Elegant elskovsleg og skønt sprog i slotshaven

6. august, 2022

Jeg mindes en gammel sætning: Man går hjem – opløftet – som af al stor kunst.


Præcis sådan havde jeg og, kunne jeg høre, så godt som hele publikum ved den udsolgte ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Ulriksholm Slot, det.

 


Ulrikshoms Slotshave er en perfekt kulisse (Foto: Chris Miller)

 

Forestillingen, opsat af Herregårdsspillene, var intet mindre end perfekt. Lars
Zacho Maarups oversættelse af Shakespeares gækkeri med liv, død og først og fremmest humor, kogleri og erotik er blændende flot – mundret og ført up-to-date uden at miste det sprog, som gør, at digterens værker har overlevet så mange århundreder – kakao for øregangene. Det er fuldt af elegante referencer til et dansk publikum, som Shakespeare selv ville have bifaldet – og hele ensemblet yder det fuldt retfærdighed.

 


Anja Törnqvist som Titania bliver forelsket i et æsel (foto: Chris Miller)

 

Det er også fremragende i kropssprog og timing, utvivlsomt ikke mindst et resultat af Jonas Grundtvigs instruktion. Alle elsker at være med og igen minde os om, hvor tidløs Shakespeare er.

 


Helena, Katrine Juliane Krone, bruger ret voldsomme midler i forsøget på at få Lysander, Bastian Sørensen, til at elske sig (foto: Chris Miller)

Dennis Due og Anja Törnqvist er livlige og poetiske som Titania og Oberon, der med Puck som hjælper iværksætter temmelig grove løjer, som desuden går rivende galt. De gale elsker hinanden, og Titania bliver dødeligt forelsket i et æsel, vidunderlig komisk spillet af Henrik Knudsen som håndværkeren, der er med i en skuespiltrup. I den gør Shakespeare tykt nar af sin tids uduelige amatører – han selv var den superprofessionelle på The Globe – men på så kærlig en måde, at vi elsker dem alligevel.

 


Demetrius, Christian Runge, og Hermia, Clara Thorsted (foto: Chris Miller)

 

Oberon fortryder og får tingene tilbage på deres rette hylde, så Helena kan få sin Demetrius og Hermia sin Lysander. Læs navnene på skuespillerne herunder.

De optrædende overvinder alle problemer. De bruger alle deres stemmer så opspændt, at de kan optræde ‘unplugged’, altså uden brug af mikrofoner, uden at nogen går glip af en stavelse, også selv om der er tre alferoller, Spindelvæv, Ærteblomst og Sennepsfrø, spillet af teenagere. Kostumerne af Jette Bom, Jette Bek Danielsen og Kirsten Janby passer til hver enkelt person, og i denne tid, hvor megen kunst mishandles ved at få et nutidigt udtryk, er det herligt at se Shakespeare spillet som Shakespeare.

 


Alferne og Puck (foto: Chris Miller)

Forestillingen betvinger en let blæst og nogle få, lette regnbyger, og alle klarer at sprinte rundt i Ulriksholms dejlige slotshave, der er en ideel kulisse, men hvor der ellers lurer græskanter, træer og blomsterbede.

 

De to sidste forestillinger er på torsdag og fredag i næste uge. Forsalget har været så godt, at man muligvis skal være heldig for stadig at få en billet, men giv ikke op.

Det er en oplevelse, man aldrig vil glemme.

William Shakespeares ‘En Skærsommernatsdrøm’, opført i Ulriksholms Slotshave af Udendørsteatret Herregårdsspillene. Titania: Anja Törnqvist. Oberon: Dennis Due. Lysander: Bastian Sørensen. Demetrius: Christian Runge. Hermia: Clara Thorsted. Helene: Katrine Juliane Krone. Puck: Christian Møllegaard Madsen. Rikke Friis Skov: Petra Quince. Nick Bottom: Henrik Knudsen. M.fl.

Søgeord: , ,
Posted in Anmeldelser, kultur, Musik | Ingen har kommenteret »