1. november, 2009

Mandag d. 7. december er det præcis 50 år siden, jeg skrev min første selvstændige historie til Kjerteminde Avis. Siden har jeg bidraget til spalterne med små mellemrum, også i den periode hvor jeg studerede eller arbejdede i København, og i samtlige journalistiske kontrakter, jeg har haft, har der været en passus, der gav mig lov at arbejde ulønnet for Kjerteminde Avis.

Jeg er glad for, at redaktør Jørgen Wind finder det umagen værd at markere det, og det sker ved en reception

Tirsdag d. 8. december kl. 14-16 på Kjerteminde Avis 

Lørdag d. 5. december skrev Jørgen Wind om jubilæet i Kjerteminde Avis, og mandag d. 7. december havde jeg selv skrevet kronikken i Fyens Stiftstidende om det. Den følger herunder i manus:

50 år som skriverkarl på Danmarks mindste avis

 

– Vi kan lige så godt sætte det, du kommer med, direkte i avisen, sagde redaktør Caspersen, og det skete så første gang d. 7. december 1959, knap en måned efter min 14 års fødselsdag. Jeg havde i et års tid fungeret som sportsmeddeler, og mit første uredigerede bidrag var en uprætentiøs note om bordtennisklubben, som jeg var formand for.

                      Kjerteminde Avis holdt til i Vestergade 27, som stifteren, Ludvig Vergmann, flyttede til i 1895. En lille gult bygning, der havde baghus med sætteri og trykkeri ud til præstegårdsstræde. Det var svært at forestille sig, at lokalerne mod Vestergade oprindelig var såvel redaktion som bolig for redaktøren med kone og talrige børn, der hjalp med alt fra at sætte avisen og trække trykkemaskinen til at bringe nyhederne ud til abonnenterne. Først Charles Caspersen i 1935 nedlagde lejligheden. Alligevel var avisen ikke blot Danmarks mindste i oplagstal, men også i fysiske rammer.

                      Personalet var formentlig Danmarks mest trofaste. I sætteriet regerede Rasmus Skov og Johannes Søgaard, der blev ansat som typografer i 1922, midt i 1930erne med egne penge var med til at redde avisen ud af en krise, og som gik af sammen i 1968 efter 46 år. I 1951 var den senere faktor Axel Lindorff blevet ansat, og ham så jeg op til, fordi han på cricketbanen var en dristig batter, der kunne slå seksere for Kertemindes divisionshold.

                      I forkontoret regerede den trivelige Henning Rasmussen, der passede kassen. Da den for nyligt afdøde Per Panduro i 1960 blev journalistelev, forklarede han, at det, jeg skrev om fodbold, bordtennis og atletik, var lige så læst som alt andet meddelerstof, og så fik jeg samme betaling, 10 øre pr. linje. En gang om måneden lagde jeg min opgørelse foran Rasmussen, som på en lille blanket med sirlig skrift prentede ’Stof 13,40 kr.’, hvorefter fik jeg pengene mod min signatur. Det nød jeg.

                      Avisen havde en vanedannende atmosfære af nyheder. Caspersen var der ikke så meget i sine sidste redaktørår. Manden, der havde reddet avisen, da den var meget langt nede, holdt øje med tingene, skrev forslag til fodboldtips og drog til København for med stort held at slå gamle kertemindere, der sad i store stillinger, for penge til vigtige investeringer.

                      Jeg opdagede, at selv om jeg ikke var så gammel, kunne jeg starte en debat med følger; som da løbebanerne på Kerteminde Stadion var groet til i ukrudt, og jeg skrev om et tragisk sammenstød mellem en 100 meter løber og en botaniker. Det fik stadsingeniøren op på mærkerne, og ukrudtet blev fjernet.

                      Det var gode år for byens sport, og jeg udvidede med en årsrevy, der gjorde status for samtlige sportsgrene. Alle læste den tilsyneladende og syntes om den, men kun tennisspillerne reagerede – i et år, hvor jeg ikke havde opdaget, at en kerteminder havde vundet FM i pigesingle …. for OB!

                      Før den færdigt-uddannede Panduro rejste, udvirkede han, at min linjebetaling blev sat op til 20 øre, men da jeg drog til København for at studere og siden arbejde som free-lancer ved Politiken, faldt honoraret væk. Det gjorde skriverierne til gengæld aldrig, for Kjerteminde Avis er sådan en, man ikke kan forlade. Til gengæld lærte jeg, at det var nødvendigt at indføje en passus i alle kontrakter, jeg lavede med fx Politiken, DR og Eurosport: ’Det er tilladt Novrup at arbejde ulønnet for Kjerteminde Avis’!

                      I sommerferier skrev jeg fortsat om sport, og områderne bridge og skak kom til. Om vinteren sendte jeg artikler hjem om emner, jeg mente ville være interessante for avisens læsere, og forsøgte mig ind imellem som humoristist.

                      De første redaktører efter Caspersen holdt ikke længe. Jens Christian Påbøl Pedersen var en dygtig økonom og journalistisk håndværker, men som socialist havde han svært ved at falde til på den konservative avis, der i dag er den eneste tilbage med et erklæret politisk tilhørsforhold. Det dyrkes dog ikke længere helt til De Konservatives store tilfredshed.  

Påbøl forstod ikke helt avisens miljø og kom engang i raseri til at fyre såvel Skov og Søgaard som Vilhelm Nielsen, der ’kun’ havde været ansat i knap 20 år. Det måtte han tage tilbage, og efter fire år resignerede han.

                      Efterfølgeren Olaf Pedersen var så overdrevet kerteminder fra det sekund, han kom til byen, at han latterliggjorde sig selv. Det hjalp ikke, når solen 1. maj ’varmede så godt, at selv vintersæden spirede frem’. På studerekammeret i København blev avisen til mine venners foretrukne vittighedsblad. Pinligt! O. P. undså sig ikke for at tage med flyselskabet KLM på pressetur til Stockholm for at kunne fortælle alt – og mere til – om det i avisen – ikke just lokalnyt. Han var kostbar for oplagstallet, og bestyrelsen tog affære. O. P. skulle afløses af en, der kendte avisen ud og ind, så i 1970 blev faktor Vilhelm Nielsen hentet i sætteriet og gjort til redaktør!

                      Han sad i byrådet for Socialdemokratiet og vidste alt om at skrive om politik. Han skulle bare dreje synsvinklen. Desuden opprioriterede han lokalt nyt og ikke mindst retsstoffet. Da han ikke var uddannet journalist, fik avisen ikke lov at få journalistelever, og det var et savn.

                      Mine bidrag blev i den tid endnu mere velkomne, og når redaktøren skulle have ferie, sad jeg nogle gange i redaktørstolen i en måneds tid – aflønnet. Det stod ikke i kolofonen, men det blev bemærket, at jeg valgte andet stof end det normale. En dag overhørte jeg bemærkningen: ’Nu rabler det da for Vilhelm – en artikel om forsøg med solenergi i Saudi Arabien…!

                      Avisen havde – og har – en fast opbygning med dansk og udenlandsk stof på forsiden, lokalt stof på side 2 og ind imellem side 3, hvor det udenbys stof igen tager over sammen med evt. annoncer. På bagsiden er der radio- og tv-programmer suppleret med sportstelegrammer dér, hvor man tidligere fandt den daglige føljeton.

                      I 1980 flyttede jeg tilbage til Kerteminde og optrappede skriverierne i avisen. Mogens Vedel havde stået for teater- og koncertanmeldelser, men flyttede til Fyens Stiftstidende, som han fik overbevist om, at der var 100 km Kerteminde – Odense retur – han skulle leve af kilometerpengene! Jeg overtog området, specielt Odense Teater og Den Jyske Opera, ligesom Nyborg Vold og Rottefælden var faste på skemaet.

                      Efter Jørgen Winds tiltræden som redaktør i 1981 var jeg en tid fodboldreporter, men der var alt for mange kampe til, at det kunne nås ved siden af det øvrige arbejde, så det faldt væk.

                      Ved avisens 125 års jubilæum i 2004 fik jeg opfyldt min drøm om at skrive dens historie. Jeg puklede halvdags i et år med læsning og kortlægning af 36.298 aviser – et job, jeg havde undervurderet, og som var ved at slå mig helt ud. Resultatet var til gengæld en tilfredsstillelse, ikke mindst da professor Anker Brink Lund meddelte, at af alle danske presse–jubilæumsbøger var kun en bog om Holbæk Amtsavis på samme niveau.

                      En fryd var det også at lave en ’rute’ til radioprogrammet Danmarksmester om avisen samt at skrive hyldestsangen til jubilæumsfesten. Den har jeg måttet rykke ud med flere gange siden.

                      Nu har skriverkarlen så selv jubilæum. Kun et lille et på 50 år, men jeg er dog aktuelt den af de aktive i huset, der længst har været tilknyttet, så det er en dag, der slår en nostalgisk streng – men fortsættelse følger i årene, der kommer!

 

Posted in Generelle nyheder | Kommentarer lukket til 50 år ved Kjerteminde Avis