Indlæg markerede med søgeord ‘Kultur’

Sjov Kerteminderevy med mange højdepunkter

onsdag, 2. juni, 2021

Begejstret publikum og fine skuespilpræstationer med fantasifulde kostumer i flot kulisse gav Kerteminderevyen et fint comeback

Tornøes Store Sal var ved at miste taget, da Hans Luunbjerg rejste sig og omfavnede Farshad Kholgi, der som Louise Pingpong mente, at hun kunne give ham nogle gode råd. Hun kunne også hjælpe Mads Nørby og andre, hvis de ellers kunne forstå hendes Thai-dialekt.

 

Farshad Kholgi 'It's not unusual

Farshad Kholgi ‘It’s not unusual (Foto: Emil Andresen)

 

Det var et af de numre, der slap det glade vanvid løs som lovet i det smarte åbningsnummer, hvor kvartetten bebudede, at ’vi blæser på, om du er krænkelsesparat’ og ’her i Kerteminde skal ingen nogensinde bindes på hånd og mund’.

Et skridt længere

Så er vi alle parat til at gå planken ud, men revyen går ikke helt så voldsomt til sagen, som den plejer. Der er flere numre af den traditionelle revyslags. ’100 kr’ ville man fx vente at finde i Rottefælden, og ’Saks’ er der for lidt kød på, men naturligvis er traditionelle revynumre også tit overmåde morsomme.

Det gælder fx ’Janni og Bo’, hvor Kim Hammelsvang og Christine Astrid er et ægtepar, som er hhv. bønnestageslank og 40 og fed, men absolut ikke færdig. Nummeret er forrygende, selv om det bliver lidt for langt.
Det gælder det musikalsk fine ’Hallo Hallo’, hvor Lonnie Kjær synger sin Grand Prix-vindermelodi med en tekst, der slår fast, at hos kulturminister Joy Mogensen er der ikke nogen hjemme, og at hun godt kunne tage sin telefon og gøre noget for kulturen.

Hammelsvangs parodier

 

Kim Hammelsvang siom Andre Rieu

Kim Hammelsvang siom Andre Rieu (foto: Emil Andresen)

 

Det gælder Kim Hammelsvang som en  ubetaleligt sjov André Rieu, hvor resten af ensemblet er i fantastiske kostumer, som understreger Vibeke Valeurs utrolige blik for, hvad der passer i det enkelt nummer. Lukas Birch stjæler næsten billedet med sin tuba i baggrunden.

 

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen).

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen).

Hammelsvang har også en udmærket Dronning Margrethe-parodi, men den mister lidt, når hun ikke længere siger ’vi’ og ’os’, men ’jeg’ og ’vi’. Til gengæld er der ikke et øje tørt, når Hendes Majestæt holder sig i form med sin hula hoop-ring
I ’Dorte og Didrik’ synger Christina Astrid betagende som naivt uskyldig refrænsangerinde den uhyggelige historie om manden, der voldtager og voldtager, men altid bliver frikendt af mangel på bevis; og hun har også et andet scoop: Bloggeren, der udlægger Filip Faber som manden bag hele coronaepidemien!

 

 

Christina Astrid som uskyldig refrænsangerinde med uhyggelig tekst (Foto: Emil Andresen)

Christina Astrid som uskyldig refrænsangerinde med uhyggelig tekst (Foto: Emil Andresen)

 

Tornadoen

Farshad Kholgi er en tornado som sædvanlig. Når han gør fedt nar af demonstranter under coronakrisen og ender med at blive kidnappet for at skulle giftes med en fætter som en muslimsk pige – for han ligner hende præcis.

Eller i første afdelings sidste nummer, hvor han simpelthen sætter kropssprog til Tom Jones’ superslager ’It’s not unusual’. Her nyder vi, at han synger med store bogstaver, såvel i stemme som med kroppen.
Der måtte godt have været bedre udnyttelse af de flotte sangkræfter, revyen rådede over. Måske i form af et af de potpourrier, der er blevet så populære, og hvor man svømmer hen i velklang og nostalgi.

Rygere
Rygerne er nogle af de traditionelle revyofre, der får et hug mere, og det sker bl.a. overmåde morsomt i ’Alt det med rygeloven’, som Kim Hammelsvang og Christina Astrid giver. Som de øvrige numre instrueret med fin timing af Gordon Kennedy.

Musik og kulisse

 

Peter Bom (foto: Emil Andresen)

Peter Bom (foto: Emil Andresen)

 

Som sædvanlig må vi imponeres over Peter Bom og hans diskrete måde at understrege alle pointer på med sin musik. Det er også ham, der har arrangeret den firstemmige sang i ’mink-nummeret’ ’En duft af acetone’.
Scenografen Anders Vesterholm har igen formået at forny sig med sin ’bulls eye’-baggrund, der fungerer fint, og Helena Dong har stået for koreografien.
Der er foreløbig udsolgt frem til og med 17. juni, hvor der forhåbentlig bliver åbnet for flere end de 90 tilskuere, der til da er maksimum.

Vent ikke! Der kan hurtigt blive meget få billetter til overs, for det er en udmærket revy, som måske er en smule mere elskværdig end normalt og kun går til grænsen.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »