4. juni, 2021

Rottefælden er slet ikke Rottefælden i år, men Svendborg Teater, hvor Pia Ullehus har måttet flytte den faste revy ind for at tilpasse sig coronarestriktionerne. Til gengæld er der ikke flyttet en milimeter på Rottefældens tradition, så vi fx slutter første akt med en ballet for fire nøgne personer til græsk musik. Siden følger en pudsigt tænkt blæredans, der skal hjælpe mod prostataproblemer. Begge numre er faktisk meget morsomme, så det skal man ikke tage så tungt.

 

 

Årets revy dyrker ensemblets stærke sider, især Mikkel Schrøders overvældende fine parodier, men også parodier i øvrigt, og når Joachim Knop ikke er så stærk i revy endnu, lægger man bare så meget mere sang i hans rolle, så han fx brillerer med Nessun Dorma som Torben Brostrøm. Schrøder er parodiernes mester, og når han forklarer os om, hvordan har tænkt sig ‘Druk 2’, efterfølgeren til Oscarvinderen, med tekst af Vase og Fuglsang, er der ikke et øje tørt, når han fx giver Jørgen Leth, Thomas Blachmann, Poul Dissing og Bodil Jørgensen. Tankevækkende er det, at alle hovedpersonerne i Druk naturligvis har et misbrugsproblem efter fem år. Fin lille pointe.
Begge afdelinger indledes med store parodi-afdelinger. Den første over, hvad der er sket i politik i de to år, vi har vansmægtet pga. manglende Rottefæderevy, og her oplever vi bl.a. Jan Schou som Boris Johnson, der beviser, at man kan sætte sit hår med en håndgranat! Knop synger forresten her på Nattens Dronning.

 

 

Anden afdeling indledes med ‘Den Gamle Garde’, hvor alle de store navne i showbizz fortæller om, hvordan de har oplevet nedlukningen. Johnny Madsen har fx i røg- og druktåger slet ikke opdaget den. Nogle af de store gamle er lidt outdated, men skidt. Hele holdet er veloplagt, parodierne er jævnt hen sikre og sangstemmerne imponerende.

Rikke Hvidbjerg som ene kvinde trækker et stort læs og forsvarer alt, hvad hun har, glimrende. Hun er fin i potpourrierne, og hun er uimodståelig som stewardesse, der arbejder hjemme fra og må drikke alle de rejsende drinks på turen til destinationen toilettet.

Joachim Knop har et fint lille nummer om, hvor svært det er i denne tid, hvor alle laster, små som store, er katastrofale til en tekst lidt a la Lily Brobergs ‘Der er så meget, man ikke må’ og med samme pointe.

Jan Schou gennemførte forestillingen for fuld udblæsning, selv om han havde halsbetændelse og frygtede, at der ikke kunne komme en lyd frem, men selv i et stort stammenummer holdt den heldigvis. Han var som sædvanlig Dronning Margrethe i et nummer af blandet kvalitet, men med god udgangspointe, og så var hans faste stille sang, som altid af Leif Maibom, usædvanligt vedkommende med sin udpegelse af, at man kan risikere at blive mindre ensom pga. coronaen, hvis man har været totalt ignoreret af omverdenen. Filip Fabers fællessang kan have hjulpet mange.

Der er usædvanligt få numre, men til gengæld er mange af dem lange, et par i overkanten. De små sketchindslag er udeladt, men måske vil mange ikke savne dem slemt. Nogle tekster er heller ikke helt i top, men helhedsindtrykket er en munter, seværdig revy, som alle Rottefældeelskere skal opleve, før vi næste år er tilbage i Caroline Amalielund.

Carsten Friis har instrueret sikkert, koreografen Line Friis Pedersen har haft mere at rive i end normalt og forløser det blændende. Orkestret med Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er muntre og understregende som altid, og Scenografen Jens Aas har skabt lyse, farverige rammer.

En enkelt advarsel. Der var kaos omkring de forudbestilte drikkevarer, og flere nåede knap at få, hvad de skulle have i pausen, fordi der var uklarhed om, hvem af de i øvrigt meget venlige hjælpere der skulle levere – og kaffe ad libitum på første sal skulle man selv hente i baren i stueetagen. Det bliver formentlig hurtigt bedre, men ved premieren havde det virket meget bedre, hvis man købte sine drikkevarer selv.

Rottefælderevyen kan opleves frem til og med 14. august.

 

Søgeord: revy, Rottefælden
Posted in Anmeldelser, kultur, Rottefælden | Ingen har kommenteret »