Indlæg september, 2017

‘Byen’ på Værkstedsscenen

lørdag, 30. september, 2017

Odense Teaters Værkstedsscene

Absurd uhygge i hverdagen

Lørdag 30. september 2017 kl. 08:00

Absurd uhygge i hverdagen

Natali Vallespir Sand og Alberte Guldager Larsen (foto: Emilia Therese).
Odense Teaters Værkstedsscene: Absurd uhygge i hverdagen
Fv Louise Davidsen, Claes Bang og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese).

Martin Crimp er ordekvilibrist, og han hader færdige løsninger. Store skuespilpræstationer i ’Byen’ på Odense Teaters Værkstedsscene.

Da Clara, Natali Vallespir Sand, i sidste scene af ’Byen’ får Chris, Claes Bang, til at læse op af sin dagbog, falder en masse ting på plads for tilskueren. Aha, sådan hænger det sammen.

Den følelse får ikke lov at leve længe, for det rejser en serie andre spørgsmål, så det er heller ikke virkeligheden.

Det er netop pointen i Martin Crimps absurde universer. Tingene udspiller sig glat så tæt på at være troværdige, at man ustandselig frustreres over, at de ikke følger det logiske spor. Vi ser oplæggene til en mængde konflikter, som aldrig bryder rigtigt ud. De egentlige konfrontationer udebliver, og personerne har berøringsangst.

Der er ellers nok af ting, der kunne udvikle sig. I første scene, hvor ægtefællerne taler totalt forbi hinanden, selv om de ting, de siger, er dybt frustrerende. Hun har en foruroligende oplevelse fra en banegårdsperron, han er måske blevet fyret allerede, for hans adgangskort fungerede ikke, da han mødte på arbejde.

Siden bliver han det i hvert fald, og så står Chris pludselig for rengøringen, mens Clara forsøger at koncentrere sig om sit arbejde, mens hun må løfte benene eller skifte plads, når kost eller gulvmoppe kommer demonstrativt drønende. Det nærmeste, vi kommer fysisk vold i denne omgang, og en serie udmærkede chancer for at få et rensende skænderi i gang gribes heller ikke af de to.

Den psykiske vold er der til gengæld nok af, og den retter sig mod tilskueren. Det er ikke let at overvære absurditet, når vi alle foretrækker orden, så hvad ligner det, at der er mere og mere, der ikke kan forklares, eller som personerne undlader at reagere på?

Hvorfor bliver hendes betagelse af forfatteren Mohammed ikke til et forhold, når der er så rig lejlighed til det – eller gør det? Og er han – og det hele – bare et fantasifoster; et led i drømme, født af en hverdag, der har udviklet sig til en næsten ulidelig trummerum.

Er pigen deres datter, eller er hun det ikke? Eksisterer den katastrofeelskende sygeplejerske Jenny, Louse Davidsen, kun i Claras hjerne, og er pigen, Alberte Guldager Larsen, også en art håb om, at der kan komme noget bedre bagefter, når nu denne generation har spillet menneskeligt fallit?

Det hele understreges af et stykke musik, som pigen i slutscenen spiller på klaver. Hun går i stå samme sted hele tiden som symbol på, at det gør tilværelsen også – alt for tidligt. Det lille stykke trivialmusik, som vi alle kender, og ingen kan huske titel eller oprindelse på, runger (alt for) højt, forvredet og skingert gennem højtalerne mellem scenerne, så det virkelig er for meget, og dét kan let være pointen i hele stykket. Vi formår ikke at gøre noget ved faresignalerne, genoptage fysisk og psykisk kontakt og begynde at leve indbyrdes i stedet for individuelt i fantasi og frygt.

Det er fa’me uhyggeligt, du!

Skuespillerne er glimrende. Claes Bang som manden, der hele tiden er let i defensiven, let opgivende og melankolsk. Vallespir Sand som kvinden, der tilsyneladende har kommandoen over det hele, ikke mindst sproget, men har måttet resignere og er blevet oversætter i stedet for forfatter. Endnu en frustration, en urealiseret drøm.

Peter Dupont Weiss har oversat enkelt og effektivt, og de samme ord kan man sætte på hans instruktion. Ida Jacobsen står for det lyddesign, der må være aftalt i tæt overensstemmelse med instruktøren, Mie Riis står for scneografi og kostumer og Elroy Villumsen for et lysdesign, der, igen meget effektivt, understreger teksten.

Forestillingen tager en time og 40 minutter uden pause og spilles frem til 28. oktober. Den har stof til lange tiders diskussion af såvel de mange anslåede emner som af forfatterens egentlige hensigt, som ingen endnu har turdet give et sikkert bud på – men den har helt sikkert – også – været at udfordre, forurolige og vække til debat.

Det lykkes.

-up

 

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Teater | Ingen har kommenteret »


1917 – En ny tid

mandag, 25. september, 2017

Da kunsteliten mødtes i Kerteminde i brydningsåret 1917

Mogens Lorentzens ‘Fleuristisk Komposition’ fra 1918 er blandt de værker, der står i gæld til Den Store Sommer.

Alhed og Johannes Larsen var de gavmilde og inspirerende værter for kunstnere af alle slags i sommeren 2017, hvor man under Verdenskrigen skulle finde en ny mening med tilværelsen og kunsten, og hvor en ny kunstnergeneration bl.a. stiftede tidsskriftet Klingen

Det er nærmest utroligt, at det kunne lade sig gøre. Romanforfattere, versskrivere, filosoffer, journalister, billedhuggere, kunstkritikere og malere mødtes på Møllebakken i Kerteminde i ’Den Store Sommer’ 1917 og diskuterede, hvad der skulle blive af det verdensbillede, der var smadret af 1. Verdenskrig.

Få danske kunstnere, om nogen, har været så begunstiget som Johannes Larsen, der smertefrit brød igennem sammen med bl.a. Fritz Syberg, blev en del af ’Fynboerne’ og hurtigt fik høj betaling for sine værker. Så stor var hans indtægt, at han kunne udvide sit kunstnerhjem med et atelier i året, hvor han fyldte 50, lade det indvie med en storartet fest og hele sommeren tilbyde at huse kunstnere, der kom strømmende til fra ind- og udland. Et ’kunstnerhotel’ med gratis kodt og logi!

Hele sommeren udviklede sig som en stor fest, for her kunne kunstnerne udvikle sig; nogle kunne arbejde i lånte atelierer, og her kunne de diskutere, hvilken vej kunsten skulle bevæge sig, uden risiko for at blive kritiseret. Atmosfæren emmede af fordomsfrihed. Politisk tilhørsforhold, religiøse holdninger, økonomisk formåen eller seksuelle tilbøjeligheder spillede ingen rolle. Alle kunne være — og var — med.

Johannes Larsen lod sig kun påvirke lidt af de mange nye ideer, der blev ført til torvs, men han støttede de nye, unge kunstnere varmt og var positiv over for de retninger og ideer, som bl.a. blev bragt til torvs i tidsskriftet Klingen, som på Axel Saltos initiativ blev grundlagt på Møllebakken og eksisterede i tre stormfulde år, før pengene slap op, og det gik ind – på trods af, at de mange bidragydere ikke fik betaling.

Det hele beskrives i ’1917 – en ny tid’, som Østfyns Museer har udgivet samtidig med udstillingen af samme navn, der kører frem til 26. november, og som hermed er anbefalet. Bogen giver et grundigt baggrundsmateriale og en idehistorie for udviklingen fra 1910-25, og på forunderlig vis perspektiverer den også nutidens kunstverden.

Indledningen er i tre afsnit. Efter en kort redegørelse for Johannes Larsen, hans kunst, familie, økonomiske omstændigheder og rammerne på Møllebakken af Erland Porsmose følger en fremragende gennemgang af ’Det feberhede år 1917’ af Kurt Risskov Sørensen og af Christian Kortegaard Madsen en redegørelse for de kunstretninger, der kom til at brydes i den store sommer, deres forfægtere og udviklingen i det danske kunstliv. I virkeligheden får man hele indholdet præsenteret i denne indledning, som kræver mere af sine læsere end de fleste af de glimrende kunstbøger, der fungerer som udvidede kataloger for museets udstillinger.

Efter Madsens forelæsning følger det, man kan kalde de skriftlige illustrationer; kunstnernes egen skildring af, hvad de oplevede på Møllebakken – og mens forelæsninger er vidende og indførende, er disse bidrag poetiske, indfølende og nogle steder næsten chokerende, ikke mindst når den iltre Axel Salto kommer til orde, hvad enten han krigsbegejstret skriver om Bastilledagens parader i Paris eller beskriver sit møde med den unge Picasso . Vi hører, hvordan kunstnerne har diskuteret, nydt naturen og husets ’zoologiske have’ med odder, sælhund, påfugle og alskens andre fugle; har ladet deres kunstsyn krydse klinge – og heraf navnet på tidsskriftet Klingen, der fik så afgørende indflydelse.

Vi hører fra Otto Gelsted, Kurt Jungstedt, Bodil Bech, Sigurd Swane, Poul Uttenreiter m.fl. og får mange eksempler på de værker, der nævnes. Vi hører også om modstanden mod de nye ikke-naturalistiske og næsten desperate kunstretninger, som den gav sig udtryk hos Carl Julius Salomonsen, der kaldte den moderne kunst dysmorphisk som en smitsom sindslidelse.

Et synspunkt, som Johs. V. Jensen var så tæt på at være enig i, at det indbragte ham en røffel fra Johannes Larsen: – Vi vil jo alle sammen gerne have Lov at gaa på Jorden, ogsaa unge Malere. Jeg kan ikke rigtig se hvem du vil ramme. Adr. er utydelig. Dog kan jeg se at du vil blive taget til indtægt af Skidtet og med din Autoritet som Nordens største Skrivende kan Du gøre fortræd for dem, der burde hjælpes.

Bogen er gennemillustreret med alt fra breve og små vignetter til dejlige gengivelser af væsentlige skulpturer og malerier. Et nyt fascinerende, inciterende og fornemt, men også krævende, bogværk, som man skal give sig god tid til at nyde.

’1917 – en ny tid’ er på 172 s hf i solid kvalitet og er redigeret af Christian Kortegaard Madsen og Malene Linell Ipsen efter samarbejde med Erland Porsmose og Kurt Risskov Sørensen. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har det været muligt at holde prisen på 178 kr.

-up

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Planlægning af festligheder

torsdag, 21. september, 2017

Bog om selskabelighed

Gør din fest til en succes

Gør din fest til en succes
Bogen ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster & gæst’ vil udrydde dårlige værter, elendige toastmastere og sikre succes for fremtidige festarrangører

Lad mig starte med at sige, hvad denne bog IKKE gør. Den viser ikke eksempler på, hvordan man skriver sange improviserer små indslag ved en fest. Det ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst’ ønsker at gøre, er at give de råd til festarrangører, der gør deres selskab til en succes. Det er jo et område, hvor man tit fyrer så mange penge af på én gang til en begivenhed, der aldrig vil kunne gentages, så det er meningsløst at gøre sine egne erfaringer først, når andre har gjort dem.

… og så alligevel, for mange af de ting, man vil gøre ved en stor fest, bør man afprøve ved en generalprøve ifølge forfatterne, Magda og Carl Fæstesen (et pseudonym, og jeg fortæller ikke for hvem, selv om jeg har fundet ud af det!). Fx bør man afprøve betingelserne for evt. talere. Hvor skal de stå? Er akustikken i lokalet så dårlig, at man skal sørge for højtaleranlæg?

Eller ved en buffet: Er der plads til, at de, der skal forsyne sig, kan komme til, eller bliver der håbløse trafikpropper på vej til eller fra bordet?

Bogen slutter pudsigt nok der, hvor de fleste vil starte: med at lægge budget og fortælle, hvilke poster man ikke må overse. En af de største er ’uforudsete’, som man bør sætte til 10 %, og lad være med at sige, at der ikke sker uforudsete ting eller er ting, man ikke har tænkt på.

Det kan dog tænkes, at man først bestemmer sig for, om man skal feste hjemme eller i byen, og her kan man være opmærksom på, at det tit bliver lige så dyrt hjemme som ude, fordi man ikke har erfaringer eller kan lave stordrift med rabatter på leverancer og den slags, som en restaurant eller et hotel tit har mulighed for. For ikke at tale om, at værtsfamilien helst skal kunne slappe af og nyde deres egen fest.

De gode råd gælder for alle fester af en vis størrelse og går helt op i de ubegrænsede udgifter, hvor man fx starter med at købe en festforestilling i et teater som optakt. Ved mange af dem kan man med fordel notere sig et råd om at lægge et eksemplar af gæstelisten ved hver kuvert med angivelse om, hvor der sidder hvor, og hvordan deres forbindelse til værtsparret er. Der er også gode råd om tider, steder, bordopstilling, varighed og forløb etc. etc. Et stort afsnit er helliget bryllupsfester, som ofte er dem, der er de største og dyreste, og hvor flest gæster ikke kender hinanden på forhånd.

Til forskel fra mange andre bøger om selskabelighed gøres der meget ud af rollen som toastmaster, og sandt er det, at en god toastmaster er en velsignelse og en elendig er en festspoiler. Hvor god, toastmasteren er, afgøres tit af værtsparret, der skal udpege ham/hende i god tid og give ham/hende indsigt i hele festens formål og forløb, så han/hun kan forberede sig grundigt og evt. sikre sig, at der er visse indslag, som er ønskelige.

Bogen har mange eksempler på, hvad toastmasteren bør og ikke bør gøre, og alene af den grund kan man købe den lille, let læste bog, der for resten også har et kapitel om ’den gode gæst’, for selvfølgelig har alle et medansvar for at bidrage til, at festen bliver den succes, som værtsparret har forestillet sig.

Prøv nu at tænke tilbage på de fester, du selv har været til. Ved nogle har du formentlig boblet af forventning ved tanken om, hvilke originale indslag værterne har fundet på denne gang, mens du før andre har tænkt mere på, om det igen blev kalve- eller okseculotte denne gang.

En fest skal helst være, ja netop, superfestlig, og det kan denne lille bog hjælpe til med. Faktisk kan hoteller, restauranter og selskabslokaler formentlig med fordel give deres kunder et eksemplar og derved undgå mange problemer.

-up

Magda og Carl Fæstesen: Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst. 91 s hf. Forlaget Take Care. Kr. 149,95. På nettet fundet til 105,48 kr. + fragt.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Ny roman af Finn Wiedemann

torsdag, 14. september, 2017

Ny roman af Finn Wiedemann

Ung på Nordøstfyn 1980-86

Ung på Nordøstfyn 1980-86

Finn Wiedemanns roman ’Sådan en dag glemmer man aldrig’ øser endnu engang af mindekarret fra opvæksten i Munkebo

Finn Wiedemann, der var teenager i Munkebo, bruger egne erindringer som basis for sine romaner. ’ I grunden har vi det jo godt’ er om 1970erne, ’Vi er her kun til låns i al slags vejr’ om tiden før da, og nu beskriver han i ’Sådan en dag glemmer man aldrig’ årene fra 1980-86, hvor han er 16-22 år gammel og har store problemer med at finde sig selv og sin fremtid. Det har også hele hans omgangskreds, der ’håber på et liv, hvor der er udsigt til alt det, vi mangler, f. eks. Penge, plads og kærlighed’.

Wiedemann skriver og husker, og for den, der har levet i den tid, sætter det gang i egne minder. For yngre vækker det formentlig en slags genkendelse, for også de tager på Roskildefestival eller drager ud i verden for at finde sig selv. De er formentlig også usikre, men mens Wiedemann og hans venner samledes i en gammel togvogn, der blev indrettet som skurvogn, samles man nu dagligt på de sociale medier. En pudsig forskel.

Wiedemann skriver, hvad han erindrer, og tjekker ikke. Ikke engang stavning. Derfor hedder Trica Tricka og Mike Oldfields Platinum bliver til Platinium. Disse små irritationsmomenter er gået igen i bøgerne og er måske tilsigtet? Det er ikke så vigtigt, hvordan tingene var, som hvordan de føltes og bliver erindret.

Wiedemann skriver glat og let melankolsk. Forhåbentlig rev de enkelte ting mere op i ham, da de foregik, for de er beskrevet resignerende, og han gav i hvert fald ikke noget to chancer. Enten interesserede det ham og talte til ham; eller også gjorde det ikke, og så blev det opgivet omgående uden kamp. Uanset om det gælder et politisk engagement som skoleelev, eller det gælder diverse forsøg på at finde en uddannelse, der duede for ham. Hvis ikke vi vidste, hvad resultatet er blevet, ville vi være dybt bekymrede, og faktisk siger bogen, at der er håb for alle, uanset om de virker let holdningsløse eller ikke rigtig har taget hensyn til småting som privat ejendomsret, forbud mod hashrygning og den slags.

Bogens omslag er fascinerende. Igen er det et billede, malet af Wiedemanns far Jørgen, og igen er det muligvis ikke verdenskunst, men det har mening: Et roulettehjul, hvor hvert felt har en af livets muligheder, som de spillende kan havne på og måske være dømt til. I baggrunden understreges tilfældet med lottokugler, kort og terninger.

Bogen beskriver denne famlen mellem et hav af muligheder, mens dunene begynder at vokse på læben; piger og kærester kommer og går, nogle forelskelser mere alvorlige end andre, og måske var der mere tale om at være forelsket i følelsen af at være forelsket.

På en mærkværdig og indtagende måde beskrives ungdommen gennem den voksnes filter. Han ved, hvad der lykkedes, hvad der ikke gjorde, hvordan andre reagerede på ting, men røber litotisk ikke sine egne reaktioner fuldt ud. Andre bliver dybt chokeret, når Michael Strunge begår selvmord, eller når Olof Palme bliver myrdet – den, dag, man aldrig glemmer – men det betyder ikke, at sproget accelererer, eller at hovedpersonen overreagerer. Da Strunge har begået selvmord, konstaterer Wiedemanns som ung blot, at ’det er trist’ – det har med garanti føltes værre på det tidspunkt, og måske har han været på nattetur på våde veje, mens sjælen var sønderflænget. Det hører man ikke om, men følelsesudsvingene MÅ have været større.

Hvert år har en optakt i form af et uddrag af statsministerens nytårstale, og det allerførste lille udsnit af Anker Jørgensens tale fra 1980 er næsten chokerende. Kunne man virkelig slippe fra så mange almindeligheder og få dem til at lyde, som om de betød noget?

Wiedemann havde som ung en række idealer, som han bl.a. fik af sine forældre, især, virker det som, sin far. Han var politisk vakt, læste Information etc. men det blev ikke til så meget kamp for idealerne, når kampen blev besværlig. I stedet bruger han i dag som lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet meget krudt på en stærk og meget mere følelsesfuld kamp mod bureaukrati, magt- og pengemisbrug. Det har egentlig intet med romanen at gøre, og så alligevel.

Tænk, hvilket mod der er kommet i den usikre unge fra firserne – og modet til at beskrive ungdommen er ikke det mindste.

-up

Finn Wiedemann: Sådan en dag glemmer man aldrig. 147 s hf. 199 kr. Forlaget Attika.

 

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »


Kerteminderevyen dominerede Charlies Revygalla

søndag, 3. september, 2017

Kerteminderevyen 2017

Kerteminderevyen prægede Charlies Revygalla

Kerteminderevyen prægede Charlies Revygalla

Trine Gadeberg og Kim Hammelsvang tronede også i Charlies Revygalla (Foto: Emil Andresen).
Kerteminderevyen 2017: Kerteminderevyen prægede Charlies Revygalla
Trine Gadeberg (Th), Årets Revykunstner, sammen med Christiane Bjørg Nielsen (foto: Emil Andresen).

Der var stort fokus på Kerteminderevyen, da tv2 Charley lørdag sendte prisshowet fra Cirkusbygningen i København, hvor Kerteminde som eneste revy stod for fire numre, havde tre nomineringer, og Trine Gadeberg blev Årets Kvindelige Revykunstner

Fire numre fra Kerteminderevyen, flere end fra nogen anden dansk revy i 2017, fik seerne, da tv2 Charley lørdag udsendte sin Charlies Revygalla fra Cirkusbygningen i København.

Kim Hammelsvang Henriksen og Anette Heick var gennemgående figurer som hhv. Bodil Jørgensen og Ghita Nørby. Kim Hammelsvang Henriksen og Trine Gadeberg tronede på WC-kummerne, mens hun som Dronning Margrethe forsøgte at lægge bordplan for et guldbryllup, og han som prinsgemalen endnu en gang forsøgte at avancere til regent.

Farshad Kholgi og Mads Nørby udkæmpede deres plastiske boksekamp mellem Demokrati og Terror, Trine Gadeberg sang om Det Lille Postkontor, der nu blot er en erindring fra børneværelset, og vi havde ustandselig Kerteminderevyen i billedet, ikke mindst syerskerne Ulla og Annette, der var med i Cirkusbygningen, hvor festen fandt sted.

Det er utroligt, så billigt Kerteminde Kommune køber så meget PR af en kulturinstitution, der giver så intensiv reklame for Kerteminde og byens kulturliv.

Tre nomineringer var det blevet til. Kim Hammelsvang måtte se Cirkusrevyens Henrik Lykkegaard løbe med prisen for Årets Parodi, mens hele revyen ikke overraskende ikke blev kåret to år i træk. Årets valgte blev Græsted Revyen.

Trine Gadeberg som Årets Kvindelige Revykunstner kunne man dog ikke komme uden om, så hun på en måned først blev Årets Tekstforfatter i Revyernes Revy og nu også Årets Skuespiller – og heldigt for Kerteminde kommer hun tilbage næste år i samme ensemble som i 2016, nemlig Farshad Kholgi, Kim Hammelsvang, Marie Mondrup, Peter Bom og Trine Gadeberg.

Vi – og hele Kerteminde – kan fryde os og allerede glæde os.

-up

 

Kategori Generelle nyheder, Kerteminderevyen | Ingen har kommenteret »


Den Indbildt Syge

søndag, 3. september, 2017

Odense Teater

Hæsblæsende, præcis farce

Hæsblæsende, præcis farce

Argan og Toinette, Anders Gjellerup Koch og Malene Melsen (foto: Emilia Therese).
Odense Teater: Hæsblæsende, præcis farce
Angelique og Cléante, Mette Kjeldgaard Jensen og Peter Høgsbro (Foto: Emilia Therese).

’Den indbildt Syge’ på Odense Teater er en veloplagt start på sæsonen i et utroligt tempo, og den har smart ændret slutningen efter engelsk forbillede

Hu hej, hvor det går. Ingen teatersæson kan startes i et mere hæsblæsende tempo, end når Moliéres ’Den indbildt syge’ på godt to timer afvikles som en well timed farce, hvor alting sker præcis i det øjeblik, det skal, så publikum får åndenød og blussende kinder.

Scenografien af John-Kristian Alsaker lægger op til, at det hele foregår i vores egen stue, og derfor er det helt logisk, at de medvirkende ind imellem henvender sig til os i ord eller med et hurtigt blik eller kommenterende kropssprog. Vi er lige ved ind imellem at råbe vores gode råd op på scenen.

Der er nok at kommentere, men man ville alligevel ikke nå det, for handlingen er for længst galoperet videre. Argan, Anders Gjellerup Koch, er hypokonder med stort H og bruger store dele af sine penge på medicin og lægehjælp med bl.a. daglige lavementer.

Han må engang have været klogere, for han har med sin første hustru fået to dejlige børn, af hvilket det ældste, Angelique, spillet henrivende af Mette Kjeldgaard Kjeldsen, er hovedkulds forelsket i Cléante, Peter Høgsbro, hvis operaarie synges så falsk, at der er en helt usædvanlig musikalsk præstation! Den yngste datter Louison, Cecilie Gerberg, er stadig så ung, 8 år, at man kan høre sandheden af hende.

Argans hypokondri får ham til at ønske sig læger i familien, og derfor lover han Angelique bort til den uduelige og uudholdelige Thomas Diafoirus, Mathias Sprogøe Fletting (dubleant for den syge Kristoffer Helmuth), der er et billede af sin latterlige lægefar, Mikkel Bay Mortensen. Forestillingens fornuft repræsenteres af husholdersken Toinette og Argans bror Béralde, hvis opgave det er at forpurre Argans planer for Angelique og få ham til at leve normalt.

Som Toinette udfolder Malene Melsen hele sit overvældende komiske talent i såvel diktion som med den krop, der så gavmildt giver hende muligheder for at bevæge sig på alle spændende måder, herunder gakkede gangarter. Fra bedre tider i huset Argan har hun en position, så hun kan tillade sig at sige de mest utrolige ting til sin herre uden at blive fyret.

Der lurer flere farer for den stakkels vildfarne Argan. Hans anden kone Béline, Ghita Lehrmann, vil ham det ondt. Hun vil have alt, hvad han ejer, til gengæld for sin forstilte kærlighed, og bl.a. med hjælp fra notaren, Mogens Rex, er det tæt på at lykkes.

Doktor Purgon, Lars Lønnerup, hvis navn giver associationer til skærsilden og apoteker Fleurant, urkomisk spillet af Emil Bodenhoff-Larsen, bidrager fremragende til latterliggørelse af de læger, hvis fornemste opgave ikke er at helbrede, men at holde syg.

Med et smart kneb lykkes det at overbevise Argan om, hvem der er hvor beregnende, så de unge kan få hinanden mod løfte om, at Cléante skal uddanne sig til læge. Her kommer dog et bedre forslag: Argan kan selv blive læge. Han kan da lige så meget som lægerne allerede!

Molières havde problemer med afslutningen, som han lod forme sig som en farcistisk, rituel indvielse af Argan som læge. Da komedien blev oversat til engelsk, ændrede oversætteren John Wood slutningen, så Argan i stedet døde, og denne mulighed har oversætteren Peer Hultberg og instruktøren Kjetil Bang-Hansen klogt grebet. Da komedien blev Molières sidste, og han faktisk døde på scenen under den fjerde opførelse med sig selv i hovedrollen, kombinerer de det hele og stopper brat løjerne med dødsbudskabet.

Vi går ikke hjem mod hovedet fuldt af en fjollet læge-indvielse, men måske trods alt med lidt tanker om, at vor tid også er fuld af hypokondrere, der aldrig holder op med at tage en medicin, når den først er ordineret; og lægemiddelproducenter, der med heftig annoncering får raske til at føle sig syge og tage kosttilskud og medicin.

Nok om det. ’Den indbildt syge’ er to forrygende timer i selskab med et skuespilensemble, der spiller farce så præcist, at det er en fornøjelse. En forestilling, der giver en lyst til at gå i teatret også i resten af sæsonen, og nu ser vi hen til Macbeth, der bliver første forestilling i det ’nye sukkerkogeri’ i Odeon.

-up

 

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Teater | Ingen har kommenteret »