Hygge i klassisk Rottefælderevy

14. juni, 2019

Musikalitet og flotte højdepunkter, men også ældgamle vitser, kendetegner årets revy i Caroline Amalielund i Svendborg, hvor Rottefælden er på 136. sæson.

Måske tog Rottefælden konsekvensen af, at folketingsvalget mildest talt lå ubekvemt i forhold til årets revy – den er i hvert fald så godt som støvsuget for aktuelt politisk indhold. Til gengæld har den en perlerække af klassiske revynumre, af hvilke man vil huske adskillige i årene fremover. Flertallet af vitserne vil man også huske. Dem kendte vores oldeforældre rigtig godt!

Anden akt er klart bedre end første, og det er altid klogt. Den indledes med en omgang Anne, Sanne og Lis, hvor man gerne ville have haft mere af det musikalske, som det også var tilfældet i første akts slutnummer, et kærlighedsmedley. Det havde været ekstra oplagt, hvis Jan Schou havde overladt til Mikkel Schrøder at være Anne Linnet, for Schrøder, Christine Astrid og Kiki Brandt synger alle så fremragende, at det var en nydelse, hver gang man fik lov at høre det.

Schou mestrer sketchen og den alvorlige vise og brillerer med begge dele i ’Bag Masken’, der bevæger sig fra parodier med bl.a. fattigmandsskaldyr (= æg) til den dybe alvor i Leif Maiboms behandling af dem, der aldrig smider masken. Et fint nummer.

Hele ensemblet er med i ’Love me tinder’, hvor et stævnemøde kommenteres i gammel Monrad-Rislund-stil og med en sjov pointe. Astrid, Schou og Schrøder leverer på charmerende vis det rablende vanvid i ’Blomsten og bien, hvor det faktisk lykkes at få publikum til at le hjerteligt af ældgamle, platte vitser.

Kiki Brandt kombinerer sin sangkunst med fin komik som ‘Operadivaen’, hvor Jens Krøyer er en dejligt underfundig akkompagnatør.

Schou er som sædvanlig Dronning Margrethe med Kiki Brandt som Prins Joachims Marie. Emnet er fejringen af Joachims 50 års fødselsdag, vinklingen hyggelig og forudsigelig.

Ægteparret Schrøder og Astrid er fremragende sammen i Schrøders egen ’Og så gør vi sådan’, der er garneret af smukke og stærke skyggebilleder og munder ud i en ny vinkel på Danske Banks hvidvask, hvilket er ganske imponerende.

I første afdeling er Astrid ferm på enhver måde i en multitasking tour de force, skrevet af Kasper Gattrup, mens Schrøder fører frem til aftenens finale med sine suverænt fine parodier på, hvordan Johnny Madsen, Lars HUG, Peter AG, Nick & Jay, Poul Dissing og som rosinen i pølseenden Marie Key ville have fremført Jens Vejmand, hvis de havde skrevet den.

Som nævnt er første akt svagere end anden, hovedsagelig pga. lidt svagere tekster, men ikke mere, end at man i pausen spørger sig selv, om det vil vise sig at være en god eller mindre god revyaften. Det blev heldigvis en Rottefælderevy over middel, hvor man som sædvanlig kan fryde sig over de tre musikere, Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen, som instruktør Carsten Friis flere gange med fin virkning lader medvirke på scenen.


Pia Ullehus og Jens Krøyer flankeret af skuespillerne.

Det er 24. gang, Pia Ullehus står for ’fælden’, så vi kan glæde os til jubilæum næste år, og vi får hende faktisk at se mere end normalt i revyens løb, bl.a. i den opfindsomme indledning, som er hendes egen ide, og i den sidste del af en tredelt filmsekvens, hvor hun sågar ligger i med Schrøder.

Så alt er skam ikke kun ved det gamle, og Fyn er begunstiget af at have tre fine sommerrevyer i 2019.

Posted in Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »


Strålende succes for Kerteminderevyens nye hold

28. maj, 2019

Så kender vi svaret på det spørgsmål, som alle har stillet, efter at hele ensemblet blev skiftet ud fra sidste år til i år:

 

Jo, man KAN skifte et helt hold ud med succes. Anette Støvelbæk, Lisbeth Kjærulff, Gordon Kennedy og Kasper Gattrup leverer i Martin Miehe-Renards instruktion sammen med kapelmester Peter Bom to timers glitrende veloplagt revy, der rækker fra det stille, blændende musikalske til det fuldstændig kaotiske og absurde vanvid.

 

Det nye ensemble (Foto Emil Andresen)

 

De fire skuespillere klæder hinanden. Der er fin balance i det stof, de indbyrdes har fået. De mestrer såvel det stille som det højtråbende; de spiller fin komedie og har samarbejdet om et flertal af teksterne.

Kerteminderevyen tør fortsat en masse og er helt uforudsigelig. Anette Støvelbæk viser sig at være fremragende på en revyscene. I første akt står hun for et højdepunkt med ’Dum-di-dum’, uvidenhedens pris, der slår fast, at ’uvidenhed er super trendy’. En ætsende kommentar til en tid med reality-programmer, hvor man bevidst vælger deltagere, som ikke risikerer at vise intelligens, mens man foragter elite og viden. Siden er hun en tyfon af en sexparat killing, der vil have et engangsknald, men ikke kan få det, før hun har underskrevet en ’me too’- kontrakt, hun er kronprinsesse Mary, der overvejer at sælge ud af sin garderobe mm.

 

Anette Støvelbæk og Lisbeth Kjærulff ‘De Kære Mænd’ (foto Emil Andresen).

 

Hun synger godt, hvad hun ikke mindst viser sammen med Lisbeth Kjærulff i ’Det kære legetøj’ med et velment råd til mænd; samt når hele kvartetten synger om ’Lulus kaffebar eller i finalen om alt det, de hellere vil end sige farvel til det trofaste publikum. En dejlig ny ide til en slutning.

Lisbeth Kjærulff er uddannet operasanger og får lov til at vise det i ’Countrytøs’. Man tror ikke sine egne ører. Hold op, hvad man dog kan se og høre på en revyscene i vore dage.

 

Gordon Kennedy og Kasper Gattrup giver ‘Tips til enlige mænd’ (foto Emil Andresen).

 

Kasper Gattrup har en fin ide i ’Kemi’, hvor han på en overrumplende måde interagerer med en publikummer i en flot sang, hvor han også får vist sine kropslige evner. Sammen med Gordon Kennedy står han for aftenens største latterbrøl i ’Tips til enlige mænd’, der tager gas på tv-programmer, ubehjælpsomme mænd og meget andet.

 

Gordon Kennedy (Foto: Emil Andresen).

Gordon Kennedy er pragtfuld som en sanger, hvis tekster kan misforstås, og han er vidunderlig som syrer, der skal forsøge at blive dansk statsborger i en håndtryksduel med Inger Støjberg i Lisbeth Kjærulffs skikkelse. Duellen kommenteres på helt Monrad-Rislundsk vis af Gattrup og Støvelbæk, naturligvis med brug af VAR og gentagelse i slow motion. Skøn ide, flot udførelse.

 

Det samme gælder for det Monty Python-inspirerede panda-nummer (Ingen mistænker en panda – eller den spanske inkvisition). En glimrende ide, som munder ud i Four Jacks’ ’Mandalay’, øh nej, ’Pandaleg’.

 

Finansfobier (Foto Emil Andresen).

Det totale vanvid bryder løs i ’Finansfobier’. Fobierne er tankevækkende begrundet, og kvartetten overgår et nummer som Monty Pythons ’Gakkede Gangarter’. Det er ustyrlig morsomt.

 

Bevar vor silo (Foto: Emil Andresen).

Overraskende er det også, at FAFs nedrivningstruede silo på havnen er emne for finalen for første akt, men selv de, der aldrig har set siloen, holdt af det rørstrømsk nostalgisk ironiske ’Bevar vor silo’, der ’er som pyramiderne, bare knap så høje’. I dette nummer får man også koreografen Simone Svane og producenten Emilie Topp Meyer på scenen.

Naturligvis er ikke alt flødeskum. Det er ingen revy, men bundniveauet er pænt, så man tager ’Luksusfælden’ med Britta Nielsen, der skylder 117 mio. kr. væk; den lidt tynde ’Piktogrammer’; ’Kertemindekoret’ om at blive krænket af ’Den danske sang’- i øvrigt med fin tysk pointe! – og Tele-Terapi om mobiltelefonens Siri med, fordi numrene trods alt har ide og ligger i gode omgivelser.

 

Peter Bom (foto: Emil Andresen).

Peter Bom brillerer som altid i musikken. I år får han lov til at levere ouverturer før begge akter og står desuden for originale melodier til flere af de allerbedste numre, bl.a. ’Dum-di-dum’, silonummeret, ’Det kære legetøj’, ’Countrytøs’ og ’Der er meget vi hellere vil’. Det er dejligt, at han stadig er i Kerteminde.

 

Martin Miehe-Renard og Mads Nørby (Foto: Emil Andresen)

Instruktionen er præcis, og Martin Miehe-Renard har opfyldt begge direktør Mads Nørbys krav: Han har leveret en meget, meget morsom revy, og den varer på sekundet to forrygende timer.

Posted in Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Odense Sommerrevy er djævelsk morsom

16. maj, 2019

Odense Sommerrevy er djævelsk morsom

Revyen på Skovengen er poetisk, engagerende, farlig, elegant, opfindsom, flot i lys og lyd – og så har den lige et par numre, som kan stryges

Sidste år blev Odense Sommerrevy kåret som Årets Revy på Charlies Revygalla, men måske er den endnu bedre i år. Den er blevet mere bidsk, ikke mindst i det politiske. Den har stof fra hele verden uden at glemme Fyn og O’ense, og fem ferme skuespillere støttes af et veloplagt orkester, Thomas Mørks imponerende scenografi, Jens Mortensens lyd og ikke mindst Michael Eglins meningsforstærkende lyseffekter. Flertallet af teksterne er af ensemblet selv, men også Vase/Fuglsang brillerer.

Klima og Brexit

Materialet er en perfekt blanding af det største og det mindste. Klimaet ligger først med såvel engle som djævle i startnummeret, og 2. akt har samme emne i et fejende flot og meget morsomt nummer om verdens trængte insekter.

Fra den internationale scene får vi den stakkels Theresa May, der i Vicki Berlins skikkelse i ’Help’ citerer lutter Beatles-tekster, der får en ’fake translation’ oversættelse af Niels Olsen. En begavet, vittig og overrumplende Brexit-kommentar

Dansk politik

Fra dansk politik er det et kup at lade Niels Olsen som Inger Støjberg synge ’De skal leve, de skal dø, på min lysegrønne ø’. I ’Styrmand Karlsens Flammer’ blev den sunget af Clara Østø, der herskede over et tropeparadis med … gys … negre. Her er øen Lindholm, og det er asylsøgere og flygtninge, der kan gå i hundene. Nå ja, det kan Folketinget også i farten.

Indvandrerpolitikken får også et urkomisk skud for boven i ’Ekstremsport, hvor Thomas Mørk som tilbagevendende dansker skal forsøge at få sin familie ind i landet på trods af alle stramninger.

 

Det er mindre farligt, men meget morsomt, når Uffe Elbæk i Thomas Mørks skikkelse giver en alternativ lektion i kønsdiskriminerende signaler og piktogrammer. Mørk brillerer også som Morten Messerschmidt, som vi pludselig får tilbage i fuldt fokus sammen med Dot, Sophie Lassen Kahlke, mens et forslag om en vise om Rasmus Paludan afvises – ham tier vi ihjel.

Fynsk

Direktør Arvad selv har et par glimrende monologer, bedst som hele Fyns politibetjent, der passer samtlige politibutikker øen rundt.

Opfindsomt bliver en sketch om Odenses LET-bane forsinket og forsinket som banen selv og hele Odense for til slut at blive udskudt til 2035, hvor banen formentlig er færdig.

Ubetalelig morsomt er nummeret med de fire ’strivt’ OB-fans, skrevet af Jacob Weble. Det kan ikke beskrives, men må ses

Et højdepunkt i revyen er slutnummeret før pausen, hvor Kim Larsen mindes i et potpourri, som er tilrettelagt af instruktør Joy-Maria Frederiksen og arrangeret af kapelmester Morten Wedendahl. Larsen var fynbo, og vi bliver mindet om hans kolossale spændvidde og antallet af hans skønne sange. Publikum står op og klapper til pause. Det sker sjældent.

Kort nedtur

Meget uheldigt er revyens tre dårligste numre samlet lige før finalen, så man virrer med hovedet og husker tilbage – det var da en skøn revy?! Sofie Lassen-Kahlkes nummer om et lille problem burde være udeladt eller reduceret til en 30 sekunders sketch, og Vicki Berlin, der er glimrende i numrene ’Vuggevise’ og ’Så vi gemmer vores …’ om Danske Bank sammen med Niels Olsen, skyder helt forbi i årets Camilla-monolog, som er ond i stedet for pinligt sødmefuld. Det burde instruktøren gøre noget ved i fortsættelsen.

Fornem ramme
Sommerrevyen har fået helt fat om rammerne. Naturen om Skovengen gør sit, men de mange frivillige er dygtige og imødekommende. Picnickurven indtages i sit eget lyse lokale, og Fri Bar-muligheden er endnu en god og veludført ide. Teltet med scenen virker mere indbydende end noget andet af de største revysteder i Danmark. Odense Sommerrevy kan regne sig som en institution.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser | Ingen har kommenteret »


Pas på – de små gryder lytter

2. maj, 2019

Noah Haidles Mr. Marmalade på Odense Teaters Værkstedet er meget morsomt, meget velspillet – og meget uhyggeligt tankevækkende

Små gryder har også ører, og børn lytter ivrigt med, når voksne taler; for ikke at sige når de skændes eller siger ting, som bestemt ikke er for sarte ører.

 

 

Mr Marmalade (Foto: Emilia Therese).

 

Jeg foretrækker at tro, at Danmark gennemsnitligt er nået betydeligt længere i forholdet mellem kønnene end det ægtepar, som 4-årige Lucy (kunne hun ikke have været 5 eller 6?) har aflyttet og efterligner i sine lege. Ikke mindst i sit virtuelle forhold til Hr. Marmelademand, der har alt for travlt på arbejde, men forsøger at få tid til hende, så de kan lege far, mor og børn eller teselskab.

Lucy ved fra erfaringerne med de – formentlig skilte – forældre, hvordan man kan være grov eller hævne sig på sin ægtefælle eller ven, og det udnytter hun så effektivt, at forestillingen opgives at være uegnet for børn under 15 år.

For ikke at tale om, at da hun bliver virtuelt gift, tager marmelademanden kokain, drikker og er hustyran, mens Lucy forsøger at blive en bedre hustru for, at han ikke skal forlade hende.

Det lyder alvorstungt, men tag ikke fejl. Historien fortælles urkomisk, så publikum, der sidder på tre sider af skuespillerne, udbryder i latterkaskader, selv når der er en bitter undertone.

Lucy bor sammen med sin mor og bliver babysittet af Emma, der altid er forsinket og altid er temmelig uinteresseret i alt andet end sin ven, der selv er babysitter for sin femårige bror Tommy. Tommy er blandt verdens yngste med et selvmordsforsøg bag sig og i det hele taget noget skeptisk over, hvad tilværelsen byder på.

Lucy skal på sin side vælge, om hun vil lege i sin virtuelle verden, eller hun vil beskæftige sig med den rørende Tommy, som er den diametrale modsætning til Marmelademanden i sort jakkesæt med slips og attachetaske.

Mr. Marmalade er fra 2004, og dens temaer: Ensomme børn, der erfarer smertelige ting alt for tidligt; universer, der bliver alt for barske og forhindrer, at de får en egentlig barndom; voksne, der skal opføre sig ordentligt, er evigt gyldige.

 

Lea Baastrup Rønne og Kristoffer Helmuth som Lacy og Tommy (foto: Emilia Therese).

 

Lea Baastrup Rønne spiller Lucy fremragende i sin kombination af lydligt og kropsligt sprog, hvor vi ikke mindst genkender børnenes bevægelser. Kristoffer Helmuth er rørende som Tommy, Jon Lange perfekt som Marmelademanden, Alexander Mayah Larsen vækker medlidenhed som Bradley, og skuespillet er i det hele taget perfekt i Simon Bobergs instruktion, scenografien af Edward Lloyd Pierce med masser af hvidt, pink, kaktusser og slik, samt Emil Assing Høyers understregende lyssætning.

En fin forestilling, der spilles til og med 22. maj, men husk endelig ikke at tage børnene med.

Posted in Anmeldelser, Generelle nyheder, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »


Mere end 10.000 teaterbilletter solgt på et døgn

2. maj, 2019

 

“The Great Gatsby” (foto: Emilia Therese)

 

I forrige præsenterede Odense Teater sit sæsonprogram for 2019-20 og understøttede det ved den årlige sæsonpræsentation i teatret søndag. En sæsonpræsentation, der med Claus Riis Østergaard og Peder Dahlgaard som de traditionelle veloplagte værter næsten blev til en heldags forestilling med alt det gode, der skulle fortælles om.

Resultatet er, at kunderne for tiden stormer teatrets hjemmeside for at sikre sig de bedst mulige billetter til de rigtige dage og forestillinger, og mere end 10.000 billetter blev revet væk på mindre end et døgn.

Der er også noget at komme efter i det bredt sammensatte program. Fx kan man opleve det smukkeste sprog og en usædvanligt skarp intrige i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’, som det er alt for længe siden, vi sidst har set. Det sker fra 31. januar – 7. marts, og inden da har man på Store Scene allerede kunnet opleve ’Den Store Gatsby’, bygget over Scott Fitzgeralds roman om de brølende tyvere. For ikke at tale om den forestilling, der har fået det største startsalg, det norske juleeventyr ’Snefald’, som ovenikøbet instrueres af nordmanden Frede Gulbrandsen, som også instruerede Kerteminderevyen det år, den blev Danmarks bedste.

 

Snefald – Odense Teaters juleforestilling (foto: Emilia Therese).

 

Store Scene slutter sæsonen med den syrede musical ’the Rocky Horror Show’, som også sælger fint fra start.

Teaterrummet i Odeon kommer til effektiv brug i den prisbelønnede ’Den mystiske sag om hunden i natten’, ’Skønheden og Udyret’ i den oprindelige version, ikke den disneyficerede’, samt ’Tyvene’, der er ’et skæbnesymfonisk netværk’ for 12 udkantsskæbner.

På Værkstedet kan man nyde ’Hvis jeg bliver gammel’ om at ældes i et samfund, der elsker ungdom. Man oplever, at ’Peggy Pickit ser Guds ansigt’ i et kammerspil mellem to ægtepar, der har valgt hver deres vej i livet. Der bliver en tankevækker om YouTube-tiderne i ’Influencer influenza’ og skuespiluddannelsens afgangsforestilling ’Markedet er ikke noget sted’, som man skal have med, hvis man vil se kommende års skuespillere, mens de stadig bare er gnistrende talentfulde.

Blandt sæsonens gæstespil er ’Sigurds Danmarkshistorie’ med Sigurd Barrett, ’Skatteøen’, Jørgen Ryg-cabaret’en ’Ryg’ samt Den Jyske Operas ’Eugen Onegin’ og ’Bortførelsen fra Seraillet’.

Desuden bl.a. et one-woman-show med Liselotte Krogager, ’Fru Sauterne’ med udgangspunkt i Kim Larsens sang om Fru Sauterne og hans sangskat i øvrigt.

Et sæsonprogram, der lover meget og formentlig holder det hele.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, kultur, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »


Diktatoren er forrygende og åndeløs farce

13. april, 2019

Fornemt skuespil, forrygende tempo, utrolige musikalske effekter, blændende kulisse, men om den vil ændre verden meget, er tvivlsomt

 

 

Olaf Johannessen og Peder Dahlgaard (foto: Emilie Therese).

Har du set Charlie Chaplins visionære film ’Diktatoren’ fra 1940?

Nå, ikke? Det skal du ikke være så ked af, for nu bliver den genopført på Odense Teaters Store Scene, hvor figurerne er castet så tæt på de oprindelige, at det er forbløffende. Olaf Johannessen ER simpelthen Charlie Chaplins dobbeltrolle som diktator og barber. Natali Vallespir Sand ER simpelthen Paulette Godards sympatiske og slagfærdige jødiske Hannah. Jesper Hyldegaard, Benjamin Kitter, Anders Gjellerup Koch, Peder Daglgaard, Mathias Sprogøe Fletting, Peter Zandersen og Joakim Lind Tranberg ER det kalejdoskop af roller, der ses i filmen og nu igen på scenen.

 

 

Natali Vallespir Sand, Olaf Johannessen og Jesper Hyldegaard (Foto:Emilia Therese).

 

Alle filmens store scener er med, ovenikøbet med samme musik, fx barberscenen til Ungarsk Rapsodi nr. 2. For ikke at tale om det urkomiske optrin, hvor fire mænd skal finde ud af, hvem der skal ofre livet for, at Tomanien kan slippe af med diktatoren Hynkel (Hitler), hvad ingen af dem har særlig lyst til.

 

Olivier Antunes (foto: Bureau Jantzen).

De lydeffekter, som filmen så let lægger ind, skabes her åbent i samarbejde mellem den fremragende pianist Olivier Antunes og de på det givne tidspunkt ledige skuespillere, der bruger virkemidler som cykelpumper, skralder, fløjter, tennisketsjere, vaskebrætter mm. Da barberen synker op til flere mønter, klarer Vallespir de stærke synkelyde med en fintfølende mikrofon mod sin strube. Det kræver perfekt timing, og skuespillerne nyder det åbenlyst.

Scenografen Kim Witzel har ladet sin fantasi eksplodere, så muligheder er kommet til verden, som filmen ikke har, fx i de bevægelige kombinerede mure, vægge, loftsrum og tagrygge for ikke at tale om det stiliserede tog, med hvilket diktatoren fra Spaghetti, Napoli (Mussolini), kommer for at snyde/blive snydt af Hynkel.

 

Natali Vallespir Sand og Olaf Johannessen (foto: Emilia Therese).

I godt to timer morer man sig herligt, ikke mindst fordi Olaf Johannessen med de bedre lydlige muligheder end i 1939 kan kæle for underfundigheden i barberskikkelsen samtidig med, at han mestrer alle Chaplins virkemidler; og Vallespir Sand får lov at multiklaske nazister i hovedet med en stegepande og har mere slapstick end Paulette Godard.

Så er der det med meningen med det hele. Latterliggørelsen af diktatorerne, udpegning af, at krig er meningsløs. Kampen for demokrati, tale- og meningsfrihed, humanisme etc. Det er nok morsommere end virksomt. Også selv om vi stadig i dag har små og store diktatorer, der sætter sig igennem, ofte endda demokratisk, så de får sat sig igennem med alt fra underbemandede daginstitutioner, meningsløse statusprojekter og symbolpolitisk lovgivning til udryddelse af folkeslag. Det er kun et spørgsmål om, hvor i verden vi befinder os.

Slutmonologen, da barber og diktator er blevet forvekslet, er den største forskel på film og aktuelt teater. Den er udvidet, så det gode ikke kun ligger i mennesket, men også i dyr, planter, amøber m.m. som jeg personligt tror er aldeles ligeglade. De virker bare under de betingelser, vi mennesker giver dem, ofte meget umenneskelige.

Det udtrykker den oprindelige morale, og det burde instruktør Nikolaj Cederholm have holdt sig til for ikke at gøre ændringerne til et overflødigt diskussionsemne.

Til man når så langt, er tempoet åndeløst, morskaben uendelig, musikaliteten uforlignelig og skuespillet i top.

Diktatoren opføres frem til 15. juni med undtagelse af 15-25. maj, hvor forestillingen gæstespiller i Aalborg.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

4. marts, 2019

Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

 


Elsebeth Dreisig som Kleopatra (foto: Kaare Viemose).

 

På forhånd var nysgerrigheden stor, for Enna blev i et par årtier i Tyskland regnet blandt verdens ypperste operakomponister, mens han nok havde en del folkelig opbakning i Danmark, men ikke var populær i musikeliten, og hans musik med dens patos og romantik blev efterladt i vejkanten.

Bedst kendt af Ennas operaer var dengang ’Heksen’ og ’Den lille pige med Svovlstikkerne’, men jeg forestiller mig, at ’Kleopatra’ i dag er det bedste valg til denne genoptagelse.

Ganske vist har den store svagheder i librettoen, og den foregiver ikke at lave musik, der giver mindelser om Kleopatras Egypten, men den har en handling, der giver basis for en række intense scener mellem hovedpersonerne, og dertil nogle ensembler, der slet og ret giver gåsehud af fryd. Den ene gang efter den anden bliver man løbet over ende af skøn musik med elegante facetter og stor variation.

Handlingen er taget fra en roman af Rider Haggard, ham med Kong Salomons Miner. Harmaki, den sidste efterkommer af den retmæssige Farao-familie, skal med hjælp fra Charmion, der som femte kolonne er blevet kammerpige for dronningen, myrde Kleopatra og styrte hendes regime.

 


Magnus Vigilius som Harmaki er splittet mellem kærlighed og fædreland (foto: Kaare Viemose).

 

Problemet er, at når Kleopatra synger som Elsebeth Dreisig, er det komplet umuligt for prinsen, sunget af Magnus Vigilius, at myrde hende. Tilmed er hun så intelligent forførerisk, at alle mænd må smelte, og da Charmion, sunget af Ruslana Koval, ser, hvad der sker, sønderflænges hun af skinsyge og røber planerne.

Det giver baggrund for scener, hvor sjæle flænses af kampen mellem kærlighed, pligt, svoren ed og fædrelandet, i øvrigt a la Verdis Aida, og de rummer begejstrende og besættende musik, hvor vi kan nyde, at de tre hovedrollehavere alle synger vidunderligt, assisteret af Den Jyske Operas dejlige kor og fra orkestergraven ledsaget af et lydefrit Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson.

Forestillingen skal på turné, og det tager instruktør og scenograf Ben Baur hensyn til. Jeg forestiller mig, at kulisserne trods alt kunne have været lidt mere afvekslende og farverige som musikken.

Der synges på dansk med danske overtekster, og det fremmer forståelsen i de tilfælde, hvor sproget har ændret sig siden slutningen af 1800-tallet.

For undertegnede er Enna ikke længere bare løsningen på ’komponist’ i krydsordsopgaver. Jeg er nysgerrig efter at høre mere. ’Kleopatra’ blev spillet syv gange på Det Kongelige Teater i 1894 og derefter først genoptaget fredag i Aarhus – men operaen er spillet i stribevis af operahuse i Tyskland og Belgien.

Der sker spændende ting under operachef Philipp Kochheim. For kort tid siden den lige så overrumplende babyopera Hjertelyd, og i den kommende sæson får vi en nytolkning af selveste Grav Dracula. Vi venter spændt.

Fynboer kan opleve ’Kleopatra’ i Vejle Musikhus 11. april og i Odeon, Odense 12. april, begge dage med Odense Symfoniorkester. Hvis der er billetter at få endnu, varer det næppe længe, før de er væk.

Posted in Anmeldelser, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Død over eliten – en gribende politisk gyser

5. februar, 2019

 


Peter Gilsfort som intens politiker (foto: Emilia Therese)

 

Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.

Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.

 


Githa Lehrmann bliver fyret (foto: Emilia Therese).

Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.

For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.

 


Venskaber splittes (Foto: Emilia Therese).

Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.

 


Ægteskaber splittes (foto: Emilia Therese).

Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.

Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.

Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.

Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.

Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.

Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.

Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.

Søgeord:
Posted in Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Leonora Christina: Forvirret og effektjagende

5. februar, 2019

Storsatsningen ’Leonora Christine’ i Odeon har meget for øjet og noget for øret, alt for meget for urviseren og er musikalsk for svag med et overlæsset og ulogisk manuskript.

Xenia Lach-Nielsen som Leonora Christina i problemer (foto: Emilia Therese).

– Det er pessesvært at tale uden tænder!

En trussel med megen sandhed, fremsat i et sprog, man med bestemthed ikke dyrkede i 1660erne. Ligesom det er usandsynligt, at Leonora Christina ville sige ’du’ til den franske Dronning Anna midt i et fedteri så skamløst, at hun og Corfitz Ulfeldt ville være blevet smidt i rendestenen på stedet, hvis de havde gjort det andre steder end i Leonoras betændte fantasi, når hun genfortæller sin historie til ’Manden i Hvidt’ – hvis konklusion efter tre timer er, at her har vi fået historien om, hvordan Danmark fik en enevældig konge, hvis titel blev nedarvet. I forlængelse af svenskekrigene 1658-60 med stormen på København og Frederik 3., der ville dø i sin rede.

 


Troels Lyby og Xenia Lach-Nielsen (foto: Emilia Therese).

 

Lyder det forvirrende, så vær sikker på, at det er det. Manuskriptet til musical’en ’Leonora Christina’ i Odeons store sal springer i tider og steder, så man ikke skal blive forbløffet, når der pludselig kommer noget, der ligner en neapolitansk gadesælger, syngende forbi Ellen Marsvins fynske have.

Der er også problemer med persontegningen. Indimellem er Leonora Christina snu og ind imellem frygteligt infantil – er det virkelig den kvinde, der skrev den litterære bedrift ’Jammer Minde’?

Måske skal man ikke tage det historiske for tungt, men det gør scenerne, der suser rundt i episoder fra Leonoras og Corfitz Ulfeldts turbulente liv, bortset fra at der lægges voldsomt til de historiske kendsgerninger om intriger og forræderi.

Hvorfor er den svenske konge skildret som en total idiot og Frederik 3. med tilløb til det samme? Måske for at forstærke indtrykket af stærke kvinder, der styrer svage og latterlige mænd.

Nå, mange musicals tåler ikke en nærmere prøvelse af logik, men har til gengæld udødelig musik. Tænk blot på ’Grease’, hvis moral er, at hvis du bare ryger, drikker og horer, er du god nok.

 


Stig Rossen (tv) og Joakim Lind Tranberg som Fuchs og Frederik 3. (foto: Emilia Therese).

Her svigter musikken. Orkestret under Casper Schreiber gør det glimrende, og selv om kun Stig Rossen synger helt overdådigt, er de øvrige sangpræstationer udmærkede, ikke mindst Xenia Lach-Nielsens Leonora og Cecilie Gerbergs dronning, Sophie Amalie. Scenen mellem de to er forestillingens dramatiske højdepunkt, og man kunne drømme om, at hovedpersonernes indbyrdes spændinger var blevet skildret mere farligt. Natali Vallespir Sand får ikke lov at synge som Dronning Anna, og det er ærgerligt.

Når man ikke kan huske et eneste tema efter forestillingen, er det, fordi Stephen Henriksens musik ikke siger meget – også selv om lydniveauet næsten er sundhedsskadeligt.

Betingelserne for en stor musicalaften er ellers fine, og den indledende truende musik skabte forventninger, som ikke blev indfriet. Den kæmpestore scene har gjort det muligt for scenograf Ashley Martin Davis at slå sig løs med bl.a. kongen stående i en minikopi af Rundetårn og Hammershus næsten hentet indendørs for ikke at tale om flere scener med flot gade- og havneliv, hvor Karin Betz kostumer fører sig frem, og Peter Friis’ koreografi ofte virker gennemtænkt. Jonas Bøgh har leveret lys i doser, der indimellem virker som effektjageri, men det må instruktøren Peter Langdal tage sin del af ansvaret for. Han kan tænkes at have forstærket virkemidlerne for at dække over musikalske mangler.

Tre timer er den ene for meget. En kraftig opstramning vil gøre resultatet mere spiseligt.

’Leonora Christina’ spilles sidste gang 15. februar.

Søgeord: ,
Posted in Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Babyer er begejstret for opera

28. januar, 2019

 

Babyoperaen ’Hjerte Lyd’ i Ferritslev Fritidshus var en forbløffende oplevelse for alle generationer og en inspirerende musikalsk oplevelse for de blebærende.

 

 


Babyopera i Ferritslev Fritidshus. Dagmar i sort og Svend i gult medvirker improviseret.

Publikum bliver lukket ind i teaterrummet til lyde fra en blid spilledåse. Målgruppen, babyer på 0-2½ år, fascineres umiddelbart af den skinnende hvide cirkelkulisse, hvor de selv kan sætte sig med forældre og bedsteforældre i periferien, men hurtigt finder ud af at krybe rundt og udforske puder, plysdyr, små bløde dukker, lagener og stativet, der ligner skelettet til en pavillon.

 


Toårige Dagmar i forgrunden overvejer sit næste skridt

 

 

Søndag formiddag kunne man næsten forestille sig, at forestillingen allerede var i gang, da toårige Dagmar opførte sig, som var hun en del af ensemblet.

Derved bliver de en del af forestillingen ’Hjerte Lyd, som Den Jyske Opera har skabt i samarbejde med to englændere, komponisten Sam Glazer samt instruktøren og librettisten Zoë Palmer. Tanja Bovin står for scenografien og de engleagtige kostumer, mens Marlene Smith står for koreografien.

Saxofonisten Kasper Hemmer Pihl vækker nysgerrigheden hos de små med pusten, såvel med som uden toner, og siden bjergtages de også af celloen, som Johanne Andersen betjener, og af sangerne Johanne Højlund og Leif Jone Øberg, der det meste af tiden opholder sig i cirklen i centrum, men som også bevæger sig ud blandt publikum. De betager med flyvende fjer og dun i flere farver; hvirvlende lagerner og tæpper; og sjove ting, der er ophængt som i en skærm eller uro. Diskret pirrer de nysgerrigheden hos børnene, der alt efter alder bliver mere og mere kravlende eller gående rundt for at være med, mens de småpludrer ivrigt.

Sangteksterne forstår de ikke, og musikkens form er de ligeglade med, men der kræses for de voksne, der såvel omfatter mødre og fædre som bedsteforældre, med dejlig musik, indsmigrende sang og tekster på dansk og engelsk. Alligevel taler musikken stærkest til de mindste, der danser rundt eller, for de mindstes vedkommende, rykker taktfast og præcis med hele kroppen.

Forestillingen varer en halv time, hvor ingen af de små blev rastløse, og kun en enkelt et øjeblik græd lidt og måske skulle skiftes. Det største problem er måske at overbevise forældre om, at børnene ikke spolerer forestillingen, når de medvirker i den.

Efter forestillingen får børnene et kvarter ekstra til at undersøge kulisserne en ekstra gang, tale med de medvirkende og blive sat ind i musikinstrumenternes hemmeligheder.


Svend indvies i celloens hemmeligheder efter forestillingen.

 

Går vi ud fra, at et barns karakter grundlægges i alderen 0-4 år, er en forestilling som denne grundlæggende for de musikalske anlæg, og heldigvis er den allerede vist for børneinstitutioner på stribe. Gid samtlige eksisterende institutioner kunne få denne fantastiske oplevelse.

Søndag blev den snesevis af babyer og familie til del i en forestilling, som man kunne unde alle de personer, der tror, at penge til en babyopera er kastet i kloarken, at se . Den er med til at gøre fremtiden bedre.

Posted in Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »