Indlæg markerede med søgeord ‘revy’

Rottefældens vellykkede flyttedag

søndag, 5. juni, 2022

Med en fin revy lykkes det Christine Astrid og Mikkel Schrøder at få publikum til at glemme sommerteateret i Caroline Amalielund og more sig over en klassisk Rottefælderevy på Svendborg Teater

Rottefælderevyen 2022 er såvel klassisk som let fornyende, og der er mange fine indfald. Et harmonisk ensemble, bestående af den jubilerende Jan Schou, Anne Herdorf samt de nye ejere af revyen, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, får skiftevis lov at brillere – og såmænd også til lejlighedsvis at fyre fusere af – men hovedindtrykket er en glimrende revy, og at det er lykkedes at skifte spillested til Svendborg Teater midt i byens hjerte.

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

I kabinerne fv Ole Caspersen, Guy Moscoso og Jens Krøyer. På scenen fv Anne Herdorf, Mikkel Schrøder, Jan Scou og Christine Astrid (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Kulissen af Rikke Juellund er næsten genial. Tre gammeldags badekabiner med trapper giver et sommerligt indtryk, og at anbringe en musiker i hver er bare flot og anvendeligt til såvel gags som forsvindingsnumre som i ’Fluen’, hvor Anne Herdorf udfolder sin egen ide om fluen på væggen, der kender svarene på alle historiens bedst bevarede hemmeligheder og har overlevet alt – til hun bliver klasket af Mette Frederiksen. For ikke at tale om ’Klimakterie’, som også er hendes egen ide, og hvor overgangsalderens indtræden kan blive til fin humor.

Anne Herdorf

Anne Herdorf (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou, der fejrer to jubilæer: 50 år på scenen og 25 i Rottefælden, brillerer i gammelkendte roller. Som Dronning Margrethe, der fyrer et væld af såvel gamle som overraskende nye vitser af, når hun laver en sang til sit regeringsjubilæum; som Henning, der skal give en gammel kending – som ingen i publikum kender og kan synge med på; og som den tænksomme dansker, der, inspireret af Osvald Helmuth-visen ’Brev til Bulganin’, konstaterer, at klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Det gælder at få verdens ledere til at enes, og hvorfor ikke lade dem sejle en tur på Helge (en færge, der sejler dagture fra Svendborg) og finde ud af tingene med hjælp fra en fredselskende dansker. En fin og indtrængende vise med tekst af Leif Maibom og musik af Kenneth Sichlau.

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Jan Schou som Dronning Margrethe (foto: Kim Kjærgaard Sørensen)

Mikkel Schrøder er en glimrende oplæser af emoji-nyhederne, hvor hver enkelt nyhed følges af de emojier, som ville være der, hvis det var på Facebook, og af Christine Astrid bliver han udsat for Fynboprøven, sjovt turneret af Kasper Gattrup. Hvilken fugl er fx Fyns populæreste? Høgen, naturligvis, og han er død.

’Små mennesker’ er en rytmisk humoreske fra 1977 af Randy Newman uden bagtanker. Små mennesker har ikke ret til at være til, sang han med mange pudsige begrundelser, men nu gør tegninger af Allan Buch nummeret politisk: Stalin, Hitler og Putin er alle ’little people’.

Christine Astrid som Tina Turner (Foto

Christine Astrid som Tina Turner (Foto Kim Kjærgaard Sørensen)

Hele ensemblet er på scenen mange gange, men med størst finesse i en ny ide for potpourrier: De fire optrædende er født i hver deres årti og putter på skift en mønt i jukeboksen midt på scenen, som derefter spiller deres årtis vigtigste numre. Man får lyst til at høre mere fra hvert af dem, og her får vi får alvor at høre, hvor dygtige sangere de er. Også ’Året, der gik’ er veloplagt og tempofyldt.

Ikke alle numre er lige morsomme, men sådan har det også altid været i Rottefælden, så dem kan man bare bruge til at samle sig før det næste højdepunkt.

Orkestret, som udgøres af Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er som sædvanlig veloplagt, velspillende og dukker op på scenen adskillige gange. Kostumerne af Lasse Spangenberg er lavet med sans for farver og ideer, og Christine Astrid står for koreografien.

Kommer man til spisning forud, som de fleste gør, er der bedre plads og en lækrere servering end i Rottefælden, og flere småfejl fra sidste år er rettet.

Dermed har alle de fynske sommerrevyer haft premiere, og man kan konstatere, at de alle tre er et besøg værd, så inviter bare folk fra resten af verden til en fynsk revytrilogi. I Svendborg spilles der frem til lørdag d. 13. august.

 

 

 


 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy, Rottefælden | Ingen har kommenteret »


Intelligent og veloplagt Odenserevy i en Ukraine- og inflationstid

lørdag, 7. maj, 2022

Sommerrevyen på Skovengen byder på originale ideer, musikalitet, glimrende skuespillere og flot opsætning

Hvordan spiller man revy i en tid, hvor mange frygter for inflationens følger for deres private økonomi for ikke at tale om, at Putin har magten til at udlæse en verdenskrig?

 

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Ensemblet: Fv Lone Rødbroe, Thomas Mørk, Lars Arvad, Henrik Koefoed og Vicki Berlin

Odenserevyen løser problemet brillant, fx når Vladimir Putins storhedsvanvid på fornemste måde udstilles i en kopi af gamle dages Chaplin-diktator, der leger med jordkloden. Her bringer en kvinde ham tilbage til virkeligheden – lad os håbe, at hun findes.

Thomas Mørk a la Putin - eller Chaplin

Thomas Mørk a la Putin – eller Chaplin

Desuden oplever vi i en flot introduktion til anden akt, ’Oligak’, de stakkels oligarker, der ikke kan rejse nogen steder og får konfiskeret deres ejendom. Her bliver man meget bevidst om, hvor glimrende Marianne Nilssons scenografi og Henrik Børgesens kostumer spiller med.

Revyen har ikke så lidt politisk kant, fx når der spilles curling i de paralympiske lege for politikere med noget som oplagt som en Thes-feje på banen, eller når Lone Rødbroe er en noget overvægtig Mette Frederiksen, og det har sin forklaring: Hun skal tage luft ind og sluge kameler og sms’er i hobetal.

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Thomas Mørk og Lone Rødbroe som lurendrejere (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

De er optakt til et højdepunkt, ’Management for vikinger’, hvor idiotier i moderne management sættes i relief af at blive implementeret, som det hedder, på vikinger, der egentlig skal erobre England, men går til grunde i barselsorlov, hjemmearbejde, stress  og ikke mindst girafsprog. Det er kosteligt og et af de numre, der illustrerer det greb, Joy-Maria Frederiksen har haft om instruktionen.

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Barske vikinger, der uskadeliggøres af moderne management (foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy)

Det er sjette nummer i revyen, og på dette tidspunkt tænker man, at det kan blive årets mest originale og musikalske revy, men så slipper originaliteten midlertidigt op, mens vi får lidt mere traditionel revy, hvor fx plejehjemsbeboeren Vicki Berlin skyder sin plejer, Lars Arvad, der kun har tid til at skælde hende ud; eller når Henrik Koefoed trygler om, at man skal huske at rose alle de mænd, der undertrykker deres lyster til alt fra et klask bagi til voldtægt og mord.

Carl Erik Sørensens ’Fuld fart frem’ om den offentligt ansatte chauffør, der arbejder 16 timer i døgnet og er presset så meget, at der må ryge et par pensionister i svinget, er for hæsblæsende, for tæt på virkeligheden og for ond, mens den årlige sketch om OBs ’strivte’ fans som sædvanlig er munter, som det tidligere i akten er tilfældet med Lars Arvads Nicolai Jacobsen, der ikke mindst kan håndtere sit tyggegummi fermt.

’Ballade om hvede’ er en lidt bleg finale på første akt, og Vicki Berlins ’Dr. Nikoline’, selvuddannet på internettet, er i glimt meget morsom, men en god ide kan blive endnu sjovere med en sidste bearbejdning af teksten, som det også gælder Mørks ’Bekymring for begynder’. Nummeret ’Banjo’ er skrevet af Jan Svarrer til Jan Svarrer og er nok endnu mere crazy med Jan Svarrer, mens Rødbroe og Berlin er urkomiske i deres nummer om senfølger af Covid.

Henrik Koefoed ligner H C Andersen, så det udnytter man i ’Det er ganske vist – igen’, men også her er ideen bedre end eventyret. Vi er nok mange, der mener, at Inger Støjberg ikke behøver mere tid i revyerne.

The Rolling Bones

The Rolling Bones

Til gengæld ligger der tre glimrende numre i træk mod slutningen. Rødbroe er en ægte Kandis-fan, der vil gøre alt for at komme med i den næste dokumentar og ender i Luksusfælden. Arvad, Berlin og Mørk har børnetime med marionetdukker, der driver dukkeføreren til vanvid, da de fortæller om forskellen på flygtninge fra Syrien og Ukraine, mens hele teltet gynger, når The Rolling Bones fra Bogense, der har samme alder som The Rolling Stones, spiller med de medlemmer, der lige aktuelt ikke skal genoplives for at spille videre.

Det smukke potpourri over fred og frihed passer perfekt netop i år, hvor disse begreber bliver så hårdt udfordret. Orkestret med Morten Wedendahl i spidsen er her med på scenen, og det havde for mig ikke gjort noget, hvis det med sine indslag fra ’En enkel sang om frihed’ over ’Love, love. Love’ til ’Give peace a chance’ havde været finalen, men OK, såvel introduktion som finale, tænkt sammen af Niels Olsen, er udmærkede publikumshenvendelser.

Alt i alt er årets første store fynske revy en fin oplevelse, som alle bør unde sig i en tid med bagved liggende skygger.

Odense Sommerrevy spilles på Skovalleen frem og med 11. juni og byder i øvrigt på en mulighed for en overmåde lækker picnicbox og fri bar i forbindelse med forestillingen.

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, Generelle nyheder, Odense Sommerrevy, revy | Ingen har kommenteret »


Forrygende Pejseshow

lørdag, 4. september, 2021

Stjernebesat forestilling på Pejsegården i Brædstrup byder sammen med en perfekt buffet på årets måske bedste revyforestilling

 

Pejseshow

Pejseshow

Pejsegården i Brædstrup, som i forgangen tid var kendt for Østjydsk Musikforsynings utrolige indfald, der kombinerede humor og symfonisk musik, har nu i mange år stået for en forestilling i sin helt egen genre, Pejseshow.

Det er ikke revy, ikke cabaret, ikke musical, men simpelthen Pejseshow. I coronaens sparetider er der kun tre på scenen, og de ikke bare synger, danser og spiller, men klarer også at stille rekvisitter frem og fjerne dem igen.

Derimod er der ikke sparet på musikken, som leveres af Showband, Stig Trip, Stephen Nørrelykke og kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss. Der er heller ikke sparet på kostumerne, som Lasse Spangenberg står for, så betingelserne er perfekte for den suveræne trio på de skrå brædder: Christine Astrid, Mikkel Schrøder og Rasmus Krogsgaard, der behersker alt fra den stille romantik til den rene farce. Bortset måske fra, at de kun har haft 2½ uge til at lave hele revyen, så det er imponerende, at det overhovedet kunne lade sig gøre.

Forestillingens første akt er klart den sjoveste, jeg har oplevet i år. Vi får først defineret Pejseshow og derefter kommer den årlige gennemgang af året, der gik/gak! I hæsblæsende tempo kommer vi rundt om tudeprinsen Viktor Axelsen, Sleepy Joe Biden, Frank Jensen, Inger Støjberg, Mette Frederiksen m.fl. i skønne parodier.

 

Året, der gak

Året, der gak

Vi kommer rundt om politisk korrekthed fra en højst overraskende vinkel: en moderniseret udgave af Dirch Passer og Kjeld Petersens ’Tømmerflåden’; fejrer Keld og Hildas 100 års kunstnerjubilæum (60+40), får en moderne udgave af Halfdansk (Halfdan Rasmussens alfabet), får en fin musikalsk duet med Rasmus og Christine om brugen af IPhones på ’Something Stupid’, får en kærkommen gentagelse fra Rottefælden af ’Mere druk’, en gennemgang af opfølgeren til ’Druk’ – fuld af pointer og parodier på dem, der skal spille rollerne.

 

Kjeld og Hildas 100 årsjubilæum, som det ikke er så ligetil at fejre

Kjeld og Hildas 100 årsjubilæum, som det ikke er så ligetil at fejre

Akten afsluttes med en hyldest til Shubidua, smukt indrammet af ’Den røde tråd’.

Anden akt er knap så sprudlende, men aldeles udmærket, og den indledes med en tekst på en Queen-melodi med temmeligt svære harmonier, som trioen behersker perfekt. Bundniveauet er fint, men måske er der lidt for meget gentagelse af parodier på de samme personer og flere numre, der gentages fra Nykøbing F, Kerteminde og Rottefælden, men det ved størstedelen af publikum jo ikke, og det er gode numre.

Det er en blændende forestilling, hvor man forud kan spise Pejsegårdens opulente, varierede og meget vellykkede buffet, ligesom man kan overnatte med morgenbuffet bagefter i en perfekt weekendoplevelse.

 

 

Tags: , ,
Kategori Anmeldelser, revy | Ingen har kommenteret »


Flotte parodier i Rottefælden

fredag, 4. juni, 2021

Rottefælden er slet ikke Rottefælden i år, men Svendborg Teater, hvor Pia Ullehus har måttet flytte den faste revy ind for at tilpasse sig coronarestriktionerne. Til gengæld er der ikke flyttet en milimeter på Rottefældens tradition, så vi fx slutter første akt med en ballet for fire nøgne personer til græsk musik. Siden følger en pudsigt tænkt blæredans, der skal hjælpe mod prostataproblemer. Begge numre er faktisk meget morsomme, så det skal man ikke tage så tungt.

 

Rottefældens ensemble 2021: Rikke Hvidbjerg bag fv Joachim Knop, Jan Schou og Mikkel Schrøder

Rottefældens ensemble 2021: Rikke Hvidbjerg bag fv Joachim Knop, Jan Schou og Mikkel Schrøder

 

Årets revy dyrker ensemblets stærke sider, især Mikkel Schrøders overvældende fine parodier, men også parodier i øvrigt, og når Joachim Knop ikke er så stærk i revy endnu, lægger man bare så meget mere sang i hans rolle, så han fx brillerer med Nessun Dorma som Torben Brostrøm. Schrøder er parodiernes mester, og når han forklarer os om, hvordan har tænkt sig ‘Druk 2’, efterfølgeren til Oscarvinderen, med tekst af Vase og Fuglsang, er der ikke et øje tørt, når han fx giver Jørgen Leth, Thomas Blachmann, Poul Dissing og Bodil Jørgensen. Tankevækkende er det, at alle hovedpersonerne i Druk naturligvis har et misbrugsproblem efter fem år. Fin lille pointe.
Begge afdelinger indledes med store parodi-afdelinger. Den første over, hvad der er sket i politik i de to år, vi har vansmægtet pga. manglende Rottefæderevy, og her oplever vi bl.a. Jan Schou som Boris Johnson, der beviser, at man kan sætte sit hår med en håndgranat! Knop synger forresten her på Nattens Dronning.

 

 

Jan Schou og Joachim Knop som Lasse og Mathilde

Jan Schou og Joachim Knop som Lasse og Mathilde

Anden afdeling indledes med ‘Den Gamle Garde’, hvor alle de store navne i showbizz fortæller om, hvordan de har oplevet nedlukningen. Johnny Madsen har fx i røg- og druktåger slet ikke opdaget den. Nogle af de store gamle er lidt outdated, men skidt. Hele holdet er veloplagt, parodierne er jævnt hen sikre og sangstemmerne imponerende.

Rikke Hvidbjerg som ene kvinde trækker et stort læs og forsvarer alt, hvad hun har, glimrende. Hun er fin i potpourrierne, og hun er uimodståelig som stewardesse, der arbejder hjemme fra og må drikke alle de rejsende drinks på turen til destinationen toilettet.

Joachim Knop har et fint lille nummer om, hvor svært det er i denne tid, hvor alle laster, små som store, er katastrofale til en tekst lidt a la Lily Brobergs ‘Der er så meget, man ikke må’ og med samme pointe.

Jan Schou gennemførte forestillingen for fuld udblæsning, selv om han havde halsbetændelse og frygtede, at der ikke kunne komme en lyd frem, men selv i et stort stammenummer holdt den heldigvis. Han var som sædvanlig Dronning Margrethe i et nummer af blandet kvalitet, men med god udgangspointe, og så var hans faste stille sang, som altid af Leif Maibom, usædvanligt vedkommende med sin udpegelse af, at man kan risikere at blive mindre ensom pga. coronaen, hvis man har været totalt ignoreret af omverdenen. Filip Fabers fællessang kan have hjulpet mange.

Der er usædvanligt få numre, men til gengæld er mange af dem lange, et par i overkanten. De små sketchindslag er udeladt, men måske vil mange ikke savne dem slemt. Nogle tekster er heller ikke helt i top, men helhedsindtrykket er en munter, seværdig revy, som alle Rottefældeelskere skal opleve, før vi næste år er tilbage i Caroline Amalielund.

Carsten Friis har instrueret sikkert, koreografen Line Friis Pedersen har haft mere at rive i end normalt og forløser det blændende. Orkestret med Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen er muntre og understregende som altid, og Scenografen Jens Aas har skabt lyse, farverige rammer.

En enkelt advarsel. Der var kaos omkring de forudbestilte drikkevarer, og flere nåede knap at få, hvad de skulle have i pausen, fordi der var uklarhed om, hvem af de i øvrigt meget venlige hjælpere der skulle levere – og kaffe ad libitum på første sal skulle man selv hente i baren i stueetagen. Det bliver formentlig hurtigt bedre, men ved premieren havde det virket meget bedre, hvis man købte sine drikkevarer selv.

Rottefælderevyen kan opleves frem til og med 14. august.

 

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Rottefælden | Ingen har kommenteret »


Flot show og måske Danmarks bedste buffet

onsdag, 11. september, 2019

Flot show og Danmarks måske bedste buffet

Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup er helt sin egen genre og byder desuden på landets måske bedste buffet før forestillingen

1983-2008 optrådte Østjysk Musikforsyning på Pejsegården i Brædstrup. Et orkester med symfonikere, der var totalt respektløse og skabte en tradition for, at man kunne opleve noget helt specielt på det store hotel med de mange tilbud.

 

 

Siden 2008 har der været Pejseshow, og i år bliver dusinet fuldt med en musikalsk kvartet, der klæder hinanden umådeligt, og med en forestilling, der ikke er koncert, videotek eller revy, men helt sin egen genre. Den rækker fra de fladeste vitser, som indimellem er tåkrummende pinlige, til elegante sketches og fremragende musikalske numre, hvor man til fulde udnytter, at samtlige fire synger strålende.

Der er en smule genbrug. Fra Rottefælden ’Så gør vi sådan’, hvor et poetisk skyggebilledshow, hvor et ægtepars kærlighedshistorie bliver smadret af, hvor mange gebyrer banken skal have for at have råd til at hvidvaske så mange millioner; samt ’Krænker Blues’, hvor Christine Astrid som superlækkert skår giver sin kommentar til tidens krænkekultur. To dejlige numre, som det var godt at tage med, og der er næppe mange gengangere fra Svendborg i publikum på Pejsegården.

 


Gordon Kennedy i det nominerede ‘Krads’ (Foto: Emil Andresen).

 

Det samme gælder fra Kerteminderevyen Gordon Kennedys ’Krads’, som han blev indstillet som Årets Tekstforfatter på basis af.

Andre lækkerbidder er Reklamelykkehjulet, hvor Christine Astrid og Mikkel Schrøder demonstrerer, hvordan diverse stjerner ville have tillempet deres tekster, hvis de skulle have virket som reklame. ’Året, der gik’, hvor begivenheder i årets løb kommenteres med lynhurtige paryk- og kostumeskift. ’Lyse Nætter’, hvor Sara Gadborg og Christine Astrid får spoleret Schrøders poetiske sang med deres meget morsomme tegnsprog, da de bliver bedt om at dæmpe sig.

Samt ikke mindst de to store musiknumre ’Jasons Corner’, hvor kapelmester Jason Dove og hans flygel indtager centrum af scenen, og ikke mindst det Kim Larsen-potpourri, der af naturlige årsager har været fast i samtlige årets revyer. Også i Brædstrup bliver det utrolige antal af dejlige numre og spændvidden i genrer demonstreret, endda med mange uddrag på blot en enkelt musikalsk frase.

Det indledende videoklip er meget morsomt, men ellers er standarden af disse faste indslag i år noget tamme, selv om Pejsegårdens direktør Jytte Nygaard får lejlighed til at skabe en latterkaskade i det ene!

Et enkelt hjertesuk: Hvorfor tror alle revyforfattere tilsyneladende, at prutter er afsindigt morsomme? De er ligegyldige, og de vækker ingen større forargelse, så at bygge et helt nummer op på dem er spild af god tid.

Revyen er veloplagt. Musikerne, der foruden Dove er kapelmester Rasmus Friis Tværfoss og Jakob Juul Nielsen, spiller blændende. Donald Andersens instruktion kunne her og der have været lidt strammere. Christine Astrid leverer levende koreografi og Lasse Spangenberg flotte kostumer med ide.

… og så er buffet’en et kapitel for sig. Det samme er morgenbuffet’en, så kommer man fra Nordøstfyn, er det en god ide at tage hele pakken med buffet, show, overnatning og morgenbuffet.

Tags: ,
Kategori Anmeldelser, kultur, Musik, revy | Ingen har kommenteret »