Indlæg markerede med søgeord ‘Anmeldelse’

Rottefældens vellykkede flyttedag

søndag, 5. juni, 2022

Med en fin revy lykkes det Christine Astrid og Mikkel Schrøder at få publikum til at glemme sommerteateret i Caroline Amalielund og more sig over en klassisk Rottefælderevy på Svendborg Teater

Rottefælderevyen 2022 er såvel klassisk som let fornyende, og der er mange fine indfald. Et harmonisk ensemble, bestående af den jubilerende Jan Schou, Anne Herdorf samt de nye ejere af revyen, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, får skiftevis lov at brillere – og såmænd også til lejlighedsvis at fyre fusere af – men hovedindtrykket er en glimrende revy, og at det er lykkedes at skifte spillested til Svendborg Teater midt i byens hjerte.

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Kulissen af Rikke Juellund er næsten genial. Tre gammeldags badekabiner med trapper giver et sommerligt indtryk, og at anbringe en musiker i hver er bare flot og anvendeligt til såvel gags som forsvindingsnumre som i ’Fluen’, hvor Anne Herdorf udfolder sin egen ide om fluen på væggen, der kender svarene på alle historiens bedst bevarede hemmeligheder og har overlevet alt – til hun bliver klasket af Mette Frederiksen. For ikke at tale om ’Klimakterie’, som også er hendes egen ide, og hvor overgangsalderens indtræden kan blive til fin humor.

Anne Herdorf

Anne Herdorf (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou, der fejrer to jubilæer: 50 år på scenen og 25 i Rottefælden, brillerer i gammelkendte roller. Som Dronning Margrethe, der fyrer et væld af såvel gamle som overraskende nye vitser af, når hun laver en sang til sit regeringsjubilæum; som Henning, der skal give en gammel kending – som ingen i publikum kender og kan synge med på; og som den tænksomme dansker, der, inspireret af Osvald Helmuth-visen ’Brev til Bulganin’, konstaterer, at klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Det gælder at få verdens ledere til at enes, og hvorfor ikke lade dem sejle en tur på Helge (en færge, der sejler dagture fra Svendborg) og finde ud af tingene med hjælp fra en fredselskende dansker. En fin og indtrængende vise med tekst af Leif Maibom og musik af Kenneth Sichlau.

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Mikkel Schrøder er en glimrende oplæser af emoji-nyhederne, hvor hver enkelt nyhed følges af de emojier, som ville være der, hvis det var på Facebook, og af Christine Astrid bliver han udsat for Fynboprøven, sjovt turneret af Kasper Gattrup. Hvilken fugl er fx Fyns populæreste? Høgen, naturligvis, og han er død.

’Små mennesker’ er en rytmisk humoreske fra 1977 af Randy Newman uden bagtanker. Små mennesker har ikke ret til at være til, sang han med mange pudsige begrundelser, men nu gør tegninger af Allan Buch nummeret politisk: Stalin, Hitler og Putin er alle ’little people’.

Christine Astrid som Tina Turner (Foto

Christine Astrid som Tina Turner (Foto Kim Kjærgaard Sørensen)

Hele ensemblet er på scenen mange gange, men med størst finesse i en ny ide for potpourrier: De fire optrædende er født i hver deres årti og putter på skift en mønt i jukeboksen midt på scenen, som derefter spiller deres årtis vigtigste numre. Man får lyst til at høre mere fra hvert af dem, og her får vi får alvor at høre, hvor dygtige sangere de er. Også ’Året, der gik’ er veloplagt og tempofyldt.

Ikke alle numre er lige morsomme, men sådan har det også altid været i Rottefælden, så dem kan man bare bruge til at samle sig før det næste højdepunkt.

Orkestret, som udgøres af Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er som sædvanlig veloplagt, velspillende og dukker op på scenen adskillige gange. Kostumerne af Lasse Spangenberg er lavet med sans for farver og ideer, og Christine Astrid står for koreografien.

Kommer man til spisning forud, som de fleste gør, er der bedre plads og en lækrere servering end i Rottefælden, og flere småfejl fra sidste år er rettet.

Dermed har alle de fynske sommerrevyer haft premiere, og man kan konstatere, at de alle tre er et besøg værd, så inviter bare folk fra resten af verden til en fynsk revytrilogi. I Svendborg spilles der frem til lørdag d. 13. august.

 

 

 


 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy, Rottefælden | Ingen har kommenteret »


Forrygende Pejseshow

lørdag, 4. september, 2021

Stjernebesat forestilling på Pejsegården i Brædstrup byder sammen med en perfekt buffet på årets måske bedste revyforestilling

 

Pejseshow

Pejseshow

Pejsegården i Brædstrup, som i forgangen tid var kendt for Østjydsk Musikforsynings utrolige indfald, der kombinerede humor og symfonisk musik, har nu i mange år stået for en forestilling i sin helt egen genre, Pejseshow.

Det er ikke revy, ikke cabaret, ikke musical, men simpelthen Pejseshow. I coronaens sparetider er der kun tre på scenen, og de ikke bare synger, danser og spiller, men klarer også at stille rekvisitter frem og fjerne dem igen.

Derimod er der ikke sparet på musikken, som leveres af Showband, Stig Trip, Stephen Nørrelykke og kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss. Der er heller ikke sparet på kostumerne, som Lasse Spangenberg står for, så betingelserne er perfekte for den suveræne trio på de skrå brædder: Christine Astrid, Mikkel Schrøder og Rasmus Krogsgaard, der behersker alt fra den stille romantik til den rene farce. Bortset måske fra, at de kun har haft 2½ uge til at lave hele revyen, så det er imponerende, at det overhovedet kunne lade sig gøre.

Forestillingens første akt er klart den sjoveste, jeg har oplevet i år. Vi får først defineret Pejseshow og derefter kommer den årlige gennemgang af året, der gik/gak! I hæsblæsende tempo kommer vi rundt om tudeprinsen Viktor Axelsen, Sleepy Joe Biden, Frank Jensen, Inger Støjberg, Mette Frederiksen m.fl. i skønne parodier.

 

Året, der gak

Året, der gak

Vi kommer rundt om politisk korrekthed fra en højst overraskende vinkel: en moderniseret udgave af Dirch Passer og Kjeld Petersens ’Tømmerflåden’; fejrer Keld og Hildas 100 års kunstnerjubilæum (60+40), får en moderne udgave af Halfdansk (Halfdan Rasmussens alfabet), får en fin musikalsk duet med Rasmus og Christine om brugen af IPhones på ’Something Stupid’, får en kærkommen gentagelse fra Rottefælden af ’Mere druk’, en gennemgang af opfølgeren til ’Druk’ – fuld af pointer og parodier på dem, der skal spille rollerne.

 

Kjeld og Hildas 100 årsjubilæum, som det ikke er så ligetil at fejre

Kjeld og Hildas 100 årsjubilæum, som det ikke er så ligetil at fejre

Akten afsluttes med en hyldest til Shubidua, smukt indrammet af ’Den røde tråd’.

Anden akt er knap så sprudlende, men aldeles udmærket, og den indledes med en tekst på en Queen-melodi med temmeligt svære harmonier, som trioen behersker perfekt. Bundniveauet er fint, men måske er der lidt for meget gentagelse af parodier på de samme personer og flere numre, der gentages fra Nykøbing F, Kerteminde og Rottefælden, men det ved størstedelen af publikum jo ikke, og det er gode numre.

Det er en blændende forestilling, hvor man forud kan spise Pejsegårdens opulente, varierede og meget vellykkede buffet, ligesom man kan overnatte med morgenbuffet bagefter i en perfekt weekendoplevelse.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »


Flot teater, men svag dramatik

mandag, 24. maj, 2021

’Frank vender hjem’ på Odense Teater er fuld af farver, musik, store skuespilpræstationer og fine scenografiske indfald, men mangler den sammenhæng, som kun læsning af den bagved liggende roman kan give.

"Frank vender hjem" (Foto: Emilie Therese).

“Frank vender hjem” (Foto: Emilie Therese).

Romanen ’Frank vender hjem’ af Kristian Bang Foss er utroligt morsom og stærkt tankevækkende. Den har et væld af forskellige temaer: Er det muligt at leve sammen, selv om man kommer fra to forskellige samfundslag? Hvad kan vi stille op med formuer, der er skabt på suspekte præmisser, og folk, der skifter synspunkt for at få del i dem? Hvordan stiller vi os til oprørere – fra dem, der tænker tanker til dem, der begår terrorisme? Hvor meget er vi parat til at tro på sandheden, hvis den virker uvirkelig? Skaber EkstraBladet sin egen virkelighed? Hvem tror vi på?

Fortællingen, der rummer samfundskritik med slag til højre og venstre, hænger sammen i romanen, men det er en næsten umulig opgave at få alle temaer med i en teaterforestilling. Det har Thomas Markmann og instruktøren Simon K. Boberg efter min mening knækket halsen på over for alle, der ikke har læst romanen.

Forestillingen er ellers en fryd for øje og øre, takket være scenografen Ted Pierce. Den udspiller sig i en strandkulisse, der kan en masse. Der er fest og farver og det ene fine indfald efter det andet, som når alt gynger op og ned i takt med, at der gives kunstigt åndedræt til en døende, eller bagscenen inddrages til at anskueliggøre, hvad der netop siges.

 

"Frank vender hjem" Odense Teater 2021

“Frank vender hjem” Odense Teater 2021

Det unge par, Frank, Jeppe Ellegaard Marling, og Thea, Freja Klint Sandberg, er troværdig og smukt, og der er masser af genkendelse i deres møde som studerende og deres problemer med at komme fra hver deres del af samfundet. Franks far Rock Tage, Mikkel Bay Mortensen, spiller guitar på Strøget; Theas mor, Ghita Lehrmann, har en formue, der er skabt på mistænkelig vis under 2. Verdenskrig, og hendes far, Anders Gjellerup Koch, har skiftet fra at være voldelig venstreorienteret til at finde sig i at være formuende. De – og resten af ensemblet – forsvarer forestillingen fint, og man bliver underholdt godt.

 

Ghita Lehrmann på stranden (foto: Emilia Therese).

Ghita Lehrmann på stranden (foto: Emilia Therese).

Langsomt går det dog op for en, at det ikke er meningen, at noget tema skal behandles til bunds. Franks forsvinden i bølgerne, i øvrigt provokeret af, at han er lykkeligere og friere end nogensinde tidligere i sin bestræbelse på at finde ud af, hvem og hvad han egentlig er, skildrer han selv i en uendeligt lang monolog, og siden kommer der flere monologer, men de peger i hver deres retning og virker som store handlingsspring, så vi ikke får en samlet forestilling.

Meget synd, for scene, lys, lyd og musik fungerer alt sammen, så hvis det dramatiske også havde gjort det, ville alt være perfekt.

Derfor har jeg et forslag: Læs den fremragende roman; få dermed den lim, der kan sætte forestillingens dele sammen og få den til at fungere som en helhed – og gå så i teatret.

Bortset fra det er det skønt at være i rigtigt teater igen, også selv om man kun må forlade sin plads i pausen for at gå på toilettet, og selv om kun hvert andet sæde er optaget.

TV, film og streaming kan være udmærket, men der er intet så intenst og medrivende som det levende teater. Godt, det fungerer igen.

Frank vender hjem spilles på Store Scene frem til 11. juni inklusive.

Tags: ,
Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Anette Wilhjelm Jahn er en vidunderlig historiefortæller

mandag, 9. november, 2020

Anette Wilhjelm Jahn er en vidunderlig historiefortæller

Anette Wilhjelm Jahn, der bor i København, men hvis nordøstfynske rødder fremgår af navnet på Maale Fortælleteater, har skrevet højtlæsningsbogen ’TudsenTue’, der også kan fås som lydbog.

 

 

Anette Jahn: Tudsen Tue

 

Anette Wilhjelm Jahn, der bor i København, men hvis nordøstfynske rødder fremgår af navnet på Maale Fortælleteater, har skrevet højtlæsningsbogen ’TudsenTue’, der også kan fås som lydbog.

Den sprudler af fantasi og fortælleglæde, og bevæger sig, som de gode gamle folkeeventyr af brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe m.fl., rundt i sit univers på fri hånd. Som de århundredgamle fortællere, blander hun dem sammen, som det passer hende, og tilsætter dem den moderne tid, så de får mere genkendelighed for de 5-8-årige, som bogen primært retter sig imod.

Voksne kender alle motiverne: Prinser og prinsesser, der er forvandlet til frøer, som evt. skal kysses, før de får deres rigtige skikkelse igen. Små dyr og svage mennesker, der optræder heltemodigt, fordi deres sind er ædelt. Snart genkender vi træk fra Klods Hans, snart er vi Østen for Solen og Vesten for Månen, men vi hører også et eventyr med rødder i sydamerikanske Peru. I tre store eventyr er skrubtudser helte. Naturligvis, for de fortælles jo af Tudsen Tue, som dog ikke går så langt, som til at man kan få en dejlig skrubtudse ud af at kysse en smuk prinsesse. Det kunne ellers være en fin tudsepointe! Quark Quark!

Her har vi desuden fra vor tid fortælleren, 8-årige Anna, der har sine problemer med familie, venner, veninder, sandheden – såvel deres som hendes – og sig selv, og som ikke bare er god, men ind imellem urimelig, ulogisk, uartig og har den fine portion selvmedlidenhed, som børn tit har, når verden er imod dem.

Heldigvis melder Tudsen Tue sig på banen, og den har mange fine egenskaber. Den kan trøste, fortælle eventyr, fortælle, hvad et rigtigt venskab indebærer, og gå i rette med Anna. På et sted, hvor hun følges med den nye nabodreng og har lyst til at sige en masse skidt, som hun inderst inde ved ikke er så rigtigt, optræder Tue som hendes dårlige samvittighed, og siger alt det rigtige, før hun kan nå at sige det forkerte.

Bogen er på 199 sider med forholdsvis store typer, men man skal ikke tro, at det er med henblik på, at unge skal kunne læse den, for det kan de fleste først, når de er blevet 12-14 år. Ellers går de i stå ved ord med mange lix eller begreber som polititilhold, som de ikke aner, hvad er – men er i øvrigt også fascineret af bogen. Så er det vigtigt, at fortælleren kan svare. Sproget er elegant og letløbende, og en oplæser vil være frigjort til at dramatisere stoffet passende under oplæsningen.

 

 

Nina Broen har illustreret

 

Der er ikke spildt alt for mange sider på de ellers både fine og charmerende illustrationer af Nina Broen. Selv finder jeg, at de i sort/hvid både er i gammel tradition, fascinerende og med mange detaljer, gode at tale om under oplæsningen, men de børnebørn, jeg har diskuteret dem med, synes, at de skulle have været i farver, som på omslaget af den lækre, indbundne bog.

Bogen kan føre mange steder hen, hvilket fremgår af, at der er lavet undervisningsmateriale til den til 0-1. klasse.

Bogen er en gave til alle, der læser højt for deres børn eller børnebørn, og har de i en periode ikke god tid til det, kan de vælge at købe lydbogen, som jeg ikke har hørt, men jeg har oplevet på en Kirsebærfestival, hvordan Anette Jahn kan tryllebinde et ungt publikum – og deres ledsagende voksne.

Jahn, Anette Wilhjelm: Tudsen Tue. 199 sider indbundet. Forlaget Silhuet. Koster i Bog & Ide 280 kr.. Prisen varierer i øvrigt mellem 270 og 310 kr.. Lydbogen fås til kr. 80.-

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur | Ingen har kommenteret »