Indlæg oktober, 2019

Stjerneensemble klar til Kerteminderevyen

søndag, 13. oktober, 2019

Mads Nørby kunne ikke skjule sin glæde over det hold, han fredag kunne offentliggøre til Kerteminderevyen, der næste år har premiere 31. maj og spiller frem til 11. juli.

 


Mads Nørby præsenterer sit 2020-hold. Fv Patricia Schumann, Farshad Kholgi, Christine Astrid og Rasmus Krogsgaard (foto: Emil Andresen).

– Jeg har store forventninger, sagde han og præsenterede en fremragende kvartet, bestående af Patricia Schumann, Christine Astrid, Rasmus Krogsgaard og Farshad Kholgi.

Hvordan den fysisk lille, men kunstnerisk berømmede, Kerteminderevy år efter år kan tiltrække landets største revynavne, fik man flere fine forklaringer på.

Kerteminderevyens ry

 

 


Christine Astrid (foto: Emil Andresen).

Fx havde Christine Astrid, der er kendt fra Fredericia Musical Academy, adskillige musicals og revyer i bl.a. Ganløse, Esbjerg, Rottefælden og Pejseshow, regnet med at skulle holde fri næste sommer, men så skete der noget:

– Jeg så Kerteminderevyen 2016 sammen med Pia Ullehus, og jeg har aldrig moret mig så meget. Hver gang, jeg troede, at jeg kendte den næste pointe, tog jeg fejl. Alt var respektløst og uforudsigeligt, og siden har jeg ønsket at være med – så da Mads ringede, røg halvdelen af min ferie.

 

 


Rasmus Krogsgaard med Mads Nørby bag sig (foto: Emil Andresen).

 

Rasmus Krogsgaard, der ikke mindst er kendt fra revyerne i Sønderborg og Nykøbing F. samt de sammenkædende numre i TV2 Charlies’ revygallaer, havde ligeledes regnet med kun at holde ferie og fortalte, hvad der fik ham til at skifte mening:

– Jeg har aldrig set Kerteminderevyen, men sidste år var tre af mine bedste venner med, og de forklarede, hvordan den blev til. Dens ry for at tage chancer og være fandenivoldsk fik mig til at tro, at jeg vil have godt af at blive rusket sådan igennem.

– Desuden er jeg vild med at spille i et lokale som salen her på Tornøes Hotel. Det giver en helt anden og intens kontakt med publikum.

Krogsgaards sommerferiesavn afhjælpes nok meget af, at han bor sammen med Patricia Schumann, som endelig har takket ja til at være med efter mange gange at været spurgt af Mads Nørby, som hun har stået på scenen med,

– og som er et sejt menneske med holdninger.

 


Patricia Schumann med grøn omstilling (foto: Emil Andresen).

Schumann er kendt fra stribevis af film, tv-serier og de seneste år desuden revy.

Farshad Kholgi har som den eneste været med i Kerteminde tidligere; bl.a. da revyen blev kåret som Danmarks bedste, oven i købet to gange, i 2016. Han forsikrede sine nye kolleger, at ikke bare er revyen sprælsk og politisk ukorrekt, men forklarede dem også, at Kerteminde er fantastisk hyggelig. Ikke mindst, fordi man føler sig som en del af byen og er dus med alle, når man går i gaderne.

 

 

 


Farshad Kholgi vil give den fuld gas som sædvanlig (foto: Emil Andresen).

 

– Jeg har savnet Kerteminderevyen siden 2018 og havde nærmest trækninger i kroppen, til jeg var sikker på, at jeg kom tilbage næste år.

Det er ikke kun Nørby, der nu har store forventninger. Ensemblet klæder hinanden; er valgt ud fra, at den skal have god indbyrdes kemi; brænder efter at komme i gang; og da alle såvel synger som danser glimrende, vil instruktør Martin Miehe-Renard og kapelmester Peter Bom have alle betingelser for i samarbejde at fremtrylle endnu en flot revy.

Fredag formiddag var kvartetten til fotografering, så om få dage kender vi plakaten, som skal skabe det rigtige revyklima før premieren 31. maj.

Kategori Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Fredag er brunsvigerens dag

torsdag, 10. oktober, 2019

– også i Kerteminde

 

 

Fænomenet er opfundet af Erik Nielsen, journalist på Radio Fyn. Bl.a. fordi brunsvigeren er en vigtig del af fynsk identitet. Hvor mange fynboer i eksil i Sjælland, Jylland eller andre fjerne lande har ikke sat himmel og jord i bevægelse for at få en brunsvigermand/dame til deres fødselsdag fra deres hjemlige yndlingsbager, så det blev en rigtig fødselsdag?

Brunsvigeren er også blevet lovprist i fynske revynumre, så det var logisk, at den måtte få sin egen dag – og egen bog, for Erik Nielsen har skrevet bogen om brunsvigeren, der søsættes i år.

 

 

Fra starten fejredes brunsvigeren på Radio Fyn. Nu fejres den på hele Fyn. Du kan få brunsviger på Radio Fyn fra kl. 15, men da har du allerede kunnet forlyste dig fra morgenstunden i Kerteminde.

Langegades Bageri  uddeler smagsprøver hele dagen. Der er rabatpris på alle størrelser brunsviger, og der er konkurrence, hvor man kan vinde den nye brunsvigerbog.

Clausens Efterfølgere har smagsprøver og rabatter. Hver tiende solgte brunsviger udløser en bonus på en ekstra. Hver 25. får et gavekort på en brunsvigermand/dame, men nok så vigtigt er det, at der er ca. 25% rabat på gavekort på brunsvigerdrenge/piger, som kan indløses i hele det følgende år.

 

Et eksempel på, at to fødselarer kan få fælles brunsvigerperson.

 

– Brunsvigerens dag var helt vild sidste år. Vi bagte og bagte og solgte mere end 200 af de runde brunsvigere, fortæller Jesper Larsen.

I SuperBrugsen er der godt 50% rabat på en brunsviger, og der bliver mulighed for at få smagsprøver hele dagen.

Det er i hvert fald ikke bageriernes skyld, hvis nogen kerteminder får en brunsvigerfri fredag.

Kategori Generelle nyheder, kultur, Turistattraktioner | Ingen har kommenteret »