Angelique og Cléante, Mette Kjeldgaard Jensen og Peter Høgsbro (Foto: Emilia Therese).

’Den indbildt Syge’ på Odense Teater er en veloplagt start på sæsonen i et utroligt tempo, og den har smart ændret slutningen efter engelsk forbillede

Hu hej, hvor det går. Ingen teatersæson kan startes i et mere hæsblæsende tempo, end når Moliéres ’Den indbildt syge’ på godt to timer afvikles som en well timed farce, hvor alting sker præcis i det øjeblik, det skal, så publikum får åndenød og blussende kinder.

Scenografien af John-Kristian Alsaker lægger op til, at det hele foregår i vores egen stue, og derfor er det helt logisk, at de medvirkende ind imellem henvender sig til os i ord eller med et hurtigt blik eller kommenterende kropssprog. Vi er lige ved ind imellem at råbe vores gode råd op på scenen.

Der er nok at kommentere, men man ville alligevel ikke nå det, for handlingen er for længst galoperet videre. Argan, Anders Gjellerup Koch, er hypokonder med stort H og bruger store dele af sine penge på medicin og lægehjælp med bl.a. daglige lavementer.

Han må engang have været klogere, for han har med sin første hustru fået to dejlige børn, af hvilket det ældste, Angelique, spillet henrivende af Mette Kjeldgaard Kjeldsen, er hovedkulds forelsket i Cléante, Peter Høgsbro, hvis operaarie synges så falsk, at der er en helt usædvanlig musikalsk præstation! Den yngste datter Louison, Cecilie Gerberg, er stadig så ung, 8 år, at man kan høre sandheden af hende.

Argans hypokondri får ham til at ønske sig læger i familien, og derfor lover han Angelique bort til den uduelige og uudholdelige Thomas Diafoirus, Mathias Sprogøe Fletting (dubleant for den syge Kristoffer Helmuth), der er et billede af sin latterlige lægefar, Mikkel Bay Mortensen. Forestillingens fornuft repræsenteres af husholdersken Toinette og Argans bror Béralde, hvis opgave det er at forpurre Argans planer for Angelique og få ham til at leve normalt.

Som Toinette udfolder Malene Melsen hele sit overvældende komiske talent i såvel diktion som med den krop, der så gavmildt giver hende muligheder for at bevæge sig på alle spændende måder, herunder gakkede gangarter. Fra bedre tider i huset Argan har hun en position, så hun kan tillade sig at sige de mest utrolige ting til sin herre uden at blive fyret.

Der lurer flere farer for den stakkels vildfarne Argan. Hans anden kone Béline, Ghita Lehrmann, vil ham det ondt. Hun vil have alt, hvad han ejer, til gengæld for sin forstilte kærlighed, og bl.a. med hjælp fra notaren, Mogens Rex, er det tæt på at lykkes.

Doktor Purgon, Lars Lønnerup, hvis navn giver associationer til skærsilden og apoteker Fleurant, urkomisk spillet af Emil Bodenhoff-Larsen, bidrager fremragende til latterliggørelse af de læger, hvis fornemste opgave ikke er at helbrede, men at holde syg.

Med et smart kneb lykkes det at overbevise Argan om, hvem der er hvor beregnende, så de unge kan få hinanden mod løfte om, at Cléante skal uddanne sig til læge. Her kommer dog et bedre forslag: Argan kan selv blive læge. Han kan da lige så meget som lægerne allerede!

Molières havde problemer med afslutningen, som han lod forme sig som en farcistisk, rituel indvielse af Argan som læge. Da komedien blev oversat til engelsk, ændrede oversætteren John Wood slutningen, så Argan i stedet døde, og denne mulighed har oversætteren Peer Hultberg og instruktøren Kjetil Bang-Hansen klogt grebet. Da komedien blev Molières sidste, og han faktisk døde på scenen under den fjerde opførelse med sig selv i hovedrollen, kombinerer de det hele og stopper brat løjerne med dødsbudskabet.

Vi går ikke hjem mod hovedet fuldt af en fjollet læge-indvielse, men måske trods alt med lidt tanker om, at vor tid også er fuld af hypokondrere, der aldrig holder op med at tage en medicin, når den først er ordineret; og lægemiddelproducenter, der med heftig annoncering får raske til at føle sig syge og tage kosttilskud og medicin.

Nok om det. ’Den indbildt syge’ er to forrygende timer i selskab med et skuespilensemble, der spiller farce så præcist, at det er en fornøjelse. En forestilling, der giver en lyst til at gå i teatret også i resten af sæsonen, og nu ser vi hen til Macbeth, der bliver første forestilling i det ’nye sukkerkogeri’ i Odeon.

-up