Vor tid er fuld af symbolpolitik. Politikere, der lader populistiske hensyn bestemme deres fremtræden, ordvalg og lovgivning; og befolkningsgrupper, som sjusket lovgivning går ud over.

Thomas Markmann viser uden irriterende pegefingre, hvad det kan føre til. Dels udstiller han politikerne i scener, hvor de er topunderholdning på tv – den indledende scene sendes direkte fra Odense Teater! Dels sætter han fokus på de befolkningsgrupper, som der forsvarløse.

Rengøringsassistenten, hvis job udfases til et firma, der bruger billig arbejdskraft ude fra (hvorfor det altid skal hedde sig, at de er polakker, fatter jeg ikke). Den unge mand, der har hænderne skruet godt på, men ikke kan få svendebrev, fordi han er for dårlig til dansk og matematik. Den perfekt integrerede iraner, der til slut vil tilbage til sit land, fordi Danmark ikke længere er værd at leve i – den ypperste triumf for Inger Støjberg, regeringens, DFs og Socialdemokratiets udlændingepolitik. Museumsdirektøren, der skal tømme sit museums kunst for alt indhold for fortsat at få bevillinger.

For ikke at tale om borgergrupper, der mister troen på myndighederne og danner private vagtværn, der bl.a. kan gøre en idealistisk smed til voldsmand i en outreret udgave af retten til selvforsvar.

Usikkerheden sniger sig ind over alt, splitter ægte- og venskaber, og i slutscenen ser vi efter en forrygende gang striptease af Amalie Marstrand, at politikerne fra de to sider hjælpes ad med at fjerne den sidste trevl: Hun har jo ikke noget på. Politikerne har klædt samfundet totalt af. En moderne udgave af Kejserens Nye Klæder, der eksploderer i en af de få tilbageværende fornuftiges første bombe med galskaben. Flere vil følge.

Teksten bevæger sig i alle retninger. Den elitære kunst kan være latterlig og værd at spare på, men et samfund uden kunst bliver fattigt og farligt. Måske vil den socialistiske statsministerkandidat gerne være menneskelig og sige, hvad han mener, men det tabere han vælgere på og skældes ud af sin spindoktor; og før han er tilbage i sit undervisningsjob, er tiderne blevet sådan, at man ikke kan undervise i videnskab uden at blive fyret for det, hvis det ikke passer de regerende.

Det er de national borgerlige, der vinder valget og kommer til at stå i spidsen for forråelsen af samfundet, der selv i sin afmagt hjælper godt til.

Stykket er en gyser, og hvem tør være velhavende fremover, hvis man ikke sørger for at dele midler, uddannelse, jobs, drømme og tryghed med alle samfundsklasser? Så får vi populisme, bilafbrændinger, gadeslagsmål og voldelige vagtværn i et grumt klassesamfund, hvor en oplagt statsministerkandidat ikke vil stille op af skræk for at blive en del af det etablerede politikerliv.

Stykket er ekstremt velspillet i Moqi Simon Trolins instruktion, og vi nævner i flæng: Meika Bahnsen, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbrom, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær, Mette Kjærgaard Jensen og Freja Klint Sandberg.

Scenografi og kostumer af Eilev Skinnarmo spiller uheldsvangert sammen med Marcus Aurelius Hjelmborgs lys og Simon Holmgreens lyd, så det er svært at sidde roligt i stolen.

Tag i teatret med alle, du diskuterer godt med. Der er stof til et helt sommerhusophold af konstruktive ordvekslinger om moral, humanisme, politik, populisme, (mis)tillid og meget mere, og forestillingens længde på 2½ time føles ikke et sekund for lang.

Død over eliten starter som let ironisk komedie og slutter som renlivet tragedie – og den vedkommer.

– Det er pessesvært at tale uden tænder!

En trussel med megen sandhed, fremsat i et sprog, man med bestemthed ikke dyrkede i 1660erne. Ligesom det er usandsynligt, at Leonora Christina ville sige ’du’ til den franske Dronning Anna midt i et fedteri så skamløst, at hun og Corfitz Ulfeldt ville være blevet smidt i rendestenen på stedet, hvis de havde gjort det andre steder end i Leonoras betændte fantasi, når hun genfortæller sin historie til ’Manden i Hvidt’ – hvis konklusion efter tre timer er, at her har vi fået historien om, hvordan Danmark fik en enevældig konge, hvis titel blev nedarvet. I forlængelse af svenskekrigene 1658-60 med stormen på København og Frederik 3., der ville dø i sin rede.

Lyder det forvirrende, så vær sikker på, at det er det. Manuskriptet til musical’en ’Leonora Christina’ i Odeons store sal springer i tider og steder, så man ikke skal blive forbløffet, når der pludselig kommer noget, der ligner en neapolitansk gadesælger, syngende forbi Ellen Marsvins fynske have.

Der er også problemer med persontegningen. Indimellem er Leonora Christina snu og ind imellem frygteligt infantil – er det virkelig den kvinde, der skrev den litterære bedrift ’Jammer Minde’?

Måske skal man ikke tage det historiske for tungt, men det gør scenerne, der suser rundt i episoder fra Leonoras og Corfitz Ulfeldts turbulente liv, bortset fra at der lægges voldsomt til de historiske kendsgerninger om intriger og forræderi.

Hvorfor er den svenske konge skildret som en total idiot og Frederik 3. med tilløb til det samme? Måske for at forstærke indtrykket af stærke kvinder, der styrer svage og latterlige mænd.

Nå, mange musicals tåler ikke en nærmere prøvelse af logik, men har til gengæld udødelig musik. Tænk blot på ’Grease’, hvis moral er, at hvis du bare ryger, drikker og horer, er du god nok.

Her svigter musikken. Orkestret under Casper Schreiber gør det glimrende, og selv om kun Stig Rossen synger helt overdådigt, er de øvrige sangpræstationer udmærkede, ikke mindst Xenia Lach-Nielsens Leonora og Cecilie Gerbergs dronning, Sophie Amalie. Scenen mellem de to er forestillingens dramatiske højdepunkt, og man kunne drømme om, at hovedpersonernes indbyrdes spændinger var blevet skildret mere farligt. Natali Vallespir Sand får ikke lov at synge som Dronning Anna, og det er ærgerligt.

Når man ikke kan huske et eneste tema efter forestillingen, er det, fordi Stephen Henriksens musik ikke siger meget – også selv om lydniveauet næsten er sundhedsskadeligt.

Betingelserne for en stor musicalaften er ellers fine, og den indledende truende musik skabte forventninger, som ikke blev indfriet. Den kæmpestore scene har gjort det muligt for scenograf Ashley Martin Davis at slå sig løs med bl.a. kongen stående i en minikopi af Rundetårn og Hammershus næsten hentet indendørs for ikke at tale om flere scener med flot gade- og havneliv, hvor Karin Betz kostumer fører sig frem, og Peter Friis’ koreografi ofte virker gennemtænkt. Jonas Bøgh har leveret lys i doser, der indimellem virker som effektjageri, men det må instruktøren Peter Langdal tage sin del af ansvaret for. Han kan tænkes at have forstærket virkemidlerne for at dække over musikalske mangler.

Tre timer er den ene for meget. En kraftig opstramning vil gøre resultatet mere spiseligt.

’Leonora Christina’ spilles sidste gang 15. februar.

Finn Wiedemann er opvokset i Munkebo og har i sit forfatterskab først og fremmest skrevet om de ting, han oplevede i sin ungdom, hvad enten det, som i de første bøger, var selvbiografisk eller det, som i romanen ’Vinterkrigen’, er sat i en fiktiv ramme.

Titlen sigter til, at handlingen udspiller sig i den hårde vinter 1978-79, som dog spiller en begrænset rolle. Mest som baggrund for hovedpersonens glubende appetit på alt, hvad der har med meteorologi at gøre – og som giver den ældre læser et hyggeligt tilbageblik til Lars Christiansen og DRs første trafikredaktion.

Vi følger den 13-årige Lars i et brydningsår, hvor hans mor dør; hans far har en affære; han selv har problemer med at skulle konfirmeres, selv om han ikke tror på Gud – i overensstemmelse med den dobbeltmoral i voksenverdenen, han opdager; han er vildt forelsket i en pige, men har ikke den store tro på sig selv; alligevel er den seksuelle debut umiddelbart forestående.

Endnu engang ’husker’ Finn Wiedemann blændende. Han fortæller i et smukt sprog og i sin vanlige, lavstemte stil levende, om end han endnu engang falder ud af fortællerrollen her og der. Vi ser og hører med en 13-årigs øjne og ører; erfarer, hvad han tænker, og alligevel kan der pludselig fx stå: ’To teenagere i et parcelhus på Erantisvej, som er alene hjemme en forårsaften, og som er ved at lære kærligheden at kende.’

I modsætning til flere af de tidligere bøger er der mere dramatik til at holde læserens interesse fangen, og historien er endog indrammet af en voldsom skudepisode.

Den 229 sider lange bog, udsendt på forlaget Brændpunkt, er inderlig og nostalgisk for mange, men om den taler til den generation, den handler om, gad jeg nok vide. Måske er der for stor forskel på dagligdagen da og nu, måske er de unge meget tidligere modne i dag.

Jeg læste bogen, som er blandt Wiedemanns bedste, så hurtigt, det var muligt.

Bilen med vores tre børnebørn gyngede af liv og iver på vej hjem fra Odense Teaters juleforestilling. Alle tre ville fortælle om det, de havde moret sig mest over i ’Nissebanden i Julemandens Land, der er så spækket med finurligheder og overraskelser, at de alle havde haft deres personlige oplevelser: En detalje i Nina Schiøttz’ scenografi, fx da nummerpladen kommer løbende bag den bil, den tilhører; en sjov bevægelse i Peter Friis’ koreografi, ikke mindst da Puk, den indtagende og friske Amalie Fjeldmose, viser sig også at mestre elektro-rap; en særligt morsom bemærkning, ikke mindst om varm og kold kaffe hos Fiffig-Jørgensen, som hele trioen var stærkt betaget af i Anders Gjellerup Kochs kostelige fremstilling – og de var vilde med hans bortforklaring af, hvordan han var havnet på Grønland.

Forestillingen går rapt over scenen med poetiske indskud, og selv om den varede to en halv time, var der ikke et barn i det stopfyldte teater, der tabte tålmodigheden, og de var ellers ned til 3-4 år gamle.

Det er en indtagende, morsom og gennemmusikalsk forestilling, Flemming Jensen har skrevet og instrueret, og til hvilken Hans Dahl har skrevet musik, der passer til hver eneste stemning og optrin. I øvrigt flere steder med klar inspiration, fx af ’Slowly’ og de tre gribbe fra ’Junglebogen. Da hele forestillingen tilsyneladende er forbi, har vi ikke fået ’Risengrødssangen’ i fuld udstrækning endnu, men så kryber Nissebanden en sidste gang ud foran fortæppet, og så kan vi alle sammen være med til at give grøden en ekstra smørklat smør.

Samtlige medvirkende er i den mest atmosfærefyldte julestemning. Peter Gilsfort som den let forfjamskede Hr. Mortensen, der ind imellem stadig kan træde i karakter. Natali Vallespir Sand som den sødmefulde Gemyse. Mikkel Bay Mortensen som Skipper, Joakim Lind Tranbjerg som Lunte, Cecilie Gerberg som en brillant bibliotekar. Githa Lehrmann som fru Fiffig-Jørgensen, Mads Nørby som grønthandleren, der kortvarigt bliver udkonkurreret af brugsuddeleren, en fremragende Claus Riis Østergaard, der heldigvis bliver klogere, så der fremover vil være mere end en enkelt butik i Holme-Olstrup – og så er der alle de kære små nisse/landsby/eskimobørn, der ikke har så mange replikker, men alle kan synge og danse i højt humør.

Orkestret under ledelse af Bent Lundgaard forlyster ikke blot under forestillingen, men også med en kort nissekoncert i foyeren et kvarter før forestillingsstart, og indtil da underholder Odense Tamburkorps foran teatret og imponerer ikke mindst med trommestikker, der kan lyse blåt i forskellig styrke alt efter, hvor kraftigt de bliver brugt.

I pausen er der gløgg og æbleskiver, og alt ånder god, gammel jul til en forfriskende juleforestilling, som spiller frem til 22. december og må være perfekt som afslapning efter juleindkøb, og hvor man kan mærke sig Flemming Jensens vise ord: Hvorfor hoppe på den limpind, at naivitet er for børn – når den er langt, langt mere tiltrængt blandt voksne?

Hvad sker der med Europa? Med verden? Med kommende generationer?

Når demokratiet tilsyneladende bliver offer for populismen? Når folk fra fattige kontinenter vil have del i de rige nationers kage til trods for, at ’vor tids store misforståelse er, at alle har ret til at realisere sig selv. Det er der ganske enkelt ikke ressourcer til’.

Når de fossile brændstoffer slipper op, og vi skal være glade for det, fordi de skaber klimaproblemer. Når den kunstige intellligens bliver alt for intelligent, men på den anden side: Måske skulle man lade den kunstige intelligens, der i teorien er uden ideologier og humane hensyn, overtage styringen – men så igen: Hvem har skabt forudsætningerne for den kunstige intelligens?

Europa var oprindelig en fønikisk kongedatter, der blev forført af Zeus i tyreskikkelse. På Mungo Park personificerer hun kontinentet Europa, som har voksende aldersproblemer, som det kan ske, når man er ca. 2500 år gammel. Hun er i sommerhus på Hebriderne sammen med barnebarnet Mino med horn, inspireret af tyren Minotaurus, og den østeuropæiske adoptivsøn Tamas, Frank Thiel, en stor del iført et bjørneskind som en russisk bjørn.

Europa, stærkt fremstillet af Maja Tuhlin, er muligvis ved at blive ramt af demens og dertil fysisk på vej ned ad bakke, men mest er hun skarp i humor, hukommelse og argumenter. Hun mindes med fryd den tid, hvor det var positivt at underlægge sig kolonier, og hun har det svært med de nuværende problemer mellem kontinenter og folkeslag; med en finanssektor, der truer med at tage magten fra politikerne; med behovet for at give afkald, dele og indgå aftaler; med Brexit og med at styre klimaet.

Midt i det hele dukker Kina i form af Mi Fang, Morten Christensen, op og betager Mino, Isa Marie Henningsen. Han forklarer, hvordan kinesiske ledere holder deres befolkning under nødvendig overvågning: driver deres politik og styrer deres klimaproblemer på en måde, der får Tamas til at mindes – og længes efter – DDR, hvor man vidste, hvordan betingelserne var.

I løbet af forestillingen, der er skrevet af Vivian Nielsen efter ide af Sophie Louise Lauring og er instrueret af Mette Ovesen, fyger det med historie, fremtidsvisioner, tolkninger og muligheder, der skræmmer Europa så meget, at hun får en fornemmelse af, at når hun dør, ophører alt. På den anden side får hun også lagt i munden, at ’Som om jeg ku’ slutte? Som om min æra var slut! Europa slutter ikke. Jeg bli’r ved!’

Det er politisk teater, der stritter i mange retninger og ofte fremføres med brask, bram, lys- og lydeffekter, og det er aldrig kedeligt. Er du bange for, hvor vi alle er på vej hen? Hvad der bliver af og til kommende generationer? Såvel, når det gælder menneskerettigheder, som når det gælder midler, og hvordan det går med klimaet?

Så er det en god ide at tage de to timer i Kolding i forestillingen, hvor alvor er forklædt som komedie, men hvor latteren ind imellem bliver stikkende i halsen, fordi emnerne er for alvorlige. Her er vedkommende teater, så det batter, og som egner sig til diskussion og eftertanke.

Forestillingen spiller til 13. november inkl. og igen til maj.

Lars von Trier har fornyet farcen med ’Direktøren for det hele’. Det drejer sig ikke om uendelige forvekslinger med lumre over- og undertoner, men om moralen i det moderne forretningsunivers, hvor man ikke altid kan være helt sikre på, hvad et firma egentlig står for og arbejder i – tænk blot på Stein Bagger – og hvor man ikke rigtigt kan fatte spillet om millioner og milliarder, så man ofte føler sig som Olsen Bandens Yvonne.

Som i den klassiske farce er tempoet forrygende, og i Jack McNamaras teaterversion endnu strammere og bedre end i filmen, hvor der ind imellem blev stilstand i tempoet, fx når de seksuelle scener skulle spilles ud i stedet for at antydes.

Teatrets krav til stedets enhed betyder også, at der ikke er dele, der foregår udendørs og forstyrrer illusionen om, at alt foregår i kontorets forretningsverden.

Desuden er personerne på Odense Teaters Odeonscene castet klasser bedre end i filmen, og det siger ikke så lidt i betragtning af, at de bliver sammenlignet med Jens Albinus, Peter Gantzler, Mia Lyhne, Iben Hjejle etc.

Desuden er den islandske erhvervsping, der skal sikre, at Ravn, spillet som en ussel mammonjæger i joviale fåreklæder, kan tjene mere end 250 mio. kr., i teaterforestillingen blevet til den norske dværg Sigrid Husjord, der er ubetaleligt morsom i sit danskerhad og sin tilgang til, at alt bare skal overstås. Det er skønt, at hun taler norsk, som vi næsten kan forstå, og får oversat alt præcist og med undertoner af tolken Peter Høgsbro.

Ravn har, samtidig med at han har forberedt at røvrende sit personale, lagt skylden for alt det upopulære på en fiktiv direktør, som pludselig er nødvendig for gennemførslen af den store handel. Derfor bliver en succesløs skuespiller, Kristoffer, spillet i højeste gear af Benjamin Kitter, engageret til denne rolle, men han ikke blot udfylder den, men går i gang med at handle i den, efter mødet med Ravn og de ansatte, der hver for sig viser komik af højeste karat.

Mogens Rex som den stammende Nalle; Malene Melsen som den letbevægelige Mette med den fremtoning, som kun Melsen kan levere; Kristoffer Helmuth som skeptiker med vredesudbrud og Mette Kjeldgaard Jensen som Lise, der ikke går af vejen for at knalde sig opad. Alle er de perfekt tegnet, og at Louise Davidsen står svagere som Kirsten, er ikke hendes skyld, men rollens, som der ikke er alverdens kød på.

Kulissen af Christian Albrechtsen er genial, ikke mindst når der lige pludselig skal drønes rundt, og vi skal se, hvad der foregår over alt, og i en forestilling, der hviler på perfekt timing, har Nicolei Faber stået for en forbilledlig instruktion.

Efter halvanden times forrygende underholdning, hvor man virkelig skal holde ørerne stive for at få alt med, er vi stadig forvirrede over, hvad der foregår i højfinansen, men vi er endnu mere sikre på, at vi ustandselig bliver snigløbet af dem, der er smartere, end vi er – og overrumplet af sluteffekten.

Vil du have en virkelig sjov aften, så af sted og find ud af, HVOR sjov Lars von Trier kan være – især i rytmisk og strammet teaterudgave.