Indlæg november, 2020

Stemningsfuld Ronja med dejlig musik

tirsdag, 24. november, 2020

Fint skuespil, iørefaldende musik og spændende kulisse gør Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter til en skøn juleforestilling på Odense Teater

 

 

Birk og Ronja (foto: Emilia Therese)

 

Historien om røverne, der ender med at blive hæderlige og helt menneskelige efter først at have haft alle de mandlige dyder, der kan gøre en verden så krigerisk, fortælles hjertevarmt på Odense Teaters store scene.

Vi kommer hurtigt til at elske Ronja, Anna Bruus Christensen; Birk, Jeppe Ellegaard Marling og måske allermest den livskloge Låvis, Natali Vallespir Sand som Ronjas mor, der prøver at holde sin røverhøvding af en mand, Anders Gjellerup Koch som Mattis, og hans bande tilstrækkeligt i ave til, at det ikke går helt galt for dem.

De skal nemlig ikke kun tage sig i agt for fogedens mænd, der vil se dem hængt, men også for den rivaliserende bande Borkaerne, ledet af Mikkel Bay Mortensen som Borka, hvis søn Birk er. Røverne er heller ikke mere barske end som så, og når Låvis fastslår, at de skal vaskes, bliver de det. De får det sikkert fint med at arbejde.

 

 

SkaldePers poetiske dødsscene (foto: Emilia Therese)

 

SkaldePer, Klaus T. Søndergaard, er den fornuftigste mand fra den ældre generation, og han er aldeles rørende i sin forståelse med Låvis, Birk og Ronja. Der er ikke et øje tørt i hans stemningsfulde dødsscene.

Ronja og Birk afskyr fra start hinanden, fordi det skal de, når de kommer fra de respektive bander, men de bliver hurtigt klogere af at omgås – og ind imellem redde hinanden fra farlige situationer. De kalder sig broder og søster, og så ved vi jo nok, hvordan det vil gå om nogle år, som det bliver sagt!

Mattisborgen flænses i to af et lyn den aften, såvel Ronja som Birk bliver født, og dette – også symbolske – svælg skal de sætte over.

Det hele udspiller sig i Camilla Bjørnvads scenografi, som er den mest stemningsfulde, jeg endnu har set til Ronja, med tidløse kostumer og kulisser; med skovhekse, grådværge og rumpenisser. Nisserne hyggeligt vrøvlende, de øvrige så uhyggelige, at man ikke skal tage de allermindste med. Ikke mindst, da man kun må sidde på hvert andet sæde pga. coronaen.

 

 

Ronjas fod er gået gennem taget til rumpenisserne (foto: Emilia Therese)

 

Frede Gulbrandsen har instrueret med perfekte nuancer og timing, og Nikolaj Busks musik er atmosfærefuld og ligeledes temmelig tidløs. Den understreger ord, sætninger og hændelser så elegant, at man næsten ikke mærker, hvordan man bliver forført. Jeg foretrækker langt den for Sebastians musik, der virker som musikalske indslag, mens Busks musik går i et med forestillingen. Den spilles eminent godt af Hal Parfitt-Murray, Magnus Heebøll Jacobsen og Thor Ahlgren, der en stor del af tiden er på scenen med instrumenter, der rækker fra violin over jødeharpe til lafta, duduk og sækkepibe.

 

Musikerne og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)

Alt er med andre ord såre godt, hvis ikke den der forbistrede corona gør, at der kun kan komme halvt publikum til hver forestilling. Man bliver heller ikke modtaget i døren af nisser, foyeren er ikke fuld af julelys, og man må ikke engang forlade teaterrummet i pausen, medmindre man skal på toilettet.

Alligevel er det et lys i en mørk tid, at man trods alt kan tage to timer i Astrid Lindgrens livskloge eventyrverden. Gør det, hvis I kan, alle sammen – i hvert fald alle jer over 8 år.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Slip latteren løs

mandag, 23. november, 2020

På torsdag aften kan vi alle få latterhjælp, når vi under 100% sikre forhold lader Farshad Kholghi og Lukas Birch tage os 2020 år tilbage i tiden, når de på Tornøes Hotel indvier os i Herbergets Evangelium i forestillingen ‘Hvid Jul med brune Nuancer’.


Hvem trænger ikke til at smile, at le eller at grine højt i disse coronatider?

Det kender du formentlig ikke, for det blev først fundet for nylig i forbindelse med udgravningerne til den nye metro mellem Betlehem og Ishøj, og det fortæller på overrumplende måde, hvorfor alle værelser var optaget, så Jesus i stedet blev født i en fugtig stald. Alt var kaos, bl.a. fordi ejeren Hr. Berg var dødeligt forelsket og derfor gjorde så fjollede ting, som forelskede gør.

Mens Farshad Kholghi er en institution i Kerteminderevyen og heldigvis er med igen i 2021, er Lukas Birch mindre kendt, men han er dansk revys mest lysende unge multitalent for tiden, og han bliver forestillingsleder på Kerteminderevyen til sommer.

Duoens juleshow, der har premiere på Amager i aften og derefter skal Danmark rundt, er hylende morsomt og fuld af politisk ukorrekthed i bibelske dimensioner. Vil du se det på Fyn, er de to muligheder torsdag aften og siden 12. december, også på Tornøes.

Så glæd dig til at få indblik i den hidtil ukendte del af juleevangeliet, og nyd en tempofyldt komedie, der giver dig en hvid jul – med brune nuancer.

… og uden risici. Opstillingen i Store Sal sker med hensyntagen til rigelig afstand og personbobler, så man kun behøver at sætte sig ned og motionere lattermusklerne.

Billetterne købes gennem Tornøes Hotel tlf. 65 32 16 05.

Tags: , ,
Kategori Generelle nyheder, kultur, revy, Teater | Ingen har kommenteret »


Anette Wilhjelm Jahn er en vidunderlig historiefortæller

mandag, 9. november, 2020

Anette Wilhjelm Jahn er en vidunderlig historiefortæller

Anette Wilhjelm Jahn, der bor i København, men hvis nordøstfynske rødder fremgår af navnet på Maale Fortælleteater, har skrevet højtlæsningsbogen ’TudsenTue’, der også kan fås som lydbog.

 

 

Anette Jahn: Tudsen Tue

 

Anette Wilhjelm Jahn, der bor i København, men hvis nordøstfynske rødder fremgår af navnet på Maale Fortælleteater, har skrevet højtlæsningsbogen ’TudsenTue’, der også kan fås som lydbog.

Den sprudler af fantasi og fortælleglæde, og bevæger sig, som de gode gamle folkeeventyr af brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe m.fl., rundt i sit univers på fri hånd. Som de århundredgamle fortællere, blander hun dem sammen, som det passer hende, og tilsætter dem den moderne tid, så de får mere genkendelighed for de 5-8-årige, som bogen primært retter sig imod.

Voksne kender alle motiverne: Prinser og prinsesser, der er forvandlet til frøer, som evt. skal kysses, før de får deres rigtige skikkelse igen. Små dyr og svage mennesker, der optræder heltemodigt, fordi deres sind er ædelt. Snart genkender vi træk fra Klods Hans, snart er vi Østen for Solen og Vesten for Månen, men vi hører også et eventyr med rødder i sydamerikanske Peru. I tre store eventyr er skrubtudser helte. Naturligvis, for de fortælles jo af Tudsen Tue, som dog ikke går så langt, som til at man kan få en dejlig skrubtudse ud af at kysse en smuk prinsesse. Det kunne ellers være en fin tudsepointe! Quark Quark!

Her har vi desuden fra vor tid fortælleren, 8-årige Anna, der har sine problemer med familie, venner, veninder, sandheden – såvel deres som hendes – og sig selv, og som ikke bare er god, men ind imellem urimelig, ulogisk, uartig og har den fine portion selvmedlidenhed, som børn tit har, når verden er imod dem.

Heldigvis melder Tudsen Tue sig på banen, og den har mange fine egenskaber. Den kan trøste, fortælle eventyr, fortælle, hvad et rigtigt venskab indebærer, og gå i rette med Anna. På et sted, hvor hun følges med den nye nabodreng og har lyst til at sige en masse skidt, som hun inderst inde ved ikke er så rigtigt, optræder Tue som hendes dårlige samvittighed, og siger alt det rigtige, før hun kan nå at sige det forkerte.

Bogen er på 199 sider med forholdsvis store typer, men man skal ikke tro, at det er med henblik på, at unge skal kunne læse den, for det kan de fleste først, når de er blevet 12-14 år. Ellers går de i stå ved ord med mange lix eller begreber som polititilhold, som de ikke aner, hvad er – men er i øvrigt også fascineret af bogen. Så er det vigtigt, at fortælleren kan svare. Sproget er elegant og letløbende, og en oplæser vil være frigjort til at dramatisere stoffet passende under oplæsningen.

 

 

Nina Broen har illustreret

 

Der er ikke spildt alt for mange sider på de ellers både fine og charmerende illustrationer af Nina Broen. Selv finder jeg, at de i sort/hvid både er i gammel tradition, fascinerende og med mange detaljer, gode at tale om under oplæsningen, men de børnebørn, jeg har diskuteret dem med, synes, at de skulle have været i farver, som på omslaget af den lækre, indbundne bog.

Bogen kan føre mange steder hen, hvilket fremgår af, at der er lavet undervisningsmateriale til den til 0-1. klasse.

Bogen er en gave til alle, der læser højt for deres børn eller børnebørn, og har de i en periode ikke god tid til det, kan de vælge at købe lydbogen, som jeg ikke har hørt, men jeg har oplevet på en Kirsebærfestival, hvordan Anette Jahn kan tryllebinde et ungt publikum – og deres ledsagende voksne.

Jahn, Anette Wilhjelm: Tudsen Tue. 199 sider indbundet. Forlaget Silhuet. Koster i Bog & Ide 280 kr.. Prisen varierer i øvrigt mellem 270 og 310 kr.. Lydbogen fås til kr. 80.-

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur | Ingen har kommenteret »


Voldsomme effekter og dygtige skuespillere

torsdag, 5. november, 2020

Voldsomme effekter og dygtige skuespillere

Så blev Kolding Egnsteater åbnet. Først skiftede det navn fra Mungo Park til Teater Tid; derefter nødvendiggjorde politisk fnidder af mange slags, at det blev reorganiseret som Kolding Egnsteater. Det ændrer heldigvis ikke på, at der i Fredericiagade i Kolding ligger et kvalitetsteater med meget på hjerte, som har bud til alle landets teaterinteresserede.

 

Mareridt (Foto: Asmus Kromann Bork)

 

Genåbningen sker med forestillingen ’Madeleine og drømmene’, som er inspireret af bortførelsen af den 3-årige Madeleine McCann i Portugal 2007. Hun er aldrig fundet, og ideen er at udforske det liv, forældrene bagefter må leve, med mareridt, sorg, håb, kaos, mistænkeliggørelse etc.

Et liv, hvor fantasi og virkelighed ustandselig smelter sammen med forskellig vægt på de to ting. Hvor sorg, frygt og fantasier formes med fiktive skrækforløb, der ikke mindst i mareridt er meget voldsomme. Der er voldsomme effekter i lys, lyd og skuespil i Jokum Rohdes tekst, men den bevæger sig lidt for kaotisk rundt, og de mange associationer bliver vanskelige at følge for den, der kun kender Christopher Marlowe som Shakespeares konkurrent i ’Shakespeare in Love’, der ikke er helt inde i Faustmyten, måske aldrig har læst Schillers ’Erlkönig’ og ikke ved, at navne som Romulus og Rebekka er stærkt værdiladede.

 

Drama i lys og lyd (Foto: Asmus Kromann Bork).

 

Hvad forestillingen vil, ud over sine effekter, er lidt vanskeligt at finde ud af. Vi kan sagtens leve os ind i, hvor forfærdeligt det er for McCanns forældre at tænke tilbage på bortførelsen, at blive afhørt voldsomt som mistænkte, eller at opleve håb og frygt i drømme, men faktisk er forestillingen indholdsmæssigt mere spændende efter pausen, hvor Malte Joe Frid-Nielsen fortæller, at han har fået chancen for at ’skrive’ en anden persons totale liv. Hver dag at bestemme, hvad han skal sige og gøre i morgen – og hvor det måske er lige omvendt. Det er personen, som han aldrig har mødt, der modellerer hans liv.

Her er der mindelser om filmen The Truman Show, andre steder er der direkte henvisning til Orfeus og Eurydike-myten etc.

Jo, forestillingen er det totale kaos og næppe faldet helt ud, som den var tænkt, men det var alligevel spændende, hvor man ville hen: Sove, drømme, vågne og se.

Det er ordene, der gentages mange gange som slutning, og som forestillingen ikke helt dækker.

 

Malte Joe Frid-Nielsen og Kristine Nørgaard (foto: Asmus Kromann Bork).

 

Skuespillerne Amanda Bøgestrøm Isaksen, Kristina Nørgaard, Malte Joe Frid-Nielsen og Morten Kjær fungerer perfekt i mange skikkelser og roller. Ditte Tygesens scenografi er udfordrende, og opnår de effekter, som også Ingrid Skandsens lys og Jim Falks lyd lever op til, i Emil Alexander Rostrups instruktion.

Tapas to go

Genåbningen af teatret var en oplevelse for sig i disse Coronatider. Velkomstdrink, mundbind, indgang i teatret i hold og med god afstand mellem de afsprittede tilskuere. Det gentog sig række for række til pausen og efter forestillingen, der sluttede kl. 21.57, så alle lige kunne nå at nippe til et glas vin, og tage en tallerken med tapas-to-go med sig ud i novembernatten.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »