I Rottefælderevyens pause er det ikke helt klart, hvordan revyen vil stå sig. Første akt er jævnt god med nogle perler, men også med nogle numre lidt under middel.
Inflation. Fra venstre Christina Astrid, Jan Schou, Pernille Schrøder og Mikkel Schrøder. (Foto: Rune Buch)
Så går tæppet for anden akt, og man betages straks af bagtæppet til nummeret om, hvordan vi alle er hårdt ramt af inflationen. Vi genkender alt, hvad der sker i butikkerne for de fire på scenen, mens de prøver at købe ind, uden at deres økonomi bliver smadret, fordi alt koster “spidsen af en jetjager”.
Derefter følger det ene skønne nummer efter det andet. “Ugens tilbud” til den forkølede på apoteket; Jan Schou som Dronning Margrethe, der vil overrumple Jan Schou(!) på scenen, som hun gjorde det med Ulf Pilgaard; en tegnet kavalkade over stjerner fra dansk revy i 175 år, introduceret af Christine Astrid i en blå kjole, der tager vejret fra publikum.
“Den gode tone” viser sig at være sidste, afgørende eksamen for en, der vil være P-vagt; elegante parodier og vitser, givet af Mikkel Schrøder og Jan Schou med tekst af Leif Maibom; Pernille Schrøders nummer af Jens Krøyer om prepping, der kan koste familiens økonomi, men give nok så meget vin i kælderen;
Told Pingviner. (Foto: Rune Buch)
“Told Pingviner”, hvor Mikkel Schrøder, Christine Astrid og Pernille Schrøder som pingviner prøver at finde en mening med Donald Trumps told på 10 procent, der har ramt et område med lutter pingviner; en vidunderlig vise af Krøyer og Mikkel Schrøder om “Det værste, jeg ved”, der dækker over skruelåg, man ikke kan åbne; husholdningsfilm, man ikke kan adskille; og toiletpapir, der ikke holder. Hvem kender ikke præcis de problemer? Fulgt af et gammeldags Rottefældenummer om, hvad der kan foregå på toilettet. Fint timet og meget sjovt.
Så glemmer vi, at det må være helt slut med “Skål”-numre i form af uønskede taler til firma- og familiefester, som vi efterhånden har fået for mange af i det seneste tiårs revyer med Trine Gadeberg, Vicki Berlin og Christine Astrid.
Hvordan var det med første akt? Jo, først kunne man ved ankomsten glæde sig over den skønne Caroline Amalielund. Hvor er det godt, at Rottefælden kom tilbage i skovanlægget. Man sætter sig og forsøger at flette benene med nabo og genbo på en holdbar måde ved de små runde borde, hvor man indtager den platte, der ikke har ændret sig meget i 100 år. Sådan skal det være, og man kommer også i snak med de to andre ved bordet: Om dagligdag, om Svendborg, om revyens historie…
Efter den første, faste intro: Nu er vi i dejlige Svendborg igen, kommer opkaldet fra Mikael Bertelsen. Hvem skal være med i “Det sidste ord” – og især hvornår. I samtalens løb bliver alder tidløs bortset fra, at nivea erstattes af voltaren! Leif Maiboms tekst er veloplagt og tankevækkende.
Mikkel Schrøder sammenligner regninger fra USA og Danmark (Foto: Rune Buch)
Der følger flere udmærkede, men meget forudsigelige numre, og Mikkel Schrøder belyser forholdet mellem Danmark og Trump fint i en ikke overdrevet “Ingen regning” med blik bagud til Peter Bellis “Ingen Faktura”.
Vase og Fuglsang, der er knap så overdådige her som i Aarhus og Odense, står bag en forrygende “Gør en forskel” om hjerteløbere, godt instrueret af Carsten Friis, og der er et par korte vitsindslag som de gode gamle, men ikke særligt bemærkelsesværdige. Revyens alvorlige sang står Maibom endnu engang for. Jan Schou filosoferer over alle de ting, man i livets løb har gjort første gang og netop derfor husker, men derefter kommer vi til de ting, han gør for sidste gang i Rottefælden. Hvor mange håber ikke, at han skiftet mening, for han virker bestemt ikke udspillet, men tværtimod i stand til elegant at underspille stor humor.
Jan Schou filosoferer over første gang og sidste gang. (Foto: Rune Buch)
Akten ender med et potpourri over Keld Heick-sange, hvor der altid kommer gang i publikum, når man kommer til “Vanløse, Ganløse, Boulum og Skovlund, Håstrup, Tåstrup og Tårs” etc. De steder, hvor Keld og the Donkeys optrådte.
Så er der kaffe, te, is, kransekage og måske et glas vin, mens man venter på anden akt.
Himmel, hvor den er til at vente på i år.
Det dejlige ensemble, som giver publikum noget at tænke over og at grine ad: Fra venstre Pernille Schrøder, Mikkel Schrøder, Jan Schou og Christina Astrid (Foto: Rune Buch)
De fire i ensemblet synger dejligt, har den timing, som man kan forvente hos fire, der er gode til teatersport. Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder står for en usædvanlig flot scenografi, der ikke mindst fremhæver Jens Krøyers fine trio, og endnu engang må vi rose Vibeke Valeur for kostumerne.
I sine to første udgaver har Aarhusrevyen været et sandt overflødighedshorn: Musik og sang leveret med baggrund i fire fremragende musikere og to lige så glimrende syngepiger på en overdådig scene, hvor man kan spille revyens numre fra små intimrum til de helt store omgivelser med fine kostumer og i en fantasifuld lyssætning. Man kan ikke andet end at blive i godt humør fra første tone, når det hele fortsætter i år i Tivoli Friheden i Aarhus.
Tempoet i ‘Smilets Revy’ er overdådigt fra først til sidst i Birgitte Næss-Schmidts instruktion, og det er kraftigt medvirkende til, at man passerer forbi en del svage tekster uden næsten at opdage det, fordi man er i så strålende humør. Desuden er der en del glimrende numre. Bedst af alle potpourriet ’Hjælp Aarhus’ som fint anbragt sidste nummer før pausen.
Hurra for Vase og Fuglsang
I det giver de medvirkende prøver på deres parodiske evner, mens man gennemgår trafikkaosset i den jyske hovedstad. Vase og Fuglsang, der har kontor i Aarhus, har skrevet den urkomiske tekst med de mange overrumplende skift, og parodier er jo en spidskompetence for såvel revyens ejere, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, som Troels Malling, Carsten Svendsen, Szhirley og Lone Rødbroe, så her har vi det perfekte revynummer.
Et lige så perfekt, men i en anden genre, er ’Uden regning’, også af Vase og Fuglsang, skrevet over Peter Bellis rørstrømske ’Ingen Faktura’, men ætsende rigtigt i sin udpegning af USA og Danmarks indbyrdes forhold for tiden. Flot set – flot skrevet. En genistreg.
Minsandten om ikke også ’Sejtsiing’, et tredje højdepunkt, er af Vase og Fuglsang. Med super komik viser det farene ved at spørge en sand aarhusianer om vej.
Og så er også revyens fjerde kulmination skrevet af Vase & Fuglsang om Danmarks hemmelige våben, kvinder i overgangsalderen. Lone Rødbroe er en vulkan af humor i camouflagedragt, og begynder vi at indkalde denne gruppe til den danske hær, kan alle andre godt lægge sig.
Resten af revyen
Der er andre fine numre, fx ’Hæklesangen’ med Rødbroe og Astrid om, hvordan den ædle aktivitet kan virke som vredesaflader; mødet i selvmordsklubben, der forståeligt har vigende medlemstal, man da stadig har Troels Malling, Christine Astrid og Carsten Svendsen;
’Mental Load’, som er en fin duet af Szhirley, der endnu engang vokser som revyskuespiller, og Mikkel Schrøder. Al musikken er af Richard Rodgers, så man nynner med hele vejen; Kasper Gattrups ’Multitasking’, som vel er godt ved første møde, men selv så jeg det for fjerde gang på ni år, så nu må det snart holde pause.
Når man efter revyen mindes de enkelte numre, opdager man, at man i en vis udstrækning er blevet forført, for der er faktisk en del numre under middel; dårligst ’Jesus’. Det er mærkværdigt, som denne figur uden held optræder i revy efter revy. Måske, fordi det ikke er så morsomt endda, at Jesus siger ’fuck’ og den slags. Lad os glemme den svage side af revyen, som tempoet får os til at glemme.
Derfor er den måske nok til fire Amandaer, men ingen revy med så fabelagtige højdepunkter vil af mig få mindre end ….
Det er en halv snes år siden, at teaterselskabet Figaros og Den Ny Opera succesfuldt turnerede med deres afsindigt morsomme og selvlavede udgave af Gilbert og Sullivans ’Pinafore’, som ældre vil huske fra TVs opførelse med Lise Ringheim, John Price og måske især Jørgen Reenberg som admiralen med visen, der siden har været folkeeje.
Figaros og Den Ny Opera satte sig den gang – som nu – for at radbrække forestillingen ved at indsætte utallige danske melodier og et antal vitser og brandere, der netop ikke er så dårlige, at man ikke kan holde det ud. Nej, de mange lån får salens tilskuere til at juble og ligge flade af grin, og så der er der ovenikøbet adskillig interaktion med publikum, der elsker at give deres støtte til den moderniserede admiralsvise.
Den aktuelle ’Pinafore’ er endnu bedre end for ti år siden især, fordi der er masser af helt tidssvarende henvisninger. Desuden er det tydeligt, at ensemblet, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og den overlegent sikre pianist, på havets bund som i det ydre rum, Allan Dahl Hansen, har elsket at gennemarbejde forestillingen igen, så den fremtræder moderne.
Karsten Jansfort og Lisbeth Kjærulff
Og så kan de alle sammen synge – solo og i kor. Lisbeth Kjærulff er – igen – en utrolig oplevelse. Hun kan ikke bare synge en operaarie, så trommehinderne fryder sig, men i de forskellige ensemblenumre går hun hele tiden præcist igennem – helt op til det høje c, som tydeligt må være overvurderet, sådan som hun tager det ganske ubesværet.
Ensemblet kalder deres arbejde for ’respektfuld respektløshed’, og det er lige, hvad det er. Vi genkender en del af Pinafore, men accepterer de totalt gakkede ændringer i handling, musik og sted, før intrigen falder på plads, så den smukke og velsyngende Josephine kan få sin matros Ralph.
Pianisten Allan Dahl Hansen fungerer også i det ydre rum
Det lille ensemble spiller et hav af forskellige roller under vejs, ligesom vi møder R2D2, robotten fra Star Wars, i form af nilfisken NFD2; og det kan være sjovt for publikum at forsøge at huske dem alle sammen – og hvor de stammer fra – bagefter. En ny person er Erling Jørgensen, formand for den lokale teaterforening (dog ikke i turnebyerne), der får sagt et og andet om såvel teaterforeninger som turneteatret.
Forestillingen, hvis begavede scenografi turnerer landet rundt i et par måneder endnu, er en af dem, man MÅ se. Manuskript og sangtekster: Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Instruktion: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Musikalske arrangementer og musikalsk ledelse: Allan Dahl Hansen. Musik: Gilbert & Sullivan m.fk. Scenografi: Figaros. Kostumedesign: Nathalie Meldgaard. Scenisk konsulent: Jakob Næslund. Havfruer og aliens: Tilia Lund Hasselager og Victoria Lind. NFD2: Morten Chemnitz Kirches-Lindegaard. Lys og teknik: Anton Caleniuc Russo og Henning Amstrup. Film: Figaros og Kristian Jensen. Backingtrack: Søren Schwalbe. Produceret af Figaros og Den Ny Opera.
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
HMS Pinafore er på turné i hele landet til d. 27. april.
’Next to normal’ bryder nye veje for musicalgenren, og Odense Teaters udgave på Odeon er fremragende.
Diana forrest blandt skuespillerne på scenen, hvor man kan se orkestret på overetagen (foto: Emilie Therese)
At tilskuerne sidder og smågræder eller snøfter over udgangen på en musical, fordi de er rystet, rørt eller har fået et chok ved at opleve en verden, de måske nok har strejfet, men aldrig gjort sig klart, hvordan man har det, når man lever i den.
’Next to normal’ handler om en familie, hvor mor Diana (Cecilie Gerberg) har en sindslidelse, som resten af familien skal lave med, så godt de kan, mens de er bange for, hvordan den udviklet sig. Den er nemlig manio-depressiv og dermed også selvmordstruende i de depressive perioder.
Mor, to børn og far i et dramatisk familieopgør (foto: Emilia Therese)
Det er svært for far Gabriel (Ulrik Windfeldt-Schmidt), der hele tiden skal balancere på kanten af, hvor normalt familien kan leve, samtidig med, at han vil prøve at hjælpe sin hustru til en bedre tilværelse.
Det er også svært for datteren Natalie (Cecilie Elisabeth Bogø Bach), der frygter for, at den samme sygdom kan ramme hende, og derfor ikke vil have et forhold til Henry (Vito Borggild Gram), selv om de elsker hinanden. I stedet begynder hun på et stofmisbrug. Samt for sønnen Dan (Mathias Flint), som Diana mister erindringen om, da hun har fået elektrochok.
Mor og datter i et rørende opgør (foto: Emilie Therese)
Det er den første musical, der på denne måde behandler psykiske problemer og det at skulle leve med dem, men tro nu ikke, at musical’en ikke er seværdig af den grund. Den inciterende musik, der er meningsbærende, fra et fremragende orkester (kapelmester Anders Ortman, masser af humor i teksten og en fascinerende scene (scenograf er Marianne Nilsson) , der er opdelt i etager og giver spændende muligheder, gør, at der ikke er et kedeligt øjeblik. Flere scener spilles parallelt på de to etager og medvirker til, at historien går ind under huden.
Brian Yorkey og Tom Kitt, der står for hhv. tekst og musik i ’Next to normal’, havde arbejdet i mange år efter, at Yorkey havde set et tv-program om elektrochok, på at lave forestillinger om emnet. Først i 2009 stod den endelige udgave af musical’en klar og vakte furore på Broadway. Den vandt adskillige Tony-priser (teatrets modstykke til Oscar- og Emmypriserne) samt Pullitzerprisen, der gives for særlige bedrifter i journalistik eller kunst.
Instruktør i Odense er Charlotte Munksø, der som alle andre, der er involveret i forestillingen, har sat sig grundigt ind i, hvad den bipolare lidelse medfører, så alt er troværdigt. Publikum bliver ramt på sjælen med de fremragende præstationer, af hvilke Cecilie Gerberg naturligt står forrest med sin sang, der rummer hele følelsesregistret, og sin gennemført rørende figur. Windfeldt-Schmidt er knap så stærk i det sanglige, men meget stærk i sin empati og kærlighedens styrke. Mathias Flint er glimrende, og det samme gælder Cecilie Elisabeth Bogø Bach, der dog kan blive en smule skinger på de høje toner, når hun giver helt los.
Da alle pille-løsninger har fejlet i behandlingen, går Diana med til at forsøge elektrochok, og i pausen kan alle spekulere over, at det er en god løsning.
Natalie og Henry giver deres kærlighed en chance (foto: Emilie Therese)
Jeg skal ikke røbe, hvordan virkningen er, men problemerne bliver ikke mindre. Det håb, som forestillingen har ved siden af håbløsheden, er, at Natalie giver sit forhold til Henry en chance. Måske er de begge normale, og er en af dem unormal, kan det for så vidt være Henry!
Lommetørklæderne bliver brugt flittigt mod afslutningen, for der er grumme udsigter for Diana og Gabriels senere liv, og man føler dig bitter over elektrochokbehandlingen, som det var naturligt at forsøge, når alt andet har fejlet – så hvad skal man stille op?
’Next to Normal’ er en flot forestilling, som spiller frem til 25. januar, og som får en varm anbefaling med. Den beviser, at en musical ikke behøver at være munter og ende godt, og det er i sig selv en bedrift.
Siden 1904 har Giacomo Puccinis ’Madama Butterfly’ været elsket af et publikum, der har været grebet af den japanske geishas skæbne, fordi hun kun er legetøj for den amerikanske charlatan Pinkerton. Amerikanere svømmer i penge, så han køber et japansk hus inkl. geishaen Cio-cio-san Butterfly, som han gifter sig med. Begge dele er med en måneds opsigelse, som han udtrykker det. Kort efter drager han af sted og pålægger den amerikanske konsul at betale huslejen.
Sofiya Palamar og Chunxi Stelle Hu (foto: Anders Bach)
For Butterfly er det opfyldelsen af alt, hvad hun kunne drømme om. Hun konverterer til kristendommen og forbandes af sin familie, fordi hun lader hånt om dens traditionelle guder.
Da Pinkerton er taget af sted i sit flådefartøj, indretter hun sig på en ensom tilværelse med sin tjenestepige Suzuki. Fra sit hjem har hun udsigt over havet, og hver dag i tre år spejder hun efter det fartøj, der skal bringe Pinkerton tilbage. Hun har tilmed fået et barn, der bærer alle tegn på at være Pinkertons.
Til sidst har hun og Suzuki ikke flere penge til det daglige liv, men netop da vender Pinkerton tilbage. Nu med en amerikansk hustru, og da parret hører om barnet, beslutter de at tage det med til USA. Dermed er Butterfly frataget alt og begår selvmord.
Den Jyske Operas kor (foto: Anders Bach)
Et tema, som mange forfattere har brugt, og Puccini besluttede at komponere sin opera, da han havde set et teaterstykke af David Belasco i London. I første omgang blev det en eklatant fiasko, men efter at operaen var omarbejdet, så akterne fik en bedre indbyrdes balance, fik den stor succes ved relanceringen i Brescia.
Den står og falder med den, der synger Butterfly, og lørdag i Odense var Chunxi Stella Hu suveræn i rollen. Ikke kun sangligt, hvor hun mestrede alt fra rørende piano til de største følelser, men også kropsligt, hvor hun hele tiden formåede at vise de utallige udtryk, som hendes tekst giver: Stormende glæde, rørelse, tvivl, sorg og fortvivlelse. Gad vide, hvor mange der har undgået at fælde en tåre til slut.
Der er ingen grund til at tro, at den alternerende Viktorija Kaminskaite ikke er lige så fremragende.
Eduardo Aladrën (foto fra kunstnerens hjemmeside)
Der var sygdomsforfald for begge de sangere, der alternerer som Pinkerton, så det var noget af en præstation i stedet at kunne præsentere Eduardo Aladrén, der er fast solist på Deutsche Oper am Rhein. Uanset kvaliteten på de to faste fremstillere var han en flot erstatning, som også havde nået at finde sin plads på scenen hele vejen.
Suzuki blev fremstillet stærkt af Sofiya Palamar, og Rhys Jenkins formåede at give en tit lidt bleg figur, den amerikanske konsul, tilpas vægt, så vi forstod, at det heller ikke er let for ham at se en amerikaner opføre sig skidt og knuse en skæbne.
Den Jyske Operas kor var på toppen, og det samme gjaldt Odense Symfoniorkester, der blev dirigeret af Christopher Lichtenstein.
Scenografien af Rifail Ajdarpasic var både smuk og funktionel, og instruktør Ulrich Peters fik alle til at yde deres bedste og udnyttede ikke mindst hele scenen optimalt.
Liv Helms udgave af Henrik Ibsens “Gengangere” giver på Odense Teaters Værkstedsscene stykket et nyt liv med et flot greb
Regine, mens huset er intakt, før skeletterne begynder at rasle (foto: Emilia Therese)
Har du nogensinde tænkt over, hvad omgivelserne betyder for din opfattelse af, hvordan du opfatter det, du hører?
Det får man en demonstration af, når “Gengangere” spilles i et samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater, og den får en slutning, som mange måske vil kalde for uforsvarlig, men som gør forestillingen tidssvarende. Ibsen havde et urigtigt syn på arveteorier, og de gør nogle af hans forestillinger svære at sluge. Det har Liv Helm taget konsekvensen af.
Ordene er som i Ibsens stykke, men ændringen af perspektivet, så vi ikke oplever dem i de smukke stuer med de bonede gulve, er intet mindre end genial.
Vi er flyttet ud på tjenergangen og oplever alt gennem tjenestepigen Regines øjne og ører. Hun spilles blændende, rørende og handlekraftigt af Ellaha Lack, som forståeligt allerede er ansat på Det Kongelige Teater. Petruska Miehe-Renards kulisse og kostumer er lige så geniale. Fra start har vi et normalt lokale, hvorfra der godt nok er nogle revner og sprækker, så man kan høre og til dels se, hvad der foregår i de øvrige lokaler, men siden sker der ting og sager.
Helene, flot spillet af Malene Melsen, forsøger at holde sammen på en familie, der har så mange skeletter i skabene, at det passer perfekt til halloween. Hendes mand var en charlatan, der forlystede sig med spiritus og kvinder, som det passede ham. Blandt andet voldtog han familiens tjenestepige, og da det førte til en graviditet, blev hun – og datteren Regine – afsat til en håndværksmester for en rigelig betaling.
Osvald – og huset – i dyb krise (foto: Emilia Therese)
Det betyder, at hun er halvsøster til Helenes barn Osvald. En lidt utaknemlig rolle, der forsvares fint af Lasse Steen. Osvald er netop kommet hjem fra Paris i syg tilstand og vil blive hjemme, selv om han i sit forrige besøg lovede at vise Regina den franske hovedstad – hvilket har fået hende til at lære fransk i mellemtiden. Nu vil han have, at hun skal gøre noget for ham og voldtager hende i en stærk scene.
Mens familien – og Pastor Manders (Lars Simonsen) – og håndværkeren (Peder Holm Johansen) – får afsløret grumme hemmeligheder på stribe, som Regine erfarer til sin gru, falder væggene på scenen sammen en efter en, og tingene tegner værre og værre.
Væggene falder (foto: Emilia Therese)
Da et asyl, som skulle være til minde om Helenes mand, brænder med venlig assistance fra præsten, er der på en måde lagt op til, at når det gamle brænder, skal tingene fornys, som det for eksempel sker i Alexander Kiellands “Garman og Worse”, men Ibsens stykke afslutter med sindssyge og håbløshed, selv om Regine siges at være på vej til den nye verden, Amerika. Så må man håbe, at hun ikke har fået Osvalds syfilis med sig. I dag ved vi jo, hvordan den faktisk smitter.
Helms tillader sig at give forestillingen en afslutning, som giver håb, såvel for kvinder som for os alle sammen. Hvad den går ud på, må man selv ind at se. Desværre skal man stå i kø efter uafhentede billetter, for alle forestillinger – og ekstraforestillinger – er udsolgt. Heldigvis har det fynske publikum næse for topkvalitet.
Opera- og Teaterkompagniet Figaros har eksisteret siden 2004 og er specialiseret i at give kendte værker en humoristisk overhaling med gakkede påfund, kostumeskift og hints til aktuelle begivenheder uden at miste det musikalske. Det leverer ifølge sin egen hjemmeside ’opera with a twist’.
Forleden stiftede jeg i Korinth bekendtskab med ’Gravalvorlig’, der opgives at være ’en sort bedemandskomedie’, og det lever den alt for godt op til.
Bedemandsvirksomheden ’Den enes død’ er i økonomisk knibe pga. den forlængede levealder – der dør simpelthen ikke folk nok. Desuden presses indehaverne Tove (Signe Asmussen) og Werner (Hans Dueholm) af bureaukrati, fordi der skal indberettes omhyggeligt til Krematorietilsynet, og fordi man skal være parat, hvis det værste, tilsynets kvotekontrol, skulle indtræffe.
Så melder den nyuddannede bedemandsassistent Asbjørn sig, og han viser sig at give inspiration til, hvordan man kan få gang kundetilgangen. Snart aflives personer på stribe på en måde, der vel knap kan live op til ’Sweeny Todd’, der må være blandt inspirationerne, og alligevel mangler der til sidst nogle få i at opfylde kvoten.
Fra venstre Signe Asmussen, Michael Christensen og Hans Dueholm. Foto: Bering Foto
Ingen henvisning til kendte værker er for flad. Lige fra, at vi ustandselig får at vide, at pianistens navn er Igor Mortis – vi har fattet pointen første gang – til, at aflivningen af et offer er ’en sælgers død’.
Der er et væld af ordspil og forvrængninger, der rækker fra det morsomme til det pinlige, og til sidst bliver det for meget, og man synes, at operaen som den lette sag, den er, er for lang – som hvis man så Monty Python fem timer i træk. Lad mig foreslå to operaer a hver 55 minutter i stedet for.
Til glimrende akkompagnement af Allan Dahl Hansen på klaver synger kvartetten fremragende, og Michael Kristensen får endog lov til at synge en smuk arie. Bo Gunges musik er iørefaldende med mange understregende pointer, og scenografien fungerer fint og er tilpasset de muligheder, man på en turné har på scener af vekslende størrelse.
Teatret i Midten har dækket op før forestillingen
Der er til gengæld ingen forbehold, når det gælder oplevelsen af ’Teatret i midten’, Faaborg-Midtfyns Teaterforening, der har et forbløffende fint og righoldigt program i Korinth Kulturhus.
Hver forestilling indledes med fællesspisning, der er inclusive det første glas vin eller andre drikkevarer som en del af entreen. Korinth Kulturhus er så mærkværdigt, at det i sin blå farve er charmerende, og teatersalen har ikke sæder, der gør bagen øm, men behagelige lænestole med små borde imellem.
Efter forestillingen kan man deltage i en hyggelig diskussion med kunstnerne, hvis man har lyst.
Sam Hollands ’Ekkomanden’ er en thriller for dem, der elsker at få alle ondsindede perversiteter udpenslet til det mindste, mens en drabsmand får afløb for sine værste lyster på ofre, der stadig er i live.
Kan man holde til det, er bogen en af den slags, hvor en forbryder/efterligner/copycat/ekkomand efterligner tidligere tiders mest brutale forbrydelser, og det er fascinerende, hvordan man langsomt kommer nærmere på en opklaring, ovenikøbet vel vidende, at han har en insider i politiet.
I nogle mellemstillede tekststykker får man gradvist et indblik i, hvordan morderens opvækst har været, og hvordan myndighederne altid har været på hans side og forsøgt at hjælpe ham uden at forstå eller blot overveje, at han har stået bag det, der er sket.
Bogen er velskrevet og sympatisk ved at illustrere, hvilke psykiske skader mange må leve med efter traumatiske oplevelser, og i sin beskrivelse af mange personers indbyrdes forhold.
Den er også intenst spændende i sin gengivelse af det kapløb, der er mellem morderen, der skal eftergøre så mange forbrydelser som muligt, før han laver sit afsluttende ’mesterværk’, og politiet, der skal forhindre det.
Sam Holland opgives altid at have været tiltrukket af det mørke og makabre, og det får hun i sandhed illustreret her. Da tingene er faldet på plads, foretager hun imidlertid en sidste, helt usandsynlig og utroværdig, vending, som gør, at man pludselig føler sig snydt. Måske skal man læse de første 400 sider og så lægge bogen til side, så man ikke oplever det.
Sam Holland: Ekkomanden. 410 sider indbundet. Forlaget HarperCollins.
Martin Crimps udgave af den franske klassiker har budskaber på mange planer og spilles glimrende i to vidt forskellige akter på Odense Teater.
Elsker du skønt sprog, dels rimet, dels urimet, må du opleve “Cyrano de Bergerac” på Odense Teater i Martin Crimps udgave, oversat mesterligt af Niels Brunse. Flere gange i forestillingens løb tænker man på Shakespeare, og det er ikke tilfældigt. Brunse har oversat Shakespeares samlede værker.
Cyrano de Bergerac og Roxanne (Benjamin Kitter og Cecilie Gerberg). Foto Emilia Therese
I 1896 oplevede Edmond Rostand, at hans skuespil Cyrano de Bergerac blev en omgående og ubetinget succes, der i sit første år indbragte mere, end hvad der i dag svarer til 10 millioner euro i entreindtægter.
Det var et kulørt stykke, der havde den store kærlighed, den store poesi og den store helt som temaer, der blev suppleret med blandt andet humor, kønsforvirring, krig og forræderi. Cyrano udkom i løbet af få år som musical, opera, film, ballet og tegneserier. Kan man huske de danske “Illustrerede Klassikere”, var den en uforglemmelig nummer 66.
Benjamin Kitter (foto: Emilia Therese)
Da det oprindelige stykke forherligede personer, der dræbte folk i fægtedueller, blev dette tema nedtonet, da Martin Crimp i 2022 skrev sin udgave om Cyrano de Bergerac, der har et mindreværdskompleks på grund af sin store næse og hævner sig på alle, der driller ham med den. Næsen er i øvrigt den mindste, store næse, jeg mindes at have set Cyrano med.
Cyrano (Benjamin Kitter) er ikke bare ekspert i fægtning, men har også en poetisk åre, der udfolder sig i digte og teaterstykker. Han elsker sin kusine Roxanne (Cecilie Gerberg), men hun røber, at hun er vildt forelsket i Christian (Mathias Bøgelund), der er billedskøn, men knap kan sætte to ord sammen.
Cyrano lover at hjælpe hende og gør det blandt andet ved at skrive glødende og smukt formulerede kærlighedsbreve i Cristians navn. Siden formulerer han kærligheden ved at tilbede Roxanne, stående bag Cristian. Den scene er mere troværdig i den oprindelige udgave. Her er den tilsat en del komik.
Claus Riis Østergaard som de Guiche (foto: Emilia Therese)
Det gælder i hele taget første akt, at den har humor, når der fortælles om Cyranos gøren og laden, og derefter, da Roxanne snarrådigt ændrer ordlyden i et brev, som officeren de Guiche (Claus Riis Østergaard) har skrevet om, at han og hun skal giftes, så snart han når frem. Takket være Cyranos optræden som manden fra månen bliver de Guiche så forsinket, at Roxanne er blevet gift med Christian, da han kommer.
Han tager omgående hævn ved at sende Christian og Cyrano i krigen med sit regiment, og så er der klar til den dystre anden akt.
Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Her tegner tingene mørkt under spaniernes omringning af positionen, men midt i det hele kommer Roxanne og Leila Ragueneau (Natali Vallespir Sand), som Crimp ændrede fra mand til kvinde. Et fint greb, for hun repræsenterer snusfornuften, og det er godt, at der møder to kvinder op med lækkerier i den kælder, hvor soldaterne har gemt sig.
Hvordan situationen i krigskælderen opløser sig, og hvad der sker 15 år senere, vil jeg ikke røbe.
Benjamin Kitter og Mathias Bøgelund (foto: Emilia Therese)
Forestillingen starter med mange ord om diverse emner, ligesom man kan tro, at et vigtigt motiv er kønsforvirring. Det skaber nogen usikkerhed, men hurtigt falder tingene på plads i Mie Riis’ sort-hvide og opfindsomme scenografi og Nicolei Fabers instruktion.
Første akt er på godt halvanden time og hele forestillingen inklusive pause på tre timer, men de flyver af sted, så man skal ikke holde sig væk af den grund.
Kitter er en brillant Cyrano, og Gerbers Roxanne vokser, efterhånden som det går op for hende, at hun i virkeligheden har været forelsket i ord og ikke i et glansbillede: – Har jeg elsket to mænd – eller slet ingen?
Østergaard er en kontant og realistisk de Guiche, Vallespir Sand befriende ligefrem, mens det er lidt svært for Mathias Bøgelund at få meget ud af en endimensional Christian.
Jeg var chokeret over mange tomme pladser i teatersalen til en klassiker, som alle bør se – og nyde, og det kan man gøre frem til 28. september.
Det er femte gang, Nyborg Vold spiller ’My Fair Lady’, men hvis man tror, at man har set den før, kan man tro om igen. Et frugtbart samarbejde mellem den kunstneriske ledelse og voldspillerne gør, at ’My Fair Lady’ fremtræder som ny.
Personerne får lov til at udfolde sig mere menneskeligt og med mange små ekstra detaljer, som vi formentlig skal give instruktøren Mikal Korsgaard Larsen æren for.
Eliza, Ida Mie Cordua, klar til væddeløb på Ascott (foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Desuden er der stor livsglæde og mange sjove overraskelser under vejs i optrinene, som vi kan kreditere koreografen Peter Friis for; scenografien af Camilla Bjørnvad er på samme måde fuld af ideer, og kostumerne af Jennie Lindhard er henrykkende, selv om jeg nok havde byttet Elizas kjoler til Ascott og ambassadeballet, så den vidunderlige pink drøm havde været til ballet.
Torben Bonde som Alfred Doolittle (foto: Søren Hjelm Larsen)
Skuespillerne er glimrende. Kom bare med Osvald Helmuths Alfred Doolittle. Torben Bondes udgave er bedre, fordi den ikke kun brillerer i dans, sang og kropssprog, men også får lov til at lave alle mulige slags gags i farten.
Glem bare Mogens Wieths Professor Higgins. Rasmus Mansachs spiller rollen suverænt og forsvarer rollens – og Bernhard Shaws – synspunkter, styrker og svagheder. På samme måde som han har nogle prægtige scener sammen med Michael Hedam, der er Oberst Pickering.
Oberst Pickering, Professor Higgins og Eliza (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Ida Mie Cordua er en henrivende Eliza, som kan danse, spille medlevende komedie, og som kan synge hver en tone rent, om end enkelte af de høje toner er lidt stive.
Emil Nielsen er udmærket som den totalt farveløse Freddy Aynsford-Hill, som til gengæld får en gul farve tildelt af Jannie Lindblad – og Vivian Edelborg er endnu engang glimrende, her som Mrs. Pearce.
Freddy, Emil Nielsen, i gult (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Et ekstra blik på scenografien, der domineres af et stort ur, der på bagvæggen angiver, hvor lang tid der går mellem scenerne, og hvor der overraskende er liv i et stiliseret stearinlys.
Statisterne er instrueret, så alt virker improviseret, selv om vi ved, at intet trin er tilfældigt, og alle svinger sig i optrinene til den elskede musik fra orkestret under ledelse af Kristoffer Nybye.
En enkelt anke kan være, at den engelske overklasse aldrig vader ned ad en trappe eller til væddeløb på Ascott. De skrider med mindre skridt, men skidt. Ingen af de medvirkende færdes formentlig til daglig i den omgangskreds.
Overraskende var der enkelte tomme pladser til premieren. Anmeldelser, mund-til-mund-metoden og vejrudsigter vil forhåbentlig rette op på det, for det er en helt usædvanligt vellykket ’lady’, man kan opleve på Volden i år.
