Inger Christensens ’Det’ fra 1969 river på Odense Teaters Odeonscene op i publikums sprog og rytme.
Da Inger Christensens hovedværk ’Det’ udkom i 1969, var digtsamlingen en sensation. Ikke blot solgte den 15.000 eksemplarer, hvor det gængse for en digtsamling var omkring 500, men den skabte også en diskussion om ordet og sprogets udvikling og indflydelse på vores liv.
Fv ses Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Viktor Pascoe Medom. Malene Melsen, Klaus T. Søndergaard og Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)
Sproget sætter os i stand til at kommunikere; det er gennem det, at vi forstår vores verden, men sproget er større end os, og da menneskets sanser og sprogbrug varierer og kan snyde, kan vi aldrig vide os sikre.
Der er sagt og skrevet meget intellektuelt om ’Det’, men det er ingen forudsætning for at få stort udbytte af forestillingen på Odense Teaters scene i Odeon. Her bliver vi fra starten i bælgmørke overvældet af – netop det:
Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større.
Et af problemerne ved at overvære den dramatiserede del af ’Det’ er, at man omgående glider ind i sin mere end 50 år gamle oplevelse af digtene og dermed ikke er sikker på, hvad der ‘mangler’ i forestillingen, hvor Inger Christensen af bearbejder og iscenesætter Esther Lee Wilkinson er blevet kortet ned til 80 minutter. Faktisk mangler der ikke noget, for alle væsentlige temaer er smukt bibeholdt, og man nyder de syv på scenen.
Scenen er en miniudgave af det oprindelige kontinent Pangæa, og den kan alt. Der kommer ting og personer op gennem lemme og huller; en del kan gå løs som en tømmerflåde; der kan bygges med stole og borde, og hele tiden kan man i et jordkloderundt billede på væggen se alt fra oven – næsten hele tiden, for det kan der også leges med.
Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)
Hannah Schneider er blandt dem, der overraskende dukker op fra et hul, og under resten af forestillingen styrer hun musikken fra sit instrument. Sin egen poetiske, ofte med en sang, og en forhåndsindspillet for flere instrumenter, der er underlægning for det, de øvrige siger og gør. Indimellem er det næsten for udramatisk, som når det i digtet Chile fx hedder: ’Så spiller de skak med de små bitte stumper/ af det, der engang var en stor præsident’. Man hører Pia Raugs musik for sine ører.
Inger Christensens tekst rækker fra det yderste himmelrum til de mindste småting i livet. Skuespillerne er blændende. Når de beskæftiger sig med det samfund, der tilsyneladende ikke kan brydes op og gøres blødt:
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
Eller vi bevæger os i det nære
I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL (foto: Emilia Therese)
I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL
I 80 minutter sidder alle fanget af sprogets rytme og magt, som det i Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi giver tryghed, angst, genkendelse mm., af Benjamin Kitter, Viktor Pascoe Medom, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Malene Melsen, Louise Davidsen og Hannah Schneider.
Er man det mindste interesseret i sprog, rytmik, tilværelsens problemer og alle de andre ting, som Inger Christensen fermt har lagt ind i ’Det’, skal man en tur i Odeon senest 2. december. Forhærdede tidselgemytter, der ikke ejer evnen til at åbne sig, kan blive væk.
Hvor glad man skal være for, at Trio con Brio (Soo Jin Hong, Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær) står for den kunstneriske ledelse af den årlige kammermusikfestival i Anexet på Lundsgaard, blev demonstreret til fulde i åbningskoncerten, som i øvrigt bliver sendt på DR P2 i aften kl. 19.20.
Trio con Brio (foto: Birgit Tengberg)
Ikke blot spiller Trio con Brio selv blændende, men de har også lavet et tema for hele festivalen, ‘Jord’. Det skal forstås i bredeste forstand. Hvad kan jord inspirere til, nåede i den første koncert helt ud i verdensrummet.
Desuden har de valgt såvel unge kunstnere på vej som etablerede navne, og musikken er ikke mindst eksempler på kendte komponisters ungdomsværker.
Det gjaldt først Dmitri Sjostakovitjs Klavertrio nr. 1, ‘Poème’, der blev skrevet, da komponisten bare var 17 år og før, han hele tiden skulle tækkes det stalinistiske styre. Det blev skrevet til hans ungdomskærlighed og indeholder derfor såvel dyb intensitet som voldsomme følelsesudbrud. Det var Sjostakovitjs opus 4 og dugfriskt. Trio con Brio spillede selv og fik bagefter aftenens største bifald, ikke mindst som en anerkendelse af arbejdet med den kunstneriske ledelse.
Den polske komponist Witold Lutoslawski står bag ‘Subito’, som var et bestillingsværk til en violinkonkurrence i Indianapolis. Derfor skulle værket, der er for violin og klaver, rumme alle facetter; fra intense følelser til rent virtuose passager i voldsomt tempo og med usædvanlige toneforløb. Det er ikke den oprindelige tanke, men musikken virkede i tilknytning til ‘jord’ som en illustration af vejrets voldsomme modsætninger pga. klimaforandringerne. Værket blev smukt forløst af to unge, Adam Koch på violin og Elias Holm på klaver.
Andrej Bjelov, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong (foto: Birgit Tengberg)
Dobrinka Tabakova er bulgarsk og har bl.a. vundet en Lutoslawski-kompositionskonkurrence. Hun har virket i mange funktioner, bl.a. som huskomponist i Ütrechts kammermusikfestival. Her spillede Andrej Bielow, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong hendes strygetrio ‘Insight’, der er skrevet for at demonstrere visualisering af lyd, og som undervejs byder på imitation af andre instrumenter som harmonika og messingblæsere.
Før pausen spillede pianisten Elisabeth Leonskaja, ifølge den elegant sammenkædende Esben Tange frisk fra en badetur i Storebælt, Dmitri Smirnovs ‘The Music of the Spheres’ med afdelingerne Cirkler, Hjul og Sfærernes Musik. Forskellen på cirkler og hjul viste sig at være, at cirkler ligger stille, mens hjul er i voldsom fart, hvorefter man kom tilbage i de stille sfærer. Spillet var følsomt og uendelig præcist i de passager, hvor hver node skal spilles hårfint korrekt for at opnå den fulde virkning.
Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)
Efter en pause kom man til et af Arnold Schönbergs ungdomsværker, faktisk blot hans opus 4, Verklärte Nacht. Han var kun 25, da han skrev det, så det er skrevet i en klassisk stil fra før, han skabte tolvtonemusikken. Det er kaldt for ‘Wagner i kammermusikdragt’ og virker i passager overvældende, men ikke som et overvældende spændende ungdomsværk.
Det blev spillet lydefrit af Modigliani Kvartetten, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong, men har slet ikke de kvaliteter, Schönberg senere viste.
Hele koncerten kan som allerede nævnt høres på DR P2 i aften kl. 19.20, men da sidder et stort publikum utvivlsomt på Anexet til koncerten om ‘Elementerne’. Festivalen gør fredag kl. 22 en afstikker til Kerteminde Kirke, hvor koncerten ‘Idyll’ har værker af Respighi, Puccini, Bent Sørensen, Glazunov og Rachmaninov.
Der er foredrag og musik på samlebånd frem til slutkoncerten, ‘An die Natur’, søndag eftermiddag.
Gode stemmer, dejlig musik, godt skuespil og dygtigt ensemble i voldspillernes Cabaret, der har enkelte små problemer
Cabaret er en forestilling, der findes i op mod et dusin forskellige udgaver. De fleste er musicals, den mest kendte en filmversion mod Liza Minelli i rollen som Sally Bowles og Joel Grey som en uforglemmelig entertainer.
Benjamin Holmstrøm Nielsen som entertaineren
Når de fleste tilskuere sidder med filmen i baghovedet, får de en overraskelse. Sally Bowles, fremragende fremstillet af Louise Dencker Rasmussen, har færre sange end i filmen, hvor man valgte at give Minelli fx de markante sange ’Mein Herr’ og ’Maybe This Time’, som ikke er med her; og manden med skurkerollen i forestillingen, Ernst Ludwig, spillet tilpas slibrigt af Voldspils-debutanten Lasse Rasch, var slet ikke med i filmen.
Forfatteren Cliff Bradshaw, også fint spillet af Mikael Korsgaard Larsen, får en større rolle. Hele forestillingen indledes med, at han er på vej til Tyskland i tog for at få inspiration til at skrive en roman. Da den afsluttes med, at han er på vej ud af Tyskland, og hvad paskontrollen gør ved de rejsende, får den karakter af en rammefortælling i stedet for at dreje sig om Sally Bowles.
Louise Dencker Rasmussen som Sally Bowles
Nyoversættelse
Instruktøren Jesper Dupont har nyoversat Cabaret og har valgt det, han ville, fra de forskellige versioner. På mange måder er det sprogligt vellykket, men når han lader den totalt upolitiske entertainer synge ungnazisternes sang, da den optræder første gang, føler jeg det helt forkert. Det er rigtigere, at det senere kan få hele natklubben Kit-Kat til at synge med.
Handlingen
Handlingen har to spor. Mødet og samlivet mellem Bradshaw og Bowles samt forelskelsen mellem Fräulein Schneider, der ejer det pensionat, de bor i, og grønthandleren Herr Schultz, der uheldigvis er jøde. Derfor bliver han for farlig at gifte sig med for Fräulein Schneider, selv om han ifølge sig selv jo er lige så meget tysker som nazisterne og mener, at alt vil ordne sig.
Vores viden om, at det gør det ikke, er noget af det, der gør forestillingen alt for aktuel. Vi kan bare gribe i egen barm og se, hvor mange i Danmark, der ikke vil finde sig i personer, der kommer ude fra.
Så forestillingen har alvorlige temaer. Også, om den engelske sangerinde Sally skal følge med den amerikanske forfatter, som hun skal have et barn med. Hun slutter, at hun kun dur til at være sanger i Kit-Kat Klub, får en abort og bliver.
Glimrende spil
Scenografien af Camilla Bjørnvad er perfekt og får scenen til at illudere en depraveret berlinsk natklub, hvor mennesker af alle seksuelle orienteringer færdes. Danserne – af begge køn – har farvestrålende kostumer, designet af Michael Nøhr. Dejligt forskellige, så vi ved, at vi er i en andenrangs natklub.
Danserne i deres farvestrålende kostumer
Dansetrinene er i opfindsomme hænder hos Peter Friis og Anete Lotus Jensen. Man kunne ønske, at der var flere af de festlige ensemblescener, men dem er der ikke rigtigt plads til i Cabaret.
Sangerne har været i kapable hænder hos Johnny Jørgensen.
For lang førsteakt
Forestillingen mangler balance. Også, selv om det ikke regner under første akt, er den alt for lang. Når man ikke sidder i bekvemme lænestole, må den ikke være meget over en time, men den var på mindst 6-7 kvarter.
Der var et sted, hvor jeg tænkte, at her er et oplagt sted at holde pause, og det kunne man overveje, for der var mange, der syntes, at der var langt til åndehullet.
Valg af forestilling
Der har været talt om et let svigtende forsalg pga. valget af en forestilling med kant, og her skal man nok overveje, hvilket publikum man spiller for. Cabaret henvender sig ikke til den traditionelle voldspilsgænger, der vil have store ensembler, smægtende sang og en lykkelig afslutning. Derfor skal man være klar over, at man i år taler til et andet publikum og sørge for at få kontakt til det.
Cabaret er endnu en flot forestilling på Nyborg Vold, og jeg håber meget, at den sælger de nødvendige billetter, og det bliver i nogen udstrækning til et andet publikum – men har du tradition for at tage på Volden hvert år, skal du ikke lade dig afskrække.
Femte og sjette bind i Allan Erik Mortensens krimiserie ’Hængedynd’ handler om mishandling af børn på flere forskellige måder
Bind 5 og 6 i Allan Erik Mortensens ‘Hængedynd’-serie
Allan Erik Mortensen kan ikke fordrage mennesker, der gør skade på børn, hvad enten de anbringer dem på umenneskelige børnehjem eller de myrder dem.
I femte bind af serien ’Hængedynd’, ’Små øjne kan også huske’, kommer vi vidt omkring med inspiration i den østrigske Natacha Kampusch, der levede hele sin ungdom i en skjult kælder, samt i Stockholm-syndromet om forholdet mellem kidnappere og kidnappede.
Liget af en pige, der har været forsvundet i mere end en snes år, bliver fundet i skoven. Det viser sig, at to andre piger også er forsvundet, og det er længe siden, dvs. en del år, før Jon Harding kom til Gæringe.
Avancement
I løbet af efterforskningen bliver Jon presset til at være med i sager, der ligger uden for det område, politistationen i Gæringe tager sig af. Han bliver konsulent i sager med personfarlig kriminalitet, og det tager han modstræbende imod.
Igen går det over stok og sten med et lokalt parallelspor, hvor unge mennesker brænder biler af og endog forsøger et brandattentat mod Amanda og Jons hus.
Begge sager bliver løst efter dramatiske omstændigheder af mange slags, og under vejs får vi mange af forfatterens synspunkter i farten. Han tror ikke på Gud, men på retfærdighed, han er ikke meget for forstokkede personer på den yderste højrefløj, men har stor respekt for mennesker med livsvisdom og empati. Han argumenterer overbevisende for begge synspunkter.
Den landsdækkende seriemorder
Seriemordere opererer normalt på et afgrænset område, men i ’De Redeløse’, bind 6 i ’Hængedynd’-serien, er det ene mord begået på Bornholm.
Sporene fører dog til Nordjylland, og som led i sit nye konsulentjob havner Jon Harding hos Klidsted politi.
Børnehjemmet Galstrupsminde har ikke været et godt sted at være for børn. Det er lukket en del år tidligere, men har mange dystre hemmeligheder, som Jon må grave sig ned i.
Det viser sig hurtigt, at mange i det nordjyske samfund ikke kan lide fremmede, og at det er vanskeligt at finde ud af, hvem der er til at stole på. Der venter som sædvanlig et chok og en voldsom konfrontation netop, som det hele allerede synes at være ovre.
Sjette bind er nok spændende, men føles lidt svagere end de øvrige. Årsagen er klar nok. Vi føler os hjemme i området omkring Gæringe med dets geografi, persongalleri og underfundigheder, mens området omkring Klidsted har langt fra samme charme; desuden er det lutter fremmede politifolk, Jon skal arbejde sammen med, ikke Viggo eller Fabian, Vistinge m.fl. og dem savner vi.
Det fortæller mere end noget andet, hvor fint Mortensen har fået os til at elske et område – næsten, som vi holder af Midsomer, hvor Barnaby fører sig frem.
Heldigvis sker det første mord i syvende bind i Kalundborg, så vi kan glæde os til at være tilbage igen.
Og så er det rart at have lækkert indbundne bøger i hænderne.
Erik Allan Mortensen: Små øjne kan også huske (385 s); samt De Redeløse (368 s), bind 5 og 6 i serien Hængedynd. Begge bøger smukt indbundne. Forlaget Falco.
‘Arvingen’ er den hidtil mest velstøbte bog i Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie
I fjerde bind af den hyperflittige krimiforfatter Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie er alt faldet på plads. Personerne har fået deres skarpe konturer, og antydningen af, at selvtægt skulle være i orden, er væk. Nu laver landbetjenten Jon Harding kun de brud på reglementerne, som alle andre krimihelte slipper af sted med, og det klæder bogen.
I tredje bind blev konflikten mellem Harding og familien Flint lagt parat, og i ’Arvingen’ bryder den ud i lys lue. Hvad der fra starten syntes at være en sag om tyveri af kunst fra kirker, viser sig at stikke betydeligt dybere og involvere gamle, uopklarede mordgåder. Dermed bliver det også farligere at blande sig, og der er en del slagsmål og ildkampe involveret. Mindre farligt er det, at nogle hestetyverier opklares, men det lægger til de menneskelige egenskaber, vi roser Harding for at have.
Vi får forklaringen på, at Hardings kollega Viggo har et så stærkt tag i balladefamilien Bro, og vi oplever problemet ved at være lokal landbetjent og helst ville afsløre global kriminalitet.
Allan Erik Mortensen
Jeg læste bogens 383 sider i løbet af ledige stunder på et enkelt døgn, og så kan man ikke give en bog en større anbefaling. Skulle der en enkelt indvending, må det være, at selv om Amandas navn betyder ’som bør elskes’, er det lige i overkanten, at hun og Jon ikke kan se hinanden uden at skulle elske – om der er en hel nat eller bare to minutter til rådighed.
Hængedyndserien, hvis værker er smukt indbundet med karakteristiske omslagsbilleder af Natja Koldby Sørensen, omfatter allerede ti bind, og jeg glæder mig til det næste, som ovenikøbet kun vil tage mig halvvejs.
Allan Erik Mortensen: Arvingen. 383 s indbundet. Forlaget Falco. Kan fås som lydbog.
Ti kvindelige messingblæsere i Women of brass stod for en storslået oplevelse i Anexet, hvor deres koncert var godt besøgt og måske rokkede ved nogle fordomme.
Der er forhåbentlig ikke mange tilbage, der ikke anerkender, at kvinder kan kan være lige så dygtige på messingblæsere som mænd, men i miljøet er denne erkendelse ikke slået helt igennem endnu. Derfor var dannelse af Women of Brass i 2022 vigtig.
Women of Brass (foto: Emil Andresen)
Ti professionelle kvindelige messingblæsere slog sig sammen – ikke for at udelukke mænd, men for at bevise noget om kvinder. Dirigenten Michelle Rakers har en stor karriere, der bl.a. omfatter, at hun dirigerede ’Præsidentens eget’ marineorkester ved koncerter i Det Hvide Hus, efter at hun blev assistant director og orkestrets første kvindelige dirigent.
De ti musikere repræsenterer flere nationer. Bl.a. er Camilla Simensen fra Trondheim, så et af koncertens numre var en bearbejdelse af Edvard Griegs ’Våren’.
Aftenens program involverede komponister fra seks nationer, startende med ’Grip it and rip it’, et humoristisk værk af Madeleine A. Lee, der levede helt op til, at det – også – er en golfvending for spillere, der slår usædvanlig hårdt og langt.
Sofie Brems, der er blandt initiativtagerne til orkestret og indsamlingen af penge fra mange fonde, der har kunnet se meningen i foretagendet, havde arrangeret Cécile Chaminade: Valse Carnevalesque, og første afdeling afrundedes med et af de få værker, der faktisk er skrevet for ti messingblæsere, ’Brass Symphony’ af hollandske Jan Koetsier, der komponerede i mange genrer og skrev denne dectet som 78-årig i 1979. Det er siden blevet et af de mest opførte brass band-værker.
Intet under. Det er frisk og fuldt af originale og humoristiske vendinger. Man får lyst til at tage til Jan Kotsier stiftelsens biannuale konkurrence.
Efter pausen blev der åbnet med ’Gershwin!’, et arrangement af en række af ‘jazzklassikeren’s værker:’ Rhapsody in Blue’, ’An American in Paris’ og operaen ‘Porgy & Bess’, den første med lutter farvede sangere. Skøn, rytmisk musik, som bød på aftenens eneste lillebitte frustration. Just, som man tror, at nu skal vi høre bandet spille charleston (An American in Paris), skiftes der til ’Summer time’ fra Porgy & Bess, og det er jo en helt anden sag.
De to afsluttende numre var specielt fine for Fyn. Astor Piazzolla har været spillet en del i Odense, bl.a. med opførelse af tangooperaen ’Maria fra Buenos Aires’, der her var grundlaget for en suite. Piazzollas hovedinstrument var bandoneonen, et sydamerikansk harmonikalignende instrument, men her oplevede vi, at blæserne har det lige så godt med hans tangoer.
Et pænt stort publikum nød koncerten (foto: Emil Andresen)
Det originale programs sidste nummer var Jacob Gades ’Tango Jalousie’, der har mange facetter. De ti kvinder valgte at satse på de humoristiske kvaliteter og stort set fjernet jalousien. Det gjorde ikke noget. Det var en festlig afslutning, og til overflod fik man som ekstranummer en fin hyldest til stjerneblomsten borage.
Det er ikke billigt at hente ti musikere ud af deres daglige orkestre, rejse og give koncerter, så stor ros til de ti forskellige fonde, der har støttet projektet, bl.a. den fynske Albani Fonden.
Selv om der var et pænt stort publikum, imellem hvilke man kunne notere dig den første kvindelige musiker i et dansk militærorkester, Inger Haaning, må der være mange, der nu fortryder, at de ikke oplevede Women of Brass. Det kan de råde bod på 23. november i Vor Frue Kirke i Svendborg eller 24. november i Kristkirken, Kolding.
Women of Brass. Dirigent Michelle Rakers. Musikere: Sofie Brems Sørensen (trompet og piccolotrompet), Camilla Simensen (trompet), Judy Elisa Hunskjær Olsen og Sidsel Lund (begge trompet og flugelhorn). Susanne Skov (horn). Bettina Ejlerts Jensen og Mette Krüger (begge basun), Ingerid Annette Saxe (basbasun), Barbara Vestfalen Laursen (euphonium). Pernilla Nilsson Brown (tuba).
Årets forestilling i teltet på Skovengen har adskillige numre, som vi altid kommer til at huske, og som – næsten – får os til at glemme, at der er enkelte svipsere ind imellem.
Skønne numre med såvel mening som teltvæltende humor står i kø i Odense Sommerrevy 2023, og når man så bagefter ser, hvem der har skrevet dem, står der Vase & Fuglsang på flertallet.
Årets ensemble siger skål i den elegante kulisse (foto: Odense Sommerrevy)
Klogt ligger to af deres numre som afslutning på første akt og start på anden. Så går man til pause i højt humør og fortsætter i samme stemning, når man er tilbage.
Lige før pausen ligger ’Når venstremænd græder’, hvor vi får en demonstration af, hvor svært det i dag er at være kernevenstremand – ovenikøbet til tekstparrets egen musik. Alle seks skuespillere er på scenen og får os til at græde af grin med deres hjerteskærende gråd.
Første nummer efter pausen er ’OUH’, som kapelmester Morten Wedendahl har sat musik til, og som er en blanding af sang og pauser med tilpas flade vitser med patienter, der ikke kan blive behandlet. Her passer vitserne i al deres gru. Som når en mand kommer ind og vil have en kikkertundersøgelse, hvorefter lægen med en kikkert afsøger hele området og fastslår, at den afdeling slet ikke er bygget endnu.
Få minutter senere kommer mit favoritnummer, ’Time Out’, hvor Lars Arvad endnu en gang giver den som Nicolai Jacobsen, som har ført sit hold til tre verdensmesterskaber, men ikke har en chance, når han skal forsøge at skabe et hold ud af de 180 mennesker i en bygning i København. De nægter at bruge fløjene; når man spørger: Hvad kæmper vi for? er svaret ’Genvalg’; og de nægter at bruge harpiks på boldene. I stedet har de lim på taburetterne etc. Ind og se den selv.
Lars Arvad og Lone Rødbroe i ‘Hvad skal vi lege’ (foto: Odense Sommerrevy)
’Skal vi lege’ med Lone Rødbroe og Lars Arvad viser, hvor svært det kan være at lege far, mor og børn i disse tider, og ’Odense Pride’ er et af de numre i revyen, der sætter tingene på hovedet, når de, der går bagest i Prideparaden, Lone Rødbroe og Tom Jensen, er medlemmer af Dansk Heteroseksuelt Samfund, der er så grå, som pride er regnbuefarvet; som har missionærsex på faste ugedage og er så almindelige, at hørte vi ikke til bevidstløshed om de 90 forskellige kønsidentiteter, ville det være dødkedeligt. Her er det uendelig morsomt.
Kun et enkelt Vase&Fuglsang-nummer en svipser. Den handler om mænd på tvungen barsel, men seks af syv er søreme et flot resultat.
Kirsten Brinks scenografi er en nydelse (foto: Martha Wiese)
Der er fuldtræffere af andre forfattere. To af dem er af den alvorlige slags, som mange revyer kun har et enkelt af som alibi. Vicki Berlin står for Gunvor Reynbergs ’Så blå, så blå’ om hustruvold og de måder, man kan få blå øjne på; og Lars Arvad står for ’Fejl 40’ af Leif Maibom, hvor en mand gør regnskab over sit liv ved de 40 og fastslår, at det skal have haft en anden karakter, når han når 50. Man kan så tvivle på, om han ikke allerede er fortabt.
Henrik Lykkegaard er årets tilføjelse, så der er seks på scenen, og han gør det fx godt, når han er den desperate fængselsbetjent, der i underbemandingstider forsøger at få en forbryder til at gå hjem igen, for der er ikke plads til ham. Rollerne byttes elegant til slut. Lykkegaard er også præsten, der gennemfører facebookbegravelsen af ’Buller47’ på chatten med ustandseligt indkomne nye sms’er. En god ide af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.
Et tredje nummer, hvor dagliglivet er vendt på hovedet, er ’Skål’ af Henrik Lykkegaard, hvor et forældrepar ikke fatter, hvad de kan have gjort forkert, når deres børn ikke drikker nok. Hvordan skal vi kunne bevare den fine alkoholkultur med god samvittighed, hvis de unge ikke lærer at drikke?
Imponerende har man nået at få Lizette Risgaard med i revyen i Vicki Berlins fine skikkelse. Sketchen er præcis så stærk og kort, som det er nødvendigt. Jeg nægter at røbe pointen – men den tager kegler.
Det gør også Lone Rødbroe i ’Håndbold for fan’, hvor hun i et formidabelt tempo og med masser af slagtøj giver en sand tour de force, så man ikke kan andet end at give sig. Ikke alle numre behøver jo at have et stort, ædelt formål.
Mere behersket humor er der i en politiafhøring, hvis formål er at få ord til en krydsord; ’Guds Gate’, hvor en kvinde får chancen for at få tre spørgsmål besvaret af selveste Gud og ikke lige benytter dem til det, vi ville havde ventet.
Blandt de mere tvivlsomme numre er desværre finalen, hvor mange havde glædet sig til et potpourri over danske revysuccesser, men hver eneste er forkortet, så vi aldrig hører pointen, og vredet i stykker i foredrag og rytme. Selv om kostumerne er velvalgt, er det lidt ærgerligt ikke at slutte på toppen. Især da det indledende velkomstnummer er kvikt og lover, at om to timer er vi alle forvandlet fra pessimister til jubeloptimister, så det skaber forventninger til afslutningen.
Pudsigt, som ideen om at pille ved gamle slagere breder sig. Den lykkedes fint i Aarhusrevyen. Den lykkedes næsten i Odense Teaters teaterkoncert, men her dur den ikke.
Revyens sceneskift får en ny dimension, fordi de, der udfører dem, er ’stillet til rådighed’ af Odenses LET-bane (!), Tom Jensens fine ide. Dermed er der også underholdning, når de smarte kulissedele køres ikke alt for perfekt ind og ud. Scenografien af Kirsten Brink er fornem i farver og legemulighed, og Peter Friis har sin del af æren for komikken med sin koreografi.
Revyen spilles frem til 10. juni, og de mange topnumre gør, at den får
Christine Astrid og Mikkel Schrøder har produceret en revy med fest, farver og masser af musikalitet.
Aarhusrevyens ensemble. Fv Carsten Svendsen, Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Henrik Koefoed og Szhirley (foto: Lars E).
Naturligvis bør Aarhus som Danmarks næststørste by have sin egen revy, og det får den i Hermans i Tivoli Friheden, hvor ejerne af Rottefælden, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, ikke starter med en skrabet revy, men går den modsatte vej. De har allieret sig med Szhirley, Henrik Kofoed og Carsten Svendsen på en overdådigt udstyret scene i Rikke Juellunds scenografi.
Her finder man ikke kun skuespillerne, men også en skøn trio: Stephen Nørrrelykke, Jakob Jønne Juul og Rasmus Friis Tverfoss Jensen samt minsandten også to meget kompetente sangere, Anna Jessen og Lene Nørrelykke, der ikke bare er til ju-hu, men synger en del selv, ikke mindst når de er med til at udfylde tiden mellem to numre med kommenterende tekster.
Bagelysten (foto: Lars E)
Velkomstnummeret har en god melodi og en vellykket koreografi af Steffen Hulehøj Frederiksen, og så går det ellers løs med numre af vekslende kvalitet, men i et beundringsværdigt tempo, så man næsten ikke opdager svaghederne, men nyder de vellykkede indslag. Alle, der har haft med store eller superstore hospitaler at gøre, nikker genkendende til ’Kaos på Skejby’, der udløser mange smil. ’Kulturdating’ er lidt sløv frem til den afsluttende fine pointe, mens Szhirley og Mikkel Schrøder dels tager gas på alle bagedystprogrammer, dels i ’Bagelysten’ skaber et velklingende univers, hvor de gør bagedejen vidunderligt erotisk.
Revyen har mange numre, hvor lynhurtige ordspil eller sprogblomster skal give morskaben vinger, og det lykkes ikke hele tiden lige godt, bl.a. i ’Kæledyrsgruppen’, hvor det varer alt for længe at nå frem til den veloplagte pointe, som jeg ikke vil røbe her. Til gengæld går det over stok og sten, når Koefoed og Schrøder udvikler teorierne bag ’Sam Sam-råd’, hvori der bl.a. deltager Sam-Sam-Samarbejdspartier.
Henrik Koefoed, bankdirektør med bonus (foto: Lars E)
Koefoed brillerer som bankdirektør, der har kørt sin bank i sænk, men selv fået en kæmpebonus, mens to af revyens numre revser danskerne – og alle andre – for at anerkende klimakrisen, men reagere alt for langsomt på den, mens vi nyder vores velfærd. Bedst lykkes ’Så længe der er kaffe’ med bidende ironisk tekst af Carsten Svendsen og konklusionen, at kloden overlever, men menneskeheden dør.
Aarhusballetten fungerer ikke rigtigt, selv om man beundrer de fem skuespilleres veltrænede kroppe, men det gør til gengæld revyens bedste nummer, der klogt ligger som afslutning på første akt: Støttekoncert for Irma.
Her er alle udklædt som Irmapigen, og så ironiserer man i et vildt potpourri over pseudosavnet af Irma, som kan løses ved at gå i Salling. Vi kommer vidt omkring, bl.a. til Natashas ’Giv mig Danmark (Irma) tilbage’ og Queen, som stiller store krav til musikalitet – og de bliver opfyldt til fulde. Den elegante afslutning er ’So long, farewell’ fra Sound of Music, hvor skuespillerne efter tur trækker sig før pausen. Ideen er Christine Astrids, og den veloplagte tekst står kapelmesteren i Rottefælden, Jens Krøyer, for.
Efter pausen er ’Poppen i toppen’ en fin start, hvor klassiske hits, som Birthe Kjær har stået for, bliver lavet af parodierende, selvsmagende kunstnere i deres egen stil. Fx får vi ’Til bal uden trusser’ sunget af Annisette i Szhirleys skikkelse. Kosteligt.
Der følger flere noget traditionelle numre, før vi når et nyt højdepunkt, ’Curlingbarn’, hvor Szhirley udfolder sin stemme maksimalt, mens hun siger undskyld til barnet, der ikke er levedygtigt som voksen, fordi alle de udfordringer, der skulle modne det, er fjernet af forældrene.
Szhirley synger en undskyldning til sit curlingbarn (Foto: Lars E)
I ’Kyndelmissen’ er Carsten Svendsen udklædt som en overdimensioneret kat, der vil have den danske kyndelmisse som årets første fridag og raser mod alle de religiøst inspirerede helligdage, fx i påsken, hvor påskeharen lægger æg! Det er Svendsens egen tekst, der kan strammes en smule, men giver ham anledning til igen at brillerede med sit vanvid!
Carsten Svendsen som kyndelmissen (foto: Lars E)
I ’Stuff like that’ viser Mikkel Schrøder sit multitalent med facetter fra slappe ben til en trommesolo, og siden medvirker alle i ’Spørg Aarhus’, der ikke har så meget til fælles med forgangne tiders tv-program af samme navn, men giver nye muligheder for vellykkede parodier: Szhirley som den selvoptagne Medina, der har sin synsvinkel på alt; Schrøder som Finn Nørbygaard, der ved præcis, hvor meget han mistede pga. Stein Bagger; og endelig igen Carsten Svendsen som en helt uimodståelig Jørgen Leth.
Schrøder og Astrid skal have stor ros for ikke selv at have snuppet alle revyens bedste numre og for sammen med instruktør Birgitte Næss-Schmidt at have fået ensemblet til at fungere beundringsværdigt godt.
Schrøder og Astrid (foto: Lars E)
I finalen udtrykkes ønsket om at have skabt en ny revytradition i Aarhus, og får de alle samme kvalitet som denne første, går det formentlig i opfyldelse, og man behøver absolut ikke at være århusianer for at nyde ’Smilets Revy’.
‘Gud, lever de endnu’ er en unødvendig undertitel på denne bog, for der kan ikke være mange, der er i tvivl om, at Lisbet Dahl og Uld Pilgaard lever. Ganske vist ikke i Cirkusrevyen mere, men på turné rundt i hele Danmark og Lisbet bagefter som deltager i Tivolirevyen.
Til gengæld er livsvidner en fin titel, fordi de to uden at være nære venner naturligvis har været gode kammerater og set hinanden ude fra i årtier. De kan virkelig bevidne såvel den andens liv som deres eget samvær på scenen, der har haft sine op- og nedture, men først og fremmest været et smukt og dejligt forløb. Hvordan skulle det kunne være andet, når man har samme indstilling til teater og humor og prøver på at få publikum til en enkelt gang at smile, men de fleste gange at skrige af grin eller tisse i bukserne af grin.
Portræt af revyverdenen
Lukas Birch har holdt mikrofonen for de to og nænsomt forkortet, hvad er er kommet ud af det, til en fin og let læselig bog, der ikke kun beretter om Lisbet og Ulf, men nok så meget giver et portræt af 40-50 års danske revy og til dels teater.
De øser gavmildt af deres oplevelser, så vi får uforskønnede portrætter af Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Aage Stentoft, Jørgen Ryg, Claus Ryskjær og i forbifarten mange andre – som Morten Grunwald og ikke mindst Ernst Trillingsgaard, Han dukker op igen og igen med sin tæft for som direktør bl.a. Aalborg Kongres Center og Holstobrohallen at ansætte alle fra den mindste revystjerne til den overvægtigste opera fra Kyjev. En mand med masser af humør og fantastiske ideer og en evne til at gå lige i alle, han møder, med træsko på.
Lisbeth og Ulf om hinanden
I bogen taler først Lisbet om Ulf og derefter Ulf om Lisbeth, så vi er forberedt på, hvor utroligt forskellige de er. Ulf meldte sig fx til Studenterscenen for straks at være med der, mens Lisbet blev optaget på Teaterskolen i Aalborg De kommer hurtigt ind på Dirch Passer, som betød ualmindelig meget for begge … og på Kjellerdirch, som Ulf beklager, at man ikke har filmklip med. Det passer heldigvis ikke. De findes i tapetserersketchen, i hattesketchen og endog Tømmerflåden kan man finde, men nok om det.
Det fine ved bogen er, at den giver et glimt af dansk teaterliv i en tid, som mange har glemt. Hvilke unge kender Jørgen Ryg, Preben Kaas, Kjeld Petersen m.fl. Nu er der i stedet mange stand uppere – dem kendte man slet ikke.
Klaus Pagh
Vi hører en masse anekdoter, som jeg ikke vil ødelægge ved at bringe pointen her, men jeg vil godt fortælle, at da Anker Jørgensen (husker de unge mon ham?) og hans hustru Ingrid var i Cirkusrevyen, nægtede Klaus Pagh ‘at være vært for sådan en lille socialdemokratisk skiderik’.
Så fik de en hyggestund med resten af personalet, men da Pagh næste dag spurgte, hvordan det var gået, meldte Lisbet ud, at det ikke kunne være interessant for ham, hvad en lille socialdemokratisk skiderik mente.
Pagh havde to sider – som i øvrigt – Preben Kaas. Det var Pagh, der startede H C Andersen Festspillene. Jeg overværede selv den første, hvor skuespillerne mimede, mens Freddy Albeck læste eventyret. Det var også Pagh, der insistererede på at hjælpe Lisbeth, da hun var helt i kulkælderen efter Preben Kaas’ død. Han kunne hjælpe med én ting, hun ikke havde råd til. Hun ville gerne have rettighederne til Kaas’ tekster og melodier. De kostede 50.000 kr. og omfattede ikke kun de mest kendte tekster, men også charmerende viser som Frk. Abildgaard og Stor Skandale i familien (med Daimi). Til gengæld har jeg tit undret mig over den underlødige oversættelse, han lavede af Anni Get Your Gun, som han satte op på Falkonerteatret.
Så købte Pagh dem, og da han havde tjent 50.000 kr. på dem, gav han dem til Lisbet.
Vandkamp og natmad
Skuespillere kan ofte lave de mest lavpandede ting mod hinanden, som at udtænke måder at føre vandkrig på, men det er så en modvægt til de tekster, der skal læres; den vanvittige præcision, de skal leveres med; timingen, når døre skal gå i og op på de rigtige tidspunkter etc. etc.
Det er heller ikke sådan lige at falde ned efter en forestilling. Skuespillerne ordner selv natmad, eller når de er på turné, bliver de gode venner med alle værtspar og kan få alt fra smørrebrød til stegt and med tilbehør sat klart ved midnat!
En skovtur
Festlig er beskrivelsen af, hvordan alle i Cirkusrevyen, ikke bare skuespillere og musikere, fik ordre om at være klar til en søndagsudflugt. De skulle have pas med, men det troede de fleste var for at bluffe – men så blev de kørt til Kastrup, fløjet til Paris, fik frokost i Eiffeltårnet og var bagefter på Moulin Rouge, før de overnattede og fløj hjem den følgende morgen, så de var klar til aftenens forestilling!
Torben Træsko, der stod for såvel planlægning som betaling, viste under vejs, at han kunne tænde lyset i Eiffeltårnet. Han talte ned 3-2-1 knips, og voila.
Resten af selskabet vidste ikke, at lyset i Eiffeltårnet altid tændes præcis kl. 18.
At sætte en revy sammen
Mange er næppe klar over, hvad det kræver at sætte en revy sammen. Fra at læse alle indsendte tekster til at få de valgte numre til at virke; få dem sat i rigtig rækkefølge, så hvert enkelt virker rigtigt; få kostumerne til at passe (Lisbeth kasserede engang kostumer for 250.000 kr., fordi de ikke passede til nummeret). Det kunne hun, fordi hun fra 1981 har virket som instruktør mange forskellige steder i forlængelse af alle de gange, hvor hun brød ind i andres instruktion for at sige, hvad hun mente.
Ulf og Dronning Margrethe
Hvornår de to slutter, er ikke til at vide. Foreløbig tager de, hvad de har lyst til, og hvad deres helbred kan klare, men vi ved, hvordan Ulf Pilgaards sidste aften i Cirkusrevyen var. Her dukkede Dronning Margrethe – på eget initiativ – op på scenen efter Pilgaards ’faste’ parodi på hende, og han anede intet, så det blev en mindeværdig overrumpling.
Mindeværdig
Som denne bog er mindeværdig, fuld af sjove replikskifter og ting, de fleste ikke aner om jobbet som revyskuespiller; presset ved at være revydirektør; presset ved altid at skulle være på toppen, og sorgerne, når kolleger ikke har kunnet klare sig uden en lille en over tørsten og er døde.
Lisbet, Ulf og Birch er med James Price halvvejs gennem en stor, landsomfattende turné med et talkshow, hvis emne er det samme, men revyelskere kan ikke få nok. Siden denne bog blev udgivet, har den ligget på bestsellernes top-10, og alle shows har været så godt som udsolgt. Desværre er der kun en enkelt forestilling på Fyn, og det er i Assens, tilmeld først d.9. november, så kan du ikke komme til Assens – eller er du utålmodig – så nyd denne bog.
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard: Livsvidner – Gud, lever de endnu? I samarbejde med Lukas Birch. Lindhardt og Ringhof. 272 s indbundet. Kr. 299,95.
Kate Quinn er mesteren i semihistoriske romaner. For nylig anmeldte vi den fremragende ’Diamantblikket’. I dag ser vi på ’Rosenkoden’, der er fascinerende fra første til sidste side.
Rosenkoden, hvis omslag er en kode, som læseren kan bryde efter læsningen
En vigtig årsag til, at de allierede vandt 2. Verdenskrig, var kodebryderne i Bletchley Park, der formåede at bryde tyskernes Enigma-kode.
Pudsigt nok har jeg selv kendt to skakmestre, der var med til at bryde koderne, og den ene nævnes i forbifarten, men det var aldrig gået op for mig, hvor mange der sad i barakkerne i Bletchley Park, og hvor elendige forhold de virkede under. For ikke at tale om, at de ikke måtte sige et ord om deres arbejde, end ikke til ægtefæller; hverken hvad det var, hvor de arbejdede, eller hvor godt det lykkedes.
Det er utroligt at læse om, hvordan koderne blev brudt, og hvordan man blev dygtigere til det under vejs. Man måtte ikke engang røbe, at man havde løst opgaven, for reagerede man alt for præcist, ville det gå op for tyskerne, hvad der var sket. Det betød fx, at man ikke måtte advisere befolkningen i en by, som ville blive bombet.
Tre kvinder Kate Quinn følger tre kvinder, Mab, Beth og Osla, der alle har modeller i virkeligheden. Osla var således kæreste med Prins Philip frem, til han pludselig faldt for Lilibeth, den senere Dronning Elisabeth.
De tre kender ikke hinanden før krigen, men bliver veninder, før deres forhold under dramatiske omstædigheder går totalt i stykker.
Vi hører om, hvordan de bor i et fælles logi; hvordan de pukler som rasende, fordi de ved, at deres arbejde kan redde England; hvordan de må holde sig fra at røbe ting, der kan koste børn og kærester livet, hvordan de må afvise de mange mænd, der har problemer med deres drifter, men til gengæld falder pladask for andre.
Parallelhandling Som det også var tilfældet i ’Diamantblikket’, er der en parallelhandling, her fra 1947, hvor de tre kvinder intet vil have at gøre med hinanden, men da Beth står over for en lobotomi-operation, der vil gøre hende til en savlende grønsag resten af livet, kontakter hun de to øvrige – i kode, naturligvis, og trygler dem om hjælp til at få afsløret den forrædder, der fik hende gemt væk på et sanatorium for psykisk lidende.
Mens parallelhandlingen i ’Diamantblikket’ højst skabte forventninger, bliver den her et kapløb med tiden. Gamle venner og samarbejdspartnere bliver tilkaldt og arbejder på at løse Rosenkoden, der kan afsløre skurken, og det skal gøres før dagen, hvor Elisabeth og Philip bliver gift, for her udløber også fristen for Beth.
Enigma
Tyskerne regnede deres Enigmakode som ubrydelig. Den skiftede ustandselig ansigt, og derfor var der hele tiden arbejde for kodebryderne, der var opdelt efter deres forskellige evner. Nogle var højt uddannede akademikere, mens andre var udvalgt efter deres skarphed, når det gjaldt at løse krydsords-opgaver.
Der er hele tiden arbejde nok, og de fleste bliver så opslugt af det, at de stryger deres pauser, så nogle er dømt til at gå ned med stress, men hvad gør man, når man ikke kan knække tyskernes ubådskode eller deres kommunikation på D-dag?
Læs den!
Kate Quinn har en vidunderlig research. Så grundig, at hun også i et efterskrift kan fortælle, hvilke modeller hun har brugt, og hvilke overvejelser hun har gjort sig. Samtidig forstår hun at skabe et dramatisk og udfordrende plot, og hun kender det menneskelige sind.
Jeg kan kun sige: Læs den – men på et tidspunkt, hvor du måske kan undvære nogle timers nattesøvn.
Kate Quinn: Rosenkoden. HarperColling. 668 s hæftet.
