Generelle nyheder

Odense Teater: Anna Sophie Hedvig

lørdag, 8. september, 2018

Mange fine præstationer i en opfindsom ramme

 

John i gang med sit oprør under det stiliserede middagsselskab /(foto: Emilie Therese).

John i gang med sit oprør under det stiliserede middagsselskab /(foto: Emilie Therese).

 

Havde der været en 2. Verdenskrig, hvis Hitler var blevet myrdet? Havde Den Spanske Borgerkrig fundet sted, hvis Franco var blevet myrdet? Havde det været frihedskamp, mord eller terrorisme, hvis en eller anden havde gjort det? Er det med andre ord ind imellem en rosværdig ting at slå ihjel, og hvad skal man sige om dem, der har dræbt Olof Palme og John F. Kennedy?

Kjeld Abells ’Anna Sophie Hedvig’ er skrevet i 1938, dvs. mellem Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig, og det udstiller problemet ved ikke at tage stilling; at være neutral, selv om man evt. misbilliger forskellige handlinger. Til gengæld ødelægger man ikke et blomstrende erhvervsliv med aktiv stillingtagen, og man bliver ikke selv indblandet i konflikter.

Anna Sophie Hedvig er en uanselig lærerinde i Provinsen. Tilsyneladende uden følelser udadtil, men i sit indre et buldrende bål af meninger og angst. Hun tager konsekvensen af, at en kollega vil kunne ødelægge den skole, hun er på, og myrder hende.

Hun flygter til familie i København, hvor man tager imod hende, fordi det gør man med familie, og i et middagsselskab, hvor politiske emner kommer op, fastslår direktør Hoff, Claus Riis Østergaard, at ingen har modet til at slå ihjel – ikke i civiliseret selskab som deres i hvert fald.

Her reagerer Hedvig, da hun fastslår, at hun kan og har gjort det, og hun fortæller i flashbacks hvordan. Samtidig har vi bevidstheden om, at bagest på scenen står, fysisk eller imaginært, en frihedskæmper, der er dømt til døden for at have fulgt sin overbevisning. Hans og hendes situation paralleliseres.

Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)

Selskabet og familien opløses dramatisk på samme måde, som det sker i adskillige af Abells skuespil med borgerskabets selskaber. Alle tvinges til at tage stilling. Sønnen John, Mathias Sprogøe Fletting, beundrer Hedvigs handling, som hun tager konsekvensen af, og gør op med sin far, fint spillet af Anders Gjellerup Koch. Fokus skifter flere gange. Fra Hedvig til direktørerne til sønnen og endelig til moderen, Githa Lehrmann, der på klassisk vis har forsøgt at holde sammen på familien ved ikke selv at tage stilling, men hele tiden at glatte ud.

 

 

Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (Foto: Emilie Therese).

Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (Foto: Emilie Therese).

 

 

Det er i virkeligheden Abells største kup at lade hende springe ud som en kvinde med stærke holdninger, som blot skal tvinges ud af uundgåeligheden – men de er der.

I nutiden kender vi ikke den slags selskaber, som Abells personer er en del af, så instruktør Jacob Schjødt og scenograf Peter Schultz har stiliseret dem. Et langt tværbord, en trappe, et par døre og en meningsgivende, varierende lyssætning af Simon Holmgreen og Elroy Simonsen giver rummet med spisebordet og livet omkring det.

Handlinger følges af overdrevne lyde, ordineret af Ditlev Brinth, som når der på en tegneseries billeder står ’Pow’, ’Woumm’ etc. Det forhindrer, at der er for meget fokus på et historisk fænomen, og får publikum til at koncentrere sig om det væsentlige, men tag ikke fejl – trods sit indhold er stykket fuldt af humor, rappe replikker og overraskende indfald af bipersoner.

Abell kendte teatrets virkemidler ud og ind og vidste, hvordan man trods emner, der drejede sig om selve livets mening, kunne fastholde og underholde publikum. Det er en forestilling med mange lyse indslag, og den er afkortet til knap to timer, der flyver af sted.

Natali Vallespir Sands Anna Sophie Hedvig er udramatisk. Hun udfører sin (u)dåd, kræver ikke andres bifald eller stillingtagen, men handler efter sin egen samvittighed og tager konsekvensen uden at ville have medfølelse. Hun er mindre skarpt tegnet end tidligere udgaver, men dermed på behagelig vis ikke heroiseret unødigt. Vi er jo ikke meget for at have folk til at gå rundt og myrde, selv om det kan synes berettiget.

Dermed bliver fokus også det, Abell ønskede: At man skal tage stilling og gøre det, før det er for sent. Hvis alle tager stilling, behøver man formentlig slet ikke at myrde, men kan ordne tingene med demokrati og anstændig opførsel.

Af sted til Odense Teater, og husk at tage stilling. Ikke ved at sige, at denne konflikt ikke er aktuel, for der er masser af lignende i dag, og under alle omstændigheder skal man tage stilling til, i hvilken udstrækning man tør, ønsker at og vover at tage stilling, at blande sig.

Anna Sophie Hedvig spiller sidste gang 27. september.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Teater | Ingen har kommenteret »


Catch me if you can på Odense Teater

lørdag, 10. februar, 2018

Dejlig musical med lækkert jazzorkester

Odense Teater – Catch me if you can

Skønne rytmer, glimrende sang, opfindsom scenegrafi og koreografi og ikke mindst Tiptoe Bigband med 19 musikere forgylder ’Catch me if you can’ på Odense Teater

 

Odense Teater – Catch me if you can – Tiptoe Big Band

 

En af historiens halvstore svindlere var Frank William Abagnale Jr. selv om hans ’karriere’ kun varede fire år, fra han var 17 til han var 21. I de fire år nåede han at svindle med benzinkort og checks, rejste hele verden rundt som falsk pilot i Pan Am, virkede som ungdomsrådgiver, arbejdede i 11 måneder som læge og endelig i otte måneder som advokat, alt sammen uden eksamen.

Efter at være pågrebet lykkedes det ham flere gange at flygte på udspekuleret vis, bl.a. ved at udgive sig for at være undercover-FBI-agent, men han slap ikke for et halvt år i fransk fængsel fulgt af et halvt i et tilsvarende svensk, før en dom på 12 år i USA blev reduceret til fire, fordi han medvirkede til at afsløre muligheder for svindel – og minsandten om ikke han stadig eksisterer som ansat i FBI med samme arbejdsområde.

Naturligvis måtte den korte, farverige svindelperiode blive til først en bog, derefter en film med Leonardo di Caprio og Tom Hanks, og endelig til en musical, alt sammen med titlen ’Catch me if you can’.

På Odense Teater savner vi ikke filmens stjerner, for Laus Høybye er Abagnale Jr. med afvæbnende charme og flot sang. Han underspiller sine svindelnumre behageligt og fungerer glimrende i samspillet med den lige så glimrende Claus Riis Østergaard som FBI-agenten Carl Hanratty, for hvem arrestationen af svindleren bliver en besættelse.

 

Frank charmerer sin kommende svigerfamilie (Foto: Ard Jongsma).

Svindelkarrieren var ikke så lang og tåler ikke sammenligning med historiens største og især længst varende, så det er klogt af instruktøren Rolf Heim at sætte komik, sang, dans, musik og originalitet forrest i forestillingen.

Allermest overrumplende er det, at over scenen svæver og spiller Tiptoe Big Band med omkring 20 musikere. Hvornår har teatret sidst haft budget til 20 musikere i en forestilling, men I guder, hvor er det skønt. Orkestret, der med fuld ret har modtaget adskillige priser, svinger og jazzer sig gennem forestillingens iørefaldende og fint afvekslende numre, der alle fungerer, selv om de ikke er lige originale – et af dem er næsten kalkeret over Stan Getz.

 

Natali Vallespir Sand giver ikke Claus Riis Østergaard en chance (Foto: Ard Jongsma).

 

På den anden side er det måske aftenens allerfineste, fordi Natali Vallespir Sandi her brillerer med dampende sensualitet, mens hun behersker FBI-agenten Hanratty totalt – en blændende præstation.

Der spilles, synge og danses i det hele taget betagende; her og der udbredt til tilskuerrummet, og hele tiden understøttet af en spændende koreografi af Peter Friis, der sammen med scenografen Siss G. Jørgensen lader næsten alle møbler udgøre af statister, der anbringer sig i de nødvendige positurer, men også ved at forsvinde eller flytte sig kan illudere problem og krise, og som smart tvinger to forelskede i armene på hinanden. Desuden kan en stor beholder midt på scenen bruges til mange forskellige formål – og det i mange farver.

 

Originale møbler (Foto: Ard Jongsma).

 

’Catch me if you can’ er underholdende og topmusikalsk fra første til sidste sekund. Den spilles frem til 12. marts, og der er ved at være solidt run på billetterne, så kom ikke for sent, når du skal sikre dig dine.

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Brostensrock ved signering

tirsdag, 28. november, 2017

Hempler synger Brostensblues ved Ole Vedbys signering fredag

0
277

Ole Vedbys udgave af Brostensblues med Jesper Hempler

 

Når Ole Vedby signerer sin karikaturbog ’Øl, Fisk og Hornmusik’ fredag kl. 13.30 på VisitKerteminde, vil Jesper Hempler synge sin Brostensblues, der er affødt af problemerne med Renæssancehavnens brostensbelægning og den er nok så satirisk

Der bliver masser af satire fredag kl. 13.30 på Turistkontoret på Strandvejen. Ole Vedby, der som karikaturtegner rangerer blandt Danmarks fineste, signerer hæftet med sine bedste tegninger, ’Øl, fisk og hornmusik’, og i den finder man bl.a. Brostensblues – en tegning af Jesper Hempler, der synger en brostensblues.

 

 

Det har han faktisk gjort internt i SF, og det kan ses på et godt gemt Facebookindslag, men nu kommer det helt op til overfladen, for Hempler kaster glans over seancen ved at synge sin Brostensblues.

– Det er nok lidt specielt med en udvalgsformand, der synger stærk satire over et emne, han selv slås med i sin forvaltning, konstaterer han, men samtidig har han lige ved valget fået vælgernes skulderklap i form af et stort personligt stemmetal og genvalg til sin post. Desuden er han en fremragende musiker, der såvel har fået udgivet solosingler som har været forsanger i grupper som Full Moon Fever.

 


Ole Vedby tegner til kjavis.dk (foto: Emil Andresen)

 

Ole Vedbys hæfte koster 80 kr., men netop ved søsætningen på fredag kan den erhverves for kr. 50, og denne pris bliver fastholdt for abonnenter på Kjerteminde Avis, som står bag udgivelsen sammen med forlaget Bureau Ruder 7. Ole Vedby har i øvrigt skænket sine tegninger til avisen med håbet om, at de kan være med til at stabilisere økonomien, og derfor bliver julekalenderen på kjavis.dk en kavalkade af Vedbys karikaturer. Hver dag er der auktion over den tegning, der bringes, og det højeste bud – dog minimum 100 kr. – ved midnat vinder auktionen.

 


Forsiden af heftet med Ole Vedbys karikaturer

Kategori Bognyheder, Generelle nyheder, Musik | Ingen har kommenteret »


Ole Vedbys geniale streger er årets gave

søndag, 26. november, 2017

Ole Vedbys geniale streger er årets gave


Forsiden af heftet med Ole Vedbys karikaturer

Maleren og bladtegneren Ole Vedby har i mere end fem år forlystet læserne af Kjerteminde Avis med sine satiriske tegninger. Nu er et udvalg af de bedste samlet i heftet ’Øl, fisk og hornmusik’, der er årets oplagte kalender-, jule- eller mandelgave.

Kryds i kalenderen ved fredag d. 1. december, hvor Ole Vedby i tiden 13.30 – 14.30 hos VisitKerteminde, Strandvejen 6, signerer ’Øl, fisk og hornmusik’ – et hefte med satiriske tegninger, hvis satire retter sig mod primært lokale forhold, men også ind imellem har større udblik.

 


Ole Vedbys kommentar til problemerne med først at få etableret – og derefter husket – stop for IC-togene i Langeskov

 

Ind imellem gør Vedby sig lystig over en morsom sproglig vending eller får en overraskende association, men bedst er han, når han kommenterer aktuelle sager som togstoppet i Langeskov, ældrepleje eller det politiske spil på Rådhuset, hvor vi kan konstatere, at her er et område, hvor Hans Luunbjergs borgmestertid er udødeliggjort, og den musikalske side af Teknisk Forvaltning ikke er nedtonet. Muligvis er de ’manglende’ partiskift efter det netop afholdte valg et resultat af Vedbys forslag til, hvad man kan gøre ved partihoppere!

 


Mange ældre føler sig koblet af samfundet

 

Heftet koster 80 kr., dog kun 50 for abonnenter på kjavis.dk eller dem, der på fredag dukker op på turistkontoret hos VisitKerteminde til signering. Der vil desuden blive et helt særligt underholdende indslag under signeringen. Et, der vil vække opsigt og kalde på det store smil, men det løfter vi først sløret for en af de nærmeste dage.

For Kjerteminde Avis har det særlig betydning, at Vedby har stillet sine tegninger vederlagsfrit til rådighed og med besked om, at de må benyttes til at styrke avisens økonomi, som næppe nogensinde vil gøre den til et attraktivt investeringsobjekt. Det kommer bl.a. til at ske ved en daglig auktion i december over Vedbys originale tegninger. Det kommer vi tilbage til.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Jul på Slottet begejstrer i Slotsmøllen

søndag, 12. november, 2017

Voldspillerne redder julen


Prinsesse Miamaja og Prins Valentin i Jul på Slottet 2017.

Da junioranmelderne var kommet hjem fra Nyborg Volds ’Jul på slottet’, besluttede de at grundlægge en autografsamling, for her var en kæmpe oplevelse, som de altid vil huske, og som altid vil sætte dem i julestemning.

Slotsmøllen emmede af atmosfære. Latteren skyllede gennem teatersalen – og røgen, når nissen Fimpe kom til at ændre julemåneden til solskinssommer, og julen blev afskaffet pga. kongens mangel på guld til krigsskadeerstatning. Valentin, prins under cover, havnede i kasjotten og kunne ikke få sin vidunderlige Miamaja, der slet ikke ville have en prins, men den jæger, der viste hende ræveungerne ude i naturen.

Det var på et hængende hår, at alt løste sig. Det guld, som Grev Rabenfuchs træsk havde bemægtiget sig og gemt, blev fundet af nisserne, og grevens rænkespil med Baron von Wissenwas afsløret, så de fik en hård straf: De skulle servere småkager for alle til jul. Miamaja opdagede, at jægeren var prinsen, og kongen, der skulle have betalt sin vægt i guld, behøvede ikke at tabe sig. Alt var lutter lykke, og under fremkaldelserne kunne publikum og medvirkende sammen istemme ’Det sørme, det sandt, december’. En af de fine kompositioner af Bodil Heister, som DR med stor succes som den første lod lave symfonisk musik til en tv-julekalender, som alle, der var store nok den gang i 1986, stadig mindes som banebrydende.

Det har junioranmeldelderne ingen anelse om, men de er euforiske aftenen igennem. 8-årige Alberte falder i svime over de kæreste små nisser og den meget prinsessede Miamaja, der spilles som en tilpas ironisk udgave af alle oversukrede Disney-prinsesser. Emma Sofie Eckhoff behersker rollen, og det er intet under, for hendes karriere på de skrå brætter er ved at have 10 års jubilæum med roller som Alice (i Eventyrland), Wendy i Peter Pan, Sandy i sommerens Grease og Brenda Strong ’ ’Catch me if you can’. Hun bliver spændende at følge videre.

Prinsesse Miamaja og Prins Valentin i Jul på Slottet 2017.De to 10-årige, Lau og Simon, falder for komikken, ikke mindst Jens Hauvgaard Jepsens overdådige konge og Emil Nielsens Junker Juchs. De synes også, at Torben Bonde Trolle som en meget konspirerende Rabenfuchs har format og synger dejlig tydeligt; og de synes, at Vivian Edelborgs Mor Trisse er imponerende, og Anton Holten Lambert som prins Valentin er så flot sammen med prinsessen, at alle skulle hjem og tjekke på Facebook, om de også er kærester i virkeligheden (det er de ikke!).


Tre henrivende julenisser fra Jul på Slottet

Desuden er alkymisten og de eksperimenterende nisser, der skal lave guld, urkomiske. Lau falder fuldstændig for de smarte kulisser, der virker som vendetæpper, når man får helt nye omgivelser frem bare ved at vende dem om, og hvor der kan komme mennesker og ting ud og ind af overraskende åbninger alle vegne. Yderligere var det anden aften i træk, hvor nogle af musikerne var med på scenen, nemlig blæseinstrumenterne, mens keyboard og guitar findes i egen orkestergrav.

Alle spiller forbilledligt. Der er gløgg og æbleskiver i pausen, så duften er også forjættende, mens det store juledrama går fermt og kvikt mod sin overdådigt røde og julede finale, og det stående publikum har svært ved at slippe solisterne og ikke mindst instruktør Jesper Dupont, koreograf Maria Nielsen og sang- og korinstruktør Kristine Becker Lund. En særlig cadeau til den kun 20-årige Zenia Børsen-scenograf, der for første gang bygger for voldspillerne og har skabt et spektakulært og vel fungerende slot.

Det forudsættes næsten, at man på forhånd kender den fulde Jul på Slottet, men Jesper Dupont har smart indsat en fortæller, så man undgår den fare, og han kan hele tiden forstås, mens musikken på andre tidspunkter overdøver sangerne, så en del tekst drukner.

Historien om Julekrigen, der heldigvis løses fredeligt, spilles frem til 10. december, og man skal allerede være heldig for at få billet, selv om der er lavet adskillige ekstra forestillinger, men alle, der bærer julen i hjertet, vil elske forestillingen og gå opløftet hjem og drømme om Prins Valentin, Prinsesse Miamaja og måske ikke mindst de henrivende små nisser.

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Efterårsferie på Jernbanemuseet i Odense

tirsdag, 17. oktober, 2017

Efterårsferieaktivitet

Hvad skete der med B45?

Mandag 16. oktober 2017 kl. 10:10

Hvad skete der med B45?

Kørsel i minitog på Jernbanemuseet
Efterårsferieaktivitet: Hvad skete der med B45?
De to spøgelser, der kom galt af sted med B45. De hvide skygger er spindelvæv!

Jernbanemuseet i Odense er et perfekt udflugtsmål for hele familien i efterårsferien, og det er ikke sikkert, at det er de ældre, der vil hjem først.

Hvad er der mon sket med damplokomotivet B45, som i 1928 var det første, der kom på DSB-museum? Nu er det fundet overdækket med spindelvæv, skeletter og edderkopper, og der kommer lyde og damp fra det. Det ligner grangiveligt et spøgelsestog, og det er det også. Heldigvis er der hjælp til at løse mysteriet fra nogle gamle film og fotografier samt ikke mindst fra Brian Wetterstein og Per Rasmussen fra Teateret, der gik i sort, der er blevet til to meget underholdende spøgelser, der forstår at improvisere i perfekt kontakt med deres publikum.

Et publikum, der ved, at B45 faktisk er eksploderet, og som har fundet årsagen, før de kommer ud i spøgelses-jernbanevognen.

Mysteriet om B45 holder ikke alle besøgende fangen, først og fremmest fordi museet er så fuldt af jernbanehistorie, som man bliver optaget af. Gamle, pragtfulde damplokomotiver; alskens togvogne, rækkende fra den usleste 3. klasse med kanonhårde sæder til kongelige salonvogne; film om snerydning, bl.a. med sneplov, af jernbanespor til indesneede tog; diverse små køretøjer til få personers kørsel på skinner: Dræsiner, skinnecykler, skinnebiler etc.; udstillinger med jernbanefærger og ikke mindst en fascinerende film om isbrydning; en tur med et minitog, der tages udendørs i godt vejr og indendørs i dårligt; gennemgang af H C Andersens forhold til det nymodens fænomen, jernbanen; udstilling om Storebæltsforbindelsen og bygningen af tunnelen under bæltet; og en særudstilling med temaerne Interrail og Wagon Lits. Man kan klatre rundt i det meste.

Meget er interaktivt. Man kan styre signaler, starte modeltog, spille computerspil og opbygge toganlæg, og for børnene er der en Børnebanegård på balkonen, modelleret efter den tidligere udgave af Odense Banegård med en kommandopost, hvorfra man kan styre togtrafikken.

Kerteminde er i efterårsferien fuld af fine attraktioner, men er der plads til en udenbys tur, er Danmarks Jernbanemuseum, der ligger i tilknytning til Odense Banegårds Center, en fascinerende mulighed, der taler til alle generationer – og i efterårsferien kan man desuden komme ud at køre med veterantog. Pas på med at tro, at det taler til de unge. Det er mest til ældres nostalgi, for når toget er godt af sted, og der er gået ti minutter af den time, turen tager, kommer det forventningsfulde spørgsmål: – Og hvad så?

-up

 

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Rejser | Ingen har kommenteret »


Halloween i Tivoli

søndag, 15. oktober, 2017

DSC_0592

Halloween i Tivoli

Halloween i Tivoli er blevet en af Danmarks mest søgte attraktioner i en forlænget efterårsferie, fordi der er noget at nyde for alle aldersgrupper Allerede uden for Tivoli kommer man i halloween-stemning. Ikke mindst hvis man har taget turen til København som en afslappet togrejse og kommer ud af hovedbanegården med udsigt til tre gyngende græskarmænd med bjergrutsjebanen som baggrund.

DSC_0598

Udsigten til Tivoli fra Hovedbanegården

Turpas og entre er indkøbt på forhånd, så man sparer en masse tid, og man søger straks ned mod Plænen. På vejen kommer man forbi DM i græskar – halløj, hvor kan de blive store – og de første finurlige opstillinger af græskar, kranier, hekse med koste, alt sammen bygget op med mængder af halmballer. Den store scene er klar til store halloweenshow, bl.a. to gange hver eftermiddag med Rasmus Klump, der er flyttet fra Rasmus Klumps Verden, den store legeplads ud mod Rådhuspladsen, som alligevel bobler af intenst liv hele dagen.

DSC_0559

Vejen fra hovedindgangen til Plænen

Hyggen er fantastisk midt i al halloween-uhyggen, og børnene opdager hele tiden nye, opfindsomme detaljer: En Kande, som der hele tiden løber vand ned fra, men som tilsyneladende ikke får tilført nyt vand – hvordan kan det hænge sammen? Den uhyggeligt høje og vilde karrusel, hvis stole alle har fået koste under sig. Pariserhjulet, hvis balloner er blevet til græskarhoveder. Fugleskræmsler og i bolchekogeriet halloweenbolcher.

DSC_0593

Kanden, der løber med vand, selv om der tilsyneladende ikke tilføres vand. Uhyggeligt!

En stor del af de besøgende kommer for at nyde haven i fred og to, studere de mange ting i de butikker, der er flyttet ind for lejligheden, men ikke er så meget for de vildeste attraktioner. Dem nyder børn og unge i fulde drag, fordi køerne ikke er så lange, som de ofte er om sommeren. Mange tager den i Odinsekspressen, Bjergrutsjebanen, Dæmonen etc. i fast kredsløb. Andre gør det samme i Minen eller Den Flyvende Kuffert, og der er god gang i boldene i Galoppen, nedskydningen af bjørne eller Det Muntre Køkken for ikke at tale om de mange, der forsøger at få deres chokolade med hjem på rouletten. Det eneste, man savner, er den hyggelige sporvogn Linje 8, som de mange ekstra pavilloner desværre ikke har levnet plads til.

DSC_0564

DM i græskar

Til gengæld er der masser af steder, hvor man kan spise og drikke, såvel uden- som indendørs, rækkende lige fra Brødrene Price i Tivoli til Churroria – Lune Spanskrør. Mange steder vil den, der er kommet i haven i årtier, opsøge af nostalgiske årsager, fx Færgekroens Bryghus, Grøften. De vil til gengæld af de unge blive trukket med til Fish & Chips, den nye Letz Sushi eller måske Wagamama med japansk og asiatisk mad, mange af retterne temmelig stærke, så man skal være sikker på, hvad man bestiller – og så er der jo Rasmus Klumps Pandekagehus med mad og dessertpandekager, selv om man må savne det kys, som Rasmus’ mor Mary altid lod ledsage sine lækre pandekager.

Når mørket falder på, kommer de titusindvis af lys til deres ret, og det er helt svært at forlade den gamle have, hvis ikke de mindste nu var møre og simpelthen ikke kunne kapere mere på den dag. Tivoli slår stadig alle andre danske forlystelsesparker på atmosfæren, selv om man føler, at det kommercielle har fået sit, og man med sin gode hukommelse savner de mange små pavilloner med gratiskoncerter i dagens løb. Halloween i Tivoli er ikke mindst den perfekte udflugt i efterårsferien for bedsteforældre med børnebørn, som netop i den uge formentlig er Danmarks primære målgruppe.

Fotos: Mette Novrup.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Uofficiel verdensrekord af Karsten Maas

fredag, 6. oktober, 2017

DSC_0532

Velkommen!                               

 

DSC_0541

Karsten Maas bruger sit ‘4-jern’!      

DSC_0542

Balanceevnen var OK.

DSC_0546

Sekundet før rekordslaget med den 8,65 m lange kølle.

Karsten Maas satte uofficiel verdensrekord for Golfbladet og Royal Air Maroc, da han sluttede flyselskabets arrangement på The Scandinavian med sit store trickshow. Et show, som han præsenterer med stadig større charme og timing, og hvor han hele tiden udvider antallet af trick.

Karsten skulle i dag være rejst til Japan for at lave ti tv-shows og et større antal opvisninger, der bl.a. skulle inkludere, at han tog sin verdensrekord for slag med verdens længste kølle tilbage. Udskrivning af valg har udskudt turen, og i stedet lod han sig provokere til at præsentere og slå med sin nye kølle, der er 8,65 m lang!

Selv om der ikke længere er noget krav om, hvor langt et vellykket slag skal være, lavede Karsten et, der var over 100 m langt og satte dermed en uofficiel verdensrekord. Derfor er der ingen tvivl om, at han også får sat den officielle, når han når dertil.

 

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


‘Byen’ på Værkstedsscenen

lørdag, 30. september, 2017

Odense Teaters Værkstedsscene

Absurd uhygge i hverdagen

Lørdag 30. september 2017 kl. 08:00

Absurd uhygge i hverdagen

Natali Vallespir Sand og Alberte Guldager Larsen (foto: Emilia Therese).
Odense Teaters Værkstedsscene: Absurd uhygge i hverdagen
Fv Louise Davidsen, Claes Bang og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese).

Martin Crimp er ordekvilibrist, og han hader færdige løsninger. Store skuespilpræstationer i ’Byen’ på Odense Teaters Værkstedsscene.

Da Clara, Natali Vallespir Sand, i sidste scene af ’Byen’ får Chris, Claes Bang, til at læse op af sin dagbog, falder en masse ting på plads for tilskueren. Aha, sådan hænger det sammen.

Den følelse får ikke lov at leve længe, for det rejser en serie andre spørgsmål, så det er heller ikke virkeligheden.

Det er netop pointen i Martin Crimps absurde universer. Tingene udspiller sig glat så tæt på at være troværdige, at man ustandselig frustreres over, at de ikke følger det logiske spor. Vi ser oplæggene til en mængde konflikter, som aldrig bryder rigtigt ud. De egentlige konfrontationer udebliver, og personerne har berøringsangst.

Der er ellers nok af ting, der kunne udvikle sig. I første scene, hvor ægtefællerne taler totalt forbi hinanden, selv om de ting, de siger, er dybt frustrerende. Hun har en foruroligende oplevelse fra en banegårdsperron, han er måske blevet fyret allerede, for hans adgangskort fungerede ikke, da han mødte på arbejde.

Siden bliver han det i hvert fald, og så står Chris pludselig for rengøringen, mens Clara forsøger at koncentrere sig om sit arbejde, mens hun må løfte benene eller skifte plads, når kost eller gulvmoppe kommer demonstrativt drønende. Det nærmeste, vi kommer fysisk vold i denne omgang, og en serie udmærkede chancer for at få et rensende skænderi i gang gribes heller ikke af de to.

Den psykiske vold er der til gengæld nok af, og den retter sig mod tilskueren. Det er ikke let at overvære absurditet, når vi alle foretrækker orden, så hvad ligner det, at der er mere og mere, der ikke kan forklares, eller som personerne undlader at reagere på?

Hvorfor bliver hendes betagelse af forfatteren Mohammed ikke til et forhold, når der er så rig lejlighed til det – eller gør det? Og er han – og det hele – bare et fantasifoster; et led i drømme, født af en hverdag, der har udviklet sig til en næsten ulidelig trummerum.

Er pigen deres datter, eller er hun det ikke? Eksisterer den katastrofeelskende sygeplejerske Jenny, Louse Davidsen, kun i Claras hjerne, og er pigen, Alberte Guldager Larsen, også en art håb om, at der kan komme noget bedre bagefter, når nu denne generation har spillet menneskeligt fallit?

Det hele understreges af et stykke musik, som pigen i slutscenen spiller på klaver. Hun går i stå samme sted hele tiden som symbol på, at det gør tilværelsen også – alt for tidligt. Det lille stykke trivialmusik, som vi alle kender, og ingen kan huske titel eller oprindelse på, runger (alt for) højt, forvredet og skingert gennem højtalerne mellem scenerne, så det virkelig er for meget, og dét kan let være pointen i hele stykket. Vi formår ikke at gøre noget ved faresignalerne, genoptage fysisk og psykisk kontakt og begynde at leve indbyrdes i stedet for individuelt i fantasi og frygt.

Det er fa’me uhyggeligt, du!

Skuespillerne er glimrende. Claes Bang som manden, der hele tiden er let i defensiven, let opgivende og melankolsk. Vallespir Sand som kvinden, der tilsyneladende har kommandoen over det hele, ikke mindst sproget, men har måttet resignere og er blevet oversætter i stedet for forfatter. Endnu en frustration, en urealiseret drøm.

Peter Dupont Weiss har oversat enkelt og effektivt, og de samme ord kan man sætte på hans instruktion. Ida Jacobsen står for det lyddesign, der må være aftalt i tæt overensstemmelse med instruktøren, Mie Riis står for scneografi og kostumer og Elroy Villumsen for et lysdesign, der, igen meget effektivt, understreger teksten.

Forestillingen tager en time og 40 minutter uden pause og spilles frem til 28. oktober. Den har stof til lange tiders diskussion af såvel de mange anslåede emner som af forfatterens egentlige hensigt, som ingen endnu har turdet give et sikkert bud på – men den har helt sikkert – også – været at udfordre, forurolige og vække til debat.

Det lykkes.

-up

 

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Teater | Ingen har kommenteret »


1917 – En ny tid

mandag, 25. september, 2017

Da kunsteliten mødtes i Kerteminde i brydningsåret 1917

Mogens Lorentzens ‘Fleuristisk Komposition’ fra 1918 er blandt de værker, der står i gæld til Den Store Sommer.

Alhed og Johannes Larsen var de gavmilde og inspirerende værter for kunstnere af alle slags i sommeren 2017, hvor man under Verdenskrigen skulle finde en ny mening med tilværelsen og kunsten, og hvor en ny kunstnergeneration bl.a. stiftede tidsskriftet Klingen

Det er nærmest utroligt, at det kunne lade sig gøre. Romanforfattere, versskrivere, filosoffer, journalister, billedhuggere, kunstkritikere og malere mødtes på Møllebakken i Kerteminde i ’Den Store Sommer’ 1917 og diskuterede, hvad der skulle blive af det verdensbillede, der var smadret af 1. Verdenskrig.

Få danske kunstnere, om nogen, har været så begunstiget som Johannes Larsen, der smertefrit brød igennem sammen med bl.a. Fritz Syberg, blev en del af ’Fynboerne’ og hurtigt fik høj betaling for sine værker. Så stor var hans indtægt, at han kunne udvide sit kunstnerhjem med et atelier i året, hvor han fyldte 50, lade det indvie med en storartet fest og hele sommeren tilbyde at huse kunstnere, der kom strømmende til fra ind- og udland. Et ’kunstnerhotel’ med gratis kodt og logi!

Hele sommeren udviklede sig som en stor fest, for her kunne kunstnerne udvikle sig; nogle kunne arbejde i lånte atelierer, og her kunne de diskutere, hvilken vej kunsten skulle bevæge sig, uden risiko for at blive kritiseret. Atmosfæren emmede af fordomsfrihed. Politisk tilhørsforhold, religiøse holdninger, økonomisk formåen eller seksuelle tilbøjeligheder spillede ingen rolle. Alle kunne være — og var — med.

Johannes Larsen lod sig kun påvirke lidt af de mange nye ideer, der blev ført til torvs, men han støttede de nye, unge kunstnere varmt og var positiv over for de retninger og ideer, som bl.a. blev bragt til torvs i tidsskriftet Klingen, som på Axel Saltos initiativ blev grundlagt på Møllebakken og eksisterede i tre stormfulde år, før pengene slap op, og det gik ind – på trods af, at de mange bidragydere ikke fik betaling.

Det hele beskrives i ’1917 – en ny tid’, som Østfyns Museer har udgivet samtidig med udstillingen af samme navn, der kører frem til 26. november, og som hermed er anbefalet. Bogen giver et grundigt baggrundsmateriale og en idehistorie for udviklingen fra 1910-25, og på forunderlig vis perspektiverer den også nutidens kunstverden.

Indledningen er i tre afsnit. Efter en kort redegørelse for Johannes Larsen, hans kunst, familie, økonomiske omstændigheder og rammerne på Møllebakken af Erland Porsmose følger en fremragende gennemgang af ’Det feberhede år 1917’ af Kurt Risskov Sørensen og af Christian Kortegaard Madsen en redegørelse for de kunstretninger, der kom til at brydes i den store sommer, deres forfægtere og udviklingen i det danske kunstliv. I virkeligheden får man hele indholdet præsenteret i denne indledning, som kræver mere af sine læsere end de fleste af de glimrende kunstbøger, der fungerer som udvidede kataloger for museets udstillinger.

Efter Madsens forelæsning følger det, man kan kalde de skriftlige illustrationer; kunstnernes egen skildring af, hvad de oplevede på Møllebakken – og mens forelæsninger er vidende og indførende, er disse bidrag poetiske, indfølende og nogle steder næsten chokerende, ikke mindst når den iltre Axel Salto kommer til orde, hvad enten han krigsbegejstret skriver om Bastilledagens parader i Paris eller beskriver sit møde med den unge Picasso . Vi hører, hvordan kunstnerne har diskuteret, nydt naturen og husets ’zoologiske have’ med odder, sælhund, påfugle og alskens andre fugle; har ladet deres kunstsyn krydse klinge – og heraf navnet på tidsskriftet Klingen, der fik så afgørende indflydelse.

Vi hører fra Otto Gelsted, Kurt Jungstedt, Bodil Bech, Sigurd Swane, Poul Uttenreiter m.fl. og får mange eksempler på de værker, der nævnes. Vi hører også om modstanden mod de nye ikke-naturalistiske og næsten desperate kunstretninger, som den gav sig udtryk hos Carl Julius Salomonsen, der kaldte den moderne kunst dysmorphisk som en smitsom sindslidelse.

Et synspunkt, som Johs. V. Jensen var så tæt på at være enig i, at det indbragte ham en røffel fra Johannes Larsen: – Vi vil jo alle sammen gerne have Lov at gaa på Jorden, ogsaa unge Malere. Jeg kan ikke rigtig se hvem du vil ramme. Adr. er utydelig. Dog kan jeg se at du vil blive taget til indtægt af Skidtet og med din Autoritet som Nordens største Skrivende kan Du gøre fortræd for dem, der burde hjælpes.

Bogen er gennemillustreret med alt fra breve og små vignetter til dejlige gengivelser af væsentlige skulpturer og malerier. Et nyt fascinerende, inciterende og fornemt, men også krævende, bogværk, som man skal give sig god tid til at nyde.

’1917 – en ny tid’ er på 172 s hf i solid kvalitet og er redigeret af Christian Kortegaard Madsen og Malene Linell Ipsen efter samarbejde med Erland Porsmose og Kurt Risskov Sørensen. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har det været muligt at holde prisen på 178 kr.

-up

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »