Storværk om Claus Deleuran

mandag, 25. december, 2023

Christian Monggaard har skrevet det ultimative værk om tegneren Claus Deleuran, og det kan studeres mange gange og i lange tider pga. såvel forfatterens som Deleurans detaljerigdom

Omslaget på bogen om Claus Deleuran

Normalt giver jeg mig lidt, når en bog er tung som en flise og desuden har fliseformat. Man kan med andre ord ikke sidde bekvemt med den i sin lænestol, men må sætte sig ved et bord eller en pult.

Christian Monggaards bog om Claus Deleuran er af den type, men formatet er en nødvendighed. Deleurans tegninger er lige så fulde af finurligheder og detaljer, som Monggaards tekst er det, og begge dele er en fryd at studere. Derfor skal man skal tage bogen  i portioner, og ind imellem kan man blade om til de tegninger, der bagest i bogen er samlet efter tema.

Min far abonnerede på Illustreret Familiejournal, fordi han ville vide, hvordan det gik Willy på Eventyr. Dermed kunne jeg også læse Bamse og Dukke Lise, Rip Kirby og Gyldenspjæt. Desuden abonnerede vi på Anders And.

Det giver mig en stor fordel, når jeg ser Deleurans tegninger, for hans streg er påvirket af præcis disse serier, som han læste, da han boede i det østlige Odense, hvor man nu passende har navngivet en plads Deleurans Plads.

Deleuran er også stærkt påvirket af Storm P, og han læste Asterix, Lucky Luke, Tintin, Rasmus Klump og Valhalla. Jeg vil selv tilføje Bo Bojesen, som et stort antal illustrationer klart viser påvirkning fra.

Første side af Rejsen til Saturn

Deleuran er et af eksemplerne på, at de bedste falder alt for tidligt fra. Han blev blot 49 år, men hvad nåede han ikke på dem. Hans far var tegner, og han selv boblede af tegnelyst, så han allerede som 6-årig tegnede sine første glimrende udkast til tegneserier. Desuden hjalp han af og til sin far med tegninger til annoncer for diverse firmaer.

Det er en svir at læse om familien i Odense og om, hvordan inspirationen til de forskellige tegninger og tegneserier meldte sig. Deleuran læste og researchede utroligt meget og lod sig ikke nøje med andres beskrivelser. Han ville se tingene selv, hvis det var muligt.

Selv om han hørte til venstrefløjen og bl.a. skrev i Politisk Revy og diverse andre venstreorienterede skrifter, var hans streg altid venlig, også når han portrætterede kapitalister. Desuden rettede hans ironi sig også tit mod de frelste i arbejderbevægelsen.

Hans tegninger blev hurtigt populære og var med til at holde tidsskrifter oven vande. Han vidste alt om religion og mytologi og bevægede sig rundt i det hele i sine skrifter med parolen Gud er ikke nærtagende.

I Rejsen til Saturn, som er min favorit blandt hans værker, kommer de rejsende bl.a. til Sankt Peter og beder om mere benzin. For få dage siden var der lejlighed til at se filmudgaven af serien, og selv om tegningerne er forenklet i forhold til Deleurans forlæg, hersker hans humor stadig. Det var et skønt gensyn – og filmen solgte 400.000 billetter!

I Mikkeline på Skattejagt kommer en engel med en åbenbaring. Det viser sig, at den egentlig var til en anden, der bor tæt på Mikkeline, men englen kan så beklage, at hun er gået fejl, og som afbigt spå Mikkeline.

Mikkeline fik i øvrigt hovedrollen, da ikke mindst hans kone Lone mente, at der var for mange mænd i hans serier.

Et eksempel på Deleuran som daglig karikaturtegner: En kommentar til behandlingen af børn i vuggestuer

Deleurans hovedværk er hans Illustreret Danmarkshistorie for Folket, hvor han startede med Big Bang og satte Danmark i international sammenhæng, hvor skolens historietimer beskæftigede sig med det interne Danmark og ikke så meget ud over grænserne.

Deleuran behandler stoffet med så stor indsigt og med et perspektiv, så Arkæologen Anders Bonde Hansen i et interview med Monggaard siger, at Deleuran bør have en plads i dansk oldtidsforskning.

På fascinerende vis sætter Deleuran videnskaben over for mytologi op gennem tiden, så man bl.a. bliver ført dybere ind i asatroen, end selv Valhalla formåede det.

Historien er virkelig for folket, for man skal bare kunne læse for at nyde den. Man kan sige, at der er mere tekst end billede i beretningen, hvor Deleuran ustandselig laver omfattende digressioner, der fryder snarere end irriterer. Han har en lille lærd mand, klædt i sort med en Pincenez med som fremmedfører, ofte med humoristisk virkning.

Derfor nåede han i ni bind kun frem til Svend Estridsen, men for pokker – på det sted begyndte den historieundervisning, jeg fik i skolen.

Han døde midtvejs i arbejdet med niende bind, som blev færdiggjort af hans kone og udgivet posthumt.

Selv om han er inspireret af så mange, er hans tegninger helt hans egen stil og let genkendelige. Menneskene har store næser, og billederne er så fulde af detaljer, så man kan opdage nye ting, hver gang man ser på dem. Alt er tegnet præcist på hele tegnefladen.

Det er umuligt at beskæftige sig med alle de 494 sider på tykt papir, men vi kan slå fast, at der næppe er meget tilbage at ’opdage’ om Deleuran efter den prisværdige research, som Monggaard har bedrevet, før han skrev.

Deleuran er blandt de allerbedste tegnere i Danmark nogensinde, og han gør mange ting forståelige med sine tegninger og serier, som der er fyldige eksempler på bagest i bogen.

Vi er nok lidt tæt på jul, men mangler man en boggave, kan denne anbefales varmt.

Christian Monggaard: Claus Deleuran. 494 sider kraftigt indbundet. Forlaget BOOK LAB. Kr. 599.

Tags: Boganmeldelse, Christian Monggaard, Claus Deleuran, Litteratur
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Litteratur | Ingen har kommenteret »