Musik

Sprudlende cabaret i Bogense

søndag, 2. juni, 2024

I 30 år er der spillet cabaret i Bogense, og det ændres der ikke på, selv om Torben Juel er død, så der er nye ejere af den Aladdins Hule, som antikbutikken Café 44 er.

En cabaret er defineret som intim, og det bliver aldrig mere intimt end i det lille lokale, hvor man næsten skal aftale med sidemanden, hvis man skal skifte benplacering, og hvor temperaturen kommer op i store varmegrader. Det ved man, og det er en del af oplevelsen.

 

Betty Og Kim Sprudler

 

 

I år tager Betty Glosted og Kim Hammelsvang publikum med til 1920’erne, der såvel var ubekymrede på nogle måder som depraverede på andre. I første afdeling dominerer det muntre, fra duoen indtager scenen i badetøj fra dengang, hun med kyse og han med stråhat, og indleder med et omfattende potpourri, der egentlig er en fortsættelse af den fremragende pianist, Ulf Starups, ouverture.

Så går det løs med kendte og ukendte numre, blandt andet “Hvem skal kilde for kildekonens datter”, som fik en senere – og efter min mening morsommere – tekst i Helsingørrevyen 1964. Det gør ikke noget, for Hammelsvangs charme lægger lokalet ned. Det gør Glosteds også, når hun for eksempel synger “Peter, kom ned og leg”.

En lille, mere alvorlig afdeling handler om Ingeborg Bruun Bertelsens grumme skæbne på grund af folkesladder, og vi får desuden hendes to kendteste viser, “Lille Sommerfugl” og “Sonny Boy”, som de fleste forbinder med henholdsvis Bjørn Tidmand og Al Jolson.

Vi får to eftertænksomme viser, som Ludvig Brandstrup stod for, blandt andet “Pige, træd varsomt”, og Glosted gnistrer med en tekst om kærlighed og rødspætteyngel, mens Hammelsvang kan lave hula-hop gennem hele visen om alle de ting, der er lagt skat på, og han giver den tragikomiske tekst om Frk. Vipstjert, der både får et gyldent øjeblik og bliver kørt helt i bund, da hun er i vidneskranken.

Efter den overdådigt morsomme første afdeling kommer den anden med større alvor. Her leges der med kønsrollerne. Glosted dukker op i jakkesæt og Hammelsvang i Charleston-kjole, og i det indledende potpourri får vi denne gang blandt andet Mackie Messer, “The moon of Alabama” og “Yes sir, that’s my baby”.

 

Kønsroller

Betty Glosted og Kim Hammelsvang leger med kønsrollerne

 

Efter den muntre beretning om “Mein kleiner grüner Kaktus” får vi en dybt alvorlig afdeling om “La Garconne”, der har problemer med sin kønsbevidsthed, og kvinden, der går til i stofmisbrug.

Russeren Misja Spolianskij trækkes frem fra glemslen til hans mening om kønsroller, og hvordan den slags problemer kan løses, og vi får et par Marlene Dietrich-numre. Her fatter jeg ikke, hvorfor “Ich bin vom Kopf bis Fuss” skal synges på engelsk. Især ikke, når man anfører, at man vil skildre det depraverede Berlin. Byen dukker først op i sidste nummer, selv om den er underforstået flere gange, blandt andet i det rørende nummer om Fräulein Schneider og Herr Schultz, som man ville have godt af at kende baggrunden for.

 

Betty Og Kim 2. Akt

Glosted og Hammelsvang

 

Hammelsvang synger a capella “Sag mir, wo die Blumen sind”, og så kommer det sprudlende humør tilbage med blandt andet “Trink, trink, Brüderlein trink” og til slut “Das ist Berlin”.

Bogense Sommerrevy har næppe nogensinde været bedre eller haft bedre publikumskontakt. Betty Glosted og Kim Hammelsvang klæder hinanden umådeligt, og adskillige gange opfordrer de til interaktion, så man nynner og synger med på mange numre og nyder resten.

Cabareten spiller til 16. juni, men der er så fin gang i salget, at der allerede er planer om ekstra forestillinger – og alle bør opleve den. Bogense er efter etableringen af Odins Bro kun 50 minutter væk, og vil man gøre sin cabaret-aften til en særlig oplevelse, kan jeg anbefale at spise 200 meter væk på Bogense Hotel, hvis køkken viste sig at være en himmelsk oplevelse.

 

5 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Opera med for meget filter, men store stemmer og et godt orkester

onsdag, 7. februar, 2024

Philipp Kochheim står selv for instruktion af sin sidste opsætning på Den Jyske Opera, og han har skåret helt ind til benet i Jules Massenets ’Werther’. Flere roller, en børneflok og en del musik er skåret væk, og handlingen har undergået flere ændringer. Tilbage er, ifølge ham selv, et værk uden filter. Kun det allermest nødvendige er tilbage, fire personer og stor musik.

 

Werther Sophie Charlotte Albert

De fire personer. Fv Werther, Sophie, Charlotte og Albert (foto: Anders Bach)

Man kan selvfølgelig gå i operaen for ’kun’ at høre musikken og sangen, men det kan man klare hjemme i sin lænestol. Man vil have mere, når man ser og hører opera live, og det ’mere’ er der ikke i denne forestilling.

Goethes melodramatiske ’Sturm und Drang’-roman om den unge Werther, der lider så stærkt under en voldsom, ulykkelig kærlighed, at han begår selvmord, er et fænomen fra slutningen af 1700-tallet, hvor den fik en del unge mænd til at begå selvmord.

 

Werther Begår Selvmord

Werther begår selvmord (foto: Anders Bach)

Problemet er, at Werther ikke længere forstås, men nærmest forekommer overdrevet, lidt komisk og meget umoralsk, når han gør stormkur til Charlotte. Hun er først forlovet og siden gift med Albert. Hun elsker ham ikke, men hun har på sin mors dødsleje lovet at gifte sig med ham. Hun har også en søster, Sophie, der er håbløst forelsket i Werther, men han ser ikke til hendes side.

Et andet problem er, at forestillingen, som i den grad er tidsbundet, er moderniseret, så man sågar har et tv med fjernbetjening. Det gør på den anden side, at gul ikke længere er falskhedens farve, så man kan give Charlotte en gul kjole på!

I sidste akt plejer Charlotte at opsøge Werther, som allerede er i fuld gang med at begå selvmord med Alberts pistoler. På Den Jyske Opera når hun frem, før det sker, og kan bønfalde ham om ikke at gøre det. Han gør det alligevel, og derpå følger en af operahistoriens længste dødsscener.

Men hvis man lukker øjnene og lytter til musikken, står orkestret smukt det meste af tiden, og ganske særligt i de storladne romantiske og melodramatiske passager, hvor det bruser alene, flot under Christopher Lichtenstein, og de fire sangere ved premieren var glimrende.

 

Werther Og Charlotte

Werther og Charlotte (foto: Anders Bach)

Zurab Zurabishvili startede ujævnt, men gav Werther et stort sangligt liv efter pausen. Na’ama Goldman var en fremragende Charlotte, og aftenens højdepunkt var for mig scenen mellem Charlotte og Sophie umiddelbart efter pausen. Christian Oldenborg var en pålidelig Albert, men rollen vil altid stå i skyggen af Werthers stormfulde elskovstrængsler.

Der er ingen danske sangere blandt de otte sangere på de to hold, der alternerer. Gad vide, om det ikke er første gang på operaen, der trods alt er jysk.

Det er ærgerligt, at denne forestilling afslutter Kochheims virke på Den Jyske Opera, som han har stået i spidsen for siden 2017. Han har instrueret adskillige værker, af hvilke mange har fået en meget personlig touch. Allervigtigst for mig fik han den glimrende ide at genoplive gamle, stort set glemte, danske operaer, og dermed kom en tysker til at give os ekstra indblik i dansk musikkultur.

’Werther’ skal nu på landsturné, afsluttende i Odense d. 11. marts. Her er tre af rollerne som ved premieren, mens Werther synges af Angelos Zamartzis.

 

3 Amanda

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Revykøbing byder på lune og musikalitet

lørdag, 5. august, 2023

Mange højdepunkter, flot bundniveau og en bemærkelsesværdig revydebut til Karen-Marie Lillelund

I 2022 blev Nykøbing F Revyen kåret som Danmarks bedste, og den titel kan de såmænd godt få igen i 2023, selv om Cirkusrevyen er favorit.

Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)

Lokalnyt fra Lolland Falster (foto: Klaus Bo Christensen)

Niveauet er i hvert fald tårnhøjt igen med masser af højdepunkter, såvel i humor som eftertænksomhed og musikalitet, og de lokale indslag er så fine, at det ikke føles som et handikap at komme ude fra.

Revyen byder på en debutant, som mange på forhånd mente kunne være et fejlgreb, i form af den tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund, men glem alt om det. Hun er fremragende og kan bære solonumre suverænt, fx i ’Jobskifte’, hvor hun selv har leveret såvel musik og tekst. Hendes problem er, at krænkelseskulturen gør det umuligt at være bakkesangerinde, så i et fantastisk kostume, kreeret af Henrik Børgesen, har hun taget nyt job som insekthotel. Ideen minder en om et gammelt nummer med Lisbeth Kjærulff, der får job som sirene på en udrykningsbil!

Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)

Karen-Marie Lillelund som insekthotel (foto: Klaus Bo Christensen)

Kjærulff har i øvrigt altid været blandt mine favoritter og levede op til det i det gennemmusikalske ’Jeg synger LIVE’, hvor hun elegant hudfletter play back-kunstnere på en måde, der minder om Thomas Ejes ’New York, New York’. Numre, der kræver fuldstændig beherskelse af sang og rytmik.

Lillelunds kostume er blandt dem, der dementerer åbningsnummeret ’Der skal ikke mangle noget’. Det koketterer med tidens besparelser, men som Danmarks krise er afblæst, klarede Nykøbing F Revyen at afblæse sin helt umiddelbart.

De fine numre står i kø i hukommelsen, når man går fra revyen. Stille og mere lune i første afdeling, af absolut topklasse efter pausen. I første afdeling finder man en svingom mellem Lizette Risgaard og Jon Stephensen, Bente Eskesen og Rasmus Krogsgaard. En fin ide med pointen ’Hvor blev det af, det lille hyggeovergreb’. Bare begrebet hyggeovergreb er et kup fra tekstskriverne Vase & Fuglsang.

Det er pudsigt, som IRMAs død har skabt tekster i hele revyverdenen, men Rasmus Krogsgaards egen ’The Blues’ er blandt de bedste. Krogsgaard er som sædvanlig på toppen, uanset om han beskæftiger sig med den ord-ekvilibristiske rabarberBarbara, eller han er manden, der uventet rammes af stress.

Troels Mallings Thøger er denne gang på venteliste for adskillige sygdomme, der udpensler problemer med sekreter, så det vender sig i publikum – aftenens gys.

Aftenens nostalgi står kapelmester og revydirektør Mickey Pless for, når han mindes Dario Campeotto så smukt, at ikke et øje er tørt.

M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)

M for musical, Matador og Margrethe (foto: Klaus Bo Christensen)

I et sjovt, men en anelse langt, nummer sættes tidens M-musicals, dvs. Matador og (dronning) Margrethe sammen.

Begge afdelinger har deres musikfinaler. Bedst er ideen i første afdelings ’Når du får et hekseskud’, som i anledning af 100-året for Walt Disney viser, at måske er tegneseriefigurer normalt tidløse, men det er ikke rigtigt bag kulisserne. De tre små grise er blevet ældgamle, Kokken i ’Lady og Vaganbonden’ er blevet blind, Snehvide er dement og kan ikke huske, hvor mange dværge, der var, og Klokkeblomst er ikke længere nogen lille, elegant alf. Det er meget, meget morsomt.

Anden afdelings finale er mere traditionel i et potpourri over Bamses sange, igen med stor musikalitet og elegante overgange.

Nykøbing F Revyen klarede med andre ord året derpå til UG (for de, der husker langt tilbage, og 12, og vi skal huske at rose instruktør Michael Castenholt og scenograf Lars Rødholt.

… og så afventer vi, om ikke alle gode gange igen er tre!

Tags: , , , , , , ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Inciterende start på kammermusikfestivalen i Anexet

fredag, 4. august, 2023

Hvor glad man skal være for, at Trio con Brio (Soo Jin Hong, Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær) står for den kunstneriske ledelse af den årlige kammermusikfestival i Anexet på Lundsgaard, blev demonstreret til fulde i åbningskoncerten, som i øvrigt bliver sendt på DR P2 i aften kl. 19.20. 


Trio con Brio (foto: Birgit Tengberg)

Ikke blot spiller Trio con Brio selv blændende, men de har også lavet et tema for hele festivalen, ‘Jord’. Det skal forstås i bredeste forstand. Hvad kan jord inspirere til, nåede i den første koncert helt ud i verdensrummet.

Desuden har de valgt såvel unge kunstnere på vej som etablerede navne, og musikken er ikke mindst eksempler på kendte komponisters ungdomsværker.

Det gjaldt først Dmitri Sjostakovitjs Klavertrio nr. 1, ‘Poème’, der blev skrevet, da komponisten bare var 17 år og før, han hele tiden skulle tækkes det stalinistiske styre. Det blev skrevet til hans ungdomskærlighed og indeholder derfor såvel dyb intensitet som voldsomme følelsesudbrud. Det var Sjostakovitjs opus 4 og dugfriskt. Trio con Brio spillede selv og fik bagefter aftenens største bifald, ikke mindst som en anerkendelse af arbejdet med den kunstneriske ledelse.

Den polske komponist Witold Lutoslawski står bag ‘Subito’, som var et bestillingsværk til en violinkonkurrence i Indianapolis. Derfor skulle værket, der er for violin og klaver, rumme alle facetter; fra intense følelser til rent virtuose passager i voldsomt tempo og med usædvanlige toneforløb. Det er ikke den oprindelige tanke, men musikken virkede i tilknytning til ‘jord’ som en illustration af vejrets voldsomme modsætninger pga. klimaforandringerne. Værket blev smukt forløst af to unge, Adam Koch på violin og Elias Holm på klaver.

 


Andrej Bjelov, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong (foto: Birgit Tengberg)

Dobrinka Tabakova er bulgarsk og har bl.a. vundet en Lutoslawski-kompositionskonkurrence. Hun har virket i mange funktioner, bl.a. som huskomponist i Ütrechts kammermusikfestival. Her spillede Andrej Bielow, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong hendes strygetrio ‘Insight’, der er skrevet for at demonstrere visualisering af lyd, og som undervejs byder på imitation af andre instrumenter som harmonika og messingblæsere.

Før pausen spillede pianisten Elisabeth Leonskaja, ifølge den elegant sammenkædende Esben Tange frisk fra en badetur i Storebælt, Dmitri Smirnovs ‘The Music of the Spheres’ med afdelingerne Cirkler, Hjul og Sfærernes Musik. Forskellen på cirkler og hjul viste sig at være, at cirkler ligger stille, mens hjul er i voldsom fart, hvorefter man kom tilbage i de stille sfærer. Spillet var følsomt og uendelig præcist i de passager, hvor hver node skal spilles hårfint korrekt for at opnå den fulde virkning.

 


Esben Tange (foto: Birgit Tengberg)

Efter en pause kom man til et af Arnold Schönbergs ungdomsværker, faktisk blot hans opus 4, Verklärte Nacht. Han var kun 25, da han skrev det, så det er skrevet i en klassisk stil fra før, han skabte tolvtonemusikken. Det er kaldt for ‘Wagner i kammermusikdragt’ og virker i passager overvældende, men ikke som et overvældende spændende ungdomsværk.

Det blev spillet lydefrit af Modigliani Kvartetten, Maxim Rysanov og Soo-Kyung Hong, men har slet ikke de kvaliteter, Schönberg senere viste.

Hele koncerten kan som allerede nævnt høres på DR P2 i aften kl. 19.20, men da sidder et stort publikum utvivlsomt på Anexet til koncerten om ‘Elementerne’. Festivalen gør fredag kl. 22 en afstikker til Kerteminde Kirke, hvor koncerten ‘Idyll’ har værker af Respighi, Puccini, Bent Sørensen, Glazunov og Rachmaninov.

Der er foredrag og musik på samlebånd frem til slutkoncerten, ‘An die Natur’, søndag eftermiddag.

 

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »


Fine præstationer i Cabaret på Nyborg Vold

mandag, 31. juli, 2023

Gode stemmer, dejlig musik, godt skuespil og dygtigt ensemble i voldspillernes Cabaret, der har enkelte små problemer

Cabaret er en forestilling, der findes i op mod et dusin forskellige udgaver. De fleste er musicals, den mest kendte en filmversion mod Liza Minelli i rollen som Sally Bowles og Joel Grey som en uforglemmelig entertainer.

 

Benjamin Holmstrøm Nielsen som entertaineren

 

Når de fleste tilskuere sidder med filmen i baghovedet, får de en overraskelse. Sally Bowles, fremragende fremstillet af Louise Dencker Rasmussen, har færre sange end i filmen, hvor man valgte at give Minelli fx de markante sange ’Mein Herr’ og ’Maybe This Time’, som ikke er med her; og manden med skurkerollen i forestillingen, Ernst Ludwig, spillet tilpas slibrigt af Voldspils-debutanten Lasse Rasch, var slet ikke med i filmen.

Forfatteren Cliff Bradshaw, også fint spillet af Mikael Korsgaard Larsen, får en større rolle. Hele forestillingen indledes med, at han er på vej til Tyskland i tog for at få inspiration til at skrive en roman. Da den afsluttes med, at han er på vej ud af Tyskland, og hvad paskontrollen gør ved de rejsende, får den karakter af en rammefortælling i stedet for at dreje sig om Sally Bowles.

 

Louise Dencker Rasmussen som Sally Bowles

Nyoversættelse

Instruktøren Jesper Dupont har nyoversat Cabaret og har valgt det, han ville, fra de forskellige versioner. På mange måder er det sprogligt vellykket, men når han lader den totalt upolitiske entertainer synge ungnazisternes sang, da den optræder første gang, føler jeg det helt forkert. Det er rigtigere, at det senere kan få hele natklubben Kit-Kat til at synge med.

Handlingen

Handlingen har to spor. Mødet og samlivet mellem Bradshaw og Bowles samt forelskelsen mellem Fräulein Schneider, der ejer det pensionat, de bor i, og grønthandleren Herr Schultz, der uheldigvis er jøde. Derfor bliver han for farlig at gifte sig med for Fräulein Schneider, selv om han ifølge sig selv jo er lige så meget tysker som nazisterne og mener, at alt vil ordne sig.

Vores viden om, at det gør det ikke, er noget af det, der gør forestillingen alt for aktuel. Vi kan bare gribe i egen barm og se, hvor mange i Danmark, der ikke vil finde sig i personer, der kommer ude fra.

Så forestillingen har alvorlige temaer. Også, om den engelske sangerinde Sally skal følge med den amerikanske forfatter, som hun skal have et barn med. Hun slutter, at hun kun dur til at være sanger i Kit-Kat Klub, får en abort og bliver.

Glimrende spil

Scenografien af Camilla Bjørnvad er perfekt og får scenen til at illudere en depraveret berlinsk natklub, hvor mennesker af alle seksuelle orienteringer færdes. Danserne – af begge køn – har farvestrålende kostumer, designet af Michael Nøhr. Dejligt forskellige, så vi ved, at vi er i en andenrangs natklub.

 

Danserne i deres farvestrålende kostumer

Dansetrinene er i opfindsomme hænder hos Peter Friis og Anete Lotus Jensen. Man kunne ønske, at der var flere af de festlige ensemblescener, men dem er der ikke rigtigt plads til i Cabaret.

Sangerne har været i kapable hænder hos Johnny Jørgensen.

For lang førsteakt

Forestillingen mangler balance. Også, selv om det ikke regner under første akt, er den alt for lang. Når man ikke sidder i bekvemme lænestole, må den ikke være meget over en time, men den var på mindst 6-7 kvarter.

Der var et sted, hvor jeg tænkte, at her er et oplagt sted at holde pause, og det kunne man overveje, for der var mange, der syntes, at der var langt til åndehullet.

Valg af forestilling

Der har været talt om et let svigtende forsalg pga. valget af en forestilling med kant, og her skal man nok overveje, hvilket publikum man spiller for. Cabaret henvender sig ikke til den traditionelle voldspilsgænger, der vil have store ensembler, smægtende sang og en lykkelig afslutning. Derfor skal man være klar over, at man i år taler til et andet publikum og sørge for at få kontakt til det.

Cabaret er endnu en flot forestilling på Nyborg Vold, og jeg håber meget, at den sælger de nødvendige billetter, og det bliver i nogen udstrækning til et andet publikum – men har du tradition for at tage på Volden hvert år, skal du ikke lade dig afskrække.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Nyborg Vold | Ingen har kommenteret »


Dejlige messingblæsere på Lundsgaard

mandag, 12. juni, 2023

Ti kvindelige messingblæsere i Women of brass stod for en storslået oplevelse i Anexet, hvor deres koncert var godt besøgt og måske rokkede ved nogle fordomme.

Der er forhåbentlig ikke mange tilbage, der ikke anerkender, at kvinder kan kan være lige så dygtige på messingblæsere som mænd, men i miljøet er denne erkendelse ikke slået helt igennem endnu. Derfor var dannelse af Women of Brass i 2022 vigtig.

 

Women of Brass (foto: Emil Andresen)

 

Ti professionelle kvindelige messingblæsere slog sig sammen – ikke for at udelukke mænd, men for at bevise noget om kvinder. Dirigenten Michelle Rakers har en stor karriere, der bl.a. omfatter, at hun dirigerede ’Præsidentens eget’ marineorkester ved koncerter i Det Hvide Hus, efter at hun blev assistant director og orkestrets første kvindelige dirigent.

De ti musikere repræsenterer flere nationer. Bl.a. er Camilla Simensen fra Trondheim, så et af koncertens numre var en bearbejdelse af Edvard Griegs ’Våren’.

Aftenens program involverede komponister fra seks nationer, startende med ’Grip it and rip it’, et humoristisk værk af Madeleine A. Lee, der levede helt op til, at det – også – er en golfvending for spillere, der slår usædvanlig hårdt og langt.

Sofie Brems, der er blandt initiativtagerne til orkestret og indsamlingen af penge fra mange fonde, der har kunnet se meningen i foretagendet, havde arrangeret Cécile Chaminade: Valse Carnevalesque, og første afdeling afrundedes med et af de få værker, der faktisk er skrevet for ti messingblæsere, ’Brass Symphony’ af hollandske Jan Koetsier, der komponerede i mange genrer og skrev denne dectet som 78-årig i 1979. Det er siden blevet et af de mest opførte brass band-værker.

Intet under. Det er frisk og fuldt af originale og humoristiske vendinger. Man får lyst til at tage til Jan Kotsier stiftelsens biannuale konkurrence.

Efter pausen blev der åbnet med ’Gershwin!’, et arrangement af en række af ‘jazzklassikeren’s værker:’ Rhapsody in Blue’, ’An American in Paris’ og operaen ‘Porgy & Bess’, den første med lutter farvede sangere. Skøn, rytmisk musik, som bød på aftenens eneste lillebitte frustration. Just, som man tror, at nu skal vi høre bandet spille charleston (An American in Paris), skiftes der til ’Summer time’ fra Porgy & Bess, og det er jo en helt anden sag.

De to afsluttende numre var specielt fine for Fyn. Astor Piazzolla har været spillet en del i Odense, bl.a. med opførelse af tangooperaen ’Maria fra Buenos Aires’, der her var grundlaget for en suite. Piazzollas hovedinstrument var bandoneonen, et sydamerikansk harmonikalignende instrument, men her oplevede vi, at blæserne har det lige så godt med hans tangoer.

 

Et pænt stort publikum nød koncerten (foto: Emil Andresen)

 

Det originale programs sidste nummer var Jacob Gades ’Tango Jalousie’, der har mange facetter. De ti kvinder valgte at satse på de humoristiske kvaliteter og stort set fjernet jalousien. Det gjorde ikke noget. Det var en festlig afslutning, og til overflod fik man som ekstranummer en fin hyldest til stjerneblomsten borage.

Det er ikke billigt at hente ti musikere ud af deres daglige orkestre, rejse og give koncerter, så stor ros til de ti forskellige fonde, der har støttet projektet, bl.a. den fynske Albani Fonden.

Selv om der var et pænt stort publikum, imellem hvilke man kunne notere dig den første kvindelige musiker i et dansk militærorkester, Inger Haaning, må der være mange, der nu fortryder, at de ikke oplevede Women of Brass. Det kan de råde bod på 23. november i Vor Frue Kirke i Svendborg eller 24. november i Kristkirken, Kolding.

Women of Brass. Dirigent Michelle Rakers. Musikere: Sofie Brems Sørensen (trompet og piccolotrompet), Camilla Simensen (trompet), Judy Elisa Hunskjær Olsen og Sidsel Lund (begge trompet og flugelhorn). Susanne Skov (horn). Bettina Ejlerts Jensen og Mette Krüger (begge basun), Ingerid Annette Saxe (basbasun), Barbara Vestfalen Laursen (euphonium). Pernilla Nilsson Brown (tuba).

Tags: , , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »


Odense Sommerrevy forgyldes af Vase & Fuglsang

lørdag, 6. maj, 2023

Årets forestilling i teltet på Skovengen har adskillige numre, som vi altid kommer til at huske, og som – næsten – får os til at glemme, at der er enkelte svipsere ind imellem.

Skønne numre med såvel mening som teltvæltende humor står i kø i Odense Sommerrevy 2023, og når man så bagefter ser, hvem der har skrevet dem, står der Vase & Fuglsang på flertallet.

 


Årets ensemble siger skål i den elegante kulisse (foto: Odense Sommerrevy)

 

Klogt ligger to af deres numre som afslutning på første akt og start på anden. Så går man til pause i højt humør og fortsætter i samme stemning, når man er tilbage.

Lige før pausen ligger ’Når venstremænd græder’, hvor vi får en demonstration af, hvor svært det i dag er at være kernevenstremand – ovenikøbet til tekstparrets egen musik. Alle seks skuespillere er på scenen og får os til at græde af grin med deres hjerteskærende gråd.

Første nummer efter pausen er ’OUH’, som kapelmester Morten Wedendahl har sat musik til, og som er en blanding af sang og pauser med tilpas flade vitser med patienter, der ikke kan blive behandlet. Her passer vitserne i al deres gru. Som når en mand kommer ind og vil have en kikkertundersøgelse, hvorefter lægen med en kikkert afsøger hele området og fastslår, at den afdeling slet ikke er bygget endnu.

Få minutter senere kommer mit favoritnummer, ’Time Out’, hvor Lars Arvad endnu en gang giver den som Nicolai Jacobsen, som har ført sit hold til tre verdensmesterskaber, men ikke har en chance, når han skal forsøge at skabe et hold ud af de 180 mennesker i en bygning i København. De nægter at bruge fløjene; når man spørger: Hvad kæmper vi for? er svaret ’Genvalg’; og de nægter at bruge harpiks på boldene. I stedet har de lim på taburetterne etc. Ind og se den selv.

 


Lars Arvad og Lone Rødbroe i ‘Hvad skal vi lege’ (foto: Odense Sommerrevy)

 

’Skal vi lege’ med Lone Rødbroe og Lars Arvad viser, hvor svært det kan være at lege far, mor og børn i disse tider, og ’Odense Pride’ er et af de numre i revyen, der sætter tingene på hovedet, når de, der går bagest i Prideparaden, Lone Rødbroe og Tom Jensen, er medlemmer af Dansk Heteroseksuelt Samfund, der er så grå, som pride er regnbuefarvet; som har missionærsex på faste ugedage og er så almindelige, at hørte vi ikke til bevidstløshed om de 90 forskellige kønsidentiteter, ville det være dødkedeligt. Her er det uendelig morsomt.

Kun et enkelt Vase&Fuglsang-nummer en svipser. Den handler om mænd på tvungen barsel, men seks af syv er søreme et flot resultat.

 


Kirsten Brinks scenografi er en nydelse (foto: Martha Wiese)

 

Der er fuldtræffere af andre forfattere. To af dem er af den alvorlige slags, som mange revyer kun har et enkelt af som alibi. Vicki Berlin står for Gunvor Reynbergs ’Så blå, så blå’ om hustruvold og de måder, man kan få blå øjne på; og Lars Arvad står for ’Fejl 40’ af Leif Maibom, hvor en mand gør regnskab over sit liv ved de 40 og fastslår, at det skal have haft en anden karakter, når han når 50. Man kan så tvivle på, om han ikke allerede er fortabt.

Henrik Lykkegaard er årets tilføjelse, så der er seks på scenen, og han gør det fx godt, når han er den desperate fængselsbetjent, der i underbemandingstider forsøger at få en forbryder til at gå hjem igen, for der er ikke plads til ham. Rollerne byttes elegant til slut. Lykkegaard er også præsten, der gennemfører facebookbegravelsen af ’Buller47’ på chatten med ustandseligt indkomne nye sms’er. En god ide af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.

Et tredje nummer, hvor dagliglivet er vendt på hovedet, er ’Skål’ af Henrik Lykkegaard, hvor et forældrepar ikke fatter, hvad de kan have gjort forkert, når deres børn ikke drikker nok. Hvordan skal vi kunne bevare den fine alkoholkultur med god samvittighed, hvis de unge ikke lærer at drikke?

Imponerende har man nået at få Lizette Risgaard med i revyen i Vicki Berlins fine skikkelse. Sketchen er præcis så stærk og kort, som det er nødvendigt. Jeg nægter at røbe pointen – men den tager kegler.

Det gør også Lone Rødbroe i ’Håndbold for fan’, hvor hun i et formidabelt tempo og med masser af slagtøj giver en sand tour de force, så man ikke kan andet end at give sig. Ikke alle numre behøver jo at have et stort, ædelt formål.

Mere behersket humor er der i en politiafhøring, hvis formål er at få ord til en krydsord; ’Guds Gate’, hvor en kvinde får chancen for at få tre spørgsmål besvaret af selveste Gud og ikke lige benytter dem til det, vi ville havde ventet.

Blandt de mere tvivlsomme numre er desværre finalen, hvor mange havde glædet sig til et potpourri over danske revysuccesser, men hver eneste er forkortet, så vi aldrig hører pointen, og vredet i stykker i foredrag og rytme. Selv om kostumerne er velvalgt, er det lidt ærgerligt ikke at slutte på toppen. Især da det indledende velkomstnummer er kvikt og lover, at om to timer er vi alle forvandlet fra pessimister til jubeloptimister, så det skaber forventninger til afslutningen.

Pudsigt, som ideen om at pille ved gamle slagere breder sig. Den lykkedes fint i Aarhusrevyen. Den lykkedes næsten i Odense Teaters teaterkoncert, men her dur den ikke.

Revyens sceneskift får en ny dimension, fordi de, der udfører dem, er ’stillet til rådighed’ af Odenses LET-bane (!), Tom Jensens fine ide. Dermed er der også underholdning, når de smarte kulissedele køres ikke alt for perfekt ind og ud. Scenografien af Kirsten Brink er fornem i farver og legemulighed, og Peter Friis har sin del af æren for komikken med sin koreografi.

Revyen spilles frem til 10. juni, og de mange topnumre gør, at den får

 

Tags: , , ,
Kategori kultur, Musik, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Tryllefløjten som fængslende familieforestilling

onsdag, 15. februar, 2023

Den Jyske Opera har skabt en børnevenlig version af  Mozarts Tryllefløjten, der skal vække børn og unges operainteresse. Det lykkes på de fleste områder, men har også sine omkostninger. Nina Sveistrup Clausens Natten Dronning er hele forestillingen værd

 

Slutscenen – nu er alle gode (foto: Anders Bach)

Hvordan man får børn og unge til at elske opera er der mange meninger om. Da jeg for et uhyggeligt antal år siden hørte Wilma Lipp synge Nattens Dronning, var jeg leveret, og det samme kan ske for alle de unge, der nu oplever Nina Sveistrup Clausen i Den Jyske Opera. Hver eneste koleratur står sylespidst præcist ud i rummet, og hun kan klare sig, selv om orkestret er hævet over rampen og sluger nogle af de andre sangeres lyd; værst Steffen Bruuns Sarastro, hvis to ørehængere der ikke er meget tilbage af – især når han forsøger at synge mod blæserne.

Hvad man ikke skal gøre, er at forsøge at begejstre børn på forhånd. Man skal lade dem møde den levende lyd, for det er i sig selv begejstrende, såmænd også for voksne, der har været ’bange’ for opera. Dem er der mange her i selskab med deres børn.

 

Før Forestillingen møder man denne fugleklædte pige (foto Kjerteminde Avis)

Forventningsfulde

Når man kommer til Musikhuset, bjergtages børnene af en ung, fugleklædt kvinde, der er meget munter og plastisk. Hvad er hun nu for en?

I salen er der en forventningsfuld stemning, der holder, selv om dragen, der forfølger Tamino, Jonathan Koppel, kun har to røde ben. Til gengæld er de tre damer meget indtagende. Kostumedesigneren Sandra Münchow har haft en meget heldig hånd. Et godt eksempel er et kostume, der er mørkt og farligt på den ene side, men når Papageno brygger sit klokkespil, vender pigerne sig, og deres anden side er klædt i pastelfarver.

 

Cassandro Lemoine og Leif Jone Ølberg, da alt falder på plads for dem (foto Anders Bach)

 

Papageno, Leif Jone Ølberg, og Papagena, en henrivende og letfodet Cassandra Lemoine, er muntert farverige, og scenen, hvor de finder sammen, henrivende.

En enkelt gang synger hele salen med, og det er intet problem, fordi der er overtekster på dansk. Andre gange svarer børn fra salen på den tvivlrådige Taminos spørgsmål, om det skal være ja eller nej. ’Ja!’ kom et højlydt svar fra salen.

Selv om forestillingen varer to timer og ti minutter inklusive en 20 minutters pause, er de mange børn dugfriske til sidste tone og klapper vildt begejstret bagefter.

Alt er også gået helt utroligt i Diminik Wilgenbus’ instruktion. Ikke blot har Papageo og Pagagena samt Tamino og Pamina, Simone Lichtenstein, fået hinanden; men de mørke kræfter er alle blevet gode – ingen forsvinder i Helvede – så der er kun fred og fordragelighed, kærlighed og glæde.

Hvad er omkostningerne?

Vi har nævnt det glubske, men i øvrigt velspillende, hævede orkester, og at der ikke er ro i salen. Hardcore operaelskere vil også begræde de forkortede og ændrede tekster, men det er gjort skånsomt.

Desuden overlever alle de mørke kræfter, som lider deres fortjente skæbne i den originale opera.

Jeg greb mig selv i at savne den tyske tekst, men det er bare, fordi jeg er vant til den, og den var udmærket på dansk i Karen Hoffmanns oversættelse.

Legen med fortæppe, kulisser og de sjove scener omkring Papageno er man heller ikke vant til, men dem bør man tage i stiv arm. Man kan holde sig væk eller være med til at give de følgende generationer glæden ved opera.

Et fint formål, og tak til Den Jyske Opera for at have ’ofret’ en sæsonforestilling og turnéforestilling på formålet.

Den kan opleves i Odense Koncerthus 20-21. februar.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Ronja Røverdatter er en enestående poetisk og morsom juleforestilling

fredag, 11. november, 2022

Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet

 

Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)

– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.

Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.

Ronja og Birk

Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.

 

Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)

De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.

Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.

Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.

Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.

Juleforestillinger

Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.

Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.

Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!

Unik musik

Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.

Instruktion i top

Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.

Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.

Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Odense Teater, Teater | Ingen har kommenteret »


Blændende Tammi Øst i Sunset Boulevard

mandag, 15. august, 2022

Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke

 

Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.

Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.

 

Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.

Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.

Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.

 

Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)

 

Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.

Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.

I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.

Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.

Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.

Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »