Inflation. Fra venstre Christina Astrid, Jan Schou, Pernille Schrøder og Mikkel Schrøder. (Foto: Rune Buch)
Så går tæppet for anden akt, og man betages straks af bagtæppet til nummeret om, hvordan vi alle er hårdt ramt af inflationen. Vi genkender alt, hvad der sker i butikkerne for de fire på scenen, mens de prøver at købe ind, uden at deres økonomi bliver smadret, fordi alt koster “spidsen af en jetjager”.
Derefter følger det ene skønne nummer efter det andet. “Ugens tilbud” til den forkølede på apoteket; Jan Schou som Dronning Margrethe, der vil overrumple Jan Schou(!) på scenen, som hun gjorde det med Ulf Pilgaard; en tegnet kavalkade over stjerner fra dansk revy i 175 år, introduceret af Christine Astrid i en blå kjole, der tager vejret fra publikum.
“Den gode tone” viser sig at være sidste, afgørende eksamen for en, der vil være P-vagt; elegante parodier og vitser, givet af Mikkel Schrøder og Jan Schou med tekst af Leif Maibom; Pernille Schrøders nummer af Jens Krøyer om prepping, der kan koste familiens økonomi, men give nok så meget vin i kælderen;
“Told Pingviner”, hvor Mikkel Schrøder, Christine Astrid og Pernille Schrøder som pingviner prøver at finde en mening med Donald Trumps told på 10 procent, der har ramt et område med lutter pingviner; en vidunderlig vise af Krøyer og Mikkel Schrøder om “Det værste, jeg ved”, der dækker over skruelåg, man ikke kan åbne; husholdningsfilm, man ikke kan adskille; og toiletpapir, der ikke holder. Hvem kender ikke præcis de problemer? Fulgt af et gammeldags Rottefældenummer om, hvad der kan foregå på toilettet. Fint timet og meget sjovt.
Så glemmer vi, at det må være helt slut med “Skål”-numre i form af uønskede taler til firma- og familiefester, som vi efterhånden har fået for mange af i det seneste tiårs revyer med Trine Gadeberg, Vicki Berlin og Christine Astrid.
Hvordan var det med første akt? Jo, først kunne man ved ankomsten glæde sig over den skønne Caroline Amalielund. Hvor er det godt, at Rottefælden kom tilbage i skovanlægget. Man sætter sig og forsøger at flette benene med nabo og genbo på en holdbar måde ved de små runde borde, hvor man indtager den platte, der ikke har ændret sig meget i 100 år. Sådan skal det være, og man kommer også i snak med de to andre ved bordet: Om dagligdag, om Svendborg, om revyens historie…
Efter den første, faste intro: Nu er vi i dejlige Svendborg igen, kommer opkaldet fra Mikael Bertelsen. Hvem skal være med i “Det sidste ord” – og især hvornår. I samtalens løb bliver alder tidløs bortset fra, at nivea erstattes af voltaren! Leif Maiboms tekst er veloplagt og tankevækkende.
Der følger flere udmærkede, men meget forudsigelige numre, og Mikkel Schrøder belyser forholdet mellem Danmark og Trump fint i en ikke overdrevet “Ingen regning” med blik bagud til Peter Bellis “Ingen Faktura”.
Vase og Fuglsang, der er knap så overdådige her som i Aarhus og Odense, står bag en forrygende “Gør en forskel” om hjerteløbere, godt instrueret af Carsten Friis, og der er et par korte vitsindslag som de gode gamle, men ikke særligt bemærkelsesværdige. Revyens alvorlige sang står Maibom endnu engang for. Jan Schou filosoferer over alle de ting, man i livets løb har gjort første gang og netop derfor husker, men derefter kommer vi til de ting, han gør for sidste gang i Rottefælden. Hvor mange håber ikke, at han skiftet mening, for han virker bestemt ikke udspillet, men tværtimod i stand til elegant at underspille stor humor.
Akten ender med et potpourri over Keld Heick-sange, hvor der altid kommer gang i publikum, når man kommer til “Vanløse, Ganløse, Boulum og Skovlund, Håstrup, Tåstrup og Tårs” etc. De steder, hvor Keld og the Donkeys optrådte.
Så er der kaffe, te, is, kransekage og måske et glas vin, mens man venter på anden akt.
Himmel, hvor den er til at vente på i år.
Det dejlige ensemble, som giver publikum noget at tænke over og at grine ad: Fra venstre Pernille Schrøder, Mikkel Schrøder, Jan Schou og Christina Astrid (Foto: Rune Buch)
De fire i ensemblet synger dejligt, har den timing, som man kan forvente hos fire, der er gode til teatersport. Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder står for en usædvanlig flot scenografi, der ikke mindst fremhæver Jens Krøyers fine trio, og endnu engang må vi rose Vibeke Valeur for kostumerne.
Årets Rottefælderevy er helt sikkert til …
