Anmeldelser

Aarhusrevyen genopstår som overflødighedshorn

søndag, 2. april, 2023

Christine Astrid og Mikkel Schrøder har produceret en revy med fest, farver og masser af musikalitet.

Aarhusrevyens ensemble. Fv Carsten Svendsen, Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Henrik Koefoed og Szhirley (foto: Lars E).

 

Naturligvis bør Aarhus som Danmarks næststørste by have sin egen revy, og det får den i Hermans i Tivoli Friheden, hvor ejerne af Rottefælden, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, ikke starter med en skrabet revy, men går den modsatte vej. De har allieret sig med Szhirley, Henrik Kofoed og Carsten Svendsen på en overdådigt udstyret scene i Rikke Juellunds scenografi.

Her finder man ikke kun skuespillerne, men også en skøn trio: Stephen Nørrrelykke, Jakob Jønne Juul og Rasmus Friis Tverfoss Jensen samt minsandten også to meget kompetente sangere, Anna Jessen og Lene Nørrelykke, der ikke bare er til ju-hu, men synger en del selv, ikke mindst når de er med til at udfylde tiden mellem to numre med kommenterende tekster.

 

Bagelysten (foto: Lars E)

 

Velkomstnummeret har en god melodi og en vellykket koreografi af Steffen Hulehøj Frederiksen, og så går det ellers løs med numre af vekslende kvalitet, men i et beundringsværdigt tempo, så man næsten ikke opdager svaghederne, men nyder de vellykkede indslag. Alle, der har haft med store eller superstore hospitaler at gøre, nikker genkendende til ’Kaos på Skejby’, der udløser mange smil. ’Kulturdating’ er lidt sløv frem til den afsluttende fine pointe, mens Szhirley og Mikkel Schrøder dels tager gas på alle bagedystprogrammer, dels i ’Bagelysten’ skaber et velklingende univers, hvor de gør bagedejen vidunderligt erotisk.

Revyen har mange numre, hvor lynhurtige ordspil eller sprogblomster skal give morskaben vinger, og det lykkes ikke hele tiden lige godt, bl.a. i ’Kæledyrsgruppen’, hvor det varer alt for længe at nå frem til den veloplagte pointe, som jeg ikke vil røbe her. Til gengæld går det over stok og sten, når Koefoed og Schrøder udvikler teorierne bag ’Sam Sam-råd’, hvori der bl.a. deltager Sam-Sam-Samarbejdspartier.

 

Henrik Koefoed, bankdirektør med bonus (foto: Lars E)

 

Koefoed brillerer som bankdirektør, der har kørt sin bank i sænk, men selv fået en kæmpebonus, mens to af revyens numre revser danskerne – og alle andre – for at anerkende klimakrisen, men reagere alt for langsomt på den, mens vi nyder vores velfærd. Bedst lykkes ’Så længe der er kaffe’ med bidende ironisk tekst af Carsten Svendsen og konklusionen, at kloden overlever, men menneskeheden dør.

Aarhusballetten fungerer ikke rigtigt, selv om man beundrer de fem skuespilleres veltrænede kroppe, men det gør til gengæld revyens bedste nummer, der klogt ligger som afslutning på første akt: Støttekoncert for Irma.

Her er alle udklædt som Irmapigen, og så ironiserer man i et vildt potpourri over pseudosavnet af Irma, som kan løses ved at gå i Salling. Vi kommer vidt omkring, bl.a. til Natashas ’Giv mig Danmark (Irma) tilbage’ og Queen, som stiller store krav til musikalitet – og de bliver opfyldt til fulde. Den elegante afslutning er ’So long, farewell’ fra Sound of Music, hvor skuespillerne efter tur trækker sig før pausen. Ideen er Christine Astrids, og den veloplagte tekst står kapelmesteren i Rottefælden, Jens Krøyer, for.

Efter pausen er ’Poppen i toppen’ en fin start, hvor klassiske hits, som Birthe Kjær har stået for, bliver lavet af parodierende, selvsmagende kunstnere i deres egen stil. Fx får vi ’Til bal uden trusser’ sunget af Annisette i Szhirleys skikkelse. Kosteligt.

Der følger flere noget traditionelle numre, før vi når et nyt højdepunkt, ’Curlingbarn’, hvor Szhirley udfolder sin stemme maksimalt, mens hun siger undskyld til barnet, der ikke er levedygtigt som voksen, fordi alle de udfordringer, der skulle modne det, er fjernet af forældrene.

 

Szhirley synger en undskyldning til sit curlingbarn (Foto: Lars E)

 

I ’Kyndelmissen’ er Carsten Svendsen udklædt som en overdimensioneret kat, der vil have den danske kyndelmisse som årets første fridag og raser mod alle de religiøst inspirerede helligdage, fx i påsken, hvor påskeharen lægger æg! Det er Svendsens egen tekst, der kan strammes en smule, men giver ham anledning til igen at brillerede med sit vanvid!

 


Carsten Svendsen som kyndelmissen (foto: Lars E)

 

I ’Stuff like that’ viser Mikkel Schrøder sit multitalent med facetter fra slappe ben til en trommesolo, og siden medvirker alle i ’Spørg Aarhus’, der ikke har så meget til fælles med forgangne tiders tv-program af samme navn, men giver nye muligheder for vellykkede parodier: Szhirley som den selvoptagne Medina, der har sin synsvinkel på alt; Schrøder som Finn Nørbygaard, der ved præcis, hvor meget han mistede pga. Stein Bagger; og endelig igen Carsten Svendsen som en helt uimodståelig Jørgen Leth.

Schrøder og Astrid skal have stor ros for ikke selv at have snuppet alle revyens bedste numre og for sammen med instruktør Birgitte Næss-Schmidt at have fået ensemblet til at fungere beundringsværdigt godt.

 


Schrøder og Astrid (foto: Lars E)

 

I finalen udtrykkes ønsket om at have skabt en ny revytradition i Aarhus, og får de alle samme kvalitet som denne første, går det formentlig i opfyldelse, og man behøver absolut ikke at være århusianer for at nyde ’Smilets Revy’.

 

Tags: , , , , , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Livsvidner

onsdag, 29. marts, 2023

‘Gud, lever de endnu’ er en unødvendig undertitel på denne bog, for der kan ikke være mange, der er i tvivl om, at Lisbet Dahl og Uld Pilgaard lever. Ganske vist ikke i Cirkusrevyen mere, men på turné rundt i hele Danmark og Lisbet bagefter som deltager i Tivolirevyen.

 

Til  gengæld er livsvidner en fin titel, fordi de to uden at være nære venner naturligvis har været gode kammerater og set hinanden ude fra i årtier. De kan virkelig bevidne såvel den andens liv som deres eget samvær på scenen, der har haft sine op- og nedture, men først og fremmest været et smukt og dejligt forløb. Hvordan skulle det kunne være andet, når man har samme indstilling til teater og humor og prøver på at få publikum til en enkelt gang at smile, men de fleste gange at skrige af grin eller tisse i bukserne af grin.

Portræt af revyverdenen

Lukas Birch har holdt mikrofonen for de to og nænsomt forkortet, hvad er er kommet ud af det, til en fin og let læselig bog, der ikke kun beretter om Lisbet og Ulf, men nok så meget giver et portræt af 40-50 års danske revy og til dels teater.

De øser gavmildt af deres oplevelser, så vi får uforskønnede portrætter af Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Aage Stentoft, Jørgen Ryg, Claus Ryskjær og i forbifarten mange andre – som Morten Grunwald og ikke mindst Ernst Trillingsgaard, Han dukker op igen og igen med sin tæft for som direktør bl.a. Aalborg Kongres Center og Holstobrohallen at ansætte alle fra den mindste revystjerne til den overvægtigste opera fra Kyjev. En mand med masser af humør og fantastiske ideer og en evne til at gå lige i alle, han møder, med træsko på.

Lisbeth og Ulf om hinanden

I bogen taler først Lisbet om Ulf og derefter Ulf om Lisbeth, så vi er forberedt på, hvor utroligt forskellige de er. Ulf meldte sig fx til Studenterscenen for straks at være med der, mens Lisbet blev optaget på Teaterskolen i Aalborg De kommer hurtigt ind på Dirch Passer, som betød ualmindelig meget for begge … og på Kjellerdirch, som Ulf beklager, at man ikke har filmklip med. Det passer heldigvis ikke. De findes i tapetserersketchen, i hattesketchen og endog Tømmerflåden kan man finde, men nok om det.

Det fine ved bogen er, at den giver et glimt af dansk teaterliv i en tid, som mange har glemt. Hvilke unge kender Jørgen Ryg, Preben Kaas, Kjeld Petersen m.fl. Nu er der i stedet mange stand uppere – dem kendte man slet ikke.

Klaus Pagh

Vi hører en masse anekdoter, som jeg ikke vil ødelægge ved at bringe pointen her, men jeg vil godt fortælle, at da Anker Jørgensen (husker de unge mon ham?) og hans hustru Ingrid var i Cirkusrevyen, nægtede Klaus Pagh ‘at være vært for sådan en lille socialdemokratisk skiderik’.

Så fik de en hyggestund med resten af personalet, men da Pagh næste dag spurgte, hvordan det var gået, meldte Lisbet ud, at det ikke kunne være interessant for ham, hvad en lille socialdemokratisk skiderik mente.

Pagh havde to sider – som i øvrigt – Preben Kaas. Det var Pagh, der startede H C Andersen Festspillene. Jeg overværede selv den første, hvor skuespillerne mimede, mens Freddy Albeck læste eventyret. Det var også Pagh, der insistererede på at hjælpe Lisbeth, da hun var helt i kulkælderen efter Preben Kaas’ død. Han kunne hjælpe med én ting, hun ikke havde råd til. Hun ville gerne have rettighederne til Kaas’ tekster og melodier. De kostede 50.000 kr. og omfattede ikke kun de mest kendte tekster, men også charmerende viser som Frk. Abildgaard og Stor Skandale i familien (med Daimi). Til gengæld har jeg tit undret mig over den underlødige oversættelse, han lavede af Anni Get Your Gun, som han satte op på Falkonerteatret.

Så købte Pagh dem, og da han havde tjent 50.000 kr. på dem, gav han dem til Lisbet.

Vandkamp og natmad

Skuespillere kan ofte lave de mest lavpandede ting mod hinanden, som at udtænke måder at føre vandkrig på, men det er så en modvægt til de tekster, der skal læres; den vanvittige præcision, de skal leveres med; timingen, når døre skal gå i og op på de rigtige tidspunkter etc. etc.

Det er heller ikke sådan lige at falde ned efter en forestilling. Skuespillerne ordner selv natmad, eller når de er på turné, bliver de gode venner med alle værtspar og kan få alt fra smørrebrød til stegt and med tilbehør sat klart ved midnat!

En skovtur

Festlig er beskrivelsen af, hvordan alle i Cirkusrevyen, ikke bare skuespillere og musikere, fik ordre om at være klar til en søndagsudflugt. De skulle have pas med, men det troede de fleste var for at bluffe – men så blev de kørt til Kastrup, fløjet til Paris, fik frokost i Eiffeltårnet og var bagefter på Moulin Rouge, før de overnattede og fløj hjem den følgende morgen, så de var klar til aftenens forestilling!

Torben Træsko, der stod for såvel planlægning som betaling, viste under vejs, at han kunne tænde lyset i Eiffeltårnet. Han talte ned 3-2-1 knips, og voila.

Resten af selskabet vidste ikke, at lyset i Eiffeltårnet altid tændes præcis kl. 18.

At sætte en revy sammen

Mange er næppe klar over, hvad det kræver at sætte en revy sammen. Fra at læse alle indsendte tekster til at få de valgte numre til at virke; få dem sat i rigtig rækkefølge, så hvert enkelt virker rigtigt; få kostumerne til at passe (Lisbeth kasserede engang kostumer for 250.000 kr., fordi de ikke passede til nummeret). Det kunne hun, fordi hun fra 1981 har virket som instruktør mange forskellige steder i forlængelse af alle de gange, hvor hun brød ind i andres instruktion for at sige, hvad hun mente.

Ulf og Dronning Margrethe

Hvornår de to slutter, er ikke til at vide. Foreløbig tager de, hvad de har lyst til, og hvad deres helbred kan klare, men vi ved, hvordan Ulf Pilgaards sidste aften i Cirkusrevyen var. Her dukkede Dronning Margrethe – på eget initiativ – op på scenen efter Pilgaards ’faste’ parodi på hende, og han anede intet, så det blev en mindeværdig overrumpling.

Mindeværdig

Som denne bog er mindeværdig, fuld af sjove replikskifter og ting, de fleste ikke aner om jobbet som revyskuespiller; presset ved at være revydirektør; presset ved altid at skulle være på toppen, og sorgerne, når kolleger ikke har kunnet klare sig uden en lille en over tørsten og er døde.

Lisbet, Ulf og Birch er med James Price halvvejs gennem en stor, landsomfattende turné med et talkshow, hvis emne er det samme, men revyelskere kan ikke få nok. Siden denne bog blev udgivet, har den ligget på bestsellernes top-10, og alle shows har været så godt som udsolgt. Desværre er der kun en enkelt forestilling på Fyn, og det er i Assens, tilmeld først d.9. november, så kan du ikke komme til Assens – eller er du utålmodig – så nyd denne bog.

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard: Livsvidner – Gud, lever de endnu? I samarbejde med Lukas Birch. Lindhardt og Ringhof. 272 s indbundet. Kr. 299,95.

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Enigma og Rosenkoden

onsdag, 29. marts, 2023

Kate Quinn er mesteren i semihistoriske romaner. For nylig anmeldte vi den fremragende ’Diamantblikket’. I dag ser vi på ’Rosenkoden’, der er fascinerende fra første til sidste side.

 

Rosenkoden, hvis omslag er en kode, som læseren kan bryde efter læsningen

En vigtig årsag til, at de allierede vandt 2. Verdenskrig, var kodebryderne i Bletchley Park, der formåede at bryde tyskernes Enigma-kode.

Pudsigt nok har jeg selv kendt to skakmestre, der var med til at bryde koderne, og den ene nævnes i forbifarten, men det var aldrig gået op for mig, hvor mange der sad i barakkerne i Bletchley Park, og hvor elendige forhold de virkede under. For ikke at tale om, at de ikke måtte sige et ord om deres arbejde, end ikke til ægtefæller; hverken hvad det var, hvor de arbejdede, eller hvor godt det lykkedes.

Det er utroligt at læse om, hvordan koderne blev brudt, og hvordan man blev dygtigere til det under vejs. Man måtte ikke engang røbe, at man havde løst opgaven, for reagerede man alt for præcist, ville det gå op for tyskerne, hvad der var sket. Det betød fx, at man ikke måtte advisere befolkningen i en by, som ville blive bombet.

Tre kvinder
Kate Quinn følger tre kvinder, Mab, Beth og Osla, der alle har modeller i virkeligheden. Osla var således kæreste med Prins Philip frem, til han pludselig faldt for Lilibeth, den senere Dronning Elisabeth.

De tre kender ikke hinanden før krigen, men bliver veninder, før deres forhold under dramatiske omstædigheder går totalt i stykker.

Vi hører om, hvordan de bor i et fælles logi; hvordan de pukler som rasende, fordi de ved, at deres arbejde kan redde England; hvordan de må holde sig fra at røbe ting, der kan koste børn og kærester livet, hvordan de må afvise de mange mænd, der har problemer med deres drifter, men til gengæld falder pladask for andre.

Parallelhandling
Som det også var tilfældet i ’Diamantblikket’, er der en parallelhandling, her fra 1947, hvor de tre kvinder intet vil have at gøre med hinanden, men da Beth står over for en lobotomi-operation, der vil gøre hende til en savlende grønsag resten af livet, kontakter hun de to øvrige – i kode, naturligvis, og trygler dem om hjælp til at få afsløret den forrædder, der fik hende gemt væk på et sanatorium for psykisk lidende.

Mens parallelhandlingen i ’Diamantblikket’ højst skabte forventninger, bliver den her et kapløb med tiden. Gamle venner og samarbejdspartnere bliver tilkaldt og arbejder på at løse Rosenkoden, der kan afsløre skurken, og det skal gøres før dagen, hvor Elisabeth og Philip bliver gift, for her udløber også fristen for Beth.

Enigma
Tyskerne regnede deres Enigmakode som ubrydelig. Den skiftede ustandselig ansigt, og derfor var der hele tiden arbejde for kodebryderne, der var opdelt efter deres forskellige evner. Nogle var højt uddannede akademikere, mens andre var udvalgt efter deres skarphed, når det gjaldt at løse krydsords-opgaver.

Der er hele tiden arbejde nok, og de fleste bliver så opslugt af det, at de stryger deres pauser, så nogle er dømt til at gå ned med stress, men hvad gør man, når man ikke kan knække tyskernes ubådskode eller deres kommunikation på D-dag?

Læs den!

Kate Quinn har en vidunderlig research. Så grundig, at hun også i et efterskrift kan fortælle, hvilke modeller hun har brugt, og hvilke overvejelser hun har gjort sig. Samtidig forstår hun at skabe et dramatisk og udfordrende plot, og hun kender det menneskelige sind.

Jeg kan kun sige: Læs den – men på et tidspunkt, hvor du måske kan undvære nogle timers nattesøvn.

Kate Quinn: Rosenkoden. HarperColling. 668 s hæftet. 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Tryllefløjten som fængslende familieforestilling

onsdag, 15. februar, 2023

Den Jyske Opera har skabt en børnevenlig version af  Mozarts Tryllefløjten, der skal vække børn og unges operainteresse. Det lykkes på de fleste områder, men har også sine omkostninger. Nina Sveistrup Clausens Natten Dronning er hele forestillingen værd

 

Slutscenen – nu er alle gode (foto: Anders Bach)

Hvordan man får børn og unge til at elske opera er der mange meninger om. Da jeg for et uhyggeligt antal år siden hørte Wilma Lipp synge Nattens Dronning, var jeg leveret, og det samme kan ske for alle de unge, der nu oplever Nina Sveistrup Clausen i Den Jyske Opera. Hver eneste koleratur står sylespidst præcist ud i rummet, og hun kan klare sig, selv om orkestret er hævet over rampen og sluger nogle af de andre sangeres lyd; værst Steffen Bruuns Sarastro, hvis to ørehængere der ikke er meget tilbage af – især når han forsøger at synge mod blæserne.

Hvad man ikke skal gøre, er at forsøge at begejstre børn på forhånd. Man skal lade dem møde den levende lyd, for det er i sig selv begejstrende, såmænd også for voksne, der har været ’bange’ for opera. Dem er der mange her i selskab med deres børn.

 

Før Forestillingen møder man denne fugleklædte pige (foto Kjerteminde Avis)

Forventningsfulde

Når man kommer til Musikhuset, bjergtages børnene af en ung, fugleklædt kvinde, der er meget munter og plastisk. Hvad er hun nu for en?

I salen er der en forventningsfuld stemning, der holder, selv om dragen, der forfølger Tamino, Jonathan Koppel, kun har to røde ben. Til gengæld er de tre damer meget indtagende. Kostumedesigneren Sandra Münchow har haft en meget heldig hånd. Et godt eksempel er et kostume, der er mørkt og farligt på den ene side, men når Papageno brygger sit klokkespil, vender pigerne sig, og deres anden side er klædt i pastelfarver.

 

Cassandro Lemoine og Leif Jone Ølberg, da alt falder på plads for dem (foto Anders Bach)

 

Papageno, Leif Jone Ølberg, og Papagena, en henrivende og letfodet Cassandra Lemoine, er muntert farverige, og scenen, hvor de finder sammen, henrivende.

En enkelt gang synger hele salen med, og det er intet problem, fordi der er overtekster på dansk. Andre gange svarer børn fra salen på den tvivlrådige Taminos spørgsmål, om det skal være ja eller nej. ’Ja!’ kom et højlydt svar fra salen.

Selv om forestillingen varer to timer og ti minutter inklusive en 20 minutters pause, er de mange børn dugfriske til sidste tone og klapper vildt begejstret bagefter.

Alt er også gået helt utroligt i Diminik Wilgenbus’ instruktion. Ikke blot har Papageo og Pagagena samt Tamino og Pamina, Simone Lichtenstein, fået hinanden; men de mørke kræfter er alle blevet gode – ingen forsvinder i Helvede – så der er kun fred og fordragelighed, kærlighed og glæde.

Hvad er omkostningerne?

Vi har nævnt det glubske, men i øvrigt velspillende, hævede orkester, og at der ikke er ro i salen. Hardcore operaelskere vil også begræde de forkortede og ændrede tekster, men det er gjort skånsomt.

Desuden overlever alle de mørke kræfter, som lider deres fortjente skæbne i den originale opera.

Jeg greb mig selv i at savne den tyske tekst, men det er bare, fordi jeg er vant til den, og den var udmærket på dansk i Karen Hoffmanns oversættelse.

Legen med fortæppe, kulisser og de sjove scener omkring Papageno er man heller ikke vant til, men dem bør man tage i stiv arm. Man kan holde sig væk eller være med til at give de følgende generationer glæden ved opera.

Et fint formål, og tak til Den Jyske Opera for at have ’ofret’ en sæsonforestilling og turnéforestilling på formålet.

Den kan opleves i Odense Koncerthus 20-21. februar.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Hæsblæsende Holberg-farce fra 1726 om moderne problemer

fredag, 10. februar, 2023

Emnet, stress, jag og meget andet, er så aktuelt, at man fristes til at tro, at Thor Bjørn Krebs har bearbejdet det originale komedie kraftigt, men Odense Teaters ’Den Stundesløse’ er meget tæt på originalen – og vanvittigt sjov. Såvel i dialogen som helhed som med saftig humor

 


Malene Melsen og Kristoffer Helmuth med Christine Gjerulff i baggrunden (foto: Emilia Therese)

 

 

Når fx Leander, Anders Skov Madsen, er i gang med at fri, ser Holbergs tekst således ud: Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null . . .

Den spøg bliver udviklet, og ikke mindst Malene Melsen som en urkomisk, slagfærdig og elskovshungrende Magdelone, der har sparet 60.000 rigsdaler sammen som husholderske, tager kegler. Hun er bomstærk og kan bære hvad som helst, inklusive en kuffert, der er tung, som er den fyldt med 60.000 rigsdaler i småpenge, og sin ægtemand.

Victor Borge er muligvis blevet inspireret til ’fonetisk tegnsætning’ af Oldfux, Claus Riis Østergaard, der som en del af mange svindelnumre opfinder spansk diktat, hvor ord er erstattet af berøringer og lyde.

Til gengæld har Krebs formentlig inspiration fra Marx Brothers, når den stundesløse Benjamin Kitter sidder med bukserne nede på et lillebitte toilet, der på få øjeblikke bliver overfyldt af andre, fra notarer til den tyske barber.

 


Benjamin Kitter som den stundesløse (foto: Emilia Therese)

 

 

Veltimet tempo

Åbningsscenen sætter tonen med alle aktører i voldsomt tempo til en slags ouverture af Hal Parfitt-Murray, før Pernille, Christine Gjerluff, har en monolog med publikumshenvendelse om den ’comoedie’, vi nu skal opleve, og en kort brugsanvisning om Holberg, og så går det ellers løs.

Vi får ikke kun den stundesløse, der har fire ansat til at skrive om sine forretninger, som er indbildte, så han har i virkeligheden travlt med ingenting, udstillet; vi får også gjort nar af forfængeligheden, fx med at vedgå sin reelle alder; vi får udstillet de forelskede, der bare vil have hinanden, men ellers ikke kan noget; og vi får udstillet, hvordan alle er lette at snøre af den charmerende skurk Oldfux Claus Riis Østergaard.

 


De unge elskende elsker hinanden, men har ikke evner for meget andet (foto: Emilia Therese)

 

 

Det er farce med mening, som vi også kender den fra Moliere eller for den sags skyld Dario Fo, og ganske pudsigt betyder det, at vi næsten er ærgerlige over, at Pernille er knap så komisk, fordi hun repræsenterer den smule fornuft, der er tilbage. Hun er også den eneste, der har et nogenlunde normalt kostume. Alle andre er karikaturer, der har fået deres opfindsomme kostumer af scenograf og kostumedesigner Johanne Eggert. Hans kulisse er farcens klassiske: Trapper og et hav af døre, som folk kommer ind og ud af lige på de rigtige tidspunkter, instrueret af Kamilla Bach Mortensen.

I en perfekt timet farce er enhver form for koreografi afgørende, og den står Peter Friis for.

Handling? Nej, den kan ikke gengives, men opleves, og det er fantastisk, at Ludvig Holberg i 1726 kunne lave en komedie, der i den grad udstiller vor tids individuelle problemer og får os til at le uhæmmet ad dem.

Synes du, at hverdagen er for grå, og at der er krig, jordskælv og meget andet at lade sig nedtrykke af, så må du en tur ind på Odense Teaters Store Scene og opleve Den Stundesløse, der spiller sidste gang 11. marts.

En afsluttende servicemeddelelse: Premieren på ’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ er udskudt til efter vinterferien pga. et teknisk uheld.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Broken News – satire i topklasse

mandag, 16. januar, 2023

Satire er en ældgammel dansk disciplin. Ludvig Holberg mestrede den. Jørgen Nielsen kendes kun for to satirer, Johann Herman Wessel gnistrede med ’Kærlighed uden strømper’, og siden 1849 har revyer bjergtaget danskerne.

En række aviser har dyrket genren. Først i tegninger som fx Bo Bojesens i Politiken, siden i samme organs ATS (At Tænke Sig), og i de senere år først i Jyllands-Postens ‘Rokokoposten’ og siden i Fyens Stiftstidendes ’Broken News’’, hvor Bagsidedrengene med Hans Faarup i spidsen boltrer sig på satanisk vis en gang om ugen.

 

I anledning af Fyens Stiftstidendes 250 års jubilæum blev der rejst penge til ’Fynsk er en racistisk dialekt – Broken News fra Bagsiden’ med 50 af de bedste artikler siden 8. maj 2015.

Naturligvis er ikke alle lige sjove, og vi har alle forskellig opfattelse af, hvad god satire er, men skam få den, der ikke klukker af fryd over det store flertal i dette værk, for hvilken iderigdom er der ikke tale om.

Lad os tage nogen af dem: Det nye TV-program ’Skilt ved første blik’ bliver en kolossal succes. Skovsexdyrkere ved Middelfart raser over forstyrrelse fra mountainbikere. Mette Frederiksen forlænger september med en måned, så alt, der er blevet ophobet under coronatiden kan blive indhentet: Grillfester, generalforsamlinger, skole-hjem-samtaler etc. Man skal bare huske godt på, at Halloween ligger d. 61. september.

Sønderjyske danske mestre i fodbold. Hvaba? Jo, efter 8 spillerunder i 2020 førte holdet med 14 p foran Vejle og AGF 13, og så ringede klubbens amerikanske ejer fra en Trump sejrsfest(!) til træner Glen Riddersholm og gav ham ideen: Han skulle gå på tv og erklære Sønderjyske for danske mestre, idet han stoppede uddelingen af flere point, mens klubben førte!

Kerteminde er fint repræsenteret. Brostenene ved Renæssancehavnen fik øgenavnet ’Granittæppet’, men nu bliver vejstykket naturligvis omdøbt til Rabalderstræde, ligesom H C Andersen festivalen i Odense bliver omdøbt til Kim Larsen Festivalen – man kan alligevel ikke finde på mere at sige og gøre om H C Andersen.

De dyre jetfly, som Danmark indkøber, kan gå ud over indkøbet af krigsskibe, og det er en kæmpe chance for et skibsværft, der bygger langskibe, konstateres det i dagene før søsætningen af Ladbydragen.

Da det under coronaen viste sig, at 14 direktører og vicedirektører var sprunget køen over og havde ladet sig vaccinere i utide, lancerede Broken News skrabespillet Quickvax, hvor gevinsterne var vaccinationer, som man kunne give videre, hvis man allerede var vaccineret.

Tyskland er træt af diskussionen om diverse køn og vil derfor afskaffe Der, Die og Das og lade dem afløse af et fælles vestjysk ’æ’, og den virkelige afskaffelse af mobiltale i bilen opnår med ved at man i stedet for et klip i kørekortet at give et klip i mobiltelefonen med en akkupladesaks. Første offer er en kvinde, der overså såvel en mobiltelefon som en skolepatrulje fra 4kløverskolen.

Osv. Artiklerne er i bogen på højresiderne affotograferet præcis, som de stod i avisen med eventuelle., men ikke mange, trykfejl, og da nogle af artiklernes baggrund måske er glemt, er venstresiderne helliget datoen, hvor de stod i avisen, samt hvad de er skrevet på baggrund af. Bogen er hæftet og uprætentiøs i fremtræden, men hvilket indhold.

Bogen har den ulempe, at kun sælges til Fyens Stiftstidendes abonnenter og medlemmer af abonnentklubben for 99 kr. (normalpris 149), men Kjerteminde Avis har forhandlet sig til samme pris på 99 kr. for avisens læsere, der jo er kræsne med ironi i kraft af Ole Vedby. Man skal blot henvende sig på avisens Kerteminderedaktion. Bogen fås ikke i almindelig handel.

Køber man den, er man formentlig med til at sikre, at der kommer en ny udgave, når Stiften fylder 500.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Den perfekte julegave til enhver bogelsker

tirsdag, 20. december, 2022

Kate Quinn er den historiske fiktions mester og aldrig bedre end i beretningen om den sovjetiske snig-/finskytte, og hvordan det lykkes hende at beholde en humanistisk tilgang til livet, selv om hun skyder mere end 300 hitlerister.

 

‘Diamantblikket’ er en af de historier, man ikke kan lægge fra sig, men bare pløjer igennem. Det er dejligt at vide, at den er historisk fiktion, dvs. baseret på en virkelig persons liv. Derfor kan der heller ikke pilles ved de store linjer eller personers skæbne, men man kan lægge en dramatisering af livet ind, som virker overbevisende.

Det er det, Quinn gør enestående. Man kommer til at holde af mange personer og afsky andre i Ludmila Pavlitjenkos tilværelse, der i sig selv var så utrolig, at man ikke behøver at overdrive noget, men bare lægge sandsynligheder ind omkring Mila, som hendes kælenavn var – men hun bar også øgenavnet Lady Death.

Mila bliver som 15-årig forført af en noget ældre kirurg, som hun ser redde et liv med sine ferme evner. Det fører til et barn, men også til at ægteskab, som hun flygter fra. Hun bliver litteraturstudent med speciale i Bogdan Khmelnitskij og Ukraines accept af unionen med Rusland i 1654. På det punkt er en parallel til nutiden umulig at undgå at tænke over, mens man læser.

Den dag, Hitler overfalder USSR, er Mila på stranden på stranden ved Odessa sammen med fire venner, der har hver deres drømme. Krigen skiller dem ad, bl.a. bliver ballerinaen Vika kampvognsfører og bliver dekoreret tre gange. Efter krigen vender hun tilbage til balletten.

Mila, der har taget et snigskyttebevis for ikke at blive hånet af sin mand med, at hun ikke kan skyde, melder sig til hæren, som man kunne som kvinde i dens tids USSR. De skulle dog helst holde sammen to og to for ikke at blive ofre for overgreb fra overordnede!

Hun viser sig at have usædvanlige evner som finskytte samt for at kunne uddanne andre skytter til en deling, der har hende som idol. Da finskytter helst skal have en makker, der dækker en, får hun en partner og ven i Kostia, og de udrydder angribere på vej mod Odessa og siden Sevastopol med stor effektivitet.

Mila bliver såret to gange, men har kun tanke for at komme tilbage til fronten, hvor hun simpelthen ikke regner med at undgå at kunne dø, hvad man tror på, når man hører om de forhold, krigen byder Stalins russiske soldater.

Så udtages hun til at være en del af en sovjetisk delegation, der skal til USA for at få præsident Roosevelt til at gå ind i krigen på de allieredes side.

Her bliver hun veninde med Eleanor Roosevelt, ikke mindst pga., at hun svarer ærligt på spørgsmål i stedet for at lire sovjetisk PR af. Når hun fx bliver præsenteret for amerikanske kvindes mangel på forståelse for, at hun har kunnet skyde mere end 300 personer, og hun svarer:

Mrs. Roosevelt. Vi er glade for at besøge deres smukke land. Her er fremgang. Der er ingen, der ødelægger jeres storbyer, provinsbyer, landområder. Der er ingen, der dræber jeres søstre og mødre, fædre og brødre. Jeg kommer fra et sted, hvor bomber forvandler landsbyer til aske, hvor russisk blod smører slidbanerne på tyske kampvogne, hvor uskyldige civile dør hver eneste dag…

En præcis kugle affyret af en finskytte som mig, mrs. Roosewelt, er ganske enkelt blot et svar til fjenden.

I Washington tilføjer Quinn en amerikanske snigskytte, der skal myrde præsidenten og sørge for, at Pavlitjenko bliver udpeget som den skyldige. En ekstra handling, der er troværdig og virker ekstra spændende, ikke mindst da de to kæmper til døden i en amerikansk park.

Præsident Putin kunne med fordel læse denne roman, der fortæller, hvad der sætter et folk i stand til at overvinde alt for at besejre usle invasionsstyrker, ovenikøbet i de samme omgivelser som krigen i dag.

Bogen er den perfekte julegave til alle, der elsker begavet action, politik, krigshandlinger, såvel voldsomme som ’forfinede’, og der er sågar humor og flere kærlighedshistorier på de 491 sider.

De sidste sider er optaget af billeder af den rigtige Ludmila Pavlitjenko, en liste over litteratur, YouTubeklip og en film, som Quinn har brugt i sin research, samt ikke mindst forfatterens fascinerende redegørelse for, hvordan hun har foretaget sine valg til romanen om den formidable finskytte, som blev så gode venner med Eleanor Roosewelt, at denne besøgte hende i USSR efter sin mands død.

Kate Quinn: Diamantblikket. 491 sider indbundet. HarperCollins til priser mellem 250 og 300 kr.

 

 

 

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Generelle nyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Ronja Røverdatter er en enestående poetisk og morsom juleforestilling

fredag, 11. november, 2022

Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet

 

Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)

– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.

Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.

Ronja og Birk

Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.

 

Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)

De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.

Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.

Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.

Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.

Juleforestillinger

Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.

Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.

Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!

Unik musik

Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.

Instruktion i top

Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.

Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.

Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Besættende historie om en syklub, hvor der ikke bliver syet et sting

tirsdag, 8. november, 2022

Henriette Gylands bog ‘Syklubben’ har sin titel efter den betegnelse, som modstandsfolk i Helsingør dækkede sig under, ikke mindst i dagene omkring tyskernes forsøg på at fange alle jøder og sende dem i koncentrationslejre i Tyskland, hvor de fleste blev dræbt.

 


Henriette Gyland: Syklubben

Inger Jensen bliver i 1943 af sine forældre i København sendt til Helsingør, der må være mindre risikabel under besættelsen. Hun får job hos en bogbinder og bor hos sin tante og onkel og deres børn.

Det viser sig hurtigt, at måske er overfladen fredelig, men der foregår meget i sundbyen underverden. Der produceres og omdeles bl.a. illegale blade, hvad Inger bliver indblandet i, der smugles varer fra Sverige, og da det er nødvendigt, smugles der jøder til Sverige. Ikke helt filantropisk. De flere tager sig godt betalt for den risiko, de løber.

Historiens røde tråd er Ingers fraskilte barnebarn Cecilies fund af en kasse med to fornemme smykker, da hun rydder op i et kælderrum efter bedstemoderens død som 96-årig. Hun går i gang med at finde ejerne, David Nathan og hans kone, og det viser sig at være muligt. Da Nathan, der sidder i kørestol, meget gerne vil høre Cecilie læse moderens dagbog op, bliver det til mange møder mellem dem og Davids døgnsygehjælper Rafi, som Cecilie forelsker dig i.

75 år tidligere mødtes Inger og David kortvarigt, før han blev sendt til Sverige med sin kone, men at sammenligne det med ‘Letters to Juliett, som pressemeddelelsen gør, er noget af en tilsnigelse.

Der er kærlighed nok i bogen, og det er kvinderne, der forelsker sig hurtigt og er parat til at gå hele vejen. En af Ingers veninder, Gudrun, bliver gravid, og en anden, Bodil, forelsker sig i en tysk soldat. Ingen af dem overlever.

Så Helsingør er langt fra fredelig, og Gyland skriver lavmælt om dramatikken, som pludselig slår kraftigt ud på overfladen; så lavmælt, at læseren, som kender de risici, alle modstandskæmpere løber, sidder på kanten af stolen og bare er så glad for, at man ved, at Inger må overleve. Der er ingen sabotageaktioner, ingen skudvekslinger og den slags, men dramatikken mangler sandelig ikke.

Sproget er smukt og glat, og forskellen på de 75 år gør, at selv dem, der er trætte af at høre om besættelsen, holdes fast gennem alle ulykkerne fra dengang til det, der tegner til at blive en happy end. Kønsrollerne vendes flittigt under vejs, og Cecilies første mand demonstrerer, at for nogle mænd er der ikke meget, der har ændret sig.

Forfatteren begår en enkelt mindre fejl. Ideen har været fortælle alt gennem Ingers dagbøger og Cecilies liv, men mange gange skifter synsvinklen, så en anden person fortæller. Det generer ikke meget, men altså …

Bogen er udsendt på Harper Collins, og når nu hovedpersonen har været bogbinder, kan vi da nyde, at den er indbundet med 313 sider i tilpas bogstavstørrelse.

En stor rose til Lucy Bennett, hvis omslag har en rødklædt kvinde på en bådebro. Alt andet end kvinden er sort-hvidt og dybt fascinerende.

Henriette Gyland: Syklubben. 313 sider indbundet. Forlaget Harper Collins.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Revykongen Aage Stentoft

søndag, 2. oktober, 2022

Vi anmeldte for nylig Jacob Wendt Jensens Poul Bundgaard-biografi, som det var svært at sætte en finger på. Samme forfatter står bag ‘Revykongen Aage Stentoft’, ‘Jane Aamunds sidste manuskript’, der knap holder samme niveau.

Stentoft

Det kan der være mange årsager til. Måske først og fremmest, at der er tale om et efterladt manuskript af Jane Aamund, som er blevet tilføjet en mængde detaljer fra en kuffert fuldt af ukendt materiale, som Wendt Jensen fik adgang til. Det var Stentofts eget arkiv, så meget måtte ændres, omskrives eller tilføjes.

Hvad venter man af en Stentoft-biografi? 1. Man forventer en gennemgang af den kunstneriske produktion, dvs. de mange hundrede melodier, han har komponeret, og de filmmanuskripter, han stod bag. 2. Man forventer en gennemgang af hans indsats som revykonge. 3. Man ønsker at kende baggrunden for det hele gennem en gennemgang af hans privatliv, som ofte vil hænge sammen med produktion og teaterdrift. 4. Man forventer at mindes!

Lad mig starte med 3. Her falder Wendt Jensen for en hyppig fristelse for biografer. Han ved for meget, og han vil af med det hele. Det betyder, at der er mange gentagelser, og at ting får for meget plads. Især diskussionen, om Stentoft var nazist eller ej. Dokumentationen er alt for grundig. Vi behøver ikke den komplette tekst af diverse breve. Vi tror på biografens ord om, hvad indholdet er, så vi kunne komme videre.

Bortset fra det får vi mange vidnesbyrd om, at en stor kunstner ikke behøver at være et stort menneske. Vi får mange udsagn om, hvor barsk han var i pengesager, hvor ubehagelig han var i pengesager, og hvordan hans kæmpe jalousi kunne holde hans koner i bur samtidig med, at han selv måtte behandle dem, som var de hans kæledyr.

Når det gælder revykongen, havde han tril gengæld vovemod og visioner, især når det gjaldt at give musical’en en stærkere position i Danmark. Tænk bare på ‘My Fair Lady’ i Tre Falke. Der var store problemer med rollen som Eliza, hvor vi hører om diverse konspirationsteorier. Forestillingen lykkedes dog så godt, at jeg mindes, at mine forældre kom hjem om natten efter at have set den og kørt hjem – plus Storebæltsfærgen. Min mor var så grebet af den, at hun vækkede mig og genfortalte hele handlingen, og jeg glemte aldrig, at man skal huske at rose dem, der er med til at opfylde sin drømme, som Professor Higgins ikke gjorde, da Eliza har bestået sin prøve.

Danskerne var ikke altid klar til de forestillinger, som Stentoft fik sat op, fx ‘Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger’ på Nørrebros Teater med let avanceret musik af Frank Loesser og Preben Uglebjerg i hovedrollen. Den elskede jeg og min madklub – og den danske udgave var betydeligt bedre end den amerikanske film, der kom et par år efter – men den solgte for få billetter. Det var synd, og mon ikke publikum i dag vil være klar.

Som filmmager skrev han manuskriptet til en af alle tiders bedste og mest tidløse film, ‘Vi er alle sammen tossede’. Se den midt i tidens populistiske politiske verden og få lyst til at pille det hele fra hinanden. Jeg skal aldrig glemme Lise Ringheims replik, da hun har fået at vide, at hun bare skal tale sin mand Alex Alexandersen (Kjeld Petersen) efter munden: – Jamen, jeg har da så tit hørt om alle elefanterne i Kollerød Hegn.

I slutscenen samler Kjeld Petersen alle de ’tiltalte’ fra det officielle system næsten, som var han Hercules Poirot, anklager dem efter tur og fælder dommen: Vi er alle sammen tossede! Det er mageløst, og jeg holder for resten også meget af såvel Reimer som Petersen i ‘Solstik’

Afsnittene om revykongen er de bedste i bogen, mens jeg synes, at man hører alt for lidt om hans udødelige melodier bortset fra ‘Månestrålen’ og nogle af de ting, han skrev til Osvald Helmuth. Her måtte Wendt Jensen meget gerne have bredt sig mere.

I begyndelsen af 70erne boede jeg i Forhåbningsholms Alle 33 på fjerde sal med udsigt mod vest gennem en lang gård. For enden af den lå på Skt. Knuds Vej et lille, rødt hus, hvor der næsten hver nat var et vældigt leben. Der boede Stentoft nemlig, til han endegyldigt flyttede til Spanien, og hold op, hvor der blev festet igennem. Man vidste, at det var Stentoft og hans skuespillere, og tilgav alt.

Det følgende anfører jeg kun som eksempel på, at ingen er 100% perfekt i sin research, for det synes Wendt Jensen ellers altid at være. Når Stentoft hyrer Titti Sjöblom og kalder hende for Titti Babs efter sin mor Lill Babs, så er den rivegal. Alice Babs hed Sjöblom som mellemnavn, og Titti er hendes barn. Formentlig anede Wendt Jensen ikke uråd!

Som man kan forstå består bogen i en vis udstrækning punkt 5, og det gør, at mange vil fine bogen fængslende og mindegivende. Man kan jo evt. springe noget af diskussionen om nazismen over. Bogen er i øvrigt i solid indbinding me med et væld af fine fotos.

Jacob Wendt Jensen: Revykongen Aage Stentoft. Forlaget Peoples. 399 sider indbundet og rigt illustreret.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »