Aarhus Revyen 2024 er tempofyldt underholdning

7. april, 2024

Da Christine Astrid og Mikkel Schrøder sidste år genoplivede Aarhus Revyen, var den fra starten et overflødighedshorn, og det dejlige er, at på trods af, at tre medvirkende er udskiftet, er dette års revy endnu bedre. Ikke mindst fordi de tre afløsere: Lone Rødbroe, Andreas Bo og revydebutanten, Maria Lucia, er prægtige.

Plakat

Revyen lever helt op til sin undertitel ’Smilets Revy’, selv om smilet mange steder slår over i skraldlatter hos det veloplagte publikum. Revyen rækker fra det forfinede underfundige til det mest platte, der blot afleveres med en timing og i et tempo, så man bare overgiver sig. Til lykke til instruktøren Birgitte Næss-Schmidt. Den har desuden et band med Rasnus Friis Tvørfoss som kapelmester og et gennemmusikalsk kor, bestående af Anna Jessen og Lene Nørrelykke. Ødselt og lækkert alt sammen.

Engelsk for begyndere

 

Engelsk for begyndere (Foto: Rune Buch)

Adskillige klassiske revyideer udvides og forbedres. Det gælder fx i den fulde persons perfide skåltale af Lukas Birch, som Christine Astrid behersker til fulde; ’Kazoo’, hvor Lone Rødbroe og Maria Lucia spiller stadigt større blæseinstrumenter ved hjælp af de vinde, de slipper fra bagen; ’Engelsk for begyndere’ af Jacob Weble, hvor Rødbroe og Bo er forældre, der er blevet lidt for spidse over for hinanden, og hvor vi gætter, hvordan datteren reagerer til slut; og ikke mindst nummeret, hvor den rutinerede revyekspert, Andreas Bo, skal vise debutanten, Maria Lucia, på plads i hierarkiet og selv bliver udmanøvreret.

Der er flere fine fornyelser. Fx i ’Kundeservice’, hvor Christine Astrid er kunden, der kommer for at klage til Maria Lucia, og er parat til den helt store diskussion, men antiklimaktisk bare får ret, og hvad gør man så? Se det selv.

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Fornyelse er der også i ’Læs Let!’, hvor Rødbroe har den utaknemlige opgave at introducere 7. c for noget helt nyt: En bog! Vase & Fuglsang har skrevet teksten, hvor læreren skal overbevise de uvorne elever, der sidder med hver deres mobiltelefon, om bogens kvaliteter. De forstår ikke, at man ikke kan scrolle billeder; at billedet ikke følger med, når man vender bogen, etc. Sketchen er urkomisk og udvikler et tema fra en facebookfavorit om Ansgar, der har tilkaldt helpdesk for at finde ud af fænomenet ’en bog’.

Enhver revy skal have en eftertænksom, stille tekst, og her er det Leif Maiboms ’Enten/eller’ om det facetløse sprog, der føres i diskussioner på de sociale medier. Den fremføres fint af Mikkel Schrøder.

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Schrøder leverer sammen med Andreas Bo revyens to mest platte numre, dels om toksisk maskulinitet med kødfulde bare maver, der kan bølge vildt, hvis bare de sættes i gang; dels i en parodi på ’Nak og æd’, hvor de fra toppen af stormagasinet Salling skal nakke en måge og æde den. Teksten giver anledning til en række lokale hib, som også forstås af en fynbo. Begge numre leveres i fuld fart, og salen jubler.

Mette Frederiksen er ikke til at komme uden om i en revy. Her spilles hun af Christine Astrid og sekunderes af Maria Lucia som Barbara Bertelsen. De forklarer, at Frederiksen bliver forlænget lige så længe, hun kan skræmme danskerne. Derfor hedder Ralph Fideckis tekst da også ’Bøøøhhh’.

Der er numre, der elegant tager fat om ligestilling og ligeløn eller om håbløs emballage, og der er en tidsrejse til 1904, hvor Friheden netop er åbnet, og man i restauranten diskuterer, hvad der kan ske i løbet af de næste 125 år. Fin satire af Vase & Fuglsang.

Hele revyen er gennemmusikalsk, og det nummer, jeg synes bedst om, er første akts finale, ’Aarhus ta’r skraldet’, hvor stribevis af parodier på kendte personer kombineres med et affaldssorteringspotpourri af høj klasse.

Man ved, at skuespillerne behersker parodier, men det viser de næsten for tit. Derfor var jeg lidt ærgerlig over, at ’Film og TV Normstormerne’ var placeret som sidste nummer før finalen, for det føltes som et af de svagere, men skidt. Revyen som helhed er af topkvalitet.

Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde på fredage og lørdage frem til 4. maj (sidste forestilling), så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1375. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.

5_Amanda

Posted in Anmeldelser, kultur, revy | Ingen har kommenteret »