Der er forhåbentlig ikke mange tilbage, der ikke anerkender, at kvinder kan kan være lige så dygtige på messingblæsere som mænd, men i miljøet er denne erkendelse ikke slået helt igennem endnu. Derfor var dannelse af Women of Brass i 2022 vigtig.

Ti professionelle kvindelige messingblæsere slog sig sammen – ikke for at udelukke mænd, men for at bevise noget om kvinder. Dirigenten Michelle Rakers har en stor karriere, der bl.a. omfatter, at hun dirigerede ’Præsidentens eget’ marineorkester ved koncerter i Det Hvide Hus, efter at hun blev assistant director og orkestrets første kvindelige dirigent.

De ti musikere repræsenterer flere nationer. Bl.a. er Camilla Simensen fra Trondheim, så et af koncertens numre var en bearbejdelse af Edvard Griegs ’Våren’.

Aftenens program involverede komponister fra seks nationer, startende med ’Grip it and rip it’, et humoristisk værk af Madeleine A. Lee, der levede helt op til, at det – også – er en golfvending for spillere, der slår usædvanlig hårdt og langt.

Sofie Brems, der er blandt initiativtagerne til orkestret og indsamlingen af penge fra mange fonde, der har kunnet se meningen i foretagendet, havde arrangeret Cécile Chaminade: Valse Carnevalesque, og første afdeling afrundedes med et af de få værker, der faktisk er skrevet for ti messingblæsere, ’Brass Symphony’ af hollandske Jan Koetsier, der komponerede i mange genrer og skrev denne dectet som 78-årig i 1979. Det er siden blevet et af de mest opførte brass band-værker.

Intet under. Det er frisk og fuldt af originale og humoristiske vendinger. Man får lyst til at tage til Jan Kotsier stiftelsens biannuale konkurrence.

Efter pausen blev der åbnet med ’Gershwin!’, et arrangement af en række af ‘jazzklassikeren’s værker:’ Rhapsody in Blue’, ’An American in Paris’ og operaen ‘Porgy & Bess’, den første med lutter farvede sangere. Skøn, rytmisk musik, som bød på aftenens eneste lillebitte frustration. Just, som man tror, at nu skal vi høre bandet spille charleston (An American in Paris), skiftes der til ’Summer time’ fra Porgy & Bess, og det er jo en helt anden sag.

De to afsluttende numre var specielt fine for Fyn. Astor Piazzolla har været spillet en del i Odense, bl.a. med opførelse af tangooperaen ’Maria fra Buenos Aires’, der her var grundlaget for en suite. Piazzollas hovedinstrument var bandoneonen, et sydamerikansk harmonikalignende instrument, men her oplevede vi, at blæserne har det lige så godt med hans tangoer.

Det originale programs sidste nummer var Jacob Gades ’Tango Jalousie’, der har mange facetter. De ti kvinder valgte at satse på de humoristiske kvaliteter og stort set fjernet jalousien. Det gjorde ikke noget. Det var en festlig afslutning, og til overflod fik man som ekstranummer en fin hyldest til stjerneblomsten borage.

Det er ikke billigt at hente ti musikere ud af deres daglige orkestre, rejse og give koncerter, så stor ros til de ti forskellige fonde, der har støttet projektet, bl.a. den fynske Albani Fonden.

Selv om der var et pænt stort publikum, imellem hvilke man kunne notere dig den første kvindelige musiker i et dansk militærorkester, Inger Haaning, må der være mange, der nu fortryder, at de ikke oplevede Women of Brass. Det kan de råde bod på 23. november i Vor Frue Kirke i Svendborg eller 24. november i Kristkirken, Kolding.

Women of Brass. Dirigent Michelle Rakers. Musikere: Sofie Brems Sørensen (trompet og piccolotrompet), Camilla Simensen (trompet), Judy Elisa Hunskjær Olsen og Sidsel Lund (begge trompet og flugelhorn). Susanne Skov (horn). Bettina Ejlerts Jensen og Mette Krüger (begge basun), Ingerid Annette Saxe (basbasun), Barbara Vestfalen Laursen (euphonium). Pernilla Nilsson Brown (tuba).