Aarhusrevyen er blandt årets første og sætter en høj standard, som Danmarks øvrige revyer skal stramme sig an for at matche.
Ensemblet i 2026 er måske det bedste i den tid, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder har stået for den, og dermed lever revyen op til den betegnelse, jeg har brugt i de forrige år: Et overflødighedshorn.
Aarhusrevyens ensemble danser kædedans. Fv Henrik Lykkegaard, Rikke Buch Bendtsen, Silas Holst, Mikkel Schrøder og Christine Astrid
Før forestillingen fryder man sig over scenografien, som Johannes Ørum-Toft og Mikkel Schrøder står for, og i forestillingens løb leges der med lyset, så man får allehånde indtryk – det er Per Toft Lehmanns fortjeneste.
I revyens indledning – og siden afslutning – præsenteres vi for det usædvanligt charmerende og velsyngende ensemble: Foruden Astrid og Schrøder er det Rikke Buch Bendtsen, Henrik Lykkegaard og Silas Holst, iført de første af de gennemtænkte kostumer, som Vibeke Valeur har ansvaret for. Desuden det skønne tre mands orkester med to sangere, Lene Nørrelykke og Rikke Hvidbjerg, som man fik lyst til at høre meget mere til.
Revyen indledes med tre numre, hvor Aarhus er i fokus. Det er byen og dens liv ustandselig gennem hele revyen, men altid på en måde, så ’udenbys’ tilskuere ikke er uforstående. Det klæder revyen, der vist aldrig har haft så meget Aarhus inde over.
I Aarhus-Testen med tekst af Kasper Gattrup skal Silas Holst besvare svære spørgsmål, så man kan konstatere, at han overhovedet har ret til at være i Aarhus. Både spørgsmål og svar er overrumplende og med til at sætte publikum i den rette stemning.
Tekstforfatterne Vase og Fuglsang har kontor i Aarhus og kender byen ud og ind. De står for otte af revyens 24 numre, og i hvert fald de syv er af absolut topklasse, startende med ’Visit Aarhus’, hvor to guider forbereder sig på at vise krydstogtturister rundt i byen. Lykkegaard og Buch Bendtsen er ubetaleligt morsomme, og numret er, som hele revyen, perfekt timet, utvivlsomt bl.a. instruktøren Birgitte Næss-Schmidts fortjeneste.
Vanopslagh , Silas Holst
I tider, hvor man ikke har nogen ide om, hvor dansk politik havner efter valget, har revyen fornuftigt inden numre med Mette Frederiksen og Lars Løkke som hovedpersoner, men Vase og Fuglsang udstiller Alex Vanopslaghs dobbeltmoral prægtigt i ’Snuden i sporet’. For resten dukker Donald Trump kun op i en bisætning i forbifarten. Endnu et klogt valg.
Et svidende og fint nummer er Sune Æbeløs ’Det starter ens’ om, at alle børn fødes og dør på samme måde, men der er en voldsom forskel for mulighederne derimellem for storbybørn og udkantsbørn, som Buch Bendtsen og Astrid demonstrerer.
Storbybørn og udkantsbørn, Buch Bendtsen og Astrid
Blandt første akts højdepunkter er også ’En lille forretning’, hvor Mirakel Ib, Silas Holst, kan skaffe absolut alt, selv en P-plads i Aarhus Midtby; og ’Klaver-Koncert’, hvor en ide, som mange revyer dyrker, er udfoldet til perfektion med ekstra pointer af Lykkegaard og Schrøder.
Første akts finale er en gennemgang af arkitektur og boligsituation i Aarhus, bl.a. med originale parodier på Rasmus Seebach, Medina og Volbeat med tekst af Vase og Fuglsang.
Første akt er i absolut topklasse og noget bedre end anden akt. Gad vide hvorfor – det burde jo være omvendt, men man bliver nu ikke snydt efter pausen heller.
Indledningen, igen af Vase og Fuglsang, med ’Kædedans’ over scenen med skønne kostumer og en fremragende tekst om forholdet mellem Rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland. Fin ide, fin udførelse. Mikkel Schrøder står for nogle skønne parodier på ’Jens Vejmand’. Mange af dem er på afdøde kunstnere, men den publikumsvæltende og endda underspillede afslutning med parodi på Marie Key er kup.
Rikke Buch Bendtsen er på en uriaspost som bud for Dao. En god ide med tekst af Emilie Nordentoft, som ovenikøbet slutter nummeret, før det bliver for meget med ord, der indeholder ’dao’.
Ryge eller ikke, Henrik Lykkegaard og Silas Holst
Flere af numrene efter pausen er gode udførelser af kendte ideer, fx når rygere-ikkerygere behandles af Holst og Lykkegaard, eller når forældre tager fusen på deres børn i ’Så er der mad’. Heller ikke numrene og DSB eller Pippi Langstrømpe er der meget i, men imellem dem ligger ’Miraklet i Aarhus’, hvor Schrøder bisætter Jørgen Andersen, der var hardcore fan af AGF, som er ved at vinde DM i fodbold for første gang i 40 år. Den afgørende kamp spilles under bisættelsen og besværliggør præstens koncentration. Endnu en fin ide og tekst af Vase og Fuglsang.
Hurra fra Kirsten, Christine Astrid
Afslutningen reddes af ’Hurra fra Kirsten’. En serie af numre, hvor en forsmået kvinde dukker op til et væsentligt selskab, har eksmandens bryllup, har været et gennemgående tema i danske revyer, siden Trine Gadeberg startede galskaben i Kerteminderevyen. Mange har været noget blege, bl.a. Christina Astrids for to år siden, men nu har tekstforfatteren Lukas Birch og Christine Astrid perfektioneret nummeret, såvel i tekst som i kropssprog og timing. Det er mageløst sjovt og gør det umuligt at fortsætte genren i mange, mange år.
Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde, så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1495. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.
Bogen foregår i et mondænt villakvarter i Nordsjælland. En luksusvilla ser nok så uskyldig ud udefra, men indvendig rummer den også det, der med jævne mellemrum bliver til et illegalt kasino.
En bande på fire snupper en aften hele omsætningen, mere end 2½ mio. kr., i et brutalt røveri, og da de i forvejen har sparet 2 mio. sammen til en tur til kasinoet i Monte Carlo, har de nu mere end 4½ mio. kr. – og midt i det hele får de en vanvittig ide til fordeling af pengene.
En ide, der fører til en serie af nye forbrydelser, der ikke synes at have nogen sammenhæng, og som det derfor er en næsten umulig opgave for Jon Harding og National Enhed for Særlig Efterforskning at opklare.
Lad mig sige, hvordan det gik mig. Jeg åbnede bogen kl. 13, læste uafbrudt – også mens jeg lavede mig en kop kaffe og siden lavede og spiste et måltid mad.
På side 328 angives sted og tid som ’Helsingør Politistation klokken 23:07. Jeg konstaterede til min overraskelse, at klokken netop var præcis 23:07, og så fortsatte jeg ellers, til jeg var færdig med de 378 sider og den hæsblæsende finale.
Mange krimiheltes chefer er nogle smålige væsener, der ustandselig truer med at suspendere eller afskedige, men det er ikke tilfældet med Monica Jensen, der er chefpolitiinspektør i dette bind. Hun præsenterer sig selv og gennemgår derefter Hardings karriere minutiøst. En fint indslag, der svarer til, at helte i mange romaner er nødt til at se sig i spejlet, så vi kan få at vide, hvordan de aktuelt ser ud.
Det behøver Mortensen ikke. Han er den alvidende forfatter, der hele tiden suverænt fortæller, hvad han synes, læseren har brug for. Det har han i øvrigt bestemt sig for under et seks uger langt hospitalsophold pga. dårlig ryg, hvor han indimellem blev behandlet med krasse smertestillende midler.
Allan Erik Mortensen
Han siger selv, at han i den tid ikke kunne andet end at skrive, og hvis man nu ikke vidste, at han også skriver blændende i rask tilstand, kunne man have anbefalet ham jævnlige hospitalsophold.
Han husker i øvrigt også at give os en passende dosis Viggo fra Gæringe under vejs, selv om handlingen udspiller sig i Nordsjælland. Derimod er der ikke meget Amanda, men hun og Jon har også elsket så mange gange, at det kan gøre det ud for et helt liv. Aner vi, at hun er på vej ud, og – hvem ved – Monica på vej ind?
Vi glæder od til det næste CO2-neutraliserede bind i serien med titlen ’Det sidste vi hører’, hvor det også loves, at Viggo er stærkt tilbage.
Kan Allan Erik Mortensen opretholde standarden, må serien for min skyld godt være uendelig.
Allan Erik Mortensen: Dø din egen død. 378 sider smukt indbundet med et nydeligt omslag af Daniel Lundsgaard. En FalcoKrimi. Fundet på nettet til priser mellem 179,95 og 269,95, formentlig efter, om der skal tilskrives forsendelse Ligegyldigt. Kan du lide en velskreven og vildt spændende bog, må du have den.
Et spørgsmål, der desværre kun er alt for aktuelt, og som Elias og Agnes Våhlund tager op i den tegneseriefortælling, der danner grundlaget for ’Håndbog for superhelte’, som Odense Teater viser på Odeon-scenen.
Lisa, Luise Kirsten Skov, på 9 år bliver mobbet af tre klassekammerater, spillet af Louise Davidsen, Christopher Foeyoh Nallo og Laurids Skovgaard Andersen. Bliver hun reddet af klokken, der ringer til time, er der et nyt frikvarter at frygte en time senere.
På biblioteket får hun fat i en ’Håndbog for superhelte’, der forklarer, hvordan hun kan tale med dyr, flyve, rejse i tid og tæve dem, der er større end hende selv.
Det kræver naturligvis såvel lidt selvtillid som lidt øvelse, men efterhånden falder det på plads, så hun heller ikke behøver at frygte de ulve, der er nok så uhyggelige, og som anvender laserlys. En, der er blevet hjulpet af hende, kalder hende for Den Røde Maske, og snart er hun hele byens samtaleemne, når hun gør op med skurke som Wolfgang, Mikkel Bay Mortensen, og hans gorillaer. De vil stjæle en mønt, hvis motiv er en skeløjet Dronning Margrethe og mange millioner værd.
Malene Melsen udfolder sig (foto: Emilie Therese)
Nu er der det ved superhelte, at de ofte er nødt til at møde vold med vold for at standse vold, og det må Den Røde Maske også – selv om midlet til at standse mobning er venlighed.
Som i mange tegneserier og film er problemet med denne pointe, at det er volden, der dominerer 90% af tiden, før den besejres, og når forestillingen angives som egnet fra 6 år, mener jeg, at forældre skal tænke sig godt om, før de tager deres 6-årige med, for der er en del uhygge.
Heldigvis er der også en mængde hygge og humor. De små tilskuere synes godt om marsvinene, hvis sprog ikke er sådan at lære; og ikke mindst de mange voksne, bedsteforældre i overtal, elsker Klaus T. Søndergaard og Malene Melsen, sidstnævnte i en dobbeltrolle som bibliotekar og mormor.
Peter Schultz står for en tegneserieagtig scenografi, som af instruktøren Per Smedegaard også udnyttes tilpas tegneserieagtigt, men hvis man venter på den ultimative illustration af, af venlighed besejrer mobning, mener jeg, at man delvist venter forgæves
Forestillingen varer 80 minutter uden pause, og det er helt tilpas.
Egentlig havde jeg kun tænkt mig at give tre Amandaer, men den teenager, jeg havde med, var helt sikkert begejstret til fire, og her er det hendes mening, der har størst vægt.
’Håndbog for superhelte’ spilles frem til 12. april.
Odense Teaters ’Annas Sang’, der OBS! spilles i Magasinet, er en storslået skildring af en musikalsk jødisk kvindes liv, der ikke byder på virkelige valgmuligheder.
“Annas sang” Odense Teater + Aveny-T 2026
Forestillingen indledes med en voldsom scene, hvor Anna føder et barn, der er uønsket af hendes familie og derfor tages fra hende og omgående bortadopteres. I historiens realtid ligger det der, hvor der er pause, og det er klogt, for det havde ikke været til at gå til pause under indtryk af denne scene.
I 1933 drømmer den gennemmusikalske Anna om at komme på konservatoriet. Hun er en del af en familie, der styres af traditionelle værdier. Det betyder bl.a., at ægteskaber er arrangerede, og det kommer såvel Anna som hendes to brødre til at lide under.
Tilværelsen styres imidlertid af mænd. Tilsyneladende, for Annas familie styres af hendes mor Bruche, som ingen kan sætte sig op imod.
Krigen kommer i 1940, og på et tidspunkt flygter familien til Sverige. Anna er blevet forelsket i Aksel, Lue Støvelbæk, som hun også bliver gravid med, men han kan ikke accepteres af Bruche.
Vi skal ikke røbe, hvordan tingene udvikler sig, men hele vejen illustreres handlingen af musik, skrevet af Benjamin Koppel, der også har skrevet den roman, stykket bygger på.
Musikken er dels indspillet, dels spilles den på et klaver, der står på scenen, af Katrine Gislinge, hvis kropssprog også indgår i forestillingen. Hun og hendes spil er blændende, og hele forestillingen er så brillant, at man ikke mærker, at den inklusive pause er på to timer og tre kvarter.
Anna spilles fremragende af Laura Kronborg Kjær, som sprang til med forholdsvis kort varsel, og Natali Vallespir Sand er perfekt som Bruche, som alle i publikum vil hade, men hun ligger under for sin kulturs traditioner, mens hendes mand, fremstillet glimrende af Anders Gjellerup Koch, tilsyneladende har opgivet alt andet end at støtte sin kone – men nogle af hans bemærkninger lader ane, at de også har haft deres problemer med at indordne sig deres skæbne.
En måltidsscene a la Henri Nathansens ‘Indenfor Murene’. Der sker dramatiske ting under det (foto: Emilie Therese)
Musikken er mindst halvdelen af forestillingen, og hver gang man sidder lammet af den forrige scenes hændelser, sætter den ind, inspireret af jødisk musik, jazz og klassisk musik, ikke mindst Brahms, og hvordan er det nu? Hvis man hader nazister, kan man så elske Brahms og Wagner?
Den indspillede musik står Benjamin Koppel, Anders Singh Vesterdal, Søren Møller, Jesper Bodilsen og Morten Ærø for.
Katrine Wiedemann har instrueret, og Maja Ravn står for kostumer og scenografi, hvor vi genkender miljøet fra Nathansens ’Indenfor Murene’, og vi får måltidsscener som i den.
Forestillingen spilles som nævnt i Magasinet, der ikke er det perfekte teaterlokale, men det bør ikke holde nogen væk. ’Annas Sang’ er stort teater, skabt i samarbejde mellem Odense Teater og Aveny T. I Odense spilles det til 25. marts, hvorefter det rykker til København.
’En influencer-thriller’ kaldes Liane Childs ’En Tradwifes Hemmelighed’.
Der er nok stadig nogle, der ikke ved, hvad en ’tradwife’ er, så lad os sikre os, at ingen er i tvivl: En ’tradwife’er en kvinde, der er inspireret af 1950’erne og afviser moderne kønsroller til fordel for en tilværelse som hustru og hjemmegående mor. Hun mener, at manden altid har ret, uanset hvor oplagt det er, at han ikke har det.
Faktisk deler hun opfattelse med den gruppe af USA’s befolkning, som vi kalder for MAGA (Make America Great Again). De forguder Donald Trump, som ikke kan gøre noget forkert, og de hylder de gode gamle dages livsanskuelser. De tillader ikke, at man sætter Bibelen i tvivl, så der må ikke i skolen undervises i andet end dens værdier. De ’forkerte’ bøger bliver fjernet.
Hovedpersonen i ’En Tradwifes Hemmelighed’ er influenceren Madison March, der har 10 mio. følgere, og for hvem det er en katastrofe, hvis et af hendes opslag kun bliver set af 50.000 personer. Hun er gift med rigmanden Michael, som hun adlyder i et og alt. Hun kan ikke sige ham imod. Hun kan ikke have egne synspunkter, han har ret til at afstraffe hende korporligt, hvis han finder det for godt; og han har ret til at forføre hvem som helst, ikke mindst deres fire børns kvindelige privatlærere.
Ved romanens start tiltræder en ny privatlærer, Cally, på særlige betingelser. Hun kan ikke forlade området, før hendes job udløber et år efter, og hun må skrive under på, at hun intet fortælle om, hvad hun oplever – end ikke i mails eller sms’er eller til sin nærmeste familie.
Madisons indslag er en tradwifes. De understreger mænds rettigheder over for kvinder, som skal lave mad, gøre rent og tage sig af børnene, og hun inspirerer mængder af de 10 mio. følgere til at sige deres arbejde op, opgive deres studier og koncentrerer sig om at gøre deres mænd tilfredse, når de kan se, hvor lykkelig man kan være i den form for tilværelse.
Som læsere følger vi, hvordan hele den del af hendes dag, hvor Michael er hjemme fra, går med at planlægge og filme hendes influencerindslag, som er dybt misvisende. Familien lever ikke lykkeligt, børnene er ikke evigt artige, og hjemmet er mere et helvede end et paradis – en stor løgn.
Mange af kapitlerne, der gengiver Madisons tanker, har eksempler på de reaktioner, der kommer fra hendes følgere, og her skal man lægge godt mærke til, hvilke tags de har. Der er stor forskel fra en, der bruger #homemaker, #tradwife, #familyfirst, #truefenimity, #inspiration, til en, der bruger #feminist, #prochoice, #equality, #tradwivesruinlives.
Beretningen om udviklingen i forholdet mellem Madison, Michael, huslæreren Cally, husholdersken Lori, chaufføren Bill og advokaten Nathan er tiltagende uhyggelig, mens vi sideløbende følger udviklingen i forholdet mellem de to 18-årige, Brianna og Jonah, der stikker af hjemmefra for at realisere deres drøm om det perfekte liv på landet.
Desværre er hun ’tradwivesk’, og han udarter, til alle læsere har mistet lysten til nogensinde at forsøge sig med det romantiske landliv. Også dette forløb er tiltagende uhyggeligt, men Liane Child er så velskrivende, at man ikke kan slippe bogen, men vil vide, hvordan denne thriller dog skal ende.
Der er mange overraskelser undervejs, og som i de fleste thrillers må man sluge en del usandsynlige ting i farten, men dem tager man med.
Ingen af overraskelserne skal røbes her, men vi kan roligt anbefale læserne ikke at tro på hverken navne, kronologier eller andre ting, men kan man lide uhygge og thrillers, er denne bog et must – og Child er ikke selv en tradwife – hun har blot ladet sig inspirere af denne MAGA-type af kvinder.
Slutscenen i “Kan du fløjte, Johanne” på Nørregaards Teater i Odense. Foto: PR
Jeg mindes tilbage i 1950erne, hvordan “Kannst du pfeifen, Johanna” var en slager og et mundheld, jeg hele tiden hørte.
Sangen går tilbage til Sverige (kan du vissla, Johanna) 1932, og sangen om mange børns bitre problem, når de ikke kan finde ud af at fløjte, er siden blevet til en bog af Ulf Stark, en 55 minutter lang film og en forestilling for børn i blandt andet Hamburgs Opera. Indimellem er det forbløffende, som en børnesang kan føre til årtiers succes.
For tiden kan man opleve “Kan du fløjte, Johanna” som marionetforestilling på Nørregaards Teater i Odense. Den spilles først i Centrum på Filosofgangen og derefter i Vollsmose på Risingsvej 123 og slutter af som et tilbud i skolernes vinterferie.
Dukkeførerne er Mads Nørby, tidligere direktør for Kerteminderevyen, og Heine Ankerdal, som med få og enkle kulisser (scenografkonsulent Claus Helbo) tager unge i alderen 6-10, nogle med forældre eller bedsteforældre i baggrunden, gennem en rørende historie.
Bertils ven Uffe har en bedstefar, som han deler sodavand og kage med og får en tyver af, når der er en særlig anledning. Bertil har ingen familie, men Uffe instruerer ham om, at han skal gå ind på et værelse på Alderdomshjemmet og påstå, at beboeren er hans bedstefar.
Det bliver – efter visse indledende kvaler – en stor succes, der blandt andet fører til, at Bertil og hans stedbedstefar Niels går på kirsebærskud i Gustavsens have, hvor de kan hugge kirsebær i et pragtfuldt kirsebærtræ, som det ikke er så ligetil at komme ned fra.
Dagen bliver den morsomste i mange år for Niels, der imidlertid har et svagt hjerte og er død, måske som følge af faldet fra træet, da Bertil kommer for at besøge ham dagen efter. Han døde lykkelig, og der er en betagende scene, hvor Bertil og Uffe mindes den afdøde.
Forestillingen varer tre kvarter, hvor den interaktive spænding mellem de optrædende og børnene gradvist stiger til scenen i kirsebærtræet og løsningen, når man skal finde ned fra det.
De første mange dage spilles forestillingen for skoleklasser, men alle kan købe billetter i skolernes vinterferie.
Pga. ombygning laver Odense Teater i det næste år sine forestillinger rundt i byen, og det giver nogle muligheder, som udnyttes til fulde i juleforestillingen ‘Peters Jul’ i Arena Fyn.
Magien er på vej (foto: Emilia Therese)
På vej til teatersalen passerer man gennem en julegade, hvor det dufter lifligt af den gløgg og æbleskiver, som man kan købe. Derefter går man langs en væg med huse, der minder om Nedergade i Odenses centrum, og så kommer man ind i teatersalen. Her viser bagtæppet et sne- og skovlandskab, hvor træerne sågar bevæger sig i vinden.
Hanne (Lea Baastrup Rønne) og Mor (Natali Vallespir Sand (Emilia Therese)
‘Peters Jul’ indledes med en sang, som man har i ørerne i dagevis: Frisk, munter og med linjer fra Johan Krohns klassiske ‘Peters Jul’, der har inspireret Martin Miehe-Renard og Søren Skjold til teaterforestillingen, der formentlig er den bedste juleforestilling, teatret nogensinde har budt på. Ikke at skuespillerne er bedre. De er som altid fremragende og nyder det medlevende publikum. De har fået farvestrålende kostumer af Camilla Bjørnvad, der også står for den effektive og smukke kulisse, og de kan slå sig løs i sang og dans med flot koreografi af Peter Friis, der til fulde udnytter, at hele ensemblet vikrkelig kan begge dele.
Snedronningen , Andrea Heick Gadeberg (foto: Emilia Therese)
De to drenge, spillet af Alfred Nordhøj Kann og Laurids Skovgaard Andersen, der bytter krop i en magisk hændelse ved hjælp af en snemand, kan alt fra at spille komedie til at slå saltomortaler, lave vejrmøller og klatre rundt i kulisserne. Instruktøren Pelle Nordhøj Kann sørger for perfekt timing og har sørget for, at der hele tiden sker noget over alt på den kæmpestore scene, så børn (og voksne) hele tiden bliver fascineret af nye små detaljer.
Claus Riis Østergaard, Natali Vallespir Sand, Lea Bastrup Rønne, Cecilie Gerberg, Louise Davidsen, Klaus T. Søndergaard, Malene Melsen, Mikkel Bay Mortensen, Lars Simonsen og den velsyngende snedronning Andrea Heick Gadeberg er alle glimrende. Der er ofret mange statister, og musikken med adskillige ørehængere er indspillet fint af Ditte Fromseier Hockins, Henrik Hou, Kasper Tagel, Michael Lucius Salling og Jacob Weber.
Der er regler for alt i borgerhjemmet (foto: Emilie Therese)
Det er imponerende, som Odense Teater i stedet for at begræde, at man skal ud af sin bygning i et år, benytter sig af mulighederne for at skabe anderledes teater i nye omgivelser.
Det er ganske enkelt mageløst, og alle kan glæde sig, hvis de skal til Peters Jul. Mikkel på 6 år var med som gæsteanmelder og slog fast:
– Det er helt fantastisk fantastisk. Hvor sker der meget hele tiden. Jeg kunne bedst li’ de to drenge, der bytter krop. De er morsomme, og de kan både synge og danse.
‘Peters Jul’ spilles frem til og med 22. december.
I 1986 var ’Jul på slottet’ en slags gennembrud for TV-julekalendere. Den var skrevet af Finn Henriksen og den danske Mr. Julekalender, Martin Miehe-Renard, men det mest opsigtsvækkende var, at DR havde bestilt symfonisk musik hos Bodil Heister, og det hævede det musikalske niveau flere grader. Hvem kender ikke stadig ’Det’ sørme, det’ snart, december’, ’Drillesangen’, ’Bagesangen’, ‘Alkymistsangen’ etc.
Der er masser af nisser på slottet (foto: Lasse Skov)
I år er ’Jul på slottet’ Nyborg Voldspils julegave til publikum, og den er helt overdådig. Der synges og spilles brillant. Skuespillet er veloplagt og fint timet i Patrick Terndrups instruktion, koreografien er i debutanten Anna Gjerløffs udgave flot, munter og tilpasset de enkeltes kunnen – på et tidspunkt får vi sågar en nisseballet med seks herlige børn; kostumerne er farverige og fremragende, som de er skabt af Jannie Lindhard, men det helt store kup er scenografien, som Louise Dencker står for.
Der arbejdes på at fremstille guld (foto: Lasse Skov)
Scenen kan ’alt’. Den kan skifte fra slot til et værksted, hvor alkymister fremstiller guld, på øjeblikke; eller på samme måde fra streng kulde til varm sommer, og den er imponerende afvekslende.
Handlingen har mange strenge. Fredsslutningen i en krig, der vil ske på barske betingelser, bl.a. fordi der er en forræder på spil; kærlighedshistorien mellem prinsesse Miamaja og jægeren/prinsen Valentin; nisserne, der ved kongens afskaffelse af julen risikerer at forsvinde; kongen, der skal på ekstrem slankekur; guldet, der forsvinder midt i det hele; og meget mere.
Nisseballet (foto: Lasse Skov)
Rygterne er ilet forud, så der er så godt som udsolgt, men hvem, der ikke har billetter endnu, må skynde sig at få det; evt. med børn og børnebørn som alibi for at komme til en dejlig forestilling midt i en tid, hvor der er trusler nok i verden.
Trio con Brio er et af verdens fineste klaverensembler. Det består af pianisten Jens Elvekjær og to søstre fra Korea, violinisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong, som er gift med Elvekjær. De tre mødtes i Wien og dannede trioen i 1999.
Trio con Brio (foto: Nikolaj Lund)
Trioen lever og ånder for kammermusik på højeste plan og alle de former, den kan antage. Det får de bl.a. lejlighed til at eksperimentere med i den årlige kammermusikfestival på Lundsgaard, hvor hvert år har sit tema – i 2024 ’tid’ og i år ’strømninger’, begge dele i et væld af sammenhænge, som et trofast og positivt publikum år efter år kommer tilbage for at opleve.
I 2024 oplevede man således et musikstykke uden musik, og i år bliver et vigtigt indslag et musikstykke, skrevet ved brug af Artificial Intelligence. Vil det vise sig at være udødelig kunst? Eller vil det savne den inspiration og beåndelse, som en komponist af kød og blod videregiver?
Det er 11. gang, Trio con Brio laver festival på Lundsgaard, hvert år med inviterede gæster, som trioen er sikre på vil gå entusiastisk ind på at spille sammen i nye sammenhænge, der udforsker kammermusikkens væsen og forsøger at udvide grænser. Det har de ekstra muligheder for at gøre, fordi de ikke kun spiller i trioen. Søstrene spiller i DRs symfoniorkester, og Elvekjær er klaver- og kammermusikprofessor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Jens Elvekjær (Foto: Dejan Bulut)
– At vi arbejder på så mange områder gør, at vi skal planlægge år fremover for at få kalenderen til at passe, og den skal også passe med de mange gæster, vi inviterer.
– Vi inviterer musikere, som vi møder i forbindelse med vores koncerter rundt i verden, og vi har et kæmpe netværk, fortæller Jens Elvekjær forud for dette års festival, som finder sted 7-10. august, og hvor man begiver sig ud på det dybe vand på mange måder i udforskningen af strømninger sammen med kolleger i en slags ’sommertænketank’.
De er aldrig druknet, for tingene er gennemtænkt og klargjort. Strømninger kan fx såvel være bevægelser i vand som kulturelle strømninger, strømninger i tid eller sted, strømninger fra et sted til et andet.
– Nogle værker er lidt skøre, men kan så præcis give mening i tematisk sammenhæng, forklarer Elvekjær, der er Danmarks første Steinway-pianist.
For at få det fulde udbytte af festivalen er det en god ide at overvære de ’hjørner’, hvor Esben Tange diskuterer de temaer, der udforskes, med kunstnerne.
Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)
– Jeg er spændt på, hvordan det vil forløbe med inddragelsen af det trestrengede tyrkiske instrument kemenche, fortæller Elvekjær. Kemenche er et folkemusikinstrument, der ikke mindst indgår i sigøjnermusik og som kan høres i koncerten med Zigeunerweisen lørdag aften og slutkoncerten søndag, trakteret af Nagme Yarkin.
En anden nyhed er samarbejdet med skuespilleren Søren Sætter Lassen, der har læst teksten til ’Den lille Prins’, ledsaget af musik. På Lundsgaard læser han H. C. Andersens ’En digters bazar’, ledsaget af musik af Liszt, Mendelssohn, Lymbye, Sjostakovitj, Ligeti, Strauss, Kreisler, De Falla og mange flere.
Kammermusikfestival på Lundsgaard (Foto: Birgit Tengberg)
Trio con Brio har optrådt i Kerteminde også før kammermusikfestivalen. De gav koncerter i Birgit Tengbergs koncertrække på Johannes Larsen Museet, og de har altid været elsket af publikum. Det gør det lettere for dem at kaste sig ud i nye eksperimenter, fordi publikum altid accepterer dem og ikke bare kommer for at høre ’almindelige’ kammermusikkoncerter, men er tiltagende nysgerrigt.
Dermed er der blevet mulighed for ikke blot at komme ud i det kendte repertoire, men også at bestille originale værker hos nutidige komponister med støtte fra diverse fonde, for hvem musikudvikling også er vigtig.
Trioen har spillet i alle verdens største musiksale: Carnegie Hall, Lincoln Center, Wigmore Hall, Elbharmonie Hamburg, Concertgebouw i Amsterdam etc., og deres pladeudsendelser har modtaget et væld af priser og udmærkelser, bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Nielsen Award.
Der er kun få billetter tilbage til koncerterne i årets festival, der ud over de nævnte indslag også har en vandringskoncert, hvor man kommer til at gå ca. 2 kilometer for at få alt med, og en natkoncert i Kerteminde Kirke fredag kl. 22.
Hold da op, hvor det går over stok og sten på Nyborg Vold, når ’Vi maler byen rød 2 – the Musical’ går over scenen med 24 veloplagte, velsyngende og velspillende medvirkende på scenen.
Den første ’Vi maler byen rød’ fra 2010 er i mellemtiden blevet Danmarks mest opførte teaterforestilling fra dette årtusinde. Den vil få hård konkurrence af denne musical, der har større eller mindre uddrag af godt 30 melodier fra dansk og internationalt Melody Grand Prix, så størstedelen af publikum kender dem.
Handlingen kan man roligt glemme. Den er ulogisk og ifølge instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Mansachs inspireret af tidligere tiders tv-serier som ’Dollars’og ’Dallas’, men pyt. De var også populære, selv om deres handling ikke kunne stå for en prøvelse, og så havde de ikke engang den livsglæde med dejlig musik og dans, som vi her får i rigt mål – mens vi går fra en rigmandsbegravelse i Rungsted til Mallorca inklusive en grisefest.
Simon Skytte (foto: Lasse Skov)
Det er utroligt, så mange der får fokus på sig med sange, der ikke alle er lige enkle, men ingen falder igennem, og koret fungerer perfekt. Vi kunne nævne en stribe forskellige, der leverer fine sangpræstationer, men lad os nøjes med en enkelt: Det er stensikkert, at vi fremover kommer til at høre meget mere fra Alisha Mae Williamson Meadows.
Alisha Mae Williamson Meadows (foto: Lasse Skov)
Forestillingen virker næsten som ét stort optrin, så der har virkelig været brug for Maria Kronborgs koreografi, der har taget hensyn til de enkeltes stærke og svagere sider, så man aldrig opdager de svage.
Desuden tilgiver man alt, når scenografien fungerer, og det gør den, skabt af Louise Dencker Rasmussen, ned til de mindste detaljer, fx blomsterne på murene.
Grisefest på Mallorca (foto: Lasse Skov)
Orkestret under Thomas Korhonen står for lutter vellyd, og publikum kan ustandselig ikke holde sig fra at synge med, og det er også meningen.
Premierepublikum fik en ekstra oplevelse, da Nyborgs borgmester Kenneth Muhs brød ud i sang og fik publikum til at følge efter. Han kan sagtens få en plads i en fremtidig forestilling, når han ikke er borgmester mere.
Forestillingen spilles sidste gang 9. august, og så må vi håbe, at alle med sans for munter sang og livsglæde har været på Volden. Hvert år forbløffes man over, hvad ensemblet dog kan.
