Solnedgang over sandklitterne i Maspalomas. Foto: Svend Novrup
Vi har fantastisk smukke solnedgange i Kerteminde, men intetsteds er de en folkeforlystelse, givetvis fordi temperaturen og vejret ikke kan garanteres.
Det kan den være på visse steder, bl.a. på Gran Canaria, hvor jeg for tiden opholder mig, inviteret af TUI, ganske tæt på de berømte ‘dunes’, sandklitter i Maspalomas på den sydligste del af øen.
Mit hotelværelse på Riu Palace Maspalomas vender lige ud mod sandklitterne, hvor man kan iagttage små og større sandstorme og sandhvirvler alt efter vinden. Mange oplever at gå gennem klitterne, hvorefter det blæser så meget op, at de for at komme helskindet tilbage må købe et tørklæde at have for ansigtet som værn mod sandskornene, der i øvrigt kan slå meget hårdt på bar hud.
Fra hotellet er der en kort sti ned til kanten af klitterne, hvor flere hundrede mennesker samles dagligt for at se solen gå ned. Børnene leger, de voksne skaber en hyggelig mumlen af snak, og fra minut til minut veksler sol og himmels farver. Pga. sandet kan solnedgangen blive ekstra rød.
Kun en gang tidligere har jeg oplevet noget lignende, og det var på Floridas sydligste punkt i Key West, Hemingways by. Her var det ikke hundreder, men tusinder, der samledes hver aften, og adskillige artister benyttede chancen for at føre sig frem, så der blev jongleret, gået på line eller sunget, mens man sang solen ned.
Lige præcis dette har vi jo i Kerteminde under Kirsebærfestivalen, hvor vejret ikke altid har været garanteret, men vejrguderne har tit lavet et smukt vindue lige i den halve time, der er tale om – og her er det fakler, kajakker og sang, så vi kan godt være med!
Kate Quinn er den historiske fiktions mester og aldrig bedre end i beretningen om den sovjetiske snig-/finskytte, og hvordan det lykkes hende at beholde en humanistisk tilgang til livet, selv om hun skyder mere end 300 hitlerister.
‘Diamantblikket’ er en af de historier, man ikke kan lægge fra sig, men bare pløjer igennem. Det er dejligt at vide, at den er historisk fiktion, dvs. baseret på en virkelig persons liv. Derfor kan der heller ikke pilles ved de store linjer eller personers skæbne, men man kan lægge en dramatisering af livet ind, som virker overbevisende.
Det er det, Quinn gør enestående. Man kommer til at holde af mange personer og afsky andre i Ludmila Pavlitjenkos tilværelse, der i sig selv var så utrolig, at man ikke behøver at overdrive noget, men bare lægge sandsynligheder ind omkring Mila, som hendes kælenavn var – men hun bar også øgenavnet Lady Death.
Mila bliver som 15-årig forført af en noget ældre kirurg, som hun ser redde et liv med sine ferme evner. Det fører til et barn, men også til at ægteskab, som hun flygter fra. Hun bliver litteraturstudent med speciale i Bogdan Khmelnitskij og Ukraines accept af unionen med Rusland i 1654. På det punkt er en parallel til nutiden umulig at undgå at tænke over, mens man læser.
Den dag, Hitler overfalder USSR, er Mila på stranden på stranden ved Odessa sammen med fire venner, der har hver deres drømme. Krigen skiller dem ad, bl.a. bliver ballerinaen Vika kampvognsfører og bliver dekoreret tre gange. Efter krigen vender hun tilbage til balletten.
Mila, der har taget et snigskyttebevis for ikke at blive hånet af sin mand med, at hun ikke kan skyde, melder sig til hæren, som man kunne som kvinde i dens tids USSR. De skulle dog helst holde sammen to og to for ikke at blive ofre for overgreb fra overordnede!
Hun viser sig at have usædvanlige evner som finskytte samt for at kunne uddanne andre skytter til en deling, der har hende som idol. Da finskytter helst skal have en makker, der dækker en, får hun en partner og ven i Kostia, og de udrydder angribere på vej mod Odessa og siden Sevastopol med stor effektivitet.
Mila bliver såret to gange, men har kun tanke for at komme tilbage til fronten, hvor hun simpelthen ikke regner med at undgå at kunne dø, hvad man tror på, når man hører om de forhold, krigen byder Stalins russiske soldater.
Så udtages hun til at være en del af en sovjetisk delegation, der skal til USA for at få præsident Roosevelt til at gå ind i krigen på de allieredes side.
Her bliver hun veninde med Eleanor Roosevelt, ikke mindst pga., at hun svarer ærligt på spørgsmål i stedet for at lire sovjetisk PR af. Når hun fx bliver præsenteret for amerikanske kvindes mangel på forståelse for, at hun har kunnet skyde mere end 300 personer, og hun svarer:
Mrs. Roosevelt. Vi er glade for at besøge deres smukke land. Her er fremgang. Der er ingen, der ødelægger jeres storbyer, provinsbyer, landområder. Der er ingen, der dræber jeres søstre og mødre, fædre og brødre. Jeg kommer fra et sted, hvor bomber forvandler landsbyer til aske, hvor russisk blod smører slidbanerne på tyske kampvogne, hvor uskyldige civile dør hver eneste dag…
En præcis kugle affyret af en finskytte som mig, mrs. Roosewelt, er ganske enkelt blot et svar til fjenden.
I Washington tilføjer Quinn en amerikanske snigskytte, der skal myrde præsidenten og sørge for, at Pavlitjenko bliver udpeget som den skyldige. En ekstra handling, der er troværdig og virker ekstra spændende, ikke mindst da de to kæmper til døden i en amerikansk park.
Præsident Putin kunne med fordel læse denne roman, der fortæller, hvad der sætter et folk i stand til at overvinde alt for at besejre usle invasionsstyrker, ovenikøbet i de samme omgivelser som krigen i dag.
Bogen er den perfekte julegave til alle, der elsker begavet action, politik, krigshandlinger, såvel voldsomme som ’forfinede’, og der er sågar humor og flere kærlighedshistorier på de 491 sider.
De sidste sider er optaget af billeder af den rigtige Ludmila Pavlitjenko, en liste over litteratur, YouTubeklip og en film, som Quinn har brugt i sin research, samt ikke mindst forfatterens fascinerende redegørelse for, hvordan hun har foretaget sine valg til romanen om den formidable finskytte, som blev så gode venner med Eleanor Roosewelt, at denne besøgte hende i USSR efter sin mands død.
Kate Quinn: Diamantblikket. 491 sider indbundet. HarperCollins til priser mellem 250 og 300 kr.
Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.
Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.
Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.
Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.
Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!
‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.
Når så mange mennesker er involveret i en begivenhed gennem så mange dage hvert år, må døden slå til en gang imellem. Det er simpelthen statistisk uundgåeligt. Helt overraskende er kun tre ryttere døde under selv løbet, og kun de to som følge af de styrt, de har været udsat for.
I 1935 spanieren kørte Francisco Cepeda på 7. etape ned i en slugt i nærheden af Bourg-d’Oisans og døde som følge af det kraniebrud, han pådrog sig. Det var Cepedas fjerde Tour. Bedst blev han placeret i 1930, hvor han blev nr. 27.
I 1995 styrtede italieneren Fabio Casartelli i Pyrenæerne, ramlede med hovedet mod en af de sten, der afgrænsede den lille bjergvej. Han havde hjertestop flere gange i helikopteren på vej til hospitalet, men stod ikke til at redde. Mange TV-seere diskvalificerede sig selv moralsk, da de bagefter ringede stationerne ned for at få billeder af selve styrtet, som ikke fandtes, men som de følte sig snydt for.
Den dag blev løbet ikke neutraliseret, formentlig fordi arrangørerne ikke ville fratage Richard Virenque den kolossale triumf, han var ved at fuldføre, da han kørte alene over etapens fire store bjerge og vandt – men det gav en meget dårlig smag i munden.
Feltet var underrettet og holdt stort set op med at køre. Da Jesper Skibby kom i mål, sagde han: – Det er sådan en dag, der viser, at andet er vigtigere end at cykle.
Han havde aldrig kørt med cykelhjelm, men annoncerede, at det ville han gøre dagen efter – men det blev det også kun til. To dage efter kørte han igen uden hjelm, og da jeg spurgte hvorfor, var hans svar: – Det er jo ikke Sverige, det her!
Svenskerne havde nemlig indført obligatorisk hjelm, og det gjorde resten af cykelverdenen også siden.
Mere selvforskyldt var Tom Simpsons død på Mont Ventoux i 1967. Årsagen var blandingen af ekstrem varme, hårde anstrengelser og en indtagelse af stimulanser. Obduktionen viste tegn på alkohol og amfitamin, og den barske hændelse, som blev indfanget af en mængde kameraer og bemærket særligt, fordi englænderen dristigt var gået i udbrud på en dag, hvor bilerne en efter en måtte parkere med kogende kølere, var en væsentlig grund til, at der endelig blev sat ordentligt system i dopingkontrollen af feltet.
Franske Adolphe Heliére døde under Tour de France 1910, da han på fridagen ikke tog sig i agt for den kraftige strøm i Middelhavet. Han tog sig en svømmetur fra stranden fra promenaden i Nice, men kom aldrig ind igen.
Dødsfald er naturligvis også forekommet omkring feltet, så at sige i dets kølvand. Som i 1964, hvor føreren af en politibil af typen “salatfad” mistede kontrollen over køretøjet, der pløjede sig gennem en gruppe tilskuere ud på en bro, hvor den brød gennem rækværket for at styrte ned i den underliggende flod. Otte mennesker omkom i den blodige tragedie, der udløste voldsom debat om sikkerheden under Touren. Jeg vil også nok mene, at skulle jeg blive alvorligt syg et sted, skulle det nødig være dér, hvor Tour de France straks efter skal passere. Dér kan ingen ambulance komme frem.
I sidste dags spurt på Parc des Princes 1958 var André Darrigade på vej mod endnu en triumf, da en official gik for langt ud på banen og kolliderede med ham 50 m fra målstregen. Darrigade blev indsat i den samlede stilling, selv om han ikke var i stand til at fuldføre. Helt så godt gik det ikke for manden, der forårsagede ulykken. Han døde.
At der vil ske dødsfald er i øvrigt rent statistisk en given ting. Den samlede karavane med ryttere, soigneurer, mekanikere, læger, journalister, fotografer, kamerahold og andre udgør i vore dage er en by på mere end 4000 personer, som dagligt flytter teltpælene flere hundrede kilometer. I et sådant samfund er det simpelthen uundgåeligt, at der sker et dødsfald ind imellem.
Et af ikoniske bjerge på Tour de France er Mont Ventoux, Det Skaldede Bjerg, hvor drama efter drama har udspillet sig. Genoplev det med mig i 2000, hvor jeg fulgte med MCJ&J Touren rundt for at fortælle historien om det første rent danske hold, der deltog. Vi skruer tiden tilbage til 12. etape 2000, Carpentras – Mont Ventoux, altså med mål på toppen:
I dag gælder det Ventoux. Gardinerne fra – vejrguderne er venlige! Vinden er stærk, men ikke som i går. ’Kun’ 60-80 km/t på toppen. Solen skinner fra en skyfri himmel, og Jean-Marie Leblanc, Tourens direktør, konstaterer i Le Village til Carpentras’ borgmester, at det perfekte samarbejde også omfatter vejret.
Begge veje op på Ventoux blev lukket kl. 8, og da skønnede politiet, at 3500 køretøjer var parkeret på bjerget, mange siden dagen før og mange danske,der kommer fra hele kongeriget. De, der var kommet om aftenen, havde slået sig ned på læsiden af den skovdækkede del af bjerget. Skulle man overleve over trægrænsen, hvor mistralen rasede, kom man efter kl. 6 om morgenen.
Langt de fleste af de ifølge politiet 300.000 tilskuere på bjerget er imidlertid på vej opad på cykel eller til fods. Og de accepterer ikke berettigelsen af biler. Illustreret af en gammel bonde med stok, der gør et uforudsigeligt skridt lige ind i vores bil, så han rammer sidespejlet. Hvorefter bagenden af bilen får et hårdt slag med stokken, mens han glor olmt.
Alt er fest og farver. Alle cyklister er i cykeltøj fra de store hold. Campingvogne flager med nationalflag, så de udgør en flagalle. Vandrere har flag på rygsækkene, og så har nogle lavet deres eget flag med røde prikker og påskriften Virenque – eller dødningehoved og piraten Pantani.Virenques Fanklubs 5000 medlemmer har indbudt til møde på Ventoux, og det virker, som om alle 5000 er på vej.
For to dage siden kastede 7000 cyklister sig ud på denne etape i et arrangement af cykelbladet Velo, ’L’etape du Jour’. Normalt kommer 4-5000 til mål, men på denne dag var det kun ca. 200, og 900 fik lægehjælp, selv om man havde truffet mange sikkerhedsforanstaltninger. Det var vejrets skyld.
Opkørslen er 25 km og har varet langt over en halv time i menneskemylderet. Efterhånden melder de hvide stenblokke sig, og til sidst slipper træer og buske helt op.
Det hvide bjerg – Det skaldede Bjerg!
Det tager pusten fra en. Uendelig smukt i solbeskinnede flader. Toppen med tårnet, der knejser mod den dybtblå himmel, hvor de første forrevne cirrusskyer danner vilde mønstre i den barske blæst. Uendelig vidt i udsynet over Rhonedalen først sydpå, siden også nordpå, da vi når op på den smalle hylde, der fører til tops.
500 m fra toppen – 700 m i kørestrækning – er der en udfladning, hvor alle mediekøretøjer ledes ind på et område med lutter skærver. De første 5-600 biler lykkes det at parkere pænt og rationelt, men der kommer stadigt flere, og til sidste er alt et forudsigeligt ragnarok. Ingen får lov at køre helt op, så de, der havde regnet med at se opløbet på Venteux og drøne af sted til presserummet og skrive, får sig en lang næse. Har de ikke væbnet sig med solidt vintertøj, får de også lungebetændelse, for det er kun 3-4 grader varmt, stormende og bidende koldt.
Der sker gentagne styrt på vejen over rutens tidlige bjerge. På et af dem havner Michael Sandstød oven på hollænderen Knaven og får kun hudafskrabninger, men da Michael Blaudzun vil køre videre, opdager han, at han har brækket kravebenet og må udgå, som det er tilfældet for i alt ni ryttere.
Bo Hamburger forsøger flere gange at komme i udbrud, men han finder ingen, der vil med. Ingen gør mine til at angribe Lance Armstrong, hvis hjælpere til gengæld splitter feltet i et vældigt ryk. Seks mand sidder nu forrest og får tilslutning af Pantani, en pirat på rov. Da rytterne kommer ud af skoven og ind i den dræbende vind, ser det for tv-seere bare smukt og vindstille ud, men på presseparkeringen er vi forbløffede over, hvordan de forreste bare skærer sig gennem vindstødene.
Armstrong angriber flere gange på den sidste kilometer, og duellen mellem ham og Pantani får tilskuerne til at juble, så det må kunne høres helt til Nordafrika i den voldsomme mistral.
I det sidste hårnålesving støder Pantani frem og sejrer med en ringbredde. Han forklarer bagefter, at han fik belønning for sin stædighed, for sin aggressivitet, for ikke at have givet op, når han var sat.
Armstrong siger et øjeblik senere, at han forærede italieneren sejren, fordi han fortjente den. En sviner af rang, der forsøger at fjerne glæden over bedriften fra Pantani. Hvis han virkelig gjorde det, burde han have holdt kæft med det i stedet for at opføre sig, som er han en ledende og fordelende cykelgud.
Pantani raser og bliver aldrig igen ven med Armstrong, som håner løbet. Hvem giver en sejr på Mont Ventoux væk? Et par dage senere kører Pantani feltet i sænk på etapen over Galibier.
Det danske hold er godt tilfreds ved middagsbordet, selv om man har mistet Blaudzun. Blandt deltagerne er Bo Hamburgers to-årige datter Yasmin, der er ved at falde over noget og spørger: – Hvad er det?
-Det er et dæksel.
– Et dæksel, siger hun prøvende.
Så får hun ti luftpandekager af sin farfar, der også er på besøg, og jubler af fryd. Jeg udbryder spontant: – Sikke en lille solstråle!
– Solstråle! Udbryder hun begejstret og smager lidt på det. Endnu et dejligt ord.
I 1959 deltog de to gode venner, Bent Ole Retvig og Arne K. Johnson, for første gang i Tour de France. De var skøre med cykling og at deltage på det Internationale Hold – de øvrige hold var nationshold på tværs af firmaholdene – var billigere for dem end at køre de fleste andre af de løb, de deltog i. De kæmpede hårdt, men uden succes. Retvig opgav på 7. og Johnson på 9. Etape.
Året efter tog de af sted igen sammen med Leif Hammel. De kørte løb næsten uden udgifter, før de kom til Paris og parkerede deres bil uden for et alt for dyrt hotel – og med alt deres udstyr i.
De ankom tæt på midnat og var for trætte til at tømme deres bil. Det fortrød de bitterligt, da de kom tilbage til den morgenen efter, og alt var stjålet.
De måtte låne sig frem, men cykelsko er noget, man helst skal have kørt til, og da Johnson ikke kunne finde nogen, der passede ham, opgav han uden at køre, mens Retvig opgav på første etape.
40 år senere kom jeg i forbindelse med Retvig og Johnsson, der boede på Den Franske Riviera og levede af indtægterne af to store ejendomskomplekser, som de ejede. Især Retvig ville gerne fortælle, hvordan det helt præcist var gået til.
Han havde lånt et par cykelsko, som sprættede hans fødder op, så de styrtblødte og smertede efter halvdelen af første etape. Ligegyldigt, hvor meget han ønskede at fortsætte, var det umuligt.
Jeg sendte historien til en af de britiske cykelvenner, jeg fik under Touren, Les Woodland, og han reagerede med ordene:
A herogram! En helteberetning.
Hm, måske nok, men mest i familie med Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse, Don Quichotte.
Det siger sig selv, at med den globale interesse for Tour de France er antallet af mediefolk kolossalt: journalister, fotografer, radio- og tv-reportere, kameramænd, lys- og lydmænd etc. I den kæmpestore by, der rejser Frankrig rundt under Touren, er der mange tusinde mennesker, og godt 2.000 er blandt mediefolkene.
Det betyder, at presserummene skal være kæmpestore, og et af de krav, en hvilken som helst målby skal kunne opfylde, er et sted, der kan benyttes som presserum. Problemer er løst på mange forskellige måder. Mange steder sidder man og arbejder i kæmpemæssige sportshaller.
Et sted, hvor alle fik kolde fødder af at arbejde, var Courchevel i Alperne, hvor presserummet lå i en ishockeyhal, hvor isen stadig lå der. Så var der lagt gulv oven på isen, men kulden trængte igennem brætterne, så man hurtigt fik iskolde fødder.
Pressen blev på mange måder forkælet, og jeg har da stadig et skønt halstørklæde fra netop Courchevel og en lille, uåbnet Fantadåse, som der er en særlig historie bag.
Coca Cola var blandt hovedsponsorerne i Touren, og hver eftermiddag lurede alle pressefolkene på det øjeblik, hvor de store frysere blev fyldt til randen med store og små Fantaer. Her viste mange af reporterne deres sande ansigt. Nogle havde net til at putte mange dåser ned i. Andre tog favnen fuld, men der var naturligvis også dem, der bare tog, hvad de regnede med at drikke under resten af den pågående etape.
Jeg har hverken før eller siden set de mini-Fantaer, der blev delt ud, så naturligvis sørgede jeg for at få en med hjem.
Ellers var det en fryd at arbejde i presserummet, hvor faciliteterne var ideelle, og det var nok det eneste sted i Touren, hvor sproget ikke var noget problem. Der var officials, der talte perfekt engelsk, og der var sågar en, der talte skandinavisk.
For målbyerne i Tour de France er det en festdag, når hele verdens fokus falder på dem. Faktisk er Pau den eneste by blandt dem, jeg har været med i, der behandlede Touren som en formalitet, der skulle overstås. Byen, hvor en indbygger kaldes for en paloise, blev formentlig også kun valgt, fordi man skulle have en by mellem Alperne og Pyrenæerne, og det er det eneste område, hvor Tourbegejstringen – eller de nødvendige penge – ikke er til stede.
Eller skal jeg love for, at der blev gået til makronerne for at overbevise folk i hele verden om, at den her by skal være det næste turistmål, og om eftermiddagen er der de fleste steder omfangsrige markeder, hvor hele egnen fremviser deres kunnen i vin, ost, pølse, kage og desserter.
Charles de Gaulle jamrede engang, at det er umuligt at regere et land, der fremstiller mere end 365 forskellige oste. Han underdrev ikke. Der er formentlig flere, og der er endnu flere forskellige pølser. Fra de næsten intetsigende til de barsk krydrede. På samme måde kan man få oste, der er komplet ligegyldige, men sandelig også de lokale udgaver af Gamle Ole. Desuden er det bestemt ikke kun schweizeroste, der har kæmpestore huller – dem er der nok af i Frankrig også.
Sørger man som journalist for at køre ’avant’, altså før feltet, kommer man til værtsbyen nogle timer før cykelrytterne og har mulighed for at gæste markederne og deres gavmilde smagsprøver, og så gælder det om at være standhaftig, så man ikke kommer hjem som en fedtkugle.
Man skal huske at være klar med sit kamera, for markederne har også spændende omgivelser. Fx er der i Evian ved Genévesøen en pyramide af gigantiske alpehorn, garderet af tyrolerklædte mænd med overskæg, der vil kunne deltage i et verdensmesterskab i overskæg. Mange byer har unge, smukke kvinder i rober, der kan konkurrere med Anne-Marie Helgers, og som på en eller anden måde sender et lokalt signal.
Jeg fulgte Tour de France, lige fra jeg som 10-årig var på campingtur i Sydfrankrig med mine forældre.
Hver dag købte vi den franske sportsavis L’Equipe, der havde intensiv dækning af løbet, og jeg kendte samtlige rytteres placeringer og afstand til den førende.
Hver halve time transmitterede Radio Monte Carlo direkte fra løbet, og så sad jeg med hovedet helt inde i vores røde transistorradio og lærte i virkeligheden cykelfransk ret hurtigt. På det tidspunkt var der ingen danske ryttere med, men årtier senere fandt man den første dansker i Tour de France, da Henrik Elmgreen satte mig til at undersøge en påstand fra en cykelnørd, Ole Skjoldhøj – som viste sig at have ret. Læs her om Tourens første dansker:
Fra Hans E. Andresen i 1958 gennemførte Tour de France som nr. 62 under national jubel frem til 1998, troede man, at han også var den første dansker, der havde deltaget. Så viste det sig imidlertid, at selv om Christian Christensen i 1913 havde kørt på fransk licens, var han pæredansk og mejerist fra Veflinge på Nordfyn — men han skiftede nu statsborgerskab i 1914 og boede i Normandiet til sin død i 1975.
Christian Christensen var døbt Knud Kristian Kristensen, men som mange andre i tidens løb fandt han ud af, at k’er er stumme i Frankrig, mens ch’er er helt stuerene, og derfor skiftede han stavemåde og kunne længe ”gemme sig” for den efterforskning, Tour-elskeren Ole Skjoldhøj fra Virum foretog. Christensen havde vundet enkelte mindre løb, da han meldte sig til Touren som en af de ”isolées”, der ikke havde firmatilknytning og var i så lav kurs hos arrangørerne, at de startede et kvarter efter de ”rigtige” ryttere. Arrangørerne gav de ”isolerede” 10 francs om dagen til kost og logi, men desuden fik de hver 10 dæk af dækfirmaet Continentale.
Christensen sluttede som nr. 100, knap et kvarter efter vinderen, på 1. etape, 388 km fra Paris til Le Havre. Selv om han dagen efter på de 364 km fra Le Havre til Cherbourg tabte 2 timer og 13 minutter, blev han nr. 68. På 3. etape over 405 km var han næsten fire timer efter vinderen, men som nr. 54 på en etape, hvor 17 ryttere gav op, blandt dem Tourvinderen Oscar Lapize og Maurice Brocco. Danskerens form blev bedre fra dag til dag. 4. etape over 470(!) km fra Brest til La Rochelle kostede 23 ryttere den videre deltagelse, bl.a. Emile Georget og Paul Duboc, som to år tidligere havde mistet Toursejren, da en tilskuer gav ham en flaske med forgiftet vand på toppen af Tourmalet, men Christensen holdt ud som nr. 46, fire en halv time efter Marcel Buysse.
Truslen om Pyrenæerne gav Christensen problemer på 5. etapes 379 km til Bayonne, hvor han blev nr. 56. Måske havde han været morgentræt, for etapen var startet kl. 03.15 om morgenen. Hvor løbet var indledt med 151 ryttere, af hvilke de første 40 opgav allerede første dag, var der nu kun 59 tilbage, der dagen efter skulle de 326 km fra Bayonne over bl.a. Tourmalet. Da han var i krise ved foden af det mytiske bjerg, opdagede han, at selveste Henri Pelissier var i samme situation, og de forcerede bjerget sammen. Siden fuldførte Christensen som nr. 40, knap seks timer efter Philippe Thys, der overtog den gule trøje — mens Pelissier var mellem 15 opgivende.
Dagen efter blev Christensen nr. 32 — og nu var det nr. sjok — på 323 km fra Luchon til Perpignan. Han var ni en halv time efter Buysse og knap en time efter nr. næstsidst, men har var ikke mellem ”det beskidte dusin”, der stod af på denne dag. Ude af Pyrenæerne var moralen høj, men benene møre. På 8. etape blev han nr. 30. På den 356 km lange 9. etape fra Aix-en-Provence til Nice og dagen efter fra Nice til Grenoble nr. sidst. På 11. etape fra Grenoble til Geneve, som var ganske kuperet, sled han sig i mål sammen med franskmanden Camille Mathieu, som han slog kampen om næstsidstepladsen.
Nu var Christensen igen på vej mod sin hjemegn, og fra Geneve til Belfort var han kun godt fire timer efter Buysse som nr. 25 med fire ryttere bag sig. Der var kun tre etaper tilbage til Paris. Alt tegnede lyst og lykkeligt.
Så ramtes han af en skrækkelig skæbne. Han var blevet gode venner med Mathieu, og de fulgtes på etapen fra Belfort til Longwy. Her kørte de forkert og opdagede det først, da de havde kørt et par timer i gal retning. Så stod Mathieu af, men den seje fynbo kørte tilbage til ruten og fuldførte etapen. Da han passerede målstregen, var alle officials gået, og han var ude af løbet. De var dog så imødekommende, at han fik lov til at køre med på 15. etape, Dunkerque – Longwy, og sidste etape, Dunkerque – Paris, men uden at få noteret placering og tid.
Christian Christensen var på den måde første dansker, der fuldførte Tour de France, men ikke den første, der fik en officiel placering. Den værdighed har Hans E. Andresen beholdt. Vinder blev i øvrigt Thys foran Garrigou og Buysse.
Christensen fik hurtigt ny brug for sin fightervilje. Han meldte sig som frivillig i 1. Verdenskrig, blev såret af en granatsplint i 1915, men vendte tilbage til slagmarken, hvor han også udmærkede sig og modtog flere udmærkelser for sin tapperhed — men allerede da altså som fransk statsborger.
Langt fra alle, der søger akkreditering til Tour de France, får det. De mærkværdigste mennesker forsøger at komme ind i varmen, og de presseansvarlige fortalte mig, at der var en person, der skrev et lille landbrugsblad i Nordjylland, der ville til Tour de France. Det gik naturligvis ikke.
Jeg har mit eget bureau, Ruder 7, som efterhånden havde været akkrediteret til et stort antal begivenheder, så det er almindelig kendt, og da jeg pludselig fandt ud af, at jeg ville skrive en bog om det første rent danske hold, Memory Card Jack&Jones, der kørte Touren i 2000, var det intet problem at blive akkrediteret.
Jeg aftalte at køre sammen med Herning Folkeblads journalist, der blev skiftet ud halvvejs. Først Kenneth Kristiansen og derefter den gamle ishockeystjerne Frits Nielsen, ikke at forveksle med hans søn Frans. De var utroligt flinke og dygtige begge to, så vi fik et fint samarbejde. Folkebladet tog udgiften til bilen på betingelse af, at jeg kunne skaffe logierne og tage mig af alt, der skulle ske på fransk.
Vi besluttede os alt for sent, så mange mente, at det ville være umuligt at få tag over hovedet, men jeg fik lavet et fint ’klynkebrev’ på fransk om, hvad der var årsagen til, at vi var for sent ude, og så købte jeg Guide Michelin og gav mig til at sende mails.
Helt overraskende var det intet problem. Om det er sådan stadig, skal jeg ikke kunne sige, men den gang bekymrede Touren sig ikke om hoteller med mindre end 20 værelser, så vi fik hotel på alle flade etaper, et sted kun 50 m fra mållinjen!
Det var værre i bjergene, simpelthen fordi der er så øde, at der ingen hoteller er. Her måtte vi gå tiggergang hos Tourens ansvarlige for værelser. Det var nogle meget søde og effektive kvinder, som vi spøgte meget med, og som hele tiden fandt nogen afbestillinger, som vi kunne overtage.
Kun en gang måtte vi køre langt til et logi. Fra et mål på en bjergtop skulle vi 120 km ad meget snævre bjergveje med masser af sving og voldsomme fald i bælgmørke, efter at det journalistiske arbejde var afsluttet for mine ledsagere, og jeg havde skrevet om dagens etape til min bog.
For dén blev rytmen, at om morgenen lå der korrektur på det, jeg havde sendt den foregående aften. Den fik jeg læst i dagens løb, mens jeg sugede til mig af dagens etape. Om aftenen skrev og sendte jeg så næste historie.
Afslutningen i Paris var intet problem. Bilen var afleveret, og jeg sad i presserummet og skrev frem til kl. 20, hvorefter jeg startede bilen og kørte nordpå. Kl. godt 6 overgav jeg på en rasteplads lige nord for den tysk-danske grænse det, der var tilbage til bogen, til Claus fra trykkeriet Toptryk i Gråsten, som jeg samarbejdede med. Billederne tog jeg dels selv, dels havde jeg en aftale med sportsfotografen Lars Rønbøg, så den side var i orden.
Desværre tog trykkeriet i nogle tilfælde de urettede ark i stedet for de korrekturlæste, så dele af bogen har for mange trykfejl. Øv! Den slags er der heldigvis ikke i min e-bog om ‘Stjernerne og Vinbærerne’.
