kultur

Et mellemår for Odense Sommerrevy

søndag, 12. maj, 2024

Enkelte perler, men for lavt bundniveau på Skovengen.

Der er bestemt numre og skikkelser, man vil huske fra årets Odense Sommerrevy, men der er også et lavt bundniveau mellem dem.

 

Livsglæde

Livsglæde i den smukke kulisse (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Lad os først tage det positive: Hele ensemblet, bestående af revydirektør Lars Arvad, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Camilla Bendix og instruktør Tom Jensen, er veloplagt og kan få en del af de svagere numre til at glide ned pga. tempo og timing.

Orkestret under ledelse af Morten Wedendahl er fremragende, og Wedendahl har med stort held sat musik til flere tekster.

Scenografien er flot og opfindsom, og man nyder den, lige fra fortæppets grønne farver og gennem hele forestillingen.

Den starter veloplagt med en hyldest til optimismen, og den slutter lige så energisk med et firserpotpourri, som hele forsamlingen kan nynne med på, og som har flere sjove pointer i overgangene.

 

Den Sidste Timeout

Lars Arvad som Nicolai Jacobsen (Foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Imellem de to punkter er der længere mellem snapsene, end der plejer at være – men de er der. Med kongesangen som indledning er vi vant til, at nu kommer der et nummer med Dronning Margrethe, men som en overraskelse er det med Lars Arvad som landstræner Nicolai Jacobsen, der har haft et job på Royal Arena (Amalienborg!) med at sætte et nyt hold sammen, og det fører til mange sjove pointer.

Så er revyen fornyende i ikke blot at sætte fokus på noget irriterende, men også at give det modspil. Det sker, når Arvad tager fusen på Camilla Bendix, der insisterer på, at alt på alle sprog skal udtales korrekt; og siden overrumpler Arvad bankmanden Thomas Mørk, der vil tage store gebyrer og give små renter – som kunde har Arvad en kundekontrakt med!

 

Sen 1

Camilla Bendix og Vickie Berlin rapper (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Positiv er også starten på anden akt, hvor Vicki Berlin og Camilla Bendix giver en forrygende rap som forsvar for ældre, kvindelige studieværter.

Revyens fine alvorlige vise er Utopia, hvor Camilla Bendix funderer over, hvordan verden kunne være uden personer som Putin, Trump, Netanyahu etc.

 

Fandens Til Job

Thomas Mørk som Fanden selv (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Thomas Mørk har som sædvanlig sine øjeblikke, når han fx forsøger at overbevise om, at han er verdens højeste mand, eller fører sig frem som selveste Fanden, mens Vicki Berlins faste Camilla-skikkelse er meget svingende i sine pointer, men publikum kan lide det.

Mens der skiftes kulisser, er der en række shorties i form af opkald til telefonsvarere. Nogle morsomme, andre knap så sjove, men det er i hvert fald morsomt, at hele personalet på Nordic Waste ikke kan tage telefonen, fordi de leger ’Jorden er giftig’.

Til gengæld er mange tekster gammel vin på nye flasker og ikke morsomme nok til at bære det. Det er heller ikke altid, at det virker positivt, når man tager en katastrofe som den med Nordic Waste i Randers og sætter den ned i et simpelthen ulækkert mikrokosmos. Nummeret med at vise, hvor forfærdelige ting man synger, er også gammelkendt i bedre skikkelser, og man behøver såmænd ikke at misforstå ‘mejet’ som ‘meget’. Man kan bare tage ’Hr. Peder stod på svalen’.

 

Ung Igen

‘Ung igen’er finale på første akt (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

Det virker, som om nogle numre må have virket morsommere, mens man indstuderede dem, end de fremtræder på scenen. Ellers havde fx ’Ung igen’ næppe været første akts finale. Det er muligvis en risiko, man har, når instruktøren også er en del af ensemblet. Det må man diskutere.

Revyen ligger mellem tre og fire Amandaer, men de numre, der var aftenens højdepunkter, gør, at den får fire Amandaer med pil nedad.

 

4 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Aarhus Revyen 2024 er tempofyldt underholdning

søndag, 7. april, 2024

Da Christine Astrid og Mikkel Schrøder sidste år genoplivede Aarhus Revyen, var den fra starten et overflødighedshorn, og det dejlige er, at på trods af, at tre medvirkende er udskiftet, er dette års revy endnu bedre. Ikke mindst fordi de tre afløsere: Lone Rødbroe, Andreas Bo og revydebutanten, Maria Lucia, er prægtige.

Plakat

Revyen lever helt op til sin undertitel ’Smilets Revy’, selv om smilet mange steder slår over i skraldlatter hos det veloplagte publikum. Revyen rækker fra det forfinede underfundige til det mest platte, der blot afleveres med en timing og i et tempo, så man bare overgiver sig. Til lykke til instruktøren Birgitte Næss-Schmidt. Den har desuden et band med Rasnus Friis Tvørfoss som kapelmester og et gennemmusikalsk kor, bestående af Anna Jessen og Lene Nørrelykke. Ødselt og lækkert alt sammen.

Engelsk for begyndere

 

Engelsk for begyndere (Foto: Rune Buch)

Adskillige klassiske revyideer udvides og forbedres. Det gælder fx i den fulde persons perfide skåltale af Lukas Birch, som Christine Astrid behersker til fulde; ’Kazoo’, hvor Lone Rødbroe og Maria Lucia spiller stadigt større blæseinstrumenter ved hjælp af de vinde, de slipper fra bagen; ’Engelsk for begyndere’ af Jacob Weble, hvor Rødbroe og Bo er forældre, der er blevet lidt for spidse over for hinanden, og hvor vi gætter, hvordan datteren reagerer til slut; og ikke mindst nummeret, hvor den rutinerede revyekspert, Andreas Bo, skal vise debutanten, Maria Lucia, på plads i hierarkiet og selv bliver udmanøvreret.

Der er flere fine fornyelser. Fx i ’Kundeservice’, hvor Christine Astrid er kunden, der kommer for at klage til Maria Lucia, og er parat til den helt store diskussion, men antiklimaktisk bare får ret, og hvad gør man så? Se det selv.

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Fornyelse er der også i ’Læs Let!’, hvor Rødbroe har den utaknemlige opgave at introducere 7. c for noget helt nyt: En bog! Vase & Fuglsang har skrevet teksten, hvor læreren skal overbevise de uvorne elever, der sidder med hver deres mobiltelefon, om bogens kvaliteter. De forstår ikke, at man ikke kan scrolle billeder; at billedet ikke følger med, når man vender bogen, etc. Sketchen er urkomisk og udvikler et tema fra en facebookfavorit om Ansgar, der har tilkaldt helpdesk for at finde ud af fænomenet ’en bog’.

Enhver revy skal have en eftertænksom, stille tekst, og her er det Leif Maiboms ’Enten/eller’ om det facetløse sprog, der føres i diskussioner på de sociale medier. Den fremføres fint af Mikkel Schrøder.

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Schrøder leverer sammen med Andreas Bo revyens to mest platte numre, dels om toksisk maskulinitet med kødfulde bare maver, der kan bølge vildt, hvis bare de sættes i gang; dels i en parodi på ’Nak og æd’, hvor de fra toppen af stormagasinet Salling skal nakke en måge og æde den. Teksten giver anledning til en række lokale hib, som også forstås af en fynbo. Begge numre leveres i fuld fart, og salen jubler.

Mette Frederiksen er ikke til at komme uden om i en revy. Her spilles hun af Christine Astrid og sekunderes af Maria Lucia som Barbara Bertelsen. De forklarer, at Frederiksen bliver forlænget lige så længe, hun kan skræmme danskerne. Derfor hedder Ralph Fideckis tekst da også ’Bøøøhhh’.

Der er numre, der elegant tager fat om ligestilling og ligeløn eller om håbløs emballage, og der er en tidsrejse til 1904, hvor Friheden netop er åbnet, og man i restauranten diskuterer, hvad der kan ske i løbet af de næste 125 år. Fin satire af Vase & Fuglsang.

Hele revyen er gennemmusikalsk, og det nummer, jeg synes bedst om, er første akts finale, ’Aarhus ta’r skraldet’, hvor stribevis af parodier på kendte personer kombineres med et affaldssorteringspotpourri af høj klasse.

Man ved, at skuespillerne behersker parodier, men det viser de næsten for tit. Derfor var jeg lidt ærgerlig over, at ’Film og TV Normstormerne’ var placeret som sidste nummer før finalen, for det føltes som et af de svagere, men skidt. Revyen som helhed er af topkvalitet.

Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde på fredage og lørdage frem til 4. maj (sidste forestilling), så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1375. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.

5_Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Bogen om Judy Gringer

fredag, 22. marts, 2024

Jeg er blandt dem, der mener, at Judy Gringer er en stærkt undervurderet skuespiller – på film og teater. Derfor hilser jeg det velkommen, at Jacob Wendt Jensen nu har været mikrofonholder for hende og i dag udsender bogen ‘Judy Gringer – en sexbombes bekendelser’. Ak ja. Også her er det nødvendigt at minde om, at Judy Gringer var en affarvet (hendes naturlige hårfarve er brun) sexkilling for at få bogen solgt, men læs den nu bare.

Judy Gringer En Sexbombes Bekendelser, Forside

 

Jeg har mange erindringer om Judy Gringer. Som alle andre mindes jeg naturligvis sketchen ‘Babs og Nutte’, hvor Dirch Passer er forsikringsmanden, der tror, han skal forsikre Gringers attributter, mens der i virkeligheden er tale om to puddelhunde.

Med stor fornøjelse mindes jeg de to film med Gringer som Rosa og Morten Grunwald som Smukke Arne. Skøn komedie, ikke mindst i ‘5 mand og Rosa’ i samspillet mellem Emil Hass Kristensen og Gringer.

Med allerstørst fornøjelse mindes jeg Gringer som Cleopatra i Bernard Shaws ubetaleligt morsomme komedie ‘Cæsar og Cleopatra’ på Folketeatret, hvor hun afløste Lone Hertz, der var gravid. Cleopatra gennemgår en stor forvandling i stykket, hvor hun besnærer Cæsar (Henrik Bentzon). Rollen gav Gringer – endnu et – gennembrud, fordi de færreste havde gennemskuet, at hun spillede selv de mest sexede roller på en intelligent måde. Det var det, der gør, at vi stadig husker dem.

Hun beskriver Bentzon som alkoholiseret og uden interesse for sine medspillere, når tæppet var faldet, og det er en af erindringernes største attraktioner, at Gringer i farten får givet et portræt af hele film- og teaterverdenen i den tid, hun var med i den.

Vi hører om alles stærke og svage menneskelige sider, og vi kommer godt omkring. Hun færdedes jo blandt alle tidens største navne, og temmelig mange af dem havde hun et forhold til i kortere eller længere tid – og så var der en periode, hvor hun efter eget udsagn vist nok var temmelig promiskuøs!

 

4, Judy Gringer Sminker Sig På Abc Teatret Forud For Spræl, Sprællemand, Spræl I 1958

Judy Gringer sminker sig På ABC-Teatret forud for Spræl, Sprællemand, Spræl i 1958

Hun var kun 16½, da hun i et halvt års tid havde et forhold til den 23 år ældre Gabriel Axel. Siden fulgte Otto Brandenburg, og hun boede sammen med Dirch Passer, før hun fyldte 18. Aldersforskelle er nu aldrig noget, hun diskuterer. Kærlighed har ingen alder.

Hun boede længe sammen med Knud Leif Thomsen, som hun fik et barn med. Siden fulgte Morten Grunwald og mange andre. Til en forelskelse hørte et seksuelt forhold, og hun var let antændelig. En enkelt gang blev hun gift, men det var ingen succes og holdt meget kort.

Hun levede livet på en temmelig skødesløs måde, der ikke tog stilling til politik, hverken landspolitisk eller i skuespilverdenen. Da der på et tidspunkt var et vigtigt fagligt møde, blev hun og en kollega væk og blev bebrejdet det siden.

Gringer har boet et utal af steder i Københavnsområdet, men størstedelen af tiden i Pisserenden i byens centrum. Her bor hun i dag og har kun lige til dagen og vejen. Faktisk holder hendes økonomi kun lige sammen, fordi hun får en slags legat fra en fond, der giver midler til jøder, der er født før 1945.

Hun kan stort set leve på en sten, og det gjorde hun, da hun i en periode efter sin film- og teatertid boede i New York, hvor hun tjente til dagen og vejen ved utallige småjobs, fx at dele flyers ud foran teatre.

Judy Gringer har levet et anderledes liv end stort set alle andre, og hun øser gavmildt og skånselsløst ærligt, som det hedder i dag, og med en passende dosis selvironi af det i sine erindringer. De er fascinerende læsning, og der står utrolig meget på bogens 208 sider, som varmt kan anbefales.

Jacob Wendt Jensen: Judy Gringer – en sexbombes bekendelser. 208 sider hæftet. Forlaget Format. Udkommer i dag. Koster kr. 300 i butikker, men kan fås til meget forskellige priser på nettet.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Jon Harding på hårdt arbejde

fredag, 15. marts, 2024

Efter at være kommet i mål med den ti bind lange og meget vellykkede Hængedyndserie er alle fans af politimanden Jon Harding glade for, at den meget produktive Allan Erik Mortensen så hurtigt har været i stand til at starte en ny Jon Harding-serie, der er indledt med ’Dø hvis du tør’ og ’Nu lukker sig mit øje’.

 

PortrÆt

De to bind er meget vellykkede. Harding er sat i spidsen for en ny tjeneste, National enhed for Særlig Efterforskning, NSE, og har selv kunnet udpege sit team. Til nogle københavneres irritation har han samlet en gruppe, som han har fuldstændig tillid til, fra Provinsen. Den består foruden Harding af den tidligere militærmand Jonas Støvring, den empatiske Mohana Aya, der med sin familiemæssige baggrund har måttet kæmpe sig til at blive kriminalassistent, og den lesbiske IT-ekspert Pernille Irsted.

 

Dø Hvis Du Tør

Dø hvis du tør

De bliver sammentømret som et hold, ja næsten en familie, men ikke uden problemer. Som hold arbejder de perfekt sammen, når de først skal finde ud af, hvem der begår nye forbrydelser som efterligning af gamle, uopklarede mord. Det går over stok og sten med adskillige ofre, men morderens trang til at kopiere er med til at afsløre ham.

Samt ikke mindst en profileringsekspert, der kan sige, hvilken type morder man skal lede efter, samt hvorfor han begår mordene.

En nervepirrende afslutning gør bogen til en af dem, man læser så hurtigt, man kan – og så tager man fat på den næste.

 

Nu Lukker Sig Mit Oeje Forside

Her bliver fem af seks medlemmer af en familie ved Randers myrdet. Tilsyneladende var det en mønsterfamilie, men det viser sig hurtigt, at overfladen bedrager. Alle de voksne medlemmer har deres skeletter i skabet, og et af dem tiltrækker tre rockere, der skal true vedkommende til at betale skyldige penge. De grimme inkassatorer er en vigtig del af bogen, hvor man tilsyneladende står med en morder til slut. Så let er det bare ikke. Der er en sidste overraskelse, som er chokerende.

Begge bøger er skrevet i Allan Erik Mortensens sædvanlige energiske sprog og med et væld af detaljer, som måske – måske ikke – er vigtige. Det ved vi aldrig. For ikke at tale om sproglige finurligheder som denne:

Du er s’gu ikke rask, smilede Støvring til Irsted, som bare trak charmerende på smilebåndet og ligegyldigt på skuldrene.

Vi kan glæde os til bind 3: Når høgen hvæsser kløer.

Allan Erik Mortensen: Dø hvis du tør. Jon Harding 1. 340 sider indbundet. Forlaget Falco.

Allan Erik Mortensen: Nu lukker sig mit øje. Jon Harding 2. 357 s indbundet og opgivet som CO2-neutraliseret.  Forlaget Falco

Meget forskellige priser på nettet og i boghandeler.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Opera med for meget filter, men store stemmer og et godt orkester

onsdag, 7. februar, 2024

Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.

 

Werther Sophie Charlotte Albert

De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)

Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.

Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.

 

Werther Begår Selvmord

Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)

Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.

Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!

I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.

Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.

 

Werther Og Charlotte

Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)

Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.

Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.

Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.

’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.

 

3 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Dronning Margrethe gæstede Kerteminde tre gange som regent

tirsdag, 2. januar, 2024

Det er og bliver dog af stor vigtighed, at befolkningen kan samles om rigsenheden, symboliseret i et kongehus, der nu også fungerer som historiens og kunstens protektor og jævnligt påminder os om livsværdier – også i vort lille land.

 

Dronningbesøget 2013

Dronning Margrethe og Erland Porsmose på Johannes Larsen Museet 2013 (Foto. Østfyns Museer)

Sådan afsluttede Erland Porsmose sin seneste bog, ‘Magtfuld gennem riget’. I dag har vi beviset på, at det er tilfældet.

Medierne er gået amok, siden Dronning Margrethe i aftes i sin nytårstale annoncerede, at hun abdicerer, og vi ved, at for nylig afslørede en undersøgelse, at såvel hendes som kronprins Frederik og kronprinsesse Marys popularitet ligger på 84-85 procent – og at prins Christians popularitet nu er på 74 procent, næsten før han for alvor er med i billedet som voksen.

Mange giver Dronning Margrethe æren for, at kongehuset har så høj en stjerne i Danmark. Hun har perfekt udfyldt sin rolle som samlende midtpunkt for danskerne, siden hun kom på tronen i 1972.

Allerede da var hun populær. Selv mindes jeg folkeafstemningen om Grundloven i 1953. Jeg tvivler på, at den havde givet de nødvendige ja-stemmer, hvis ikke den var blevet knyttet sammen med en revision af tronfølgeloven, der gav kvinder ret til tronen og gjorde hende til tronfølger i stedet for prins Knud.

Jeg mindes også, hvordan alt skiløb i 1956 stoppede ved et højfjeldshotel i Norge, da de tre danske prinsesser kom forbi, og alle ville se dem på ski. Jeg undrede mig over, at det var spændende at se tre piger, som man ikke kunne definere nærmere, men det var et bevis på, hvilken popularitet de havde.

Jeg mindes naturligvis også, da Kong Frederik 9. døde i 1972, og hun blev udråbt som ny regent, og meget spændende er det, at allerede 15. maj 1973 anløb kongeskibet Dannebrog Kerteminde til et officielt besøg af Dronning Margrethe og Prins Henrik.

Besøget i 1973

Da parret anløb Kerteminde Havn i en chalup, spillede Nenia. På rådhuset overrakte daværende borgmester Peter Møller Olsen et eksemplar af Kertemindebogen, som Hans Hviid havde skrevet. Derefter besøgte det kongelige par sognekirken og De Gamles Hjem, hvor Marie Sofie Andersen på 102 år overrakte blomster – det behøver altså ikke være yndige små piger, der får det hverv.

Frokosten blev indtaget på Lundsgaard, og siden åbnede de kongelige Dansk Husflidsselskabs jubilæumsudstilling.

2000

Næste besøg i Kerteminde var 14. juli 2000. Da sejlede de kongelige med Rylen, fik frokost på Rudolf Mathis, hvor de fik en udsøgt menu: Friskpillede fjordrejer i parmesankurv og med basilikumskum. Søtungepaupiette og havtaskemedallion med blandt andet fynsk sommergrønt. Jordbærfragilité med vanilleis og hindbærcoulis.

På rådhuset overrakte Peter Dauerhøj byens gave, billedet “En nattergal”, malet 1910 af Johannes Larsen, hvorefter Dronning Margrethe og prins Henrik deltog i en aftensang i sognekirken, som var fyldt med de 400, der havde fået billetter.

De var på Fjord & Bælt Centret for at opleve marsvinene Eigil og Freja, som de til hoffets store overraskelse fodrede med fisk.

2013

 

Margethe Går I Land

Margrethe går i land i 2013 (Foto: Emil Andresen)

Kerteminde fyldte 650 år i 2013, og blandt andet derfor var regentparret på besøg 4. juni. Nu var det Sonja Rasmussen, der som borgmester tog imod på rådhuset. Parret besøgte Renæssancehavnen og Johannes Larsen Museet før frokosten på Rudolf Mathis. Derefter splittedes de, så Margrethe besøgte Vikingemuseet Ladby, Munkebo Bakke og Naturbørnehaven Bøgebjerg, som lå i de bygninger, som havde været Dronning Ingrids Feriehjem.

 

Dronningbesøget 2013 årbøger

Regentparret er blandt de få, der har fået lov til at bladre i Johannes Larsens årbøger (Foto: Østfyns Museer)

Imens var Henrik på Fayard værftet, Hydac, Nyholmgaard Vin samt et farverigt marked på Nordre Havnekaj. Overalt havde han stillet spørgsmål, som overraskede med deres relevans. Da såvel dronning Margrethe som prins Henrik havde vist sig meget interesseret i alt, hvad de besøgte, indtraf der en betydelig forsinkelse, før de kunne sejle tilbage til kongeskibet efter en vellykket, solbeskinnet dag.

Nytårstaler og revyer

 

Kerteminde Revyen 2015 (45)

Mette Horn som Margrethe i Kerteminderevyen 2015 (foto Emil Andresen)

Dronning Margrethe holdt sine årlige nytårstaler, der ofte havde små hip til danskerne. Hun deltog aktivt i det danske kulturliv, hvor hendes kunstneriske evner kom til fuld udfoldelse, men mest imponerende var det måske, at ingen dansk revy med respekt for sig selv undlod at medtage et nummer, hvor Daisy – hendes kælenavn – deltog på en eller anden vis; for ikke at tale om Preben Kristensens faste Dronning Margrethe-numre i Linje 3’s shows.

Farvel til tronen

I sin nytårstale i går leverede hun bomben. Hun har tidligere sagt, at hun ville blive på tronen, til hun blev båret fra den, og det har formentlig også noget med helbreddet at gøre, at hun nu leverer stafetten videre til Frederik og Mary; eller måske skyldes det, at ethvert menneske før eller siden føler trang til at have nogle private år.

De er hende vel undt.

Tags: , ,
Kategori Generelle nyheder, Kerteminderevyen, kultur | Ingen har kommenteret »


Det fantastiske sprog i ‘Det’

fredag, 17. november, 2023

Inger Christensens ’Det’ fra 1969 river på Odense Teaters Odeonscene op i publikums sprog og rytme.

Da Inger Christensens hovedværk ’Det’ udkom i 1969, var digtsamlingen en sensation. Ikke blot solgte den 15.000 eksemplarer, hvor det gængse for en digtsamling var omkring 500, men den skabte også en diskussion om ordet og sprogets udvikling og indflydelse på vores liv.

 

Fv ses Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Viktor Pascoe Medom. Malene Melsen, Klaus T. Søndergaard og Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)

Sproget sætter os i stand til at kommunikere; det er gennem det, at vi forstår vores verden, men sproget er større end os, og da menneskets sanser og sprogbrug varierer og kan snyde, kan vi aldrig vide os sikre.

Der er sagt og skrevet meget intellektuelt om ’Det’, men det er ingen forudsætning for at få stort udbytte af forestillingen på Odense Teaters scene i Odeon. Her bliver vi fra starten i bælgmørke overvældet af – netop det:

Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større.

Et af problemerne ved at overvære den dramatiserede del af ’Det’ er, at man omgående glider ind i sin mere end 50 år gamle oplevelse af digtene og dermed ikke er sikker på, hvad der ‘mangler’ i forestillingen, hvor Inger Christensen af bearbejder og iscenesætter Esther Lee Wilkinson er blevet kortet ned til 80 minutter. Faktisk mangler der ikke noget, for alle væsentlige temaer er smukt bibeholdt, og man nyder de syv på scenen.

Scenen er en miniudgave af det oprindelige kontinent Pangæa, og den kan alt. Der kommer ting og personer op gennem lemme og huller; en del kan gå løs som en tømmerflåde; der kan bygges med stole og borde, og hele tiden kan man i et jordkloderundt billede på væggen se alt fra oven – næsten hele tiden, for det kan der også leges med.

 

Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)

Hannah Schneider er blandt dem, der overraskende dukker op fra et hul, og under resten af forestillingen styrer hun musikken fra sit instrument. Sin egen poetiske, ofte med en sang, og en forhåndsindspillet for flere instrumenter, der er underlægning for det, de øvrige siger og gør. Indimellem er det næsten for udramatisk, som når det i digtet Chile fx hedder: ’Så spiller de skak med de små bitte stumper/ af det, der engang var en stor præsident’. Man hører Pia Raugs musik for sine ører.

Inger Christensens tekst rækker fra det yderste himmelrum til de mindste småting i livet. Skuespillerne er blændende. Når de beskæftiger sig med det samfund, der tilsyneladende ikke kan brydes op og gøres blødt:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop

Eller vi bevæger os i det nære

 

I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL (foto: Emilia Therese)

I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL

I 80 minutter sidder alle fanget af sprogets rytme og magt, som det i Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi giver tryghed, angst, genkendelse mm., af Benjamin Kitter, Viktor Pascoe Medom, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Malene Melsen, Louise Davidsen og Hannah Schneider.

Er man det mindste interesseret i sprog, rytmik, tilværelsens problemer og alle de andre ting, som Inger Christensen fermt har lagt ind i ’Det’, skal man en tur i Odeon senest 2. december. Forhærdede tidselgemytter, der ikke ejer evnen til at åbne sig, kan blive væk.

 

 

Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Inciterende start på kammermusikfestivalen i Anexet

fredag, 4. august, 2023

Hvor glad man skal være for, at Trio con Brio (Soo Jin Hong, Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær) står for den kunstneriske ledelse af den årlige kammermusikfestival i Anexet på Lundsgaard, blev demonstreret til fulde i åbningskoncerten, som i øvrigt bliver sendt på DR P2 i aften kl. 19.20. 


Trio con Brio (foto: Birgit Tengberg)

Ikke blot spiller Trio con Brio selv blændende, men de har også lavet et tema for hele festivalen, ‘Jord’. Det skal forstås i bredeste forstand. Hvad kan jord inspirere til, nåede i den første koncert helt ud i verdensrummet.

Desuden har de valgt såvel unge kunstnere på vej som etablerede navne, og musikken er ikke mindst eksempler på kendte komponisters ungdomsværker.

Det gjaldt først Dmitri Sjostakovitjs Klavertrio nr. 1, ‘Poème’, der blev skrevet, da komponisten bare var 17 år og før, han hele tiden skulle tækkes det stalinistiske styre. Det blev skrevet til hans ungdomskærlighed og indeholder derfor såvel dyb intensitet som voldsomme følelsesudbrud. Det var Sjostakovitjs opus 4 og dugfriskt. Trio con Brio spillede selv og fik bagefter aftenens største bifald, ikke mindst som en anerkendelse af arbejdet med den kunstneriske ledelse.

Den polske komponist Witold Lutoslawski står bag ‘Subito’, som var et bestillingsværk til en violinkonkurrence i Indianapolis. Derfor skulle værket, der er for violin og klaver, rumme alle facetter; fra intense følelser til rent virtuose passager i voldsomt tempo og med usædvanlige toneforløb. Det er ikke den oprindelige tanke, men musikken virkede i tilknytning til ‘jord’ som en illustration af vejrets voldsomme modsætninger pga. klimaforandringerne. Værket blev smukt forløst af to unge, Adam Koch på violin og Elias Holm på klaver.

 


Andrej Bjelov, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong (foto: Birgit Tengberg)

Dobrinka Tabakova er bulgarsk og har bl.a. vundet en Lutoslawski-kompositionskonkurrence. Hun har virket i mange funktioner, bl.a. som huskomponist i Ütrechts kammermusikfestival. Her spillede Andrej Bielow, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong hendes strygetrio ‘Insight’, der er skrevet for at demonstrere visualisering af lyd, og som undervejs byder på imitation af andre instrumenter som harmonika og messingblæsere.

Før pausen spillede pianisten Elisabeth Leonskaja, ifølge den elegant sammenkædende Esben Tange frisk fra en badetur i Storebælt, Dmitri Smirnovs ‘The Music of the Spheres’ med afdelingerne Cirkler, Hjul og Sfærernes Musik. Forskellen på cirkler og hjul viste sig at være, at cirkler ligger stille, mens hjul er i voldsom fart, hvorefter man kom tilbage i de stille sfærer. Spillet var følsomt og uendelig præcist i de passager, hvor hver node skal spilles hårfint korrekt for at opnå den fulde virkning.

 


Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)

Efter en pause kom man til et af Arnold Schönbergs ungdomsværker, faktisk blot hans opus 4, Verklärte Nacht. Han var kun 25, da han skrev det, så det er skrevet i en klassisk stil fra før, han skabte tolvtonemusikken. Det er kaldt for ‘Wagner i kammermusikdragt’ og virker i passager overvældende, men ikke som et overvældende spændende ungdomsværk.

Det blev spillet lydefrit af Modigliani Kvartetten, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong, men har slet ikke de kvaliteter, Schönberg senere viste.

Hele koncerten kan som allerede nævnt høres på DR P2 i aften kl. 19.20, men da sidder et stort publikum utvivlsomt på Anexet til koncerten om ‘Elementerne’. Festivalen gør fredag kl. 22 en afstikker til Kerteminde Kirke, hvor koncerten ‘Idyll’ har værker af Respighi, Puccini, Bent Sørensen, Glazunov og Rachmaninov.

Der er foredrag og musik på samlebånd frem til slutkoncerten, ‘An die Natur’, søndag eftermiddag.

 

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »


Fine præstationer i Cabaret på Nyborg Vold

mandag, 31. juli, 2023

Gode stemmer, dejlig musik, godt skuespil og dygtigt ensemble i voldspillernes Cabaret, der har enkelte små problemer

Cabaret er en forestilling, der findes i op mod et dusin forskellige udgaver. De fleste er musicals, den mest kendte en filmversion mod Liza Minelli i rollen som Sally Bowles og Joel Grey som en uforglemmelig entertainer.

 

Benjamin Holmstrøm Nielsen som entertaineren

 

Når de fleste tilskuere sidder med filmen i baghovedet, får de en overraskelse. Sally Bowles, fremragende fremstillet af Louise Dencker Rasmussen, har færre sange end i filmen, hvor man valgte at give Minelli fx de markante sange ’Mein Herr’ og ’Maybe This Time’, som ikke er med her; og manden med skurkerollen i forestillingen, Ernst Ludwig, spillet tilpas slibrigt af Voldspils-debutanten Lasse Rasch, var slet ikke med i filmen.

Forfatteren Cliff Bradshaw, også fint spillet af Mikael Korsgaard Larsen, får en større rolle. Hele forestillingen indledes med, at han er på vej til Tyskland i tog for at få inspiration til at skrive en roman. Da den afsluttes med, at han er på vej ud af Tyskland, og hvad paskontrollen gør ved de rejsende, får den karakter af en rammefortælling i stedet for at dreje sig om Sally Bowles.

 

Louise Dencker Rasmussen som Sally Bowles

Nyoversættelse

Instruktøren Jesper Dupont har nyoversat Cabaret og har valgt det, han ville, fra de forskellige versioner. På mange måder er det sprogligt vellykket, men når han lader den totalt upolitiske entertainer synge ungnazisternes sang, da den optræder første gang, føler jeg det helt forkert. Det er rigtigere, at det senere kan få hele natklubben Kit-Kat til at synge med.

Handlingen

Handlingen har to spor. Mødet og samlivet mellem Bradshaw og Bowles samt forelskelsen mellem Fräulein Schneider, der ejer det pensionat, de bor i, og grønthandleren Herr Schultz, der uheldigvis er jøde. Derfor bliver han for farlig at gifte sig med for Fräulein Schneider, selv om han ifølge sig selv jo er lige så meget tysker som nazisterne og mener, at alt vil ordne sig.

Vores viden om, at det gør det ikke, er noget af det, der gør forestillingen alt for aktuel. Vi kan bare gribe i egen barm og se, hvor mange i Danmark, der ikke vil finde sig i personer, der kommer ude fra.

Så forestillingen har alvorlige temaer. Også, om den engelske sangerinde Sally skal følge med den amerikanske forfatter, som hun skal have et barn med. Hun slutter, at hun kun dur til at være sanger i Kit-Kat Klub, får en abort og bliver.

Glimrende spil

Scenografien af Camilla Bjørnvad er perfekt og får scenen til at illudere en depraveret berlinsk natklub, hvor mennesker af alle seksuelle orienteringer færdes. Danserne – af begge køn – har farvestrålende kostumer, designet af Michael Nøhr. Dejligt forskellige, så vi ved, at vi er i en andenrangs natklub.

 

Danserne i deres farvestrålende kostumer

Dansetrinene er i opfindsomme hænder hos Peter Friis og Anete Lotus Jensen. Man kunne ønske, at der var flere af de festlige ensemblescener, men dem er der ikke rigtigt plads til i Cabaret.

Sangerne har været i kapable hænder hos Johnny Jørgensen.

For lang førsteakt

Forestillingen mangler balance. Også, selv om det ikke regner under første akt, er den alt for lang. Når man ikke sidder i bekvemme lænestole, må den ikke være meget over en time, men den var på mindst 6-7 kvarter.

Der var et sted, hvor jeg tænkte, at her er et oplagt sted at holde pause, og det kunne man overveje, for der var mange, der syntes, at der var langt til åndehullet.

Valg af forestilling

Der har været talt om et let svigtende forsalg pga. valget af en forestilling med kant, og her skal man nok overveje, hvilket publikum man spiller for. Cabaret henvender sig ikke til den traditionelle voldspilsgænger, der vil have store ensembler, smægtende sang og en lykkelig afslutning. Derfor skal man være klar over, at man i år taler til et andet publikum og sørge for at få kontakt til det.

Cabaret er endnu en flot forestilling på Nyborg Vold, og jeg håber meget, at den sælger de nødvendige billetter, og det bliver i nogen udstrækning til et andet publikum – men har du tradition for at tage på Volden hvert år, skal du ikke lade dig afskrække.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


De gjorde børn fortræd

mandag, 31. juli, 2023

Femte og sjette bind i Allan Erik Mortensens krimiserie ’Hængedynd’ handler om mishandling af børn på flere forskellige måder

 

Bind 5 og 6 i Allan Erik Mortensens ‘Hængedynd’-serie


Allan Erik Mortensen kan ikke fordrage mennesker, der gør skade på børn, hvad enten de anbringer dem på umenneskelige børnehjem eller de myrder dem.

I femte bind af serien ’Hængedynd’, ’Små øjne kan også huske’, kommer vi vidt omkring med inspiration i den østrigske Natacha Kampusch, der levede hele sin ungdom i en skjult kælder, samt i Stockholm-syndromet om forholdet mellem kidnappere og kidnappede.

Liget af en pige, der har været forsvundet i mere end en snes år, bliver fundet i skoven. Det viser sig, at to andre piger også er forsvundet, og det er længe siden, dvs. en del år, før Jon Harding kom til Gæringe.

Avancement

I løbet af efterforskningen bliver Jon presset til at være med i sager, der ligger uden for det område, politistationen i Gæringe tager sig af. Han bliver konsulent i sager med personfarlig kriminalitet, og det tager han modstræbende imod.

Igen går det over stok og sten med et lokalt parallelspor, hvor unge mennesker brænder biler af og endog forsøger et brandattentat mod Amanda og Jons hus.

Begge sager bliver løst efter dramatiske omstændigheder af mange slags, og under vejs får vi mange af forfatterens synspunkter i farten. Han tror ikke på Gud, men på retfærdighed, han er ikke meget for forstokkede personer på den yderste højrefløj, men har stor respekt for mennesker med livsvisdom og empati. Han argumenterer overbevisende for begge synspunkter.

Den landsdækkende seriemorder

Seriemordere opererer normalt på et afgrænset område, men i ’De Redeløse’, bind 6 i ’Hængedynd’-serien, er det ene mord begået på Bornholm.

Sporene fører dog til Nordjylland, og som led i sit nye konsulentjob havner Jon Harding hos Klidsted politi.

Børnehjemmet Galstrupsminde har ikke været et godt sted at være for børn. Det er lukket en del år tidligere, men har mange dystre hemmeligheder, som Jon må grave sig ned i.

Det viser sig hurtigt, at mange i det nordjyske samfund ikke kan lide fremmede, og at det er vanskeligt at finde ud af, hvem der er til at stole på. Der venter som sædvanlig et chok og en voldsom konfrontation netop, som det hele allerede synes at være ovre.

Sjette bind er nok spændende, men føles lidt svagere end de øvrige. Årsagen er klar nok. Vi føler os hjemme i området omkring Gæringe med dets geografi, persongalleri og underfundigheder, mens området omkring Klidsted har langt fra samme charme; desuden er det lutter fremmede politifolk, Jon skal arbejde sammen med, ikke Viggo eller Fabian, Vistinge m.fl. og dem savner vi.

Det fortæller mere end noget andet, hvor fint Mortensen har fået os til at elske et område – næsten, som vi holder af Midsomer, hvor Barnaby fører sig frem.

Heldigvis sker det første mord i syvende bind i Kalundborg, så vi kan glæde os til at være tilbage igen.

Og så er det rart at have lækkert indbundne bøger i hænderne.

Erik Allan Mortensen: Små øjne kan også huske (385 s); samt De Redeløse (368 s), bind 5 og 6 i serien Hængedynd. Begge bøger smukt indbundne. Forlaget Falco.

 

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »