Nyborg Vold

Stjernerne funkler på Nyborg Vold

mandag, 18. juli, 2022

Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.

 

Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.

 

Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

 

 

 

Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.

Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.

 

Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!

‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, kultur, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


Voldspillets jul er super cool

fredag, 12. november, 2021

Peters Jul, skabt af tv-julekalendernes konge, Martin Miehe-Renard, er i Voldspillets Slotsmølle en perfekt forestilling, hvor sang, instruktion og kulisser er tilsat den bedste koreografi, jeg mindes i Nyborg

Fra tæppet går til Peters Jul, er der fest og fart. Den første lange scene er vildt betagende. Med lynhurtigt, smart skiftende, kulisser; med aktører, der på forbløffende måde hele tiden ved, hvor de andre er, så de kan skabe komik så fnuglet som ingenting: med festlig musik, fremragende sang og hele forestillingens allerbedste facet, forestillingsleder Maria Kronborgs koreografi.

Hvad hun har formået at skabe af dansescener er forbløffende og medvirkende til, at der ikke er et kedeligt øjeblik.

 

Jul hos de fattige

Jul hos de fattige

Martin Miehe-Renard har aldrig lagt skjul på, at han har lånt med arne og ben, så han har kombineret først og fremmest Johan Kroons Peters Jul og Charles Dickens’ Oliver Twist på sin helt egen måde. Han har skabt en klassisk ombytningshistorie, hvor den rige dreng Peter og den fattige dreng Rasmus, fint fremstillet af Victor Holm og Frederik Malmose, får lov at skifte roller, men forfatterens flotte kunstgreb, der passer så godt til julen, er at lade den afsluttende tilbagebytning placere begge drenge på solsiden.

Vi får en – ikke alt for voldsom – portion socialrealisme, hvor vi føler med de fattige børn, som dog slipper for at skulle vaske hænder og rydde op og være meget artige, men til gengæld midt i deres sult og kulde må forestille sig julens goder, mens de ernærer sig som lommetyve under ledelse af Fagin, undskyld Rolf, en blændende god Benjamin Holmstrøm Nielsen, der til slut er ene om at hade julen. De holder bl.a. modet oppe pga. Fattigfie, brillant spillet af Vivian Edelborg, der som den eneste kan styre Rolf, og som viser sig at være identisk med den rige families bedstemor.

Vi får julemagi med dansende snefnug, vinterens dronning og snemanden, der kan opfylde ønsker. Anden gang dog kun, hvis han bliver kysset af en jomfru. Vi nyder Lars Fjeldmoses optimistiske musik, spillet af producerteamet The Other Mary, Jens Davidsen og Jens Langhorn. Musikkens lydniveau skal nok justeres her og der i forhold til sangen.

Jesper Duponts instruktion er flot timet og fuld af fine indfald. Scenografien med varme farver hos de rige og kolde hos de fattige er gennemtænkt, og Kristine Becker Lund har igen stået for kor- og sanginstruktion.

Programmet er billigt og værd at tage med hjem. Æbleskiver og gløgg smager godt og dufter lifligt i pausen, og der er i det hele taget intet at betænke sig på. Igen i år er Voldspillernes jul en stor oplevelse, i øvrigt frem til 12. december.

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Nyborg Vold, Teater | Ingen har kommenteret »


Volden Vintage

lørdag, 17. juli, 2021

Hallo hallo

 

 

 

 

 

 

Hallo – Hallo – Lonnie Devantiers Grand Prix-vinder gives flot (foto Nyborg Vold)

Aldrig har en aften til Voldspil i Nyborg været mere perfekt end premieren på ’Vi maler byen rød’

Varmen blev tilpas, til forestillingen begyndte, og der var tropenat uden faldende dug, til ’Der er et yndigt land var afsunget’. Solen var i mellemtiden gået ned i et luende bål bag de markante træer, der var ingen generende myg, og scenen var gradvist blevet mere belyst, som aftenen faldt på, og vi kunne nyde Malene Højme Ilskovs elegante scenografi med de mange felter, der kunne antage forskellige farver.

Liv og glade dage i 'Vi maler byen rød' (foto: Nyborg Vold)

Liv og glade dage i ‘Vi maler byen rød’ (foto: Nyborg Vold)

Tilføj et ensemble fuldt af vitalitet og såvel velsyngende som forbløffende godt dansende – en blomst til koreograf Simone Svane, der havde givet hver enkelt opgaver, de kunne løse; samt orkestret under Mads Lunde, som storsveder i musikpavillonen, uden at vi kan se dem før til fremkaldelserne.

Melodi Grand Prix

’Vi maler byen rød’ er tænkt som en slags dansk ’Grease’ om gymnasieelever og deres liv, glæder og sorger frem mod studentereksamen en gang i 1980erne. 26 melodier stammer alle fra diverse Melodi Grand Prix og rækker fra Mabels Boom-Boom, som der ikke er meget musik i, men nok så meget liv, til den fine og helt anderledes ’Fra Mols til Skagen  af Lise Cable og Mette Mathiesen, halvdelen af Miss Behaven.

Det er en ensembleforestilling, hvor alle så at sige har hovedroller og dukker frem i enkelte numre, så ingen nævnt, ingen glemt. Blandt de ældre voldspillere brillerer Vivian Edelborg som en meget morsom og højtråbende gymnasielærer – lad os håbe, at hendes stemme holder!

Vivian Edelborg er på hårdt arbejde som gymnasielærer (foto: Nyborg Vold)

Vivian Edelborg er på hårdt arbejde som gymnasielærer (foto: Nyborg Vold)

En spinkel, tragisk sidehandling er næsten for meget, men reddes af, at manuskriptforfatter og instruktør Rasmus Mansachs får ’Skibet skal sejle i nat’ sat ind i dødsscenen på rørende og elegant vis. Han har i øvrigt givet mange af sangene ekstra vinkler, ikke mindst ’Alt det, som ingen ser’.

Tempo og timing

Man skulle være et skarn, hvis man ikke vuggede med på alle sangene og var tæt på selv at synge med, for vi kender dem jo alle sammen; sangene med Keld Heicks smarte ordspil og Tommy Seebachs musik med de overraskende vendinger. Otto Francker og Volmer Sørensens ’Dansevise’, Brødrene Olsens ’Smuk som et stjerneskud’, ’Hallo Hallo’, hvor de færreste formentlig er klar over, at den tekst også er af Keld Heick, som naturligvis var inviteret med til premieren … etc.

Tempoet er flot og timingen perfekt. Heldigvis tillader coronarestriktionerne, at der er et tilstrækkelig stort publikum til, at man kan mærke, hvordan stemningen er i top hele aftenen.

Nu er vejret med voldspillerne, og det bør betyde, at der ikke bliver en tom plads – udover dem mellem boblerne pga. corona.

Det er helt befriende at have en dansk forestilling, der sprudler af livsglæde, og jeg tvivler på, at nogen savner en stor streamlinet musical i stedet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


Nitouche Monty Python Jensen

søndag, 21. juli, 2019

Helstøbt, underholdende og rablende vanvittig ’Frøken Nitouche’ er en perfekt forestilling ved Nyborg Voldspils 80 års jubilæum

’Frøken Nitouche – med et twist’ på Nyborg Vold er en overrumplende fuldtræffer, som man ikke kan sætte en finger på. Alt er dygtigt og charmerende i en forestilling, der i manuskriptets rablende vanvid får latterkaskader til at bølge hen over tilskuerpladserne.

 


Fest og farver på Volden (Foto: Palle Gram).

 

Det er i sig selv en bedrift i 2019 at spille den antikverede ’Frøken Nitouche’, som de fleste danskere kender som en ironisk filmspøg fra 1960erne, der blev båret af Lone Hertz og Dirch Passer?

Skuespiller, forfatter og instruktør Flemming Jensen har taget den fulde konsekvens af det gamle præg, støvet alt af og tilføjet scener, personer og sangnumre på en Monty Pythonsk måde, hvor man for en gangs skyld ikke kan gætte det næste indfald. Hvem havde drømt om at opleve alkoholfri husarer, der synger, at ’du skulle købe dig en tomatojuice’; for ikke at tale om den gode, gamle afholdsmand, som skal ud for at hente qvark!

 

 


Flemming Jensen

For ikke at tale om, at Poul Reichardt pludselig dukker op i et flot Poul Reichardt-potpourri om, hvordan det hele skal gå godt, når ikke Poul Reichardt er med. Flot sunget af Jesper Trolle, i øvrigt.

Man skal ikke være bange for at gå glip af de dejlige sangnumre fra filmen. De er der alle sammen, og jeg er ikke bange for at hævde, at Kathrine Lemmeke Madsen spiller bedre komedie end Lone Hertz og synger bedre end Katy Bødtker. At hun ovenikøbet kan danse og spille komedie betyder, at hun må spås en flot fremtid i branchen.

 

 

 


Charlotte og Celestin på tandem (foto: Palle Gram).

 

På samme måde som jeg foretrækker Jens Jepsens Celestin/Floridor for den noget overspillende Dirch Passer; og vi kan tage hele rollelisten af glimrende voldspillere: Vivian Edelborg som abbedissen, Rasmus Mansachs som Ritmester Schmuck, Christina Mosbæk som en overdådig Corinne, Tobias Gräs som premierløjtnant Parsberg osv. Hele komparseriet er super syngende og dansende. Dertil fuldt af energi og charme og instrueret, så det hele lige præcis ikke bliver for vanvittigt. I sig selv en præstation af Flemming Jensen, hvis stemme næsten trænger igennem på scenen i mange af de uventede indfald. Desuden tager hver eneste statist sin rolle så alvorligt, som var det hovedrollen. Imponerende.

Som det er, når gamle dages  talekor genopfriskes med succes, hvad enten det er nonner eller husarer, der virker som gruppe.

 

 

Hele holdet bag forestillingen skal have ros. Peter Friis får i sin koreografi alle til at virke, som var de professionelle dansere; Kristine Becker Lund får alle til at virke som professionelle sangere På billedet af Palle Gram ses fra venstre Jensen, Friis og Becker-Lund under premieren); kulisserne af Vibeke Valeur er blændende tænkt og udført lige fra første, spændende folkelige scene med masser af fest og farver; Scenografien er tænkt som en udgave af Kardemomme eller Korsbæk, så den fungerer, men ikke stjæler billedet.

Orkestret på 20 mand under Mads Lunde optager et to etagers hus og spiller lydefrit og energisk, ikke mindst når det gælder den del af musikken, som er komponeret specielt til forestillingen af Lars Fjeldmose.

Der er med andre ord ikke noget at gøre. Alle må på Volden, der ved sin 80 års fødselsdag fremviser en af de bedste forestillinger i de fire snese år frem til og med 10. august.

Seks Amandaer – Bravo!

Kategori Anmeldelser, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »