Feudale Fortællinger fra Hindsholm

lørdag, 26. juni, 2021

Marianne Horsdals liv er knyttet til egnen omkring Hverringe, og hendes selvbiografiske bog Feudale Fortællinger er smuk, fascinerende og lidt skræmmende.

Marianne Horsdal er professor Emeritus ved Odense Universitet og har beskæftiget sig indgående med livshistorier. Det gør det spændende, når hun nu har fortalt sin egen i bogen ’Feudale Fortællinger’. En beretning, der viser, at uanset, hvor klog man er på livet, er det så godt som umuligt at overføre sin viden til sit eget liv – eller måske har det givet det meste af den viden, man har.

Janne, som var Horsdals kaldenavn som lille, beretter om livet i Skyttehuset ved Hverringe, som takket være hendes far, skytten CF, havde Danmarks fineste vildtbestand, men det var kun på det punkt, skytten havde succes. Hans drømme om at emigrere til Canada eller at få en gård i Vestjylland blev aldrig virkeliggjort

Han var en lejlighedsvis voldelig patriark, der håndterede sin familie på barsk vis med brug af såvel det gamle testamente som fysisk afstraffelse. Moderen Filla trak sig væk fra ham og skabte sin egen verden af børn, have, bagning og måltider. Hun kendte hver blomst i sin have, kunne håndfodre fugle og så skønheden i naturen, mens hun forsøgte at undvige sin mands luner.

Janne kom til på samme måde at vide alt om området omkring Hverringe. Hun kendte blomsternes navne, så legende ræveunger, vidste alt om årstidernes skønhed og luner og fik udviklet talenter for bl.a. at sy, tegne og bage.

Hun beskriver det næsten middelalderligt feudale system, der havde overlevet på Hverringe Gods. Jeg har selv gået i klasse med forvalterens søn og sønnen af en gårdejer i Salby og har strejfet problemstillingerne. Også, når Janne bliver nærmest isoleret i skolen, selv om der ikke er tvivl om, at hendes egen skræk for at involvere sig har forhindret, at hun fik mange venner.

Barndommen

Naturbeskrivelserne er så smukke, at man næsten får tårer i øjnene af rørelse. Hun husker så mange detaljer, og hun fletter historien, som hun kender som alvidende forfatter et halvt hundrede år senere, ind i beretningen, så vi lærer om affolkningen af Romsø, den midlertidige maltraktering af vildtbestanden, da CF ikke længere kan stå for den etc. Hun husker personer med deres træk og handlinger. Hun mindes Kerteminde Sygehus, hvor hendes elskelige godmoder kunne dulme mange smerter og gøre ting på sygehuset, som ville være totalt umulige i dag. Hun deltager i Lucia-optog 11 år i træk, de sidste tre år som luciabrud, bl.a. fordi hun er blevet højere end tandlægens datter – dér kom min egen familie ind i billedet.

Gogo og Janne

Beretningen er sjældent smukkere, end når hun fortæller om, hvad hun oplevede med sin storebror Gogo, der som alle brødrene får en bitter skæbne under det åg, forholdet til CF har givet ham:

– Historien om Gogo og Janne er lang og smertelig, fordi den også handler om, hvad der sker, når det blide bliver fortrængt af alt for meget hårdhed i tilværelsen, så man ender med at græde bly.

De oplever og oplever:

– Jeg vil altid sætte en rose på dit bryst for at skjule en plet, sagde han senere. Der var brug for mange roser. Det var også ham, der viste hende den fortryllede ø. Så mange ture, så mange eventyr på alle årstider og i al slags vejr. Han byggere igloer i sne, indianerhytter af strå og af salpetersække, og de opfandt ’weekendhytten’ i en pause i roehakningen som et forrygende udflugtssted i en mergelgrav med vilde æbletræer.

Litteraturens fare

Filla forsyner Janne med et væld af bøger, og nok præger det feudale hierarki hendes liv, men det gør bøgerne med deres skildring af ædle følelser og perfekt kærlighed også. Hun får et opgør med sin far uden at gøre sig rigtigt fri, som det viser sig, da han dør og er en del af hendes skæbne bagefter; men hun leder i alle mænd efter det perfekte, helten fra bøgerne, og det kan ingen leve op til.

Da hun opgiver CFs strenge normer, bliver hun i stedet til en sommerfugl, der flyver fra blomst til blomst mellem mænd, der vil hende, men ikke har en levende chance for at holde hende fast.

Mange nødvendige oprør

For at blive et harmonisk menneske skal Janne gøre op med CFs forskrifter og oldtidsmoral; med Hverringes feudalisme; og med det frygtelige gods, man kan slæbe rundt med fra den vidunderlige verdenslitteratur, hvis skildringer man ikke må forsøge at overføre til sit eget liv.

Bogen accelerer, da hun fortæller om sit videre liv, og det gør den ikke mindre besættende at læse. Læsere fra Kerteminde og Hindsholm har en ekstra belønning ved at kende hver lokalitet, der nævnes: Staure, Viby, Måle og Måle Bakke, Kerteminde etc.

Nye læsere begynder ikke her

Mens man uundgåeligt fanges af indholdet, når man er i gang, vil mange slet ikke nå til at give sig i kast med bogen, som er yderst uappetitligt sat op. I forvejen skriver Marianne Horsdal næsten uden afsnit – flere steder er der på to hele sider ikke et eneste -, men når man slår bogen op, ser man kun massiv tekst, og mange, der ikke er vakt på forhånd, opgiver hurtigt, fordi der ikke er et eneste pusterum.

Der er ingen billeder, selv om bogen egner sig perfekt til at illustrere med Hverringe og den beskrevne natur. Der er ingen små vignetter eller noget som helst andet for øjnene.

Jer er overbevist om, at bogen ville sælge bedre, hvis man havde ofret de penge, det havde kostet, men det er naturligvis altid forlæggerens beslutning.

’Feudale Fortællinger’ er en anelse misvisende som titel, for det feudale er egentlig kun en baggrund for hovedpersonens liv og handlinger, og i det senere liv er det meget andet end feudalisme, Horsdal oplever og gør oprør mod.

Det er under alle omstændigheder en meget fin bog i et overvældende smukt sprog, der er blændende varieret i sine beskrivelser.

Den får en stor anbefaling med.

Marianne Horsdal: Feudale Fortællinger. 174 sider indbundet. Forlaget Hovedland.

Tags: Boganmeldelse, Marianne Horsdal
Kategori Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »