Indlæg december, 2017

Fortryllende magisk julehygge

fredag, 15. december, 2017

Præsteparret i Nøddebo Præstegaard, Githa Lehrmann Anders Gjellerup Koch (Foto: Tom Petri).

 

Nøddebo Præstegård er egentlig ikke særlig børnevenlig, men i Preben Harris og Kasper Wiltons bearbejdelse elsker selv de yngste Danmarks mest spillede juleforestilling, der frem til 23. december spilles i Odeon.

 

Velkommen, velsignede venner! Anders Gjellerup Koch som pastor Blicher tager imod (Foto: Tom Petri).

 

– Velkommen, velsignede venner, sang 7-årige Alberte henrykt og henrykket, da hun ikke kunne få lov at klappe længere af skuespillerne, der i godt to timer havde ladet Nøddebo Præstegård gå over scenen i Odeon.

De to 10-årige, Lau og Simon, var mindst lige så begejstrede, ikke mindst over det trylleri, som nissefar, Klaus T. Søndergaard, lod udfolde sig, når han – et fint kunstgreb – fortalte historien om julen i Nøddebo Præstegård for nissemor, Natali Vallespir Sand, og en flok af henrivende nisser.

 

Nissefar, Klaus T. Søndergaard

Hvor en tidligere Kurt Dreyer-udgave på Odense Teater lod en mængde humor udspille mellem de yngste nisser, faldt fokus her på nissefar, der flot anvendte sin julemagi, så små nisser kunne blive store, så nissemor på et sekund kunne blive til tjenestepigen Hanne, og – det imponerede Simon allermest – Pastor Blichers studerekammer pludselig kunne udvide sig betydeligt i Christian Tom-Petersens elegante scenografi, der for dagligstuens vedkommende vist nok er en velkommen genbrug fra Odense Teaters tidligere opførelse.

Jeg diskuterede engang mulighederne for at lave juleforestillinger for teater eller tv, hvor det ligger lige for, at det må være lettere at lave smarte trick på tv, men det ville Wilton ikke høre tale om: – Teatret kan alt. Sig, hvordan jeg skal trylle, og jeg skal gøre det med teatrets magi.

Det bliver virkeliggjort her, hvor der også kører et lille futtog over forscenen, og hvor der er tilsat et par muntre melodier, bl.a. har Champagnegaloppen fået juletekst, og der foregår i det hele taget en masse, mens de tre studenter af familien Kastrup drager til Pastor Blicher og Maries præstegård, hvor de to giftefærdige døtre får hver deres student, mens den umodne Nicolai, for hvem selve følelsen af kærlighed er vigtigere, end hvem den retter sig mod, må vente lidt endnu – hvis han da ikke vil have Sisse Lugekone.

Som Nicolai ser man ganske pikant Mathias Sprogøe Fletting, tredje Nicolai-generation af familien Sprogøe (Ove – Henning), der er tilpas charmerende som en lidt ældre Emil fra Lønneberg, der laver den ene katastrofe efter den anden i den bedste mening og bliver tilgivet alt.

Anders Gjellerup Koch er en velsyngende, ligefrem Pastor Blicher, og Githa Lehrmann præstekonen. De fire unge, der får hinanden, kan vist aldrig varieres, og Niels Skovgaard Andersen som Frederik ’Corpus Juris’, Peter Høgsbro som Christoffer ’Gamle’, Josefine Jahn Tvermoes som Andrea Margrethe og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehler som Emmy er så elskelige som nogen.

Omkring dem er der fin, stilfærdig humor fra ikke mindst ægteparret Ovesen, Malene Melsen og Jacob Webble. Tonefald, kropssprog og en let modernisering af Henrik Scharling og Elith Reumerts tekst gør, at det gammeldags virker nostalgisk på de ældste og fascinerende på de yngste. Der er ikke gjort vold på den 121 år gamle roman.

Alle var begejstrede over den helt igennem perfekte juleforestilling, og – denne juls store mirakel – glemte næsten problemerne med at komme ind i Odeon gennem et menneskemylder, finde ned til garderoben i kælderen og stå i en 20-30 m lang kø, som blev gennempløjet af dem, der skulle til og fra toiletterne, finde frem til den rigtige indgang og se bort fra, at de numre, der stod på billetterne ikke fandtes, men man kunne, med lidt hjælp, ekstrapolere sig til dem – og så var vi endda heldige at få parkering i kælderen, hvor andre er havnet på Klostervej.

Lad det ikke holde nogen væk. Det er en uimodståelig Nøddebo Præstegård.

Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Lysistrate på Værkstedsscenen

tirsdag, 5. december, 2017

Teaterskolens afgangshold i fri dressur


Lysistrate på Værkstedsscenen. Foto: Emilia Therese.

 

Årgang 2018 på Skuespiluddannelsen Odense præsenterer sig på Odense Teaters Værkstedsscene med en aktuel og delvist improviseret udgave af Aristofanes’ udødelige komedie Lysistrate, og hver aften trækker de lod om de otte roller.

Det er et fantastisk vovestykke, når man tænker på, at de otte skuespillere på skuespilskolen i Odense, der nu er en del af Den Danske Scenekunstskole, med deres aktualiserede og improviserede udgave af Lysistrate skal præsentere sig for landets teaterdirektører og overbevise dem om, at de er værd at ansætte.

Lysistrate er en evigt gyldig komedie om forholdene mellem kønnene og det formålsløse i at føre krig, og selv om skuespillerne påstår, at den ikke er moderne og bruger det som påskud til at brække den i småstykker og improvisere den, så er det mange gange vist, at den kan moderniseres og fungere også i dag, de fleste gange under titlen ’Kvindernes Oprør’.

Nok om det. Instruktør Liv Helm fik ideen til at slippe vanviddet løs, og ikke bare det – de otte skuespillere trækker hver aften lod om, hvilke roller de skal spille, så når de er færdige om en måneds tid, den 22. december i Odense, har alle formentlig spillet samtlige otte roller, dvs. at de har spillet roller af begge køn.

 


Før lodtrækningen om rollerne er alle ens klædt. Det ændrer sig radikalt (foto Ard Jongsma).

 

Derfor bør man i realiteten se forestillingen hver aften for at bedømme den og se, hvor store forskellene bliver med de forskellige skuespillere på forskellige poster. Det kunne være interessant nok, for dels er forestillingen som helhed veloplagt, hæsblæsende og velspillet, dels er mange af skuespillernes virkemidler knyttet til sproget: Svensk, vestjysk, fynsk etc., men kan de alle samme dialekter og sprog, eller bliver der også ændret på det fra aften til aften?

Aristofanes har en grovkornet humor, som bliver rigeligt udfoldet også i den aktuelle udgave. Såvel i replikkerne som i kulisser og kostumer. Under vejs får vi alle klicheer og fordomme om kønnenes indbyrdes forhold og krigskunst opfrisket, men de er netop klicheer, fordi de er så trist almengyldige, og hvis man har set den aktuelle schweiziske film ’Nye Tider’ – som varmt kan anbefales – ved man, hvad det gælder.

Ensemblet består af fire mænd og fire kvinder samt lydteknikeren Nanna-Karina Schleimann, der studerer på scenekunstskolen i København og bl.a. demonstrerer, hvor meget teknik en kvinde kan beherske samtidig med, at hun kan synge og deltage i en forestilling.

De otte afgangselever er fra forestillingens start unisexet klædt, og de gør lodtrækningen om roller til en sag, hvor de interagerer med publikum og koketterer med deres begejstring over de roller, de får. Derefter får de kostumer med grove attributter: overdimensionerede penisser og vaginaer, bryster, baller, skæg etc. – og så går det løs.

Måske ville nogen hellere have set de otte i et ’normalt’ teaterstykke, men jeg synes, at det er fint at se dem udfolde sig på slap line og udfylde roller, de ikke vidste, de skulle spille, til forestillingen var i gang. De kan deres kram. De bobler af spillelyst, underfundighed og ikke mindst (selv)ironi. De giver hinanden plads i samarbejdet, så vi aldrig føler, at de skal konkurrere om pladserne i de kommende års teaterforestillinger.

Alle teaterinteresserede kan med fordel opsøge Værkstedsscenen på Odense Teater, gerne flere gange. Der vil være udbytte hver gang.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Den Glade Enke revisited

søndag, 3. december, 2017

Så er det jul på Den Fynske Opera

Den Glade Enke revisited

Mette-Maria Øyen gør sin entre som Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).

 

Den Fynske Operas udgave af Lehars Den Glade Enke er af bitter nød udstyrsmæssig discount, men så laver man blot en eminent veloplagt, musikalsk og overrumplende forestilling med det, man har og kan.

Hvad gør man, når man vil lave Franz Lehar’s Den Glade Enke uden scene, symfoniorkester og orgier af farvestrålende kostumer i glitrende parisiske saloner?

Man laver sin helt egen udgave, hvor man udnytter de kvaliteter, man har, og gør operetten til en uforglemmelig oplevelse alligevel.

 


Daniel Bohr (foto Svend Novrup)

 

Denne bedrift udfører Den Fynske Opera i kraft en indfaldsrig instruktør, Daniel Bohr; en brillant scenograf, Rikke Juellund; et indlevende og følsomt spillende tre mands orkester under ledelse af Jacob Beck; og ikke mindst fremragende sangere og en urkomisk Njegus, Anders Skov Madsen, der hæver stemningen et par grader, hver gang han optræder.

Selvfølgelig skal man lige vænne sig til, at der ikke er et festligt klingende fuldt orkester; at scenen er et podium midt i lokalet med en trappe op til en balkon, hvor der ikke er en lille pavillon, og at der ikke er plads til at danse hvirvlende wienervalse og kun til at antyde cancan. Koreografien er med andre ord særdeles sparsom, men så retter man opmærksomheden mod teksten og det musikalske.

Handlingen er forvrøvlet og ulogisk. Grev Danilo og Hanna Glawari var engang kærester, men hun blev gift med en hovedrig, gammel våbenhandler, som meget betænksomt døde. Dermed blev Hanna til en enke, der ikke er helt så glad som operettens titel, bl.a. fordi hun efterstræbes at et hav bejlere, der vil sikre sig millioner, før de går på jagt efter elskerinder.

 


Thomas Storm og Mette-Maria Øyen i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic)

 

Et ægteskab mellem Hanna og Danilo er ønskeligt, for at Hannas millioner kan redde staten Pontevedrinos økonomi, så Baron Zeta presser greven for, at han skal gøre kur til Hanna. I Den Fynske Operas udgave støttes han nok lidt rigeligt af Hanna selv, der nærmest jagter Danilo, hvor hun i det originale stykke har sine tvivl under vejs, men skidt med det. Til sidst får de hinanden efter intriger, der også inkluderer Valenciennes vifte, som Camille de Rosillon uforsigtigt har skrevet en kærlighedserklæring på, og det er ikke så heldigt, hvis det bliver opdaget, for hun er gift med Baron Zeta, osv.

Operetten er aktualiseret ved at være flyttet til det store børskraks 1929, så der er mulighed for analogi med finanskrisen i 2008. Det sker i ambassadefunktionæren Njegus’ introduktioner til akterne, før han gør opmærksom på, at uanset hvad der sker i resten af verden, så går livet i det mondæne Paris sin uforstyrrede gang.

Det er blot et af eksemplerne på instruktør Daniel Bohrs elegante tilretning af operetten til en glat, musikalsk komedie i samarbejde med scenografen Rikke Juellund, hvis kulisser i sagens natur er sparsomme, men gøres til en del af humoren, når vi fx får fremmanet havestemning ved at gøre frynserne i loftet grønne. Scenen i midten er et genialt indfald. Pludselig har publikum 270 grader rundt første parket.

 


Kiki Brandt og Mathias Hedegaard i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).

 

Mette-Maria Øyen som enken og Anders Skov Madsen som Njegus er aftenens største oplevelser. Øyen er en øjenlyst, har aristokratisk holdning og synger som en engel – ikke mindst i Vilja-sangen, som gør hele rummet magisk. Skov Madsen får publikum til at skraldgrine såvel, når han leverer sine tekster, som i sit kropssprog. Mathias Hedegaard er en glimrende Camille de Rosillon og Kiki Brandt en koket Valenciennes. Jesper Buhl er komisk, men nogle af pauserne i hans replikskifter bør nok afkortes. Thomas Storm synger dejligt og indsmigrende, men er i 2. akt udstyret med en kopi af en kendt James Bond-skurks nordkoreansk udseende uniform, og desuden er han lidt stiv af en Maxim-levemand at være. Hanna behøver næppe at frygte, at han bliver slemt efterstræbt af salonernes grisetter.

Koret udgøres af studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, som åbenlyst nyder på denne måde at få sceneerfaring. Ikke mindst ved, at de på skift får lov at udfolde sig i en fransk chanson, der ikke hænger sammen med den øvrige handling.

Forestillingen, der er et perfekt indskud i en travl julemåned, opføres frem til d. 20.12.

Kategori Anmeldelser, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »