Anmeldelser

Død over eliten – en gribende politisk gyser

tirsdag, 5. februar, 2019

 


Peter Gilsfort som intens politiker (foto: Emilia Therese)

 

Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.

Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.

 


Githa Lehrmann bliver fyret (foto: Emilia Therese).

Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.

For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.

 


Venskaber splittes (Foto: Emilia Therese).

Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.

 


Ægteskaber splittes (foto: Emilia Therese).

Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.

Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.

Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.

Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.

Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.

Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.

Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Leonora Christina: Forvirret og effektjagende

tirsdag, 5. februar, 2019

Storsatsningen ’Leonora Christine’ i Odeon har meget for øjet og noget for øret, alt for meget for urviseren og er musikalsk for svag med et overlæsset og ulogisk manuskript.

Xenia Lach-Nielsen som Leonora Christina i problemer (foto: Emilia Therese).

– Det er pessesvært at tale uden tænder!

En trussel med megen sandhed, fremsat i et sprog, man med bestemthed ikke dyrkede i 1660erne. Ligesom det er usandsynligt, at Leonora Christina ville sige ’du’ til den franske Dronning Anna midt i et fedteri så skamløst, at hun og Corfitz Ulfeldt ville være blevet smidt i rendestenen på stedet, hvis de havde gjort det andre steder end i Leonoras betændte fantasi, når hun genfortæller sin historie til ’Manden i Hvidt’ – hvis konklusion efter tre timer er, at her har vi fået historien om, hvordan Danmark fik en enevældig konge, hvis titel blev nedarvet. I forlængelse af svenskekrigene 1658-60 med stormen på København og Frederik 3., der ville dø i sin rede.

 


Troels Lyby og Xenia Lach-Nielsen (foto: Emilia Therese).

 

Lyder det forvirrende, så vær sikker på, at det er det. Manuskriptet til musical’en ’Leonora Christina’ i Odeons store sal springer i tider og steder, så man ikke skal blive forbløffet, når der pludselig kommer noget, der ligner en neapolitansk gadesælger, syngende forbi Ellen Marsvins fynske have.

Der er også problemer med persontegningen. Indimellem er Leonora Christina snu og ind imellem frygteligt infantil – er det virkelig den kvinde, der skrev den litterære bedrift ’Jammer Minde’?

Måske skal man ikke tage det historiske for tungt, men det gør scenerne, der suser rundt i episoder fra Leonoras og Corfitz Ulfeldts turbulente liv, bortset fra at der lægges voldsomt til de historiske kendsgerninger om intriger og forræderi.

Hvorfor er den svenske konge skildret som en total idiot og Frederik 3. med tilløb til det samme? Måske for at forstærke indtrykket af stærke kvinder, der styrer svage og latterlige mænd.

Nå, mange musicals tåler ikke en nærmere prøvelse af logik, men har til gengæld udødelig musik. Tænk blot på ’Grease’, hvis moral er, at hvis du bare ryger, drikker og horer, er du god nok.

 


Stig Rossen (tv) og Joakim Lind Tranberg som Fuchs og Frederik 3. (foto: Emilia Therese).

Her svigter musikken. Orkestret under Casper Schreiber gør det glimrende, og selv om kun Stig Rossen synger helt overdådigt, er de øvrige sangpræstationer udmærkede, ikke mindst Xenia Lach-Nielsens Leonora og Cecilie Gerbergs dronning, Sophie Amalie. Scenen mellem de to er forestillingens dramatiske højdepunkt, og man kunne drømme om, at hovedpersonernes indbyrdes spændinger var blevet skildret mere farligt. Natali Vallespir Sand får ikke lov at synge som Dronning Anna, og det er ærgerligt.

Når man ikke kan huske et eneste tema efter forestillingen, er det, fordi Stephen Henriksens musik ikke siger meget – også selv om lydniveauet næsten er sundhedsskadeligt.

Betingelserne for en stor musicalaften er ellers fine, og den indledende truende musik skabte forventninger, som ikke blev indfriet. Den kæmpestore scene har gjort det muligt for scenograf Ashley Martin Davis at slå sig løs med bl.a. kongen stående i en minikopi af Rundetårn og Hammershus næsten hentet indendørs for ikke at tale om flere scener med flot gade- og havneliv, hvor Karin Betz kostumer fører sig frem, og Peter Friis’ koreografi ofte virker gennemtænkt. Jonas Bøgh har leveret lys i doser, der indimellem virker som effektjageri, men det må instruktøren Peter Langdal tage sin del af ansvaret for. Han kan tænkes at have forstærket virkemidlerne for at dække over musikalske mangler.

Tre timer er den ene for meget. En kraftig opstramning vil gøre resultatet mere spiseligt.

’Leonora Christina’ spilles sidste gang 15. februar.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Babyer er begejstret for opera

mandag, 28. januar, 2019

 

Babyoperaen ’Hjerte Lyd’ i Ferritslev Fritidshus var en forbløffende oplevelse for alle generationer og en inspirerende musikalsk oplevelse for de blebærende.

 

 


Babyopera i Ferritslev Fritidshus. Dagmar i sort og Svend i gult medvirker improviseret.

Publikum bliver lukket ind i teaterrummet til lyde fra en blid spilledåse. Målgruppen, babyer på 0-2½ år, fascineres umiddelbart af den skinnende hvide cirkelkulisse, hvor de selv kan sætte sig med forældre og bedsteforældre i periferien, men hurtigt finder ud af at krybe rundt og udforske puder, plysdyr, små bløde dukker, lagener og stativet, der ligner skelettet til en pavillon.

 


Toårige Dagmar i forgrunden overvejer sit næste skridt

 

 

Søndag formiddag kunne man næsten forestille sig, at forestillingen allerede var i gang, da toårige Dagmar opførte sig, som var hun en del af ensemblet.

Derved bliver de en del af forestillingen ’Hjerte Lyd, som Den Jyske Opera har skabt i samarbejde med to englændere, komponisten Sam Glazer samt instruktøren og librettisten Zoë Palmer. Tanja Bovin står for scenografien og de engleagtige kostumer, mens Marlene Smith står for koreografien.

Saxofonisten Kasper Hemmer Pihl vækker nysgerrigheden hos de små med pusten, såvel med som uden toner, og siden bjergtages de også af celloen, som Johanne Andersen betjener, og af sangerne Johanne Højlund og Leif Jone Øberg, der det meste af tiden opholder sig i cirklen i centrum, men som også bevæger sig ud blandt publikum. De betager med flyvende fjer og dun i flere farver; hvirvlende lagerner og tæpper; og sjove ting, der er ophængt som i en skærm eller uro. Diskret pirrer de nysgerrigheden hos børnene, der alt efter alder bliver mere og mere kravlende eller gående rundt for at være med, mens de småpludrer ivrigt.

Sangteksterne forstår de ikke, og musikkens form er de ligeglade med, men der kræses for de voksne, der såvel omfatter mødre og fædre som bedsteforældre, med dejlig musik, indsmigrende sang og tekster på dansk og engelsk. Alligevel taler musikken stærkest til de mindste, der danser rundt eller, for de mindstes vedkommende, rykker taktfast og præcis med hele kroppen.

Forestillingen varer en halv time, hvor ingen af de små blev rastløse, og kun en enkelt et øjeblik græd lidt og måske skulle skiftes. Det største problem er måske at overbevise forældre om, at børnene ikke spolerer forestillingen, når de medvirker i den.

Efter forestillingen får børnene et kvarter ekstra til at undersøge kulisserne en ekstra gang, tale med de medvirkende og blive sat ind i musikinstrumenternes hemmeligheder.


Svend indvies i celloens hemmeligheder efter forestillingen.

 

Går vi ud fra, at et barns karakter grundlægges i alderen 0-4 år, er en forestilling som denne grundlæggende for de musikalske anlæg, og heldigvis er den allerede vist for børneinstitutioner på stribe. Gid samtlige eksisterende institutioner kunne få denne fantastiske oplevelse.

Søndag blev den snesevis af babyer og familie til del i en forestilling, som man kunne unde alle de personer, der tror, at penge til en babyopera er kastet i kloarken, at se . Den er med til at gøre fremtiden bedre.

Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Temperaturen på puberteten

torsdag, 22. november, 2018

Temperaturen på puberteten

Finn Wiedemann er opvokset i Munkebo og har i sit forfatterskab først og fremmest skrevet om de ting, han oplevede i sin ungdom, hvad enten det, som i de første bøger, var selvbiografisk eller det, som i romanen ’Vinterkrigen’, er sat i en fiktiv ramme.

Titlen sigter til, at handlingen udspiller sig i den hårde vinter 1978-79, som dog spiller en begrænset rolle. Mest som baggrund for hovedpersonens glubende appetit på alt, hvad der har med meteorologi at gøre – og som giver den ældre læser et hyggeligt tilbageblik til Lars Christiansen og DRs første trafikredaktion.

Vi følger den 13-årige Lars i et brydningsår, hvor hans mor dør; hans far har en affære; han selv har problemer med at skulle konfirmeres, selv om han ikke tror på Gud – i overensstemmelse med den dobbeltmoral i voksenverdenen, han opdager; han er vildt forelsket i en pige, men har ikke den store tro på sig selv; alligevel er den seksuelle debut umiddelbart forestående.

Finn Wiedemann

 

Endnu engang ’husker’ Finn Wiedemann blændende. Han fortæller i et smukt sprog og i sin vanlige, lavstemte stil levende, om end han endnu engang falder ud af fortællerrollen her og der. Vi ser og hører med en 13-årigs øjne og ører; erfarer, hvad han tænker, og alligevel kan der pludselig fx stå: ’To teenagere i et parcelhus på Erantisvej, som er alene hjemme en forårsaften, og som er ved at lære kærligheden at kende.’

I modsætning til flere af de tidligere bøger er der mere dramatik til at holde læserens interesse fangen, og historien er endog indrammet af en voldsom skudepisode.

Den 229 sider lange bog, udsendt på forlaget Brændpunkt, er inderlig og nostalgisk for mange, men om den taler til den generation, den handler om, gad jeg nok vide. Måske er der for stor forskel på dagligdagen da og nu, måske er de unge meget tidligere modne i dag.

Jeg læste bogen, som er blandt Wiedemanns bedste, så hurtigt, det var muligt.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »


Brilliant og sædenaglende opera

lørdag, 17. november, 2018

’Til døden os’ er formentlig Andy Papes bedste opera og en forbilledlig forestilling at fejre Den Fynske Operas 70 års jubilæum med.

 

Carl i den virkelige verden, Anna og John i sindets afkroge (Foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).

 

Det oser af banal og daglig lykke i en tidlig scene af Andy Papes ’Til døden os’ på Den Fynske Opera. Carl, Mathias Hedegaard, serverer bakken med morgenmad og bringer kaffen med en elendig vits, som han formentlig har brugt hundrede gange før. Så drager han af sted til dagens arbejde, men efterlader ikke en lykkelig hustru, Anna, Vibeke Kristensen.

Det ved vi som publikum allerede. Ikke kun, fordi det ligger slet skjult i musikken, der leveres forbilledligt af Erik Kaltoft på klaver, Kirstine Elise Pedersen på cello og Elain Ruby på klarinet, men også pga. et genialt indfald af instruktør Daniel Bohr.

Han lader virkeligheden afspejle på to kæmpestore spejle, hvor dæmonerne også er projiceret ind: Kunstneren John, Lucas Bruun de Neergaard, som var Annas store kærlighed, og det barn, som faktisk var deres. John, som kørte sig og barnet ihjel i et trafikuheld, men som hele tiden lokker hende: Kom over. Lad døden forene os.

Scenen spejler Anna. Når hun er i virkeligheden, ligger dæmonerne tæt og påtrængende i såvel billede som det lydbillede, der med utrolig styrke gengiver hendes sindsudsving. Når spejlene forsvinder, er vi i hendes stadig mere syge sind og ser hende nærme sig mere og mere til det punkt, hvor døden skiller hende fra ægteskabet og forener hende med John.

 

Vibeke Kristensen, Lucas Bruun de Neergaard og Mathias Hedegaard (foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).

Man nagles til sædet under vejs. Ender den psykologiske gyser skidt eller godt? Og hvad vil egentlig være skidt eller godt? Bohrs iscenesættelse, de tre sangeres præstationer og den intense musik borer dybt i sjælen, og der går nogle sorgladede sekunder, efter at lyset er slukket for sidste gang, før publikum kan samle sig om glæden ved at hylde kunstnerne for en storartet præstation.

Operaen er oprindelig et bestillingsværk fra Den Fynske Opera og blev første gang opført i 2003. Operachef Thomas Storm har valgt den, fordi det er det mest spændende og fuldendte af de værker, operaen selv har bestilt, og det er et klogt valg.

Storm vil gerne gøre ’Til døden os’ til en klassiker, og det har den med sikkerhed kvaliteterne til – og blev i øvrigt opsat for anden gang i 2007. Lad os få den ud i verden; og om man synes, at Wikipedia er væsentlig for kunst eller ej, så må en eller anden lægge den på dér, så menigmand ikke mener, at den ikke er for ham/hende.

Det er et værk, som for mange vil være beviset på, hvor vedkommende opera kan være for et moderne menneske, og har man ikke allerede sikret sig en billet, kan man gøre det frem til d. 28. november.

Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Nissebande med musikalitet og julehumør

lørdag, 17. november, 2018

’Nissebanden i Julemandens Land’ på Odense Teater er den perfekte familieforestilling med dramatik i børnehøjde, ordspil for voksne og masser for øjne og ører i alle aldre.

 


Nissebanden, fx Mikkel Bay Mortensen, Amalie Fjeldmose, Peter Gilsfort, Natali Vallespir Sand og Joakim Lind Trabjerg (foto: Emilia Therese).

 

Bilen med vores tre børnebørn gyngede af liv og iver på vej hjem fra Odense Teaters juleforestilling. Alle tre ville fortælle om det, de havde moret sig mest over i ’Nissebanden i Julemandens Land, der er så spækket med finurligheder og overraskelser, at de alle havde haft deres personlige oplevelser: En detalje i Nina Schiøttz’ scenografi, fx da nummerpladen kommer løbende bag den bil, den tilhører; en sjov bevægelse i Peter Friis’ koreografi, ikke mindst da Puk, den indtagende og friske Amalie Fjeldmose, viser sig også at mestre elektro-rap; en særligt morsom bemærkning, ikke mindst om varm og kold kaffe hos Fiffig-Jørgensen, som hele trioen var stærkt betaget af i Anders Gjellerup Kochs kostelige fremstilling – og de var vilde med hans bortforklaring af, hvordan han var havnet på Grønland.

 

 


Fiffig-Jørgensen skal forklare sig for Nissebanden (foto: Emilia Therese).

Forestillingen går rapt over scenen med poetiske indskud, og selv om den varede to en halv time, var der ikke et barn i det stopfyldte teater, der tabte tålmodigheden, og de var ellers ned til 3-4 år gamle.

Det er en indtagende, morsom og gennemmusikalsk forestilling, Flemming Jensen har skrevet og instrueret, og til hvilken Hans Dahl har skrevet musik, der passer til hver eneste stemning og optrin. I øvrigt flere steder med klar inspiration, fx af ’Slowly’ og de tre gribbe fra ’Junglebogen. Da hele forestillingen tilsyneladende er forbi, har vi ikke fået ’Risengrødssangen’ i fuld udstrækning endnu, men så kryber Nissebanden en sidste gang ud foran fortæppet, og så kan vi alle sammen være med til at give grøden en ekstra smørklat smør.

Samtlige medvirkende er i den mest atmosfærefyldte julestemning. Peter Gilsfort som den let forfjamskede Hr. Mortensen, der ind imellem stadig kan træde i karakter. Natali Vallespir Sand som den sødmefulde Gemyse. Mikkel Bay Mortensen som Skipper, Joakim Lind Tranbjerg som Lunte, Cecilie Gerberg som en brillant bibliotekar. Githa Lehrmann som fru Fiffig-Jørgensen, Mads Nørby som grønthandleren, der kortvarigt bliver udkonkurreret af brugsuddeleren, en fremragende Claus Riis Østergaard, der heldigvis bliver klogere, så der fremover vil være mere end en enkelt butik i Holme-Olstrup – og så er der alle de kære små nisse/landsby/eskimobørn, der ikke har så mange replikker, men alle kan synge og danse i højt humør.

 

 


Rådvildhed i Holme-Olstrup, da Puk og Fiffig-Jørgensen er væk.

Orkestret under ledelse af Bent Lundgaard forlyster ikke blot under forestillingen, men også med en kort nissekoncert i foyeren et kvarter før forestillingsstart, og indtil da underholder Odense Tamburkorps foran teatret og imponerer ikke mindst med trommestikker, der kan lyse blåt i forskellig styrke alt efter, hvor kraftigt de bliver brugt.

I pausen er der gløgg og æbleskiver, og alt ånder god, gammel jul til en forfriskende juleforestilling, som spiller frem til 22. december og må være perfekt som afslapning efter juleindkøb, og hvor man kan mærke sig Flemming Jensens vise ord: Hvorfor hoppe på den limpind, at naivitet er for børn – når den er langt, langt mere tiltrængt blandt voksne?

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Verdens bedste Pippi

lørdag, 10. november, 2018

… kan man opleve på Slotsmøllen i Nyborg netop nu i voldspillernes juleforestilling, hvor næsten alt er perfekt. Scenografi, instruktion, nyoversættelsen, koreografi, sang og ikke mindst Nanna Tipsmark som verdens bedste Pippi Langstrømpe.

 

 

 


Verdens bedste Pippi (Foto: Palle Gram).

 

Det kan godt være, at det eneste julede i Nyborg Voldspils ’Pippi Langstrømpe’ er et julekram, men det er alligevel en perfekt juleoptakt at lade hele familien samles om.

Astrid Lindgrens fortællinger om verdens stærkeste, rigeste, mest respektløse og totalt charmerende pige, der gør alt det, de artige børn drømmer om, går over scenen i Slotsmøllen med tempo, charme og energi i Jesper Duponts iscenesættelse og ikke mindst mundrette nyoversættelse, som er bifaldet af Lindgrens arvinger, og det kræver ikke så lidt.

 

 


Kling og Klang er såvel sjove som adrætte (foto Palle Gram).

 

Hesten vrinsker, aben Hr. Nilsson er på en smart måde gjort ekstra deltagende i løjerne. Tommy og Annika, Sebastian Holm og Lærke Holst, er begejstrede for den respektløse Pippi, der gør alt, hvad man ikke må, og får voksne til at gå fra snøvsen: Fru Prysselius, spillet med overskud af Vivian Edelberg; betjentene Kling og Klang, som, konstaterede vores ene børneanmelder, var perfekt castet ved at have så ens fremtoninger og var utroligt adrætte, når Pippi fx tvang dem til at falde ned fra tage og trapper; røverne Dunder og Blom, urkomisk og rørende fremstillet af Kasper Olesen (ikke borgmester!) og Jens Jepsen; samt lærerinden Dorthe Boe Christensen, der må se alle sine gode hensigter saboteret af Pippis ønske om at få juleferie og undgå plutifikation.

 

 


Dunder, Pippi og Blom (foto Palle Gram).

 

Til slut dukker minsandten Pippis far, sørøveren kaptajn Langstrømpe i skikkelse af Jens Jepsen, op, men må sejle væk igen med sine friske ohøj-sørøvere, fordi rigtige venner kan ikke undvære hinanden, så Pippi bliver hos Tommy og Annika og gør Villa Villekulla og hele byen mindre kedelig.

 

 


Pippi, Tommy og Annika (foto Palle Gram).

 

 

Enhver Pippi Langstrømpe-forestillings totale succes afhænger af, at man har en dejlig Pippi, og ingen er set bedre end 17-årige Nanna Tipsmark. Hun danser godt, synger indtagende, spiller frisk og overbevisende komedie og er utroligt behændig, når hun klatrer rundt på vægge og tagrygge eller nedlægger Kling, Klang og Adolf, verdens stærkeste mand, Kasper Mortensen. Tipsmark er en tyfon af en Pippi, som man godt kan spå en fremtid i musicalfaget, hvis hun skulle vælge at forsøge sig ad den vej.

 

 


Pippi nedlægger Stærke Adolf (foto: Palle Gram).

 

Malene Højme Ilskovs cenografi er imponerende. Villa Villekulla kan vende indersiden ud i en hurtig vending, og taget kan blive broen på et sørøverskib. Maria Nielsens koreografi er opfindsom og passer perfekt til de mange dygtige unge, der udgør komparseriet i forestillingen. De synger også rent, bl.a. takket være Kristine Becker Lunds arbejde, og kostumerne er det farvestrålende resultat af systuens arbejde under ledelse af Pia Hall Nielsen.

Orkestret er her og der en smule mere cirkus, end det formentlig er meningen, men fungerer alligevel fint, og i pausen er der gløgg og – ikke alt for sprøde – æbleskiver. Med hindbærsyltetøj, konstaterede forestillingslederen Nicolaj Dencker Rasmussen, der hellere ville have haft jordbærsyltetøj, men det er vist også det eneste, han ikke har haft fuld check på, så det kommer nok siden.

Det er en veloplagt forestilling for alle aldre, og den er så godt som udsolgt, men der er sat tre ekstraforestillinger ind i tiden frem til 9. december, så har man ikke allerede sikret sig billetter, er der en chance endnu, selv om den hurtigt vil blive mindre og mindre.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Hva så Europa

onsdag, 7. november, 2018

Hva så Europa

 


Maja Juhlin er Europa på Mungo Park (foto: Palle Peter Skov).

 

Hvad sker der med Europa? Med verden? Med kommende generationer?

Når demokratiet tilsyneladende bliver offer for populismen? Når folk fra fattige kontinenter vil have del i de rige nationers kage til trods for, at ’vor tids store misforståelse er, at alle har ret til at realisere sig selv. Det er der ganske enkelt ikke ressourcer til’.

Når de fossile brændstoffer slipper op, og vi skal være glade for det, fordi de skaber klimaproblemer. Når den kunstige intellligens bliver alt for intelligent, men på den anden side: Måske skulle man lade den kunstige intelligens, der i teorien er uden ideologier og humane hensyn, overtage styringen – men så igen: Hvem har skabt forudsætningerne for den kunstige intelligens?

Europa var oprindelig en fønikisk kongedatter, der blev forført af Zeus i tyreskikkelse. På Mungo Park personificerer hun kontinentet Europa, som har voksende aldersproblemer, som det kan ske, når man er ca. 2500 år gammel. Hun er i sommerhus på Hebriderne sammen med barnebarnet Mino med horn, inspireret af tyren Minotaurus, og den østeuropæiske adoptivsøn Tamas, Frank Thiel, en stor del iført et bjørneskind som en russisk bjørn.

Europa, stærkt fremstillet af Maja Tuhlin, er muligvis ved at blive ramt af demens og dertil fysisk på vej ned ad bakke, men mest er hun skarp i humor, hukommelse og argumenter. Hun mindes med fryd den tid, hvor det var positivt at underlægge sig kolonier, og hun har det svært med de nuværende problemer mellem kontinenter og folkeslag; med en finanssektor, der truer med at tage magten fra politikerne; med behovet for at give afkald, dele og indgå aftaler; med Brexit og med at styre klimaet.

 


Mino, Isa Marie Henningsen , skriger som Mino sin frustration ud i overværelse af Mi Fang, Morten Christensen (Foto: Palle Peter Skov).

Midt i det hele dukker Kina i form af Mi Fang, Morten Christensen, op og betager Mino, Isa Marie Henningsen. Han forklarer, hvordan kinesiske ledere holder deres befolkning under nødvendig overvågning: driver deres politik og styrer deres klimaproblemer på en måde, der får Tamas til at mindes – og længes efter – DDR, hvor man vidste, hvordan betingelserne var.

I løbet af forestillingen, der er skrevet af Vivian Nielsen efter ide af Sophie Louise Lauring og er instrueret af Mette Ovesen, fyger det med historie, fremtidsvisioner, tolkninger og muligheder, der skræmmer Europa så meget, at hun får en fornemmelse af, at når hun dør, ophører alt. På den anden side får hun også lagt i munden, at ’Som om jeg ku’ slutte? Som om min æra var slut! Europa slutter ikke. Jeg bli’r ved!’

Det er politisk teater, der stritter i mange retninger og ofte fremføres med brask, bram, lys- og lydeffekter, og det er aldrig kedeligt. Er du bange for, hvor vi alle er på vej hen? Hvad der bliver af og til kommende generationer? Såvel, når det gælder menneskerettigheder, som når det gælder midler, og hvordan det går med klimaet?

Så er det en god ide at tage de to timer i Kolding i forestillingen, hvor alvor er forklædt som komedie, men hvor latteren ind imellem bliver stikkende i halsen, fordi emnerne er for alvorlige. Her er vedkommende teater, så det batter, og som egner sig til diskussion og eftertanke.

Forestillingen spiller til 13. november inkl. og igen til maj.

Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Direktøren for det hele

onsdag, 7. november, 2018

Moderne farce for fuld udblæsning

 


Christian Albrechtsens geniale kulisse fungerer perfekt (foto: Emilia Therese).

 

Lars von Trier har fornyet farcen med ’Direktøren for det hele’. Det drejer sig ikke om uendelige forvekslinger med lumre over- og undertoner, men om moralen i det moderne forretningsunivers, hvor man ikke altid kan være helt sikre på, hvad et firma egentlig står for og arbejder i – tænk blot på Stein Bagger – og hvor man ikke rigtigt kan fatte spillet om millioner og milliarder, så man ofte føler sig som Olsen Bandens Yvonne.

Som i den klassiske farce er tempoet forrygende, og i Jack McNamaras teaterversion endnu strammere og bedre end i filmen, hvor der ind imellem blev stilstand i tempoet, fx når de seksuelle scener skulle spilles ud i stedet for at antydes.

Teatrets krav til stedets enhed betyder også, at der ikke er dele, der foregår udendørs og forstyrrer illusionen om, at alt foregår i kontorets forretningsverden.

Desuden er personerne på Odense Teaters Odeonscene castet klasser bedre end i filmen, og det siger ikke så lidt i betragtning af, at de bliver sammenlignet med Jens Albinus, Peter Gantzler, Mia Lyhne, Iben Hjejle etc.

 


Ensemblet i den hæsblæsende Direktøren for det hele (foto: Emilia Therese).

 

Desuden er den islandske erhvervsping, der skal sikre, at Ravn, spillet som en ussel mammonjæger i joviale fåreklæder, kan tjene mere end 250 mio. kr., i teaterforestillingen blevet til den norske dværg Sigrid Husjord, der er ubetaleligt morsom i sit danskerhad og sin tilgang til, at alt bare skal overstås. Det er skønt, at hun taler norsk, som vi næsten kan forstå, og får oversat alt præcist og med undertoner af tolken Peter Høgsbro.

Ravn har, samtidig med at han har forberedt at røvrende sit personale, lagt skylden for alt det upopulære på en fiktiv direktør, som pludselig er nødvendig for gennemførslen af den store handel. Derfor bliver en succesløs skuespiller, Kristoffer, spillet i højeste gear af Benjamin Kitter, engageret til denne rolle, men han ikke blot udfylder den, men går i gang med at handle i den, efter mødet med Ravn og de ansatte, der hver for sig viser komik af højeste karat.

Mogens Rex som den stammende Nalle; Malene Melsen som den letbevægelige Mette med den fremtoning, som kun Melsen kan levere; Kristoffer Helmuth som skeptiker med vredesudbrud og Mette Kjeldgaard Jensen som Lise, der ikke går af vejen for at knalde sig opad. Alle er de perfekt tegnet, og at Louise Davidsen står svagere som Kirsten, er ikke hendes skyld, men rollens, som der ikke er alverdens kød på.

Kulissen af Christian Albrechtsen er genial, ikke mindst når der lige pludselig skal drønes rundt, og vi skal se, hvad der foregår over alt, og i en forestilling, der hviler på perfekt timing, har Nicolei Faber stået for en forbilledlig instruktion.

Efter halvanden times forrygende underholdning, hvor man virkelig skal holde ørerne stive for at få alt med, er vi stadig forvirrede over, hvad der foregår i højfinansen, men vi er endnu mere sikre på, at vi ustandselig bliver snigløbet af dem, der er smartere, end vi er – og overrumplet af sluteffekten.

Vil du have en virkelig sjov aften, så af sted og find ud af, HVOR sjov Lars von Trier kan være – især i rytmisk og strammet teaterudgave.

Kategori Anmeldelser, Teater | Ingen har kommenteret »


Pragtfuld sang og musik i symboltynget Carmen

onsdag, 10. oktober, 2018

Instruktøren Thaddeus Strassberger vil presse sin mening om, at det onde hersker i verden, igennem i Den Jyske Operas Carmen, og det øver vold på værket – men orkester og sangere er en nydelse


Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).

Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).

 

’Carmen’ af George Bizet har en så iørefaldende musik, at stort alle kender dele af den. Den passer med sine passager med dyster handling og mørke klange perfekt til det franske sprog, og den har stor dramatik.

Så stor, at man egentlig ikke skulle tro, at der var grund til at udbygge den, men Thaddeus Strassberger, der er såvel instruktør som scenograf og kostumier, har en dagsorden: Det onde behersker verden, og det bruger han Carmen til at demonstrere.

Derfor er der scener med vold og tortur. Derfor er smuglervarerne ikke kun tv-apparater og stoffer, men også mennesker; derfor tager Michaëla ikke bare tilbage til sin døende mor på landet, men bliver skudt; og derfor dør Carmen ikke, selv om Don José tror, at han har dræbt hende. Hun kan fortsætte med at forhekse mandfolk og virke i smuglernes selskab. De smuglere, der er gjort mafiaagtige og usandsynligt hensynsløse.

Det er formentlig også derfor, at der er rasende aktivitet på scenen også under ouverturen og diverse for- og mellemspil. Strassberger under os ikke et øjeblik til uforstyrret musiknydelse uden stort drama.

Det er synd, for musikken er ikke til at slå ihjel. Sangerne er brillante. Ved premieren blev Carmen sunget af Francine Vis, som er høj, slank, gudeskøn, en glimrende skuespiller og en fantastisk, slank mezzosopran, der udfolder sig med hæmningsløs sensualitet. Vi forstår, at ingen mænd omkring hende er upåvirket.

Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).

Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).

 

Det ses dog ikke på Don José, Samuel Sakker, der virker som et utroligt bøv, der piller ved håndvægte, mens han skal forestille at være et buldrende bål indvendig. Hans sang er imidlertid i topklasse, og Rosenarien er ikke hørt bedre.

Escamillo synges med pondus af Lars Møller, Micaëla rent og indtrængende af Lona Mohr Villadsen, og de øvrige sangere samt Den Jyske Operas Kor forgylder alle lydsiden.

Orkestret var ved premieren i Alsion Sønderborg Sønderjyllands Symfoniorkester, der som de øvrige orkestre på turneen, der når Odense 19-21. november, blev dirigeret lydhørt og uden dikkedarer af Jérome Pillement og fungerede fint.

Scenen er et kapitel for sig. Der er mobiltelefoner, walkie-talkies, forholdsvis moderne møbler og enden af en kæmpemæssig lastbil, som smuglervarerne kommer ud af. Det gør intet med tidsomstillingen. Hvis ikke instruktøren havde været så forhippet på, at hans dagsorden er vigtigere end Bizets – og er gået over gevind – havde tidsomsætningen ikke gjort noget.

Det er desuden et problem, at man ikke hele tiden er klar over, hvor man nu er. Er man i smuglernes tilholdssted, på kasernen, på kroen hos Lilas Pastia eller …?

Vælg ikke Carmen fra i denne udgave, men luk øjnene ind imellem og nyd musikken – og nyd en fantastisk Carmen som det lysende midtpunkt blandt fremragende sangere.

Der er endnu et hold sangere, der ser nok så spændende ud, og som vi kommer tilbage til, når Carmen opføres i Odense.

 

Tags:
Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »