‘Gud, lever de endnu’ er en unødvendig undertitel på denne bog, for der kan ikke være mange, der er i tvivl om, at Lisbet Dahl og Uld Pilgaard lever. Ganske vist ikke i Cirkusrevyen mere, men på turné rundt i hele Danmark og Lisbet bagefter som deltager i Tivolirevyen.
Til gengæld er livsvidner en fin titel, fordi de to uden at være nære venner naturligvis har været gode kammerater og set hinanden ude fra i årtier. De kan virkelig bevidne såvel den andens liv som deres eget samvær på scenen, der har haft sine op- og nedture, men først og fremmest været et smukt og dejligt forløb. Hvordan skulle det kunne være andet, når man har samme indstilling til teater og humor og prøver på at få publikum til en enkelt gang at smile, men de fleste gange at skrige af grin eller tisse i bukserne af grin.
Portræt af revyverdenen
Lukas Birch har holdt mikrofonen for de to og nænsomt forkortet, hvad er er kommet ud af det, til en fin og let læselig bog, der ikke kun beretter om Lisbet og Ulf, men nok så meget giver et portræt af 40-50 års danske revy og til dels teater.
De øser gavmildt af deres oplevelser, så vi får uforskønnede portrætter af Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Aage Stentoft, Jørgen Ryg, Claus Ryskjær og i forbifarten mange andre – som Morten Grunwald og ikke mindst Ernst Trillingsgaard, Han dukker op igen og igen med sin tæft for som direktør bl.a. Aalborg Kongres Center og Holstobrohallen at ansætte alle fra den mindste revystjerne til den overvægtigste opera fra Kyjev. En mand med masser af humør og fantastiske ideer og en evne til at gå lige i alle, han møder, med træsko på.
Lisbeth og Ulf om hinanden
I bogen taler først Lisbet om Ulf og derefter Ulf om Lisbeth, så vi er forberedt på, hvor utroligt forskellige de er. Ulf meldte sig fx til Studenterscenen for straks at være med der, mens Lisbet blev optaget på Teaterskolen i Aalborg De kommer hurtigt ind på Dirch Passer, som betød ualmindelig meget for begge … og på Kjellerdirch, som Ulf beklager, at man ikke har filmklip med. Det passer heldigvis ikke. De findes i tapetserersketchen, i hattesketchen og endog Tømmerflåden kan man finde, men nok om det.
Det fine ved bogen er, at den giver et glimt af dansk teaterliv i en tid, som mange har glemt. Hvilke unge kender Jørgen Ryg, Preben Kaas, Kjeld Petersen m.fl. Nu er der i stedet mange stand uppere – dem kendte man slet ikke.
Klaus Pagh
Vi hører en masse anekdoter, som jeg ikke vil ødelægge ved at bringe pointen her, men jeg vil godt fortælle, at da Anker Jørgensen (husker de unge mon ham?) og hans hustru Ingrid var i Cirkusrevyen, nægtede Klaus Pagh ‘at være vært for sådan en lille socialdemokratisk skiderik’.
Så fik de en hyggestund med resten af personalet, men da Pagh næste dag spurgte, hvordan det var gået, meldte Lisbet ud, at det ikke kunne være interessant for ham, hvad en lille socialdemokratisk skiderik mente.
Pagh havde to sider – som i øvrigt – Preben Kaas. Det var Pagh, der startede H C Andersen Festspillene. Jeg overværede selv den første, hvor skuespillerne mimede, mens Freddy Albeck læste eventyret. Det var også Pagh, der insistererede på at hjælpe Lisbeth, da hun var helt i kulkælderen efter Preben Kaas’ død. Han kunne hjælpe med én ting, hun ikke havde råd til. Hun ville gerne have rettighederne til Kaas’ tekster og melodier. De kostede 50.000 kr. og omfattede ikke kun de mest kendte tekster, men også charmerende viser som Frk. Abildgaard og Stor Skandale i familien (med Daimi). Til gengæld har jeg tit undret mig over den underlødige oversættelse, han lavede af Anni Get Your Gun, som han satte op på Falkonerteatret.
Så købte Pagh dem, og da han havde tjent 50.000 kr. på dem, gav han dem til Lisbet.
Vandkamp og natmad
Skuespillere kan ofte lave de mest lavpandede ting mod hinanden, som at udtænke måder at føre vandkrig på, men det er så en modvægt til de tekster, der skal læres; den vanvittige præcision, de skal leveres med; timingen, når døre skal gå i og op på de rigtige tidspunkter etc. etc.
Det er heller ikke sådan lige at falde ned efter en forestilling. Skuespillerne ordner selv natmad, eller når de er på turné, bliver de gode venner med alle værtspar og kan få alt fra smørrebrød til stegt and med tilbehør sat klart ved midnat!
En skovtur
Festlig er beskrivelsen af, hvordan alle i Cirkusrevyen, ikke bare skuespillere og musikere, fik ordre om at være klar til en søndagsudflugt. De skulle have pas med, men det troede de fleste var for at bluffe – men så blev de kørt til Kastrup, fløjet til Paris, fik frokost i Eiffeltårnet og var bagefter på Moulin Rouge, før de overnattede og fløj hjem den følgende morgen, så de var klar til aftenens forestilling!
Torben Træsko, der stod for såvel planlægning som betaling, viste under vejs, at han kunne tænde lyset i Eiffeltårnet. Han talte ned 3-2-1 knips, og voila.
Resten af selskabet vidste ikke, at lyset i Eiffeltårnet altid tændes præcis kl. 18.
At sætte en revy sammen
Mange er næppe klar over, hvad det kræver at sætte en revy sammen. Fra at læse alle indsendte tekster til at få de valgte numre til at virke; få dem sat i rigtig rækkefølge, så hvert enkelt virker rigtigt; få kostumerne til at passe (Lisbeth kasserede engang kostumer for 250.000 kr., fordi de ikke passede til nummeret). Det kunne hun, fordi hun fra 1981 har virket som instruktør mange forskellige steder i forlængelse af alle de gange, hvor hun brød ind i andres instruktion for at sige, hvad hun mente.
Ulf og Dronning Margrethe
Hvornår de to slutter, er ikke til at vide. Foreløbig tager de, hvad de har lyst til, og hvad deres helbred kan klare, men vi ved, hvordan Ulf Pilgaards sidste aften i Cirkusrevyen var. Her dukkede Dronning Margrethe – på eget initiativ – op på scenen efter Pilgaards ’faste’ parodi på hende, og han anede intet, så det blev en mindeværdig overrumpling.
Mindeværdig
Som denne bog er mindeværdig, fuld af sjove replikskifter og ting, de fleste ikke aner om jobbet som revyskuespiller; presset ved at være revydirektør; presset ved altid at skulle være på toppen, og sorgerne, når kolleger ikke har kunnet klare sig uden en lille en over tørsten og er døde.
Lisbet, Ulf og Birch er med James Price halvvejs gennem en stor, landsomfattende turné med et talkshow, hvis emne er det samme, men revyelskere kan ikke få nok. Siden denne bog blev udgivet, har den ligget på bestsellernes top-10, og alle shows har været så godt som udsolgt. Desværre er der kun en enkelt forestilling på Fyn, og det er i Assens, tilmeld først d.9. november, så kan du ikke komme til Assens – eller er du utålmodig – så nyd denne bog.
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard: Livsvidner – Gud, lever de endnu? I samarbejde med Lukas Birch. Lindhardt og Ringhof. 272 s indbundet. Kr. 299,95.
Kate Quinn er mesteren i semihistoriske romaner. For nylig anmeldte vi den fremragende ’Diamantblikket’. I dag ser vi på ’Rosenkoden’, der er fascinerende fra første til sidste side.
Rosenkoden, hvis omslag er en kode, som læseren kan bryde efter læsningen
En vigtig årsag til, at de allierede vandt 2. Verdenskrig, var kodebryderne i Bletchley Park, der formåede at bryde tyskernes Enigma-kode.
Pudsigt nok har jeg selv kendt to skakmestre, der var med til at bryde koderne, og den ene nævnes i forbifarten, men det var aldrig gået op for mig, hvor mange der sad i barakkerne i Bletchley Park, og hvor elendige forhold de virkede under. For ikke at tale om, at de ikke måtte sige et ord om deres arbejde, end ikke til ægtefæller; hverken hvad det var, hvor de arbejdede, eller hvor godt det lykkedes.
Det er utroligt at læse om, hvordan koderne blev brudt, og hvordan man blev dygtigere til det under vejs. Man måtte ikke engang røbe, at man havde løst opgaven, for reagerede man alt for præcist, ville det gå op for tyskerne, hvad der var sket. Det betød fx, at man ikke måtte advisere befolkningen i en by, som ville blive bombet.
Tre kvinder Kate Quinn følger tre kvinder, Mab, Beth og Osla, der alle har modeller i virkeligheden. Osla var således kæreste med Prins Philip frem, til han pludselig faldt for Lilibeth, den senere Dronning Elisabeth.
De tre kender ikke hinanden før krigen, men bliver veninder, før deres forhold under dramatiske omstædigheder går totalt i stykker.
Vi hører om, hvordan de bor i et fælles logi; hvordan de pukler som rasende, fordi de ved, at deres arbejde kan redde England; hvordan de må holde sig fra at røbe ting, der kan koste børn og kærester livet, hvordan de må afvise de mange mænd, der har problemer med deres drifter, men til gengæld falder pladask for andre.
Parallelhandling Som det også var tilfældet i ’Diamantblikket’, er der en parallelhandling, her fra 1947, hvor de tre kvinder intet vil have at gøre med hinanden, men da Beth står over for en lobotomi-operation, der vil gøre hende til en savlende grønsag resten af livet, kontakter hun de to øvrige – i kode, naturligvis, og trygler dem om hjælp til at få afsløret den forrædder, der fik hende gemt væk på et sanatorium for psykisk lidende.
Mens parallelhandlingen i ’Diamantblikket’ højst skabte forventninger, bliver den her et kapløb med tiden. Gamle venner og samarbejdspartnere bliver tilkaldt og arbejder på at løse Rosenkoden, der kan afsløre skurken, og det skal gøres før dagen, hvor Elisabeth og Philip bliver gift, for her udløber også fristen for Beth.
Enigma
Tyskerne regnede deres Enigmakode som ubrydelig. Den skiftede ustandselig ansigt, og derfor var der hele tiden arbejde for kodebryderne, der var opdelt efter deres forskellige evner. Nogle var højt uddannede akademikere, mens andre var udvalgt efter deres skarphed, når det gjaldt at løse krydsords-opgaver.
Der er hele tiden arbejde nok, og de fleste bliver så opslugt af det, at de stryger deres pauser, så nogle er dømt til at gå ned med stress, men hvad gør man, når man ikke kan knække tyskernes ubådskode eller deres kommunikation på D-dag?
Læs den!
Kate Quinn har en vidunderlig research. Så grundig, at hun også i et efterskrift kan fortælle, hvilke modeller hun har brugt, og hvilke overvejelser hun har gjort sig. Samtidig forstår hun at skabe et dramatisk og udfordrende plot, og hun kender det menneskelige sind.
Jeg kan kun sige: Læs den – men på et tidspunkt, hvor du måske kan undvære nogle timers nattesøvn.
Kate Quinn: Rosenkoden. HarperColling. 668 s hæftet.
Satire er en ældgammel dansk disciplin. Ludvig Holberg mestrede den. Jørgen Nielsen kendes kun for to satirer, Johann Herman Wessel gnistrede med ’Kærlighed uden strømper’, og siden 1849 har revyer bjergtaget danskerne.
En række aviser har dyrket genren. Først i tegninger som fx Bo Bojesens i Politiken, siden i samme organs ATS (At Tænke Sig), og i de senere år først i Jyllands-Postens ‘Rokokoposten’ og siden i Fyens Stiftstidendes ’Broken News’’, hvor Bagsidedrengene med Hans Faarup i spidsen boltrer sig på satanisk vis en gang om ugen.
I anledning af Fyens Stiftstidendes 250 års jubilæum blev der rejst penge til ’Fynsk er en racistisk dialekt – Broken News fra Bagsiden’ med 50 af de bedste artikler siden 8. maj 2015.
Naturligvis er ikke alle lige sjove, og vi har alle forskellig opfattelse af, hvad god satire er, men skam få den, der ikke klukker af fryd over det store flertal i dette værk, for hvilken iderigdom er der ikke tale om.
Lad os tage nogen af dem: Det nye TV-program ’Skilt ved første blik’ bliver en kolossal succes. Skovsexdyrkere ved Middelfart raser over forstyrrelse fra mountainbikere. Mette Frederiksen forlænger september med en måned, så alt, der er blevet ophobet under coronatiden kan blive indhentet: Grillfester, generalforsamlinger, skole-hjem-samtaler etc. Man skal bare huske godt på, at Halloween ligger d. 61. september.
Sønderjyske danske mestre i fodbold. Hvaba? Jo, efter 8 spillerunder i 2020 førte holdet med 14 p foran Vejle og AGF 13, og så ringede klubbens amerikanske ejer fra en Trump sejrsfest(!) til træner Glen Riddersholm og gav ham ideen: Han skulle gå på tv og erklære Sønderjyske for danske mestre, idet han stoppede uddelingen af flere point, mens klubben førte!
Kerteminde er fint repræsenteret. Brostenene ved Renæssancehavnen fik øgenavnet ’Granittæppet’, men nu bliver vejstykket naturligvis omdøbt til Rabalderstræde, ligesom H C Andersen festivalen i Odense bliver omdøbt til Kim Larsen Festivalen – man kan alligevel ikke finde på mere at sige og gøre om H C Andersen.
De dyre jetfly, som Danmark indkøber, kan gå ud over indkøbet af krigsskibe, og det er en kæmpe chance for et skibsværft, der bygger langskibe, konstateres det i dagene før søsætningen af Ladbydragen.
Da det under coronaen viste sig, at 14 direktører og vicedirektører var sprunget køen over og havde ladet sig vaccinere i utide, lancerede Broken News skrabespillet Quickvax, hvor gevinsterne var vaccinationer, som man kunne give videre, hvis man allerede var vaccineret.
Tyskland er træt af diskussionen om diverse køn og vil derfor afskaffe Der, Die og Das og lade dem afløse af et fælles vestjysk ’æ’, og den virkelige afskaffelse af mobiltale i bilen opnår med ved at man i stedet for et klip i kørekortet at give et klip i mobiltelefonen med en akkupladesaks. Første offer er en kvinde, der overså såvel en mobiltelefon som en skolepatrulje fra 4kløverskolen.
Osv. Artiklerne er i bogen på højresiderne affotograferet præcis, som de stod i avisen med eventuelle., men ikke mange, trykfejl, og da nogle af artiklernes baggrund måske er glemt, er venstresiderne helliget datoen, hvor de stod i avisen, samt hvad de er skrevet på baggrund af. Bogen er hæftet og uprætentiøs i fremtræden, men hvilket indhold.
Bogen har den ulempe, at kun sælges til Fyens Stiftstidendes abonnenter og medlemmer af abonnentklubben for 99 kr. (normalpris 149), men Kjerteminde Avis har forhandlet sig til samme pris på 99 kr. for avisens læsere, der jo er kræsne med ironi i kraft af Ole Vedby. Man skal blot henvende sig på avisens Kerteminderedaktion. Bogen fås ikke i almindelig handel.
Køber man den, er man formentlig med til at sikre, at der kommer en ny udgave, når Stiften fylder 500.
Kate Quinn er den historiske fiktions mester og aldrig bedre end i beretningen om den sovjetiske snig-/finskytte, og hvordan det lykkes hende at beholde en humanistisk tilgang til livet, selv om hun skyder mere end 300 hitlerister.
‘Diamantblikket’ er en af de historier, man ikke kan lægge fra sig, men bare pløjer igennem. Det er dejligt at vide, at den er historisk fiktion, dvs. baseret på en virkelig persons liv. Derfor kan der heller ikke pilles ved de store linjer eller personers skæbne, men man kan lægge en dramatisering af livet ind, som virker overbevisende.
Det er det, Quinn gør enestående. Man kommer til at holde af mange personer og afsky andre i Ludmila Pavlitjenkos tilværelse, der i sig selv var så utrolig, at man ikke behøver at overdrive noget, men bare lægge sandsynligheder ind omkring Mila, som hendes kælenavn var – men hun bar også øgenavnet Lady Death.
Mila bliver som 15-årig forført af en noget ældre kirurg, som hun ser redde et liv med sine ferme evner. Det fører til et barn, men også til at ægteskab, som hun flygter fra. Hun bliver litteraturstudent med speciale i Bogdan Khmelnitskij og Ukraines accept af unionen med Rusland i 1654. På det punkt er en parallel til nutiden umulig at undgå at tænke over, mens man læser.
Den dag, Hitler overfalder USSR, er Mila på stranden på stranden ved Odessa sammen med fire venner, der har hver deres drømme. Krigen skiller dem ad, bl.a. bliver ballerinaen Vika kampvognsfører og bliver dekoreret tre gange. Efter krigen vender hun tilbage til balletten.
Mila, der har taget et snigskyttebevis for ikke at blive hånet af sin mand med, at hun ikke kan skyde, melder sig til hæren, som man kunne som kvinde i dens tids USSR. De skulle dog helst holde sammen to og to for ikke at blive ofre for overgreb fra overordnede!
Hun viser sig at have usædvanlige evner som finskytte samt for at kunne uddanne andre skytter til en deling, der har hende som idol. Da finskytter helst skal have en makker, der dækker en, får hun en partner og ven i Kostia, og de udrydder angribere på vej mod Odessa og siden Sevastopol med stor effektivitet.
Mila bliver såret to gange, men har kun tanke for at komme tilbage til fronten, hvor hun simpelthen ikke regner med at undgå at kunne dø, hvad man tror på, når man hører om de forhold, krigen byder Stalins russiske soldater.
Så udtages hun til at være en del af en sovjetisk delegation, der skal til USA for at få præsident Roosevelt til at gå ind i krigen på de allieredes side.
Her bliver hun veninde med Eleanor Roosevelt, ikke mindst pga., at hun svarer ærligt på spørgsmål i stedet for at lire sovjetisk PR af. Når hun fx bliver præsenteret for amerikanske kvindes mangel på forståelse for, at hun har kunnet skyde mere end 300 personer, og hun svarer:
Mrs. Roosevelt. Vi er glade for at besøge deres smukke land. Her er fremgang. Der er ingen, der ødelægger jeres storbyer, provinsbyer, landområder. Der er ingen, der dræber jeres søstre og mødre, fædre og brødre. Jeg kommer fra et sted, hvor bomber forvandler landsbyer til aske, hvor russisk blod smører slidbanerne på tyske kampvogne, hvor uskyldige civile dør hver eneste dag…
En præcis kugle affyret af en finskytte som mig, mrs. Roosewelt, er ganske enkelt blot et svar til fjenden.
I Washington tilføjer Quinn en amerikanske snigskytte, der skal myrde præsidenten og sørge for, at Pavlitjenko bliver udpeget som den skyldige. En ekstra handling, der er troværdig og virker ekstra spændende, ikke mindst da de to kæmper til døden i en amerikansk park.
Præsident Putin kunne med fordel læse denne roman, der fortæller, hvad der sætter et folk i stand til at overvinde alt for at besejre usle invasionsstyrker, ovenikøbet i de samme omgivelser som krigen i dag.
Bogen er den perfekte julegave til alle, der elsker begavet action, politik, krigshandlinger, såvel voldsomme som ’forfinede’, og der er sågar humor og flere kærlighedshistorier på de 491 sider.
De sidste sider er optaget af billeder af den rigtige Ludmila Pavlitjenko, en liste over litteratur, YouTubeklip og en film, som Quinn har brugt i sin research, samt ikke mindst forfatterens fascinerende redegørelse for, hvordan hun har foretaget sine valg til romanen om den formidable finskytte, som blev så gode venner med Eleanor Roosewelt, at denne besøgte hende i USSR efter sin mands død.
Kate Quinn: Diamantblikket. 491 sider indbundet. HarperCollins til priser mellem 250 og 300 kr.
Vi anmeldte for nylig Jacob Wendt Jensens Poul Bundgaard-biografi, som det var svært at sætte en finger på. Samme forfatter står bag ‘Revykongen Aage Stentoft’, ‘Jane Aamunds sidste manuskript’, der knap holder samme niveau.
Det kan der være mange årsager til. Måske først og fremmest, at der er tale om et efterladt manuskript af Jane Aamund, som er blevet tilføjet en mængde detaljer fra en kuffert fuldt af ukendt materiale, som Wendt Jensen fik adgang til. Det var Stentofts eget arkiv, så meget måtte ændres, omskrives eller tilføjes.
Hvad venter man af en Stentoft-biografi? 1. Man forventer en gennemgang af den kunstneriske produktion, dvs. de mange hundrede melodier, han har komponeret, og de filmmanuskripter, han stod bag. 2. Man forventer en gennemgang af hans indsats som revykonge. 3. Man ønsker at kende baggrunden for det hele gennem en gennemgang af hans privatliv, som ofte vil hænge sammen med produktion og teaterdrift. 4. Man forventer at mindes!
Lad mig starte med 3. Her falder Wendt Jensen for en hyppig fristelse for biografer. Han ved for meget, og han vil af med det hele. Det betyder, at der er mange gentagelser, og at ting får for meget plads. Især diskussionen, om Stentoft var nazist eller ej. Dokumentationen er alt for grundig. Vi behøver ikke den komplette tekst af diverse breve. Vi tror på biografens ord om, hvad indholdet er, så vi kunne komme videre.
Bortset fra det får vi mange vidnesbyrd om, at en stor kunstner ikke behøver at være et stort menneske. Vi får mange udsagn om, hvor barsk han var i pengesager, hvor ubehagelig han var i pengesager, og hvordan hans kæmpe jalousi kunne holde hans koner i bur samtidig med, at han selv måtte behandle dem, som var de hans kæledyr.
Når det gælder revykongen, havde han tril gengæld vovemod og visioner, især når det gjaldt at give musical’en en stærkere position i Danmark. Tænk bare på ‘My Fair Lady’ i Tre Falke. Der var store problemer med rollen som Eliza, hvor vi hører om diverse konspirationsteorier. Forestillingen lykkedes dog så godt, at jeg mindes, at mine forældre kom hjem om natten efter at have set den og kørt hjem – plus Storebæltsfærgen. Min mor var så grebet af den, at hun vækkede mig og genfortalte hele handlingen, og jeg glemte aldrig, at man skal huske at rose dem, der er med til at opfylde sin drømme, som Professor Higgins ikke gjorde, da Eliza har bestået sin prøve.
Danskerne var ikke altid klar til de forestillinger, som Stentoft fik sat op, fx ‘Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger’ på Nørrebros Teater med let avanceret musik af Frank Loesser og Preben Uglebjerg i hovedrollen. Den elskede jeg og min madklub – og den danske udgave var betydeligt bedre end den amerikanske film, der kom et par år efter – men den solgte for få billetter. Det var synd, og mon ikke publikum i dag vil være klar.
Som filmmager skrev han manuskriptet til en af alle tiders bedste og mest tidløse film, ‘Vi er alle sammen tossede’. Se den midt i tidens populistiske politiske verden og få lyst til at pille det hele fra hinanden. Jeg skal aldrig glemme Lise Ringheims replik, da hun har fået at vide, at hun bare skal tale sin mand Alex Alexandersen (Kjeld Petersen) efter munden: – Jamen, jeg har da så tit hørt om alle elefanterne i Kollerød Hegn.
I slutscenen samler Kjeld Petersen alle de ’tiltalte’ fra det officielle system næsten, som var han Hercules Poirot, anklager dem efter tur og fælder dommen: Vi er alle sammen tossede! Det er mageløst, og jeg holder for resten også meget af såvel Reimer som Petersen i ‘Solstik’
Afsnittene om revykongen er de bedste i bogen, mens jeg synes, at man hører alt for lidt om hans udødelige melodier bortset fra ‘Månestrålen’ og nogle af de ting, han skrev til Osvald Helmuth. Her måtte Wendt Jensen meget gerne have bredt sig mere.
I begyndelsen af 70erne boede jeg i Forhåbningsholms Alle 33 på fjerde sal med udsigt mod vest gennem en lang gård. For enden af den lå på Skt. Knuds Vej et lille, rødt hus, hvor der næsten hver nat var et vældigt leben. Der boede Stentoft nemlig, til han endegyldigt flyttede til Spanien, og hold op, hvor der blev festet igennem. Man vidste, at det var Stentoft og hans skuespillere, og tilgav alt.
Det følgende anfører jeg kun som eksempel på, at ingen er 100% perfekt i sin research, for det synes Wendt Jensen ellers altid at være. Når Stentoft hyrer Titti Sjöblom og kalder hende for Titti Babs efter sin mor Lill Babs, så er den rivegal. AliceBabs hed Sjöblom som mellemnavn, og Titti er hendes barn. Formentlig anede Wendt Jensen ikke uråd!
Som man kan forstå består bogen i en vis udstrækning punkt 5, og det gør, at mange vil fine bogen fængslende og mindegivende. Man kan jo evt. springe noget af diskussionen om nazismen over. Bogen er i øvrigt i solid indbinding me med et væld af fine fotos.
Jacob Wendt Jensen: Revykongen Aage Stentoft. Forlaget Peoples. 399 sider indbundet og rigt illustreret.
Allan Erik Mortensen har erobret danske krimilæseres hjerter og har på få år udsendt ikke mindre end ni romaner med landbetjenten Jon Harding og hans kollega Viggo, der opklarer mord i Gæringe, det danske modstykke til Midsomer.
Jeg havde ikke læst nogen af Allan Erik Mortensens ni romaner med Jon Harding i hovedrollen, men da jeg tog fat på de tre første forstod jeg straks , hvorfor bøgerne er så populære.
De er velskrevne. De har voldsomme mord, udspekulerede skurke, indholdsmættede scener, hvor liv ustandselig er på spil, og de udspiller sig i troværdige omgivelser i det nordvestlige Sjælland. Byen hedder Gæringe, men forfatteren bruger egnen omkring Høng, hvor han bor, brillant.
Han har også skabt et galleri af personer, som er fascinerende. Jon Harding er flygtet fra København med dens stigmatiserende underverden til en fredelig stilling som landbetjent, hvor han kan komme sig over de psykiske men, som arbejdet i hovedstaden har givet ham. Da stillingen er knap så fredelig, som den synes, dukker migræne og andre ting ubehageligt op under pres.
Hans kollega Viggo er prototypen på gamle dages opdragere, hvor et par flade til unge bøller anses som bedre end en anmærkning i straffeattesten. Han kan ind imellem gå meget over stregen, og så forventes Jon at stå last og brast med ham i en tillempet version af, hvad der er foregået. Politibetjente kan bøje virkeligheden, når de mener, at det er nødvendigt for at hjælpe en kollega.
Amanda, der på latin betyder ’den, der bør elskes’, er lige præcis det. Hun er en del mere aktiv end de kvinderoller i litteraturen, hvis eneste opgave er at elske mandlige hovedpersoner, men vi kan fastlå, at Jon spiser mange æg, når han lever op til Amandas sexappetit selv, når han har været på opgave i halve og hele dage.
I første bind, Ringmanden, opklares en stribe uhyggelige mord, hvor gerningsmanden hver gang har sikret sig en fingerring fra sit offer. I andet bind, Menneskeæder, opklarer Jon et brutalt dobbeltmord, bl.a. ved at opsøge en straffefange, der sidder inde for et andet dobbeltmord. I tredje bind, Fejemanden, er der en effektiv lejemorder på spil. Alle andre steder i verden lykkes han med sine henrettelser, men helt så let går det ikke i Gæringe.
Forfatteren har politiske bagtanker med sine skriverier, men klogt afslører han dem kun gradvist. I ’Fejemanden’ kommer de dog klart til udtryk, når Jon med meget lille begrundelse kører til Sverige for at overfuse en velhaver, mens Viggo klarer at gøre det sammen på hjemmefronten. Det kan vi som læsere kun bifalde, fordi vi har lært, at forfatteren altid har ret i, hvem der er de gode og de onde.
Jon lærer også selvtægtens fine kunst, når han giver en hundemishandler en omgang med hans egen pisk, mens hans niecer ser på. Selvfølgelig skal man ikke mishandle hunde, men han er heldig, at en af niecerne ikke sender det hele live til sine veninder på sin mobiltelefon for at vise, hvor dygtig hendes onkel er!
Vi kan vist også fastslå, at der ikke pilles ved gamle kønsroller, og at det må være svært at være grønthandler i Gæringe, for her spiser man wienerbrød, hver gang der er en lejlighed til det.
Helt som i Midsommer, hvor der dog gribes færre gange til skydevåben, og hvor Barnaby ikke ustandselig skal spilde sin tid på at blive internt undersøgt, som Jon skal.
Jeg vil bestemt fortsætte med at læse serien, for den har plots fulde af overraskelser, masser af action, og når man er i gang med en af bøgerne, ryger der let en nattesøvn, fordi man ikke kan vente med løsningen.
Allan Erik Mortensen: En trilogi. Hængedynd, bestående af Ringmanden, Menneskeæder og Fejemanden. Forlaget Falco. Bøgerne er smukt indbundet og skrevet i typer, så synshandicappede kan være med.
Bestsellerforfatteren Rachel Hawkins har studeret køn og seksualitet, og det mærker man på mange måder i ’Hævnens Paradis’
Afsløringen af personernes egentlige jeg sker ganske gradvist på de 329 sider. Ikke mindst benytter Hawkins sig af forfatterens ret til at holde sin viden tilbage, til hun mener, at det er bedst at slippe den løs, og det gør hun så i afsnit under overskrifterne ’Før’ i forhold til ’Nu’.
Hævnens Paradis
Hovedpersonen er Lux, der falder pladask for den billedskønne Nico og tager med ham fra en kedelig tilværelse på Hawaii ud på en øde ø, da Nico er hyret til opgaven af de to unge kvinder Amma og Brittany.
Uventet dukker endnu båd med Eliza og Jake op, og minsandten om ikke også den suspekte Robbie kommer sejlende til Meroe, som øens navn er.
Det er det ideelle tropeparadis. Med pragtfuld hvid sandstrand og en jungle, der inviterer til udflugter. Skønne aftener med cocktails på dækket med smalltalk.
Langsomt krakelerer paradiset, og det går først langsomt, derefter med eksprestogsfart mod helvede efter en model, der minder om Agatha Christies fantastiske debutroman ’Ten little Niggers’, som naturligvis siden har måttet skifte titel til ’Og så var der ingen’.
De involveredes baggrund og motiver afsløres efterhånden. Deres naivitet på mange områder, men handlekraft på andre, er en sprængfarlig cocktail.
Der er ikke meget kultur i personerne, og de handler i sandhed heller ikke, som om de ved, hvad det er; men de kan skifte mening om alt og alle på en brøkdel af et sekund, og de går ikke af vejen for noget som helst.
Studiet af køn og seksualitet har ikke givet Hawkins lejlighed til at synes om noget af kønnene. De er alle i bund og grund usympatiske, når vi når til bunds i dem.
Hawkins forstår at skabe billeder. Man kan som læser næsten mærke vandet smyge sig om kroppene, føle sandet mellem tæerne og søge skygge for solen. Man er med til at hugge sig gennem junglen med machete og får chokkene et ad gangen.
En glat og hurtigt læst bog – man slipper den ikke under vejs – og den er et must for alle, der elsker virkelige thrillers.
Rachel Hawkins: Hævnens Paradis. 329 s hæftet. Forlaget Falco Aps. Vejledende udsalgspris 249,95 kr.
Indimellem kan man blive bekymret over, om de unge stifter bekendtskab med den danske kulturarv. Drukner de gamle danske sange i moderne musikvideoer? Drukner den danske kulturhistorie og almindelige historie i alt det, der sprøjtes ud på mobiltelefoner eller streames til tv?
Tycho Brahe
Heldigvis vil der altid være nogle, der deler denne bekymring, og som gør noget ved sagen. Et eksempel er Børnebogsforlagets serie af bøger for de helt små om danskere, der har indlagt sig hæder i naturvidenskab. Der er foreløbig kommet fire med titlerne
Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser
Inge Lehmann opdager jordens kerne
Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne
Marie Hammer og mosmiderne
De har alle tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard. De koster 169,90 kr. stykket, og de kan anbefales varmt som julegaver.
Niels Bohr
Teksterne er meget mundrette, og de charmerende tegninger er fulde af små ekstra pointer, som børnene kan forlyste sig med at finde, og som kan føre til ekstra spørgsmål og diskussioner. Desuden beskæftiger bøgerne sig ikke kun med de naturvidenskabelige emner, men har også oplysninger om, at Niels Bohr var god til at skille og samle cykler; at Tycho Brahe mistede sin næsetip i en duel; at Marie Hammer og hendes søskende arbejdede i familiens roemarker som små; eller at Inge Lehmann var alt for meget syg som barn. Meget godt, at den slags ikke gør, at man ikke kan blive verdenskendte forskere. Skal vi i øvrigt gå ud fra, at det ikke er tilfældigt, at Niels Bohrs far læser Politiken.
Inge Lehmann
Vi ved alle, at Niels Bohr var atomfysiker, men måske er ikke alle lige sikre i, hvornår han egentlig levede, gjorde sine opdagelser og den slags. Det er formentlig endnu mere tilfældet, når det gælder Inge Lehmann og Marie Hammer (men hvor er det dejligt med en serie, der gør kvindelige forskeres arbejde synligt og ligeværdigt med mænds), og derfor vil jeg foreslå, at man i fremtidige bind i serien helliger halvdelen af sidste side til en egentlig biografi over hovedpersonen, så oplæserne ikke er i tvivl.
Om Marie Hammer får man dog det hint, at hun var på ekspedition med Knud Rasmussen, men hvem og hvad er han lige. Igen – der skal nok være nogle få, der ikke ved det.
Marie Hammer
Der er også småting som, at Tycho Brahes bog ’De Nova Stella’ ikke betyder ’Den Nye Stjerne’, men ’Om den nye stjerne’, men pyt, vi taler jo ikke latin. Til gengæld flyttede Brahe vist nok til Bøhmen, fordi han på Ven havde ødslet så uhyggeligt med statens penge, at en ny konge ikke ville blive ved at punge ud, men bøgerne er naturligt nok solidariske med deres personer.
Bøgerne er klogt opdelt i et afsnit, hvor man fortæller løs uden at beskæftige sig alt for dybt med de naturvidenskabelige emner. Derefter følger et afsmit, hvor man går dybere ned i dem og hører om vulkaner, tektoniske plader, atomer og endog atombomben.
Nogle vil måske finde prisen høj, men jeg vil mene, at bøgerne giver fuld valuta for pengene, og at de har et ærinde, som er vigtigt – og gad vide, om ikke en og anden højtlæser ikke også bliver lidt klogere i farten?!
Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser; Inge Lehmann opdager jordens kerne; Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne; Marie Hammer og mosmiderne. Børnebogsforlaget. Alle med tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard til kr. 169,90, og alle på 40 s indbundet i god kvalitet.
Børnebøgerne ’Dæmontandlægen’ og ’Kodenavn Bananas’ er afsindigt morsomme – til oplæsning og til læsning – og det er utroligt, hvad David Walliams vover – og slipper godt fra.
Dæmontandlægen
Det lykkes i bog efter bog Walliams at skabe universer, hvor alt er muligt på børns præmisser, og han får etableret nogle utrolige persongallerier, der ikke mindst deltager i nogle vilde jagtscener. De kan foregå til lands, til vands og i luften, og de kan involvere alt fra gang og løb til tipvognstog og spærreballoner, der styres med iltbeholdere.
Walliams skaber figurer, der giver håb for mobbede, oversete og handikappede; der giver håb om kærlighed og sammenhold på tværs af klasser og generationer, og som ikke mindst involverer dyr af enhver slags. Det kan være en flamingo, der har svært ved at holde balancen, fordi den faktisk kun har et enkelt ben; en elefant, der sulter, fordi dens snabel er for kort; en blind sæl, gorillaen Gertrud m.fl.
Kodenavn Bananas
Det sker i ’Kodenavn Bananas’, hvor det lykkes at lave farce uden at fjerne den alvorlige baggrund for 2. Verdenskrig, og hvor det lykkes den 11-årige Erik, der har flyveører og revnede briller, sammen med sin Onkel Monty, der mistede begge ben i 1. Verdenskrig og er dyrepasser i Londons Zoo, at afsløre nazistiske spioner og redde Winston Churchill fra at blive myrdet, før de er til løssluppent teselskab med bjerge af banana splits på Buckingham Palace.
I ’Dæmontandlægen’ er skurken en skoletandlæge, hvis mål er at få fat i samtlige børnetænder i hele byen og bruge dem til at skabe sin egen verden med – fra skåle til en kæmpe katedral. Hun er heldigvis en heks, så hun ikke kan forveksles med virkelighedens venlige skoletandlæger, hvis gode omdømme hun benytter sig skamløst af.
I alle sine bøger laver Walliams egne ord og ubetaleligt sjove lister og skemaer over alt muligt, fx et stinkometer, en smerteskala, en opskrift på verdens ækleste tandpasta osv., så det er en sjov, men også kæmpestor, udfordring at oversætte bøgerne. En opgave, som Kim Langer løser fremragende.
Der leges med typografi og illustrationer, bøgerne fra Harper Children er i lækker indbinding, de er egnede for børn fra 9-10 år og koster typisk 170 kr.
Den britiske humorist, skuespiller og forfatter David Walliams har allerede solgt 37 mio. børnebøger på 53 sprog, men mange kender ham også som dommer i Britain’s Got Talent. Han er et bevis på, at man ikke mister sin ungdoms grænseløse fantasi og forestillingsevne, selv om man er blevet 50.
Han er skuespiller, komiker, siden 2012 dommer i Britain’s Got Talent, og desuden har han gennem et dusin år sprøjtet børnebøger ud i et hæsblæsende tempo uden at miste pusten eller kvaliteten. Børn og unge elsker dem, hvad enten de – fra 6-7 år – får dem læst højt af fx forældre eller bedsteforældre, eller de – fra ca. 9 år – sluger dem selv.
Udfordring for højtlæsere
Det er en virkelig udfordring at læse Walliams’ bøger højt. Der er mange usædvanlige detaljer i lay-outen og teksterne er fulde af lydeffekter, gentagelser, selvopfundne ord og fodnoter, der skal blandes på den bedst virkende måde. Man bliver hurtigt en bedre og mere veloplagt oplæser, der nyder sin rolle.
Det er også meget godt, at bøgerne bliver læst op, for så kan man forklare, hvorfor en Wagneropera påstås at larme så meget, eller dementere, at bibliotekarer nødvendigvis er de fredeligste, mest initiativløse, stille mennesker i verden – hvis der evt. skulle være et stille øjeblik til at fortælle det.
Fremragende oversætter
De to seneste bøger i serien, hvis formidable danske oversætter er Kim Langer, som også selv producerer bøger i hastigt tempo, er ’Slim’ og ’Fing’. Som hele serien er de skønt illustreret af Tony Ross.
’Slim’ er et opgør med alle, der hader børn, og bør læses også af de voksne, der måske kun synes, at børn indimellem er irriterende. På Gylleøen, hvor Niller bor, er Valdemar Vred skoleinspektør med vulkanske udbrud og jævnlig bortvisning af elever. Tvillingerne Misund gør deres legetøjsbutik til et helvede for de børn, der vil købe deres varer. Madam Dorothea Dvask er verdens dovneste klaverlærer, der bare ligger på sin sofa og prutter. Kaptajn Kry er parkbetjent med det væsentligste mål, at ingen skal betræde parkens stier – og slet ikke græsset. Greta Grisk er megarig og bruger hele sin rigdom på katte, der af praktiske grunde alle sammen hedder Pjevs.
Dem er der brug for et opgør med, efter at Niller har undsluppet Dødens Karbad, og det sker ved hjælp af Slim, der kan forvandle sig til alt muligt fra en blåhval til en forhistorisk pterosaur efter Nillers ønsker og behov. Slims konsistens er præcis, som navnet lyder, og det udløser festlige hændelser.
De sproglige finurligheder er legio, og i fodnoterne henvises til den ikke eksisterende Walliams Encyclopædi, ’der allerede har mere end en million ord’, af hvilke det store flertal er opfundet af forfatteren og brillant fordansket af oversætteren.
Læs selv med de mellemrum, som tårer af grin vil medføre.
Uortodokse monsternavne
I Fing får det konturløse biblioteksægtepar en hæslig pige, der terroriserer dem, til hun kommer til at ønske sig en Fing som 10 års fødselsdagsgave. Hr. From drager ud i verden for at finde den, efter at det i bibliotekets kælder, som ingen har været i gennem mere end 100 år, i Det Store Monsterleksikon er lykkedes at finde ud af, hvad det er for en. Den er opført blandt uhyrer som aagadongdong, bubulub, crumptudse, dumdum, Ebinkibonk m.fl.
Hvad det fører til, er overraskende, og det er måske ikke så overraskende, for Walliams’ finder hele tiden på uventede drejninger af historierne.
Tidligere oversatte bøger er bl.a. Megamonster, Dæmontandlægen, Øv Far og Gangster Farmor med hver deres utrolige univers, og når først man har læst en af bøgerne, vil de fleste have flere.
David Walliams: Slim, 312 sider indbundet. Samt Fing, 268 sider indbundet. Begge rigt og fantasifuldt illustreret af Tony Ross. Forlaget HarperCollins. Begge til 169,95 kr. i Kerteminde Boghandel.
