Måske tog Rottefælden konsekvensen af, at folketingsvalget mildest talt lå ubekvemt i forhold til årets revy – den er i hvert fald så godt som støvsuget for aktuelt politisk indhold. Til gengæld har den en perlerække af klassiske revynumre, af hvilke man vil huske adskillige i årene fremover. Flertallet af vitserne vil man også huske. Dem kendte vores oldeforældre rigtig godt!

Anden akt er klart bedre end første, og det er altid klogt. Den indledes med en omgang Anne, Sanne og Lis, hvor man gerne ville have haft mere af det musikalske, som det også var tilfældet i første akts slutnummer, et kærlighedsmedley. Det havde været ekstra oplagt, hvis Jan Schou havde overladt til Mikkel Schrøder at være Anne Linnet, for Schrøder, Christine Astrid og Kiki Brandt synger alle så fremragende, at det var en nydelse, hver gang man fik lov at høre det.

Schou mestrer sketchen og den alvorlige vise og brillerer med begge dele i ’Bag Masken’, der bevæger sig fra parodier med bl.a. fattigmandsskaldyr (= æg) til den dybe alvor i Leif Maiboms behandling af dem, der aldrig smider masken. Et fint nummer.

Hele ensemblet er med i ’Love me tinder’, hvor et stævnemøde kommenteres i gammel Monrad-Rislund-stil og med en sjov pointe. Astrid, Schou og Schrøder leverer på charmerende vis det rablende vanvid i ’Blomsten og bien, hvor det faktisk lykkes at få publikum til at le hjerteligt af ældgamle, platte vitser.

Kiki Brandt kombinerer sin sangkunst med fin komik som ‘Operadivaen’, hvor Jens Krøyer er en dejligt underfundig akkompagnatør.

Schou er som sædvanlig Dronning Margrethe med Kiki Brandt som Prins Joachims Marie. Emnet er fejringen af Joachims 50 års fødselsdag, vinklingen hyggelig og forudsigelig.

Ægteparret Schrøder og Astrid er fremragende sammen i Schrøders egen ’Og så gør vi sådan’, der er garneret af smukke og stærke skyggebilleder og munder ud i en ny vinkel på Danske Banks hvidvask, hvilket er ganske imponerende.

I første afdeling er Astrid ferm på enhver måde i en multitasking tour de force, skrevet af Kasper Gattrup, mens Schrøder fører frem til aftenens finale med sine suverænt fine parodier på, hvordan Johnny Madsen, Lars HUG, Peter AG, Nick & Jay, Poul Dissing og som rosinen i pølseenden Marie Key ville have fremført Jens Vejmand, hvis de havde skrevet den.

Som nævnt er første akt svagere end anden, hovedsagelig pga. lidt svagere tekster, men ikke mere, end at man i pausen spørger sig selv, om det vil vise sig at være en god eller mindre god revyaften. Det blev heldigvis en Rottefælderevy over middel, hvor man som sædvanlig kan fryde sig over de tre musikere, Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen, som instruktør Carsten Friis flere gange med fin virkning lader medvirke på scenen.

Det er 24. gang, Pia Ullehus står for ’fælden’, så vi kan glæde os til jubilæum næste år, og vi får hende faktisk at se mere end normalt i revyens løb, bl.a. i den opfindsomme indledning, som er hendes egen ide, og i den sidste del af en tredelt filmsekvens, hvor hun sågar ligger i med Schrøder.

Så alt er skam ikke kun ved det gamle, og Fyn er begunstiget af at have tre fine sommerrevyer i 2019.

Jo, man KAN skifte et helt hold ud med succes. Anette Støvelbæk, Lisbeth Kjærulff, Gordon Kennedy og Kasper Gattrup leverer i Martin Miehe-Renards instruktion sammen med kapelmester Peter Bom to timers glitrende veloplagt revy, der rækker fra det stille, blændende musikalske til det fuldstændig kaotiske og absurde vanvid.

De fire skuespillere klæder hinanden. Der er fin balance i det stof, de indbyrdes har fået. De mestrer såvel det stille som det højtråbende; de spiller fin komedie og har samarbejdet om et flertal af teksterne.

Kerteminderevyen tør fortsat en masse og er helt uforudsigelig. Anette Støvelbæk viser sig at være fremragende på en revyscene. I første akt står hun for et højdepunkt med ’Dum-di-dum’, uvidenhedens pris, der slår fast, at ’uvidenhed er super trendy’. En ætsende kommentar til en tid med reality-programmer, hvor man bevidst vælger deltagere, som ikke risikerer at vise intelligens, mens man foragter elite og viden. Siden er hun en tyfon af en sexparat killing, der vil have et engangsknald, men ikke kan få det, før hun har underskrevet en ’me too’- kontrakt, hun er kronprinsesse Mary, der overvejer at sælge ud af sin garderobe mm.

Hun synger godt, hvad hun ikke mindst viser sammen med Lisbeth Kjærulff i ’Det kære legetøj’ med et velment råd til mænd; samt når hele kvartetten synger om ’Lulus kaffebar eller i finalen om alt det, de hellere vil end sige farvel til det trofaste publikum. En dejlig ny ide til en slutning.

Lisbeth Kjærulff er uddannet operasanger og får lov til at vise det i ’Countrytøs’. Man tror ikke sine egne ører. Hold op, hvad man dog kan se og høre på en revyscene i vore dage.

Kasper Gattrup har en fin ide i ’Kemi’, hvor han på en overrumplende måde interagerer med en publikummer i en flot sang, hvor han også får vist sine kropslige evner. Sammen med Gordon Kennedy står han for aftenens største latterbrøl i ’Tips til enlige mænd’, der tager gas på tv-programmer, ubehjælpsomme mænd og meget andet.

Gordon Kennedy er pragtfuld som en sanger, hvis tekster kan misforstås, og han er vidunderlig som syrer, der skal forsøge at blive dansk statsborger i en håndtryksduel med Inger Støjberg i Lisbeth Kjærulffs skikkelse. Duellen kommenteres på helt Monrad-Rislundsk vis af Gattrup og Støvelbæk, naturligvis med brug af VAR og gentagelse i slow motion. Skøn ide, flot udførelse.

Det samme gælder for det Monty Python-inspirerede panda-nummer (Ingen mistænker en panda – eller den spanske inkvisition). En glimrende ide, som munder ud i Four Jacks’ ’Mandalay’, øh nej, ’Pandaleg’.

Det totale vanvid bryder løs i ’Finansfobier’. Fobierne er tankevækkende begrundet, og kvartetten overgår et nummer som Monty Pythons ’Gakkede Gangarter’. Det er ustyrlig morsomt.

Overraskende er det også, at FAFs nedrivningstruede silo på havnen er emne for finalen for første akt, men selv de, der aldrig har set siloen, holdt af det rørstrømsk nostalgisk ironiske ’Bevar vor silo’, der ’er som pyramiderne, bare knap så høje’. I dette nummer får man også koreografen Simone Svane og producenten Emilie Topp Meyer på scenen.

Naturligvis er ikke alt flødeskum. Det er ingen revy, men bundniveauet er pænt, så man tager ’Luksusfælden’ med Britta Nielsen, der skylder 117 mio. kr. væk; den lidt tynde ’Piktogrammer’; ’Kertemindekoret’ om at blive krænket af ’Den danske sang’- i øvrigt med fin tysk pointe! – og Tele-Terapi om mobiltelefonens Siri med, fordi numrene trods alt har ide og ligger i gode omgivelser.

Peter Bom brillerer som altid i musikken. I år får han lov til at levere ouverturer før begge akter og står desuden for originale melodier til flere af de allerbedste numre, bl.a. ’Dum-di-dum’, silonummeret, ’Det kære legetøj’, ’Countrytøs’ og ’Der er meget vi hellere vil’. Det er dejligt, at han stadig er i Kerteminde.

Instruktionen er præcis, og Martin Miehe-Renard har opfyldt begge direktør Mads Nørbys krav: Han har leveret en meget, meget morsom revy, og den varer på sekundet to forrygende timer.