Pga. ombygning laver Odense Teater i det næste år sine forestillinger rundt i byen, og det giver nogle muligheder, som udnyttes til fulde i juleforestillingen ‘Peters Jul’ i Arena Fyn.
Magien er på vej (foto: Emilia Therese)
På vej til teatersalen passerer man gennem en julegade, hvor det dufter lifligt af den gløgg og æbleskiver, som man kan købe. Derefter går man langs en væg med huse, der minder om Nedergade i Odenses centrum, og så kommer man ind i teatersalen. Her viser bagtæppet et sne- og skovlandskab, hvor træerne sågar bevæger sig i vinden.
Hanne (Lea Baastrup Rønne) og Mor (Natali Vallespir Sand (Emilia Therese)
‘Peters Jul’ indledes med en sang, som man har i ørerne i dagevis: Frisk, munter og med linjer fra Johan Krohns klassiske ‘Peters Jul’, der har inspireret Martin Miehe-Renard og Søren Skjold til teaterforestillingen, der formentlig er den bedste juleforestilling, teatret nogensinde har budt på. Ikke at skuespillerne er bedre. De er som altid fremragende og nyder det medlevende publikum. De har fået farvestrålende kostumer af Camilla Bjørnvad, der også står for den effektive og smukke kulisse, og de kan slå sig løs i sang og dans med flot koreografi af Peter Friis, der til fulde udnytter, at hele ensemblet vikrkelig kan begge dele.
Snedronningen , Andrea Heick Gadeberg (foto: Emilia Therese)
De to drenge, spillet af Alfred Nordhøj Kann og Laurids Skovgaard Andersen, der bytter krop i en magisk hændelse ved hjælp af en snemand, kan alt fra at spille komedie til at slå saltomortaler, lave vejrmøller og klatre rundt i kulisserne. Instruktøren Pelle Nordhøj Kann sørger for perfekt timing og har sørget for, at der hele tiden sker noget over alt på den kæmpestore scene, så børn (og voksne) hele tiden bliver fascineret af nye små detaljer.
Claus Riis Østergaard, Natali Vallespir Sand, Lea Bastrup Rønne, Cecilie Gerberg, Louise Davidsen, Klaus T. Søndergaard, Malene Melsen, Mikkel Bay Mortensen, Lars Simonsen og den velsyngende snedronning Andrea Heick Gadeberg er alle glimrende. Der er ofret mange statister, og musikken med adskillige ørehængere er indspillet fint af Ditte Fromseier Hockins, Henrik Hou, Kasper Tagel, Michael Lucius Salling og Jacob Weber.
Der er regler for alt i borgerhjemmet (foto: Emilie Therese)
Det er imponerende, som Odense Teater i stedet for at begræde, at man skal ud af sin bygning i et år, benytter sig af mulighederne for at skabe anderledes teater i nye omgivelser.
Det er ganske enkelt mageløst, og alle kan glæde sig, hvis de skal til Peters Jul. Mikkel på 6 år var med som gæsteanmelder og slog fast:
– Det er helt fantastisk fantastisk. Hvor sker der meget hele tiden. Jeg kunne bedst li’ de to drenge, der bytter krop. De er morsomme, og de kan både synge og danse.
‘Peters Jul’ spilles frem til og med 22. december.
Trio con Brio er et af verdens fineste klaverensembler. Det består af pianisten Jens Elvekjær og to søstre fra Korea, violinisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong, som er gift med Elvekjær. De tre mødtes i Wien og dannede trioen i 1999.
Trio con Brio (foto: Nikolaj Lund)
Trioen lever og ånder for kammermusik på højeste plan og alle de former, den kan antage. Det får de bl.a. lejlighed til at eksperimentere med i den årlige kammermusikfestival på Lundsgaard, hvor hvert år har sit tema – i 2024 ’tid’ og i år ’strømninger’, begge dele i et væld af sammenhænge, som et trofast og positivt publikum år efter år kommer tilbage for at opleve.
I 2024 oplevede man således et musikstykke uden musik, og i år bliver et vigtigt indslag et musikstykke, skrevet ved brug af Artificial Intelligence. Vil det vise sig at være udødelig kunst? Eller vil det savne den inspiration og beåndelse, som en komponist af kød og blod videregiver?
Det er 11. gang, Trio con Brio laver festival på Lundsgaard, hvert år med inviterede gæster, som trioen er sikre på vil gå entusiastisk ind på at spille sammen i nye sammenhænge, der udforsker kammermusikkens væsen og forsøger at udvide grænser. Det har de ekstra muligheder for at gøre, fordi de ikke kun spiller i trioen. Søstrene spiller i DRs symfoniorkester, og Elvekjær er klaver- og kammermusikprofessor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Jens Elvekjær (Foto: Dejan Bulut)
– At vi arbejder på så mange områder gør, at vi skal planlægge år fremover for at få kalenderen til at passe, og den skal også passe med de mange gæster, vi inviterer.
– Vi inviterer musikere, som vi møder i forbindelse med vores koncerter rundt i verden, og vi har et kæmpe netværk, fortæller Jens Elvekjær forud for dette års festival, som finder sted 7-10. august, og hvor man begiver sig ud på det dybe vand på mange måder i udforskningen af strømninger sammen med kolleger i en slags ’sommertænketank’.
De er aldrig druknet, for tingene er gennemtænkt og klargjort. Strømninger kan fx såvel være bevægelser i vand som kulturelle strømninger, strømninger i tid eller sted, strømninger fra et sted til et andet.
– Nogle værker er lidt skøre, men kan så præcis give mening i tematisk sammenhæng, forklarer Elvekjær, der er Danmarks første Steinway-pianist.
For at få det fulde udbytte af festivalen er det en god ide at overvære de ’hjørner’, hvor Esben Tange diskuterer de temaer, der udforskes, med kunstnerne.
Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)
– Jeg er spændt på, hvordan det vil forløbe med inddragelsen af det trestrengede tyrkiske instrument kemenche, fortæller Elvekjær. Kemenche er et folkemusikinstrument, der ikke mindst indgår i sigøjnermusik og som kan høres i koncerten med Zigeunerweisen lørdag aften og slutkoncerten søndag, trakteret af Nagme Yarkin.
En anden nyhed er samarbejdet med skuespilleren Søren Sætter Lassen, der har læst teksten til ’Den lille Prins’, ledsaget af musik. På Lundsgaard læser han H. C. Andersens ’En digters bazar’, ledsaget af musik af Liszt, Mendelssohn, Lymbye, Sjostakovitj, Ligeti, Strauss, Kreisler, De Falla og mange flere.
Kammermusikfestival på Lundsgaard (Foto: Birgit Tengberg)
Trio con Brio har optrådt i Kerteminde også før kammermusikfestivalen. De gav koncerter i Birgit Tengbergs koncertrække på Johannes Larsen Museet, og de har altid været elsket af publikum. Det gør det lettere for dem at kaste sig ud i nye eksperimenter, fordi publikum altid accepterer dem og ikke bare kommer for at høre ’almindelige’ kammermusikkoncerter, men er tiltagende nysgerrigt.
Dermed er der blevet mulighed for ikke blot at komme ud i det kendte repertoire, men også at bestille originale værker hos nutidige komponister med støtte fra diverse fonde, for hvem musikudvikling også er vigtig.
Trioen har spillet i alle verdens største musiksale: Carnegie Hall, Lincoln Center, Wigmore Hall, Elbharmonie Hamburg, Concertgebouw i Amsterdam etc., og deres pladeudsendelser har modtaget et væld af priser og udmærkelser, bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Nielsen Award.
Der er kun få billetter tilbage til koncerterne i årets festival, der ud over de nævnte indslag også har en vandringskoncert, hvor man kommer til at gå ca. 2 kilometer for at få alt med, og en natkoncert i Kerteminde Kirke fredag kl. 22.
Det er en lykke for Odsherred, at Frede Gulbrandsen valgte at blive revydirektør i Nykøbing Sjælland og nu præsenterer sin fjerde Odsherredrevy. Den er nemlig lige så finurlig, charmerende og betagende som de tre foregående.
Ensemblet fv Trond Lindheim, Kristian Holm Joensen, Katrine Skjoldelev, Ulla Vejby og Troels Mallin
I år har den undertitlen ’På herredens mark’, og det er vi i den minimalistiske, men fungerende og indtagende kulisse, hvor flere af numrene er inspireret af lokale hændelser, men altid fungerer for hele publikum.
Vi er i selskab med direktøren selv og hans ensemble Ulla Vejby, Katrine Skjoldelev, Kristian Holm Joensen, Troels Malling og ikke mindst den norske pianist og ’trold’ Trond Lindheim, der forstår både den norske og den danske folkesjæl på overvældende skøn vis – og hvis man skulle opleve revyen to gange, vil man ustandselig opdage nye raffinementer i hans spil.
Trond Lindheim i centrum
Revyen indledes med en stemningsskabende indmarch – til hest efter en ide af Katrine Skjoldelev. Såvel koreografien som tekst og melodi af Rossini sætter omgående publikum i et herligt humør, som det aldrig mister.
Andet nummer, Angst, er af Carl Erik Sørensen og viser, hvordan det er muligt at blive skræmt ustandselig og af små ting. Det passer fint med pointen i et nummer efter pausen, hvor det hedder: ’Selv om vi er lykkelige, kan vi sagtens have det slemt’ – det kan godt være sagt af Mette Frederiksen.
Revyen tager sig tid til at hygge, men går alligevel over stok og sten, og nogle af skuespillerne har sidefærdigheder. Fx spiller Gulbrandsen fermt med tre bolde, mens han forsøger at forklare dansk politik; og Kristian Holm Joensen kan lave hula hoop – det meste af tiden uden ring, men det kommer ikke som den store overraskelse, at han faktisk kan.
Holm Joensen behersker sin krop i både rolig og vildt rystende tilstand, og det benytter han sig ustandselig af. Ikke mindst i nummeret med ’tv-køkken for enlige mænd’, hvor han i samspil med Troels Malling skaber den vildeste komik, så man mindes Dirch Passer og Kjeld Petersen i teksten af Gordon Kennedy.
Ulla Vejby fryder ustandselig, hvad enten hun er bekendende vegetar, Danmarks sidste analoge person eller neurotisk hund, og det er dejligt, at Skjoldelev i år er kommet med i flere numre. Hun vokser fra revy til revy, og i år leverer hun også en fin tekst: Jeg elsker mit hus.
Katrine Skjoldelev tager teten
Det er altid en god revy, hvis man hele tiden føler, at der er en masse, man ikke havde plads til at skrive, men så må læserne jo bare sørge for at se den selv, og det kan man gøre frem til lørdag d. 12. juli samt 6-7-8. august.
Det er beskæmmende for begge køn, at der er brug for en bog som Gry Jexens “Kvinde Kend Din Historie” og teaterstykket med samme titel, som man kan opleve på Odense Teaters Odeon-scene frem til 31. maj.
Begge dele prøver at give kvinder den plads i Danmarks historie, som de fortjener, og det overrasker mange. De gør også opmærksom på, at ting, som er blevet til virkelighed, skyldes kvinder, men tilskrives mænd. For eksempel hylder vi Christian 1. for, at han fik oprettet Københavns Universitet, men det var hans dronning Dorothea, der tog til Rom og overbeviste paven om, at det var en god idé, efter at kongen året forinden havde forsøgt det samme, men havde fået afslag!
“Kvinde kend din historie”. Foto: Emilia Therese
Det er ikke let at gøre en bog til teater, uden at det bliver lidt kedeligt, når indholdet skal være det samme. Instruktør Kamilla Wargo Breklind og scenograf Marie Rosendahl Chemnitz gør et fint og behjertet forsøg. Scenen er fyldt med stole, som de “ukendte” kvinder kunne have siddet på. De flyttes frem og tilbage, antager formationer og illuderer bygninger. Hele kulissen er i sort-hvid som de flestes forhold til kvindernes historie.
De medvirkende er Malene Melsen, Ghita Lehrmann, Lea Baastrup Rønne, Ayshan Quortrup og Klaus T. Søndergaard, der som mand får lov til skiftevis at være helt og skurk, oftest skurk. De er meget aktive, og når en kvinde er blevet omtalt, ruller et klædestykke med hendes detaljer ned fra loftet.
Ved premieren var det store flertal af publikum kvinder, men det må kvinderne råde bod på ved at slæbe deres mænd med, for mens kvinder kan gøres stolte af deres køns fremmeste repræsentanter, skal mange mænd overbevises om, at der stadig er urimelig ulighed mellem kønnene på mange forskellige områder, så de kan forstå og ændre adfærd.
At lade informationer falde fra loftet er et godt indfald. Foto: Emilia Therese
Vi kommer langt omkring i tiden fra 1400-tallet og frem. Fra en barnemorderske, hvis motiver vi forstår, til Inge Lehrmann, der beviste, at Jorden har en fast kerne. Vi hører om Karin Michaëlis, Nina Bang, Bodil Begtrup (som stod bag FN’s menneskeretserklæring) og om Anne Marie Carl Nielsens forhold til sin mand i to omgange, Carl Nielsen, men lidt overraskende får vi ikke at vide, at mange afviste, at hun skulle kunne lave en rytterstatue, fordi det havde en kvinde ikke kræfter til.
En ting, der undrer mig, er, at Inge Merete Nordentoft ikke er medtaget i stykket. Ingen skandale var større end den, der ramte hende som kommunist, københavnsk skoleinspektør og ugift mor. I stedet er inkluderet en lærer fra Skt. Knuds Gymnasium, der bliver bakket fuldt og helt op af sin rektor, men de kunne med rette have været medtaget begge to.
De færreste vil kende alle de kvinder, der behandles, medmindre de kan det kvindebiografiske leksikon fra ende til anden. Det gør forestillingen meget relevant, selv om dramaet hovedsagelig ligger i teksten og ikke i skuespillet.
Klaus T. Søndergaard er eneste mand på scenen i meget forskellige roller. Foto: Emilia Therese
I forbifarten kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at Susanne Lindberg nævnes i forbifarten. Som nogle af Kjerteminde Avis’ læsere måske erindrer, var hun, der var datter af valgmenighedspræsten i Kerteminde, en fantastisk cykelrytter, der i 1897 satte verdensrekord for kvinder – og mænd! – i 1.000 kilometer på landevej.
“Kvinde kend din historie” varer en time og 37 minutter uden pause, men man savner ikke noget ophold. Så optaget bliver man af forestillingen, så den er værd at se. Stykket kan ses frem til 31. maj.
Det er og bliver dog af stor vigtighed, at befolkningen kan samles om rigsenheden, symboliseret i et kongehus, der nu også fungerer som historiens og kunstens protektor og jævnligt påminder os om livsværdier – også i vort lille land.
Dronning Margrethe og Erland Porsmose på Johannes Larsen Museet 2013 (Foto. Østfyns Museer)
Sådan afsluttede Erland Porsmose sin seneste bog, ‘Magtfuld gennem riget’. I dag har vi beviset på, at det er tilfældet.
Medierne er gået amok, siden Dronning Margrethe i aftes i sin nytårstale annoncerede, at hun abdicerer, og vi ved, at for nylig afslørede en undersøgelse, at såvel hendes som kronprins Frederik og kronprinsesse Marys popularitet ligger på 84-85 procent – og at prins Christians popularitet nu er på 74 procent, næsten før han for alvor er med i billedet som voksen.
Mange giver Dronning Margrethe æren for, at kongehuset har så høj en stjerne i Danmark. Hun har perfekt udfyldt sin rolle som samlende midtpunkt for danskerne, siden hun kom på tronen i 1972.
Allerede da var hun populær. Selv mindes jeg folkeafstemningen om Grundloven i 1953. Jeg tvivler på, at den havde givet de nødvendige ja-stemmer, hvis ikke den var blevet knyttet sammen med en revision af tronfølgeloven, der gav kvinder ret til tronen og gjorde hende til tronfølger i stedet for prins Knud.
Jeg mindes også, hvordan alt skiløb i 1956 stoppede ved et højfjeldshotel i Norge, da de tre danske prinsesser kom forbi, og alle ville se dem på ski. Jeg undrede mig over, at det var så spændende at se tre piger, som man ikke kunne definere nærmere, men det var et bevis på, hvilken popularitet de havde.
Jeg mindes naturligvis også, da Kong Frederik 9. døde i 1972, og hun blev udråbt som ny regent, og meget spændende er det, at allerede 15. maj 1973 anløb kongeskibet Dannebrog Kerteminde til et officielt besøg af Dronning Margrethe og Prins Henrik.
Besøget i 1973
Da parret anløb Kerteminde Havn i en chalup, spillede Nenia. På rådhuset overrakte daværende borgmester Peter Møller Olsen et eksemplar af Kertemindebogen, som Hans Hviid havde skrevet. Derefter besøgte det kongelige par sognekirken og De Gamles Hjem, hvor Marie Sofie Andersen på 102 år overrakte blomster – det behøver altså ikke være yndige små piger, der får det hverv.
Frokosten blev indtaget på Lundsgaard, og siden åbnede de kongelige Dansk Husflidsselskabs jubilæumsudstilling.
2000
Næste besøg i Kerteminde var 14. juli 2000. Da sejlede de kongelige med Rylen, fik frokost på Rudolf Mathis, hvor de fik en udsøgt menu: Friskpillede fjordrejer i parmesankurv og med basilikumskum. Søtungepaupiette og havtaskemedallion med blandt andet fynsk sommergrønt. Jordbærfragilité med vanilleis og hindbærcoulis.
På rådhuset overrakte Peter Dauerhøj byens gave, billedet “En nattergal”, malet 1910 af Johannes Larsen, hvorefter Dronning Margrethe og prins Henrik deltog i en aftensang i sognekirken, som var fyldt med de 400, der havde fået billetter.
De var på Fjord & Bælt Centret for at opleve marsvinene Eigil og Freja, som de til hoffets store overraskelse fodrede med fisk.
2013
Margrethe går i land i 2013 (Foto: Emil Andresen)
Kerteminde fyldte 650 år i 2013, og blandt andet derfor var regentparret på besøg 4. juni. Nu var det Sonja Rasmussen, der som borgmester tog imod på rådhuset. Parret besøgte Renæssancehavnen og Johannes Larsen Museet før frokosten på Rudolf Mathis. Derefter splittedes de, så Margrethe besøgte Vikingemuseet Ladby, Munkebo Bakke og Naturbørnehaven Bøgebjerg, som lå i de bygninger, som havde været Dronning Ingrids Feriehjem.
Regentparret er blandt de få, der har fået lov til at bladre i Johannes Larsens årbøger (Foto: Østfyns Museer)
Imens var Henrik på Fayard værftet, Hydac, Nyholmgaard Vin samt et farverigt marked på Nordre Havnekaj. Overalt havde han stillet spørgsmål, som overraskede med deres relevans. Da såvel dronning Margrethe som prins Henrik havde vist sig meget interesseret i alt, hvad de besøgte, indtraf der en betydelig forsinkelse, før de kunne sejle tilbage til kongeskibet efter en vellykket, solbeskinnet dag.
Nytårstaler og revyer
Mette Horn som Margrethe i Kerteminderevyen 2015 (foto Emil Andresen)
Dronning Margrethe holdt sine årlige nytårstaler, der ofte havde små hip til danskerne. Hun deltog aktivt i det danske kulturliv, hvor hendes kunstneriske evner kom til fuld udfoldelse, men mest imponerende var det måske, at ingen dansk revy med respekt for sig selv undlod at medtage et nummer, hvor Daisy – hendes kælenavn – deltog på en eller anden vis; for ikke at tale om Preben Kristensens faste Dronning Margrethe-numre i Linje 3’s shows.
Farvel til tronen
I sin nytårstale i går leverede hun bomben. Hun har tidligere sagt, at hun ville blive på tronen, til hun blev båret fra den, og det har formentlig også noget med helbreddet at gøre, at hun nu leverer stafetten videre til Frederik og Mary; eller måske skyldes det, at ethvert menneske før eller siden føler trang til at have nogle private år.
Mange højdepunkter, flot bundniveau og en bemærkelsesværdig revydebut til Karen-Marie Lillelund
I 2022 blev Nykøbing F Revyen kåret som Danmarks bedste, og den titel kan de såmænd godt få igen i 2023, selv om Cirkusrevyen er favorit.
Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)
Niveauet er i hvert fald tårnhøjt igen med masser af højdepunkter, såvel i humor som eftertænksomhed og musikalitet, og de lokale indslag er så fine, at det ikke føles som et handikap at komme ude fra.
Revyen byder på en debutant, som mange på forhånd mente kunne være et fejlgreb, i form af den tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund, men glem alt om det. Hun er fremragende og kan bære solonumre suverænt, fx i ’Jobskifte’, hvor hun selv har leveret såvel musik og tekst. Hendes problem er, at krænkelseskulturen gør det umuligt at være bakkesangerinde, så i et fantastisk kostume, kreeret af Henrik Børgesen, har hun taget nyt job som insekthotel. Ideen minder en om et gammelt nummer med Lisbeth Kjærulff, der får job som sirene på en udrykningsbil!
Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)
Kjærulff har i øvrigt altid været blandt mine favoritter og levede op til det i det gennemmusikalske ’Jeg synger LIVE’, hvor hun elegant hudfletter play back-kunstnere på en måde, der minder om Thomas Ejes ’New York, New York’. Numre, der kræver fuldstændig beherskelse af sang og rytmik.
Lillelunds kostume er blandt dem, der dementerer åbningsnummeret ’Der skal ikke mangle noget’. Det koketterer med tidens besparelser, men som Danmarks krise er afblæst, klarede Nykøbing F Revyen at afblæse sin helt umiddelbart.
De fine numre står i kø i hukommelsen, når man går fra revyen. Stille og mere lune i første afdeling, af absolut topklasse efter pausen. I første afdeling finder man en svingom mellem Lizette Risgaard og Jon Stephensen, Bente Eskesen og Rasmus Krogsgaard. En fin ide med pointen ’Hvor blev det af, det lille hyggeovergreb’. Bare begrebet hyggeovergreb er et kup fra tekstskriverne Vase & Fuglsang.
Det er pudsigt, som IRMAs død har skabt tekster i hele revyverdenen, men Rasmus Krogsgaards egen ’The Blues’ er blandt de bedste. Krogsgaard er som sædvanlig på toppen, uanset om han beskæftiger sig med den ord-ekvilibristiske rabarberBarbara, eller han er manden, der uventet rammes af stress.
Troels Mallings Thøger er denne gang på venteliste for adskillige sygdomme, der udpensler problemer med sekreter, så det vender sig i publikum – aftenens gys.
Aftenens nostalgi står kapelmester og revydirektør Mickey Pless for, når han mindes Dario Campeotto så smukt, at ikke et øje er tørt.
M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)
I et sjovt, men en anelse langt, nummer sættes tidens M-musicals, dvs. Matador og (dronning) Margrethe sammen.
Begge afdelinger har deres musikfinaler. Bedst er ideen i første afdelings ’Når du får et hekseskud’, som i anledning af 100-året for Walt Disney viser, at måske er tegneseriefigurer normalt tidløse, men det er ikke rigtigt bag kulisserne. De tre små grise er blevet ældgamle, Kokken i ’Lady og Vaganbonden’ er blevet blind, Snehvide er dement og kan ikke huske, hvor mange dværge, der var, og Klokkeblomst er ikke længere nogen lille, elegant alf. Det er meget, meget morsomt.
Anden afdelings finale er mere traditionel i et potpourri over Bamses sange, igen med stor musikalitet og elegante overgange.
Nykøbing F Revyen klarede med andre ord året derpå til UG (for de, der husker langt tilbage, og 12, og vi skal huske at rose instruktør Michael Castenholt og scenograf Lars Rødholt.
… og så afventer vi, om ikke alle gode gange igen er tre!
Der er gode numre, dejlige skuespillere og fint musikalsk niveau i Svendborg Sommerrevy Rottefælden, men bundniveauet er for dårligt, og der er for meget genbrug
Ensemblet fv kapelmester Jens Krøyer, Christine Astrid, Jan Schou, Rikke Buch Bendtsen, Tommy Kenter og Mikkel Schrøder (foto: Svendborgrevyen)
Rottefælderevyen, som er flyttet ind i det smukke Svendborg Teater, lægger lovende ud. Vi ved, at vi altid ønskes humørfyldt velkommen, og at der derefter vil følge en hurtig omgang ’Året, der gak’. Jeg hører til dem, der ikke synes, at det er for forudsigeligt – jeg glæder mig hver gang, og det går over stik og sten. Med Sam Sam, som måske en dag vil blive løsladt, med Prins Joachim og manglende prinsetitler, med Pernille Vermund, der først smadrer sit parti og derefter er tilbage igen, med Charles og Camilla og en l-a-n-g kroning (den var meget længere, da Elizabeth blev kronet, men det kan de færreste huske), etc.
Derefter følger imidlertid det første genbrugsnummer ’På Date’, og gad vide, om ikke der er så mange revyrejsende rundt i landet, er det er irriterende at kende pointerne – og det gælder desværre en del numre, ligesom nogle er inspireret af tidligere numre. Hvis man først bruger numre i Aarhusrevyen og derefter genbruger dem i Svendborg – hvilken revy lægger man så størst vægt på?
Så kommer det virkeligt ærgerlige. Når man nu har elsket Tommy Kenter igennem hans 50 år på scenen, er det ærgerligt, at hver gang han dukker op her, går forestillingen i stå, og vitserne er dem fra for 50 år siden. Han er bedst i sin parodi på Johnny Madsen, men det er for lidt – og man forstår ham, når det telefonopkald, han er mest bange for, vil komme fra Mikael Bertelsen om at optræde i ’Det sidste ord’!
De bedste numre Lad os se på de numre, der trods alt gør det værd at tage til Svendborg igen i år. Rikke Buch Bendtsen giver flere eksempler på sin fantastiske sangstemme. I Rasmus Krogsgaards tankevækkende ’Økonomiske følelser’ med en sjov pointe, og når hun i country og western-stil synger om at gøre Svendborg Great Again – men gad vide, om københavnerne fra Djævleøen er helt vilde med sammenligningen med flygtninge og immigranter.
Bendtsen og Christine Astrid klæder hinanden umådelig godt i mange sammenhænge, fx i den lidt tynde ’Magi i luften’, hvor de viser, hvad de egentlig kan med deres kropssprog.
En god ide er ’Det starter ens’ af Sune Gylling Æbelø, hvor pointen er den kendte, at alle fødes ens, men at omgivelserne derefter bestemmer, hvor forskelligt det videre liv bliver. Slutpointen, at vi alle får den samme død, er jeg ikke helt enig i. Om ikke andet af den grund, at de, der er vokset op i de bedste kår, dør en halv snes år senere end dem fra de fattige kår – og oftest i bedre stand.
Første akts bedste nummer er Leif Maiboms ’Den nye livline’, hvor Jan Schou er rørende som pensionisten, der er glad for sin mobiltelefon, selv om den ringer alt for lidt – men han elsker telefonsælgere og sin søns lommeopkald – de rigtige er der længere imellem.
Anden akt indledes med en støttekoncert for Irma som påskud til en række parodier, og de er sjove og udmærkede, selv om vi ikke har haft Irma på Fyn.
En fin ide af Christine Astrid er at lade Jon Stephensen og Lizette Risgaard deltage i Vild med Dans, for her er der ingen grænser for, hvad man erotisk må gøre ved sin partner. De starter med hver sin, men her kommer en fin pointe, når de går videre sammen!
Jan Schous årlige Dronning Margrethe-nummer – fint i år – er lige så obligatorisk, som jeg nok synes, at hans Henning-figur godt må forsvinde i glemselen, og et lille fint musikalsk nummer, som så mange af de øvrige med musik af kapelmester Jens Krøyer, er Mikkel Schrøders hyldest til samtlige årstider som ’den bedste’.
Som fodnote kan indskydes, at revyplatten, man kan indtage før forestillingen, nok er mange års bedste.
Hvor mange Amandaer skal revyen have? Det ligger et sted mellem tre og fire, så lad os velvilligt give den ….
Svendborg Sommerrevy Rottefælden med Christine Astrid, Rikke Buch Bendtsen. Tommy Kenter, Jan Schou og Mikkel Schrøder. Kapelmester: Jens Krøyer. Instruktion: Christine Astrid og Mikkel Schrøder. Instruktørassistent: Anne Herdorf. Koreografi: Christine Astrid. Scenografi: Jens Aas. Spiller frem til lørdag d. 12. august.
Solnedgang over sandklitterne i Maspalomas. Foto: Svend Novrup
Vi har fantastisk smukke solnedgange i Kerteminde, men intetsteds er de en folkeforlystelse, givetvis fordi temperaturen og vejret ikke kan garanteres.
Det kan den være på visse steder, bl.a. på Gran Canaria, hvor jeg for tiden opholder mig, inviteret af TUI, ganske tæt på de berømte ‘dunes’, sandklitter i Maspalomas på den sydligste del af øen.
Mit hotelværelse på Riu Palace Maspalomas vender lige ud mod sandklitterne, hvor man kan iagttage små og større sandstorme og sandhvirvler alt efter vinden. Mange oplever at gå gennem klitterne, hvorefter det blæser så meget op, at de for at komme helskindet tilbage må købe et tørklæde at have for ansigtet som værn mod sandskornene, der i øvrigt kan slå meget hårdt på bar hud.
Fra hotellet er der en kort sti ned til kanten af klitterne, hvor flere hundrede mennesker samles dagligt for at se solen gå ned. Børnene leger, de voksne skaber en hyggelig mumlen af snak, og fra minut til minut veksler sol og himmels farver. Pga. sandet kan solnedgangen blive ekstra rød.
Kun en gang tidligere har jeg oplevet noget lignende, og det var på Floridas sydligste punkt i Key West, Hemingways by. Her var det ikke hundreder, men tusinder, der samledes hver aften, og adskillige artister benyttede chancen for at føre sig frem, så der blev jongleret, gået på line eller sunget, mens man sang solen ned.
Lige præcis dette har vi jo i Kerteminde under Kirsebærfestivalen, hvor vejret ikke altid har været garanteret, men vejrguderne har tit lavet et smukt vindue lige i den halve time, der er tale om – og her er det fakler, kajakker og sang, så vi kan godt være med!
Kate Quinn er den historiske fiktions mester og aldrig bedre end i beretningen om den sovjetiske snig-/finskytte, og hvordan det lykkes hende at beholde en humanistisk tilgang til livet, selv om hun skyder mere end 300 hitlerister.
‘Diamantblikket’ er en af de historier, man ikke kan lægge fra sig, men bare pløjer igennem. Det er dejligt at vide, at den er historisk fiktion, dvs. baseret på en virkelig persons liv. Derfor kan der heller ikke pilles ved de store linjer eller personers skæbne, men man kan lægge en dramatisering af livet ind, som virker overbevisende.
Det er det, Quinn gør enestående. Man kommer til at holde af mange personer og afsky andre i Ludmila Pavlitjenkos tilværelse, der i sig selv var så utrolig, at man ikke behøver at overdrive noget, men bare lægge sandsynligheder ind omkring Mila, som hendes kælenavn var – men hun bar også øgenavnet Lady Death.
Mila bliver som 15-årig forført af en noget ældre kirurg, som hun ser redde et liv med sine ferme evner. Det fører til et barn, men også til at ægteskab, som hun flygter fra. Hun bliver litteraturstudent med speciale i Bogdan Khmelnitskij og Ukraines accept af unionen med Rusland i 1654. På det punkt er en parallel til nutiden umulig at undgå at tænke over, mens man læser.
Den dag, Hitler overfalder USSR, er Mila på stranden på stranden ved Odessa sammen med fire venner, der har hver deres drømme. Krigen skiller dem ad, bl.a. bliver ballerinaen Vika kampvognsfører og bliver dekoreret tre gange. Efter krigen vender hun tilbage til balletten.
Mila, der har taget et snigskyttebevis for ikke at blive hånet af sin mand med, at hun ikke kan skyde, melder sig til hæren, som man kunne som kvinde i dens tids USSR. De skulle dog helst holde sammen to og to for ikke at blive ofre for overgreb fra overordnede!
Hun viser sig at have usædvanlige evner som finskytte samt for at kunne uddanne andre skytter til en deling, der har hende som idol. Da finskytter helst skal have en makker, der dækker en, får hun en partner og ven i Kostia, og de udrydder angribere på vej mod Odessa og siden Sevastopol med stor effektivitet.
Mila bliver såret to gange, men har kun tanke for at komme tilbage til fronten, hvor hun simpelthen ikke regner med at undgå at kunne dø, hvad man tror på, når man hører om de forhold, krigen byder Stalins russiske soldater.
Så udtages hun til at være en del af en sovjetisk delegation, der skal til USA for at få præsident Roosevelt til at gå ind i krigen på de allieredes side.
Her bliver hun veninde med Eleanor Roosevelt, ikke mindst pga., at hun svarer ærligt på spørgsmål i stedet for at lire sovjetisk PR af. Når hun fx bliver præsenteret for amerikanske kvindes mangel på forståelse for, at hun har kunnet skyde mere end 300 personer, og hun svarer:
Mrs. Roosevelt. Vi er glade for at besøge deres smukke land. Her er fremgang. Der er ingen, der ødelægger jeres storbyer, provinsbyer, landområder. Der er ingen, der dræber jeres søstre og mødre, fædre og brødre. Jeg kommer fra et sted, hvor bomber forvandler landsbyer til aske, hvor russisk blod smører slidbanerne på tyske kampvogne, hvor uskyldige civile dør hver eneste dag…
En præcis kugle affyret af en finskytte som mig, mrs. Roosewelt, er ganske enkelt blot et svar til fjenden.
I Washington tilføjer Quinn en amerikanske snigskytte, der skal myrde præsidenten og sørge for, at Pavlitjenko bliver udpeget som den skyldige. En ekstra handling, der er troværdig og virker ekstra spændende, ikke mindst da de to kæmper til døden i en amerikansk park.
Præsident Putin kunne med fordel læse denne roman, der fortæller, hvad der sætter et folk i stand til at overvinde alt for at besejre usle invasionsstyrker, ovenikøbet i de samme omgivelser som krigen i dag.
Bogen er den perfekte julegave til alle, der elsker begavet action, politik, krigshandlinger, såvel voldsomme som ’forfinede’, og der er sågar humor og flere kærlighedshistorier på de 491 sider.
De sidste sider er optaget af billeder af den rigtige Ludmila Pavlitjenko, en liste over litteratur, YouTubeklip og en film, som Quinn har brugt i sin research, samt ikke mindst forfatterens fascinerende redegørelse for, hvordan hun har foretaget sine valg til romanen om den formidable finskytte, som blev så gode venner med Eleanor Roosewelt, at denne besøgte hende i USSR efter sin mands død.
Kate Quinn: Diamantblikket. 491 sider indbundet. HarperCollins til priser mellem 250 og 300 kr.
Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.
Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.
Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.
Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.
Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!
‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.
Det er beskæmmende for begge køn, at der er brug for en bog som Gry Jexens “Kvinde Kend Din Historie” og teaterstykket med samme titel, som man kan opleve på Odense Teaters Odeon-scene frem til 31. maj.