I sine to første udgaver har Aarhusrevyen været et sandt overflødighedshorn: Musik og sang leveret med baggrund i fire fremragende musikere og to lige så glimrende syngepiger på en overdådig scene, hvor man kan spille revyens numre fra små intimrum til de helt store omgivelser med fine kostumer og i en fantasifuld lyssætning. Man kan ikke andet end at blive i godt humør fra første tone, når det hele fortsætter i år i Tivoli Friheden i Aarhus.
Tempoet i ‘Smilets Revy’ er overdådigt fra først til sidst i Birgitte Næss-Schmidts instruktion, og det er kraftigt medvirkende til, at man passerer forbi en del svage tekster uden næsten at opdage det, fordi man er i så strålende humør. Desuden er der en del glimrende numre. Bedst af alle potpourriet ’Hjælp Aarhus’ som fint anbragt sidste nummer før pausen.
Hurra for Vase og Fuglsang
I det giver de medvirkende prøver på deres parodiske evner, mens man gennemgår trafikkaosset i den jyske hovedstad. Vase og Fuglsang, der har kontor i Aarhus, har skrevet den urkomiske tekst med de mange overrumplende skift, og parodier er jo en spidskompetence for såvel revyens ejere, Christine Astrid og Mikkel Schrøder, som Troels Malling, Carsten Svendsen, Szhirley og Lone Rødbroe, så her har vi det perfekte revynummer.
Et lige så perfekt, men i en anden genre, er ’Uden regning’, også af Vase og Fuglsang, skrevet over Peter Bellis rørstrømske ’Ingen Faktura’, men ætsende rigtigt i sin udpegning af USA og Danmarks indbyrdes forhold for tiden. Flot set – flot skrevet. En genistreg.
Minsandten om ikke også ’Sejtsiing’, et tredje højdepunkt, er af Vase og Fuglsang. Med super komik viser det farene ved at spørge en sand aarhusianer om vej.
Og så er også revyens fjerde kulmination skrevet af Vase & Fuglsang om Danmarks hemmelige våben, kvinder i overgangsalderen. Lone Rødbroe er en vulkan af humor i camouflagedragt, og begynder vi at indkalde denne gruppe til den danske hær, kan alle andre godt lægge sig.
Resten af revyen
Der er andre fine numre, fx ’Hæklesangen’ med Rødbroe og Astrid om, hvordan den ædle aktivitet kan virke som vredesaflader; mødet i selvmordsklubben, der forståeligt har vigende medlemstal, man da stadig har Troels Malling, Christine Astrid og Carsten Svendsen;
’Mental Load’, som er en fin duet af Szhirley, der endnu engang vokser som revyskuespiller, og Mikkel Schrøder. Al musikken er af Richard Rodgers, så man nynner med hele vejen; Kasper Gattrups ’Multitasking’, som vel er godt ved første møde, men selv så jeg det for fjerde gang på ni år, så nu må det snart holde pause.
Når man efter revyen mindes de enkelte numre, opdager man, at man i en vis udstrækning er blevet forført, for der er faktisk en del numre under middel; dårligst ’Jesus’. Det er mærkværdigt, som denne figur uden held optræder i revy efter revy. Måske, fordi det ikke er så morsomt endda, at Jesus siger ’fuck’ og den slags. Lad os glemme den svage side af revyen, som tempoet får os til at glemme.
Derfor er den måske nok til fire Amandaer, men ingen revy med så fabelagtige højdepunkter vil af mig få mindre end ….
Det er en halv snes år siden, at teaterselskabet Figaros og Den Ny Opera succesfuldt turnerede med deres afsindigt morsomme og selvlavede udgave af Gilbert og Sullivans ’Pinafore’, som ældre vil huske fra TVs opførelse med Lise Ringheim, John Price og måske især Jørgen Reenberg som admiralen med visen, der siden har været folkeeje.
Figaros og Den Ny Opera satte sig den gang – som nu – for at radbrække forestillingen ved at indsætte utallige danske melodier og et antal vitser og brandere, der netop ikke er så dårlige, at man ikke kan holde det ud. Nej, de mange lån får salens tilskuere til at juble og ligge flade af grin, og så der er der ovenikøbet adskillig interaktion med publikum, der elsker at give deres støtte til den moderniserede admiralsvise.
Den aktuelle ’Pinafore’ er endnu bedre end for ti år siden især, fordi der er masser af helt tidssvarende henvisninger. Desuden er det tydeligt, at ensemblet, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og den overlegent sikre pianist, på havets bund som i det ydre rum, Allan Dahl Hansen, har elsket at gennemarbejde forestillingen igen, så den fremtræder moderne.
Karsten Jansfort og Lisbeth Kjærulff
Og så kan de alle sammen synge – solo og i kor. Lisbeth Kjærulff er – igen – en utrolig oplevelse. Hun kan ikke bare synge en operaarie, så trommehinderne fryder sig, men i de forskellige ensemblenumre går hun hele tiden præcist igennem – helt op til det høje c, som tydeligt må være overvurderet, sådan som hun tager det ganske ubesværet.
Ensemblet kalder deres arbejde for ’respektfuld respektløshed’, og det er lige, hvad det er. Vi genkender en del af Pinafore, men accepterer de totalt gakkede ændringer i handling, musik og sted, før intrigen falder på plads, så den smukke og velsyngende Josephine kan få sin matros Ralph.
Pianisten Allan Dahl Hansen fungerer også i det ydre rum
Det lille ensemble spiller et hav af forskellige roller under vejs, ligesom vi møder R2D2, robotten fra Star Wars, i form af nilfisken NFD2; og det kan være sjovt for publikum at forsøge at huske dem alle sammen – og hvor de stammer fra – bagefter. En ny person er Erling Jørgensen, formand for den lokale teaterforening (dog ikke i turnebyerne), der får sagt et og andet om såvel teaterforeninger som turneteatret.
Forestillingen, hvis begavede scenografi turnerer landet rundt i et par måneder endnu, er en af dem, man MÅ se. Manuskript og sangtekster: Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Instruktion: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Musikalske arrangementer og musikalsk ledelse: Allan Dahl Hansen. Musik: Gilbert & Sullivan m.fk. Scenografi: Figaros. Kostumedesign: Nathalie Meldgaard. Scenisk konsulent: Jakob Næslund. Havfruer og aliens: Tilia Lund Hasselager og Victoria Lind. NFD2: Morten Chemnitz Kirches-Lindegaard. Lys og teknik: Anton Caleniuc Russo og Henning Amstrup. Film: Figaros og Kristian Jensen. Backingtrack: Søren Schwalbe. Produceret af Figaros og Den Ny Opera.
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
HMS Pinafore er på turné i hele landet til d. 27. april.
Siden 1904 har Giacomo Puccinis ’Madama Butterfly’ været elsket af et publikum, der har været grebet af den japanske geishas skæbne, fordi hun kun er legetøj for den amerikanske charlatan Pinkerton. Amerikanere svømmer i penge, så han køber et japansk hus inkl. geishaen Cio-cio-san Butterfly, som han gifter sig med. Begge dele er med en måneds opsigelse, som han udtrykker det. Kort efter drager han af sted og pålægger den amerikanske konsul at betale huslejen.
Sofiya Palamar og Chunxi Stelle Hu (foto: Anders Bach)
For Butterfly er det opfyldelsen af alt, hvad hun kunne drømme om. Hun konverterer til kristendommen og forbandes af sin familie, fordi hun lader hånt om dens traditionelle guder.
Da Pinkerton er taget af sted i sit flådefartøj, indretter hun sig på en ensom tilværelse med sin tjenestepige Suzuki. Fra sit hjem har hun udsigt over havet, og hver dag i tre år spejder hun efter det fartøj, der skal bringe Pinkerton tilbage. Hun har tilmed fået et barn, der bærer alle tegn på at være Pinkertons.
Til sidst har hun og Suzuki ikke flere penge til det daglige liv, men netop da vender Pinkerton tilbage. Nu med en amerikansk hustru, og da parret hører om barnet, beslutter de at tage det med til USA. Dermed er Butterfly frataget alt og begår selvmord.
Den Jyske Operas kor (foto: Anders Bach)
Et tema, som mange forfattere har brugt, og Puccini besluttede at komponere sin opera, da han havde set et teaterstykke af David Belasco i London. I første omgang blev det en eklatant fiasko, men efter at operaen var omarbejdet, så akterne fik en bedre indbyrdes balance, fik den stor succes ved relanceringen i Brescia.
Den står og falder med den, der synger Butterfly, og lørdag i Odense var Chunxi Stella Hu suveræn i rollen. Ikke kun sangligt, hvor hun mestrede alt fra rørende piano til de største følelser, men også kropsligt, hvor hun hele tiden formåede at vise de utallige udtryk, som hendes tekst giver: Stormende glæde, rørelse, tvivl, sorg og fortvivlelse. Gad vide, hvor mange der har undgået at fælde en tåre til slut.
Der er ingen grund til at tro, at den alternerende Viktorija Kaminskaite ikke er lige så fremragende.
Eduardo Aladrën (foto fra kunstnerens hjemmeside)
Der var sygdomsforfald for begge de sangere, der alternerer som Pinkerton, så det var noget af en præstation i stedet at kunne præsentere Eduardo Aladrén, der er fast solist på Deutsche Oper am Rhein. Uanset kvaliteten på de to faste fremstillere var han en flot erstatning, som også havde nået at finde sin plads på scenen hele vejen.
Suzuki blev fremstillet stærkt af Sofiya Palamar, og Rhys Jenkins formåede at give en tit lidt bleg figur, den amerikanske konsul, tilpas vægt, så vi forstod, at det heller ikke er let for ham at se en amerikaner opføre sig skidt og knuse en skæbne.
Den Jyske Operas kor var på toppen, og det samme gjaldt Odense Symfoniorkester, der blev dirigeret af Christopher Lichtenstein.
Scenografien af Rifail Ajdarpasic var både smuk og funktionel, og instruktør Ulrich Peters fik alle til at yde deres bedste og udnyttede ikke mindst hele scenen optimalt.
Opera- og Teaterkompagniet Figaros har eksisteret siden 2004 og er specialiseret i at give kendte værker en humoristisk overhaling med gakkede påfund, kostumeskift og hints til aktuelle begivenheder uden at miste det musikalske. Det leverer ifølge sin egen hjemmeside ’opera with a twist’.
Forleden stiftede jeg i Korinth bekendtskab med ’Gravalvorlig’, der opgives at være ’en sort bedemandskomedie’, og det lever den alt for godt op til.
Bedemandsvirksomheden ’Den enes død’ er i økonomisk knibe pga. den forlængede levealder – der dør simpelthen ikke folk nok. Desuden presses indehaverne Tove (Signe Asmussen) og Werner (Hans Dueholm) af bureaukrati, fordi der skal indberettes omhyggeligt til Krematorietilsynet, og fordi man skal være parat, hvis det værste, tilsynets kvotekontrol, skulle indtræffe.
Så melder den nyuddannede bedemandsassistent Asbjørn sig, og han viser sig at give inspiration til, hvordan man kan få gang kundetilgangen. Snart aflives personer på stribe på en måde, der vel knap kan live op til ’Sweeny Todd’, der må være blandt inspirationerne, og alligevel mangler der til sidst nogle få i at opfylde kvoten.
Fra venstre Signe Asmussen, Michael Christensen og Hans Dueholm. Foto: Bering Foto
Ingen henvisning til kendte værker er for flad. Lige fra, at vi ustandselig får at vide, at pianistens navn er Igor Mortis – vi har fattet pointen første gang – til, at aflivningen af et offer er ’en sælgers død’.
Der er et væld af ordspil og forvrængninger, der rækker fra det morsomme til det pinlige, og til sidst bliver det for meget, og man synes, at operaen som den lette sag, den er, er for lang – som hvis man så Monty Python fem timer i træk. Lad mig foreslå to operaer a hver 55 minutter i stedet for.
Til glimrende akkompagnement af Allan Dahl Hansen på klaver synger kvartetten fremragende, og Michael Kristensen får endog lov til at synge en smuk arie. Bo Gunges musik er iørefaldende med mange understregende pointer, og scenografien fungerer fint og er tilpasset de muligheder, man på en turné har på scener af vekslende størrelse.
Teatret i Midten har dækket op før forestillingen
Der er til gengæld ingen forbehold, når det gælder oplevelsen af ’Teatret i midten’, Faaborg-Midtfyns Teaterforening, der har et forbløffende fint og righoldigt program i Korinth Kulturhus.
Hver forestilling indledes med fællesspisning, der er inclusive det første glas vin eller andre drikkevarer som en del af entreen. Korinth Kulturhus er så mærkværdigt, at det i sin blå farve er charmerende, og teatersalen har ikke sæder, der gør bagen øm, men behagelige lænestole med små borde imellem.
Efter forestillingen kan man deltage i en hyggelig diskussion med kunstnerne, hvis man har lyst.
Det er femte gang, Nyborg Vold spiller ’My Fair Lady’, men hvis man tror, at man har set den før, kan man tro om igen. Et frugtbart samarbejde mellem den kunstneriske ledelse og voldspillerne gør, at ’My Fair Lady’ fremtræder som ny.
Personerne får lov til at udfolde sig mere menneskeligt og med mange små ekstra detaljer, som vi formentlig skal give instruktøren Mikal Korsgaard Larsen æren for.
Eliza, Ida Mie Cordua, klar til væddeløb på Ascott (foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Desuden er der stor livsglæde og mange sjove overraskelser under vejs i optrinene, som vi kan kreditere koreografen Peter Friis for; scenografien af Camilla Bjørnvad er på samme måde fuld af ideer, og kostumerne af Jennie Lindhard er henrykkende, selv om jeg nok havde byttet Elizas kjoler til Ascott og ambassadeballet, så den vidunderlige pink drøm havde været til ballet.
Torben Bonde som Alfred Doolittle (foto: Søren Hjelm Larsen)
Skuespillerne er glimrende. Kom bare med Osvald Helmuths Alfred Doolittle. Torben Bondes udgave er bedre, fordi den ikke kun brillerer i dans, sang og kropssprog, men også får lov til at lave alle mulige slags gags i farten.
Glem bare Mogens Wieths Professor Higgins. Rasmus Mansachs spiller rollen suverænt og forsvarer rollens – og Bernhard Shaws – synspunkter, styrker og svagheder. På samme måde som han har nogle prægtige scener sammen med Michael Hedam, der er Oberst Pickering.
Oberst Pickering, Professor Higgins og Eliza (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Ida Mie Cordua er en henrivende Eliza, som kan danse, spille medlevende komedie, og som kan synge hver en tone rent, om end enkelte af de høje toner er lidt stive.
Emil Nielsen er udmærket som den totalt farveløse Freddy Aynsford-Hill, som til gengæld får en gul farve tildelt af Jannie Lindblad – og Vivian Edelborg er endnu engang glimrende, her som Mrs. Pearce.
Freddy, Emil Nielsen, i gult (Foto: Nyborg Voldspil – Peter Hahn)
Et ekstra blik på scenografien, der domineres af et stort ur, der på bagvæggen angiver, hvor lang tid der går mellem scenerne, og hvor der overraskende er liv i et stiliseret stearinlys.
Statisterne er instrueret, så alt virker improviseret, selv om vi ved, at intet trin er tilfældigt, og alle svinger sig i optrinene til den elskede musik fra orkestret under ledelse af Kristoffer Nybye.
En enkelt anke kan være, at den engelske overklasse aldrig vader ned ad en trappe eller til væddeløb på Ascott. De skrider med mindre skridt, men skidt. Ingen af de medvirkende færdes formentlig til daglig i den omgangskreds.
Overraskende var der enkelte tomme pladser til premieren. Anmeldelser, mund-til-mund-metoden og vejrudsigter vil forhåbentlig rette op på det, for det er en helt usædvanligt vellykket ’lady’, man kan opleve på Volden i år.
I 30 år er der spillet cabaret i Bogense, og det ændres der ikke på, selv om Torben Juel er død, så der er nye ejere af den Aladdins Hule, som antikbutikken Café 44 er.
En cabaret er defineret som intim, og det bliver aldrig mere intimt end i det lille lokale, hvor man næsten skal aftale med sidemanden, hvis man skal skifte benplacering, og hvor temperaturen kommer op i store varmegrader. Det ved man, og det er en del af oplevelsen.
I år tager Betty Glosted og Kim Hammelsvang publikum med til 1920’erne, der såvel var ubekymrede på nogle måder som depraverede på andre. I første afdeling dominerer det muntre, fra duoen indtager scenen i badetøj fra dengang, hun med kyse og han med stråhat, og indleder med et omfattende potpourri, der egentlig er en fortsættelse af den fremragende pianist, Ulf Starups, ouverture.
Så går det løs med kendte og ukendte numre, blandt andet “Hvem skal kilde for kildekonens datter”, som fik en senere – og efter min mening morsommere – tekst i Helsingørrevyen 1964. Det gør ikke noget, for Hammelsvangs charme lægger lokalet ned. Det gør Glosteds også, når hun for eksempel synger “Peter, kom ned og leg”.
En lille, mere alvorlig afdeling handler om Ingeborg Bruun Bertelsens grumme skæbne på grund af folkesladder, og vi får desuden hendes to kendteste viser, “Lille Sommerfugl” og “Sonny Boy”, som de fleste forbinder med henholdsvis Bjørn Tidmand og Al Jolson.
Vi får to eftertænksomme viser, som Ludvig Brandstrup stod for, blandt andet “Pige, træd varsomt”, og Glosted gnistrer med en tekst om kærlighed og rødspætteyngel, mens Hammelsvang kan lave hula-hop gennem hele visen om alle de ting, der er lagt skat på, og han giver den tragikomiske tekst om Frk. Vipstjert, der både får et gyldent øjeblik og bliver kørt helt i bund, da hun er i vidneskranken.
Efter den overdådigt morsomme første afdeling kommer den anden med større alvor. Her leges der med kønsrollerne. Glosted dukker op i jakkesæt og Hammelsvang i Charleston-kjole, og i det indledende potpourri får vi denne gang blandt andet Mackie Messer, “The moon of Alabama” og “Yes sir, that’s my baby”.
Betty Glosted og Kim Hammelsvang leger med kønsrollerne
Efter den muntre beretning om “Mein kleiner grüner Kaktus” får vi en dybt alvorlig afdeling om “La Garconne”, der har problemer med sin kønsbevidsthed, og kvinden, der går til i stofmisbrug.
Russeren Misja Spolianskij trækkes frem fra glemslen til hans mening om kønsroller, og hvordan den slags problemer kan løses, og vi får et par Marlene Dietrich-numre. Her fatter jeg ikke, hvorfor “Ich bin vom Kopf bis Fuss” skal synges på engelsk. Især ikke, når man anfører, at man vil skildre det depraverede Berlin. Byen dukker først op i sidste nummer, selv om den er underforstået flere gange, blandt andet i det rørende nummer om Fräulein Schneider og Herr Schultz, som man ville have godt af at kende baggrunden for.
Glosted og Hammelsvang
Hammelsvang synger a capella “Sag mir, wo die Blumen sind”, og så kommer det sprudlende humør tilbage med blandt andet “Trink, trink, Brüderlein trink” og til slut “Das ist Berlin”.
Bogense Sommerrevy har næppe nogensinde været bedre eller haft bedre publikumskontakt. Betty Glosted og Kim Hammelsvang klæder hinanden umådeligt, og adskillige gange opfordrer de til interaktion, så man nynner og synger med på mange numre og nyder resten.
Cabareten spiller til 16. juni, men der er så fin gang i salget, at der allerede er planer om ekstra forestillinger – og alle bør opleve den. Bogense er efter etableringen af Odins Bro kun 50 minutter væk, og vil man gøre sin cabaret-aften til en særlig oplevelse, kan jeg anbefale at spise 200 meter væk på Bogense Hotel, hvis køkken viste sig at være en himmelsk oplevelse.
Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.
De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)
Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.
Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.
Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)
Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.
Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!
I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.
Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.
Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)
Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.
Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.
Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.
’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.
Mange højdepunkter, flot bundniveau og en bemærkelsesværdig revydebut til Karen-Marie Lillelund
I 2022 blev Nykøbing F Revyen kåret som Danmarks bedste, og den titel kan de såmænd godt få igen i 2023, selv om Cirkusrevyen er favorit.
Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)
Niveauet er i hvert fald tårnhøjt igen med masser af højdepunkter, såvel i humor som eftertænksomhed og musikalitet, og de lokale indslag er så fine, at det ikke føles som et handikap at komme ude fra.
Revyen byder på en debutant, som mange på forhånd mente kunne være et fejlgreb, i form af den tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund, men glem alt om det. Hun er fremragende og kan bære solonumre suverænt, fx i ’Jobskifte’, hvor hun selv har leveret såvel musik og tekst. Hendes problem er, at krænkelseskulturen gør det umuligt at være bakkesangerinde, så i et fantastisk kostume, kreeret af Henrik Børgesen, har hun taget nyt job som insekthotel. Ideen minder en om et gammelt nummer med Lisbeth Kjærulff, der får job som sirene på en udrykningsbil!
Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)
Kjærulff har i øvrigt altid været blandt mine favoritter og levede op til det i det gennemmusikalske ’Jeg synger LIVE’, hvor hun elegant hudfletter play back-kunstnere på en måde, der minder om Thomas Ejes ’New York, New York’. Numre, der kræver fuldstændig beherskelse af sang og rytmik.
Lillelunds kostume er blandt dem, der dementerer åbningsnummeret ’Der skal ikke mangle noget’. Det koketterer med tidens besparelser, men som Danmarks krise er afblæst, klarede Nykøbing F Revyen at afblæse sin helt umiddelbart.
De fine numre står i kø i hukommelsen, når man går fra revyen. Stille og mere lune i første afdeling, af absolut topklasse efter pausen. I første afdeling finder man en svingom mellem Lizette Risgaard og Jon Stephensen, Bente Eskesen og Rasmus Krogsgaard. En fin ide med pointen ’Hvor blev det af, det lille hyggeovergreb’. Bare begrebet hyggeovergreb er et kup fra tekstskriverne Vase & Fuglsang.
Det er pudsigt, som IRMAs død har skabt tekster i hele revyverdenen, men Rasmus Krogsgaards egen ’The Blues’ er blandt de bedste. Krogsgaard er som sædvanlig på toppen, uanset om han beskæftiger sig med den ord-ekvilibristiske rabarberBarbara, eller han er manden, der uventet rammes af stress.
Troels Mallings Thøger er denne gang på venteliste for adskillige sygdomme, der udpensler problemer med sekreter, så det vender sig i publikum – aftenens gys.
Aftenens nostalgi står kapelmester og revydirektør Mickey Pless for, når han mindes Dario Campeotto så smukt, at ikke et øje er tørt.
M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)
I et sjovt, men en anelse langt, nummer sættes tidens M-musicals, dvs. Matador og (dronning) Margrethe sammen.
Begge afdelinger har deres musikfinaler. Bedst er ideen i første afdelings ’Når du får et hekseskud’, som i anledning af 100-året for Walt Disney viser, at måske er tegneseriefigurer normalt tidløse, men det er ikke rigtigt bag kulisserne. De tre små grise er blevet ældgamle, Kokken i ’Lady og Vaganbonden’ er blevet blind, Snehvide er dement og kan ikke huske, hvor mange dværge, der var, og Klokkeblomst er ikke længere nogen lille, elegant alf. Det er meget, meget morsomt.
Anden afdelings finale er mere traditionel i et potpourri over Bamses sange, igen med stor musikalitet og elegante overgange.
Nykøbing F Revyen klarede med andre ord året derpå til UG (for de, der husker langt tilbage, og 12, og vi skal huske at rose instruktør Michael Castenholt og scenograf Lars Rødholt.
… og så afventer vi, om ikke alle gode gange igen er tre!
Hvor glad man skal være for, at Trio con Brio (Soo Jin Hong, Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær) står for den kunstneriske ledelse af den årlige kammermusikfestival i Anexet på Lundsgaard, blev demonstreret til fulde i åbningskoncerten, som i øvrigt bliver sendt på DR P2 i aften kl. 19.20.
Trio con Brio (foto: Birgit Tengberg)
Ikke blot spiller Trio con Brio selv blændende, men de har også lavet et tema for hele festivalen, ‘Jord’. Det skal forstås i bredeste forstand. Hvad kan jord inspirere til, nåede i den første koncert helt ud i verdensrummet.
Desuden har de valgt såvel unge kunstnere på vej som etablerede navne, og musikken er ikke mindst eksempler på kendte komponisters ungdomsværker.
Det gjaldt først Dmitri Sjostakovitjs Klavertrio nr. 1, ‘Poème’, der blev skrevet, da komponisten bare var 17 år og før, han hele tiden skulle tækkes det stalinistiske styre. Det blev skrevet til hans ungdomskærlighed og indeholder derfor såvel dyb intensitet som voldsomme følelsesudbrud. Det var Sjostakovitjs opus 4 og dugfriskt. Trio con Brio spillede selv og fik bagefter aftenens største bifald, ikke mindst som en anerkendelse af arbejdet med den kunstneriske ledelse.
Den polske komponist Witold Lutoslawski står bag ‘Subito’, som var et bestillingsværk til en violinkonkurrence i Indianapolis. Derfor skulle værket, der er for violin og klaver, rumme alle facetter; fra intense følelser til rent virtuose passager i voldsomt tempo og med usædvanlige toneforløb. Det er ikke den oprindelige tanke, men musikken virkede i tilknytning til ‘jord’ som en illustration af vejrets voldsomme modsætninger pga. klimaforandringerne. Værket blev smukt forløst af to unge, Adam Koch på violin og Elias Holm på klaver.
Andrej Bjelov, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong (foto: Birgit Tengberg)
Dobrinka Tabakova er bulgarsk og har bl.a. vundet en Lutoslawski-kompositionskonkurrence. Hun har virket i mange funktioner, bl.a. som huskomponist i Ütrechts kammermusikfestival. Her spillede Andrej Bielow, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong hendes strygetrio ‘Insight’, der er skrevet for at demonstrere visualisering af lyd, og som undervejs byder på imitation af andre instrumenter som harmonika og messingblæsere.
Før pausen spillede pianisten Elisabeth Leonskaja, ifølge den elegant sammenkædende Esben Tange frisk fra en badetur i Storebælt, Dmitri Smirnovs ‘The Music of the Spheres’ med afdelingerne Cirkler, Hjul og Sfærernes Musik. Forskellen på cirkler og hjul viste sig at være, at cirkler ligger stille, mens hjul er i voldsom fart, hvorefter man kom tilbage i de stille sfærer. Spillet var følsomt og uendelig præcist i de passager, hvor hver node skal spilles hårfint korrekt for at opnå den fulde virkning.
Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)
Efter en pause kom man til et af Arnold Schönbergs ungdomsværker, faktisk blot hans opus 4, Verklärte Nacht. Han var kun 25, da han skrev det, så det er skrevet i en klassisk stil fra før, han skabte tolvtonemusikken. Det er kaldt for ‘Wagner i kammermusikdragt’ og virker i passager overvældende, men ikke som et overvældende spændende ungdomsværk.
Det blev spillet lydefrit af Modigliani Kvartetten, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong, men har slet ikke de kvaliteter, Schönberg senere viste.
Hele koncerten kan som allerede nævnt høres på DR P2 i aften kl. 19.20, men da sidder et stort publikum utvivlsomt på Anexet til koncerten om ‘Elementerne’. Festivalen gør fredag kl. 22 en afstikker til Kerteminde Kirke, hvor koncerten ‘Idyll’ har værker af Respighi, Puccini, Bent Sørensen, Glazunov og Rachmaninov.
Der er foredrag og musik på samlebånd frem til slutkoncerten, ‘An die Natur’, søndag eftermiddag.
Gode stemmer, dejlig musik, godt skuespil og dygtigt ensemble i voldspillernes Cabaret, der har enkelte små problemer
Cabaret er en forestilling, der findes i op mod et dusin forskellige udgaver. De fleste er musicals, den mest kendte en filmversion mod Liza Minelli i rollen som Sally Bowles og Joel Grey som en uforglemmelig entertainer.
Benjamin Holmstrøm Nielsen som entertaineren
Når de fleste tilskuere sidder med filmen i baghovedet, får de en overraskelse. Sally Bowles, fremragende fremstillet af Louise Dencker Rasmussen, har færre sange end i filmen, hvor man valgte at give Minelli fx de markante sange ’Mein Herr’ og ’Maybe This Time’, som ikke er med her; og manden med skurkerollen i forestillingen, Ernst Ludwig, spillet tilpas slibrigt af Voldspils-debutanten Lasse Rasch, var slet ikke med i filmen.
Forfatteren Cliff Bradshaw, også fint spillet af Mikael Korsgaard Larsen, får en større rolle. Hele forestillingen indledes med, at han er på vej til Tyskland i tog for at få inspiration til at skrive en roman. Da den afsluttes med, at han er på vej ud af Tyskland, og hvad paskontrollen gør ved de rejsende, får den karakter af en rammefortælling i stedet for at dreje sig om Sally Bowles.
Louise Dencker Rasmussen som Sally Bowles
Nyoversættelse
Instruktøren Jesper Dupont har nyoversat Cabaret og har valgt det, han ville, fra de forskellige versioner. På mange måder er det sprogligt vellykket, men når han lader den totalt upolitiske entertainer synge ungnazisternes sang, da den optræder første gang, føler jeg det helt forkert. Det er rigtigere, at det senere kan få hele natklubben Kit-Kat til at synge med.
Handlingen
Handlingen har to spor. Mødet og samlivet mellem Bradshaw og Bowles samt forelskelsen mellem Fräulein Schneider, der ejer det pensionat, de bor i, og grønthandleren Herr Schultz, der uheldigvis er jøde. Derfor bliver han for farlig at gifte sig med for Fräulein Schneider, selv om han ifølge sig selv jo er lige så meget tysker som nazisterne og mener, at alt vil ordne sig.
Vores viden om, at det gør det ikke, er noget af det, der gør forestillingen alt for aktuel. Vi kan bare gribe i egen barm og se, hvor mange i Danmark, der ikke vil finde sig i personer, der kommer ude fra.
Så forestillingen har alvorlige temaer. Også, om den engelske sangerinde Sally skal følge med den amerikanske forfatter, som hun skal have et barn med. Hun slutter, at hun kun dur til at være sanger i Kit-Kat Klub, får en abort og bliver.
Glimrende spil
Scenografien af Camilla Bjørnvad er perfekt og får scenen til at illudere en depraveret berlinsk natklub, hvor mennesker af alle seksuelle orienteringer færdes. Danserne – af begge køn – har farvestrålende kostumer, designet af Michael Nøhr. Dejligt forskellige, så vi ved, at vi er i en andenrangs natklub.
Danserne i deres farvestrålende kostumer
Dansetrinene er i opfindsomme hænder hos Peter Friis og Anete Lotus Jensen. Man kunne ønske, at der var flere af de festlige ensemblescener, men dem er der ikke rigtigt plads til i Cabaret.
Sangerne har været i kapable hænder hos Johnny Jørgensen.
For lang førsteakt
Forestillingen mangler balance. Også, selv om det ikke regner under første akt, er den alt for lang. Når man ikke sidder i bekvemme lænestole, må den ikke være meget over en time, men den var på mindst 6-7 kvarter.
Der var et sted, hvor jeg tænkte, at her er et oplagt sted at holde pause, og det kunne man overveje, for der var mange, der syntes, at der var langt til åndehullet.
Valg af forestilling
Der har været talt om et let svigtende forsalg pga. valget af en forestilling med kant, og her skal man nok overveje, hvilket publikum man spiller for. Cabaret henvender sig ikke til den traditionelle voldspilsgænger, der vil have store ensembler, smægtende sang og en lykkelig afslutning. Derfor skal man være klar over, at man i år taler til et andet publikum og sørge for at få kontakt til det.
Cabaret er endnu en flot forestilling på Nyborg Vold, og jeg håber meget, at den sælger de nødvendige billetter, og det bliver i nogen udstrækning til et andet publikum – men har du tradition for at tage på Volden hvert år, skal du ikke lade dig afskrække.
