8. september, 2018

Mange fine præstationer i en opfindsom ramme

 

 

Havde der været en 2. Verdenskrig, hvis Hitler var blevet myrdet? Havde Den Spanske Borgerkrig fundet sted, hvis Franco var blevet myrdet? Havde det været frihedskamp, mord eller terrorisme, hvis en eller anden havde gjort det? Er det med andre ord ind imellem en rosværdig ting at slå ihjel, og hvad skal man sige om dem, der har dræbt Olof Palme og John F. Kennedy?

Kjeld Abells ’Anna Sophie Hedvig’ er skrevet i 1938, dvs. mellem Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig, og det udstiller problemet ved ikke at tage stilling; at være neutral, selv om man evt. misbilliger forskellige handlinger. Til gengæld ødelægger man ikke et blomstrende erhvervsliv med aktiv stillingtagen, og man bliver ikke selv indblandet i konflikter.

Anna Sophie Hedvig er en uanselig lærerinde i Provinsen. Tilsyneladende uden følelser udadtil, men i sit indre et buldrende bål af meninger og angst. Hun tager konsekvensen af, at en kollega vil kunne ødelægge den skole, hun er på, og myrder hende.

Hun flygter til familie i København, hvor man tager imod hende, fordi det gør man med familie, og i et middagsselskab, hvor politiske emner kommer op, fastslår direktør Hoff, Claus Riis Østergaard, at ingen har modet til at slå ihjel – ikke i civiliseret selskab som deres i hvert fald.

Her reagerer Hedvig, da hun fastslår, at hun kan og har gjort det, og hun fortæller i flashbacks hvordan. Samtidig har vi bevidstheden om, at bagest på scenen står, fysisk eller imaginært, en frihedskæmper, der er dømt til døden for at have fulgt sin overbevisning. Hans og hendes situation paralleliseres.

Githa Lehrmann og Natali Vallespir Sand (foto: Emilia Therese)

Selskabet og familien opløses dramatisk på samme måde, som det sker i adskillige af Abells skuespil med borgerskabets selskaber. Alle tvinges til at tage stilling. Sønnen John, Mathias Sprogøe Fletting, beundrer Hedvigs handling, som hun tager konsekvensen af, og gør op med sin far, fint spillet af Anders Gjellerup Koch. Fokus skifter flere gange. Fra Hedvig til direktørerne til sønnen og endelig til moderen, Githa Lehrmann, der på klassisk vis har forsøgt at holde sammen på familien ved ikke selv at tage stilling, men hele tiden at glatte ud.

 

 

 

 

Det er i virkeligheden Abells største kup at lade hende springe ud som en kvinde med stærke holdninger, som blot skal tvinges ud af uundgåeligheden – men de er der.

I nutiden kender vi ikke den slags selskaber, som Abells personer er en del af, så instruktør Jacob Schjødt og scenograf Peter Schultz har stiliseret dem. Et langt tværbord, en trappe, et par døre og en meningsgivende, varierende lyssætning af Simon Holmgreen og Elroy Simonsen giver rummet med spisebordet og livet omkring det.

Handlinger følges af overdrevne lyde, ordineret af Ditlev Brinth, som når der på en tegneseries billeder står ’Pow’, ’Woumm’ etc. Det forhindrer, at der er for meget fokus på et historisk fænomen, og får publikum til at koncentrere sig om det væsentlige, men tag ikke fejl – trods sit indhold er stykket fuldt af humor, rappe replikker og overraskende indfald af bipersoner.

Abell kendte teatrets virkemidler ud og ind og vidste, hvordan man trods emner, der drejede sig om selve livets mening, kunne fastholde og underholde publikum. Det er en forestilling med mange lyse indslag, og den er afkortet til knap to timer, der flyver af sted.

Natali Vallespir Sands Anna Sophie Hedvig er udramatisk. Hun udfører sin (u)dåd, kræver ikke andres bifald eller stillingtagen, men handler efter sin egen samvittighed og tager konsekvensen uden at ville have medfølelse. Hun er mindre skarpt tegnet end tidligere udgaver, men dermed på behagelig vis ikke heroiseret unødigt. Vi er jo ikke meget for at have folk til at gå rundt og myrde, selv om det kan synes berettiget.

Dermed bliver fokus også det, Abell ønskede: At man skal tage stilling og gøre det, før det er for sent. Hvis alle tager stilling, behøver man formentlig slet ikke at myrde, men kan ordne tingene med demokrati og anstændig opførsel.

Af sted til Odense Teater, og husk at tage stilling. Ikke ved at sige, at denne konflikt ikke er aktuel, for der er masser af lignende i dag, og under alle omstændigheder skal man tage stilling til, i hvilken udstrækning man tør, ønsker at og vover at tage stilling, at blande sig.

Anna Sophie Hedvig spiller sidste gang 27. september.

Søgeord: teater
Posted in Anmeldelser, Generelle nyheder, Teater | Ingen har kommenteret »