Feudale Fortællinger fra Hindsholm

lørdag, 26. juni, 2021

Marianne Horsdals liv er knyttet til egnen omkring Hverringe, og hendes selvbiografiske bog Feudale Fortællinger er smuk, fascinerende og lidt skræmmende.

Marianne Horsdal er professor Emeritus ved Odense Universitet og har beskæftiget sig indgående med livshistorier. Det gør det spændende, når hun nu har fortalt sin egen i bogen ’Feudale Fortællinger’. En beretning, der viser, at uanset, hvor klog man er på livet, er det så godt som umuligt at overføre sin viden til sit eget liv – eller måske har det givet det meste af den viden, man har.

Janne, som var Horsdals kaldenavn som lille, beretter om livet i Skyttehuset ved Hverringe, som takket være hendes far, skytten CF, havde Danmarks fineste vildtbestand, men det var kun på det punkt, skytten havde succes. Hans drømme om at emigrere til Canada eller at få en gård i Vestjylland blev aldrig virkeliggjort

Han var en lejlighedsvis voldelig patriark, der håndterede sin familie på barsk vis med brug af såvel det gamle testamente som fysisk afstraffelse. Moderen Filla trak sig væk fra ham og skabte sin egen verden af børn, have, bagning og måltider. Hun kendte hver blomst i sin have, kunne håndfodre fugle og så skønheden i naturen, mens hun forsøgte at undvige sin mands luner.

Janne kom til på samme måde at vide alt om området omkring Hverringe. Hun kendte blomsternes navne, så legende ræveunger, vidste alt om årstidernes skønhed og luner og fik udviklet talenter for bl.a. at sy, tegne og bage.

Hun beskriver det næsten middelalderligt feudale system, der havde overlevet på Hverringe Gods. Jeg har selv gået i klasse med forvalterens søn og sønnen af en gårdejer i Salby og har strejfet problemstillingerne. Også, når Janne bliver nærmest isoleret i skolen, selv om der ikke er tvivl om, at hendes egen skræk for at involvere sig har forhindret, at hun fik mange venner.

Barndommen

Naturbeskrivelserne er så smukke, at man næsten får tårer i øjnene af rørelse. Hun husker så mange detaljer, og hun fletter historien, som hun kender som alvidende forfatter et halvt hundrede år senere, ind i beretningen, så vi lærer om affolkningen af Romsø, den midlertidige maltraktering af vildtbestanden, da CF ikke længere kan stå for den etc. Hun husker personer med deres træk og handlinger. Hun mindes Kerteminde Sygehus, hvor hendes elskelige godmoder kunne dulme mange smerter og gøre ting på sygehuset, som ville være totalt umulige i dag. Hun deltager i Lucia-optog 11 år i træk, de sidste tre år som luciabrud, bl.a. fordi hun er blevet højere end tandlægens datter – dér kom min egen familie ind i billedet.

Gogo og Janne

Beretningen er sjældent smukkere, end når hun fortæller om, hvad hun oplevede med sin storebror Gogo, der som alle brødrene får en bitter skæbne under det åg, forholdet til CF har givet ham:

– Historien om Gogo og Janne er lang og smertelig, fordi den også handler om, hvad der sker, når det blide bliver fortrængt af alt for meget hårdhed i tilværelsen, så man ender med at græde bly.

De oplever og oplever:

– Jeg vil altid sætte en rose på dit bryst for at skjule en plet, sagde han senere. Der var brug for mange roser. Det var også ham, der viste hende den fortryllede ø. Så mange ture, så mange eventyr på alle årstider og i al slags vejr. Han byggere igloer i sne, indianerhytter af strå og af salpetersække, og de opfandt ’weekendhytten’ i en pause i roehakningen som et forrygende udflugtssted i en mergelgrav med vilde æbletræer.

Litteraturens fare

Filla forsyner Janne med et væld af bøger, og nok præger det feudale hierarki hendes liv, men det gør bøgerne med deres skildring af ædle følelser og perfekt kærlighed også. Hun får et opgør med sin far uden at gøre sig rigtigt fri, som det viser sig, da han dør og er en del af hendes skæbne bagefter; men hun leder i alle mænd efter det perfekte, helten fra bøgerne, og det kan ingen leve op til.

Da hun opgiver CFs strenge normer, bliver hun i stedet til en sommerfugl, der flyver fra blomst til blomst mellem mænd, der vil hende, men ikke har en levende chance for at holde hende fast.

Mange nødvendige oprør

For at blive et harmonisk menneske skal Janne gøre op med CFs forskrifter og oldtidsmoral; med Hverringes feudalisme; og med det frygtelige gods, man kan slæbe rundt med fra den vidunderlige verdenslitteratur, hvis skildringer man ikke må forsøge at overføre til sit eget liv.

Bogen accelerer, da hun fortæller om sit videre liv, og det gør den ikke mindre besættende at læse. Læsere fra Kerteminde og Hindsholm har en ekstra belønning ved at kende hver lokalitet, der nævnes: Staure, Viby, Måle og Måle Bakke, Kerteminde etc.

Nye læsere begynder ikke her

Mens man uundgåeligt fanges af indholdet, når man er i gang, vil mange slet ikke nå til at give sig i kast med bogen, som er yderst uappetitligt sat op. I forvejen skriver Marianne Horsdal næsten uden afsnit – flere steder er der på to hele sider ikke et eneste -, men når man slår bogen op, ser man kun massiv tekst, og mange, der ikke er vakt på forhånd, opgiver hurtigt, fordi der ikke er et eneste pusterum.

Der er ingen billeder, selv om bogen egner sig perfekt til at illustrere med Hverringe og den beskrevne natur. Der er ingen små vignetter eller noget som helst andet for øjnene.

Jer er overbevist om, at bogen ville sælge bedre, hvis man havde ofret de penge, det havde kostet, men det er naturligvis altid forlæggerens beslutning.

’Feudale Fortællinger’ er en anelse misvisende som titel, for det feudale er egentlig kun en baggrund for hovedpersonens liv og handlinger, og i det senere liv er det meget andet end feudalisme, Horsdal oplever og gør oprør mod.

Det er under alle omstændigheder en meget fin bog i et overvældende smukt sprog, der er blændende varieret i sine beskrivelser.

Den får en stor anbefaling med.

Marianne Horsdal: Feudale Fortællinger. 174 sider indbundet. Forlaget Hovedland.

Tags: Boganmeldelse, Marianne Horsdal
Kategori Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »

Flotte parodier i Rottefælden

fredag, 4. juni, 2021

Rottefælden er slet ikke Rottefælden i år, men Svendborg Teater, hvor Pia Ullehus har måttet flytte den faste revy ind for at tilpasse sig coronarestriktionerne. Til gengæld er der ikke flyttet en milimeter på Rottefældens tradition, så vi fx slutter første akt med en ballet for fire nøgne personer til græsk musik. Siden følger en pudsigt tænkt blæredans, der skal hjælpe mod prostataproblemer. Begge numre er faktisk meget morsomme, så det skal man ikke tage så tungt.

Rottefældens ensemble 2021: Rikke Hvidbjerg bag fv Joachim Knop, Jan Schou og Mikkel Schrøder

Årets revy dyrker ensemblets stærke sider, især Mikkel Schrøders overvældende fine parodier, men også parodier i øvrigt, og når Joachim Knop ikke er så stærk i revy endnu, lægger man bare så meget mere sang i hans rolle, så han fx brillerer med Nessun Dorma som Torben Brostrøm. Schrøder er parodiernes mester, og når han forklarer os om, hvordan har tænkt sig ‘Druk 2’, efterfølgeren til Oscarvinderen, med tekst af Vase og Fuglsang, er der ikke et øje tørt, når han fx giver Jørgen Leth, Thomas Blachmann, Poul Dissing og Bodil Jørgensen. Tankevækkende er det, at alle hovedpersonerne i Druk naturligvis har et misbrugsproblem efter fem år. Fin lille pointe.
Begge afdelinger indledes med store parodi-afdelinger. Den første over, hvad der er sket i politik i de to år, vi har vansmægtet pga. manglende Rottefæderevy, og her oplever vi bl.a. Jan Schou som Boris Johnson, der beviser, at man kan sætte sit hår med en håndgranat! Knop synger forresten her på Nattens Dronning.

Jan Schou og Joachim Knop som Lasse og Mathilde

Anden afdeling indledes med ‘Den Gamle Garde’, hvor alle de store navne i showbizz fortæller om, hvordan de har oplevet nedlukningen. Johnny Madsen har fx i røg- og druktåger slet ikke opdaget den. Nogle af de store gamle er lidt outdated, men skidt. Hele holdet er veloplagt, parodierne er jævnt hen sikre og sangstemmerne imponerende.

Rikke Hvidbjerg som ene kvinde trækker et stort læs og forsvarer alt, hvad hun har, glimrende. Hun er fin i potpourrierne, og hun er uimodståelig som stewardesse, der arbejder hjemme fra og må drikke alle de rejsende drinks på turen til destinationen toilettet.

Joachim Knop har et fint lille nummer om, hvor svært det er i denne tid, hvor alle laster, små som store, er katastrofale til en tekst lidt a la Lily Brobergs ‘Der er så meget, man ikke må’ og med samme pointe.

Jan Schou gennemførte forestillingen for fuld udblæsning, selv om han havde halsbetændelse og frygtede, at der ikke kunne komme en lyd frem, men selv i et stort stammenummer holdt den heldigvis. Han var som sædvanlig Dronning Margrethe i et nummer af blandet kvalitet, men med god udgangspointe, og så var hans faste stille sang, som altid af Leif Maibom, usædvanligt vedkommende med sin udpegelse af, at man kan risikere at blive mindre ensom pga. coronaen, hvis man har været totalt ignoreret af omverdenen. Filip Fabers fællessang kan have hjulpet mange.

Der er usædvanligt få numre, men til gengæld er mange af dem lange, et par i overkanten. De små sketchindslag er udeladt, men måske vil mange ikke savne dem slemt. Nogle tekster er heller ikke helt i top, men helhedsindtrykket er en munter, seværdig revy, som alle Rottefældeelskere skal opleve, før vi næste år er tilbage i Caroline Amalielund.

Carsten Friis har instrueret sikkert, koreografen Line Friis Pedersen har haft mere at rive i end normalt og forløser det blændende. Orkestret med Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er muntre og understregende som altid, og Scenografen Jens Aas har skabt lyse, farverige rammer.

En enkelt advarsel. Der var kaos omkring de forudbestilte drikkevarer, og flere nåede knap at få, hvad de skulle have i pausen, fordi der var uklarhed om, hvem af de i øvrigt meget venlige hjælpere der skulle levere – og kaffe ad libitum på første sal skulle man selv hente i baren i stueetagen. Det bliver formentlig hurtigt bedre, men ved premieren havde det virket meget bedre, hvis man købte sine drikkevarer selv.

Rottefælderevyen kan opleves frem til og med 14. august.

Tags: revy, Rottefælden
Kategori Anmeldelser, kultur, Rottefælden | Ingen har kommenteret »

Flot og underholdende erindringsbog til fem Amandaer

torsdag, 3. juni, 2021

Bogen med teater- og revymanden Jan Schous erindringer er perfekt timet til udgivelse på dagen, hvor Rottefælden har premiere

Foto: Mathias Rasmussen

– Lukas, du må love mig, at bogen ikke starter med et eller andet ligegyldigt citat!

Dette citat af Jan Schou er alt, hvad man kan se på første side af ’Jan Schou – vi skal ha´ det sjovt imens’, og i al sin enkelthed fortæller det præcis, hvad man skal forvente sig.

Skønt – måske alligevel ikke, for en del vil måske forvente, at det, de går i gang med, udelukkende er et overflødighedshorn af detaljer fra et liv i teater og revy. Det er det også, men det er så uendelig meget mere.

Det er beretningen om en fantasifuld, hyperaktiv, positiv persons vej, fra han bliver født i Silkeborg på sin mors 30 års fødselsdag 5. maj 1952 – i øvrigt til sin storebrors fortrydelse, for da alle påpeger det fantastiske i tilfældet, eksploderer han: – Det er altså ikke noget specielt. Jeg er også født præcis på min fødselsdag.

… til han i dag er startet på sit andet liv med premieren i Rottefælden, efter at coronaen slog ham totalt i jorden i en depression, som han måtte lokkes ud af med underfundige midler. På en måde var den en afrunding af det første liv, som er tæt på at være en gave til læseren og Lukas Birch, der formidler historien.

Fremragende formidling

Lukas Birch (foto: Emil Andresen)

Det gør han fremragende. Han har kogt timevis af samtaler og fortælling ned til 240 rigt illustrerede sider i et præcist og klart sprog. Tilpas talesprogsagtigt uden at kamme over. Fuldt af uudtalte pointer, som man selv bruger øjeblikke på at uddrage, mellem alle de udtalte, som fortæller en utroligt fin historie om først barndommen, så teater- og revylivet og livet ved siden af det.

Schous bedsteforældre havde et ismejeri, hvor Asger Jorn som ung havde svært ved at betale sine regninger, men han fik ikke lov at betale med fire malerier!

Hans far var først urmager og blev derefter impresario, så den lille Jan i hjemmet mødte personer som Ib Schønberg og Preben Uglebjerg. Han gik i katolsk børnehave, hvor den ene pædagog var Ingrid Skovgaard – ja, hende, der siden lavede Ingrid og Lillebror.

Jans første scene var badeværelset, hans første publikum parfumeflasker. Han har været Vestjysk Mester i standarddanse som 9-årig, i skolekomedier han har vist pauseskilt frem og været abe i ’Robinson Crusoe’, og han har haft en god barndom i en stærk familie.

Da han ville prøve at komme på teaterskole, skaffede hans far ham en aftale med Hannah Bjarnhof, hvis elever altid kom ind, men hendes adresse viste til to forskellige steder, og Jan kørte til den forkerte. Det endte med, at han så at sige autodidaktisk gik op til prøve på først Statens Teaterskole i København og siden Odense Teater, hvor han bl.a. forsøgte sig med en monolog fra Kjeld Abells ’Den Blå Pekingeser’ – som han ikke forstod en dyt af. Det er der mange, der stadig ikke gør, kan jeg betro ham.

Da han skulle videre i livet, havde han også søgt ind på Viborg Børnehaveseminarium, men heldigvis kom de positive svar samme dag, så han kunne vælge teatret i stedet for at være munter blepålægger i Varde.

På Odense Teaters skole var lærerne af den gamle slags, der tappede eleverne for al selvtillid for derefter at bygge dem op igen. Schou oplevede her at være sammen med Stina Ekblad, Birgitte Bruun, Bente Eskesen, Dianna Vangså, Anna Gadborg og Kirsten Norholt, og han kom til at spille forestillinger fra Don Juan og Den Blå Pekingeser(!) til De Tre Musketerer og Folk og Røvere i Kardemomme By.

Middage med Ussing og Sørensen

Da Jan Schou er homoseksuel, hvilket han blot er helt åbent og ikke haft problemer med, vakte han interesse hos Olaf Ussing, som bad ham møde sig om aftenen. Det var heldigvis kun for at have en spisekammerat at fortælle sine anekdoter til, og da Jan Schou siden også blev Volmer Sørensens middagspartner må man sige, at han i den grad ikke blot har lært faget inde fra, men også profiteret af andres erfaringer, som han lyttede begærligt til.

Klaus Pagh hyrede ham til Charleys Tante sammen med Helle Virkner, Kirsten Norholt, Ulf Pilgaard og Jørgen Ryg, så nu ser vi vejen til revyen tegne sig. Ikke mindst, da hans far havde haft ham med til mange fremragende revyer, ikke mindst den legendariske Femmøller Revyen.

Han havde også erfaring med genren fra teaterskolen, hvor fire elever slog sig sammen om at lave sommercabaret i Silkeborg, hvor han bl.a. oplevede at springe op på kasse og synge det store potpourri fra Sommer i Tyrol. En kasse, der havde holdt under prøverne, men som brast ved premieren og skar hans ben til blods. Bukserne blev ødelagt, og i nummerets syv minutter gav den splintrede kasse ikke slip, men publikum morede sig fremragende.

Årets Dirch

I La Strada Revyen 1980 fremførte Schou et urkomisk nummer, hvor han som Dronning Margrethe dansede rundt med et billede af statsminister Anker Jørgensen. Det vakte voldsom jubel og blev valgt til Revyernes Revy, dengang i Tivolis Koncertsal.

Efter showet og før årets prisoverrækkelser hviskede Volmer Sørensen til Schou, om han ville være med i Cirkusrevyen 1981.

Om han ville. De gav straks håndslag, og kort efter røbede Volmers motiv sig, da Jan Schou modtog revyernes største belønning, Årets Dirch, og med et var en, man skulle have fat i.

Så går det over stok og sten med Grethe Sønck, Jørgen Buckhøj, Grethe Mogensen, Kai Løvring (som ikke kunne lide, når andre havde succes med hans speciale, monologerne), Lone Helmer etc. etc.

Jan er til julemandskomsammen på Dyrehavsbakken, optræder med Pjerrot, giver Grethe Sønck Skårupøre Is (hun spiste for 400 kr, mens hun sad ved rattet på vej hjem med den), laver Schoutur, optræder på Sans Souci med sin superven Dario Campeotto, er pumpet hamburgerryg i Sønderborg, får sin egen revyflise i Nykøbing F., bliver ’genkendt’ som Stig Elling, er paven selv og får en stadig ubrudt række af år som kunstnerisk leder i Rottefælden.

Plakaten for Rottefælderevyen 2018

Hele bogen igennem får vi også billeder og illustrationer i stort tal, og brug det bare som quizemne, hvem Schou parodierer på de 17 fotografier på siderne 222-223.

Terres des Hommes

Vi hører imidlertid også om hans intense arbejde for børn i Terres des Hommes, som er erstatningen for hans livs store fortrydelse: at han aldrig har haft børn, når han nu elsker dem. Han fik altså 3 mio. børn i stedet for 2-3 stykker og har været en meget aktiv medspiller i organisationen. Han har selv været fadder for flere børn, og et af de mest rørende øjeblikke i hans liv var, da en af pigerne i Mumbai var blevet færdiguddannet, gift og havde fået et barn, som hun rejste mere end 400 km for at vise ham med ordene: – Se, du er blevet bedstefar.

Schou fortæller ikke, hvordan han reagerede. Vi kan gætte det. Han har stadig tårer i øjnene.

Jan Schous fars bisættelse var en kæmpe fest af erindring og nostalgi. Forhåbentlig er der trods nedturen i forbindelse med corona længe til, at det sker for ham selv, men til den tid bliver det en af årets morsomste begivenheder, bl.a. fordi alle tilstedeværende vil have læst, at ’vi skal ha´ det sjovt sammen’. Det har Lukas Birch og Jan Schou i den grad sørget for i denne bog til sølle 295 kr. Den kan erhverves ved Kerteminderevyen, i Rottefælden og via janschoubog.dk – men mon ikke også boghandlerne hurtigt stiller sig i kø.

Jan Schou – erindringer fortalt til Lukas Birch
Vi skal ha’ det sjovt imens.
Produceret af Hauge Birch.
240 sider indbundet. Kr. 295.

Kategori Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »

Sjov Kerteminderevy med mange højdepunkter

onsdag, 2. juni, 2021

Begejstret publikum og fine skuespilpræstationer med fantasifulde kostumer i flot kulisse gav Kerteminderevyen et fint comeback

Tornøes Store Sal var ved at miste taget, da Hans Luunbjerg rejste sig og omfavnede Farshad Kholgi, der som Louise Pingpong mente, at hun kunne give ham nogle gode råd. Hun kunne også hjælpe Mads Nørby og andre, hvis de ellers kunne forstå hendes Thai-dialekt.

Farshad Kholgi ‘It’s not unusual (Foto: Emil Andresen)

Det var et af de numre, der slap det glade vanvid løs som lovet i det smarte åbningsnummer, hvor kvartetten bebudede, at ’vi blæser på, om du er krænkelsesparat’ og ’her i Kerteminde skal ingen nogensinde bindes på hånd og mund’.

Et skridt længere

Så er vi alle parat til at gå planken ud, men revyen går ikke helt så voldsomt til sagen, som den plejer. Der er flere numre af den traditionelle revyslags. ’100 kr’ ville man fx vente at finde i Rottefælden, og ’Saks’ er der for lidt kød på, men naturligvis er traditionelle revynumre også tit overmåde morsomme.

Det gælder fx ’Janni og Bo’, hvor Kim Hammelsvang og Christine Astrid er et ægtepar, som er hhv. bønnestageslank og 40 og fed, men absolut ikke færdig. Nummeret er forrygende, selv om det bliver lidt for langt.
Det gælder det musikalsk fine ’Hallo Hallo’, hvor Lonnie Kjær synger sin Grand Prix-vindermelodi med en tekst, der slår fast, at hos kulturminister Joy Mogensen er der ikke nogen hjemme, og at hun godt kunne tage sin telefon og gøre noget for kulturen.

Hammelsvangs parodier

Kim Hammelsvang siom Andre Rieu (foto: Emil Andresen)

Det gælder Kim Hammelsvang som en  ubetaleligt sjov André Rieu, hvor resten af ensemblet er i fantastiske kostumer, som understreger Vibeke Valeurs utrolige blik for, hvad der passer i det enkelt nummer. Lukas Birch stjæler næsten billedet med sin tuba i baggrunden.

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen).

Hammelsvang har også en udmærket Dronning Margrethe-parodi, men den mister lidt, når hun ikke længere siger ’vi’ og ’os’, men ’jeg’ og ’vi’. Til gengæld er der ikke et øje tørt, når Hendes Majestæt holder sig i form med sin hula hoop-ring
I ’Dorte og Didrik’ synger Christina Astrid betagende som naivt uskyldig refrænsangerinde den uhyggelige historie om manden, der voldtager og voldtager, men altid bliver frikendt af mangel på bevis; og hun har også et andet scoop: Bloggeren, der udlægger Filip Faber som manden bag hele coronaepidemien!

Christina Astrid som uskyldig refrænsangerinde med uhyggelig tekst (Foto: Emil Andresen)

Tornadoen

Farshad Kholgi er en tornado som sædvanlig. Når han gør fedt nar af demonstranter under coronakrisen og ender med at blive kidnappet for at skulle giftes med en fætter som en muslimsk pige – for han ligner hende præcis.

Eller i første afdelings sidste nummer, hvor han simpelthen sætter kropssprog til Tom Jones’ superslager ’It’s not unusual’. Her nyder vi, at han synger med store bogstaver, såvel i stemme som med kroppen.
Der måtte godt have været bedre udnyttelse af de flotte sangkræfter, revyen rådede over. Måske i form af et af de potpourrier, der er blevet så populære, og hvor man svømmer hen i velklang og nostalgi.

Rygere
Rygerne er nogle af de traditionelle revyofre, der får et hug mere, og det sker bl.a. overmåde morsomt i ’Alt det med rygeloven’, som Kim Hammelsvang og Christina Astrid giver. Som de øvrige numre instrueret med fin timing af Gordon Kennedy.

Musik og kulisse

Peter Bom (foto: Emil Andresen)

Som sædvanlig må vi imponeres over Peter Bom og hans diskrete måde at understrege alle pointer på med sin musik. Det er også ham, der har arrangeret den firstemmige sang i ’mink-nummeret’ ’En duft af acetone’.
Scenografen Anders Vesterholm har igen formået at forny sig med sin ’bulls eye’-baggrund, der fungerer fint, og Helena Dong har stået for koreografien.
Der er foreløbig udsolgt frem til og med 17. juni, hvor der forhåbentlig bliver åbnet for flere end de 90 tilskuere, der til da er maksimum.

Vent ikke! Der kan hurtigt blive meget få billetter til overs, for det er en udmærket revy, som måske er en smule mere elskværdig end normalt og kun går til grænsen.

Tags: Anmeldelser, Kerteminderevyen, Kultur
Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »