Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.
En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.
Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.
Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.
Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)
En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!
‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.
Aldrig har en aften til Voldspil i Nyborg været mere perfekt end premieren på ’Vi maler byen rød’
Varmen blev tilpas, til forestillingen begyndte, og der var tropenat uden faldende dug, til ’Der er et yndigt land var afsunget’. Solen var i mellemtiden gået ned i et luende bål bag de markante træer, der var ingen generende myg, og scenen var gradvist blevet mere belyst, som aftenen faldt på, og vi kunne nyde Malene Højme Ilskovs elegante scenografi med de mange felter, der kunne antage forskellige farver.
Liv og glade dage i ‘Vi maler byen rød’ (foto: Nyborg Vold)
Tilføj et ensemble fuldt af vitalitet og såvel velsyngende som forbløffende godt dansende – en blomst til koreograf Simone Svane, der havde givet hver enkelt opgaver, de kunne løse; samt orkestret under Mads Lunde, som storsveder i musikpavillonen, uden at vi kan se dem før til fremkaldelserne.
Melodi Grand Prix
’Vi maler byen rød’ er tænkt som en slags dansk ’Grease’ om gymnasieelever og deres liv, glæder og sorger frem mod studentereksamen en gang i 1980erne. 26 melodier stammer alle fra diverse Melodi Grand Prix og rækker fra Mabels Boom-Boom, som der ikke er meget musik i, men nok så meget liv, til den fine og helt anderledes ’Fra Mols til Skagen af Lise Cable og Mette Mathiesen, halvdelen af Miss Behaven.
Det er en ensembleforestilling, hvor alle så at sige har hovedroller og dukker frem i enkelte numre, så ingen nævnt, ingen glemt. Blandt de ældre voldspillere brillerer Vivian Edelborg som en meget morsom og højtråbende gymnasielærer – lad os håbe, at hendes stemme holder!
Vivian Edelborg er på hårdt arbejde som gymnasielærer (foto: Nyborg Vold)
En spinkel, tragisk sidehandling er næsten for meget, men reddes af, at manuskriptforfatter og instruktør Rasmus Mansachs får ’Skibet skal sejle i nat’ sat ind i dødsscenen på rørende og elegant vis. Han har i øvrigt givet mange af sangene ekstra vinkler, ikke mindst ’Alt det, som ingen ser’.
Tempo og timing
Man skulle være et skarn, hvis man ikke vuggede med på alle sangene og var tæt på selv at synge med, for vi kender dem jo alle sammen; sangene med Keld Heicks smarte ordspil og Tommy Seebachs musik med de overraskende vendinger. Otto Francker og Volmer Sørensens ’Dansevise’, Brødrene Olsens ’Smuk som et stjerneskud’, ’Hallo Hallo’, hvor de færreste formentlig er klar over, at den tekst også er af Keld Heick, som naturligvis var inviteret med til premieren … etc.
Tempoet er flot og timingen perfekt. Heldigvis tillader coronarestriktionerne, at der er et tilstrækkelig stort publikum til, at man kan mærke, hvordan stemningen er i top hele aftenen.
Nu er vejret med voldspillerne, og det bør betyde, at der ikke bliver en tom plads – udover dem mellem boblerne pga. corona.
Det er helt befriende at have en dansk forestilling, der sprudler af livsglæde, og jeg tvivler på, at nogen savner en stor streamlinet musical i stedet.