Siden 1904 har Giacomo Puccinis ’Madama Butterfly’ været elsket af et publikum, der har været grebet af den japanske geishas skæbne, fordi hun kun er legetøj for den amerikanske charlatan Pinkerton. Amerikanere svømmer i penge, så han køber et japansk hus inkl. geishaen Cio-cio-san Butterfly, som han gifter sig med. Begge dele er med en måneds opsigelse, som han udtrykker det. Kort efter drager han af sted og pålægger den amerikanske konsul at betale huslejen.
Sofiya Palamar og Chunxi Stelle Hu (foto: Anders Bach)
For Butterfly er det opfyldelsen af alt, hvad hun kunne drømme om. Hun konverterer til kristendommen og forbandes af sin familie, fordi hun lader hånt om dens traditionelle guder.
Da Pinkerton er taget af sted i sit flådefartøj, indretter hun sig på en ensom tilværelse med sin tjenestepige Suzuki. Fra sit hjem har hun udsigt over havet, og hver dag i tre år spejder hun efter det fartøj, der skal bringe Pinkerton tilbage. Hun har tilmed fået et barn, der bærer alle tegn på at være Pinkertons.
Til sidst har hun og Suzuki ikke flere penge til det daglige liv, men netop da vender Pinkerton tilbage. Nu med en amerikansk hustru, og da parret hører om barnet, beslutter de at tage det med til USA. Dermed er Butterfly frataget alt og begår selvmord.
Den Jyske Operas kor (foto: Anders Bach)
Et tema, som mange forfattere har brugt, og Puccini besluttede at komponere sin opera, da han havde set et teaterstykke af David Belasco i London. I første omgang blev det en eklatant fiasko, men efter at operaen var omarbejdet, så akterne fik en bedre indbyrdes balance, fik den stor succes ved relanceringen i Brescia.
Den står og falder med den, der synger Butterfly, og lørdag i Odense var Chunxi Stella Hu suveræn i rollen. Ikke kun sangligt, hvor hun mestrede alt fra rørende piano til de største følelser, men også kropsligt, hvor hun hele tiden formåede at vise de utallige udtryk, som hendes tekst giver: Stormende glæde, rørelse, tvivl, sorg og fortvivlelse. Gad vide, hvor mange der har undgået at fælde en tåre til slut.
Der er ingen grund til at tro, at den alternerende Viktorija Kaminskaite ikke er lige så fremragende.
Eduardo Aladrën (foto fra kunstnerens hjemmeside)
Der var sygdomsforfald for begge de sangere, der alternerer som Pinkerton, så det var noget af en præstation i stedet at kunne præsentere Eduardo Aladrén, der er fast solist på Deutsche Oper am Rhein. Uanset kvaliteten på de to faste fremstillere var han en flot erstatning, som også havde nået at finde sin plads på scenen hele vejen.
Suzuki blev fremstillet stærkt af Sofiya Palamar, og Rhys Jenkins formåede at give en tit lidt bleg figur, den amerikanske konsul, tilpas vægt, så vi forstod, at det heller ikke er let for ham at se en amerikaner opføre sig skidt og knuse en skæbne.
Den Jyske Operas kor var på toppen, og det samme gjaldt Odense Symfoniorkester, der blev dirigeret af Christopher Lichtenstein.
Scenografien af Rifail Ajdarpasic var både smuk og funktionel, og instruktør Ulrich Peters fik alle til at yde deres bedste og udnyttede ikke mindst hele scenen optimalt.
Opera- og Teaterkompagniet Figaros har eksisteret siden 2004 og er specialiseret i at give kendte værker en humoristisk overhaling med gakkede påfund, kostumeskift og hints til aktuelle begivenheder uden at miste det musikalske. Det leverer ifølge sin egen hjemmeside ’opera with a twist’.
Forleden stiftede jeg i Korinth bekendtskab med ’Gravalvorlig’, der opgives at være ’en sort bedemandskomedie’, og det lever den alt for godt op til.
Bedemandsvirksomheden ’Den enes død’ er i økonomisk knibe pga. den forlængede levealder – der dør simpelthen ikke folk nok. Desuden presses indehaverne Tove (Signe Asmussen) og Werner (Hans Dueholm) af bureaukrati, fordi der skal indberettes omhyggeligt til Krematorietilsynet, og fordi man skal være parat, hvis det værste, tilsynets kvotekontrol, skulle indtræffe.
Så melder den nyuddannede bedemandsassistent Asbjørn sig, og han viser sig at give inspiration til, hvordan man kan få gang kundetilgangen. Snart aflives personer på stribe på en måde, der vel knap kan live op til ’Sweeny Todd’, der må være blandt inspirationerne, og alligevel mangler der til sidst nogle få i at opfylde kvoten.
Fra venstre Signe Asmussen, Michael Christensen og Hans Dueholm. Foto: Bering Foto
Ingen henvisning til kendte værker er for flad. Lige fra, at vi ustandselig får at vide, at pianistens navn er Igor Mortis – vi har fattet pointen første gang – til, at aflivningen af et offer er ’en sælgers død’.
Der er et væld af ordspil og forvrængninger, der rækker fra det morsomme til det pinlige, og til sidst bliver det for meget, og man synes, at operaen som den lette sag, den er, er for lang – som hvis man så Monty Python fem timer i træk. Lad mig foreslå to operaer a hver 55 minutter i stedet for.
Til glimrende akkompagnement af Allan Dahl Hansen på klaver synger kvartetten fremragende, og Michael Kristensen får endog lov til at synge en smuk arie. Bo Gunges musik er iørefaldende med mange understregende pointer, og scenografien fungerer fint og er tilpasset de muligheder, man på en turné har på scener af vekslende størrelse.
Teatret i Midten har dækket op før forestillingen
Der er til gengæld ingen forbehold, når det gælder oplevelsen af ’Teatret i midten’, Faaborg-Midtfyns Teaterforening, der har et forbløffende fint og righoldigt program i Korinth Kulturhus.
Hver forestilling indledes med fællesspisning, der er inclusive det første glas vin eller andre drikkevarer som en del af entreen. Korinth Kulturhus er så mærkværdigt, at det i sin blå farve er charmerende, og teatersalen har ikke sæder, der gør bagen øm, men behagelige lænestole med små borde imellem.
Efter forestillingen kan man deltage i en hyggelig diskussion med kunstnerne, hvis man har lyst.
Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.
De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)
Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.
Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.
Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)
Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.
Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!
I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.
Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.
Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)
Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.
Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.
Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.
’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.
Den Jyske Opera har skabt en børnevenlig version af Mozarts Tryllefløjten, der skal vække børn og unges operainteresse. Det lykkes på de fleste områder, men har også sine omkostninger. Nina Sveistrup Clausens Natten Dronning er hele forestillingen værd
Slutscenen – nu er alle gode (foto: Anders Bach)
Hvordan man får børn og unge til at elske opera er der mange meninger om. Da jeg for et uhyggeligt antal år siden hørte Wilma Lipp synge Nattens Dronning, var jeg leveret, og det samme kan ske for alle de unge, der nu oplever Nina Sveistrup Clausen i Den Jyske Opera. Hver eneste koleratur står sylespidst præcist ud i rummet, og hun kan klare sig, selv om orkestret er hævet over rampen og sluger nogle af de andre sangeres lyd; værst Steffen Bruuns Sarastro, hvis to ørehængere der ikke er meget tilbage af – især når han forsøger at synge mod blæserne.
Hvad man ikke skal gøre, er at forsøge at begejstre børn på forhånd. Man skal lade dem møde den levende lyd, for det er i sig selv begejstrende, såmænd også for voksne, der har været ’bange’ for opera. Dem er der mange her i selskab med deres børn.
Før Forestillingen møder man denne fugleklædte pige (foto Kjerteminde Avis)
Forventningsfulde
Når man kommer til Musikhuset, bjergtages børnene af en ung, fugleklædt kvinde, der er meget munter og plastisk. Hvad er hun nu for en?
I salen er der en forventningsfuld stemning, der holder, selv om dragen, der forfølger Tamino, Jonathan Koppel, kun har to røde ben. Til gengæld er de tre damer meget indtagende. Kostumedesigneren Sandra Münchow har haft en meget heldig hånd. Et godt eksempel er et kostume, der er mørkt og farligt på den ene side, men når Papageno brygger sit klokkespil, vender pigerne sig, og deres anden side er klædt i pastelfarver.
Cassandro Lemoine og Leif Jone Ølberg, da alt falder på plads for dem (foto Anders Bach)
Papageno, Leif Jone Ølberg, og Papagena, en henrivende og letfodet Cassandra Lemoine, er muntert farverige, og scenen, hvor de finder sammen, henrivende.
En enkelt gang synger hele salen med, og det er intet problem, fordi der er overtekster på dansk. Andre gange svarer børn fra salen på den tvivlrådige Taminos spørgsmål, om det skal være ja eller nej. ’Ja!’ kom et højlydt svar fra salen.
Selv om forestillingen varer to timer og ti minutter inklusive en 20 minutters pause, er de mange børn dugfriske til sidste tone og klapper vildt begejstret bagefter.
Alt er også gået helt utroligt i Diminik Wilgenbus’ instruktion. Ikke blot har Papageo og Pagagena samt Tamino og Pamina, Simone Lichtenstein, fået hinanden; men de mørke kræfter er alle blevet gode – ingen forsvinder i Helvede – så der er kun fred og fordragelighed, kærlighed og glæde.
Hvad er omkostningerne?
Vi har nævnt det glubske, men i øvrigt velspillende, hævede orkester, og at der ikke er ro i salen. Hardcore operaelskere vil også begræde de forkortede og ændrede tekster, men det er gjort skånsomt.
Desuden overlever alle de mørke kræfter, som lider deres fortjente skæbne i den originale opera.
Jeg greb mig selv i at savne den tyske tekst, men det er bare, fordi jeg er vant til den, og den var udmærket på dansk i Karen Hoffmanns oversættelse.
Legen med fortæppe, kulisser og de sjove scener omkring Papageno er man heller ikke vant til, men dem bør man tage i stiv arm. Man kan holde sig væk eller være med til at give de følgende generationer glæden ved opera.
Et fint formål, og tak til Den Jyske Opera for at have ’ofret’ en sæsonforestilling og turnéforestilling på formålet.
Den kan opleves i Odense Koncerthus 20-21. februar.
Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke
Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.
Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.
Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.
Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.
Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.
Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.
Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.
I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.
Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.
Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.
Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.
Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling er operetten ’Greven af Luxemburg, omarbejdet af operachef Philip Kochheim med delvis succes
Den Jyske Operas chef Philip Kochheim har fået en sjov ide. Forestiller man sig, at der findes en bygning, hvor samtlige eksisterende operaer og operetter har hver deres lokale, vil de største og bedste være i store lokaler i de øverste etager, mens de mindre væsentlige vil have mindre værelser, måske i kælderetagen, hvor kulisserne ikke bruges meget og derfor er ved at rådne op, men sangerne holder forestillingerne i live ved jævnligt at øve dem, mens de morer sig med at indsætte lån fra andre værker.
Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach)
Nuvel. Vi skal forestille os, at vi ser Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling, “Greven af Luxembourg”, gennem et nøglehul til det lokale, hvor skuespillere og sangere muntrer sig med at holde Franz Lehars muntre operette, “Greven af Luxembourg” i live, mens de låner med arme og ben
Derfor indledes den musikalske side med starten på ouverturen til “Skæbnens Magt”, og siden får vi før tredje akt en veloplagt udgave af “Wilhelm Tell”; og derfor er der masser af indfald, som teksten har inspireret Kochheim til. Nogle er meget langstrakte, så at man er til en musikforestilling, finder man egentlig først rigtigt ud af ti minutter før pausen, pudsigt nok i et nummer, der er som taget ud af “Den Glade Enke”.
Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)
Derfra går det hastigt fremad, og vi mærker, at nok blev operetten skrevet på blot tre uger, men Lehar har nydt at skrive den, og store dele af den har fine musikalske kvaliteter, ikke mindst i arier og duetter med de to hovedpersoner, Angéle og Renè, Birgit Mosegaard og Joán Ribalta. Sidstnævnte er catalaner, men synger perfekt på dansk – måske et af forestillingens små mirakler.
Den største musikalske oplevelse er imidlertid kvintetten, hvor fire elskerinder trækker Grev Basilovitsch i samme båd/seng. Den er pudsigt nok lånt fra en anden Lehar-operette, “Frasquita”, der har flere varmblodede spanske kvinder! Her er dristige klange, der går ud over den vanlige operette. Basilovitsch synges udmærket af Morten Wang, men der synges i det hele taget fint i alle partier – fra mig en ekstra blomst til Estrid Molt Ipsen -, så man mærker, hvordan alle medlemmer af Den Jyske Operas kor i realiteten kan hentes frem som solister.
Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)
Aarhus Symfoniorkester spiller stilrent under Christopher Lichtenstein, og Barbara Bloch står for kulisserne og deres let depraverede detaljerigdom, der passer fint med Kochheims ide. En hovedårsag til, at forestillingen trods alt går hjem som en stor fornøjelse, er oversætteren Jacob Beck, der har sat en ære i at skrive mundret og ikke så moderne, at det ødelægger den oprindelige teksts præg.
Forestillingen skal på landsturne og kan i Odense opleves 25. marts. Kan man ikke den dag, kan man i stedet opsøge den i Vejle, Horsens eller Esbjerg.
Sjældent har publikum moret sig uden at miste den musikalske oplevelse som i Inkognito Royal på Den Jyske Opera
Kong Frederik 8. dør først, hvorefter han stepdanser; dirigenten bliver skudt til sidst; så synger vi ’Der er et yndigt land’ og hylder lig, horer og deslige, før vi småklukkende af fryd forlader Musikhuset i Aarhus.
Det totale kaos (foto: Anders Bach)
Noget lignende er aldrig set og hørt, og det er lige så stor en skandale, som at kongen får et hjerteanfald på et bordel, hvad han næppe gjorde i virkeligheden, at denne forestilling får så få opførelser.
Musikken er af den ikke helt unge Karsten Fundal, hvis sind er ungt, sprælsk og fuldt af indfald i samarbejdet med librettisten og idemanden, lederen af Den Jyske Opera Philipp Kochheim. Hvad har de to dog ikke skabt i deres samarbejde!?
Da tæppet går, er vi i Hamburg Havnehospitals lighus, hvor der klippes stive fingre af, og hvor lægerne pludselig bliver gjort opmærksom på, at det seneste lig er kongen af Danmark, Frederik 8, sunget – og danset – af Andreas Daum. Det giver så meget uro, at de øvrige lig beder om ro, og kongen selv viser sig at være en fremragende stepdanser.
Konferencieren og sopranen
Forestillingen skrider frem gennem sit stigende anarki under ledelse af konferencieren, suverænt fremstillet af Randy Diamond, som har nok at se til, mens alt bliver mere og mere psykedelisk.
Randy Diamond (foto: Anders Bach)
Vi er ikke i tvivl om, at han har ret, når han stempler meget af det, der foregår, som fake news. Det bliver så forvirret, at de medvirkende opgiver at finde ud af det, og sopranen, vidunderligt sunget af Susanne Elmark, ringer til sin agent, fordi hun vil væk med det samme, om det så skal ske med nattog!
Fra overtekster til sammenbrud
Tingene udarter, så selv overteksterne giver op. På et tidspunkt viser de bare tre spørgsmålstegn, efter at det ellers er gået imponerende godt med at oversætte såvel tysk som engelsk og fransk.
Da sammenbruddet sætter ind, beslutter instruktøren at starte forfra, men komponisten er rasende over udviklingen og skyder dirigenten. Så er der bare tilbage, at Dronning Margrethe gyder olie på vandede.
Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)
Kaos forgår, kvalitet består
Voldsomt imponerende er det, at musik og sang hele vejen har samme høje kvalitet. Aarhus Symfoniorkester under den forhåbentlig genopstandne Christopher Lichtensteim nyder åbenlyst at springe rundt i genrer og lån fra de gamle operaer. Ind imellem at spille Mozart, her og der noget, der ligner tolvtonemusik og Alban Berg, så er der mindelser om Cole Porter eller George Gershwin, men der er aldrig knæfald for billige effekter. En fantastisk præstation af Karsten Fundal.
Som det er af Philip Kochheim, at vi ikke bliver trætte af de hundredvis af overraskende indfald.
Fornem scenografi
En stor del af æren må tildeles scenografen Emily Bates, der har lavet betagende kulisser til samtlige scener. I spøgelsesblåt i lighuset, i bordelrødt i glædeshuset. I værelse med småborgerligt tapet i det hyggelige værelse, hvor kongen møder sin endeligt. I overklassesalon-halvmørke med alt for højt til loftet i slottets sale.
Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)
Fornyende forestilling Jeg har aldrig oplevet noget lignende i så høj kvalitet, og da det er Den Jyske Operas faste gave til publikum i august, spilles den kun denne lørdag og søndag. Ganske vist optages den også til DR P2, men lyden alene yder ikke denne usædvanlige sammenblanding af mange genrer, men med fornemme operastemmer, retfærdighed.
Verdis mesterværk Rigoletto er blandt de mest spillede, og Den Jyske Operas udgave, der fredag havde premiere i Alsion, Sønderborg, må rangere blandt de allerbedste. For det publikum, som coronaen havde halveret i antal, blev den en oplevelse for livet midt i en trist tid – og det på trods af, at operaen er en tragedie, hvis ramme, hertugen af Mantuas hof, vi plejer at føle er fra en længst forgangen tid, men på det seneste har vist sig at være uhyggeligt aktuel.
Clara Thomsen (Gilda) og Jaco Venter (Rigoletto). Foto: Anders Bach.
Hoffet har en syg kultur, og seksuelle krænkelser er en fast del af den. Ingen tør røre ved hertugen selv, mens han hersker over liv og død og går i spidsen for jagten på de kvinder, der ikke har mulighed for at værge sig, men af hvilke nogle spiller villigt med. Man har formentlig ikke set mere dampende hed sex på en operascene end den, der udspiller sig mellem hertugen, Diego Silva, og Maddalena, Dorothea Spilger.
Hot sex i opera – Diego Silva og Dorothea Spilger (foto Anders Bach)
Narren Rigoletto tjener sit udkomme med vitser og uforskammetheder over for hoffets medlemmer. Han er pukkelrygget, hans kone er død, men hans liv har stadig en enkelt solstråle, datteren Gilda, som han har hentet til byen og isoleret totalt for at undgå at miste hende – eller få hende seksuelt krænket.
Gilda elsker sin far, men vil også gerne opleve den by, hun nu bor i, så en ugentlig, hemmelig tur i kirke rækker ikke, og i længden kan hun ikke undgå at blive set.
Stormkur – Diego Silva og Clara Thomsen (foto: Anders Bach)
Det har to følger. Hoffet tror, at hun er Rigolettos elskerinde, og beslutter at bortføre hende som en practical joke; og hertugen bestikker sig vej til at opsøge hende og få hende til at falde for sig med en stormkur. I forklædning, forstås, for Gildas romantiske drømme har helst en fattig i centrum.Intrigerne udvikler sig i lyset af, at Monterone, hvis datter hertugen har forført, bliver arresteret og kaster en forbandelse på såvel hertugen som Rigoletto. En forbandelse, som narren ser som årsag til, at Gilda bliver dybt forelsket i hertugen og i den forbindelse synger den berømte Gildas Arie.Han demonstrerer for sin datter, at hertugen er en uforbederlig skørtejæger, men det hjælper naturligvis ikke, og Rigoletto aftaler med lejemorderen Sparafucile, at hertugen skal dræbes. Gilda finder en vej til at dø i hans sted, så målet for hendes kærlighed ikke vil omkomme. Forbandelsen har virket, men helt som i moderne tid kun mod den udsatte og svage, mens hertugen går fri.
Skønne sangere i gennemtænkt scenografiDet er alt sammen hjerteskærende og udvikler sig hastigt og dramatisk, kun afbrudt af arier, duetter, den berømte kvartet og storladne optrin i en vel gennemtænkt scenografi, hvor man ikke tænker over, at den har skullet overholde kravene til en turnéforestilling. Rifasil Ajdarsasic har holdt den i mørke nuancer, forsynet den med spejle, der skaber fantastiske illusioner og billeder, og som fungerer ideelt, når naturen reagerer med regn og storm.
Sangerne er alle af topklasse, og de er fremragende instrueret af Ulrich Peters, så man oplever handlingen stærkere end normalt. Diego Silva har som hertugen den perfekte klassiske Verditenor, og Clara Thomsen synger Gilda, så vandet står i øjnene, og man får gåsehud, ikke mindst over hendes festfyrværkeri af slanke, skønne koleraturer. Jaco Venter i titelrollen har en fyldig stemme og usædvanligt mange nuancer i såvel foredrag som kropssprog. Alexander Anisimov er en imposant Sparafucile, alle i mindre roller synger uden lyder, og det samme gælder de ni medlemmer af Den Jyske Operas Kor.
Der er ikke et svagt musikalsk sekund fra ouverturen til den sidste voldsomme skæbneakkord, og mange enkeltinstrumenter får lov at lyse op, ikke mindst fløjten i optakten til Gildas Arie.
Ved premieren dirigerede Christopher Lichtenstein Sønderjyllands Symfoniorkester, og siden vil han formentlig inspirere symfoniorkestrene i Odense, Aalborg og Aarhus til samme kvalitetsniveau.
Kunst og Corona
Mens kunsten levede på højeste plan i koncertsalen, var alle omgivelser dømt til at være ufestlige pga. corona. Ingen servering; indgang og udgang i anviste korridorer hver tilskuergruppe havde sine toiletter etc, men vi må frydes over, at smitten trods alt ikke har taget muligheden for uforglemmelige oplevelser. Problemet er blot, at kampen om billetterne bliver hård blandt alle, der elsker opera, og skal man opleve Rigoletto i Odense, er den eneste mulighed onsdag d. 4. november, men der er dog også muligheder i Vejle, Kolding og sågar på Det Kongelige Teater.
Den Jyske Operas opførelse af ’Bortførelsen fra Seraillet’ har dejlige sangpræstationer og storartet orkesterspil, men instruktørens ide virker ikke og irriterer
Mozarts operaer ‘Cosi fan Tutte’ og ‘Bortførelsen fra Seraillet’ er harmløse bagateller. De er skabt som begrundelse for at fremføre en hel stjernehimmel af vidunderlige arier med frydefulde detaljer i musikken, og librettoerne er skrevet med vaklende logik, men til gengæld en komik, der liver gevaldigt op.
Clara Thomsen og Sven Hjörleifsson (foto: Anders Bach).
Desuden er der lagt op til fest og farver i kostumer og kulisser, når kulturerne støder sammen i noget, der ikke skal tages alt for alvorligt, indtil den overraskende storsindede Bassa Selim slipper sine fanger fri.
Spændende, men mislykket, ide
Operachef og instruktør Philip Kochheim har fostret en spændende ide. Kan man lade de to kvinder være fanget i et net af materialisme og rigdom i stedet for et tyrkisk serail? Kan man lade dem vælge mellem et liv i overflod og de fattiglus, som de følelsesmæssigt elsker?
Det prøver han at lægge over sin udgave af ’Bortførelsen’, der er en co-produktion mellem tyske Münster og Den Jyske Opera. Dermed er dybere følelser på spil, farver og kultursammenstød er væk, og pludselig skal vi tage det hele alvorligt.
Det bør nogen lave en fin opera om, med det dur ikke til ’Bortførelsen’, for teksten kan ikke bringes til at passe. Hvis man kan gå på powershopping i New York, er man ikke indespærret uden mulighed for at flygte, og man når ikke til et punkt, hvor man vil begå selvmord. Bliver man træt af rigdommen, går man sin vej. Også selv om der på god amerikansk vis er gavmildt med skydevåben rundt omkring.
Den ædle Bassa Selim er blevet til en amerikansk rigmand, der keder sig over sin rigdom, og for hvem Konstanze formentlig blot vil være et trofæ. Der er intet tilbage af det indbyrdes forhold fra den oprindelige opera, hvis vigtigste replikskifte er:
– Jeg kunne befale dig at elske mig.
– Men man kan ikke befale kærlighed.
I den nye udgave af operaen tales en del engelsk. Den brovtende Osmin er blevet til verdens dummeste sikkerhedschef, som ingen rigmand ville ansætte, og efter at Mozarts pointe er blevet udtrykt i, at ’kærligheden sejrer, kærligheden leve’ bliver vi påtvunget en ny slutpointe. Rigmanden samler alt materialistisk i et kæmpebål og sætter ild til det. Jeg regner med, at samtlige operaens personer derefter omkommer. Hvad mon Mozart havde sagt til det? Hans værk er en ulogisk spøg. Kochheims er totalt ulogisk deri, at sang og handling fortæller to helt forskellige historier, der ikke kan leve under samme hat.
Nå, men musikken spilles underdejligt af Aarhus Symfoniorkester under Claus Efland, der i Odense 20. og 21. marts skal lede Odense Symfoniorkester, der kan glæde sig. Blandt sangerne fremstår især Clara Thomsen som den, der kan få det til at isne på ryggen af begejstring, mens hun nuancerer sine arier vidunderligt. Cassandra Lemoine er både velsyngende og meget fin i sit spil. Scenen, hvor hun trakasserer Osmin på værste me too-vis er forrygende.
Hakan Tirasoglus og Cassandra Lemoine (foto: Anders Bach).
Sven Hjörleifsson som Belmonte og Martin Lechleitner som Pedrillo har begge den rigtige klang, men i periode udnytter de ikke deres stemmers fulde fylde, mens man vansmægter efter at opleve Hakan Tirasoglus Osmin i en god, gammel ’Bortførelse’. Det vil være kosteligt. I talerollen gør Christoph Gareisen, hvad der er muligt, og koret – hovsa, det er (sparet?) væk.
Det er altid spændende at se nye udgaver af klassiske operaer, også denne, som efter min mening mislykkes; men er musikken stadig uskadt, får man heldigvis sin fulde oplevelse af sang og musik.
Der er dobbeltbesætning, men den her nævnte fra premieren er stort set den, man oplever på første aften i Odense.
Noah Haidles Mr. Marmalade på Odense Teaters Værkstedet er meget morsomt, meget velspillet – og meget uhyggeligt tankevækkende
Små gryder har også ører, og børn lytter ivrigt med, når voksne taler; for ikke at sige når de skændes eller siger ting, som bestemt ikke er for sarte ører.
Mr Marmalade (Foto: Emilia Therese).
Jeg foretrækker at tro, at Danmark gennemsnitligt er nået betydeligt længere i forholdet mellem kønnene end det ægtepar, som 4-årige Lucy (kunne hun ikke have været 5 eller 6?) har aflyttet og efterligner i sine lege. Ikke mindst i sit virtuelle forhold til Hr. Marmelademand, der har alt for travlt på arbejde, men forsøger at få tid til hende, så de kan lege far, mor og børn eller teselskab.
Lucy ved fra erfaringerne med de – formentlig skilte – forældre, hvordan man kan være grov eller hævne sig på sin ægtefælle eller ven, og det udnytter hun så effektivt, at forestillingen opgives at være uegnet for børn under 15 år.
For ikke at tale om, at da hun bliver virtuelt gift, tager marmelademanden kokain, drikker og er hustyran, mens Lucy forsøger at blive en bedre hustru for, at han ikke skal forlade hende.
Det lyder alvorstungt, men tag ikke fejl. Historien fortælles urkomisk, så publikum, der sidder på tre sider af skuespillerne, udbryder i latterkaskader, selv når der er en bitter undertone.
Lucy bor sammen med sin mor og bliver babysittet af Emma, der altid er forsinket og altid er temmelig uinteresseret i alt andet end sin ven, der selv er babysitter for sin femårige bror Tommy. Tommy er blandt verdens yngste med et selvmordsforsøg bag sig og i det hele taget noget skeptisk over, hvad tilværelsen byder på.
Lucy skal på sin side vælge, om hun vil lege i sin virtuelle verden, eller hun vil beskæftige sig med den rørende Tommy, som er den diametrale modsætning til Marmelademanden i sort jakkesæt med slips og attachetaske.
Mr. Marmalade er fra 2004, og dens temaer: Ensomme børn, der erfarer smertelige ting alt for tidligt; universer, der bliver alt for barske og forhindrer, at de får en egentlig barndom; voksne, der skal opføre sig ordentligt, er evigt gyldige.
Lea Baastrup Rønne og Kristoffer Helmuth som Lacy og Tommy (foto: Emilia Therese).
Lea Baastrup Rønne spiller Lucy fremragende i sin kombination af lydligt og kropsligt sprog, hvor vi ikke mindst genkender børnenes bevægelser. Kristoffer Helmuth er rørende som Tommy, Jon Lange perfekt som Marmelademanden, Alexander Mayah Larsen vækker medlidenhed som Bradley, og skuespillet er i det hele taget perfekt i Simon Bobergs instruktion, scenografien af Edward Lloyd Pierce med masser af hvidt, pink, kaktusser og slik, samt Emil Assing Høyers understregende lyssætning.
En fin forestilling, der spilles til og med 22. maj, men husk endelig ikke at tage børnene med.
