Det er en lykke for Odsherred, at Frede Gulbrandsen valgte at blive revydirektør i Nykøbing Sjælland og nu præsenterer sin fjerde Odsherredrevy. Den er nemlig lige så finurlig, charmerende og betagende som de tre foregående.
Ensemblet fv Trond Lindheim, Kristian Holm Joensen, Katrine Skjoldelev, Ulla Vejby og Troels Mallin
I år har den undertitlen ’På herredens mark’, og det er vi i den minimalistiske, men fungerende og indtagende kulisse, hvor flere af numrene er inspireret af lokale hændelser, men altid fungerer for hele publikum.
Vi er i selskab med direktøren selv og hans ensemble Ulla Vejby, Katrine Skjoldelev, Kristian Holm Joensen, Troels Malling og ikke mindst den norske pianist og ’trold’ Trond Lindheim, der forstår både den norske og den danske folkesjæl på overvældende skøn vis – og hvis man skulle opleve revyen to gange, vil man ustandselig opdage nye raffinementer i hans spil.
Trond Lindheim i centrum
Revyen indledes med en stemningsskabende indmarch – til hest efter en ide af Katrine Skjoldelev. Såvel koreografien som tekst og melodi af Rossini sætter omgående publikum i et herligt humør, som det aldrig mister.
Andet nummer, Angst, er af Carl Erik Sørensen og viser, hvordan det er muligt at blive skræmt ustandselig og af små ting. Det passer fint med pointen i et nummer efter pausen, hvor det hedder: ’Selv om vi er lykkelige, kan vi sagtens have det slemt’ – det kan godt være sagt af Mette Frederiksen.
Revyen tager sig tid til at hygge, men går alligevel over stok og sten, og nogle af skuespillerne har sidefærdigheder. Fx spiller Gulbrandsen fermt med tre bolde, mens han forsøger at forklare dansk politik; og Kristian Holm Joensen kan lave hula hoop – det meste af tiden uden ring, men det kommer ikke som den store overraskelse, at han faktisk kan.
Holm Joensen behersker sin krop i både rolig og vildt rystende tilstand, og det benytter han sig ustandselig af. Ikke mindst i nummeret med ’tv-køkken for enlige mænd’, hvor han i samspil med Troels Malling skaber den vildeste komik, så man mindes Dirch Passer og Kjeld Petersen i teksten af Gordon Kennedy.
Ulla Vejby fryder ustandselig, hvad enten hun er bekendende vegetar, Danmarks sidste analoge person eller neurotisk hund, og det er dejligt, at Skjoldelev i år er kommet med i flere numre. Hun vokser fra revy til revy, og i år leverer hun også en fin tekst: Jeg elsker mit hus.
Katrine Skjoldelev tager teten
Det er altid en god revy, hvis man hele tiden føler, at der er en masse, man ikke havde plads til at skrive, men så må læserne jo bare sørge for at se den selv, og det kan man gøre frem til lørdag d. 12. juli samt 6-7-8. august.
Det er beskæmmende for begge køn, at der er brug for en bog som Gry Jexens “Kvinde Kend Din Historie” og teaterstykket med samme titel, som man kan opleve på Odense Teaters Odeon-scene frem til 31. maj.
Begge dele prøver at give kvinder den plads i Danmarks historie, som de fortjener, og det overrasker mange. De gør også opmærksom på, at ting, som er blevet til virkelighed, skyldes kvinder, men tilskrives mænd. For eksempel hylder vi Christian 1. for, at han fik oprettet Københavns Universitet, men det var hans dronning Dorothea, der tog til Rom og overbeviste paven om, at det var en god idé, efter at kongen året forinden havde forsøgt det samme, men havde fået afslag!
“Kvinde kend din historie”. Foto: Emilia Therese
Det er ikke let at gøre en bog til teater, uden at det bliver lidt kedeligt, når indholdet skal være det samme. Instruktør Kamilla Wargo Breklind og scenograf Marie Rosendahl Chemnitz gør et fint og behjertet forsøg. Scenen er fyldt med stole, som de “ukendte” kvinder kunne have siddet på. De flyttes frem og tilbage, antager formationer og illuderer bygninger. Hele kulissen er i sort-hvid som de flestes forhold til kvindernes historie.
De medvirkende er Malene Melsen, Ghita Lehrmann, Lea Baastrup Rønne, Ayshan Quortrup og Klaus T. Søndergaard, der som mand får lov til skiftevis at være helt og skurk, oftest skurk. De er meget aktive, og når en kvinde er blevet omtalt, ruller et klædestykke med hendes detaljer ned fra loftet.
Ved premieren var det store flertal af publikum kvinder, men det må kvinderne råde bod på ved at slæbe deres mænd med, for mens kvinder kan gøres stolte af deres køns fremmeste repræsentanter, skal mange mænd overbevises om, at der stadig er urimelig ulighed mellem kønnene på mange forskellige områder, så de kan forstå og ændre adfærd.
At lade informationer falde fra loftet er et godt indfald. Foto: Emilia Therese
Vi kommer langt omkring i tiden fra 1400-tallet og frem. Fra en barnemorderske, hvis motiver vi forstår, til Inge Lehrmann, der beviste, at Jorden har en fast kerne. Vi hører om Karin Michaëlis, Nina Bang, Bodil Begtrup (som stod bag FN’s menneskeretserklæring) og om Anne Marie Carl Nielsens forhold til sin mand i to omgange, Carl Nielsen, men lidt overraskende får vi ikke at vide, at mange afviste, at hun skulle kunne lave en rytterstatue, fordi det havde en kvinde ikke kræfter til.
En ting, der undrer mig, er, at Inge Merete Nordentoft ikke er medtaget i stykket. Ingen skandale var større end den, der ramte hende som kommunist, københavnsk skoleinspektør og ugift mor. I stedet er inkluderet en lærer fra Skt. Knuds Gymnasium, der bliver bakket fuldt og helt op af sin rektor, men de kunne med rette have været medtaget begge to.
De færreste vil kende alle de kvinder, der behandles, medmindre de kan det kvindebiografiske leksikon fra ende til anden. Det gør forestillingen meget relevant, selv om dramaet hovedsagelig ligger i teksten og ikke i skuespillet.
Klaus T. Søndergaard er eneste mand på scenen i meget forskellige roller. Foto: Emilia Therese
I forbifarten kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at Susanne Lindberg nævnes i forbifarten. Som nogle af Kjerteminde Avis’ læsere måske erindrer, var hun, der var datter af valgmenighedspræsten i Kerteminde, en fantastisk cykelrytter, der i 1897 satte verdensrekord for kvinder – og mænd! – i 1.000 kilometer på landevej.
“Kvinde kend din historie” varer en time og 37 minutter uden pause, men man savner ikke noget ophold. Så optaget bliver man af forestillingen, så den er værd at se. Stykket kan ses frem til 31. maj.
Det er og bliver dog af stor vigtighed, at befolkningen kan samles om rigsenheden, symboliseret i et kongehus, der nu også fungerer som historiens og kunstens protektor og jævnligt påminder os om livsværdier – også i vort lille land.
Dronning Margrethe og Erland Porsmose på Johannes Larsen Museet 2013 (Foto. Østfyns Museer)
Sådan afsluttede Erland Porsmose sin seneste bog, ‘Magtfuld gennem riget’. I dag har vi beviset på, at det er tilfældet.
Medierne er gået amok, siden Dronning Margrethe i aftes i sin nytårstale annoncerede, at hun abdicerer, og vi ved, at for nylig afslørede en undersøgelse, at såvel hendes som kronprins Frederik og kronprinsesse Marys popularitet ligger på 84-85 procent – og at prins Christians popularitet nu er på 74 procent, næsten før han for alvor er med i billedet som voksen.
Mange giver Dronning Margrethe æren for, at kongehuset har så høj en stjerne i Danmark. Hun har perfekt udfyldt sin rolle som samlende midtpunkt for danskerne, siden hun kom på tronen i 1972.
Allerede da var hun populær. Selv mindes jeg folkeafstemningen om Grundloven i 1953. Jeg tvivler på, at den havde givet de nødvendige ja-stemmer, hvis ikke den var blevet knyttet sammen med en revision af tronfølgeloven, der gav kvinder ret til tronen og gjorde hende til tronfølger i stedet for prins Knud.
Jeg mindes også, hvordan alt skiløb i 1956 stoppede ved et højfjeldshotel i Norge, da de tre danske prinsesser kom forbi, og alle ville se dem på ski. Jeg undrede mig over, at det var så spændende at se tre piger, som man ikke kunne definere nærmere, men det var et bevis på, hvilken popularitet de havde.
Jeg mindes naturligvis også, da Kong Frederik 9. døde i 1972, og hun blev udråbt som ny regent, og meget spændende er det, at allerede 15. maj 1973 anløb kongeskibet Dannebrog Kerteminde til et officielt besøg af Dronning Margrethe og Prins Henrik.
Besøget i 1973
Da parret anløb Kerteminde Havn i en chalup, spillede Nenia. På rådhuset overrakte daværende borgmester Peter Møller Olsen et eksemplar af Kertemindebogen, som Hans Hviid havde skrevet. Derefter besøgte det kongelige par sognekirken og De Gamles Hjem, hvor Marie Sofie Andersen på 102 år overrakte blomster – det behøver altså ikke være yndige små piger, der får det hverv.
Frokosten blev indtaget på Lundsgaard, og siden åbnede de kongelige Dansk Husflidsselskabs jubilæumsudstilling.
2000
Næste besøg i Kerteminde var 14. juli 2000. Da sejlede de kongelige med Rylen, fik frokost på Rudolf Mathis, hvor de fik en udsøgt menu: Friskpillede fjordrejer i parmesankurv og med basilikumskum. Søtungepaupiette og havtaskemedallion med blandt andet fynsk sommergrønt. Jordbærfragilité med vanilleis og hindbærcoulis.
På rådhuset overrakte Peter Dauerhøj byens gave, billedet “En nattergal”, malet 1910 af Johannes Larsen, hvorefter Dronning Margrethe og prins Henrik deltog i en aftensang i sognekirken, som var fyldt med de 400, der havde fået billetter.
De var på Fjord & Bælt Centret for at opleve marsvinene Eigil og Freja, som de til hoffets store overraskelse fodrede med fisk.
2013
Margrethe går i land i 2013 (Foto: Emil Andresen)
Kerteminde fyldte 650 år i 2013, og blandt andet derfor var regentparret på besøg 4. juni. Nu var det Sonja Rasmussen, der som borgmester tog imod på rådhuset. Parret besøgte Renæssancehavnen og Johannes Larsen Museet før frokosten på Rudolf Mathis. Derefter splittedes de, så Margrethe besøgte Vikingemuseet Ladby, Munkebo Bakke og Naturbørnehaven Bøgebjerg, som lå i de bygninger, som havde været Dronning Ingrids Feriehjem.
Regentparret er blandt de få, der har fået lov til at bladre i Johannes Larsens årbøger (Foto: Østfyns Museer)
Imens var Henrik på Fayard værftet, Hydac, Nyholmgaard Vin samt et farverigt marked på Nordre Havnekaj. Overalt havde han stillet spørgsmål, som overraskede med deres relevans. Da såvel dronning Margrethe som prins Henrik havde vist sig meget interesseret i alt, hvad de besøgte, indtraf der en betydelig forsinkelse, før de kunne sejle tilbage til kongeskibet efter en vellykket, solbeskinnet dag.
Nytårstaler og revyer
Mette Horn som Margrethe i Kerteminderevyen 2015 (foto Emil Andresen)
Dronning Margrethe holdt sine årlige nytårstaler, der ofte havde små hip til danskerne. Hun deltog aktivt i det danske kulturliv, hvor hendes kunstneriske evner kom til fuld udfoldelse, men mest imponerende var det måske, at ingen dansk revy med respekt for sig selv undlod at medtage et nummer, hvor Daisy – hendes kælenavn – deltog på en eller anden vis; for ikke at tale om Preben Kristensens faste Dronning Margrethe-numre i Linje 3’s shows.
Farvel til tronen
I sin nytårstale i går leverede hun bomben. Hun har tidligere sagt, at hun ville blive på tronen, til hun blev båret fra den, og det har formentlig også noget med helbreddet at gøre, at hun nu leverer stafetten videre til Frederik og Mary; eller måske skyldes det, at ethvert menneske før eller siden føler trang til at have nogle private år.
Mange højdepunkter, flot bundniveau og en bemærkelsesværdig revydebut til Karen-Marie Lillelund
I 2022 blev Nykøbing F Revyen kåret som Danmarks bedste, og den titel kan de såmænd godt få igen i 2023, selv om Cirkusrevyen er favorit.
Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)
Niveauet er i hvert fald tårnhøjt igen med masser af højdepunkter, såvel i humor som eftertænksomhed og musikalitet, og de lokale indslag er så fine, at det ikke føles som et handikap at komme ude fra.
Revyen byder på en debutant, som mange på forhånd mente kunne være et fejlgreb, i form af den tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund, men glem alt om det. Hun er fremragende og kan bære solonumre suverænt, fx i ’Jobskifte’, hvor hun selv har leveret såvel musik og tekst. Hendes problem er, at krænkelseskulturen gør det umuligt at være bakkesangerinde, så i et fantastisk kostume, kreeret af Henrik Børgesen, har hun taget nyt job som insekthotel. Ideen minder en om et gammelt nummer med Lisbeth Kjærulff, der får job som sirene på en udrykningsbil!
Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)
Kjærulff har i øvrigt altid været blandt mine favoritter og levede op til det i det gennemmusikalske ’Jeg synger LIVE’, hvor hun elegant hudfletter play back-kunstnere på en måde, der minder om Thomas Ejes ’New York, New York’. Numre, der kræver fuldstændig beherskelse af sang og rytmik.
Lillelunds kostume er blandt dem, der dementerer åbningsnummeret ’Der skal ikke mangle noget’. Det koketterer med tidens besparelser, men som Danmarks krise er afblæst, klarede Nykøbing F Revyen at afblæse sin helt umiddelbart.
De fine numre står i kø i hukommelsen, når man går fra revyen. Stille og mere lune i første afdeling, af absolut topklasse efter pausen. I første afdeling finder man en svingom mellem Lizette Risgaard og Jon Stephensen, Bente Eskesen og Rasmus Krogsgaard. En fin ide med pointen ’Hvor blev det af, det lille hyggeovergreb’. Bare begrebet hyggeovergreb er et kup fra tekstskriverne Vase & Fuglsang.
Det er pudsigt, som IRMAs død har skabt tekster i hele revyverdenen, men Rasmus Krogsgaards egen ’The Blues’ er blandt de bedste. Krogsgaard er som sædvanlig på toppen, uanset om han beskæftiger sig med den ord-ekvilibristiske rabarberBarbara, eller han er manden, der uventet rammes af stress.
Troels Mallings Thøger er denne gang på venteliste for adskillige sygdomme, der udpensler problemer med sekreter, så det vender sig i publikum – aftenens gys.
Aftenens nostalgi står kapelmester og revydirektør Mickey Pless for, når han mindes Dario Campeotto så smukt, at ikke et øje er tørt.
M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)
I et sjovt, men en anelse langt, nummer sættes tidens M-musicals, dvs. Matador og (dronning) Margrethe sammen.
Begge afdelinger har deres musikfinaler. Bedst er ideen i første afdelings ’Når du får et hekseskud’, som i anledning af 100-året for Walt Disney viser, at måske er tegneseriefigurer normalt tidløse, men det er ikke rigtigt bag kulisserne. De tre små grise er blevet ældgamle, Kokken i ’Lady og Vaganbonden’ er blevet blind, Snehvide er dement og kan ikke huske, hvor mange dværge, der var, og Klokkeblomst er ikke længere nogen lille, elegant alf. Det er meget, meget morsomt.
Anden afdelings finale er mere traditionel i et potpourri over Bamses sange, igen med stor musikalitet og elegante overgange.
Nykøbing F Revyen klarede med andre ord året derpå til UG (for de, der husker langt tilbage, og 12, og vi skal huske at rose instruktør Michael Castenholt og scenograf Lars Rødholt.
… og så afventer vi, om ikke alle gode gange igen er tre!
Der er gode numre, dejlige skuespillere og fint musikalsk niveau i Svendborg Sommerrevy Rottefælden, men bundniveauet er for dårligt, og der er for meget genbrug
Ensemblet fv kapelmester Jens Krøyer, Christine Astrid, Jan Schou, Rikke Buch Bendtsen, Tommy Kenter og Mikkel Schrøder (foto: Svendborgrevyen)
Rottefælderevyen, som er flyttet ind i det smukke Svendborg Teater, lægger lovende ud. Vi ved, at vi altid ønskes humørfyldt velkommen, og at der derefter vil følge en hurtig omgang ’Året, der gak’. Jeg hører til dem, der ikke synes, at det er for forudsigeligt – jeg glæder mig hver gang, og det går over stik og sten. Med Sam Sam, som måske en dag vil blive løsladt, med Prins Joachim og manglende prinsetitler, med Pernille Vermund, der først smadrer sit parti og derefter er tilbage igen, med Charles og Camilla og en l-a-n-g kroning (den var meget længere, da Elizabeth blev kronet, men det kan de færreste huske), etc.
Derefter følger imidlertid det første genbrugsnummer ’På Date’, og gad vide, om ikke der er så mange revyrejsende rundt i landet, er det er irriterende at kende pointerne – og det gælder desværre en del numre, ligesom nogle er inspireret af tidligere numre. Hvis man først bruger numre i Aarhusrevyen og derefter genbruger dem i Svendborg – hvilken revy lægger man så størst vægt på?
Så kommer det virkeligt ærgerlige. Når man nu har elsket Tommy Kenter igennem hans 50 år på scenen, er det ærgerligt, at hver gang han dukker op her, går forestillingen i stå, og vitserne er dem fra for 50 år siden. Han er bedst i sin parodi på Johnny Madsen, men det er for lidt – og man forstår ham, når det telefonopkald, han er mest bange for, vil komme fra Mikael Bertelsen om at optræde i ’Det sidste ord’!
De bedste numre Lad os se på de numre, der trods alt gør det værd at tage til Svendborg igen i år. Rikke Buch Bendtsen giver flere eksempler på sin fantastiske sangstemme. I Rasmus Krogsgaards tankevækkende ’Økonomiske følelser’ med en sjov pointe, og når hun i country og western-stil synger om at gøre Svendborg Great Again – men gad vide, om københavnerne fra Djævleøen er helt vilde med sammenligningen med flygtninge og immigranter.
Bendtsen og Christine Astrid klæder hinanden umådelig godt i mange sammenhænge, fx i den lidt tynde ’Magi i luften’, hvor de viser, hvad de egentlig kan med deres kropssprog.
En god ide er ’Det starter ens’ af Sune Gylling Æbelø, hvor pointen er den kendte, at alle fødes ens, men at omgivelserne derefter bestemmer, hvor forskelligt det videre liv bliver. Slutpointen, at vi alle får den samme død, er jeg ikke helt enig i. Om ikke andet af den grund, at de, der er vokset op i de bedste kår, dør en halv snes år senere end dem fra de fattige kår – og oftest i bedre stand.
Første akts bedste nummer er Leif Maiboms ’Den nye livline’, hvor Jan Schou er rørende som pensionisten, der er glad for sin mobiltelefon, selv om den ringer alt for lidt – men han elsker telefonsælgere og sin søns lommeopkald – de rigtige er der længere imellem.
Anden akt indledes med en støttekoncert for Irma som påskud til en række parodier, og de er sjove og udmærkede, selv om vi ikke har haft Irma på Fyn.
En fin ide af Christine Astrid er at lade Jon Stephensen og Lizette Risgaard deltage i Vild med Dans, for her er der ingen grænser for, hvad man erotisk må gøre ved sin partner. De starter med hver sin, men her kommer en fin pointe, når de går videre sammen!
Jan Schous årlige Dronning Margrethe-nummer – fint i år – er lige så obligatorisk, som jeg nok synes, at hans Henning-figur godt må forsvinde i glemselen, og et lille fint musikalsk nummer, som så mange af de øvrige med musik af kapelmester Jens Krøyer, er Mikkel Schrøders hyldest til samtlige årstider som ’den bedste’.
Som fodnote kan indskydes, at revyplatten, man kan indtage før forestillingen, nok er mange års bedste.
Hvor mange Amandaer skal revyen have? Det ligger et sted mellem tre og fire, så lad os velvilligt give den ….
Svendborg Sommerrevy Rottefælden med Christine Astrid, Rikke Buch Bendtsen. Tommy Kenter, Jan Schou og Mikkel Schrøder. Kapelmester: Jens Krøyer. Instruktion: Christine Astrid og Mikkel Schrøder. Instruktørassistent: Anne Herdorf. Koreografi: Christine Astrid. Scenografi: Jens Aas. Spiller frem til lørdag d. 12. august.
Solnedgang over sandklitterne i Maspalomas. Foto: Svend Novrup
Vi har fantastisk smukke solnedgange i Kerteminde, men intetsteds er de en folkeforlystelse, givetvis fordi temperaturen og vejret ikke kan garanteres.
Det kan den være på visse steder, bl.a. på Gran Canaria, hvor jeg for tiden opholder mig, inviteret af TUI, ganske tæt på de berømte ‘dunes’, sandklitter i Maspalomas på den sydligste del af øen.
Mit hotelværelse på Riu Palace Maspalomas vender lige ud mod sandklitterne, hvor man kan iagttage små og større sandstorme og sandhvirvler alt efter vinden. Mange oplever at gå gennem klitterne, hvorefter det blæser så meget op, at de for at komme helskindet tilbage må købe et tørklæde at have for ansigtet som værn mod sandskornene, der i øvrigt kan slå meget hårdt på bar hud.
Fra hotellet er der en kort sti ned til kanten af klitterne, hvor flere hundrede mennesker samles dagligt for at se solen gå ned. Børnene leger, de voksne skaber en hyggelig mumlen af snak, og fra minut til minut veksler sol og himmels farver. Pga. sandet kan solnedgangen blive ekstra rød.
Kun en gang tidligere har jeg oplevet noget lignende, og det var på Floridas sydligste punkt i Key West, Hemingways by. Her var det ikke hundreder, men tusinder, der samledes hver aften, og adskillige artister benyttede chancen for at føre sig frem, så der blev jongleret, gået på line eller sunget, mens man sang solen ned.
Lige præcis dette har vi jo i Kerteminde under Kirsebærfestivalen, hvor vejret ikke altid har været garanteret, men vejrguderne har tit lavet et smukt vindue lige i den halve time, der er tale om – og her er det fakler, kajakker og sang, så vi kan godt være med!
Kate Quinn er den historiske fiktions mester og aldrig bedre end i beretningen om den sovjetiske snig-/finskytte, og hvordan det lykkes hende at beholde en humanistisk tilgang til livet, selv om hun skyder mere end 300 hitlerister.
‘Diamantblikket’ er en af de historier, man ikke kan lægge fra sig, men bare pløjer igennem. Det er dejligt at vide, at den er historisk fiktion, dvs. baseret på en virkelig persons liv. Derfor kan der heller ikke pilles ved de store linjer eller personers skæbne, men man kan lægge en dramatisering af livet ind, som virker overbevisende.
Det er det, Quinn gør enestående. Man kommer til at holde af mange personer og afsky andre i Ludmila Pavlitjenkos tilværelse, der i sig selv var så utrolig, at man ikke behøver at overdrive noget, men bare lægge sandsynligheder ind omkring Mila, som hendes kælenavn var – men hun bar også øgenavnet Lady Death.
Mila bliver som 15-årig forført af en noget ældre kirurg, som hun ser redde et liv med sine ferme evner. Det fører til et barn, men også til at ægteskab, som hun flygter fra. Hun bliver litteraturstudent med speciale i Bogdan Khmelnitskij og Ukraines accept af unionen med Rusland i 1654. På det punkt er en parallel til nutiden umulig at undgå at tænke over, mens man læser.
Den dag, Hitler overfalder USSR, er Mila på stranden på stranden ved Odessa sammen med fire venner, der har hver deres drømme. Krigen skiller dem ad, bl.a. bliver ballerinaen Vika kampvognsfører og bliver dekoreret tre gange. Efter krigen vender hun tilbage til balletten.
Mila, der har taget et snigskyttebevis for ikke at blive hånet af sin mand med, at hun ikke kan skyde, melder sig til hæren, som man kunne som kvinde i dens tids USSR. De skulle dog helst holde sammen to og to for ikke at blive ofre for overgreb fra overordnede!
Hun viser sig at have usædvanlige evner som finskytte samt for at kunne uddanne andre skytter til en deling, der har hende som idol. Da finskytter helst skal have en makker, der dækker en, får hun en partner og ven i Kostia, og de udrydder angribere på vej mod Odessa og siden Sevastopol med stor effektivitet.
Mila bliver såret to gange, men har kun tanke for at komme tilbage til fronten, hvor hun simpelthen ikke regner med at undgå at kunne dø, hvad man tror på, når man hører om de forhold, krigen byder Stalins russiske soldater.
Så udtages hun til at være en del af en sovjetisk delegation, der skal til USA for at få præsident Roosevelt til at gå ind i krigen på de allieredes side.
Her bliver hun veninde med Eleanor Roosevelt, ikke mindst pga., at hun svarer ærligt på spørgsmål i stedet for at lire sovjetisk PR af. Når hun fx bliver præsenteret for amerikanske kvindes mangel på forståelse for, at hun har kunnet skyde mere end 300 personer, og hun svarer:
Mrs. Roosevelt. Vi er glade for at besøge deres smukke land. Her er fremgang. Der er ingen, der ødelægger jeres storbyer, provinsbyer, landområder. Der er ingen, der dræber jeres søstre og mødre, fædre og brødre. Jeg kommer fra et sted, hvor bomber forvandler landsbyer til aske, hvor russisk blod smører slidbanerne på tyske kampvogne, hvor uskyldige civile dør hver eneste dag…
En præcis kugle affyret af en finskytte som mig, mrs. Roosewelt, er ganske enkelt blot et svar til fjenden.
I Washington tilføjer Quinn en amerikanske snigskytte, der skal myrde præsidenten og sørge for, at Pavlitjenko bliver udpeget som den skyldige. En ekstra handling, der er troværdig og virker ekstra spændende, ikke mindst da de to kæmper til døden i en amerikansk park.
Præsident Putin kunne med fordel læse denne roman, der fortæller, hvad der sætter et folk i stand til at overvinde alt for at besejre usle invasionsstyrker, ovenikøbet i de samme omgivelser som krigen i dag.
Bogen er den perfekte julegave til alle, der elsker begavet action, politik, krigshandlinger, såvel voldsomme som ’forfinede’, og der er sågar humor og flere kærlighedshistorier på de 491 sider.
De sidste sider er optaget af billeder af den rigtige Ludmila Pavlitjenko, en liste over litteratur, YouTubeklip og en film, som Quinn har brugt i sin research, samt ikke mindst forfatterens fascinerende redegørelse for, hvordan hun har foretaget sine valg til romanen om den formidable finskytte, som blev så gode venner med Eleanor Roosewelt, at denne besøgte hende i USSR efter sin mands død.
Kate Quinn: Diamantblikket. 491 sider indbundet. HarperCollins til priser mellem 250 og 300 kr.
Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.
Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.
Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.
Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.
Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!
‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.
Når så mange mennesker er involveret i en begivenhed gennem så mange dage hvert år, må døden slå til en gang imellem. Det er simpelthen statistisk uundgåeligt. Helt overraskende er kun tre ryttere døde under selv løbet, og kun de to som følge af de styrt, de har været udsat for.
I 1935 spanieren kørte Francisco Cepeda på 7. etape ned i en slugt i nærheden af Bourg-d’Oisans og døde som følge af det kraniebrud, han pådrog sig. Det var Cepedas fjerde Tour. Bedst blev han placeret i 1930, hvor han blev nr. 27.
I 1995 styrtede italieneren Fabio Casartelli i Pyrenæerne, ramlede med hovedet mod en af de sten, der afgrænsede den lille bjergvej. Han havde hjertestop flere gange i helikopteren på vej til hospitalet, men stod ikke til at redde. Mange TV-seere diskvalificerede sig selv moralsk, da de bagefter ringede stationerne ned for at få billeder af selve styrtet, som ikke fandtes, men som de følte sig snydt for.
Den dag blev løbet ikke neutraliseret, formentlig fordi arrangørerne ikke ville fratage Richard Virenque den kolossale triumf, han var ved at fuldføre, da han kørte alene over etapens fire store bjerge og vandt – men det gav en meget dårlig smag i munden.
Feltet var underrettet og holdt stort set op med at køre. Da Jesper Skibby kom i mål, sagde han: – Det er sådan en dag, der viser, at andet er vigtigere end at cykle.
Han havde aldrig kørt med cykelhjelm, men annoncerede, at det ville han gøre dagen efter – men det blev det også kun til. To dage efter kørte han igen uden hjelm, og da jeg spurgte hvorfor, var hans svar: – Det er jo ikke Sverige, det her!
Svenskerne havde nemlig indført obligatorisk hjelm, og det gjorde resten af cykelverdenen også siden.
Mere selvforskyldt var Tom Simpsons død på Mont Ventoux i 1967. Årsagen var blandingen af ekstrem varme, hårde anstrengelser og en indtagelse af stimulanser. Obduktionen viste tegn på alkohol og amfitamin, og den barske hændelse, som blev indfanget af en mængde kameraer og bemærket særligt, fordi englænderen dristigt var gået i udbrud på en dag, hvor bilerne en efter en måtte parkere med kogende kølere, var en væsentlig grund til, at der endelig blev sat ordentligt system i dopingkontrollen af feltet.
Franske Adolphe Heliére døde under Tour de France 1910, da han på fridagen ikke tog sig i agt for den kraftige strøm i Middelhavet. Han tog sig en svømmetur fra stranden fra promenaden i Nice, men kom aldrig ind igen.
Dødsfald er naturligvis også forekommet omkring feltet, så at sige i dets kølvand. Som i 1964, hvor føreren af en politibil af typen “salatfad” mistede kontrollen over køretøjet, der pløjede sig gennem en gruppe tilskuere ud på en bro, hvor den brød gennem rækværket for at styrte ned i den underliggende flod. Otte mennesker omkom i den blodige tragedie, der udløste voldsom debat om sikkerheden under Touren. Jeg vil også nok mene, at skulle jeg blive alvorligt syg et sted, skulle det nødig være dér, hvor Tour de France straks efter skal passere. Dér kan ingen ambulance komme frem.
I sidste dags spurt på Parc des Princes 1958 var André Darrigade på vej mod endnu en triumf, da en official gik for langt ud på banen og kolliderede med ham 50 m fra målstregen. Darrigade blev indsat i den samlede stilling, selv om han ikke var i stand til at fuldføre. Helt så godt gik det ikke for manden, der forårsagede ulykken. Han døde.
At der vil ske dødsfald er i øvrigt rent statistisk en given ting. Den samlede karavane med ryttere, soigneurer, mekanikere, læger, journalister, fotografer, kamerahold og andre udgør i vore dage er en by på mere end 4000 personer, som dagligt flytter teltpælene flere hundrede kilometer. I et sådant samfund er det simpelthen uundgåeligt, at der sker et dødsfald ind imellem.
Et af ikoniske bjerge på Tour de France er Mont Ventoux, Det Skaldede Bjerg, hvor drama efter drama har udspillet sig. Genoplev det med mig i 2000, hvor jeg fulgte med MCJ&J Touren rundt for at fortælle historien om det første rent danske hold, der deltog. Vi skruer tiden tilbage til 12. etape 2000, Carpentras – Mont Ventoux, altså med mål på toppen:
I dag gælder det Ventoux. Gardinerne fra – vejrguderne er venlige! Vinden er stærk, men ikke som i går. ’Kun’ 60-80 km/t på toppen. Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jean-Marie Leblanc, Tourens direktør, konstaterer i Le Village til Carpentras’ borgmester, at det perfekte samarbejde også omfatter vejret.
Begge veje op på Ventoux blev lukket kl. 8, og da skønnede politiet, at 3500 køretøjer var parkeret på bjerget, mange siden dagen før og mange danske,der kommer fra hele kongeriget. De, der var kommet om aftenen, havde slået sig ned på læsiden af den skovdækkede del af bjerget. Skulle man overleve over trægrænsen, hvor mistralen rasede, kom man efter kl. 6 om morgenen.
Langt de fleste af de ifølge politiet 300.000 tilskuere på bjerget er imidlertid på vej opad på cykel eller til fods. Og de accepterer ikke berettigelsen af biler. Illustreret af en gammel bonde med stok, der gør et uforudsigeligt skridt lige ind i vores bil, så han rammer sidespejlet. Hvorefter bagenden af bilen får et hårdt slag med stokken, mens han glor olmt.
Alt er fest og farver. Alle cyklister er i cykeltøj fra de store hold. Campingvogne flager med nationalflag, så de udgør en flagalle. Vandrere har flag på rygsækkene, og så har nogle lavet deres eget flag med røde prikker og påskriften Virenque – eller dødningehoved og piraten Pantani.Virenques Fanklubs 5000 medlemmer har indbudt til møde på Ventoux, og det virker, som om alle 5000 er på vej.
For to dage siden kastede 7000 cyklister sig ud på denne etape i et arrangement af cykelbladet Velo, ’L’etape du Jour’. Normalt kommer 4-5000 til mål, men på denne dag var det kun ca. 200, og 900 fik lægehjælp, selv om man havde truffet mange sikkerhedsforanstaltninger. Det var vejrets skyld.
Opkørslen er 25 km og har varet langt over en halv time i menneskemylderet. Efterhånden melder de hvide stenblokke sig, og til sidst slipper træer og buske helt op.
Det hvide bjerg – Det skaldede Bjerg!
Det tager pusten fra en. Uendelig smukt i solbeskinnede flader. Toppen med tårnet, der knejser mod den dybtblå himmel, hvor de første forrevne cirrusskyer danner vilde mønstre i den barske blæst. Uendelig vidt i udsynet over Rhonedalen først sydpå, siden også nordpå, da vi når op på den smalle hylde, der fører til tops.
500 m fra toppen – 700 m i kørestrækning – er der en udfladning, hvor alle mediekøretøjer ledes ind på et område med lutter skærver. De første 5-600 biler lykkes det at parkere pænt og rationelt, men der kommer stadigt flere, og til sidste er alt et forudsigeligt ragnarok. Ingen får lov at køre helt op, så de, der havde regnet med at se opløbet på Venteux og drøne af sted til presserummet og skrive, får sig en lang næse. Har de ikke væbnet sig med solidt vintertøj, får de også lungebetændelse, for det er kun 3-4 grader varmt, stormende og bidende koldt.
Der sker gentagne styrt på vejen over rutens tidlige bjerge. På et af dem havner Michael Sandstød oven på hollænderen Knaven og får kun hudafskrabninger, men da Michael Blaudzun vil køre videre, opdager han, at han har brækket kravebenet og må udgå, som det er tilfældet for i alt ni ryttere.
Bo Hamburger forsøger flere gange at komme i udbrud, men han finder ingen, der vil med. Ingen gør mine til at angribe Lance Armstrong, hvis hjælpere til gengæld splitter feltet i et vældigt ryk. Seks mand sidder nu forrest og får tilslutning af Pantani, en pirat på rov. Da rytterne kommer ud af skoven og ind i den dræbende vind, ser det for tv-seere bare smukt og vindstille ud, men på presseparkeringen er vi forbløffede over, hvordan de forreste bare skærer sig gennem vindstødene.
Armstrong angriber flere gange på den sidste kilometer, og duellen mellem ham og Pantani får tilskuerne til at juble, så det må kunne høres helt til Nordafrika i den voldsomme mistral.
I det sidste hårnålesving støder Pantani frem og sejrer med en ringbredde. Han forklarer bagefter, at han fik belønning for sin stædighed, for sin aggressivitet, for ikke at have givet op, når han var sat.
Armstrong siger et øjeblik senere, at han forærede italieneren sejren, fordi han fortjente den. En sviner af rang, der forsøger at fjerne glæden over bedriften fra Pantani. Hvis han virkelig gjorde det, burde han have holdt kæft med det i stedet for at opføre sig, som er han en ledende og fordelende cykelgud.
Pantani raser og bliver aldrig igen ven med Armstrong, som håner løbet. Hvem giver en sejr på Mont Ventoux væk? Et par dage senere kører Pantani feltet i sænk på etapen over Galibier.
Det danske hold er godt tilfreds ved middagsbordet, selv om man har mistet Blaudzun. Blandt deltagerne er Bo Hamburgers to-årige datter Yasmin, der er ved at falde over noget og spørger: – Hvad er det?
-Det er et dæksel.
– Et dæksel, siger hun prøvende.
Så får hun ti luftpandekager af sin farfar, der også er på besøg, og jubler af fryd. Jeg udbryder spontant: – Sikke en lille solstråle!
– Solstråle! Udbryder hun begejstret og smager lidt på det. Endnu et dejligt ord.
Det er beskæmmende for begge køn, at der er brug for en bog som Gry Jexens “Kvinde Kend Din Historie” og teaterstykket med samme titel, som man kan opleve på Odense Teaters Odeon-scene frem til 31. maj.