Mon ikke det har virket inspirerende på årets Rottefælde-hold i Svendborg, at rammen igen er det skønne sommerteater i Caroline Amalielund? Revyen 2024 er den bedste, siden man sidst var i Rottefælden. Den er afslappet, den er musikalsk, den har fornyelse, og den hviler smukt i sig selv.
For at gardere mod kritik for små omgivelser og snæver plads til platter, drikkelse, ben og og stole fra dem, der ikke har været i Rottefælden før, hedder velkomstnummeret “I er selv ude om det” – og det er en ros til alle os, der har troligt har siddet og nydt Rottefælde-revyerne siden 1980 – også i de to år i halvfemserne, hvor det var Danmarks intellektuelle revy.
Flot bundniveau og fornyelse
Årets revy holder et smukt bundniveau. Der er få virkelig lårklaskende grin, men man sidder med et stort smil på og nyder begavede tekster og flere eksempler på flot fornyelse.
Fornyelsen kommer første gang, da Mikkel Schrøder i operastil synger om de familiebiler, som ikke har været drømmebiler, men det har været, hvad man havde råd til. Mange vil genkende rækkefølgen Kia, Fiat, Berlingo og Skoda.
Skodaen har rettet sig kraftigt, siden dengang instruktionsbogen blev kaldt for “Mein Kampf”. Schrøder gentager sin sangopvisning i anden akts nummer om det amerikanske valg: Skal vi have ham, der er tosset, eller ham, der er senil? Man mindes Politikens ATS: Et amerikansk valg starter som et valg mellem to mulige kandidater og slutter som et valg mellem to umulige!
Fornyelse af de royale numre er der også, når vores kongepar i sidste øjeblik skal lede efter ord med “for” til det kongelige valgsprog. Her er Christina Astrid fortryllende støttende og Schrøder vidunderlig forfjamsket, til det hele faldet på plads.
Så er der fornyelse i den måde, revyen behandler de uundgåelige ejendomsvurderinger på, nemlig som et farverigt, velsunget og morsomt nummer om bakkesangerinderne i Bakkens Hvile, der må søge nye græsgange efter, at de ikke længere har råd til at bo på Dyrehavsbakken.
De farverige bakkesangerinder, der trues af ejendomsvurderinger.
Så kommer vi til revyens to bedste numre. Ideen til “Borgerlig Rhapsody” er Mikkel Schrøders, teksten er af Lonnie Kjær og Lukas Birch, og musikken er Queen’s fantastisk fine og hundesvære “Bohemian Rhapsody”. Super idé, super musikalitet og tekst med bid.
Og endelig nummeret, der klogt ligger lige før finalen, “Knald for Danmark”, hvor omskrevne danske slagere skal få os alle sammen til at skabe flere børn. Teksten står kapelmester Jens Krøyer for, og den når sit højdepunkt med “så tag og knald uden gummi på”.
En anden slags fornyelse er tre eksempler på, hvad AI kan bruges til. Troels Malling har skrevet teksterne til, hvad det lyder, som om Messerschmidt, Støjberg og Kjærsgaard har sagt – og som en modsat deres meninger. Sjovt, men også tankevækkende.
Jan Schous jubilæum
Jan Schou er i Rottefælden for 25. gang og får blandt andet lov til at genopfriske tre succes’er: Flade vitser, Dronning Margrethe og Henning, som faktisk var morsomst her, hvor der ikke var for meget af ham.
Han får også lov at stå for årets alvorlige nummer, der som så ofte tidligere er skrevet af Leif Maibom. Et rundt-i-ring-nummer om, hvordan vi i skræk for krigen skulle have konserves stående i halvtredserne og tresserne, før vi kunne glemme det i nogle lykkelige årtier, men nu igen kan frygte Putin og hans trusler om atomkrig – og måske også Donald Trump, hvis han bliver præsident.
Selvfølgelig er der også mindre stærke numre, men glem nu det, når helhedsindtrykket er så positivt.
Jens Krøyers trio med Gui Moscoso og Ole Caspersen er så veloplagt som nogensinde. Instruktionen af Carsten Friis er lydefri, støttet af Christine Astrid, der også står for koreografien. Den farverige scenografi står Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder for, og så er kostumerne i top, som Vibeke Valeur har lavet dem.
Rottefælderevyen kan ses frem til 17. august og må ikke misses.
Med en fin revy lykkes det Christine Astrid og Mikkel Schrøder at få publikum til at glemme sommerteateret i Caroline Amalielund og more sig over en klassisk Rottefælderevy på Svendborg Teater
Rottefælderevyen 2022 er såvel klassisk som let fornyende, og der er mange fine indfald. Et harmonisk ensemble, bestående af den jubilerende Jan Schou, Anne Herdorf samt de nye ejere af revyen, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, får skiftevis lov at brillere – og såmænd også til lejlighedsvis at fyre fusere af – men hovedindtrykket er en glimrende revy, og at det er lykkedes at skifte spillested til Svendborg Teater midt i byens hjerte.
I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)
Kulissen af Rikke Juellund er næsten genial. Tre gammeldags badekabiner med trapper giver et sommerligt indtryk, og at anbringe en musiker i hver er bare flot og anvendeligt til såvel gags som forsvindingsnumre som i ’Fluen’, hvor Anne Herdorf udfolder sin egen ide om fluen på væggen, der kender svarene på alle historiens bedst bevarede hemmeligheder og har overlevet alt – til hun bliver klasket af Mette Frederiksen. For ikke at tale om ’Klimakterie’, som også er hendes egen ide, og hvor overgangsalderens indtræden kan blive til fin humor.
Anne Herdorf (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)
Jan Schou, der fejrer to jubilæer: 50 år på scenen og 25 i Rottefælden, brillerer i gammelkendte roller. Som Dronning Margrethe, der fyrer et væld af såvel gamle som overraskende nye vitser af, når hun laver en sang til sit regeringsjubilæum; som Henning, der skal give en gammel kending – som ingen i publikum kender og kan synge med på; og som den tænksomme dansker, der, inspireret af Osvald Helmuth-visen ’Brev til Bulganin’, konstaterer, at klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Det gælder at få verdens ledere til at enes, og hvorfor ikke lade dem sejle en tur på Helge (en færge, der sejler dagture fra Svendborg) og finde ud af tingene med hjælp fra en fredselskende dansker. En fin og indtrængende vise med tekst af Leif Maibom og musik af Kenneth Sichlau.
Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)
Mikkel Schrøder er en glimrende oplæser af emoji-nyhederne, hvor hver enkelt nyhed følges af de emojier, som ville være der, hvis det var på Facebook, og af Christine Astrid bliver han udsat for Fynboprøven, sjovt turneret af Kasper Gattrup. Hvilken fugl er fx Fyns populæreste? Høgen, naturligvis, og han er død.
’Små mennesker’ er en rytmisk humoreske fra 1977 af Randy Newman uden bagtanker. Små mennesker har ikke ret til at være til, sang han med mange pudsige begrundelser, men nu gør tegninger af Allan Buch nummeret politisk: Stalin, Hitler og Putin er alle ’little people’.
Christine Astrid som Tina Turner (Foto Kim Kjærgaard Sørensen)
Hele ensemblet er på scenen mange gange, men med størst finesse i en ny ide for potpourrier: De fire optrædende er født i hver deres årti og putter på skift en mønt i jukeboksen midt på scenen, som derefter spiller deres årtis vigtigste numre. Man får lyst til at høre mere fra hvert af dem, og her får vi får alvor at høre, hvor dygtige sangere de er. Også ’Året, der gik’ er veloplagt og tempofyldt.
Ikke alle numre er lige morsomme, men sådan har det også altid været i Rottefælden, så dem kan man bare bruge til at samle sig før det næste højdepunkt.
Orkestret, som udgøres af Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er som sædvanlig veloplagt, velspillende og dukker op på scenen adskillige gange. Kostumerne af Lasse Spangenberg er lavet med sans for farver og ideer, og Christine Astrid står for koreografien.
Kommer man til spisning forud, som de fleste gør, er der bedre plads og en lækrere servering end i Rottefælden, og flere småfejl fra sidste år er rettet.
Dermed har alle de fynske sommerrevyer haft premiere, og man kan konstatere, at de alle tre er et besøg værd, så inviter bare folk fra resten af verden til en fynsk revytrilogi. I Svendborg spilles der frem til lørdag d. 13. august.
Rottefælden er slet ikke Rottefælden i år, men Svendborg Teater, hvor Pia Ullehus har måttet flytte den faste revy ind for at tilpasse sig coronarestriktionerne. Til gengæld er der ikke flyttet en milimeter på Rottefældens tradition, så vi fx slutter første akt med en ballet for fire nøgne personer til græsk musik. Siden følger en pudsigt tænkt blæredans, der skal hjælpe mod prostataproblemer. Begge numre er faktisk meget morsomme, så det skal man ikke tage så tungt.
Rottefældens ensemble 2021: Rikke Hvidbjerg bag fv Joachim Knop, Jan Schou og Mikkel Schrøder
Årets revy dyrker ensemblets stærke sider, især Mikkel Schrøders overvældende fine parodier, men også parodier i øvrigt, og når Joachim Knop ikke er så stærk i revy endnu, lægger man bare så meget mere sang i hans rolle, så han fx brillerer med Nessun Dorma som Torben Brostrøm. Schrøder er parodiernes mester, og når han forklarer os om, hvordan har tænkt sig ‘Druk 2’, efterfølgeren til Oscarvinderen, med tekst af Vase og Fuglsang, er der ikke et øje tørt, når han fx giver Jørgen Leth, Thomas Blachmann, Poul Dissing og Bodil Jørgensen. Tankevækkende er det, at alle hovedpersonerne i Druk naturligvis har et misbrugsproblem efter fem år. Fin lille pointe.
Begge afdelinger indledes med store parodi-afdelinger. Den første over, hvad der er sket i politik i de to år, vi har vansmægtet pga. manglende Rottefæderevy, og her oplever vi bl.a. Jan Schou som Boris Johnson, der beviser, at man kan sætte sit hår med en håndgranat! Knop synger forresten her på Nattens Dronning.
Jan Schou og Joachim Knop som Lasse og Mathilde
Anden afdeling indledes med ‘Den Gamle Garde’, hvor alle de store navne i showbizz fortæller om, hvordan de har oplevet nedlukningen. Johnny Madsen har fx i røg- og druktåger slet ikke opdaget den. Nogle af de store gamle er lidt outdated, men skidt. Hele holdet er veloplagt, parodierne er jævnt hen sikre og sangstemmerne imponerende.
Rikke Hvidbjerg som ene kvinde trækker et stort læs og forsvarer alt, hvad hun har, glimrende. Hun er fin i potpourrierne, og hun er uimodståelig som stewardesse, der arbejder hjemme fra og må drikke alle de rejsende drinks på turen til destinationen toilettet.
Joachim Knop har et fint lille nummer om, hvor svært det er i denne tid, hvor alle laster, små som store, er katastrofale til en tekst lidt a la Lily Brobergs ‘Der er så meget, man ikke må’ og med samme pointe.
Jan Schou gennemførte forestillingen for fuld udblæsning, selv om han havde halsbetændelse og frygtede, at der ikke kunne komme en lyd frem, men selv i et stort stammenummer holdt den heldigvis. Han var som sædvanlig Dronning Margrethe i et nummer af blandet kvalitet, men med god udgangspointe, og så var hans faste stille sang, som altid af Leif Maibom, usædvanligt vedkommende med sin udpegelse af, at man kan risikere at blive mindre ensom pga. coronaen, hvis man har været totalt ignoreret af omverdenen. Filip Fabers fællessang kan have hjulpet mange.
Der er usædvanligt få numre, men til gengæld er mange af dem lange, et par i overkanten. De små sketchindslag er udeladt, men måske vil mange ikke savne dem slemt. Nogle tekster er heller ikke helt i top, men helhedsindtrykket er en munter, seværdig revy, som alle Rottefældeelskere skal opleve, før vi næste år er tilbage i Caroline Amalielund.
Carsten Friis har instrueret sikkert, koreografen Line Friis Pedersen har haft mere at rive i end normalt og forløser det blændende. Orkestret med Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er muntre og understregende som altid, og Scenografen Jens Aas har skabt lyse, farverige rammer.
En enkelt advarsel. Der var kaos omkring de forudbestilte drikkevarer, og flere nåede knap at få, hvad de skulle have i pausen, fordi der var uklarhed om, hvem af de i øvrigt meget venlige hjælpere der skulle levere – og kaffe ad libitum på første sal skulle man selv hente i baren i stueetagen. Det bliver formentlig hurtigt bedre, men ved premieren havde det virket meget bedre, hvis man købte sine drikkevarer selv.
Rottefælderevyen kan opleves frem til og med 14. august.
