Anmeldelser

Blændende Tammi Øst i Sunset Boulevard

mandag, 15. august, 2022

Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke

 

Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.

Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.

 

Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.

Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.

Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.

 

Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.

Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.

I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.

Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.

Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.

Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Elegant elskovsleg og skønt sprog i slotshaven

lørdag, 6. august, 2022

Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.


Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.

 


Ulrikshoms Slotshave er en perfekt kulisse (Foto: Chris Miller)

 

Forestillingen, opsat af Herregårdsspillene, var intet mindre end perfekt. Lars
Zacho Maarups oversættelse af Shakespeares gækkeri med liv, død og først og fremmest humor, kogleri og erotik er blændende flot – mundret og ført up-to-date uden at miste det sprog, som gør, at digterens værker har overlevet så mange århundreder – kakao for øregangene. Det er fuldt af elegante referencer til et dansk publikum, som Shakespeare selv ville have bifaldet – og hele ensemblet yder det fuldt retfærdighed.

 


Anja Törnqvist som Titania bliver forelsket i et æsel (foto: Chris Miller)

 

Det er også fremragende i kropssprog og timing, utvivlsomt ikke mindst et resultat af Jonas Grundtvigs instruktion. Alle elsker at være med og igen minde os om, hvor tidløs Shakespeare er.

 


Helena, Katrine Juliane Krone, bruger ret voldsomme midler i forsøget på at få Lysander, Bastian Sørensen, til at elske sig (foto: Chris Miller)

Dennis Due og Anja Törnqvist er livlige og poetiske som Titania og Oberon, der med Puck som hjælper iværksætter temmelig grove løjer, som desuden går rivende galt. De gale elsker hinanden, og Titania bliver dødeligt forelsket i et æsel, vidunderlig komisk spillet af Henrik Knudsen som håndværkeren, der er med i en skuespiltrup. I den gør Shakespeare tykt nar af sin tids uduelige amatører – han selv var den superprofessionelle på The Globe – men på så kærlig en måde, at vi elsker dem alligevel.

 


Demetrius, Christian Runge, og Hermia, Clara Thorsted (foto: Chris Miller)

 

Oberon fortryder og får tingene tilbage på deres rette hylde, så Helena kan få sin Demetrius og Hermia sin Lysander. Læs navnene på skuespillerne herunder.

De optrædende overvinder alle problemer. De bruger alle deres stemmer så opspændt, at de kan optræde ‘unplugged’, altså uden brug af mikrofoner, uden at nogen går glip af en stavelse, også selv om der er tre alferoller, Spindelvæv, Ærteblomst og Sennepsfrø, spillet af teenagere. Kostumerne af Jette Bom, Jette Bek Danielsen og Kirsten Janby passer til hver enkelt person, og i denne tid, hvor megen kunst mishandles ved at få et nutidigt udtryk, er det herligt at se Shakespeare spillet som Shakespeare.

 


Alferne og Puck (foto: Chris Miller)

Forestillingen betvinger en let blæst og nogle få, lette regnbyger, og alle klarer at sprinte rundt i Ulriksholms dejlige slotshave, der er en ideel kulisse, men hvor der ellers lurer græskanter, træer og blomsterbede.

 

De to sidste forestillinger er på torsdag og fredag i næste uge. Forsalget har været så godt, at man muligvis skal være heldig for stadig at få en billet, men giv ikke op.

Det er en oplevelse, man aldrig vil glemme.

William Shakespeares ‘En Skærsommernatsdrøm’, opført i Ulriksholms Slotshave af Udendørsteatret Herregårdsspillene. Titania: Anja Törnqvist. Oberon: Dennis Due. Lysander: Bastian Sørensen. Demetrius: Christian Runge. Hermia: Clara Thorsted. Helene: Katrine Juliane Krone. Puck: Christian Møllegaard Madsen. Rikke Friis Skov: Petra Quince. Nick Bottom: Henrik Knudsen. M.fl.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »


Stjernerne funkler på Nyborg Vold

mandag, 18. juli, 2022

Filmklassikeren ‘Mød mig på Cassiopeia’ er i flere omgange blev ført up-to-date til først Folketeatret og nu Nyborg Vold, og det er gjort så nænsomt, at vi stadig befinder os i 1951, og Kai Normann Andersens overflødighedshorn af vidunderlige melodier til en enkelt forestilling stadig henrykker, også fordi sangerne er så gode, at de ofte komplicerede harmonier aldrig bliver et problem.

 

Jens Jepsen og Rasmus Mansachs (Foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En fin sekstet går foran på scenen: Michael Gade Thomsen som komponisten John Berger, der har mistet såvel sin hustru som sin inspiration. Søren Elemlund som piloten og skørtejægeren Harry Smith. Rasmus Mansachs som direktøren i urkomisk samspil med regissøren Mortensen, Jens Jepsen. Christina Mosbæk som Irene Berger og måske allerbedst Juliette Schaufuss som en aldeles bedårende og velspillende muse, Polyhymnia. Hun har allerede en lang uddannelse bag sig og har spillet roller fra cykelmyg til Liesl i ‘Sound og Music’ og vær sikker på, at hende kommer vi til at høre mere til, når hun bliver professionel. Og så må vi ikke glemme Merete Beltoft som Rosa og Torben Bonde Trolle som Zeus.

 

Schaufuss og Mosbæk med Gade Thomsen i baggrunden (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

 

 

 

Hele komparseriet fungerer smukt, ikke mindst når de yder Peter Friis forbilledlige koreografi fuld retfærdighed. Den er nemlig ikke blot elegant, men dropper i mange scener samtidigheden, så timing bliver meget, meget vigtig. Alle giver deres små hjørner af scenen så meget liv, at man ville ønske, at man havde en video af forestillingen, så man på skift kunne studere de forskellige detaljer.

Kostumerne af Birgitte Nisbeth er fulde af ide, og mens scenografen Nikolaj Heiselberg Traps kulisse umiddelbart virker noget grå, viser den sig at fungere flot og ikke mindst muliggøre hurtige, fine sceneskift. Kapelmester Susanne Vibæk Svanekier trækker dejlige toner ud af sine ti musikere, men arrangementerne gør, at Hanne Askovs violin og Thomas Møllers piano gør ekstra indtryk.

 

Harry og Polyhymnia danser den allersidste dans (foto: Rico Feldfoss Nyborg Voldspil)

 

 

 

En enkelt anke er, at forestillingen mageligt kan strammes en halv time. I anden afdeling sejtrækker den en del, og måske skulle man have været lidt mere dristig med ændringerne – men man må endelig ikke stryge de to fantastiske vinduespudsere!

‘Mød mig på Cassiopeia’ spilles sidste gang 6. august og fortjener at blive set af alle med musikalsk glæde og sans for komik.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, kultur, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


Rottefældens vellykkede flyttedag

søndag, 5. juni, 2022

Med en fin revy lykkes det Christine Astrid og Mikkel Schrøder at få publikum til at glemme sommerteateret i Caroline Amalielund og more sig over en klassisk Rottefælderevy på Svendborg Teater

Rottefælderevyen 2022 er såvel klassisk som let fornyende, og der er mange fine indfald. Et harmonisk ensemble, bestående af den jubilerende Jan Schou, Anne Herdorf samt de nye ejere af revyen, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, får skiftevis lov at brillere – og såmænd også til lejlighedsvis at fyre fusere af – men hovedindtrykket er en glimrende revy, og at det er lykkedes at skifte spillested til Svendborg Teater midt i byens hjerte.

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Kulissen af Rikke Juellund er næsten genial. Tre gammeldags badekabiner med trapper giver et sommerligt indtryk, og at anbringe en musiker i hver er bare flot og anvendeligt til såvel gags som forsvindingsnumre som i ’Fluen’, hvor Anne Herdorf udfolder sin egen ide om fluen på væggen, der kender svarene på alle historiens bedst bevarede hemmeligheder og har overlevet alt – til hun bliver klasket af Mette Frederiksen. For ikke at tale om ’Klimakterie’, som også er hendes egen ide, og hvor overgangsalderens indtræden kan blive til fin humor.

Anne Herdorf

Anne Herdorf (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou, der fejrer to jubilæer: 50 år på scenen og 25 i Rottefælden, brillerer i gammelkendte roller. Som Dronning Margrethe, der fyrer et væld af såvel gamle som overraskende nye vitser af, når hun laver en sang til sit regeringsjubilæum; som Henning, der skal give en gammel kending – som ingen i publikum kender og kan synge med på; og som den tænksomme dansker, der, inspireret af Osvald Helmuth-visen ’Brev til Bulganin’, konstaterer, at klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Det gælder at få verdens ledere til at enes, og hvorfor ikke lade dem sejle en tur på Helge (en færge, der sejler dagture fra Svendborg) og finde ud af tingene med hjælp fra en fredselskende dansker. En fin og indtrængende vise med tekst af Leif Maibom og musik af Kenneth Sichlau.

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Mikkel Schrøder er en glimrende oplæser af emoji-nyhederne, hvor hver enkelt nyhed følges af de emojier, som ville være der, hvis det var på Facebook, og af Christine Astrid bliver han udsat for Fynboprøven, sjovt turneret af Kasper Gattrup. Hvilken fugl er fx Fyns populæreste? Høgen, naturligvis, og han er død.

’Små mennesker’ er en rytmisk humoreske fra 1977 af Randy Newman uden bagtanker. Små mennesker har ikke ret til at være til, sang han med mange pudsige begrundelser, men nu gør tegninger af Allan Buch nummeret politisk: Stalin, Hitler og Putin er alle ’little people’.

Christine Astrid som Tina Turner (Foto

Christine Astrid som Tina Turner (Foto Kim Kjærgaard Sørensen)

Hele ensemblet er på scenen mange gange, men med størst finesse i en ny ide for potpourrier: De fire optrædende er født i hver deres årti og putter på skift en mønt i jukeboksen midt på scenen, som derefter spiller deres årtis vigtigste numre. Man får lyst til at høre mere fra hvert af dem, og her får vi får alvor at høre, hvor dygtige sangere de er. Også ’Året, der gik’ er veloplagt og tempofyldt.

Ikke alle numre er lige morsomme, men sådan har det også altid været i Rottefælden, så dem kan man bare bruge til at samle sig før det næste højdepunkt.

Orkestret, som udgøres af Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er som sædvanlig veloplagt, velspillende og dukker op på scenen adskillige gange. Kostumerne af Lasse Spangenberg er lavet med sans for farver og ideer, og Christine Astrid står for koreografien.

Kommer man til spisning forud, som de fleste gør, er der bedre plads og en lækrere servering end i Rottefælden, og flere småfejl fra sidste år er rettet.

Dermed har alle de fynske sommerrevyer haft premiere, og man kan konstatere, at de alle tre er et besøg værd, så inviter bare folk fra resten af verden til en fynsk revytrilogi. I Svendborg spilles der frem til lørdag d. 13. august.

 

 

 


 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy, Rottefælden | Ingen har kommenteret »


Glimrende revy med mange højdepunkter

mandag, 23. maj, 2022

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Klatteminde Byråd, fv Farshad Kholghi. Katja Holm, Kim Hammelsvang og Sofie Stougaard (foto: Emil Andresen)

Kerteminderevyen har fået mere af sin uforudsigelighed tilbage. I årets udgave overrumples man den ene gang efter den anden af skønne indfald, der får latteren til at runge, og der er meget få smuttere blandt numrene.

Årets revy holder publikum i ånde fra den veloplagte velkomst med både hip og hurra, til der takkes af med skønne rytmer af ensemblet, bestående af Katja Holm, Sofie Stougaard, Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang, akkompagneret af Peter Bom, der står for en del original musik og flere fine arrangementer.

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

Katja Holm tryller (foto: Emil Andresen)

På et sent tidspunkt blev Clara Ellegaard pga. graviditet skiftet ud med Katja Holm, og hun tilførte forestillingen noget af det allerbedste. Hun er en tryllekunstner, der får en hel del mere, end sundhedsstyrelsen anbefaler, under vesten på overmåde elegant vis, og samtidig formår at slutte af med rigtig tryllekunst. En ofte dyrket genre, som ikke kan gøres mere elegant, end det her var tilfældet.

Det er også Katja Holm, der får os til at gyse. Skal vi nu gennem et helt potpourri af Charles Aznavour-sange, som nok er gode, men ikke dansk folkeeje? Det skulle vi ikke, men hvordan vi slap, var så urkomisk, at jeg nægter at afsløre det. Tag selv på Tornøes og se det.

Blandt de bedste numre er også Kim Hammelsvang som ’den sidste analoge person’, dvs. ham, der ikke har mobiltelefon; foretrækker at betale sine giroblanketter i banken; stadig tager fotografier med normalt kamera og indleverer film til fremkaldelse; og elsker at få et normalt brev, helst håndskrevet og med et smukt frimærke på. Hvem nåede ikke at tænke, at det gør hverdagen fattigere, at den personlige kontakt i banken, på posthuset etc. er væk?

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang som Dronning Margrethe (foto: Emil Andresen)

Kim Hammelsvang er også glimrende som Dronning Margrethe, der gerne havde set, at Prins Christian ikke var blevet sendt til et sted, hvor de dyrkede vold og voldtægt – og så var han havnet på Herlufsholm.

Sofie Stougaard giver en af de fineste protester mod dem, der fylder verdenshavene med affald. Hun synger simpelthen Lis Sørensens ’Verden er i farver’ – nej, ikke simpelthen, for hun gør det fremragende, mens der sænkes flere og flere affaldsdynger ned bag hende. Det er flot.

Desuden giver hun sammen med Kim Hammelsvang Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt i en smægtende duet, hvor de fralægger sig ethvert ansvar for evt. vigende medlemstal og forudser, at de bliver de sidste to medlemmer af DF. Et nummer skrevet af Lukas Birch.

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Sofie Stougaard og Kim Hammelsvang (foto: Emil Andresen)

Farshad Kholghi er endnu engang en orkan af hurtigsnak, mimik og kropssprog, hvad enten han skal komme sig over en midtvejskrise og bl.a. kommer til at hjælpe en ko med at kælve, eller sammen med Kim Hammelsvang udgør to russiske kvinder, Olli og Gaga, der er gift med oligarker, som efter at få deres formuer beslaglagt desværre ikke længere er så attraktive, men uden penge bare er blevet til en ældrebyrde!

Kholghi er også ubetalelig som lærer i afrikansk dans på Kerteminde Aftenskole, og her gælder det igen, at jeg nægter at røbe den usædvanlige pointe.

Flere af de numre, hvor hele ensemblet medvirker, er ligeledes forrygende. Ikke mindst Klatteminde Byråd, hvor teksten af Martin Jantzen har masser af lokal flavour, og hvor der fint leges med de karaktertræk, vi husker fra tidligere revyer; eller finalen på første akt, hvor et russisk kor synger et antal sange, som andre måske troede var danske, men de er naturligvis russiske, for ’al kunst og kultur kommer fra Rusland’.

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Det russiske kor, fv Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang, Sofie Stougaard og Katja Holm (foto: Emil Andresen)

Frede Gulbrandsen kan endnu engang få topkarakter for sin instruktion, Anders Vesterholm overrasker med en anderledes farverig kulisse, end vi er vant til, men som virker prægtigt. Helena Dong står for koreografien, men mon ikke der her og der er lidt Kholghi-fridans iblandet? Vibeke Valeur og hendes trofaste gruppe af sydamer har også i år skabt mirakler, og lys og lyd fungerer perfekt.

Savner man noget, er det airconditionanlægget, som var stillet i udsigt, men som man allerede på dette tidlige tidspunkt af sommeren kunne længes slemt efter.

Enkelte numre virker lidt traditionelle, fx ´Det var en anden tid’ og ’Herligt gensyn´, eller lidt for lange, fx ’Hønen’ men de klarer sig lige hjem, og hele indtrykket er en forrygende aften, hvor lattermusklerne bliver rørt fra først til sidst, og som igen placerer Kerteminderevyen blandt Danmarks bedste.

 

 

Tags: , , , ,
Kategori Anmeldelser, Kerteminderevyen, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Intelligent og veloplagt Odenserevy i en Ukraine- og inflationstid

lørdag, 7. maj, 2022

Sommerrevyen på Skovengen byder på originale ideer, musikalitet, glimrende skuespillere og flot opsætning

Hvordan spiller man revy i en tid, hvor mange frygter for inflationens følger for deres private økonomi for ikke at tale om, at Putin har magten til at udlæse en verdenskrig?

 

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Odenserevyen løser problemet brillant, fx når Vladimir Putins storhedsvanvid på fornemste måde udstilles i en kopi af gamle dages Chaplin-diktator, der leger med jordkloden. Her bringer en kvinde ham tilbage til virkeligheden – lad os håbe, at hun findes.

Thomas Mørk a la Putin - eller Chaplin

Thomas Mørk a la Putin – eller Chaplin

Desuden oplever vi i en flot introduktion til anden akt, ’Oligak’, de stakkels oligarker, der ikke kan rejse nogen steder og får konfiskeret deres ejendom. Her bliver man meget bevidst om, hvor glimrende Marianne Nilssons scenografi og Henrik Børgesens kostumer spiller med.

Revyen har ikke så lidt politisk kant, fx når der spilles curling i de paralympiske lege for politikere med noget som oplagt som en Thes-feje på banen, eller når Lone Rødbroe er en noget overvægtig Mette Frederiksen, og det har sin forklaring: Hun skal tage luft ind og sluge kameler og sms’er i hobetal.

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

De er optakt til et højdepunkt, ’Management for vikinger’, hvor idiotier i moderne management sættes i relief af at blive implementeret, som det hedder, på vikinger, der egentlig skal erobre England, men går til grunde i barselsorlov, hjemmearbejde, stress  og ikke mindst girafsprog. Det er kosteligt og et af de numre, der illustrerer det greb, Joy-Maria Frederiksen har haft om instruktionen.

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Det er sjette nummer i revyen, og på dette tidspunkt tænker man, at det kan blive årets mest originale og musikalske revy, men så slipper originaliteten midlertidigt op, mens vi får lidt mere traditionel revy, hvor fx plejehjemsbeboeren Vicki Berlin skyder sin plejer, Lars Arvad, der kun har tid til at skælde hende ud; eller når Henrik Koefoed trygler om, at man skal huske at rose alle de mænd, der undertrykker deres lyster til alt fra et klask bagi til voldtægt og mord.

Carl Erik Sørensens ’Fuld fart frem’ om den offentligt ansatte chauffør, der arbejder 16 timer i døgnet og er presset så meget, at der må ryge et par pensionister i svinget, er for hæsblæsende, for tæt på virkeligheden og for ond, mens den årlige sketch om OBs ’strivte’ fans som sædvanlig er munter, som det tidligere i akten er tilfældet med Lars Arvads Nicolai Jacobsen, der ikke mindst kan håndtere sit tyggegummi fermt.

’Ballade om hvede’ er en lidt bleg finale på første akt, og Vicki Berlins ’Dr. Nikoline’, selvuddannet på internettet, er i glimt meget morsom, men en god ide kan blive endnu sjovere med en sidste bearbejdning af teksten, som det også gælder Mørks ’Bekymring for begynder’. Nummeret ’Banjo’ er skrevet af Jan Svarrer til Jan Svarrer og er nok endnu mere crazy med Jan Svarrer, mens Rødbroe og Berlin er urkomiske i deres nummer om senfølger af Covid.

Henrik Koefoed ligner H C Andersen, så det udnytter man i ’Det er ganske vist – igen’, men også her er ideen bedre end eventyret. Vi er nok mange, der mener, at Inger Støjberg ikke behøver mere tid i revyerne.

The Rolling Bones

The Rolling Bones

Til gengæld ligger der tre glimrende numre i træk mod slutningen. Rødbroe er en ægte Kandis-fan, der vil gøre alt for at komme med i den næste dokumentar og ender i Luksusfælden. Arvad, Berlin og Mørk har børnetime med marionetdukker, der driver dukkeføreren til vanvid, da de fortæller om forskellen på flygtninge fra Syrien og Ukraine, mens hele teltet gynger, når The Rolling Bones fra Bogense, der har samme alder som The Rolling Stones, spiller med de medlemmer, der lige aktuelt ikke skal genoplives for at spille videre.

Det smukke potpourri over fred og frihed passer perfekt netop i år, hvor disse begreber bliver så hårdt udfordret. Orkestret med Morten Wedendahl i spidsen er her med på scenen, og det havde for mig ikke gjort noget, hvis det med sine indslag fra ’En enkel sang om frihed’ over ’Love, love. Love’ til ’Give peace a chance’ havde været finalen, men OK, såvel introduktion som finale, tænkt sammen af Niels Olsen, er udmærkede publikumshenvendelser.

Alt i alt er årets første store fynske revy en fin oplevelse, som alle bør unde sig i en tid med bagved liggende skygger.

Odense Sommerrevy spilles på Skovalleen frem og med 11. juni og byder i øvrigt på en mulighed for en overmåde lækker picnicbox og fri bar i forbindelse med forestillingen.

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Fotos fra det skønne Hindsholm

tirsdag, 29. marts, 2022

På Johannes Larsen Museet var der fredag fernisering på det omfangsrige og storslåede bogprojekt: ‘Hindsholm. Den landfaste ø’, der samtidig på Museet er en særudstilling. Projektet viser otte års fotoarbejde af fotograferne Christina Capetillo, Kurt Rodahl Hoppe, Peter Brandes, Charlotte Haslund-Christensen, Mikkel Østergaard samt Kirsten Klein, og emnet blev taget op på foranledning af den tidligere direktør for Fotomuseet på Brandts i Odense, På Johannes Larsen Museet var der fredag fernisering på det omfangsrige og storslåede bogprojekt: ‘Hindsholm. Den landfaste ø’, der samtidig på Museet er en særudstilling. Projektet viser otte års fotoarbejde af fotograferne Christina Capetillo, Kurt Rodahl Hoppe, Peter Brandes, Charlotte Haslund-Christensen, Mikkel Østergaard samt Kirsten Klein, og emnet blev taget op på foranledning af den tidligere direktør for Fotomuseet på Brandts i Odense, Finn Thrane.

Poppelvejen til Måle (foto: Emil Andresen)

Poppelvejen til Måle (foto: Emil Andresen)

Over 250 mennesker var til stede og hørte taler af Finn Thrane og professor i fotokultur på Københavns Universitet, Mette Sandbye, hvorefter udstillingen blev erklæret for åben, og man strømmede ud i lokalerne for at beundre de stærke indtryk fra  fotokunstnerne i såvel farver som sort-hvid.

Fv Mikkel Østergaard, Charlotte Haslund-Christensen, Jeppe Priess Gersbøll (museumsleder), (udstillingsleder), Finn Thrane (udstillingsleder), Christina Capetillo, Kurt Rodahl Hoppe samt Kirsten Klein (foto: Emil Andresen).
Fv Mikkel Østergaard, Charlotte Haslund-Christensen, Jeppe Priess Gersbøll (museumsleder), (udstillingsleder), Finn Thrane (udstillingsleder), Christina Capetillo, Kurt Rodahl Hoppe samt Kirsten Klein (foto: Emil Andresen).

Bogen kan stå helt for sig selv, men som et væld af dejlige kunstbøger er den samtidig en slags katalog for en aktuel udstilling. For en gangs skyld er den ikke udgivet af Østfynske Museer, men af forlaget Wunderbuch fra Skive, som det tilsyneladende uden støtte fra diverse fonde er lykkedes at holde en mere end spiselig pris trods den overdådige kvalitet.

Udstillingen er åbnet (foto: Emil Andresen)
Udstillingen er åbnet (foto: Emil Andresen)

 

Vi kommer tilbage med en egentlig anmeldelse af bogen.

Tak til Emil Andresen for fotos og fakta om åbningen af udstillingen.

Finn Thrane: ‘Hindsholm. Den landfaste ø’. 200 s smukt indbundet og right illustreret. 440,- kr.).

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur | Ingen har kommenteret »


Greven af Luxembourg som pastiche

torsdag, 17. marts, 2022

Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling er operetten ’Greven af Luxemburg, omarbejdet af operachef Philip Kochheim med delvis succes

Den Jyske Operas chef Philip Kochheim har fået en sjov ide. Forestiller man sig, at der findes en bygning, hvor samtlige eksisterende operaer og operetter har hver deres lokale, vil de største og bedste være i store lokaler i de øverste etager, mens de mindre væsentlige vil have mindre værelser, måske i kælderetagen, hvor kulisserne ikke bruges meget og derfor er ved at rådne op, men sangerne holder forestillingerne i live ved jævnligt at øve dem, mens de morer sig med at indsætte lån fra andre værker.

Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach).

Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach)

Nuvel. Vi skal forestille os, at vi ser Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling, “Greven af Luxembourg”, gennem et nøglehul til det lokale, hvor skuespillere og sangere muntrer sig med at holde Franz Lehars muntre operette, “Greven af Luxembourg” i live, mens de låner med arme og ben

Derfor indledes den musikalske side med starten på ouverturen til “Skæbnens Magt”, og siden får vi før tredje akt en veloplagt udgave af “Wilhelm Tell”; og derfor er der masser af indfald, som teksten har inspireret Kochheim til. Nogle er meget langstrakte, så at man er til en musikforestilling, finder man egentlig først rigtigt ud af ti minutter før pausen, pudsigt nok i et nummer, der er som taget ud af “Den Glade Enke”.

Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)

Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)

Derfra går det hastigt fremad, og vi mærker, at nok blev operetten skrevet på blot tre uger, men Lehar har nydt at skrive den, og store dele af den har fine musikalske kvaliteter, ikke mindst i arier og duetter med de to hovedpersoner, Angéle og Renè, Birgit Mosegaard og Joán Ribalta. Sidstnævnte er catalaner, men synger perfekt på dansk – måske et af forestillingens små mirakler.

Den største musikalske oplevelse er imidlertid kvintetten, hvor fire elskerinder trækker Grev Basilovitsch i samme båd/seng. Den er pudsigt nok lånt fra en anden Lehar-operette, “Frasquita”, der har flere varmblodede spanske kvinder! Her er dristige klange, der går ud over den vanlige operette. Basilovitsch synges udmærket af Morten Wang, men der synges i det hele taget fint i alle partier – fra mig en ekstra blomst til Estrid Molt Ipsen -, så man mærker, hvordan alle medlemmer af Den Jyske Operas kor i realiteten kan hentes frem som solister.

Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)

Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)

Aarhus Symfoniorkester spiller stilrent under Christopher Lichtenstein, og Barbara Bloch står for kulisserne og deres let depraverede detaljerigdom, der passer fint med Kochheims ide. En hovedårsag til, at forestillingen trods alt går hjem som en stor fornøjelse, er oversætteren Jacob Beck, der har sat en ære i at skrive mundret og ikke så moderne, at det ødelægger den oprindelige teksts præg.

Forestillingen skal på landsturne og kan i Odense opleves 25. marts. Kan man ikke den dag, kan man i stedet opsøge den i Vejle, Horsens eller Esbjerg.

 

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Sådan lærer de yngste om de største danskere

torsdag, 2. december, 2021

Indimellem kan man blive bekymret over, om de unge stifter bekendtskab med den danske kulturarv. Drukner de gamle danske sange i moderne musikvideoer? Drukner den danske kulturhistorie og almindelige historie i alt det, der sprøjtes ud på mobiltelefoner eller streames til tv?

Tycho Brahe

Tycho Brahe

Heldigvis vil der altid være nogle, der deler denne bekymring, og som gør noget ved sagen. Et eksempel er Børnebogsforlagets serie af bøger for de helt små om danskere, der har indlagt sig hæder i naturvidenskab. Der er foreløbig kommet fire med titlerne

Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser

Inge Lehmann opdager jordens kerne

Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne

Marie Hammer og mosmiderne

De har alle tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard. De koster 169,90 kr. stykket, og de kan anbefales varmt som julegaver.

 

Niels Bohr

Niels Bohr

Teksterne er meget mundrette, og de charmerende tegninger er fulde af små ekstra pointer, som børnene kan forlyste sig med at finde, og som kan føre til ekstra spørgsmål og diskussioner. Desuden beskæftiger bøgerne sig ikke kun med de naturvidenskabelige emner, men har også oplysninger om, at Niels Bohr var god til at skille og samle cykler; at Tycho Brahe mistede sin næsetip i en duel; at Marie Hammer og hendes søskende arbejdede i familiens roemarker som små; eller at Inge Lehmann var alt for meget syg som barn. Meget godt, at den slags ikke gør, at man ikke kan blive verdenskendte forskere. Skal vi i øvrigt gå ud fra, at det ikke er tilfældigt, at Niels Bohrs far læser Politiken.

Inge Lehmann

Inge Lehmann

Vi ved alle, at Niels Bohr var atomfysiker, men måske er ikke alle lige sikre i, hvornår han egentlig levede, gjorde sine opdagelser og den slags. Det er formentlig endnu mere tilfældet, når det gælder Inge Lehmann og Marie Hammer (men hvor er det dejligt med en serie, der gør kvindelige forskeres arbejde synligt og ligeværdigt med mænds), og derfor vil jeg foreslå, at man i fremtidige bind i serien helliger halvdelen af sidste side til en egentlig biografi over hovedpersonen, så oplæserne ikke er i tvivl.

Om Marie Hammer får man dog det hint, at hun var på ekspedition med Knud Rasmussen, men hvem og hvad er han lige. Igen – der skal nok være nogle få, der ikke ved det.

Marie Hammer

Marie Hammer

Der er også småting som, at Tycho Brahes bog ’De Nova Stella’ ikke betyder ’Den Nye Stjerne’, men ’Om den nye stjerne’, men pyt, vi taler jo ikke latin. Til gengæld flyttede Brahe vist nok til Bøhmen, fordi han på Ven havde ødslet så uhyggeligt med statens penge, at en ny konge ikke ville blive ved at punge ud, men bøgerne er naturligt nok solidariske med deres personer.

Bøgerne er klogt opdelt i et afsnit, hvor man fortæller løs uden at beskæftige sig alt for dybt med de naturvidenskabelige emner. Derefter følger et afsmit, hvor man går dybere ned i dem og hører om vulkaner, tektoniske plader, atomer og endog atombomben.

Nogle vil måske finde prisen høj, men jeg vil mene, at bøgerne giver fuld valuta for pengene, og at de har et ærinde, som er vigtigt – og gad vide, om ikke en og anden højtlæser ikke også bliver lidt klogere i farten?!

Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser; Inge Lehmann opdager jordens kerne; Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne; Marie Hammer og mosmiderne. Børnebogsforlaget. Alle med tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard til kr. 169,90, og alle på 40 s indbundet i god kvalitet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »


David Walliams’ utæmmede fantasi

torsdag, 2. december, 2021

Børnebøgerne ’Dæmontandlægen’ og ’Kodenavn Bananas’ er afsindigt morsomme – til oplæsning og til læsning – og det er utroligt, hvad David Walliams vover – og slipper godt fra.

 

Dæmontandlægen

Dæmontandlægen

 

Det lykkes i bog efter bog Walliams at skabe universer, hvor alt er muligt på børns præmisser, og han får etableret nogle utrolige persongallerier, der ikke mindst deltager i nogle vilde jagtscener. De kan foregå til lands, til vands og i luften, og de kan involvere alt fra gang og løb til tipvognstog og spærreballoner, der styres med iltbeholdere.

Walliams skaber figurer, der giver håb for mobbede, oversete og handikappede; der giver håb om kærlighed og sammenhold på tværs af klasser og generationer, og som ikke mindst involverer dyr af enhver slags. Det kan være en flamingo, der har svært ved at holde balancen, fordi den faktisk kun har et enkelt ben; en elefant, der sulter, fordi dens snabel er for kort; en blind sæl, gorillaen Gertrud m.fl.

 

Kodenavn Bananas

Kodenavn Bananas

 

Det sker i ’Kodenavn Bananas’, hvor det lykkes at lave farce uden at fjerne den alvorlige baggrund for 2. Verdenskrig, og hvor det lykkes den 11-årige Erik, der har flyveører og revnede briller, sammen med sin Onkel Monty, der mistede begge ben i 1. Verdenskrig og er dyrepasser i Londons Zoo, at afsløre nazistiske spioner og redde Winston Churchill fra at blive myrdet, før de er til løssluppent teselskab med bjerge af banana splits på Buckingham Palace.

I ’Dæmontandlægen’ er skurken en skoletandlæge, hvis mål er at få fat i samtlige børnetænder i hele byen og bruge dem til at skabe sin egen verden med – fra skåle til en kæmpe katedral. Hun er heldigvis en heks, så hun ikke kan forveksles med virkelighedens venlige skoletandlæger, hvis gode omdømme hun benytter sig skamløst af.

I alle sine bøger laver Walliams egne ord og ubetaleligt sjove lister og skemaer over alt muligt, fx et stinkometer, en smerteskala, en opskrift på verdens ækleste tandpasta osv., så det er en sjov, men også kæmpestor, udfordring at oversætte bøgerne. En opgave, som Kim Langer løser fremragende.

Der leges med typografi og illustrationer, bøgerne fra Harper Children er i lækker indbinding, de er egnede for børn fra 9-10 år og koster typisk 170 kr.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »