Gode stemmer, dejlig musik, godt skuespil og dygtigt ensemble i voldspillernes Cabaret, der har enkelte små problemer
Cabaret er en forestilling, der findes i op mod et dusin forskellige udgaver. De fleste er musicals, den mest kendte en filmversion mod Liza Minelli i rollen som Sally Bowles og Joel Grey som en uforglemmelig entertainer.
Benjamin Holmstrøm Nielsen som entertaineren
Når de fleste tilskuere sidder med filmen i baghovedet, får de en overraskelse. Sally Bowles, fremragende fremstillet af Louise Dencker Rasmussen, har færre sange end i filmen, hvor man valgte at give Minelli fx de markante sange ’Mein Herr’ og ’Maybe This Time’, som ikke er med her; og manden med skurkerollen i forestillingen, Ernst Ludwig, spillet tilpas slibrigt af Voldspils-debutanten Lasse Rasch, var slet ikke med i filmen.
Forfatteren Cliff Bradshaw, også fint spillet af Mikael Korsgaard Larsen, får en større rolle. Hele forestillingen indledes med, at han er på vej til Tyskland i tog for at få inspiration til at skrive en roman. Da den afsluttes med, at han er på vej ud af Tyskland, og hvad paskontrollen gør ved de rejsende, får den karakter af en rammefortælling i stedet for at dreje sig om Sally Bowles.
Louise Dencker Rasmussen som Sally Bowles
Nyoversættelse
Instruktøren Jesper Dupont har nyoversat Cabaret og har valgt det, han ville, fra de forskellige versioner. På mange måder er det sprogligt vellykket, men når han lader den totalt upolitiske entertainer synge ungnazisternes sang, da den optræder første gang, føler jeg det helt forkert. Det er rigtigere, at det senere kan få hele natklubben Kit-Kat til at synge med.
Handlingen
Handlingen har to spor. Mødet og samlivet mellem Bradshaw og Bowles samt forelskelsen mellem Fräulein Schneider, der ejer det pensionat, de bor i, og grønthandleren Herr Schultz, der uheldigvis er jøde. Derfor bliver han for farlig at gifte sig med for Fräulein Schneider, selv om han ifølge sig selv jo er lige så meget tysker som nazisterne og mener, at alt vil ordne sig.
Vores viden om, at det gør det ikke, er noget af det, der gør forestillingen alt for aktuel. Vi kan bare gribe i egen barm og se, hvor mange i Danmark, der ikke vil finde sig i personer, der kommer ude fra.
Så forestillingen har alvorlige temaer. Også, om den engelske sangerinde Sally skal følge med den amerikanske forfatter, som hun skal have et barn med. Hun slutter, at hun kun dur til at være sanger i Kit-Kat Klub, får en abort og bliver.
Glimrende spil
Scenografien af Camilla Bjørnvad er perfekt og får scenen til at illudere en depraveret berlinsk natklub, hvor mennesker af alle seksuelle orienteringer færdes. Danserne – af begge køn – har farvestrålende kostumer, designet af Michael Nøhr. Dejligt forskellige, så vi ved, at vi er i en andenrangs natklub.
Danserne i deres farvestrålende kostumer
Dansetrinene er i opfindsomme hænder hos Peter Friis og Anete Lotus Jensen. Man kunne ønske, at der var flere af de festlige ensemblescener, men dem er der ikke rigtigt plads til i Cabaret.
Sangerne har været i kapable hænder hos Johnny Jørgensen.
For lang førsteakt
Forestillingen mangler balance. Også, selv om det ikke regner under første akt, er den alt for lang. Når man ikke sidder i bekvemme lænestole, må den ikke være meget over en time, men den var på mindst 6-7 kvarter.
Der var et sted, hvor jeg tænkte, at her er et oplagt sted at holde pause, og det kunne man overveje, for der var mange, der syntes, at der var langt til åndehullet.
Valg af forestilling
Der har været talt om et let svigtende forsalg pga. valget af en forestilling med kant, og her skal man nok overveje, hvilket publikum man spiller for. Cabaret henvender sig ikke til den traditionelle voldspilsgænger, der vil have store ensembler, smægtende sang og en lykkelig afslutning. Derfor skal man være klar over, at man i år taler til et andet publikum og sørge for at få kontakt til det.
Cabaret er endnu en flot forestilling på Nyborg Vold, og jeg håber meget, at den sælger de nødvendige billetter, og det bliver i nogen udstrækning til et andet publikum – men har du tradition for at tage på Volden hvert år, skal du ikke lade dig afskrække.
Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.
Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.
Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.
Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.
Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!
‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.
Peters Jul, skabt af tv-julekalendernes konge, Martin Miehe-Renard, er i Voldspillets Slotsmølle en perfekt forestilling, hvor sang, instruktion og kulisser er tilsat den bedste koreografi, jeg mindes i Nyborg
Fra tæppet går til Peters Jul, er der fest og fart. Den første lange scene er vildt betagende. Med lynhurtigt, smart skiftende, kulisser; med aktører, der på forbløffende måde hele tiden ved, hvor de andre er, så de kan skabe komik så fnuglet som ingenting: med festlig musik, fremragende sang og hele forestillingens allerbedste facet, forestillingsleder Maria Kronborgs koreografi.
Hvad hun har formået at skabe af dansescener er forbløffende og medvirkende til, at der ikke er et kedeligt øjeblik.
Jul hos de fattige
Martin Miehe-Renard har aldrig lagt skjul på, at han har lånt med arne og ben, så han har kombineret først og fremmest Johan Kroons Peters Jul og Charles Dickens’ Oliver Twist på sin helt egen måde. Han har skabt en klassisk ombytningshistorie, hvor den rige dreng Peter og den fattige dreng Rasmus, fint fremstillet af Victor Holm og Frederik Malmose, får lov at skifte roller, men forfatterens flotte kunstgreb, der passer så godt til julen, er at lade den afsluttende tilbagebytning placere begge drenge på solsiden.
Vi får en – ikke alt for voldsom – portion socialrealisme, hvor vi føler med de fattige børn, som dog slipper for at skulle vaske hænder og rydde op og være meget artige, men til gengæld midt i deres sult og kulde må forestille sig julens goder, mens de ernærer sig som lommetyve under ledelse af Fagin, undskyld Rolf, en blændende god Benjamin Holmstrøm Nielsen, der til slut er ene om at hade julen. De holder bl.a. modet oppe pga. Fattigfie, brillant spillet af Vivian Edelborg, der som den eneste kan styre Rolf, og som viser sig at være identisk med den rige families bedstemor.
Vi får julemagi med dansende snefnug, vinterens dronning og snemanden, der kan opfylde ønsker. Anden gang dog kun, hvis han bliver kysset af en jomfru. Vi nyder Lars Fjeldmoses optimistiske musik, spillet af producerteamet The Other Mary, Jens Davidsen og Jens Langhorn. Musikkens lydniveau skal nok justeres her og der i forhold til sangen.
Jesper Duponts instruktion er flot timet og fuld af fine indfald. Scenografien med varme farver hos de rige og kolde hos de fattige er gennemtænkt, og Kristine Becker Lund har igen stået for kor- og sanginstruktion.
Programmet er billigt og værd at tage med hjem. Æbleskiver og gløgg smager godt og dufter lifligt i pausen, og der er i det hele taget intet at betænke sig på. Igen i år er Voldspillernes jul en stor oplevelse, i øvrigt frem til 12. december.
Aldrig har en aften til Voldspil i Nyborg været mere perfekt end premieren på ’Vi maler byen rød’
Varmen blev tilpas, til forestillingen begyndte, og der var tropenat uden faldende dug, til ’Der er et yndigt land var afsunget’. Solen var i mellemtiden gået ned i et luende bål bag de markante træer, der var ingen generende myg, og scenen var gradvist blevet mere belyst, som aftenen faldt på, og vi kunne nyde Malene Højme Ilskovs elegante scenografi med de mange felter, der kunne antage forskellige farver.
Liv og glade dage i ‘Vi maler byen rød’ (foto: Nyborg Vold)
Tilføj et ensemble fuldt af vitalitet og såvel velsyngende som forbløffende godt dansende – en blomst til koreograf Simone Svane, der havde givet hver enkelt opgaver, de kunne løse; samt orkestret under Mads Lunde, som storsveder i musikpavillonen, uden at vi kan se dem før til fremkaldelserne.
Melodi Grand Prix
’Vi maler byen rød’ er tænkt som en slags dansk ’Grease’ om gymnasieelever og deres liv, glæder og sorger frem mod studentereksamen en gang i 1980erne. 26 melodier stammer alle fra diverse Melodi Grand Prix og rækker fra Mabels Boom-Boom, som der ikke er meget musik i, men nok så meget liv, til den fine og helt anderledes ’Fra Mols til Skagen af Lise Cable og Mette Mathiesen, halvdelen af Miss Behaven.
Det er en ensembleforestilling, hvor alle så at sige har hovedroller og dukker frem i enkelte numre, så ingen nævnt, ingen glemt. Blandt de ældre voldspillere brillerer Vivian Edelborg som en meget morsom og højtråbende gymnasielærer – lad os håbe, at hendes stemme holder!
Vivian Edelborg er på hårdt arbejde som gymnasielærer (foto: Nyborg Vold)
En spinkel, tragisk sidehandling er næsten for meget, men reddes af, at manuskriptforfatter og instruktør Rasmus Mansachs får ’Skibet skal sejle i nat’ sat ind i dødsscenen på rørende og elegant vis. Han har i øvrigt givet mange af sangene ekstra vinkler, ikke mindst ’Alt det, som ingen ser’.
Tempo og timing
Man skulle være et skarn, hvis man ikke vuggede med på alle sangene og var tæt på selv at synge med, for vi kender dem jo alle sammen; sangene med Keld Heicks smarte ordspil og Tommy Seebachs musik med de overraskende vendinger. Otto Francker og Volmer Sørensens ’Dansevise’, Brødrene Olsens ’Smuk som et stjerneskud’, ’Hallo Hallo’, hvor de færreste formentlig er klar over, at den tekst også er af Keld Heick, som naturligvis var inviteret med til premieren … etc.
Tempoet er flot og timingen perfekt. Heldigvis tillader coronarestriktionerne, at der er et tilstrækkelig stort publikum til, at man kan mærke, hvordan stemningen er i top hele aftenen.
Nu er vejret med voldspillerne, og det bør betyde, at der ikke bliver en tom plads – udover dem mellem boblerne pga. corona.
Det er helt befriende at have en dansk forestilling, der sprudler af livsglæde, og jeg tvivler på, at nogen savner en stor streamlinet musical i stedet.
… kan man opleve på Slotsmøllen i Nyborg netop nu i voldspillernes juleforestilling, hvor næsten alt er perfekt. Scenografi, instruktion, nyoversættelsen, koreografi, sang og ikke mindst Nanna Tipsmark som verdens bedste Pippi Langstrømpe.
Verdens bedste Pippi (Foto: Palle Gram).
Det kan godt være, at det eneste julede i Nyborg Voldspils ’Pippi Langstrømpe’ er et julekram, men det er alligevel en perfekt juleoptakt at lade hele familien samles om.
Astrid Lindgrens fortællinger om verdens stærkeste, rigeste, mest respektløse og totalt charmerende pige, der gør alt det, de artige børn drømmer om, går over scenen i Slotsmøllen med tempo, charme og energi i Jesper Duponts iscenesættelse og ikke mindst mundrette nyoversættelse, som er bifaldet af Lindgrens arvinger, og det kræver ikke så lidt.
Kling og Klang er såvel sjove som adrætte (foto Palle Gram).
Hesten vrinsker, aben Hr. Nilsson er på en smart måde gjort ekstra deltagende i løjerne. Tommy og Annika, Sebastian Holm og Lærke Holst, er begejstrede for den respektløse Pippi, der gør alt, hvad man ikke må, og får voksne til at gå fra snøvsen: Fru Prysselius, spillet med overskud af Vivian Edelberg; betjentene Kling og Klang, som, konstaterede vores ene børneanmelder, var perfekt castet ved at have så ens fremtoninger og var utroligt adrætte, når Pippi fx tvang dem til at falde ned fra tage og trapper; røverne Dunder og Blom, urkomisk og rørende fremstillet af Kasper Olesen (ikke borgmester!) og Jens Jepsen; samt lærerinden Dorthe Boe Christensen, der må se alle sine gode hensigter saboteret af Pippis ønske om at få juleferie og undgå plutifikation.
Dunder, Pippi og Blom (foto Palle Gram).
Til slut dukker minsandten Pippis far, sørøveren kaptajn Langstrømpe i skikkelse af Jens Jepsen, op, men må sejle væk igen med sine friske ohøj-sørøvere, fordi rigtige venner kan ikke undvære hinanden, så Pippi bliver hos Tommy og Annika og gør Villa Villekulla og hele byen mindre kedelig.
Pippi, Tommy og Annika (foto Palle Gram).
Enhver Pippi Langstrømpe-forestillings totale succes afhænger af, at man har en dejlig Pippi, og ingen er set bedre end 17-årige Nanna Tipsmark. Hun danser godt, synger indtagende, spiller frisk og overbevisende komedie og er utroligt behændig, når hun klatrer rundt på vægge og tagrygge eller nedlægger Kling, Klang og Adolf, verdens stærkeste mand, Kasper Mortensen. Tipsmark er en tyfon af en Pippi, som man godt kan spå en fremtid i musicalfaget, hvis hun skulle vælge at forsøge sig ad den vej.
Pippi nedlægger Stærke Adolf (foto: Palle Gram).
Malene Højme Ilskovs cenografi er imponerende. Villa Villekulla kan vende indersiden ud i en hurtig vending, og taget kan blive broen på et sørøverskib. Maria Nielsens koreografi er opfindsom og passer perfekt til de mange dygtige unge, der udgør komparseriet i forestillingen. De synger også rent, bl.a. takket være Kristine Becker Lunds arbejde, og kostumerne er det farvestrålende resultat af systuens arbejde under ledelse af Pia Hall Nielsen.
Orkestret er her og der en smule mere cirkus, end det formentlig er meningen, men fungerer alligevel fint, og i pausen er der gløgg og – ikke alt for sprøde – æbleskiver. Med hindbærsyltetøj, konstaterede forestillingslederen Nicolaj Dencker Rasmussen, der hellere ville have haft jordbærsyltetøj, men det er vist også det eneste, han ikke har haft fuld check på, så det kommer nok siden.
Det er en veloplagt forestilling for alle aldre, og den er så godt som udsolgt, men der er sat tre ekstraforestillinger ind i tiden frem til 9. december, så har man ikke allerede sikret sig billetter, er der en chance endnu, selv om den hurtigt vil blive mindre og mindre.
