Indlæg markerede med søgeord ‘Kerteminderevyen’

Glimrende revy med mange højdepunkter

mandag, 23. maj, 2022

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Kerteminderevyen har fået mere af sin uforudsigelighed tilbage. I årets udgave overrumples man den ene gang efter den anden af skønne indfald, der får latteren til at runge, og der er meget få smuttere blandt numrene.

Årets revy holder publikum i ånde fra den veloplagte velkomst med både hip og hurra, til der takkes af med skønne rytmer af ensemblet, bestående af Katja Holm, Sofie Stougaard, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang, akkompagneret af Peter Bom, der står for en del original musik og flere fine arrangementer.

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

På et sent tidspunkt blev Clara Ellegaard pga. graviditet skiftet ud med Katja Holm, og hun tilførte forestillingen noget af det allerbedste. Hun er en tryllekunstner, der får en hel del mere, end sundhedsstyrelsen anbefaler, under vesten på overmåde elegant vis, og samtidig formår at slutte af med rigtig tryllekunst. En ofte dyrket genre, som ikke kan gøres mere elegant, end det her var tilfældet.

Det er også Katja Holm, der får os til at gyse. Skal vi nu gennem et helt potpourri af Charles Aznavour-sange, som nok er gode, men ikke dansk folkeeje? Det skulle vi ikke, men hvordan vi slap, var så urkomisk, at jeg nægter at afsløre det. Tag selv på Tornøes og se det.

Blandt de bedste numre er også Kim Hammelsvang som ’den sidste analoge person’, dvs. ham, der ikke har mobiltelefon; foretrækker at betale sine giroblanketter i banken; stadig tager fotografier med normalt kamera og indleverer film til fremkaldelse; og elsker at få et normalt brev, helst håndskrevet og med et smukt frimærke på. Hvem nåede ikke at tænke, at det gør hverdagen fattigere, at den personlige kontakt i banken, på posthuset etc. er væk?

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang er også glimrende som Dronning Margrethe, der gerne havde set, at Prins Christian ikke var blevet sendt til et sted, hvor de dyrkede vold og voldtægt – og så var han havnet på Herlufsholm.

Sofie Stougaard giver en af de fineste protester mod dem, der fylder verdenshavene med affald. Hun synger simpelthen Lis Sørensens ’Verden er i farver’ – nej, ikke simpelthen, for hun gør det fremragende, mens der sænkes flere og flere affaldsdynger ned bag hende. Det er flot.

Desuden giver hun sammen med Kim Hammelsvang Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt i en smægtende duet, hvor de fralægger sig ethvert ansvar for evt. vigende medlemstal og forudser, at de bliver de sidste to medlemmer af DF. Et nummer skrevet af Lukas Birch.

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Farshad Kholghi er endnu engang en orkan af hurtigsnak, mimik og kropssprog, hvad enten han skal komme sig over en midtvejskrise og bl.a. kommer til at hjælpe en ko med at kælve, eller sammen med Kim Hammelsvang udgør to russiske kvinder, Olli og Gaga, der er gift med oligarker, som efter at få deres formuer beslaglagt desværre ikke længere er så attraktive, men uden penge bare er blevet til en ældrebyrde!

Kholghi er også ubetalelig som lærer i afrikansk dans på Kerteminde Aftenskole, og her gælder det igen, at jeg nægter at røbe den usædvanlige pointe.

Flere af de numre, hvor hele ensemblet medvirker, er ligeledes forrygende. Ikke mindst Klatteminde Byråd, hvor teksten af Martin Jantzen har masser af lokal flavour, og hvor der fint leges med de karaktertræk, vi husker fra tidligere revyer; eller finalen på første akt, hvor et russisk kor synger et antal sange, som andre måske troede var danske, men de er naturligvis russiske, for ’al kunst og kultur kommer fra Rusland’.

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Frede Gulbrandsen kan endnu engang få topkarakter for sin instruktion, Anders Vesterholm overrasker med en anderledes farverig kulisse, end vi er vant til, men som virker prægtigt. Helena Dong står for koreografien, men mon ikke der her og der er lidt Kholghi-fridans iblandet? Vibeke Valeur og hendes trofaste gruppe af sydamer har også i år skabt mirakler, og lys og lyd fungerer perfekt.

Savner man noget, er det airconditionanlægget, som var stillet i udsigt, men som man allerede på dette tidlige tidspunkt af sommeren kunne længes slemt efter.

Enkelte numre virker lidt traditionelle, fx ´Det var en anden tid’ og ’Herligt gensyn´, eller lidt for lange, fx ’Hønen’ men de klarer sig lige hjem, og hele indtrykket er en forrygende aften, hvor lattermusklerne bliver rørt fra først til sidst, og som igen placerer Kerteminderevyen blandt Danmarks bedste.

 

 

Tags: , , , ,
Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Mød Frede Gulbrandsen og se Danmarks bedste revy 2016 på tirsdag

onsdag, 1. december, 2021

På tirsdag kan I få en oplevelse, I ikke troede var mulig.
Frede Gulbrandsen (foto: Svend Novrup)

Frede Gulbrandsen (foto: Svend Novrup)

I kan se størstedelen af Danmarks bedste revy 2016, Kerteminderevyen, og få kommentarer til den af forestillingens instruktør, Frede Gulbrandsen, der havde sin store andel i, at en rimeligt god revy fra onsdag til søndag blev Danmarks suverænt bedste, kåret såvel i Revyernes Revy som Charlies Revygalla.
Marie Mondrup (tv) og Trine Gadeberg (fot9o: Emil Andresen)

Marie Mondrup (tv) og Trine Gadeberg (foto: Emil Andresen)

 

Det sker i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård, kl. 19, og hvis du ikke kan huske, hvem der var med, så var det Trine Gadeberg, Marie Mondrup, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang med Peter Bom som kapelmester.

Mange af numrene er perler, som den uofficielle optagelse, som vi her får adgang til, efter at alle involverede har givet tilsagn. Hvem husker ikke Imamerne fra Grimhøj Moskeen, det fantastiske nummer med Åke Hareide og fodboldlandsholdet, Bruden og brudepigen på toilettet, mens de synger opera etc. etc.
Imamerne fra Grimhøjmoskeen, her sammen med Frede Gulbrandsen som studievært (foto: Emil Andresen)

Imamerne fra Grimhøjmoskeen, her sammen med Frede Gulbrandsen som studievært (foto: Emil Andresen)

 

Hvis I kommer, er I velkomne til at sende mig en mail på novrup@post4.tele.dk så vi kan forberede os på den invasion, som vi faktisk venter.
Fodboldlandsholdet (Foto: Emil Andresen)

Fodboldlandsholdet (Foto: Emil Andresen)

Også, fordi det bare er superfestligt at have Frede i den varme stol. Jeg mindes, at Leif Blædel engang skrev, at verdens tyndeste bog var ‘700 års norsk humor’. Frede er blandt dem, der kan demonstrere, at dette værk burde være i 30 tunge bind.
Billederne er taget af Emil Andresen bortset fra mit af Frede.

Tags: ,
Kategori Generelle nyheder, Kerteminderevyen, revy | Ingen har kommenteret »


Sjov Kerteminderevy med mange højdepunkter

onsdag, 2. juni, 2021

Begejstret publikum og fine skuespilpræstationer med fantasifulde kostumer i flot kulisse gav Kerteminderevyen et fint comeback

Tornøes Store Sal var ved at miste taget, da Hans Luunbjerg rejste sig og omfavnede Farshad Kholgi, der som Louise Pingpong mente, at hun kunne give ham nogle gode råd. Hun kunne også hjælpe Mads Nørby og andre, hvis de ellers kunne forstå hendes Thai-dialekt.

 

Farshad Kholgi 'It's not unusual

Farshad Kholgi ‘It’s not unusual (Foto: Emil Andresen)

 

Det var et af de numre, der slap det glade vanvid løs som lovet i det smarte åbningsnummer, hvor kvartetten bebudede, at ’vi blæser på, om du er krænkelsesparat’ og ’her i Kerteminde skal ingen nogensinde bindes på hånd og mund’.

Et skridt længere

Så er vi alle parat til at gå planken ud, men revyen går ikke helt så voldsomt til sagen, som den plejer. Der er flere numre af den traditionelle revyslags. ’100 kr’ ville man fx vente at finde i Rottefælden, og ’Saks’ er der for lidt kød på, men naturligvis er traditionelle revynumre også tit overmåde morsomme.

Det gælder fx ’Janni og Bo’, hvor Kim Hammelsvang og Christine Astrid er et ægtepar, som er hhv. bønnestageslank og 40 og fed, men absolut ikke færdig. Nummeret er forrygende, selv om det bliver lidt for langt.
Det gælder det musikalsk fine ’Hallo Hallo’, hvor Lonnie Kjær synger sin Grand Prix-vindermelodi med en tekst, der slår fast, at hos kulturminister Joy Mogensen er der ikke nogen hjemme, og at hun godt kunne tage sin telefon og gøre noget for kulturen.

Hammelsvangs parodier

 

Kim Hammelsvang siom Andre Rieu

Kim Hammelsvang siom Andre Rieu (foto: Emil Andresen)

 

Det gælder Kim Hammelsvang som en  ubetaleligt sjov André Rieu, hvor resten af ensemblet er i fantastiske kostumer, som understreger Vibeke Valeurs utrolige blik for, hvad der passer i det enkelt nummer. Lukas Birch stjæler næsten billedet med sin tuba i baggrunden.

 

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen).

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen).

Hammelsvang har også en udmærket Dronning Margrethe-parodi, men den mister lidt, når hun ikke længere siger ’vi’ og ’os’, men ’jeg’ og ’vi’. Til gengæld er der ikke et øje tørt, når Hendes Majestæt holder sig i form med sin hula hoop-ring
I ’Dorte og Didrik’ synger Christina Astrid betagende som naivt uskyldig refrænsangerinde den uhyggelige historie om manden, der voldtager og voldtager, men altid bliver frikendt af mangel på bevis; og hun har også et andet scoop: Bloggeren, der udlægger Filip Faber som manden bag hele coronaepidemien!

 

 

Christina Astrid som uskyldig refrænsangerinde med uhyggelig tekst (Foto: Emil Andresen)

Christina Astrid som uskyldig refrænsangerinde med uhyggelig tekst (Foto: Emil Andresen)

 

Tornadoen

Farshad Kholgi er en tornado som sædvanlig. Når han gør fedt nar af demonstranter under coronakrisen og ender med at blive kidnappet for at skulle giftes med en fætter som en muslimsk pige – for han ligner hende præcis.

Eller i første afdelings sidste nummer, hvor han simpelthen sætter kropssprog til Tom Jones’ superslager ’It’s not unusual’. Her nyder vi, at han synger med store bogstaver, såvel i stemme som med kroppen.
Der måtte godt have været bedre udnyttelse af de flotte sangkræfter, revyen rådede over. Måske i form af et af de potpourrier, der er blevet så populære, og hvor man svømmer hen i velklang og nostalgi.

Rygere
Rygerne er nogle af de traditionelle revyofre, der får et hug mere, og det sker bl.a. overmåde morsomt i ’Alt det med rygeloven’, som Kim Hammelsvang og Christina Astrid giver. Som de øvrige numre instrueret med fin timing af Gordon Kennedy.

Musik og kulisse

 

Peter Bom (foto: Emil Andresen)

Peter Bom (foto: Emil Andresen)

 

Som sædvanlig må vi imponeres over Peter Bom og hans diskrete måde at understrege alle pointer på med sin musik. Det er også ham, der har arrangeret den firstemmige sang i ’mink-nummeret’ ’En duft af acetone’.
Scenografen Anders Vesterholm har igen formået at forny sig med sin ’bulls eye’-baggrund, der fungerer fint, og Helena Dong har stået for koreografien.
Der er foreløbig udsolgt frem til og med 17. juni, hvor der forhåbentlig bliver åbnet for flere end de 90 tilskuere, der til da er maksimum.

Vent ikke! Der kan hurtigt blive meget få billetter til overs, for det er en udmærket revy, som måske er en smule mere elskværdig end normalt og kun går til grænsen.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Kerteminderevyens Venner

torsdag, 20. februar, 2014

Onsdag d. 26. februar afholder Kerteminderevyens Venner en åben venneaften i Aktivhuset, Vestergade 98. Mads Nørby, Marie Nørgaard og Mads Klindt kommer og laver et uddrag af deres forestilling med Trilles viser, men desuden skal deltagerne selv synge revyviser, og de får at vide, hvordan det tegner med Kerteminderevyen 2014. Aftenen er åben for alle og gratis at deltage i, men den kræver tilmelding til mig på 20105077 eller Novrup@post4.tele.dk af pladshensyn.

Tags: , ,
Kategori Generelle nyheder, Kerteminderevyen | Kommentarer lukket til Kerteminderevyens Venner