17. november, 2023

’Hannah Arendt – at se i mørke’ på Odense Teaters Værkstedsscene er såvel dramatisk som tidløst tankevækkende. Rhea Lemon har begået en genistreg med sit manuskript

 

Kan filosofi fremstilles, så den såvel bliver dramatisk som tankevækkende? I biograferne oplever man det for tiden i ’Oppenheim’. På teater kan man på Odense Teaters Værkstedsscene nyde ’Hannah Arendt – at se i mørke’ og opleve at få åndenød over begivenhederne på scenen samtidig med, at man bagefter har sindslige oplevelser med på livstid.

Hannah Arendt var et af verdens klogeste mennesker. Hun tog udgangspunkt i, at hun var jøde, ’og når en jøde bliver angrebet, må han/hun svare som en jøde’; men hun var samtidig så klog, at hun ikke bare forsvarede alle jøders handlinger, og hun kæmpede hele livet for at forstå holocaust – hvordan kan helt almindelige mennesker pludselig være med til at slå en hele race ihjel?

Thea Lemons dramatisering af dele af Hannah Arendts liv er fremragende, en lille genistreg. Hun har haft en hård opgave, for Arendts liv var fuldt af begivenheder og stridigheder, som kunne have været med i forestillingen på en eller anden måde. Tænk blot på, at Arendt har inspireret til langt over 1000 bøger; at der er lavet flere film om hende og det, hendes synspunkter inspirerede til; at der siden 2017 er udgivet et tidsskrift, der udelukkende beskæftiger sig med hende og hendes tankegods, og at hun blev ildeset blandt de fleste jøder pga. sine kompromisløse synspunkter.

Hun levede 1906-75 og var derfor en meget aktiv debattør og forfatter, da nazisterne kom til magten i Tyskland. Hun havde allerede skrevet væsentlige bøger om moral og stod i forhold til den meget ældre filosof Martin Heidegger. Nu blev hun chokeret over nazisternes synspunkter og fremfærd, skrev åbent om det og blev derfor anholdt i 1933.

Teaterstykket har en spinkel ramme i, at hun kommer til København for at få overrakt Sonningprisen i 1975, men fortiden jager hende uafladelig, og første del af hendes mareridt handler om arrestation og forhør i 1933. Hun havde været fængslet en uge, før hun slap fri takket være en ung officer, som formentlig blev overvældet af hendes tanker og talegaver. Sådan fremstilles det også i stykket.

Hun flygtede til Paris via Tjekkoslovakiet og Schweiz og blev i Frankrig leder af en organisation, der bragte jøder i sikkerhed fra Tyskland – en kvindelig Pimpernel Smith (har man ikke set denne film med Leslie Howard, kan man stadig købe den).

Ved oprettelsen af Israel i Palæstina kommenterede hun, at de allierede nok skulle vinde krigen i Palæstina, men at Israel ville få en fjende for altid – og spørg nu bare, om det var profetisk. Stykket beskæftiger sig ikke med, at Israel uforklarligt næsten altid har behandlet palæstinenserne næsten, så de ikke har haft en fremtid, men det er en anden sag, der egentlig intet har med jødedommen at gøre.

Da nazisterne overtog Frankrig, blev hun og hendes mor interneret under nedværdigende forhold. Overrumplende var det som i teaterstykket det kaos, der opstod, der gjorde det muligt at stjæle de papirer, der betød løsladelse.

Derefter flygtede de til Montauban, hvis borgmester skjulte folk på flugt og skaffede dem ny legitimation. Det lykkedes mirakuløst at undslippe til USA via Portugal. Her lærte hun sproget ved i to måneder at opholde sig hos en amerikansk familie. Hun kom hurtigt i gang med at skrive igen. I første omgang blev hendes tekster oversat fra tysk, men siden kunne hun også skrive på engelsk.

Hun dækkede i 1961 processen mod Adolf Eichmann for The New Yorker, og da hun inddrog perspektiver om ikke mindst de rettigheder, en anklaget altid har, blev det kontroversielt. Ikke mindst, da hun fulgte op med bogen om ’Eichmann i Jerusalem’

Det fører til Forestillingens lykkeligste greb. Anklageren i Jerusalem tager fat om Arendt, og pludselig er det mere hende end Eichmann, der er på anklagebænken i en voldsom scene.

 

Den kæderygende Arendt fremstilles blændende af Ina Miriam Rosenbaum. Hendes mand Heinrich Blücher – i øvrigt den anden, den første optræder slet ikke – af Benjamin Kitter, der også kan hoppe ud af denne rolle og være Gestapo-officer. Den tredje på scenen er Klaus T. Søndergaard, der på forskellig måde er hendes djævelens advokat, til han til slut er Eichmann.

Trioen kan ikke være bedre i Anna Zacho Søgaards instruktion, en vel gennemtænkt scenografi af Lisbeth Burian, med musik af August Rosenbaum og koreografi af Alma Toaspern.

’Arendt – at se i mørke’ spiller frem til 10. oktober, afbrudt af et kort gæstespil i København. Alle bør opleve det, men har du ikke billet endnu, haster det med at blive skrevet op til afsagte billetter, for hver eneste i hele perioden er solgt, og i vore dage har skuespillere ikke tid til ekstra forestillinger.

Posted in Anmeldelser, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »