Indlæg september, 2019

Rørende og gribende med humor

mandag, 30. september, 2019

Rørende og gribende med humor

 

Kristoffer Helmuth (Foto: Emilia Therese).

 

Hvordan er verden for en person med asberger, der er fantastisk til matematik, men ikke kan tåle en menneskelig berøring, og som går ud af sit gode skind, hvis han bevæger sig ud af sin komfortzone og næsten kan slås ihjel bare af det liv og den informationsmængde, der så møder ham?

Det får vi en tankevækkende og rørende beskrivelse af i ’Den mystiske sag og hunden i natten’, skrevet af Simon Stephens på grundlag af Mark Haddons bog, der forståeligt er tildelt et hav af priser og er solgt i mere end 20 mio. eksemplarer.

Næsten lige så vigtigt er det, at stykket beskriver, hvordan det er at have et barn med disse egenskaber. Det koster en normal tilværelse at have god samvittighed over at gøre det, som man bør. Det fører til skilsmisser og daglig stress, og selv om det med sikkerhed også giver store positive oplevelser, bestemmer man ikke længere over sin egen tilværelse.

 

Natali Vallespir Sand og Kristoffer Helmuth med den myrdede hund (Foto: Emilia Therese).

Alt dette skildrer forestillingen loyalt og præcist. Kristoffer Helmuth er blændende som Jonathan, der tager alting bogstaveligt, så han fx mener, at det er at lyve at bruge billedsprog; og for hvem proportioner ikke findes. Det er lige slemt at slå en hund og et menneske ihjel. Kan man lyve om de mindste ting, kan man også om de største og eksistentielle.

 

Han kan ikke føle empati, men er ekspert i matematik, tager eksamen på A-niveau med 12, planlægger flere eksaminer og at skulle på universitetet. Minsandten om ikke også han får publikum til at vente med at forlade salen med en demonstration af, hvordan han løste det afsluttende eksamensproblem på trods af mangel på søvn og mad!

At han beslutter at opklare, hvem der brutalt har dræbt naboens hund, skyldes mere hans betagelse af logik, end at han havde meget til overs for hunden, og han beslutter at skrive en bog om sin efterforskning. En bog, som læses – og læses højt for publikum – af Siobhan, der er lærer på den specialskole, han går på, og som i virkeligheden er den eneste, der taler ’hans’ sprog. Lila Nobel er fremragende i rollen.

Blandt dem, der umuligt umiddelbart kan forstå ham, er politibetjente, togførere m. fl., og det er fint, at dé skildres som empatiske, så vi ikke skal beskæftige os med myndigheders evt. dårlige behandling af en autist, men i stedet oplever autistens problemer blandt normale mennesker.

Kristoffers skilte forældre, Ed og Judy, spilles af Meike Bahnsen og Mikkel Bay Mortensen, der stærkt illustrerer de problemer, man kan få tildelt af tilværelsen. Claus Riis Østergaard er Judys nye mand, der må se sit nye liv smadret den dag, Kristoffer beslutter sig for at bo hos sin mor, fordi han er blevet bange for sin far.

Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund og Natali Vallespir Sand forgylder stribevis af små og større roller, som de fermt lynomklæder til. Jacob Schjødts instruktion er præcis og indfølende, og Astrid Lynge Ottosen har skabt en stærk scenografi, hvor det udnyttes, at gulvet i Odeon kan bruges som felter, der kan hæves og sænkes, og der er mulighed for at lave lysstriber og langs og tværs.

 

Et af Astrid Lynge Ottosens næsten geniale scenebilleder (foto: Emilia Therese).

Kristoffers interesse for rumfart og astronomi afspejles i kulissens antydning af det krumme univers, hvor stjerner kan være væk, når deres lys når os, og sorte huller truer. Hans bevægelse uden for sit normale rum illustreres ikke kun med lys, der giver grænser og veje, men også med miniaturebygninger.

Det geniale i forestillingen er, at de mange skæbner og problemer belyses, mens der også er hyppige strejf af smil eller humor, så vi aldrig føler, at det hele er for nedtrykkende. Forestillingen får næsten en happy end, fordi Kristoffer føler sig på toppen efter sit eksamensresultat, men vi ved jo godt, at nye problemer venter såvel ham som hans omgivelser.

Det er en dejlig og rørende forestilling, der vil udvide alle tilskueres forståelse af mange menneskers problemer og motiver.

’Den mystiske sag om hunden i natten’ spiller frem til 22. oktober.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur | Ingen har kommenteret »


Flot show og måske Danmarks bedste buffet

onsdag, 11. september, 2019

Flot show og Danmarks måske bedste buffet

Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup er helt sin egen genre og byder desuden på landets måske bedste buffet før forestillingen

1983-2008 optrådte Østjysk Musikforsyning på Pejsegården i Brædstrup. Et orkester med symfonikere, der var totalt respektløse og skabte en tradition for, at man kunne opleve noget helt specielt på det store hotel med de mange tilbud.

 

 

Siden 2008 har der været Pejseshow, og i år bliver dusinet fuldt med en musikalsk kvartet, der klæder hinanden umådeligt, og med en forestilling, der ikke er koncert, videotek eller revy, men helt sin egen genre. Den rækker fra de fladeste vitser, som indimellem er tåkrummende pinlige, til elegante sketches og fremragende musikalske numre, hvor man til fulde udnytter, at samtlige fire synger strålende.

Der er en smule genbrug. Fra Rottefælden ’Så gør vi sådan’, hvor et poetisk skyggebilledshow, hvor et ægtepars kærlighedshistorie bliver smadret af, hvor mange gebyrer banken skal have for at have råd til at hvidvaske så mange millioner; samt ’Krænker Blues’, hvor Christine Astrid som superlækkert skår giver sin kommentar til tidens krænkekultur. To dejlige numre, som det var godt at tage med, og der er næppe mange gengangere fra Svendborg i publikum på Pejsegården.

 


Gordon Kennedy i det nominerede ‘Krads’ (Foto: Emil Andresen).

 

Det samme gælder fra Kerteminderevyen Gordon Kennedys ’Krads’, som han blev indstillet som Årets Tekstforfatter på basis af.

Andre lækkerbidder er Reklamelykkehjulet, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder demonstrerer, hvordan diverse stjerner ville have tillempet deres tekster, hvis de skulle have virket som reklame. ’Året, der gik’, hvor begivenheder i årets løb kommenteres med lynhurtige paryk- og kostumeskift. ’Lyse Nætter’, hvor Sara Gadborg og Christine Astrid får spoleret Schrøders poetiske sang med deres meget morsomme tegnsprog, da de bliver bedt om at dæmpe sig.

Samt ikke mindst de to store musiknumre ’Jasons Corner’, hvor kapelmester Jason Dove og hans flygel indtager centrum af scenen, og ikke mindst det Kim Larsen-potpourri, der af naturlige årsager har været fast i samtlige årets revyer. Også i Brædstrup bliver det utrolige antal af dejlige numre og spændvidden i genrer demonstreret, endda med mange uddrag på blot en enkelt musikalsk frase.

Det indledende videoklip er meget morsomt, men ellers er standarden af disse faste indslag i år noget tamme, selv om Pejsegårdens direktør Jytte Nygaard får lejlighed til at skabe en latterkaskade i det ene!

Et enkelt hjertesuk: Hvorfor tror alle revyforfattere tilsyneladende, at prutter er afsindigt morsomme? De er ligegyldige, og de vækker ingen større forargelse, så at bygge et helt nummer op på dem er spild af god tid.

Revyen er veloplagt. Musikerne, der foruden Dove er kapelmester Rasmus Friis Tværfoss og Jakob Juul Nielsen, spiller blændende. Donald Andersens instruktion kunne her og der have været lidt strammere. Christine Astrid leverer levende koreografi og Lasse Spangenberg flotte kostumer med ide.

… og så er buffet’en et kapitel for sig. Det samme er morgenbuffet’en, så kommer man fra Nordøstfyn, er det en god ide at tage hele pakken med buffet, show, overnatning og morgenbuffet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Smukt, tankevækkende teater

søndag, 8. september, 2019

Smukt, tankevækkende teater

Uanset, om du elsker livet, eller du frygter døden, tænker du over, hvordan din alderdom bliver. Har du det skidt med kroppens uundgåelige forfald, eller tager du hele tiden din tilstand, som den er, og får det bedste ud af den aktuelle situation?

’Hvis jeg bliver gammel’ på Odense Teaters Værkstedet kommer rundt om mange aspekter af alderdom i en blanding af dans og skuespil

 

 

“Hvis jeg bliver gammel” (foto: Emilia Therese).

 

Sofie Christiansen fra danseteatret sART i Svendborg fik ideen til at skildre perspektiver af alder sammen med Odense Teater i en co-produktion, der fermt kombinerer dans og skuespil i et kammerspil mellem dansere på 57 og 58 år og skuespillere på 57 og 61.

De fire optræder i fem kvarter i sort undertøj. Vi kan imponeres over de kroppe, som unge måske vil forkaste som slidte og nedbrudte, men som ældre ser som karakterfulde og velbevarede; som vidnesbyrd om et liv, der ikke har ødelagt dem.

Livet sætter sine spor, og i adskillige scener demonstreres det. Når skavanker sætter sig i en skulder, en arm eller et ben. Når man får læsioner, der sætter sig for evigt med deformiteter eller andre mén. På et tidspunkt får vi en catwalk, hvor eksempler på det fremføres som i en modeopvisning.

Når man bliver gammel, kan man miste sine venner eller sin ægtefælle, mens man mister færdigheder. Første del af forestillingen er næsten for nedtrykkende, mens de meget voldsomme videoklip kører på bagvæggen med billeder af ikke bare efterår, men hård vinter.

Aktørerne mindes ungdommen med dens tempo og livsappetit, men også dens dilemmaer, usikkerhed og overskruede sexoptagethed. Senere i livet går tingene langsommere, men erfaringerne giver en større tryghed, og kærlighed og sex bliver inderligere og antager nye skikkelser.

De to dansere Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen udgør sammen med Githa Lehrmann og Klaus T. Søndergaard en kvartet, der gennemspiller de mange temaer fornemt, hvad enten det gælder en komisk/afskyelig spisescene – vi må håbe, at scenegulvet er pinligt rent – eller det gælder kroppe i harmoni. En række danse- og bevægelsesscener er fulde af symbolik til musik, der er forhåndsindspillet.

Forestillingen er blevet til ud fra en ide, der er udviklet under arbejdet, og har hele tiden været åben for de tanker og følelser, der er opstået. Den indrammes af udtalelser om alderdommen fra børn på en halv snes år. Kære, ærlige børn, i øvrigt fra balletskolen i Odense, der i afslutningen er optaget på en video af usædvanlig kvalitet. De siger naturligvis mange sjove ting, men har også reflekteret over situationen i alderdommen, og den ene dreng kommer meget tæt på at sige det, der bør være mantraet for al alderdom:

Glem, hvad du har mistet. Indret dig på din aktuelle situation og pres med al den optimisme, du kan mobilisere, hver en dråbe mulig livskvalitet ud af den.

Ellers bliver det meget surt at blive gammel.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »