revy

Stjerneensemble klar til Kerteminderevyen

søndag, 13. oktober, 2019

Mads Nørby kunne ikke skjule sin glæde over det hold, han fredag kunne offentliggøre til Kerteminderevyen, der næste år har premiere 31. maj og spiller frem til 11. juli.

 


Mads Nørby præsenterer sit 2020-hold. Fv Patricia Schumann, Farshad Kholgi, Christine Astrid og Rasmus Krogsgaard (foto: Emil Andresen).

– Jeg har store forventninger, sagde han og præsenterede en fremragende kvartet, bestående af Patricia Schumann, Christine Astrid, Rasmus Krogsgaard og Farshad Kholgi.

Hvordan den fysisk lille, men kunstnerisk berømmede, Kerteminderevy år efter år kan tiltrække landets største revynavne, fik man flere fine forklaringer på.

Kerteminderevyens ry

 

 


Christine Astrid (foto: Emil Andresen).

Fx havde Christine Astrid, der er kendt fra Fredericia Musical Academy, adskillige musicals og revyer i bl.a. Ganløse, Esbjerg, Rottefælden og Pejseshow, regnet med at skulle holde fri næste sommer, men så skete der noget:

– Jeg så Kerteminderevyen 2016 sammen med Pia Ullehus, og jeg har aldrig moret mig så meget. Hver gang, jeg troede, at jeg kendte den næste pointe, tog jeg fejl. Alt var respektløst og uforudsigeligt, og siden har jeg ønsket at være med – så da Mads ringede, røg halvdelen af min ferie.

 

 


Rasmus Krogsgaard med Mads Nørby bag sig (foto: Emil Andresen).

 

Rasmus Krogsgaard, der ikke mindst er kendt fra revyerne i Sønderborg og Nykøbing F. samt de sammenkædende numre i TV2 Charlies’ revygallaer, havde ligeledes regnet med kun at holde ferie og fortalte, hvad der fik ham til at skifte mening:

– Jeg har aldrig set Kerteminderevyen, men sidste år var tre af mine bedste venner med, og de forklarede, hvordan den blev til. Dens ry for at tage chancer og være fandenivoldsk fik mig til at tro, at jeg vil have godt af at blive rusket sådan igennem.

– Desuden er jeg vild med at spille i et lokale som salen her på Tornøes Hotel. Det giver en helt anden og intens kontakt med publikum.

Krogsgaards sommerferiesavn afhjælpes nok meget af, at han bor sammen med Patricia Schumann, som endelig har takket ja til at være med efter mange gange at været spurgt af Mads Nørby, som hun har stået på scenen med,

– og som er et sejt menneske med holdninger.

 


Patricia Schumann med grøn omstilling (foto: Emil Andresen).

Schumann er kendt fra stribevis af film, tv-serier og de seneste år desuden revy.

Farshad Kholgi har som den eneste været med i Kerteminde tidligere; bl.a. da revyen blev kåret som Danmarks bedste, oven i købet to gange, i 2016. Han forsikrede sine nye kolleger, at ikke bare er revyen sprælsk og politisk ukorrekt, men forklarede dem også, at Kerteminde er fantastisk hyggelig. Ikke mindst, fordi man føler sig som en del af byen og er dus med alle, når man går i gaderne.

 

 

 


Farshad Kholgi vil give den fuld gas som sædvanlig (foto: Emil Andresen).

 

– Jeg har savnet Kerteminderevyen siden 2018 og havde nærmest trækninger i kroppen, til jeg var sikker på, at jeg kom tilbage næste år.

Det er ikke kun Nørby, der nu har store forventninger. Ensemblet klæder hinanden; er valgt ud fra, at den skal have god indbyrdes kemi; brænder efter at komme i gang; og da alle såvel synger som danser glimrende, vil instruktør Martin Miehe-Renard og kapelmester Peter Bom have alle betingelser for i samarbejde at fremtrylle endnu en flot revy.

Fredag formiddag var kvartetten til fotografering, så om få dage kender vi plakaten, som skal skabe det rigtige revyklima før premieren 31. maj.

Kategori Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Flot show og måske Danmarks bedste buffet

onsdag, 11. september, 2019

Flot show og Danmarks måske bedste buffet

Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup er helt sin egen genre og byder desuden på landets måske bedste buffet før forestillingen

1983-2008 optrådte Østjysk Musikforsyning på Pejsegården i Brædstrup. Et orkester med symfonikere, der var totalt respektløse og skabte en tradition for, at man kunne opleve noget helt specielt på det store hotel med de mange tilbud.

 

 

Siden 2008 har der været Pejseshow, og i år bliver dusinet fuldt med en musikalsk kvartet, der klæder hinanden umådeligt, og med en forestilling, der ikke er koncert, videotek eller revy, men helt sin egen genre. Den rækker fra de fladeste vitser, som indimellem er tåkrummende pinlige, til elegante sketches og fremragende musikalske numre, hvor man til fulde udnytter, at samtlige fire synger strålende.

Der er en smule genbrug. Fra Rottefælden ’Så gør vi sådan’, hvor et poetisk skyggebilledshow, hvor et ægtepars kærlighedshistorie bliver smadret af, hvor mange gebyrer banken skal have for at have råd til at hvidvaske så mange millioner; samt ’Krænker Blues’, hvor Christine Astrid som superlækkert skår giver sin kommentar til tidens krænkekultur. To dejlige numre, som det var godt at tage med, og der er næppe mange gengangere fra Svendborg i publikum på Pejsegården.

 


Gordon Kennedy i det nominerede ‘Krads’ (Foto: Emil Andresen).

 

Det samme gælder fra Kerteminderevyen Gordon Kennedys ’Krads’, som han blev indstillet som Årets Tekstforfatter på basis af.

Andre lækkerbidder er Reklamelykkehjulet, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder demonstrerer, hvordan diverse stjerner ville have tillempet deres tekster, hvis de skulle have virket som reklame. ’Året, der gik’, hvor begivenheder i årets løb kommenteres med lynhurtige paryk- og kostumeskift. ’Lyse Nætter’, hvor Sara Gadborg og Christine Astrid får spoleret Schrøders poetiske sang med deres meget morsomme tegnsprog, da de bliver bedt om at dæmpe sig.

Samt ikke mindst de to store musiknumre ’Jasons Corner’, hvor kapelmester Jason Dove og hans flygel indtager centrum af scenen, og ikke mindst det Kim Larsen-potpourri, der af naturlige årsager har været fast i samtlige årets revyer. Også i Brædstrup bliver det utrolige antal af dejlige numre og spændvidden i genrer demonstreret, endda med mange uddrag på blot en enkelt musikalsk frase.

Det indledende videoklip er meget morsomt, men ellers er standarden af disse faste indslag i år noget tamme, selv om Pejsegårdens direktør Jytte Nygaard får lejlighed til at skabe en latterkaskade i det ene!

Et enkelt hjertesuk: Hvorfor tror alle revyforfattere tilsyneladende, at prutter er afsindigt morsomme? De er ligegyldige, og de vækker ingen større forargelse, så at bygge et helt nummer op på dem er spild af god tid.

Revyen er veloplagt. Musikerne, der foruden Dove er kapelmester Rasmus Friis Tværfoss og Jakob Juul Nielsen, spiller blændende. Donald Andersens instruktion kunne her og der have været lidt strammere. Christine Astrid leverer levende koreografi og Lasse Spangenberg flotte kostumer med ide.

… og så er buffet’en et kapitel for sig. Det samme er morgenbuffet’en, så kommer man fra Nordøstfyn, er det en god ide at tage hele pakken med buffet, show, overnatning og morgenbuffet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Veloplagt sensommerrevy i Esbjerg

søndag, 25. august, 2019

Veloplagt sensommerrevy i Esbjerg

Det er Hanne Bjørnskov og Leif Fabricius’ fortjeneste, at Esbjergrevyen markerer sig blandt de bedste danske sensommerrevyer, og det er ikke tilfældigt, at de bl.a. gør det ved hvert år at engagere navne, der er forbundet med Kerteminderevyen. I Esbjerg går de nemlig mere og mere i retning af at være aldeles dristige og respektløse – netop det, der i de senere år har været karakteristisk på Nordøstfyn.

 

 

 

I år ser vi Kasper Gattrup, Farshad Kholgi og kapelmester Peter Bom i Esbjerg Musikhus’ teatersal. De er sammen med den lokale Jan Svarrer og Merethe Mærkedahl i et program, der ikke blot er modigt, men også giver skuespillerne rig lejlighed til at demonstrere, at de alle synger blændende og behersker adskillige instrumenter.

Det udnyttes allerede i åbningsnummeret, hvor vi får præsenteret ensemblet gennem deres musikalske formåen og fx opdager, at Mærkedahl kan spille trompet. Det er også revyens udgang, for i stedet for at sige farvel med en traditionel godnatsang (tak for i aften, I har været verdens bedste publikum, vi ses forhåbentlig igen næste år etc.) giver man den en spand kul med sang og musik, fra farfar var ung. Det er ikke Vikingerne eller Bjørn og OK, men Stones, Elton John etc. Da musikken har holdt gennem de følgende to generationer og udførelsen suveræn (lyden måske for høj for nogle), gynger hele salen, og man kan gå hjem i opløftet tilstand.

Mellem intro og finale får vi en perlerække af numre, der holder et højt gennemsnitsniveau. Det vanvittige vid uden anden mening, end at vi skal more os, ser vi, når Kholgi praktiserer indisk yoga, eller når Svarrer og Mærkedahl er cirkusartister uden elefanter – eller når Svarrer laver gakket gangart a la John Cleese på en 15 sekunders passage af scenen – eller når en totalt farveløs Mærkedahl læser hård porno monotont med eufemismer.

Det totalt respektløse ser vi fx i ’Guds gave’, hvor Gattrup og Kholgi som muslimske kvinder beretter om, hvordan manden er guds gave til dem, mens burkaen er mandens gave til kvinden. Kholgi i ganske kort burka, fordi den er fra hans andet giftermål – som 9-årig. Eller når der er politisk auktion over alt fra Grønland, undskyld Fanø, til Esbjergs superligahold, som man ikke engang kan få to potter pis for. Der er flere lokale finter under vejs, som ikke generer folk ude fra. Vi kan fx godt gætte, hvad Nillers Pølsevogn betød for Esbjerg gennem mere end 35 år. I øvrigt en god historie at google, når man kommer hjem.

Det tankevækkende ser vi, når vi får anbefalet at abonnere avis i stedet for nettjenester (den bruger ikke batteri, den er lettere at blade i, den er mere overskuelig og meget mere). Eller når Mærkedahl er en ulideligt overforstående venligbo, der må lide den tort, at hendes kunde ikke engang er muslim. Eller når Svarrer og Kholgi er rockere på tvungen barselsorlov.

Til de musikalske højdepunkter hører et skønt nummer om kontrabassen med Jan Svarrer og Kasper Gattrups genopførelse af sin flirt med en kvindelig publikummer i ’Kemi’. En stor del af numrene er i øvrigt lån fra andre revyer, men elegant ført up-to-date. ’Kemi’ er fra Kerteminde, mens ’Undskyld’ først blev omskrevet fra det gamle ’Danke’ med det tyske Boto Luchas kor og nu gjort brandaktuelt og samtidig morsomt, for hvad nytter egentlig alle de undskyldninger.

Skal vi pege på et par mindre problemer må det være, at de fleste revyer tilsyneladende har vanskeligt ved at finde det rigtige nummer til pladsen lige før finalen. Svarrers ’Kantstenen’ sidder mellem adskillige stole og ligger desuden stemningsfuldt forkert.

Det er et flot ensemble, der i Michel Castenholts instruktion forstår at forgylde selv lidt svagere tekster fx, når Mærkedahl er vejrpige eller Mette Frederiksen; og kapelmester Peter Bom kan endnu engang lyde som et stort orkester og synger diskret med her og der.

Efter premieren fik Hanne Bjørnskov overrakt Johnna og Leif Maiboms revypris Thorleif for sin indsats i Esbjerg og fik en stormende og fortjent hyldest.

Esbjergrevyen, der spiller frem til 7. september, er endnu en af de forestillinger, der bekræfter det eksplosivt voksende niveau i danske revyer. Formentlig bl.a. fordi revyen som genre nyder større og større respekt og derfor er attraktiv for kunstnerne. Man kan i øvrigt indtage en overordentlig lækker tre retters menu før forestillingen, og man kan evt. benytte et tilbud om revy og overnatning på Hotel Britannica, der ligger 2 minutter fra Musikhuset.

Danmark er et dejligt revyland, og nu venter vi på de næste to store premierer, der begge ligger 6. september: Pejseshow i Brædstrup og Menstrup Revyen på Menstrup Kro.

 

Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »


Hygge i klassisk Rottefælderevy

fredag, 14. juni, 2019

Musikalitet og flotte højdepunkter, men også ældgamle vitser, kendetegner årets revy i Caroline Amalielund i Svendborg, hvor Rottefælden er på 136. sæson.

Måske tog Rottefælden konsekvensen af, at folketingsvalget mildest talt lå ubekvemt i forhold til årets revy – den er i hvert fald så godt som støvsuget for aktuelt politisk indhold. Til gengæld har den en perlerække af klassiske revynumre, af hvilke man vil huske adskillige i årene fremover. Flertallet af vitserne vil man også huske. Dem kendte vores oldeforældre rigtig godt!

Anden akt er klart bedre end første, og det er altid klogt. Den indledes med en omgang Anne, Sanne og Lis, hvor man gerne ville have haft mere af det musikalske, som det også var tilfældet i første akts slutnummer, et kærlighedsmedley. Det havde været ekstra oplagt, hvis Jan Schou havde overladt til Mikkel Schrøder at være Anne Linnet, for Schrøder, Christine Astrid og Kiki Brandt synger alle så fremragende, at det var en nydelse, hver gang man fik lov at høre det.

Schou mestrer sketchen og den alvorlige vise og brillerer med begge dele i ’Bag Masken’, der bevæger sig fra parodier med bl.a. fattigmandsskaldyr (= æg) til den dybe alvor i Leif Maiboms behandling af dem, der aldrig smider masken. Et fint nummer.

Hele ensemblet er med i ’Love me tinder’, hvor et stævnemøde kommenteres i gammel Monrad-Rislund-stil og med en sjov pointe. Astrid, Schou og Schrøder leverer på charmerende vis det rablende vanvid i ’Blomsten og bien, hvor det faktisk lykkes at få publikum til at le hjerteligt af ældgamle, platte vitser.

Kiki Brandt kombinerer sin sangkunst med fin komik som ‘Operadivaen’, hvor Jens Krøyer er en dejligt underfundig akkompagnatør.

Schou er som sædvanlig Dronning Margrethe med Kiki Brandt som Prins Joachims Marie. Emnet er fejringen af Joachims 50 års fødselsdag, vinklingen hyggelig og forudsigelig.

Ægteparret Schrøder og Astrid er fremragende sammen i Schrøders egen ’Og så gør vi sådan’, der er garneret af smukke og stærke skyggebilleder og munder ud i en ny vinkel på Danske Banks hvidvask, hvilket er ganske imponerende.

I første afdeling er Astrid ferm på enhver måde i en multitasking tour de force, skrevet af Kasper Gattrup, mens Schrøder fører frem til aftenens finale med sine suverænt fine parodier på, hvordan Johnny Madsen, Lars HUG, Peter AG, Nick & Jay, Poul Dissing og som rosinen i pølseenden Marie Key ville have fremført Jens Vejmand, hvis de havde skrevet den.

Som nævnt er første akt svagere end anden, hovedsagelig pga. lidt svagere tekster, men ikke mere, end at man i pausen spørger sig selv, om det vil vise sig at være en god eller mindre god revyaften. Det blev heldigvis en Rottefælderevy over middel, hvor man som sædvanlig kan fryde sig over de tre musikere, Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen, som instruktør Carsten Friis flere gange med fin virkning lader medvirke på scenen.


Pia Ullehus og Jens Krøyer flankeret af skuespillerne.

Det er 24. gang, Pia Ullehus står for ’fælden’, så vi kan glæde os til jubilæum næste år, og vi får hende faktisk at se mere end normalt i revyens løb, bl.a. i den opfindsomme indledning, som er hendes egen ide, og i den sidste del af en tredelt filmsekvens, hvor hun sågar ligger i med Schrøder.

Så alt er skam ikke kun ved det gamle, og Fyn er begunstiget af at have tre fine sommerrevyer i 2019.

Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »


Strålende succes for Kerteminderevyens nye hold

tirsdag, 28. maj, 2019

Så kender vi svaret på det spørgsmål, som alle har stillet, efter at hele ensemblet blev skiftet ud fra sidste år til i år:

 

Jo, man KAN skifte et helt hold ud med succes. Anette Støvelbæk, Lisbeth Kjærulff, Gordon Kennedy og Kasper Gattrup leverer i Martin Miehe-Renards instruktion sammen med kapelmester Peter Bom to timers glitrende veloplagt revy, der rækker fra det stille, blændende musikalske til det fuldstændig kaotiske og absurde vanvid.

 

Det nye ensemble (Foto Emil Andresen)

 

De fire skuespillere klæder hinanden. Der er fin balance i det stof, de indbyrdes har fået. De mestrer såvel det stille som det højtråbende; de spiller fin komedie og har samarbejdet om et flertal af teksterne.

Kerteminderevyen tør fortsat en masse og er helt uforudsigelig. Anette Støvelbæk viser sig at være fremragende på en revyscene. I første akt står hun for et højdepunkt med ’Dum-di-dum’, uvidenhedens pris, der slår fast, at ’uvidenhed er super trendy’. En ætsende kommentar til en tid med reality-programmer, hvor man bevidst vælger deltagere, som ikke risikerer at vise intelligens, mens man foragter elite og viden. Siden er hun en tyfon af en sexparat killing, der vil have et engangsknald, men ikke kan få det, før hun har underskrevet en ’me too’- kontrakt, hun er kronprinsesse Mary, der overvejer at sælge ud af sin garderobe mm.

 

Anette Støvelbæk og Lisbeth Kjærulff ‘De Kære Mænd’ (foto Emil Andresen).

 

Hun synger godt, hvad hun ikke mindst viser sammen med Lisbeth Kjærulff i ’Det kære legetøj’ med et velment råd til mænd; samt når hele kvartetten synger om ’Lulus kaffebar eller i finalen om alt det, de hellere vil end sige farvel til det trofaste publikum. En dejlig ny ide til en slutning.

Lisbeth Kjærulff er uddannet operasanger og får lov til at vise det i ’Countrytøs’. Man tror ikke sine egne ører. Hold op, hvad man dog kan se og høre på en revyscene i vore dage.

 

Gordon Kennedy og Kasper Gattrup giver ‘Tips til enlige mænd’ (foto Emil Andresen).

 

Kasper Gattrup har en fin ide i ’Kemi’, hvor han på en overrumplende måde interagerer med en publikummer i en flot sang, hvor han også får vist sine kropslige evner. Sammen med Gordon Kennedy står han for aftenens største latterbrøl i ’Tips til enlige mænd’, der tager gas på tv-programmer, ubehjælpsomme mænd og meget andet.

 

Gordon Kennedy (Foto: Emil Andresen).

Gordon Kennedy er pragtfuld som en sanger, hvis tekster kan misforstås, og han er vidunderlig som syrer, der skal forsøge at blive dansk statsborger i en håndtryksduel med Inger Støjberg i Lisbeth Kjærulffs skikkelse. Duellen kommenteres på helt Monrad-Rislundsk vis af Gattrup og Støvelbæk, naturligvis med brug af VAR og gentagelse i slow motion. Skøn ide, flot udførelse.

 

Det samme gælder for det Monty Python-inspirerede panda-nummer (Ingen mistænker en panda – eller den spanske inkvisition). En glimrende ide, som munder ud i Four Jacks’ ’Mandalay’, øh nej, ’Pandaleg’.

 

Finansfobier (Foto Emil Andresen).

Det totale vanvid bryder løs i ’Finansfobier’. Fobierne er tankevækkende begrundet, og kvartetten overgår et nummer som Monty Pythons ’Gakkede Gangarter’. Det er ustyrlig morsomt.

 

Bevar vor silo (Foto: Emil Andresen).

Overraskende er det også, at FAFs nedrivningstruede silo på havnen er emne for finalen for første akt, men selv de, der aldrig har set siloen, holdt af det rørstrømsk nostalgisk ironiske ’Bevar vor silo’, der ’er som pyramiderne, bare knap så høje’. I dette nummer får man også koreografen Simone Svane og producenten Emilie Topp Meyer på scenen.

Naturligvis er ikke alt flødeskum. Det er ingen revy, men bundniveauet er pænt, så man tager ’Luksusfælden’ med Britta Nielsen, der skylder 117 mio. kr. væk; den lidt tynde ’Piktogrammer’; ’Kertemindekoret’ om at blive krænket af ’Den danske sang’- i øvrigt med fin tysk pointe! – og Tele-Terapi om mobiltelefonens Siri med, fordi numrene trods alt har ide og ligger i gode omgivelser.

 

Peter Bom (foto: Emil Andresen).

Peter Bom brillerer som altid i musikken. I år får han lov til at levere ouverturer før begge akter og står desuden for originale melodier til flere af de allerbedste numre, bl.a. ’Dum-di-dum’, silonummeret, ’Det kære legetøj’, ’Countrytøs’ og ’Der er meget vi hellere vil’. Det er dejligt, at han stadig er i Kerteminde.

 

Martin Miehe-Renard og Mads Nørby (Foto: Emil Andresen)

Instruktionen er præcis, og Martin Miehe-Renard har opfyldt begge direktør Mads Nørbys krav: Han har leveret en meget, meget morsom revy, og den varer på sekundet to forrygende timer.

Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Direktøren stjæler billedet i Odense Sommerrevy

torsdag, 12. juli, 2018

Kjerteminde Avis anmelder

Direktøren stjæler billedet i Odense Sommerrevy, der falder i to meget forskellige halvdele – heldigvis er den sidst suverænt den bedste, så man har følelsen af at have haft en stor oplevelse


Odense Sommerrevys bedste nummer er til hest

 

Odense Sommerrevy har i sin tredje sæson på den romantiske skoveng i Fruens Bøge oprustet med Bodil Jørgensen og Niels Olsen, og det har stimuleret billetsalget kendeligt – men det er direktør Lars Arvad selv, der tager de vigtige stik hjem, ligesom Vicki Berlin også gør det fint og Thomas Mørk som altid er pålidelig.

I teltet, der udgør den dejlige kulisse, får revyen en lovende start, der lægger op til en skøn aften, hvor ’Fanden er løs’. Fortsættelsen er et meget veloplagt intermezzo, ’En snak med chefen’, som er Bodil Jørgensens bedste nummer i en forestilling, hvor hun tekstmæssigt er udsultet, mens det er indledningen til en aften, hvis Lars Arvad går helt til tops som revykunstner. ’Alle drenge er glade for piger’ med Thomas Mørk er en kommentar til trenden med at dele lovlige som ulovlige billeder og videoer på Otto Brandenburgs ’Susanne, Birgitte og Hanne’. God ide, men kun lige i orden på tekstsiden.

 


Lars Arvad tv er nærmest lykkelig, som Thomas Mørk konstaterer

I resten af første afdeling veksler gode ideer i halvsvag udførelse med enkelte træffere i form af først sketchen ’Nærmest lykkelig’, hvor pointen er så godt maskeret, at selv om man kender den, serverer Arvad den overrumplende; og tæt på aktens slutning ’En klar maskering’ om regeringens maskeringsforbud, der er umuligt at få hoved og hale på, og hvor en elefanthue må være lovlig at bære for en bankrøver, for det sker jo under udførelsen af hans erhverv.

Flere numre går på kendt formel. ’Det brænder’ er næsten en gentagelse af en gammel Giro 413-favorit med Kai Holm, der dog har fået en up-to-date-pointe, mens ’Den kære pension’ er en af de traditionelle fejltagelser, hvor sønneke misforstår sine forældre og tror, at de taler ulækkert, men de taler om deres pension. Problemet med Niels Olsens søn er, at han kun taler chokeret, mens personen i de bedste udgaver ville bidrage til misforståelserne med sine egne udsagn.

En Olsen-bande-sketch, inspireret af Axel Strøby og Ole Ernst, er for umorsom, og det samme gælder nummeret om Anders Samuelsen og hans ministerbil.

Finalen på første akt er ganske tankevækkende. 68-flipperne synger om, hvor fantastisk verden vil være i 2018, når deres idealer har sejret, og der er fred og ligestilling på hele Jorden.

Revyens bedste nummer

Efter pausen indledes med revyens i særklasse bedste nummer, ’Højt til hest’. Det har mening i at understrege det meningsløse i, at DF insisterede på at genoprette et ridende politi, som end ikke politiet ønskede. Det har alle fem skuespillere på scenen med hestekostumer, som de trakterer så godt, at man næsten føler, at hestene er levende. Desuden har instruktøren og koreografen Joy-Maria Frederiksen lavet en ren rideskolekoreografi, der lige så elegant glider over scenen sammen med den veloplagte tekst og den fine, rytmiske musik. Det er mageløst.

 


Vicki Berlin som Camilla

Derefter går det på højeste gear. Vicki Berlin har perfektioneret sin figur Camilla, så man hulker af grin; et sportshold forsøger at finde ud af, hvad man kan sige, hvis ’store patter’ er for sexistisk; Vicki Berlin er en åbent kommenterende kirurg, der fortæller sportsreporteren Thomas Mørk, hvorfor dagens operation endte dødeligt, og hvordan man vil sikre sig næste gang; ’Fyrværkeri’ er desværre en alt for tæt-på gentagelse af et nummer fra ’Tam-tam i Tivoli’, så Bodil Jørgensen og Niels Olsen er på uriasposter der, men vi er hurtigt tilbage på øverste hylde, bogstavelig talt, i ’En køn handel’, der formentlig hver anden dag vil hedde ’en køn hundel’, da det beskriver, hvordan Harald/Hanne Nyborg hver anden dag er maskulint og feminint præget af ’handymen’ og ’hundykvinder’!

 


Lars Arvad i aftenens bedste monolog

Aftenens bedste monolog er Lars Arvads ’En barnedrøm’, der er såvel rørende som morsom og tankevækkende. Hvad hjælper det, at man når frem til at realisere sin drøm om at blive togfører, hvis togene i mellemtiden er blevet førerløse! Nummeret har mange forskellige former for komiske indslag, og ind imellem minder Arvad lidt om Dirch Passer, når han underspillede allermest effektivt.

’Løkke Bingo’ gælder udlodning af statsinstitutioner til Provinsen og slæber af, mens Niels Olsen og Vicki Berlin som hhv. Donald Trump og Kim Jong-Un glimrende fortæller om deres fælles skæbne, at blive misforstået – samt om den risiko, der er ved at lægge verdens skæbne i ’knapperne’ på sådan to personer.

’Rummelig’ er et af eksemplerne på, at tekstforfattere i Danmark tilsyneladende mener, at Bodil Jørgensen skal anvendes som ældre og let sexfikseret. Nummeret falder helt til jorden, og så gælder det de fynske gøglere, Thomas Mørk, Vicki Berling og Lars Arvad, der har tabt lidt ved ikke at have så fint et emne som brunsvigeren at beskrive.

En revy med store udsving i kvaliteterne, men med tilstrækkeligt mange topnumre til at være varmt anbefalelsesværdig – især for at opleve Lars Arvad og Vicki Berlin.

Revyen spiller til og med 9. juni.

Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »