Da junioranmelderne var kommet hjem fra Nyborg Volds ’Jul på slottet’, besluttede de at grundlægge en autografsamling, for her var en kæmpe oplevelse, som de altid vil huske, og som altid vil sætte dem i julestemning.

Slotsmøllen emmede af atmosfære. Latteren skyllede gennem teatersalen – og røgen, når nissen Fimpe kom til at ændre julemåneden til solskinssommer, og julen blev afskaffet pga. kongens mangel på guld til krigsskadeerstatning. Valentin, prins under cover, havnede i kasjotten og kunne ikke få sin vidunderlige Miamaja, der slet ikke ville have en prins, men den jæger, der viste hende ræveungerne ude i naturen.

Det var på et hængende hår, at alt løste sig. Det guld, som Grev Rabenfuchs træsk havde bemægtiget sig og gemt, blev fundet af nisserne, og grevens rænkespil med Baron von Wissenwas afsløret, så de fik en hård straf: De skulle servere småkager for alle til jul. Miamaja opdagede, at jægeren var prinsen, og kongen, der skulle have betalt sin vægt i guld, behøvede ikke at tabe sig. Alt var lutter lykke, og under fremkaldelserne kunne publikum og medvirkende sammen istemme ’Det sørme, det sandt, december’. En af de fine kompositioner af Bodil Heister, som DR med stor succes som den første lod lave symfonisk musik til en tv-julekalender, som alle, der var store nok den gang i 1986, stadig mindes som banebrydende.

Det har junioranmeldelderne ingen anelse om, men de er euforiske aftenen igennem. 8-årige Alberte falder i svime over de kæreste små nisser og den meget prinsessede Miamaja, der spilles som en tilpas ironisk udgave af alle oversukrede Disney-prinsesser. Emma Sofie Eckhoff behersker rollen, og det er intet under, for hendes karriere på de skrå brætter er ved at have 10 års jubilæum med roller som Alice (i Eventyrland), Wendy i Peter Pan, Sandy i sommerens Grease og Brenda Strong ’ ’Catch me if you can’. Hun bliver spændende at følge videre.

Prinsesse Miamaja og Prins Valentin i Jul på Slottet 2017.De to 10-årige, Lau og Simon, falder for komikken, ikke mindst Jens Hauvgaard Jepsens overdådige konge og Emil Nielsens Junker Juchs. De synes også, at Torben Bonde Trolle som en meget konspirerende Rabenfuchs har format og synger dejlig tydeligt; og de synes, at Vivian Edelborgs Mor Trisse er imponerende, og Anton Holten Lambert som prins Valentin er så flot sammen med prinsessen, at alle skulle hjem og tjekke på Facebook, om de også er kærester i virkeligheden (det er de ikke!).

Desuden er alkymisten og de eksperimenterende nisser, der skal lave guld, urkomiske. Lau falder fuldstændig for de smarte kulisser, der virker som vendetæpper, når man får helt nye omgivelser frem bare ved at vende dem om, og hvor der kan komme mennesker og ting ud og ind af overraskende åbninger alle vegne. Yderligere var det anden aften i træk, hvor nogle af musikerne var med på scenen, nemlig blæseinstrumenterne, mens keyboard og guitar findes i egen orkestergrav.

Alle spiller forbilledligt. Der er gløgg og æbleskiver i pausen, så duften er også forjættende, mens det store juledrama går fermt og kvikt mod sin overdådigt røde og julede finale, og det stående publikum har svært ved at slippe solisterne og ikke mindst instruktør Jesper Dupont, koreograf Maria Nielsen og sang- og korinstruktør Kristine Becker Lund. En særlig cadeau til den kun 20-årige Zenia Børsen-scenograf, der for første gang bygger for voldspillerne og har skabt et spektakulært og vel fungerende slot.

Det forudsættes næsten, at man på forhånd kender den fulde Jul på Slottet, men Jesper Dupont har smart indsat en fortæller, så man undgår den fare, og han kan hele tiden forstås, mens musikken på andre tidspunkter overdøver sangerne, så en del tekst drukner.

Historien om Julekrigen, der heldigvis løses fredeligt, spilles frem til 10. december, og man skal allerede være heldig for at få billet, selv om der er lavet adskillige ekstra forestillinger, men alle, der bærer julen i hjertet, vil elske forestillingen og gå opløftet hjem og drømme om Prins Valentin, Prinsesse Miamaja og måske ikke mindst de henrivende små nisser.