Musik

Flot show og måske Danmarks bedste buffet

onsdag, 11. september, 2019

Flot show og Danmarks måske bedste buffet

Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup er helt sin egen genre og byder desuden på landets måske bedste buffet før forestillingen

1983-2008 optrådte Østjysk Musikforsyning på Pejsegården i Brædstrup. Et orkester med symfonikere, der var totalt respektløse og skabte en tradition for, at man kunne opleve noget helt specielt på det store hotel med de mange tilbud.

 

 

Siden 2008 har der været Pejseshow, og i år bliver dusinet fuldt med en musikalsk kvartet, der klæder hinanden umådeligt, og med en forestilling, der ikke er koncert, videotek eller revy, men helt sin egen genre. Den rækker fra de fladeste vitser, som indimellem er tåkrummende pinlige, til elegante sketches og fremragende musikalske numre, hvor man til fulde udnytter, at samtlige fire synger strålende.

Der er en smule genbrug. Fra Rottefælden ’Så gør vi sådan’, hvor et poetisk skyggebilledshow, hvor et ægtepars kærlighedshistorie bliver smadret af, hvor mange gebyrer banken skal have for at have råd til at hvidvaske så mange millioner; samt ’Krænker Blues’, hvor Christine Astrid som superlækkert skår giver sin kommentar til tidens krænkekultur. To dejlige numre, som det var godt at tage med, og der er næppe mange gengangere fra Svendborg i publikum på Pejsegården.

 


Gordon Kennedy i det nominerede ‘Krads’ (Foto: Emil Andresen).

 

Det samme gælder fra Kerteminderevyen Gordon Kennedys ’Krads’, som han blev indstillet som Årets Tekstforfatter på basis af.

Andre lækkerbidder er Reklamelykkehjulet, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder demonstrerer, hvordan diverse stjerner ville have tillempet deres tekster, hvis de skulle have virket som reklame. ’Året, der gik’, hvor begivenheder i årets løb kommenteres med lynhurtige paryk- og kostumeskift. ’Lyse Nætter’, hvor Sara Gadborg og Christine Astrid får spoleret Schrøders poetiske sang med deres meget morsomme tegnsprog, da de bliver bedt om at dæmpe sig.

Samt ikke mindst de to store musiknumre ’Jasons Corner’, hvor kapelmester Jason Dove og hans flygel indtager centrum af scenen, og ikke mindst det Kim Larsen-potpourri, der af naturlige årsager har været fast i samtlige årets revyer. Også i Brædstrup bliver det utrolige antal af dejlige numre og spændvidden i genrer demonstreret, endda med mange uddrag på blot en enkelt musikalsk frase.

Det indledende videoklip er meget morsomt, men ellers er standarden af disse faste indslag i år noget tamme, selv om Pejsegårdens direktør Jytte Nygaard får lejlighed til at skabe en latterkaskade i det ene!

Et enkelt hjertesuk: Hvorfor tror alle revyforfattere tilsyneladende, at prutter er afsindigt morsomme? De er ligegyldige, og de vækker ingen større forargelse, så at bygge et helt nummer op på dem er spild af god tid.

Revyen er veloplagt. Musikerne, der foruden Dove er kapelmester Rasmus Friis Tværfoss og Jakob Juul Nielsen, spiller blændende. Donald Andersens instruktion kunne her og der have været lidt strammere. Christine Astrid leverer levende koreografi og Lasse Spangenberg flotte kostumer med ide.

… og så er buffet’en et kapitel for sig. Det samme er morgenbuffet’en, så kommer man fra Nordøstfyn, er det en god ide at tage hele pakken med buffet, show, overnatning og morgenbuffet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »


Tage din elskede med til kabaret

fredag, 30. august, 2019

Tag din elskede med til kabaret

 


Foto: Emil Andresen.

’Under stjernerne på himlen sejler du med mig’ sang Tommy Seebach til Keld Heicks glødende ord. ’Man ligger så godt imellem dine ben’, konstaterede Bifrost. ’Brug dog tiden, elsk hinanden, gør dog noget, uret tikker’, tryglede TV2, ’Lad nu dine hænder vandre med mig’, bad Sort Sol og Katinka, ’Smuk og dejlig’ af Shit og Chanel er om lesbisk kærlighed, men kan også synges om den heterogene. Trilles ’Jeg ved jo, du kommer igen’ sunget sanseligt og dobbelttydigt, Leonard Cohens ’ Dancing to the end of love’, kvinden, der elsker sin mand, som hun elsker sin whisky’. ’Kvinden, der siger, hvad hun vil ha’’ …

I godt halvanden time prises kærligheden brændende, og lystens gnister springer, mens længslerne og skrækken for vores udløbsdato mest er forbeholdt åbning, ’En skønne dag skal vi væk herfra’ og slutning ’Det haster med det kys’.

Den problematiske kærlighed for ikke er tale om den ulykkelige er der ikke plads til, men den megen lykke kunne have været sat i relief med en citronskive med ulykkelig eller bristet kærlighed. Jo, den er der faktisk i ’Dansevise’, som imidlertid er så livsglad og naturnær, at man ikke opdager det, og i Anne Linnets ’Du ved det sikkert allerinderst inde’ svinder alle tårer, man måtte have grædt, på en forårsdag, så det behøver vi ikke at ængstes over.


Foto: Emil  Andresen.

Eneste uromoment er de tekster, som Haesam Jakir fremfører på arabisk, hvis man ikke lige sidder med sin Google Translate, men den behøver man ikke, for gløden i arabisk kærlighed slår lige så vel igennem i lydbilledet, som den gør på dansk, men naturligvis uden, at vi forstår evt. opfordringer som Lis Sørensens ’Læg din varme kind’ og ’Dine øjne de skal se’.

Katrine Bæk Sørensen, Mads Nørby, Haesam Jakir og musikeren Mads Klindt, der kan lyde som alt fra spinkel mandolin til stormende hebraisk bryllup, holder publikum i ånde, mens ’love goes on forever. De passer perfekt sammen. De unge synger med klare, smukke og udtryksfulde stemmer, de lidt ældre giver teksterne ekstra udtryk og indhold, og ofte går hele kvartetten op i en smuk, høj enhed.

Det er dejligt, at der igen spilles kabaret i Kerteminde, og elsker du din mand/hustru, eller er du vild med kærligheden, så oplev den. Du får ikke spoleret din oplevelse af lejlighedsvis ulykke. På enkelte af salens pladser kan man have svært ved at følge med på begge podier, men det kan man se stort på og bare fordybe sig i tekst og musik, når det sker.

’Det haster med det kys’ kan opleves igen i dag, i morgen samt torsdag og fredag i næste uge, og før forestillingen kan man til rimelig pris købe en varieret buffet af høj kvalitet.

Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

mandag, 4. marts, 2019

Ennas opera Kleopatra er fuld af kvaliteter

 


Elsebeth Dreisig som Kleopatra (foto: Kaare Viemose).

 

På forhånd var nysgerrigheden stor, for Enna blev i et par årtier i Tyskland regnet blandt verdens ypperste operakomponister, mens han nok havde en del folkelig opbakning i Danmark, men ikke var populær i musikeliten, og hans musik med dens patos og romantik blev efterladt i vejkanten.

Bedst kendt af Ennas operaer var dengang ’Heksen’ og ’Den lille pige med Svovlstikkerne’, men jeg forestiller mig, at ’Kleopatra’ i dag er det bedste valg til denne genoptagelse.

Ganske vist har den store svagheder i librettoen, og den foregiver ikke at lave musik, der giver mindelser om Kleopatras Egypten, men den har en handling, der giver basis for en række intense scener mellem hovedpersonerne, og dertil nogle ensembler, der slet og ret giver gåsehud af fryd. Den ene gang efter den anden bliver man løbet over ende af skøn musik med elegante facetter og stor variation.

Handlingen er taget fra en roman af Rider Haggard, ham med Kong Salomons Miner. Harmaki, den sidste efterkommer af den retmæssige Farao-familie, skal med hjælp fra Charmion, der som femte kolonne er blevet kammerpige for dronningen, myrde Kleopatra og styrte hendes regime.

 


Magnus Vigilius som Harmaki er splittet mellem kærlighed og fædreland (foto: Kaare Viemose).

 

Problemet er, at når Kleopatra synger som Elsebeth Dreisig, er det komplet umuligt for prinsen, sunget af Magnus Vigilius, at myrde hende. Tilmed er hun så intelligent forførerisk, at alle mænd må smelte, og da Charmion, sunget af Ruslana Koval, ser, hvad der sker, sønderflænges hun af skinsyge og røber planerne.

Det giver baggrund for scener, hvor sjæle flænses af kampen mellem kærlighed, pligt, svoren ed og fædrelandet, i øvrigt a la Verdis Aida, og de rummer begejstrende og besættende musik, hvor vi kan nyde, at de tre hovedrollehavere alle synger vidunderligt, assisteret af Den Jyske Operas dejlige kor og fra orkestergraven ledsaget af et lydefrit Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson.

Forestillingen skal på turné, og det tager instruktør og scenograf Ben Baur hensyn til. Jeg forestiller mig, at kulisserne trods alt kunne have været lidt mere afvekslende og farverige som musikken.

Der synges på dansk med danske overtekster, og det fremmer forståelsen i de tilfælde, hvor sproget har ændret sig siden slutningen af 1800-tallet.

For undertegnede er Enna ikke længere bare løsningen på ’komponist’ i krydsordsopgaver. Jeg er nysgerrig efter at høre mere. ’Kleopatra’ blev spillet syv gange på Det Kongelige Teater i 1894 og derefter først genoptaget fredag i Aarhus – men operaen er spillet i stribevis af operahuse i Tyskland og Belgien.

Der sker spændende ting under operachef Philipp Kochheim. For kort tid siden den lige så overrumplende babyopera Hjertelyd, og i den kommende sæson får vi en nytolkning af selveste Grav Dracula. Vi venter spændt.

Fynboer kan opleve ’Kleopatra’ i Vejle Musikhus 11. april og i Odeon, Odense 12. april, begge dage med Odense Symfoniorkester. Hvis der er billetter at få endnu, varer det næppe længe, før de er væk.

Kategori Anmeldelser, Musik, Opera | Ingen har kommenteret »


Leonora Christina: Forvirret og effektjagende

tirsdag, 5. februar, 2019

Storsatsningen ’Leonora Christine’ i Odeon har meget for øjet og noget for øret, alt for meget for urviseren og er musikalsk for svag med et overlæsset og ulogisk manuskript.

Xenia Lach-Nielsen som Leonora Christina i problemer (foto: Emilia Therese).

– Det er pessesvært at tale uden tænder!

En trussel med megen sandhed, fremsat i et sprog, man med bestemthed ikke dyrkede i 1660erne. Ligesom det er usandsynligt, at Leonora Christina ville sige ’du’ til den franske Dronning Anna midt i et fedteri så skamløst, at hun og Corfitz Ulfeldt ville være blevet smidt i rendestenen på stedet, hvis de havde gjort det andre steder end i Leonoras betændte fantasi, når hun genfortæller sin historie til ’Manden i Hvidt’ – hvis konklusion efter tre timer er, at her har vi fået historien om, hvordan Danmark fik en enevældig konge, hvis titel blev nedarvet. I forlængelse af svenskekrigene 1658-60 med stormen på København og Frederik 3., der ville dø i sin rede.

 


Troels Lyby og Xenia Lach-Nielsen (foto: Emilia Therese).

 

Lyder det forvirrende, så vær sikker på, at det er det. Manuskriptet til musical’en ’Leonora Christina’ i Odeons store sal springer i tider og steder, så man ikke skal blive forbløffet, når der pludselig kommer noget, der ligner en neapolitansk gadesælger, syngende forbi Ellen Marsvins fynske have.

Der er også problemer med persontegningen. Indimellem er Leonora Christina snu og ind imellem frygteligt infantil – er det virkelig den kvinde, der skrev den litterære bedrift ’Jammer Minde’?

Måske skal man ikke tage det historiske for tungt, men det gør scenerne, der suser rundt i episoder fra Leonoras og Corfitz Ulfeldts turbulente liv, bortset fra at der lægges voldsomt til de historiske kendsgerninger om intriger og forræderi.

Hvorfor er den svenske konge skildret som en total idiot og Frederik 3. med tilløb til det samme? Måske for at forstærke indtrykket af stærke kvinder, der styrer svage og latterlige mænd.

Nå, mange musicals tåler ikke en nærmere prøvelse af logik, men har til gengæld udødelig musik. Tænk blot på ’Grease’, hvis moral er, at hvis du bare ryger, drikker og horer, er du god nok.

 


Stig Rossen (tv) og Joakim Lind Tranberg som Fuchs og Frederik 3. (foto: Emilia Therese).

Her svigter musikken. Orkestret under Casper Schreiber gør det glimrende, og selv om kun Stig Rossen synger helt overdådigt, er de øvrige sangpræstationer udmærkede, ikke mindst Xenia Lach-Nielsens Leonora og Cecilie Gerbergs dronning, Sophie Amalie. Scenen mellem de to er forestillingens dramatiske højdepunkt, og man kunne drømme om, at hovedpersonernes indbyrdes spændinger var blevet skildret mere farligt. Natali Vallespir Sand får ikke lov at synge som Dronning Anna, og det er ærgerligt.

Når man ikke kan huske et eneste tema efter forestillingen, er det, fordi Stephen Henriksens musik ikke siger meget – også selv om lydniveauet næsten er sundhedsskadeligt.

Betingelserne for en stor musicalaften er ellers fine, og den indledende truende musik skabte forventninger, som ikke blev indfriet. Den kæmpestore scene har gjort det muligt for scenograf Ashley Martin Davis at slå sig løs med bl.a. kongen stående i en minikopi af Rundetårn og Hammershus næsten hentet indendørs for ikke at tale om flere scener med flot gade- og havneliv, hvor Karin Betz kostumer fører sig frem, og Peter Friis’ koreografi ofte virker gennemtænkt. Jonas Bøgh har leveret lys i doser, der indimellem virker som effektjageri, men det må instruktøren Peter Langdal tage sin del af ansvaret for. Han kan tænkes at have forstærket virkemidlerne for at dække over musikalske mangler.

Tre timer er den ene for meget. En kraftig opstramning vil gøre resultatet mere spiseligt.

’Leonora Christina’ spilles sidste gang 15. februar.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Babyer er begejstret for opera

mandag, 28. januar, 2019

 

Babyoperaen ’Hjerte Lyd’ i Ferritslev Fritidshus var en forbløffende oplevelse for alle generationer og en inspirerende musikalsk oplevelse for de blebærende.

 

 


Babyopera i Ferritslev Fritidshus. Dagmar i sort og Svend i gult medvirker improviseret.

Publikum bliver lukket ind i teaterrummet til lyde fra en blid spilledåse. Målgruppen, babyer på 0-2½ år, fascineres umiddelbart af den skinnende hvide cirkelkulisse, hvor de selv kan sætte sig med forældre og bedsteforældre i periferien, men hurtigt finder ud af at krybe rundt og udforske puder, plysdyr, små bløde dukker, lagener og stativet, der ligner skelettet til en pavillon.

 


Toårige Dagmar i forgrunden overvejer sit næste skridt

 

 

Søndag formiddag kunne man næsten forestille sig, at forestillingen allerede var i gang, da toårige Dagmar opførte sig, som var hun en del af ensemblet.

Derved bliver de en del af forestillingen ’Hjerte Lyd, som Den Jyske Opera har skabt i samarbejde med to englændere, komponisten Sam Glazer samt instruktøren og librettisten Zoë Palmer. Tanja Bovin står for scenografien og de engleagtige kostumer, mens Marlene Smith står for koreografien.

Saxofonisten Kasper Hemmer Pihl vækker nysgerrigheden hos de små med pusten, såvel med som uden toner, og siden bjergtages de også af celloen, som Johanne Andersen betjener, og af sangerne Johanne Højlund og Leif Jone Øberg, der det meste af tiden opholder sig i cirklen i centrum, men som også bevæger sig ud blandt publikum. De betager med flyvende fjer og dun i flere farver; hvirvlende lagerner og tæpper; og sjove ting, der er ophængt som i en skærm eller uro. Diskret pirrer de nysgerrigheden hos børnene, der alt efter alder bliver mere og mere kravlende eller gående rundt for at være med, mens de småpludrer ivrigt.

Sangteksterne forstår de ikke, og musikkens form er de ligeglade med, men der kræses for de voksne, der såvel omfatter mødre og fædre som bedsteforældre, med dejlig musik, indsmigrende sang og tekster på dansk og engelsk. Alligevel taler musikken stærkest til de mindste, der danser rundt eller, for de mindstes vedkommende, rykker taktfast og præcis med hele kroppen.

Forestillingen varer en halv time, hvor ingen af de små blev rastløse, og kun en enkelt et øjeblik græd lidt og måske skulle skiftes. Det største problem er måske at overbevise forældre om, at børnene ikke spolerer forestillingen, når de medvirker i den.

Efter forestillingen får børnene et kvarter ekstra til at undersøge kulisserne en ekstra gang, tale med de medvirkende og blive sat ind i musikinstrumenternes hemmeligheder.


Svend indvies i celloens hemmeligheder efter forestillingen.

 

Går vi ud fra, at et barns karakter grundlægges i alderen 0-4 år, er en forestilling som denne grundlæggende for de musikalske anlæg, og heldigvis er den allerede vist for børneinstitutioner på stribe. Gid samtlige eksisterende institutioner kunne få denne fantastiske oplevelse.

Søndag blev den snesevis af babyer og familie til del i en forestilling, som man kunne unde alle de personer, der tror, at penge til en babyopera er kastet i kloarken, at se . Den er med til at gøre fremtiden bedre.

Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Brilliant og sædenaglende opera

lørdag, 17. november, 2018

’Til døden os’ er formentlig Andy Papes bedste opera og en forbilledlig forestilling at fejre Den Fynske Operas 70 års jubilæum med.

 

Carl i den virkelige verden, Anna og John i sindets afkroge (Foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).

 

Det oser af banal og daglig lykke i en tidlig scene af Andy Papes ’Til døden os’ på Den Fynske Opera. Carl, Mathias Hedegaard, serverer bakken med morgenmad og bringer kaffen med en elendig vits, som han formentlig har brugt hundrede gange før. Så drager han af sted til dagens arbejde, men efterlader ikke en lykkelig hustru, Anna, Vibeke Kristensen.

Det ved vi som publikum allerede. Ikke kun, fordi det ligger slet skjult i musikken, der leveres forbilledligt af Erik Kaltoft på klaver, Kirstine Elise Pedersen på cello og Elain Ruby på klarinet, men også pga. et genialt indfald af instruktør Daniel Bohr.

Han lader virkeligheden afspejle på to kæmpestore spejle, hvor dæmonerne også er projiceret ind: Kunstneren John, Lucas Bruun de Neergaard, som var Annas store kærlighed, og det barn, som faktisk var deres. John, som kørte sig og barnet ihjel i et trafikuheld, men som hele tiden lokker hende: Kom over. Lad døden forene os.

Scenen spejler Anna. Når hun er i virkeligheden, ligger dæmonerne tæt og påtrængende i såvel billede som det lydbillede, der med utrolig styrke gengiver hendes sindsudsving. Når spejlene forsvinder, er vi i hendes stadig mere syge sind og ser hende nærme sig mere og mere til det punkt, hvor døden skiller hende fra ægteskabet og forener hende med John.

 

Vibeke Kristensen, Lucas Bruun de Neergaard og Mathias Hedegaard (foto: Skovdal Nordic for Den Fynske Opera).

Man nagles til sædet under vejs. Ender den psykologiske gyser skidt eller godt? Og hvad vil egentlig være skidt eller godt? Bohrs iscenesættelse, de tre sangeres præstationer og den intense musik borer dybt i sjælen, og der går nogle sorgladede sekunder, efter at lyset er slukket for sidste gang, før publikum kan samle sig om glæden ved at hylde kunstnerne for en storartet præstation.

Operaen er oprindelig et bestillingsværk fra Den Fynske Opera og blev første gang opført i 2003. Operachef Thomas Storm har valgt den, fordi det er det mest spændende og fuldendte af de værker, operaen selv har bestilt, og det er et klogt valg.

Storm vil gerne gøre ’Til døden os’ til en klassiker, og det har den med sikkerhed kvaliteterne til – og blev i øvrigt opsat for anden gang i 2007. Lad os få den ud i verden; og om man synes, at Wikipedia er væsentlig for kunst eller ej, så må en eller anden lægge den på dér, så menigmand ikke mener, at den ikke er for ham/hende.

Det er et værk, som for mange vil være beviset på, hvor vedkommende opera kan være for et moderne menneske, og har man ikke allerede sikret sig en billet, kan man gøre det frem til d. 28. november.

Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Pragtfuld sang og musik i symboltynget Carmen

onsdag, 10. oktober, 2018

Instruktøren Thaddeus Strassberger vil presse sin mening om, at det onde hersker i verden, igennem i Den Jyske Operas Carmen, og det øver vold på værket – men orkester og sangere er en nydelse


Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).

Francine Vis, Carmen, sammen med Lise Christensen, Mercedes (Foto: Anders Bach).

 

’Carmen’ af George Bizet har en så iørefaldende musik, at stort alle kender dele af den. Den passer med sine passager med dyster handling og mørke klange perfekt til det franske sprog, og den har stor dramatik.

Så stor, at man egentlig ikke skulle tro, at der var grund til at udbygge den, men Thaddeus Strassberger, der er såvel instruktør som scenograf og kostumier, har en dagsorden: Det onde behersker verden, og det bruger han Carmen til at demonstrere.

Derfor er der scener med vold og tortur. Derfor er smuglervarerne ikke kun tv-apparater og stoffer, men også mennesker; derfor tager Michaëla ikke bare tilbage til sin døende mor på landet, men bliver skudt; og derfor dør Carmen ikke, selv om Don José tror, at han har dræbt hende. Hun kan fortsætte med at forhekse mandfolk og virke i smuglernes selskab. De smuglere, der er gjort mafiaagtige og usandsynligt hensynsløse.

Det er formentlig også derfor, at der er rasende aktivitet på scenen også under ouverturen og diverse for- og mellemspil. Strassberger under os ikke et øjeblik til uforstyrret musiknydelse uden stort drama.

Det er synd, for musikken er ikke til at slå ihjel. Sangerne er brillante. Ved premieren blev Carmen sunget af Francine Vis, som er høj, slank, gudeskøn, en glimrende skuespiller og en fantastisk, slank mezzosopran, der udfolder sig med hæmningsløs sensualitet. Vi forstår, at ingen mænd omkring hende er upåvirket.

Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).

Don José, Samuel Sakker, og Micaëla, Lona Mohr Villadsen (foto: Anders Bach).

 

Det ses dog ikke på Don José, Samuel Sakker, der virker som et utroligt bøv, der piller ved håndvægte, mens han skal forestille at være et buldrende bål indvendig. Hans sang er imidlertid i topklasse, og Rosenarien er ikke hørt bedre.

Escamillo synges med pondus af Lars Møller, Micaëla rent og indtrængende af Lona Mohr Villadsen, og de øvrige sangere samt Den Jyske Operas Kor forgylder alle lydsiden.

Orkestret var ved premieren i Alsion Sønderborg Sønderjyllands Symfoniorkester, der som de øvrige orkestre på turneen, der når Odense 19-21. november, blev dirigeret lydhørt og uden dikkedarer af Jérome Pillement og fungerede fint.

Scenen er et kapitel for sig. Der er mobiltelefoner, walkie-talkies, forholdsvis moderne møbler og enden af en kæmpemæssig lastbil, som smuglervarerne kommer ud af. Det gør intet med tidsomstillingen. Hvis ikke instruktøren havde været så forhippet på, at hans dagsorden er vigtigere end Bizets – og er gået over gevind – havde tidsomsætningen ikke gjort noget.

Det er desuden et problem, at man ikke hele tiden er klar over, hvor man nu er. Er man i smuglernes tilholdssted, på kasernen, på kroen hos Lilas Pastia eller …?

Vælg ikke Carmen fra i denne udgave, men luk øjnene ind imellem og nyd musikken – og nyd en fantastisk Carmen som det lysende midtpunkt blandt fremragende sangere.

Der er endnu et hold sangere, der ser nok så spændende ud, og som vi kommer tilbage til, når Carmen opføres i Odense.

 

Tags:
Kategori Anmeldelser, Musik | Ingen har kommenteret »


Charmerende, men ujævn, forestilling på Nyborg Vold

lørdag, 21. juli, 2018

Selvfølgelig skal alle til voldspil igen i år, men forestillingen har såvel sine stærke som svagere sider, og den er meget for lang

 


Nyborg Vold 2018

’Singin’ in the Rain’ er en sød fortælling om overgangen fra stum- til talefilm, men naturligvis har den ikke så voldsomme virkemidler som sidste års ’Grease’. Det burde bare betyde, at man på Volden satsede på sødme og musikalsk romantik i stedet for den stærke rytmiske musik, men det har det debuterende instruktørpar Vicki Berlin og Nikolaj Tarp enten ikke turdet, eller også har de ladet deres gode hjerte løbe af med sig for at give de mange dygtige amatører så meget at fremvise som muligt.

Resultatet er i hvert fald en forestilling på mere end tre timer, heraf en første akt på syv kvarter, og uanset, hvor god en forestilling er, er det for meget. Der kan strammes mange steder, eller måske kan man reducere de mange indlagte lån fra andre forestillinger.

Det skal dog siges, at da anden akt indledes med seks glimt fra andre, senere musicals, er det måske forestillingens stærkeste numre – ikke mindst er ’One night in Bangkok’ fra Chess næsten bedre end originalen – en stor rose til Emil Nielsen, men hvis man ville have noget andet, burde man måske have valgt en anden forestilling.

Nå, historien om, hvordan primadonnaen Lina Lamont, urkomisk spillet og godt sunget af Emma Normann Hansen, bliver overflødig, fordi hendes stemme ikke egner sig til talefilm, er præcis så charmerende, at den oprindelige film stadig vises jævnligt på tv. Den har dejlige sang- og danseoptrin, og især de sidste fungerer i Nyborg perfekt i Peter Friis’ elegante og poetiske koreografi. Han ved præcis, hvad han kan byde sit ensemble, og sammen med scenografen Malene Højme Ilskov har han valgt en række rekvisitter, bl. a. et sted mere end et dusin rulleborde, der virker storartet. Også Mai Strøbechs kostumer er velvalgte, og sikke et arbejde det har været at fremstille så mange forskellige og farvestrålende.

Sammen med instruktørerne er de formentlig også ansvarlige for en elegant stumfilm, hvis mellemtekster smart vises på et bræt under scenen, og der er mange andre fine indfald og sjove ideer, der hæver stemningen. Bl.a. er alle stumfilm i sort/hvid, mens talefilm er i farver.

Jesper Trolle synger et par dejlige numre, og Jens Jepsen er en morsom, om end ind imellem lidt overdreven, Cosmo Brown, så der er masser af gode ting at sige om ’Singin’ in the rain’, men musikken og solistsangen hos de to hovedrollehavere er ikke på toppen.

 

 


Anton Holten Lambert og Signe Bækkelund som Don Lockwood og Kathy Selden.

 

Mads Lundes orkester spiller muligvis rigtig fint, men i så fald slap det ikke ud til os, fordi balancen mellem instrumentgrupperne svigtede; og Signe Bækkelund og Anton Lambert danser fint og spiller godt skuespil, men deres stemmer tåler ikke helt de moderne mikrofoner, der er forfærdeligt afslørende. De har sangtalent, men det skal pudses af, før det rækker til så store roller, selv om de synger rent nok.

Vi må ikke glemme, at samtlige 200 medvirkende er amatører, og at det er imponerende, hvad de præsterer. I nogle år er man blot ikke blevet mindet om det.

Vejret er ideelt til en tur på Volden, og den skal man naturligvis ikke snyde sig selv for, for det er altid en fin oplevelse.

’Singin’ in the Rain’ spiller frem til 11. august.

Kategori Anmeldelser, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Catch me if you can på Odense Teater

lørdag, 10. februar, 2018

Dejlig musical med lækkert jazzorkester

Odense Teater – Catch me if you can

Skønne rytmer, glimrende sang, opfindsom scenegrafi og koreografi og ikke mindst Tiptoe Bigband med 19 musikere forgylder ’Catch me if you can’ på Odense Teater

 

Odense Teater – Catch me if you can – Tiptoe Big Band

 

En af historiens halvstore svindlere var Frank William Abagnale Jr. selv om hans ’karriere’ kun varede fire år, fra han var 17 til han var 21. I de fire år nåede han at svindle med benzinkort og checks, rejste hele verden rundt som falsk pilot i Pan Am, virkede som ungdomsrådgiver, arbejdede i 11 måneder som læge og endelig i otte måneder som advokat, alt sammen uden eksamen.

Efter at være pågrebet lykkedes det ham flere gange at flygte på udspekuleret vis, bl.a. ved at udgive sig for at være undercover-FBI-agent, men han slap ikke for et halvt år i fransk fængsel fulgt af et halvt i et tilsvarende svensk, før en dom på 12 år i USA blev reduceret til fire, fordi han medvirkede til at afsløre muligheder for svindel – og minsandten om ikke han stadig eksisterer som ansat i FBI med samme arbejdsområde.

Naturligvis måtte den korte, farverige svindelperiode blive til først en bog, derefter en film med Leonardo di Caprio og Tom Hanks, og endelig til en musical, alt sammen med titlen ’Catch me if you can’.

På Odense Teater savner vi ikke filmens stjerner, for Laus Høybye er Abagnale Jr. med afvæbnende charme og flot sang. Han underspiller sine svindelnumre behageligt og fungerer glimrende i samspillet med den lige så glimrende Claus Riis Østergaard som FBI-agenten Carl Hanratty, for hvem arrestationen af svindleren bliver en besættelse.

 

Frank charmerer sin kommende svigerfamilie (Foto: Ard Jongsma).

Svindelkarrieren var ikke så lang og tåler ikke sammenligning med historiens største og især længst varende, så det er klogt af instruktøren Rolf Heim at sætte komik, sang, dans, musik og originalitet forrest i forestillingen.

Allermest overrumplende er det, at over scenen svæver og spiller Tiptoe Big Band med omkring 20 musikere. Hvornår har teatret sidst haft budget til 20 musikere i en forestilling, men I guder, hvor er det skønt. Orkestret, der med fuld ret har modtaget adskillige priser, svinger og jazzer sig gennem forestillingens iørefaldende og fint afvekslende numre, der alle fungerer, selv om de ikke er lige originale – et af dem er næsten kalkeret over Stan Getz.

 

Natali Vallespir Sand giver ikke Claus Riis Østergaard en chance (Foto: Ard Jongsma).

 

På den anden side er det måske aftenens allerfineste, fordi Natali Vallespir Sandi her brillerer med dampende sensualitet, mens hun behersker FBI-agenten Hanratty totalt – en blændende præstation.

Der spilles, synge og danses i det hele taget betagende; her og der udbredt til tilskuerrummet, og hele tiden understøttet af en spændende koreografi af Peter Friis, der sammen med scenografen Siss G. Jørgensen lader næsten alle møbler udgøre af statister, der anbringer sig i de nødvendige positurer, men også ved at forsvinde eller flytte sig kan illudere problem og krise, og som smart tvinger to forelskede i armene på hinanden. Desuden kan en stor beholder midt på scenen bruges til mange forskellige formål – og det i mange farver.

 

Originale møbler (Foto: Ard Jongsma).

 

’Catch me if you can’ er underholdende og topmusikalsk fra første til sidste sekund. Den spilles frem til 12. marts, og der er ved at være solidt run på billetterne, så kom ikke for sent, når du skal sikre dig dine.

Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »


Den Glade Enke revisited

søndag, 3. december, 2017

Så er det jul på Den Fynske Opera

Den Glade Enke revisited

Mette-Maria Øyen gør sin entre som Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).

 

Den Fynske Operas udgave af Lehars Den Glade Enke er af bitter nød udstyrsmæssig discount, men så laver man blot en eminent veloplagt, musikalsk og overrumplende forestilling med det, man har og kan.

Hvad gør man, når man vil lave Franz Lehar’s Den Glade Enke uden scene, symfoniorkester og orgier af farvestrålende kostumer i glitrende parisiske saloner?

Man laver sin helt egen udgave, hvor man udnytter de kvaliteter, man har, og gør operetten til en uforglemmelig oplevelse alligevel.

 


Daniel Bohr (foto Svend Novrup)

 

Denne bedrift udfører Den Fynske Opera i kraft en indfaldsrig instruktør, Daniel Bohr; en brillant scenograf, Rikke Juellund; et indlevende og følsomt spillende tre mands orkester under ledelse af Jacob Beck; og ikke mindst fremragende sangere og en urkomisk Njegus, Anders Skov Madsen, der hæver stemningen et par grader, hver gang han optræder.

Selvfølgelig skal man lige vænne sig til, at der ikke er et festligt klingende fuldt orkester; at scenen er et podium midt i lokalet med en trappe op til en balkon, hvor der ikke er en lille pavillon, og at der ikke er plads til at danse hvirvlende wienervalse og kun til at antyde cancan. Koreografien er med andre ord særdeles sparsom, men så retter man opmærksomheden mod teksten og det musikalske.

Handlingen er forvrøvlet og ulogisk. Grev Danilo og Hanna Glawari var engang kærester, men hun blev gift med en hovedrig, gammel våbenhandler, som meget betænksomt døde. Dermed blev Hanna til en enke, der ikke er helt så glad som operettens titel, bl.a. fordi hun efterstræbes at et hav bejlere, der vil sikre sig millioner, før de går på jagt efter elskerinder.

 


Thomas Storm og Mette-Maria Øyen i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic)

 

Et ægteskab mellem Hanna og Danilo er ønskeligt, for at Hannas millioner kan redde staten Pontevedrinos økonomi, så Baron Zeta presser greven for, at han skal gøre kur til Hanna. I Den Fynske Operas udgave støttes han nok lidt rigeligt af Hanna selv, der nærmest jagter Danilo, hvor hun i det originale stykke har sine tvivl under vejs, men skidt med det. Til sidst får de hinanden efter intriger, der også inkluderer Valenciennes vifte, som Camille de Rosillon uforsigtigt har skrevet en kærlighedserklæring på, og det er ikke så heldigt, hvis det bliver opdaget, for hun er gift med Baron Zeta, osv.

Operetten er aktualiseret ved at være flyttet til det store børskraks 1929, så der er mulighed for analogi med finanskrisen i 2008. Det sker i ambassadefunktionæren Njegus’ introduktioner til akterne, før han gør opmærksom på, at uanset hvad der sker i resten af verden, så går livet i det mondæne Paris sin uforstyrrede gang.

Det er blot et af eksemplerne på instruktør Daniel Bohrs elegante tilretning af operetten til en glat, musikalsk komedie i samarbejde med scenografen Rikke Juellund, hvis kulisser i sagens natur er sparsomme, men gøres til en del af humoren, når vi fx får fremmanet havestemning ved at gøre frynserne i loftet grønne. Scenen i midten er et genialt indfald. Pludselig har publikum 270 grader rundt første parket.

 


Kiki Brandt og Mathias Hedegaard i Den Glade Enke (foto Skovdal Nordic).

 

Mette-Maria Øyen som enken og Anders Skov Madsen som Njegus er aftenens største oplevelser. Øyen er en øjenlyst, har aristokratisk holdning og synger som en engel – ikke mindst i Vilja-sangen, som gør hele rummet magisk. Skov Madsen får publikum til at skraldgrine såvel, når han leverer sine tekster, som i sit kropssprog. Mathias Hedegaard er en glimrende Camille de Rosillon og Kiki Brandt en koket Valenciennes. Jesper Buhl er komisk, men nogle af pauserne i hans replikskifter bør nok afkortes. Thomas Storm synger dejligt og indsmigrende, men er i 2. akt udstyret med en kopi af en kendt James Bond-skurks nordkoreansk udseende uniform, og desuden er han lidt stiv af en Maxim-levemand at være. Hanna behøver næppe at frygte, at han bliver slemt efterstræbt af salonernes grisetter.

Koret udgøres af studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, som åbenlyst nyder på denne måde at få sceneerfaring. Ikke mindst ved, at de på skift får lov at udfolde sig i en fransk chanson, der ikke hænger sammen med den øvrige handling.

Forestillingen, der er et perfekt indskud i en travl julemåned, opføres frem til d. 20.12.

Kategori Anmeldelser, Musik, Teater | Ingen har kommenteret »