Latter, smil og eftertænksomhed afløste hinanden mange gange i løbet af en veloplagt aften med revy- og musicalstjernen Christine Astrid tirsdag aften i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgård.

Astrid fortalte i en samtale med Kerteminderevyens Venners Svend Novrup om sin vej til toppen af dansk revy og musical. Om sin opvækst i et kærligt og meget åbent bofællesskab i Bellinge over drama, dans og sang på efterskole, højskole og Det Danske Musicalakademi. Om langsomt at få flere og flere engagementer, bl.a. ved at imponere som medlem af de Klaustrofobiske Kulturastronauter, der vandt DM i teatersport to år i træk. Om at have hovedrolle i ´Saturday Night Fever’ over for Silas Holst. Om at få større og større opgaver i danske revyer fra Ganløse over Esbjerg, Herning, Pejseshow, Rottefælden og næste år Kerteminde. Om at blive gift og få sønnen Nord sammen med Mikkel Schrøder, og hvordan man klarer forældrerollen, når begge er med i de samme revyer. Etc. etc.

Christine Astrid fortalte med humor og åbenhed om de drømme, hun har for fremtiden, men måske mest spændende for tilhørerne i Kerteminde om sit forhold til Kerteminderevyen, som hun har ønsket at deltage i, siden hun i 2016 oplevede, hvordan alt i Danmarks bedste revy det år var totalt uforudsigeligt og urkomisk. Det fik hende til at ændre beslutningen om at holde sommerferie i 2020 til at nøjes med en halv sommer.

(Foto: Emil Andresen)

 Aftenen øgede de i forvejen store forventninger til næste års revy, hvor Christina Astrid sammen med Farshad Kholgi, Patricia Schumann og Rasmus Krogsgaard bliver instrueret af Martin Miehe-Renard, mens Peter Bom igen står for musikledsagelsen.

Billetsalget til revyen, der har premiere pinsesøndag, indledes 15. november.

Hvordan er verden for en person med asberger, der er fantastisk til matematik, men ikke kan tåle en menneskelig berøring, og som går ud af sit gode skind, hvis han bevæger sig ud af sin komfortzone og næsten kan slås ihjel bare af det liv og den informationsmængde, der så møder ham?

Det får vi en tankevækkende og rørende beskrivelse af i ’Den mystiske sag og hunden i natten’, skrevet af Simon Stephens på grundlag af Mark Haddons bog, der forståeligt er tildelt et hav af priser og er solgt i mere end 20 mio. eksemplarer.

Næsten lige så vigtigt er det, at stykket beskriver, hvordan det er at have et barn med disse egenskaber. Det koster en normal tilværelse at have god samvittighed over at gøre det, som man bør. Det fører til skilsmisser og daglig stress, og selv om det med sikkerhed også giver store positive oplevelser, bestemmer man ikke længere over sin egen tilværelse.

Alt dette skildrer forestillingen loyalt og præcist. Kristoffer Helmuth er blændende som Jonathan, der tager alting bogstaveligt, så han fx mener, at det er at lyve at bruge billedsprog; og for hvem proportioner ikke findes. Det er lige slemt at slå en hund og et menneske ihjel. Kan man lyve om de mindste ting, kan man også om de største og eksistentielle.

Han kan ikke føle empati, men er ekspert i matematik, tager eksamen på A-niveau med 12, planlægger flere eksaminer og at skulle på universitetet. Minsandten om ikke også han får publikum til at vente med at forlade salen med en demonstration af, hvordan han løste det afsluttende eksamensproblem på trods af mangel på søvn og mad!

At han beslutter at opklare, hvem der brutalt har dræbt naboens hund, skyldes mere hans betagelse af logik, end at han havde meget til overs for hunden, og han beslutter at skrive en bog om sin efterforskning. En bog, som læses – og læses højt for publikum – af Siobhan, der er lærer på den specialskole, han går på, og som i virkeligheden er den eneste, der taler ’hans’ sprog. Lila Nobel er fremragende i rollen.

Blandt dem, der umuligt umiddelbart kan forstå ham, er politibetjente, togførere m. fl., og det er fint, at dé skildres som empatiske, så vi ikke skal beskæftige os med myndigheders evt. dårlige behandling af en autist, men i stedet oplever autistens problemer blandt normale mennesker.

Kristoffers skilte forældre, Ed og Judy, spilles af Meike Bahnsen og Mikkel Bay Mortensen, der stærkt illustrerer de problemer, man kan få tildelt af tilværelsen. Claus Riis Østergaard er Judys nye mand, der må se sit nye liv smadret den dag, Kristoffer beslutter sig for at bo hos sin mor, fordi han er blevet bange for sin far.

Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund og Natali Vallespir Sand forgylder stribevis af små og større roller, som de fermt lynomklæder til. Jacob Schjødts instruktion er præcis og indfølende, og Astrid Lynge Ottosen har skabt en stærk scenografi, hvor det udnyttes, at gulvet i Odeon kan bruges som felter, der kan hæves og sænkes, og der er mulighed for at lave lysstriber og langs og tværs.

Kristoffers interesse for rumfart og astronomi afspejles i kulissens antydning af det krumme univers, hvor stjerner kan være væk, når deres lys når os, og sorte huller truer. Hans bevægelse uden for sit normale rum illustreres ikke kun med lys, der giver grænser og veje, men også med miniaturebygninger.

Det geniale i forestillingen er, at de mange skæbner og problemer belyses, mens der også er hyppige strejf af smil eller humor, så vi aldrig føler, at det hele er for nedtrykkende. Forestillingen får næsten en happy end, fordi Kristoffer føler sig på toppen efter sit eksamensresultat, men vi ved jo godt, at nye problemer venter såvel ham som hans omgivelser.

Det er en dejlig og rørende forestilling, der vil udvide alle tilskueres forståelse af mange menneskers problemer og motiver.

’Den mystiske sag om hunden i natten’ spiller frem til 22. oktober.

1983-2008 optrådte Østjysk Musikforsyning på Pejsegården i Brædstrup. Et orkester med symfonikere, der var totalt respektløse og skabte en tradition for, at man kunne opleve noget helt specielt på det store hotel med de mange tilbud.

Siden 2008 har der været Pejseshow, og i år bliver dusinet fuldt med en musikalsk kvartet, der klæder hinanden umådeligt, og med en forestilling, der ikke er koncert, videotek eller revy, men helt sin egen genre. Den rækker fra de fladeste vitser, som indimellem er tåkrummende pinlige, til elegante sketches og fremragende musikalske numre, hvor man til fulde udnytter, at samtlige fire synger strålende.

Der er en smule genbrug. Fra Rottefælden ’Så gør vi sådan’, hvor et poetisk skyggebilledshow, hvor et ægtepars kærlighedshistorie bliver smadret af, hvor mange gebyrer banken skal have for at have råd til at hvidvaske så mange millioner; samt ’Krænker Blues’, hvor Christine Astrid som superlækkert skår giver sin kommentar til tidens krænkekultur. To dejlige numre, som det var godt at tage med, og der er næppe mange gengangere fra Svendborg i publikum på Pejsegården.

Det samme gælder fra Kerteminderevyen Gordon Kennedys ’Krads’, som han blev indstillet som Årets Tekstforfatter på basis af.

Andre lækkerbidder er Reklamelykkehjulet, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder demonstrerer, hvordan diverse stjerner ville have tillempet deres tekster, hvis de skulle have virket som reklame. ’Året, der gik’, hvor begivenheder i årets løb kommenteres med lynhurtige paryk- og kostumeskift. ’Lyse Nætter’, hvor Sara Gadborg og Christine Astrid får spoleret Schrøders poetiske sang med deres meget morsomme tegnsprog, da de bliver bedt om at dæmpe sig.

Samt ikke mindst de to store musiknumre ’Jasons Corner’, hvor kapelmester Jason Dove og hans flygel indtager centrum af scenen, og ikke mindst det Kim Larsen-potpourri, der af naturlige årsager har været fast i samtlige årets revyer. Også i Brædstrup bliver det utrolige antal af dejlige numre og spændvidden i genrer demonstreret, endda med mange uddrag på blot en enkelt musikalsk frase.

Det indledende videoklip er meget morsomt, men ellers er standarden af disse faste indslag i år noget tamme, selv om Pejsegårdens direktør Jytte Nygaard får lejlighed til at skabe en latterkaskade i det ene!

Et enkelt hjertesuk: Hvorfor tror alle revyforfattere tilsyneladende, at prutter er afsindigt morsomme? De er ligegyldige, og de vækker ingen større forargelse, så at bygge et helt nummer op på dem er spild af god tid.

Revyen er veloplagt. Musikerne, der foruden Dove er kapelmester Rasmus Friis Tværfoss og Jakob Juul Nielsen, spiller blændende. Donald Andersens instruktion kunne her og der have været lidt strammere. Christine Astrid leverer levende koreografi og Lasse Spangenberg flotte kostumer med ide.

… og så er buffet’en et kapitel for sig. Det samme er morgenbuffet’en, så kommer man fra Nordøstfyn, er det en god ide at tage hele pakken med buffet, show, overnatning og morgenbuffet.

Sofie Christiansen fra danseteatret sART i Svendborg fik ideen til at skildre perspektiver af alder sammen med Odense Teater i en co-produktion, der fermt kombinerer dans og skuespil i et kammerspil mellem dansere på 57 og 58 år og skuespillere på 57 og 61.

De fire optræder i fem kvarter i sort undertøj. Vi kan imponeres over de kroppe, som unge måske vil forkaste som slidte og nedbrudte, men som ældre ser som karakterfulde og velbevarede; som vidnesbyrd om et liv, der ikke har ødelagt dem.

Livet sætter sine spor, og i adskillige scener demonstreres det. Når skavanker sætter sig i en skulder, en arm eller et ben. Når man får læsioner, der sætter sig for evigt med deformiteter eller andre mén. På et tidspunkt får vi en catwalk, hvor eksempler på det fremføres som i en modeopvisning.

Når man bliver gammel, kan man miste sine venner eller sin ægtefælle, mens man mister færdigheder. Første del af forestillingen er næsten for nedtrykkende, mens de meget voldsomme videoklip kører på bagvæggen med billeder af ikke bare efterår, men hård vinter.

Aktørerne mindes ungdommen med dens tempo og livsappetit, men også dens dilemmaer, usikkerhed og overskruede sexoptagethed. Senere i livet går tingene langsommere, men erfaringerne giver en større tryghed, og kærlighed og sex bliver inderligere og antager nye skikkelser.

De to dansere Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen udgør sammen med Githa Lehrmann og Klaus T. Søndergaard en kvartet, der gennemspiller de mange temaer fornemt, hvad enten det gælder en komisk/afskyelig spisescene – vi må håbe, at scenegulvet er pinligt rent – eller det gælder kroppe i harmoni. En række danse- og bevægelsesscener er fulde af symbolik til musik, der er forhåndsindspillet.

Forestillingen er blevet til ud fra en ide, der er udviklet under arbejdet, og har hele tiden været åben for de tanker og følelser, der er opstået. Den indrammes af udtalelser om alderdommen fra børn på en halv snes år. Kære, ærlige børn, i øvrigt fra balletskolen i Odense, der i afslutningen er optaget på en video af usædvanlig kvalitet. De siger naturligvis mange sjove ting, men har også reflekteret over situationen i alderdommen, og den ene dreng kommer meget tæt på at sige det, der bør være mantraet for al alderdom:

Glem, hvad du har mistet. Indret dig på din aktuelle situation og pres med al den optimisme, du kan mobilisere, hver en dråbe mulig livskvalitet ud af den.

Ellers bliver det meget surt at blive gammel.

Foto: Emil Andresen.

’Under stjernerne på himlen sejler du med mig’ sang Tommy Seebach til Keld Heicks glødende ord. ’Man ligger så godt imellem dine ben’, konstaterede Bifrost. ’Brug dog tiden, elsk hinanden, gør dog noget, uret tikker’, tryglede TV2, ’Lad nu dine hænder vandre med mig’, bad Sort Sol og Katinka, ’Smuk og dejlig’ af Shit og Chanel er om lesbisk kærlighed, men kan også synges om den heterogene. Trilles ’Jeg ved jo, du kommer igen’ sunget sanseligt og dobbelttydigt, Leonard Cohens ’ Dancing to the end of love’, kvinden, der elsker sin mand, som hun elsker sin whisky’. ’Kvinden, der siger, hvad hun vil ha’’ …

I godt halvanden time prises kærligheden brændende, og lystens gnister springer, mens længslerne og skrækken for vores udløbsdato mest er forbeholdt åbning, ’En skønne dag skal vi væk herfra’ og slutning ’Det haster med det kys’.

Den problematiske kærlighed for ikke er tale om den ulykkelige er der ikke plads til, men den megen lykke kunne have været sat i relief med en citronskive med ulykkelig eller bristet kærlighed. Jo, den er der faktisk i ’Dansevise’, som imidlertid er så livsglad og naturnær, at man ikke opdager det, og i Anne Linnets ’Du ved det sikkert allerinderst inde’ svinder alle tårer, man måtte have grædt, på en forårsdag, så det behøver vi ikke at ængstes over.

Foto: Emil  Andresen.

Eneste uromoment er de tekster, som Haesam Jakir fremfører på arabisk, hvis man ikke lige sidder med sin Google Translate, men den behøver man ikke, for gløden i arabisk kærlighed slår lige så vel igennem i lydbilledet, som den gør på dansk, men naturligvis uden, at vi forstår evt. opfordringer som Lis Sørensens ’Læg din varme kind’ og ’Dine øjne de skal se’.

Katrine Bæk Sørensen, Mads Nørby, Haesam Jakir og musikeren Mads Klindt, der kan lyde som alt fra spinkel mandolin til stormende hebraisk bryllup, holder publikum i ånde, mens ’love goes on forever. De passer perfekt sammen. De unge synger med klare, smukke og udtryksfulde stemmer, de lidt ældre giver teksterne ekstra udtryk og indhold, og ofte går hele kvartetten op i en smuk, høj enhed.

Det er dejligt, at der igen spilles kabaret i Kerteminde, og elsker du din mand/hustru, eller er du vild med kærligheden, så oplev den. Du får ikke spoleret din oplevelse af lejlighedsvis ulykke. På enkelte af salens pladser kan man have svært ved at følge med på begge podier, men det kan man se stort på og bare fordybe sig i tekst og musik, når det sker.

’Det haster med det kys’ kan opleves igen i dag, i morgen samt torsdag og fredag i næste uge, og før forestillingen kan man til rimelig pris købe en varieret buffet af høj kvalitet.

Det er Hanne Bjørnskov og Leif Fabricius’ fortjeneste, at Esbjergrevyen markerer sig blandt de bedste danske sensommerrevyer, og det er ikke tilfældigt, at de bl.a. gør det ved hvert år at engagere navne, der er forbundet med Kerteminderevyen. I Esbjerg går de nemlig mere og mere i retning af at være aldeles dristige og respektløse – netop det, der i de senere år har været karakteristisk på Nordøstfyn.

I år ser vi Kasper Gattrup, Farshad Kholgi og kapelmester Peter Bom i Esbjerg Musikhus’ teatersal. De er sammen med den lokale Jan Svarrer og Merethe Mærkedahl i et program, der ikke blot er modigt, men også giver skuespillerne rig lejlighed til at demonstrere, at de alle synger blændende og behersker adskillige instrumenter.

Det udnyttes allerede i åbningsnummeret, hvor vi får præsenteret ensemblet gennem deres musikalske formåen og fx opdager, at Mærkedahl kan spille trompet. Det er også revyens udgang, for i stedet for at sige farvel med en traditionel godnatsang (tak for i aften, I har været verdens bedste publikum, vi ses forhåbentlig igen næste år etc.) giver man den en spand kul med sang og musik, fra farfar var ung. Det er ikke Vikingerne eller Bjørn og OK, men Stones, Elton John etc. Da musikken har holdt gennem de følgende to generationer og udførelsen suveræn (lyden måske for høj for nogle), gynger hele salen, og man kan gå hjem i opløftet tilstand.

Mellem intro og finale får vi en perlerække af numre, der holder et højt gennemsnitsniveau. Det vanvittige vid uden anden mening, end at vi skal more os, ser vi, når Kholgi praktiserer indisk yoga, eller når Svarrer og Mærkedahl er cirkusartister uden elefanter – eller når Svarrer laver gakket gangart a la John Cleese på en 15 sekunders passage af scenen – eller når en totalt farveløs Mærkedahl læser hård porno monotont med eufemismer.

Det totalt respektløse ser vi fx i ’Guds gave’, hvor Gattrup og Kholgi som muslimske kvinder beretter om, hvordan manden er guds gave til dem, mens burkaen er mandens gave til kvinden. Kholgi i ganske kort burka, fordi den er fra hans andet giftermål – som 9-årig. Eller når der er politisk auktion over alt fra Grønland, undskyld Fanø, til Esbjergs superligahold, som man ikke engang kan få to potter pis for. Der er flere lokale finter under vejs, som ikke generer folk ude fra. Vi kan fx godt gætte, hvad Nillers Pølsevogn betød for Esbjerg gennem mere end 35 år. I øvrigt en god historie at google, når man kommer hjem.

Det tankevækkende ser vi, når vi får anbefalet at abonnere avis i stedet for nettjenester (den bruger ikke batteri, den er lettere at blade i, den er mere overskuelig og meget mere). Eller når Mærkedahl er en ulideligt overforstående venligbo, der må lide den tort, at hendes kunde ikke engang er muslim. Eller når Svarrer og Kholgi er rockere på tvungen barselsorlov.

Til de musikalske højdepunkter hører et skønt nummer om kontrabassen med Jan Svarrer og Kasper Gattrups genopførelse af sin flirt med en kvindelig publikummer i ’Kemi’. En stor del af numrene er i øvrigt lån fra andre revyer, men elegant ført up-to-date. ’Kemi’ er fra Kerteminde, mens ’Undskyld’ først blev omskrevet fra det gamle ’Danke’ med det tyske Boto Luchas kor og nu gjort brandaktuelt og samtidig morsomt, for hvad nytter egentlig alle de undskyldninger.

Skal vi pege på et par mindre problemer må det være, at de fleste revyer tilsyneladende har vanskeligt ved at finde det rigtige nummer til pladsen lige før finalen. Svarrers ’Kantstenen’ sidder mellem adskillige stole og ligger desuden stemningsfuldt forkert.

Det er et flot ensemble, der i Michel Castenholts instruktion forstår at forgylde selv lidt svagere tekster fx, når Mærkedahl er vejrpige eller Mette Frederiksen; og kapelmester Peter Bom kan endnu engang lyde som et stort orkester og synger diskret med her og der.

Efter premieren fik Hanne Bjørnskov overrakt Johnna og Leif Maiboms revypris Thorleif for sin indsats i Esbjerg og fik en stormende og fortjent hyldest.

Esbjergrevyen, der spiller frem til 7. september, er endnu en af de forestillinger, der bekræfter det eksplosivt voksende niveau i danske revyer. Formentlig bl.a. fordi revyen som genre nyder større og større respekt og derfor er attraktiv for kunstnerne. Man kan i øvrigt indtage en overordentlig lækker tre retters menu før forestillingen, og man kan evt. benytte et tilbud om revy og overnatning på Hotel Britannica, der ligger 2 minutter fra Musikhuset.

Danmark er et dejligt revyland, og nu venter vi på de næste to store premierer, der begge ligger 6. september: Pejseshow i Brædstrup og Menstrup Revyen på Menstrup Kro.

Måske tog Rottefælden konsekvensen af, at folketingsvalget mildest talt lå ubekvemt i forhold til årets revy – den er i hvert fald så godt som støvsuget for aktuelt politisk indhold. Til gengæld har den en perlerække af klassiske revynumre, af hvilke man vil huske adskillige i årene fremover. Flertallet af vitserne vil man også huske. Dem kendte vores oldeforældre rigtig godt!

Anden akt er klart bedre end første, og det er altid klogt. Den indledes med en omgang Anne, Sanne og Lis, hvor man gerne ville have haft mere af det musikalske, som det også var tilfældet i første akts slutnummer, et kærlighedsmedley. Det havde været ekstra oplagt, hvis Jan Schou havde overladt til Mikkel Schrøder at være Anne Linnet, for Schrøder, Christine Astrid og Kiki Brandt synger alle så fremragende, at det var en nydelse, hver gang man fik lov at høre det.

Schou mestrer sketchen og den alvorlige vise og brillerer med begge dele i ’Bag Masken’, der bevæger sig fra parodier med bl.a. fattigmandsskaldyr (= æg) til den dybe alvor i Leif Maiboms behandling af dem, der aldrig smider masken. Et fint nummer.

Hele ensemblet er med i ’Love me tinder’, hvor et stævnemøde kommenteres i gammel Monrad-Rislund-stil og med en sjov pointe. Astrid, Schou og Schrøder leverer på charmerende vis det rablende vanvid i ’Blomsten og bien, hvor det faktisk lykkes at få publikum til at le hjerteligt af ældgamle, platte vitser.

Kiki Brandt kombinerer sin sangkunst med fin komik som ‘Operadivaen’, hvor Jens Krøyer er en dejligt underfundig akkompagnatør.

Schou er som sædvanlig Dronning Margrethe med Kiki Brandt som Prins Joachims Marie. Emnet er fejringen af Joachims 50 års fødselsdag, vinklingen hyggelig og forudsigelig.

Ægteparret Schrøder og Astrid er fremragende sammen i Schrøders egen ’Og så gør vi sådan’, der er garneret af smukke og stærke skyggebilleder og munder ud i en ny vinkel på Danske Banks hvidvask, hvilket er ganske imponerende.

I første afdeling er Astrid ferm på enhver måde i en multitasking tour de force, skrevet af Kasper Gattrup, mens Schrøder fører frem til aftenens finale med sine suverænt fine parodier på, hvordan Johnny Madsen, Lars HUG, Peter AG, Nick & Jay, Poul Dissing og som rosinen i pølseenden Marie Key ville have fremført Jens Vejmand, hvis de havde skrevet den.

Som nævnt er første akt svagere end anden, hovedsagelig pga. lidt svagere tekster, men ikke mere, end at man i pausen spørger sig selv, om det vil vise sig at være en god eller mindre god revyaften. Det blev heldigvis en Rottefælderevy over middel, hvor man som sædvanlig kan fryde sig over de tre musikere, Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen, som instruktør Carsten Friis flere gange med fin virkning lader medvirke på scenen.

Det er 24. gang, Pia Ullehus står for ’fælden’, så vi kan glæde os til jubilæum næste år, og vi får hende faktisk at se mere end normalt i revyens løb, bl.a. i den opfindsomme indledning, som er hendes egen ide, og i den sidste del af en tredelt filmsekvens, hvor hun sågar ligger i med Schrøder.

Så alt er skam ikke kun ved det gamle, og Fyn er begunstiget af at have tre fine sommerrevyer i 2019.

Jo, man KAN skifte et helt hold ud med succes. Anette Støvelbæk, Lisbeth Kjærulff, Gordon Kennedy og Kasper Gattrup leverer i Martin Miehe-Renards instruktion sammen med kapelmester Peter Bom to timers glitrende veloplagt revy, der rækker fra det stille, blændende musikalske til det fuldstændig kaotiske og absurde vanvid.

De fire skuespillere klæder hinanden. Der er fin balance i det stof, de indbyrdes har fået. De mestrer såvel det stille som det højtråbende; de spiller fin komedie og har samarbejdet om et flertal af teksterne.

Kerteminderevyen tør fortsat en masse og er helt uforudsigelig. Anette Støvelbæk viser sig at være fremragende på en revyscene. I første akt står hun for et højdepunkt med ’Dum-di-dum’, uvidenhedens pris, der slår fast, at ’uvidenhed er super trendy’. En ætsende kommentar til en tid med reality-programmer, hvor man bevidst vælger deltagere, som ikke risikerer at vise intelligens, mens man foragter elite og viden. Siden er hun en tyfon af en sexparat killing, der vil have et engangsknald, men ikke kan få det, før hun har underskrevet en ’me too’- kontrakt, hun er kronprinsesse Mary, der overvejer at sælge ud af sin garderobe mm.

Hun synger godt, hvad hun ikke mindst viser sammen med Lisbeth Kjærulff i ’Det kære legetøj’ med et velment råd til mænd; samt når hele kvartetten synger om ’Lulus kaffebar eller i finalen om alt det, de hellere vil end sige farvel til det trofaste publikum. En dejlig ny ide til en slutning.

Lisbeth Kjærulff er uddannet operasanger og får lov til at vise det i ’Countrytøs’. Man tror ikke sine egne ører. Hold op, hvad man dog kan se og høre på en revyscene i vore dage.

Kasper Gattrup har en fin ide i ’Kemi’, hvor han på en overrumplende måde interagerer med en publikummer i en flot sang, hvor han også får vist sine kropslige evner. Sammen med Gordon Kennedy står han for aftenens største latterbrøl i ’Tips til enlige mænd’, der tager gas på tv-programmer, ubehjælpsomme mænd og meget andet.

Gordon Kennedy er pragtfuld som en sanger, hvis tekster kan misforstås, og han er vidunderlig som syrer, der skal forsøge at blive dansk statsborger i en håndtryksduel med Inger Støjberg i Lisbeth Kjærulffs skikkelse. Duellen kommenteres på helt Monrad-Rislundsk vis af Gattrup og Støvelbæk, naturligvis med brug af VAR og gentagelse i slow motion. Skøn ide, flot udførelse.

Det samme gælder for det Monty Python-inspirerede panda-nummer (Ingen mistænker en panda – eller den spanske inkvisition). En glimrende ide, som munder ud i Four Jacks’ ’Mandalay’, øh nej, ’Pandaleg’.

Det totale vanvid bryder løs i ’Finansfobier’. Fobierne er tankevækkende begrundet, og kvartetten overgår et nummer som Monty Pythons ’Gakkede Gangarter’. Det er ustyrlig morsomt.

Overraskende er det også, at FAFs nedrivningstruede silo på havnen er emne for finalen for første akt, men selv de, der aldrig har set siloen, holdt af det rørstrømsk nostalgisk ironiske ’Bevar vor silo’, der ’er som pyramiderne, bare knap så høje’. I dette nummer får man også koreografen Simone Svane og producenten Emilie Topp Meyer på scenen.

Naturligvis er ikke alt flødeskum. Det er ingen revy, men bundniveauet er pænt, så man tager ’Luksusfælden’ med Britta Nielsen, der skylder 117 mio. kr. væk; den lidt tynde ’Piktogrammer’; ’Kertemindekoret’ om at blive krænket af ’Den danske sang’- i øvrigt med fin tysk pointe! – og Tele-Terapi om mobiltelefonens Siri med, fordi numrene trods alt har ide og ligger i gode omgivelser.

Peter Bom brillerer som altid i musikken. I år får han lov til at levere ouverturer før begge akter og står desuden for originale melodier til flere af de allerbedste numre, bl.a. ’Dum-di-dum’, silonummeret, ’Det kære legetøj’, ’Countrytøs’ og ’Der er meget vi hellere vil’. Det er dejligt, at han stadig er i Kerteminde.

Instruktionen er præcis, og Martin Miehe-Renard har opfyldt begge direktør Mads Nørbys krav: Han har leveret en meget, meget morsom revy, og den varer på sekundet to forrygende timer.