Fv Louise Davidsen, Claes Bang og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese).

Martin Crimp er ordekvilibrist, og han hader færdige løsninger. Store skuespilpræstationer i ’Byen’ på Odense Teaters Værkstedsscene.

Da Clara, Natali Vallespir Sand, i sidste scene af ’Byen’ får Chris, Claes Bang, til at læse op af sin dagbog, falder en masse ting på plads for tilskueren. Aha, sådan hænger det sammen.

Den følelse får ikke lov at leve længe, for det rejser en serie andre spørgsmål, så det er heller ikke virkeligheden.

Det er netop pointen i Martin Crimps absurde universer. Tingene udspiller sig glat så tæt på at være troværdige, at man ustandselig frustreres over, at de ikke følger det logiske spor. Vi ser oplæggene til en mængde konflikter, som aldrig bryder rigtigt ud. De egentlige konfrontationer udebliver, og personerne har berøringsangst.

Der er ellers nok af ting, der kunne udvikle sig. I første scene, hvor ægtefællerne taler totalt forbi hinanden, selv om de ting, de siger, er dybt frustrerende. Hun har en foruroligende oplevelse fra en banegårdsperron, han er måske blevet fyret allerede, for hans adgangskort fungerede ikke, da han mødte på arbejde.

Siden bliver han det i hvert fald, og så står Chris pludselig for rengøringen, mens Clara forsøger at koncentrere sig om sit arbejde, mens hun må løfte benene eller skifte plads, når kost eller gulvmoppe kommer demonstrativt drønende. Det nærmeste, vi kommer fysisk vold i denne omgang, og en serie udmærkede chancer for at få et rensende skænderi i gang gribes heller ikke af de to.

Den psykiske vold er der til gengæld nok af, og den retter sig mod tilskueren. Det er ikke let at overvære absurditet, når vi alle foretrækker orden, så hvad ligner det, at der er mere og mere, der ikke kan forklares, eller som personerne undlader at reagere på?

Hvorfor bliver hendes betagelse af forfatteren Mohammed ikke til et forhold, når der er så rig lejlighed til det – eller gør det? Og er han – og det hele – bare et fantasifoster; et led i drømme, født af en hverdag, der har udviklet sig til en næsten ulidelig trummerum.

Er pigen deres datter, eller er hun det ikke? Eksisterer den katastrofeelskende sygeplejerske Jenny, Louse Davidsen, kun i Claras hjerne, og er pigen, Alberte Guldager Larsen, også en art håb om, at der kan komme noget bedre bagefter, når nu denne generation har spillet menneskeligt fallit?

Det hele understreges af et stykke musik, som pigen i slutscenen spiller på klaver. Hun går i stå samme sted hele tiden som symbol på, at det gør tilværelsen også – alt for tidligt. Det lille stykke trivialmusik, som vi alle kender, og ingen kan huske titel eller oprindelse på, runger (alt for) højt, forvredet og skingert gennem højtalerne mellem scenerne, så det virkelig er for meget, og dét kan let være pointen i hele stykket. Vi formår ikke at gøre noget ved faresignalerne, genoptage fysisk og psykisk kontakt og begynde at leve indbyrdes i stedet for individuelt i fantasi og frygt.

Det er fa’me uhyggeligt, du!

Skuespillerne er glimrende. Claes Bang som manden, der hele tiden er let i defensiven, let opgivende og melankolsk. Vallespir Sand som kvinden, der tilsyneladende har kommandoen over det hele, ikke mindst sproget, men har måttet resignere og er blevet oversætter i stedet for forfatter. Endnu en frustration, en urealiseret drøm.

Peter Dupont Weiss har oversat enkelt og effektivt, og de samme ord kan man sætte på hans instruktion. Ida Jacobsen står for det lyddesign, der må være aftalt i tæt overensstemmelse med instruktøren, Mie Riis står for scneografi og kostumer og Elroy Villumsen for et lysdesign, der, igen meget effektivt, understreger teksten.

Forestillingen tager en time og 40 minutter uden pause og spilles frem til 28. oktober. Den har stof til lange tiders diskussion af såvel de mange anslåede emner som af forfatterens egentlige hensigt, som ingen endnu har turdet give et sikkert bud på – men den har helt sikkert – også – været at udfordre, forurolige og vække til debat.

Det lykkes.

-up

Gør din fest til en succes

Bogen ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster & gæst’ vil udrydde dårlige værter, elendige toastmastere og sikre succes for fremtidige festarrangører

Lad mig starte med at sige, hvad denne bog IKKE gør. Den viser ikke eksempler på, hvordan man skriver sange improviserer små indslag ved en fest. Det ’Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst’ ønsker at gøre, er at give de råd til festarrangører, der gør deres selskab til en succes. Det er jo et område, hvor man tit fyrer så mange penge af på én gang til en begivenhed, der aldrig vil kunne gentages, så det er meningsløst at gøre sine egne erfaringer først, når andre har gjort dem.

… og så alligevel, for mange af de ting, man vil gøre ved en stor fest, bør man afprøve ved en generalprøve ifølge forfatterne, Magda og Carl Fæstesen (et pseudonym, og jeg fortæller ikke for hvem, selv om jeg har fundet ud af det!). Fx bør man afprøve betingelserne for evt. talere. Hvor skal de stå? Er akustikken i lokalet så dårlig, at man skal sørge for højtaleranlæg?

Eller ved en buffet: Er der plads til, at de, der skal forsyne sig, kan komme til, eller bliver der håbløse trafikpropper på vej til eller fra bordet?

Bogen slutter pudsigt nok der, hvor de fleste vil starte: med at lægge budget og fortælle, hvilke poster man ikke må overse. En af de største er ’uforudsete’, som man bør sætte til 10 %, og lad være med at sige, at der ikke sker uforudsete ting eller er ting, man ikke har tænkt på.

Det kan dog tænkes, at man først bestemmer sig for, om man skal feste hjemme eller i byen, og her kan man være opmærksom på, at det tit bliver lige så dyrt hjemme som ude, fordi man ikke har erfaringer eller kan lave stordrift med rabatter på leverancer og den slags, som en restaurant eller et hotel tit har mulighed for. For ikke at tale om, at værtsfamilien helst skal kunne slappe af og nyde deres egen fest.

De gode råd gælder for alle fester af en vis størrelse og går helt op i de ubegrænsede udgifter, hvor man fx starter med at købe en festforestilling i et teater som optakt. Ved mange af dem kan man med fordel notere sig et råd om at lægge et eksemplar af gæstelisten ved hver kuvert med angivelse om, hvor der sidder hvor, og hvordan deres forbindelse til værtsparret er. Der er også gode råd om tider, steder, bordopstilling, varighed og forløb etc. etc. Et stort afsnit er helliget bryllupsfester, som ofte er dem, der er de største og dyreste, og hvor flest gæster ikke kender hinanden på forhånd.

Til forskel fra mange andre bøger om selskabelighed gøres der meget ud af rollen som toastmaster, og sandt er det, at en god toastmaster er en velsignelse og en elendig er en festspoiler. Hvor god, toastmasteren er, afgøres tit af værtsparret, der skal udpege ham/hende i god tid og give ham/hende indsigt i hele festens formål og forløb, så han/hun kan forberede sig grundigt og evt. sikre sig, at der er visse indslag, som er ønskelige.

Bogen har mange eksempler på, hvad toastmasteren bør og ikke bør gøre, og alene af den grund kan man købe den lille, let læste bog, der for resten også har et kapitel om ’den gode gæst’, for selvfølgelig har alle et medansvar for at bidrage til, at festen bliver den succes, som værtsparret har forestillet sig.

Prøv nu at tænke tilbage på de fester, du selv har været til. Ved nogle har du formentlig boblet af forventning ved tanken om, hvilke originale indslag værterne har fundet på denne gang, mens du før andre har tænkt mere på, om det igen blev kalve- eller okseculotte denne gang.

En fest skal helst være, ja netop, superfestlig, og det kan denne lille bog hjælpe til med. Faktisk kan hoteller, restauranter og selskabslokaler formentlig med fordel give deres kunder et eksemplar og derved undgå mange problemer.

-up

Magda og Carl Fæstesen: Selskabelighed og Fest – for vært, toastmaster og gæst. 91 s hf. Forlaget Take Care. Kr. 149,95. På nettet fundet til 105,48 kr. + fragt.

Trine Gadeberg (Th), Årets Revykunstner, sammen med Christiane Bjørg Nielsen (foto: Emil Andresen).

Der var stort fokus på Kerteminderevyen, da tv2 Charley lørdag sendte prisshowet fra Cirkusbygningen i København, hvor Kerteminde som eneste revy stod for fire numre, havde tre nomineringer, og Trine Gadeberg blev Årets Kvindelige Revykunstner

Fire numre fra Kerteminderevyen, flere end fra nogen anden dansk revy i 2017, fik seerne, da tv2 Charley lørdag udsendte sin Charlies Revygalla fra Cirkusbygningen i København.

Kim Hammelsvang Henriksen og Anette Heick var gennemgående figurer som hhv. Bodil Jørgensen og Ghita Nørby. Kim Hammelsvang Henriksen og Trine Gadeberg tronede på WC-kummerne, mens hun som Dronning Margrethe forsøgte at lægge bordplan for et guldbryllup, og han som prinsgemalen endnu en gang forsøgte at avancere til regent.

Farshad Kholgi og Mads Nørby udkæmpede deres plastiske boksekamp mellem Demokrati og Terror, Trine Gadeberg sang om Det Lille Postkontor, der nu blot er en erindring fra børneværelset, og vi havde ustandselig Kerteminderevyen i billedet, ikke mindst syerskerne Ulla og Annette, der var med i Cirkusbygningen, hvor festen fandt sted.

Det er utroligt, så billigt Kerteminde Kommune køber så meget PR af en kulturinstitution, der giver så intensiv reklame for Kerteminde og byens kulturliv.

Tre nomineringer var det blevet til. Kim Hammelsvang måtte se Cirkusrevyens Henrik Lykkegaard løbe med prisen for Årets Parodi, mens hele revyen ikke overraskende ikke blev kåret to år i træk. Årets valgte blev Græsted Revyen.

Trine Gadeberg som Årets Kvindelige Revykunstner kunne man dog ikke komme uden om, så hun på en måned først blev Årets Tekstforfatter i Revyernes Revy og nu også Årets Skuespiller – og heldigt for Kerteminde kommer hun tilbage næste år i samme ensemble som i 2016, nemlig Farshad Kholgi, Kim Hammelsvang, Marie Mondrup, Peter Bom og Trine Gadeberg.

Vi – og hele Kerteminde – kan fryde os og allerede glæde os.

-up

Angelique og Cléante, Mette Kjeldgaard Jensen og Peter Høgsbro (Foto: Emilia Therese).

’Den indbildt Syge’ på Odense Teater er en veloplagt start på sæsonen i et utroligt tempo, og den har smart ændret slutningen efter engelsk forbillede

Hu hej, hvor det går. Ingen teatersæson kan startes i et mere hæsblæsende tempo, end når Moliéres ’Den indbildt syge’ på godt to timer afvikles som en well timed farce, hvor alting sker præcis i det øjeblik, det skal, så publikum får åndenød og blussende kinder.

Scenografien af John-Kristian Alsaker lægger op til, at det hele foregår i vores egen stue, og derfor er det helt logisk, at de medvirkende ind imellem henvender sig til os i ord eller med et hurtigt blik eller kommenterende kropssprog. Vi er lige ved ind imellem at råbe vores gode råd op på scenen.

Der er nok at kommentere, men man ville alligevel ikke nå det, for handlingen er for længst galoperet videre. Argan, Anders Gjellerup Koch, er hypokonder med stort H og bruger store dele af sine penge på medicin og lægehjælp med bl.a. daglige lavementer.

Han må engang have været klogere, for han har med sin første hustru fået to dejlige børn, af hvilket det ældste, Angelique, spillet henrivende af Mette Kjeldgaard Kjeldsen, er hovedkulds forelsket i Cléante, Peter Høgsbro, hvis operaarie synges så falsk, at der er en helt usædvanlig musikalsk præstation! Den yngste datter Louison, Cecilie Gerberg, er stadig så ung, 8 år, at man kan høre sandheden af hende.

Argans hypokondri får ham til at ønske sig læger i familien, og derfor lover han Angelique bort til den uduelige og uudholdelige Thomas Diafoirus, Mathias Sprogøe Fletting (dubleant for den syge Kristoffer Helmuth), der er et billede af sin latterlige lægefar, Mikkel Bay Mortensen. Forestillingens fornuft repræsenteres af husholdersken Toinette og Argans bror Béralde, hvis opgave det er at forpurre Argans planer for Angelique og få ham til at leve normalt.

Som Toinette udfolder Malene Melsen hele sit overvældende komiske talent i såvel diktion som med den krop, der så gavmildt giver hende muligheder for at bevæge sig på alle spændende måder, herunder gakkede gangarter. Fra bedre tider i huset Argan har hun en position, så hun kan tillade sig at sige de mest utrolige ting til sin herre uden at blive fyret.

Der lurer flere farer for den stakkels vildfarne Argan. Hans anden kone Béline, Ghita Lehrmann, vil ham det ondt. Hun vil have alt, hvad han ejer, til gengæld for sin forstilte kærlighed, og bl.a. med hjælp fra notaren, Mogens Rex, er det tæt på at lykkes.

Doktor Purgon, Lars Lønnerup, hvis navn giver associationer til skærsilden og apoteker Fleurant, urkomisk spillet af Emil Bodenhoff-Larsen, bidrager fremragende til latterliggørelse af de læger, hvis fornemste opgave ikke er at helbrede, men at holde syg.

Med et smart kneb lykkes det at overbevise Argan om, hvem der er hvor beregnende, så de unge kan få hinanden mod løfte om, at Cléante skal uddanne sig til læge. Her kommer dog et bedre forslag: Argan kan selv blive læge. Han kan da lige så meget som lægerne allerede!

Molières havde problemer med afslutningen, som han lod forme sig som en farcistisk, rituel indvielse af Argan som læge. Da komedien blev oversat til engelsk, ændrede oversætteren John Wood slutningen, så Argan i stedet døde, og denne mulighed har oversætteren Peer Hultberg og instruktøren Kjetil Bang-Hansen klogt grebet. Da komedien blev Molières sidste, og han faktisk døde på scenen under den fjerde opførelse med sig selv i hovedrollen, kombinerer de det hele og stopper brat løjerne med dødsbudskabet.

Vi går ikke hjem mod hovedet fuldt af en fjollet læge-indvielse, men måske trods alt med lidt tanker om, at vor tid også er fuld af hypokondrere, der aldrig holder op med at tage en medicin, når den først er ordineret; og lægemiddelproducenter, der med heftig annoncering får raske til at føle sig syge og tage kosttilskud og medicin.

Nok om det. ’Den indbildt syge’ er to forrygende timer i selskab med et skuespilensemble, der spiller farce så præcist, at det er en fornøjelse. En forestilling, der giver en lyst til at gå i teatret også i resten af sæsonen, og nu ser vi hen til Macbeth, der bliver første forestilling i det ’nye sukkerkogeri’ i Odeon.

-up