Indlæg februar, 2017

Flemming Jensen: I ly af latter

mandag, 6. februar, 2017

Oprindelig trykt på kjavis.dk

I ly af latter

Humor med alvor: I ly af latter
Flemming Jensen på scenen

Skuespilleren, komikeren, instruktøren, skolelæreren, julenissen og forfatteren Flemming Jensen har skrevet sin selvbiografi, og det er ikke kun underholdende, men fuld af synspunkter på mennesker, teater, revy, anmeldere og politik

Flemming Jensen indleder sin selvbiografiske ’I ly af latter’ på samme måde som Leif Panduros ’Av, min guldtand’. Panduro fraskrev sig siden den muntre lille roman, men Jensen er smartere: Han bruger den ubetaleligt morsomme indledning til at tryllebinde de læsere, som han senere vil fortælle om livet, dets udvikling, og hvordan man let kan undre sig mere og mere over, hvordan samfundet fungerer. Godt på nogle områder – på andre, især i politik, vinder dem, der lyver mest overbevisende.

De første sider er i kursiv. Det viser sig at dække over, at de ikke er helt troværdige – humoren har fået en ekstra tand; Der kommer flere eksempler i bogens løb, og noget af det, der er skrevet i ordinære typer, kunne også godt have stået i kursiv, for mange skildringer og synspunkter afsluttes med en ekstra pointe, som er på kanten.

Det fyndige slutord

Som når han skriver om forestillingen ’Spindoctor’, hvor han selv er det dumme svin, der udstiller det regerende parti Venstre, og …

– Venstre købte den forestilling. De var det bedste publikum af alle – for dem var det jo som at komme til personalerevy. De inviterede mig også til at komme med et indlæg til deres årsmøde.
Der var højt til loftet i det parti!
Dengang.

Det er langt fra den eneste gang, et fyndigt ord på sin egen linje sår tvivl om, hvad der er sket med det, der netop er skrevet om.

O tempora – o mores!

Igennem bogen følger vi Jensens ualmindeligt indholdsrige liv. Hvad den mand dog har nået på 68 år! Gennem hans briller ser vi, hvordan en stor del af verden udvikler sig negativt pga. for mange mobiltelefoner, for højt tempo, manglende eftertanke, formens sejr over indholdet, kontrolfreakernes sejr over initiativ, fantasi og virkelyst og meget, meget mere. Hør blot:

– I Danmarks Radio var dengang samlet en meget stor faglig ekspertise, en guldgrube af erfaring og viden. Alt det røg sig en tur, da man begyndte at fokusere mere på struktur end på programmer.

Eller: – Tillid skaber energi, control er i familie med mistillid og skaber trods – og kan let dræne et menneske for energi.

Eller om tiden, hvor Jensen virkede som lærer:

– Jeg var så heldig, at jeg fik lov at være med i den gode tid, hvor et lærerkollegium følte et fælles ansvar og tog bad i engagement, iderigdom og en smittende energi.

For ikke at tale om den lille engelske by, hvor …

– De lokale trendsættere lægger vægt på god opførsel, kulturel baggrund og en almenviden af et anstændigt omfang – for os danske føles det meget eksotisk.

Flemming Jensen var bedste ven med Jesper Klein, som citeres for:

– Alt der det med o tempora – o mores, sikke tider sikke skikke – alt var bedre i gamle dage – sådan har den ældre generation altid sagt. Men vi er den første generation, der har ret!

Da Klein døde, ristede Jensen en lang minderune ved den følgende sammenkomst, og man kan have ham mistænkt for, at han håber, at andre vil give ham selv en stor del af det eftermæle, han gav sin ven.

Grønland

Flemming Jensen har i flere omgange boet i eller besøgt Grønland, og når han beskriver livet her, gløder teksten. Af begejstring for natur, mennesker og livssyn – eller for den dag, hvor han nedlagde sin første sæl og bidrog til bostedets middagsborde; og af en indignation over, hvad danskere har gjort ved Grønland, helt a la Paul Hammerichs danmarkskrønike, der stiger i intensitet, hver gang den nærmer sig emnet Grønland.

Jensen indledte sit seriøse forfatterskab, der har indbragt ham en litterær pris (i Frankrig – i Danmark bliver han hverken taget alvorligt eller anmeldt!) med en bog med handling i Grønland, og han har gjort sig udødelig med tre julekalendere om Nissebanden, men ved seerne så lidt om Grønland, at de tror, at det giver et sandt billede?!

Et indholdsrigt liv

Det er umuligt at komme ind på hele den rigdom af emner og oplevelser, man får sammen med Jensen. Om hans tid som lærer; hans cirkustid med Søren Østergaard; teaterforestillinger, hvor han spillede ’Mig og Bogart’ eller sammen med Jesper Klein spillede op til 54 roller (Jorden rundt i 80 dage) på turne til små forsamlingshuse landet over; Victor Borge, Niels-Jørgen Kaiser; tv-optrædender som fx Dr. Femmer, i rejseprogrammer eller i Jensen Tonajt, hvor der blev telefonstorm, da seerne ikke gennemskuede humoren i det fiktive interview, han lavede med Bille August. Noget, der smerter ham så meget, at hele teksten gengives i bogen: Var det da ikke vildt morsomt? Det var det ikke, fordi det ikke nåede at gå op for folk, at det var humor, før det var for sent.

Vi oplever, at han kureres for en diskusprolaps af en læge i Nordvietnam; hvordan han er på fodboldtur med sponsorer til Skotland – det er i kursiv! Hvordan han, selv om han ’ikke er religiøs i bastant forstand’, er ambassadør for Danmission, fordi de laver et stort, fint arbejde; og hvordan han oplevede endelig at blive rigtigt forelsket efter at have gennemgået et traditionelt ægteskab på lavt blus, men med mange gode fælles aktiviteter, der udsatte de afgørende problemer: Ombygning, udestue, guldfiskedam og børn – men hvad derefter, hvis vandet ikke er helt i kog?

Revy

En stor del af Flemming Jensens karriere har udspillet sig på revyscenerne, som han også har skrevet et væld af tekster i overensstemmelse med sit grundsyn om at opretholde en form og et intelligensniveau, der fx ikke giver plads til primitive jokes under bæltestedet:

– Jeg elsker revyen, når den hæver sig over primitiviteten, men når det ikke sker, bliver jeg dårligt tilpas. Jeg elsker pjat, men afskyr plat.

Derfor får Per Pallesens Mathiesen og Leif Maiboms Thorleif sig et hib i farten, selv om de to direktører og skuespillere er Jensens meget gode venner.

Pjat var der meget af i Hjørring Revyens gyldne år, hvor tekstforfatterne var Arne Forchhammer, Henrik H. Lund og Jensen, som mener, at de bedste revyer skabes af et lille forfatterkollegium i samarbejde med kunstnerne – det lyder som en formel for Kerteminderevyen 2016, som i stor udstrækning blev skrevet af skuespillerne.

Det var også Jensen, der i Tivoli skabte den type ramme om revyen, der også findes i Kerteminde i dag. Som sidestykke til de ’shorties’, Hjørring bød på, lavede han ’alfies’ som start og slut – små optrin med poetiske alfer; og formentlig var han og Søren Østergaard de første, der gik rundt og hilste personligt på publikum før deres forestilling, som Mads Nørby gør i dag.

Pudsigt nok debuterede Jensen i Rottefælden, der dengang var Danmarks intellektuelle revy!

Anmeldere

Der er mange knubbede ord til anmelderne, som elsker vinmærket ’ad libitum’, helst ikke vover sig vest for Valby Bakke og mistror alt, der ikke foregår på et kunstnerisk anerkendt sted – så bliver det simpelt hen ikke anmeldt.

Da Jensen sammen med Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt revolutionerede revy og stand-up med en Stand-up-revy, blev den tiet ihjel med en enkelt undtagelse; en anmelder, der ikke var glad for, forestillingen mente noget!

Satire og vrede

Jensen har i årenes løb ment ikke så lidt – og mere og mere. Efterhånden, som det er gået op for ham, at satire ikke virker, har han skærpet sine tekster. Flere af dem nærmer sig vreden, men rigtigt rasende er han kun, når det gælder de største politiske slyngelstreger; når fx Anders Fogh Rasmussen to gange med kort mellemrum får en redegørelse fra Forsvarets Efterretningstjeneste om, at Irak sandsynligvis ikke havde masseødelæggelsesvåben eller biologiske og kemiske våben – og han begge gange sagde det modsatte i Folketinget, så han fik Danmark i krig.

Jensen dokumenterer og konkluderer:

– Den tidligere efterretningsmand Frank Grevil blev idømt fire måneders ubetinget fængsel og fik smadret sit liv. Ikke for at have løjet om noget, men for at have sagt sandheden.

– En mand, der bevisligt har løjet – ham, der var ansvarlig for regeringens grundlovsbrud, som sendte vores land ind i en ulovlig krig og undergravede FNs autoritet, er af dronningen blevet slået til storkorsridder af Dannebrog og har fået en international toppost i NATO … Er Fogh Rasmussen da hovedskurken? Nej! For efter miseren blev han genvalgt to gange af den danske befolkning – der lod det hele ske. Og applauderede! Når der er én finger, der peger mod en tidligere statsminister, er der fire fingre, der peger mod os selv.

Respekt for publikum

Jensen har respekt for publikum – og for læserne. Han lader ikke nogen i tvivl om, at her er et engageret partsindlæg, som er skærpet i ly af latter, veloplagthed og energi.

Man slipper ikke den 443 sider lange bog, når man først har kastet sig over den, og når man lukker den, er man helt forpustet, fuld af inspiration og tanker.

Læs den! Selv om den ikke er blevet anmeldt af ret mange af de fine anmeldere fra hovedstadspressen.

-up

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Munter Gummi-Tarzan med fine effekter

mandag, 6. februar, 2017

Munter Gummi-Tarzan med fine effekter

Action i Gummi-T. Manden i gult er principielt usynlig (foto: Ard Jongsma).

 

Ungdomsforestilling på Odense Teater: Munter Gummi-Tarzan med fine effekter
Mette Kjeldgaard Jensen og Kristoffer Helmuth som Lotte og Ivan (foto Ard Jongsma).

Er det bedst at være verdens bedste til alting eller at være en vatnisse? Ivan Olsen alias Gummi-Tarzan prøver begge ting i usædvanligt fin børneforestilling, der har nok så meget bud til voksne, på Sukkerkogeriet

Instruktør Rasmus Ask og scenograf Gunnar Wille er hovedårsagen til, at ’Gummi-T’, baseret på Ole Lund Kirkegaards klassiske bog, er en perfekt forestilling, der indtil 26. februar spilles på Sukkerkogeriet såvel som skole- og familieforestilling.

Den er ideel i begge funktioner. De voksne kan nyde timingen; scenografien med ikke mindst et par fantastiske cykelture, som i farten strejfer universet; blandingen af fantasi og virkelighed samt de sproglige pointer, der går over de yngres hoveder – dem er der en hel del af, både pointer og hoveder. De unge genkender typerne i skolegården, det uretfærdige spil mellem de stærke og de svage, drømmen om at blive alle problemer kvit ved simpelthen at blive bedre end alle andre – og det er den chance, som Ivan får ved hekseri – og som han ved lidt tyveri forlænger langt ud over gyldighedsdatoen.

Vi under Ivan, dejligt ligefrem spillet af Kristoffer Helmuth, denne chance, som viser sig forgiftet, for Lotte, Mette Kjeldgaard Jensen, kan bedre lide den forsagte Ivan og hans vægmalerier end supermanden Gummi-Tarzan. Ivan opdager, at man let kan misbruge sine evner, hvilket hans far, coachen(!), meget morsomt spillet af Mikkel Bay Mortensen, vil have ham til, for kun sådan er han i faderens øjne et rigtigt mandfolk.

Bortset fra Lotte og Ivan bærer alle personerne groteske masker og parykker, der understreger deres karakterer, som var det italiensk comedia del arte. Når de forskellige stunts, som er så lette at lave i animationsfilmen ’Gummi-T’, skal leveres på scenen, sker det ved hjælp af skikkelser klædt i gule dragter, som vi alle lynhurtigt finder ud af gør dem usynlige. De forskellige ting er stiliseret netop som i en animationsfilm, og ind imellem tager tegneserieeffekterne over med talebobler, i hvilke der står ting som ’knæk’, ’bang’ eller ’splash’. At give buksevand, uden at personerne blive våde, er også en smal sag, og alligevel kan man høre fødderne sjutte bagefter, når de går. Det er temmelig mageløst.

Det er med andre ord en skøn forestilling, som alle – fra bedsteforældre til 6-7-årige børn vil nyde og bagefter kunne diskutere – og de voksne kan måske være lidt forsigtige med at være alt for politisk korrekte og fx påpege, at man måske kunne have tænkt sig, at Ivan kunne have læst et ord som d-e-r i det stadium, han er i. De politisk korrekte pointer er nok presset en anelse bombastisk igennem, men det tænker man ikke på i det høje tempo. Man smiler, ler, skraldgriner – og nyder.

-up

Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »