50 år ved Kjerteminde Avis

søndag, 1. november, 2009

Mandag d. 7. december er det præcis 50 år siden, jeg skrev min første selvstændige historie til Kjerteminde Avis. Siden har jeg bidraget til spalterne med små mellemrum, også i den periode hvor jeg studerede eller arbejdede i København, og i samtlige journalistiske kontrakter, jeg har haft, har der været en passus, der gav mig lov at arbejde ulønnet for Kjerteminde Avis.

Jeg er glad for, at redaktør Jørgen Wind finder det umagen værd at markere det, og det sker ved en reception

Tirsdag d. 8. december kl. 14-16 på Kjerteminde Avis 

Lørdag d. 5. december skrev Jørgen Wind om jubilæet i Kjerteminde Avis, og mandag d. 7. december havde jeg selv skrevet kronikken i Fyens Stiftstidende om det. Den følger herunder i manus:

50 år som skriverkarl på Danmarks mindste avis

– Vi kan lige så godt sætte det, du kommer med, direkte i avisen, sagde redaktør Caspersen, og det skete så første gang d. 7. december 1959, knap en måned efter min 14 års fødselsdag. Jeg havde i et års tid fungeret som sportsmeddeler, og mit første uredigerede bidrag var en uprætentiøs note om bordtennisklubben, som jeg var formand for.

                      Kjerteminde Avis holdt til i Vestergade 27, som stifteren, Ludvig Vergmann, flyttede til i 1895. En lille gult bygning, der havde baghus med sætteri og trykkeri ud til præstegårdsstræde. Det var svært at forestille sig, at lokalerne mod Vestergade oprindelig var såvel redaktion som bolig for redaktøren med kone og talrige børn, der hjalp med alt fra at sætte avisen og trække trykkemaskinen til at bringe nyhederne ud til abonnenterne. Først Charles Caspersen i 1935 nedlagde lejligheden. Alligevel var avisen ikke blot Danmarks mindste i oplagstal, men også i fysiske rammer.

                      Personalet var formentlig Danmarks mest trofaste. I sætteriet regerede Rasmus Skov og Johannes Søgaard, der blev ansat som typografer i 1922, midt i 1930erne med egne penge var med til at redde avisen ud af en krise, og som gik af sammen i 1968 efter 46 år. I 1951 var den senere faktor Axel Lindorff blevet ansat, og ham så jeg op til, fordi han på cricketbanen var en dristig batter, der kunne slå seksere for Kertemindes divisionshold.

                      I forkontoret regerede den trivelige Henning Rasmussen, der passede kassen. Da den for nyligt afdøde Per Panduro i 1960 blev journalistelev, forklarede han, at det, jeg skrev om fodbold, bordtennis og atletik, var lige så læst som alt andet meddelerstof, og så fik jeg samme betaling, 10 øre pr. linje. En gang om måneden lagde jeg min opgørelse foran Rasmussen, som på en lille blanket med sirlig skrift prentede ’Stof 13,40 kr.’, hvorefter fik jeg pengene mod min signatur. Det nød jeg.

                      Avisen havde en vanedannende atmosfære af nyheder. Caspersen var der ikke så meget i sine sidste redaktørår. Manden, der havde reddet avisen, da den var meget langt nede, holdt øje med tingene, skrev forslag til fodboldtips og drog til København for med stort held at slå gamle kertemindere, der sad i store stillinger, for penge til vigtige investeringer.

                      Jeg opdagede, at selv om jeg ikke var så gammel, kunne jeg starte en debat med følger; som da løbebanerne på Kerteminde Stadion var groet til i ukrudt, og jeg skrev om et tragisk sammenstød mellem en 100 meter løber og en botaniker. Det fik stadsingeniøren op på mærkerne, og ukrudtet blev fjernet.

                      Det var gode år for byens sport, og jeg udvidede med en årsrevy, der gjorde status for samtlige sportsgrene. Alle læste den tilsyneladende og syntes om den, men kun tennisspillerne reagerede – i et år, hvor jeg ikke havde opdaget, at en kerteminder havde vundet FM i pigesingle …. for OB!

                      Før den færdigt-uddannede Panduro rejste, udvirkede han, at min linjebetaling blev sat op til 20 øre, men da jeg drog til København for at studere og siden arbejde som free-lancer ved Politiken, faldt honoraret væk. Det gjorde skriverierne til gengæld aldrig, for Kjerteminde Avis er sådan en, man ikke kan forlade. Til gengæld lærte jeg, at det var nødvendigt at indføje en passus i alle kontrakter, jeg lavede med fx Politiken, DR og Eurosport: ’Det er tilladt Novrup at arbejde ulønnet for Kjerteminde Avis’!

                      I sommerferier skrev jeg fortsat om sport, og områderne bridge og skak kom til. Om vinteren sendte jeg artikler hjem om emner, jeg mente ville være interessante for avisens læsere, og forsøgte mig ind imellem som humoristist.

                      De første redaktører efter Caspersen holdt ikke længe. Jens Christian Påbøl Pedersen var en dygtig økonom og journalistisk håndværker, men som socialist havde han svært ved at falde til på den konservative avis, der i dag er den eneste tilbage med et erklæret politisk tilhørsforhold. Det dyrkes dog ikke længere helt til De Konservatives store tilfredshed.  

Påbøl forstod ikke helt avisens miljø og kom engang i raseri til at fyre såvel Skov og Søgaard som Vilhelm Nielsen, der ’kun’ havde været ansat i knap 20 år. Det måtte han tage tilbage, og efter fire år resignerede han.

                      Efterfølgeren Olaf Pedersen var så overdrevet kerteminder fra det sekund, han kom til byen, at han latterliggjorde sig selv. Det hjalp ikke, når solen 1. maj ’varmede så godt, at selv vintersæden spirede frem’. På studerekammeret i København blev avisen til mine venners foretrukne vittighedsblad. Pinligt! O. P. undså sig ikke for at tage med flyselskabet KLM på pressetur til Stockholm for at kunne fortælle alt – og mere til – om det i avisen – ikke just lokalnyt. Han var kostbar for oplagstallet, og bestyrelsen tog affære. O. P. skulle afløses af en, der kendte avisen ud og ind, så i 1970 blev faktor Vilhelm Nielsen hentet i sætteriet og gjort til redaktør!

                      Han sad i byrådet for Socialdemokratiet og vidste alt om at skrive om politik. Han skulle bare dreje synsvinklen. Desuden opprioriterede han lokalt nyt og ikke mindst retsstoffet. Da han ikke var uddannet journalist, fik avisen ikke lov at få journalistelever, og det var et savn.

                      Mine bidrag blev i den tid endnu mere velkomne, og når redaktøren skulle have ferie, sad jeg nogle gange i redaktørstolen i en måneds tid – aflønnet. Det stod ikke i kolofonen, men det blev bemærket, at jeg valgte andet stof end det normale. En dag overhørte jeg bemærkningen: ’Nu rabler det da for Vilhelm – en artikel om forsøg med solenergi i Saudi Arabien…!

                      Avisen havde – og har – en fast opbygning med dansk og udenlandsk stof på forsiden, lokalt stof på side 2 og ind imellem side 3, hvor det udenbys stof igen tager over sammen med evt. annoncer. På bagsiden er der radio- og tv-programmer suppleret med sportstelegrammer dér, hvor man tidligere fandt den daglige føljeton.

                      I 1980 flyttede jeg tilbage til Kerteminde og optrappede skriverierne i avisen. Mogens Vedel havde stået for teater- og koncertanmeldelser, men flyttede til Fyens Stiftstidende, som han fik overbevist om, at der var 100 km Kerteminde – Odense retur – han skulle leve af kilometerpengene! Jeg overtog området, specielt Odense Teater og Den Jyske Opera, ligesom Nyborg Vold og Rottefælden var faste på skemaet.

                      Efter Jørgen Winds tiltræden som redaktør i 1981 var jeg en tid fodboldreporter, men der var alt for mange kampe til, at det kunne nås ved siden af det øvrige arbejde, så det faldt væk.

                      Ved avisens 125 års jubilæum i 2004 fik jeg opfyldt min drøm om at skrive dens historie. Jeg puklede halvdags i et år med læsning og kortlægning af 36.298 aviser – et job, jeg havde undervurderet, og som var ved at slå mig helt ud. Resultatet var til gengæld en tilfredsstillelse, ikke mindst da professor Anker Brink Lund meddelte, at af alle danske presse–jubilæumsbøger var kun en bog om Holbæk Amtsavis på samme niveau.

                      En fryd var det også at lave en ’rute’ til radioprogrammet Danmarksmester om avisen samt at skrive hyldestsangen til jubilæumsfesten. Den har jeg måttet rykke ud med flere gange siden.

                      Nu har skriverkarlen så selv jubilæum. Kun et lille et på 50 år, men jeg er dog aktuelt den af de aktive i huset, der længst har været tilknyttet, så det er en dag, der slår en nostalgisk streng – men fortsættelse følger i årene, der kommer!

Kategori Generelle nyheder | Kommentarer lukket til 50 år ved Kjerteminde Avis

350-året for svenskekrigen

søndag, 1. november, 2009

Lørdag d. 31. oktober blev 350-året for den danske invasion ved Kerteminde for at fordrive de svenske besættelsesstyrker fejret på mange måder. Et højdepunkt indtraf efter festgudstjenesten i Kerteminde Kirke, hvor veloplagte politikere lavede festlig valgkamp på paller med forbillede i Hyde Parks Speaker’s Corner, efter at KAT på fremragende vis havde underholdt med indlæg, der illustratede befolkningens vilkår i Kerteminde 1659.  Jeg havde lavet teksterne til KAT, og de følger herunder (tekst nr. 4 blev ikke brugt, da den fremførende meldte forfald pga. sygdom):

1. Skøgen

De gode tider er i sandhed forbi. Ikke at de nogensinde er helt gode for en skøge, for jeg må tjene mine penge i dølgsmål. Jeg er nemlig forbudt, men ellers populær nok både hos dem, der bestemmer over byen, og dem, der skal holde loven. Hvis JEG fortalte, hvor mange af de fine mænd, der kommer fast hos mig, men så ville mit liv blive helt umuligt. Hvis jeg nogen sinde har haft det godt, har det været i år – indtil invasionen altså. Med et helt regiment svenske soldater, der blev mere og mere skøre efter kvinder, i byen. De menige kunne være rå, men officererne bød på vin og havde galante manerer – og penge. Konkurrencen var ikke populær hos mine faste gæster – de blev sågar jaloux! Pludselig kunne jeg sætte betingelser – men det blev ødelagt, da byen blev bombet, og bagefter forsvandt svenskerne så hurtigt, at ingen nåede at sige farvel. Min lille lejlighed er halvt ødelagt, men måske skal vi nu danske soldater boende i stedet. Hårdt for byen, men måske et lille håb for en ærlig og hårdt arbejdende skøge. Måske går det hele endda – det er jo faktisk mit erhverv, der har overlevet lige siden Adam og Eva.

2. Borgerkonen

Hillemænd! Nu fik svenskerne sandelig ben at gå, nej løbe, på. Nu har de plaget os i et år, hvor vi har haft tre soldater indkvarteret. De har spist og drukket og ind imellem konfiskeret, hvad deres øjne faldt på. Ikke at de havde lov, men de kunne jo godt forklare, hvad der ville ske os, hvis vi tillod os at melde det til deres officerer og bad om større betaling. Byen har lidt under pesten, og handelen går skidt, så svenskerne var lige det, der manglede. Hvis vi bare havde vidst, hvor kanonkuglerne faldt, ville vi have været glade, da flåden bombarderede byen. Det havde stormet voldsomt den sidste dag, før skibene pludselig dukkede op og startede beskydningen. Heldigvis varede det kun en time, før soldaterne gik i land ved Kikkenborg, og så gik det stærkt. Vi havde frygtet for svenskernes plyndring, hvis de blev trængt og skulle væk, men da det skete, havde de slet ikke tid til noget som helst. Langebro var skudt væk, men de fandt lynhurtigt både at sætte over indsejlingen i. Forhåbentlig er mareridtet slut nu, for vi kan ikke klare mere. Forhåbentlig vil kongen være os nådig med erstatning, når det er hans egne styrker, der har kvast vores huse, havn og bro.

3. Karen med den svenske ven

Slut med de myrderier. Krig er forfærdelig, og hvem ønsker overhovedet at slå nogen ihjel? Hvorfor skulle svenskere være dårligere mennesker end vi – i virkeligheden har de bare en magtsyg konge. Min Mikkel er svensk, kom med den svenske hær og er præstesøn, og han ville ikke slå ihjel. Han har gjort det modsat – nu spirer hans liv i mig, og da svenskerne flygtede, gemte han sig hos os. Han skal nok blive byen en god mand. Det, han har vovet, gør ham vel til en slags helt. Vi har for resten også fået en rigtig helt her i byen. For et par måneder siden kom en dansk officer til vores besatte by, og selv om der ikke krig, blev der talt stærke ord mellem ham og de svenske officerer på kroen. Så stærke, at da han gik til sit logi, blev han overfaldet ved kirken, men han var karl for sin hat. En ad gangen gik de på ham, men han spiddede dem på sin kårde, og så gik resten af svenskerne samlet på ham. Til sidst lå han på knæ på kirkegården, såret og blødende, men nåede at dræbe fem og såre de fire sidste, før han måtte lade livet. Dagen efter var Mikkel og byens borgere enige om, at så stort et mod måtte hædres, så sammen hængte de hans støvler og kårde op i kirken. Et minde om stort mod, men også en erindring om formålsløse liv, der spildes ved unødig trætte.

4. Fiskerkonen

De myrdede ham, for han røbede intet – og nu skal jeg på skattejagt. Den stakkels Hr. Claus har virkelig været udsat for lidt af hvert. Han er præst i Munkebo, og blev for få år siden beskyldt for skørlevned, men kvinden med den falske tunge blev afsløret og jaget af byen. Så blev han opsøgt af svenskerne, der ville have både kirkesølvet og hans eget sølv, men han nægtede at røbe noget. Det hjalp dem ikke at spørge ham, der havde hjulpet til, for ham havde Hr. Claus sendt væk, før han skjulte tingene et hemmeligt sted. Så klædte de præsten af og jog ham ud i branddammen, men til sidst fik han krampe og sank under vandet. Før de kunne få ham op, var han druknet, og svenskerne fik sig en lang næse. Nu er de væk, og vi vil have sølvet tilbage, men ingen ved, hvor det er. Ikke alle vil give det tilbage til Guds hus – mange vil stjæle det, så det er vigtigt, at de rigtige finder det. Jeg vil finde det til min kirke, hvis det ikke allerede er fundet og bortført. Mon vi nogensinde får det at vide?

5. Kerteminder anno 1842

Stakkels Kerteminde. Hærget af pesten, udpint af besættere, beskudt og ødelagt af sine venner, og så var det alligevel kun en del af de ulykker, der ramte byen. Var der en smule opmuntring, kunne det være, at Jesper Jacobsen Bager, en af Kertemindes store købmænd, havde sine skibe i Norge med sine sønner, og de var så dygtige, at de på handelen dér tjente lige så meget, som ødelæggelserne i købmandsgården kostede hjemme; eller måske, at Mikkel Leermann, den svenske præstesøn, der blev hos sin Karen, blev en fremragende rådmand, og det blev den ene af deres sønner også. Tyve år senere blev Odense Kanal åbnet, og dermed forsvandt Kertemindes status som havneby for den fynske hovedstad. I 1710 mistede Kerteminde en hel generation af unge mænd, da Ivar Huitfeldts skib Dannebrog sprang i luften i Køge Bugt i en heltegerning. Som i 1659 var det, der var godt for Danmark og gav dansk sejr, en katastrofe for Kerteminde. Nu skriver vi 1842, og endelig går det fremad for byen med blomstrende handel og fiskeri. Ikke bare det – i går blev sølvskatten fra Munkebo fundet intakt i en grøft – men det skulle ikke undre mig, om den nu er blevet så fin og historisk, at den bliver snuppet til oldsagskommissionens museum under Rundetårn i København.

Kategori Generelle nyheder | Kommentarer lukket til 350-året for svenskekrigen