Årets forestilling i teltet på Skovengen har adskillige numre, som vi altid kommer til at huske, og som – næsten – får os til at glemme, at der er enkelte svipsere ind imellem.
Skønne numre med såvel mening som teltvæltende humor står i kø i Odense Sommerrevy 2023, og når man så bagefter ser, hvem der har skrevet dem, står der Vase & Fuglsang på flertallet.
Årets ensemble siger skål i den elegante kulisse (foto: Odense Sommerrevy)
Klogt ligger to af deres numre som afslutning på første akt og start på anden. Så går man til pause i højt humør og fortsætter i samme stemning, når man er tilbage.
Lige før pausen ligger ’Når venstremænd græder’, hvor vi får en demonstration af, hvor svært det i dag er at være kernevenstremand – ovenikøbet til tekstparrets egen musik. Alle seks skuespillere er på scenen og får os til at græde af grin med deres hjerteskærende gråd.
Første nummer efter pausen er ’OUH’, som kapelmester Morten Wedendahl har sat musik til, og som er en blanding af sang og pauser med tilpas flade vitser med patienter, der ikke kan blive behandlet. Her passer vitserne i al deres gru. Som når en mand kommer ind og vil have en kikkertundersøgelse, hvorefter lægen med en kikkert afsøger hele området og fastslår, at den afdeling slet ikke er bygget endnu.
Få minutter senere kommer mit favoritnummer, ’Time Out’, hvor Lars Arvad endnu en gang giver den som Nicolai Jacobsen, som har ført sit hold til tre verdensmesterskaber, men ikke har en chance, når han skal forsøge at skabe et hold ud af de 180 mennesker i en bygning i København. De nægter at bruge fløjene; når man spørger: Hvad kæmper vi for? er svaret ’Genvalg’; og de nægter at bruge harpiks på boldene. I stedet har de lim på taburetterne etc. Ind og se den selv.
Lars Arvad og Lone Rødbroe i ‘Hvad skal vi lege’ (foto: Odense Sommerrevy)
’Skal vi lege’ med Lone Rødbroe og Lars Arvad viser, hvor svært det kan være at lege far, mor og børn i disse tider, og ’Odense Pride’ er et af de numre i revyen, der sætter tingene på hovedet, når de, der går bagest i Prideparaden, Lone Rødbroe og Tom Jensen, er medlemmer af Dansk Heteroseksuelt Samfund, der er så grå, som pride er regnbuefarvet; som har missionærsex på faste ugedage og er så almindelige, at hørte vi ikke til bevidstløshed om de 90 forskellige kønsidentiteter, ville det være dødkedeligt. Her er det uendelig morsomt.
Kun et enkelt Vase&Fuglsang-nummer en svipser. Den handler om mænd på tvungen barsel, men seks af syv er søreme et flot resultat.
Kirsten Brinks scenografi er en nydelse (foto: Martha Wiese)
Der er fuldtræffere af andre forfattere. To af dem er af den alvorlige slags, som mange revyer kun har et enkelt af som alibi. Vicki Berlin står for Gunvor Reynbergs ’Så blå, så blå’ om hustruvold og de måder, man kan få blå øjne på; og Lars Arvad står for ’Fejl 40’ af Leif Maibom, hvor en mand gør regnskab over sit liv ved de 40 og fastslår, at det skal have haft en anden karakter, når han når 50. Man kan så tvivle på, om han ikke allerede er fortabt.
Henrik Lykkegaard er årets tilføjelse, så der er seks på scenen, og han gør det fx godt, når han er den desperate fængselsbetjent, der i underbemandingstider forsøger at få en forbryder til at gå hjem igen, for der er ikke plads til ham. Rollerne byttes elegant til slut. Lykkegaard er også præsten, der gennemfører facebookbegravelsen af ’Buller47’ på chatten med ustandseligt indkomne nye sms’er. En god ide af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.
Et tredje nummer, hvor dagliglivet er vendt på hovedet, er ’Skål’ af Henrik Lykkegaard, hvor et forældrepar ikke fatter, hvad de kan have gjort forkert, når deres børn ikke drikker nok. Hvordan skal vi kunne bevare den fine alkoholkultur med god samvittighed, hvis de unge ikke lærer at drikke?
Imponerende har man nået at få Lizette Risgaard med i revyen i Vicki Berlins fine skikkelse. Sketchen er præcis så stærk og kort, som det er nødvendigt. Jeg nægter at røbe pointen – men den tager kegler.
Det gør også Lone Rødbroe i ’Håndbold for fan’, hvor hun i et formidabelt tempo og med masser af slagtøj giver en sand tour de force, så man ikke kan andet end at give sig. Ikke alle numre behøver jo at have et stort, ædelt formål.
Mere behersket humor er der i en politiafhøring, hvis formål er at få ord til en krydsord; ’Guds Gate’, hvor en kvinde får chancen for at få tre spørgsmål besvaret af selveste Gud og ikke lige benytter dem til det, vi ville havde ventet.
Blandt de mere tvivlsomme numre er desværre finalen, hvor mange havde glædet sig til et potpourri over danske revysuccesser, men hver eneste er forkortet, så vi aldrig hører pointen, og vredet i stykker i foredrag og rytme. Selv om kostumerne er velvalgt, er det lidt ærgerligt ikke at slutte på toppen. Især da det indledende velkomstnummer er kvikt og lover, at om to timer er vi alle forvandlet fra pessimister til jubeloptimister, så det skaber forventninger til afslutningen.
Pudsigt, som ideen om at pille ved gamle slagere breder sig. Den lykkedes fint i Aarhusrevyen. Den lykkedes næsten i Odense Teaters teaterkoncert, men her dur den ikke.
Revyens sceneskift får en ny dimension, fordi de, der udfører dem, er ’stillet til rådighed’ af Odenses LET-bane (!), Tom Jensens fine ide. Dermed er der også underholdning, når de smarte kulissedele køres ikke alt for perfekt ind og ud. Scenografien af Kirsten Brink er fornem i farver og legemulighed, og Peter Friis har sin del af æren for komikken med sin koreografi.
Revyen spilles frem til 10. juni, og de mange topnumre gør, at den får
Den Jyske Opera har skabt en børnevenlig version af Mozarts Tryllefløjten, der skal vække børn og unges operainteresse. Det lykkes på de fleste områder, men har også sine omkostninger. Nina Sveistrup Clausens Natten Dronning er hele forestillingen værd
Slutscenen – nu er alle gode (foto: Anders Bach)
Hvordan man får børn og unge til at elske opera er der mange meninger om. Da jeg for et uhyggeligt antal år siden hørte Wilma Lipp synge Nattens Dronning, var jeg leveret, og det samme kan ske for alle de unge, der nu oplever Nina Sveistrup Clausen i Den Jyske Opera. Hver eneste koleratur står sylespidst præcist ud i rummet, og hun kan klare sig, selv om orkestret er hævet over rampen og sluger nogle af de andre sangeres lyd; værst Steffen Bruuns Sarastro, hvis to ørehængere der ikke er meget tilbage af – især når han forsøger at synge mod blæserne.
Hvad man ikke skal gøre, er at forsøge at begejstre børn på forhånd. Man skal lade dem møde den levende lyd, for det er i sig selv begejstrende, såmænd også for voksne, der har været ’bange’ for opera. Dem er der mange her i selskab med deres børn.
Før Forestillingen møder man denne fugleklædte pige (foto Kjerteminde Avis)
Forventningsfulde
Når man kommer til Musikhuset, bjergtages børnene af en ung, fugleklædt kvinde, der er meget munter og plastisk. Hvad er hun nu for en?
I salen er der en forventningsfuld stemning, der holder, selv om dragen, der forfølger Tamino, Jonathan Koppel, kun har to røde ben. Til gengæld er de tre damer meget indtagende. Kostumedesigneren Sandra Münchow har haft en meget heldig hånd. Et godt eksempel er et kostume, der er mørkt og farligt på den ene side, men når Papageno brygger sit klokkespil, vender pigerne sig, og deres anden side er klædt i pastelfarver.
Cassandro Lemoine og Leif Jone Ølberg, da alt falder på plads for dem (foto Anders Bach)
Papageno, Leif Jone Ølberg, og Papagena, en henrivende og letfodet Cassandra Lemoine, er muntert farverige, og scenen, hvor de finder sammen, henrivende.
En enkelt gang synger hele salen med, og det er intet problem, fordi der er overtekster på dansk. Andre gange svarer børn fra salen på den tvivlrådige Taminos spørgsmål, om det skal være ja eller nej. ’Ja!’ kom et højlydt svar fra salen.
Selv om forestillingen varer to timer og ti minutter inklusive en 20 minutters pause, er de mange børn dugfriske til sidste tone og klapper vildt begejstret bagefter.
Alt er også gået helt utroligt i Diminik Wilgenbus’ instruktion. Ikke blot har Papageo og Pagagena samt Tamino og Pamina, Simone Lichtenstein, fået hinanden; men de mørke kræfter er alle blevet gode – ingen forsvinder i Helvede – så der er kun fred og fordragelighed, kærlighed og glæde.
Hvad er omkostningerne?
Vi har nævnt det glubske, men i øvrigt velspillende, hævede orkester, og at der ikke er ro i salen. Hardcore operaelskere vil også begræde de forkortede og ændrede tekster, men det er gjort skånsomt.
Desuden overlever alle de mørke kræfter, som lider deres fortjente skæbne i den originale opera.
Jeg greb mig selv i at savne den tyske tekst, men det er bare, fordi jeg er vant til den, og den var udmærket på dansk i Karen Hoffmanns oversættelse.
Legen med fortæppe, kulisser og de sjove scener omkring Papageno er man heller ikke vant til, men dem bør man tage i stiv arm. Man kan holde sig væk eller være med til at give de følgende generationer glæden ved opera.
Et fint formål, og tak til Den Jyske Opera for at have ’ofret’ en sæsonforestilling og turnéforestilling på formålet.
Den kan opleves i Odense Koncerthus 20-21. februar.
Odense Teaters Ronja Røverdatter en poetisk myte om, hvordan barske røvere kan blive hæderlige mennesker – og musikken er af enestående kvalitet
Fv Klaus T. Søndergaard, Laura Skjoldborg, Marie Mondrup og Anders Gjellerup Koch (foto: Emilia Therese)
– I det her job kan man jo blive hængt, næsten før man ved af det, konstaterer Skaldeper, der sammen mødrene og næste generation, Ronja og Birk, arbejder for, at såvel Mattisrøvere som Borkarøvere skal stoppe deres virke som røvere og måske – gys – arbejde i stedet.
Ronja og Birk er begge født i den forfærdelige nat, hvor et lyn flækkede Mattisborgen i to dele, og de to røverbander befinder sig i hver sin del.
Ronja og Birk
Da Ronja og Birk mødes, er luften fuld af skældsord og eder, for de ved jo godt, hvad der forventes af de grupper, de er medlemmer af.
Laura Skjoldborg og Emil Veber Rasmussen (foto: Emilia Therese)
De er unge og stadig modtagelige for såvel argumenter som den storslåede natur, også selv om den er fuld af skovhekse, rumpenisser og grå-dværge.
Da det går op for dem, hvad deres familier lever af, og at de ikke må være sammen, flygter de ud i Bjørnegrotten og lever sammen der. De får mad ved at fiske, og snart begynder røverne fra Mattisborgen at dukke op med madbidrag og opfordringer til at komme hjem.
Til sidst giver selv Mattis, der ellers har afsvoret Ronja som datter, sig og dukker op ved Bjørnegrotten.
Røverne har dog ikke afsvoret deres liv som røvere, så det kræver yderligere indsats med smarte påfund fra de to børn dels at få de to røverbander forenet; dels at få dem til at arbejde på at skifte erhverv.
Juleforestillinger
Jeg elsker juleforestillinger og synes egentlig, at der bør være nisser i dem, men her må jeg give mig. Ronja Røverdatter er den perfekte familieforestilling. Laura Skjoldborg som Ronja og Emil Veber Rasmussen er friske, intelligente betweenagere (så er kærligheden ude af betragtning), der bliver venner og trodser de ældre røvere.
Anders Gjellerup Koch og Mikkel Bay Mortensen er de to spradebasser af høvdinge, som viser sig at være gode nok på bunden, Lovis, Marie Mondrup, er den verdenskloge røverhustru, som har opgivet at opdrage røverne og bare håber, at de forbliver i live, men hun støtter også de unge.
Klaus T. Søndergaard er rørende og morsom som Skaldeper, der er gammel og svag, men livsklog, og i alle øvrige roller spilles, synges og danses fint i Peter Friis’ koreografi. De barske røveres dans ligner opvarmning for New Zealands rugbyhold en del!
Unik musik
Mange forbinder Ronja Roverdatter med Sebastians musik, men glem den. Hal Parfitt-Muray, Magnus Heebøl Jacobsen og Thor Ahlgren spiller på alt fra sækkepibe til træskoviolin. Deres musik ligger under hele forestillingen, som de kommenterer eller kitter sammen på poetisk vis og helt i Astrid Lindgreens stil. Det er mageløst.
Instruktion i top
Frede Gulbrandsen er instruktør og kan ikke gøre noget galt på Fyn, hvor han på Odense Teater fx instruerede den hæsblæsende og helt anderledes ’De Tre Musketerer’, og hvor han i 2016 gjorde Kerteminderevyen til Danmarks bedste. Han kan godt få en pris mere for Ronja Røverdatter.
Scenografi og kostumer passer magisk sammen, og det er ikke så mærkeligt, for begge dele står Camilla Bjørnvad for.
Der er af nisser kun de urkomiske rumpenisser, men på trods af det er det en rørende, morsom og perfekt juleforestilling, som spiller frem til 30. december. Pas på spilletiderne. De varierer en del – og pas på tiden, for billetterne bliver revet væk.
Den Jyske Operas traditionelle augustgave til sit publikum byder på fremragende sang, spændende kulisser i widescreen og især i anden akt magiske øjeblikke
Tammi Øst og Randy Diamond (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Hvorfor er det først som 63-årig, Tammi Øst viser sig at være perfekt til musical eller for den sags skyld opera i stort format? Stor tak til hendes sanglærer Klaus Møller for at opfordre hende til at søge rollen som Norma Desmond i Sunset Boulevard på Den Jyske Opera. Vi kommer aldrig til at glemme den.
Norma Desmond er en stumfilmstjerne, der blev offer for talefilmen. Hun er en aldrende kvinde, der bor isoleret i et hus, hvor hendes trofaste butler, chauffør og beundrer Max von Mayerling, glimrende sunget af Martin Loft, våger over hende og garderer hende mod virkeligheden.
Tammi Øst og Martin Loft (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Hun har skrevet et manuskript til en talefilm, der skal give hende et stort comeback, og da den middelmådige manuskriptforfatter Joe Gillis, Randy Diamond, ved et tilfælde havner i hendes hus, sætter hun ham til at frisere hendes manuskript, så hun kan sende det til instruktøren Cecil B. DeMille.
Norma forelsker sig i Joe, som hun ikke vil tillade at forlade huset, og som ender med at blive hendes elsker, delvis af medlidenhed, mens hun er vildt forelsket.
Randy bliver til gengæld bestormet om hjælp til at lave et filmmanuskript af Betty Schaefer, ypperligt sunget af Katharina Maria Apt.
Randy Diamond og Katarina Maria Abt (Foto: Anders Bach for Den Jyske Opera)
Således er der klar til 2. akt efter en lidt lang 1. akt, men man har ikke ventet forgæves. Først får vi Gillis’ selvmedlidende, men også rørende, klage over den situation, han er havnet i. Derefter oplever vi en opløftet Norma, der har fået en aftale med Cecil B. DeMille og ikke ved, at han er interesseret i hendes veteranbil, ikke hende selv; og derefter er scenen rørende, da Norma møder i filmstudiet, parat til at genindtage sin stjernestatus.
Siden får vi en blændende duet mellem Gillis og Betty, som dog mister i sin virkning dels, fordi vi ved, at der ikke er håb for den, der søger lykken i Hollywood; og dels fordi denne kærlighed virker dødsdømt, fordi Randy Diamond simpelthen er for gammel til rollen som Gillis – han synger guddommeligt, men minder en del om Mrs. Doubtfire.
I slutscenen, hvor Normas i forvejen dårlige forhold til virkeligheden kammer fuldstændig over, og hun bl.a. skyder Gillis, er Tammi Øst helt suveræn, og havde man ikke haft fremkaldelserne at samle sig under, havde ingen forladt Musikhuset med tørre øjne.
Andrew Lloyd Webber skrev musicalen til et manuskript, baseret på Billy Wilders stærkt melodramatiske film af samme navn, efter at have ventet 20 år på at kunne få rettighederne. Det er en forestilling, som kræver en overflod af farver og kulisser, som Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind lever fuldt op til, endog i scenens fulde bredde, widescreen(!), så fokus kan skifte lynhurtigt vha. lyset.
Den Jyske Operas fine orkester med Andy Massey som dirigent får mest muligt ud af, at man her har et fuldt orkester til en musical, så musikken virkelig kan bruse, ind imellem næsten for voldsomt, men det er et valg.
Operaens chef, Philipp Kochheim, har valgt Sunset Boulevard i sin begejstring for såvel film som musical, og resultatet er skønt. Det er trist, at der kun er fire opførelser, men godt, at er der overhovedet billetter tilbage, er det til torsdag, fredag og lørdag i den kommende uge, så chancen er der endnu.
Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.
Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.
Ulrikshoms Slotshave er en perfekt kulisse (Foto: Chris Miller)
Forestillingen, opsat af Herregårdsspillene, var intet mindre end perfekt. Lars
Zacho Maarups oversættelse af Shakespeares gækkeri med liv, død og først og fremmest humor, kogleri og erotik er blændende flot – mundret og ført up-to-date uden at miste det sprog, som gør, at digterens værker har overlevet så mange århundreder – kakao for øregangene. Det er fuldt af elegante referencer til et dansk publikum, som Shakespeare selv ville have bifaldet – og hele ensemblet yder det fuldt retfærdighed.
Anja Törnqvist som Titania bliver forelsket i et æsel (foto: Chris Miller)
Det er også fremragende i kropssprog og timing, utvivlsomt ikke mindst et resultat af Jonas Grundtvigs instruktion. Alle elsker at være med og igen minde os om, hvor tidløs Shakespeare er.
Helena, Katrine Juliane Krone, bruger ret voldsomme midler i forsøget på at få Lysander, Bastian Sørensen, til at elske sig (foto: Chris Miller)
Dennis Due og Anja Törnqvist er livlige og poetiske som Titania og Oberon, der med Puck som hjælper iværksætter temmelig grove løjer, som desuden går rivende galt. De gale elsker hinanden, og Titania bliver dødeligt forelsket i et æsel, vidunderlig komisk spillet af Henrik Knudsen som håndværkeren, der er med i en skuespiltrup. I den gør Shakespeare tykt nar af sin tids uduelige amatører – han selv var den superprofessionelle på The Globe – men på så kærlig en måde, at vi elsker dem alligevel.
Demetrius, Christian Runge, og Hermia, Clara Thorsted (foto: Chris Miller)
Oberon fortryder og får tingene tilbage på deres rette hylde, så Helena kan få sin Demetrius og Hermia sin Lysander. Læs navnene på skuespillerne herunder.
De optrædende overvinder alle problemer. De bruger alle deres stemmer så opspændt, at de kan optræde ‘unplugged’, altså uden brug af mikrofoner, uden at nogen går glip af en stavelse, også selv om der er tre alferoller, Spindelvæv, Ærteblomst og Sennepsfrø, spillet af teenagere. Kostumerne af Jette Bom, Jette Bek Danielsen og Kirsten Janby passer til hver enkelt person, og i denne tid, hvor megen kunst mishandles ved at få et nutidigt udtryk, er det herligt at se Shakespeare spillet som Shakespeare.
Alferne og Puck (foto: Chris Miller)
Forestillingen betvinger en let blæst og nogle få, lette regnbyger, og alle klarer at sprinte rundt i Ulriksholms dejlige slotshave, der er en ideel kulisse, men hvor der ellers lurer græskanter, træer og blomsterbede.
De to sidste forestillinger er på torsdag og fredag i næste uge. Forsalget har været så godt, at man muligvis skal være heldig for stadig at få en billet, men giv ikke op.
Det er en oplevelse, man aldrig vil glemme.
William Shakespeares ‘En Skærsommernatsdrøm’, opført i Ulriksholms Slotshave af Udendørsteatret Herregårdsspillene. Titania: Anja Törnqvist. Oberon: Dennis Due. Lysander: Bastian Sørensen. Demetrius: Christian Runge. Hermia: Clara Thorsted. Helene: Katrine Juliane Krone. Puck: Christian Møllegaard Madsen. Rikke Friis Skov: Petra Quince. Nick Bottom: Henrik Knudsen. M.fl.
Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling er operetten ’Greven af Luxemburg, omarbejdet af operachef Philip Kochheim med delvis succes
Den Jyske Operas chef Philip Kochheim har fået en sjov ide. Forestiller man sig, at der findes en bygning, hvor samtlige eksisterende operaer og operetter har hver deres lokale, vil de største og bedste være i store lokaler i de øverste etager, mens de mindre væsentlige vil have mindre værelser, måske i kælderetagen, hvor kulisserne ikke bruges meget og derfor er ved at rådne op, men sangerne holder forestillingerne i live ved jævnligt at øve dem, mens de morer sig med at indsætte lån fra andre værker.
Birgitte Mosegaard, Morten Wang og Joan Ribalta i gang med at tegne en ægteskabskontrakt (foto: Anders Bach)
Nuvel. Vi skal forestille os, at vi ser Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling, “Greven af Luxembourg”, gennem et nøglehul til det lokale, hvor skuespillere og sangere muntrer sig med at holde Franz Lehars muntre operette, “Greven af Luxembourg” i live, mens de låner med arme og ben
Derfor indledes den musikalske side med starten på ouverturen til “Skæbnens Magt”, og siden får vi før tredje akt en veloplagt udgave af “Wilhelm Tell”; og derfor er der masser af indfald, som teksten har inspireret Kochheim til. Nogle er meget langstrakte, så at man er til en musikforestilling, finder man egentlig først rigtigt ud af ti minutter før pausen, pudsigt nok i et nummer, der er som taget ud af “Den Glade Enke”.
Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard får hinanden til sidst (foto: Anders Bach)
Derfra går det hastigt fremad, og vi mærker, at nok blev operetten skrevet på blot tre uger, men Lehar har nydt at skrive den, og store dele af den har fine musikalske kvaliteter, ikke mindst i arier og duetter med de to hovedpersoner, Angéle og Renè, Birgit Mosegaard og Joán Ribalta. Sidstnævnte er catalaner, men synger perfekt på dansk – måske et af forestillingens små mirakler.
Den største musikalske oplevelse er imidlertid kvintetten, hvor fire elskerinder trækker Grev Basilovitsch i samme båd/seng. Den er pudsigt nok lånt fra en anden Lehar-operette, “Frasquita”, der har flere varmblodede spanske kvinder! Her er dristige klange, der går ud over den vanlige operette. Basilovitsch synges udmærket af Morten Wang, men der synges i det hele taget fint i alle partier – fra mig en ekstra blomst til Estrid Molt Ipsen -, så man mærker, hvordan alle medlemmer af Den Jyske Operas kor i realiteten kan hentes frem som solister.
Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd (foto: Anders Bach)
Aarhus Symfoniorkester spiller stilrent under Christopher Lichtenstein, og Barbara Bloch står for kulisserne og deres let depraverede detaljerigdom, der passer fint med Kochheims ide. En hovedårsag til, at forestillingen trods alt går hjem som en stor fornøjelse, er oversætteren Jacob Beck, der har sat en ære i at skrive mundret og ikke så moderne, at det ødelægger den oprindelige teksts præg.
Forestillingen skal på landsturne og kan i Odense opleves 25. marts. Kan man ikke den dag, kan man i stedet opsøge den i Vejle, Horsens eller Esbjerg.
Det første af fire arrangementer, Kerteminde Kommune har støttet Kerteminderevyens Venner med, for at forsøde tilværelsen efter Corona for borgerne, løb af stablen tirsdag aften i Samlingsstuen, Andresens Købmandsgaard.
Lukas Birch (Foto Emil Andresen)
I løbet af to timer kom man rundt om Birchs tid i Det Danske Drengekor, med turneer til Kina, Færøerne, Ungarn og Rumænien samt optræden på Det Kgl. Teater i 11 forskellige operaer, før hans stemme gik i overgang.
Birch skrev sin første revytekst til Cirkusrevyen som 14-årig, og har siden skrevet utallige revytekster til bl.a. Kerteminderevyen, hvor han i år var forestillingsleder, og var på scenen i to numre. Han har haft talkshows, juleshows i Vejle, har optrådt i en halv snes forskellige revyer, og bistået Farshad Kholghi i forbindelse med forestillinger, ligesom vi så Kholghi og Birch i ‘Hvid Jul – med brune nuancer’ på Tornøes Hotel kort før jul.
Senere på måneden kommer Birch til Kerteminde sammen med 80-årige Ulf Pilgaard i Det Store Ulf-show, og her skal man snart være hurtig for at få sig en billet. Alle, der var til stede i Samlingsstuen, vil kunne anbefale det, og det er allerede sikkert, at Sofie Stougaard d. 26. november, og Frede Gulbrandsen 7. december, bliver de næste, der skal holde for.
Bjarne B. Reuter har dramatiseret ’Busters Verden’ for teatret, og Odense Teater tryller magisk for de unge, som kun teatret kan
Buster i flyvende fart. Foto: Emilia Therese,
Buster Oregon Mortensens farfar var kanonkonge, hans far kan trylle, og det kan han også selv. Det er med til at gøre, at han kan overleve skolen, som man ikke skal tro, man går i for sin fornøjelses skyld. Der skal læres tabeller, mens man følger reglerne.
De var noget mere håndfaste i den tid, hvor ’Busters Verden’ foregår, og Reuter tager tingene til psykedeliske ekstremer i fx de meningsløse regnestykker, de arme børn af læreren Claus Riis Østergaard bliver sat til at finde svarene på.
Fv Anders Skov Madsen, Natali Vallespir Sand, Jens Andersen og Emil Weber Rasmussen venter på forældremøde i den sorte skole (foto: Rico Feldfoss)
Buster, Emil Weber Rasmussen, reagerer med poesi og trylleri, som han som skuespiller er nået langt i at beherske med tryllekonsulent Klaus Muldbjergs hjælp. Ikke med forurettethed og surhed, for han kan såmænd godt lide at gå i skole, men han tryller fint og morsomt, når han keder sig. Han har ikke fået kvast sine sanser, så han kan lugte foråret og dets luft.
Buster har brug for poesi og trylleri, for hans far, Jens Andersen, er en charmerende, men holdningsløs, fyr, der går på kroen og kommer fuld hjem. Til gengæld er han solidarisk med sin søn, når der er forældremøde. Moderen, Marie Nørgaard, er som den tids kvinder fuldtidsbeskæftiget med at redde familien.
Kanonkongen skydes af på smarteste teatervis. Foto: Rico Feldfoss.
Moderen og søsteren, Nadia Jasmin Nielsen, elsker Buster og hans trylleri, men vil han overleve, at han har kommet sukker i benzinen på Store Lars’ knallert? Og overlever hans selvtillid Stig Ole, Anders Skov Madsens, foragt? Store Lars spilles af Mikkel Reenberg, der stumt giver et af forestillingens komiske højdepunkter som inspektørens sekretær.
Natali Vallespir Sand har seks forskellige roller, først og fremmest som Fru Larsen, Busters fortrolige, som stimulerer hans selvtillid og mener, at de nok sammen skal få klaret faderens problem. Jeg vil hævde, at det er et postulat, at det sker, men det glemmer vi for en vigtigere sag: Buster ændrer livet for vidunderbarnet Joanna, spillet af Louise Bonde, som, siden hun var tre år, har arbejdet ensidigt mod at indtage verdens koncertsale med sit flygel. Hun elsker musikken, men nu lærer hun også at elske magi, og Buster forvandler en af hendes koncerter til en trylleforestilling på skøn vis.
Louise Bonde, vidunderbarn med sans for magi (foto Rico Feldfoss)
Alle skuespillerne har adskillige roller og hopper ubesværet ind og ud af dem i en musikalsk og munter sceneleg, der betager det primære publikum, de helt unge, og giver dem lyst til mere teater. Forestillingen er fint forløst i samarbejde mellem scenograf Nadia Nabil og instruktør Kamilla Bach Mortensen, der viser, hvad teatret kan i forhold til film og litteratur. Hvordan man kan køre en teatercykeltur på en Long John; hvordan man kan affyre en kanonkonge, etc. Musik og tekst af Tomas Raae er inspirerende lyrisk, men har lidt rigeligt med lån fra fx House og the Rising Sun, Katinka Katinka osv., men det aner de unge jo ikke. Vi voksne ville til gengæld gerne have lånt Nanna Lüders’ ’Buster’.
Så er der marked (Foto Rico Feldfoss)
Forhærdede voksne tænker golde tanker: Jamen, han har da ingen chancer over for en Store Lars, der vil slå ham til plukfisk. Det går da galt, hvis han ikke lærer, hvad han skal i skolen, osv,
Det gør det ikke i Reuters magiske univers. Nok er magikere en døende race, men her står de sig over for den rå kraft og den hårde fornuft – og det er fint at vise de unge et alternativ. De skal nok rette ind alligevel, men det er godt at have et poetisk kim at klynge sig til.
Busters Verden spilles i Teatersalen, Odeon frem til 20. oktober, og de voksne kan roligt tage med de unge og få opfrisket det lille, daglig-revolutionære kim.
Sjældent har publikum moret sig uden at miste den musikalske oplevelse som i Inkognito Royal på Den Jyske Opera
Kong Frederik 8. dør først, hvorefter han stepdanser; dirigenten bliver skudt til sidst; så synger vi ’Der er et yndigt land’ og hylder lig, horer og deslige, før vi småklukkende af fryd forlader Musikhuset i Aarhus.
Det totale kaos (foto: Anders Bach)
Noget lignende er aldrig set og hørt, og det er lige så stor en skandale, som at kongen får et hjerteanfald på et bordel, hvad han næppe gjorde i virkeligheden, at denne forestilling får så få opførelser.
Musikken er af den ikke helt unge Karsten Fundal, hvis sind er ungt, sprælsk og fuldt af indfald i samarbejdet med librettisten og idemanden, lederen af Den Jyske Opera Philipp Kochheim. Hvad har de to dog ikke skabt i deres samarbejde!?
Da tæppet går, er vi i Hamburg Havnehospitals lighus, hvor der klippes stive fingre af, og hvor lægerne pludselig bliver gjort opmærksom på, at det seneste lig er kongen af Danmark, Frederik 8, sunget – og danset – af Andreas Daum. Det giver så meget uro, at de øvrige lig beder om ro, og kongen selv viser sig at være en fremragende stepdanser.
Konferencieren og sopranen
Forestillingen skrider frem gennem sit stigende anarki under ledelse af konferencieren, suverænt fremstillet af Randy Diamond, som har nok at se til, mens alt bliver mere og mere psykedelisk.
Randy Diamond (foto: Anders Bach)
Vi er ikke i tvivl om, at han har ret, når han stempler meget af det, der foregår, som fake news. Det bliver så forvirret, at de medvirkende opgiver at finde ud af det, og sopranen, vidunderligt sunget af Susanne Elmark, ringer til sin agent, fordi hun vil væk med det samme, om det så skal ske med nattog!
Fra overtekster til sammenbrud
Tingene udarter, så selv overteksterne giver op. På et tidspunkt viser de bare tre spørgsmålstegn, efter at det ellers er gået imponerende godt med at oversætte såvel tysk som engelsk og fransk.
Da sammenbruddet sætter ind, beslutter instruktøren at starte forfra, men komponisten er rasende over udviklingen og skyder dirigenten. Så er der bare tilbage, at Dronning Margrethe gyder olie på vandede.
Bordellets damer interviewes (foto: Anders Bach)
Kaos forgår, kvalitet består
Voldsomt imponerende er det, at musik og sang hele vejen har samme høje kvalitet. Aarhus Symfoniorkester under den forhåbentlig genopstandne Christopher Lichtensteim nyder åbenlyst at springe rundt i genrer og lån fra de gamle operaer. Ind imellem at spille Mozart, her og der noget, der ligner tolvtonemusik og Alban Berg, så er der mindelser om Cole Porter eller George Gershwin, men der er aldrig knæfald for billige effekter. En fantastisk præstation af Karsten Fundal.
Som det er af Philip Kochheim, at vi ikke bliver trætte af de hundredvis af overraskende indfald.
Fornem scenografi
En stor del af æren må tildeles scenografen Emily Bates, der har lavet betagende kulisser til samtlige scener. I spøgelsesblåt i lighuset, i bordelrødt i glædeshuset. I værelse med småborgerligt tapet i det hyggelige værelse, hvor kongen møder sin endeligt. I overklassesalon-halvmørke med alt for højt til loftet i slottets sale.
Susanne Elmark og Andreas Daum (foto: Anders Bach)
Fornyende forestilling Jeg har aldrig oplevet noget lignende i så høj kvalitet, og da det er Den Jyske Operas faste gave til publikum i august, spilles den kun denne lørdag og søndag. Ganske vist optages den også til DR P2, men lyden alene yder ikke denne usædvanlige sammenblanding af mange genrer, men med fornemme operastemmer, retfærdighed.
Aldrig har en aften til Voldspil i Nyborg været mere perfekt end premieren på ’Vi maler byen rød’
Varmen blev tilpas, til forestillingen begyndte, og der var tropenat uden faldende dug, til ’Der er et yndigt land var afsunget’. Solen var i mellemtiden gået ned i et luende bål bag de markante træer, der var ingen generende myg, og scenen var gradvist blevet mere belyst, som aftenen faldt på, og vi kunne nyde Malene Højme Ilskovs elegante scenografi med de mange felter, der kunne antage forskellige farver.
Liv og glade dage i ‘Vi maler byen rød’ (foto: Nyborg Vold)
Tilføj et ensemble fuldt af vitalitet og såvel velsyngende som forbløffende godt dansende – en blomst til koreograf Simone Svane, der havde givet hver enkelt opgaver, de kunne løse; samt orkestret under Mads Lunde, som storsveder i musikpavillonen, uden at vi kan se dem før til fremkaldelserne.
Melodi Grand Prix
’Vi maler byen rød’ er tænkt som en slags dansk ’Grease’ om gymnasieelever og deres liv, glæder og sorger frem mod studentereksamen en gang i 1980erne. 26 melodier stammer alle fra diverse Melodi Grand Prix og rækker fra Mabels Boom-Boom, som der ikke er meget musik i, men nok så meget liv, til den fine og helt anderledes ’Fra Mols til Skagen af Lise Cable og Mette Mathiesen, halvdelen af Miss Behaven.
Det er en ensembleforestilling, hvor alle så at sige har hovedroller og dukker frem i enkelte numre, så ingen nævnt, ingen glemt. Blandt de ældre voldspillere brillerer Vivian Edelborg som en meget morsom og højtråbende gymnasielærer – lad os håbe, at hendes stemme holder!
Vivian Edelborg er på hårdt arbejde som gymnasielærer (foto: Nyborg Vold)
En spinkel, tragisk sidehandling er næsten for meget, men reddes af, at manuskriptforfatter og instruktør Rasmus Mansachs får ’Skibet skal sejle i nat’ sat ind i dødsscenen på rørende og elegant vis. Han har i øvrigt givet mange af sangene ekstra vinkler, ikke mindst ’Alt det, som ingen ser’.
Tempo og timing
Man skulle være et skarn, hvis man ikke vuggede med på alle sangene og var tæt på selv at synge med, for vi kender dem jo alle sammen; sangene med Keld Heicks smarte ordspil og Tommy Seebachs musik med de overraskende vendinger. Otto Francker og Volmer Sørensens ’Dansevise’, Brødrene Olsens ’Smuk som et stjerneskud’, ’Hallo Hallo’, hvor de færreste formentlig er klar over, at den tekst også er af Keld Heick, som naturligvis var inviteret med til premieren … etc.
Tempoet er flot og timingen perfekt. Heldigvis tillader coronarestriktionerne, at der er et tilstrækkelig stort publikum til, at man kan mærke, hvordan stemningen er i top hele aftenen.
Nu er vejret med voldspillerne, og det bør betyde, at der ikke bliver en tom plads – udover dem mellem boblerne pga. corona.
Det er helt befriende at have en dansk forestilling, der sprudler af livsglæde, og jeg tvivler på, at nogen savner en stor streamlinet musical i stedet.
Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.
Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.