3. juni, 2021

Bogen med teater- og revymanden Jan Schous erindringer er perfekt timet til udgivelse på dagen, hvor Rottefælden har premiere

 

Foto: Mathias Rasmussen

 

– Lukas, du må love mig, at bogen ikke starter med et eller andet ligegyldigt citat!

Dette citat af Jan Schou er alt, hvad man kan se på første side af ’Jan Schou – vi skal ha´ det sjovt imens’, og i al sin enkelthed fortæller det præcis, hvad man skal forvente sig.

Skønt – måske alligevel ikke, for en del vil måske forvente, at det, de går i gang med, udelukkende er et overflødighedshorn af detaljer fra et liv i teater og revy. Det er det også, men det er så uendelig meget mere.

Det er beretningen om en fantasifuld, hyperaktiv, positiv persons vej, fra han bliver født i Silkeborg på sin mors 30 års fødselsdag 5. maj 1952 – i øvrigt til sin storebrors fortrydelse, for da alle påpeger det fantastiske i tilfældet, eksploderer han: – Det er altså ikke noget specielt. Jeg er også født præcis på min fødselsdag.

… til han i dag er startet på sit andet liv med premieren i Rottefælden, efter at coronaen slog ham totalt i jorden i en depression, som han måtte lokkes ud af med underfundige midler. På en måde var den en afrunding af det første liv, som er tæt på at være en gave til læseren og Lukas Birch, der formidler historien.

 

Fremragende formidling

 

 

Det gør han fremragende. Han har kogt timevis af samtaler og fortælling ned til 240 rigt illustrerede sider i et præcist og klart sprog. Tilpas talesprogsagtigt uden at kamme over. Fuldt af uudtalte pointer, som man selv bruger øjeblikke på at uddrage, mellem alle de udtalte, som fortæller en utroligt fin historie om først barndommen, så teater- og revylivet og livet ved siden af det.

Schous bedsteforældre havde et ismejeri, hvor Asger Jorn som ung havde svært ved at betale sine regninger, men han fik ikke lov at betale med fire malerier!

Hans far var først urmager og blev derefter impresario, så den lille Jan i hjemmet mødte personer som Ib Schønberg og Preben Uglebjerg. Han gik i katolsk børnehave, hvor den ene pædagog var Ingrid Skovgaard – ja, hende, der siden lavede Ingrid og Lillebror.

Jans første scene var badeværelset, hans første publikum parfumeflasker. Han har været Vestjysk Mester i standarddanse som 9-årig, i skolekomedier han har vist pauseskilt frem og været abe i ’Robinson Crusoe’, og han har haft en god barndom i en stærk familie.

Da han ville prøve at komme på teaterskole, skaffede hans far ham en aftale med Hannah Bjarnhof, hvis elever altid kom ind, men hendes adresse viste til to forskellige steder, og Jan kørte til den forkerte. Det endte med, at han så at sige autodidaktisk gik op til prøve på først Statens Teaterskole i København og siden Odense Teater, hvor han bl.a. forsøgte sig med en monolog fra Kjeld Abells ’Den Blå Pekingeser’ – som han ikke forstod en dyt af. Det er der mange, der stadig ikke gør, kan jeg betro ham.

Da han skulle videre i livet, havde han også søgt ind på Viborg Børnehaveseminarium, men heldigvis kom de positive svar samme dag, så han kunne vælge teatret i stedet for at være munter blepålægger i Varde.

På Odense Teaters skole var lærerne af den gamle slags, der tappede eleverne for al selvtillid for derefter at bygge dem op igen. Schou oplevede her at være sammen med Stina Ekblad, Birgitte Bruun, Bente Eskesen, Dianna Vangså, Anna Gadborg og Kirsten Norholt, og han kom til at spille forestillinger fra Don Juan og Den Blå Pekingeser(!) til De Tre Musketerer og Folk og Røvere i Kardemomme By.

Middage med Ussing og Sørensen

Da Jan Schou er homoseksuel, hvilket han blot er helt åbent og ikke haft problemer med, vakte han interesse hos Olaf Ussing, som bad ham møde sig om aftenen. Det var heldigvis kun for at have en spisekammerat at fortælle sine anekdoter til, og da Jan Schou siden også blev Volmer Sørensens middagspartner må man sige, at han i den grad ikke blot har lært faget inde fra, men også profiteret af andres erfaringer, som han lyttede begærligt til.

Klaus Pagh hyrede ham til Charleys Tante sammen med Helle Virkner, Kirsten Norholt, Ulf Pilgaard og Jørgen Ryg, så nu ser vi vejen til revyen tegne sig. Ikke mindst, da hans far havde haft ham med til mange fremragende revyer, ikke mindst den legendariske Femmøller Revyen.

Han havde også erfaring med genren fra teaterskolen, hvor fire elever slog sig sammen om at lave sommercabaret i Silkeborg, hvor han bl.a. oplevede at springe op på kasse og synge det store potpourri fra Sommer i Tyrol. En kasse, der havde holdt under prøverne, men som brast ved premieren og skar hans ben til blods. Bukserne blev ødelagt, og i nummerets syv minutter gav den splintrede kasse ikke slip, men publikum morede sig fremragende.

Årets Dirch

I La Strada Revyen 1980 fremførte Schou et urkomisk nummer, hvor han som Dronning Margrethe dansede rundt med et billede af statsminister Anker Jørgensen. Det vakte voldsom jubel og blev valgt til Revyernes Revy, dengang i Tivolis Koncertsal.

Efter showet og før årets prisoverrækkelser hviskede Volmer Sørensen til Schou, om han ville være med i Cirkusrevyen 1981.

Om han ville. De gav straks håndslag, og kort efter røbede Volmers motiv sig, da Jan Schou modtog revyernes største belønning, Årets Dirch, og med et var en, man skulle have fat i.

Så går det over stok og sten med Grethe Sønck, Jørgen Buckhøj, Grethe Mogensen, Kai Løvring (som ikke kunne lide, når andre havde succes med hans speciale, monologerne), Lone Helmer etc. etc.

Jan er til julemandskomsammen på Dyrehavsbakken, optræder med Pjerrot, giver Grethe Sønck Skårupøre Is (hun spiste for 400 kr, mens hun sad ved rattet på vej hjem med den), laver Schoutur, optræder på Sans Souci med sin superven Dario Campeotto, er pumpet hamburgerryg i Sønderborg, får sin egen revyflise i Nykøbing F., bliver ’genkendt’ som Stig Elling, er paven selv og får en stadig ubrudt række af år som kunstnerisk leder i Rottefælden.

 

 

 

Hele bogen igennem får vi også billeder og illustrationer i stort tal, og brug det bare som quizemne, hvem Schou parodierer på de 17 fotografier på siderne 222-223.

Terres des Hommes

Vi hører imidlertid også om hans intense arbejde for børn i Terres des Hommes, som er erstatningen for hans livs store fortrydelse: at han aldrig har haft børn, når han nu elsker dem. Han fik altså 3 mio. børn i stedet for 2-3 stykker og har været en meget aktiv medspiller i organisationen. Han har selv været fadder for flere børn, og et af de mest rørende øjeblikke i hans liv var, da en af pigerne i Mumbai var blevet færdiguddannet, gift og havde fået et barn, som hun rejste mere end 400 km for at vise ham med ordene: – Se, du er blevet bedstefar.

Schou fortæller ikke, hvordan han reagerede. Vi kan gætte det. Han har stadig tårer i øjnene.

Jan Schous fars bisættelse var en kæmpe fest af erindring og nostalgi. Forhåbentlig er der trods nedturen i forbindelse med corona længe til, at det sker for ham selv, men til den tid bliver det en af årets morsomste begivenheder, bl.a. fordi alle tilstedeværende vil have læst, at ’vi skal ha´ det sjovt sammen’. Det har Lukas Birch og Jan Schou i den grad sørget for i denne bog til sølle 295 kr. Den kan erhverves ved Kerteminderevyen, i Rottefælden og via janschoubog.dk – men mon ikke også boghandlerne hurtigt stiller sig i kø.

 

 

 

Jan Schou – erindringer fortalt til Lukas Birch
Vi skal ha’ det sjovt imens.
Produceret af Hauge Birch.
240 sider indbundet. Kr. 295.

Posted in Generelle nyheder | Ingen har kommenteret »