Indlæg markerede med søgeord ‘Anmeldelse’

Flot teater, men svag dramatik

mandag, 24. maj, 2021

’Frank vender hjem’ på Odense Teater er fuld af farver, musik, store skuespilpræstationer og fine scenografiske indfald, men mangler den sammenhæng, som kun læsning af den bagved liggende roman kan give.

"Frank vender hjem" (Foto: Emilie Therese).

“Frank vender hjem” (Foto: Emilie Therese).

Romanen ’Frank vender hjem’ af Kristian Bang Foss er utroligt morsom og stærkt tankevækkende. Den har et væld af forskellige temaer: Er det muligt at leve sammen, selv om man kommer fra to forskellige samfundslag? Hvad kan vi stille op med formuer, der er skabt på suspekte præmisser, og folk, der skifter synspunkt for at få del i dem? Hvordan stiller vi os til oprørere – fra dem, der tænker tanker til dem, der begår terrorisme? Hvor meget er vi parat til at tro på sandheden, hvis den virker uvirkelig? Skaber EkstraBladet sin egen virkelighed? Hvem tror vi på?

Fortællingen, der rummer samfundskritik med slag til højre og venstre, hænger sammen i romanen, men det er en næsten umulig opgave at få alle temaer med i en teaterforestilling. Det har Thomas Markmann og instruktøren Simon K. Boberg efter min mening knækket halsen på over for alle, der ikke har læst romanen.

Forestillingen er ellers en fryd for øje og øre, takket være scenografen Ted Pierce. Den udspiller sig i en strandkulisse, der kan en masse. Der er fest og farver og det ene fine indfald efter det andet, som når alt gynger op og ned i takt med, at der gives kunstigt åndedræt til en døende, eller bagscenen inddrages til at anskueliggøre, hvad der netop siges.

 

"Frank vender hjem" Odense Teater 2021

“Frank vender hjem” Odense Teater 2021

Det unge par, Frank, Jeppe Ellegaard Marling, og Thea, Freja Klint Sandberg, er troværdig og smukt, og der er masser af genkendelse i deres møde som studerende og deres problemer med at komme fra hver deres del af samfundet. Franks far Rock Tage, Mikkel Bay Mortensen, spiller guitar på Strøget; Theas mor, Ghita Lehrmann, har en formue, der er skabt på mistænkelig vis under 2. Verdenskrig, og hendes far, Anders Gjellerup Koch, har skiftet fra at være voldelig venstreorienteret til at finde sig i at være formuende. De – og resten af ensemblet – forsvarer forestillingen fint, og man bliver underholdt godt.

 

Ghita Lehrmann på stranden (foto: Emilia Therese).

Ghita Lehrmann på stranden (foto: Emilia Therese).

Langsomt går det dog op for en, at det ikke er meningen, at noget tema skal behandles til bunds. Franks forsvinden i bølgerne, i øvrigt provokeret af, at han er lykkeligere og friere end nogensinde tidligere i sin bestræbelse på at finde ud af, hvem og hvad han egentlig er, skildrer han selv i en uendeligt lang monolog, og siden kommer der flere monologer, men de peger i hver deres retning og virker som store handlingsspring, så vi ikke får en samlet forestilling.

Meget synd, for scene, lys, lyd og musik fungerer alt sammen, så hvis det dramatiske også havde gjort det, ville alt være perfekt.

Derfor har jeg et forslag: Læs den fremragende roman; få dermed den lim, der kan sætte forestillingens dele sammen og få den til at fungere som en helhed – og gå så i teatret.

Bortset fra det er det skønt at være i rigtigt teater igen, også selv om man kun må forlade sin plads i pausen for at gå på toilettet, og selv om kun hvert andet sæde er optaget.

TV, film og streaming kan være udmærket, men der er intet så intenst og medrivende som det levende teater. Godt, det fungerer igen.

Frank vender hjem spilles på Store Scene frem til 11. juni inklusive.

Tags: ,
Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Anette Wilhjelm Jahn er en vidunderlig historiefortæller

mandag, 9. november, 2020

Anette Wilhjelm Jahn er en vidunderlig historiefortæller

Anette Wilhjelm Jahn, der bor i København, men hvis nordøstfynske rødder fremgår af navnet på Maale Fortælleteater, har skrevet højtlæsningsbogen ’TudsenTue’, der også kan fås som lydbog.

 

 

Anette Jahn: Tudsen Tue

 

Anette Wilhjelm Jahn, der bor i København, men hvis nordøstfynske rødder fremgår af navnet på Maale Fortælleteater, har skrevet højtlæsningsbogen ’TudsenTue’, der også kan fås som lydbog.

Den sprudler af fantasi og fortælleglæde, og bevæger sig, som de gode gamle folkeeventyr af brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe m.fl., rundt i sit univers på fri hånd. Som de århundredgamle fortællere, blander hun dem sammen, som det passer hende, og tilsætter dem den moderne tid, så de får mere genkendelighed for de 5-8-årige, som bogen primært retter sig imod.

Voksne kender alle motiverne: Prinser og prinsesser, der er forvandlet til frøer, som evt. skal kysses, før de får deres rigtige skikkelse igen. Små dyr og svage mennesker, der optræder heltemodigt, fordi deres sind er ædelt. Snart genkender vi træk fra Klods Hans, snart er vi Østen for Solen og Vesten for Månen, men vi hører også et eventyr med rødder i sydamerikanske Peru. I tre store eventyr er skrubtudser helte. Naturligvis, for de fortælles jo af Tudsen Tue, som dog ikke går så langt, som til at man kan få en dejlig skrubtudse ud af at kysse en smuk prinsesse. Det kunne ellers være en fin tudsepointe! Quark Quark!

Her har vi desuden fra vor tid fortælleren, 8-årige Anna, der har sine problemer med familie, venner, veninder, sandheden – såvel deres som hendes – og sig selv, og som ikke bare er god, men ind imellem urimelig, ulogisk, uartig og har den fine portion selvmedlidenhed, som børn tit har, når verden er imod dem.

Heldigvis melder Tudsen Tue sig på banen, og den har mange fine egenskaber. Den kan trøste, fortælle eventyr, fortælle, hvad et rigtigt venskab indebærer, og gå i rette med Anna. På et sted, hvor hun følges med den nye nabodreng og har lyst til at sige en masse skidt, som hun inderst inde ved ikke er så rigtigt, optræder Tue som hendes dårlige samvittighed, og siger alt det rigtige, før hun kan nå at sige det forkerte.

Bogen er på 199 sider med forholdsvis store typer, men man skal ikke tro, at det er med henblik på, at unge skal kunne læse den, for det kan de fleste først, når de er blevet 12-14 år. Ellers går de i stå ved ord med mange lix eller begreber som polititilhold, som de ikke aner, hvad er – men er i øvrigt også fascineret af bogen. Så er det vigtigt, at fortælleren kan svare. Sproget er elegant og letløbende, og en oplæser vil være frigjort til at dramatisere stoffet passende under oplæsningen.

 

 

Nina Broen har illustreret

 

Der er ikke spildt alt for mange sider på de ellers både fine og charmerende illustrationer af Nina Broen. Selv finder jeg, at de i sort/hvid både er i gammel tradition, fascinerende og med mange detaljer, gode at tale om under oplæsningen, men de børnebørn, jeg har diskuteret dem med, synes, at de skulle have været i farver, som på omslaget af den lækre, indbundne bog.

Bogen kan føre mange steder hen, hvilket fremgår af, at der er lavet undervisningsmateriale til den til 0-1. klasse.

Bogen er en gave til alle, der læser højt for deres børn eller børnebørn, og har de i en periode ikke god tid til det, kan de vælge at købe lydbogen, som jeg ikke har hørt, men jeg har oplevet på en Kirsebærfestival, hvordan Anette Jahn kan tryllebinde et ungt publikum – og deres ledsagende voksne.

Jahn, Anette Wilhjelm: Tudsen Tue. 199 sider indbundet. Forlaget Silhuet. Koster i Bog & Ide 280 kr.. Prisen varierer i øvrigt mellem 270 og 310 kr.. Lydbogen fås til kr. 80.-

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur | Ingen har kommenteret »