Generelle nyheder

Stjernerne funkler på Nyborg Vold

mandag, 18. juli, 2022

Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.

 

Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.

 

Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

 

 

 

Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.

Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.

 

Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!

‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, kultur, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Døden i Tour de France

fredag, 1. juli, 2022

Billede1-3

Når så mange mennesker er involveret i en begivenhed gennem så mange dage hvert år, må døden slå til en gang imellem. Det er simpelthen statistisk uundgåeligt. Helt overraskende er kun tre ryttere døde under selv løbet, og kun de to som følge af de styrt, de har været udsat for.

I 1935 spanieren kørte Francisco Cepeda på 7. etape ned i en slugt i nærheden af Bourg-d’Oisans og døde som følge af det kraniebrud, han pådrog sig. Det var Cepedas fjerde Tour. Bedst blev han placeret i 1930, hvor han blev nr. 27.

I 1995 styrtede italieneren Fabio Casartelli i Pyrenæerne, ramlede med hovedet mod en af de sten, der afgrænsede den lille bjergvej. Han havde hjertestop flere gange i helikopteren på vej til hospitalet, men stod ikke til at redde. Mange TV-seere diskvalificerede sig selv moralsk, da de bagefter ringede stationerne ned for at få billeder af selve styrtet, som ikke fandtes, men som de følte sig snydt for.

Den dag blev løbet ikke neutraliseret, formentlig fordi arrangørerne ikke ville fratage Richard Virenque den kolossale triumf, han var ved at fuldføre, da han kørte alene over etapens fire store bjerge og vandt – men det gav en meget dårlig smag i munden.

Feltet var underrettet og holdt stort set op med at køre. Da Jesper Skibby kom i mål, sagde han: – Det er sådan en dag, der viser, at andet er vigtigere end at cykle.

Han havde aldrig kørt med cykelhjelm, men annoncerede, at det ville han gøre dagen efter – men det blev det også kun til. To dage efter kørte han igen uden hjelm, og da jeg spurgte hvorfor, var hans svar: – Det er jo ikke Sverige, det her!

Svenskerne havde nemlig indført obligatorisk hjelm, og det gjorde resten af cykelverdenen også siden.

Mere selvforskyldt var Tom Simpsons død på Mont Ventoux i 1967. Årsagen var blandingen af ekstrem varme, hårde anstrengelser og en indtagelse af stimulanser. Obduktionen viste tegn på alkohol og amfitamin, og den barske hændelse, som blev indfanget af en mængde kameraer og bemærket særligt, fordi englænderen dristigt var gået i udbrud på en dag, hvor bilerne en efter en måtte parkere med kogende kølere, var en væsentlig grund til, at der endelig blev sat ordentligt system i dopingkontrollen af feltet.

Franske Adolphe Heliére døde under Tour de France 1910, da han på fridagen ikke tog sig i agt for den kraftige strøm i Middelhavet. Han tog sig en svømmetur fra stranden fra promenaden i Nice, men kom aldrig ind igen.

Dødsfald er naturligvis også forekommet omkring feltet, så at sige i dets kølvand. Som i 1964, hvor føreren af en politibil af typen “salatfad” mistede kontrollen over køretøjet, der pløjede sig gennem en gruppe tilskuere ud på en bro, hvor den brød gennem rækværket for at styrte ned i den underliggende flod. Otte mennesker omkom i den blodige tragedie, der udløste voldsom debat om sikkerheden under Touren. Jeg vil også nok mene, at skulle jeg blive alvorligt syg et sted, skulle det nødig være dér, hvor Tour de France straks efter skal passere. Dér kan ingen ambulance komme frem.

I sidste dags spurt på Parc des Princes 1958 var André Darrigade på vej mod endnu en triumf, da en official gik for langt ud på banen og kolliderede med ham 50 m fra målstregen. Darrigade blev indsat i den samlede stilling, selv om han ikke var i stand til at fuldføre. Helt så godt gik det ikke for manden, der forårsagede ulykken. Han døde.

At der vil ske dødsfald er i øvrigt rent statistisk en given ting. Den samlede karavane med ryttere, soigneurer, mekanikere, læger, journalister, fotografer, kamerahold og andre udgør i vore dage er en by på mere end 4000 personer, som dagligt flytter teltpælene flere hundrede kilometer. I et sådant samfund er det simpelthen uundgåeligt, at der sker et dødsfald ind imellem.

Tags:
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Mont Ventoux

torsdag, 30. juni, 2022

Billede1-3

Et af ikoniske bjerge på Tour de France er Mont Ventoux, Det Skaldede Bjerg, hvor drama efter drama har udspillet sig. Genoplev det med mig i 2000, hvor jeg fulgte med MCJ&J Touren rundt for at fortælle historien om det første rent danske hold, der deltog. Vi skruer tiden tilbage til 12. etape 2000, Carpentras – Mont Ventoux, altså med mål på toppen:

I dag gælder det Ventoux. Gardinerne fra – vejrguderne er venlige! Vinden er stærk, men ikke som i går. ’Kun’ 60-80 km/t på toppen. Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jean-Marie Leblanc, Tourens direktør, konstaterer i Le Village til Carpentras’ borgmester, at det perfekte samarbejde også omfatter vejret.

Begge veje op på Ventoux blev lukket kl. 8, og da skønnede politiet, at 3500 køretøjer var parkeret på bjerget, mange siden dagen før og mange danske,der kommer fra hele kongeriget. De, der var kommet om aftenen, havde slået sig ned på læsiden af den skovdækkede del af bjerget. Skulle man overleve over trægrænsen, hvor mistralen rasede, kom man efter kl. 6 om morgenen.

Langt de fleste af de ifølge politiet 300.000 tilskuere på bjerget er imidlertid på vej opad på cykel eller til fods. Og de accepterer ikke berettigelsen af biler. Illustreret af en gammel bonde med stok, der gør et uforudsigeligt skridt lige ind i vores bil, så han rammer sidespejlet. Hvorefter bagenden af bilen får et hårdt slag med stokken, mens han glor olmt.

Alt er fest og farver. Alle cyklister er i cykeltøj fra de store hold. Campingvogne flager med nationalflag, så de udgør en flagalle. Vandrere har flag på rygsækkene, og så har nogle lavet deres eget flag med røde prikker og påskriften Virenque – eller dødningehoved og piraten Pantani.Virenques Fanklubs 5000 medlemmer har indbudt til møde på Ventoux, og det virker, som om alle 5000 er på vej.

For to dage siden kastede 7000 cyklister sig ud på denne etape i et arrangement af cykelbladet Velo, ’L’etape du Jour’. Normalt kommer 4-5000 til mål, men på denne dag var det kun ca. 200, og 900 fik lægehjælp, selv om man havde truffet mange sikkerhedsforanstaltninger. Det var vejrets skyld.

Opkørslen er 25 km og har varet langt over en halv time i menneskemylderet. Efterhånden melder de hvide stenblokke sig, og til sidst slipper træer og buske helt op.

Det hvide bjerg – Det skaldede Bjerg!

Det tager pusten fra en. Uendelig smukt i solbeskinnede flader. Toppen med tårnet, der knejser mod den dybtblå himmel, hvor de første forrevne cirrusskyer danner vilde mønstre i den barske blæst. Uendelig vidt i udsynet over Rhonedalen først sydpå, siden også nordpå, da vi når op på den smalle hylde, der fører til tops.

500 m fra toppen – 700 m i kørestrækning – er der en udfladning, hvor alle mediekøretøjer ledes ind på et område med lutter skærver. De første 5-600 biler lykkes det at parkere pænt og rationelt, men der kommer stadigt flere, og til sidste er alt et forudsigeligt ragnarok. Ingen får lov at køre helt op, så de, der havde regnet med at se opløbet på Venteux og drøne af sted til presserummet og skrive, får sig en lang næse. Har de ikke væbnet sig med solidt vintertøj, får de også lungebetændelse, for det er kun 3-4 grader varmt, stormende og bidende koldt.

Der sker gentagne styrt på vejen over rutens tidlige bjerge. På et af dem havner Michael Sandstød oven på hollænderen Knaven og får kun hudafskrabninger, men da Michael Blaudzun vil køre videre, opdager han, at han har brækket kravebenet og må udgå, som det er tilfældet for i alt ni ryttere.

Bo Hamburger forsøger flere gange at komme i udbrud, men han finder ingen, der vil med. Ingen gør mine til at angribe Lance Armstrong, hvis hjælpere til gengæld splitter feltet i et vældigt ryk. Seks mand sidder nu forrest og får tilslutning af Pantani, en pirat på rov. Da rytterne kommer ud af skoven og ind i den dræbende vind, ser det for tv-seere bare smukt og vindstille ud, men på presseparkeringen er vi forbløffede over, hvordan de forreste bare skærer sig gennem vindstødene.

Armstrong angriber flere gange på den sidste kilometer, og duellen mellem ham og Pantani får tilskuerne til at juble, så det må kunne høres helt til Nordafrika i den voldsomme mistral.

I det sidste hårnålesving støder Pantani frem og sejrer med en ringbredde. Han forklarer bagefter, at han fik belønning for sin stædighed, for sin aggressivitet, for ikke at have givet op, når han var sat.

Armstrong siger et øjeblik senere, at han forærede italieneren sejren, fordi han fortjente den. En sviner af rang, der forsøger at fjerne glæden over bedriften fra Pantani. Hvis han virkelig gjorde det, burde han have holdt kæft med det i stedet for at opføre sig, som er han en ledende og fordelende cykelgud.

Pantani raser og bliver aldrig igen ven med Armstrong, som håner løbet. Hvem giver en sejr på Mont Ventoux væk? Et par dage senere kører Pantani feltet i sænk på etapen over Galibier.

Det danske hold er godt tilfreds ved middagsbordet, selv om man har mistet Blaudzun. Blandt deltagerne er Bo Hamburgers to-årige datter Yasmin, der er ved at falde over noget og spørger: – Hvad er det?

-Det er et dæksel.

– Et dæksel, siger hun prøvende.

Så får hun ti luftpandekager af sin farfar, der også er på besøg, og jubler af fryd. Jeg udbryder spontant: – Sikke en lille solstråle!

– Solstråle! Udbryder hun begejstret og smager lidt på det. Endnu et dejligt ord.

 

Tags:
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – A Herogram

onsdag, 29. juni, 2022

Billede1-3

I 1959 deltog de to gode venner, Bent Ole Retvig og Arne K. Johnson, for første gang i Tour de France. De var skøre med cykling og at deltage på det Internationale Hold – de øvrige hold var nationshold på tværs af firmaholdene – var billigere for dem end at køre de fleste andre af de løb, de deltog i. De kæmpede hårdt, men uden succes. Retvig opgav på 7. og Johnson på 9. Etape.

Året efter tog de af sted igen sammen med Leif Hammel. De kørte løb næsten uden udgifter, før de kom til Paris og parkerede deres bil uden for et alt for dyrt hotel – og med alt deres udstyr i.

De ankom tæt på midnat og var for trætte til at tømme deres bil. Det fortrød de bitterligt, da de kom tilbage til den morgenen efter, og alt var stjålet.

De måtte låne sig frem, men cykelsko er noget, man helst skal have kørt til, og da Johnson ikke kunne finde nogen, der passede ham, opgav han uden at køre, mens Retvig opgav på første etape.

40 år senere kom jeg i forbindelse med Retvig og Johnsson, der boede på Den Franske Riviera og levede af indtægterne af to store ejendomskomplekser, som de ejede. Især Retvig ville gerne fortælle, hvordan det helt præcist var gået til.

Han havde lånt et par cykelsko, som sprættede hans fødder op, så de styrtblødte og smertede efter halvdelen af første etape. Ligegyldigt, hvor meget han ønskede at fortsætte, var det umuligt.

Jeg sendte historien til en af de britiske cykelvenner, jeg fik under Touren, Les Woodland, og han reagerede med ordene:

A herogram!  En helteberetning.

Hm, måske nok, men mest i familie med Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse, Don Quichotte.

Tags:
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Presserummet

søndag, 26. juni, 2022

Billede1-3

Det siger sig selv, at med den globale interesse for Tour de France er antallet af mediefolk kolossalt: journalister, fotografer, radio- og tv-reportere, kameramænd, lys- og lydmænd etc. I den kæmpestore by, der rejser Frankrig rundt under Touren, er der mange tusinde mennesker, og godt 2.000 er blandt mediefolkene.

Det betyder, at presserummene skal være kæmpestore, og et af de krav, en hvilken som helst målby skal kunne opfylde, er et sted, der kan benyttes som presserum. Problemer er løst på mange forskellige måder. Mange steder sidder man og arbejder i kæmpemæssige sportshaller.

Et sted, hvor alle fik kolde fødder af at arbejde, var Courchevel i Alperne, hvor presserummet lå i en ishockeyhal, hvor isen stadig lå der. Så var der lagt gulv oven på isen, men kulden trængte igennem brætterne, så man hurtigt fik iskolde fødder.

Pressen blev på mange måder forkælet, og jeg har da stadig et skønt halstørklæde fra netop Courchevel og en lille, uåbnet Fantadåse, som der er en særlig historie bag.

Coca Cola var blandt hovedsponsorerne i Touren, og hver eftermiddag lurede alle pressefolkene på det øjeblik, hvor de store frysere blev fyldt til randen med store og små Fantaer. Her viste mange af reporterne deres sande ansigt. Nogle havde net til at putte mange dåser ned i. Andre tog favnen fuld, men der var naturligvis også dem, der bare tog, hvad de regnede med at drikke under resten af den pågående etape.

Jeg har hverken før eller siden set de mini-Fantaer, der blev delt ud, så naturligvis sørgede jeg for at få en med hjem.

Ellers var det en fryd at arbejde i presserummet, hvor faciliteterne var ideelle, og det var nok det eneste sted i Touren, hvor sproget ikke var noget problem. Der var officials, der talte perfekt engelsk, og der var sågar en, der talte skandinavisk.

Tags:
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – Faren for at blive fed

lørdag, 25. juni, 2022

Billede1-3For målbyerne i Tour de France er det en festdag, når hele verdens fokus falder på dem. Faktisk er Pau den eneste by blandt dem, jeg har været med i, der behandlede Touren som en formalitet, der skulle overstås. Byen, hvor en indbygger kaldes for en paloise, blev formentlig også kun valgt, fordi man skulle have en by mellem Alperne og Pyrenæerne, og det er det eneste område, hvor Tourbegejstringen – eller de nødvendige penge – ikke er til stede.

Eller skal jeg love for, at der blev gået til makronerne for at overbevise folk i hele verden om, at den her by skal være det næste turistmål, og om eftermiddagen er der de fleste steder omfangsrige markeder, hvor hele egnen fremviser deres kunnen i vin, ost, pølse, kage og desserter.

Charles de Gaulle jamrede engang, at det er umuligt at regere et land, der fremstiller mere end 365 forskellige oste. Han underdrev ikke. Der er formentlig flere, og der er endnu flere forskellige pølser. Fra de næsten intetsigende til de barsk krydrede. På samme måde kan man få oste, der er komplet ligegyldige, men sandelig også de lokale udgaver af Gamle Ole. Desuden er det bestemt ikke kun schweizeroste, der har kæmpestore huller – dem er der nok af i Frankrig også.

Sørger man som journalist for at køre ’avant’, altså før feltet, kommer man til værtsbyen nogle timer før cykelrytterne og har mulighed for at gæste markederne og deres gavmilde smagsprøver, og så gælder det om at være standhaftig, så man ikke kommer hjem som en fedtkugle.

Man skal huske at være klar med sit kamera, for markederne har også spændende omgivelser. Fx er der i Evian ved Genévesøen en pyramide af gigantiske alpehorn, garderet af tyrolerklædte mænd med overskæg, der vil kunne deltage i et verdensmesterskab i overskæg. Mange byer har unge, smukke kvinder i rober, der kan konkurrere med Anne-Marie Helgers, og som på en eller anden måde sender et lokalt signal.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Mit liv med touren – første artikel

torsdag, 23. juni, 2022

Jeg fulgte Tour de France, lige fra jeg som 10-årig var på campingtur i Sydfrankrig med mine forældre.

Hver dag købte vi den franske sportsavis L’Equipe, der havde intensiv dækning af løbet, og jeg kendte samtlige rytteres placeringer og afstand til den førende.

Hver halve time transmitterede Radio Monte Carlo direkte fra løbet, og så sad jeg med hovedet helt inde i vores røde transistorradio og lærte i virkeligheden cykelfransk ret hurtigt. På det tidspunkt var der ingen danske ryttere med, men årtier senere fandt man den første dansker i Tour de France, da Henrik Elmgreen satte mig til at undersøge en påstand fra en cykelnørd, Ole Skjoldhøj – som viste sig at have ret. Læs her om Tourens første dansker:

Fra Hans E. Andresen i 1958 gennemførte Tour de France som nr. 62 under national jubel frem til 1998, troede man, at han også var den første dansker, der havde deltaget. Så viste det sig imidlertid, at selv om Christian Christensen i 1913 havde kørt på fransk licens, var han pæredansk og mejerist fra Veflinge på Nordfyn — men han skiftede nu statsborgerskab i 1914 og boede i Normandiet til sin død i 1975.

Christian Christensen var døbt Knud Kristian Kristensen, men som mange andre i tidens løb fandt han ud af, at k’er er stumme i Frankrig, mens ch’er er helt stuerene, og derfor skiftede han stavemåde og kunne længe ”gemme sig” for den efterforskning, Tour-elskeren Ole Skjoldhøj fra Virum foretog. Christensen havde vundet enkelte mindre løb, da han meldte sig til Touren som en af de ”isolées”, der ikke havde firmatilknytning og var i så lav kurs hos arrangørerne, at de startede et kvarter efter de ”rigtige” ryttere. Arrangørerne gav de ”isolerede” 10 francs om dagen til kost og logi, men desuden fik de hver 10 dæk af dækfirmaet Continentale.

Christensen sluttede som nr. 100, knap et kvarter efter vinderen, på 1. etape, 388 km fra Paris til Le Havre. Selv om han dagen efter på de 364 km fra Le Havre til Cherbourg tabte 2 timer og 13 minutter, blev han nr. 68. På 3. etape over 405 km var han næsten fire timer efter vinderen, men som nr. 54 på en etape, hvor 17 ryttere gav op, blandt dem Tourvinderen Oscar Lapize og Maurice Brocco. Danskerens form blev bedre fra dag til dag. 4. etape over 470(!) km fra Brest til La Rochelle kostede 23 ryttere den videre deltagelse, bl.a. Emile Georget og Paul Duboc, som to år tidligere havde mistet Toursejren, da en tilskuer gav ham en flaske med forgiftet vand på toppen af Tourmalet, men Christensen holdt ud som nr. 46, fire en halv time efter Marcel Buysse.

Truslen om Pyrenæerne gav Christensen problemer på 5. etapes 379 km til Bayonne, hvor han blev nr. 56. Måske havde han været morgentræt, for etapen var startet kl. 03.15 om morgenen. Hvor løbet var indledt med 151 ryttere, af hvilke de første 40 opgav allerede første dag, var der nu kun 59 tilbage, der dagen efter skulle de 326 km fra Bayonne over bl.a. Tourmalet. Da han var i krise ved foden af det mytiske bjerg, opdagede han, at selveste Henri Pelissier var i samme situation, og de forcerede bjerget sammen. Siden fuldførte Christensen som nr. 40, knap seks timer efter Philippe Thys, der overtog den gule trøje — mens Pelissier var mellem 15 opgivende.

Dagen efter blev Christensen nr. 32 — og nu var det nr. sjok — på 323 km fra Luchon til Perpignan. Han var ni en halv time efter Buysse og knap en time efter nr. næstsidst, men har var ikke mellem ”det beskidte dusin”, der stod af på denne dag. Ude af Pyrenæerne var moralen høj, men benene møre. På 8. etape blev han nr. 30. På den 356 km lange 9. etape fra Aix-en-Provence til Nice og dagen efter fra Nice til Grenoble nr. sidst. På 11. etape fra Grenoble til Geneve, som var ganske kuperet, sled han sig i mål sammen med franskmanden Camille Mathieu, som han slog kampen om næstsidstepladsen.

Nu var Christensen igen på vej mod sin hjemegn, og fra Geneve til Belfort var han kun godt fire timer efter Buysse som nr. 25 med fire ryttere bag sig. Der var kun tre etaper tilbage til Paris. Alt tegnede lyst og lykkeligt.

Så ramtes han af en skrækkelig skæbne. Han var blevet gode venner med Mathieu, og de fulgtes på etapen fra Belfort til Longwy. Her kørte de forkert og opdagede det først, da de havde kørt et par timer i gal retning. Så stod Mathieu af, men den seje fynbo kørte tilbage til ruten og fuldførte etapen. Da han passerede målstregen, var alle officials gået, og han var ude af løbet. De var dog så imødekommende, at han fik lov til at køre med på 15. etape, Dunkerque – Longwy, og sidste etape, Dunkerque – Paris, men uden at få noteret placering og tid.

Christian Christensen var på den måde første dansker, der fuldførte Tour de France, men ikke den første, der fik en officiel placering. Den værdighed har Hans E. Andresen beholdt. Vinder blev i øvrigt Thys foran Garrigou og Buysse.

Christensen fik hurtigt ny brug for sin fightervilje. Han meldte sig som frivillig i 1. Verdenskrig, blev såret af en granatsplint i 1915, men vendte tilbage til slagmarken, hvor han også udmærkede sig og modtog flere udmærkelser for sin tapperhed — men allerede da altså som fransk statsborger.

Tags:
Kategori Andre sportsnyheder, Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren – at finde logi Frankrig rundt

torsdag, 23. juni, 2022

Langt fra alle, der søger akkreditering til Tour de France, får det. De mærkværdigste mennesker forsøger at komme ind i varmen, og de presseansvarlige fortalte mig, at der var en person, der skrev et lille landbrugsblad i Nordjylland, der ville til Tour de France. Det gik naturligvis ikke.

Billede1-3

Jeg har mit eget bureau, Ruder 7, som efterhånden havde været akkrediteret til et stort antal begivenheder, så det er almindelig kendt, og da jeg pludselig fandt ud af, at jeg ville skrive en bog om det første rent danske hold, Memory Card Jack&Jones, der kørte Touren i 2000, var det intet problem at blive akkrediteret.

Jeg aftalte at køre sammen med Herning Folkeblads journalist, der blev skiftet ud halvvejs. Først Kenneth Kristiansen og derefter den gamle ishockeystjerne Frits Nielsen, ikke at forveksle med hans søn Frans. De var utroligt flinke og dygtige begge to, så vi fik et fint samarbejde. Folkebladet tog udgiften til bilen på betingelse af, at jeg kunne skaffe logierne og tage mig af alt, der skulle ske på fransk.

Vi besluttede os alt for sent, så mange mente, at det ville være umuligt at få tag over hovedet, men jeg fik lavet et fint ’klynkebrev’ på fransk om, hvad der var årsagen til, at vi var for sent ude, og så købte jeg Guide Michelin og gav mig til at sende mails.

Helt overraskende var det intet problem. Om det er sådan stadig, skal jeg ikke kunne sige, men den gang bekymrede Touren sig ikke om hoteller med mindre end 20 værelser, så vi fik hotel på alle flade etaper, et sted kun 50 m fra mållinjen!

Det var værre i bjergene, simpelthen fordi der er så øde, at der ingen hoteller er. Her måtte vi gå tiggergang hos Tourens ansvarlige for værelser. Det var nogle meget søde og effektive kvinder, som vi spøgte meget med, og som hele tiden fandt nogen afbestillinger, som vi kunne overtage.

Kun en gang måtte vi køre langt til et logi. Fra et mål på en bjergtop skulle vi 120 km ad meget snævre bjergveje med masser af sving og voldsomme fald i bælgmørke, efter at det journalistiske arbejde var afsluttet for mine ledsagere, og jeg havde skrevet om dagens etape til min bog.

For dén blev rytmen, at om morgenen lå der korrektur på det, jeg havde sendt den foregående aften. Den fik jeg læst i dagens løb, mens jeg sugede til mig af dagens etape. Om aftenen skrev og sendte jeg så næste historie.

Afslutningen i Paris var intet problem. Bilen var afleveret, og jeg sad i presserummet og skrev frem til kl. 20, hvorefter jeg startede bilen og kørte nordpå. Kl. godt 6 overgav jeg på en rasteplads lige nord for den tysk-danske grænse det, der var tilbage til bogen, til Claus fra trykkeriet Toptryk i Gråsten, som jeg samarbejdede med. Billederne tog jeg dels selv, dels havde jeg en aftale med sportsfotografen Lars Rønbøg, så den side var i orden.

Desværre tog trykkeriet i nogle tilfælde de urettede ark i stedet for de korrekturlæste, så dele af bogen har for mange trykfejl. Øv! Den slags er der heldigvis ikke i min e-bog om ‘Stjernerne og Vinbærerne’.

Tags:
Kategori Generelle nyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren: Nationaldagen 14. juli

tirsdag, 21. juni, 2022

 

14. juli er den franske nationaldag, Bastilledagen. På den dag drømmer alle franske ryttere i Tour de France om at lave et ’nummer’, komme alene til mål og blive fejret som nationalhelt.

Det lykkes som regel ikke, men da jeg kørte med Tour de France rundt som chauffør for Charlotte Pedersen og Lasse Ellegaard fra Ekstra Bladet, blev netop denne dag i 1995 et fransk højdepunkt.

Som ledsagende mediebil skal man køre enten før feltet, ’avant’, eller efter det ’arriere’. Etapen var på 222,5 km fra Saint-Etienne til Mendé, så vi havde besluttet at se starten og bagefter tage turen gennem bjergene for at nå ind på ruten, før rytterne kom.

Der var to problemer i det. Trafikken omkring Tour de France er altid infernalsk, og da vi kom ud af den, var bjergvejene betydeligt hårdere end ventet. Ikke at det generede mig, for jeg elsker at køre i bjerge, men mine to passagerer var tæt på at blive dårlige, da vi susede af sted på klippekanterne uden rækværk, men de måtte se væk, og til sidst kom vi til ruten, hvor vi straks blev lukket ind gennem det tykke lag tilskuere pga. vores presselogo.

Vi var pænt foran hurtigste tidsskema for etapen, men nu viste der sig et nyt. Laurant Jalabert var gået amok på etapen og var i et udbrud, der var et kvarter foran hurtigste forventede tid. Vi var kommet ind mellem udbryderne og feltet, hvor vi ikke måtte være. Hvis feltet nåede op til udbryderne, ville vi være i stor knibe og formentlig miste vores akkreditation.

Heldigvis holdt Jalaberts gruppe til mål. Han satte sine fire kolleger i udbruddet med fra 28 sekundet til halvandet minut, mens afstanden til feltet til slut blev knap 6 minutter. 5,51 minutter efter kom de første, blandt dem Bjarne Riis som nr. 7 efter Marco Pantani på sjettepladsen. En udmærket præstation.

Jeg er i øvrigt indehaver af en trikot, som er signeret af Jalabert og Bjarne Riis.

Vi luskede ind på presseparkeringen og fordelte opgaverne imellem os, for jeg tog naturligvis min del af arbejdet. Jalabert skulle jeg tage som fransktalende, Riis var oplagt, og så havde Bo Hamburger og Jesper Skibby gjort det fint ved at komme i mål sammen som nr. 31 og 32 i samme tid som nr. 26.

Franskmændene fejrede Jalabert i timevis og nød det obligatoriske fyrværkeri om aftenen ekstra.

 

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Mit liv med Touren: Eurosport

tirsdag, 21. juni, 2022

Da Eurosport i 1996 besluttede at have dansk speak på sine programmer, nåede jeg kun at læse det i avisen, så fandt jeg ud af, at det var Eurosport i Stockholm, der stod for Danmark, og ringede op.

Det viste sig, at den ansvarlige var Peter Dahl, og vi talte sammen i et kvarters tid, så var jeg ansat – vel at mærke med start den følgende lørdag med klassikeren Flandern Rundt.

Jeg skaffede Morten Ravn fra Aarhus Stiftstidende som medkommentator, og vi drog til Stockholm og kommenterede for første gang.

Om sommeren speakede vi Tour de France, og det kunne ikke være en bedre start, for Bjarne Riis vandt jo. På 9. etape til Sestriére, der var stærkt afkortet pga. vintervejr, var billedforbindelsen også vaklende, og vi var spændt på, om rytterne ville neutralisere etapen, der var blevet på kun 44 km, eller de ville køre cykelløb på den del, der var tilbage af den.

Pludselig angreb en anden rytter, og så turde Riis slå til. Han gjorde det så stærkt, at jeg fastslog, at han ikke bare kørte fra konkurrenterne – han kørte fra billederne!

Han kørte også så stærkt, at han tog den gule førertrøje og aldrig afgav den igen. Under vejs gav hans hold, Telekom, imponerende styrkedemonstrationer. Riis vandt etapen på det berømte Hautacam i et soloudbrud efter først at have studeret, hvordan konkurrenterne så ud den dag; og en dag kørte han og Jan Ullrich sammen med seks andre feltet otte minutter bagud, så Ullrich kom op på andenpladsen.

Riis – og Ullrich – og Brian Holm m.fl. ventede mere end ti år på at indrømme doping, så de ikke blev strøget af resultatlisterne, men faktisk tror jeg også, at lige så systematisk, Telekom dopede sine ryttere, lige så systematisk gjorde de andre det formentlig; og jeg har en teori om, at Laurent Fignon, da han lagde op efter at have haft Riis som verdens stærkeste hjælperytter, fortalte Riis, at han bare skulle dope sig, så ville han vinde, men det kan jeg jo aldrig bevise.

At mit første måltid på Eurosport var at dele tennisstjernen Kurt Nielsens leverpostej med ham, har intet med Tour de France at gøre, men det er et sjovt minde.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »