Flot bundniveau og fornyelse

Årets revy holder et smukt bundniveau. Der er få virkelig lårklaskende grin, men man sidder med et stort smil på og nyder begavede tekster og flere eksempler på flot fornyelse.

Fornyelsen kommer første gang, da Mikkel Schrøder i operastil synger om de familiebiler, som ikke har været drømmebiler, men det har været, hvad man havde råd til. Mange vil genkende rækkefølgen Kia, Fiat, Berlingo og Skoda.

Skodaen har rettet sig kraftigt, siden dengang instruktionsbogen blev kaldt for “Mein Kampf”. Schrøder gentager sin sangopvisning i anden akts nummer om det amerikanske valg: Skal vi have ham, der er tosset, eller ham, der er senil? Man mindes Politikens ATS: Et amerikansk valg starter som et valg mellem to mulige kandidater og slutter som et valg mellem to umulige!

Fornyelse af de royale numre er der også, når vores kongepar i sidste øjeblik skal lede efter ord med “for” til det kongelige valgsprog. Her er Christina Astrid fortryllende støttende og Schrøder vidunderlig forfjamsket, til det hele faldet på plads.

Så er der fornyelse i den måde, revyen behandler de uundgåelige ejendomsvurderinger på, nemlig som et farverigt, velsunget og morsomt nummer om bakkesangerinderne i Bakkens Hvile, der må søge nye græsgange efter, at de ikke længere har råd til at bo på Dyrehavsbakken.

Så kommer vi til revyens to bedste numre. Ideen til “Borgerlig Rhapsody” er Mikkel Schrøders, teksten er af Lonnie Kjær og Lukas Birch, og musikken er Queen’s fantastisk fine og hundesvære “Bohemian Rhapsody”. Super idé, super musikalitet og tekst med bid.

Og endelig nummeret, der klogt ligger lige før finalen, “Knald for Danmark”, hvor omskrevne danske slagere skal få os alle sammen til at skabe flere børn. Teksten står kapelmester Jens Krøyer for, og den når sit højdepunkt med “så tag og knald uden gummi på”.

En anden slags fornyelse er tre eksempler på, hvad AI kan bruges til. Troels Malling har skrevet teksterne til, hvad det lyder, som om Messerschmidt, Støjberg og Kjærsgaard har sagt – og som en modsat deres meninger. Sjovt, men også tankevækkende.

Jan Schous jubilæum

Jan Schou er i Rottefælden for 25. gang og får blandt andet lov til at genopfriske tre succes’er: Flade vitser, Dronning Margrethe og Henning, som faktisk var morsomst her, hvor der ikke var for meget af ham.

Han får også lov at stå for årets alvorlige nummer, der som så ofte tidligere er skrevet af Leif Maibom. Et rundt-i-ring-nummer om, hvordan vi i skræk for krigen skulle have konserves stående i halvtredserne og tresserne, før vi kunne glemme det i nogle lykkelige årtier, men nu igen kan frygte Putin og hans trusler om atomkrig – og måske også Donald Trump, hvis han bliver præsident.

Selvfølgelig er der også mindre stærke numre, men glem nu det, når helhedsindtrykket er så positivt.

Jens Krøyers trio med Gui Moscoso og Ole Caspersen er så veloplagt som nogensinde. Instruktionen af Carsten Friis er lydefri, støttet af Christine Astrid, der også står for koreografien. Den farverige scenografi står Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder for, og så er kostumerne i top, som Vibeke Valeur har lavet dem.

Rottefælderevyen kan ses frem til 17. august og må ikke misses.

I 30 år er der spillet cabaret i Bogense, og det ændres der ikke på, selv om Torben Juel er død, så der er nye ejere af den Aladdins Hule, som antikbutikken Café 44 er.

En cabaret er defineret som intim, og det bliver aldrig mere intimt end i det lille lokale, hvor man næsten skal aftale med sidemanden, hvis man skal skifte benplacering, og hvor temperaturen kommer op i store varmegrader. Det ved man, og det er en del af oplevelsen.

I år tager Betty Glosted og Kim Hammelsvang publikum med til 1920’erne, der såvel var ubekymrede på nogle måder som depraverede på andre. I første afdeling dominerer det muntre, fra duoen indtager scenen i badetøj fra dengang, hun med kyse og han med stråhat, og indleder med et omfattende potpourri, der egentlig er en fortsættelse af den fremragende pianist, Ulf Starups, ouverture.

Så går det løs med kendte og ukendte numre, blandt andet “Hvem skal kilde for kildekonens datter”, som fik en senere – og efter min mening morsommere – tekst i Helsingørrevyen 1964. Det gør ikke noget, for Hammelsvangs charme lægger lokalet ned. Det gør Glosteds også, når hun for eksempel synger “Peter, kom ned og leg”.

En lille, mere alvorlig afdeling handler om Ingeborg Bruun Bertelsens grumme skæbne på grund af folkesladder, og vi får desuden hendes to kendteste viser, “Lille Sommerfugl” og “Sonny Boy”, som de fleste forbinder med henholdsvis Bjørn Tidmand og Al Jolson.

Vi får to eftertænksomme viser, som Ludvig Brandstrup stod for, blandt andet “Pige, træd varsomt”, og Glosted gnistrer med en tekst om kærlighed og rødspætteyngel, mens Hammelsvang kan lave hula-hop gennem hele visen om alle de ting, der er lagt skat på, og han giver den tragikomiske tekst om Frk. Vipstjert, der både får et gyldent øjeblik og bliver kørt helt i bund, da hun er i vidneskranken.

Efter den overdådigt morsomme første afdeling kommer den anden med større alvor. Her leges der med kønsrollerne. Glosted dukker op i jakkesæt og Hammelsvang i Charleston-kjole, og i det indledende potpourri får vi denne gang blandt andet Mackie Messer, “The moon of Alabama” og “Yes sir, that’s my baby”.

Efter den muntre beretning om “Mein kleiner grüner Kaktus” får vi en dybt alvorlig afdeling om “La Garconne”, der har problemer med sin kønsbevidsthed, og kvinden, der går til i stofmisbrug.

Russeren Misja Spolianskij trækkes frem fra glemslen til hans mening om kønsroller, og hvordan den slags problemer kan løses, og vi får et par Marlene Dietrich-numre. Her fatter jeg ikke, hvorfor “Ich bin vom Kopf bis Fuss” skal synges på engelsk. Især ikke, når man anfører, at man vil skildre det depraverede Berlin. Byen dukker først op i sidste nummer, selv om den er underforstået flere gange, blandt andet i det rørende nummer om Fräulein Schneider og Herr Schultz, som man ville have godt af at kende baggrunden for.

Hammelsvang synger a capella “Sag mir, wo die Blumen sind”, og så kommer det sprudlende humør tilbage med blandt andet “Trink, trink, Brüderlein trink” og til slut “Das ist Berlin”.

Bogense Sommerrevy har næppe nogensinde været bedre eller haft bedre publikumskontakt. Betty Glosted og Kim Hammelsvang klæder hinanden umådeligt, og adskillige gange opfordrer de til interaktion, så man nynner og synger med på mange numre og nyder resten.

Cabareten spiller til 16. juni, men der er så fin gang i salget, at der allerede er planer om ekstra forestillinger – og alle bør opleve den. Bogense er efter etableringen af Odins Bro kun 50 minutter væk, og vil man gøre sin cabaret-aften til en særlig oplevelse, kan jeg anbefale at spise 200 meter væk på Bogense Hotel, hvis køkken viste sig at være en himmelsk oplevelse.

Der er bestemt numre og skikkelser, man vil huske fra årets Odense Sommerrevy, men der er også et lavt bundniveau mellem dem.

Lad os først tage det positive: Hele ensemblet, bestående af revydirektør Lars Arvad, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Camilla Bendix og instruktør Tom Jensen, er veloplagt og kan få en del af de svagere numre til at glide ned pga. tempo og timing.

Orkestret under ledelse af Morten Wedendahl er fremragende, og Wedendahl har med stort held sat musik til flere tekster.

Scenografien er flot og opfindsom, og man nyder den, lige fra fortæppets grønne farver og gennem hele forestillingen.

Den starter veloplagt med en hyldest til optimismen, og den slutter lige så energisk med et firserpotpourri, som hele forsamlingen kan nynne med på, og som har flere sjove pointer i overgangene.

Imellem de to punkter er der længere mellem snapsene, end der plejer at være – men de er der. Med kongesangen som indledning er vi vant til, at nu kommer der et nummer med Dronning Margrethe, men som en overraskelse er det med Lars Arvad som landstræner Nicolai Jacobsen, der har haft et job på Royal Arena (Amalienborg!) med at sætte et nyt hold sammen, og det fører til mange sjove pointer.

Så er revyen fornyende i ikke blot at sætte fokus på noget irriterende, men også at give det modspil. Det sker, når Arvad tager fusen på Camilla Bendix, der insisterer på, at alt på alle sprog skal udtales korrekt; og siden overrumpler Arvad bankmanden Thomas Mørk, der vil tage store gebyrer og give små renter – som kunde har Arvad en kundekontrakt med!

Positiv er også starten på anden akt, hvor Vicki Berlin og Camilla Bendix giver en forrygende rap som forsvar for ældre, kvindelige studieværter.

Revyens fine alvorlige vise er Utopia, hvor Camilla Bendix funderer over, hvordan verden kunne være uden personer som Putin, Trump, Netanyahu etc.

Thomas Mørk har som sædvanlig sine øjeblikke, når han fx forsøger at overbevise om, at han er verdens højeste mand, eller fører sig frem som selveste Fanden, mens Vicki Berlins faste Camilla-skikkelse er meget svingende i sine pointer, men publikum kan lide det.

Mens der skiftes kulisser, er der en række shorties i form af opkald til telefonsvarere. Nogle morsomme, andre knap så sjove, men det er i hvert fald morsomt, at hele personalet på Nordic Waste ikke kan tage telefonen, fordi de leger ’Jorden er giftig’.

Til gengæld er mange tekster gammel vin på nye flasker og ikke morsomme nok til at bære det. Det er heller ikke altid, at det virker positivt, når man tager en katastrofe som den med Nordic Waste i Randers og sætter den ned i et simpelthen ulækkert mikrokosmos. Nummeret med at vise, hvor forfærdelige ting man synger, er også gammelkendt i bedre skikkelser, og man behøver såmænd ikke at misforstå ‘mejet’ som ‘meget’. Man kan bare tage ’Hr. Peder stod på svalen’.

Det virker, som om nogle numre må have virket morsommere, mens man indstuderede dem, end de fremtræder på scenen. Ellers havde fx ’Ung igen’ næppe været første akts finale. Det er muligvis en risiko, man har, når instruktøren også er en del af ensemblet. Det må man diskutere.

Revyen ligger mellem tre og fire Amandaer, men de numre, der var aftenens højdepunkter, gør, at den får fire Amandaer med pil nedad.

Instruktøren Frede Gulbandsen, som bl.a. instruerede Kertemindes revy i 2016, hvor den var Danmarks bedste, står for et nyt mesterværk. Her er stilen fra start uprætentiøs med et flygel, trakteret fint af Henrik Silver, i stedet for et seksmands orkester i en tidløs, sydlandsk varmeinspireret kulisse af Katrine Skjoldelev, der også er koreograf, sangerinde og oplæser. Det sidste i oplæsningen af en bog om, hvordan man skal vælge og behandle sin hund. Hun erstatter ’hund’ med ’mand’, og det er tankevækkende, hvor godt den stadig passer. Sluttelig konstaterer hun, at da man kommer til at leve mange år med den, man vælger, er det vigtigt at prøve sig grundigt frem først!

Gi’ til de rige!
Gulbrandsen havde i skolen en meget dygtig lærer, der på en fantastisk måde fik fortalt sine elever, hvor heldige de var ved at være født i et i-land i stedet for et u-land. Den historie skal du selv nyde, men den fører direkte over i finalen på første akt: ’Gi’ en hånd til de rige’, skrevet af Jantzen og Aagaard.

De rige har så store problemer og bliver ustandselig misforstået og mishandlet, så ned med topskatten, giv dem større fradrag og kæmpestore bonusser. Det er hjerteskærende at høre, hvor vigtigt det må være for os alle sammen at gøre de rige rigere, ovenikøbet på bedste sanglige vis.

Mettes nye arbejde
Rikke Bilde er et fint ensembles nr. 1. Hun synger skønt, ikke mindst demonstreret i hendes egen ’Alle mine mænd’, hvor man skal holde ørerne stive for at få ironien med. Desuden har hun en herlig diktion og er tæt på at være en klon af Mette Frederiksen, der skal have nyt arbejde.

Ikke generalsekretær i NATO. Nej, hun sigter højere: Hun vil være Dronning af Danmark. Man kan ikke have, at den næste dronning bliver en tilfældig indvandrer, der har fået dansk statsborgerskab alt for let.

Her træder Mary ind i Anette Støvelbæks skikkelse, og da Frederiksen ikke vil give sig, får hun tæsk som af en tasmansk djævel. Det udvikler sig til en bitter bitchfight – hvem ville have troet, at nogen ville have vovet det?

Revyen har en masse sex samt underernærede, der ikke får sex, så Kristian Holm Joensens mand skriver sex på indkøbslisten i Brugsen, og Støvelbæk som psykolog forsøger at forføre sin sagesløse klient, der flygter, mens psykologen fastslår, at man kan jo ikke redde alle.

Der er en ganske stor bodycount i revyen. Fx dør Irmapigen for eget reb til veloplagt rytmisk sang; og Støvelbæk giver som gift med en mishandler ham en tur i kompostkværnen – så står blomsterne meget bedre; for ikke at tale om ’Rotte-Lotte’, der kan få alt til at forsvinde ’Puf!’ i en i øvrigt lidt uinteressant tekst.

Revyen har en passende lokal vinkel på en del numre, bl.a. ’Hist, hvor vejen slår en bugt’, der fortæller, hvordan hele sommerlandet bliver fyldt op af hæslige affaldsspande, som man ikke kan finde ud af at sortere i. Det problem er ved at blive landsdækkende. En fin tekst af Katrine Skjoldelev.

Støvelbæk har et fint lille nummer af Niels Ellegaard om de stadig flere kasser, man forsøger at putte os alle i, og som burde erstattes af en enkelt, på hvilken der står ’menneske’.

Der er en del hurtig situationskomik og et herligt sprogligt ping-pong nummer på ’did you do that’ med hundrede variationer i smukkeste stakomyti og jazzrytmer. Virkelig hæsblæsende.

Ikke alle numre er lige gode, men bundniveauet er ikke irriterende, og revyen har en overflod af dejlige numre – vi når ikke igennem alle her. Vi kan bare konstatere, at Odsherred Sommerrevy er blandt dem, man ikke bør gå glip af – og så kan man i øvrigt få en udmærket lille ret først, med kød eller vegansk.

Odsherred Sommerrevy – Vi sejler på bølgen. Odsherred Teater. Spilles sidste gang 14. juli.

Skønne numre med såvel mening som teltvæltende humor står i kø i Odense Sommerrevy 2023, og når man så bagefter ser, hvem der har skrevet dem, står der Vase & Fuglsang på flertallet.

Klogt ligger to af deres numre som afslutning på første akt og start på anden. Så går man til pause i højt humør og fortsætter i samme stemning, når man er tilbage.

Lige før pausen ligger ’Når venstremænd græder’, hvor vi får en demonstration af, hvor svært det i dag er at være kernevenstremand – ovenikøbet til tekstparrets egen musik. Alle seks skuespillere er på scenen og får os til at græde af grin med deres hjerteskærende gråd.

Første nummer efter pausen er ’OUH’, som kapelmester Morten Wedendahl har sat musik til, og som er en blanding af sang og pauser med tilpas flade vitser med patienter, der ikke kan blive behandlet. Her passer vitserne i al deres gru. Som når en mand kommer ind og vil have en kikkertundersøgelse, hvorefter lægen med en kikkert afsøger hele området og fastslår, at den afdeling slet ikke er bygget endnu.

Få minutter senere kommer mit favoritnummer, ’Time Out’, hvor Lars Arvad endnu en gang giver den som Nicolai Jacobsen, som har ført sit hold til tre verdensmesterskaber, men ikke har en chance, når han skal forsøge at skabe et hold ud af de 180 mennesker i en bygning i København. De nægter at bruge fløjene; når man spørger: Hvad kæmper vi for? er svaret ’Genvalg’; og de nægter at bruge harpiks på boldene. I stedet har de lim på taburetterne etc. Ind og se den selv.

’Skal vi lege’ med Lone Rødbroe og Lars Arvad viser, hvor svært det kan være at lege far, mor og børn i disse tider, og ’Odense Pride’ er et af de numre i revyen, der sætter tingene på hovedet, når de, der går bagest i Prideparaden, Lone Rødbroe og Tom Jensen, er medlemmer af Dansk Heteroseksuelt Samfund, der er så grå, som pride er regnbuefarvet; som har missionærsex på faste ugedage og er så almindelige, at hørte vi ikke til bevidstløshed om de 90 forskellige kønsidentiteter, ville det være dødkedeligt. Her er det uendelig morsomt.

Kun et enkelt Vase&Fuglsang-nummer en svipser. Den handler om mænd på tvungen barsel, men seks af syv er søreme et flot resultat.

Der er fuldtræffere af andre forfattere. To af dem er af den alvorlige slags, som mange revyer kun har et enkelt af som alibi. Vicki Berlin står for Gunvor Reynbergs ’Så blå, så blå’ om hustruvold og de måder, man kan få blå øjne på; og Lars Arvad står for ’Fejl 40’ af Leif Maibom, hvor en mand gør regnskab over sit liv ved de 40 og fastslår, at det skal have haft en anden karakter, når han når 50. Man kan så tvivle på, om han ikke allerede er fortabt.

Henrik Lykkegaard er årets tilføjelse, så der er seks på scenen, og han gør det fx godt, når han er den desperate fængselsbetjent, der i underbemandingstider forsøger at få en forbryder til at gå hjem igen, for der er ikke plads til ham. Rollerne byttes elegant til slut. Lykkegaard er også præsten, der gennemfører facebookbegravelsen af ’Buller47’ på chatten med ustandseligt indkomne nye sms’er. En god ide af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.

Et tredje nummer, hvor dagliglivet er vendt på hovedet, er ’Skål’ af Henrik Lykkegaard, hvor et forældrepar ikke fatter, hvad de kan have gjort forkert, når deres børn ikke drikker nok. Hvordan skal vi kunne bevare den fine alkoholkultur med god samvittighed, hvis de unge ikke lærer at drikke?

Imponerende har man nået at få Lizette Risgaard med i revyen i Vicki Berlins fine skikkelse. Sketchen er præcis så stærk og kort, som det er nødvendigt. Jeg nægter at røbe pointen – men den tager kegler.

Det gør også Lone Rødbroe i ’Håndbold for fan’, hvor hun i et formidabelt tempo og med masser af slagtøj giver en sand tour de force, så man ikke kan andet end at give sig. Ikke alle numre behøver jo at have et stort, ædelt formål.

Mere behersket humor er der i en politiafhøring, hvis formål er at få ord til en krydsord; ’Guds Gate’, hvor en kvinde får chancen for at få tre spørgsmål besvaret af selveste Gud og ikke lige benytter dem til det, vi ville havde ventet.

Blandt de mere tvivlsomme numre er desværre finalen, hvor mange havde glædet sig til et potpourri over danske revysuccesser, men hver eneste er forkortet, så vi aldrig hører pointen, og vredet i stykker i foredrag og rytme. Selv om kostumerne er velvalgt, er det lidt ærgerligt ikke at slutte på toppen. Især da det indledende velkomstnummer er kvikt og lover, at om to timer er vi alle forvandlet fra pessimister til jubeloptimister, så det skaber forventninger til afslutningen.

Pudsigt, som ideen om at pille ved gamle slagere breder sig. Den lykkedes fint i Aarhusrevyen. Den lykkedes næsten i Odense Teaters teaterkoncert, men her dur den ikke.

Revyens sceneskift får en ny dimension, fordi de, der udfører dem, er ’stillet til rådighed’ af Odenses LET-bane (!), Tom Jensens fine ide. Dermed er der også underholdning, når de smarte kulissedele køres ikke alt for perfekt ind og ud. Scenografien af Kirsten Brink er fornem i farver og legemulighed, og Peter Friis har sin del af æren for komikken med sin koreografi.

Revyen spilles frem til 10. juni, og de mange topnumre gør, at den får

Christine Astrid og Mikkel Schrøder har produceret en revy med fest, farver og masser af musikalitet.

Naturligvis bør Aarhus som Danmarks næststørste by have sin egen revy, og det får den i Hermans i Tivoli Friheden, hvor ejerne af Rottefælden, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, ikke starter med en skrabet revy, men går den modsatte vej. De har allieret sig med Szhirley, Henrik Kofoed og Carsten Svendsen på en overdådigt udstyret scene i Rikke Juellunds scenografi.

Her finder man ikke kun skuespillerne, men også en skøn trio: Stephen Nørrrelykke, Jakob Jønne Juul og Rasmus Friis Tverfoss Jensen samt minsandten også to meget kompetente sangere, Anna Jessen og Lene Nørrelykke, der ikke bare er til ju-hu, men synger en del selv, ikke mindst når de er med til at udfylde tiden mellem to numre med kommenterende tekster.

Velkomstnummeret har en god melodi og en vellykket koreografi af Steffen Hulehøj Frederiksen, og så går det ellers løs med numre af vekslende kvalitet, men i et beundringsværdigt tempo, så man næsten ikke opdager svaghederne, men nyder de vellykkede indslag. Alle, der har haft med store eller superstore hospitaler at gøre, nikker genkendende til ’Kaos på Skejby’, der udløser mange smil. ’Kulturdating’ er lidt sløv frem til den afsluttende fine pointe, mens Szhirley og Mikkel Schrøder dels tager gas på alle bagedystprogrammer, dels i ’Bagelysten’ skaber et velklingende univers, hvor de gør bagedejen vidunderligt erotisk.

Revyen har mange numre, hvor lynhurtige ordspil eller sprogblomster skal give morskaben vinger, og det lykkes ikke hele tiden lige godt, bl.a. i ’Kæledyrsgruppen’, hvor det varer alt for længe at nå frem til den veloplagte pointe, som jeg ikke vil røbe her. Til gengæld går det over stok og sten, når Koefoed og Schrøder udvikler teorierne bag ’Sam Sam-råd’, hvori der bl.a. deltager Sam-Sam-Samarbejdspartier.

Koefoed brillerer som bankdirektør, der har kørt sin bank i sænk, men selv fået en kæmpebonus, mens to af revyens numre revser danskerne – og alle andre – for at anerkende klimakrisen, men reagere alt for langsomt på den, mens vi nyder vores velfærd. Bedst lykkes ’Så længe der er kaffe’ med bidende ironisk tekst af Carsten Svendsen og konklusionen, at kloden overlever, men menneskeheden dør.

Aarhusballetten fungerer ikke rigtigt, selv om man beundrer de fem skuespilleres veltrænede kroppe, men det gør til gengæld revyens bedste nummer, der klogt ligger som afslutning på første akt: Støttekoncert for Irma.

Her er alle udklædt som Irmapigen, og så ironiserer man i et vildt potpourri over pseudosavnet af Irma, som kan løses ved at gå i Salling. Vi kommer vidt omkring, bl.a. til Natashas ’Giv mig Danmark (Irma) tilbage’ og Queen, som stiller store krav til musikalitet – og de bliver opfyldt til fulde. Den elegante afslutning er ’So long, farewell’ fra Sound of Music, hvor skuespillerne efter tur trækker sig før pausen. Ideen er Christine Astrids, og den veloplagte tekst står kapelmesteren i Rottefælden, Jens Krøyer, for.

Efter pausen er ’Poppen i toppen’ en fin start, hvor klassiske hits, som Birthe Kjær har stået for, bliver lavet af parodierende, selvsmagende kunstnere i deres egen stil. Fx får vi ’Til bal uden trusser’ sunget af Annisette i Szhirleys skikkelse. Kosteligt.

Der følger flere noget traditionelle numre, før vi når et nyt højdepunkt, ’Curlingbarn’, hvor Szhirley udfolder sin stemme maksimalt, mens hun siger undskyld til barnet, der ikke er levedygtigt som voksen, fordi alle de udfordringer, der skulle modne det, er fjernet af forældrene.

I ’Kyndelmissen’ er Carsten Svendsen udklædt som en overdimensioneret kat, der vil have den danske kyndelmisse som årets første fridag og raser mod alle de religiøst inspirerede helligdage, fx i påsken, hvor påskeharen lægger æg! Det er Svendsens egen tekst, der kan strammes en smule, men giver ham anledning til igen at brillerede med sit vanvid!

I ’Stuff like that’ viser Mikkel Schrøder sit multitalent med facetter fra slappe ben til en trommesolo, og siden medvirker alle i ’Spørg Aarhus’, der ikke har så meget til fælles med forgangne tiders tv-program af samme navn, men giver nye muligheder for vellykkede parodier: Szhirley som den selvoptagne Medina, der har sin synsvinkel på alt; Schrøder som Finn Nørbygaard, der ved præcis, hvor meget han mistede pga. Stein Bagger; og endelig igen Carsten Svendsen som en helt uimodståelig Jørgen Leth.

Schrøder og Astrid skal have stor ros for ikke selv at have snuppet alle revyens bedste numre og for sammen med instruktør Birgitte Næss-Schmidt at have fået ensemblet til at fungere beundringsværdigt godt.

I finalen udtrykkes ønsket om at have skabt en ny revytradition i Aarhus, og får de alle samme kvalitet som denne første, går det formentlig i opfyldelse, og man behøver absolut ikke at være århusianer for at nyde ’Smilets Revy’.