Indlæg juli, 2018

Charmerende, men ujævn, forestilling på Nyborg Vold

lørdag, 21. juli, 2018

Selvfølgelig skal alle til voldspil igen i år, men forestillingen har såvel sine stærke som svagere sider, og den er meget for lang

 


Nyborg Vold 2018

’Singin’ in the Rain’ er en sød fortælling om overgangen fra stum- til talefilm, men naturligvis har den ikke så voldsomme virkemidler som sidste års ’Grease’. Det burde bare betyde, at man på Volden satsede på sødme og musikalsk romantik i stedet for den stærke rytmiske musik, men det har det debuterende instruktørpar Vicki Berlin og Nikolaj Tarp enten ikke turdet, eller også har de ladet deres gode hjerte løbe af med sig for at give de mange dygtige amatører så meget at fremvise som muligt.

Resultatet er i hvert fald en forestilling på mere end tre timer, heraf en første akt på syv kvarter, og uanset, hvor god en forestilling er, er det for meget. Der kan strammes mange steder, eller måske kan man reducere de mange indlagte lån fra andre forestillinger.

Det skal dog siges, at da anden akt indledes med seks glimt fra andre, senere musicals, er det måske forestillingens stærkeste numre – ikke mindst er ’One night in Bangkok’ fra Chess næsten bedre end originalen – en stor rose til Emil Nielsen, men hvis man ville have noget andet, burde man måske have valgt en anden forestilling.

Nå, historien om, hvordan primadonnaen Lina Lamont, urkomisk spillet og godt sunget af Emma Normann Hansen, bliver overflødig, fordi hendes stemme ikke egner sig til talefilm, er præcis så charmerende, at den oprindelige film stadig vises jævnligt på tv. Den har dejlige sang- og danseoptrin, og især de sidste fungerer i Nyborg perfekt i Peter Friis’ elegante og poetiske koreografi. Han ved præcis, hvad han kan byde sit ensemble, og sammen med scenografen Malene Højme Ilskov har han valgt en række rekvisitter, bl. a. et sted mere end et dusin rulleborde, der virker storartet. Også Mai Strøbechs kostumer er velvalgte, og sikke et arbejde det har været at fremstille så mange forskellige og farvestrålende.

Sammen med instruktørerne er de formentlig også ansvarlige for en elegant stumfilm, hvis mellemtekster smart vises på et bræt under scenen, og der er mange andre fine indfald og sjove ideer, der hæver stemningen. Bl.a. er alle stumfilm i sort/hvid, mens talefilm er i farver.

Jesper Trolle synger et par dejlige numre, og Jens Jepsen er en morsom, om end ind imellem lidt overdreven, Cosmo Brown, så der er masser af gode ting at sige om ’Singin’ in the rain’, men musikken og solistsangen hos de to hovedrollehavere er ikke på toppen.

 

 


Anton Holten Lambert og Signe Bækkelund som Don Lockwood og Kathy Selden.

 

Mads Lundes orkester spiller muligvis rigtig fint, men i så fald slap det ikke ud til os, fordi balancen mellem instrumentgrupperne svigtede; og Signe Bækkelund og Anton Lambert danser fint og spiller godt skuespil, men deres stemmer tåler ikke helt de moderne mikrofoner, der er forfærdeligt afslørende. De har sangtalent, men det skal pudses af, før det rækker til så store roller, selv om de synger rent nok.

Vi må ikke glemme, at samtlige 200 medvirkende er amatører, og at det er imponerende, hvad de præsterer. I nogle år er man blot ikke blevet mindet om det.

Vejret er ideelt til en tur på Volden, og den skal man naturligvis ikke snyde sig selv for, for det er altid en fin oplevelse.

’Singin’ in the Rain’ spiller frem til 11. august.

Kategori Anmeldelser, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Direktøren stjæler billedet i Odense Sommerrevy

torsdag, 12. juli, 2018

Kjerteminde Avis anmelder

Direktøren stjæler billedet i Odense Sommerrevy, der falder i to meget forskellige halvdele – heldigvis er den sidst suverænt den bedste, så man har følelsen af at have haft en stor oplevelse


Odense Sommerrevys bedste nummer er til hest

 

Odense Sommerrevy har i sin tredje sæson på den romantiske skoveng i Fruens Bøge oprustet med Bodil Jørgensen og Niels Olsen, og det har stimuleret billetsalget kendeligt – men det er direktør Lars Arvad selv, der tager de vigtige stik hjem, ligesom Vicki Berlin også gør det fint og Thomas Mørk som altid er pålidelig.

I teltet, der udgør den dejlige kulisse, får revyen en lovende start, der lægger op til en skøn aften, hvor ’Fanden er løs’. Fortsættelsen er et meget veloplagt intermezzo, ’En snak med chefen’, som er Bodil Jørgensens bedste nummer i en forestilling, hvor hun tekstmæssigt er udsultet, mens det er indledningen til en aften, hvis Lars Arvad går helt til tops som revykunstner. ’Alle drenge er glade for piger’ med Thomas Mørk er en kommentar til trenden med at dele lovlige som ulovlige billeder og videoer på Otto Brandenburgs ’Susanne, Birgitte og Hanne’. God ide, men kun lige i orden på tekstsiden.

 


Lars Arvad tv er nærmest lykkelig, som Thomas Mørk konstaterer

I resten af første afdeling veksler gode ideer i halvsvag udførelse med enkelte træffere i form af først sketchen ’Nærmest lykkelig’, hvor pointen er så godt maskeret, at selv om man kender den, serverer Arvad den overrumplende; og tæt på aktens slutning ’En klar maskering’ om regeringens maskeringsforbud, der er umuligt at få hoved og hale på, og hvor en elefanthue må være lovlig at bære for en bankrøver, for det sker jo under udførelsen af hans erhverv.

Flere numre går på kendt formel. ’Det brænder’ er næsten en gentagelse af en gammel Giro 413-favorit med Kai Holm, der dog har fået en up-to-date-pointe, mens ’Den kære pension’ er en af de traditionelle fejltagelser, hvor sønneke misforstår sine forældre og tror, at de taler ulækkert, men de taler om deres pension. Problemet med Niels Olsens søn er, at han kun taler chokeret, mens personen i de bedste udgaver ville bidrage til misforståelserne med sine egne udsagn.

En Olsen-bande-sketch, inspireret af Axel Strøby og Ole Ernst, er for umorsom, og det samme gælder nummeret om Anders Samuelsen og hans ministerbil.

Finalen på første akt er ganske tankevækkende. 68-flipperne synger om, hvor fantastisk verden vil være i 2018, når deres idealer har sejret, og der er fred og ligestilling på hele Jorden.

Revyens bedste nummer

Efter pausen indledes med revyens i særklasse bedste nummer, ’Højt til hest’. Det har mening i at understrege det meningsløse i, at DF insisterede på at genoprette et ridende politi, som end ikke politiet ønskede. Det har alle fem skuespillere på scenen med hestekostumer, som de trakterer så godt, at man næsten føler, at hestene er levende. Desuden har instruktøren og koreografen Joy-Maria Frederiksen lavet en ren rideskolekoreografi, der lige så elegant glider over scenen sammen med den veloplagte tekst og den fine, rytmiske musik. Det er mageløst.

 


Vicki Berlin som Camilla

Derefter går det på højeste gear. Vicki Berlin har perfektioneret sin figur Camilla, så man hulker af grin; et sportshold forsøger at finde ud af, hvad man kan sige, hvis ’store patter’ er for sexistisk; Vicki Berlin er en åbent kommenterende kirurg, der fortæller sportsreporteren Thomas Mørk, hvorfor dagens operation endte dødeligt, og hvordan man vil sikre sig næste gang; ’Fyrværkeri’ er desværre en alt for tæt-på gentagelse af et nummer fra ’Tam-tam i Tivoli’, så Bodil Jørgensen og Niels Olsen er på uriasposter der, men vi er hurtigt tilbage på øverste hylde, bogstavelig talt, i ’En køn handel’, der formentlig hver anden dag vil hedde ’en køn hundel’, da det beskriver, hvordan Harald/Hanne Nyborg hver anden dag er maskulint og feminint præget af ’handymen’ og ’hundykvinder’!

 


Lars Arvad i aftenens bedste monolog

Aftenens bedste monolog er Lars Arvads ’En barnedrøm’, der er såvel rørende som morsom og tankevækkende. Hvad hjælper det, at man når frem til at realisere sin drøm om at blive togfører, hvis togene i mellemtiden er blevet førerløse! Nummeret har mange forskellige former for komiske indslag, og ind imellem minder Arvad lidt om Dirch Passer, når han underspillede allermest effektivt.

’Løkke Bingo’ gælder udlodning af statsinstitutioner til Provinsen og slæber af, mens Niels Olsen og Vicki Berlin som hhv. Donald Trump og Kim Jong-Un glimrende fortæller om deres fælles skæbne, at blive misforstået – samt om den risiko, der er ved at lægge verdens skæbne i ’knapperne’ på sådan to personer.

’Rummelig’ er et af eksemplerne på, at tekstforfattere i Danmark tilsyneladende mener, at Bodil Jørgensen skal anvendes som ældre og let sexfikseret. Nummeret falder helt til jorden, og så gælder det de fynske gøglere, Thomas Mørk, Vicki Berling og Lars Arvad, der har tabt lidt ved ikke at have så fint et emne som brunsvigeren at beskrive.

En revy med store udsving i kvaliteterne, men med tilstrækkeligt mange topnumre til at være varmt anbefalelsesværdig – især for at opleve Lars Arvad og Vicki Berlin.

Revyen spiller til og med 9. juni.

Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »