Sådan lærer de yngste om de største danskere

torsdag, 2. december, 2021

Indimellem kan man blive bekymret over, om de unge stifter bekendtskab med den danske kulturarv. Drukner de gamle danske sange i moderne musikvideoer? Drukner den danske kulturhistorie og almindelige historie i alt det, der sprøjtes ud på mobiltelefoner eller streames til tv?

Tycho Brahe

Heldigvis vil der altid være nogle, der deler denne bekymring, og som gør noget ved sagen. Et eksempel er Børnebogsforlagets serie af bøger for de helt små om danskere, der har indlagt sig hæder i naturvidenskab. Der er foreløbig kommet fire med titlerne

Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser

Inge Lehmann opdager jordens kerne

Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne

Marie Hammer og mosmiderne

De har alle tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard. De koster 169,90 kr. stykket, og de kan anbefales varmt som julegaver.

Niels Bohr

Teksterne er meget mundrette, og de charmerende tegninger er fulde af små ekstra pointer, som børnene kan forlyste sig med at finde, og som kan føre til ekstra spørgsmål og diskussioner. Desuden beskæftiger bøgerne sig ikke kun med de naturvidenskabelige emner, men har også oplysninger om, at Niels Bohr var god til at skille og samle cykler; at Tycho Brahe mistede sin næsetip i en duel; at Marie Hammer og hendes søskende arbejdede i familiens roemarker som små; eller at Inge Lehmann var alt for meget syg som barn. Meget godt, at den slags ikke gør, at man ikke kan blive verdenskendte forskere. Skal vi i øvrigt gå ud fra, at det ikke er tilfældigt, at Niels Bohrs far læser Politiken.

Inge Lehmann

Vi ved alle, at Niels Bohr var atomfysiker, men måske er ikke alle lige sikre i, hvornår han egentlig levede, gjorde sine opdagelser og den slags. Det er formentlig endnu mere tilfældet, når det gælder Inge Lehmann og Marie Hammer (men hvor er det dejligt med en serie, der gør kvindelige forskeres arbejde synligt og ligeværdigt med mænds), og derfor vil jeg foreslå, at man i fremtidige bind i serien helliger halvdelen af sidste side til en egentlig biografi over hovedpersonen, så oplæserne ikke er i tvivl.

Om Marie Hammer får man dog det hint, at hun var på ekspedition med Knud Rasmussen, men hvem og hvad er han lige. Igen – der skal nok være nogle få, der ikke ved det.

Marie Hammer

Der er også småting som, at Tycho Brahes bog ’De Nova Stella’ ikke betyder ’Den Nye Stjerne’, men ’Om den nye stjerne’, men pyt, vi taler jo ikke latin. Til gengæld flyttede Brahe vist nok til Bøhmen, fordi han på Ven havde ødslet så uhyggeligt med statens penge, at en ny konge ikke ville blive ved at punge ud, men bøgerne er naturligt nok solidariske med deres personer.

Bøgerne er klogt opdelt i et afsnit, hvor man fortæller løs uden at beskæftige sig alt for dybt med de naturvidenskabelige emner. Derefter følger et afsmit, hvor man går dybere ned i dem og hører om vulkaner, tektoniske plader, atomer og endog atombomben.

Nogle vil måske finde prisen høj, men jeg vil mene, at bøgerne giver fuld valuta for pengene, og at de har et ærinde, som er vigtigt – og gad vide, om ikke en og anden højtlæser ikke også bliver lidt klogere i farten?!

Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser; Inge Lehmann opdager jordens kerne; Tycho Brahe – opdagelsen af den nye stjerne; Marie Hammer og mosmiderne. Børnebogsforlaget. Alle med tekst af Jakob Lund Pedersen og tegninger af Julie Østergaard til kr. 169,90, og alle på 40 s indbundet i god kvalitet.

Tags: Boganmeldelse, Børnebøger
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »

David Walliams’ utæmmede fantasi

torsdag, 2. december, 2021

Børnebøgerne ’Dæmontandlægen’ og ’Kodenavn Bananas’ er afsindigt morsomme – til oplæsning og til læsning – og det er utroligt, hvad David Walliams vover – og slipper godt fra.

Dæmontandlægen

Det lykkes i bog efter bog Walliams at skabe universer, hvor alt er muligt på børns præmisser, og han får etableret nogle utrolige persongallerier, der ikke mindst deltager i nogle vilde jagtscener. De kan foregå til lands, til vands og i luften, og de kan involvere alt fra gang og løb til tipvognstog og spærreballoner, der styres med iltbeholdere.

Walliams skaber figurer, der giver håb for mobbede, oversete og handikappede; der giver håb om kærlighed og sammenhold på tværs af klasser og generationer, og som ikke mindst involverer dyr af enhver slags. Det kan være en flamingo, der har svært ved at holde balancen, fordi den faktisk kun har et enkelt ben; en elefant, der sulter, fordi dens snabel er for kort; en blind sæl, gorillaen Gertrud m.fl.

Kodenavn Bananas

Det sker i ’Kodenavn Bananas’, hvor det lykkes at lave farce uden at fjerne den alvorlige baggrund for 2. Verdenskrig, og hvor det lykkes den 11-årige Erik, der har flyveører og revnede briller, sammen med sin Onkel Monty, der mistede begge ben i 1. Verdenskrig og er dyrepasser i Londons Zoo, at afsløre nazistiske spioner og redde Winston Churchill fra at blive myrdet, før de er til løssluppent teselskab med bjerge af banana splits på Buckingham Palace.

I ’Dæmontandlægen’ er skurken en skoletandlæge, hvis mål er at få fat i samtlige børnetænder i hele byen og bruge dem til at skabe sin egen verden med – fra skåle til en kæmpe katedral. Hun er heldigvis en heks, så hun ikke kan forveksles med virkelighedens venlige skoletandlæger, hvis gode omdømme hun benytter sig skamløst af.

I alle sine bøger laver Walliams egne ord og ubetaleligt sjove lister og skemaer over alt muligt, fx et stinkometer, en smerteskala, en opskrift på verdens ækleste tandpasta osv., så det er en sjov, men også kæmpestor, udfordring at oversætte bøgerne. En opgave, som Kim Langer løser fremragende.

Der leges med typografi og illustrationer, bøgerne fra Harper Children er i lækker indbinding, de er egnede for børn fra 9-10 år og koster typisk 170 kr.

Tags: Boganmeldelse, Børnebøger, David Walliams
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »

David Walliams’ fantastiske univers

onsdag, 29. september, 2021

Den britiske humorist, skuespiller og forfatter David Walliams har allerede solgt 37 mio. børnebøger på 53 sprog, men mange kender ham også som dommer i Britain’s Got Talent. Han er et bevis på, at man ikke mister sin ungdoms grænseløse fantasi og forestillingsevne, selv om man er blevet 50.

Han er skuespiller, komiker, siden 2012 dommer i Britain’s Got Talent, og desuden har han gennem et dusin år sprøjtet børnebøger ud i et hæsblæsende tempo uden at miste pusten eller kvaliteten. Børn og unge elsker dem, hvad enten de – fra 6-7 år – får dem læst højt af fx forældre eller bedsteforældre, eller de – fra ca. 9 år – sluger dem selv.

Udfordring for højtlæsere

Det er en virkelig udfordring at læse Walliams’ bøger højt. Der er mange usædvanlige detaljer i lay-outen og teksterne er fulde af lydeffekter, gentagelser, selvopfundne ord og fodnoter, der skal blandes på den bedst virkende måde. Man bliver hurtigt en bedre og mere veloplagt oplæser, der nyder sin rolle.

Det er også meget godt, at bøgerne bliver læst op, for så kan man forklare, hvorfor en Wagneropera påstås at larme så meget, eller dementere, at bibliotekarer nødvendigvis er de fredeligste, mest initiativløse, stille mennesker i verden – hvis der evt. skulle være et stille øjeblik til at fortælle det.

Fremragende oversætter

De to seneste bøger i serien, hvis formidable danske oversætter er Kim Langer, som også selv producerer bøger i hastigt tempo, er ’Slim’ og ’Fing’. Som hele serien er de skønt illustreret af Tony Ross.

’Slim’ er et opgør med alle, der hader børn, og bør læses også af de voksne, der måske kun synes, at børn indimellem er irriterende. På Gylleøen, hvor Niller bor, er Valdemar Vred skoleinspektør med vulkanske udbrud og jævnlig bortvisning af elever. Tvillingerne Misund gør deres legetøjsbutik til et helvede for de børn, der vil købe deres varer. Madam Dorothea Dvask er verdens dovneste klaverlærer, der bare ligger på sin sofa og prutter. Kaptajn Kry er parkbetjent med det væsentligste mål, at ingen skal betræde parkens stier – og slet ikke græsset. Greta Grisk er megarig og bruger hele sin rigdom på katte, der af praktiske grunde alle sammen hedder Pjevs.

Dem er der brug for et opgør med, efter at Niller har undsluppet Dødens Karbad, og det sker ved hjælp af Slim, der kan forvandle sig til alt muligt fra en blåhval til en forhistorisk pterosaur efter Nillers ønsker og behov. Slims konsistens er præcis, som navnet lyder, og det udløser festlige hændelser.

De sproglige finurligheder er legio, og i fodnoterne henvises til den ikke eksisterende Walliams Encyclopædi, ’der allerede har mere end en million ord’, af hvilke det store flertal er opfundet af forfatteren og brillant fordansket af oversætteren.

Læs selv med de mellemrum, som tårer af grin vil medføre.

Uortodokse monsternavne

I Fing får det konturløse biblioteksægtepar en hæslig pige, der terroriserer dem, til hun kommer til at ønske sig en Fing som 10 års fødselsdagsgave. Hr. From drager ud i verden for at finde den, efter at det i bibliotekets kælder, som ingen har været i gennem mere end 100 år, i Det Store Monsterleksikon er lykkedes at finde ud af, hvad det er for en. Den er opført blandt uhyrer som aagadongdong, bubulub, crumptudse, dumdum, Ebinkibonk m.fl.

Hvad det fører til, er overraskende, og det er måske ikke så overraskende, for Walliams’ finder hele tiden på uventede drejninger af historierne.

Tidligere oversatte bøger er bl.a. Megamonster, Dæmontandlægen, Øv Far og Gangster Farmor med hver deres utrolige univers, og når først man har læst en af bøgerne, vil de fleste have flere.

David Walliams: Slim, 312 sider indbundet. Samt Fing, 268 sider indbundet. Begge rigt og fantasifuldt illustreret af Tony Ross. Forlaget HarperCollins. Begge til 169,95 kr. i Kerteminde Boghandel.

Tags: Boganmeldelse, Børnebøger, David Walliams
Kategori Anmeldelser, Bognyheder, kultur | Ingen har kommenteret »

Feudale Fortællinger fra Hindsholm

lørdag, 26. juni, 2021

Marianne Horsdals liv er knyttet til egnen omkring Hverringe, og hendes selvbiografiske bog Feudale Fortællinger er smuk, fascinerende og lidt skræmmende.

Marianne Horsdal er professor Emeritus ved Odense Universitet og har beskæftiget sig indgående med livshistorier. Det gør det spændende, når hun nu har fortalt sin egen i bogen ’Feudale Fortællinger’. En beretning, der viser, at uanset, hvor klog man er på livet, er det så godt som umuligt at overføre sin viden til sit eget liv – eller måske har det givet det meste af den viden, man har.

Janne, som var Horsdals kaldenavn som lille, beretter om livet i Skyttehuset ved Hverringe, som takket være hendes far, skytten CF, havde Danmarks fineste vildtbestand, men det var kun på det punkt, skytten havde succes. Hans drømme om at emigrere til Canada eller at få en gård i Vestjylland blev aldrig virkeliggjort

Han var en lejlighedsvis voldelig patriark, der håndterede sin familie på barsk vis med brug af såvel det gamle testamente som fysisk afstraffelse. Moderen Filla trak sig væk fra ham og skabte sin egen verden af børn, have, bagning og måltider. Hun kendte hver blomst i sin have, kunne håndfodre fugle og så skønheden i naturen, mens hun forsøgte at undvige sin mands luner.

Janne kom til på samme måde at vide alt om området omkring Hverringe. Hun kendte blomsternes navne, så legende ræveunger, vidste alt om årstidernes skønhed og luner og fik udviklet talenter for bl.a. at sy, tegne og bage.

Hun beskriver det næsten middelalderligt feudale system, der havde overlevet på Hverringe Gods. Jeg har selv gået i klasse med forvalterens søn og sønnen af en gårdejer i Salby og har strejfet problemstillingerne. Også, når Janne bliver nærmest isoleret i skolen, selv om der ikke er tvivl om, at hendes egen skræk for at involvere sig har forhindret, at hun fik mange venner.

Barndommen

Naturbeskrivelserne er så smukke, at man næsten får tårer i øjnene af rørelse. Hun husker så mange detaljer, og hun fletter historien, som hun kender som alvidende forfatter et halvt hundrede år senere, ind i beretningen, så vi lærer om affolkningen af Romsø, den midlertidige maltraktering af vildtbestanden, da CF ikke længere kan stå for den etc. Hun husker personer med deres træk og handlinger. Hun mindes Kerteminde Sygehus, hvor hendes elskelige godmoder kunne dulme mange smerter og gøre ting på sygehuset, som ville være totalt umulige i dag. Hun deltager i Lucia-optog 11 år i træk, de sidste tre år som luciabrud, bl.a. fordi hun er blevet højere end tandlægens datter – dér kom min egen familie ind i billedet.

Gogo og Janne

Beretningen er sjældent smukkere, end når hun fortæller om, hvad hun oplevede med sin storebror Gogo, der som alle brødrene får en bitter skæbne under det åg, forholdet til CF har givet ham:

– Historien om Gogo og Janne er lang og smertelig, fordi den også handler om, hvad der sker, når det blide bliver fortrængt af alt for meget hårdhed i tilværelsen, så man ender med at græde bly.

De oplever og oplever:

– Jeg vil altid sætte en rose på dit bryst for at skjule en plet, sagde han senere. Der var brug for mange roser. Det var også ham, der viste hende den fortryllede ø. Så mange ture, så mange eventyr på alle årstider og i al slags vejr. Han byggere igloer i sne, indianerhytter af strå og af salpetersække, og de opfandt ’weekendhytten’ i en pause i roehakningen som et forrygende udflugtssted i en mergelgrav med vilde æbletræer.

Litteraturens fare

Filla forsyner Janne med et væld af bøger, og nok præger det feudale hierarki hendes liv, men det gør bøgerne med deres skildring af ædle følelser og perfekt kærlighed også. Hun får et opgør med sin far uden at gøre sig rigtigt fri, som det viser sig, da han dør og er en del af hendes skæbne bagefter; men hun leder i alle mænd efter det perfekte, helten fra bøgerne, og det kan ingen leve op til.

Da hun opgiver CFs strenge normer, bliver hun i stedet til en sommerfugl, der flyver fra blomst til blomst mellem mænd, der vil hende, men ikke har en levende chance for at holde hende fast.

Mange nødvendige oprør

For at blive et harmonisk menneske skal Janne gøre op med CFs forskrifter og oldtidsmoral; med Hverringes feudalisme; og med det frygtelige gods, man kan slæbe rundt med fra den vidunderlige verdenslitteratur, hvis skildringer man ikke må forsøge at overføre til sit eget liv.

Bogen accelerer, da hun fortæller om sit videre liv, og det gør den ikke mindre besættende at læse. Læsere fra Kerteminde og Hindsholm har en ekstra belønning ved at kende hver lokalitet, der nævnes: Staure, Viby, Måle og Måle Bakke, Kerteminde etc.

Nye læsere begynder ikke her

Mens man uundgåeligt fanges af indholdet, når man er i gang, vil mange slet ikke nå til at give sig i kast med bogen, som er yderst uappetitligt sat op. I forvejen skriver Marianne Horsdal næsten uden afsnit – flere steder er der på to hele sider ikke et eneste -, men når man slår bogen op, ser man kun massiv tekst, og mange, der ikke er vakt på forhånd, opgiver hurtigt, fordi der ikke er et eneste pusterum.

Der er ingen billeder, selv om bogen egner sig perfekt til at illustrere med Hverringe og den beskrevne natur. Der er ingen små vignetter eller noget som helst andet for øjnene.

Jer er overbevist om, at bogen ville sælge bedre, hvis man havde ofret de penge, det havde kostet, men det er naturligvis altid forlæggerens beslutning.

’Feudale Fortællinger’ er en anelse misvisende som titel, for det feudale er egentlig kun en baggrund for hovedpersonens liv og handlinger, og i det senere liv er det meget andet end feudalisme, Horsdal oplever og gør oprør mod.

Det er under alle omstændigheder en meget fin bog i et overvældende smukt sprog, der er blændende varieret i sine beskrivelser.

Den får en stor anbefaling med.

Marianne Horsdal: Feudale Fortællinger. 174 sider indbundet. Forlaget Hovedland.

Tags: Boganmeldelse, Marianne Horsdal
Kategori Anmeldelser, Bognyheder | Ingen har kommenteret »