I 1986 var ’Jul på slottet’ en slags gennembrud for TV-julekalendere. Den var skrevet af Finn Henriksen og den danske Mr. Julekalender, Martin Miehe-Renard, men det mest opsigtsvækkende var, at DR havde bestilt symfonisk musik hos Bodil Heister, og det hævede det musikalske niveau flere grader. Hvem kender ikke stadig ’Det’ sørme, det’ snart, december’, ’Drillesangen’, ’Bagesangen’, ‘Alkymistsangen’ etc.
Der er masser af nisser på slottet (foto: Lasse Skov)
I år er ’Jul på slottet’ Nyborg Voldspils julegave til publikum, og den er helt overdådig. Der synges og spilles brillant. Skuespillet er veloplagt og fint timet i Patrick Terndrups instruktion, koreografien er i debutanten Anna Gjerløffs udgave flot, munter og tilpasset de enkeltes kunnen – på et tidspunkt får vi sågar en nisseballet med seks herlige børn; kostumerne er farverige og fremragende, som de er skabt af Jannie Lindhard, men det helt store kup er scenografien, som Louise Dencker står for.
Der arbejdes på at fremstille guld (foto: Lasse Skov)
Scenen kan ’alt’. Den kan skifte fra slot til et værksted, hvor alkymister fremstiller guld, på øjeblikke; eller på samme måde fra streng kulde til varm sommer, og den er imponerende afvekslende.
Handlingen har mange strenge. Fredsslutningen i en krig, der vil ske på barske betingelser, bl.a. fordi der er en forræder på spil; kærlighedshistorien mellem prinsesse Miamaja og jægeren/prinsen Valentin; nisserne, der ved kongens afskaffelse af julen risikerer at forsvinde; kongen, der skal på ekstrem slankekur; guldet, der forsvinder midt i det hele; og meget mere.
Nisseballet (foto: Lasse Skov)
Rygterne er ilet forud, så der er så godt som udsolgt, men hvem, der ikke har billetter endnu, må skynde sig at få det; evt. med børn og børnebørn som alibi for at komme til en dejlig forestilling midt i en tid, hvor der er trusler nok i verden.
Trio con Brio er et af verdens fineste klaverensembler. Det består af pianisten Jens Elvekjær og to søstre fra Korea, violinisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong, som er gift med Elvekjær. De tre mødtes i Wien og dannede trioen i 1999.
Trio con Brio (foto: Nikolaj Lund)
Trioen lever og ånder for kammermusik på højeste plan og alle de former, den kan antage. Det får de bl.a. lejlighed til at eksperimentere med i den årlige kammermusikfestival på Lundsgaard, hvor hvert år har sit tema – i 2024 ’tid’ og i år ’strømninger’, begge dele i et væld af sammenhænge, som et trofast og positivt publikum år efter år kommer tilbage for at opleve.
I 2024 oplevede man således et musikstykke uden musik, og i år bliver et vigtigt indslag et musikstykke, skrevet ved brug af Artificial Intelligence. Vil det vise sig at være udødelig kunst? Eller vil det savne den inspiration og beåndelse, som en komponist af kød og blod videregiver?
Det er 11. gang, Trio con Brio laver festival på Lundsgaard, hvert år med inviterede gæster, som trioen er sikre på vil gå entusiastisk ind på at spille sammen i nye sammenhænge, der udforsker kammermusikkens væsen og forsøger at udvide grænser. Det har de ekstra muligheder for at gøre, fordi de ikke kun spiller i trioen. Søstrene spiller i DRs symfoniorkester, og Elvekjær er klaver- og kammermusikprofessor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Jens Elvekjær (Foto: Dejan Bulut)
– At vi arbejder på så mange områder gør, at vi skal planlægge år fremover for at få kalenderen til at passe, og den skal også passe med de mange gæster, vi inviterer.
– Vi inviterer musikere, som vi møder i forbindelse med vores koncerter rundt i verden, og vi har et kæmpe netværk, fortæller Jens Elvekjær forud for dette års festival, som finder sted 7-10. august, og hvor man begiver sig ud på det dybe vand på mange måder i udforskningen af strømninger sammen med kolleger i en slags ’sommertænketank’.
De er aldrig druknet, for tingene er gennemtænkt og klargjort. Strømninger kan fx såvel være bevægelser i vand som kulturelle strømninger, strømninger i tid eller sted, strømninger fra et sted til et andet.
– Nogle værker er lidt skøre, men kan så præcis give mening i tematisk sammenhæng, forklarer Elvekjær, der er Danmarks første Steinway-pianist.
For at få det fulde udbytte af festivalen er det en god ide at overvære de ’hjørner’, hvor Esben Tange diskuterer de temaer, der udforskes, med kunstnerne.
Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)
– Jeg er spændt på, hvordan det vil forløbe med inddragelsen af det trestrengede tyrkiske instrument kemenche, fortæller Elvekjær. Kemenche er et folkemusikinstrument, der ikke mindst indgår i sigøjnermusik og som kan høres i koncerten med Zigeunerweisen lørdag aften og slutkoncerten søndag, trakteret af Nagme Yarkin.
En anden nyhed er samarbejdet med skuespilleren Søren Sætter Lassen, der har læst teksten til ’Den lille Prins’, ledsaget af musik. På Lundsgaard læser han H. C. Andersens ’En digters bazar’, ledsaget af musik af Liszt, Mendelssohn, Lymbye, Sjostakovitj, Ligeti, Strauss, Kreisler, De Falla og mange flere.
Kammermusikfestival på Lundsgaard (Foto: Birgit Tengberg)
Trio con Brio har optrådt i Kerteminde også før kammermusikfestivalen. De gav koncerter i Birgit Tengbergs koncertrække på Johannes Larsen Museet, og de har altid været elsket af publikum. Det gør det lettere for dem at kaste sig ud i nye eksperimenter, fordi publikum altid accepterer dem og ikke bare kommer for at høre ’almindelige’ kammermusikkoncerter, men er tiltagende nysgerrigt.
Dermed er der blevet mulighed for ikke blot at komme ud i det kendte repertoire, men også at bestille originale værker hos nutidige komponister med støtte fra diverse fonde, for hvem musikudvikling også er vigtig.
Trioen har spillet i alle verdens største musiksale: Carnegie Hall, Lincoln Center, Wigmore Hall, Elbharmonie Hamburg, Concertgebouw i Amsterdam etc., og deres pladeudsendelser har modtaget et væld af priser og udmærkelser, bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Nielsen Award.
Der er kun få billetter tilbage til koncerterne i årets festival, der ud over de nævnte indslag også har en vandringskoncert, hvor man kommer til at gå ca. 2 kilometer for at få alt med, og en natkoncert i Kerteminde Kirke fredag kl. 22.
Hold da op, hvor det går over stok og sten på Nyborg Vold, når ’Vi maler byen rød 2 – the Musical’ går over scenen med 24 veloplagte, velsyngende og velspillende medvirkende på scenen.
Den første ’Vi maler byen rød’ fra 2010 er i mellemtiden blevet Danmarks mest opførte teaterforestilling fra dette årtusinde. Den vil få hård konkurrence af denne musical, der har større eller mindre uddrag af godt 30 melodier fra dansk og internationalt Melody Grand Prix, så størstedelen af publikum kender dem.
Handlingen kan man roligt glemme. Den er ulogisk og ifølge instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Mansachs inspireret af tidligere tiders tv-serier som ’Dollars’og ’Dallas’, men pyt. De var også populære, selv om deres handling ikke kunne stå for en prøvelse, og så havde de ikke engang den livsglæde med dejlig musik og dans, som vi her får i rigt mål – mens vi går fra en rigmandsbegravelse i Rungsted til Mallorca inklusive en grisefest.
Simon Skytte (foto: Lasse Skov)
Det er utroligt, så mange der får fokus på sig med sange, der ikke alle er lige enkle, men ingen falder igennem, og koret fungerer perfekt. Vi kunne nævne en stribe forskellige, der leverer fine sangpræstationer, men lad os nøjes med en enkelt: Det er stensikkert, at vi fremover kommer til at høre meget mere fra Alisha Mae Williamson Meadows.
Alisha Mae Williamson Meadows (foto: Lasse Skov)
Forestillingen virker næsten som ét stort optrin, så der har virkelig været brug for Maria Kronborgs koreografi, der har taget hensyn til de enkeltes stærke og svagere sider, så man aldrig opdager de svage.
Desuden tilgiver man alt, når scenografien fungerer, og det gør den, skabt af Louise Dencker Rasmussen, ned til de mindste detaljer, fx blomsterne på murene.
Grisefest på Mallorca (foto: Lasse Skov)
Orkestret under Thomas Korhonen står for lutter vellyd, og publikum kan ustandselig ikke holde sig fra at synge med, og det er også meningen.
Premierepublikum fik en ekstra oplevelse, da Nyborgs borgmester Kenneth Muhs brød ud i sang og fik publikum til at følge efter. Han kan sagtens få en plads i en fremtidig forestilling, når han ikke er borgmester mere.
Forestillingen spilles sidste gang 9. august, og så må vi håbe, at alle med sans for munter sang og livsglæde har været på Volden. Hvert år forbløffes man over, hvad ensemblet dog kan.
I sine to første udgaver har Aarhusrevyen været et sandt overflødighedshorn: Musik og sang leveret med baggrund i fire fremragende musikere og to lige så glimrende syngepiger på en overdådig scene, hvor man kan spille revyens numre fra små intimrum til de helt store omgivelser med fine kostumer og i en fantasifuld lyssætning. Man kan ikke andet end at blive i godt humør fra første tone, når det hele fortsætter i år i Tivoli Friheden i Aarhus.
Tempoet i ‘Smilets Revy’ er overdådigt fra først til sidst i Birgitte Næss-Schmidts instruktion, og det er kraftigt medvirkende til, at man passerer forbi en del svage tekster uden næsten at opdage det, fordi man er i så strålende humør. Desuden er der en del glimrende numre. Bedst af alle potpourriet ’Hjælp Aarhus’ som fint anbragt sidste nummer før pausen.
Hurra for Vase og Fuglsang
I det giver de medvirkende prøver på deres parodiske evner, mens man gennemgår trafikkaosset i den jyske hovedstad. Vase og Fuglsang, der har kontor i Aarhus, har skrevet den urkomiske tekst med de mange overrumplende skift, og parodier er jo en spidskompetence for såvel revyens ejere, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, som Troels Malling, Carsten Svendsen, Szhirley og Lone Rødbroe, så her har vi det perfekte revynummer.
Et lige så perfekt, men i en anden genre, er ’Uden regning’, også af Vase og Fuglsang, skrevet over Peter Bellis rørstrømske ’Ingen Faktura’, men ætsende rigtigt i sin udpegning af USA og Danmarks indbyrdes forhold for tiden. Flot set – flot skrevet. En genistreg.
Minsandten om ikke også ’Sejtsiing’, et tredje højdepunkt, er af Vase og Fuglsang. Med super komik viser det farene ved at spørge en sand aarhusianer om vej.
Og så er også revyens fjerde kulmination skrevet af Vase & Fuglsang om Danmarks hemmelige våben, kvinder i overgangsalderen. Lone Rødbroe er en vulkan af humor i camouflagedragt, og begynder vi at indkalde denne gruppe til den danske hær, kan alle andre godt lægge sig.
Resten af revyen
Der er andre fine numre, fx ’Hæklesangen’ med Rødbroe og Astrid om, hvordan den ædle aktivitet kan virke som vredesaflader; mødet i selvmordsklubben, der forståeligt har vigende medlemstal, man da stadig har Troels Malling, Christine Astrid og Carsten Svendsen;
’Mental Load’, som er en fin duet af Szhirley, der endnu engang vokser som revyskuespiller, og Mikkel Schrøder. Al musikken er af Richard Rodgers, så man nynner med hele vejen; Kasper Gattrups ’Multitasking’, som vel er godt ved første møde, men selv så jeg det for fjerde gang på ni år, så nu må det snart holde pause.
Når man efter revyen mindes de enkelte numre, opdager man, at man i en vis udstrækning er blevet forført, for der er faktisk en del numre under middel; dårligst ’Jesus’. Det er mærkværdigt, som denne figur uden held optræder i revy efter revy. Måske, fordi det ikke er så morsomt endda, at Jesus siger ’fuck’ og den slags. Lad os glemme den svage side af revyen, som tempoet får os til at glemme.
Derfor er den måske nok til fire Amandaer, men ingen revy med så fabelagtige højdepunkter vil af mig få mindre end ….
Det er en halv snes år siden, at teaterselskabet Figaros og Den Ny Opera succesfuldt turnerede med deres afsindigt morsomme og selvlavede udgave af Gilbert og Sullivans ’Pinafore’, som ældre vil huske fra TVs opførelse med Lise Ringheim, John Price og måske især Jørgen Reenberg som admiralen med visen, der siden har været folkeeje.
Figaros og Den Ny Opera satte sig den gang – som nu – for at radbrække forestillingen ved at indsætte utallige danske melodier og et antal vitser og brandere, der netop ikke er så dårlige, at man ikke kan holde det ud. Nej, de mange lån får salens tilskuere til at juble og ligge flade af grin, og så der er der ovenikøbet adskillig interaktion med publikum, der elsker at give deres støtte til den moderniserede admiralsvise.
Den aktuelle ’Pinafore’ er endnu bedre end for ti år siden især, fordi der er masser af helt tidssvarende henvisninger. Desuden er det tydeligt, at ensemblet, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og den overlegent sikre pianist, på havets bund som i det ydre rum, Allan Dahl Hansen, har elsket at gennemarbejde forestillingen igen, så den fremtræder moderne.
Karsten Jansfort og Lisbeth Kjærulff
Og så kan de alle sammen synge – solo og i kor. Lisbeth Kjærulff er – igen – en utrolig oplevelse. Hun kan ikke bare synge en operaarie, så trommehinderne fryder sig, men i de forskellige ensemblenumre går hun hele tiden præcist igennem – helt op til det høje c, som tydeligt må være overvurderet, sådan som hun tager det ganske ubesværet.
Ensemblet kalder deres arbejde for ’respektfuld respektløshed’, og det er lige, hvad det er. Vi genkender en del af Pinafore, men accepterer de totalt gakkede ændringer i handling, musik og sted, før intrigen falder på plads, så den smukke og velsyngende Josephine kan få sin matros Ralph.
Pianisten Allan Dahl Hansen fungerer også i det ydre rum
Det lille ensemble spiller et hav af forskellige roller under vejs, ligesom vi møder R2D2, robotten fra Star Wars, i form af nilfisken NFD2; og det kan være sjovt for publikum at forsøge at huske dem alle sammen – og hvor de stammer fra – bagefter. En ny person er Erling Jørgensen, formand for den lokale teaterforening (dog ikke i turnebyerne), der får sagt et og andet om såvel teaterforeninger som turneteatret.
Forestillingen, hvis begavede scenografi turnerer landet rundt i et par måneder endnu, er en af dem, man MÅ se. Manuskript og sangtekster: Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Instruktion: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Musikalske arrangementer og musikalsk ledelse: Allan Dahl Hansen. Musik: Gilbert & Sullivan m.fk. Scenografi: Figaros. Kostumedesign: Nathalie Meldgaard. Scenisk konsulent: Jakob Næslund. Havfruer og aliens: Tilia Lund Hasselager og Victoria Lind. NFD2: Morten Chemnitz Kirches-Lindegaard. Lys og teknik: Anton Caleniuc Russo og Henning Amstrup. Film: Figaros og Kristian Jensen. Backingtrack: Søren Schwalbe. Produceret af Figaros og Den Ny Opera.
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
HMS Pinafore er på turné i hele landet til d. 27. april.
Siden 1904 har Giacomo Puccinis ’Madama Butterfly’ været elsket af et publikum, der har været grebet af den japanske geishas skæbne, fordi hun kun er legetøj for den amerikanske charlatan Pinkerton. Amerikanere svømmer i penge, så han køber et japansk hus inkl. geishaen Cio-cio-san Butterfly, som han gifter sig med. Begge dele er med en måneds opsigelse, som han udtrykker det. Kort efter drager han af sted og pålægger den amerikanske konsul at betale huslejen.
Sofiya Palamar og Chunxi Stelle Hu (foto: Anders Bach)
For Butterfly er det opfyldelsen af alt, hvad hun kunne drømme om. Hun konverterer til kristendommen og forbandes af sin familie, fordi hun lader hånt om dens traditionelle guder.
Da Pinkerton er taget af sted i sit flådefartøj, indretter hun sig på en ensom tilværelse med sin tjenestepige Suzuki. Fra sit hjem har hun udsigt over havet, og hver dag i tre år spejder hun efter det fartøj, der skal bringe Pinkerton tilbage. Hun har tilmed fået et barn, der bærer alle tegn på at være Pinkertons.
Til sidst har hun og Suzuki ikke flere penge til det daglige liv, men netop da vender Pinkerton tilbage. Nu med en amerikansk hustru, og da parret hører om barnet, beslutter de at tage det med til USA. Dermed er Butterfly frataget alt og begår selvmord.
Den Jyske Operas kor (foto: Anders Bach)
Et tema, som mange forfattere har brugt, og Puccini besluttede at komponere sin opera, da han havde set et teaterstykke af David Belasco i London. I første omgang blev det en eklatant fiasko, men efter at operaen var omarbejdet, så akterne fik en bedre indbyrdes balance, fik den stor succes ved relanceringen i Brescia.
Den står og falder med den, der synger Butterfly, og lørdag i Odense var Chunxi Stella Hu suveræn i rollen. Ikke kun sangligt, hvor hun mestrede alt fra rørende piano til de største følelser, men også kropsligt, hvor hun hele tiden formåede at vise de utallige udtryk, som hendes tekst giver: Stormende glæde, rørelse, tvivl, sorg og fortvivlelse. Gad vide, hvor mange der har undgået at fælde en tåre til slut.
Der er ingen grund til at tro, at den alternerende Viktorija Kaminskaite ikke er lige så fremragende.
Eduardo Aladrën (foto fra kunstnerens hjemmeside)
Der var sygdomsforfald for begge de sangere, der alternerer som Pinkerton, så det var noget af en præstation i stedet at kunne præsentere Eduardo Aladrén, der er fast solist på Deutsche Oper am Rhein. Uanset kvaliteten på de to faste fremstillere var han en flot erstatning, som også havde nået at finde sin plads på scenen hele vejen.
Suzuki blev fremstillet stærkt af Sofiya Palamar, og Rhys Jenkins formåede at give en tit lidt bleg figur, den amerikanske konsul, tilpas vægt, så vi forstod, at det heller ikke er let for ham at se en amerikaner opføre sig skidt og knuse en skæbne.
Den Jyske Operas kor var på toppen, og det samme gjaldt Odense Symfoniorkester, der blev dirigeret af Christopher Lichtenstein.
Scenografien af Rifail Ajdarpasic var både smuk og funktionel, og instruktør Ulrich Peters fik alle til at yde deres bedste og udnyttede ikke mindst hele scenen optimalt.
Opera- og Teaterkompagniet Figaros har eksisteret siden 2004 og er specialiseret i at give kendte værker en humoristisk overhaling med gakkede påfund, kostumeskift og hints til aktuelle begivenheder uden at miste det musikalske. Det leverer ifølge sin egen hjemmeside ’opera with a twist’.
Forleden stiftede jeg i Korinth bekendtskab med ’Gravalvorlig’, der opgives at være ’en sort bedemandskomedie’, og det lever den alt for godt op til.
Bedemandsvirksomheden ’Den enes død’ er i økonomisk knibe pga. den forlængede levealder – der dør simpelthen ikke folk nok. Desuden presses indehaverne Tove (Signe Asmussen) og Werner (Hans Dueholm) af bureaukrati, fordi der skal indberettes omhyggeligt til Krematorietilsynet, og fordi man skal være parat, hvis det værste, tilsynets kvotekontrol, skulle indtræffe.
Så melder den nyuddannede bedemandsassistent Asbjørn sig, og han viser sig at give inspiration til, hvordan man kan få gang kundetilgangen. Snart aflives personer på stribe på en måde, der vel knap kan live op til ’Sweeny Todd’, der må være blandt inspirationerne, og alligevel mangler der til sidst nogle få i at opfylde kvoten.
Fra venstre Signe Asmussen, Michael Christensen og Hans Dueholm. Foto: Bering Foto
Ingen henvisning til kendte værker er for flad. Lige fra, at vi ustandselig får at vide, at pianistens navn er Igor Mortis – vi har fattet pointen første gang – til, at aflivningen af et offer er ’en sælgers død’.
Der er et væld af ordspil og forvrængninger, der rækker fra det morsomme til det pinlige, og til sidst bliver det for meget, og man synes, at operaen som den lette sag, den er, er for lang – som hvis man så Monty Python fem timer i træk. Lad mig foreslå to operaer a hver 55 minutter i stedet for.
Til glimrende akkompagnement af Allan Dahl Hansen på klaver synger kvartetten fremragende, og Michael Kristensen får endog lov til at synge en smuk arie. Bo Gunges musik er iørefaldende med mange understregende pointer, og scenografien fungerer fint og er tilpasset de muligheder, man på en turné har på scener af vekslende størrelse.
Teatret i Midten har dækket op før forestillingen
Der er til gengæld ingen forbehold, når det gælder oplevelsen af ’Teatret i midten’, Faaborg-Midtfyns Teaterforening, der har et forbløffende fint og righoldigt program i Korinth Kulturhus.
Hver forestilling indledes med fællesspisning, der er inclusive det første glas vin eller andre drikkevarer som en del af entreen. Korinth Kulturhus er så mærkværdigt, at det i sin blå farve er charmerende, og teatersalen har ikke sæder, der gør bagen øm, men behagelige lænestole med små borde imellem.
Efter forestillingen kan man deltage i en hyggelig diskussion med kunstnerne, hvis man har lyst.
Det er femte gang, Nyborg Vold spiller ’My Fair Lady’, men hvis man tror, at man har set den før, kan man tro om igen. Et frugtbart samarbejde mellem den kunstneriske ledelse og voldspillerne gør, at ’My Fair Lady’ fremtræder som ny.
Personerne får lov til at udfolde sig mere menneskeligt og med mange små ekstra detaljer, som vi formentlig skal give instruktøren Mikal Korsgaard Larsen æren for.
Eliza, Ida Mie Cordua, klar til væddeløb på Ascott (foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Desuden er der stor livsglæde og mange sjove overraskelser under vejs i optrinene, som vi kan kreditere koreografen Peter Friis for; scenografien af Camilla Bjørnvad er på samme måde fuld af ideer, og kostumerne af Jennie Lindhard er henrykkende, selv om jeg nok havde byttet Elizas kjoler til Ascott og ambassadeballet, så den vidunderlige pink drøm havde været til ballet.
Torben Bonde som Alfred Doolittle (foto: Søren Hjelm Larsen)
Skuespillerne er glimrende. Kom bare med Osvald Helmuths Alfred Doolittle. Torben Bondes udgave er bedre, fordi den ikke kun brillerer i dans, sang og kropssprog, men også får lov til at lave alle mulige slags gags i farten.
Glem bare Mogens Wieths Professor Higgins. Rasmus Mansachs spiller rollen suverænt og forsvarer rollens – og Bernhard Shaws – synspunkter, styrker og svagheder. På samme måde som han har nogle prægtige scener sammen med Michael Hedam, der er Oberst Pickering.
Oberst Pickering, Professor Higgins og Eliza (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Ida Mie Cordua er en henrivende Eliza, som kan danse, spille medlevende komedie, og som kan synge hver en tone rent, om end enkelte af de høje toner er lidt stive.
Emil Nielsen er udmærket som den totalt farveløse Freddy Aynsford-Hill, som til gengæld får en gul farve tildelt af Jannie Lindblad – og Vivian Edelborg er endnu engang glimrende, her som Mrs. Pearce.
Freddy, Emil Nielsen, i gult (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Et ekstra blik på scenografien, der domineres af et stort ur, der på bagvæggen angiver, hvor lang tid der går mellem scenerne, og hvor der overraskende er liv i et stiliseret stearinlys.
Statisterne er instrueret, så alt virker improviseret, selv om vi ved, at intet trin er tilfældigt, og alle svinger sig i optrinene til den elskede musik fra orkestret under ledelse af Kristoffer Nybye.
En enkelt anke kan være, at den engelske overklasse aldrig vader ned ad en trappe eller til væddeløb på Ascott. De skrider med mindre skridt, men skidt. Ingen af de medvirkende færdes formentlig til daglig i den omgangskreds.
Overraskende var der enkelte tomme pladser til premieren. Anmeldelser, mund-til-mund-metoden og vejrudsigter vil forhåbentlig rette op på det, for det er en helt usædvanligt vellykket ’lady’, man kan opleve på Volden i år.
I 30 år er der spillet cabaret i Bogense, og det ændres der ikke på, selv om Torben Juel er død, så der er nye ejere af den Aladdins Hule, som antikbutikken Café 44 er.
En cabaret er defineret som intim, og det bliver aldrig mere intimt end i det lille lokale, hvor man næsten skal aftale med sidemanden, hvis man skal skifte benplacering, og hvor temperaturen kommer op i store varmegrader. Det ved man, og det er en del af oplevelsen.
I år tager Betty Glosted og Kim Hammelsvang publikum med til 1920’erne, der såvel var ubekymrede på nogle måder som depraverede på andre. I første afdeling dominerer det muntre, fra duoen indtager scenen i badetøj fra dengang, hun med kyse og han med stråhat, og indleder med et omfattende potpourri, der egentlig er en fortsættelse af den fremragende pianist, Ulf Starups, ouverture.
Så går det løs med kendte og ukendte numre, blandt andet “Hvem skal kilde for kildekonens datter”, som fik en senere – og efter min mening morsommere – tekst i Helsingørrevyen 1964. Det gør ikke noget, for Hammelsvangs charme lægger lokalet ned. Det gør Glosteds også, når hun for eksempel synger “Peter, kom ned og leg”.
En lille, mere alvorlig afdeling handler om Ingeborg Bruun Bertelsens grumme skæbne på grund af folkesladder, og vi får desuden hendes to kendteste viser, “Lille Sommerfugl” og “Sonny Boy”, som de fleste forbinder med henholdsvis Bjørn Tidmand og Al Jolson.
Vi får to eftertænksomme viser, som Ludvig Brandstrup stod for, blandt andet “Pige, træd varsomt”, og Glosted gnistrer med en tekst om kærlighed og rødspætteyngel, mens Hammelsvang kan lave hula-hop gennem hele visen om alle de ting, der er lagt skat på, og han giver den tragikomiske tekst om Frk. Vipstjert, der både får et gyldent øjeblik og bliver kørt helt i bund, da hun er i vidneskranken.
Efter den overdådigt morsomme første afdeling kommer den anden med større alvor. Her leges der med kønsrollerne. Glosted dukker op i jakkesæt og Hammelsvang i Charleston-kjole, og i det indledende potpourri får vi denne gang blandt andet Mackie Messer, “The moon of Alabama” og “Yes sir, that’s my baby”.
Betty Glosted og Kim Hammelsvang leger med kønsrollerne
Efter den muntre beretning om “Mein kleiner grüner Kaktus” får vi en dybt alvorlig afdeling om “La Garconne”, der har problemer med sin kønsbevidsthed, og kvinden, der går til i stofmisbrug.
Russeren Misja Spolianskij trækkes frem fra glemslen til hans mening om kønsroller, og hvordan den slags problemer kan løses, og vi får et par Marlene Dietrich-numre. Her fatter jeg ikke, hvorfor “Ich bin vom Kopf bis Fuss” skal synges på engelsk. Især ikke, når man anfører, at man vil skildre det depraverede Berlin. Byen dukker først op i sidste nummer, selv om den er underforstået flere gange, blandt andet i det rørende nummer om Fräulein Schneider og Herr Schultz, som man ville have godt af at kende baggrunden for.
Glosted og Hammelsvang
Hammelsvang synger a capella “Sag mir, wo die Blumen sind”, og så kommer det sprudlende humør tilbage med blandt andet “Trink, trink, Brüderlein trink” og til slut “Das ist Berlin”.
Bogense Sommerrevy har næppe nogensinde været bedre eller haft bedre publikumskontakt. Betty Glosted og Kim Hammelsvang klæder hinanden umådeligt, og adskillige gange opfordrer de til interaktion, så man nynner og synger med på mange numre og nyder resten.
Cabareten spiller til 16. juni, men der er så fin gang i salget, at der allerede er planer om ekstra forestillinger – og alle bør opleve den. Bogense er efter etableringen af Odins Bro kun 50 minutter væk, og vil man gøre sin cabaret-aften til en særlig oplevelse, kan jeg anbefale at spise 200 meter væk på Bogense Hotel, hvis køkken viste sig at være en himmelsk oplevelse.
Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.
De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)
Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.
Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.
Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)
Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.
Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!
I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.
Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.
Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)
Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.
Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.
Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.
’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.
