Finn Wiedemanns nyeste roman, Vinterkrigen, øser endnu engang af hans minder fra ungdommen, og nu sker der mere på siderne.
Finn Wiedemann er opvokset i Munkebo og har i sit forfatterskab først og fremmest skrevet om de ting, han oplevede i sin ungdom, hvad enten det, som i de første bøger, var selvbiografisk eller det, som i romanen ’Vinterkrigen’, er sat i en fiktiv ramme.
Titlen sigter til, at handlingen udspiller sig i den hårde vinter 1978-79, som dog spiller en begrænset rolle. Mest som baggrund for hovedpersonens glubende appetit på alt, hvad der har med meteorologi at gøre – og som giver den ældre læser et hyggeligt tilbageblik til Lars Christiansen og DRs første trafikredaktion.
Vi følger den 13-årige Lars i et brydningsår, hvor hans mor dør; hans far har en affære; han selv har problemer med at skulle konfirmeres, selv om han ikke tror på Gud – i overensstemmelse med den dobbeltmoral i voksenverdenen, han opdager; han er vildt forelsket i en pige, men har ikke den store tro på sig selv; alligevel er den seksuelle debut umiddelbart forestående.
Finn Wiedemann
Endnu engang ’husker’ Finn Wiedemann blændende. Han fortæller i et smukt sprog og i sin vanlige, lavstemte stil levende, om end han endnu engang falder ud af fortællerrollen her og der. Vi ser og hører med en 13-årigs øjne og ører; erfarer, hvad han tænker, og alligevel kan der pludselig fx stå: ’To teenagere i et parcelhus på Erantisvej, som er alene hjemme en forårsaften, og som er ved at lære kærligheden at kende.’
I modsætning til flere af de tidligere bøger er der mere dramatik til at holde læserens interesse fangen, og historien er endog indrammet af en voldsom skudepisode.
Den 229 sider lange bog, udsendt på forlaget Brændpunkt, er inderlig og nostalgisk for mange, men om den taler til den generation, den handler om, gad jeg nok vide. Måske er der for stor forskel på dagligdagen da og nu, måske er de unge meget tidligere modne i dag.
Jeg læste bogen, som er blandt Wiedemanns bedste, så hurtigt, det var muligt.
’Til døden os’ er formentlig Andy Papes bedste opera og en forbilledlig forestilling at fejre Den Fynske Operas 70 års jubilæum med.
Carl i den virkelige verden, Anna og John i sindets afkroge (Foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).
Det oser af banal og daglig lykke i en tidlig scene af Andy Papes ’Til døden os’ på Den Fynske Opera. Carl, Mathias Hedegaard, serverer bakken med morgenmad og bringer kaffen med en elendig vits, som han formentlig har brugt hundrede gange før. Så drager han af sted til dagens arbejde, men efterlader ikke en lykkelig hustru, Anna, Vibeke Kristensen.
Det ved vi som publikum allerede. Ikke kun, fordi det ligger slet skjult i musikken, der leveres forbilledligt af Erik Kaltoft på klaver, Kirstine Elise Pedersen på cello og Elain Ruby på klarinet, men også pga. et genialt indfald af instruktør Daniel Bohr.
Han lader virkeligheden afspejle på to kæmpestore spejle, hvor dæmonerne også er projiceret ind: Kunstneren John, Lucas Bruun de Neergaard, som var Annas store kærlighed, og det barn, som faktisk var deres. John, som kørte sig og barnet ihjel i et trafikuheld, men som hele tiden lokker hende: Kom over. Lad døden forene os.
Scenen spejler Anna. Når hun er i virkeligheden, ligger dæmonerne tæt og påtrængende i såvel billede som det lydbillede, der med utrolig styrke gengiver hendes sindsudsving. Når spejlene forsvinder, er vi i hendes stadig mere syge sind og ser hende nærme sig mere og mere til det punkt, hvor døden skiller hende fra ægteskabet og forener hende med John.
Vibeke Kristensen, Lucas Bruun de Neergaard og Mathias Hedegaard (foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).
Man nagles til sædet under vejs. Ender den psykologiske gyser skidt eller godt? Og hvad vil egentlig være skidt eller godt? Bohrs iscenesættelse, de tre sangeres præstationer og den intense musik borer dybt i sjælen, og der går nogle sorgladede sekunder, efter at lyset er slukket for sidste gang, før publikum kan samle sig om glæden ved at hylde kunstnerne for en storartet præstation.
Operaen er oprindelig et bestillingsværk fra Den Fynske Opera og blev første gang opført i 2003. Operachef Thomas Storm har valgt den, fordi det er det mest spændende og fuldendte af de værker, operaen selv har bestilt, og det er et klogt valg.
Storm vil gerne gøre ’Til døden os’ til en klassiker, og det har den med sikkerhed kvaliteterne til – og blev i øvrigt opsat for anden gang i 2007. Lad os få den ud i verden; og om man synes, at Wikipedia er væsentlig for kunst eller ej, så må en eller anden lægge den på dér, så menigmand ikke mener, at den ikke er for ham/hende.
Det er et værk, som for mange vil være beviset på, hvor vedkommende opera kan være for et moderne menneske, og har man ikke allerede sikret sig en billet, kan man gøre det frem til d. 28. november.
’Nissebanden i Julemandens Land’ på Odense Teater er den perfekte familieforestilling med dramatik i børnehøjde, ordspil for voksne og masser for øjne og ører i alle aldre.
Nissebanden, fx Mikkel Bay Mortensen, Amalie Fjeldmose, Peter Gilsfort, Natali Vallespir Sand og Joakim Lind Trabjerg (foto: Emilia Therese).
Bilen med vores tre børnebørn gyngede af liv og iver på vej hjem fra Odense Teaters juleforestilling. Alle tre ville fortælle om det, de havde moret sig mest over i ’Nissebanden i Julemandens Land, der er så spækket med finurligheder og overraskelser, at de alle havde haft deres personlige oplevelser: En detalje i Nina Schiøttz’ scenografi, fx da nummerpladen kommer løbende bag den bil, den tilhører; en sjov bevægelse i Peter Friis’ koreografi, ikke mindst da Puk, den indtagende og friske Amalie Fjeldmose, viser sig også at mestre elektro-rap; en særligt morsom bemærkning, ikke mindst om varm og kold kaffe hos Fiffig-Jørgensen, som hele trioen var stærkt betaget af i Anders Gjellerup Kochs kostelige fremstilling – og de var vilde med hans bortforklaring af, hvordan han var havnet på Grønland.
Fiffig-Jørgensen skal forklare sig for Nissebanden (foto: Emilia Therese).
Forestillingen går rapt over scenen med poetiske indskud, og selv om den varede to en halv time, var der ikke et barn i det stopfyldte teater, der tabte tålmodigheden, og de var ellers ned til 3-4 år gamle.
Det er en indtagende, morsom og gennemmusikalsk forestilling, Flemming Jensen har skrevet og instrueret, og til hvilken Hans Dahl har skrevet musik, der passer til hver eneste stemning og optrin. I øvrigt flere steder med klar inspiration, fx af ’Slowly’ og de tre gribbe fra ’Junglebogen. Da hele forestillingen tilsyneladende er forbi, har vi ikke fået ’Risengrødssangen’ i fuld udstrækning endnu, men så kryber Nissebanden en sidste gang ud foran fortæppet, og så kan vi alle sammen være med til at give grøden en ekstra smørklat smør.
Samtlige medvirkende er i den mest atmosfærefyldte julestemning. Peter Gilsfort som den let forfjamskede Hr. Mortensen, der ind imellem stadig kan træde i karakter. Natali Vallespir Sand som den sødmefulde Gemyse. Mikkel Bay Mortensen som Skipper, Joakim Lind Tranbjerg som Lunte, Cecilie Gerberg som en brillant bibliotekar. Githa Lehrmann som fru Fiffig-Jørgensen, Mads Nørby som grønthandleren, der kortvarigt bliver udkonkurreret af brugsuddeleren, en fremragende Claus Riis Østergaard, der heldigvis bliver klogere, så der fremover vil være mere end en enkelt butik i Holme-Olstrup – og så er der alle de kære små nisse/landsby/eskimobørn, der ikke har så mange replikker, men alle kan synge og danse i højt humør.
Rådvildhed i Holme-Olstrup, da Puk og Fiffig-Jørgensen er væk.
Orkestret under ledelse af Bent Lundgaard forlyster ikke blot under forestillingen, men også med en kort nissekoncert i foyeren et kvarter før forestillingsstart, og indtil da underholder Odense Tamburkorps foran teatret og imponerer ikke mindst med trommestikker, der kan lyse blåt i forskellig styrke alt efter, hvor kraftigt de bliver brugt.
I pausen er der gløgg og æbleskiver, og alt ånder god, gammel jul til en forfriskende juleforestilling, som spiller frem til 22. december og må være perfekt som afslapning efter juleindkøb, og hvor man kan mærke sig Flemming Jensens vise ord: Hvorfor hoppe på den limpind, at naivitet er for børn – når den er langt, langt mere tiltrængt blandt voksne?
… kan man opleve på Slotsmøllen i Nyborg netop nu i voldspillernes juleforestilling, hvor næsten alt er perfekt. Scenografi, instruktion, nyoversættelsen, koreografi, sang og ikke mindst Nanna Tipsmark som verdens bedste Pippi Langstrømpe.
Verdens bedste Pippi (Foto: Palle Gram).
Det kan godt være, at det eneste julede i Nyborg Voldspils ’Pippi Langstrømpe’ er et julekram, men det er alligevel en perfekt juleoptakt at lade hele familien samles om.
Astrid Lindgrens fortællinger om verdens stærkeste, rigeste, mest respektløse og totalt charmerende pige, der gør alt det, de artige børn drømmer om, går over scenen i Slotsmøllen med tempo, charme og energi i Jesper Duponts iscenesættelse og ikke mindst mundrette nyoversættelse, som er bifaldet af Lindgrens arvinger, og det kræver ikke så lidt.
Kling og Klang er såvel sjove som adrætte (foto Palle Gram).
Hesten vrinsker, aben Hr. Nilsson er på en smart måde gjort ekstra deltagende i løjerne. Tommy og Annika, Sebastian Holm og Lærke Holst, er begejstrede for den respektløse Pippi, der gør alt, hvad man ikke må, og får voksne til at gå fra snøvsen: Fru Prysselius, spillet med overskud af Vivian Edelberg; betjentene Kling og Klang, som, konstaterede vores ene børneanmelder, var perfekt castet ved at have så ens fremtoninger og var utroligt adrætte, når Pippi fx tvang dem til at falde ned fra tage og trapper; røverne Dunder og Blom, urkomisk og rørende fremstillet af Kasper Olesen (ikke borgmester!) og Jens Jepsen; samt lærerinden Dorthe Boe Christensen, der må se alle sine gode hensigter saboteret af Pippis ønske om at få juleferie og undgå plutifikation.
Dunder, Pippi og Blom (foto Palle Gram).
Til slut dukker minsandten Pippis far, sørøveren kaptajn Langstrømpe i skikkelse af Jens Jepsen, op, men må sejle væk igen med sine friske ohøj-sørøvere, fordi rigtige venner kan ikke undvære hinanden, så Pippi bliver hos Tommy og Annika og gør Villa Villekulla og hele byen mindre kedelig.
Pippi, Tommy og Annika (foto Palle Gram).
Enhver Pippi Langstrømpe-forestillings totale succes afhænger af, at man har en dejlig Pippi, og ingen er set bedre end 17-årige Nanna Tipsmark. Hun danser godt, synger indtagende, spiller frisk og overbevisende komedie og er utroligt behændig, når hun klatrer rundt på vægge og tagrygge eller nedlægger Kling, Klang og Adolf, verdens stærkeste mand, Kasper Mortensen. Tipsmark er en tyfon af en Pippi, som man godt kan spå en fremtid i musicalfaget, hvis hun skulle vælge at forsøge sig ad den vej.
Pippi nedlægger Stærke Adolf (foto: Palle Gram).
Malene Højme Ilskovs cenografi er imponerende. Villa Villekulla kan vende indersiden ud i en hurtig vending, og taget kan blive broen på et sørøverskib. Maria Nielsens koreografi er opfindsom og passer perfekt til de mange dygtige unge, der udgør komparseriet i forestillingen. De synger også rent, bl.a. takket være Kristine Becker Lunds arbejde, og kostumerne er det farvestrålende resultat af systuens arbejde under ledelse af Pia Hall Nielsen.
Orkestret er her og der en smule mere cirkus, end det formentlig er meningen, men fungerer alligevel fint, og i pausen er der gløgg og – ikke alt for sprøde – æbleskiver. Med hindbærsyltetøj, konstaterede forestillingslederen Nicolaj Dencker Rasmussen, der hellere ville have haft jordbærsyltetøj, men det er vist også det eneste, han ikke har haft fuld check på, så det kommer nok siden.
Det er en veloplagt forestilling for alle aldre, og den er så godt som udsolgt, men der er sat tre ekstraforestillinger ind i tiden frem til 9. december, så har man ikke allerede sikret sig billetter, er der en chance endnu, selv om den hurtigt vil blive mindre og mindre.
Mungo Park i Kolding stiller spørgsmålet i forestillingen af samme navn, der er skabt i en mytisk ramme og kræver engagement og koncentration af sin tilskuer for at få hele den inspirerende tekst med
Maja Juhlin er Europa på Mungo Park (foto: Palle Peter Skov).
Hvad sker der med Europa? Med verden? Med kommende generationer?
Når demokratiet tilsyneladende bliver offer for populismen? Når folk fra fattige kontinenter vil have del i de rige nationers kage til trods for, at ’vor tids store misforståelse er, at alle har ret til at realisere sig selv. Det er der ganske enkelt ikke ressourcer til’.
Når de fossile brændstoffer slipper op, og vi skal være glade for det, fordi de skaber klimaproblemer. Når den kunstige intellligens bliver alt for intelligent, men på den anden side: Måske skulle man lade den kunstige intelligens, der i teorien er uden ideologier og humane hensyn, overtage styringen – men så igen: Hvem har skabt forudsætningerne for den kunstige intelligens?
Europa var oprindelig en fønikisk kongedatter, der blev forført af Zeus i tyreskikkelse. På Mungo Park personificerer hun kontinentet Europa, som har voksende aldersproblemer, som det kan ske, når man er ca. 2500 år gammel. Hun er i sommerhus på Hebriderne sammen med barnebarnet Mino med horn, inspireret af tyren Minotaurus, og den østeuropæiske adoptivsøn Tamas, Frank Thiel, en stor del iført et bjørneskind som en russisk bjørn.
Europa, stærkt fremstillet af Maja Tuhlin, er muligvis ved at blive ramt af demens og dertil fysisk på vej ned ad bakke, men mest er hun skarp i humor, hukommelse og argumenter. Hun mindes med fryd den tid, hvor det var positivt at underlægge sig kolonier, og hun har det svært med de nuværende problemer mellem kontinenter og folkeslag; med en finanssektor, der truer med at tage magten fra politikerne; med behovet for at give afkald, dele og indgå aftaler; med Brexit og med at styre klimaet.
Mino, Isa Marie Henningsen , skriger som Mino sin frustration ud i overværelse af Mi Fang, Morten Christensen (Foto: Palle Peter Skov).
Midt i det hele dukker Kina i form af Mi Fang, Morten Christensen, op og betager Mino, Isa Marie Henningsen. Han forklarer, hvordan kinesiske ledere holder deres befolkning under nødvendig overvågning: driver deres politik og styrer deres klimaproblemer på en måde, der får Tamas til at mindes – og længes efter – DDR, hvor man vidste, hvordan betingelserne var.
I løbet af forestillingen, der er skrevet af Vivian Nielsen efter ide af Sophie Louise Lauring og er instrueret af Mette Ovesen, fyger det med historie, fremtidsvisioner, tolkninger og muligheder, der skræmmer Europa så meget, at hun får en fornemmelse af, at når hun dør, ophører alt. På den anden side får hun også lagt i munden, at ’Som om jeg ku’ slutte? Som om min æra var slut! Europa slutter ikke. Jeg bli’r ved!’
Det er politisk teater, der stritter i mange retninger og ofte fremføres med brask, bram, lys- og lydeffekter, og det er aldrig kedeligt. Er du bange for, hvor vi alle er på vej hen? Hvad der bliver af og til kommende generationer? Såvel, når det gælder menneskerettigheder, som når det gælder midler, og hvordan det går med klimaet?
Så er det en god ide at tage de to timer i Kolding i forestillingen, hvor alvor er forklædt som komedie, men hvor latteren ind imellem bliver stikkende i halsen, fordi emnerne er for alvorlige. Her er vedkommende teater, så det batter, og som egner sig til diskussion og eftertanke.
Forestillingen spiller til 13. november inkl. og igen til maj.
Jo, Lars von Trier kan være hylemorsom, og Direktøren for det hele er tilmed meget bedre end filmen, den er bygget over, ikke mindst pga. blændende spil i alle roller og den meget præcise timing, som teatret kræver.
Christian Albrechtsens geniale kulisse fungerer perfekt (foto: Emilia Therese).
Lars von Trier har fornyet farcen med ’Direktøren for det hele’. Det drejer sig ikke om uendelige forvekslinger med lumre over- og undertoner, men om moralen i det moderne forretningsunivers, hvor man ikke altid kan være helt sikre på, hvad et firma egentlig står for og arbejder i – tænk blot på Stein Bagger – og hvor man ikke rigtigt kan fatte spillet om millioner og milliarder, så man ofte føler sig som Olsen Bandens Yvonne.
Som i den klassiske farce er tempoet forrygende, og i Jack McNamaras teaterversion endnu strammere og bedre end i filmen, hvor der ind imellem blev stilstand i tempoet, fx når de seksuelle scener skulle spilles ud i stedet for at antydes.
Teatrets krav til stedets enhed betyder også, at der ikke er dele, der foregår udendørs og forstyrrer illusionen om, at alt foregår i kontorets forretningsverden.
Desuden er personerne på Odense Teaters Odeonscene castet klasser bedre end i filmen, og det siger ikke så lidt i betragtning af, at de bliver sammenlignet med Jens Albinus, Peter Gantzler, Mia Lyhne, Iben Hjejle etc.
Ensemblet i den hæsblæsende Direktøren for det hele (foto: Emilia Therese).
Desuden er den islandske erhvervsping, der skal sikre, at Ravn, spillet som en ussel mammonjæger i joviale fåreklæder, kan tjene mere end 250 mio. kr., i teaterforestillingen blevet til den norske dværg Sigrid Husjord, der er ubetaleligt morsom i sit danskerhad og sin tilgang til, at alt bare skal overstås. Det er skønt, at hun taler norsk, som vi næsten kan forstå, og får oversat alt præcist og med undertoner af tolken Peter Høgsbro.
Ravn har, samtidig med at han har forberedt at røvrende sit personale, lagt skylden for alt det upopulære på en fiktiv direktør, som pludselig er nødvendig for gennemførslen af den store handel. Derfor bliver en succesløs skuespiller, Kristoffer, spillet i højeste gear af Benjamin Kitter, engageret til denne rolle, men han ikke blot udfylder den, men går i gang med at handle i den, efter mødet med Ravn og de ansatte, der hver for sig viser komik af højeste karat.
Mogens Rex som den stammende Nalle; Malene Melsen som den letbevægelige Mette med den fremtoning, som kun Melsen kan levere; Kristoffer Helmuth som skeptiker med vredesudbrud og Mette Kjeldgaard Jensen som Lise, der ikke går af vejen for at knalde sig opad. Alle er de perfekt tegnet, og at Louise Davidsen står svagere som Kirsten, er ikke hendes skyld, men rollens, som der ikke er alverdens kød på.
Kulissen af Christian Albrechtsen er genial, ikke mindst når der lige pludselig skal drønes rundt, og vi skal se, hvad der foregår over alt, og i en forestilling, der hviler på perfekt timing, har Nicolei Faber stået for en forbilledlig instruktion.
Efter halvanden times forrygende underholdning, hvor man virkelig skal holde ørerne stive for at få alt med, er vi stadig forvirrede over, hvad der foregår i højfinansen, men vi er endnu mere sikre på, at vi ustandselig bliver snigløbet af dem, der er smartere, end vi er – og overrumplet af sluteffekten.
Vil du have en virkelig sjov aften, så af sted og find ud af, HVOR sjov Lars von Trier kan være – især i rytmisk og strammet teaterudgave.
Instruktøren Thaddeus Strassberger vil presse sin mening om, at det onde hersker i verden, igennem i Den Jyske Operas Carmen, og det øver vold på værket – men orkester og sangere er en nydelse
Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).
’Carmen’ af George Bizet har en så iørefaldende musik, at stort alle kender dele af den. Den passer med sine passager med dyster handling og mørke klange perfekt til det franske sprog, og den har stor dramatik.
Så stor, at man egentlig ikke skulle tro, at der var grund til at udbygge den, men Thaddeus Strassberger, der er såvel instruktør som scenograf og kostumier, har en dagsorden: Det onde behersker verden, og det bruger han Carmen til at demonstrere.
Derfor er der scener med vold og tortur. Derfor er smuglervarerne ikke kun tv-apparater og stoffer, men også mennesker; derfor tager Michaëla ikke bare tilbage til sin døende mor på landet, men bliver skudt; og derfor dør Carmen ikke, selv om Don José tror, at han har dræbt hende. Hun kan fortsætte med at forhekse mandfolk og virke i smuglernes selskab. De smuglere, der er gjort mafiaagtige og usandsynligt hensynsløse.
Det er formentlig også derfor, at der er rasende aktivitet på scenen også under ouverturen og diverse for- og mellemspil. Strassberger under os ikke et øjeblik til uforstyrret musiknydelse uden stort drama.
Det er synd, for musikken er ikke til at slå ihjel. Sangerne er brillante. Ved premieren blev Carmen sunget af Francine Vis, som er høj, slank, gudeskøn, en glimrende skuespiller og en fantastisk, slank mezzosopran, der udfolder sig med hæmningsløs sensualitet. Vi forstår, at ingen mænd omkring hende er upåvirket.
Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).
Det ses dog ikke på Don José, Samuel Sakker, der virker som et utroligt bøv, der piller ved håndvægte, mens han skal forestille at være et buldrende bål indvendig. Hans sang er imidlertid i topklasse, og Rosenarien er ikke hørt bedre.
Escamillo synges med pondus af Lars Møller, Micaëla rent og indtrængende af Lona Mohr Villadsen, og de øvrige sangere samt Den Jyske Operas Kor forgylder alle lydsiden.
Orkestret var ved premieren i Alsion Sønderborg Sønderjyllands Symfoniorkester, der som de øvrige orkestre på turneen, der når Odense 19-21. november, blev dirigeret lydhørt og uden dikkedarer af Jérome Pillement og fungerede fint.
Scenen er et kapitel for sig. Der er mobiltelefoner, walkie-talkies, forholdsvis moderne møbler og enden af en kæmpemæssig lastbil, som smuglervarerne kommer ud af. Det gør intet med tidsomstillingen. Hvis ikke instruktøren havde været så forhippet på, at hans dagsorden er vigtigere end Bizets – og er gået over gevind – havde tidsomsætningen ikke gjort noget.
Det er desuden et problem, at man ikke hele tiden er klar over, hvor man nu er. Er man i smuglernes tilholdssted, på kasernen, på kroen hos Lilas Pastia eller …?
Vælg ikke Carmen fra i denne udgave, men luk øjnene ind imellem og nyd musikken – og nyd en fantastisk Carmen som det lysende midtpunkt blandt fremragende sangere.
Der er endnu et hold sangere, der ser nok så spændende ud, og som vi kommer tilbage til, når Carmen opføres i Odense.
John i gang med sit oprør under det stiliserede middagsselskab /(foto: Emilie Therese).
Havde der været en 2. Verdenskrig, hvis Hitler var blevet myrdet? Havde Den Spanske Borgerkrig fundet sted, hvis Franco var blevet myrdet? Havde det været frihedskamp, mord eller terrorisme, hvis en eller anden havde gjort det? Er det med andre ord ind imellem en rosværdig ting at slå ihjel, og hvad skal man sige om dem, der har dræbt Olof Palme og John F. Kennedy?
Kjeld Abells ’Anna Sophie Hedvig’ er skrevet i 1938, dvs. mellem Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig, og det udstiller problemet ved ikke at tage stilling; at være neutral, selv om man evt. misbilliger forskellige handlinger. Til gengæld ødelægger man ikke et blomstrende erhvervsliv med aktiv stillingtagen, og man bliver ikke selv indblandet i konflikter.
Anna Sophie Hedvig er en uanselig lærerinde i Provinsen. Tilsyneladende uden følelser udadtil, men i sit indre et buldrende bål af meninger og angst. Hun tager konsekvensen af, at en kollega vil kunne ødelægge den skole, hun er på, og myrder hende.
Hun flygter til familie i København, hvor man tager imod hende, fordi det gør man med familie, og i et middagsselskab, hvor politiske emner kommer op, fastslår direktør Hoff, Claus Riis Østergaard, at ingen har modet til at slå ihjel – ikke i civiliseret selskab som deres i hvert fald.
Her reagerer Hedvig, da hun fastslår, at hun kan og har gjort det, og hun fortæller i flashbacks hvordan. Samtidig har vi bevidstheden om, at bagest på scenen står, fysisk eller imaginært, en frihedskæmper, der er dømt til døden for at have fulgt sin overbevisning. Hans og hendes situation paralleliseres.
Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)
Selskabet og familien opløses dramatisk på samme måde, som det sker i adskillige af Abells skuespil med borgerskabets selskaber. Alle tvinges til at tage stilling. Sønnen John, Mathias Sprogøe Fletting, beundrer Hedvigs handling, som hun tager konsekvensen af, og gør op med sin far, fint spillet af Anders Gjellerup Koch. Fokus skifter flere gange. Fra Hedvig til direktørerne til sønnen og endelig til moderen, Githa Lehrmann, der på klassisk vis har forsøgt at holde sammen på familien ved ikke selv at tage stilling, men hele tiden at glatte ud.
Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (Foto: Emilie Therese).
Det er i virkeligheden Abells største kup at lade hende springe ud som en kvinde med stærke holdninger, som blot skal tvinges ud af uundgåeligheden – men de er der.
I nutiden kender vi ikke den slags selskaber, som Abells personer er en del af, så instruktør Jacob Schjødt og scenograf Peter Schultz har stiliseret dem. Et langt tværbord, en trappe, et par døre og en meningsgivende, varierende lyssætning af Simon Holmgreen og Elroy Simonsen giver rummet med spisebordet og livet omkring det.
Handlinger følges af overdrevne lyde, ordineret af Ditlev Brinth, som når der på en tegneseries billeder står ’Pow’, ’Woumm’ etc. Det forhindrer, at der er for meget fokus på et historisk fænomen, og får publikum til at koncentrere sig om det væsentlige, men tag ikke fejl – trods sit indhold er stykket fuldt af humor, rappe replikker og overraskende indfald af bipersoner.
Abell kendte teatrets virkemidler ud og ind og vidste, hvordan man trods emner, der drejede sig om selve livets mening, kunne fastholde og underholde publikum. Det er en forestilling med mange lyse indslag, og den er afkortet til knap to timer, der flyver af sted.
Natali Vallespir Sands Anna Sophie Hedvig er udramatisk. Hun udfører sin (u)dåd, kræver ikke andres bifald eller stillingtagen, men handler efter sin egen samvittighed og tager konsekvensen uden at ville have medfølelse. Hun er mindre skarpt tegnet end tidligere udgaver, men dermed på behagelig vis ikke heroiseret unødigt. Vi er jo ikke meget for at have folk til at gå rundt og myrde, selv om det kan synes berettiget.
Dermed bliver fokus også det, Abell ønskede: At man skal tage stilling og gøre det, før det er for sent. Hvis alle tager stilling, behøver man formentlig slet ikke at myrde, men kan ordne tingene med demokrati og anstændig opførsel.
Af sted til Odense Teater, og husk at tage stilling. Ikke ved at sige, at denne konflikt ikke er aktuel, for der er masser af lignende i dag, og under alle omstændigheder skal man tage stilling til, i hvilken udstrækning man tør, ønsker at og vover at tage stilling, at blande sig.
Anna Sophie Hedvig spiller sidste gang 27. september.
Selvfølgelig skal alle til voldspil igen i år, men forestillingen har såvel sine stærke som svagere sider, og den er meget for lang
Nyborg Vold 2018
’Singin’ in the Rain’ er en sød fortælling om overgangen fra stum- til talefilm, men naturligvis har den ikke så voldsomme virkemidler som sidste års ’Grease’. Det burde bare betyde, at man på Volden satsede på sødme og musikalsk romantik i stedet for den stærke rytmiske musik, men det har det debuterende instruktørpar Vicki Berlin og Nikolaj Tarp enten ikke turdet, eller også har de ladet deres gode hjerte løbe af med sig for at give de mange dygtige amatører så meget at fremvise som muligt.
Resultatet er i hvert fald en forestilling på mere end tre timer, heraf en første akt på syv kvarter, og uanset, hvor god en forestilling er, er det for meget. Der kan strammes mange steder, eller måske kan man reducere de mange indlagte lån fra andre forestillinger.
Det skal dog siges, at da anden akt indledes med seks glimt fra andre, senere musicals, er det måske forestillingens stærkeste numre – ikke mindst er ’One night in Bangkok’ fra Chess næsten bedre end originalen – en stor rose til Emil Nielsen, men hvis man ville have noget andet, burde man måske have valgt en anden forestilling.
Nå, historien om, hvordan primadonnaen Lina Lamont, urkomisk spillet og godt sunget af Emma Normann Hansen, bliver overflødig, fordi hendes stemme ikke egner sig til talefilm, er præcis så charmerende, at den oprindelige film stadig vises jævnligt på tv. Den har dejlige sang- og danseoptrin, og især de sidste fungerer i Nyborg perfekt i Peter Friis’ elegante og poetiske koreografi. Han ved præcis, hvad han kan byde sit ensemble, og sammen med scenografen Malene Højme Ilskov har han valgt en række rekvisitter, bl. a. et sted mere end et dusin rulleborde, der virker storartet. Også Mai Strøbechs kostumer er velvalgte, og sikke et arbejde det har været at fremstille så mange forskellige og farvestrålende.
Sammen med instruktørerne er de formentlig også ansvarlige for en elegant stumfilm, hvis mellemtekster smart vises på et bræt under scenen, og der er mange andre fine indfald og sjove ideer, der hæver stemningen. Bl.a. er alle stumfilm i sort/hvid, mens talefilm er i farver.
Jesper Trolle synger et par dejlige numre, og Jens Jepsen er en morsom, om end ind imellem lidt overdreven, Cosmo Brown, så der er masser af gode ting at sige om ’Singin’ in the rain’, men musikken og solistsangen hos de to hovedrollehavere er ikke på toppen.
Anton Holten Lambert og Signe Bækkelund som Don Lockwood og Kathy Selden.
Mads Lundes orkester spiller muligvis rigtig fint, men i så fald slap det ikke ud til os, fordi balancen mellem instrumentgrupperne svigtede; og Signe Bækkelund og Anton Lambert danser fint og spiller godt skuespil, men deres stemmer tåler ikke helt de moderne mikrofoner, der er forfærdeligt afslørende. De har sangtalent, men det skal pudses af, før det rækker til så store roller, selv om de synger rent nok.
Vi må ikke glemme, at samtlige 200 medvirkende er amatører, og at det er imponerende, hvad de præsterer. I nogle år er man blot ikke blevet mindet om det.
Vejret er ideelt til en tur på Volden, og den skal man naturligvis ikke snyde sig selv for, for det er altid en fin oplevelse.
’Singin’ in the Rain’ spiller frem til 11. august.
Direktøren stjæler billedet i Odense Sommerrevy, der falder i to meget forskellige halvdele – heldigvis er den sidst suverænt den bedste, så man har følelsen af at have haft en stor oplevelse
Odense Sommerrevys bedste nummer er til hest
Odense Sommerrevy har i sin tredje sæson på den romantiske skoveng i Fruens Bøge oprustet med Bodil Jørgensen og Niels Olsen, og det har stimuleret billetsalget kendeligt – men det er direktør Lars Arvad selv, der tager de vigtige stik hjem, ligesom Vicki Berlin også gør det fint og Thomas Mørk som altid er pålidelig.
I teltet, der udgør den dejlige kulisse, får revyen en lovende start, der lægger op til en skøn aften, hvor ’Fanden er løs’. Fortsættelsen er et meget veloplagt intermezzo, ’En snak med chefen’, som er Bodil Jørgensens bedste nummer i en forestilling, hvor hun tekstmæssigt er udsultet, mens det er indledningen til en aften, hvis Lars Arvad går helt til tops som revykunstner. ’Alle drenge er glade for piger’ med Thomas Mørk er en kommentar til trenden med at dele lovlige som ulovlige billeder og videoer på Otto Brandenburgs ’Susanne, Birgitte og Hanne’. God ide, men kun lige i orden på tekstsiden.
Lars Arvad tv er nærmest lykkelig, som Thomas Mørk konstaterer
I resten af første afdeling veksler gode ideer i halvsvag udførelse med enkelte træffere i form af først sketchen ’Nærmest lykkelig’, hvor pointen er så godt maskeret, at selv om man kender den, serverer Arvad den overrumplende; og tæt på aktens slutning ’En klar maskering’ om regeringens maskeringsforbud, der er umuligt at få hoved og hale på, og hvor en elefanthue må være lovlig at bære for en bankrøver, for det sker jo under udførelsen af hans erhverv.
Flere numre går på kendt formel. ’Det brænder’ er næsten en gentagelse af en gammel Giro 413-favorit med Kai Holm, der dog har fået en up-to-date-pointe, mens ’Den kære pension’ er en af de traditionelle fejltagelser, hvor sønneke misforstår sine forældre og tror, at de taler ulækkert, men de taler om deres pension. Problemet med Niels Olsens søn er, at han kun taler chokeret, mens personen i de bedste udgaver ville bidrage til misforståelserne med sine egne udsagn.
En Olsen-bande-sketch, inspireret af Axel Strøby og Ole Ernst, er for umorsom, og det samme gælder nummeret om Anders Samuelsen og hans ministerbil.
Finalen på første akt er ganske tankevækkende. 68-flipperne synger om, hvor fantastisk verden vil være i 2018, når deres idealer har sejret, og der er fred og ligestilling på hele Jorden.
Revyens bedste nummer
Efter pausen indledes med revyens i særklasse bedste nummer, ’Højt til hest’. Det har mening i at understrege det meningsløse i, at DF insisterede på at genoprette et ridende politi, som end ikke politiet ønskede. Det har alle fem skuespillere på scenen med hestekostumer, som de trakterer så godt, at man næsten føler, at hestene er levende. Desuden har instruktøren og koreografen Joy-Maria Frederiksen lavet en ren rideskolekoreografi, der lige så elegant glider over scenen sammen med den veloplagte tekst og den fine, rytmiske musik. Det er mageløst.
Vicki Berlin som Camilla
Derefter går det på højeste gear. Vicki Berlin har perfektioneret sin figur Camilla, så man hulker af grin; et sportshold forsøger at finde ud af, hvad man kan sige, hvis ’store patter’ er for sexistisk; Vicki Berlin er en åbent kommenterende kirurg, der fortæller sportsreporteren Thomas Mørk, hvorfor dagens operation endte dødeligt, og hvordan man vil sikre sig næste gang; ’Fyrværkeri’ er desværre en alt for tæt-på gentagelse af et nummer fra ’Tam-tam i Tivoli’, så Bodil Jørgensen og Niels Olsen er på uriasposter der, men vi er hurtigt tilbage på øverste hylde, bogstavelig talt, i ’En køn handel’, der formentlig hver anden dag vil hedde ’en køn hundel’, da det beskriver, hvordan Harald/Hanne Nyborg hver anden dag er maskulint og feminint præget af ’handymen’ og ’hundykvinder’!
Lars Arvad i aftenens bedste monolog
Aftenens bedste monolog er Lars Arvads ’En barnedrøm’, der er såvel rørende som morsom og tankevækkende. Hvad hjælper det, at man når frem til at realisere sin drøm om at blive togfører, hvis togene i mellemtiden er blevet førerløse! Nummeret har mange forskellige former for komiske indslag, og ind imellem minder Arvad lidt om Dirch Passer, når han underspillede allermest effektivt.
’Løkke Bingo’ gælder udlodning af statsinstitutioner til Provinsen og slæber af, mens Niels Olsen og Vicki Berlin som hhv. Donald Trump og Kim Jong-Un glimrende fortæller om deres fælles skæbne, at blive misforstået – samt om den risiko, der er ved at lægge verdens skæbne i ’knapperne’ på sådan to personer.
’Rummelig’ er et af eksemplerne på, at tekstforfattere i Danmark tilsyneladende mener, at Bodil Jørgensen skal anvendes som ældre og let sexfikseret. Nummeret falder helt til jorden, og så gælder det de fynske gøglere, Thomas Mørk, Vicki Berling og Lars Arvad, der har tabt lidt ved ikke at have så fint et emne som brunsvigeren at beskrive.
En revy med store udsving i kvaliteterne, men med tilstrækkeligt mange topnumre til at være varmt anbefalelsesværdig – især for at opleve Lars Arvad og Vicki Berlin.
