Alt er fascinerende omkring Modersmål/Mameloschn, som Odense Teater opfører i teatersalen på Odeon: Skuespillet er i topklasse, og teksten er tankevækkende og betagende med alle nuancer fra humor til ond bitterhed. Handlingen er, selv om den udspiller sig blandt jøder med jøders problemer, gyldig for alle med en kulturelt givende/snærende baggrund.
Forfatteren Sasha Marianna Salzmann er født i Volgograd 1985 i en familie, der ti år senere kom til Tyskland som led i en kvoteflygtningeordning. I Heidelberg studerede hun litteratur, drama og medievidenskab og blev som 17-årig den ene af to redaktører af kulturmagasinet ’Freitext’. Siden studerede hun kreativ dramatik i Berlin, og som 28-årig var Modersmål/Mameloschn (mameloschn er det jødiske ord for modersmål) hendes eksamensopgave.
Hun bestod. Stykket er siden gået sin sejrsgang og er blevet såvel nomineret til som har modtaget adskillige priser.
Alt dette for at understrege, at det er et stykke med almen appel og ikke bare et spørgsmål om tre generationer af jøder med generationskløfter og de fordele og ulemper, kulturelt (vrag)gods medfører.
Stykket havde premiere på Maxim Gorki-teatret i Berlin, hvor Salzmann siden har været husdramatiker. Det handler om bedstemoderen Lin, hendes datter Clara og barnebarnet Rahel. I premiereudgaven var de anbragt på hver deres lille ø på scenen. I Odense virker det næsten lige sådan, men scenen er dog en samlet flade. Gold som en ørken med sten, som man kan få til at knase deprimerende med lyd som grifler på en gammel skoletavle, og med enkelte møbler og ting, der kan frembringe musik.
Lin overlevede som lille et ophold i en KZ-lejr. Siden boede hun i – og tjente trofast – styret i DDR i troen på det kommunistiske system. Hun var en elsket kabaretsanger, hvis kunst Clara ofte følte gik forud for hende.
Lin oplevede, at en arbejderopstand i DDR blev brutalt slået ned, og hvordan Yom Kippur-krigen i 1973 stillede jøderne i et stadig aktuelt dilemma: Er man som jøde tvunget til at støtte Israel? Som Rahels bror Davis gør. Han har brudt med de tre kvinder og er draget i kibutz.
De tre generationer af kvinder er så forskellige, som det næsten er muligt. Lin mener, hun er kommet godt igennem livet, har været en god jøde, gjort noget for nogen og været en god mor. Clara reagerer voldsomt mod moderen, har sat meget ind på selv at være mor, men uden positivt resultat. Ikke blot er Davies væk, men Rahel, der desuden har problemer med at være lesbisk jøde, vil bare væk så hurtigt som muligt, og det bliver til New York – men ikke uden den problematiske ballast, det giver at være jøde.
De tre kvinder kender hinanden så godt, at hver diskussion og hvert skænderi er en gentagelse. De ved, hvordan de kan såre dybt, og når de forsones ind imellem, er det nærmest af medlidenhed. Luften fyger af beskyldninger om skyld og svigt eller spekulationer, om man kan slippe ud af jødedommens traditioner og alligevel være et anstændigt menneske. Midt i det hele krydres teksten af humor, fyndord og vitser.
De tre roller spilles suverænt af Ina-Miriam Rosenbaum (Lin), Natali Vallespir Sand (Clara) og Freja Klindt Sandberg, der kan få en ekstra rose for sin Rahel. Anne Zacho Søgaard har instrueret, mens Frederikke Dalum står for scenografi og iscenesættelse. Mens den originale forestilling var fuld af dans og sang, er dette her reduceret til en enkelt, stærk sang: Es Brennt.
Og det gør det. Forestillingen brænder på nethinden og i hukommelsen. Den giver mange tanker. Vi kan skrige: Så gør jer da fri af det jødiske vraggods og lev! Vi andre hænger blot på samme måde fast i vores kultur, selv om vi måske er mindre bevidst om det – og vi er fulde af krav om, at andre skal opgive deres, hvis de vil bo hos os.
Med den indstilling er en global verden livsfarlig.
Modersmål/Mameloschn kan opleves frem til og med 10. oktober, og da kun halvdelen af teatrets pladser er besat pga. coronaforanstaltninger, skal man sikre sig billet til den store oplevelse, mens tid er.