Opera med for meget filter, men store stemmer og et godt orkester

7. februar, 2024

Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.

 

Werther Sophie Charlotte Albert

De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)

Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.

Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.

 

Werther Begår Selvmord

Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)

Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.

Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!

I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.

Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.

 

Werther Og Charlotte

Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)

Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.

Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.

Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.

’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.

 

3 Amanda

Posted in Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »