revy

Et mellemår for Odense Sommerrevy

søndag, 12. maj, 2024

Enkelte perler, men for lavt bundniveau på Skovengen.

Der er bestemt numre og skikkelser, man vil huske fra årets Odense Sommerrevy, men der er også et lavt bundniveau mellem dem.

 

Livsglæde

Livsglæde i den smukke kulisse (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Lad os først tage det positive: Hele ensemblet, bestående af revydirektør Lars Arvad, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Camilla Bendix og instruktør Tom Jensen, er veloplagt og kan få en del af de svagere numre til at glide ned pga. tempo og timing.

Orkestret under ledelse af Morten Wedendahl er fremragende, og Wedendahl har med stort held sat musik til flere tekster.

Scenografien er flot og opfindsom, og man nyder den, lige fra fortæppets grønne farver og gennem hele forestillingen.

Den starter veloplagt med en hyldest til optimismen, og den slutter lige så energisk med et firserpotpourri, som hele forsamlingen kan nynne med på, og som har flere sjove pointer i overgangene.

 

Den Sidste Timeout

Lars Arvad som Nicolai Jacobsen (Foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Imellem de to punkter er der længere mellem snapsene, end der plejer at være – men de er der. Med kongesangen som indledning er vi vant til, at nu kommer der et nummer med Dronning Margrethe, men som en overraskelse er det med Lars Arvad som landstræner Nicolai Jacobsen, der har haft et job på Royal Arena (Amalienborg!) med at sætte et nyt hold sammen, og det fører til mange sjove pointer.

Så er revyen fornyende i ikke blot at sætte fokus på noget irriterende, men også at give det modspil. Det sker, når Arvad tager fusen på Camilla Bendix, der insisterer på, at alt på alle sprog skal udtales korrekt; og siden overrumpler Arvad bankmanden Thomas Mørk, der vil tage store gebyrer og give små renter – som kunde har Arvad en kundekontrakt med!

 

Sen 1

Camilla Bendix og Vickie Berlin rapper (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Positiv er også starten på anden akt, hvor Vicki Berlin og Camilla Bendix giver en forrygende rap som forsvar for ældre, kvindelige studieværter.

Revyens fine alvorlige vise er Utopia, hvor Camilla Bendix funderer over, hvordan verden kunne være uden personer som Putin, Trump, Netanyahu etc.

 

Fandens Til Job

Thomas Mørk som Fanden selv (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Thomas Mørk har som sædvanlig sine øjeblikke, når han fx forsøger at overbevise om, at han er verdens højeste mand, eller fører sig frem som selveste Fanden, mens Vicki Berlins faste Camilla-skikkelse er meget svingende i sine pointer, men publikum kan lide det.

Mens der skiftes kulisser, er der en række shorties i form af opkald til telefonsvarere. Nogle morsomme, andre knap så sjove, men det er i hvert fald morsomt, at hele personalet på Nordic Waste ikke kan tage telefonen, fordi de leger ’Jorden er giftig’.

Til gengæld er mange tekster gammel vin på nye flasker og ikke morsomme nok til at bære det. Det er heller ikke altid, at det virker positivt, når man tager en katastrofe som den med Nordic Waste i Randers og sætter den ned i et simpelthen ulækkert mikrokosmos. Nummeret med at vise, hvor forfærdelige ting man synger, er også gammelkendt i bedre skikkelser, og man behøver såmænd ikke at misforstå ‘mejet’ som ‘meget’. Man kan bare tage ’Hr. Peder stod på svalen’.

 

Ung Igen

‘Ung igen’er finale på første akt (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

Det virker, som om nogle numre må have virket morsommere, mens man indstuderede dem, end de fremtræder på scenen. Ellers havde fx ’Ung igen’ næppe været første akts finale. Det er muligvis en risiko, man har, når instruktøren også er en del af ensemblet. Det må man diskutere.

Revyen ligger mellem tre og fire Amandaer, men de numre, der var aftenens højdepunkter, gør, at den får fire Amandaer med pil nedad.

 

4 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Aarhus Revyen 2024 er tempofyldt underholdning

søndag, 7. april, 2024

Da Christine Astrid og Mikkel Schrøder sidste år genoplivede Aarhus Revyen, var den fra starten et overflødighedshorn, og det dejlige er, at på trods af, at tre medvirkende er udskiftet, er dette års revy endnu bedre. Ikke mindst fordi de tre afløsere: Lone Rødbroe, Andreas Bo og revydebutanten, Maria Lucia, er prægtige.

Plakat

Revyen lever helt op til sin undertitel ’Smilets Revy’, selv om smilet mange steder slår over i skraldlatter hos det veloplagte publikum. Revyen rækker fra det forfinede underfundige til det mest platte, der blot afleveres med en timing og i et tempo, så man bare overgiver sig. Til lykke til instruktøren Birgitte Næss-Schmidt. Den har desuden et band med Rasnus Friis Tvørfoss som kapelmester og et gennemmusikalsk kor, bestående af Anna Jessen og Lene Nørrelykke. Ødselt og lækkert alt sammen.

Engelsk for begyndere

 

Engelsk for begyndere (Foto: Rune Buch)

Adskillige klassiske revyideer udvides og forbedres. Det gælder fx i den fulde persons perfide skåltale af Lukas Birch, som Christine Astrid behersker til fulde; ’Kazoo’, hvor Lone Rødbroe og Maria Lucia spiller stadigt større blæseinstrumenter ved hjælp af de vinde, de slipper fra bagen; ’Engelsk for begyndere’ af Jacob Weble, hvor Rødbroe og Bo er forældre, der er blevet lidt for spidse over for hinanden, og hvor vi gætter, hvordan datteren reagerer til slut; og ikke mindst nummeret, hvor den rutinerede revyekspert, Andreas Bo, skal vise debutanten, Maria Lucia, på plads i hierarkiet og selv bliver udmanøvreret.

Der er flere fine fornyelser. Fx i ’Kundeservice’, hvor Christine Astrid er kunden, der kommer for at klage til Maria Lucia, og er parat til den helt store diskussion, men antiklimaktisk bare får ret, og hvad gør man så? Se det selv.

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Fornyelse er der også i ’Læs Let!’, hvor Rødbroe har den utaknemlige opgave at introducere 7. c for noget helt nyt: En bog! Vase & Fuglsang har skrevet teksten, hvor læreren skal overbevise de uvorne elever, der sidder med hver deres mobiltelefon, om bogens kvaliteter. De forstår ikke, at man ikke kan scrolle billeder; at billedet ikke følger med, når man vender bogen, etc. Sketchen er urkomisk og udvikler et tema fra en facebookfavorit om Ansgar, der har tilkaldt helpdesk for at finde ud af fænomenet ’en bog’.

Enhver revy skal have en eftertænksom, stille tekst, og her er det Leif Maiboms ’Enten/eller’ om det facetløse sprog, der føres i diskussioner på de sociale medier. Den fremføres fint af Mikkel Schrøder.

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Schrøder leverer sammen med Andreas Bo revyens to mest platte numre, dels om toksisk maskulinitet med kødfulde bare maver, der kan bølge vildt, hvis bare de sættes i gang; dels i en parodi på ’Nak og æd’, hvor de fra toppen af stormagasinet Salling skal nakke en måge og æde den. Teksten giver anledning til en række lokale hib, som også forstås af en fynbo. Begge numre leveres i fuld fart, og salen jubler.

Mette Frederiksen er ikke til at komme uden om i en revy. Her spilles hun af Christine Astrid og sekunderes af Maria Lucia som Barbara Bertelsen. De forklarer, at Frederiksen bliver forlænget lige så længe, hun kan skræmme danskerne. Derfor hedder Ralph Fideckis tekst da også ’Bøøøhhh’.

Der er numre, der elegant tager fat om ligestilling og ligeløn eller om håbløs emballage, og der er en tidsrejse til 1904, hvor Friheden netop er åbnet, og man i restauranten diskuterer, hvad der kan ske i løbet af de næste 125 år. Fin satire af Vase & Fuglsang.

Hele revyen er gennemmusikalsk, og det nummer, jeg synes bedst om, er første akts finale, ’Aarhus ta’r skraldet’, hvor stribevis af parodier på kendte personer kombineres med et affaldssorteringspotpourri af høj klasse.

Man ved, at skuespillerne behersker parodier, men det viser de næsten for tit. Derfor var jeg lidt ærgerlig over, at ’Film og TV Normstormerne’ var placeret som sidste nummer før finalen, for det føltes som et af de svagere, men skidt. Revyen som helhed er af topkvalitet.

Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde på fredage og lørdage frem til 4. maj (sidste forestilling), så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1375. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.

5_Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Revykøbing byder på lune og musikalitet

lørdag, 5. august, 2023

Mange højdepunkter, flot bundniveau og en bemærkelsesværdig revydebut til Karen-Marie Lillelund

I 2022 blev Nykøbing F Revyen kåret som Danmarks bedste, og den titel kan de såmænd godt få igen i 2023, selv om Cirkusrevyen er favorit.

Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)

Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)

Niveauet er i hvert fald tårnhøjt igen med masser af højdepunkter, såvel i humor som eftertænksomhed og musikalitet, og de lokale indslag er så fine, at det ikke føles som et handikap at komme ude fra.

Revyen byder på en debutant, som mange på forhånd mente kunne være et fejlgreb, i form af den tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund, men glem alt om det. Hun er fremragende og kan bære solonumre suverænt, fx i ’Jobskifte’, hvor hun selv har leveret såvel musik og tekst. Hendes problem er, at krænkelseskulturen gør det umuligt at være bakkesangerinde, så i et fantastisk kostume, kreeret af Henrik Børgesen, har hun taget nyt job som insekthotel. Ideen minder en om et gammelt nummer med Lisbeth Kjærulff, der får job som sirene på en udrykningsbil!

Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)

Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)

Kjærulff har i øvrigt altid været blandt mine favoritter og levede op til det i det gennemmusikalske ’Jeg synger LIVE’, hvor hun elegant hudfletter play back-kunstnere på en måde, der minder om Thomas Ejes ’New York, New York’. Numre, der kræver fuldstændig beherskelse af sang og rytmik.

Lillelunds kostume er blandt dem, der dementerer åbningsnummeret ’Der skal ikke mangle noget’. Det koketterer med tidens besparelser, men som Danmarks krise er afblæst, klarede Nykøbing F Revyen at afblæse sin helt umiddelbart.

De fine numre står i kø i hukommelsen, når man går fra revyen. Stille og mere lune i første afdeling, af absolut topklasse efter pausen. I første afdeling finder man en svingom mellem Lizette Risgaard og Jon Stephensen, Bente Eskesen og Rasmus Krogsgaard. En fin ide med pointen ’Hvor blev det af, det lille hyggeovergreb’. Bare begrebet hyggeovergreb er et kup fra tekstskriverne Vase & Fuglsang.

Det er pudsigt, som IRMAs død har skabt tekster i hele revyverdenen, men Rasmus Krogsgaards egen ’The Blues’ er blandt de bedste. Krogsgaard er som sædvanlig på toppen, uanset om han beskæftiger sig med den ord-ekvilibristiske rabarberBarbara, eller han er manden, der uventet rammes af stress.

Troels Mallings Thøger er denne gang på venteliste for adskillige sygdomme, der udpensler problemer med sekreter, så det vender sig i publikum – aftenens gys.

Aftenens nostalgi står kapelmester og revydirektør Mickey Pless for, når han mindes Dario Campeotto så smukt, at ikke et øje er tørt.

M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)

M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)

I et sjovt, men en anelse langt, nummer sættes tidens M-musicals, dvs. Matador og (dronning) Margrethe sammen.

Begge afdelinger har deres musikfinaler. Bedst er ideen i første afdelings ’Når du får et hekseskud’, som i anledning af 100-året for Walt Disney viser, at måske er tegneseriefigurer normalt tidløse, men det er ikke rigtigt bag kulisserne. De tre små grise er blevet ældgamle, Kokken i ’Lady og Vaganbonden’ er blevet blind, Snehvide er dement og kan ikke huske, hvor mange dværge, der var, og Klokkeblomst er ikke længere nogen lille, elegant alf. Det er meget, meget morsomt.

Anden afdelings finale er mere traditionel i et potpourri over Bamses sange, igen med stor musikalitet og elegante overgange.

Nykøbing F Revyen klarede med andre ord året derpå til UG (for de, der husker langt tilbage, og 12, og vi skal huske at rose instruktør Michael Castenholt og scenograf Lars Rødholt.

… og så afventer vi, om ikke alle gode gange igen er tre!

Tags: , , , , , , ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Odsherred Sommerrevy glimter smukt

torsdag, 29. juni, 2023

 

Ensemblet med Kristian Holm Joensen bagest. Forrest fv Frede Gulbrandsen, Rikke Bilde, Anette Støvelbæk, Katrine Skjoldelev og Henrik Silver (foto: Svend Novrup)

 

Instruktøren Frede Gulbandsen, som bl.a. instruerede Kertemindes revy i 2016, hvor den var Danmarks bedste, står for et nyt mesterværk. Her er stilen fra start uprætentiøs med et flygel, trakteret fint af Henrik Silver, i stedet for et seksmands orkester i en tidløs, sydlandsk varmeinspireret kulisse af Katrine Skjoldelev, der også er koreograf, sangerinde og oplæser. Det sidste i oplæsningen af en bog om, hvordan man skal vælge og behandle sin hund. Hun erstatter ’hund’ med ’mand’, og det er tankevækkende, hvor godt den stadig passer. Sluttelig konstaterer hun, at da man kommer til at leve mange år med den, man vælger, er det vigtigt at prøve sig grundigt frem først!

 

Frede Gulbrandsen fortæller

 

 

Gi’ til de rige!
Gulbrandsen havde i skolen en meget dygtig lærer, der på en fantastisk måde fik fortalt sine elever, hvor heldige de var ved at være født i et i-land i stedet for et u-land. Den historie skal du selv nyde, men den fører direkte over i finalen på første akt: ’Gi’ en hånd til de rige’, skrevet af Jantzen og Aagaard.

De rige har så store problemer og bliver ustandselig misforstået og mishandlet, så ned med topskatten, giv dem større fradrag og kæmpestore bonusser. Det er hjerteskærende at høre, hvor vigtigt det må være for os alle sammen at gøre de rige rigere, ovenikøbet på bedste sanglige vis.

Mettes nye arbejde
Rikke Bilde er et fint ensembles nr. 1. Hun synger skønt, ikke mindst demonstreret i hendes egen ’Alle mine mænd’, hvor man skal holde ørerne stive for at få ironien med. Desuden har hun en herlig diktion og er tæt på at være en klon af Mette Frederiksen, der skal have nyt arbejde.

 

Rikke Bilde (foto: Svend Novrup)

 

Ikke generalsekretær i NATO. Nej, hun sigter højere: Hun vil være Dronning af Danmark. Man kan ikke have, at den næste dronning bliver en tilfældig indvandrer, der har fået dansk statsborgerskab alt for let.

Her træder Mary ind i Anette Støvelbæks skikkelse, og da Frederiksen ikke vil give sig, får hun tæsk som af en tasmansk djævel. Det udvikler sig til en bitter bitchfight – hvem ville have troet, at nogen ville have vovet det?

Revyen har en masse sex samt underernærede, der ikke får sex, så Kristian Holm Joensens mand skriver sex på indkøbslisten i Brugsen, og Støvelbæk som psykolog forsøger at forføre sin sagesløse klient, der flygter, mens psykologen fastslår, at man kan jo ikke redde alle.

Der er en ganske stor bodycount i revyen. Fx dør Irmapigen for eget reb til veloplagt rytmisk sang; og Støvelbæk giver som gift med en mishandler ham en tur i kompostkværnen – så står blomsterne meget bedre; for ikke at tale om ’Rotte-Lotte’, der kan få alt til at forsvinde ’Puf!’ i en i øvrigt lidt uinteressant tekst.

 

 

Revyen har en passende lokal vinkel på en del numre, bl.a. ’Hist, hvor vejen slår en bugt’, der fortæller, hvordan hele sommerlandet bliver fyldt op af hæslige affaldsspande, som man ikke kan finde ud af at sortere i. Det problem er ved at blive landsdækkende. En fin tekst af Katrine Skjoldelev.

Støvelbæk har et fint lille nummer af Niels Ellegaard om de stadig flere kasser, man forsøger at putte os alle i, og som burde erstattes af en enkelt, på hvilken der står ’menneske’.

Der er en del hurtig situationskomik og et herligt sprogligt ping-pong nummer på ’did you do that’ med hundrede variationer i smukkeste stakomyti og jazzrytmer. Virkelig hæsblæsende.

Ikke alle numre er lige gode, men bundniveauet er ikke irriterende, og revyen har en overflod af dejlige numre – vi når ikke igennem alle her. Vi kan bare konstatere, at Odsherred Sommerrevy er blandt dem, man ikke bør gå glip af – og så kan man i øvrigt få en udmærket lille ret først, med kød eller vegansk.

Odsherred Sommerrevy – Vi sejler på bølgen. Odsherred Teater. Spilles sidste gang 14. juli.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »


Odense Sommerrevy forgyldes af Vase & Fuglsang

lørdag, 6. maj, 2023

Årets forestilling i teltet på Skovengen har adskillige numre, som vi altid kommer til at huske, og som – næsten – får os til at glemme, at der er enkelte svipsere ind imellem.

Skønne numre med såvel mening som teltvæltende humor står i kø i Odense Sommerrevy 2023, og når man så bagefter ser, hvem der har skrevet dem, står der Vase & Fuglsang på flertallet.

 


Årets ensemble siger skål i den elegante kulisse (foto: Odense Sommerrevy)

 

Klogt ligger to af deres numre som afslutning på første akt og start på anden. Så går man til pause i højt humør og fortsætter i samme stemning, når man er tilbage.

Lige før pausen ligger ’Når venstremænd græder’, hvor vi får en demonstration af, hvor svært det i dag er at være kernevenstremand – ovenikøbet til tekstparrets egen musik. Alle seks skuespillere er på scenen og får os til at græde af grin med deres hjerteskærende gråd.

Første nummer efter pausen er ’OUH’, som kapelmester Morten Wedendahl har sat musik til, og som er en blanding af sang og pauser med tilpas flade vitser med patienter, der ikke kan blive behandlet. Her passer vitserne i al deres gru. Som når en mand kommer ind og vil have en kikkertundersøgelse, hvorefter lægen med en kikkert afsøger hele området og fastslår, at den afdeling slet ikke er bygget endnu.

Få minutter senere kommer mit favoritnummer, ’Time Out’, hvor Lars Arvad endnu en gang giver den som Nicolai Jacobsen, som har ført sit hold til tre verdensmesterskaber, men ikke har en chance, når han skal forsøge at skabe et hold ud af de 180 mennesker i en bygning i København. De nægter at bruge fløjene; når man spørger: Hvad kæmper vi for? er svaret ’Genvalg’; og de nægter at bruge harpiks på boldene. I stedet har de lim på taburetterne etc. Ind og se den selv.

 


Lars Arvad og Lone Rødbroe i ‘Hvad skal vi lege’ (foto: Odense Sommerrevy)

 

’Skal vi lege’ med Lone Rødbroe og Lars Arvad viser, hvor svært det kan være at lege far, mor og børn i disse tider, og ’Odense Pride’ er et af de numre i revyen, der sætter tingene på hovedet, når de, der går bagest i Prideparaden, Lone Rødbroe og Tom Jensen, er medlemmer af Dansk Heteroseksuelt Samfund, der er så grå, som pride er regnbuefarvet; som har missionærsex på faste ugedage og er så almindelige, at hørte vi ikke til bevidstløshed om de 90 forskellige kønsidentiteter, ville det være dødkedeligt. Her er det uendelig morsomt.

Kun et enkelt Vase&Fuglsang-nummer en svipser. Den handler om mænd på tvungen barsel, men seks af syv er søreme et flot resultat.

 


Kirsten Brinks scenografi er en nydelse (foto: Martha Wiese)

 

Der er fuldtræffere af andre forfattere. To af dem er af den alvorlige slags, som mange revyer kun har et enkelt af som alibi. Vicki Berlin står for Gunvor Reynbergs ’Så blå, så blå’ om hustruvold og de måder, man kan få blå øjne på; og Lars Arvad står for ’Fejl 40’ af Leif Maibom, hvor en mand gør regnskab over sit liv ved de 40 og fastslår, at det skal have haft en anden karakter, når han når 50. Man kan så tvivle på, om han ikke allerede er fortabt.

Henrik Lykkegaard er årets tilføjelse, så der er seks på scenen, og han gør det fx godt, når han er den desperate fængselsbetjent, der i underbemandingstider forsøger at få en forbryder til at gå hjem igen, for der er ikke plads til ham. Rollerne byttes elegant til slut. Lykkegaard er også præsten, der gennemfører facebookbegravelsen af ’Buller47’ på chatten med ustandseligt indkomne nye sms’er. En god ide af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.

Et tredje nummer, hvor dagliglivet er vendt på hovedet, er ’Skål’ af Henrik Lykkegaard, hvor et forældrepar ikke fatter, hvad de kan have gjort forkert, når deres børn ikke drikker nok. Hvordan skal vi kunne bevare den fine alkoholkultur med god samvittighed, hvis de unge ikke lærer at drikke?

Imponerende har man nået at få Lizette Risgaard med i revyen i Vicki Berlins fine skikkelse. Sketchen er præcis så stærk og kort, som det er nødvendigt. Jeg nægter at røbe pointen – men den tager kegler.

Det gør også Lone Rødbroe i ’Håndbold for fan’, hvor hun i et formidabelt tempo og med masser af slagtøj giver en sand tour de force, så man ikke kan andet end at give sig. Ikke alle numre behøver jo at have et stort, ædelt formål.

Mere behersket humor er der i en politiafhøring, hvis formål er at få ord til en krydsord; ’Guds Gate’, hvor en kvinde får chancen for at få tre spørgsmål besvaret af selveste Gud og ikke lige benytter dem til det, vi ville havde ventet.

Blandt de mere tvivlsomme numre er desværre finalen, hvor mange havde glædet sig til et potpourri over danske revysuccesser, men hver eneste er forkortet, så vi aldrig hører pointen, og vredet i stykker i foredrag og rytme. Selv om kostumerne er velvalgt, er det lidt ærgerligt ikke at slutte på toppen. Især da det indledende velkomstnummer er kvikt og lover, at om to timer er vi alle forvandlet fra pessimister til jubeloptimister, så det skaber forventninger til afslutningen.

Pudsigt, som ideen om at pille ved gamle slagere breder sig. Den lykkedes fint i Aarhusrevyen. Den lykkedes næsten i Odense Teaters teaterkoncert, men her dur den ikke.

Revyens sceneskift får en ny dimension, fordi de, der udfører dem, er ’stillet til rådighed’ af Odenses LET-bane (!), Tom Jensens fine ide. Dermed er der også underholdning, når de smarte kulissedele køres ikke alt for perfekt ind og ud. Scenografien af Kirsten Brink er fornem i farver og legemulighed, og Peter Friis har sin del af æren for komikken med sin koreografi.

Revyen spilles frem til 10. juni, og de mange topnumre gør, at den får

 

Tags: , , ,
Kategori kultur, Musik, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Aarhusrevyen genopstår som overflødighedshorn

søndag, 2. april, 2023

Christine Astrid og Mikkel Schrøder har produceret en revy med fest, farver og masser af musikalitet.

Aarhusrevyens ensemble. Fv Carsten Svendsen, Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Henrik Koefoed og Szhirley (foto: Lars E).

 

Naturligvis bør Aarhus som Danmarks næststørste by have sin egen revy, og det får den i Hermans i Tivoli Friheden, hvor ejerne af Rottefælden, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, ikke starter med en skrabet revy, men går den modsatte vej. De har allieret sig med Szhirley, Henrik Kofoed og Carsten Svendsen på en overdådigt udstyret scene i Rikke Juellunds scenografi.

Her finder man ikke kun skuespillerne, men også en skøn trio: Stephen Nørrrelykke, Jakob Jønne Juul og Rasmus Friis Tverfoss Jensen samt minsandten også to meget kompetente sangere, Anna Jessen og Lene Nørrelykke, der ikke bare er til ju-hu, men synger en del selv, ikke mindst når de er med til at udfylde tiden mellem to numre med kommenterende tekster.

 

Bagelysten (foto: Lars E)

 

Velkomstnummeret har en god melodi og en vellykket koreografi af Steffen Hulehøj Frederiksen, og så går det ellers løs med numre af vekslende kvalitet, men i et beundringsværdigt tempo, så man næsten ikke opdager svaghederne, men nyder de vellykkede indslag. Alle, der har haft med store eller superstore hospitaler at gøre, nikker genkendende til ’Kaos på Skejby’, der udløser mange smil. ’Kulturdating’ er lidt sløv frem til den afsluttende fine pointe, mens Szhirley og Mikkel Schrøder dels tager gas på alle bagedystprogrammer, dels i ’Bagelysten’ skaber et velklingende univers, hvor de gør bagedejen vidunderligt erotisk.

Revyen har mange numre, hvor lynhurtige ordspil eller sprogblomster skal give morskaben vinger, og det lykkes ikke hele tiden lige godt, bl.a. i ’Kæledyrsgruppen’, hvor det varer alt for længe at nå frem til den veloplagte pointe, som jeg ikke vil røbe her. Til gengæld går det over stok og sten, når Koefoed og Schrøder udvikler teorierne bag ’Sam Sam-råd’, hvori der bl.a. deltager Sam-Sam-Samarbejdspartier.

 

Henrik Koefoed, bankdirektør med bonus (foto: Lars E)

 

Koefoed brillerer som bankdirektør, der har kørt sin bank i sænk, men selv fået en kæmpebonus, mens to af revyens numre revser danskerne – og alle andre – for at anerkende klimakrisen, men reagere alt for langsomt på den, mens vi nyder vores velfærd. Bedst lykkes ’Så længe der er kaffe’ med bidende ironisk tekst af Carsten Svendsen og konklusionen, at kloden overlever, men menneskeheden dør.

Aarhusballetten fungerer ikke rigtigt, selv om man beundrer de fem skuespilleres veltrænede kroppe, men det gør til gengæld revyens bedste nummer, der klogt ligger som afslutning på første akt: Støttekoncert for Irma.

Her er alle udklædt som Irmapigen, og så ironiserer man i et vildt potpourri over pseudosavnet af Irma, som kan løses ved at gå i Salling. Vi kommer vidt omkring, bl.a. til Natashas ’Giv mig Danmark (Irma) tilbage’ og Queen, som stiller store krav til musikalitet – og de bliver opfyldt til fulde. Den elegante afslutning er ’So long, farewell’ fra Sound of Music, hvor skuespillerne efter tur trækker sig før pausen. Ideen er Christine Astrids, og den veloplagte tekst står kapelmesteren i Rottefælden, Jens Krøyer, for.

Efter pausen er ’Poppen i toppen’ en fin start, hvor klassiske hits, som Birthe Kjær har stået for, bliver lavet af parodierende, selvsmagende kunstnere i deres egen stil. Fx får vi ’Til bal uden trusser’ sunget af Annisette i Szhirleys skikkelse. Kosteligt.

Der følger flere noget traditionelle numre, før vi når et nyt højdepunkt, ’Curlingbarn’, hvor Szhirley udfolder sin stemme maksimalt, mens hun siger undskyld til barnet, der ikke er levedygtigt som voksen, fordi alle de udfordringer, der skulle modne det, er fjernet af forældrene.

 

Szhirley synger en undskyldning til sit curlingbarn (Foto: Lars E)

 

I ’Kyndelmissen’ er Carsten Svendsen udklædt som en overdimensioneret kat, der vil have den danske kyndelmisse som årets første fridag og raser mod alle de religiøst inspirerede helligdage, fx i påsken, hvor påskeharen lægger æg! Det er Svendsens egen tekst, der kan strammes en smule, men giver ham anledning til igen at brillerede med sit vanvid!

 


Carsten Svendsen som kyndelmissen (foto: Lars E)

 

I ’Stuff like that’ viser Mikkel Schrøder sit multitalent med facetter fra slappe ben til en trommesolo, og siden medvirker alle i ’Spørg Aarhus’, der ikke har så meget til fælles med forgangne tiders tv-program af samme navn, men giver nye muligheder for vellykkede parodier: Szhirley som den selvoptagne Medina, der har sin synsvinkel på alt; Schrøder som Finn Nørbygaard, der ved præcis, hvor meget han mistede pga. Stein Bagger; og endelig igen Carsten Svendsen som en helt uimodståelig Jørgen Leth.

Schrøder og Astrid skal have stor ros for ikke selv at have snuppet alle revyens bedste numre og for sammen med instruktør Birgitte Næss-Schmidt at have fået ensemblet til at fungere beundringsværdigt godt.

 


Schrøder og Astrid (foto: Lars E)

 

I finalen udtrykkes ønsket om at have skabt en ny revytradition i Aarhus, og får de alle samme kvalitet som denne første, går det formentlig i opfyldelse, og man behøver absolut ikke at være århusianer for at nyde ’Smilets Revy’.

 

Tags: , , , , , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Rottefældens vellykkede flyttedag

søndag, 5. juni, 2022

Med en fin revy lykkes det Christine Astrid og Mikkel Schrøder at få publikum til at glemme sommerteateret i Caroline Amalielund og more sig over en klassisk Rottefælderevy på Svendborg Teater

Rottefælderevyen 2022 er såvel klassisk som let fornyende, og der er mange fine indfald. Et harmonisk ensemble, bestående af den jubilerende Jan Schou, Anne Herdorf samt de nye ejere af revyen, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, får skiftevis lov at brillere – og såmænd også til lejlighedsvis at fyre fusere af – men hovedindtrykket er en glimrende revy, og at det er lykkedes at skifte spillested til Svendborg Teater midt i byens hjerte.

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Kulissen af Rikke Juellund er næsten genial. Tre gammeldags badekabiner med trapper giver et sommerligt indtryk, og at anbringe en musiker i hver er bare flot og anvendeligt til såvel gags som forsvindingsnumre som i ’Fluen’, hvor Anne Herdorf udfolder sin egen ide om fluen på væggen, der kender svarene på alle historiens bedst bevarede hemmeligheder og har overlevet alt – til hun bliver klasket af Mette Frederiksen. For ikke at tale om ’Klimakterie’, som også er hendes egen ide, og hvor overgangsalderens indtræden kan blive til fin humor.

Anne Herdorf

Anne Herdorf (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou, der fejrer to jubilæer: 50 år på scenen og 25 i Rottefælden, brillerer i gammelkendte roller. Som Dronning Margrethe, der fyrer et væld af såvel gamle som overraskende nye vitser af, når hun laver en sang til sit regeringsjubilæum; som Henning, der skal give en gammel kending – som ingen i publikum kender og kan synge med på; og som den tænksomme dansker, der, inspireret af Osvald Helmuth-visen ’Brev til Bulganin’, konstaterer, at klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Det gælder at få verdens ledere til at enes, og hvorfor ikke lade dem sejle en tur på Helge (en færge, der sejler dagture fra Svendborg) og finde ud af tingene med hjælp fra en fredselskende dansker. En fin og indtrængende vise med tekst af Leif Maibom og musik af Kenneth Sichlau.

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Mikkel Schrøder er en glimrende oplæser af emoji-nyhederne, hvor hver enkelt nyhed følges af de emojier, som ville være der, hvis det var på Facebook, og af Christine Astrid bliver han udsat for Fynboprøven, sjovt turneret af Kasper Gattrup. Hvilken fugl er fx Fyns populæreste? Høgen, naturligvis, og han er død.

’Små mennesker’ er en rytmisk humoreske fra 1977 af Randy Newman uden bagtanker. Små mennesker har ikke ret til at være til, sang han med mange pudsige begrundelser, men nu gør tegninger af Allan Buch nummeret politisk: Stalin, Hitler og Putin er alle ’little people’.

Christine Astrid som Tina Turner (Foto

Christine Astrid som Tina Turner (Foto Kim Kjærgaard Sørensen)

Hele ensemblet er på scenen mange gange, men med størst finesse i en ny ide for potpourrier: De fire optrædende er født i hver deres årti og putter på skift en mønt i jukeboksen midt på scenen, som derefter spiller deres årtis vigtigste numre. Man får lyst til at høre mere fra hvert af dem, og her får vi får alvor at høre, hvor dygtige sangere de er. Også ’Året, der gik’ er veloplagt og tempofyldt.

Ikke alle numre er lige morsomme, men sådan har det også altid været i Rottefælden, så dem kan man bare bruge til at samle sig før det næste højdepunkt.

Orkestret, som udgøres af Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er som sædvanlig veloplagt, velspillende og dukker op på scenen adskillige gange. Kostumerne af Lasse Spangenberg er lavet med sans for farver og ideer, og Christine Astrid står for koreografien.

Kommer man til spisning forud, som de fleste gør, er der bedre plads og en lækrere servering end i Rottefælden, og flere småfejl fra sidste år er rettet.

Dermed har alle de fynske sommerrevyer haft premiere, og man kan konstatere, at de alle tre er et besøg værd, så inviter bare folk fra resten af verden til en fynsk revytrilogi. I Svendborg spilles der frem til lørdag d. 13. august.

 

 

 


 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy, Rottefælden | Ingen har kommenteret »


Glimrende revy med mange højdepunkter

mandag, 23. maj, 2022

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Kerteminderevyen har fået mere af sin uforudsigelighed tilbage. I årets udgave overrumples man den ene gang efter den anden af skønne indfald, der får latteren til at runge, og der er meget få smuttere blandt numrene.

Årets revy holder publikum i ånde fra den veloplagte velkomst med både hip og hurra, til der takkes af med skønne rytmer af ensemblet, bestående af Katja Holm, Sofie Stougaard, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang, akkompagneret af Peter Bom, der står for en del original musik og flere fine arrangementer.

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

På et sent tidspunkt blev Clara Ellegaard pga. graviditet skiftet ud med Katja Holm, og hun tilførte forestillingen noget af det allerbedste. Hun er en tryllekunstner, der får en hel del mere, end sundhedsstyrelsen anbefaler, under vesten på overmåde elegant vis, og samtidig formår at slutte af med rigtig tryllekunst. En ofte dyrket genre, som ikke kan gøres mere elegant, end det her var tilfældet.

Det er også Katja Holm, der får os til at gyse. Skal vi nu gennem et helt potpourri af Charles Aznavour-sange, som nok er gode, men ikke dansk folkeeje? Det skulle vi ikke, men hvordan vi slap, var så urkomisk, at jeg nægter at afsløre det. Tag selv på Tornøes og se det.

Blandt de bedste numre er også Kim Hammelsvang som ’den sidste analoge person’, dvs. ham, der ikke har mobiltelefon; foretrækker at betale sine giroblanketter i banken; stadig tager fotografier med normalt kamera og indleverer film til fremkaldelse; og elsker at få et normalt brev, helst håndskrevet og med et smukt frimærke på. Hvem nåede ikke at tænke, at det gør hverdagen fattigere, at den personlige kontakt i banken, på posthuset etc. er væk?

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang er også glimrende som Dronning Margrethe, der gerne havde set, at Prins Christian ikke var blevet sendt til et sted, hvor de dyrkede vold og voldtægt – og så var han havnet på Herlufsholm.

Sofie Stougaard giver en af de fineste protester mod dem, der fylder verdenshavene med affald. Hun synger simpelthen Lis Sørensens ’Verden er i farver’ – nej, ikke simpelthen, for hun gør det fremragende, mens der sænkes flere og flere affaldsdynger ned bag hende. Det er flot.

Desuden giver hun sammen med Kim Hammelsvang Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt i en smægtende duet, hvor de fralægger sig ethvert ansvar for evt. vigende medlemstal og forudser, at de bliver de sidste to medlemmer af DF. Et nummer skrevet af Lukas Birch.

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Farshad Kholghi er endnu engang en orkan af hurtigsnak, mimik og kropssprog, hvad enten han skal komme sig over en midtvejskrise og bl.a. kommer til at hjælpe en ko med at kælve, eller sammen med Kim Hammelsvang udgør to russiske kvinder, Olli og Gaga, der er gift med oligarker, som efter at få deres formuer beslaglagt desværre ikke længere er så attraktive, men uden penge bare er blevet til en ældrebyrde!

Kholghi er også ubetalelig som lærer i afrikansk dans på Kerteminde Aftenskole, og her gælder det igen, at jeg nægter at røbe den usædvanlige pointe.

Flere af de numre, hvor hele ensemblet medvirker, er ligeledes forrygende. Ikke mindst Klatteminde Byråd, hvor teksten af Martin Jantzen har masser af lokal flavour, og hvor der fint leges med de karaktertræk, vi husker fra tidligere revyer; eller finalen på første akt, hvor et russisk kor synger et antal sange, som andre måske troede var danske, men de er naturligvis russiske, for ’al kunst og kultur kommer fra Rusland’.

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Frede Gulbrandsen kan endnu engang få topkarakter for sin instruktion, Anders Vesterholm overrasker med en anderledes farverig kulisse, end vi er vant til, men som virker prægtigt. Helena Dong står for koreografien, men mon ikke der her og der er lidt Kholghi-fridans iblandet? Vibeke Valeur og hendes trofaste gruppe af sydamer har også i år skabt mirakler, og lys og lyd fungerer perfekt.

Savner man noget, er det airconditionanlægget, som var stillet i udsigt, men som man allerede på dette tidlige tidspunkt af sommeren kunne længes slemt efter.

Enkelte numre virker lidt traditionelle, fx ´Det var en anden tid’ og ’Herligt gensyn´, eller lidt for lange, fx ’Hønen’ men de klarer sig lige hjem, og hele indtrykket er en forrygende aften, hvor lattermusklerne bliver rørt fra først til sidst, og som igen placerer Kerteminderevyen blandt Danmarks bedste.

 

 

Tags: , , , ,
Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Intelligent og veloplagt Odenserevy i en Ukraine- og inflationstid

lørdag, 7. maj, 2022

Sommerrevyen på Skovengen byder på originale ideer, musikalitet, glimrende skuespillere og flot opsætning

Hvordan spiller man revy i en tid, hvor mange frygter for inflationens følger for deres private økonomi for ikke at tale om, at Putin har magten til at udlæse en verdenskrig?

 

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Odenserevyen løser problemet brillant, fx når Vladimir Putins storhedsvanvid på fornemste måde udstilles i en kopi af gamle dages Chaplin-diktator, der leger med jordkloden. Her bringer en kvinde ham tilbage til virkeligheden – lad os håbe, at hun findes.

Thomas Mørk a la Putin - eller Chaplin

Thomas Mørk a la Putin – eller Chaplin

Desuden oplever vi i en flot introduktion til anden akt, ’Oligak’, de stakkels oligarker, der ikke kan rejse nogen steder og får konfiskeret deres ejendom. Her bliver man meget bevidst om, hvor glimrende Marianne Nilssons scenografi og Henrik Børgesens kostumer spiller med.

Revyen har ikke så lidt politisk kant, fx når der spilles curling i de paralympiske lege for politikere med noget som oplagt som en Thes-feje på banen, eller når Lone Rødbroe er en noget overvægtig Mette Frederiksen, og det har sin forklaring: Hun skal tage luft ind og sluge kameler og sms’er i hobetal.

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

De er optakt til et højdepunkt, ’Management for vikinger’, hvor idiotier i moderne management sættes i relief af at blive implementeret, som det hedder, på vikinger, der egentlig skal erobre England, men går til grunde i barselsorlov, hjemmearbejde, stress  og ikke mindst girafsprog. Det er kosteligt og et af de numre, der illustrerer det greb, Joy-Maria Frederiksen har haft om instruktionen.

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Det er sjette nummer i revyen, og på dette tidspunkt tænker man, at det kan blive årets mest originale og musikalske revy, men så slipper originaliteten midlertidigt op, mens vi får lidt mere traditionel revy, hvor fx plejehjemsbeboeren Vicki Berlin skyder sin plejer, Lars Arvad, der kun har tid til at skælde hende ud; eller når Henrik Koefoed trygler om, at man skal huske at rose alle de mænd, der undertrykker deres lyster til alt fra et klask bagi til voldtægt og mord.

Carl Erik Sørensens ’Fuld fart frem’ om den offentligt ansatte chauffør, der arbejder 16 timer i døgnet og er presset så meget, at der må ryge et par pensionister i svinget, er for hæsblæsende, for tæt på virkeligheden og for ond, mens den årlige sketch om OBs ’strivte’ fans som sædvanlig er munter, som det tidligere i akten er tilfældet med Lars Arvads Nicolai Jacobsen, der ikke mindst kan håndtere sit tyggegummi fermt.

’Ballade om hvede’ er en lidt bleg finale på første akt, og Vicki Berlins ’Dr. Nikoline’, selvuddannet på internettet, er i glimt meget morsom, men en god ide kan blive endnu sjovere med en sidste bearbejdning af teksten, som det også gælder Mørks ’Bekymring for begynder’. Nummeret ’Banjo’ er skrevet af Jan Svarrer til Jan Svarrer og er nok endnu mere crazy med Jan Svarrer, mens Rødbroe og Berlin er urkomiske i deres nummer om senfølger af Covid.

Henrik Koefoed ligner H C Andersen, så det udnytter man i ’Det er ganske vist – igen’, men også her er ideen bedre end eventyret. Vi er nok mange, der mener, at Inger Støjberg ikke behøver mere tid i revyerne.

The Rolling Bones

The Rolling Bones

Til gengæld ligger der tre glimrende numre i træk mod slutningen. Rødbroe er en ægte Kandis-fan, der vil gøre alt for at komme med i den næste dokumentar og ender i Luksusfælden. Arvad, Berlin og Mørk har børnetime med marionetdukker, der driver dukkeføreren til vanvid, da de fortæller om forskellen på flygtninge fra Syrien og Ukraine, mens hele teltet gynger, når The Rolling Bones fra Bogense, der har samme alder som The Rolling Stones, spiller med de medlemmer, der lige aktuelt ikke skal genoplives for at spille videre.

Det smukke potpourri over fred og frihed passer perfekt netop i år, hvor disse begreber bliver så hårdt udfordret. Orkestret med Morten Wedendahl i spidsen er her med på scenen, og det havde for mig ikke gjort noget, hvis det med sine indslag fra ’En enkel sang om frihed’ over ’Love, love. Love’ til ’Give peace a chance’ havde været finalen, men OK, såvel introduktion som finale, tænkt sammen af Niels Olsen, er udmærkede publikumshenvendelser.

Alt i alt er årets første store fynske revy en fin oplevelse, som alle bør unde sig i en tid med bagved liggende skygger.

Odense Sommerrevy spilles på Skovalleen frem og med 11. juni og byder i øvrigt på en mulighed for en overmåde lækker picnicbox og fri bar i forbindelse med forestillingen.

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Mød Frede Gulbrandsen og se Danmarks bedste revy 2016 på tirsdag

onsdag, 1. december, 2021

På tirsdag kan I få en oplevelse, I ikke troede var mulig.
Frede Gulbrandsen (foto: Svend Novrup)

Frede Gulbrandsen (foto: Svend Novrup)

I kan se størstedelen af Danmarks bedste revy 2016, Kerteminderevyen, og få kommentarer til den af forestillingens instruktør, Frede Gulbrandsen, der havde sin store andel i, at en rimeligt god revy fra onsdag til søndag blev Danmarks suverænt bedste, kåret såvel i Revyernes Revy som Charlies Revygalla.
Marie Mondrup (tv) og Trine Gadeberg (fot9o: Emil Andresen)

Marie Mondrup (tv) og Trine Gadeberg (foto: Emil Andresen)

 

Det sker i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård, kl. 19, og hvis du ikke kan huske, hvem der var med, så var det Trine Gadeberg, Marie Mondrup, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang med Peter Bom som kapelmester.

Mange af numrene er perler, som den uofficielle optagelse, som vi her får adgang til, efter at alle involverede har givet tilsagn. Hvem husker ikke Imamerne fra Grimhøj Moskeen, det fantastiske nummer med Åke Hareide og fodboldlandsholdet, Bruden og brudepigen på toilettet, mens de synger opera etc. etc.
Imamerne fra Grimhøjmoskeen, her sammen med Frede Gulbrandsen som studievært (foto: Emil Andresen)

Imamerne fra Grimhøjmoskeen, her sammen med Frede Gulbrandsen som studievært (foto: Emil Andresen)

 

Hvis I kommer, er I velkomne til at sende mig en mail på novrup@post4.tele.dk så vi kan forberede os på den invasion, som vi faktisk venter.
Fodboldlandsholdet (Foto: Emil Andresen)

Fodboldlandsholdet (Foto: Emil Andresen)

Også, fordi det bare er superfestligt at have Frede i den varme stol. Jeg mindes, at Leif Blædel engang skrev, at verdens tyndeste bog var ‘700 års norsk humor’. Frede er blandt dem, der kan demonstrere, at dette værk burde være i 30 tunge bind.
Billederne er taget af Emil Andresen bortset fra mit af Frede.

Tags: ,
Kategori Generelle nyheder, Kerteminderevyen, revy | Ingen har kommenteret »