Anmeldelser

Når spøg med djævlens vold og magt skal tages alvorligt

mandag, 24. februar, 2020

Den Jyske Operas opførelse af ’Bortførelsen fra Seraillet’ har dejlige sangpræstationer og storartet orkesterspil, men instruktørens ide virker ikke og irriterer

Mozarts operaer ‘Cosi fan Tutte’ og ‘Bortførelsen fra Seraillet’ er harmløse bagateller. De er skabt som begrundelse for at fremføre en hel stjernehimmel af vidunderlige arier med frydefulde detaljer i musikken, og librettoerne er skrevet med vaklende logik, men til gengæld en komik, der liver gevaldigt op.

 

 

Clara Thomsen og Sven Hjörleifsson (foto: Anders Bach).

 

Desuden er der lagt op til fest og farver i kostumer og kulisser, når kulturerne støder sammen i noget, der ikke skal tages alt for alvorligt, indtil den overraskende storsindede Bassa Selim slipper sine fanger fri.


Spændende, men mislykket, ide

Operachef og instruktør Philip Kochheim har fostret en spændende ide. Kan man lade de to kvinder være fanget i et net af materialisme og rigdom i stedet for et tyrkisk serail? Kan man lade dem vælge mellem et liv i overflod og de fattiglus, som de følelsesmæssigt elsker?

Det prøver han at lægge over sin udgave af ’Bortførelsen’, der er en co-produktion mellem tyske Münster og Den Jyske Opera. Dermed er dybere følelser på spil, farver og kultursammenstød er væk, og pludselig skal vi tage det hele alvorligt.

Det bør nogen lave en fin opera om, med det dur ikke til ’Bortførelsen’, for teksten kan ikke bringes til at passe. Hvis man kan gå på powershopping i New York, er man ikke indespærret uden mulighed for at flygte, og man når ikke til et punkt, hvor man vil begå selvmord. Bliver man træt af rigdommen, går man sin vej. Også selv om der på god amerikansk vis er gavmildt med skydevåben rundt omkring.

Den ædle Bassa Selim er blevet til en amerikansk rigmand, der keder sig over sin rigdom, og for hvem Konstanze formentlig blot vil være et trofæ. Der er intet tilbage af det indbyrdes forhold fra den oprindelige opera, hvis vigtigste replikskifte er:

– Jeg kunne befale dig at elske mig.

– Men man kan ikke befale kærlighed.

I den nye udgave af operaen tales en del engelsk. Den brovtende Osmin er blevet til verdens dummeste sikkerhedschef, som ingen rigmand ville ansætte, og efter at Mozarts pointe er blevet udtrykt i, at ’kærligheden sejrer, kærligheden leve’ bliver vi påtvunget en ny slutpointe. Rigmanden samler alt materialistisk i et kæmpebål og sætter ild til det. Jeg regner med, at samtlige operaens personer derefter omkommer. Hvad mon Mozart havde sagt til det? Hans værk er en ulogisk spøg. Kochheims er totalt ulogisk deri, at sang og handling fortæller to helt forskellige historier, der ikke kan leve under samme hat.

Nå, men musikken spilles underdejligt af Aarhus Symfoniorkester under Claus Efland, der i Odense 20. og 21. marts skal lede Odense Symfoniorkester, der kan glæde sig. Blandt sangerne fremstår især Clara Thomsen som den, der kan få det til at isne på ryggen af begejstring, mens hun nuancerer sine arier vidunderligt. Cassandra Lemoine er både velsyngende og meget fin i sit spil. Scenen, hvor hun trakasserer Osmin på værste me too-vis er forrygende.

 


Hakan Tirasoglus og Cassandra Lemoine (foto: Anders Bach).

 

Sven Hjörleifsson som Belmonte og Martin Lechleitner som Pedrillo har begge den rigtige klang, men i periode udnytter de ikke deres stemmers fulde fylde, mens man vansmægter efter at opleve Hakan Tirasoglus Osmin i en god, gammel ’Bortførelse’. Det vil være kosteligt. I talerollen gør Christoph Gareisen, hvad der er muligt, og koret – hovsa, det er (sparet?) væk.

Det er altid spændende at se nye udgaver af klassiske operaer, også denne, som efter min mening mislykkes; men er musikken stadig uskadt, får man heldigvis sin fulde oplevelse af sang og musik.

Der er dobbeltbesætning, men den her nævnte fra premieren er stort set den, man oplever på første aften i Odense.

 

Kategori Anmeldelser, kultur, Opera | Ingen har kommenteret »


Influencer sætter tanker i gang

søndag, 9. februar, 2020

 

Værkstedets ’Influencer Influenza’ har mange svage punkter, men bør ses pga. sin stærke aktualitet og de mange diskussioner, der følger i dens kølvand

Niels-Martin Eriksen, Jeanette Lindbæk Birk, Freja Klint Sandberg, Mads Emil Duelund Hansen, Emma van der Vleuten Busk (foto: Emilia Therese).

Hvorfor stykket på Værkstedet hedder ’Influencer Influenza’ fremgår vist ikke noget sted, men jeg forestiller mig, at det hænger sammen med overskriften fra CNN i februar 2018: Influencer – Influenza – hvilken følger du?

Eller med andre ord: Følger du med på en forholdsvis ligegyldig blogg, hvor de fodrer dig med betalt, skjult reklame? Eller (På det tidspunkt) følger du med i dækningen af udviklingen af den B-influenza, som havde vist sig ikke at være inkluderet i årets vaccinecocktail og derfor medførte ekstra mange dødsfald?

Forestillingen på Odense Teater er lavet over en fin, aktuel ide, som, er jeg ikke i tvivl om, kunne være blevet til et meget bedre og stærkere stykke, men som det er, sætter det også tanker og diskussioner i gang.

Mange ved formentlig ikke endnu helt, hvad en influencer er, men det er en person, der på Facebook eller Instagram lægger indlæg op i form af bloggs eller fotos. De har ’følgere’, der synes, at deres liv og synspunkter er spændende at følge med i, og som derfor ofte vil være parat til at prøve eller købe produkter, som influenceren anbefaler eller – allerbedst – demonstrerer i praksis. Influenceren får gratis produkter og betaling, producenten får øget salg, så alle er tilfredse.

Nu er det bare forbudt at lave skjult reklame, så for tiden er der en mindre krig mellem myndighederne og influencers om, hvor præcist det skal fremgå, at der er tale om sponsorerede produkter.

I ’Influencer Influenza’ kommer vi direkte ind i livet på et bureau, hvis ejer indgår aftaler om, hvad hun og hendes firma skal promovere, og som holder sine medarbejdere i ånde. Hvis deres følgere falder fra, holder op med at interagere eller bliver ’trætte’, tager hun en kammeratlig samtale med dem, så de strammer op – eller måske får et chok og opdager, at de egentlig ikke kan ændre sig. Publikum er bare blevet trætte af dem. Har de så ikke noget at falde tilbage på, medfører det en krise.

En journalist fra Weekendavisen kommer tilsyneladende for at lave historien om det overfladiske medie, men viser sig selv at være i krise – fyret, og konen er skredet – og lynhurtigt falder hans idealer og han bliver selv influencer.

Som stykket skrider frem, kan man såvel undre sig såre over den betydning, influencere har, som over, at der overhovedet er influencere tilbage, der kan klare deres tilværelse. De fleste er formentlig startet med kun at anbefale ting, de kan gå ind for, men hurtigt fanges de i fælden og promoverer det, de får penge for at sælge – ganske særligt, hvis de er kommet i stald hos et bureau.


Foto: Emilia Therese

Stykket er smart sat op. Lysspots fungerer som kameraer, de medvirkende klædes på og af, mediebillederne projiceres på væggene, så man fx kan se, hvad der sker, når de finder sted i et rum bag scenen. Det betyder også, at billedet af en mentalt ødelagt influencer står tilbage på bagvæggen, da hun kommer lammet ud af rummet.

Skuespillerne: Jeanette Lindbæk Birk, Emma van der Vleuten Busk, Niels-Martin Eriksen, Mads Emil Duerlund Hansen og Freja Klint Sandberg, spiller veloplagt og nuanceret i Kasper Jacob Sejersens instruktion, men teksten har for mange svage punkter. Influencere nutteputter i almindelighed deres følgere i stedet for at lave indslag, der mere minder om reklamespots på tv.

Forhåbentlig er influencerne ikke helt så dumme eller naive, som de fremstilles her, og forhåbentlig reagerer de stærkere på store urimeligheder. Tingene virker lidt for overdrevet, men tankerne kommer i gang, og man får klart for sig, hvad en influencer er, og hvordan han/hun næppe er alene om at promovere, der står bureauer og organisationer bag.

Vi får også antydet, hvad følgere betyder, uden at vi helt får åbnet for en forståelse af mekanismerne bag mikro-, makro- og megainfluencers, og hvordan noget egner sig mere til at bliver lanceret hos microinfluenceren, som har en mere trofast og præcist defineret målgruppe.

På et tidspunkt tager ensemblet på tur i en tidsmaskine, uden at formålet står helt klart, for selv om der altid har eksisteret reklame og produktplacering, har den næppe nogensinde været mere udspekuleret end netop nu. Fx tror jeg, at det var en gave for Chanel nr. 5, da Marilyn Monroe sagde, at det var det eneste, hun sov i. Parfumefirmaet havde næppe betalt hende forud.

Forestillingen, der varer fem kvarter uden pause, spiller frem til 14. marts og vil blive grundlag for hede meningsudvekslinger blandet dem, der har set den, såvel som dem, der bliver inddraget i følgediskussionerne.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Den perfekte klassiker

søndag, 2. februar, 2020

 

Helligtrekongersaften’ er blandt de fineste forestillinger nogensinde på Odense Teater med fremragende fornyelser af musik og scenografi i en Shakespearetro, poetisk udgave fuld af underfundighed, humor og stort spil i samtlige roller

 


Intrigen finder sin løsning (Foto: Emilia Therese).

En teateroplevelse bliver ikke større end til Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ på Odense Teater. Da tæppet går, viser kulissen af Franciska Zahle sig at være smukt og fantasifuldt bygget over kæmpebogstaver, der i forestillingens løb, efterhånden som intrigen falder på plads, viser sig tilsammen at danne ordet Illyrien – stedet, hvor den udødelige og lyriske komedie udfolder sig.

 


Natali Vallespir Sand, Bisse og Lars Simonsen (Foto: Emilia Therese).

Fremragende nar

I bogstaverne er små og store åbninger, som kan bruges af ikke mindst narren Feste, Thorbjørn Radisch Bredkjær, i daglig tale Bisse. Han er klædt i rødt strutskørt og har skrevet sine egne viser, som passer fuldendt til stemningen i forestillingen. Han er betydeligt mere poetisk, end vi er vant til at se narren i dette stykke, der har fået det bedste ud af generationer af oversættere, skuespillere, instruktører, musikere, scenografer etc.

Intrigerne

De to søskende Viola og Sebastian overlever et forlis uden at vide, hvordan det er gået den anden, og drager hver for sig til Illyrien, hvor hertug Orsino bejler til grevinde Olivia, der er syg af sorg over sin brors nylige død og har svært ved at tåle sin onkel Tobias’ drukture sammen med ridderen Andreas Blegnæb. Hendes kammerpige Maria har ben i næsen og sætter sammen med Blegnæb og Tobias en intrige i gang, der skal latterliggøre den egoistiske hushovmester Malvolio.

Viola forklæder sig som pagen Cesario for at få plads hos Orsino, som hun forelsker sig voldsomt i samtidig med, at hun/han bliver sendt til Olivia for at bejle på sin hertugs vegne.

 


Anna Bruus Christensen og Benjamin Kitter (Foto: Emilia Therese).

Sprog, musik og farce

Saftige intriger, som der er endnu flere af, og som udfolder sig glat i Shakespeares uforlignelige sprog, brillant oversat af Niels Brunse, og fremføres, så det ikke virker støvet eller uforståeligt, men tværtimod frisk, veloplagt og uendelig smukt, tilført en musik, der foruden af Bisse er skrevet af Adi Zukanovic og spilles af Ying-Hsueh Chen og Mathe Beck, begge på scenen udklædt som soldater.

Instruktør Jens August Wille evner at få den mere end 400 år gamle komedie til at fremstå boblende veloplagt, og han tilfører mange scener originale ideer. Som da Malvolio læser det brev højt, der skal føre ham i ulykke, og hans lurende tilhørere spiller farce a la Feydeau eller Dario Fo.

 


Farce a la Feydeau (Foto: Emilia Therese).

Skuespillet

Skuespillerne kan roses på samlebånd. Nogle roller er større end andre og giver dermed ulighed for at markere sig mest: Anna Bruus Christensen som Viola; Natali Vallespir Sand som en både poetisk og meget jordbundet Olivia; Benjamin Kitter som Orsini; Isa Marie Henningsen som kammerpigen; Peder Dahlgaard som Tobias Hikke; Malene Melsen som den morsomste Blegnæb, jeg nogensinde har oplevet; Lars Simonsen som Malvolio; etc.

 


Ina Marie Henningsen, Malene Melsen og Peder Dahlgaard (Foto: Emilia Therese).

Frydefuldt

Formentlig finder ikke en eneste i publikum Shakespeare støvet eller gammeldags, mens de forstår hvert ord, nyder hver underfundig pointe og lader øjne, ører og intellekt bade i fryd i to en halv time. Skal vi sætte en enkelt lille finger, må det være, at scenen med Malvolio i fangehullet er en anelse lang.

Forestillingen er tæt på at være udsolgt, men der er allerede udbudt seks ekstra, så der stadig er fine muligheder for at få oplevelsen, som det vil være synd at snyde sig selv for – uanset alder og forudsætninger.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Livsglæde, musikalitet og nostalgi i Hair

fredag, 31. januar, 2020

MusicalTalentSkolen i Nyborg spiller misucal’en, der på Gladsaxe Teater var en vigtig del af ungdomsoprøret i Danmark; som er fuld af skøn musik og følelser fra dyb depression til boblende humor; og som synes og spilles af unge med kæmpe talent

 

1968. Ungdomsoprør, fri sex, racelighed, religionsfrihed, ikke krig, men kærlighed og ikke mindst søgen efter oplevelser og ’sandhed’ gennem bevidsthedsudvidende stoffer fra hash til LSD – den positive historie om det ligger i musical’en Hair, som faktisk blev førsteopført i 1967, men blev dybt kontroversiel året efter på Broadway. Her var det et chok for publikum at opleve kaskader af fyord, alskens sex, stoffer og frigørelse for alle autoriteter inklusive pligten til at tjene i den amerikanske hær og blive sendt til Vietnam, hvor man kunne risikere at miste det liv, man dyrkede så ivrigt.

Aktualitet

Skuespillerne på Bastionen i Nyborg er født længe efter 1968, men måske har det været lettere at leve sig ind i situationen i 1968, at der igen i disse tider trives en form for egoisme, så lærere fx har svært ved at overbevise forældre om, at deres børn skal indgå i en helhed og ikke nutteputtes hver for sig. Ligeret for kønnene lader også stadig en del tilbage, ligesom fordomme og modvilje mod indvandrere, flygtninge og andre religioner trives i bedste velgående.

Pudsigt nok er forestillingen formentlig ramt af en af de aktuelle former for krænkelser. 1/3 af det oprindelige ensemble var farvet (det hed sort dengang), og farvede og hvide var på lige fod. I dag kan man ikke sværte folk farvede, så de kan spille dem som roller – tænk på den canadiske premierminister, der ikke vidste, hvor krænkende han var, da han sværtede sig til en kostumefest for en snes år siden. Derfor ser man på scenen i Nyborg kun en, der føler sig sort, men ikke er det. Måtte man snart få gjort op med den slags ’krænkelser’.

Talentrigdom

Nå, men de unge i Nyborg er sprængfulde af talent. De laver det perfekte stoftrip med al den kærlighed, der findes. De er hinanden nær på alle måder, og de synger, danser og spiller forrygende skuespil. Hele salen gynger ustandselig, og da forestillingen også er fuld af humor af mange slags, bliver der såvel smilet som grint. De 12 afgangselever fra MusicalTalentSkolen suppleres i øvrigt af yderligere ni ensemblemedlemmer, og mon ikke nogen af dem søger ind på næste hold, der er på vej for tiden?

 

Hair er et forbløffende fint resultat af to års arbejde med seks timer om ugen på musicalskolen, hvis lærere kan være rævestolte. Ikke mindst instruktør Jesper Nielsen, der har æren for, at ingen i ensemblet på noget tidspunkt glemmer, hvad det gælder. Kostumerne af Lise Nøhr rammer plet, mens Louise Knudsen har stået for sang og kor, og kun i starten af slutscenen presses nogle af stemmerne rigeligt. Ellers er det flotte udgaver, der leveres af ørehængere som Aquarius, Donna, I got life, Easy to be hard, Where do I go, Electric Blues, Black Boys, White Boys, Walking in space, Good Morning Starshine, Let the sun shine in og alle de andre, 35 i alt. De bevæger sig langt omkring i genrerne – fra ren popparodi til Punk Rock, og de gør til det fremragende akkompagnement af et otte mands orkester (det vil mange misunde dem) under ledelse af Andreas Clemmensen, hvor mange i aftenens løb brillerer. Det er sikkert uretfærdigt, men jeg lagde især mærke til blændende indslag på saxofon (Gert W. Knudsen) og trompet (Mads Lunde).

Vi får også genopfrisket en del amerikansk historie af forskellig slags, når vi møder personer fra Abraham Lincoln over Scarlett O’Hara til Richard Nixon.

Af sted til Bastionen

Bastionen har ikke verdens behageligste stole, men det glemmer man stort set i de to en halv time, den fine forestilling udfolder sig inklusive pause frem i aften, i morgen og i dagene 5-8. februar. Forhåbentlig for fulde huse, for disse 12, af hvilke vi bl.a. har set mange i voldspillernes forestillinger, kommer vi i de kommende år til at se mange andre steder:

Tobias Gräs, Noah Johnsby, Sille Heilmann, Sebastian Kragelund, Benjamin Holmstrøm, Minna Søberg, Josefine Christensen, Helena Hollænder, Nanna Tipsmark, Peter Pedersen, Emma Karner, Martine Pedersen

Fotografierne er taget af Anders Strøm.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Skøn og anderledes ’Skønheden og udyret’

lørdag, 21. december, 2019

 

Det klassiske franske eventyr får en eventyrlig drejning i Lucy Kirkwoods Disney-befriede udgave, som Odense Teater spiller fermt og charmerende med ekstra feer i Odeon

Lucy Kirkwood er en af tidens allermest spændende dramatikere. Hun er kun 36, men har siden 2005 været utroligt produktiv som forfatter, skuespiller og instruktør. Hun har været medlem af en teatersportgruppe, mens hun tog en grad i engelsk litteratur, og hun forstår i den grad at improvisere, trække fra og lægge til, vende tingene overraskende på hovedet og finde nye synspunkter, ny humor og nye vinkler på alt.

I ’Skønheden og udyret’ sidder størstedelen af publikum naturligt med Disneys version i baghovedet, selv om andre versioner af eventyret, fx musical’en ’the Phantom of the Opera’ eller Jean Cocteaus film ’La Belle et le Bete’. Alle tidligere versioner smadres omgående, da tre feer af den slags, der bliver grimmere og mere menneskelige, når de nærmer sig de 40, melder sig: Mr. Pink, Kristoffer Helmuth, en noget ondskabsfuld mandschauvinist med store evner som tryllekunstner; Cecile, indtil videre Signe Mannow for den sygemeldte Josefine Tvernoes, der kommer tilbage, som ikke lader sig tryne af Mr. Pink, men til slut selv tager kommandoen, og kaninen, Kimmie Liv Sennow, der også spiller Skønhedens søster.

 


Tre usædvanlige feer (foto: Emilia Therese).

 

Mr. Pink konstaterer, at det ikke altid er så galt at stjæle, for hvis Skønhedens far, spillet virtuost af Klaus T. Søndergaard, ikke havde stjålet Udyrets rose, ville der slet ikke have været noget eventyr.

Det er så meget rose, som der er i denne udgave. Ikke noget pladder med, at Skønheden skal kysses, før det sidste blad falder; ikke noget med levende, fortryllede ure, lys, spisestel etc. (selv om jeg også elsker Disney-versionen), men derimod et mere intenst spil mellem Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf. Deres indbyrdes forhold bevæger sig mere menneskeligt og forståeligt fra, at et spørgsmål, om hun vil gifte sig med ham og elske ham, er meningsløst, til, at svaret til slut er et ja, selv om Skønheden må finde sig i, at Udyret er blevet til en noget fersk prins i stedet for et spændende, karakterfuldt monster – men nu har vi lært, at det ikke er det ydre, der tæller, så skidt.

 


Skønheden, Cecilie Gerberg, og Udyret, Nicolai Jandorf (foto: Emilia Therese).

 

Forestillingen bevæger sig elegant mellem feernes plan, der har en selvstændig udvikling, og Udyrets slot. Det sker i oversætteren, Kamilla Bach Mortensens, instruktion og Helle Damgaards kulisse, som virker stærkere end den originale britiske, perfekt i musikalsk timing af ikke mindst de mange magiske indslag. Ganske særligt, når personerne bliver iført en tankesnupperhat, så vi kan høre, hvad de tænker – det kan være godt for de mindste blandt publikum. Lederen af insektorkestret, Anders Ortman, står for en fremragende musikalsk indsats.

Forestillingen, der inklusive pause varer to timer og bjergtager også de mange børn, der har hovedet fuldt af Disneys tegnefilm, er perfekt til jul, nytår og den mørke januar og spilles heldigvis helt frem til 15. februar. Giv dig selv og dine børn/børnebørn ned til en halv snes år en oplevelse af, at mange spændende historier findes i andet end Disney-versioner.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Christine Astrid besøgte Revyens Venner

fredag, 8. november, 2019

Superlevende Christine Astrid holdt publikum i ånde

 

Latter, smil og eftertænksomhed afløste hinanden mange gange i løbet af en veloplagt aften med revy- og musicalstjernen Christine Astrid tirsdag aften i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård.


Revyaften med Christine Astrid (foto: Emil Andresen).

Astrid fortalte i en samtale med Kerteminderevyens Venners Svend Novrup om sin vej til toppen af dansk revy og musical. Om sin opvækst i et kærligt og meget åbent bofællesskab i Bellinge over drama, dans og sang på efterskole, højskole og Det Danske Musicalakademi. Om langsomt at få flere og flere engagementer, bl.a. ved at imponere som medlem af de Klaustrofobiske Kulturastronauter, der vandt DM i teatersport to år i træk. Om at have hovedrolle i ´Saturday Night Fever’ over for Silas Holst. Om at få større og større opgaver i danske revyer fra Ganløse over Esbjerg, Herning, Pejseshow, Rottefælden og næste år Kerteminde. Om at blive gift og få sønnen Nord sammen med Mikkel Schrøder, og hvordan man klarer forældrerollen, når begge er med i de samme revyer. Etc. etc.


Christine Astrid (foto Emil Andresen).

Christine Astrid fortalte med humor og åbenhed om de drømme, hun har for fremtiden, men måske mest spændende for tilhørerne i Kerteminde om sit forhold til Kerteminderevyen, som hun har ønsket at deltage i, siden hun i 2016 oplevede, hvordan alt i Danmarks bedste revy det år var totalt uforudsigeligt og urkomisk. Det fik hende til at ændre beslutningen om at holde sommerferie i 2020 til at nøjes med en halv sommer.

(Foto: Emil Andresen)

 Aftenen øgede de i forvejen store forventninger til næste års revy, hvor Christina Astrid sammen med Farshad Kholgi, Patricia Schumann og Rasmus Krogsgaard bliver instrueret af Martin Miehe-Renard, mens Peter Bom igen står for musikledsagelsen.

Billetsalget til revyen, der har premiere pinsesøndag, indledes 15. november.

Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, revy | Ingen har kommenteret »


Rørende og gribende med humor

mandag, 30. september, 2019

Rørende og gribende med humor

 

Kristoffer Helmuth (Foto: Emilia Therese).

 

Hvordan er verden for en person med asberger, der er fantastisk til matematik, men ikke kan tåle en menneskelig berøring, og som går ud af sit gode skind, hvis han bevæger sig ud af sin komfortzone og næsten kan slås ihjel bare af det liv og den informationsmængde, der så møder ham?

Det får vi en tankevækkende og rørende beskrivelse af i ’Den mystiske sag og hunden i natten’, skrevet af Simon Stephens på grundlag af Mark Haddons bog, der forståeligt er tildelt et hav af priser og er solgt i mere end 20 mio. eksemplarer.

Næsten lige så vigtigt er det, at stykket beskriver, hvordan det er at have et barn med disse egenskaber. Det koster en normal tilværelse at have god samvittighed over at gøre det, som man bør. Det fører til skilsmisser og daglig stress, og selv om det med sikkerhed også giver store positive oplevelser, bestemmer man ikke længere over sin egen tilværelse.

 

Natali Vallespir Sand og Kristoffer Helmuth med den myrdede hund (Foto: Emilia Therese).

Alt dette skildrer forestillingen loyalt og præcist. Kristoffer Helmuth er blændende som Jonathan, der tager alting bogstaveligt, så han fx mener, at det er at lyve at bruge billedsprog; og for hvem proportioner ikke findes. Det er lige slemt at slå en hund og et menneske ihjel. Kan man lyve om de mindste ting, kan man også om de største og eksistentielle.

 

Han kan ikke føle empati, men er ekspert i matematik, tager eksamen på A-niveau med 12, planlægger flere eksaminer og at skulle på universitetet. Minsandten om ikke også han får publikum til at vente med at forlade salen med en demonstration af, hvordan han løste det afsluttende eksamensproblem på trods af mangel på søvn og mad!

At han beslutter at opklare, hvem der brutalt har dræbt naboens hund, skyldes mere hans betagelse af logik, end at han havde meget til overs for hunden, og han beslutter at skrive en bog om sin efterforskning. En bog, som læses – og læses højt for publikum – af Siobhan, der er lærer på den specialskole, han går på, og som i virkeligheden er den eneste, der taler ’hans’ sprog. Lila Nobel er fremragende i rollen.

Blandt dem, der umuligt umiddelbart kan forstå ham, er politibetjente, togførere m. fl., og det er fint, at dé skildres som empatiske, så vi ikke skal beskæftige os med myndigheders evt. dårlige behandling af en autist, men i stedet oplever autistens problemer blandt normale mennesker.

Kristoffers skilte forældre, Ed og Judy, spilles af Meike Bahnsen og Mikkel Bay Mortensen, der stærkt illustrerer de problemer, man kan få tildelt af tilværelsen. Claus Riis Østergaard er Judys nye mand, der må se sit nye liv smadret den dag, Kristoffer beslutter sig for at bo hos sin mor, fordi han er blevet bange for sin far.

Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund og Natali Vallespir Sand forgylder stribevis af små og større roller, som de fermt lynomklæder til. Jacob Schjødts instruktion er præcis og indfølende, og Astrid Lynge Ottosen har skabt en stærk scenografi, hvor det udnyttes, at gulvet i Odeon kan bruges som felter, der kan hæves og sænkes, og der er mulighed for at lave lysstriber og langs og tværs.

 

Et af Astrid Lynge Ottosens næsten geniale scenebilleder (foto: Emilia Therese).

Kristoffers interesse for rumfart og astronomi afspejles i kulissens antydning af det krumme univers, hvor stjerner kan være væk, når deres lys når os, og sorte huller truer. Hans bevægelse uden for sit normale rum illustreres ikke kun med lys, der giver grænser og veje, men også med miniaturebygninger.

Det geniale i forestillingen er, at de mange skæbner og problemer belyses, mens der også er hyppige strejf af smil eller humor, så vi aldrig føler, at det hele er for nedtrykkende. Forestillingen får næsten en happy end, fordi Kristoffer føler sig på toppen efter sit eksamensresultat, men vi ved jo godt, at nye problemer venter såvel ham som hans omgivelser.

Det er en dejlig og rørende forestilling, der vil udvide alle tilskueres forståelse af mange menneskers problemer og motiver.

’Den mystiske sag om hunden i natten’ spiller frem til 22. oktober.

Tags:
Kategori Anmeldelser, kultur | Ingen har kommenteret »


Flot show og måske Danmarks bedste buffet

onsdag, 11. september, 2019

Flot show og Danmarks måske bedste buffet

Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup er helt sin egen genre og byder desuden på landets måske bedste buffet før forestillingen

1983-2008 optrådte Østjysk Musikforsyning på Pejsegården i Brædstrup. Et orkester med symfonikere, der var totalt respektløse og skabte en tradition for, at man kunne opleve noget helt specielt på det store hotel med de mange tilbud.

 

 

Siden 2008 har der været Pejseshow, og i år bliver dusinet fuldt med en musikalsk kvartet, der klæder hinanden umådeligt, og med en forestilling, der ikke er koncert, videotek eller revy, men helt sin egen genre. Den rækker fra de fladeste vitser, som indimellem er tåkrummende pinlige, til elegante sketches og fremragende musikalske numre, hvor man til fulde udnytter, at samtlige fire synger strålende.

Der er en smule genbrug. Fra Rottefælden ’Så gør vi sådan’, hvor et poetisk skyggebilledshow, hvor et ægtepars kærlighedshistorie bliver smadret af, hvor mange gebyrer banken skal have for at have råd til at hvidvaske så mange millioner; samt ’Krænker Blues’, hvor Christine Astrid som superlækkert skår giver sin kommentar til tidens krænkekultur. To dejlige numre, som det var godt at tage med, og der er næppe mange gengangere fra Svendborg i publikum på Pejsegården.

 


Gordon Kennedy i det nominerede ‘Krads’ (Foto: Emil Andresen).

 

Det samme gælder fra Kerteminderevyen Gordon Kennedys ’Krads’, som han blev indstillet som Årets Tekstforfatter på basis af.

Andre lækkerbidder er Reklamelykkehjulet, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder demonstrerer, hvordan diverse stjerner ville have tillempet deres tekster, hvis de skulle have virket som reklame. ’Året, der gik’, hvor begivenheder i årets løb kommenteres med lynhurtige paryk- og kostumeskift. ’Lyse Nætter’, hvor Sara Gadborg og Christine Astrid får spoleret Schrøders poetiske sang med deres meget morsomme tegnsprog, da de bliver bedt om at dæmpe sig.

Samt ikke mindst de to store musiknumre ’Jasons Corner’, hvor kapelmester Jason Dove og hans flygel indtager centrum af scenen, og ikke mindst det Kim Larsen-potpourri, der af naturlige årsager har været fast i samtlige årets revyer. Også i Brædstrup bliver det utrolige antal af dejlige numre og spændvidden i genrer demonstreret, endda med mange uddrag på blot en enkelt musikalsk frase.

Det indledende videoklip er meget morsomt, men ellers er standarden af disse faste indslag i år noget tamme, selv om Pejsegårdens direktør Jytte Nygaard får lejlighed til at skabe en latterkaskade i det ene!

Et enkelt hjertesuk: Hvorfor tror alle revyforfattere tilsyneladende, at prutter er afsindigt morsomme? De er ligegyldige, og de vækker ingen større forargelse, så at bygge et helt nummer op på dem er spild af god tid.

Revyen er veloplagt. Musikerne, der foruden Dove er kapelmester Rasmus Friis Tværfoss og Jakob Juul Nielsen, spiller blændende. Donald Andersens instruktion kunne her og der have været lidt strammere. Christine Astrid leverer levende koreografi og Lasse Spangenberg flotte kostumer med ide.

… og så er buffet’en et kapitel for sig. Det samme er morgenbuffet’en, så kommer man fra Nordøstfyn, er det en god ide at tage hele pakken med buffet, show, overnatning og morgenbuffet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Smukt, tankevækkende teater

søndag, 8. september, 2019

Smukt, tankevækkende teater

Uanset, om du elsker livet, eller du frygter døden, tænker du over, hvordan din alderdom bliver. Har du det skidt med kroppens uundgåelige forfald, eller tager du hele tiden din tilstand, som den er, og får det bedste ud af den aktuelle situation?

’Hvis jeg bliver gammel’ på Odense Teaters Værkstedet kommer rundt om mange aspekter af alderdom i en blanding af dans og skuespil

 

 

“Hvis jeg bliver gammel” (foto: Emilia Therese).

 

Sofie Christiansen fra danseteatret sART i Svendborg fik ideen til at skildre perspektiver af alder sammen med Odense Teater i en co-produktion, der fermt kombinerer dans og skuespil i et kammerspil mellem dansere på 57 og 58 år og skuespillere på 57 og 61.

De fire optræder i fem kvarter i sort undertøj. Vi kan imponeres over de kroppe, som unge måske vil forkaste som slidte og nedbrudte, men som ældre ser som karakterfulde og velbevarede; som vidnesbyrd om et liv, der ikke har ødelagt dem.

Livet sætter sine spor, og i adskillige scener demonstreres det. Når skavanker sætter sig i en skulder, en arm eller et ben. Når man får læsioner, der sætter sig for evigt med deformiteter eller andre mén. På et tidspunkt får vi en catwalk, hvor eksempler på det fremføres som i en modeopvisning.

Når man bliver gammel, kan man miste sine venner eller sin ægtefælle, mens man mister færdigheder. Første del af forestillingen er næsten for nedtrykkende, mens de meget voldsomme videoklip kører på bagvæggen med billeder af ikke bare efterår, men hård vinter.

Aktørerne mindes ungdommen med dens tempo og livsappetit, men også dens dilemmaer, usikkerhed og overskruede sexoptagethed. Senere i livet går tingene langsommere, men erfaringerne giver en større tryghed, og kærlighed og sex bliver inderligere og antager nye skikkelser.

De to dansere Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen udgør sammen med Githa Lehrmann og Klaus T. Søndergaard en kvartet, der gennemspiller de mange temaer fornemt, hvad enten det gælder en komisk/afskyelig spisescene – vi må håbe, at scenegulvet er pinligt rent – eller det gælder kroppe i harmoni. En række danse- og bevægelsesscener er fulde af symbolik til musik, der er forhåndsindspillet.

Forestillingen er blevet til ud fra en ide, der er udviklet under arbejdet, og har hele tiden været åben for de tanker og følelser, der er opstået. Den indrammes af udtalelser om alderdommen fra børn på en halv snes år. Kære, ærlige børn, i øvrigt fra balletskolen i Odense, der i afslutningen er optaget på en video af usædvanlig kvalitet. De siger naturligvis mange sjove ting, men har også reflekteret over situationen i alderdommen, og den ene dreng kommer meget tæt på at sige det, der bør være mantraet for al alderdom:

Glem, hvad du har mistet. Indret dig på din aktuelle situation og pres med al den optimisme, du kan mobilisere, hver en dråbe mulig livskvalitet ud af den.

Ellers bliver det meget surt at blive gammel.

Kategori Anmeldelser, kultur, Teater | Ingen har kommenteret »


Tage din elskede med til kabaret

fredag, 30. august, 2019

Tag din elskede med til kabaret

 


Foto: Emil Andresen.

’Under stjernerne på himlen sejler du med mig’ sang Tommy Seebach til Keld Heicks glødende ord. ’Man ligger så godt imellem dine ben’, konstaterede Bifrost. ’Brug dog tiden, elsk hinanden, gør dog noget, uret tikker’, tryglede TV2, ’Lad nu dine hænder vandre med mig’, bad Sort Sol og Katinka, ’Smuk og dejlig’ af Shit og Chanel er om lesbisk kærlighed, men kan også synges om den heterogene. Trilles ’Jeg ved jo, du kommer igen’ sunget sanseligt og dobbelttydigt, Leonard Cohens ’ Dancing to the end of love’, kvinden, der elsker sin mand, som hun elsker sin whisky’. ’Kvinden, der siger, hvad hun vil ha’’ …

I godt halvanden time prises kærligheden brændende, og lystens gnister springer, mens længslerne og skrækken for vores udløbsdato mest er forbeholdt åbning, ’En skønne dag skal vi væk herfra’ og slutning ’Det haster med det kys’.

Den problematiske kærlighed for ikke er tale om den ulykkelige er der ikke plads til, men den megen lykke kunne have været sat i relief med en citronskive med ulykkelig eller bristet kærlighed. Jo, den er der faktisk i ’Dansevise’, som imidlertid er så livsglad og naturnær, at man ikke opdager det, og i Anne Linnets ’Du ved det sikkert allerinderst inde’ svinder alle tårer, man måtte have grædt, på en forårsdag, så det behøver vi ikke at ængstes over.


Foto: Emil  Andresen.

Eneste uromoment er de tekster, som Haesam Jakir fremfører på arabisk, hvis man ikke lige sidder med sin Google Translate, men den behøver man ikke, for gløden i arabisk kærlighed slår lige så vel igennem i lydbilledet, som den gør på dansk, men naturligvis uden, at vi forstår evt. opfordringer som Lis Sørensens ’Læg din varme kind’ og ’Dine øjne de skal se’.

Katrine Bæk Sørensen, Mads Nørby, Haesam Jakir og musikeren Mads Klindt, der kan lyde som alt fra spinkel mandolin til stormende hebraisk bryllup, holder publikum i ånde, mens ’love goes on forever. De passer perfekt sammen. De unge synger med klare, smukke og udtryksfulde stemmer, de lidt ældre giver teksterne ekstra udtryk og indhold, og ofte går hele kvartetten op i en smuk, høj enhed.

Det er dejligt, at der igen spilles kabaret i Kerteminde, og elsker du din mand/hustru, eller er du vild med kærligheden, så oplev den. Du får ikke spoleret din oplevelse af lejlighedsvis ulykke. På enkelte af salens pladser kan man have svært ved at følge med på begge podier, men det kan man se stort på og bare fordybe sig i tekst og musik, når det sker.

’Det haster med det kys’ kan opleves igen i dag, i morgen samt torsdag og fredag i næste uge, og før forestillingen kan man til rimelig pris købe en varieret buffet af høj kvalitet.

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »