Anmeldelser

Det klæder Rottefælden at være tilbage i Caroline Amalielund

lørdag, 15. juni, 2024

Mon ikke det har virket inspirerende på årets Rottefælde-hold i Svendborg, at rammen igen er det skønne sommerteater i Caroline Amalielund? Revyen 2024 er den bedste, siden man sidst var i Rottefælden. Den er afslappet, den er musikalsk, den har fornyelse, og den hviler smukt i sig selv.

For at gardere mod kritik for små omgivelser og snæver plads til platter, drikkelse, ben og og stole fra dem, der ikke har været i Rottefælden før, hedder velkomstnummeret “I er selv ude om det” – og det er en ros til alle os, der har troligt har siddet og nydt Rottefælde-revyerne siden 1980 – også i de to år i halvfemserne, hvor det var Danmarks intellektuelle revy.

hold-2024-3

Flot bundniveau og fornyelse

Årets revy holder et smukt bundniveau. Der er få virkelig lårklaskende grin, men man sidder med et stort smil på og nyder begavede tekster og flere eksempler på flot fornyelse.

Fornyelsen kommer første gang, da Mikkel Schrøder i operastil synger om de familiebiler, som ikke har været drømmebiler, men det har været, hvad man havde råd til. Mange vil genkende rækkefølgen Kia, Fiat, Berlingo og Skoda.

Skodaen har rettet sig kraftigt, siden dengang instruktionsbogen blev kaldt for “Mein Kampf”. Schrøder gentager sin sangopvisning i anden akts nummer om det amerikanske valg: Skal vi have ham, der er tosset, eller ham, der er senil? Man mindes Politikens ATS: Et amerikansk valg starter som et valg mellem to mulige kandidater og slutter som et valg mellem to umulige!

Fornyelse af de royale numre er der også, når vores kongepar i sidste øjeblik skal lede efter ord med “for” til det kongelige valgsprog. Her er Christina Astrid fortryllende støttende og Schrøder vidunderlig forfjamsket, til det hele faldet på plads.

Så er der fornyelse i den måde, revyen behandler de uundgåelige ejendomsvurderinger på, nemlig som et farverigt, velsunget og morsomt nummer om bakkesangerinderne i Bakkens Hvile, der må søge nye græsgange efter, at de ikke længere har råd til at bo på Dyrehavsbakken.

 

Bakkesangerinderne
De farverige bakkesangerinder, der trues af ejendomsvurderinger.

Så kommer vi til revyens to bedste numre. Ideen til “Borgerlig Rhapsody” er Mikkel Schrøders, teksten er af Lonnie Kjær og Lukas Birch, og musikken er Queen’s fantastisk fine og hundesvære “Bohemian Rhapsody”. Super idé, super musikalitet og tekst med bid.

Og endelig nummeret, der klogt ligger lige før finalen, “Knald for Danmark”, hvor omskrevne danske slagere skal få os alle sammen til at skabe flere børn. Teksten står kapelmester Jens Krøyer for, og den når sit højdepunkt med “så tag og knald uden gummi på”.

En anden slags fornyelse er tre eksempler på, hvad AI kan bruges til. Troels Malling har skrevet teksterne til, hvad det lyder, som om Messerschmidt, Støjberg og Kjærsgaard har sagt – og som en modsat deres meninger. Sjovt, men også tankevækkende.

Jan Schous jubilæum

Jan Schou er i Rottefælden for 25. gang og får blandt andet lov til at genopfriske tre succes’er: Flade vitser, Dronning Margrethe og Henning, som faktisk var morsomst her, hvor der ikke var for meget af ham.

Han får også lov at stå for årets alvorlige nummer, der som så ofte tidligere er skrevet af Leif Maibom. Et rundt-i-ring-nummer om, hvordan vi i skræk for krigen skulle have konserves stående i halvtredserne og tresserne, før vi kunne glemme det i nogle lykkelige årtier, men nu igen kan frygte Putin og hans trusler om atomkrig – og måske også Donald Trump, hvis han bliver præsident.

Selvfølgelig er der også mindre stærke numre, men glem nu det, når helhedsindtrykket er så positivt.

Jens Krøyers trio med Gui Moscoso og Ole Caspersen er så veloplagt som nogensinde. Instruktionen af Carsten Friis er lydefri, støttet af Christine Astrid, der også står for koreografien. Den farverige scenografi står Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder for, og så er kostumerne i top, som Vibeke Valeur har lavet dem.

Rottefælderevyen kan ses frem til 17. august og må ikke misses.

 

4 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, revy, Rottefælden | Ingen har kommenteret »


Sprudlende cabaret i Bogense

søndag, 2. juni, 2024

I 30 år er der spillet cabaret i Bogense, og det ændres der ikke på, selv om Torben Juel er død, så der er nye ejere af den Aladdins Hule, som antikbutikken Café 44 er.

En cabaret er defineret som intim, og det bliver aldrig mere intimt end i det lille lokale, hvor man næsten skal aftale med sidemanden, hvis man skal skifte benplacering, og hvor temperaturen kommer op i store varmegrader. Det ved man, og det er en del af oplevelsen.

 

Betty Og Kim Sprudler

 

 

I år tager Betty Glosted og Kim Hammelsvang publikum med til 1920’erne, der såvel var ubekymrede på nogle måder som depraverede på andre. I første afdeling dominerer det muntre, fra duoen indtager scenen i badetøj fra dengang, hun med kyse og han med stråhat, og indleder med et omfattende potpourri, der egentlig er en fortsættelse af den fremragende pianist, Ulf Starups, ouverture.

Så går det løs med kendte og ukendte numre, blandt andet “Hvem skal kilde for kildekonens datter”, som fik en senere – og efter min mening morsommere – tekst i Helsingørrevyen 1964. Det gør ikke noget, for Hammelsvangs charme lægger lokalet ned. Det gør Glosteds også, når hun for eksempel synger “Peter, kom ned og leg”.

En lille, mere alvorlig afdeling handler om Ingeborg Bruun Bertelsens grumme skæbne på grund af folkesladder, og vi får desuden hendes to kendteste viser, “Lille Sommerfugl” og “Sonny Boy”, som de fleste forbinder med henholdsvis Bjørn Tidmand og Al Jolson.

Vi får to eftertænksomme viser, som Ludvig Brandstrup stod for, blandt andet “Pige, træd varsomt”, og Glosted gnistrer med en tekst om kærlighed og rødspætteyngel, mens Hammelsvang kan lave hula-hop gennem hele visen om alle de ting, der er lagt skat på, og han giver den tragikomiske tekst om Frk. Vipstjert, der både får et gyldent øjeblik og bliver kørt helt i bund, da hun er i vidneskranken.

Efter den overdådigt morsomme første afdeling kommer den anden med større alvor. Her leges der med kønsrollerne. Glosted dukker op i jakkesæt og Hammelsvang i Charleston-kjole, og i det indledende potpourri får vi denne gang blandt andet Mackie Messer, “The moon of Alabama” og “Yes sir, that’s my baby”.

 

Kønsroller

Betty Glosted og Kim Hammelsvang leger med kønsrollerne

 

Efter den muntre beretning om “Mein kleiner grüner Kaktus” får vi en dybt alvorlig afdeling om “La Garconne”, der har problemer med sin kønsbevidsthed, og kvinden, der går til i stofmisbrug.

Russeren Misja Spolianskij trækkes frem fra glemslen til hans mening om kønsroller, og hvordan den slags problemer kan løses, og vi får et par Marlene Dietrich-numre. Her fatter jeg ikke, hvorfor “Ich bin vom Kopf bis Fuss” skal synges på engelsk. Især ikke, når man anfører, at man vil skildre det depraverede Berlin. Byen dukker først op i sidste nummer, selv om den er underforstået flere gange, blandt andet i det rørende nummer om Fräulein Schneider og Herr Schultz, som man ville have godt af at kende baggrunden for.

 

Betty Og Kim 2. Akt

Glosted og Hammelsvang

 

Hammelsvang synger a capella “Sag mir, wo die Blumen sind”, og så kommer det sprudlende humør tilbage med blandt andet “Trink, trink, Brüderlein trink” og til slut “Das ist Berlin”.

Bogense Sommerrevy har næppe nogensinde været bedre eller haft bedre publikumskontakt. Betty Glosted og Kim Hammelsvang klæder hinanden umådeligt, og adskillige gange opfordrer de til interaktion, så man nynner og synger med på mange numre og nyder resten.

Cabareten spiller til 16. juni, men der er så fin gang i salget, at der allerede er planer om ekstra forestillinger – og alle bør opleve den. Bogense er efter etableringen af Odins Bro kun 50 minutter væk, og vil man gøre sin cabaret-aften til en særlig oplevelse, kan jeg anbefale at spise 200 meter væk på Bogense Hotel, hvis køkken viste sig at være en himmelsk oplevelse.

 

5 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Et mellemår for Odense Sommerrevy

søndag, 12. maj, 2024

Enkelte perler, men for lavt bundniveau på Skovengen.

Der er bestemt numre og skikkelser, man vil huske fra årets Odense Sommerrevy, men der er også et lavt bundniveau mellem dem.

 

Livsglæde

Livsglæde i den smukke kulisse (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Lad os først tage det positive: Hele ensemblet, bestående af revydirektør Lars Arvad, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Camilla Bendix og instruktør Tom Jensen, er veloplagt og kan få en del af de svagere numre til at glide ned pga. tempo og timing.

Orkestret under ledelse af Morten Wedendahl er fremragende, og Wedendahl har med stort held sat musik til flere tekster.

Scenografien er flot og opfindsom, og man nyder den, lige fra fortæppets grønne farver og gennem hele forestillingen.

Den starter veloplagt med en hyldest til optimismen, og den slutter lige så energisk med et firserpotpourri, som hele forsamlingen kan nynne med på, og som har flere sjove pointer i overgangene.

 

Den Sidste Timeout

Lars Arvad som Nicolai Jacobsen (Foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Imellem de to punkter er der længere mellem snapsene, end der plejer at være – men de er der. Med kongesangen som indledning er vi vant til, at nu kommer der et nummer med Dronning Margrethe, men som en overraskelse er det med Lars Arvad som landstræner Nicolai Jacobsen, der har haft et job på Royal Arena (Amalienborg!) med at sætte et nyt hold sammen, og det fører til mange sjove pointer.

Så er revyen fornyende i ikke blot at sætte fokus på noget irriterende, men også at give det modspil. Det sker, når Arvad tager fusen på Camilla Bendix, der insisterer på, at alt på alle sprog skal udtales korrekt; og siden overrumpler Arvad bankmanden Thomas Mørk, der vil tage store gebyrer og give små renter – som kunde har Arvad en kundekontrakt med!

 

Sen 1

Camilla Bendix og Vickie Berlin rapper (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Positiv er også starten på anden akt, hvor Vicki Berlin og Camilla Bendix giver en forrygende rap som forsvar for ældre, kvindelige studieværter.

Revyens fine alvorlige vise er Utopia, hvor Camilla Bendix funderer over, hvordan verden kunne være uden personer som Putin, Trump, Netanyahu etc.

 

Fandens Til Job

Thomas Mørk som Fanden selv (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

 

Thomas Mørk har som sædvanlig sine øjeblikke, når han fx forsøger at overbevise om, at han er verdens højeste mand, eller fører sig frem som selveste Fanden, mens Vicki Berlins faste Camilla-skikkelse er meget svingende i sine pointer, men publikum kan lide det.

Mens der skiftes kulisser, er der en række shorties i form af opkald til telefonsvarere. Nogle morsomme, andre knap så sjove, men det er i hvert fald morsomt, at hele personalet på Nordic Waste ikke kan tage telefonen, fordi de leger ’Jorden er giftig’.

Til gengæld er mange tekster gammel vin på nye flasker og ikke morsomme nok til at bære det. Det er heller ikke altid, at det virker positivt, når man tager en katastrofe som den med Nordic Waste i Randers og sætter den ned i et simpelthen ulækkert mikrokosmos. Nummeret med at vise, hvor forfærdelige ting man synger, er også gammelkendt i bedre skikkelser, og man behøver såmænd ikke at misforstå ‘mejet’ som ‘meget’. Man kan bare tage ’Hr. Peder stod på svalen’.

 

Ung Igen

‘Ung igen’er finale på første akt (foto: Odense Sommerrevy)

 

 

Det virker, som om nogle numre må have virket morsommere, mens man indstuderede dem, end de fremtræder på scenen. Ellers havde fx ’Ung igen’ næppe været første akts finale. Det er muligvis en risiko, man har, når instruktøren også er en del af ensemblet. Det må man diskutere.

Revyen ligger mellem tre og fire Amandaer, men de numre, der var aftenens højdepunkter, gør, at den får fire Amandaer med pil nedad.

 

4 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Aarhus Revyen 2024 er tempofyldt underholdning

søndag, 7. april, 2024

Da Christine Astrid og Mikkel Schrøder sidste år genoplivede Aarhus Revyen, var den fra starten et overflødighedshorn, og det dejlige er, at på trods af, at tre medvirkende er udskiftet, er dette års revy endnu bedre. Ikke mindst fordi de tre afløsere: Lone Rødbroe, Andreas Bo og revydebutanten, Maria Lucia, er prægtige.

Plakat

Revyen lever helt op til sin undertitel ’Smilets Revy’, selv om smilet mange steder slår over i skraldlatter hos det veloplagte publikum. Revyen rækker fra det forfinede underfundige til det mest platte, der blot afleveres med en timing og i et tempo, så man bare overgiver sig. Til lykke til instruktøren Birgitte Næss-Schmidt. Den har desuden et band med Rasnus Friis Tvørfoss som kapelmester og et gennemmusikalsk kor, bestående af Anna Jessen og Lene Nørrelykke. Ødselt og lækkert alt sammen.

Engelsk for begyndere

 

Engelsk for begyndere (Foto: Rune Buch)

Adskillige klassiske revyideer udvides og forbedres. Det gælder fx i den fulde persons perfide skåltale af Lukas Birch, som Christine Astrid behersker til fulde; ’Kazoo’, hvor Lone Rødbroe og Maria Lucia spiller stadigt større blæseinstrumenter ved hjælp af de vinde, de slipper fra bagen; ’Engelsk for begyndere’ af Jacob Weble, hvor Rødbroe og Bo er forældre, der er blevet lidt for spidse over for hinanden, og hvor vi gætter, hvordan datteren reagerer til slut; og ikke mindst nummeret, hvor den rutinerede revyekspert, Andreas Bo, skal vise debutanten, Maria Lucia, på plads i hierarkiet og selv bliver udmanøvreret.

Der er flere fine fornyelser. Fx i ’Kundeservice’, hvor Christine Astrid er kunden, der kommer for at klage til Maria Lucia, og er parat til den helt store diskussion, men antiklimaktisk bare får ret, og hvad gør man så? Se det selv.

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Lone Rødbroe introducerer en bog for 7. c (foto: Rune Buch)

Fornyelse er der også i ’Læs Let!’, hvor Rødbroe har den utaknemlige opgave at introducere 7. c for noget helt nyt: En bog! Vase & Fuglsang har skrevet teksten, hvor læreren skal overbevise de uvorne elever, der sidder med hver deres mobiltelefon, om bogens kvaliteter. De forstår ikke, at man ikke kan scrolle billeder; at billedet ikke følger med, når man vender bogen, etc. Sketchen er urkomisk og udvikler et tema fra en facebookfavorit om Ansgar, der har tilkaldt helpdesk for at finde ud af fænomenet ’en bog’.

Enhver revy skal have en eftertænksom, stille tekst, og her er det Leif Maiboms ’Enten/eller’ om det facetløse sprog, der føres i diskussioner på de sociale medier. Den fremføres fint af Mikkel Schrøder.

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Andreas Bo og Mikkel Schrøder udveksler platheder (Foto: Rune Buch)

Schrøder leverer sammen med Andreas Bo revyens to mest platte numre, dels om toksisk maskulinitet med kødfulde bare maver, der kan bølge vildt, hvis bare de sættes i gang; dels i en parodi på ’Nak og æd’, hvor de fra toppen af stormagasinet Salling skal nakke en måge og æde den. Teksten giver anledning til en række lokale hib, som også forstås af en fynbo. Begge numre leveres i fuld fart, og salen jubler.

Mette Frederiksen er ikke til at komme uden om i en revy. Her spilles hun af Christine Astrid og sekunderes af Maria Lucia som Barbara Bertelsen. De forklarer, at Frederiksen bliver forlænget lige så længe, hun kan skræmme danskerne. Derfor hedder Ralph Fideckis tekst da også ’Bøøøhhh’.

Der er numre, der elegant tager fat om ligestilling og ligeløn eller om håbløs emballage, og der er en tidsrejse til 1904, hvor Friheden netop er åbnet, og man i restauranten diskuterer, hvad der kan ske i løbet af de næste 125 år. Fin satire af Vase & Fuglsang.

Hele revyen er gennemmusikalsk, og det nummer, jeg synes bedst om, er første akts finale, ’Aarhus ta’r skraldet’, hvor stribevis af parodier på kendte personer kombineres med et affaldssorteringspotpourri af høj klasse.

Man ved, at skuespillerne behersker parodier, men det viser de næsten for tit. Derfor var jeg lidt ærgerlig over, at ’Film og TV Normstormerne’ var placeret som sidste nummer før finalen, for det føltes som et af de svagere, men skidt. Revyen som helhed er af topkvalitet.

Til sidst en serviceoplysning. Revyen og Aarslev Kro har indgået et samarbejde på fredage og lørdage frem til 4. maj (sidste forestilling), så man kan få middag, bustransport til og fra revyen, drink i pausen, natmad, overnatning og morgenbuffet fra kr. 1375. Det gør det endnu mere attraktivt for fx fynboer at tage en weekend med Aarhus Revyen.

5_Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, revy | Ingen har kommenteret »


Bogen om Judy Gringer

fredag, 22. marts, 2024

Jeg er blandt dem, der mener, at Judy Gringer er en stærkt undervurderet skuespiller – på film og teater. Derfor hilser jeg det velkommen, at Jacob Wendt Jensen nu har været mikrofonholder for hende og i dag udsender bogen ‘Judy Gringer – en sexbombes bekendelser’. Ak ja. Også her er det nødvendigt at minde om, at Judy Gringer var en affarvet (hendes naturlige hårfarve er brun) sexkilling for at få bogen solgt, men læs den nu bare.

Judy Gringer En Sexbombes Bekendelser, Forside

 

Jeg har mange erindringer om Judy Gringer. Som alle andre mindes jeg naturligvis sketchen ‘Babs og Nutte’, hvor Dirch Passer er forsikringsmanden, der tror, han skal forsikre Gringers attributter, mens der i virkeligheden er tale om to puddelhunde.

Med stor fornøjelse mindes jeg de to film med Gringer som Rosa og Morten Grunwald som Smukke Arne. Skøn komedie, ikke mindst i ‘5 mand og Rosa’ i samspillet mellem Emil Hass Kristensen og Gringer.

Med allerstørst fornøjelse mindes jeg Gringer som Cleopatra i Bernard Shaws ubetaleligt morsomme komedie ‘Cæsar og Cleopatra’ på Folketeatret, hvor hun afløste Lone Hertz, der var gravid. Cleopatra gennemgår en stor forvandling i stykket, hvor hun besnærer Cæsar (Henrik Bentzon). Rollen gav Gringer – endnu et – gennembrud, fordi de færreste havde gennemskuet, at hun spillede selv de mest sexede roller på en intelligent måde. Det var det, der gør, at vi stadig husker dem.

Hun beskriver Bentzon som alkoholiseret og uden interesse for sine medspillere, når tæppet var faldet, og det er en af erindringernes største attraktioner, at Gringer i farten får givet et portræt af hele film- og teaterverdenen i den tid, hun var med i den.

Vi hører om alles stærke og svage menneskelige sider, og vi kommer godt omkring. Hun færdedes jo blandt alle tidens største navne, og temmelig mange af dem havde hun et forhold til i kortere eller længere tid – og så var der en periode, hvor hun efter eget udsagn vist nok var temmelig promiskuøs!

 

4, Judy Gringer Sminker Sig På Abc Teatret Forud For Spræl, Sprællemand, Spræl I 1958

Judy Gringer sminker sig På ABC-Teatret forud for Spræl, Sprællemand, Spræl i 1958

Hun var kun 16½, da hun i et halvt års tid havde et forhold til den 23 år ældre Gabriel Axel. Siden fulgte Otto Brandenburg, og hun boede sammen med Dirch Passer, før hun fyldte 18. Aldersforskelle er nu aldrig noget, hun diskuterer. Kærlighed har ingen alder.

Hun boede længe sammen med Knud Leif Thomsen, som hun fik et barn med. Siden fulgte Morten Grunwald og mange andre. Til en forelskelse hørte et seksuelt forhold, og hun var let antændelig. En enkelt gang blev hun gift, men det var ingen succes og holdt meget kort.

Hun levede livet på en temmelig skødesløs måde, der ikke tog stilling til politik, hverken landspolitisk eller i skuespilverdenen. Da der på et tidspunkt var et vigtigt fagligt møde, blev hun og en kollega væk og blev bebrejdet det siden.

Gringer har boet et utal af steder i Københavnsområdet, men størstedelen af tiden i Pisserenden i byens centrum. Her bor hun i dag og har kun lige til dagen og vejen. Faktisk holder hendes økonomi kun lige sammen, fordi hun får en slags legat fra en fond, der giver midler til jøder, der er født før 1945.

Hun kan stort set leve på en sten, og det gjorde hun, da hun i en periode efter sin film- og teatertid boede i New York, hvor hun tjente til dagen og vejen ved utallige småjobs, fx at dele flyers ud foran teatre.

Judy Gringer har levet et anderledes liv end stort set alle andre, og hun øser gavmildt og skånselsløst ærligt, som det hedder i dag, og med en passende dosis selvironi af det i sine erindringer. De er fascinerende læsning, og der står utrolig meget på bogens 208 sider, som varmt kan anbefales.

Jacob Wendt Jensen: Judy Gringer – en sexbombes bekendelser. 208 sider hæftet. Forlaget Format. Udkommer i dag. Koster kr. 300 i butikker, men kan fås til meget forskellige priser på nettet.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Jon Harding på hårdt arbejde

fredag, 15. marts, 2024

Efter at være kommet i mål med den ti bind lange og meget vellykkede Hængedyndserie er alle fans af politimanden Jon Harding glade for, at den meget produktive Allan Erik Mortensen så hurtigt har været i stand til at starte en ny Jon Harding-serie, der er indledt med ’Dø hvis du tør’ og ’Nu lukker sig mit øje’.

 

PortrÆt

De to bind er meget vellykkede. Harding er sat i spidsen for en ny tjeneste, National enhed for Særlig Efterforskning, NSE, og har selv kunnet udpege sit team. Til nogle københavneres irritation har han samlet en gruppe, som han har fuldstændig tillid til, fra Provinsen. Den består foruden Harding af den tidligere militærmand Jonas Støvring, den empatiske Mohana Aya, der med sin familiemæssige baggrund har måttet kæmpe sig til at blive kriminalassistent, og den lesbiske IT-ekspert Pernille Irsted.

 

Dø Hvis Du Tør

Dø hvis du tør

De bliver sammentømret som et hold, ja næsten en familie, men ikke uden problemer. Som hold arbejder de perfekt sammen, når de først skal finde ud af, hvem der begår nye forbrydelser som efterligning af gamle, uopklarede mord. Det går over stok og sten med adskillige ofre, men morderens trang til at kopiere er med til at afsløre ham.

Samt ikke mindst en profileringsekspert, der kan sige, hvilken type morder man skal lede efter, samt hvorfor han begår mordene.

En nervepirrende afslutning gør bogen til en af dem, man læser så hurtigt, man kan – og så tager man fat på den næste.

 

Nu Lukker Sig Mit Oeje Forside

Her bliver fem af seks medlemmer af en familie ved Randers myrdet. Tilsyneladende var det en mønsterfamilie, men det viser sig hurtigt, at overfladen bedrager. Alle de voksne medlemmer har deres skeletter i skabet, og et af dem tiltrækker tre rockere, der skal true vedkommende til at betale skyldige penge. De grimme inkassatorer er en vigtig del af bogen, hvor man tilsyneladende står med en morder til slut. Så let er det bare ikke. Der er en sidste overraskelse, som er chokerende.

Begge bøger er skrevet i Allan Erik Mortensens sædvanlige energiske sprog og med et væld af detaljer, som måske – måske ikke – er vigtige. Det ved vi aldrig. For ikke at tale om sproglige finurligheder som denne:

Du er s’gu ikke rask, smilede Støvring til Irsted, som bare trak charmerende på smilebåndet og ligegyldigt på skuldrene.

Vi kan glæde os til bind 3: Når høgen hvæsser kløer.

Allan Erik Mortensen: Dø hvis du tør. Jon Harding 1. 340 sider indbundet. Forlaget Falco.

Allan Erik Mortensen: Nu lukker sig mit øje. Jon Harding 2. 357 s indbundet og opgivet som CO2-neutraliseret.  Forlaget Falco

Meget forskellige priser på nettet og i boghandeler.

Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Opera med for meget filter, men store stemmer og et godt orkester

onsdag, 7. februar, 2024

Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.

 

Werther Sophie Charlotte Albert

De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)

Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.

Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.

 

Werther Begår Selvmord

Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)

Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.

Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!

I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.

Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.

 

Werther Og Charlotte

Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)

Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.

Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.

Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.

’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.

 

3 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Storværk om Claus Deleuran

mandag, 25. december, 2023

Christian Monggaard har skrevet det ultimative værk om tegneren Claus Deleuran, og det kan studeres mange gange og i lange tider pga. såvel forfatterens som Deleurans detaljerigdom

Cover Claus 20deleuran Mockup 20

Omslaget på bogen om Claus Deleuran

Normalt giver jeg mig lidt, når en bog er tung som en flise og desuden har fliseformat. Man kan med andre ord ikke sidde bekvemt med den i sin lænestol, men må sætte sig ved et bord eller en pult.

Christian Monggaards bog om Claus Deleuran er af den type, men formatet er en nødvendighed. Deleurans tegninger er lige så fulde af finurligheder og detaljer, som Monggaards tekst er det, og begge dele er en fryd at studere. Derfor skal man skal tage bogen  i portioner, og ind imellem kan man blade om til de tegninger, der bagest i bogen er samlet efter tema.

Min far abonnerede på Illustreret Familiejournal, fordi han ville vide, hvordan det gik Willy på Eventyr. Dermed kunne jeg også læse Bamse og Dukke Lise, Rip Kirby og Gyldenspjæt. Desuden abonnerede vi på Anders And.

Det giver mig en stor fordel, når jeg ser Deleurans tegninger, for hans streg er påvirket af præcis disse serier, som han læste, da han boede i det østlige Odense, hvor man nu passende har navngivet en plads Deleurans Plads.

Deleuran er også stærkt påvirket af Storm P, og han læste Asterix, Lucky Luke, Tintin, Rasmus Klump og Valhalla. Jeg vil selv tilføje Bo Bojesen, som et stort antal illustrationer klart viser påvirkning fra.

Rejsen Til Saturn 1

Første side af Rejsen til Saturn

Deleuran er et af eksemplerne på, at de bedste falder alt for tidligt fra. Han blev blot 49 år, men hvad nåede han ikke på dem. Hans far var tegner, og han selv boblede af tegnelyst, så han allerede som 6-årig tegnede sine første glimrende udkast til tegneserier. Desuden hjalp han af og til sin far med tegninger til annoncer for diverse firmaer.

Det er en svir at læse om familien i Odense og om, hvordan inspirationen til de forskellige tegninger og tegneserier meldte sig. Deleuran læste og researchede utroligt meget og lod sig ikke nøje med andres beskrivelser. Han ville se tingene selv, hvis det var muligt.

Selv om han hørte til venstrefløjen og bl.a. skrev i Politisk Revy og diverse andre venstreorienterede skrifter, var hans streg altid venlig, også når han portrætterede kapitalister. Desuden rettede hans ironi sig også tit mod de frelste i arbejderbevægelsen.

Hans tegninger blev hurtigt populære og var med til at holde tidsskrifter oven vande. Han vidste alt om religion og mytologi og bevægede sig rundt i det hele i sine skrifter med parolen Gud er ikke nærtagende.

I Rejsen til Saturn, som er min favorit blandt hans værker, kommer de rejsende bl.a. til Sankt Peter og beder om mere benzin. For få dage siden var der lejlighed til at se filmudgaven af serien, og selv om tegningerne er forenklet i forhold til Deleurans forlæg, hersker hans humor stadig. Det var et skønt gensyn – og filmen solgte 400.000 billetter!

I Mikkeline på Skattejagt kommer en engel med en åbenbaring. Det viser sig, at den egentlig var til en anden, der bor tæt på Mikkeline, men englen kan så beklage, at hun er gået fejl, og som afbigt spå Mikkeline.

Mikkeline fik i øvrigt hovedrollen, da ikke mindst hans kone Lone mente, at der var for mange mænd i hans serier.

 

Vuggestuebehandling

Et eksempel på Deleuran som daglig karikaturtegner: En kommentar til behandlingen af børn i vuggestuer

Deleurans hovedværk er hans Illustreret Danmarkshistorie for Folket, hvor han startede med Big Bang og satte Danmark i international sammenhæng, hvor skolens historietimer beskæftigede sig med det interne Danmark og ikke så meget ud over grænserne.

Deleuran behandler stoffet med så stor indsigt og med et perspektiv, så Arkæologen Anders Bonde Hansen i et interview med Monggaard siger, at Deleuran bør have en plads i dansk oldtidsforskning.

På fascinerende vis sætter Deleuran videnskaben over for mytologi op gennem tiden, så man bl.a. bliver ført dybere ind i asatroen, end selv Valhalla formåede det.

Historien er virkelig for folket, for man skal bare kunne læse for at nyde den. Man kan sige, at der er mere tekst end billede i beretningen, hvor Deleuran ustandselig laver omfattende digressioner, der fryder snarere end irriterer. Han har en lille lærd mand, klædt i sort med en Pincenez med som fremmedfører, ofte med humoristisk virkning.

Derfor nåede han i ni bind kun frem til Svend Estridsen, men for pokker – på det sted begyndte den historieundervisning, jeg fik i skolen.

Han døde midtvejs i arbejdet med niende bind, som blev færdiggjort af hans kone og udgivet posthumt.

Selv om han er inspireret af så mange, er hans tegninger helt hans egen stil og let genkendelige. Menneskene har store næser, og billederne er så fulde af detaljer, så man kan opdage nye ting, hver gang man ser på dem. Alt er tegnet præcist på hele tegnefladen.

Det er umuligt at beskæftige sig med alle de 494 sider på tykt papir, men vi kan slå fast, at der næppe er meget tilbage at ’opdage’ om Deleuran efter den prisværdige research, som Monggaard har bedrevet, før han skrev.

Deleuran er blandt de allerbedste tegnere i Danmark nogensinde, og han gør mange ting forståelige med sine tegninger og serier, som der er fyldige eksempler på bagest i bogen.

Vi er nok lidt tæt på jul, men mangler man en boggave, kan denne anbefales varmt.

Christian Monggaard: Claus Deleuran. 494 sider kraftigt indbundet. Forlaget BOOK LAB. Kr. 599.

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, Litteratur | Ingen har kommenteret »


Det fantastiske sprog i ‘Det’

fredag, 17. november, 2023

Inger Christensens ’Det’ fra 1969 river på Odense Teaters Odeonscene op i publikums sprog og rytme.

Da Inger Christensens hovedværk ’Det’ udkom i 1969, var digtsamlingen en sensation. Ikke blot solgte den 15.000 eksemplarer, hvor det gængse for en digtsamling var omkring 500, men den skabte også en diskussion om ordet og sprogets udvikling og indflydelse på vores liv.

 

Fv ses Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Viktor Pascoe Medom. Malene Melsen, Klaus T. Søndergaard og Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)

Sproget sætter os i stand til at kommunikere; det er gennem det, at vi forstår vores verden, men sproget er større end os, og da menneskets sanser og sprogbrug varierer og kan snyde, kan vi aldrig vide os sikre.

Der er sagt og skrevet meget intellektuelt om ’Det’, men det er ingen forudsætning for at få stort udbytte af forestillingen på Odense Teaters scene i Odeon. Her bliver vi fra starten i bælgmørke overvældet af – netop det:

Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større.

Et af problemerne ved at overvære den dramatiserede del af ’Det’ er, at man omgående glider ind i sin mere end 50 år gamle oplevelse af digtene og dermed ikke er sikker på, hvad der ‘mangler’ i forestillingen, hvor Inger Christensen af bearbejder og iscenesætter Esther Lee Wilkinson er blevet kortet ned til 80 minutter. Faktisk mangler der ikke noget, for alle væsentlige temaer er smukt bibeholdt, og man nyder de syv på scenen.

Scenen er en miniudgave af det oprindelige kontinent Pangæa, og den kan alt. Der kommer ting og personer op gennem lemme og huller; en del kan gå løs som en tømmerflåde; der kan bygges med stole og borde, og hele tiden kan man i et jordkloderundt billede på væggen se alt fra oven – næsten hele tiden, for det kan der også leges med.

 

Hannah Schneider (foto: Emilia Therese)

Hannah Schneider er blandt dem, der overraskende dukker op fra et hul, og under resten af forestillingen styrer hun musikken fra sit instrument. Sin egen poetiske, ofte med en sang, og en forhåndsindspillet for flere instrumenter, der er underlægning for det, de øvrige siger og gør. Indimellem er det næsten for udramatisk, som når det i digtet Chile fx hedder: ’Så spiller de skak med de små bitte stumper/ af det, der engang var en stor præsident’. Man hører Pia Raugs musik for sine ører.

Inger Christensens tekst rækker fra det yderste himmelrum til de mindste småting i livet. Skuespillerne er blændende. Når de beskæftiger sig med det samfund, der tilsyneladende ikke kan brydes op og gøres blødt:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop

Eller vi bevæger os i det nære

 

I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL (foto: Emilia Therese)

I maj skal syrenerne blomstre – de SKAL

I 80 minutter sidder alle fanget af sprogets rytme og magt, som det i Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi giver tryghed, angst, genkendelse mm., af Benjamin Kitter, Viktor Pascoe Medom, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Malene Melsen, Louise Davidsen og Hannah Schneider.

Er man det mindste interesseret i sprog, rytmik, tilværelsens problemer og alle de andre ting, som Inger Christensen fermt har lagt ind i ’Det’, skal man en tur i Odeon senest 2. december. Forhærdede tidselgemytter, der ikke ejer evnen til at åbne sig, kan blive væk.

 

 

Kategori Anmeldelser, kultur, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Filosofi kan lyse forståeligt – Arendt på Odense Teater

fredag, 17. november, 2023

’Hannah Arendt – at se i mørke’ på Odense Teaters Værkstedsscene er såvel dramatisk som tidløst tankevækkende. Rhea Lemon har begået en genistreg med sit manuskript

 

Benjamin Kitter og Ina Miriam Rosenbaum (foto: Emilia Therese)

Kan filosofi fremstilles, så den såvel bliver dramatisk som tankevækkende? I biograferne oplever man det for tiden i ’Oppenheim’. På teater kan man på Odense Teaters Værkstedsscene nyde ’Hannah Arendt – at se i mørke’ og opleve at få åndenød over begivenhederne på scenen samtidig med, at man bagefter har sindslige oplevelser med på livstid.

Hannah Arendt var et af verdens klogeste mennesker. Hun tog udgangspunkt i, at hun var jøde, ’og når en jøde bliver angrebet, må han/hun svare som en jøde’; men hun var samtidig så klog, at hun ikke bare forsvarede alle jøders handlinger, og hun kæmpede hele livet for at forstå holocaust – hvordan kan helt almindelige mennesker pludselig være med til at slå en hele race ihjel?

Thea Lemons dramatisering af dele af Hannah Arendts liv er fremragende, en lille genistreg. Hun har haft en hård opgave, for Arendts liv var fuldt af begivenheder og stridigheder, som kunne have været med i forestillingen på en eller anden måde. Tænk blot på, at Arendt har inspireret til langt over 1000 bøger; at der er lavet flere film om hende og det, hendes synspunkter inspirerede til; at der siden 2017 er udgivet et tidsskrift, der udelukkende beskæftiger sig med hende og hendes tankegods, og at hun blev ildeset blandt de fleste jøder pga. sine kompromisløse synspunkter.

Hun levede 1906-75 og var derfor en meget aktiv debattør og forfatter, da nazisterne kom til magten i Tyskland. Hun havde allerede skrevet væsentlige bøger om moral og stod i forhold til den meget ældre filosof Martin Heidegger. Nu blev hun chokeret over nazisternes synspunkter og fremfærd, skrev åbent om det og blev derfor anholdt i 1933.

Teaterstykket har en spinkel ramme i, at hun kommer til København for at få overrakt Sonningprisen i 1975, men fortiden jager hende uafladelig, og første del af hendes mareridt handler om arrestation og forhør i 1933. Hun havde været fængslet en uge, før hun slap fri takket være en ung officer, som formentlig blev overvældet af hendes tanker og talegaver. Sådan fremstilles det også i stykket.

Hun flygtede til Paris via Tjekkoslovakiet og Schweiz og blev i Frankrig leder af en organisation, der bragte jøder i sikkerhed fra Tyskland – en kvindelig Pimpernel Smith (har man ikke set denne film med Leslie Howard, kan man stadig købe den).

Ved oprettelsen af Israel i Palæstina kommenterede hun, at de allierede nok skulle vinde krigen i Palæstina, men at Israel ville få en fjende for altid – og spørg nu bare, om det var profetisk. Stykket beskæftiger sig ikke med, at Israel uforklarligt næsten altid har behandlet palæstinenserne næsten, så de ikke har haft en fremtid, men det er en anden sag, der egentlig intet har med jødedommen at gøre.

Da nazisterne overtog Frankrig, blev hun og hendes mor interneret under nedværdigende forhold. Overrumplende var det som i teaterstykket det kaos, der opstod, der gjorde det muligt at stjæle de papirer, der betød løsladelse.

Derefter flygtede de til Montauban, hvis borgmester skjulte folk på flugt og skaffede dem ny legitimation. Det lykkedes mirakuløst at undslippe til USA via Portugal. Her lærte hun sproget ved i to måneder at opholde sig hos en amerikansk familie. Hun kom hurtigt i gang med at skrive igen. I første omgang blev hendes tekster oversat fra tysk, men siden kunne hun også skrive på engelsk.

Hun dækkede i 1961 processen mod Adolf Eichmann for The New Yorker, og da hun inddrog perspektiver om ikke mindst de rettigheder, en anklaget altid har, blev det kontroversielt. Ikke mindst, da hun fulgte op med bogen om ’Eichmann i Jerusalem’

Det fører til Forestillingens lykkeligste greb. Anklageren i Jerusalem tager fat om Arendt, og pludselig er det mere hende end Eichmann, der er på anklagebænken i en voldsom scene.

 

Klaus T Søndergaard og Ina Rosenbaum (foto: Emilia Therese)

Den kæderygende Arendt fremstilles blændende af Ina Miriam Rosenbaum. Hendes mand Heinrich Blücher – i øvrigt den anden, den første optræder slet ikke – af Benjamin Kitter, der også kan hoppe ud af denne rolle og være Gestapo-officer. Den tredje på scenen er Klaus T. Søndergaard, der på forskellig måde er hendes djævelens advokat, til han til slut er Eichmann.

Trioen kan ikke være bedre i Anna Zacho Søgaards instruktion, en vel gennemtænkt scenografi af Lisbeth Burian, med musik af August Rosenbaum og koreografi af Alma Toaspern.

’Arendt – at se i mørke’ spiller frem til 10. oktober, afbrudt af et kort gæstespil i København. Alle bør opleve det, men har du ikke billet endnu, haster det med at blive skrevet op til afsagte billetter, for hver eneste i hele perioden er solgt, og i vore dage har skuespillere ikke tid til ekstra forestillinger.

Kategori Anmeldelser, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »