Blændende Tammi Øst i Sunset Boulevard

15. august, 2022

Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke

 

Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.

Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.

 

Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.

Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.

Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.

 

Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.

Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.

I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.

Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.

Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.

Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.

Søgeord: , ,
Posted in Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Elegant elskovsleg og skønt sprog i slotshaven

6. august, 2022

Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.


Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.

 


Ulrikshoms Slotshave er en perfekt kulisse (Foto: Chris Miller)

 

Forestillingen, opsat af Herregårdsspillene, var intet mindre end perfekt. Lars
Zacho Maarups oversættelse af Shakespeares gækkeri med liv, død og først og fremmest humor, kogleri og erotik er blændende flot – mundret og ført up-to-date uden at miste det sprog, som gør, at digterens værker har overlevet så mange århundreder – kakao for øregangene. Det er fuldt af elegante referencer til et dansk publikum, som Shakespeare selv ville have bifaldet – og hele ensemblet yder det fuldt retfærdighed.

 


Anja Törnqvist som Titania bliver forelsket i et æsel (foto: Chris Miller)

 

Det er også fremragende i kropssprog og timing, utvivlsomt ikke mindst et resultat af Jonas Grundtvigs instruktion. Alle elsker at være med og igen minde os om, hvor tidløs Shakespeare er.

 


Helena, Katrine Juliane Krone, bruger ret voldsomme midler i forsøget på at få Lysander, Bastian Sørensen, til at elske sig (foto: Chris Miller)

Dennis Due og Anja Törnqvist er livlige og poetiske som Titania og Oberon, der med Puck som hjælper iværksætter temmelig grove løjer, som desuden går rivende galt. De gale elsker hinanden, og Titania bliver dødeligt forelsket i et æsel, vidunderlig komisk spillet af Henrik Knudsen som håndværkeren, der er med i en skuespiltrup. I den gør Shakespeare tykt nar af sin tids uduelige amatører – han selv var den superprofessionelle på The Globe – men på så kærlig en måde, at vi elsker dem alligevel.

 


Demetrius, Christian Runge, og Hermia, Clara Thorsted (foto: Chris Miller)

 

Oberon fortryder og får tingene tilbage på deres rette hylde, så Helena kan få sin Demetrius og Hermia sin Lysander. Læs navnene på skuespillerne herunder.

De optrædende overvinder alle problemer. De bruger alle deres stemmer så opspændt, at de kan optræde ‘unplugged’, altså uden brug af mikrofoner, uden at nogen går glip af en stavelse, også selv om der er tre alferoller, Spindelvæv, Ærteblomst og Sennepsfrø, spillet af teenagere. Kostumerne af Jette Bom, Jette Bek Danielsen og Kirsten Janby passer til hver enkelt person, og i denne tid, hvor megen kunst mishandles ved at få et nutidigt udtryk, er det herligt at se Shakespeare spillet som Shakespeare.

 


Alferne og Puck (foto: Chris Miller)

Forestillingen betvinger en let blæst og nogle få, lette regnbyger, og alle klarer at sprinte rundt i Ulriksholms dejlige slotshave, der er en ideel kulisse, men hvor der ellers lurer græskanter, træer og blomsterbede.

 

De to sidste forestillinger er på torsdag og fredag i næste uge. Forsalget har været så godt, at man muligvis skal være heldig for stadig at få en billet, men giv ikke op.

Det er en oplevelse, man aldrig vil glemme.

William Shakespeares ‘En Skærsommernatsdrøm’, opført i Ulriksholms Slotshave af Udendørsteatret Herregårdsspillene. Titania: Anja Törnqvist. Oberon: Dennis Due. Lysander: Bastian Sørensen. Demetrius: Christian Runge. Hermia: Clara Thorsted. Helene: Katrine Juliane Krone. Puck: Christian Møllegaard Madsen. Rikke Friis Skov: Petra Quince. Nick Bottom: Henrik Knudsen. M.fl.

Søgeord: , ,
Posted in Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »


Stjernerne funkler på Nyborg Vold

18. juli, 2022

Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.

 

Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.

 

Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

 

 

 

Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.

Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.

 

Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!

‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.

Søgeord: , ,
Posted in Anmeldelser, Generelle nyheder, kultur, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Døden i Tour de France

1. juli, 2022

Billede1-3

Når så mange mennesker er involveret i en begivenhed gennem så mange dage hvert år, må døden slå til en gang imellem. Det er simpelthen statistisk uundgåeligt. Helt overraskende er kun tre ryttere døde under selv løbet, og kun de to som følge af de styrt, de har været udsat for.

I 1935 spanieren kørte Francisco Cepeda på 7. etape ned i en slugt i nærheden af Bourg-d’Oisans og døde som følge af det kraniebrud, han pådrog sig. Det var Cepedas fjerde Tour. Bedst blev han placeret i 1930, hvor han blev nr. 27.

I 1995 styrtede italieneren Fabio Casartelli i Pyrenæerne, ramlede med hovedet mod en af de sten, der afgrænsede den lille bjergvej. Han havde hjertestop flere gange i helikopteren på vej til hospitalet, men stod ikke til at redde. Mange TV-seere diskvalificerede sig selv moralsk, da de bagefter ringede stationerne ned for at få billeder af selve styrtet, som ikke fandtes, men som de følte sig snydt for.

Den dag blev løbet ikke neutraliseret, formentlig fordi arrangørerne ikke ville fratage Richard Virenque den kolossale triumf, han var ved at fuldføre, da han kørte alene over etapens fire store bjerge og vandt – men det gav en meget dårlig smag i munden.

Feltet var underrettet og holdt stort set op med at køre. Da Jesper Skibby kom i mål, sagde han: – Det er sådan en dag, der viser, at andet er vigtigere end at cykle.

Han havde aldrig kørt med cykelhjelm, men annoncerede, at det ville han gøre dagen efter – men det blev det også kun til. To dage efter kørte han igen uden hjelm, og da jeg spurgte hvorfor, var hans svar: – Det er jo ikke Sverige, det her!

Svenskerne havde nemlig indført obligatorisk hjelm, og det gjorde resten af cykelverdenen også siden.

Mere selvforskyldt var Tom Simpsons død på Mont Ventoux i 1967. Årsagen var blandingen af ekstrem varme, hårde anstrengelser og en indtagelse af stimulanser. Obduktionen viste tegn på alkohol og amfitamin, og den barske hændelse, som blev indfanget af en mængde kameraer og bemærket særligt, fordi englænderen dristigt var gået i udbrud på en dag, hvor bilerne en efter en måtte parkere med kogende kølere, var en væsentlig grund til, at der endelig blev sat ordentligt system i dopingkontrollen af feltet.

Franske Adolphe Heliére døde under Tour de France 1910, da han på fridagen ikke tog sig i agt for den kraftige strøm i Middelhavet. Han tog sig en svømmetur fra stranden fra promenaden i Nice, men kom aldrig ind igen.

Dødsfald er naturligvis også forekommet omkring feltet, så at sige i dets kølvand. Som i 1964, hvor føreren af en politibil af typen “salatfad” mistede kontrollen over køretøjet, der pløjede sig gennem en gruppe tilskuere ud på en bro, hvor den brød gennem rækværket for at styrte ned i den underliggende flod. Otte mennesker omkom i den blodige tragedie, der udløste voldsom debat om sikkerheden under Touren. Jeg vil også nok mene, at skulle jeg blive alvorligt syg et sted, skulle det nødig være dér, hvor Tour de France straks efter skal passere. Dér kan ingen ambulance komme frem.

I sidste dags spurt på Parc des Princes 1958 var André Darrigade på vej mod endnu en triumf, da en official gik for langt ud på banen og kolliderede med ham 50 m fra målstregen. Darrigade blev indsat i den samlede stilling, selv om han ikke var i stand til at fuldføre. Helt så godt gik det ikke for manden, der forårsagede ulykken. Han døde.

At der vil ske dødsfald er i øvrigt rent statistisk en given ting. Den samlede karavane med ryttere, soigneurer, mekanikere, læger, journalister, fotografer, kamerahold og andre udgør i vore dage er en by på mere end 4000 personer, som dagligt flytter teltpælene flere hundrede kilometer. I et sådant samfund er det simpelthen uundgåeligt, at der sker et dødsfald ind imellem.

Søgeord:
Posted in Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Mont Ventoux

30. juni, 2022

Billede1-3

Et af ikoniske bjerge på Tour de France er Mont Ventoux, Det Skaldede Bjerg, hvor drama efter drama har udspillet sig. Genoplev det med mig i 2000, hvor jeg fulgte med MCJ&J Touren rundt for at fortælle historien om det første rent danske hold, der deltog. Vi skruer tiden tilbage til 12. etape 2000, Carpentras – Mont Ventoux, altså med mål på toppen:

I dag gælder det Ventoux. Gardinerne fra – vejrguderne er venlige! Vinden er stærk, men ikke som i går. ’Kun’ 60-80 km/t på toppen. Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jean-Marie Leblanc, Tourens direktør, konstaterer i Le Village til Carpentras’ borgmester, at det perfekte samarbejde også omfatter vejret.

Begge veje op på Ventoux blev lukket kl. 8, og da skønnede politiet, at 3500 køretøjer var parkeret på bjerget, mange siden dagen før og mange danske,der kommer fra hele kongeriget. De, der var kommet om aftenen, havde slået sig ned på læsiden af den skovdækkede del af bjerget. Skulle man overleve over trægrænsen, hvor mistralen rasede, kom man efter kl. 6 om morgenen.

Langt de fleste af de ifølge politiet 300.000 tilskuere på bjerget er imidlertid på vej opad på cykel eller til fods. Og de accepterer ikke berettigelsen af biler. Illustreret af en gammel bonde med stok, der gør et uforudsigeligt skridt lige ind i vores bil, så han rammer sidespejlet. Hvorefter bagenden af bilen får et hårdt slag med stokken, mens han glor olmt.

Alt er fest og farver. Alle cyklister er i cykeltøj fra de store hold. Campingvogne flager med nationalflag, så de udgør en flagalle. Vandrere har flag på rygsækkene, og så har nogle lavet deres eget flag med røde prikker og påskriften Virenque – eller dødningehoved og piraten Pantani.Virenques Fanklubs 5000 medlemmer har indbudt til møde på Ventoux, og det virker, som om alle 5000 er på vej.

For to dage siden kastede 7000 cyklister sig ud på denne etape i et arrangement af cykelbladet Velo, ’L’etape du Jour’. Normalt kommer 4-5000 til mål, men på denne dag var det kun ca. 200, og 900 fik lægehjælp, selv om man havde truffet mange sikkerhedsforanstaltninger. Det var vejrets skyld.

Opkørslen er 25 km og har varet langt over en halv time i menneskemylderet. Efterhånden melder de hvide stenblokke sig, og til sidst slipper træer og buske helt op.

Det hvide bjerg – Det skaldede Bjerg!

Det tager pusten fra en. Uendelig smukt i solbeskinnede flader. Toppen med tårnet, der knejser mod den dybtblå himmel, hvor de første forrevne cirrusskyer danner vilde mønstre i den barske blæst. Uendelig vidt i udsynet over Rhonedalen først sydpå, siden også nordpå, da vi når op på den smalle hylde, der fører til tops.

500 m fra toppen – 700 m i kørestrækning – er der en udfladning, hvor alle mediekøretøjer ledes ind på et område med lutter skærver. De første 5-600 biler lykkes det at parkere pænt og rationelt, men der kommer stadigt flere, og til sidste er alt et forudsigeligt ragnarok. Ingen får lov at køre helt op, så de, der havde regnet med at se opløbet på Venteux og drøne af sted til presserummet og skrive, får sig en lang næse. Har de ikke væbnet sig med solidt vintertøj, får de også lungebetændelse, for det er kun 3-4 grader varmt, stormende og bidende koldt.

Der sker gentagne styrt på vejen over rutens tidlige bjerge. På et af dem havner Michael Sandstød oven på hollænderen Knaven og får kun hudafskrabninger, men da Michael Blaudzun vil køre videre, opdager han, at han har brækket kravebenet og må udgå, som det er tilfældet for i alt ni ryttere.

Bo Hamburger forsøger flere gange at komme i udbrud, men han finder ingen, der vil med. Ingen gør mine til at angribe Lance Armstrong, hvis hjælpere til gengæld splitter feltet i et vældigt ryk. Seks mand sidder nu forrest og får tilslutning af Pantani, en pirat på rov. Da rytterne kommer ud af skoven og ind i den dræbende vind, ser det for tv-seere bare smukt og vindstille ud, men på presseparkeringen er vi forbløffede over, hvordan de forreste bare skærer sig gennem vindstødene.

Armstrong angriber flere gange på den sidste kilometer, og duellen mellem ham og Pantani får tilskuerne til at juble, så det må kunne høres helt til Nordafrika i den voldsomme mistral.

I det sidste hårnålesving støder Pantani frem og sejrer med en ringbredde. Han forklarer bagefter, at han fik belønning for sin stædighed, for sin aggressivitet, for ikke at have givet op, når han var sat.

Armstrong siger et øjeblik senere, at han forærede italieneren sejren, fordi han fortjente den. En sviner af rang, der forsøger at fjerne glæden over bedriften fra Pantani. Hvis han virkelig gjorde det, burde han have holdt kæft med det i stedet for at opføre sig, som er han en ledende og fordelende cykelgud.

Pantani raser og bliver aldrig igen ven med Armstrong, som håner løbet. Hvem giver en sejr på Mont Ventoux væk? Et par dage senere kører Pantani feltet i sænk på etapen over Galibier.

Det danske hold er godt tilfreds ved middagsbordet, selv om man har mistet Blaudzun. Blandt deltagerne er Bo Hamburgers to-årige datter Yasmin, der er ved at falde over noget og spørger: – Hvad er det?

-Det er et dæksel.

– Et dæksel, siger hun prøvende.

Så får hun ti luftpandekager af sin farfar, der også er på besøg, og jubler af fryd. Jeg udbryder spontant: – Sikke en lille solstråle!

– Solstråle! Udbryder hun begejstret og smager lidt på det. Endnu et dejligt ord.

 

Søgeord:
Posted in Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – A Herogram

29. juni, 2022

Billede1-3

I 1959 deltog de to gode venner, Bent Ole Retvig og Arne K. Johnson, for første gang i Tour de France. De var skøre med cykling og at deltage på det Internationale Hold – de øvrige hold var nationshold på tværs af firmaholdene – var billigere for dem end at køre de fleste andre af de løb, de deltog i. De kæmpede hårdt, men uden succes. Retvig opgav på 7. og Johnson på 9. Etape.

Året efter tog de af sted igen sammen med Leif Hammel. De kørte løb næsten uden udgifter, før de kom til Paris og parkerede deres bil uden for et alt for dyrt hotel – og med alt deres udstyr i.

De ankom tæt på midnat og var for trætte til at tømme deres bil. Det fortrød de bitterligt, da de kom tilbage til den morgenen efter, og alt var stjålet.

De måtte låne sig frem, men cykelsko er noget, man helst skal have kørt til, og da Johnson ikke kunne finde nogen, der passede ham, opgav han uden at køre, mens Retvig opgav på første etape.

40 år senere kom jeg i forbindelse med Retvig og Johnsson, der boede på Den Franske Riviera og levede af indtægterne af to store ejendomskomplekser, som de ejede. Især Retvig ville gerne fortælle, hvordan det helt præcist var gået til.

Han havde lånt et par cykelsko, som sprættede hans fødder op, så de styrtblødte og smertede efter halvdelen af første etape. Ligegyldigt, hvor meget han ønskede at fortsætte, var det umuligt.

Jeg sendte historien til en af de britiske cykelvenner, jeg fik under Touren, Les Woodland, og han reagerede med ordene:

A herogram!  En helteberetning.

Hm, måske nok, men mest i familie med Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse, Don Quichotte.

Søgeord:
Posted in Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Le Village

28. juni, 2022

Når en etape indledes, har der været hektisk aktivitet, lige siden rytterne kom i mål dagen forinden. Kæmpe lastbiler har brudt alt i målområdet ned og i nattens løb kørt det til næste målby. Vejene på næste dagens etape får opstillet reklamer og barrierer langs de smalleste eller farligste steder. Der markeres steder for indlagte sprinter og bjergspurter, ikke bare på stederne, men også med afstandene til dem.

Porte opstilles, hvor afstanden til mål skal angives, ikke mindst La Flamme Rouge, der markerer den sidste kilometer. Mængder af officials er tidligt oppe for at være klar til at udfylde deres funktion – jeg har altid beundret modet hos dem, der står midt på vejen og med et gult flag forsøger at få alle til at køre uden om fx et helleanlæg eller lignende. Kommentatorboksene sættes op ved målstregen, og i startbyen opbygges Le Village.

Den har de samme faciliteter hver dag, men fremtræder ny i udformning, der passer området. Enkelte steder i en kolossal fabrikshal, men allerhelst udendørs i strålende sol.

Der serveres morgenkaffe med morgenbrød til alle akkrediterede, der i godt vejr virkelig kan slappe af. En del af rytterne slår et smut forbi, når de har skrevet sig ind efter etapen, og har hyggelige samtaler med journalister, som tit henter deres solohistorier her.

Om det stadig er sådan, skal jeg ikke kunne sige, men Credit Lyonnais’ gult klædte, lyshårede kyssepiger havde utrolig meget andet at lave end at kysse efter etaperne. De var udvalgt blandt mange hundrede ansøgere fra mange nationer, og de skal alle tale mindst 2-3 sprog. Dengang uddelte de fra morgenstunden de aviser, som journalister havde bestilt før Touren, og siden havde de en række repræsentative opgaver under Touren.

Morgenmaden har ikke helt så stort udvalg som eftermiddagens buffet’er, men er alligevel et gastronomisk punktnedslag med brød, croissanter, mange slags frugt, fisk ved havet, pølser i bjergene samt overalt kvalmende søde kager. De store sponsorer har hvert deres lille gårdhave, hvor de tilbyder det, som passer bedst med deres produkt.

Speakeren for afgangen, dengang Daniel Mangeas, som havde haft jobbet i mere end 25 år og talte et meget tydeligt engelsk og ikke mindst fransk, introducerede på scenen hver eneste rytter. Han kunne dem på fingrene og overbeviste alle om, at der ikke findes en dårlig rytter i feltet.

I Coca Colas afdeling var der opvisning af cheerleaders, der ikke var valgt efter deres udseende, men deres dansekunnen, og derfor var der en del m-e-g-e-t omfangsrige piger med.

En time før etapestart sendtes den kommercielle karavane af sted. En lang, lang række af reklamekøretøjer, opfindsomt udsmykket og næsten alle med vareprøver, som der ofte var hård kamp om at sikre sig.

Kort efter blev der givet besked om, at de journalister, der ville køre ’avant’, skulle tage af sted. Det gjorde de og indhentede hurtigt karavanen. Den skulle de så køre i zigzag igennem, og det kunne være noget af en kunst. Det kunne let tage tyve minutter, men derefter kunne man køre fuldstændig uhindret ad resten af ruten til mål og få et indtryk af, hvad der ventede rytterne.

I samme øjeblik, som starten var gået, begyndte nedbrydningen og transporten af Le Village.

Søgeord:
Posted in Andre sportsnyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Tidsgrænsen

27. juni, 2022

Billede1-3På hver enkelt etape er der en tidsgrænse, som afgøres af etapens natur og vinderens tid. Kommer man ikke i mål, før denne grænse er nået, bliver man taget ud af løbet.

Tidsgrænsen afgøres af, om der er tale om en hurtig etape på flad landevej, en langsom bjergetape eller måske en enkeltstartsetape. Grænsen fastsættes i et procentvist forhold til vinderens tid. Jo hurtigere, vindertiden er, jo flere procent udgør den tid, rytterne kan komme ind senere.

Især på hårde bjergetaper er det vigtigt, at ’bussen’ (den gruppe, der hurtigt samler sig bagude og forsøger at klare sig igennem i tide) når i mål rettidigt, og nogle ryttere har været formidable til kalkulere, hvornår hammeren faldt.

Da MCJ&J kørte Touren i 2002, blev tidsgrænsen flere gange diskuteret som et problem, og hvordan forsvarede en rytter som Michael Sandstød sig så mod det på etapen til Hautacam? Jo, han gik i udbrud og kørte sig en overgang 4 minutter foran feltet. Han fik 3 bjergpoint på Côte de Barcus og senere kom han over kategori 1-toppen Col de Marie-Blanc som nr. 4 og fik yderligere 18. Vi troede ikke vores egne øjne og ører.
Så måtte han se sig indhentet af de rigtige bjergryttere, men han havde nok at stå imod med til at slutte som nr. 79, godt 31 minutter efter, næsten et kvarter før de sidste.

Der findes desuden en paragraf, som siger, at man kan udvide tidsgrænsen, dersom særligt vejrlig eller andre usædvanlige forhold, fx uheld eller ulykker, gør sig gældende. Den paragraf blev bl.a. anvendt på en etape i 1997, så man ikke blev nødt til at eliminere 72 ryttere på samme dag.

Den blev også anvendt på 10. etape i 1933 fra Digne til Nice. Der ville kun have været seks ryttere tilbage, hvis man skulle have fulgt de normale regler. Cornez og Fayolle var 12 minutter foran de nærmeste forfølgere og 22 foran en gruppe, der bl.a. omfattede de fem bedste i slutstillingen. Så satte man tidsgrænsen på 10% i stedet for 8% af vindertiden, og dermed blev kun seks elimineret, og der var 43 tilbage i feltet.

Søgeord:
Posted in Andre sportsnyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Presserummet

26. juni, 2022

Billede1-3

Det siger sig selv, at med den globale interesse for Tour de France er antallet af mediefolk kolossalt: journalister, fotografer, radio- og tv-reportere, kameramænd, lys- og lydmænd etc. I den kæmpestore by, der rejser Frankrig rundt under Touren, er der mange tusinde mennesker, og godt 2.000 er blandt mediefolkene.

Det betyder, at presserummene skal være kæmpestore, og et af de krav, en hvilken som helst målby skal kunne opfylde, er et sted, der kan benyttes som presserum. Problemer er løst på mange forskellige måder. Mange steder sidder man og arbejder i kæmpemæssige sportshaller.

Et sted, hvor alle fik kolde fødder af at arbejde, var Courchevel i Alperne, hvor presserummet lå i en ishockeyhal, hvor isen stadig lå der. Så var der lagt gulv oven på isen, men kulden trængte igennem brætterne, så man hurtigt fik iskolde fødder.

Pressen blev på mange måder forkælet, og jeg har da stadig et skønt halstørklæde fra netop Courchevel og en lille, uåbnet Fantadåse, som der er en særlig historie bag.

Coca Cola var blandt hovedsponsorerne i Touren, og hver eftermiddag lurede alle pressefolkene på det øjeblik, hvor de store frysere blev fyldt til randen med store og små Fantaer. Her viste mange af reporterne deres sande ansigt. Nogle havde net til at putte mange dåser ned i. Andre tog favnen fuld, men der var naturligvis også dem, der bare tog, hvad de regnede med at drikke under resten af den pågående etape.

Jeg har hverken før eller siden set de mini-Fantaer, der blev delt ud, så naturligvis sørgede jeg for at få en med hjem.

Ellers var det en fryd at arbejde i presserummet, hvor faciliteterne var ideelle, og det var nok det eneste sted i Touren, hvor sproget ikke var noget problem. Der var officials, der talte perfekt engelsk, og der var sågar en, der talte skandinavisk.

Søgeord:
Posted in Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Faren for at blive fed

25. juni, 2022

Billede1-3For målbyerne i Tour de France er det en festdag, når hele verdens fokus falder på dem. Faktisk er Pau den eneste by blandt dem, jeg har været med i, der behandlede Touren som en formalitet, der skulle overstås. Byen, hvor en indbygger kaldes for en paloise, blev formentlig også kun valgt, fordi man skulle have en by mellem Alperne og Pyrenæerne, og det er det eneste område, hvor Tourbegejstringen – eller de nødvendige penge – ikke er til stede.

Eller skal jeg love for, at der blev gået til makronerne for at overbevise folk i hele verden om, at den her by skal være det næste turistmål, og om eftermiddagen er der de fleste steder omfangsrige markeder, hvor hele egnen fremviser deres kunnen i vin, ost, pølse, kage og desserter.

Charles de Gaulle jamrede engang, at det er umuligt at regere et land, der fremstiller mere end 365 forskellige oste. Han underdrev ikke. Der er formentlig flere, og der er endnu flere forskellige pølser. Fra de næsten intetsigende til de barsk krydrede. På samme måde kan man få oste, der er komplet ligegyldige, men sandelig også de lokale udgaver af Gamle Ole. Desuden er det bestemt ikke kun schweizeroste, der har kæmpestore huller – dem er der nok af i Frankrig også.

Sørger man som journalist for at køre ’avant’, altså før feltet, kommer man til værtsbyen nogle timer før cykelrytterne og har mulighed for at gæste markederne og deres gavmilde smagsprøver, og så gælder det om at være standhaftig, så man ikke kommer hjem som en fedtkugle.

Man skal huske at være klar med sit kamera, for markederne har også spændende omgivelser. Fx er der i Evian ved Genévesøen en pyramide af gigantiske alpehorn, garderet af tyrolerklædte mænd med overskæg, der vil kunne deltage i et verdensmesterskab i overskæg. Mange byer har unge, smukke kvinder i rober, der kan konkurrere med Anne-Marie Helgers, og som på en eller anden måde sender et lokalt signal.

Posted in Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »