Anmeldelser

Opera med for meget filter, men store stemmer og et godt orkester

onsdag, 7. februar, 2024

Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.

 

Werther Sophie Charlotte Albert

De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)

Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.

Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.

 

Werther Begår Selvmord

Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)

Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.

Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!

I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.

Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.

 

Werther Og Charlotte

Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)

Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.

Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.

Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.

’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.

 

3 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Storværk om Claus Deleuran

mandag, 25. december, 2023

Christian Monggaard har skrevet det ultimative værk om tegneren Claus Deleuran, og det kan studeres mange gange og i lange tider pga. såvel forfatterens som Deleurans detaljerigdom

Cover Claus 20deleuran Mockup 20

Omslaget på bogen om Claus Deleuran

Normalt giver jeg mig lidt, når en bog er tung som en flise og desuden har fliseformat. Man kan med andre ord ikke sidde bekvemt med den i sin lænestol, men må sætte sig ved et bord eller en pult.

Christian Monggaards bog om Claus Deleuran er af den type, men formatet er en nødvendighed. Deleurans tegninger er lige så fulde af finurligheder og detaljer, som Monggaards tekst er det, og begge dele er en fryd at studere. Derfor skal man skal tage bogen  i portioner, og ind imellem kan man blade om til de tegninger, der bagest i bogen er samlet efter tema.

Min far abonnerede på Illustreret Familiejournal, fordi han ville vide, hvordan det gik Willy på Eventyr. Dermed kunne jeg også læse Bamse og Dukke Lise, Rip Kirby og Gyldenspjæt. Desuden abonnerede vi på Anders And.

Det giver mig en stor fordel, når jeg ser Deleurans tegninger, for hans streg er påvirket af præcis disse serier, som han læste, da han boede i det østlige Odense, hvor man nu passende har navngivet en plads Deleurans Plads.

Deleuran er også stærkt påvirket af Storm P, og han læste Asterix, Lucky Luke, Tintin, Rasmus Klump og Valhalla. Jeg vil selv tilføje Bo Bojesen, som et stort antal illustrationer klart viser påvirkning fra.

Rejsen Til Saturn 1

Første side af Rejsen til Saturn

Deleuran er et af eksemplerne på, at de bedste falder alt for tidligt fra. Han blev blot 49 år, men hvad nåede han ikke på dem. Hans far var tegner, og han selv boblede af tegnelyst, så han allerede som 6-årig tegnede sine første glimrende udkast til tegneserier. Desuden hjalp han af og til sin far med tegninger til annoncer for diverse firmaer.

Det er en svir at læse om familien i Odense og om, hvordan inspirationen til de forskellige tegninger og tegneserier meldte sig. Deleuran læste og researchede utroligt meget og lod sig ikke nøje med andres beskrivelser. Han ville se tingene selv, hvis det var muligt.

Selv om han hørte til venstrefløjen og bl.a. skrev i Politisk Revy og diverse andre venstreorienterede skrifter, var hans streg altid venlig, også når han portrætterede kapitalister. Desuden rettede hans ironi sig også tit mod de frelste i arbejderbevægelsen.

Hans tegninger blev hurtigt populære og var med til at holde tidsskrifter oven vande. Han vidste alt om religion og mytologi og bevægede sig rundt i det hele i sine skrifter med parolen Gud er ikke nærtagende.

I Rejsen til Saturn, som er min favorit blandt hans værker, kommer de rejsende bl.a. til Sankt Peter og beder om mere benzin. For få dage siden var der lejlighed til at se filmudgaven af serien, og selv om tegningerne er forenklet i forhold til Deleurans forlæg, hersker hans humor stadig. Det var et skønt gensyn – og filmen solgte 400.000 billetter!

I Mikkeline på Skattejagt kommer en engel med en åbenbaring. Det viser sig, at den egentlig var til en anden, der bor tæt på Mikkeline, men englen kan så beklage, at hun er gået fejl, og som afbigt spå Mikkeline.

Mikkeline fik i øvrigt hovedrollen, da ikke mindst hans kone Lone mente, at der var for mange mænd i hans serier.

 

Vuggestuebehandling

Et eksempel på Deleuran som daglig karikaturtegner: En kommentar til behandlingen af børn i vuggestuer

Deleurans hovedværk er hans Illustreret Danmarkshistorie for Folket, hvor han startede med Big Bang og satte Danmark i international sammenhæng, hvor skolens historietimer beskæftigede sig med det interne Danmark og ikke så meget ud over grænserne.

Deleuran behandler stoffet med så stor indsigt og med et perspektiv, så Arkæologen Anders Bonde Hansen i et interview med Monggaard siger, at Deleuran bør have en plads i dansk oldtidsforskning.

På fascinerende vis sætter Deleuran videnskaben over for mytologi op gennem tiden, så man bl.a. bliver ført dybere ind i asatroen, end selv Valhalla formåede det.

Historien er virkelig for folket, for man skal bare kunne læse for at nyde den. Man kan sige, at der er mere tekst end billede i beretningen, hvor Deleuran ustandselig laver omfattende digressioner, der fryder snarere end irriterer. Han har en lille lærd mand, klædt i sort med en Pincenez med som fremmedfører, ofte med humoristisk virkning.

Derfor nåede han i ni bind kun frem til Svend Estridsen, men for pokker – på det sted begyndte den historieundervisning, jeg fik i skolen.

Han døde midtvejs i arbejdet med niende bind, som blev færdiggjort af hans kone og udgivet posthumt.

Selv om han er inspireret af så mange, er hans tegninger helt hans egen stil og let genkendelige. Menneskene har store næser, og billederne er så fulde af detaljer, så man kan opdage nye ting, hver gang man ser på dem. Alt er tegnet præcist på hele tegnefladen.

Det er umuligt at beskæftige sig med alle de 494 sider på tykt papir, men vi kan slå fast, at der næppe er meget tilbage at ’opdage’ om Deleuran efter den prisværdige research, som Monggaard har bedrevet, før han skrev.

Deleuran er blandt de allerbedste tegnere i Danmark nogensinde, og han gør mange ting forståelige med sine tegninger og serier, som der er fyldige eksempler på bagest i bogen.

Vi er nok lidt tæt på jul, men mangler man en boggave, kan denne anbefales varmt.

Christian Monggaard: Claus Deleuran. 494 sider kraftigt indbundet. Forlaget BOOK LAB. Kr. 599.

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Det fantastiske sprog i ‘Det’

fredag, 17. november, 2023

Inger Christensens ’Det’ fra 1969 river på Odense Teaters Odeonscene op i publikums sprog og rytme.

Da Inger Christensens hovedværk ’Det’ udkom i 1969, var digtsamlingen en sensation. Ikke blot solgte den 15.000 eksemplarer, hvor det gængse for en digtsamling var omkring 500, men den skabte også en diskussion om ordet og sprogets udvikling og indflydelse på vores liv.

 

Fv ses Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Viktor Pascoe Medom. Malene Melsen, Klaus T. Søndergaard og Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)

Sproget sætter os i stand til at kommunikere; det er gennem det, at vi forstår vores verden, men sproget er større end os, og da menneskets sanser og sprogbrug varierer og kan snyde, kan vi aldrig vide os sikre.

Der er sagt og skrevet meget intellektuelt om ’Det’, men det er ingen forudsætning for at få stort udbytte af forestillingen på Odense Teaters scene i Odeon. Her bliver vi fra starten i bælgmørke overvældet af – netop det:

Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større.

Et af problemerne ved at overvære den dramatiserede del af ’Det’ er, at man omgående glider ind i sin mere end 50 år gamle oplevelse af digtene og dermed ikke er sikker på, hvad der ‘mangler’ i forestillingen, hvor Inger Christensen af bearbejder og iscenesætter Esther Lee Wilkinson er blevet kortet ned til 80 minutter. Faktisk mangler der ikke noget, for alle væsentlige temaer er smukt bibeholdt, og man nyder de syv på scenen.

Scenen er en miniudgave af det oprindelige kontinent Pangæa, og den kan alt. Der kommer ting og personer op gennem lemme og huller; en del kan gå løs som en tømmerflåde; der kan bygges med stole og borde, og hele tiden kan man i et jordkloderundt billede på væggen se alt fra oven – næsten hele tiden, for det kan der også leges med.

 

Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)

Hannah Schneider er blandt dem, der overraskende dukker op fra et hul, og under resten af forestillingen styrer hun musikken fra sit instrument. Sin egen poetiske, ofte med en sang, og en forhåndsindspillet for flere instrumenter, der er underlægning for det, de øvrige siger og gør. Indimellem er det næsten for udramatisk, som når det i digtet Chile fx hedder: ’Så spiller de skak med de små bitte stumper/ af det, der engang var en stor præsident’. Man hører Pia Raugs musik for sine ører.

Inger Christensens tekst rækker fra det yderste himmelrum til de mindste småting i livet. Skuespillerne er blændende. Når de beskæftiger sig med det samfund, der tilsyneladende ikke kan brydes op og gøres blødt:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop

Eller vi bevæger os i det nære

 

I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL (foto: Emilia Therese)

I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL

I 80 minutter sidder alle fanget af sprogets rytme og magt, som det i Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi giver tryghed, angst, genkendelse mm., af Benjamin Kitter, Viktor Pascoe Medom, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Malene Melsen, Louise Davidsen og Hannah Schneider.

Er man det mindste interesseret i sprog, rytmik, tilværelsens problemer og alle de andre ting, som Inger Christensen fermt har lagt ind i ’Det’, skal man en tur i Odeon senest 2. december. Forhærdede tidselgemytter, der ikke ejer evnen til at åbne sig, kan blive væk.

 

 

Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Filosofi kan lyse forståeligt – Arendt på Odense Teater

fredag, 17. november, 2023

’Hannah Arendt – at se i mørke’ på Odense Teaters Værkstedsscene er såvel dramatisk som tidløst tankevækkende. Rhea Lemon har begået en genistreg med sit manuskript

 

Benjamin Kitter og Ina Miriam Rosenbaum (foto: Emilia Therese)

Kan filosofi fremstilles, så den såvel bliver dramatisk som tankevækkende? I biograferne oplever man det for tiden i ’Oppenheim’. På teater kan man på Odense Teaters Værkstedsscene nyde ’Hannah Arendt – at se i mørke’ og opleve at få åndenød over begivenhederne på scenen samtidig med, at man bagefter har sindslige oplevelser med på livstid.

Hannah Arendt var et af verdens klogeste mennesker. Hun tog udgangspunkt i, at hun var jøde, ’og når en jøde bliver angrebet, må han/hun svare som en jøde’; men hun var samtidig så klog, at hun ikke bare forsvarede alle jøders handlinger, og hun kæmpede hele livet for at forstå holocaust – hvordan kan helt almindelige mennesker pludselig være med til at slå en hele race ihjel?

Thea Lemons dramatisering af dele af Hannah Arendts liv er fremragende, en lille genistreg. Hun har haft en hård opgave, for Arendts liv var fuldt af begivenheder og stridigheder, som kunne have været med i forestillingen på en eller anden måde. Tænk blot på, at Arendt har inspireret til langt over 1000 bøger; at der er lavet flere film om hende og det, hendes synspunkter inspirerede til; at der siden 2017 er udgivet et tidsskrift, der udelukkende beskæftiger sig med hende og hendes tankegods, og at hun blev ildeset blandt de fleste jøder pga. sine kompromisløse synspunkter.

Hun levede 1906-75 og var derfor en meget aktiv debattør og forfatter, da nazisterne kom til magten i Tyskland. Hun havde allerede skrevet væsentlige bøger om moral og stod i forhold til den meget ældre filosof Martin Heidegger. Nu blev hun chokeret over nazisternes synspunkter og fremfærd, skrev åbent om det og blev derfor anholdt i 1933.

Teaterstykket har en spinkel ramme i, at hun kommer til København for at få overrakt Sonningprisen i 1975, men fortiden jager hende uafladelig, og første del af hendes mareridt handler om arrestation og forhør i 1933. Hun havde været fængslet en uge, før hun slap fri takket være en ung officer, som formentlig blev overvældet af hendes tanker og talegaver. Sådan fremstilles det også i stykket.

Hun flygtede til Paris via Tjekkoslovakiet og Schweiz og blev i Frankrig leder af en organisation, der bragte jøder i sikkerhed fra Tyskland – en kvindelig Pimpernel Smith (har man ikke set denne film med Leslie Howard, kan man stadig købe den).

Ved oprettelsen af Israel i Palæstina kommenterede hun, at de allierede nok skulle vinde krigen i Palæstina, men at Israel ville få en fjende for altid – og spørg nu bare, om det var profetisk. Stykket beskæftiger sig ikke med, at Israel uforklarligt næsten altid har behandlet palæstinenserne næsten, så de ikke har haft en fremtid, men det er en anden sag, der egentlig intet har med jødedommen at gøre.

Da nazisterne overtog Frankrig, blev hun og hendes mor interneret under nedværdigende forhold. Overrumplende var det som i teaterstykket det kaos, der opstod, der gjorde det muligt at stjæle de papirer, der betød løsladelse.

Derefter flygtede de til Montauban, hvis borgmester skjulte folk på flugt og skaffede dem ny legitimation. Det lykkedes mirakuløst at undslippe til USA via Portugal. Her lærte hun sproget ved i to måneder at opholde sig hos en amerikansk familie. Hun kom hurtigt i gang med at skrive igen. I første omgang blev hendes tekster oversat fra tysk, men siden kunne hun også skrive på engelsk.

Hun dækkede i 1961 processen mod Adolf Eichmann for The New Yorker, og da hun inddrog perspektiver om ikke mindst de rettigheder, en anklaget altid har, blev det kontroversielt. Ikke mindst, da hun fulgte op med bogen om ’Eichmann i Jerusalem’

Det fører til Forestillingens lykkeligste greb. Anklageren i Jerusalem tager fat om Arendt, og pludselig er det mere hende end Eichmann, der er på anklagebænken i en voldsom scene.

 

Klaus T Søndergaard og Ina Rosenbaum (foto: Emilia Therese)

Den kæderygende Arendt fremstilles blændende af Ina Miriam Rosenbaum. Hendes mand Heinrich Blücher – i øvrigt den anden, den første optræder slet ikke – af Benjamin Kitter, der også kan hoppe ud af denne rolle og være Gestapo-officer. Den tredje på scenen er Klaus T. Søndergaard, der på forskellig måde er hendes djævelens advokat, til han til slut er Eichmann.

Trioen kan ikke være bedre i Anna Zacho Søgaards instruktion, en vel gennemtænkt scenografi af Lisbeth Burian, med musik af August Rosenbaum og koreografi af Alma Toaspern.

’Arendt – at se i mørke’ spiller frem til 10. oktober, afbrudt af et kort gæstespil i København. Alle bør opleve det, men har du ikke billet endnu, haster det med at blive skrevet op til afsagte billetter, for hver eneste i hele perioden er solgt, og i vore dage har skuespillere ikke tid til ekstra forestillinger.

Kategori Anmeldelser, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Revykøbing byder på lune og musikalitet

lørdag, 5. august, 2023

Mange højdepunkter, flot bundniveau og en bemærkelsesværdig revydebut til Karen-Marie Lillelund

I 2022 blev Nykøbing F Revyen kåret som Danmarks bedste, og den titel kan de såmænd godt få igen i 2023, selv om Cirkusrevyen er favorit.

Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)

Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)

Niveauet er i hvert fald tårnhøjt igen med masser af højdepunkter, såvel i humor som eftertænksomhed og musikalitet, og de lokale indslag er så fine, at det ikke føles som et handikap at komme ude fra.

Revyen byder på en debutant, som mange på forhånd mente kunne være et fejlgreb, i form af den tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund, men glem alt om det. Hun er fremragende og kan bære solonumre suverænt, fx i ’Jobskifte’, hvor hun selv har leveret såvel musik og tekst. Hendes problem er, at krænkelseskulturen gør det umuligt at være bakkesangerinde, så i et fantastisk kostume, kreeret af Henrik Børgesen, har hun taget nyt job som insekthotel. Ideen minder en om et gammelt nummer med Lisbeth Kjærulff, der får job som sirene på en udrykningsbil!

Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)

Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)

Kjærulff har i øvrigt altid været blandt mine favoritter og levede op til det i det gennemmusikalske ’Jeg synger LIVE’, hvor hun elegant hudfletter play back-kunstnere på en måde, der minder om Thomas Ejes ’New York, New York’. Numre, der kræver fuldstændig beherskelse af sang og rytmik.

Lillelunds kostume er blandt dem, der dementerer åbningsnummeret ’Der skal ikke mangle noget’. Det koketterer med tidens besparelser, men som Danmarks krise er afblæst, klarede Nykøbing F Revyen at afblæse sin helt umiddelbart.

De fine numre står i kø i hukommelsen, når man går fra revyen. Stille og mere lune i første afdeling, af absolut topklasse efter pausen. I første afdeling finder man en svingom mellem Lizette Risgaard og Jon Stephensen, Bente Eskesen og Rasmus Krogsgaard. En fin ide med pointen ’Hvor blev det af, det lille hyggeovergreb’. Bare begrebet hyggeovergreb er et kup fra tekstskriverne Vase & Fuglsang.

Det er pudsigt, som IRMAs død har skabt tekster i hele revyverdenen, men Rasmus Krogsgaards egen ’The Blues’ er blandt de bedste. Krogsgaard er som sædvanlig på toppen, uanset om han beskæftiger sig med den ord-ekvilibristiske rabarberBarbara, eller han er manden, der uventet rammes af stress.

Troels Mallings Thøger er denne gang på venteliste for adskillige sygdomme, der udpensler problemer med sekreter, så det vender sig i publikum – aftenens gys.

Aftenens nostalgi står kapelmester og revydirektør Mickey Pless for, når han mindes Dario Campeotto så smukt, at ikke et øje er tørt.

M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)

M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)

I et sjovt, men en anelse langt, nummer sættes tidens M-musicals, dvs. Matador og (dronning) Margrethe sammen.

Begge afdelinger har deres musikfinaler. Bedst er ideen i første afdelings ’Når du får et hekseskud’, som i anledning af 100-året for Walt Disney viser, at måske er tegneseriefigurer normalt tidløse, men det er ikke rigtigt bag kulisserne. De tre små grise er blevet ældgamle, Kokken i ’Lady og Vaganbonden’ er blevet blind, Snehvide er dement og kan ikke huske, hvor mange dværge, der var, og Klokkeblomst er ikke længere nogen lille, elegant alf. Det er meget, meget morsomt.

Anden afdelings finale er mere traditionel i et potpourri over Bamses sange, igen med stor musikalitet og elegante overgange.

Nykøbing F Revyen klarede med andre ord året derpå til UG (for de, der husker langt tilbage, og 12, og vi skal huske at rose instruktør Michael Castenholt og scenograf Lars Rødholt.

… og så afventer vi, om ikke alle gode gange igen er tre!

Tags: , , , , , , ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Inciterende start på kammermusikfestivalen i Anexet

fredag, 4. august, 2023

Hvor glad man skal være for, at Trio con Brio (Soo Jin Hong, Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær) står for den kunstneriske ledelse af den årlige kammermusikfestival i Anexet på Lundsgaard, blev demonstreret til fulde i åbningskoncerten, som i øvrigt bliver sendt på DR P2 i aften kl. 19.20. 


Trio con Brio (foto: Birgit Tengberg)

Ikke blot spiller Trio con Brio selv blændende, men de har også lavet et tema for hele festivalen, ‘Jord’. Det skal forstås i bredeste forstand. Hvad kan jord inspirere til, nåede i den første koncert helt ud i verdensrummet.

Desuden har de valgt såvel unge kunstnere på vej som etablerede navne, og musikken er ikke mindst eksempler på kendte komponisters ungdomsværker.

Det gjaldt først Dmitri Sjostakovitjs Klavertrio nr. 1, ‘Poème’, der blev skrevet, da komponisten bare var 17 år og før, han hele tiden skulle tækkes det stalinistiske styre. Det blev skrevet til hans ungdomskærlighed og indeholder derfor såvel dyb intensitet som voldsomme følelsesudbrud. Det var Sjostakovitjs opus 4 og dugfriskt. Trio con Brio spillede selv og fik bagefter aftenens største bifald, ikke mindst som en anerkendelse af arbejdet med den kunstneriske ledelse.

Den polske komponist Witold Lutoslawski står bag ‘Subito’, som var et bestillingsværk til en violinkonkurrence i Indianapolis. Derfor skulle værket, der er for violin og klaver, rumme alle facetter; fra intense følelser til rent virtuose passager i voldsomt tempo og med usædvanlige toneforløb. Det er ikke den oprindelige tanke, men musikken virkede i tilknytning til ‘jord’ som en illustration af vejrets voldsomme modsætninger pga. klimaforandringerne. Værket blev smukt forløst af to unge, Adam Koch på violin og Elias Holm på klaver.

 


Andrej Bjelov, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong (foto: Birgit Tengberg)

Dobrinka Tabakova er bulgarsk og har bl.a. vundet en Lutoslawski-kompositionskonkurrence. Hun har virket i mange funktioner, bl.a. som huskomponist i Ütrechts kammermusikfestival. Her spillede Andrej Bielow, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong hendes strygetrio ‘Insight’, der er skrevet for at demonstrere visualisering af lyd, og som undervejs byder på imitation af andre instrumenter som harmonika og messingblæsere.

Før pausen spillede pianisten Elisabeth Leonskaja, ifølge den elegant sammenkædende Esben Tange frisk fra en badetur i Storebælt, Dmitri Smirnovs ‘The Music of the Spheres’ med afdelingerne Cirkler, Hjul og Sfærernes Musik. Forskellen på cirkler og hjul viste sig at være, at cirkler ligger stille, mens hjul er i voldsom fart, hvorefter man kom tilbage i de stille sfærer. Spillet var følsomt og uendelig præcist i de passager, hvor hver node skal spilles hårfint korrekt for at opnå den fulde virkning.

 


Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)

Efter en pause kom man til et af Arnold Schönbergs ungdomsværker, faktisk blot hans opus 4, Verklärte Nacht. Han var kun 25, da han skrev det, så det er skrevet i en klassisk stil fra før, han skabte tolvtonemusikken. Det er kaldt for ‘Wagner i kammermusikdragt’ og virker i passager overvældende, men ikke som et overvældende spændende ungdomsværk.

Det blev spillet lydefrit af Modigliani Kvartetten, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong, men har slet ikke de kvaliteter, Schönberg senere viste.

Hele koncerten kan som allerede nævnt høres på DR P2 i aften kl. 19.20, men da sidder et stort publikum utvivlsomt på Anexet til koncerten om ‘Elementerne’. Festivalen gør fredag kl. 22 en afstikker til Kerteminde Kirke, hvor koncerten ‘Idyll’ har værker af Respighi, Puccini, Bent Sørensen, Glazunov og Rachmaninov.

Der er foredrag og musik på samlebånd frem til slutkoncerten, ‘An die Natur’, søndag eftermiddag.

 

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »


Fine præstationer i Cabaret på Nyborg Vold

mandag, 31. juli, 2023

Gode stemmer, dejlig musik, godt skuespil og dygtigt ensemble i voldspillernes Cabaret, der har enkelte små problemer

Cabaret er en forestilling, der findes i op mod et dusin forskellige udgaver. De fleste er musicals, den mest kendte en filmversion mod Liza Minelli i rollen som Sally Bowles og Joel Grey som en uforglemmelig entertainer.

 

Benjamin Holmstrøm Nielsen som entertaineren

 

Når de fleste tilskuere sidder med filmen i baghovedet, får de en overraskelse. Sally Bowles, fremragende fremstillet af Louise Dencker Rasmussen, har færre sange end i filmen, hvor man valgte at give Minelli fx de markante sange ’Mein Herr’ og ’Maybe This Time’, som ikke er med her; og manden med skurkerollen i forestillingen, Ernst Ludwig, spillet tilpas slibrigt af Voldspils-debutanten Lasse Rasch, var slet ikke med i filmen.

Forfatteren Cliff Bradshaw, også fint spillet af Mikael Korsgaard Larsen, får en større rolle. Hele forestillingen indledes med, at han er på vej til Tyskland i tog for at få inspiration til at skrive en roman. Da den afsluttes med, at han er på vej ud af Tyskland, og hvad paskontrollen gør ved de rejsende, får den karakter af en rammefortælling i stedet for at dreje sig om Sally Bowles.

 

Louise Dencker Rasmussen som Sally Bowles

Nyoversættelse

Instruktøren Jesper Dupont har nyoversat Cabaret og har valgt det, han ville, fra de forskellige versioner. På mange måder er det sprogligt vellykket, men når han lader den totalt upolitiske entertainer synge ungnazisternes sang, da den optræder første gang, føler jeg det helt forkert. Det er rigtigere, at det senere kan få hele natklubben Kit-Kat til at synge med.

Handlingen

Handlingen har to spor. Mødet og samlivet mellem Bradshaw og Bowles samt forelskelsen mellem Fräulein Schneider, der ejer det pensionat, de bor i, og grønthandleren Herr Schultz, der uheldigvis er jøde. Derfor bliver han for farlig at gifte sig med for Fräulein Schneider, selv om han ifølge sig selv jo er lige så meget tysker som nazisterne og mener, at alt vil ordne sig.

Vores viden om, at det gør det ikke, er noget af det, der gør forestillingen alt for aktuel. Vi kan bare gribe i egen barm og se, hvor mange i Danmark, der ikke vil finde sig i personer, der kommer ude fra.

Så forestillingen har alvorlige temaer. Også, om den engelske sangerinde Sally skal følge med den amerikanske forfatter, som hun skal have et barn med. Hun slutter, at hun kun dur til at være sanger i Kit-Kat Klub, får en abort og bliver.

Glimrende spil

Scenografien af Camilla Bjørnvad er perfekt og får scenen til at illudere en depraveret berlinsk natklub, hvor mennesker af alle seksuelle orienteringer færdes. Danserne – af begge køn – har farvestrålende kostumer, designet af Michael Nøhr. Dejligt forskellige, så vi ved, at vi er i en andenrangs natklub.

 

Danserne i deres farvestrålende kostumer

Dansetrinene er i opfindsomme hænder hos Peter Friis og Anete Lotus Jensen. Man kunne ønske, at der var flere af de festlige ensemblescener, men dem er der ikke rigtigt plads til i Cabaret.

Sangerne har været i kapable hænder hos Johnny Jørgensen.

For lang førsteakt

Forestillingen mangler balance. Også, selv om det ikke regner under første akt, er den alt for lang. Når man ikke sidder i bekvemme lænestole, må den ikke være meget over en time, men den var på mindst 6-7 kvarter.

Der var et sted, hvor jeg tænkte, at her er et oplagt sted at holde pause, og det kunne man overveje, for der var mange, der syntes, at der var langt til åndehullet.

Valg af forestilling

Der har været talt om et let svigtende forsalg pga. valget af en forestilling med kant, og her skal man nok overveje, hvilket publikum man spiller for. Cabaret henvender sig ikke til den traditionelle voldspilsgænger, der vil have store ensembler, smægtende sang og en lykkelig afslutning. Derfor skal man være klar over, at man i år taler til et andet publikum og sørge for at få kontakt til det.

Cabaret er endnu en flot forestilling på Nyborg Vold, og jeg håber meget, at den sælger de nødvendige billetter, og det bliver i nogen udstrækning til et andet publikum – men har du tradition for at tage på Volden hvert år, skal du ikke lade dig afskrække.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


De gjorde børn fortræd

mandag, 31. juli, 2023

Femte og sjette bind i Allan Erik Mortensens krimiserie ’Hængedynd’ handler om mishandling af børn på flere forskellige måder

 

Bind 5 og 6 i Allan Erik Mortensens ‘Hængedynd’-serie


Allan Erik Mortensen kan ikke fordrage mennesker, der gør skade på børn, hvad enten de anbringer dem på umenneskelige børnehjem eller de myrder dem.

I femte bind af serien ’Hængedynd’, ’Små øjne kan også huske’, kommer vi vidt omkring med inspiration i den østrigske Natacha Kampusch, der levede hele sin ungdom i en skjult kælder, samt i Stockholm-syndromet om forholdet mellem kidnappere og kidnappede.

Liget af en pige, der har været forsvundet i mere end en snes år, bliver fundet i skoven. Det viser sig, at to andre piger også er forsvundet, og det er længe siden, dvs. en del år, før Jon Harding kom til Gæringe.

Avancement

I løbet af efterforskningen bliver Jon presset til at være med i sager, der ligger uden for det område, politistationen i Gæringe tager sig af. Han bliver konsulent i sager med personfarlig kriminalitet, og det tager han modstræbende imod.

Igen går det over stok og sten med et lokalt parallelspor, hvor unge mennesker brænder biler af og endog forsøger et brandattentat mod Amanda og Jons hus.

Begge sager bliver løst efter dramatiske omstændigheder af mange slags, og under vejs får vi mange af forfatterens synspunkter i farten. Han tror ikke på Gud, men på retfærdighed, han er ikke meget for forstokkede personer på den yderste højrefløj, men har stor respekt for mennesker med livsvisdom og empati. Han argumenterer overbevisende for begge synspunkter.

Den landsdækkende seriemorder

Seriemordere opererer normalt på et afgrænset område, men i ’De Redeløse’, bind 6 i ’Hængedynd’-serien, er det ene mord begået på Bornholm.

Sporene fører dog til Nordjylland, og som led i sit nye konsulentjob havner Jon Harding hos Klidsted politi.

Børnehjemmet Galstrupsminde har ikke været et godt sted at være for børn. Det er lukket en del år tidligere, men har mange dystre hemmeligheder, som Jon må grave sig ned i.

Det viser sig hurtigt, at mange i det nordjyske samfund ikke kan lide fremmede, og at det er vanskeligt at finde ud af, hvem der er til at stole på. Der venter som sædvanlig et chok og en voldsom konfrontation netop, som det hele allerede synes at være ovre.

Sjette bind er nok spændende, men føles lidt svagere end de øvrige. Årsagen er klar nok. Vi føler os hjemme i området omkring Gæringe med dets geografi, persongalleri og underfundigheder, mens området omkring Klidsted har langt fra samme charme; desuden er det lutter fremmede politifolk, Jon skal arbejde sammen med, ikke Viggo eller Fabian, Vistinge m.fl. og dem savner vi.

Det fortæller mere end noget andet, hvor fint Mortensen har fået os til at elske et område – næsten, som vi holder af Midsomer, hvor Barnaby fører sig frem.

Heldigvis sker det første mord i syvende bind i Kalundborg, så vi kan glæde os til at være tilbage igen.

Og så er det rart at have lækkert indbundne bøger i hænderne.

Erik Allan Mortensen: Små øjne kan også huske (385 s); samt De Redeløse (368 s), bind 5 og 6 i serien Hængedynd. Begge bøger smukt indbundne. Forlaget Falco.

 

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Odsherred Sommerrevy glimter smukt

torsdag, 29. juni, 2023

 

Ensemblet med Kristian Holm Joensen bagest. Forrest fv Frede Gulbrandsen, Rikke Bilde, Anette Støvelbæk, Katrine Skjoldelev og Henrik Silver (foto: Svend Novrup)

 

Instruktøren Frede Gulbandsen, som bl.a. instruerede Kertemindes revy i 2016, hvor den var Danmarks bedste, står for et nyt mesterværk. Her er stilen fra start uprætentiøs med et flygel, trakteret fint af Henrik Silver, i stedet for et seksmands orkester i en tidløs, sydlandsk varmeinspireret kulisse af Katrine Skjoldelev, der også er koreograf, sangerinde og oplæser. Det sidste i oplæsningen af en bog om, hvordan man skal vælge og behandle sin hund. Hun erstatter ’hund’ med ’mand’, og det er tankevækkende, hvor godt den stadig passer. Sluttelig konstaterer hun, at da man kommer til at leve mange år med den, man vælger, er det vigtigt at prøve sig grundigt frem først!

 

Frede Gulbrandsen fortæller

 

 

Gi’ til de rige!
Gulbrandsen havde i skolen en meget dygtig lærer, der på en fantastisk måde fik fortalt sine elever, hvor heldige de var ved at være født i et i-land i stedet for et u-land. Den historie skal du selv nyde, men den fører direkte over i finalen på første akt: ’Gi’ en hånd til de rige’, skrevet af Jantzen og Aagaard.

De rige har så store problemer og bliver ustandselig misforstået og mishandlet, så ned med topskatten, giv dem større fradrag og kæmpestore bonusser. Det er hjerteskærende at høre, hvor vigtigt det må være for os alle sammen at gøre de rige rigere, ovenikøbet på bedste sanglige vis.

Mettes nye arbejde
Rikke Bilde er et fint ensembles nr. 1. Hun synger skønt, ikke mindst demonstreret i hendes egen ’Alle mine mænd’, hvor man skal holde ørerne stive for at få ironien med. Desuden har hun en herlig diktion og er tæt på at være en klon af Mette Frederiksen, der skal have nyt arbejde.

 

Rikke Bilde (foto: Svend Novrup)

 

Ikke generalsekretær i NATO. Nej, hun sigter højere: Hun vil være Dronning af Danmark. Man kan ikke have, at den næste dronning bliver en tilfældig indvandrer, der har fået dansk statsborgerskab alt for let.

Her træder Mary ind i Anette Støvelbæks skikkelse, og da Frederiksen ikke vil give sig, får hun tæsk som af en tasmansk djævel. Det udvikler sig til en bitter bitchfight – hvem ville have troet, at nogen ville have vovet det?

Revyen har en masse sex samt underernærede, der ikke får sex, så Kristian Holm Joensens mand skriver sex på indkøbslisten i Brugsen, og Støvelbæk som psykolog forsøger at forføre sin sagesløse klient, der flygter, mens psykologen fastslår, at man kan jo ikke redde alle.

Der er en ganske stor bodycount i revyen. Fx dør Irmapigen for eget reb til veloplagt rytmisk sang; og Støvelbæk giver som gift med en mishandler ham en tur i kompostkværnen – så står blomsterne meget bedre; for ikke at tale om ’Rotte-Lotte’, der kan få alt til at forsvinde ’Puf!’ i en i øvrigt lidt uinteressant tekst.

 

 

Revyen har en passende lokal vinkel på en del numre, bl.a. ’Hist, hvor vejen slår en bugt’, der fortæller, hvordan hele sommerlandet bliver fyldt op af hæslige affaldsspande, som man ikke kan finde ud af at sortere i. Det problem er ved at blive landsdækkende. En fin tekst af Katrine Skjoldelev.

Støvelbæk har et fint lille nummer af Niels Ellegaard om de stadig flere kasser, man forsøger at putte os alle i, og som burde erstattes af en enkelt, på hvilken der står ’menneske’.

Der er en del hurtig situationskomik og et herligt sprogligt ping-pong nummer på ’did you do that’ med hundrede variationer i smukkeste stakomyti og jazzrytmer. Virkelig hæsblæsende.

Ikke alle numre er lige gode, men bundniveauet er ikke irriterende, og revyen har en overflod af dejlige numre – vi når ikke igennem alle her. Vi kan bare konstatere, at Odsherred Sommerrevy er blandt dem, man ikke bør gå glip af – og så kan man i øvrigt få en udmærket lille ret først, med kød eller vegansk.

Odsherred Sommerrevy – Vi sejler på bølgen. Odsherred Teater. Spilles sidste gang 14. juli.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »


Intenst spændende og helstøbt krimi

mandag, 12. juni, 2023

‘Arvingen’ er den hidtil mest velstøbte bog i Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie

 

 

I fjerde bind af den hyperflittige krimiforfatter Allan Erik Mortensens ’Hængedynd’-serie er alt faldet på plads. Personerne har fået deres skarpe konturer, og antydningen af, at selvtægt skulle være i orden, er væk. Nu laver landbetjenten Jon Harding kun de brud på reglementerne, som alle andre krimihelte slipper af sted med, og det klæder bogen.

I tredje bind blev konflikten mellem Harding og familien Flint lagt parat, og i ’Arvingen’ bryder den ud i lys lue. Hvad der fra starten syntes at være en sag om tyveri af kunst fra kirker, viser sig at stikke betydeligt dybere og involvere gamle, uopklarede mordgåder. Dermed bliver det også farligere at blande sig, og der er en del slagsmål og ildkampe involveret. Mindre farligt er det, at nogle hestetyverier opklares, men det lægger til de menneskelige egenskaber, vi roser Harding for at have.

Vi får forklaringen på, at Hardings kollega Viggo har et så stærkt tag i balladefamilien Bro, og vi oplever problemet ved at være lokal landbetjent og helst ville afsløre global kriminalitet.

 

Allan Erik Mortensen

 

Jeg læste bogens 383 sider i løbet af ledige stunder på et enkelt døgn, og så kan man ikke give en bog en større anbefaling. Skulle der en enkelt indvending, må det være, at selv om Amandas navn betyder ’som bør elskes’, er det lige i overkanten, at hun og Jon ikke kan se hinanden uden at skulle elske – om der er en hel nat eller bare to minutter til rådighed.

Hængedyndserien, hvis værker er smukt indbundet med karakteristiske omslagsbilleder af Natja Koldby Sørensen, omfatter allerede ti bind, og jeg glæder mig til det næste, som ovenikøbet kun vil tage mig halvvejs.

Allan Erik Mortensen: Arvingen. 383 s indbundet. Forlaget Falco. Kan fås som lydbog.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »