Indlæg markerede med søgeord ‘Den Jyske Opera’

Blændende Tammi Øst i Sunset Boulevard

mandag, 15. august, 2022

Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke

 

Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.

Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.

 

Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.

Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.

Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.

 

Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.

Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.

I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.

Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.

Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.

Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Greven af Luxembourg som pastiche

torsdag, 17. marts, 2022

Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling er operetten ’Greven af Luxemburg, omarbejdet af operachef Philip Kochheim med delvis succes

Den Jyske Operas chef Philip Kochheim har fået en sjov ide. Forestiller man sig, at der findes en bygning, hvor samtlige eksisterende operaer og operetter har hver deres lokale, vil de største og bedste være i store lokaler i de øverste etager, mens de mindre væsentlige vil have mindre værelser, måske i kælderetagen, hvor kulisserne ikke bruges meget og derfor er ved at rådne op, men sangerne holder forestillingerne i live ved jævnligt at øve dem, mens de morer sig med at indsætte lån fra andre værker.

Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach).

Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach)

Nuvel. Vi skal forestille os, at vi ser Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling, “Greven af Luxembourg”, gennem et nøglehul til det lokale, hvor skuespillere og sangere muntrer sig med at holde Franz Lehars muntre operette, “Greven af Luxembourg” i live, mens de låner med arme og ben

Derfor indledes den musikalske side med starten på ouverturen til “Skæbnens Magt”, og siden får vi før tredje akt en veloplagt udgave af “Wilhelm Tell”; og derfor er der masser af indfald, som teksten har inspireret Kochheim til. Nogle er meget langstrakte, så at man er til en musikforestilling, finder man egentlig først rigtigt ud af ti minutter før pausen, pudsigt nok i et nummer, der er som taget ud af “Den Glade Enke”.

Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)

Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)

Derfra går det hastigt fremad, og vi mærker, at nok blev operetten skrevet på blot tre uger, men Lehar har nydt at skrive den, og store dele af den har fine musikalske kvaliteter, ikke mindst i arier og duetter med de to hovedpersoner, Angéle og Renè, Birgit Mosegaard og Joán Ribalta. Sidstnævnte er catalaner, men synger perfekt på dansk – måske et af forestillingens små mirakler.

Den største musikalske oplevelse er imidlertid kvintetten, hvor fire elskerinder trækker Grev Basilovitsch i samme båd/seng. Den er pudsigt nok lånt fra en anden Lehar-operette, “Frasquita”, der har flere varmblodede spanske kvinder! Her er dristige klange, der går ud over den vanlige operette. Basilovitsch synges udmærket af Morten Wang, men der synges i det hele taget fint i alle partier – fra mig en ekstra blomst til Estrid Molt Ipsen -, så man mærker, hvordan alle medlemmer af Den Jyske Operas kor i realiteten kan hentes frem som solister.

Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)

Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)

Aarhus Symfoniorkester spiller stilrent under Christopher Lichtenstein, og Barbara Bloch står for kulisserne og deres let depraverede detaljerigdom, der passer fint med Kochheims ide. En hovedårsag til, at forestillingen trods alt går hjem som en stor fornøjelse, er oversætteren Jacob Beck, der har sat en ære i at skrive mundret og ikke så moderne, at det ødelægger den oprindelige teksts præg.

Forestillingen skal på landsturne og kan i Odense opleves 25. marts. Kan man ikke den dag, kan man i stedet opsøge den i Vejle, Horsens eller Esbjerg.

 

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Gnistrende elegant og forrygende morsom leg med operagenren

fredag, 20. august, 2021

Sjældent har publikum moret sig uden at miste den musikalske oplevelse som i Inkognito Royal på Den Jyske Opera

Kong Frederik 8. dør først, hvorefter han stepdanser; dirigenten bliver skudt til sidst; så synger vi ’Der er et yndigt land’ og hylder lig, horer og deslige, før vi småklukkende af fryd forlader Musikhuset i Aarhus.

 

Det totale kaos (foto: Anders Bach)

Det totale kaos (foto: Anders Bach)

 

 

Noget lignende er aldrig set og hørt, og det er lige så stor en skandale, som at kongen får et hjerteanfald på et bordel, hvad han næppe gjorde i virkeligheden, at denne forestilling får så få opførelser.

Musikken er af den ikke helt unge Karsten Fundal, hvis sind er ungt, sprælsk og fuldt af indfald i samarbejdet med librettisten og idemanden, lederen af Den Jyske Opera Philipp Kochheim. Hvad har de to dog ikke skabt i deres samarbejde!?

Da tæppet går, er vi i Hamburg Havnehospitals lighus, hvor der klippes stive fingre af, og hvor lægerne pludselig bliver gjort opmærksom på, at det seneste lig er kongen af Danmark, Frederik 8, sunget – og danset – af Andreas Daum. Det giver så meget uro, at de øvrige lig beder om ro, og kongen selv viser sig at være en fremragende stepdanser.

Konferencieren og sopranen

Forestillingen skrider frem gennem sit stigende anarki under ledelse af konferencieren, suverænt fremstillet af Randy Diamond, som har nok at se til, mens alt bliver mere og mere psykedelisk.

Randy Diamond (foto: Anders Bach)

Randy Diamond (foto: Anders Bach)

Vi er ikke i tvivl om, at han har ret, når han stempler meget af det, der foregår, som fake news. Det bliver så forvirret, at de medvirkende opgiver at finde ud af det, og sopranen, vidunderligt sunget af Susanne Elmark, ringer til sin agent, fordi hun vil væk med det samme, om det så skal ske med nattog!

Fra overtekster til sammenbrud

Tingene udarter, så selv overteksterne giver op. På et tidspunkt viser de bare tre spørgsmålstegn, efter at det ellers er gået imponerende godt med at oversætte såvel tysk som engelsk og fransk.

Da sammenbruddet sætter ind, beslutter instruktøren at starte forfra, men komponisten er rasende over udviklingen og skyder dirigenten. Så er der bare tilbage, at Dronning Margrethe gyder olie på vandede.

Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)

Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)

Kaos forgår, kvalitet består

Voldsomt imponerende er det, at musik og sang hele vejen har samme høje kvalitet. Aarhus Symfoniorkester under den forhåbentlig genopstandne Christopher Lichtensteim nyder åbenlyst at springe rundt i genrer og lån fra de gamle operaer. Ind imellem at spille Mozart, her og der noget, der ligner tolvtonemusik og Alban Berg, så er der mindelser om Cole Porter eller George Gershwin, men der er aldrig knæfald for billige effekter. En fantastisk præstation af Karsten Fundal.

Som det er af Philip Kochheim, at vi ikke bliver trætte af de hundredvis af overraskende indfald.

Fornem scenografi

En stor del af æren må tildeles scenografen Emily Bates, der har lavet betagende kulisser til samtlige scener. I spøgelsesblåt i lighuset, i bordelrødt i glædeshuset. I værelse med småborgerligt tapet i det hyggelige værelse, hvor kongen møder sin endeligt. I overklassesalon-halvmørke med alt for højt til loftet i slottets sale.

Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)

Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)

Fornyende forestilling
Jeg har aldrig oplevet noget lignende i så høj kvalitet, og da det er Den Jyske Operas faste gave til publikum i august, spilles den kun denne lørdag og søndag. Ganske vist optages den også til DR P2, men lyden alene yder ikke denne usædvanlige sammenblanding af mange genrer, men med fornemme operastemmer, retfærdighed.

Den må meget gerne genopstå!

 

 

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Rigoletto i verdensklasse

søndag, 11. oktober, 2020

Rigoletto i verdensklasse

Verdis mesterværk Rigoletto er blandt de mest spillede, og Den Jyske Operas udgave, der fredag havde premiere i Alsion, Sønderborg, må rangere blandt de allerbedste. For det publikum, som coronaen havde halveret i antal, blev den en oplevelse for livet midt i en trist tid – og det på trods af, at operaen er en tragedie, hvis ramme, hertugen af Mantuas hof, vi plejer at føle er fra en længst forgangen tid, men på det seneste har vist sig at være uhyggeligt aktuel.

 


Clara Thomsen (Gilda) og Jaco Venter (Rigoletto). Foto: Anders Bach.

 

Hoffet har en syg kultur, og seksuelle krænkelser er en fast del af den. Ingen tør røre ved hertugen selv, mens han hersker over liv og død og går i spidsen for jagten på de kvinder, der ikke har mulighed for at værge sig, men af hvilke nogle spiller villigt med. Man har formentlig ikke set mere dampende hed sex på en operascene end den, der udspiller sig mellem hertugen, Diego Silva, og Maddalena, Dorothea Spilger.

 


Hot sex i opera – Diego Silva og Dorothea Spilger (foto Anders Bach)

 

Narren Rigoletto tjener sit udkomme med vitser og uforskammetheder over for hoffets medlemmer. Han er pukkelrygget, hans kone er død, men hans liv har stadig en enkelt solstråle, datteren Gilda, som han har hentet til byen og isoleret totalt for at undgå at miste hende – eller få hende seksuelt krænket.

Gilda elsker sin far, men vil også gerne opleve den by, hun nu bor i, så en ugentlig, hemmelig tur i kirke rækker ikke, og i længden kan hun ikke undgå at blive set.

 


Stormkur – Diego Silva og Clara Thomsen (foto: Anders Bach)

 

Det har to følger. Hoffet tror, at hun er Rigolettos elskerinde, og beslutter at bortføre hende som en practical joke; og hertugen bestikker sig vej til at opsøge hende og få hende til at falde for sig med en stormkur. I forklædning, forstås, for Gildas romantiske drømme har helst en fattig i centrum.Intrigerne udvikler sig i lyset af, at Monterone, hvis datter hertugen har forført, bliver arresteret og kaster en forbandelse på såvel hertugen som Rigoletto. En forbandelse, som narren ser som årsag til, at Gilda bliver dybt forelsket i hertugen og i den forbindelse synger den berømte Gildas Arie.Han demonstrerer for sin datter, at hertugen er en uforbederlig skørtejæger, men det hjælper naturligvis ikke, og Rigoletto aftaler med lejemorderen Sparafucile, at hertugen skal dræbes. Gilda finder en vej til at dø i hans sted, så målet for hendes kærlighed ikke vil omkomme.
Forbandelsen har virket, men helt som i moderne tid kun mod den udsatte og svage, mens hertugen går fri.

 

Skønne sangere i gennemtænkt scenografi
Det er alt sammen hjerteskærende og udvikler sig hastigt og dramatisk, kun afbrudt af arier, duetter, den berømte kvartet og storladne optrin i en vel gennemtænkt scenografi, hvor man ikke tænker over, at den har skullet overholde kravene til en turnéforestilling. Rifasil Ajdarsasic har holdt den i mørke nuancer, forsynet den med spejle, der skaber fantastiske illusioner og billeder, og som fungerer ideelt, når naturen reagerer med regn og storm.

Sangerne er alle af topklasse, og de er fremragende instrueret af Ulrich Peters, så man oplever handlingen stærkere end normalt. Diego Silva har som hertugen den perfekte klassiske Verditenor, og Clara Thomsen synger Gilda, så vandet står i øjnene, og man får gåsehud, ikke mindst over hendes festfyrværkeri af slanke, skønne koleraturer. Jaco Venter i titelrollen har en fyldig stemme og usædvanligt mange nuancer i såvel foredrag som kropssprog. Alexander Anisimov er en imposant Sparafucile, alle i mindre roller synger uden lyder, og det samme gælder de ni medlemmer af Den Jyske Operas Kor.
Der er ikke et svagt musikalsk sekund fra ouverturen til den sidste voldsomme skæbneakkord, og mange enkeltinstrumenter får lov at lyse op, ikke mindst fløjten i optakten til Gildas Arie.

Ved premieren dirigerede Christopher Lichtenstein Sønderjyllands Symfoniorkester, og siden vil han formentlig inspirere symfoniorkestrene i Odense, Aalborg og Aarhus til samme kvalitetsniveau.

Kunst og Corona

Mens kunsten levede på højeste plan i koncertsalen, var alle omgivelser dømt til at være ufestlige pga. corona. Ingen servering; indgang og udgang i anviste korridorer hver tilskuergruppe havde sine toiletter etc, men vi må frydes over, at smitten trods alt ikke har taget muligheden for uforglemmelige oplevelser. Problemet er blot, at kampen om billetterne bliver hård blandt alle, der elsker opera, og skal man opleve Rigoletto i Odense, er den eneste mulighed onsdag d. 4. november, men der er dog også muligheder i Vejle, Kolding og sågar på Det Kongelige Teater.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Pragtfuld sang og musik i symboltynget Carmen

onsdag, 10. oktober, 2018

Instruktøren Thaddeus Strassberger vil presse sin mening om, at det onde hersker i verden, igennem i Den Jyske Operas Carmen, og det øver vold på værket – men orkester og sangere er en nydelse


Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).

Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).

 

’Carmen’ af George Bizet har en så iørefaldende musik, at stort alle kender dele af den. Den passer med sine passager med dyster handling og mørke klange perfekt til det franske sprog, og den har stor dramatik.

Så stor, at man egentlig ikke skulle tro, at der var grund til at udbygge den, men Thaddeus Strassberger, der er såvel instruktør som scenograf og kostumier, har en dagsorden: Det onde behersker verden, og det bruger han Carmen til at demonstrere.

Derfor er der scener med vold og tortur. Derfor er smuglervarerne ikke kun tv-apparater og stoffer, men også mennesker; derfor tager Michaëla ikke bare tilbage til sin døende mor på landet, men bliver skudt; og derfor dør Carmen ikke, selv om Don José tror, at han har dræbt hende. Hun kan fortsætte med at forhekse mandfolk og virke i smuglernes selskab. De smuglere, der er gjort mafiaagtige og usandsynligt hensynsløse.

Det er formentlig også derfor, at der er rasende aktivitet på scenen også under ouverturen og diverse for- og mellemspil. Strassberger under os ikke et øjeblik til uforstyrret musiknydelse uden stort drama.

Det er synd, for musikken er ikke til at slå ihjel. Sangerne er brillante. Ved premieren blev Carmen sunget af Francine Vis, som er høj, slank, gudeskøn, en glimrende skuespiller og en fantastisk, slank mezzosopran, der udfolder sig med hæmningsløs sensualitet. Vi forstår, at ingen mænd omkring hende er upåvirket.

Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).

Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).

 

Det ses dog ikke på Don José, Samuel Sakker, der virker som et utroligt bøv, der piller ved håndvægte, mens han skal forestille at være et buldrende bål indvendig. Hans sang er imidlertid i topklasse, og Rosenarien er ikke hørt bedre.

Escamillo synges med pondus af Lars Møller, Micaëla rent og indtrængende af Lona Mohr Villadsen, og de øvrige sangere samt Den Jyske Operas Kor forgylder alle lydsiden.

Orkestret var ved premieren i Alsion Sønderborg Sønderjyllands Symfoniorkester, der som de øvrige orkestre på turneen, der når Odense 19-21. november, blev dirigeret lydhørt og uden dikkedarer af Jérome Pillement og fungerede fint.

Scenen er et kapitel for sig. Der er mobiltelefoner, walkie-talkies, forholdsvis moderne møbler og enden af en kæmpemæssig lastbil, som smuglervarerne kommer ud af. Det gør intet med tidsomstillingen. Hvis ikke instruktøren havde været så forhippet på, at hans dagsorden er vigtigere end Bizets – og er gået over gevind – havde tidsomsætningen ikke gjort noget.

Det er desuden et problem, at man ikke hele tiden er klar over, hvor man nu er. Er man i smuglernes tilholdssted, på kasernen, på kroen hos Lilas Pastia eller …?

Vælg ikke Carmen fra i denne udgave, men luk øjnene ind imellem og nyd musikken – og nyd en fantastisk Carmen som det lysende midtpunkt blandt fremragende sangere.

Der er endnu et hold sangere, der ser nok så spændende ud, og som vi kommer tilbage til, når Carmen opføres i Odense.

 

Tags:
Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »