Opera

Blændende Tammi Øst i Sunset Boulevard

mandag, 15. august, 2022

Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke

 

Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.

Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.

 

Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.

Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.

Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.

 

Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.

Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.

I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.

Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.

Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.

Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Greven af Luxembourg som pastiche

torsdag, 17. marts, 2022

Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling er operetten ’Greven af Luxemburg, omarbejdet af operachef Philip Kochheim med delvis succes

Den Jyske Operas chef Philip Kochheim har fået en sjov ide. Forestiller man sig, at der findes en bygning, hvor samtlige eksisterende operaer og operetter har hver deres lokale, vil de største og bedste være i store lokaler i de øverste etager, mens de mindre væsentlige vil have mindre værelser, måske i kælderetagen, hvor kulisserne ikke bruges meget og derfor er ved at rådne op, men sangerne holder forestillingerne i live ved jævnligt at øve dem, mens de morer sig med at indsætte lån fra andre værker.

Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach).

Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach)

Nuvel. Vi skal forestille os, at vi ser Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling, “Greven af Luxembourg”, gennem et nøglehul til det lokale, hvor skuespillere og sangere muntrer sig med at holde Franz Lehars muntre operette, “Greven af Luxembourg” i live, mens de låner med arme og ben

Derfor indledes den musikalske side med starten på ouverturen til “Skæbnens Magt”, og siden får vi før tredje akt en veloplagt udgave af “Wilhelm Tell”; og derfor er der masser af indfald, som teksten har inspireret Kochheim til. Nogle er meget langstrakte, så at man er til en musikforestilling, finder man egentlig først rigtigt ud af ti minutter før pausen, pudsigt nok i et nummer, der er som taget ud af “Den Glade Enke”.

Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)

Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)

Derfra går det hastigt fremad, og vi mærker, at nok blev operetten skrevet på blot tre uger, men Lehar har nydt at skrive den, og store dele af den har fine musikalske kvaliteter, ikke mindst i arier og duetter med de to hovedpersoner, Angéle og Renè, Birgit Mosegaard og Joán Ribalta. Sidstnævnte er catalaner, men synger perfekt på dansk – måske et af forestillingens små mirakler.

Den største musikalske oplevelse er imidlertid kvintetten, hvor fire elskerinder trækker Grev Basilovitsch i samme båd/seng. Den er pudsigt nok lånt fra en anden Lehar-operette, “Frasquita”, der har flere varmblodede spanske kvinder! Her er dristige klange, der går ud over den vanlige operette. Basilovitsch synges udmærket af Morten Wang, men der synges i det hele taget fint i alle partier – fra mig en ekstra blomst til Estrid Molt Ipsen -, så man mærker, hvordan alle medlemmer af Den Jyske Operas kor i realiteten kan hentes frem som solister.

Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)

Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)

Aarhus Symfoniorkester spiller stilrent under Christopher Lichtenstein, og Barbara Bloch står for kulisserne og deres let depraverede detaljerigdom, der passer fint med Kochheims ide. En hovedårsag til, at forestillingen trods alt går hjem som en stor fornøjelse, er oversætteren Jacob Beck, der har sat en ære i at skrive mundret og ikke så moderne, at det ødelægger den oprindelige teksts præg.

Forestillingen skal på landsturne og kan i Odense opleves 25. marts. Kan man ikke den dag, kan man i stedet opsøge den i Vejle, Horsens eller Esbjerg.

 

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Gnistrende elegant og forrygende morsom leg med operagenren

fredag, 20. august, 2021

Sjældent har publikum moret sig uden at miste den musikalske oplevelse som i Inkognito Royal på Den Jyske Opera

Kong Frederik 8. dør først, hvorefter han stepdanser; dirigenten bliver skudt til sidst; så synger vi ’Der er et yndigt land’ og hylder lig, horer og deslige, før vi småklukkende af fryd forlader Musikhuset i Aarhus.

 

Det totale kaos (foto: Anders Bach)

Det totale kaos (foto: Anders Bach)

 

 

Noget lignende er aldrig set og hørt, og det er lige så stor en skandale, som at kongen får et hjerteanfald på et bordel, hvad han næppe gjorde i virkeligheden, at denne forestilling får så få opførelser.

Musikken er af den ikke helt unge Karsten Fundal, hvis sind er ungt, sprælsk og fuldt af indfald i samarbejdet med librettisten og idemanden, lederen af Den Jyske Opera Philipp Kochheim. Hvad har de to dog ikke skabt i deres samarbejde!?

Da tæppet går, er vi i Hamburg Havnehospitals lighus, hvor der klippes stive fingre af, og hvor lægerne pludselig bliver gjort opmærksom på, at det seneste lig er kongen af Danmark, Frederik 8, sunget – og danset – af Andreas Daum. Det giver så meget uro, at de øvrige lig beder om ro, og kongen selv viser sig at være en fremragende stepdanser.

Konferencieren og sopranen

Forestillingen skrider frem gennem sit stigende anarki under ledelse af konferencieren, suverænt fremstillet af Randy Diamond, som har nok at se til, mens alt bliver mere og mere psykedelisk.

Randy Diamond (foto: Anders Bach)

Randy Diamond (foto: Anders Bach)

Vi er ikke i tvivl om, at han har ret, når han stempler meget af det, der foregår, som fake news. Det bliver så forvirret, at de medvirkende opgiver at finde ud af det, og sopranen, vidunderligt sunget af Susanne Elmark, ringer til sin agent, fordi hun vil væk med det samme, om det så skal ske med nattog!

Fra overtekster til sammenbrud

Tingene udarter, så selv overteksterne giver op. På et tidspunkt viser de bare tre spørgsmålstegn, efter at det ellers er gået imponerende godt med at oversætte såvel tysk som engelsk og fransk.

Da sammenbruddet sætter ind, beslutter instruktøren at starte forfra, men komponisten er rasende over udviklingen og skyder dirigenten. Så er der bare tilbage, at Dronning Margrethe gyder olie på vandede.

Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)

Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)

Kaos forgår, kvalitet består

Voldsomt imponerende er det, at musik og sang hele vejen har samme høje kvalitet. Aarhus Symfoniorkester under den forhåbentlig genopstandne Christopher Lichtensteim nyder åbenlyst at springe rundt i genrer og lån fra de gamle operaer. Ind imellem at spille Mozart, her og der noget, der ligner tolvtonemusik og Alban Berg, så er der mindelser om Cole Porter eller George Gershwin, men der er aldrig knæfald for billige effekter. En fantastisk præstation af Karsten Fundal.

Som det er af Philip Kochheim, at vi ikke bliver trætte af de hundredvis af overraskende indfald.

Fornem scenografi

En stor del af æren må tildeles scenografen Emily Bates, der har lavet betagende kulisser til samtlige scener. I spøgelsesblåt i lighuset, i bordelrødt i glædeshuset. I værelse med småborgerligt tapet i det hyggelige værelse, hvor kongen møder sin endeligt. I overklassesalon-halvmørke med alt for højt til loftet i slottets sale.

Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)

Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)

Fornyende forestilling
Jeg har aldrig oplevet noget lignende i så høj kvalitet, og da det er Den Jyske Operas faste gave til publikum i august, spilles den kun denne lørdag og søndag. Ganske vist optages den også til DR P2, men lyden alene yder ikke denne usædvanlige sammenblanding af mange genrer, men med fornemme operastemmer, retfærdighed.

Den må meget gerne genopstå!

 

 

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Rigoletto i verdensklasse

søndag, 11. oktober, 2020

Rigoletto i verdensklasse

Verdis mesterværk Rigoletto er blandt de mest spillede, og Den Jyske Operas udgave, der fredag havde premiere i Alsion, Sønderborg, må rangere blandt de allerbedste. For det publikum, som coronaen havde halveret i antal, blev den en oplevelse for livet midt i en trist tid – og det på trods af, at operaen er en tragedie, hvis ramme, hertugen af Mantuas hof, vi plejer at føle er fra en længst forgangen tid, men på det seneste har vist sig at være uhyggeligt aktuel.

 


Clara Thomsen (Gilda) og Jaco Venter (Rigoletto). Foto: Anders Bach.

 

Hoffet har en syg kultur, og seksuelle krænkelser er en fast del af den. Ingen tør røre ved hertugen selv, mens han hersker over liv og død og går i spidsen for jagten på de kvinder, der ikke har mulighed for at værge sig, men af hvilke nogle spiller villigt med. Man har formentlig ikke set mere dampende hed sex på en operascene end den, der udspiller sig mellem hertugen, Diego Silva, og Maddalena, Dorothea Spilger.

 


Hot sex i opera – Diego Silva og Dorothea Spilger (foto Anders Bach)

 

Narren Rigoletto tjener sit udkomme med vitser og uforskammetheder over for hoffets medlemmer. Han er pukkelrygget, hans kone er død, men hans liv har stadig en enkelt solstråle, datteren Gilda, som han har hentet til byen og isoleret totalt for at undgå at miste hende – eller få hende seksuelt krænket.

Gilda elsker sin far, men vil også gerne opleve den by, hun nu bor i, så en ugentlig, hemmelig tur i kirke rækker ikke, og i længden kan hun ikke undgå at blive set.

 


Stormkur – Diego Silva og Clara Thomsen (foto: Anders Bach)

 

Det har to følger. Hoffet tror, at hun er Rigolettos elskerinde, og beslutter at bortføre hende som en practical joke; og hertugen bestikker sig vej til at opsøge hende og få hende til at falde for sig med en stormkur. I forklædning, forstås, for Gildas romantiske drømme har helst en fattig i centrum.Intrigerne udvikler sig i lyset af, at Monterone, hvis datter hertugen har forført, bliver arresteret og kaster en forbandelse på såvel hertugen som Rigoletto. En forbandelse, som narren ser som årsag til, at Gilda bliver dybt forelsket i hertugen og i den forbindelse synger den berømte Gildas Arie.Han demonstrerer for sin datter, at hertugen er en uforbederlig skørtejæger, men det hjælper naturligvis ikke, og Rigoletto aftaler med lejemorderen Sparafucile, at hertugen skal dræbes. Gilda finder en vej til at dø i hans sted, så målet for hendes kærlighed ikke vil omkomme.
Forbandelsen har virket, men helt som i moderne tid kun mod den udsatte og svage, mens hertugen går fri.

 

Skønne sangere i gennemtænkt scenografi
Det er alt sammen hjerteskærende og udvikler sig hastigt og dramatisk, kun afbrudt af arier, duetter, den berømte kvartet og storladne optrin i en vel gennemtænkt scenografi, hvor man ikke tænker over, at den har skullet overholde kravene til en turnéforestilling. Rifasil Ajdarsasic har holdt den i mørke nuancer, forsynet den med spejle, der skaber fantastiske illusioner og billeder, og som fungerer ideelt, når naturen reagerer med regn og storm.

Sangerne er alle af topklasse, og de er fremragende instrueret af Ulrich Peters, så man oplever handlingen stærkere end normalt. Diego Silva har som hertugen den perfekte klassiske Verditenor, og Clara Thomsen synger Gilda, så vandet står i øjnene, og man får gåsehud, ikke mindst over hendes festfyrværkeri af slanke, skønne koleraturer. Jaco Venter i titelrollen har en fyldig stemme og usædvanligt mange nuancer i såvel foredrag som kropssprog. Alexander Anisimov er en imposant Sparafucile, alle i mindre roller synger uden lyder, og det samme gælder de ni medlemmer af Den Jyske Operas Kor.
Der er ikke et svagt musikalsk sekund fra ouverturen til den sidste voldsomme skæbneakkord, og mange enkeltinstrumenter får lov at lyse op, ikke mindst fløjten i optakten til Gildas Arie.

Ved premieren dirigerede Christopher Lichtenstein Sønderjyllands Symfoniorkester, og siden vil han formentlig inspirere symfoniorkestrene i Odense, Aalborg og Aarhus til samme kvalitetsniveau.

Kunst og Corona

Mens kunsten levede på højeste plan i koncertsalen, var alle omgivelser dømt til at være ufestlige pga. corona. Ingen servering; indgang og udgang i anviste korridorer hver tilskuergruppe havde sine toiletter etc, men vi må frydes over, at smitten trods alt ikke har taget muligheden for uforglemmelige oplevelser. Problemet er blot, at kampen om billetterne bliver hård blandt alle, der elsker opera, og skal man opleve Rigoletto i Odense, er den eneste mulighed onsdag d. 4. november, men der er dog også muligheder i Vejle, Kolding og sågar på Det Kongelige Teater.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Når spøg med djævlens vold og magt skal tages alvorligt

mandag, 24. februar, 2020

Den Jyske Operas opførelse af ’Bortførelsen fra Seraillet’ har dejlige sangpræstationer og storartet orkesterspil, men instruktørens ide virker ikke og irriterer

Mozarts operaer ‘Cosi fan Tutte’ og ‘Bortførelsen fra Seraillet’ er harmløse bagateller. De er skabt som begrundelse for at fremføre en hel stjernehimmel af vidunderlige arier med frydefulde detaljer i musikken, og librettoerne er skrevet med vaklende logik, men til gengæld en komik, der liver gevaldigt op.

 

 

Clara Thomsen og Sven Hjörleifsson (foto: Anders Bach).

 

Desuden er der lagt op til fest og farver i kostumer og kulisser, når kulturerne støder sammen i noget, der ikke skal tages alt for alvorligt, indtil den overraskende storsindede Bassa Selim slipper sine fanger fri.


Spændende, men mislykket, ide

Operachef og instruktør Philip Kochheim har fostret en spændende ide. Kan man lade de to kvinder være fanget i et net af materialisme og rigdom i stedet for et tyrkisk serail? Kan man lade dem vælge mellem et liv i overflod og de fattiglus, som de følelsesmæssigt elsker?

Det prøver han at lægge over sin udgave af ’Bortførelsen’, der er en co-produktion mellem tyske Münster og Den Jyske Opera. Dermed er dybere følelser på spil, farver og kultursammenstød er væk, og pludselig skal vi tage det hele alvorligt.

Det bør nogen lave en fin opera om, med det dur ikke til ’Bortførelsen’, for teksten kan ikke bringes til at passe. Hvis man kan gå på powershopping i New York, er man ikke indespærret uden mulighed for at flygte, og man når ikke til et punkt, hvor man vil begå selvmord. Bliver man træt af rigdommen, går man sin vej. Også selv om der på god amerikansk vis er gavmildt med skydevåben rundt omkring.

Den ædle Bassa Selim er blevet til en amerikansk rigmand, der keder sig over sin rigdom, og for hvem Konstanze formentlig blot vil være et trofæ. Der er intet tilbage af det indbyrdes forhold fra den oprindelige opera, hvis vigtigste replikskifte er:

– Jeg kunne befale dig at elske mig.

– Men man kan ikke befale kærlighed.

I den nye udgave af operaen tales en del engelsk. Den brovtende Osmin er blevet til verdens dummeste sikkerhedschef, som ingen rigmand ville ansætte, og efter at Mozarts pointe er blevet udtrykt i, at ’kærligheden sejrer, kærligheden leve’ bliver vi påtvunget en ny slutpointe. Rigmanden samler alt materialistisk i et kæmpebål og sætter ild til det. Jeg regner med, at samtlige operaens personer derefter omkommer. Hvad mon Mozart havde sagt til det? Hans værk er en ulogisk spøg. Kochheims er totalt ulogisk deri, at sang og handling fortæller to helt forskellige historier, der ikke kan leve under samme hat.

Nå, men musikken spilles underdejligt af Aarhus Symfoniorkester under Claus Efland, der i Odense 20. og 21. marts skal lede Odense Symfoniorkester, der kan glæde sig. Blandt sangerne fremstår især Clara Thomsen som den, der kan få det til at isne på ryggen af begejstring, mens hun nuancerer sine arier vidunderligt. Cassandra Lemoine er både velsyngende og meget fin i sit spil. Scenen, hvor hun trakasserer Osmin på værste me too-vis er forrygende.

 


Hakan Tirasoglus og Cassandra Lemoine (foto: Anders Bach).

 

Sven Hjörleifsson som Belmonte og Martin Lechleitner som Pedrillo har begge den rigtige klang, men i periode udnytter de ikke deres stemmers fulde fylde, mens man vansmægter efter at opleve Hakan Tirasoglus Osmin i en god, gammel ’Bortførelse’. Det vil være kosteligt. I talerollen gør Christoph Gareisen, hvad der er muligt, og koret – hovsa, det er (sparet?) væk.

Det er altid spændende at se nye udgaver af klassiske operaer, også denne, som efter min mening mislykkes; men er musikken stadig uskadt, får man heldigvis sin fulde oplevelse af sang og musik.

Der er dobbeltbesætning, men den her nævnte fra premieren er stort set den, man oplever på første aften i Odense.

 

Kategori Anmeldelser, kultur, Opera | Ingen har kommenteret »


Pas på – de små gryder lytter

torsdag, 2. maj, 2019

Noah Haidles Mr. Marmalade på Odense Teaters Værkstedet er meget morsomt, meget velspillet – og meget uhyggeligt tankevækkende

Små gryder har også ører, og børn lytter ivrigt med, når voksne taler; for ikke at sige når de skændes eller siger ting, som bestemt ikke er for sarte ører.

 

 

Mr Marmalade (Foto: Emilia Therese).

 

Jeg foretrækker at tro, at Danmark gennemsnitligt er nået betydeligt længere i forholdet mellem kønnene end det ægtepar, som 4-årige Lucy (kunne hun ikke have været 5 eller 6?) har aflyttet og efterligner i sine lege. Ikke mindst i sit virtuelle forhold til Hr. Marmelademand, der har alt for travlt på arbejde, men forsøger at få tid til hende, så de kan lege far, mor og børn eller teselskab.

Lucy ved fra erfaringerne med de – formentlig skilte – forældre, hvordan man kan være grov eller hævne sig på sin ægtefælle eller ven, og det udnytter hun så effektivt, at forestillingen opgives at være uegnet for børn under 15 år.

For ikke at tale om, at da hun bliver virtuelt gift, tager marmelademanden kokain, drikker og er hustyran, mens Lucy forsøger at blive en bedre hustru for, at han ikke skal forlade hende.

Det lyder alvorstungt, men tag ikke fejl. Historien fortælles urkomisk, så publikum, der sidder på tre sider af skuespillerne, udbryder i latterkaskader, selv når der er en bitter undertone.

Lucy bor sammen med sin mor og bliver babysittet af Emma, der altid er forsinket og altid er temmelig uinteresseret i alt andet end sin ven, der selv er babysitter for sin femårige bror Tommy. Tommy er blandt verdens yngste med et selvmordsforsøg bag sig og i det hele taget noget skeptisk over, hvad tilværelsen byder på.

Lucy skal på sin side vælge, om hun vil lege i sin virtuelle verden, eller hun vil beskæftige sig med den rørende Tommy, som er den diametrale modsætning til Marmelademanden i sort jakkesæt med slips og attachetaske.

Mr. Marmalade er fra 2004, og dens temaer: Ensomme børn, der erfarer smertelige ting alt for tidligt; universer, der bliver alt for barske og forhindrer, at de får en egentlig barndom; voksne, der skal opføre sig ordentligt, er evigt gyldige.

 

Lea Baastrup Rønne og Kristoffer Helmuth som Lacy og Tommy (foto: Emilia Therese).

 

Lea Baastrup Rønne spiller Lucy fremragende i sin kombination af lydligt og kropsligt sprog, hvor vi ikke mindst genkender børnenes bevægelser. Kristoffer Helmuth er rørende som Tommy, Jon Lange perfekt som Marmelademanden, Alexander Mayah Larsen vækker medlidenhed som Bradley, og skuespillet er i det hele taget perfekt i Simon Bobergs instruktion, scenografien af Edward Lloyd Pierce med masser af hvidt, pink, kaktusser og slik, samt Emil Assing Høyers understregende lyssætning.

En fin forestilling, der spilles til og med 22. maj, men husk endelig ikke at tage børnene med.

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »


Mere end 10.000 teaterbilletter solgt på et døgn

torsdag, 2. maj, 2019

 

“The Great Gatsby” (foto: Emilia Therese)

 

I forrige præsenterede Odense Teater sit sæsonprogram for 2019-20 og understøttede det ved den årlige sæsonpræsentation i teatret søndag. En sæsonpræsentation, der med Claus Riis Østergaard og Peder Dahlgaard som de traditionelle veloplagte værter næsten blev til en heldags forestilling med alt det gode, der skulle fortælles om.

Resultatet er, at kunderne for tiden stormer teatrets hjemmeside for at sikre sig de bedst mulige billetter til de rigtige dage og forestillinger, og mere end 10.000 billetter blev revet væk på mindre end et døgn.

Der er også noget at komme efter i det bredt sammensatte program. Fx kan man opleve det smukkeste sprog og en usædvanligt skarp intrige i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’, som det er alt for længe siden, vi sidst har set. Det sker fra 31. januar – 7. marts, og inden da har man på Store Scene allerede kunnet opleve ’Den Store Gatsby’, bygget over Scott Fitzgeralds roman om de brølende tyvere. For ikke at tale om den forestilling, der har fået det største startsalg, det norske juleeventyr ’Snefald’, som ovenikøbet instrueres af nordmanden Frede Gulbrandsen, som også instruerede Kerteminderevyen det år, den blev Danmarks bedste.

 

Snefald – Odense Teaters juleforestilling (foto: Emilia Therese).

 

Store Scene slutter sæsonen med den syrede musical ’the Rocky Horror Show’, som også sælger fint fra start.

Teaterrummet i Odeon kommer til effektiv brug i den prisbelønnede ’Den mystiske sag om hunden i natten’, ’Skønheden og Udyret’ i den oprindelige version, ikke den disneyficerede’, samt ’Tyvene’, der er ’et skæbnesymfonisk netværk’ for 12 udkantsskæbner.

På Værkstedet kan man nyde ’Hvis jeg bliver gammel’ om at ældes i et samfund, der elsker ungdom. Man oplever, at ’Peggy Pickit ser Guds ansigt’ i et kammerspil mellem to ægtepar, der har valgt hver deres vej i livet. Der bliver en tankevækker om YouTube-tiderne i ’Influencer influenza’ og skuespiluddannelsens afgangsforestilling ’Markedet er ikke noget sted’, som man skal have med, hvis man vil se kommende års skuespillere, mens de stadig bare er gnistrende talentfulde.

Blandt sæsonens gæstespil er ’Sigurds Danmarkshistorie’ med Sigurd Barrett, ’Skatteøen’, Jørgen Ryg-cabaret’en ’Ryg’ samt Den Jyske Operas ’Eugen Onegin’ og ’Bortførelsen fra Seraillet’.

Desuden bl.a. et one-woman-show med Liselotte Krogager, ’Fru Sauterne’ med udgangspunkt i Kim Larsens sang om Fru Sauterne og hans sangskat i øvrigt.

Et sæsonprogram, der lover meget og formentlig holder det hele.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Opera, Teater | Ingen har kommenteret »


Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

mandag, 4. marts, 2019

Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

 


Elsebeth Dreisig som Kleopatra (foto: Kaare Viemose).

 

På forhånd var nysgerrigheden stor, for Enna blev i et par årtier i Tyskland regnet blandt verdens ypperste operakomponister, mens han nok havde en del folkelig opbakning i Danmark, men ikke var populær i musikeliten, og hans musik med dens patos og romantik blev efterladt i vejkanten.

Bedst kendt af Ennas operaer var dengang ’Heksen’ og ’Den lille pige med Svovlstikkerne’, men jeg forestiller mig, at ’Kleopatra’ i dag er det bedste valg til denne genoptagelse.

Ganske vist har den store svagheder i librettoen, og den foregiver ikke at lave musik, der giver mindelser om Kleopatras Egypten, men den har en handling, der giver basis for en række intense scener mellem hovedpersonerne, og dertil nogle ensembler, der slet og ret giver gåsehud af fryd. Den ene gang efter den anden bliver man løbet over ende af skøn musik med elegante facetter og stor variation.

Handlingen er taget fra en roman af Rider Haggard, ham med Kong Salomons Miner. Harmaki, den sidste efterkommer af den retmæssige Farao-familie, skal med hjælp fra Charmion, der som femte kolonne er blevet kammerpige for dronningen, myrde Kleopatra og styrte hendes regime.

 


Magnus Vigilius som Harmaki er splittet mellem kærlighed og fædreland (foto: Kaare Viemose).

 

Problemet er, at når Kleopatra synger som Elsebeth Dreisig, er det komplet umuligt for prinsen, sunget af Magnus Vigilius, at myrde hende. Tilmed er hun så intelligent forførerisk, at alle mænd må smelte, og da Charmion, sunget af Ruslana Koval, ser, hvad der sker, sønderflænges hun af skinsyge og røber planerne.

Det giver baggrund for scener, hvor sjæle flænses af kampen mellem kærlighed, pligt, svoren ed og fædrelandet, i øvrigt a la Verdis Aida, og de rummer begejstrende og besættende musik, hvor vi kan nyde, at de tre hovedrollehavere alle synger vidunderligt, assisteret af Den Jyske Operas dejlige kor og fra orkestergraven ledsaget af et lydefrit Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson.

Forestillingen skal på turné, og det tager instruktør og scenograf Ben Baur hensyn til. Jeg forestiller mig, at kulisserne trods alt kunne have været lidt mere afvekslende og farverige som musikken.

Der synges på dansk med danske overtekster, og det fremmer forståelsen i de tilfælde, hvor sproget har ændret sig siden slutningen af 1800-tallet.

For undertegnede er Enna ikke længere bare løsningen på ’komponist’ i krydsordsopgaver. Jeg er nysgerrig efter at høre mere. ’Kleopatra’ blev spillet syv gange på Det Kongelige Teater i 1894 og derefter først genoptaget fredag i Aarhus – men operaen er spillet i stribevis af operahuse i Tyskland og Belgien.

Der sker spændende ting under operachef Philipp Kochheim. For kort tid siden den lige så overrumplende babyopera Hjertelyd, og i den kommende sæson får vi en nytolkning af selveste Grav Dracula. Vi venter spændt.

Fynboer kan opleve ’Kleopatra’ i Vejle Musikhus 11. april og i Odeon, Odense 12. april, begge dage med Odense Symfoniorkester. Hvis der er billetter at få endnu, varer det næppe længe, før de er væk.

Kategori Anmeldelser, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »