Indlæg markerede med søgeord ‘teater’

Ronja Røverdatter er en enestående poetisk og morsom juleforestilling

fredag, 11. november, 2022

Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet

 

Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)

– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.

Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.

Ronja og Birk

Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.

 

Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)

De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.

Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.

Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.

Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.

Juleforestillinger

Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.

Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.

Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!

Unik musik

Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.

Instruktion i top

Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.

Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.

Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Odense Teater: Anna Sophie Hedvig

lørdag, 8. september, 2018

Mange fine præstationer i en opfindsom ramme

 

John i gang med sit oprør under det stiliserede middagsselskab /(foto: Emilie Therese).

John i gang med sit oprør under det stiliserede middagsselskab /(foto: Emilie Therese).

 

Havde der været en 2. Verdenskrig, hvis Hitler var blevet myrdet? Havde Den Spanske Borgerkrig fundet sted, hvis Franco var blevet myrdet? Havde det været frihedskamp, mord eller terrorisme, hvis en eller anden havde gjort det? Er det med andre ord ind imellem en rosværdig ting at slå ihjel, og hvad skal man sige om dem, der har dræbt Olof Palme og John F. Kennedy?

Kjeld Abells ’Anna Sophie Hedvig’ er skrevet i 1938, dvs. mellem Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig, og det udstiller problemet ved ikke at tage stilling; at være neutral, selv om man evt. misbilliger forskellige handlinger. Til gengæld ødelægger man ikke et blomstrende erhvervsliv med aktiv stillingtagen, og man bliver ikke selv indblandet i konflikter.

Anna Sophie Hedvig er en uanselig lærerinde i Provinsen. Tilsyneladende uden følelser udadtil, men i sit indre et buldrende bål af meninger og angst. Hun tager konsekvensen af, at en kollega vil kunne ødelægge den skole, hun er på, og myrder hende.

Hun flygter til familie i København, hvor man tager imod hende, fordi det gør man med familie, og i et middagsselskab, hvor politiske emner kommer op, fastslår direktør Hoff, Claus Riis Østergaard, at ingen har modet til at slå ihjel – ikke i civiliseret selskab som deres i hvert fald.

Her reagerer Hedvig, da hun fastslår, at hun kan og har gjort det, og hun fortæller i flashbacks hvordan. Samtidig har vi bevidstheden om, at bagest på scenen står, fysisk eller imaginært, en frihedskæmper, der er dømt til døden for at have fulgt sin overbevisning. Hans og hendes situation paralleliseres.

Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)

Selskabet og familien opløses dramatisk på samme måde, som det sker i adskillige af Abells skuespil med borgerskabets selskaber. Alle tvinges til at tage stilling. Sønnen John, Mathias Sprogøe Fletting, beundrer Hedvigs handling, som hun tager konsekvensen af, og gør op med sin far, fint spillet af Anders Gjellerup Koch. Fokus skifter flere gange. Fra Hedvig til direktørerne til sønnen og endelig til moderen, Githa Lehrmann, der på klassisk vis har forsøgt at holde sammen på familien ved ikke selv at tage stilling, men hele tiden at glatte ud.

 

 

Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (Foto: Emilie Therese).

Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (Foto: Emilie Therese).

 

 

Det er i virkeligheden Abells største kup at lade hende springe ud som en kvinde med stærke holdninger, som blot skal tvinges ud af uundgåeligheden – men de er der.

I nutiden kender vi ikke den slags selskaber, som Abells personer er en del af, så instruktør Jacob Schjødt og scenograf Peter Schultz har stiliseret dem. Et langt tværbord, en trappe, et par døre og en meningsgivende, varierende lyssætning af Simon Holmgreen og Elroy Simonsen giver rummet med spisebordet og livet omkring det.

Handlinger følges af overdrevne lyde, ordineret af Ditlev Brinth, som når der på en tegneseries billeder står ’Pow’, ’Woumm’ etc. Det forhindrer, at der er for meget fokus på et historisk fænomen, og får publikum til at koncentrere sig om det væsentlige, men tag ikke fejl – trods sit indhold er stykket fuldt af humor, rappe replikker og overraskende indfald af bipersoner.

Abell kendte teatrets virkemidler ud og ind og vidste, hvordan man trods emner, der drejede sig om selve livets mening, kunne fastholde og underholde publikum. Det er en forestilling med mange lyse indslag, og den er afkortet til knap to timer, der flyver af sted.

Natali Vallespir Sands Anna Sophie Hedvig er udramatisk. Hun udfører sin (u)dåd, kræver ikke andres bifald eller stillingtagen, men handler efter sin egen samvittighed og tager konsekvensen uden at ville have medfølelse. Hun er mindre skarpt tegnet end tidligere udgaver, men dermed på behagelig vis ikke heroiseret unødigt. Vi er jo ikke meget for at have folk til at gå rundt og myrde, selv om det kan synes berettiget.

Dermed bliver fokus også det, Abell ønskede: At man skal tage stilling og gøre det, før det er for sent. Hvis alle tager stilling, behøver man formentlig slet ikke at myrde, men kan ordne tingene med demokrati og anstændig opførsel.

Af sted til Odense Teater, og husk at tage stilling. Ikke ved at sige, at denne konflikt ikke er aktuel, for der er masser af lignende i dag, og under alle omstændigheder skal man tage stilling til, i hvilken udstrækning man tør, ønsker at og vover at tage stilling, at blande sig.

Anna Sophie Hedvig spiller sidste gang 27. september.

Tags:
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Teater | Ingen har kommenteret »


Spændende 2013 forude

onsdag, 2. januar, 2013

2013 tegner meget spændende.

Der er masser af opgaver at løse:

Den daglige dækning af golfnyheder på golfonline.dk som formentlig bliver kraftigt fornyet i årets løb, så GO ikke kun er et nyhedsmedie, men på en række områder gør sin indflydelse gældende i dansk golf fra top til bund.

Golfbladet, hvor Ruder 7 skal levere mere stof end nogensinde rækkende fra golfhistorie over banebesøg og rejser til den faste spalte for golfere, der også spiller bridge.

Golfmagasinet med en stor, historisk artikel i hvert eneste nummer.

Dertil stof til DRs Danmarksmester, hvor ti nye, spændende ruter skal fremstilles.

For ikke at tale om arbejdet for Odense Symfoniorkester, først og fremmest i forbindelse med Pro Musica koncerterne.

Kulturstoffet til kjavis.dk skal passes, og så er der involvering i fx Kirsebærfestivalen og arbejdet omkring Kertemindes købstadsjubilæum (600 år).

Der bliver nok at se til.

Tags: , , ,
Kategori Generelle nyheder | Kommentarer lukket til Spændende 2013 forude