Indlæg juni, 2018

Fest og farver, men lidt fattige ord

lørdag, 2. juni, 2018

Sønderborgrevyen 2018 har en lækker scenografi, hvor orkestret er smart integreret i forestillingen. Humøret er højt og skuespillerne veloplagte, men tekstsiden mangler mere end normalt

Sønderborgrevyens ensemble 2018. Foto: Stefan Kragh.

Da tæppet går for årets Sønderborgrevy, får man næsten gåsehud af begejstring over den måde, scenograf Klaus Kristensen har fået indbygget orkestret i scenen med kulisser i indbydende pastelfarver.

Næste overraskelse er et gensyn med Helge Kjærulff Schmidts rumsterstang fra 2. Verdenskrig. Den bærer budskabet om, at vi alle er i samme båd, og det er et fint indfald at vende det om: I dag drejer alt sig om mig, mig, mig. Heraf revyens titel: Før var vi alle i samme båd.

Et programmøde i det sparetruede DR lader sig også høre, før vi får aftenens bedste grin i ’Vuggevise’ med Asger Reher og Jeanne Boel. Vi skal ikke røbe pointen, men bare slå fast, at hvad har vi danskere dog ikke fået ud af Barnaby.

Vuggevise. Foto: Stefan Kragh.

Udflytningen af statsinstitutionerne får endnu en behandling i ’Fynsk er fint’ om Dansk Sprognævn i Bogense – så at sige sønderjyder på udebane! Asger Reher og Lone Rødbroe er så fynske som Lasse & Mathilde selv.

Derefter dykker niveauet pludselig, endda med en Carl-Erik Sørensen-tekst, der  i såvel tekst som musik er en præcis klon af Jørgen Rygs gamle nummer ’Pyt’, som det ikke er stærkt nok til at smyge af sig, og ’Mandekassen’ er et fortærsket og ikke særlig morsomt behandlet tema – især, da mange mænd – udenfor Sønderjylland, måske – ikke har noget imod at være med til at købe ind.

holdet2018_3

Revyen er bedst, hvor den hviler på skuespillernes store spillelyst, som i den grad kommer til udtryk i ’Samtykke’, hvor Metoo-kampagnen har ført til, at ægtemanden, Karsten Jansfort, efter 25 års ægteskab stadig vil afkræve sin sexoplagte kone, Jeanne Boel, en samtykkeerklæring – og den skal være skriftlig – før det bliver muligt at hengive sig i drifternes vold.

Første akt afsluttes med begivenhederne i Asserballe. Ofte har revyens problem været, om Asserballe og Thorleif var morsomme nok eller kun virkede for et indforstået publikum i Asserballe og omegn. I år fungerer Asserballe ikke, og mod slutningen af anden akt er Karsten Jansfort på en grim opgave, som han kæmper loyalt for at løse, som Ragnhild Margrethe med genbrug af gamle Thorleif-brokker og umorsomme nye indfald. Mon ikke det vil være en god ide for det nye direktørpar at skrotte de to emner og finde på en ny egnsret?

Igen i anden akt er de bedste numre dem, der hviler mere på energi end på tekster, fx i det næsten surrealistiske ’Duo Inferno’ med Lone Rødbroe og Jansfort.

Rødbroe har den varme afskedshilsen til Prins Henrik, som synes obligatorisk i denne sommer, mens Bjarne Antonisen ligner Anders Samuelsen så meget og synger Thomas Pakulas fine musik så godt, at med en bedre tekst kunne ’Oppe i træet’ have været det perfekte nummer. Nu er det bare godt.

Måske var forventningerne til det, der var Årets Revy 2017, skruet for højt op, men det er aldrig spildt at være til Sønderborgrevy, og man får grinet meget i aftenens løb.

 

 

 

Kategori Anmeldelser | Ingen har kommenteret »