerne, der suser rundt i episoder fra Leonoras og Corfitz Ulfeldts turbulente liv, bortset fra at der lægges voldsomt til de historiske kendsgerninger om intriger og forræderi.

Hvorfor er den svenske konge skildret som en total idiot og Frederik 3. med tilløb til det samme? Måske for at forstærke indtrykket af stærke kvinder, der styrer svage og latterlige mænd.

Nå, mange musicals tåler ikke en nærmere prøvelse af logik, men har til gengæld udødelig musik. Tænk blot på ’Grease’, hvis moral er, at hvis du bare ryger, drikker og horer, er du god nok.

 


Stig Rossen (tv) og Joakim Lind Tranberg som Fuchs og Frederik 3. (foto: Emilia Therese).

Her svigter musikken. Orkestret under Casper Schreiber gør det glimrende, og selv om kun Stig Rossen synger helt overdådigt, er de øvrige sangpræstationer udmærkede, ikke mindst Xenia Lach-Nielsens Leonora og Cecilie Gerbergs dronning, Sophie Amalie. Scenen mellem de to er forestillingens dramatiske højdepunkt, og man kunne drømme om, at hovedpersonernes indbyrdes spændinger var blevet skildret mere farligt. Natali Vallespir Sand får ikke lov at synge som Dronning Anna, og det er ærgerligt.

Når man ikke kan huske et eneste tema efter forestillingen, er det, fordi Stephen Henriksens musik ikke siger meget – også selv om lydniveauet næsten er sundhedsskadeligt.

Betingelserne for en stor musicalaften er ellers fine, og den indledende truende musik skabte forventninger, som ikke blev indfriet. Den kæmpestore scene har gjort det muligt for scenograf Ashley Martin Davis at slå sig løs med bl.a. kongen stående i en minikopi af Rundetårn og Hammershus næsten hentet indendørs for ikke at tale om flere scener med flot gade- og havneliv, hvor Karin Betz kostumer fører sig frem, og Peter Friis’ koreografi ofte virker gennemtænkt. Jonas Bøgh har leveret lys i doser, der indimellem virker som effektjageri, men det må instruktøren Peter Langdal tage sin del af ansvaret for. Han kan tænkes at have forstærket virkemidlerne for at dække over musikalske mangler.

Tre timer er den ene for meget. En kraftig opstramning vil gøre resultatet mere spiseligt.

’Leonora Christina’ spilles sidste gang 15. februar.

Søgeord: ,
Posted in Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Babyer er begejstret for opera

28. januar, 2019

 

Babyoperaen ’Hjerte Lyd’ i Ferritslev Fritidshus var en forbløffende oplevelse for alle generationer og en inspirerende musikalsk oplevelse for de blebærende.

 

 


Babyopera i Ferritslev Fritidshus. Dagmar i sort og Svend i gult medvirker improviseret.

Publikum bliver lukket ind i teaterrummet til lyde fra en blid spilledåse. Målgruppen, babyer på 0-2½ år, fascineres umiddelbart af den skinnende hvide cirkelkulisse, hvor de selv kan sætte sig med forældre og bedsteforældre i periferien, men hurtigt finder ud af at krybe rundt og udforske puder, plysdyr, små bløde dukker, lagener og stativet, der ligner skelettet til en pavillon.

 


Toårige Dagmar i forgrunden overvejer sit næste skridt

 

 

Søndag formiddag kunne man næsten forestille sig, at forestillingen allerede var i gang, da toårige Dagmar opførte sig, som var hun en del af ensemblet.

Derved bliver de en del af forestillingen ’Hjerte Lyd, som Den Jyske Opera har skabt i samarbejde med to englændere, komponisten Sam Glazer samt instruktøren og librettisten Zoë Palmer. Tanja Bovin står for scenografien og de engleagtige kostumer, mens Marlene Smith står for koreografien.

Saxofonisten Kasper Hemmer Pihl vækker nysgerrigheden hos de små med pusten, såvel med som uden toner, og siden bjergtages de også af celloen, som Johanne Andersen betjener, og af sangerne Johanne Højlund og Leif Jone Øberg, der det meste af tiden opholder sig i cirklen i centrum, men som også bevæger sig ud blandt publikum. De betager med flyvende fjer og dun i flere farver; hvirvlende lagerner og tæpper; og sjove ting, der er ophængt som i en skærm eller uro. Diskret pirrer de nysgerrigheden hos børnene, der alt efter alder bliver mere og mere kravlende eller gående rundt for at være med, mens de småpludrer ivrigt.

Sangteksterne forstår de ikke, og musikkens form er de ligeglade med, men der kræses for de voksne, der såvel omfatter mødre og fædre som bedsteforældre, med dejlig musik, indsmigrende sang og tekster på dansk og engelsk. Alligevel taler musikken stærkest til de mindste, der danser rundt eller, for de mindstes vedkommende, rykker taktfast og præcis med hele kroppen.

Forestillingen varer en halv time, hvor ingen af de små blev rastløse, og kun en enkelt et øjeblik græd lidt og måske skulle skiftes. Det største problem er måske at overbevise forældre om, at børnene ikke spolerer forestillingen, når de medvirker i den.

Efter forestillingen får børnene et kvarter ekstra til at undersøge kulisserne en ekstra gang, tale med de medvirkende og blive sat ind i musikinstrumenternes hemmeligheder.


Svend indvies i celloens hemmeligheder efter forestillingen.

 

Går vi ud fra, at et barns karakter grundlægges i alderen 0-4 år, er en forestilling som denne grundlæggende for de musikalske anlæg, og heldigvis er den allerede vist for børneinstitutioner på stribe. Gid samtlige eksisterende institutioner kunne få denne fantastiske oplevelse.

Søndag blev den snesevis af babyer og familie til del i en forestilling, som man kunne unde alle de personer, der tror, at penge til en babyopera er kastet i kloarken, at se . Den er med til at gøre fremtiden bedre.

Posted in Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Tanker ved et 59 års jubilæum

21. december, 2018

Ikke mange oplever at have 59 års jubilæum noget som helst sted, endsige de 60, jeg håber på om et år på Kjerteminde Avis.

De 59 år satte tanker i gang.

 

01 kua jsvend 001 (2)

 

Den 9. december var det 59 år siden, min første selvstændige artikel stod i Kjerteminde Avis, hvor jeg allerede havde haft min faste daglige gang som meddeler i et par år, før Per Panduro fastslog, at det var meget lettere, at jeg skrev mine historier selv, end at de først skulle skrives ned på grundlag af mine meddelelser.

Per sørgede sågar for, at jeg fik løn, nemlig 5 øre pr. linje, på betingelse af, at det ikke fik mig til at skrive længere af grådighed. Lønnen fik jeg udbetalt af kassereren i forkontoret, der lod mig kvittere på et bilag, hvor han med sirlig skrift havde skrevet ’stof’.

At jeg kom på avisen fra midten af 1950erne betyder, at jeg har oplevet samtlige chefredaktører, journalistelever, trykkere etc. siden da, og det har været en gave og en oplevelse. Den legendariske Charles Caspersen viste mig, hvor vigtigt det var at have respekt for detaljerne og de mindste nyheder, som ofte er de mest læste. Som når der blev bragt kæmpeæbler ind på redaktionen, og han dagen efter skrev:

“Kæmpeæbler paa Redaktionen
… Vi dvælede et Øjeblik ved Tanken om en ny Slags Hvidkaalshoveder, men Stilk og Kærnehus var os i Vejen for at følge denne idé videre frem. Vi konstaterede derefter, at det var tre Sorter, der var repræsenteret paa en lidt kraftig Maade, nemlig Bramley Sedling, Belle Fleur de France og Cox Pomona, og at Vægten var henholdsvis 625, 620 og 605 Gram for de tre Kæmper. Voksestedet var Hinkes Plantage. – I Dag har hele Redaktionen faaet Æbleflæsk!”

Jeg oplevede de gode som de dårlige tider, som ofte havde noget med redaktionen at gøre. Jeg oplevede, hvordan Fyens Stiftstidende var ved at slagte Kjerteminde Avis, men ombestemte sig, da Baltsar Nielsen fastslog, at ’det er dog det værste, jeg har oplevet. En stor konservativ avis, der vil slagte en lille konservativ avis, der ovenikøbet kører med overskud.’

Efter at have tænkt over det, blev Kjerteminde Avis fredet ind i det næste årtusinde, hvor den desværre blev kørt effektivt ud på et sidespor, da landbonummeret, som var avisens store indtægtskilde, blev udsat for dumpingkonkurrence på annoncerne, og så var det slut med de trykte aviser.

Alligevel kører avisen videre som kjavis.dk , og efter min bedste mening er indholdet mindst lige så godt og skrevet med samme ildhu og idealisme, som da den blev nedlagt og havde 1.800 abonnenter.

Hvor er de henne nu? Antallet er lidt under de ca. 900, der skal til for at holde avisen gående, og det burde der da være basis for, for der er jo intet andet sted, hvor man får så fin information om alt, hvad der sker i vores lokalsamfund – og det omfatter i dag hele Kerteminde Kommune, så grundlaget burde være meget bedre.

Jeg ved godt, at det for mange er rart at kunne sidde med en trykt avis – det synes jeg også selv bedst om – og at de fleste unge mener, at alt på nettet skal være gratis, og det har såmænd også inficeret tankegangen hos mange ældre – men bliver det en dag om nogle år igen sådan, som da den trykte avis gik ned, at der er en lang kø af mennesker, der begræder tabet og mener, at nu bliver Kerteminde lidt fattigere?

Forhåbentlig ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal få mit 60 års jubilæum med, men skal kjavis.dk også leve til 70-året, skal flere nok tegne abonnement, og det er endda betydeligt billigere, end det var for den trykte avis.

Det er i øvrigt ikke min løn, der trykker budgettet. Ganske vist fik jeg på et tidspunkt lønforhøjelse til 10 øre pr. linje, men lønnen faldt væk, da jeg blev gymnasiast, og er aldrig kommet tilbage – og i mine kontrakter med Politiken, DR, Eurosport m.fl. har altid været indføjet en passus om, at jeg havde lov til fortsat at skrive ulønnet for Kjerteminde Avis. Det bliver jeg ved med, så længe såvel den som jeg eksisterer.

Søgeord:
Posted in Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Temperaturen på puberteten

22. november, 2018

Temperaturen på puberteten

Finn Wiedemann er opvokset i Munkebo og har i sit forfatterskab først og fremmest skrevet om de ting, han oplevede i sin ungdom, hvad enten det, som i de første bøger, var selvbiografisk eller det, som i romanen ’Vinterkrigen’, er sat i en fiktiv ramme.

Titlen sigter til, at handlingen udspiller sig i den hårde vinter 1978-79, som dog spiller en begrænset rolle. Mest som baggrund for hovedpersonens glubende appetit på alt, hvad der har med meteorologi at gøre – og som giver den ældre læser et hyggeligt tilbageblik til Lars Christiansen og DRs første trafikredaktion.

Vi følger den 13-årige Lars i et brydningsår, hvor hans mor dør; hans far har en affære; han selv har problemer med at skulle konfirmeres, selv om han ikke tror på Gud – i overensstemmelse med den dobbeltmoral i voksenverdenen, han opdager; han er vildt forelsket i en pige, men har ikke den store tro på sig selv; alligevel er den seksuelle debut umiddelbart forestående.

Finn Wiedemann

 

Endnu engang ’husker’ Finn Wiedemann blændende. Han fortæller i et smukt sprog og i sin vanlige, lavstemte stil levende, om end han endnu engang falder ud af fortællerrollen her og der. Vi ser og hører med en 13-årigs øjne og ører; erfarer, hvad han tænker, og alligevel kan der pludselig fx stå: ’To teenagere i et parcelhus på Erantisvej, som er alene hjemme en forårsaften, og som er ved at lære kærligheden at kende.’

I modsætning til flere af de tidligere bøger er der mere dramatik til at holde læserens interesse fangen, og historien er endog indrammet af en voldsom skudepisode.

Den 229 sider lange bog, udsendt på forlaget Brændpunkt, er inderlig og nostalgisk for mange, men om den taler til den generation, den handler om, gad jeg nok vide. Måske er der for stor forskel på dagligdagen da og nu, måske er de unge meget tidligere modne i dag.

Jeg læste bogen, som er blandt Wiedemanns bedste, så hurtigt, det var muligt.

Posted in Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »


Brilliant og sædenaglende opera

17. november, 2018

’Til døden os’ er formentlig Andy Papes bedste opera og en forbilledlig forestilling at fejre Den Fynske Operas 70 års jubilæum med.

 

Carl i den virkelige verden, Anna og John i sindets afkroge (Foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).

 

Det oser af banal og daglig lykke i en tidlig scene af Andy Papes ’Til døden os’ på Den Fynske Opera. Carl, Mathias Hedegaard, serverer bakken med morgenmad og bringer kaffen med en elendig vits, som han formentlig har brugt hundrede gange før. Så drager han af sted til dagens arbejde, men efterlader ikke en lykkelig hustru, Anna, Vibeke Kristensen.

Det ved vi som publikum allerede. Ikke kun, fordi det ligger slet skjult i musikken, der leveres forbilledligt af Erik Kaltoft på klaver, Kirstine Elise Pedersen på cello og Elain Ruby på klarinet, men også pga. et genialt indfald af instruktør Daniel Bohr.

Han lader virkeligheden afspejle på to kæmpestore spejle, hvor dæmonerne også er projiceret ind: Kunstneren John, Lucas Bruun de Neergaard, som var Annas store kærlighed, og det barn, som faktisk var deres. John, som kørte sig og barnet ihjel i et trafikuheld, men som hele tiden lokker hende: Kom over. Lad døden forene os.

Scenen spejler Anna. Når hun er i virkeligheden, ligger dæmonerne tæt og påtrængende i såvel billede som det lydbillede, der med utrolig styrke gengiver hendes sindsudsving. Når spejlene forsvinder, er vi i hendes stadig mere syge sind og ser hende nærme sig mere og mere til det punkt, hvor døden skiller hende fra ægteskabet og forener hende med John.

 

Vibeke Kristensen, Lucas Bruun de Neergaard og Mathias Hedegaard (foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).

Man nagles til sædet under vejs. Ender den psykologiske gyser skidt eller godt? Og hvad vil egentlig være skidt eller godt? Bohrs iscenesættelse, de tre sangeres præstationer og den intense musik borer dybt i sjælen, og der går nogle sorgladede sekunder, efter at lyset er slukket for sidste gang, før publikum kan samle sig om glæden ved at hylde kunstnerne for en storartet præstation.

Operaen er oprindelig et bestillingsværk fra Den Fynske Opera og blev første gang opført i 2003. Operachef Thomas Storm har valgt den, fordi det er det mest spændende og fuldendte af de værker, operaen selv har bestilt, og det er et klogt valg.

Storm vil gerne gøre ’Til døden os’ til en klassiker, og det har den med sikkerhed kvaliteterne til – og blev i øvrigt opsat for anden gang i 2007. Lad os få den ud i verden; og om man synes, at Wikipedia er væsentlig for kunst eller ej, så må en eller anden lægge den på dér, så menigmand ikke mener, at den ikke er for ham/hende.

Det er et værk, som for mange vil være beviset på, hvor vedkommende opera kan være for et moderne menneske, og har man ikke allerede sikret sig en billet, kan man gøre det frem til d. 28. november.

Posted in Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Nissebande med musikalitet og julehumør

17. november, 2018

’Nissebanden i Julemandens Land’ på Odense Teater er den perfekte familieforestilling med dramatik i børnehøjde, ordspil for voksne og masser for øjne og ører i alle aldre.

 


Nissebanden, fx Mikkel Bay Mortensen, Amalie Fjeldmose, Peter Gilsfort, Natali Vallespir Sand og Joakim Lind Trabjerg (foto: Emilia Therese).

 

Bilen med vores tre børnebørn gyngede af liv og iver på vej hjem fra Odense Teaters juleforestilling. Alle tre ville fortælle om det, de havde moret sig mest over i ’Nissebanden i Julemandens Land, der er så spækket med finurligheder og overraskelser, at de alle havde haft deres personlige oplevelser: En detalje i Nina Schiøttz’ scenografi, fx da nummerpladen kommer løbende bag den bil, den tilhører; en sjov bevægelse i Peter Friis’ koreografi, ikke mindst da Puk, den indtagende og friske Amalie Fjeldmose, viser sig også at mestre elektro-rap; en særligt morsom bemærkning, ikke mindst om varm og kold kaffe hos Fiffig-Jørgensen, som hele trioen var stærkt betaget af i Anders Gjellerup Kochs kostelige fremstilling – og de var vilde med hans bortforklaring af, hvordan han var havnet på Grønland.

 

 


Fiffig-Jørgensen skal forklare sig for Nissebanden (foto: Emilia Therese).

Forestillingen går rapt over scenen med poetiske indskud, og selv om den varede to en halv time, var der ikke et barn i det stopfyldte teater, der tabte tålmodigheden, og de var ellers ned til 3-4 år gamle.

Det er en indtagende, morsom og gennemmusikalsk forestilling, Flemming Jensen har skrevet og instrueret, og til hvilken Hans Dahl har skrevet musik, der passer til hver eneste stemning og optrin. I øvrigt flere steder med klar inspiration, fx af ’Slowly’ og de tre gribbe fra ’Junglebogen. Da hele forestillingen tilsyneladende er forbi, har vi ikke fået ’Risengrødssangen’ i fuld udstrækning endnu, men så kryber Nissebanden en sidste gang ud foran fortæppet, og så kan vi alle sammen være med til at give grøden en ekstra smørklat smør.

Samtlige medvirkende er i den mest atmosfærefyldte julestemning. Peter Gilsfort som den let forfjamskede Hr. Mortensen, der ind imellem stadig kan træde i karakter. Natali Vallespir Sand som den sødmefulde Gemyse. Mikkel Bay Mortensen som Skipper, Joakim Lind Tranbjerg som Lunte, Cecilie Gerberg som en brillant bibliotekar. Githa Lehrmann som fru Fiffig-Jørgensen, Mads Nørby som grønthandleren, der kortvarigt bliver udkonkurreret af brugsuddeleren, en fremragende Claus Riis Østergaard, der heldigvis bliver klogere, så der fremover vil være mere end en enkelt butik i Holme-Olstrup – og så er der alle de kære små nisse/landsby/eskimobørn, der ikke har så mange replikker, men alle kan synge og danse i højt humør.

 

 


Rådvildhed i Holme-Olstrup, da Puk og Fiffig-Jørgensen er væk.

Orkestret under ledelse af Bent Lundgaard forlyster ikke blot under forestillingen, men også med en kort nissekoncert i foyeren et kvarter før forestillingsstart, og indtil da underholder Odense Tamburkorps foran teatret og imponerer ikke mindst med trommestikker, der kan lyse blåt i forskellig styrke alt efter, hvor kraftigt de bliver brugt.

I pausen er der gløgg og æbleskiver, og alt ånder god, gammel jul til en forfriskende juleforestilling, som spiller frem til 22. december og må være perfekt som afslapning efter juleindkøb, og hvor man kan mærke sig Flemming Jensens vise ord: Hvorfor hoppe på den limpind, at naivitet er for børn – når den er langt, langt mere tiltrængt blandt voksne?

Søgeord: ,
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Verdens bedste Pippi

10. november, 2018

… kan man opleve på Slotsmøllen i Nyborg netop nu i voldspillernes juleforestilling, hvor næsten alt er perfekt. Scenografi, instruktion, nyoversættelsen, koreografi, sang og ikke mindst Nanna Tipsmark som verdens bedste Pippi Langstrømpe.

 

 

 


Verdens bedste Pippi (Foto: Palle Gram).

 

Det kan godt være, at det eneste julede i Nyborg Voldspils ’Pippi Langstrømpe’ er et julekram, men det er alligevel en perfekt juleoptakt at lade hele familien samles om.

Astrid Lindgrens fortællinger om verdens stærkeste, rigeste, mest respektløse og totalt charmerende pige, der gør alt det, de artige børn drømmer om, går over scenen i Slotsmøllen med tempo, charme og energi i Jesper Duponts iscenesættelse og ikke mindst mundrette nyoversættelse, som er bifaldet af Lindgrens arvinger, og det kræver ikke så lidt.

 

 


Kling og Klang er såvel sjove som adrætte (foto Palle Gram).

 

Hesten vrinsker, aben Hr. Nilsson er på en smart måde gjort ekstra deltagende i løjerne. Tommy og Annika, Sebastian Holm og Lærke Holst, er begejstrede for den respektløse Pippi, der gør alt, hvad man ikke må, og får voksne til at gå fra snøvsen: Fru Prysselius, spillet med overskud af Vivian Edelberg; betjentene Kling og Klang, som, konstaterede vores ene børneanmelder, var perfekt castet ved at have så ens fremtoninger og var utroligt adrætte, når Pippi fx tvang dem til at falde ned fra tage og trapper; røverne Dunder og Blom, urkomisk og rørende fremstillet af Kasper Olesen (ikke borgmester!) og Jens Jepsen; samt lærerinden Dorthe Boe Christensen, der må se alle sine gode hensigter saboteret af Pippis ønske om at få juleferie og undgå plutifikation.

 

 


Dunder, Pippi og Blom (foto Palle Gram).

 

Til slut dukker minsandten Pippis far, sørøveren kaptajn Langstrømpe i skikkelse af Jens Jepsen, op, men må sejle væk igen med sine friske ohøj-sørøvere, fordi rigtige venner kan ikke undvære hinanden, så Pippi bliver hos Tommy og Annika og gør Villa Villekulla og hele byen mindre kedelig.

 

 


Pippi, Tommy og Annika (foto Palle Gram).

 

 

Enhver Pippi Langstrømpe-forestillings totale succes afhænger af, at man har en dejlig Pippi, og ingen er set bedre end 17-årige Nanna Tipsmark. Hun danser godt, synger indtagende, spiller frisk og overbevisende komedie og er utroligt behændig, når hun klatrer rundt på vægge og tagrygge eller nedlægger Kling, Klang og Adolf, verdens stærkeste mand, Kasper Mortensen. Tipsmark er en tyfon af en Pippi, som man godt kan spå en fremtid i musicalfaget, hvis hun skulle vælge at forsøge sig ad den vej.

 

 


Pippi nedlægger Stærke Adolf (foto: Palle Gram).

 

Malene Højme Ilskovs cenografi er imponerende. Villa Villekulla kan vende indersiden ud i en hurtig vending, og taget kan blive broen på et sørøverskib. Maria Nielsens koreografi er opfindsom og passer perfekt til de mange dygtige unge, der udgør komparseriet i forestillingen. De synger også rent, bl.a. takket være Kristine Becker Lunds arbejde, og kostumerne er det farvestrålende resultat af systuens arbejde under ledelse af Pia Hall Nielsen.

Orkestret er her og der en smule mere cirkus, end det formentlig er meningen, men fungerer alligevel fint, og i pausen er der gløgg og – ikke alt for sprøde – æbleskiver. Med hindbærsyltetøj, konstaterede forestillingslederen Nicolaj Dencker Rasmussen, der hellere ville have haft jordbærsyltetøj, men det er vist også det eneste, han ikke har haft fuld check på, så det kommer nok siden.

Det er en veloplagt forestilling for alle aldre, og den er så godt som udsolgt, men der er sat tre ekstraforestillinger ind i tiden frem til 9. december, så har man ikke allerede sikret sig billetter, er der en chance endnu, selv om den hurtigt vil blive mindre og mindre.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »