Årets forestilling i teltet på Skovengen har adskillige numre, som vi altid kommer til at huske, og som – næsten – får os til at glemme, at der er enkelte svipsere ind imellem.
Skønne numre med såvel mening som teltvæltende humor står i kø i Odense Sommerrevy 2023, og når man så bagefter ser, hvem der har skrevet dem, står der Vase & Fuglsang på flertallet.
Årets ensemble siger skål i den elegante kulisse (foto: Odense Sommerrevy)
Klogt ligger to af deres numre som afslutning på første akt og start på anden. Så går man til pause i højt humør og fortsætter i samme stemning, når man er tilbage.
Lige før pausen ligger ’Når venstremænd græder’, hvor vi får en demonstration af, hvor svært det i dag er at være kernevenstremand – ovenikøbet til tekstparrets egen musik. Alle seks skuespillere er på scenen og får os til at græde af grin med deres hjerteskærende gråd.
Første nummer efter pausen er ’OUH’, som kapelmester Morten Wedendahl har sat musik til, og som er en blanding af sang og pauser med tilpas flade vitser med patienter, der ikke kan blive behandlet. Her passer vitserne i al deres gru. Som når en mand kommer ind og vil have en kikkertundersøgelse, hvorefter lægen med en kikkert afsøger hele området og fastslår, at den afdeling slet ikke er bygget endnu.
Få minutter senere kommer mit favoritnummer, ’Time Out’, hvor Lars Arvad endnu en gang giver den som Nicolai Jacobsen, som har ført sit hold til tre verdensmesterskaber, men ikke har en chance, når han skal forsøge at skabe et hold ud af de 180 mennesker i en bygning i København. De nægter at bruge fløjene; når man spørger: Hvad kæmper vi for? er svaret ’Genvalg’; og de nægter at bruge harpiks på boldene. I stedet har de lim på taburetterne etc. Ind og se den selv.
Lars Arvad og Lone Rødbroe i ‘Hvad skal vi lege’ (foto: Odense Sommerrevy)
’Skal vi lege’ med Lone Rødbroe og Lars Arvad viser, hvor svært det kan være at lege far, mor og børn i disse tider, og ’Odense Pride’ er et af de numre i revyen, der sætter tingene på hovedet, når de, der går bagest i Prideparaden, Lone Rødbroe og Tom Jensen, er medlemmer af Dansk Heteroseksuelt Samfund, der er så grå, som pride er regnbuefarvet; som har missionærsex på faste ugedage og er så almindelige, at hørte vi ikke til bevidstløshed om de 90 forskellige kønsidentiteter, ville det være dødkedeligt. Her er det uendelig morsomt.
Kun et enkelt Vase&Fuglsang-nummer en svipser. Den handler om mænd på tvungen barsel, men seks af syv er søreme et flot resultat.
Kirsten Brinks scenografi er en nydelse (foto: Martha Wiese)
Der er fuldtræffere af andre forfattere. To af dem er af den alvorlige slags, som mange revyer kun har et enkelt af som alibi. Vicki Berlin står for Gunvor Reynbergs ’Så blå, så blå’ om hustruvold og de måder, man kan få blå øjne på; og Lars Arvad står for ’Fejl 40’ af Leif Maibom, hvor en mand gør regnskab over sit liv ved de 40 og fastslår, at det skal have haft en anden karakter, når han når 50. Man kan så tvivle på, om han ikke allerede er fortabt.
Henrik Lykkegaard er årets tilføjelse, så der er seks på scenen, og han gør det fx godt, når han er den desperate fængselsbetjent, der i underbemandingstider forsøger at få en forbryder til at gå hjem igen, for der er ikke plads til ham. Rollerne byttes elegant til slut. Lykkegaard er også præsten, der gennemfører facebookbegravelsen af ’Buller47’ på chatten med ustandseligt indkomne nye sms’er. En god ide af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.
Et tredje nummer, hvor dagliglivet er vendt på hovedet, er ’Skål’ af Henrik Lykkegaard, hvor et forældrepar ikke fatter, hvad de kan have gjort forkert, når deres børn ikke drikker nok. Hvordan skal vi kunne bevare den fine alkoholkultur med god samvittighed, hvis de unge ikke lærer at drikke?
Imponerende har man nået at få Lizette Risgaard med i revyen i Vicki Berlins fine skikkelse. Sketchen er præcis så stærk og kort, som det er nødvendigt. Jeg nægter at røbe pointen – men den tager kegler.
Det gør også Lone Rødbroe i ’Håndbold for fan’, hvor hun i et formidabelt tempo og med masser af slagtøj giver en sand tour de force, så man ikke kan andet end at give sig. Ikke alle numre behøver jo at have et stort, ædelt formål.
Mere behersket humor er der i en politiafhøring, hvis formål er at få ord til en krydsord; ’Guds Gate’, hvor en kvinde får chancen for at få tre spørgsmål besvaret af selveste Gud og ikke lige benytter dem til det, vi ville havde ventet.
Blandt de mere tvivlsomme numre er desværre finalen, hvor mange havde glædet sig til et potpourri over danske revysuccesser, men hver eneste er forkortet, så vi aldrig hører pointen, og vredet i stykker i foredrag og rytme. Selv om kostumerne er velvalgt, er det lidt ærgerligt ikke at slutte på toppen. Især da det indledende velkomstnummer er kvikt og lover, at om to timer er vi alle forvandlet fra pessimister til jubeloptimister, så det skaber forventninger til afslutningen.
Pudsigt, som ideen om at pille ved gamle slagere breder sig. Den lykkedes fint i Aarhusrevyen. Den lykkedes næsten i Odense Teaters teaterkoncert, men her dur den ikke.
Revyens sceneskift får en ny dimension, fordi de, der udfører dem, er ’stillet til rådighed’ af Odenses LET-bane (!), Tom Jensens fine ide. Dermed er der også underholdning, når de smarte kulissedele køres ikke alt for perfekt ind og ud. Scenografien af Kirsten Brink er fornem i farver og legemulighed, og Peter Friis har sin del af æren for komikken med sin koreografi.
Revyen spilles frem til 10. juni, og de mange topnumre gør, at den får
Christine Astrid og Mikkel Schrøder har produceret en revy med fest, farver og masser af musikalitet.
Aarhusrevyens ensemble. Fv Carsten Svendsen, Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Henrik Koefoed og Szhirley (foto: Lars E).
Naturligvis bør Aarhus som Danmarks næststørste by have sin egen revy, og det får den i Hermans i Tivoli Friheden, hvor ejerne af Rottefælden, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, ikke starter med en skrabet revy, men går den modsatte vej. De har allieret sig med Szhirley, Henrik Kofoed og Carsten Svendsen på en overdådigt udstyret scene i Rikke Juellunds scenografi.
Her finder man ikke kun skuespillerne, men også en skøn trio: Stephen Nørrrelykke, Jakob Jønne Juul og Rasmus Friis Tverfoss Jensen samt minsandten også to meget kompetente sangere, Anna Jessen og Lene Nørrelykke, der ikke bare er til ju-hu, men synger en del selv, ikke mindst når de er med til at udfylde tiden mellem to numre med kommenterende tekster.
Bagelysten (foto: Lars E)
Velkomstnummeret har en god melodi og en vellykket koreografi af Steffen Hulehøj Frederiksen, og så går det ellers løs med numre af vekslende kvalitet, men i et beundringsværdigt tempo, så man næsten ikke opdager svaghederne, men nyder de vellykkede indslag. Alle, der har haft med store eller superstore hospitaler at gøre, nikker genkendende til ’Kaos på Skejby’, der udløser mange smil. ’Kulturdating’ er lidt sløv frem til den afsluttende fine pointe, mens Szhirley og Mikkel Schrøder dels tager gas på alle bagedystprogrammer, dels i ’Bagelysten’ skaber et velklingende univers, hvor de gør bagedejen vidunderligt erotisk.
Revyen har mange numre, hvor lynhurtige ordspil eller sprogblomster skal give morskaben vinger, og det lykkes ikke hele tiden lige godt, bl.a. i ’Kæledyrsgruppen’, hvor det varer alt for længe at nå frem til den veloplagte pointe, som jeg ikke vil røbe her. Til gengæld går det over stok og sten, når Koefoed og Schrøder udvikler teorierne bag ’Sam Sam-råd’, hvori der bl.a. deltager Sam-Sam-Samarbejdspartier.
Henrik Koefoed, bankdirektør med bonus (foto: Lars E)
Koefoed brillerer som bankdirektør, der har kørt sin bank i sænk, men selv fået en kæmpebonus, mens to af revyens numre revser danskerne – og alle andre – for at anerkende klimakrisen, men reagere alt for langsomt på den, mens vi nyder vores velfærd. Bedst lykkes ’Så længe der er kaffe’ med bidende ironisk tekst af Carsten Svendsen og konklusionen, at kloden overlever, men menneskeheden dør.
Aarhusballetten fungerer ikke rigtigt, selv om man beundrer de fem skuespilleres veltrænede kroppe, men det gør til gengæld revyens bedste nummer, der klogt ligger som afslutning på første akt: Støttekoncert for Irma.
Her er alle udklædt som Irmapigen, og så ironiserer man i et vildt potpourri over pseudosavnet af Irma, som kan løses ved at gå i Salling. Vi kommer vidt omkring, bl.a. til Natashas ’Giv mig Danmark (Irma) tilbage’ og Queen, som stiller store krav til musikalitet – og de bliver opfyldt til fulde. Den elegante afslutning er ’So long, farewell’ fra Sound of Music, hvor skuespillerne efter tur trækker sig før pausen. Ideen er Christine Astrids, og den veloplagte tekst står kapelmesteren i Rottefælden, Jens Krøyer, for.
Efter pausen er ’Poppen i toppen’ en fin start, hvor klassiske hits, som Birthe Kjær har stået for, bliver lavet af parodierende, selvsmagende kunstnere i deres egen stil. Fx får vi ’Til bal uden trusser’ sunget af Annisette i Szhirleys skikkelse. Kosteligt.
Der følger flere noget traditionelle numre, før vi når et nyt højdepunkt, ’Curlingbarn’, hvor Szhirley udfolder sin stemme maksimalt, mens hun siger undskyld til barnet, der ikke er levedygtigt som voksen, fordi alle de udfordringer, der skulle modne det, er fjernet af forældrene.
Szhirley synger en undskyldning til sit curlingbarn (Foto: Lars E)
I ’Kyndelmissen’ er Carsten Svendsen udklædt som en overdimensioneret kat, der vil have den danske kyndelmisse som årets første fridag og raser mod alle de religiøst inspirerede helligdage, fx i påsken, hvor påskeharen lægger æg! Det er Svendsens egen tekst, der kan strammes en smule, men giver ham anledning til igen at brillerede med sit vanvid!
Carsten Svendsen som kyndelmissen (foto: Lars E)
I ’Stuff like that’ viser Mikkel Schrøder sit multitalent med facetter fra slappe ben til en trommesolo, og siden medvirker alle i ’Spørg Aarhus’, der ikke har så meget til fælles med forgangne tiders tv-program af samme navn, men giver nye muligheder for vellykkede parodier: Szhirley som den selvoptagne Medina, der har sin synsvinkel på alt; Schrøder som Finn Nørbygaard, der ved præcis, hvor meget han mistede pga. Stein Bagger; og endelig igen Carsten Svendsen som en helt uimodståelig Jørgen Leth.
Schrøder og Astrid skal have stor ros for ikke selv at have snuppet alle revyens bedste numre og for sammen med instruktør Birgitte Næss-Schmidt at have fået ensemblet til at fungere beundringsværdigt godt.
Schrøder og Astrid (foto: Lars E)
I finalen udtrykkes ønsket om at have skabt en ny revytradition i Aarhus, og får de alle samme kvalitet som denne første, går det formentlig i opfyldelse, og man behøver absolut ikke at være århusianer for at nyde ’Smilets Revy’.
Med en fin revy lykkes det Christine Astrid og Mikkel Schrøder at få publikum til at glemme sommerteateret i Caroline Amalielund og more sig over en klassisk Rottefælderevy på Svendborg Teater
Rottefælderevyen 2022 er såvel klassisk som let fornyende, og der er mange fine indfald. Et harmonisk ensemble, bestående af den jubilerende Jan Schou, Anne Herdorf samt de nye ejere af revyen, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, får skiftevis lov at brillere – og såmænd også til lejlighedsvis at fyre fusere af – men hovedindtrykket er en glimrende revy, og at det er lykkedes at skifte spillested til Svendborg Teater midt i byens hjerte.
I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)
Kulissen af Rikke Juellund er næsten genial. Tre gammeldags badekabiner med trapper giver et sommerligt indtryk, og at anbringe en musiker i hver er bare flot og anvendeligt til såvel gags som forsvindingsnumre som i ’Fluen’, hvor Anne Herdorf udfolder sin egen ide om fluen på væggen, der kender svarene på alle historiens bedst bevarede hemmeligheder og har overlevet alt – til hun bliver klasket af Mette Frederiksen. For ikke at tale om ’Klimakterie’, som også er hendes egen ide, og hvor overgangsalderens indtræden kan blive til fin humor.
Anne Herdorf (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)
Jan Schou, der fejrer to jubilæer: 50 år på scenen og 25 i Rottefælden, brillerer i gammelkendte roller. Som Dronning Margrethe, der fyrer et væld af såvel gamle som overraskende nye vitser af, når hun laver en sang til sit regeringsjubilæum; som Henning, der skal give en gammel kending – som ingen i publikum kender og kan synge med på; og som den tænksomme dansker, der, inspireret af Osvald Helmuth-visen ’Brev til Bulganin’, konstaterer, at klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Det gælder at få verdens ledere til at enes, og hvorfor ikke lade dem sejle en tur på Helge (en færge, der sejler dagture fra Svendborg) og finde ud af tingene med hjælp fra en fredselskende dansker. En fin og indtrængende vise med tekst af Leif Maibom og musik af Kenneth Sichlau.
Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)
Mikkel Schrøder er en glimrende oplæser af emoji-nyhederne, hvor hver enkelt nyhed følges af de emojier, som ville være der, hvis det var på Facebook, og af Christine Astrid bliver han udsat for Fynboprøven, sjovt turneret af Kasper Gattrup. Hvilken fugl er fx Fyns populæreste? Høgen, naturligvis, og han er død.
’Små mennesker’ er en rytmisk humoreske fra 1977 af Randy Newman uden bagtanker. Små mennesker har ikke ret til at være til, sang han med mange pudsige begrundelser, men nu gør tegninger af Allan Buch nummeret politisk: Stalin, Hitler og Putin er alle ’little people’.
Christine Astrid som Tina Turner (Foto Kim Kjærgaard Sørensen)
Hele ensemblet er på scenen mange gange, men med størst finesse i en ny ide for potpourrier: De fire optrædende er født i hver deres årti og putter på skift en mønt i jukeboksen midt på scenen, som derefter spiller deres årtis vigtigste numre. Man får lyst til at høre mere fra hvert af dem, og her får vi får alvor at høre, hvor dygtige sangere de er. Også ’Året, der gik’ er veloplagt og tempofyldt.
Ikke alle numre er lige morsomme, men sådan har det også altid været i Rottefælden, så dem kan man bare bruge til at samle sig før det næste højdepunkt.
Orkestret, som udgøres af Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er som sædvanlig veloplagt, velspillende og dukker op på scenen adskillige gange. Kostumerne af Lasse Spangenberg er lavet med sans for farver og ideer, og Christine Astrid står for koreografien.
Kommer man til spisning forud, som de fleste gør, er der bedre plads og en lækrere servering end i Rottefælden, og flere småfejl fra sidste år er rettet.
Dermed har alle de fynske sommerrevyer haft premiere, og man kan konstatere, at de alle tre er et besøg værd, så inviter bare folk fra resten af verden til en fynsk revytrilogi. I Svendborg spilles der frem til lørdag d. 13. august.
Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)
Kerteminderevyen har fået mere af sin uforudsigelighed tilbage. I årets udgave overrumples man den ene gang efter den anden af skønne indfald, der får latteren til at runge, og der er meget få smuttere blandt numrene.
Årets revy holder publikum i ånde fra den veloplagte velkomst med både hip og hurra, til der takkes af med skønne rytmer af ensemblet, bestående af Katja Holm, Sofie Stougaard, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang, akkompagneret af Peter Bom, der står for en del original musik og flere fine arrangementer.
Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)
På et sent tidspunkt blev Clara Ellegaard pga. graviditet skiftet ud med Katja Holm, og hun tilførte forestillingen noget af det allerbedste. Hun er en tryllekunstner, der får en hel del mere, end sundhedsstyrelsen anbefaler, under vesten på overmåde elegant vis, og samtidig formår at slutte af med rigtig tryllekunst. En ofte dyrket genre, som ikke kan gøres mere elegant, end det her var tilfældet.
Det er også Katja Holm, der får os til at gyse. Skal vi nu gennem et helt potpourri af Charles Aznavour-sange, som nok er gode, men ikke dansk folkeeje? Det skulle vi ikke, men hvordan vi slap, var så urkomisk, at jeg nægter at afsløre det. Tag selv på Tornøes og se det.
Blandt de bedste numre er også Kim Hammelsvang som ’den sidste analoge person’, dvs. ham, der ikke har mobiltelefon; foretrækker at betale sine giroblanketter i banken; stadig tager fotografier med normalt kamera og indleverer film til fremkaldelse; og elsker at få et normalt brev, helst håndskrevet og med et smukt frimærke på. Hvem nåede ikke at tænke, at det gør hverdagen fattigere, at den personlige kontakt i banken, på posthuset etc. er væk?
Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)
Kim Hammelsvang er også glimrende som Dronning Margrethe, der gerne havde set, at Prins Christian ikke var blevet sendt til et sted, hvor de dyrkede vold og voldtægt – og så var han havnet på Herlufsholm.
Sofie Stougaard giver en af de fineste protester mod dem, der fylder verdenshavene med affald. Hun synger simpelthen Lis Sørensens ’Verden er i farver’ – nej, ikke simpelthen, for hun gør det fremragende, mens der sænkes flere og flere affaldsdynger ned bag hende. Det er flot.
Desuden giver hun sammen med Kim Hammelsvang Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt i en smægtende duet, hvor de fralægger sig ethvert ansvar for evt. vigende medlemstal og forudser, at de bliver de sidste to medlemmer af DF. Et nummer skrevet af Lukas Birch.
Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)
Farshad Kholghi er endnu engang en orkan af hurtigsnak, mimik og kropssprog, hvad enten han skal komme sig over en midtvejskrise og bl.a. kommer til at hjælpe en ko med at kælve, eller sammen med Kim Hammelsvang udgør to russiske kvinder, Olli og Gaga, der er gift med oligarker, som efter at få deres formuer beslaglagt desværre ikke længere er så attraktive, men uden penge bare er blevet til en ældrebyrde!
Kholghi er også ubetalelig som lærer i afrikansk dans på Kerteminde Aftenskole, og her gælder det igen, at jeg nægter at røbe den usædvanlige pointe.
Flere af de numre, hvor hele ensemblet medvirker, er ligeledes forrygende. Ikke mindst Klatteminde Byråd, hvor teksten af Martin Jantzen har masser af lokal flavour, og hvor der fint leges med de karaktertræk, vi husker fra tidligere revyer; eller finalen på første akt, hvor et russisk kor synger et antal sange, som andre måske troede var danske, men de er naturligvis russiske, for ’al kunst og kultur kommer fra Rusland’.
Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)
Frede Gulbrandsen kan endnu engang få topkarakter for sin instruktion, Anders Vesterholm overrasker med en anderledes farverig kulisse, end vi er vant til, men som virker prægtigt. Helena Dong står for koreografien, men mon ikke der her og der er lidt Kholghi-fridans iblandet? Vibeke Valeur og hendes trofaste gruppe af sydamer har også i år skabt mirakler, og lys og lyd fungerer perfekt.
Savner man noget, er det airconditionanlægget, som var stillet i udsigt, men som man allerede på dette tidlige tidspunkt af sommeren kunne længes slemt efter.
Enkelte numre virker lidt traditionelle, fx ´Det var en anden tid’ og ’Herligt gensyn´, eller lidt for lange, fx ’Hønen’ men de klarer sig lige hjem, og hele indtrykket er en forrygende aften, hvor lattermusklerne bliver rørt fra først til sidst, og som igen placerer Kerteminderevyen blandt Danmarks bedste.
Sommerrevyen på Skovengen byder på originale ideer, musikalitet, glimrende skuespillere og flot opsætning
Hvordan spiller man revy i en tid, hvor mange frygter for inflationens følger for deres private økonomi for ikke at tale om, at Putin har magten til at udlæse en verdenskrig?
Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin
Odenserevyen løser problemet brillant, fx når Vladimir Putins storhedsvanvid på fornemste måde udstilles i en kopi af gamle dages Chaplin-diktator, der leger med jordkloden. Her bringer en kvinde ham tilbage til virkeligheden – lad os håbe, at hun findes.
Thomas Mørk a la Putin – eller Chaplin
Desuden oplever vi i en flot introduktion til anden akt, ’Oligak’, de stakkels oligarker, der ikke kan rejse nogen steder og får konfiskeret deres ejendom. Her bliver man meget bevidst om, hvor glimrende Marianne Nilssons scenografi og Henrik Børgesens kostumer spiller med.
Revyen har ikke så lidt politisk kant, fx når der spilles curling i de paralympiske lege for politikere med noget som oplagt som en Thes-feje på banen, eller når Lone Rødbroe er en noget overvægtig Mette Frederiksen, og det har sin forklaring: Hun skal tage luft ind og sluge kameler og sms’er i hobetal.
Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)
De er optakt til et højdepunkt, ’Management for vikinger’, hvor idiotier i moderne management sættes i relief af at blive implementeret, som det hedder, på vikinger, der egentlig skal erobre England, men går til grunde i barselsorlov, hjemmearbejde, stress og ikke mindst girafsprog. Det er kosteligt og et af de numre, der illustrerer det greb, Joy-Maria Frederiksen har haft om instruktionen.
Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)
Det er sjette nummer i revyen, og på dette tidspunkt tænker man, at det kan blive årets mest originale og musikalske revy, men så slipper originaliteten midlertidigt op, mens vi får lidt mere traditionel revy, hvor fx plejehjemsbeboeren Vicki Berlin skyder sin plejer, Lars Arvad, der kun har tid til at skælde hende ud; eller når Henrik Koefoed trygler om, at man skal huske at rose alle de mænd, der undertrykker deres lyster til alt fra et klask bagi til voldtægt og mord.
Carl Erik Sørensens ’Fuld fart frem’ om den offentligt ansatte chauffør, der arbejder 16 timer i døgnet og er presset så meget, at der må ryge et par pensionister i svinget, er for hæsblæsende, for tæt på virkeligheden og for ond, mens den årlige sketch om OBs ’strivte’ fans som sædvanlig er munter, som det tidligere i akten er tilfældet med Lars Arvads Nicolai Jacobsen, der ikke mindst kan håndtere sit tyggegummi fermt.
’Ballade om hvede’ er en lidt bleg finale på første akt, og Vicki Berlins ’Dr. Nikoline’, selvuddannet på internettet, er i glimt meget morsom, men en god ide kan blive endnu sjovere med en sidste bearbejdning af teksten, som det også gælder Mørks ’Bekymring for begynder’. Nummeret ’Banjo’ er skrevet af Jan Svarrer til Jan Svarrer og er nok endnu mere crazy med Jan Svarrer, mens Rødbroe og Berlin er urkomiske i deres nummer om senfølger af Covid.
Henrik Koefoed ligner H C Andersen, så det udnytter man i ’Det er ganske vist – igen’, men også her er ideen bedre end eventyret. Vi er nok mange, der mener, at Inger Støjberg ikke behøver mere tid i revyerne.
The Rolling Bones
Til gengæld ligger der tre glimrende numre i træk mod slutningen. Rødbroe er en ægte Kandis-fan, der vil gøre alt for at komme med i den næste dokumentar og ender i Luksusfælden. Arvad, Berlin og Mørk har børnetime med marionetdukker, der driver dukkeføreren til vanvid, da de fortæller om forskellen på flygtninge fra Syrien og Ukraine, mens hele teltet gynger, når The Rolling Bones fra Bogense, der har samme alder som The Rolling Stones, spiller med de medlemmer, der lige aktuelt ikke skal genoplives for at spille videre.
Det smukke potpourri over fred og frihed passer perfekt netop i år, hvor disse begreber bliver så hårdt udfordret. Orkestret med Morten Wedendahl i spidsen er her med på scenen, og det havde for mig ikke gjort noget, hvis det med sine indslag fra ’En enkel sang om frihed’ over ’Love, love. Love’ til ’Give peace a chance’ havde været finalen, men OK, såvel introduktion som finale, tænkt sammen af Niels Olsen, er udmærkede publikumshenvendelser.
Alt i alt er årets første store fynske revy en fin oplevelse, som alle bør unde sig i en tid med bagved liggende skygger.
Odense Sommerrevy spilles på Skovalleen frem og med 11. juni og byder i øvrigt på en mulighed for en overmåde lækker picnicbox og fri bar i forbindelse med forestillingen.
På tirsdag kan I få en oplevelse, I ikke troede var mulig.
Frede Gulbrandsen (foto: Svend Novrup)
I kan se størstedelen af Danmarks bedste revy 2016, Kerteminderevyen, og få kommentarer til den af forestillingens instruktør, Frede Gulbrandsen, der havde sin store andel i, at en rimeligt god revy fra onsdag til søndag blev Danmarks suverænt bedste, kåret såvel i Revyernes Revy som Charlies Revygalla.
Marie Mondrup (tv) og Trine Gadeberg (foto: Emil Andresen)
Det sker i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård, kl. 19, og hvis du ikke kan huske, hvem der var med, så var det Trine Gadeberg, Marie Mondrup, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang med Peter Bom som kapelmester.
Mange af numrene er perler, som den uofficielle optagelse, som vi her får adgang til, efter at alle involverede har givet tilsagn. Hvem husker ikke Imamerne fra Grimhøj Moskeen, det fantastiske nummer med Åke Hareide og fodboldlandsholdet, Bruden og brudepigen på toilettet, mens de synger opera etc. etc.
Imamerne fra Grimhøjmoskeen, her sammen med Frede Gulbrandsen som studievært (foto: Emil Andresen)
Hvis I kommer, er I velkomne til at sende mig en mail på novrup@post4.tele.dk så vi kan forberede os på den invasion, som vi faktisk venter.
Fodboldlandsholdet (Foto: Emil Andresen)
Også, fordi det bare er superfestligt at have Frede i den varme stol. Jeg mindes, at Leif Blædel engang skrev, at verdens tyndeste bog var ‘700 års norsk humor’. Frede er blandt dem, der kan demonstrere, at dette værk burde være i 30 tunge bind.
Billederne er taget af Emil Andresen bortset fra mit af Frede.
Ulf Pilgaard og Lukas Birch fornøjede torsdag aften publikum i en fuldstændig udsolgt Store Sal på Tornøes Hotel, med en nostalgisk kavalkade over begivenheder i 80-årige Pilgaards liv udi kunsten. Anekdote fulgte på anekdote, ledsaget af filmklip på et lærred over scenen, med glimt af mindeværdige episoder samt hilsener fra kolleger.
Ulf Pilgaard og Lukas Birch (foto: Emil Andresen)
Jo ældre, man var, jo større udbytte havde man af aftenen, der ikke beskæftigede sig så meget med de seneste 20 år, men hvor vi hørte om Pilgaards barndom og ungdom, om hans vej ind i teaterverdenen fra et teologistudium, om livet på Studenterscenen, og den pludselige overgang til at blive professionel på ABC Teatret på Preben Kaas’ initiativ.
Lukas Birch var forberedt til tænderne, men havde ikke så meget at gøre, for Pilgaard kørte selv derudad – ind imellem for langt. Det er blot svært at stoppe en etableret stjerne, når man selv kun er 21, så det undlod Birch flere gange – formentlig klogt, men det kan de to jo tale lidt om før næste talkshow. Fx gik der for lang tid med Muhammedtegningerne, og med at beskrive Studenterscenen og de mange skuespillere der, mens man til gengæld stort set ikke kom ind på Pilgaards menneskelige nedture, og hvordan han har imødegået dem. På det punkt må man ty til hans selvbiografi.
Ulf Pilgaard (foto: Emil Andresen)
Til gengæld fik vi en del at vide om andres fatale nedture i druk, og fra ca. 1966 også stoffer. Det er jo næsten uhyggeligt, så hurtigt vi mistede Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Jørgen Ryg, Birger Jensen og mange flere, og han fik slået fast med syvtommersøm, hvad det fører til at (mis)bruge hash.
Men underholdende var det, ikke mindst at høre om Pilgaards møder med Dronning Margrethe. Fra inviteret til aftenselskaber med lancier til den afsluttende royale overrumpling efter hans sidste forestilling i Cirkusrevyen.
Jeg skal afholde mig fra at give de bedste anekdoter, så jeg ikke ødelægger noget for dem, der skal overvære resten af turneen (men tag evt. ‘Ud at se med DSB’ med hjem fra din næste togtur).
For den, der er gammel nok, var det også et lunt smil værd at genkalde sig starten på satire i DR såvel på TV som i radioen søndag formiddag med Søndagsjournalen og Holdningsløse Tidende. Hvem husker i så fald ikke ‘O vandringsmand – Ryf!’ eller ‘Hvad er datid af la’ gå? Logik!’
Vi kom også rundt i teater- og revyverdenen med fx ‘Annie get your gun’ på Tre Falke, som med Daimi, Dirch Passer m.fl. blev en gigantisk succes trods alle tiders dårligste oversættelse – af Preben Kaas.
Vi hørte intet om filmdebut’en i ‘Giv Gud en chance om søndagen’, men nok så meget om ‘Nattevagten’, der formentlig snart får en efterfølger, som Pilgaard også skal være med i.
Det var en dejlig aften i godt selskab, men lige et enkelt hjertesuk. Talkshow betyder ikke, at publikum skal tale indbyrdes, og selv om mobiltelefonerne er sat på lydløs, irriterer de med deres lysende skærme, når de bliver brugt.
Det første af fire arrangementer, Kerteminde Kommune har støttet Kerteminderevyens Venner med, for at forsøde tilværelsen efter Corona for borgerne, løb af stablen tirsdag aften i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgaard.
Lukas Birch (Foto Emil Andresen)
I løbet af to timer kom man rundt om Birchs tid i Det Danske Drengekor, med turneer til Kina, Færøerne, Ungarn og Rumænien samt optræden på Det Kgl. Teater i 11 forskellige operaer, før hans stemme gik i overgang.
Birch skrev sin første revytekst til Cirkusrevyen som 14-årig, og har siden skrevet utallige revytekster til bl.a. Kerteminderevyen, hvor han i år var forestillingsleder, og var på scenen i to numre. Han har haft talkshows, juleshows i Vejle, har optrådt i en halv snes forskellige revyer, og bistået Farshad Kholghi i forbindelse med forestillinger, ligesom vi så Kholghi og Birch i ‘Hvid Jul – med brune nuancer’ på Tornøes Hotel kort før jul.
Senere på måneden kommer Birch til Kerteminde sammen med 80-årige Ulf Pilgaard i Det Store Ulf-show, og her skal man snart være hurtig for at få sig en billet. Alle, der var til stede i Samlingsstuen, vil kunne anbefale det, og det er allerede sikkert, at Sofie Stougaard d. 26. november, og Frede Gulbrandsen 7. december, bliver de næste, der skal holde for.
Evangelium betyder ’gode nyheder’, og her er en helt fantastisk god nyhed: Først kommer Lucas Birch til Kerteminde til en sofasamtale 5. oktober med Svend Novrup, og derefter vender han tilbage 21. oktober, hvor han og Ulf Pilgaard vil begejstre med nostalgishowet ’Alletiders Ulf’ (Pilgaard) på Tornøes Hotel.
Lukas Birch (foto: Emil Andresen)
Hvis du ikke kender Lucas Birch allerede, er det på høje tid, at det sker, for den blot 21-årige revyblæksprutte vil uvægerlig blive verdensberømt i Danmark på rekordtid, for han er med i utroligt mange forskellige ting, der skal gøre danskernes dagligdag sjovere.
Det er Kerteminderevyens Venner, der med støtte fra Kerteminde Kommune indbyder alle til mødet med Lucas Birch i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård d. 5. oktober kl. 19.
Han efterfølger store navne i den varme stol: Rasmus Krogsgaard, Mads Nørby, Kim Hammelsvang, Farshad Kholgi, Christine Astrid og Birchs ven og læremester Jan Hertz har alle i et par timer fortalt enkeltheder om deres opvækst, karriere og liv, som har henrykket og forbløffet det publikum, som gennem disse aftener er blevet Danmarks mest revyvidende.
Trods Birchs unge alder er der nok at tage fat på. Koncerter og rejser i ind- og udland med Det Danske Drengekor. Tekstforfatter til et dusin revyer, startende med Cirkusrevyen 2014. Da Birch indvarslede det nye årtusinde ved at lade sig føde 1. januar 2000, kan vi regne ud, at han da kun var 14 år.
Hvordan han er blevet student samtidig med, at han lavede en første amatørrevy i Jægerspris og siden har såvel instrueret eller været instruktørassistent som stået på scenen i et tocifret antal revyer må guderne – eller Birch – vide. Han får lejlighed til at fortælle det.
Han har allerede en omfangsrig viden og baggrund, der bl.a. har ført til, at han skrev Jan Schou-biografien ’Vi ska’ ha’ det sjovt imens’, og nu til turneen med ’Alletiders Ulf’, hvor Pilgaard kommer in the hot seat på samme måde, som Birch kommer det d. 5. oktober.
Arrangementet i Samlingsstuen er gratis, mens billetter til Tornøes hotel skal købes på billetten.dk
Mon ikke vi kan forvente voldsomt ryk-ind til begge?
Stjernebesat forestilling på Pejsegården i Brædstrup byder sammen med en perfekt buffet på årets måske bedste revyforestilling
Pejseshow
Pejsegården i Brædstrup, som i forgangen tid var kendt for Østjydsk Musikforsynings utrolige indfald, der kombinerede humor og symfonisk musik, har nu i mange år stået for en forestilling i sin helt egen genre, Pejseshow.
Det er ikke revy, ikke cabaret, ikke musical, men simpelthen Pejseshow. I coronaens sparetider er der kun tre på scenen, og de ikke bare synger, danser og spiller, men klarer også at stille rekvisitter frem og fjerne dem igen.
Derimod er der ikke sparet på musikken, som leveres af Showband, Stig Trip, Stephen Nørrelykke og kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss. Der er heller ikke sparet på kostumerne, som Lasse Spangenberg står for, så betingelserne er perfekte for den suveræne trio på de skrå brædder: Christine Astrid, Mikkel Schrøder og Rasmus Krogsgaard, der behersker alt fra den stille romantik til den rene farce. Bortset måske fra, at de kun har haft 2½ uge til at lave hele revyen, så det er imponerende, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
Forestillingens første akt er klart den sjoveste, jeg har oplevet i år. Vi får først defineret Pejseshow og derefter kommer den årlige gennemgang af året, der gik/gak! I hæsblæsende tempo kommer vi rundt om tudeprinsen Viktor Axelsen, Sleepy Joe Biden, Frank Jensen, Inger Støjberg, Mette Frederiksen m.fl. i skønne parodier.
Året, der gak
Vi kommer rundt om politisk korrekthed fra en højst overraskende vinkel: en moderniseret udgave af Dirch Passer og Kjeld Petersens ’Tømmerflåden’; fejrer Keld og Hildas 100 års kunstnerjubilæum (60+40), får en moderne udgave af Halfdansk (Halfdan Rasmussens alfabet), får en fin musikalsk duet med Rasmus og Christine om brugen af IPhones på ’Something Stupid’, får en kærkommen gentagelse fra Rottefælden af ’Mere druk’, en gennemgang af opfølgeren til ’Druk’ – fuld af pointer og parodier på dem, der skal spille rollerne.
Kjeld og Hildas 100 årsjubilæum, som det ikke er så ligetil at fejre
Akten afsluttes med en hyldest til Shubidua, smukt indrammet af ’Den røde tråd’.
Anden akt er knap så sprudlende, men aldeles udmærket, og den indledes med en tekst på en Queen-melodi med temmeligt svære harmonier, som trioen behersker perfekt. Bundniveauet er fint, men måske er der lidt for meget gentagelse af parodier på de samme personer og flere numre, der gentages fra Nykøbing F, Kerteminde og Rottefælden, men det ved størstedelen af publikum jo ikke, og det er gode numre.
Det er en blændende forestilling, hvor man forud kan spise Pejsegårdens opulente, varierede og meget vellykkede buffet, ligesom man kan overnatte med morgenbuffet bagefter i en perfekt weekendoplevelse.
